Af Darrell L. Bock. Evangelikale og brugen af Det Gamle Testamente i Det

Evangelikale og brugen af Det Gamle Testamente i Det Nye (2) Af Darrell L. Bock Oversat af cand.mag. Birger Petterson I en tidligere artikel 1 beskæftigede jeg mig med fire skoler af evangelikale teologer, der repræsenterer forskellige tilgange til spørgsmålet om Det Nye Testamentes brug af Det Gamle Testamente. I den gensidige påvirkning, der finder sted mellem disse retninger, vil denne artikel komme ind på fire spændingspunkter: dobbelt forfatterskab, sprog - referent, fremadskridende åbenbaring, problemet med de afvigende tekster som bruges i de gammeltestamentlige citater af de(n) nytestamentlige opfyldelse(r). Når man isolerer disse fire områder, er det vigtigt hele tiden at erindre sig, at disse områder griber ind i hinanden. Dette er grunden til, at dette område af hermeneutikken er så vanskeligt at drøfte. Men ved at isolere de centrale spørgsmål bliver drøftelsen af problemteksterne lettere at have med at gøre, eftersom hovedanliggendet lettere lader sig identificere. Denne artikel vil evaluere hvor debatten står i øjeblikket, og vil foreslå en fremgangsmåde. Dobbelt forfatterskab Det grundlæggende spørgsmål, som vi skal beskæftige os med, er dobbelt forfatterskab. Kan Guds intention i en given passus gå ud over den menneskelige forfatters? For Kaiser er svaret nej, og det synes det også at være for Waltke. 2 Det som profeten ville sige, var hvad Gud ville sige, og Guds intention gik ikke ud over profetens intention. Gud har nok en større forståelse af et tekstafsnits intention, men profeten må forstå, hvad han forsøgte at sige. Begrebet generisk løfte er særlig vigtigt for denne opfattelse. De, der skelner mellem den menneskelige forfatters intention og Guds intention, repræsenterer forskellige tilgange. For eksempel appellerer man til sensus plenior eller referencer plenior. S. Lewis Johnson og Elliott E. Johnson forsøger at etablere en fast sammenhæng mellem Guds intention og den menneskelige forfatters intention, så at den gammeltestamentlige profets budskab påviseligt forbliver grundlaget for den guddommelige nytestamentlige opfyldelse. Denne begrænsning forhindrer en anklage mod Det Nye Testamente for vilkårlig opfyldelse. Deres begrænsning er enten ordenes implikation i lyset af den 1 Darrell L. Bock: Evangelicals and the Use of the Old Testament in the New, Part 1. Bibliotheca Sacra 142 (July- October 1985):209-23. Findes i oversættelse i (ICQUS nr. 2, 1997:67-78). 2 Denne tøven med hensyn til Waltkes position skyldes den kendsgerning, at han hævder, at han holder fast ved den originale forfatters hensigt, og dog bevæger han sig i sit eksempel fra Sl 2,6-7 fra en jordisk til en himmelsk reference mellem den gamle tidshusholdning og den nye. Et sådant skift i forståelsen synes at gøre den gammeltestamentlige profetiske intention noget uklar. Derfor anbringer jeg Waltke her, men med et spørgsmålstegn, for er denne beskrivelse af hans synspunkt nu også korrekt? (Bruce K. Waltke: Is It Right to Read the New Testament into the Old? Christianity Today, September 2, 1983, p. 77). ICQUS nr. 4, 2000 181

Darrell L. Bock fremadskridende åbenbaring (S. Lewis Johnson) eller definitionsbetydningen af den menneskelige forfatters ord (Elliott E. Johnson). De, der betoner det historiske perspektiv ved brugen af Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente (den tredje retning), beskæftiger sig sædvanligvis ikke særlig detaljeret med spørgsmålet om dobbelt forfatterskab. De anser simpelthen denne distinktion for fastslået. Denne undladelse er en betydelig svaghed ved den historiske skole. Dunnett udgør en undtagelse inden for denne retning og forsøger at påpege begrænsninger, hvorunder en skelnen mellem to forfattere kan opretholdes. Til at begynde med appellerer han til den vage kategori andre kriterier når han diskuterer sensus plenior. Senere refererer han til disse andre kriterier. 3 Disse kriterier synes at henvise til den fremadskridende åbenbaring. Han insisterer også på en organisk forbindelse mellem de to meninger. Ved at beskrive tekster som Es 7,14, Es 53 og Hos 11,1 opsummerer Dunnett med ordene: Disse teksttyper kan illustrere en sensus plenior for os. Men for at fastholde en vis kontrol i eksegesen bør man begynde med tekstens bogstavelige mening, være opmærksom på den totale kontekst, indse at den guddommelige plan i historien er sikker på at blive opfyldt (på Guds betingelser), og regne med at der er plads til fortolkning i både Det Gamle og Det Nye Testamente. 