Menneskesyn Fag: Kristendomskundskab og livsoplysning Vejleder: Johannes Gregers Jensen Udarbejde af: Henrik Eklund 230904 Morten Nydal 230921 Frederiksberg Seminarium 2004
Indledning Som emne for eksamensoplæg i faget kristendomskundskab og livsoplysning har vi valgt menneskesyn. Med udgangspunkt i Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente, Islam, Platon, Augustin, Grundtvig og Nietzsche, vil vi undersøge hvilket syn på mennesket der har været fremherskende gennem tiden. For at undersøge menneskesynet vil vi se på dets plads i forhold til Gud, naturen, samfundet, medmennesket, og selvet. Når vi har valgt netop dette emne er det fordi det har stor relevans for vores fremtidige rolle som lærere. I vores fremtidige virke vil vi møde børn og voksne med mange forskellige baggrunde, religioner og menneskesyn hvordan kan vi med åbenhed gå ind i samtaler med disse folk om religiøse og etiske anliggender? Problemformulering: Hvad er synet på mennesket set udfra: Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente, Islam, Platon, Augustin, Grundtvig og Nietzsche? Det Gamle Testamente Mennesket som vi ser det i skabelsesberetningen er fuldkomment, skabt af Gud til at leve evigt (1 Mos. 2:17). Det er dannet af jorden og består derfor af de samme grundbestanddele som resten af skaberværket (1 Mos. 2:7). Mennesket lever af det som jorden frembringer, så på dette punkt adskiller det sig ikke fra dyrene (1 Mos. 1:29,30). Det der gør mennesket forskelligt fra dyrene er at det er skabt i Guds billede og ligner ham. I skabelsesberetningen er der fokuseret på det aspekt at mennesket ligner Gud derved at det er sat til at forvalte jorden og herske over den (1 Mos. 1:26, 27). Gud: Mennesket er i forhold til Gud, underordnet. Gud bestemmer hvad der er godt og ondt, hvad mennesket må og ikke må. Der hersker et tæt forhold mellem Gud og det første menneske, som ses af at Gud taler direkte til ham (1 Mos. 2:15,17). Naturen: Naturen, bestående af land, vand, frugttræer og dyr, er menneskets omgivelser og dets hjem. Mennesket befinder sig i et symbiotisk forhold til naturen. Ved at mennesket forvalter jorden og den giver føde til mennesket (1 Mos. 2:8-20). Medmennesket: Mennesket er et socialt væsen det har behov for at være sammen med andre mennesker (1 Mos. 2:18-25). Efter syndefaldet ændres menneskets forhold betydeligt. Det bliver syndigt og dermed også dødeligt. Det må arbejde hårdt for at skaffe sig føde og kvinden må føde sine børn med smerte (1 Mos. 3:14-19). At Israelitterne får loven viser, at mennesket i sin syndige tilstand har brug for Guds vejledning (Gal. 3:24). 1
Det Nye Testamente Med Det Nye Testamente ændres menneskets forhold betydeligt. Moseloven med alle dets forskrifter bliver ophævet og mennesket får et mere personligt og mere ansvarsfuldt forhold til sin Gud (Matt. 5:27-48. Kol 2:14). Gud: Gud er for mennesket som en far, som det må erkende sin afhængighed af. Han er fuldkommen og mennesket syndigt. Derfor må det bede om tilgivelse for sine fejl og overtrædelser (Matt.6:9-13). I forhold til det øvrige skaberværk på jorden er mennesket i Guds øjne det mest værdifulde (Matt.10:31). Medmennesket: Mennesket skal elske sin næste, selv sin fjende. Menneskets forhold til medmennesket har indflydelse på dets forhold til Gud (Matt. 5: 43, 1 Joh. 3:9-10). Samfundet: Det kristne menneske står i et konfliktfyldt forhold til det omgivende samfund. Det skal både tjene Gud helhjertet og sørge for sine forpligtelser over for