Område: Rygcenter Udarbejdet af: Christian Sauvr Afdeling: Administrationen E-mail: christian.sauvr@slb.regionsyddanmark.dk Dato: 28. april 2009 Telefon: 76 36 20 24 Etablering af Det Regionale Rygcenter Baggrund I Region Syddanmarks akutplan er det fastlagt, at der skal etableres et regionalt Rygcenter for medicinsk og kirurgisk rygbehandling i Middelfart. I forbindelse med regionens efterfølgende gennemførelsesplan Fremtidens Sygehuse fra plan til virkelighed, blev der udarbejdet en rapport, som bl.a. beskriver den overordnede vision, det fremtidige patientforløb for rygpatienter og det forventede aktivitetsniveau. Med udgangspunkt i denne rapports anbefalinger er der i efteråret 2008 og foråret 2009 arbejdet videre med planlægning og implementering af Rygcentret. Til dette formål har der været nedsat en regional styregruppe for Rygcentret, med repræsentanter fra regionens fire sygehusenheder. Lægelig Direktør H. C. Thyregod ved Sygehus Lillebælt har varetaget formandskabet. Nedenfor redegøres der for det videre arbejde, som foreslås at danne grundlag for etablering af rygcentret. Vision og behandlingskoncept Med etableringen af det kommende Rygcenter i Region Syddanmark samles den subakutte og elektive kirurgiske og ikke-kirurgiske rygbehandling på regionalt niveau. Mens den højt specialiserede behandling forsat skal varetages på OUH/Svendborg, flyttes rygaktiviteten fra Sydvestjysk Sygehus samt Rygcenter Aabenraa, Vejle-Give Rygcenter og Rygcenter Fyn til sygehusmatriklen i Middelfart, hvor det regionale Rygcentret får til huse. Under Rygcentret oprettes samtidig satellitter på 4 andre geografiske lokaliteter i regionen dvs. lokalteams fysisk tilknyttet regionens sygehusenheder. Det regionale Rygcenter samler de bedste specialister og skaber - i samarbejde med de højtspecialiserede funktioner i Odense - et stærkt fagligt miljø til gavn for rygpatienterne i Region Syddanmark. Behandlingskonceptet er baseret på tværfaglige udrednings- og behandlingsforløb, hvor patienterne hurtigt hvis det er muligt får stillet en specifik diagnose og udarbejdet en samlet og langsigtet plan. Med dette kliniske set-up og koncentration af ekspertise forventes et betydeligt kvalitetsløft i regionens rygbehandling. Desuden skaber det samlede volume af rygpatienter, som vil gennemgå diagnostik og behandling i Rygcentret, nu et tilstrækkelig grundlag for systematiseret indsamling af data og erfaringer med henblik på læring og målrettede patientforløb dette er nødvendigt, at vi i dag kun kender årsagerne til omkring halvdelen af de tilfælde der undersøges i
rygcentrene. På den baggrund vil Rygcentret få et stærkt fokus på forskning og uddannelse på højeste internationale niveau. Visionen for det kommende Rygcenter i Region Syddanmark er et center, som er nationalt førende på sit felt og internationalt blandt de mest markante. Den ledende position skal gælde i forhold til faglig kvalitet i udredning og behandling af den enkelte patient, og i perspektivet med faglig udvikling, uddannelse og forskning på rygområdet. Tidsplan og aktuel status I forbindelse med planlægningen i foråret 2008 var ønsket en samlet indflytning og opstart af det regionale Rygcenter pr. 1/9 2009. Det konkrete implementeringsarbejde har imidlertid resulteret i en udskydelse af denne dato, da det alene har vist sig muligt at flytte rygkirurgien (operationsaktivitet og sengepladser) samt et understøttende behandlerteam ind i Middelfart pr. denne dato. Resten af den ambulante ikke-kirurgiske del af rygkonceptet inklusiv uddannelsesdelen vedr. kiroprakteruddannelsen støder først til 1. april 2010. Den etapeopdelte indflytning hænger sammen med renoveringshastigheden og udfordringer med at finde tilstrækkelig plads til Rygcentret i Middelfart. Der er etableret en løsning baseret på to tæt fysisk tilknyttede sengeafsnit, som bemandes fra henholdsvis Sygehus Lillebælt og OUH/Svendborg, med samarbejde om f.eks. vagtbemanding i relevant omfang. OUH/Svendborg vil i udgangssituationen anvende op til 18 senge, mens Rygcentret ligeledes disponerer over 18 senge. For de berørte medarbejdere på det nuværende sengeafsnit i Middelfart igangsættes en personaleproces i overensstemmelse med Regionsrådets personalegarantier ved