4 Hvordan skal dette spørgsmål om dobbelt forfatterskab vurderes? En rimelig sammenfatning ville være at sige, at Gud skrev til sit folk på et givet punkt i historien og gennem tiden, mens den menneskelige forfatter skrev til sit folk på et givet punkt i historien, og/eller i sin egenskab af profet skrev til sit folk med håb, idet han udtrykte Guds endelige frelse enten (a) ved fuld menneskelig bevidsthed (direkte profeti, fuld menneskelig hensigt, Dan 7,9-14); (b) i det pågældende afsnits idealsprog (mange af Salmerne, fx 16; 22; 110 og Es 53); (c) i et sprog hvis reference kan udstrækkes til en ny kontekst gennem fremadskridende åbenbaring (1 Mos 2,7; 3,15; Sl 2,1-2; 8; 16,10; Es 61,1-2; gammeltestamentlige gudsrige-tekster; tekster om Jahve i Det Gamle Testamente som refererer til Kristus i Det Nye Testamente); eller (d) i et sprog der involverer et mønster for opfyldelse, men hvor den menneskelige forfatter ikke har fuld forståelse af alle de forhold, som der kan henvises til i mønstret (typologi som er typologisk-profetisk, 1 Mos 2,7; Sl 8; 95,7-11; Es 7,14; 40; Hos 11,1). 5 Andre 3 Walter M. Dunnett: The Interpretation of Holy Scripture (Nashville: Thomas Nelson Publishers, 1984), p. 60. 4 Ibid. p. 62. 5 En udførlig behandling af eksempeltekster ligger uden for rammerne af denne artikel. Beskrivelsen af forholdet mellem den menneskelige og guddommelige forfatter i disse GT-NT afsnit afspejler mine studier i Lukas-Acta, undervisning på et doktoralt seminar i Det Nye Testamentes brug af Det Gamle Testamente og undervisning af teologer sammen med Donald R. Glenn, hvis hjælp med at formulere disse synspunkter har været uundværlig. De her anførte synspunkter er mine og ikke nødvendigvis Glenns. En liste over eksempler, som afspejler mine synspunkter, kunne se sådan ud: (a) i fuld menneskelig bevidsthed (dvs. direkte profetisk): Sl 110; (b) i idealsprog: Sl 16 (hvor salmisten er sikker på udfrielsen, men detaljerne for hvordan den skal finde sted, er ikke helt klare i lyset af hele salmens sprog) og Es 52,13-53,12; (c) i et sprog hvis reference og kontekst kan udvides (dvs. i den fremadskridende åbenbaring): Hos 11,1, med anvendelse af tanken om Sønnens solidaritet med folket; og (d) i et sprog der involverer et mønster for opfyldelse (dvs. typologisk profetisk): Es 7,14; Sl 2; Sl 16 (muligvis hvis den ovenstående kategorisering ikke er korrekt); Sl 22; Sl 69; Exodus-opfyldelsessprog i Det Nye Testamente; Es 52,13-53,12; og 5 Mos 18. Ofte er forskellen mellem idealsprog og sprog der kan udvides lille og diskutabel. 182 ICQUS nr. 4, 2000

afsnit gør brug af både idealsprog og mønster for opfyldelse (fx klassificeres Es 53 som idealsprog fordi tjenerskikkelsen i Es 53 er beskrevet i stærkt individualiseret sprog). Efter min opfattelse trækker fænomenet sprog der kan udvides kraftigt på begreber, der ligger uden for det pågældende afsnit (den nytestamentlige forfatters teologiske forudsætninger eller hermeneutiske aksiomer) for at fuldende sin opfyldelse, mens idealsproget kun på afgørende vis gør brug af materiale i den citerede tekst Hvis man foretrækker at forestille sig idealsprog som en underkategori, der kan operere enten i den fremadskridende åbenbaring -kategori eller i mønster -kategorien, kan sådan en tilgang forsvares. Jeg foretrækker udtrykket mønster frem for typologi af grunde, som jeg har gjort rede for andetsteds (Darrell L. Bock: Proclamation from Prophecy and Pattern, Sheffield: JSOT Press). Grunden, til at jeg afviser total identifikation mellem den guddommelige hensigt og den menneskelige forfatters hensigt, er at den teologiske refleksion i visse salmer såvel som i andre gammeltestamentlige skriftafsnit endnu ikke var blevet udviklet til det punkt, hvor den fulde betydning af Guds intention lod sig forstå af den menneskelige forfatter. For eksempel er der ingen steder i Det Gamle Testamente en så eksplicit beskrivelse af det messianske kongedømmes guddommelige beskaffenhed, at det blev en grundlæggende bestanddel af den antikke jødedoms eskatologiske håb. Sl 110 antyder det kraftigt, men det er ikke fuldstændig klart, at den davidiske pagt i sig selv på det tidspunkt, da den blev givet, krævede en guddommelig søn for at blive opfyldt. Det ser ud til, at David mente, at Salomo kunne være den søn. Man må også regne med den kendsgerning, at de gammeltestamentlige forfattere undertiden indrømmede, at de ikke selv forstod deres udsagn (Dan 12,6-8; Joh 11,44-52 og især 1 Pet 1,10-12). Kaiser har på beundringsværdig vis forsøgt at gennemgå disse afsnit, men hans forklaringer har ikke kunnet overbevise de fleste forskere, om at han har ret, når han ser et sammenfald mellem den menneskelige og den guddommelige forfatters hensigt. Kaisers opfattelse af generisk profeti hjælper i denne diskussion; men det er uklart om den menneskelige forfatter altid tilsigtede hele den mening, som fremgår af løftet i Det Nye Testamente, og om den menneskelige forfatter altid forstod alt, hvad løftet refererede til. De fire forudsætninger om den menneskelige forfatters sprog, som blev fremført i foregående afsnit, er et forsøg på at beskrive de forskellige måder, hvorpå menneskelig og guddommelig hensigt kan forenes, uden at der sker overgreb mod et skriftafsnits mening og løfte. Så at forsøge at begrænse meningen til den menneskelige forfatters intention