1
Vau. Myten fortæller, at dengang i tidernes morgen, mens det Uendelige Lys fyldte hele virkeligheden, lod Gud en stråle af Lys kile eller banke ind i det samme stof, som den selv bestod af. Han gjorde sådan, for at skabe et rum eller spillerum for eksistens, og lysstrålen eller kilen, Han benyttede til sit formål, er hemmeligheden bag Vau. Selvom én linje af udseende er ental, har den alligevel to dimensioner - en ydre og en indre kraft, som begge deltager i skabelsesprocessen og i det løbende samspil mellem den kreative kraft og den skabte virkelighed. Den ydre kraft bag linjen, er beføjelsen til at opdele og adskille de forskellige aspekter af virkeligheden, hvorved der skabes hierarkisk orden - op og ned - i Skabelsen. Den indre kraft bag linjen er beføjelsen til at afdække den iboende deltagelse af de forskellige aspekter af virkeligheden, den ene i den anden, og dermed binde dem sammen i én organisk helhed. Betydningen af bogstavet Vau er en nagle (søm) eller pløk. Begge genstande har den praktiske funktion, at de fæstner eller kobler noget til hinanden. Derfor kunne et visuelt udtryk for Vau være den bevægelse, der støder sømmet i væggen og pløkken i jorden, sådan at de to eller flere ting, der nu er koblet til hinanden, frit kan bevæge sig i forhold til hinanden med Vau som et fælles omdrejningspunkt. Symbolet for Vau ligner en teltpløk, men i den klassiske hebræiske skrift, er bogstavet opbygget af en lodret linje med et Yod øverst, og i denne form afslører Vau sit nære slægtskab med det næste bogstav, Zayin. Ordet Vau anvendes i 2. Mosebog (27, 9-10) som en henvisning til de nagler af sølv, som blev brugt til at fastholde læggene i de forhæng, der omsluttede tabernaklet. Ligesom tabernaklet var bolig for Gud, mens israelitterne rejste i ørkenen, danner Toraen den dag i dag beboelse for Hans ord. Ud fra denne tanke har de skriftkloge udviklet idéen om, at Torarullerne skal være opbygget på samme måde som det hellige Tabernakel. Derfor kalder man hver enkelt pergament i en rulle for yeriah, opkaldt efter tabernaklets tæppe, og hver kolonne af tekst en amud, opkaldt efter den stilling tabernaklet har. Da hvert af det metafysiske tabernakels 2
tæpper var bundet til sin post ved hjælp af en sølvnagle, lader de skriftkloge også hver tekstkolonne begynde med bogstavet Vau, og kobler dermed teksten til pergamentet. Hvis Vau indgår i en sammenhæng, symboliserer det altså ikke kun at noget konkret er fæstnet til noget andet, men også at noget himmelsk gennemstrømmer noget fysisk - og dermed forener to verdener - som ellers synes adskilt. Således illustrerer den skriftlærde også det modsatte fænomen - kaldet fortabelse - ved at gøre det modsatte. Når den skriftlærde bevidst undlader eller skjuler bogstavet Vau i et ord eller tekststykke, er det fordi han ønsker at henvise til begivenheder, der finder sted i en tilstand af fortabelse, altså en persons eller et folks oplevelse af en, midlertidig, adskillelse fra det Guddommelige. Når vi undersøger teksterne handler det altså, nogle gange, i lige så høj grad om at finde det, som ikke er skrevet - det, der er undladt - som det der er skrevet, og hvis noget skifter fra en stavemåde til en anden, at lægge mærke til, hvad der kan forklare eller udløse det. Mester siger: Der er altid en årsag bag en virkning, der ikke kan tilskrives et lune eller en tilfældighed. Årsagen er låsen, hvor virkningen er nøglen, og begge virker de sammen til at låse op for historien bag historien, vejen til Årsagernes årsag. Et eksempel her på, er ordet toledoth, der betyder: Generationer, slægtslinje eller beslægtethed, og bruges til at betegne forbindelsen mellem Gud og hans skabelse. Da Gud første gang skabte generationer af himlen og jorden, staves ordet toledoth: Tau, Vau, Lamed, Daleth og Tau, altså med et Vau for at referere til den skabte orden, der herskede før Adam og Evas fald. Efter Syndefaldet, staves ordet uden Vau, (altså: Tau, Lamed, Daleth og