Prædiken til 4.s.e.påske, 2016, Vor Frue kirke. Tekst: Johannes 8,28-36. Salmer: 10, 434, 339, 613 / 492, 242, 233, 58. Af domprovst Anders Gadegaard Hvad er frihed? Vi taler mest om den ydre frihed: Et frit land med selvbestemmelsesret, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed det er den højbesungne kollektive nationale frihed, vi er mest optaget af som i højskolesangen: Frihed er det bedste guld. En politisk bevægelse har ligefrem taget navn efter denne frihed: Liberalismen. En ideologisk frihedsbevægelse, som tolker frihed som maksimal mulighed for den enkelte til at indrette sit liv som man selv vil med tilsvarende minimale samfundsforpligtelser. Så meget som overhovedet muligt skal overlades til den enkelte, det giver størst mulig frihed med det resultat, at den stærkeste lever bedst. Og den svageste bukker under. Frihed er gevinsten, ulighed er prisen. Men der findes også en anden slags frihed: en indre frihed den, som al god psykoterapi vil fremelske: Hjælpe mennesker til at blive myndige og frie. Ved at kortlægge og blotlægge gamle traumer, oplevelser, som binder én til at opfatte bestemte mennesker tæt på én på en måde, som forhindrer én i selv at blive fri og myndig. Lær dig selv at kende - til bunds, se ned i dit inderste dyb, siger psykoterapeuten, erkend hvad der gemmer sig dér, sæt ord på det og gennem den øvelse vil du sættes i stand til at leve med det, så det ikke længere behersker dig. Jo, præget dig har det, men du skal frisættes fra det, og du skal komme til at acceptere dig selv, som den du er, ja, elske dig selv med alt hvad det indebærer, indbefattende det, du fik at se dernede i dit eget dyb, ja, på trods af hvad du dér fik at se, skal du elske dig selv, som den du er. Der er ingen tvivl om, at Jesu anliggende i mange henseender handlede om denne indre frihed og kan sammenlignes med den gode psykoterapi: At gøre mennesket myndigt og frit, at indgyde den svage styrke, at genrejse den faldne og få den der lider af selvforagt til at elske sig selv, så han kan elske næsten. Her i teksten henvender han sig i en meget fortættet form til nogle jøder, som var fascineret af hans forkyndelse. - Men jøderne forstår ikke, hvad det er, han siger om at blive sat fri. De siger: "Gøre os frie? Jamen, vi er da frie; vi hører til blandt Guds særligt udvalgte - hvordan kan du så sige, at vi har brug for at blive sat fri fri fra hvad??" Og så lyder svaret: "Fri fra synden - den træller I under. Men i mig kan I for altid blive sat fri fra den. - Det er den frelse eller frihed, som er nødvendig, og som den kristne tro skænker, påstår
Jesus og det gjaldt dengang, som det gælder i dag. - Men hvorfor egentlig al den tale om frelse?? Hvad skal vi med den? Hører I ikke tit folk sige, når talen er om kristendommen: Jeg synes faktisk, der er meget godt i kristendommen; den giver os nogle gode og sunde værdier at leve efter: næstekærlighed, den medmenneskelige pligt, den gyldne regel: Gør mod andre, hvad du vil, de skal gøre mod dig. - Men frelse?? Hvad er det egentlig, vi behøver at frelses fra? Jeg synes da, livet er ganske godt som det er. Og jeg har da personligt heller ikke noget særligt at fortryde i mit liv og det jeg har, det kan jeg godt håndtere, bl.a. hvis det skal være, med psykoterapiens hjælp. Hvad skal vi så med den frelse??" Er det ikke rigtigt? Kan vi ikke godt være os bekendt som vi er, er det ikke unødvendigt at tale om frelse, tilgivelse fra Gud, som en løftestang for vores selvrespekt? Behøver vi det? Bør det ikke være muligt for hver enkelt at elske og respektere sig selv med de fejltagelser, vi nu engang begår, og med de lidt selvcentrerede skyggesider vi selvfølgelig også har, tage dem frem i lyset, bearbejde dem, lære af dem og derpå leve med dem og med sig selv som god nok? Rækker med andre ord ikke psykoterapien og den gængse humanistiske psykologi? Sådan er i hvert fald megen kritik fra psykologisk hold af kristendommen netop