forekommer at være for snævert et synspunkt. Det ser altså ud til, at man nødvendigvis må insistere på en klar og definerbar forbindelse mellem den menneskelige forfatters udtryk og Guds intention, for ellers kan man få teksten til at sige hvad som helst i dens opfyldelse. En anden vigtig pointe er, at forbindelsen mellem de to skriftafsnit kan manifestere sig på flere forskellige måder, deriblandt en menneskelig forfatters fulde hensigt. Forsøger man at begrænse beskaffenheden af denne forbindelse til én bestemt type forhold, synes resultatet at blive, at man påtvinger teksten en begrænsning, som dens fænomener ikke støtter. Groft sagt betyder sådan et synspunkt, at undertegnede er enig med repræsentanter for den anden skole ( menneskelige ord -skolen) og med nogle fra den tredje skole ( den fremadskridende åbenbaring eller jødisk hermeneutik -skolen), som hævder, at om end Guds hensigt kunne gå ud over den menneskelige forfatters hensigt, skete det aldrig på bekostning af meningen i dennes formulering. Den nytestamentlige opfyldelse vil enten samstemme med eller ved naturlig ICQUS nr. 4, 2000 183

Darrell L. Bock implikation udvide den menneskelige forfatters formulering. Om dette forhold skal kaldes sensus plenior eller sensus referencer eller noget tredje, bør stadig drøftes af evangelikale efter et fornyet studium af eksempelmateriale fra forskellige af Det Nye Testamentes forfattere. 6 De forskellige forhold, der består mellem den guddommelige og den menneskelige forfatter, fører naturligt til en drøftelse af mening i disse tekster og sprogets rolle, dvs. fører til semantiske spørgsmål i forbindelse med sprog og referent. [ Referent bruges i artiklen som teknisk betegnelse for det, som et givet ord refererer til - svarende til hvad lingvisten Saussure kalder signifié, modsat signifiant (o.a.)]. Sprog - referent Dette specifikke hermeneutiske problem undersøger spørgsmålet om, hvor en given ytrings mening er at finde. Er det på betydningsplanet (definitionen af ordene inden for et afsnit), eller er det på referentplanet? Er det på det enkelte ords plan eller på planet for ordet i dets kontekst? Dette spørgsmål fører til det komplekse semantik-område. Elliott E. Johnson beskæftiger sig seriøst med dette område. Moo og undertegnede har også forsøgt at behandle spørgsmål inden for dette område. 7 I det store og hele har de andre skoler ikke beskæftiget sig særlig meget med det. Området trænger stadig til at blive undersøgt, især i lyset af det anerkendte faktum at ord får deres betydning ikke ved og af sig selv, men ud fra deres litterære kontekst, dvs. ud fra sætningen, afsnittet og den større sammenhæng som de indgår i. 8 Et afsnits kontekst spiller altså en afgørende rolle for bestemmelsen af afsnittets mening. Og der er yderligere et spørgsmål: når et afsnits bibelteologiske kontekst uddybes, hvordan påvirker det så det pågældende afsnits betydning? En stor del af debatten blandt evangelikale om eskatologi falder inden for dette område. Ophæver en himmelsk referent for de nytestamentlige opfyldelser af skriftafsnit som Sl 2 og 110 det, som ser ud som en jordisk referent i den oprindelige gammeltestamentlige kontekst? Amillennialister vil svare ja til dette spørgsmål, mens dispensationalister svarer nej, og pagts-præmillennialister vakler. 9 Er nytestamentlige opfyldelser finale, initiale eller afgørende, men ikke finale? Hvis afkom -eksemplet fra 1 Mos 3, som er anført i den tidligere artikel, kan bruges som rettesnor, så beskæftiger mening sig først og fremmest med betydningen - og ikke altid med referenten - af et afsnit, sådan som denne mening defineres af dens litterære kontekst. For Kaiser er den litterære kontekst begrænset til forudgående åbenbaring. For de andre skoler skal hele Skriften bruges som litterær kontekst. Men det er vigtigt at fastslå at når man ap- 6 Dette område har behov for at blive yderligere undersøgt af evangelikale i lyset af den seneste tids drøftelser og i lyset af spørgsmål som semantikken og hermeneutikkens historie har rejst. 7 Douglass Moo: The Old Testament in the Gospel Passion Narratives (Sheffield: Almon Press, 1982), pp. 75-78; 387-397. Moo tilhører sandsynligvis den historiske skole, men han er bestemt opmærksom på semantiske problemer. 8 J.P. Louw: Semantics of New Testament Greek (Philadelphia: Fortress Press, 1982), pp. 39-66. Se Bock: "Evangelicals and the Use of the Old Testament in the New", part 1 (ICQUS nr. 2, 1997) p. 72 note 17). 9 Det grundlæggende spørgsmål er det som blev rejst af Waltkes artikel i Christianity Today, især når han kalder den nytestamentlige opfyldelse en bogstavelig opfyldelse. Dispensationalister er bedst til at forene de to testamenter i dette spørgsmål, nemlig når de argumenterer for en både-og -opfyldelse snarere end en hverken-eller -tilgang. 184 ICQUS nr. 4, 2000