Tau) for at illustrere den uorden eller afvigelse, der nu har forandret forholdet mellem Gud og Menneske, og sådan forbliver det, indtil Vau igen indføres i sætningen: Disse er generationerne af Perez. (Ruth 4:18). Perez betyder at bryde igennem, og skal i denne sammenhæng forstås sådan, at det nu var tid for, at Gud bryde igennem for at genoprette skabelsen i overensstemmelse med sin oprindelige hensigt. På grund af, dette virker Vau også som symbol for mennesket, Adam, og menneskets forhold til sin skaber, og derfor er det allerførste Vau i Toraen også forbundet med det første og sidste menneske. Her symboliserer det den del af Guds kærlighed og forbundenhed til sin skabelse, der blandt andet beskrives i lignelsen, om den fortabte søn. Det er historien om faderen, der aldrig selv fejler eller bryder sin kontrakt med sønnen, men alligevel tillader ham at synde mod sig, 3
altså afvige fra den aftale, de har indgået, for at sønnen skal have mulighed for at fejle, lære af sine fejl og tage konsekvensen af dem, for så at vende tilbage, en erfaring rigere og en smule klogere, til tilgivelse og en bolig i sin faders hus. I Kabbala skelner man mellem to forskellige menneskesønner ved navn Adam. Den første Adam, er ham der synder mod Gud og må forlade Edens have, den anden Adam, er den lydige søn, der bor i sin Faders hus, for at påtage sig enhver opgave, hans far måtte bede ham om at udføre. I den allegoriske del af virkeligheden, skal de to gange Adam (og de to gange Eva) nok snarere ses som en og samme person før og efter en række skelsættende og personlighedsforandrende begivenheder. I Biblen ses denne underliggende historie i form af det tabte og genoprettede Vau i ordet toledoth, og i lignelsen om den fortabte søn (Lukas.15, 11-32). Således er Vau også symbolet på for den genoprettede verdensorden ved den anden Adams komme. Ham der vil stige ned fra eller ud af generationer af Perez for at bryde dødens porte på menneskehedens vegne. Det er Yeheshuas, JHSVHs, indtog i makrokosmos og opvækkelsen af kristusbevidsthed i menneskets hjerte. Derfor symboliserer formen i Vau også Lysets vej til menneskets hjerte. I hjertet mødes de to verdener, den åndelige og den jordiske i kærlighed. Mennesket må først erkende dem begge og elske dem begge, dele sig retfærdigt i mellem dem og give sig hen til dem. Siden må man strække sig -spænde sig selv ud som en bro i mellem dem - og tillade ilden at brænde i hjertet, så hovedets og hjertets tanker kan mødes der og lade sig lutre sammen. Dette sker alt sammen af sig selv, hvis vi lader det ske og - endnu bedre hvis vi selv synger med på den samme sang, efter noder og på gehør. Om det fortæller Mester: Kærligheden er tålmodig! Tøv en kende hvisker den blidt til forelskelsen og begæret, der har forenet sig og stamper i jorden som en varmblodet hest. Den vil jo bare løbe og løbe af med. Tøv og da vil det vise sig, at der altid er en vej at gå, hvor det er sikkert at træde uden at træde under fode, hvor du kan skelne mellem det som er retfærdigt, og det som ikke er, og hvor du kan høre dit hjertes sande stemme og glæde dig ved den. Kærligheden er mild! Og med mildhed løsner den grebet, så du ser, hvad du ikke så før; et inderligt ønske om at give dig selv og give dig hen. Ja at give dig i det hele taget Du vil intet have ud over, hvad rettelig tilkommer dig, og holder du den løst i hånden, kærligheden, så vil da det, som ikke måtte være for dig, skille sig 4