staten (Matt. 22:21, Joh. 15:19). Selvet: Mennesket må i højere grad bruge sin samvittighed for at afgøre hvad der er godt og ondt, rigtig og forkert (1 Kor. 10:29). Islam Gud: Mennesket er skabt af Gud og er Guds tjener på jorden. Efter syndefaldet angrer Adam overfor Gud og menneskene bliver tilgivet og syndfrit. Mennesket er svagt (4,28) og har brug for Guds vejledning for at stå imod det onde (Satan) og opnå frelse ved dommedag (2, 32-39). Mennesket er altså ikke underlagt en arvesynd som grundlæggende hindring for at leve som Gud vil det, men kan leve op til det gode (Muslim, s.37). Derfor har mennesket heller ikke brug for Jesus, for at genoprette et tabt forhold (4, 157-158). I stedet bør det følge påmindelsen (51, 21-22) - anvist af Gud i Koranen (43,3-5) og af profeten Muhammeds sædvane (Sunna), som er et perfekt eksempel for mennesket. Men Gud sætter ikke mennesket på hårdere prøver end det kan klare (2,286). De 5 søjler hjælper mennesket med at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Samfundet og næsten: Ifølge Koranen tilhører alle det religiøse fællesskab, Umma. Det er en fælles pligt at følge det gode og kendte fra Koranen og Sunna, hvilket medfører et fælles ansvar. Alle mennesker er underlagt Sharia, den guddommelige lov, som hele samfundet bygger på (Mod. Islam, s.32). Naturen: I Hadith kan man finde direkte retningslinier, for hvordan mennesket bør behandle dyrene og naturen. Mennesket bør være barmhjertigt og vil blive belønnet hvis det viser godhed overfor dyrene. Omvendt, vil mennesket blive straffet, hvis det behandler dyrene ondt (Ahadith Sahiha, 103-105). Selvet: Mennesket er frit til at handle, men vil blive stillet til ansvar - og dommen vil være afhængig af Guds vilje (4, 124). 2
Platon (427-347 f. Kr.) Platons opfattelse af verden og mennesket er dualistisk (Bertelsen 1985 s.309). Menneskets sjæl har i en fjern fortid levet i ideernes verden, det virkelige, en samling principper som det på jorden kun er et spejlbillede af (Lübcke 2001 s.340 og Platon s.265). Sjælen er faldet og befinder sig nu i et kødeligt ondt legeme (Lund 1993 s.77). I det kødelige menneske kan sjælen vækkes til at erindre oplevelser fra ideernes verden (Lund 1993 s.81). Ved døden vender sjælen tilbage til ideernes verden. Gud: For mennesket er det åndelige ikke et guddommeligt væsen, men det godes ide (Husted 2001 s.17). Mennesket kan nå det guddommelige og blive en del af det gennem tænkning og fornuft (Lund 1993 s. 36). Naturen/verdenen: Menneskets forhold til naturen er panteistisk. Naturen er behersket af ligevægt og symmetri. Det kosmiske er tilværelsens egen hemmelighed og det er menneskets opgave på alle områder at virke med i den kosmiske harmoni (Lund 1993 s.36). Samfundet: Mennesket er et udpræget socialt væsen (Lübcke 2001 s.341). Mennesket og samfundet fungerer sammen og udgør en helhed. Samfundet er for mennesket afgørende for et godt liv (Lund 1993 s.86). Selvet: Mennesket er dualistisk. Mennesket er delt i et sjæleligt og et kødeligt legeme (Lund 1993 s.79). Det sjælelige er fanget i det kødelige hvor det skal tugtes og opdrages for derefter at vende tilbage til det virkelige liv på det åndelige plan, hvorfra det oprindelig kommer (Lund 1993 s.78). Det mennesket ser, i sin kødelige tilstand, er kun en skygge af virkeligheden (Platon s.265). Men ved at kæmpe en hård kamp for at underordne sig fornuften og få styr på sjælen kan det billedligt set komme ud i lyset og se tingene som de virkelig er (Platon