pellerer til hele Skriften, må man holde fast i en bevidsthed om, hvad der går forud for en given passage, og hvad der følger efter. 10 Inden for Skriften kan følgende betydning/referent-forhold forekomme: 1. Skriftafsnittets referenter blev gjort tydeligere - som i afkom -eksemplet. 2. Motiver blev genanvendt. For eksempel blev exodus-billedet genbrugt og genanvendt, undertiden med ændringer, af Esajas og af nogle nytestamentlige forfattere; også Adam introduceres som den første Adam af Paulus, en ændring som er sket i lyset af Jesu komme. 3. Udtryk, som i Det Gamle Testamente var jordiske, blev udvidet til at inkludere en himmelsk betydning. For eksempel er kongen som søn i ikke-ontologisk forstand i Det Gamle Testamente Sønnen i ontologisk forstand i Det Nye Testamente (Hebr 1,1); Riget refererer i nogle nytestamentlige tekster sammen med Jesus som konge til noget andet end et jordisk rige (Luk 17,20-21; ApG 2,32-36). Den eskatologiske debat drejer sig om, hvorvidt den gammeltestamentlige jordiske betydning er fjernet af den himmelske betydning i nogle af de nytestamentlige tekster. Præmillennialister besvarer dette spørgsmål med et klart nej. 5. Udtryk, som var overførte, bliver bogstavelige. For eksempel blev bogstavelige lam ofret i Det Gamle Testamente, men Kristus var påskelammet i Det Nye Testamente (1 Kor 5,7), og den bogstavelige førstefrugt refererer i 1 Kor 15,20 i overført forstand til de opstandne hellige. Skønt der eksisterer en række forhold på referentens plan, bibeholdes den grundlæggende betydning af afsnittet. 11 På hvilket plan bestemmes den grundlæggende betydning af det oprindelige skriftafsnit? Er det på ordplanet, sætningsplanet eller afsnitsplanet? Dette spørgsmål trænger stadig til at blive undersøgt af evangelikale. For så vidt som der er tale om brugen af Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente og om sprogbrugen i disse afsnit, er spørgsmål om betydning over for spørgsmål om referent af vital vigtighed for meningen; men de nøjagtige grænser for en given tilgang til dette spørgsmål er endnu uklare. Der er imidlertid ét område, som helt klart kommer i berøring med denne drøftelse, og det er den fremadskridende åbenbaring, som vi nu skal beskæftige os med. 10 Dunnett er opmærksom på denne distinktion, når han taler om vigtigheden af at begynde med den oprindelige kontekst, mens Waltkes tilgang synes mindre opmærksom på dette. Megen undervisning, eksegese og forkyndelse kan skabe en fejlagtig opfattelse, når man uagtsomt og uden forbehold læser en undervisning ind i en tidligere tekst uden at gøre det klart, at lige netop den undervisning måske ikke er, hvad den menneskelige forfatter havde i tankerne med henblik på sine samtidige. Derimod burde det gøres klart, at denne undervisning er, hvad Gud egentlig sigtede til, sådan som hans fulde åbenbaring senere klargjorde. 11 Nogle af disse referensforhold drejer sig ikke direkte om mening, men om vigtighed, dvs. de drejer sig ikke om, hvad skriftafsnittet betød, eller hvad det siger (mening), men hvorfor det er relevant i en anden situation (vigtighed). I forbindelse med nogle af disse forhold mellem betydning og referent er det uklart på hvilken side af mening/vigtighed-distinktionen, de falder. Også dette spørgsmål er det vigtigt at evangelikale arbejder mere med. ICQUS nr. 4, 2000 185

Darrell L. Bock Fremadskridende åbenbaring Dette er et punkt, som involverer historiske overvejelser. Spørgsmålet er her: Hvilken effekt havde den historiske beretning om Jesu liv og gerning, især hans opstandelse og himmelfart, på menighedens forståelse og på den apostoliske forståelse af Skriften? Åbenbaringen af Jesus, det levende Guds ord, hjælper til at specificere referenterne i Skriften og løfternes nøjagtige fokus. Joh 2,22; 12,16 og 20,9 bekræfter dette. Kristi liv hjalp faktisk disciplene til at forstå, hvad Skriften lærte. Hvad de ikke tidligere havde forstået om Det Gamle Testamente, gjorde Kristi liv klart for dem. I den første af disse artikler nævnte jeg to eksempler på denne effekt: for det første, at man véd, at der både er et første og et andet Kristi komme, og for det andet, at man ser Jesus som Herre i gammeltestamentlige tekster, som refererede til Jahve. Disse to eksempler viser en vekselvirkning mellem Kristi liv og Det Gamle Testamente, hvori åbenbaringen af personen hjalp til at klargøre bogen ved at vise, hvordan løftet kom til udførelse. Det er her tanken om mønster og generisk løfte er nyttig, for med mønstret og løftet bliver mange tilsyneladende løse ender i Skriften bundet sammen i én person, hvorved hele planen får en enhed. Mønstre blev fuldstændiggjort, og løfter blev opfyldt på en måde, som afspejlede en forbindelse med gammeltestamentlige personer eller begivenheder, eller på en måde som fremhævede dem. Brydnings -princippet, som blev nævnt tidligere, hører rettelig til her. 12 Longenecker tager helt rigtigt denne historiske faktors rolle alvorligt, når han forklarer, hvordan de nytestamentlige forfattere så nogle af disse tekster som opfyldelser. De så, kort