fra dit, på samme måde som avner skiller sig fra sædekornet, når de kysses af vinden. Kærligheden synger! Kan du høre den, tonen? Lyt omhyggeligt! For den er altid den samme, kærlighedens signatur, og på den skal du kende den, den sande, den kærlige gerning fra den som ikke er. Jeg spørger dig: Er det ikke sådan nu, som det til alle tider har været, og vil det ikke til stadighed forblive sådan, at den dygtige retoriker formår at retfærdiggøre det uretfærdige, at lade et tilsyneladende ædelt mål hellige et langt fra ædelt middel, og at hun ved sin besnærende veltalenhed gør det vanskeligt, for selv de mere musikalske iblandt os, at høre de falske toner i hendes sang? Lad mig da løfte sløret for en hemmelighed: Nogle gange må du kende den i dig, som ikke er, hvad hun siger, at hun er, den som skaber illusioner, den som bærer falsk vidnesbyrd, ikke på, hvad hun gør, men på, hvad hun ikke gør! Det drejer sig med andre ord ikke om falske toner; Nej! Skærp dig! Lyt! Hører du? Sådan lyder det; fraværet af den reneste tone af dem alle; kærlighedens tone; kærlighedens signatur Ja, lyt da grundigt barn til musikken i dine egne handlinger, det være sig i tanke, ord eller dåd. Lyt grundigt nu, stem dine strenge og øv dig flittigt; at du må blive stadig dygtigere til at spille, og at du kan glæde dig med os, som der bliver længere og længere mellem de falske toner fra dit instrument. I denne forstand er energien i Vau at ligne med Heksagrammet. Heksagrammet er det geometriske billede på to fuldbragte trigoner, en himmelsk cyklus og en jordisk cyklus, der forener sig og harmonerer sig i et perfekt kontrapunkt. Det viser os den harmoniske tilstand, den evige strøm, som nærer os og som vi bestræber os på at efterligne i tanken og i vores konstante afbalancering og vekselvirkning mellem det åndelige og det materielle, den mentale og den fysiske dimension i os selv. Vau er det sjette bogstav i alfabetet og har derfor værdien 6. Tallet 6 er i sin form en hentydning til spiralen, der igen er et skematisk billede på Universets tilblivelse og symbol for det gyldne snits tal. I det egyptiske hieroglyfsystem beskriver dette tegn, der svarer til det hebraiske Vau, de kosmiske former i bevægelse eller forbindelsen mellem enhed og mangfoldighed. I verden er 6 kærlighedens og ligevægtens tal. Det symboliserer de seks guddommelige kræfter, der er aktive i 5
skabelsen og de seks skabelsesdage, i bredden ved dagenes sum og i dybden på den sjette dag, hvor Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Tallet 6 står også for hjertet eller midtpunktet i Livets træ. Her knytter det sig til navnet Tipheret, Guds Skønhed, som også kaldes smeltediglen, og bærer den klare solgule farve, som symbol på den lutrende ild, der brænder her. I Alkymien forstås 6 tallet, sekskanten og heksagrammet som kraftfulde udtryk for det hellige mysterium, hvor den himmelske gom søger og forener sig med sin jordiske brud. I denne sammenhæng omtales figuren ofte under poetiske og dragende betegnelser som Davids Skjold og kong Salomons Segl. Disse henleder til to forskellige bibeltekster, der bestemt er værd at kigge nærmere på, nemlig 2. Kongebog og Højsangen med udgangspunkt i skriftstederne: Og præsten gav hundredførerne spyddene og skjoldene som havde tilhørt kong David og som var i HERRENS hus. (2. Konge. 11, 10). En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket Kilde, et Væld under Segl. (Højs. 4, 12) Når vi skal forstå numerologien som den prisme, det regnestykke, hvor igennem man kan se og forstå udviklingen i et menneskesind, kunne man udtrykke det sådan: Jo bedre vi kender enkeltdelene, mellemregningerne, des tydeligere vil vi kunne se og forstå helheden som en helhed, det resultat, de har samlet sig til. Og jo tydeligere vi ser helheden, des lettere vil det også være for os, at forstå, hvad der har ligget forud og ført frem til den. Mester fortæller: For hvert tal, der kommer i spil, får sindet endnu en bold i luften, det må holde styr på. Tallet repræsenterer et potentiale, og et hvert tal, et hvert potentiale skal have lov til at udfolde sig og bevæge sig i overensstemmelse med sin natur, da det ellers går i stå og falder til jorden. Potentialet, tallet, skal også have mulighed for at spejle sig i andre tal, for at det skal lære sig selv at kende i forhold til noget, det ikke selv er eller rettere ikke selv udtrykker i sin ydre fremtræden, sin tildelte værdi, men alligevel rummer i sit indre regnestykke. For det er sådan, at det enkelte tal forstår sin egen betydning eller rolle, den ressource, det selv kan blive for helheden eller den samlede talrække. I mennesket står tallet 6 for fysisk tiltrækningskraft, kærlighed og fred. I psykologien danner 6 det sidste trin i den anden cyklus, der handler om menneskets mentale ressourcer, og det repræsenterer vores evner for abstraktion og højere logik. 6