baseret. At det påståede behov for en udefra kommende frelse i virkeligheden forhindrer én i det, der er selve projektet, nemlig at blive myndig, fordi man hele tiden lever af at modtage anerkendelse udefra og ikke fra sig selv. I gudsforholdet tvinges man til at erkende sig selv som utilstrækkelig, som skyldig, som én der ikke er god nok og derfor altid har brug for denne frelsende anerkendelse. Men Jesu påstand og med ham naturligvis den kristne tros påstand er, at denne anerkendelse kan vi lige præcis ikke skænke os selv. Søren Kierkegaard kaldte det den dobbelte fortvivlelse, nemlig fortvivlelsen over ikke at kunne blive sin fortvivlelse over sig selv kvit. Dér er vi fanget, fanget i synden, som jo er det kristne nøgleord for denne tilstand. Problemet er, at synden, det onde vi gør eller tænker, det kan vi ikke slippe fri af den frihed kan vi ikke skabe selv. På én gang er det vores egen skyld og noget, vi ikke kan undslippe. Synden er vores skæbne, kan man sige. Derfor kalder vi den arvesynd. Synden er udtryk for, at meningen med menneskelivet ikke opfyldes. Vi er blevet fremmede for det, vi egentlig er bestemt til at skulle være. Fremmede fra det sande liv, det gode liv. Mennesket vises af Gud bort fra Paradis efter syndefaldet og må leve som fremmede i det ukendte land. Og fremmedgørelsen rammer ikke bare de første mennesker, men rækker videre: den ene bror slår den anden ihjel. Mennesket er fremmed for sit medmenneske i forsøget på som Gud selv at beherske alt: Forvirring og splittelse indtræder (Babelstårnet) og kampe og krige følger efter. I dag som altid.
Det er synden. Mennesket er fremmed for den bestemmelse for livet, som Gud har skabt det til. Og heraf følger fremmedgørelsen for verden og for naturen: Agerjorden skal være forbandet for din skyld. Alt det er synden: Menneskets fremmedhed fra Gud, fra andre, fra verden og dermed også fra sig selv. Nu er fremmedgørelse ikke noget bibelsk begreb, selv om det så godt beskriver, hvad de menes med synd. Begrebet er først og fremmest anvendt af Karl Marx. Han brugte det om det, der skete under den industrielle revolution med arbejdet i forhold til arbejderen. Arbejdet var ikke længere noget, man udførte, fordi man til sit eget liv havde brug for det produkt, man lavede. Produktet tilhørte en anden, nemlig arbejdsgiveren, som til gengæld betalte arbejderen for udførelsen. Arbejderen blev fremmed i forhold til sit arbejde, det blev meningsløst i sig selv, og dermed blev han fremmedgjort i forhold til sit eget liv. Og den ene arbejder blev fremmed for den anden, fordi det, man hver især ydede ikke var til fælles bedste, men til fordel for en ukendt arbejdsgiver. Læg mærke til, hvordan denne tale om fremmedgørelse indeholder nøjagtig de samme elementer som den, vi lige hørte fra Det Gamle Testamente: Man er fremmedgjort fra sin bestemmelse, fra sig selv, fra sit medmenneske og fra den verden, man skal leve af at dyrke. hævdede han. For netop fordi mennesket var fremmedgjort i verden, flygtede det ind i religiøse forestillinger om et bedre liv i Himlen. Religion fik på denne måde folk til at fortrænge den barske virkelighed og i stedet leve i en drømmeverden, et ikkeeksisterende paradis. Derfor kaldte Marx religion for folkets opium. Et rusmiddel man tog for at glemme den barske hverdag og som derfor hindrede, at man fik gjort opstand mod de uretfærdige forhold. Der er ingen tvivl om, at Marx har ret et stykke af vejen. Religion er vitterligt udtryk for, at mennesket er fremmedgjort for det egentlige liv. Det er det, som Paulus udtrykker ved at sige, at skabningen sukker og længes. Fordi livet ikke er og vi ikke er som vi er bestemt til, længes vi efter befrielse. Og den længsel og det håb om befrielse frelse giver vi udtryk for gennem vores tro, vores religion. 7. Den store forskel på Marx og den kristne opfattelse er, at Marx mente, at mennesket selv kunne fjerne de tilstande, der skabte fremmedgørelsen ligesom præcis psykoterapien hævder, men den har jo også rod i Freuds tænkning, som netop er en overførelse af Marx fremmedgørelsestanker fra det ydre sociale plan til det indre psykologiske. Det var disse forhold, Karl Marx kæmpede for at få ændret. Men før end det kunne lade sig gøre, måtte religionen udryddes, for den var, om noget, udtryk for menneskers fremmedgørelse, I kristendommen derimod erkendes det at være et umuligt projekt at overkomme fremmedgørelsen, fordi den vedvarende behersker os. Den er universel skæbne. Vi arver den. DERFOR har vi