strukturtilpasninger (se nedenstående afsnit om personaleproces). Den ikke-kirurgiske rygbehandling vil frem til indflytningen i Middelfart i uændret omfang varetages på de nuværende matrikler. Selv om den fysiske rokade først helt kan gennemføres pr. 1. april 2010 overgår alt det varslede personale organisatorisk til Rygcentret og dennes ledelses, som ligeledes vil være fungerende fra 1/9 2009. Flytningen og den midlertidige varetagelse af de enkelte funktioner kan illustreres på følgende måde: Funktion Pr. 1. september 2009 Pr. 1. april 2010 Kirurgisk 1.200 operationer pr. år i Middelfart 1.200 operationer pr. år i Middelfart operationsaktivitet Sengeafsnit 18 senge i Middelfart 18 senge + 5 hotelsenge i Middelfart Ambulant ikke-kirurgiske behandling 1 behandlerteam i Middelfart, resten på de nuværende matrikler Resterende behandlerteams i Middelfart samt et lokalteam i henholdsvis Ringe, Give, Svendborg og ved Sydvestjysk Sygehus (placering ved SVS er ikke endelig afklaret). MR-scanninger Varetages primært vha. kapaciteten i Ringe og Give 2 MR-scannere ved Rygcentret i Middelfart Kiropraktoruddannelsen Vil forsat være placeret på matriklen i Ringe Placeret ved Rygcentret i Middelfart Side 2 af 14
Til håndtering af den midlertidige periode mellem 1. september 2009 og 1. april 2010 arbejdes der i øjeblikket på at etablere løsninger inden for MR-området og i forhold til den centrale ryg-visitation. Den etapeopdelte indflytning forventes på ingen måde at give sig udslag i negative konsekvenser for hverken den samlede aktivitet eller i udredning og behandlingen af den enkelte rygpatient. Ledelsesstruktur og organisering Rygcentret vil få sin egen ledelse, som refererer til Direktionen på Sygehus Lillebælt. Den ikke-kirurgiske rygbehandling bliver organiseret i 4 underafdelinger vedr. Forskning, Terapi, Kiropraktik(-uddannelse) og Rygambulatorium. Der etableres en ledelsesgruppe med lederen for hver underafdeling samt den rygkirurgiske sektorchef og lederen af Rygcentret. Ledelsesgruppen har bl.a. til opgave at understøtte og sikre det tværfaglige samarbejde i det enkelte patientforløb. Lokalteamene vil ledelsesmæssigt henhøre under rygambulatoriet ved Rygcentret i Middelfart. Den rygkirurgiske sektion ledelses af afdelingsledelsen ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus, men med eget budget og funktionsledelse (sektorchef), herunder sengeafdeling. Terapifunktionen skal udover Rygcentret også betjene den ortopædkirurgi, som OUH/Svendborg driver på Middelfart Sygehus. Endeligt tilknyttes den reumatologiske funktion i Vejle som samarbejdspartner til Rygcentret. Visitation af patienter til Rygcentret i Middelfart og til centrets lokalteams Patienter henvist fra både primærsektoren og fra akutsygehusene visiteres centralt ved centret i Middelfart. Visitationen foretages på baggrund af en elektronisk henvisning med veldefinerede krav til kliniske og administrative obligatoriske oplysninger. I subakutte tilfælde fra akutsygehusene sker visitationen telefonisk suppleret med henvisning. Rygcentret modtager ikke akutte patienter. For at sikre gennemførelsen af hurtige og rationelle patientforløb skal oplysningerne på henvisningerne kunne danne udgangspunkt for det næste skridt i forløbet en MR-scanning. Oplysningerne skal også danne udgangspunkt for en hurtig afklaring af et evt. kirurgisk forløb, og om der skal ske en viderevisitering til det højtspecialiserede niveau på OUH. Fastlæggelsen af henvisningskravene, principper for visitation samt driftsforhold vil ske i det nedsatte visitationsråd, som mødes min. 2 gange om året. Rådet består af følgende medlemmer: - Chefen for Rygcentret. - Den specialeansvarlige rygkirurg. - Repræsentanter fra rygsektionen (medicinsk og kirurgisk) på OUH/Svendborg. - Lederen af Røntgenafdelingen på Middelfart Sygehus. - Praktiserende kiropraktor. - Praksiskonsulenten for Rygcentret. Side 3 af 14