Ved at parre de tre moderbogstaver Aleph, Mem og Shin med de tre bogstaver fra Tetragrammaton: Yod, He og Vau sådan, som det er gjort på dette billede, opstår talkombinationen, koden, 7, 9, 13. De polære bogstaver danner tre hebræiske ord, der lader sig oversætte til: Begær (Aleph + Vau) Spørgsmål (Mem + He) og Gave (Shin + Jod). Ordene har, som det vist er tilfældet med langt de fleste hebraiske begreber, flere betydninger end den ene, slå dem op, hvis lysten melder sig. Hvis man forestiller sig den lille cirkel i centrum som et omdrejningspunkt, et vau, for de to trekanter, kan man også pusle sig frem til nye ord og meninger. 7
Tallet 6 består af alle de tal, der er indeholdt i det, og oversat til psykologiske begreber, er der her tale om et fænomen en proces, der omfatter to sluttede cykler eller trigoner: Selvfølelse + valg + handling (tallene 1-3) og pragmatisk tænkning, sanser og abstrakt tænkning (tallene 4-6). 6 er den skabende evne hævet til et højere bevidsthedsniveau (3+3) og inspirationen, der opstår ved at valg kombineres med det materielle (4+2) og endelig er det, det bevidste menneskes anvendelse af sanserne til højere formål (1+5). I menneskets anatomi knytter Vau sig til den højre nyre, lige som Teth, det niende bogstav, forbinder sig til den venstre. I den fysiske del af virkeligheden er nyrernes arbejde livsvigtigt, og selv om hovedprincippet for deres virkemåde er enkelt, er processerne i og mellem dem baseret på et kompliceret samspil mellem mange og ulige mekanismer. På en gennemsnitsdag for et gennemsnitsmenneske, vil nyrerne filtrere og balancere 180 liter væske, sådan, at gift og affaldsstoffer ledes ud af organismen, som urin, mens vitaminer, mineraler og næringsstoffer ledes tilbage til kredsløbet, som plasma. Hvis den ene nyre skades eller sætter helt ud, giver hjernen den anden nyre besked om at kompensere her for. Dette gør den så effektivt, at mange mennesker, der i realiteten kun har en funktionsdygtig nyre, ikke selv er klar over, at det forholder sig sådan. I den metafysiske del af virkeligheden, er et menneske naturligvis aldrig afskåret fra et bogstavs kvaliteter blot fordi han eller hun skades eller mister det organ, bogstavet knytter sig til. Selv om manifestationen af nyren forsvinder eller aldrig har eksisteret, findes den alligevel i kroppen som et ekko eller en usynlig udgave af sig selv og den formgivning, der har fundet sted i Yesod. Tilsammen danner de to bogstaver, Teth og Vau, der korresponderer med nyrerne, ordet tavah, der betyder at væve eller at spinde (en tråd eller et net). I Sepher Yetzirah er Bogstavet Vau tilskrevet fænomenet Tanken, og om den skriver Mimi Arnborg: En tanke! Hvad regner vel menneskene en tanke for? Oh, menneskebarn, en tanke er en kraft så usigelig stor - mere betydningsfuld end du aner. Den samme tanke udgår måske fra hundrede af sjæle på din klode. Den baner sig vej mod det samme sted for der, at forene de hundrede af tråde til en kraft, der kan skabe. Ser du da, hvor betydningsfuldt det er, hvilke tanker der udgår fra dig? Dræb hver ussel og ond tanke i fødslen og lad godhedens og kærlighedens tanker - ligesom flagrende sølvertråde - stråle ud fra dig selv, at de kan samles til én undergørende 8