fortalt, i åbenbaringen af Jesus en åbenbaring om åbenbaringen. To ting kan siges til dem, der indvender, at en sådan tilgang synes at forklejne profetien, fordi erkendelsen af en profetis fulde tilstedeværelse er begrænset til tiden for dens opfyldelse. For det første har et skriftafsnit måske ikke været erkendt som en profeti, før det blev opfyldt. Derfor må man skelne mellem, hvad dette til at begynde med sagde, og det som man senere forstår var den egentlige betydning af afsnittet. Denne skelnen betyder imidlertid ikke, at skriftafsnittet ikke oprindelig sigtede til den profetiske mening, som læseren nu forstår, det har. Gennem den fremadskridende åbenbaring kan læseren komme til at forstå, hvad han ikke oprindelig kunne forstå, fordi det gammeltestamentlige skriftafsnit eller den større gammeltestamentlige kontekst kun antydede den mening. Dette kan sammenlignes med en fodboldkamp, hvor mange måske senere indser, at sidste kvarter af første halvleg i virkeligheden var vendepunktet. For det andet: mange af de gammeltestamentlige tekster, som Det Nye Testamente appellerer til, blev anerkendt som profetiske i jødedommen, men disse teksters referent var omdiskuteret. 13 Teksten blev i sit væsen opfattet som profetisk, men hvem eller hvad, der opfyldte den, var i det første århundrede et åbent spørgsmål. I den fremadskridende åbenbarings kontekst kunne disciplene pege på nyligt indtrufne historiske begivenheder i Jesu liv, der 12 Bock: Evangelicals and the Use of the Old Testament in the New, Part 1. Bibliotheca Sacra 142 (July-October 1985):216-219. (Findes i oversættelse i ICQUS nr. 2, 1997:74-77). 13 Det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte det forekommer i centrale opfyldelsestekster i Lukas-Acta, at den jødiske fortolkning også havde et eskatologisk element, som ophøjede enten visdommen, Torahen, Messias eller endetiden i almindelighed som den endelige opfyldelse (Bock: Proclamation from Prophecy and Pattern, kap. 2-5). 186 ICQUS nr. 4, 2000

opfyldte disse tekster og virkeliggjorde løfterne. Dette er noget, som end ikke Qumranskrifterne kunne gøre med de fleste af deres pesher -opfyldelser, der rettede sig mod fremtiden og dermed uverificerbare begivenheder. Styrken i Det Nye Testamentes forkyndelse af opfyldelse var dens historiske og tekstmæssige basis. Et mere kontroversielt aspekt ved historisk emfase -skolen er de ikke-kanoniske fænomener, specielt jødisk intertestamental teologi og jødisk hermeneutik. Evangelikale har ofte overset den betydning, jødisk teologi har haft som ramme for de teologiske drøftelser i det første århundrede. På den anden side betyder den nytestamentlige brug af vendinger fra jødisk teologi ikke nødvendigvis, at disse vendinger blev anvendt uden betydningsændring i Det Nye Testamente. En omhyggelig historisk-grammatisk eksegese bør efterspore både denne baggrund og en eventuel modifikation af den i Det Nye Testamente. Som fremført i en tidligere artikel 14 kan visse udviklinger i jødisk teologi udmærket have afspejlet en guddommelig realitet, ikke fordi jødisk teologi som helhed var sand og autoritativ, men fordi de i visse spørgsmål nøje udtrykte eller gengav, hvad Skriften lærte. I et mere ekstremt tilfælde citerede Paulus den græske digter Aratus uden dermed at blåstemple hans hedenske verdensopfattelse (ApG 17,28). Gud er suveræn nok til at forberede verden på Kristus i det første århundredes jødiske begrebsverdens religiøse udtryk såvel som i det første århundredes socio-politiske verden med dens Pax Romana. Den jødiske hermeneutiks teknikker optræder faktisk i Det Nye Testamente. I 1 Pet 2,4-10 og i 2 Kor 3,1-18 ses det klart, hvordan nøgleord bruges til at sammenkæde visse tekster. Dette er blot to blandt mange eksempler. Longenecker demonstrerer den gentagne brug af disse teknikker i Det Nye Testamente. Diskussionen drejer sig om (a) hvor meget denne hermeneutiks perspektiv har påvirket fortolkningerne af Det Nye Testamente, og hvor rimeligt det er at karakterisere nytestamentlige citater ved hjælp af jødiske begreber som pesher eller midrash. Med hensyn til det første spørgsmål, er det legitimt at sige, at centrale hermeneutiske perspektiver ved nytestamentlig fortolkning (dens kristologiske fokus, korporativ solidaritet og tilstedeværelsen af et mønster) alle udspringer enten fra begivenheder i Jesu liv (kristologi) eller fra perspektiver, som allerede var til stede i Det Gamle Testamente (korporal solidaritet og brugen af et mønster). 15 Derfor skal de centrale elementer i den nytestamentlige tilgang til hermenutikken ifølge Longenecker ikke findes i jødisk hermeneutik, men snarere i Det Gamle Testamentes historie og teologi og i Jesu første komme. Der er stor forvirring med hensyn til brugen af begreberne pesher og midrash. Definitionen af disse begreber er ikke éntydig - ikke engang i den tekniske litteratur. 