For at sikre hurtig visitation skal principperne på basis af henvisningerne være så klare, at hovedparten af visitationerne kan foretages af en oplært sekretær under lægelig supervision. Tvivlstilfælde visiteres lægeligt. Henvisningerne behandles dagligt og patienterne får umiddelbart besked om det videre forløb, herunder tid til MR-scanning og efterfølgende tværfaglig klinisk vurdering som tilstræbes gennemført samme dag. Patientforløbene foretages enten ved centret i Middelfart, eller ved et af de lokale teams. Principperne for denne fordeling vil også blive fastlagt i visitationsretningslinierne. Der gennemføres i øjeblikket drøftelser med primærsektoren vedrørende retningslinjer for hvornår patienterne, efter et undersøgelses- og behandlingsforløb i sektoren, skal henvises til Rygcentret. Dette med henblik på at sikre, at et rygforløb som ikke er afklaret i primærsektoren, henvises inden der er gået 2 måneder. Målet er herefter, at patienten vil blive set inden for en måned ved centret. Lokalteams Det kommende Rygcenter i Region Syddanmark vil udover hovedcentret i Middelfart bestå af fire lokalteams fordelt i regionen. Det skal sikre kortest mulig afstand til patienterne. De fire lokalteams placeres fysisk i tilknytning til regionens fire sygehusenheder, i henholdsvis Give, Ringe og Sønderborg. Placeringen af lokalteam inden for Sydvestjysk Sygehus skal efterfølgende afklares. Lokalteamene vil ledelsesmæssigt henhøre under Rygcentret i Middelfart og dermed Sygehus Lillebælt, jf. beslutning truffet på sygehusledelsesmøde den 16. december 2008. De åbnes pr. 1. april 2010 i forbindelse med, at den øvrige ambulante aktivitet kommer til Middelfart. De fire lokalteams er en integreret del af det centrale center forstået på den måde, at personalet er ansat under Rygcentret og med arbejdssted både i det lokale team og i Middelfart. Desuden vil en del af patientforløbene strække sig over både behandlingsstedet i Middelfart og i det relevante lokalteam. Også fagligt, økonomisk (budget og baseline) og IT-mæssigt hører lokalteamene til Rygcentret i Middelfart. I forlængelse af ovenstående vil der være tæt fagligt samarbejde mellem personalet i lokalteamene og personalet på henholdsvis akutsygehusene, Rygcentret i Middelfart og praksissektoren samt internt i personalegruppen i det pågældende lokalteam. Det sker bl.a. ved, at medarbejdere i lokalteamene hver eller hver anden fredag deltager i koordinerende og udviklende seancer og læringsprocesser i Middelfart. Her vil samarbejdet med aktører i andre sektorer ligeledes blive tilgodeset. I lokalteams vil der alene være ambulant konsultation og behandling. Samlet for alle fire lokalteams forventes der 3-4.000 nyhenviste patienter årligt med omkring 12.000 besøg (se nedenstående aktivitetsforudsætninger). Hvert besøg vil indeholde op til fire ydelser og vil derfor have en varighed af 1,5-2 timer. Ydelserne vil typisk være klinisk undersøgelse (ca. 1 time), tværfaglig konference (ca. ½ time), information til patienten (ca. ½ time) samt eventuelt opfølgende kontrol og instruktion. Side 4 af 14
Patientaktiviteten er ikke nødvendigvis fordelt ligeligt mellem de fire teams, idet den afhænger af behovet i det pågældende område samt personalerekrutteringsmulighederne. Aktiviteten i lokalteams forventes at være i den lette ende sammenlignet med aktiviteten i Middelfart. Visitationen af patienterne foregår fra centralt hold. Bemandingen i lokalteamene vil være tværfaglig, således at sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, kiropraktorer og sekretærer er repræsenteret i alle teams. For at mindske sårbarheden og lette planlægningen er det hensigtsmæssigt, at der minimum er to ansatte inden for hver personalekategori, selvom der ikke nødvendigvis er normeret to fuldtidsstillinger i hver faggruppe. I gennemsnit forventes der en normering på 8 fuldtidsstillinger pr. lokalteam. Med en arbejdsdag på 7,5 time kan der ses 4-5 patienter pr. ambulatorierum pr. dag svarende til 704-880 pr. rum pr. år, når der antages fire arbejdsdage i 44 uger. Behovet bliver derfor dækket af 5 undersøgelsesrum pr. lokalteam. Hertil kommer plads til sekretær, et venterum og et fællesrum til kontopladser, fællesinformation til patienterne samt møde- og konferenceaktivitet. På baggrund af ovenstående forudsætninger vurderes der at være behov for ca. 7 lokaler pr. lokalteam. Vedrørende IT og herunder registrering af aktiviteten arbejdes der i regi af Sygehus Lillebælt på etablering af en løsning, der binder hele Rygcentret sammen. Herunder at det i patientregistreringssystemerne