kraft, der kan løfte og højne din jord. Hvor drager du hen, menneske, når dit jordiske hylster er brudt. Dødes du i jordens sorte muld - eller flyver du som tanken ud mod et mål, til et sted i det fjerne, som kan modtage dig? Stille glider dagene hen, den ene efter den anden - som perler på en snor og en dag glider den sidste af de kostelige perler igennem vore hænder - og livet er slut. Men perlekæden - den du skabte, hvordan er den at skue?. (Mimi Arnborg fra At dø, er at leve, 1977) Paracelsus (1493-1541) der er en berømt læge og mystiker i det 16. århundrede, beskæftiger sig også med tankens kraft og påstår, at med tanker alene, skaber vi ingenting. Men hvis tanker derimod næres af viljen, da vil de besjæles ved den og tage form i sindet - hvor de lever, næres og gror - nøjagtig som det er tilfældet for den ydre verdens skabninger. Paracelsus kalder disse tankeformer de ved menneskets imagination eller forestilling selvskabte ånder. Og som mennesket kan være enten af det gode eller af det onde eller, som de fleste af os, af lidt af hvert, sådan forholder det sig også med vores åndevæsner. Ifølge Paracelsus kan mennesket kun stræbe efter reel kundskab gennem intuition og erfaring. For ham, kunne disse to ikke skilles fra hinanden. Hensigten med intuitionen er netop at afdække visse grundidéer, som derefter prøves og bevises ved erfaringen. Erfaringen retfærdiggør ikke kun intuitionen, men tilføjer systemet yderligere kundskab, hvorved impulsen til videre vækst styrkes og udvikles. Mennesket opfatter de ydre ting med sine ydre sanser og de indre ting med sine indre sanser: Hjertet har øjne lige som kroppen, og sindet har sine egne øjne. Alle menneskets indre dele har dertil hørende erkendelsessanser. Til hver af disse kan der overføres et budskab, og det budskab der hører hjertet til, handler om kærlighed. Kilden til et sådant budskab kunne, også for Paracelsus, meget vel være et kabbalistisk studium. Her om udtaler han: Kabbalaen giver adgang til det mystiske, mysterierne. Den sætter os i stand til at læse forseglede breve og bøger og ligeledes menneskets indre natur Se dybt i dit sind, hvor ser du lys? Se dybt i dit sind fra dag til dag, fra øjeblik til øjeblik: Hvor ser du virkelig dyd? Hvor ser du virkelig uselvisk kærlighed? At se os selv med vore åndelige øjne er, at se sandheden om os selv, og det er det første skridt til at frigøre sig selv. Hvis vi samler de to idéer eller forestillinger om, at energien i Vau former nyrerne i mennesket og Tanken i Universet, kunne man måske udlede heraf, at bogstavet også antyder en vej, en proces, til skærpelse af vores tænkeevne og en optimering af vores iboende rensende effekt. I så fald kunne en måde, hvorpå vi kommer dette i møde være en øvelse, der i praksis indebærer, at vi forsøger at opfatte nyrens og 9
tankens arbejde som at ånde ind og ånde ud, altså en tofoldig proces, der kunne udtrykkes sådan, at vi lader vores tanke rense, så den også - kan tænke klart i forhold til sin egen renselse. I Tetragrammaton er Vau det bogstav, der forener Yod det som befrugter med He det som gør frugtbart således at det aktiverende og det modtagelige kan resulterer i det sidste He, den ny modtagelighed, der danner forudsætning for at historien kan fortsætte i sig selv og ud over sig selv i det uendelige. Men hvordan begyndte den? Myten fortæller: Disse tre mødre, Aleph, Mem og Shin, er et stort, vidunderligt og ukendt mysterium, og de er forseglet med seks ringe, nemlig: Luft, vand og ild som er udstrømmet af dem. Det gav liv til stamfædre. Aleph, Mem og Shin er grundlaget, de ligger uden for enhver form, men da de seks ringe som de udstråler, deler sig i maskuline og feminine kræfter, skaber de en grobund for sig selv i det duale rum. Måske sådan at Aleph, Mem og Shin nu viser sig i et kønnet, feminint udtryk og lader sit maskuline udspaltede aspekt komme til udtryk gennem Yod, He, Vau Stamfædrene? Oplevelse af heksagrammet: Jod, He og Vau står skrevet side om side formet i guld. He hæver sig op over de andre, så tegnene til sammen danner en trekant, som det var tilfældet hos mødrene. Jeg bliver forvirret er den maskuline trekant ikke modsat den feminine? spørger jeg, men jeg får intet svar. På en dyb indånding forsøger jeg at vende trekanten ved min vilje, men det lykkes mig ikke. I stedet viser trekanten for Aleph, Mem og Shin sig side om side med den for Jod, He og Vau. De glider ind over hinanden, så Vau forener sig med Aleph, He med Mem og Jod med Shin, og sådan bliver de stående og vibrerer en tid lang; undfangelse. Nu begynder trekanterne at forskubbe sig i forhold til hinanden i en på en gang glidende og rykvis bevægelse; i et evighedstegn der former et aftryk af en globe samtidig med, at den afmærker yderligere tre stadier i processen: Svangerskab, fødsel og frisættelse. Uden rækkefølge og fra forskellige vinkler hører jeg 10