s.266). Augustin (354 430) Gud: For mennesket er Gud sandhedens væsen og den der står bag fænomenerne i vor fysiske verden. Det er også fra Gud, at hele verdenshistorien kommer og til sidst drages frem imod (Bertelsen 1985 s.320). Overfor Gud er mennesket syndigt og Guds frelse er vilkårlig. Mellem Gud og menneske står kirken (Bertelsen 1985 s.320). Gud er i forhold til mennesket den eneste der har værdi og derfor gælder det for mennesket om at realisere sig og opnå lykken ved at smelte sammen med Gud. (Bertelsen 1985 s.406) Samfundet: Menneskets forhold til samfundet er at det enten fremmer Gudsriget på jorden eller at det kun er medborger i verdensriget. De der er forudbestemt til frelse er allerede en del af Guds rige og fremmer det. Men dem der ikke er forudbestemt til frelse kan ved at leve efter det gode samfunds principper alligevel fremme Gudsriget på jorden. 3
Medmennesket: Skylden for verdens ondskab har alene mennesket selv (Bertelsen 1985 s.320). Selvet: Mennesket er skyldigt og det er dets skæbne (Bertelsen 1985 s.210). Mennesket er kastet ind i tilværelsen, og skal prøve at komme igennem den så værdigt som muligt (Bertelsen 1985 s.381). der eksisterer et jeg, der tvivler (Bertelsen 1985 s.319). Grundtvig (1783-1872) Mennesket er en gåde og kan ikke, som tidens rationalister forsøger det, forklares ved hjælp af fornuften og teologiske teorier (Haar s.90). Gud: Mennesket er et guddommeligt eksperiment skabt af støv og ånd (Bertelsen 1985 s.276). Troen på Gud skal ikke præsteres af mennesket, men skænkes af Gud ved gudstjenestens hellige sakramenter (Bertelsen 1985 s. 276). Naturen: Mennesket er placeret på jorden af Gud og udskiller sig fra resten af skaberværket ved evnen til at tale Det levende ord (Bertelsen 1985 s.276). Samfundet / Medmennesket: Troen skal findes i menighedens fællesskab: At være menneske, er at leve i et bestemt folk med dets historie, sprog og litteratur (Bertelsen 1985 s.276). Bogstaven ihjelslår og i stedet for undertrykkelsen af mennesket i den sorte skole, bør undervisning bygge på ordet, som det lever i folkemunde (Bugge 1984 tekst 11). Selvet: Det enkelte menneske uddannes og modnes igennem livsoplysning (Bugge 1984 tekst 8) for at kunne forstå kristendommens budskab og erkende sit forhold til Gud Menneske først og kristen så (Bertelsen 1985 s.276). Nietzsche (1844 1900) Gud: Nietzsche betragter mennesket ud fra to typer af moral: Den værdiskabende herremoral, hvis dyder er færdigheder, fornemhed, selvforherligelse og slavemoral som nyttemoral, venlighed, hjælpsom hånd, det varme hjerte og tålmodighed (Andreasen 1992 s.36). Gud er død (Houmann 1996 s.19). Det frie åndsmenneskes tænkning gør op med Kristendommens moral og metafysikkens forklaringer som rene fantasiprodukter (Houmann 1996 s.16). Herremoral = det der er godt for mig er godt det hele taget. Slavemoral = Tro på at det gode og det onde har plads i mennesket (Andreasen 1992 s.36). Medmennesket: Det er kun det svage slavemenneske, der har behov for at støtte sig til fællesskabet (Houmann 1996 s.52). De kristnes næstekærlighed stempler Nietzsche som hykleri, der dækker over frygt for næsten. Det sker, at det stærke menneske hjælper det svage menneske, men ikke af medlidenhed men som en trang der udspringer af et overskud af styrke (Houmann 1996 s.48). 4