indføres bl.a. hvilken geografi patienten er set på. Som nævnt vil lokalteamene være fysisk placeret i tilknytning til de fire sygehusenheder i Region Syddanmark. Derfor skal der udarbejdes klare aftaler med hensyn til teamets vilkår på de forskellige sygehuse. Herunder lokaleforhold, lejevilkår, adgangsforhold, samarbejde med øvrige aktører på sygehuset mv. Personaleproces Personalesammensætningen på Rygcentret skal afspejle det tværfaglige behandlingskoncept og følgende faggrupper vil være repræsenteret på centret og/eller i lokalteams: Læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, kiropraktorer, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, psykologer, psykoterapeuter, lægesekretærer, forskere og socialrådgivere. Personalet flyttes primært fra Ringe og Give, hvor der har været afdelinger, der har behandlet rygpatienter. Der flyttes desuden 3 medarbejdere fra Aabenraa, som bliver en del af lokalteamet i Sønderjylland. Personaleproces og indhold i lokalteams er behandlet i de lokale MED-udvalg. Der har været gennemført samtaler med samtlige medarbejdere i hhv. Ringe og Give, samt relevante medarbejdere i Aabenraa, hvor de har haft mulighed for at komme med ønsker til deres fremtidige ansættelse. Samtalerne har været gennemført med henblik på at overholde Region Syddanmarks personalegarantier. Medarbejderne havde mulighed for at ønske at komme med til Rygcenter Middelfart, lokalteams i hhv. Ringe, Give og Sønderjylland (som er under Rygcenter Middelfart), ønske anden ansættelse på Odense Universitetshospital (medarbejdere fra Ringe), ønske anden ansættelse på Sygehus Lillebælt (medarbejdere fra Give), samt ønske om anden ansættelse på Sygehus Sønderjylland (medarbejdere fra Aabenraa). Side 5 af 14
På baggrund af samtalerne, er følgende antal medarbejdere varslet med til hhv. Middelfart, Ringe, Give og Sønderjylland. Personalekategori Middelfart Ringe Give Sønderjylland I alt Læger 7 1 8 Sygeplejersker 7 3 4 14 Ergoterapeuter 2 2 Kiropraktorer 10 10 Psykolog 1 1 Lægesekretær 8 3 1 1 13 SSA/Sygehjælper 4 4 Fysioterapeut 10 4 3 2 19 Forsker 2 2 Radiograf 2 2 Klinisk underviser 1 1 I alt 54 10 9 3 76 Det har været muligt i ca. 90 % af tilfældene at imødekomme medarbejdernes første prioritet. Næste del af personaleprocessen er, at det skal vurderes hvor mange medarbejdere inden for de enkelte personalekategorier, det bliver nødvendigt at rekruttere. Herefter vil rekrutteringsprocessen blive sat i gang, med henblik på at opnå fuld bemanding ved indflytning i hhv. Middelfart, Ringe, Give og Sønderborg. I forbindelse med personaleprocessen, har HR-afdelingen i Sygehus Lillebælt været i dialog med HRafdelingen i Esbjerg. Der har ikke umiddelbart været personale i Esbjerg, der er berørt, da indsatsen har været varetaget i primærsektoren. Der føres i øjeblikket forhandlinger mellem Sygehus Lillebælt og OUH, om et samarbejde omkring sengeafdelingerne. OUH/Svendborg får evt. behov for omplacering af et antal medarbejdere. Disse medarbejdere vil bl.a. få mulighed for omplacering til Rygcentret. Antallet af personaler der er behov for at omplacere, kendes endnu ikke, og der er derfor ikke medtaget tal i denne beskrivelse. Aktivitet og økonomi Tværfaglig ambulant udredning. Rygcentret i Middelfart ink. de 4 lokalteams forventes jævnfør Rygcenterrapporten fra april 2008 et årligt indtag på 12.000 nye patienter til tværfaglige, ambulante udrednings- og behandlingsforløb. Heraf forventes ca. 8.000 patienter visiteret til Middelfart, mens de resterende 4.000 patienter forventes visiteret til et af de 4 lokalteams. Patienterne i Middelfart skønnes at udløse ca. 38.000 ambulante besøg årligt, mens patienterne i lokalteams, som generelt er de mindst komplicerede patienter, skønnes at udløse ca. 12.000 ambulante besøg. Alt i alt forventes der en aktivitet svarende til ca. 50.000 ambulante besøg årligt. Side 6 af 14