16 Ofte sker det, 14 Bock: "Evangelikale og brugen af Det Gamle Testamente i Det Nye," Part 1. (ICQUS nr. 2, 1997: p. 75, note 25) 15 Korporativ solidaritet ses i det gammeltestamentlige begreb "den ene og de mange." Et eksempel herpå er tjenerskikkelsen hos Esajas, der kan anskues som folket eller som et individ. Brugen af et mønster vises i genbrugen af exodus- eller skabelsesmotiver hos de gammeltestamentlige profeter. Disse hermeneutiske perspektiver er en del af gammeltestamentlig teologi. 16 Et begreb som midrash bruges varierende af forskningen som en henvisning til jødisk eksegese i bred almindelighed, til Skriftens anvendelse på en ny situation eller til en speciel litterær genre inden for jødisk litteratur. Et begreb som pesher kan referere til en hvilken som helst eskatologisk orienteret eksegese, der erklærer, at denne tekst er denne begivenhed, eller det kan det kan henvise til en speciel form for eksegese med en bestemt form, ICQUS nr. 4, 2000 187

Darrell L. Bock at disse begreber bruges, uden at de klart defineres. Longeneckers gentagne brug af begrebet pesher-eksegese lider under dette problem. Taler han om en eskatologisk opfyldt og nu opfyldt tekst eller om en særlig form for eksegese? Og bruger han pesher i deskriptiv-analogisk forstand (hvori Det Nye Testamente er en parallel til denne jødiske teknik, men med vigtige forskelle), eller bruger han pesher til at henvise til en nytestamentlig teknik, hvori de to systemers teknik og teologiske tilgang i den grad identificeres, at de behandles som praktisk taget synonyme hermeneutiske systemer? Meget af reaktionen mod denne gamle hermeneutiske terminologi hidrører fra en fornemmelse af overdreven identifikation mellem den jødiske og den nytestamentlige tilgang til skrifterne fra den fremadskridende åbenbarings skole uden passende modifikationer eller uden en tilstrækkelig kraftig betoning af forskellene mellem de jødiske og kristne tilgange til Det Gamle Testamente. Om end valget af deskriptive begreber er vigtigt, er det dog vigtigere, hvordan man bruger dem. Hvis de blot er deskriptive og analogiske, synes der ikke at være noget problematisk i at bruge dem; men hvis man hævder en identifikation af den hermeneutiske tilgang, så reducerer man det nytestamentlige perspektivs særkende. Opsummerende kan det siges, at den fremadskridende åbenbaring spiller en vigtig rolle i denne diskussion. En omhyggelig læser vil derfor tage sig i agt for ikke at være ufølsom over for, at Guds åbenbaring sker historisk fremadskridende. Der er mange forkerte emfaser i forbindelse med dette spørgsmål, inklusive en fornægtelse af den oprindelige gammeltestamentlige betydning, en fornægtelse af den påvirkning begivenhederne i forbindelse med Kristi liv havde på de nytestamentlige forfatteres læsning af Det Gamle Testamente, og en overdreven eller uklar identifikation mellem den tidlige kristendoms og det første århundredes jødedoms hermeneutik. Afvigende tekster Dette problem er flertallet af evangelikale særdeles opmærksomme på. Spørgsmålet er: Kræver visse nytestamentlige anvendelser af Det Gamle Testamente ikke, at den hebraiske tekst ændres på en sådan måde, at opfyldelsen af den kun er mulig, fordi teksten er blevet ændret? Ændringerne bruges ofte af ikke-evangelikale til at vise den ikke-profetiske, tilfældige og uautentiske brug som Det Nye Testamente gør af Det Gamle, især i afsnit der tilskrives Jesus og urmenigheden. 17 hvor en direkte reference til den hemmelighed, som pesher-fortolkningen åbenbarer, er påkrævet. Til midrash, se Gary Porton: Defining Midrash i The Study of Ancient Judaism, red. Jacob Neusner (New York: KTAV Publishing House, 1981), 1:55-92. Til pesher, se M. Horgan: Pesharim: Qumran Interpretations of Biblical Books (Washington: Catholic Biblical Association of America, 1979). 17 Med autenticitet sigtes der til dens tekniske betydning i nytestamentlige studier, dvs. at en tekst er autentisk, hvis den kommer fra den historiske situation, som den hævder at have sin oprindelse i. Mange kritikere indvender at en nytestamentlig brug af Det Gamle Testamente, som hævder at fremstå i en semitisk kontekst fra Jesu liv eller fra Jerusalem-menigheden i Apostlenes Gerninger, men som bruger en særlig græsk formulering fra LXX for at fremhæve sin pointe, ikke kan være autentisk historisk set, eftersom Jesus ville have brugt en semitisk tekst med dennes semitiske formulering, ligesom Jerusalem-menigheden ville have gjort det. Argumentet ignorerer den kendsgerning, at det ifølge sagens natur er sandsynligt, at en græsk tekst eller tradition for læsernes skyld ville bruge den græske udgave af Det Gamle Testamente til at gengive gammeltestamentlige passager i stedet for endnu engang at give sig til at oversætte. Dette sidste punkt skubber imidlertid blot spørgsmålet tilbage til det niveau, der hedder den historiske 188 ICQUS nr. 4, 2000