Samfundet: Det er herrerne, de stærke og fornemme, der er værdiskabende. De opfatter deres egne egenskaber som gode. For dem er begreberne god og fornem identiske. De sekundære mennesker er slaverne de slette, svage, foragtelige og ringe. De har ikke magt til at tilføje deres herskere skade, opfatter dem ikke som onde, men kun som mindreværdige (Houmann 1996 s.48). Selvet: Mennesket skal finde frem til måder, hvorpå det igen kan leve som et helt, autonomt væsen, frigjort fra traditionens bindinger og begrænsninger (Nysten s.42). Der er undertiden kamp mellem herremoral og slavemoral, men det bliver slavemoralen der vinder og den er altså nutidens moral (Houmann 1996 s.52). Slavemennesket vil hellere begå selvmord, og få en ordentlig død end at leve et forfærdeligt liv med det kristne liv som en pligt (Houmann 1996 s.58). Dannelsesperspektiv Som en del af folkeskolens dannelsesideal skal folkeskolen gøre eleverne fortrolige med andre kulturer. Vores arbejde med at studere menneskesyn fra forskellige perioder har været med til at ruste os til at klare denne udfordring. Det har været interessant og inspirerende at blive konfronteret med opfattelser og måder at se tilværelsen på, som er fuldstændig anderledes end vores egen. I vores fremtidige virke vil vi møde børn og voksne med anderledes tankegange og religiøse forestillinger end vores egen. Sådanne møder kan blive problematiske, hvis fordomme får lov til at dominere. Ved at have indsigt i forskellige menneskesyn kan vi bedre forstå andres motiver og holdninger, ikke mindst i religiøse og etiske perspektiver. Udover selv at kunne være åbne og nysgerrige overfor folk med andre menneskesyn, er vi også bedre udrustet til at lære børn at være åbne og nysgerrige over for anderledes tænkende. Konklusion Menneskesynet i vores gennemgang spænder vidt - fra Det Gamle Testamente, hvor man i starten møder et fuldkomment menneske i et tæt afhængighedsforhold til sin Gud - til Nietzsche som slet ikke tror på en Gud og opfatter mennesket som autonomt. Menneskesynet i Islam ligger tæt op at det gammeltestamentlige, dog er mennesket ikke underlagt arvesynden og der er derfor ikke brug for en frelser som i Det Nye Testamente. I Det Nye Testamente får mennesket et mere ansvarsfuldt forhold til sin Gud og etik og samvittighed kommer på banen. Platon har et helt anderledes menneskesyn. Han ser mennesket som delt i to, et oprindeligt godt sjæleligt og et ondt kødeligt. Augustin og Grundtvig er begge kristne, men afviger alligevel fra den etablerede kristendom. Augustin ser mennesket som kastet ind i tilværelsen og menneskets skæbne er udelukkende overladt til Gud. Grundtvig ser mennesket som et guddommeligt eksperiment. 5
Litteraturliste Andreasen, Esben: Herremoral og slavemoral Mennesket og magterne. Gyldendal 1992. Bertelsen, Jens Thodberg m.fl.: Religion en grundbog i livsanskuelser. Nordisk Forlag 1985. Bibelen. Det Danske Bibelselskab 1998. Bugge, K. E.: Grundtvig tekststykker i udvalg 1984. Fahim, Karima: Ahadith Sahiha. Forlaget Al-Baraka 1994. Grøndahl, Malene og Carsten Fenger-Grøn: Muslim. Hans Reitzels Forlag 2002. Houmann, Inge: Nietzsche værdiernes krise. C.A. Reitzel 1996. Husted, Jørgen og Poul Lübcke: Politikens filosofi håndbog. Politikens Forlag 2001. Haar/Nørregaard: Kirkehistoriske læsestykker III. Koranen: www.koranen.no. Lund, Erik m.fl.: De europæiske ideers historie. Gyldendal 1993. Lübcke, Poul (red.): Politikkens filosofi leksikon. Politikens Forlag 2001. Nysten, Jes: Religionskritik og teologi en historisk oversigt. Platon: Staten Sjette + syvende bog 1975. Skovgaard-Petersen, Jakob: Moderne islam Muslimer i Cairo. Gyldendal undervisning 1995. 6