Det skal bemærkes, at ovenstående aktivitetstal i udgangspunktet er baseret på fagfolkenes forventninger og skøn over det fremtidige aktivitetsniveau i Rygcentret i Middelfart baseret på erfaringer primært fra de nuværende rygcentre i Ringe og Give, samt forventninger til det nye driftskoncept. Ovenstående skøn og forventninger er sammenholdt med den nuværende aktivitet på rygområdet i Region Syddanmark, som for patienter med de relevante rygdiagnoser i 2007 kunne opgøres til 37.849 ambulante besøg i hele sygehussektoren, dvs. ved samtlige ambulatorier i Region Syddanmark. Det skal hertil bemærkes, at antallet af ambulante besøg for borgere i det gamle Ribe Amt er meget lavt, idet en betydelig del af aktiviteten på rygområdet her er foregået i kommunale primærteams, og dermed ikke indgår i opgørelser over aktiviteten i sygehussektoren. Tallet på 37.849 ambulante besøg skyder altså for lavt i forhold til den reelle ambulante aktivitet inden for rygområdet. Det er endvidere beregnet, at såfremt benyttelsesfrekvensen for det tidligere Fyns Amts borgere i Rygcentret i Ringe opskrives til regionalt niveau fås et tal på 44.167 ambulante besøg årligt. Forskellen i denne beregning og de forventede 50.000 besøg årligt på knap 6.000 besøg udgøres af en forventning til opdrift og øget søgning fra borgere uden for Region Syddanmark. Stationær aktivitet. Den stationære aktivitet omfatter primært patienter som indlægges i Middelfart til en planlagt rygoperation. Det forventes, at der årligt vil blive udført ca. 1.200 rygoperationer, og at sengedagsforbruget hertil vil udgøre ca. 5.200 sengedage, svarende til 16-17 sengepladser ved 85 procents belægning. Endvidere forventes et mindre antal indlæggelser i forbindelse med patienter som overføres direkte fra et af akutsygehusene, hvoraf en del efterfølgende vil blive visiteret til ambulant forløb uden at blive opereret under indlæggelsen i Middelfart. MR-scanninger. Det forventes som udgangspunkt, at alle henviste patienter skal have foretaget MR-scanning ved første besøg på nær dem, der allerede har fået foretaget en MR- eller CT-scanning inden for det seneste år. Endvidere forventes patienter i lokalteams som udgangspunkt at blive scannet lokalt, dog kan disse patienter visiteres til scanning i Middelfart, såfremt der lokalt er så lang ventetid på MR-scanning, at dette truer fremdriften i udredningsforløbet. Der forventes årligt 8.000 MR-scanninger i Middelfart, ink.. forsknings- og udviklingsscanninger og postoperative kontrolscanninger. Det skal dog nævnes, at fordelingen af scanningerne mellem Middelfart og lokalt er behæftet med nogen usikkerhed, hvilket også spiller ind ved det senere forslag til baseline og afregningsmodel. Side 7 af 14
Etablering af baseline Etablering af baseline er i modsætning til ovenstående skøn og forventninger en noget mere jordnær disciplin, som tager udgangspunkt i den faktiske aktivitet, som har været på de afdelinger, hvis aktivitet overflyttes til Middelfart. Det er i den forbindelse valgt at tage udgangspunkt i aktiviteten i år 2007, idet strejken i foråret 2008 gjorde dette år noget atypisk. På det ambulante område overflyttes først og fremmest hele aktiviteten fra rygcentrene i Ringe og Give, samt fra Rygkirurgisk ambulatorium i Aabenraa. Aktiviteten på samtlige ambulatorier i regionen er screenet for rygaktivitet. Herudfra er det konstateret, at kun ortopædkirurgisk ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus har rygaktivitet af et omfang, som berettiger en strukturel flytning af baseline og driftsbudget. De 4 afdelinger har en samlet aktivitet på 32.772 besøg, svarende til en DAGS-værdi (produktionsværdien af den ambulante produktion) på 55,076 mio. kr. På det stationære område overflyttes hele aktiviteten fra Rygcentret i Give og fra Rygkirurgisk center i Aabenraa. Endvidere overflyttes rygaktiviteten fra de ortopædkirurgiske afdelinger i Vejle og Esbjerg. Den stationære rygaktivitet fra disse afdelinger udgør 1.155 udskrivninger, og den samlede DRGværdi (produktionsværdien af udskrivningerne) er på 69,1 mio. kr., heraf 48,915 mio. kr. på elektive patienter. Endelig foregår der en betydelig stationær rygaktivitet på de neurokirurgiske og ortopædkirurgiske afdelinger ved OUH/Svendborg. Det er besluttet, at denne aktivitet skal forblive baseline- og budgetmæssigt på OUH OUH/Svendborg, hvilket indebærer, at eventuelle forskydninger i aktiviteten håndteres inden for den generelle afregningsmodel på 55 procent-afregning for meraktivitet. Baseline for MR-scanningerne sættes til nul, og værdien af MR-scanninger er