Evangelikale har sædvanligvis besvaret denne anklage på to forskellige måder. Det ene svar går ud på, at eftersom Palæstina i det første århundrede var flersproget, brugte Jesus og urmenigheden undertiden den græske tekst. Dette svar viger uden om det grundlæggende spørgsmål, som er: Hvis den inspirerede tekst er den den originale tekst (som sædvanligvis afspejles i den hebraiske version), hvordan kunne de nytestamentlige forfattere så have anført en defekt oversættelse? Det andet svar hævder, at når som helst den græske tekst anføres mod den hebraiske tekst, så repræsenterer den græske tekst ipso facto den oprindelige tekst, eller den græske tekst repræsenterer, hvad der var en oprindelig, men nu tabt hebraisk tekst. 18 En anden tilgang består i at takle ændringen ved at arbejde på det hermeneutiske og semantiske plan. Ændring af ordlyden kan anskues på flere måder. Den første er at skelne mellem citatets tekstuelle form (dvs. hvilken gammeltestamentlig tekst der blev anvendt) og citatets konceptuelle form (dvs. hvilken pointe teksten fastslår). Når man laver denne skelnen, trænger et grundlæggende spørgsmål sig på: Kunne tekstens pointe etableres på grundlag af den hebraiske tekst, når man tager højde for den talendes forståelse af gammeltestamentlig bibelsk teologi og hans forståelse af begivenhederne i Jesu liv indtil det pågældende tidspunkt? I alle de tekstafsnit, som behandles i Lukas-Acta, var svaret på dette spørgsmål, at den teologiske pointe kunne være fremgået af den hebraiske ordlyd, så den kendsgerning at Lukas brugte en græsk gammeltestamentlig tekst, er irrelevant som indvending mod begivenhedens historicitet. 19 For det andet: I andre tilfælde har en ændring af ordlyden helt klart forekommet, og det ovenfor nævnte grundlæggende spørgsmål om tekstens hebraiske oprindelse kan stadig besvares positivt, og dog står der et spørgsmål tilbage mht. ændringens legitimitet (fx brugen af Sl 68 i Ef 4, den dobbelte bruger ku,rioj for to distinkte hebraiske udtryk i Sl 110, eller ændringen af meta tau/ta fra Joel 3,1 til evn tai/j evska,taij h`me,raij i ApG 2,17). ApG 2,17 er et godt eksempel på en fortolkende bibelteologisk ændring, hvori derefter hos Joel korrekt tolkes som de sidste dage. Ingen jøde i det første århundrede ville nægte at Joel 2 drejede sig om eschaton. Hans spørgsmål ville have været: Er det nu? Og det var den pointe, Peter forsøgte at gøre klar. En ændring kan altså have tolkningsmæssig basis i bibelteologiske historiske anliggender. baggrund for passagens argument; det besvarer ikke beskyldningen. Jesu autentiske brug af Salme 110 afvises ofte med brug af dette argument. Men se Bock: Proclamation from Prophecy and Pattern, til Luk 20,41-44; 22,69 og ApG 2,34-35. 18 Det tekst-kritiske argument er komplekst, fordi der i det første århundrede eksisterede forskellige versioner af både den græske og den hebraiske udgave af Det Gamle Testamente. Derfor er dette argument en mulighed, der må regnes med. Imidlertid er det vanskeligt at bruge dette argument i tilfælde, hvor kun den græske gammeltestamentlige tekst har den adopterede læsning, mens ingen af de eksisterende hebraiske manuskripter har den - hvilket ofte er tilfældet. For et nyere værk der sammenligner tekster og ofte bruger dette argument, se Gleason L. Archer og G.C. Chirichigno: Old Testament Quotations in the New Testament: A Complete Survey (Chicago: Moody Press, 1983). 19 Bock: Proclamation from Prophecy and Pattern, især behandlingen af Sl 110, Sl 16 og Es 55. Disse eksempler beskæftiger sig naturligvis ikke med de situationer, hvor den græske teksts ordlyd bruges i en græsk kontekst til at fastslå en pointe. For den slags situationer, se pkt. 4-10 i note 21. ICQUS nr. 4, 2000 189

Darrell L. Bock For det tredje: Ordlyden blev nogle gange ændret fordi der blev appelleret til en større litterær kontekst, enten omkring tekstafsnittet selv eller omkring afsnittets tema, uden at alle vers blev citeret. 20 Så ændringer kunne forekomme i Det Nye Testamente af bibelteologiske grunde (hvad enten denne bibelteologi fremgår af historiske begivenheder eller andre bibelske tekster eller motiver) som var bredere end de anførte vers. Dette område med afvigende tekster er komplekst, men dette behøver ikke at give anledning til beskyldninger om vilkårlig hermeneutik eller manglende historicitet i disse citater. 21 Konklusion De senere års drøftelser af Det Nye Testamentes brug af Det Gamle Testamente har resulteret i fire indbyrdes forskellige tilgange til emnet. Debatten har også isoleret fire interesseområder for evangelisk hermeneutik: dobbelt forfatterskab, sprog-referent, fremadskridende åbenbaring og problemet med afvigende tekster. Der er stadig behov for studier, især inden for det semantiske område, og af historiske spørgsmål i relation til fremadskridende åbenbaring, ligesom der skal arbejdes med i detaljer at håndtere alle de specifikke tekster med disse overvejelser in mente. Men denne oversigt over debatten viser, at rammerne for en overordnet tilfredsstillende tilgang til dette emne faktisk eksisterer, selv om visse detaljer endnu ikke er afklarede. 