sætningerne: Alt er ét. Der er kun en, Gud skabte jorden på 6 dage. Et bogstav for hver dag; en Moder og en Fader. Bevægelsen er til ende, og mødrene falder til ro i en ny trekant med spidsen opad, mens fædrene har endt deres cyklus med spidsen nedad. De to trekanter udgør til sammen en stjerne, der pulserer i en intens rød farve med en gul-orange ramme. 16. sti: På den 16. sti ligger bogstavet Vau mellem Chokmah og Chesed, og kabbalisterne kalder denne sti for den Sejrende eller Evige Intelligens, ærens fryd, nydelsens paradis, beredt for den retfærdige. Vaus sti kaldes også Frihedens sti fordi den forbinder Guds Visdom med Guds Nåde, og derfor udstråler den tilgivelsen, der leder det fortabte får tilbage til sin hyrde. I alkymien taler man om, at mennesket må forstå sig selv som en skabning, der - både i bogstavelig og overført betydning - er gjort af de samme tre fundamentale virkeligheder, som går igen i alt, der er skabt til en oplevelse af fysisk eksistens. På Naturens Sti - stien for Gimel og tallet 3 - lærte vi om menneskets legeme som et billede på denne lovmæssighed. For i mennesket hersker processer, der er afhængige af mineraler og samspillet mellem mineraler, og ligesådan indeholder vi, i vores sind såvel som vores krop, vegetabilske og animalske bestanddele og processer lig dem, der udspiller sig i plante og dyreriget. I tallet 6 er denne erkendelse hævet til et højere niveau, sådan at forstå, at vi står på skuldrene af det, vi lærte i 3, når vi tilegner os det, som vi nu skal lære i 6. Taber vi fodfæste i det, vi har lært, eller tror vi det nye som en annullering af eller en erstatning for det gamle, da mister vi pointen, og jordforbindelsen, der er lige så væsentlig som den åndelige dimension i 6 tallet, der jo først og fremmest handler om at forene og balancere de to, det der er for oven med det, der er forneden. Hvis vi betragter symbolet for korsfæstelsens mysterium ud fra dette perspektiv, da ser vi, hvordan planteriget er repræsenteret ved korsets træ, dyreriget ved menneskets kød og naglet, Vau er det element, mineralet, som knytter de to til hinanden. 4 nagler, symbol for de fire elementer og den stabile form i verden, gennemborer mennesket og binder det, både i bogstavelig og overført betydning, på hånd og fod, til livets vilkår og begrænsninger. Først når vi forstår os selv som af verden og i verden, underlagt de samme lovmæssigheder, som alt andet, der er skabt, har vi gennemgået den forbrødringsproces med stoffet, der hører til det 11
øverste lag af denne sti for den Evige, Sejrende intelligens. Undervejs vil vi udvikle den naturlige ydmyghed over for vores medskabninger, der udspringer af forståelsen af, at alt, også vi, har et tilhør i en kæde, hvor helheden afhænger i lige så høj grad af enkeltdelen som enkeltdelen afhænger af helheden. På det personlige plan er denne proces også til for, at når vi kender vores plads i verden, da vil vi altid kunne finde tilbage til den, hvis vi skulle miste orienteringen, som vi hæver os over det fysiske stof og tager vores plads i en anden, større virkelighed. Forstår vi dette, er det også let at se, hvorfor en tur ved havet eller i skoven, en kat på skødet eller en leg med en hund, en times tid i haven eller to på værkstedet, kan have en undergørende effekt, når vi er faret til himmels og synes at være kommet ud af kurs for en stund. 12