fratrukket ovenstående DAGS-værdi. Den samlede baseline udgør 124,166 mio. kr. inden regulering for produktivitetskrav. For perioden 2007-2009 kommer et produktivitetskrav på 5,39 procent, således at den samlede baseline forøges med 6,692 mio. kr. til i alt 130,858 mio. kr. Ovenstående baseline er opgjort ekskl. værdien af den stationære og ambulante genoptræning. Omfanget af genoptræningsaktiviteten er beskedent og faldende fra 2007 til 2008. Flytningen af genoptræningsområdet håndteres derfor som udgangspunkt indenfor den generelle afregningsmodel på området, dvs. 55 procent-afregning for indlagte og 90 procent afregning for ambulante. Side 8 af 14
Etablering af driftsbudget Etablering af driftsbudgettet tager udgangspunkt i beslutningerne vedr. etablering af baseline, idet der tilstræbes en nøje overensstemmelse mellem baseline og aktivitetskrav på den ene side og driftsbudget og bemanding på den anden side. Det vil sige, at hele budgettet fra Rygcentrene i Ringe og Give, samt fra Rygkirurgisk ambulatorium i Aabenraa overføres til Middelfart. Endvidere er der udskilt driftsmidler svarende til de stationære rygpatienters ressourceforbrug i Aabenraa samt for rygpatienternes ressourceforbrug ved ortopædkirurgisk sengeafdeling og ambulatorium ved Sydvestjysk Sygehus. Disse driftsmidler skal også overføres til Middelfart. Driftsbudgettet skal alene dække driftsudgifterne til de patientrettede aktiviteter, hvilket indebærer at driftsudgifter til forskningsenheden ikke er indeholdt i nedenstående driftsbudget. Det samlede driftsbudget udgør således 53,693 mio. kr. opgjort i 2007 pris- og lønniveau, hvilket svarer til 41 procent af den samlede baseline på 130,858 mio. kr. incl. produktivitetskrav. Driftsbudgettet er sammensat af årligt: 9,231 mio. kr. fra Sydvestjysk Sygehus 11,854 mio. kr. fra Sygehus Sønderjylland 17,474 mio. kr. fra OUH/Svendborg 15,134 mio. kr. fra rygcentret i Give Driftsbudgettet vil skulle fremskrives til det budgetår, hvor Rygcentret i Middelfart sættes i drift. På MR-området etableres ikke noget driftsbudget, idet MR-aktiviteten håndteres inden for den generelle afregningsmodel med 55 procent-afregning for meraktivitet. Røntgenafdeling på Middelfart Sygehus vil således selv skulle danne et driftsbudget fra grunden ud fra meraktivitetsmidler. Opstartsvanskeligheder Som beskrevet tidligere, er der indtil videre tilsagn fra 76 personer, som fremover ønsker at arbejde i Middelfart eller i et af de tilhørende lokalteam. Der vurderes dermed allerede nu behov for at skulle rekruttere yderligere medarbejdere for at kunne leve op til det forventede aktivitetsniveau. På kort sigt forventes der rekrutteringsmæssige udfordringer herved. Herudover er det usikkert, om rygcentret i opstartsfasen vil opleve et egentligt fald i aktiviteten i forhold til baseline. Dette vil kunne håndteres som en midlertidig reduktion af baseline, når dette niveau er kendt. Endelig vil der ifm. ændringerne forekomme merudgifter på enkelte områder, som alene kan tilskrives fusion af de eksisterende funktioner (eksempelvis: tidsforbrug ved rekruttering og ansættelse af manglende personale, tidsforbrug ved etablering og samordning af driftskoncept og kvalitetssikring, samt i det hele taget tidsforbrug ved de opgaver, som følger med ved at starte et nyt sted med nye kollegaer). Dette tidsforbrug er ikke muligt at beregne forlods, men ikke desto mindre reelt. Side 9 af 14
Alt dette koster personaleressourcer, som fragår det patientrettede arbejde, hvorved aktiviteten blive mindre, end den ellers ville have været. Det kan derfor allerede nu forudses, at det ikke vil være muligt at nå baseline i første driftsår, og måske heller ikke i andet afhængigt af forløbet af rekrutteringsprocessen. Endvidere bliver driften kompliceret af, at rygkirurgien formentligt allerede samles i Middelfart med virkning fra 1. september 2009, mens den ambulante udredning og behandling, samt MR-scannerne først kommer i gang primo 2010, når ombygningen er fuldt gennemført. På den baggrund gives der mulighed for, at sygehuset kan søge om eftergivelse af evt. produktionstab (økonomisk kompensation), der i opstartsfasen kan henføres til disse fusionsomkostninger. Denne kompensation kan udmøntes i form af en