20 Nogle siger, at dette er, hvad der sker med Sl 68 i Ef 4. De citerede ord er ikke så meget et ordret citat som et resumé-citat, der trækker på resten af konteksten i Sl 68, som antyder, at Gud velsigner dem, der kæmpede sammen med ham. Men der er også nogle, som mener, at Sl 68 overhovedet ikke citeres her, eftersom den indledende formula ikke nødvendigvis indvarsler et skriftcitat. Min kollega W. Hall Harris har fremført dette for mig. C.H. Dodd har gjort sig til talsmand for det synspunkt, at nytestamentlige forfattere ofte henviser til den større kontekst, når de citerer en tekst (According to the Scriptures [London: Collins, 1952]). 21 I sin artikel The New Testament Use of the Old Testament i Scripture and Truth, red. D.A. Carson og John Woodbridge (Grand Rapids: Zondervan Publishing House, 1983) anfører Mosés Silva otte mulige måder, hvorpå man kan beskrive, hvad der sker med et gammeltestamentligt citat i Det Nye Testamente. Jeg har delt én kategori i to (nr. 4 og 5 udgør én kategori hos Silva) og tilføjet yderligere én (nr. 8). 1. Korruption i overleveringen af den hebraiske tekst. 2. Korruption i overleveringen af LXX. 3. Korruption i overleveringen af den nytestamentlige tekst. 4. Den masoretiske forståelse og indsættelse af vokaltegn i teksten er korrekt over for LXX. 5. LXX s forståelse og syntaktiske arrangement af teksten er korrekt (dette er sjældnere tilfældet). 6. Både den masoretiske tekst og LXX er korrekt, dvs. der består en legitim harmoni. 7. Det nytestamentlige citat af LXX har inkluderet en fejlagtig del af LXX-oversættelsen, som den nytestamentlige forfatter ikke bekræfter. 8. Det nytestamentlige citat af LXX indeholder en figur, som afviger fra den i den masoretiske tekst, men den pointe der laves ud fra figuren, er nøjagtig den samme som i den masoretiske tekst (fx Sl 40 i Hebr 10) eller er tilstrækkelig tæt på den masoretiske tekst til ikke at være et problem (måske Sl 8 i Hebr 2 er et eksempel herpå). 9. Forskellen er banal (og den bibelske forfatter bekræfter den). Silva afviser med rette denne kategori. 10. Det Nye Testamente trækker på en fortolkningstradition vedrørende teksten fra jødedommen. Denne tradition trækker på en kontekst, som er større end teksten selv under inddragelse af ikke-bibelske kilder og repræsenterer en fortolkning af teksten, som den nytestamentlige forfatter støtter. (Denne sidste kategori er måden, hvorpå Silva løser det problem med Hebr 11,21, som han drøfter. Derved viser han sin enighed med Longenecker-skolen.) Denne sidste kategori er meget omdebatteret, og der er brug for meget mere arbejde på dette område for at vurdere dens gyldighed. 190 ICQUS nr. 4, 2000

Denne artikel har fire teser: (1) Der må skelnes mellem den guddommelige intention og den menneskelige forfatters hensigt; men begge intentioner er beslægtede i deres grundlæggende betydning, og dette slægtskab kan artikuleres. (2) Betydning involverer en teksts mening og ikke først og fremmest tekstens referenter; men sproget i en gammeltestamentlig tekst og dens nytestamentlige opfyldelse kan være beslægtet på flere forskellige måder, hvad referenter angår. (3) Den fremadskridende åbenbaring påvirker den detaljerede forståelse af gammeltestamentlige tekster ved nærmere at beskrive detaljer for opfyldelsen af løftet og opfyldelsen af frelsesmønstre i Guds åbenbaring. Men man bør altid være opmærksom på (a) hvad den menneskelige forfatter oprindelig forstod på tidspunktet for den oprindelige åbenbaring, og (b) hvad Gud afslørede om detaljerne om den åbenbaring gennem senere åbenbaring eller gennem begivenheder i Jesu liv. (4) Nytestamentlige ændringer af gammeltestamentlige tekster var hverken vilkårlige ændringer med det formål at skabe opfyldelse i Det Nye Testamente, ej heller var de en senere kirketeologis refleksioner, som anakronistisk blev lagt Jesus eller urmenigheden i munden; de afspejler snarere de nytestamentlige forfatteres korrekte bibelteologiske overvejelser over den oprindelige gammeltestamentlige tekst. Naturligvis står eller falder sådanne teser med, om de kan relateres til alle tekstens specifikke eksempler. Der er yderligere blevet anført adskillige eksempler, for det meste i noter eller parenteser, til overvejelse ved bedømmelsen af denne tilgang. Det er mit håb, at denne oversigt har bidraget til (a) loyalt at skildre de forskellige tilgange til dette område inden for evangekalismen, (b) klart at skelne mellem de centrale spørgsmål som evangelikale står overfor på dette hermeneutiske felt og (c) at udpege løsningsmodeller for disse spørgsmål - i anerkendelse af de senere års værdifulde arbejder og bidrag ved mange evangelikale af forskellig overbevisning som har arbejdet flittigt med disse ting. Jeg håber også, at den temmelig eklektiske behandling af de forskellige tilgange har bevirket, at hveden fra hvert synspunkt er blevet reddet, mens avnerne er blevet ladt tilbage. ICQUS nr. 4, 2000 191