behov for frelse udefra. Kun den magt, som er forud for fremmedgørelsen, og som har skabt alt, kun den magt formår også at overvinde tilstanden. Og det er Gud. Men foruden at betragte fremmedgørelsen som universel skæbne, anser kristendommen den OGSÅ for at være menneskets egen skyld. Vi har hver især hele tiden muligheden for at leve sandt og ægte, men vi forspilder igen og igen denne mulighed. Denne dobbelthed lyder jo som den rene selvmodsigelse: At fremmedgørelsen på den ene side er vores egen skyld og på den anden side er universel skæbne. Men kristendommens dybe sandhed ligger i, at begge dele er rigtigt! Tro nu ikke, at vi er så ukendt med den slags modsætninger i vores liv. Vi kender udmærket godt til skæbne som både noget, der overgår os, og som noget, vi selv er ansvarlige for. Det er ganske ofte, at vi skal ty til modsigelsen for at forstå en sags rette sammenhæng. Når et barn slår en fin skål i stykker, siger hun undskyldende: Jeg gjorde det ikke med vilje. Og dog var det hende, der gjorde det. Et andet eksempel: Afhængighed af alkohol eller andre rusmidler: Det er vores egen skyld, og dog kan vi ikke komme fri. Eller bedre: Angst. Det nytter ikke noget at sige til et menneske, der lider af angst: hold op med at være bange! Det kan man ikke. Og alligevel har man selv indflydelse på det. Men allervigtigst er det så at sige, at nok er vi gjort fremmede for det egentlige, det sande, det gode liv hvor det gode vi vil, det gør vi også. MEN: at være blevet fremmed for det betyder dog, at vi HAR været hjemme i det. Vi kender det godt, vi bærer det i os som erindring og som håb. Ingen har guldtårer fældet, som ej glimt af guldet så, som Grundtvig digter. Vi kender godt det sande liv, Guds rige, som vi længes efter, vi set det midt i blandt os, stykkevis. Men for at holde os fast på det, stadig håbe på det, ikke give op eller holde op med at prøve på at sætte små tegn på det i vort liv, er det netop, at den magt, som er stærkere end fremmedgørelsens og adskillelsens magt, det vil sige Guds kærlighedsmagt, kom til os i et almindeligt menneskeliv for gennem ham at holde os fast på, hvad sandt liv er, hvor ingen er fremmede for sig selv eller hinanden. Et sådant liv levede Jesus. I den forstand var hans liv ophøjet: I ham heler Universets Skaber det brudte liv. I ham ophæves fremmedgørelsen. Derfor kunne han sige: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt. Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Nok præger ufriheden stadig vort liv, og vi gør ondt på hinanden og på os selv. Men den har ikke længere magten over os. For vi hører også hjemme i den frihed, Gud kom med i sin Søn. Den gives til os hele tiden. I troen. Ud af Guds kærlighed til os. Dét er den sande frihed: At vi kan leve forsonet med vort vilkår og i kraft af Gudsmagtens virke i os i glimt, i øjeblikke, kan lykkes
med livet, som det er bestemt til: Kan elske, kan gøre godt, kan skabe glæde for hinanden. Fordi den magt, som hvert øjeblik skænker os livet, én gang for alle og én gang for os alle har besejret fremmedhedens, ødelæggelsens og splittelsens angstfyldte magt. I Kristi liv, død og opstandelse for os. Dét er vores frelse og frihed. På den kan vi grunde vort fremtidshåb. Og er det levende i os, er det også virksomt, og bidrager gennem os til, at det vi håber på og længes efter sætter frugt og skaber livsfylde. Lige nu. Amen.