baseline-nedsættelse svarende til det konstaterede produktionstab. Det forudsættes imidlertid, at udbygningen af Rygcentret fra baselineniveauet og op til fuld udbygning kan håndteres inden for den generelle afregningsmodel med 55 procent-afregning for meraktivitet. Forskning og uddannelse Dannelsen af det Regionale Rygcenter giver et unikt patientunderlag til gavn for forskning på et internationalt højt niveau, samt en forventning om at fastholde de mest kompetente medarbejdere på området. Centret har til formål blandt andet, at fungerer som specialcenter for patienter med smerter i ryggen i mere end 2 måneders. Derudover vil det kliniske uddannelsesmiljø blive væsentligt styrket især indenfor biomekanik og fysioterapeutstuderende. Forskningsmæssigt har Afdelingen tidligere været tilknyttet Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. Den vil nu blive overflyttet til Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet. Lægelig Videreuddannelse Det forventes ikke, at Rygcentret skal huse et helt hoveduddannelsesforløb inden for det reumatologiske speciale, men Centret vil kunne tilbyde forløb inden for rygkirurgi og reumatologi. I de ortopædkirurgiske hoveduddannelsesforløb skal der tilbydes fokuserede ophold inden for rygbehandling og -kirurgi for alle regionale forløb. Kandidatuddannelsen i Klinisk Biomekanik Det nye Rygcenter i Middelfart forventer årligt at uddanne 40 kandidater med et optag på 50 studerende pr. år. Formålet er at fastholde uddannelsen på bevægeapparatsområdet i Region Syddanmark og sikre, tilpasse og styrke rammevilkårene for gennemførelse af klinikophold ved uddannelsen i klinisk biomekanik med henblik på at i mødekomme aktuelle og fremtidige udfordringer. Fysioterapeutstuderende Afdelingen uddanner også 4-5 fysioterapeutstuderende på 6. semester som opholder sig 5 uger i afdelingen. Der er ansat en instruktionsfysioterapeut til at varetage uddannelsen. Side 10 af 14
Organisation: Bemandingen forventes af bliver 4 professorer i Rygcentret samt et professorat i rygkirurgi delt med OUH. Derudover forventes 1 koordinerede klinisk lektor, 4 kliniske lektorer, samt 2 adjunkter. Økonomi: Finansieringen deles mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, Odense Universitets-hospital samt Kiropraktikerfonden. Den endelige finansiering er endnu ikke endeligt afklaret, men skal aftales med de berørte parter. I forhold til den konkrete bemanding af uddannelses- og forskningsfunktionen på Rygcenter er den aktuelle status: - Der er opslået et professorat i ekstremitetssygdomme og idrætsmedicin med fokus på forebyggelse og diagnostik til besættelse snarest. Der gælder ligeledes professoratet i rygkirurgi, som allerede er i opslag. - Der er fastansat en professor i rygepidemiologi. Der er ansat gæsteforsker fra Australien med henblik på udvikling og igangsættelse af afdelingens nye kvalitetsdatabase COBRA, version 2.0. - Ph.d.-studerende i idrætsmedicinske projekter er opstartet i 2008, i alt er bevilget mere end 6 mio. kr. til gennemførelse af disse projekter. - Et Ph.d. forløb er under opstart med memnet sondylartrit og epidemiologi - Et antal lektorer / adjunkter er ansat svarende til udfyldelse af den nyligt underskrevne aftale mellem Syddansk Universitet og Regionen. - Et laserprojekt "Laser og Modicforandriner" er i pilotfase. - En større omlægning af de biomekanikstuderendes ophold i afdelingen er under planlægning, dels betinget af den planlagte flytning af afdelingen til Middelfart dels på grund af generelt ændret studieordning. Ændringerne gennemføres for at sikre en fremtidig bedre kontinuitet for de studerendes ophold i afdelingen. Samarbejde med primær-sektoren Der har i Region Syddanmark været nedsat en arbejdsgruppe, som har lavet et oplæg til organisering af det fremtidige samarbejde mellem Rygcentret i Middelfart og primærsektoren. Oplægget indeholder en beskrivelse af forløbet for patienter med nyopståede lændesmerter, og omfatter de første 3 måneder af patientens forløb, dels i primærsektoren og dels i Rygcentret. Formålet med programmet er at sikre, at patienten får rettidig behandling, den bedst mulige behandling, samt at uhensigtsmæssige dobbeltforløb og overbehandling undgås. Side 11 af 14
Målgruppen for patientforløbet er patienter, der henvender sig i primærsektoren med nyopståede lændesmerter med eller uden udstråling til ben. Der kan være tale om en førstegangs episode, men også om recidiv af tidligere tilfælde eller opblussen/væsentlig ændring i en bestående tilstand. Primærsektoren forstås her som praktiserende læger, fysioterapeuter, kiropraktorer og speciallæger, som arbejder under overenskomst med den offentlige sygesikring. Forløbet i primærsektoren er opbygget med planlagte kontakter til faste tidspunkter, således at det altid står klart, hvem der gør hvad og hvornår. Ved første kontakt optages anamnese (sygehistorie), der gennemføres forskellige objektive undersøgelser og patientens risiko for at udvikle konicitet vurderes. Herefter foretages diagnostisk triage, således forstået, at patienten fordeles til en af nedenstående 3 grupper: 1) Patienter med Red Flags, dvs. hvor der er mistanke fraktur, malign lidelse, infektion mv. Relevant udredning startes, og ved svære lammelser henvises patienterne straks til akut modtageafdeling. 2) Patienter med rodpåvirkning, dvs. smerteudstråling til eller under knæ. 3) Patienter uden rodpåvirkning. For gruppe 2 og 3 gælder at der er lagt op til at se patienterne ved faste konsultationer efter 2, 4 og 8 uger efter 1. henvendelse. Ved disse konsultationer tages hver gang stilling til det videre forløb, herunder om patienterne evt. skal henvises til akut modtage afdeling eller Rygcentret, om der skal iværksættes anden behandling / evt. henvises til anden behandling. Det er i patientforløbsprogrammet nærmere beskrevet hvornår og i hvilke situationer de forskellige alternativer skal overvejes. Som noget nyt indføres ved patientgruppe 3 mulighed for efter 2 uger at henvise til en udvidet rygundersøgelse ved praktiserende fysioterapeut. Den udvidede rygundersøgelse indeholder en række standardiserede undersøgelser vedrørende psykosociale faktorer, smerteniveau, funktionsniveau, sygdomsadfærd mv. Ved konsultationen efter 4 uger foreligger resultatet af den udvidede rygundersøgelse, og det foreslås at der i visse tilfælde herefter henvises til MR-undersøgelse. Dette indebærer en udvidelse af kredsen, som kan henvise til MR-undersøgelse, og det skal efterfølgende overvejes om der skal knyttes betingelser til denne henvisningsmulighed. For både gruppe 2 og 3 gælder, at såfremt patienter ikke er i klar bedring senest efter 8 uger henvises patienten til Rygcentret. Side 12 af 14
For at ovenstående forløb kan blive effektivt og sammenhængende for patienten er det afgørende vigtigt, at der ikke er væsentlige ventetider, og at kommunikationen mellem involverede parter fungerer gnidningsfrit. Dette er ikke altid tilfældet i dag, hvor systemerne hos de forskellige behandlergrupper ikke altid kan tale sammen. I forhold til det gamle Ribe Amt skal der efterfølgende aftales en nærmere arbejdsdeling og samarbejde mellem primærsektoren og Rygcentret i Middelfart samt lokalteamet under Sydevestjysk Sygehus. Det hænger sammen med, at en væsentlig del af aktiviteten på rygområdet i det gamle Ribe Amt er foregået i kommunale primærteams. Medicoteknisk udstyr Behovet for MR-scanninger i Middelfart er tidligere skønnet til 8.000 MR-scanninger årligt. I den tidligere udarbejdede rapport blev det desuden skønnet, at der til denne aktivitet var behov for én MRscanner baseret på en model med to-holdsdrift. Efter at have arbejdet både med de fysiske forhold og med ressourcedelen, er der fundet en optimeret model, hvor der vil kunne opnås en bedre og mere omkostningseffektiv drift med samdrift af 2 ens scannere. Som følge heraf foreslås det, at der anskaffes to MR-scannere til Rygcentret i Middelfart. I medicopuljen 2009 er der allerede afsat én MR-scanner. Udover MR-scannerne får Rygcentret behov for andet medicoteknisk udstyr. Det gælder først og fremmest i forhold til bestykning af en allerede etableret op-stue i Middelfart, som blev bygget i 2006. Den indrettes nu med laminart airflow, installationssøjler og op-lamper m.v. Der er i medicopuljen 2009 afsat 3,875 mio. kr. til denne bestykning af op-stuen. Derudover er der behov for andet medicoteknisk udstyr til operationsaktiviteten samt til den ikkekirurgiske behandling og bestykning af ambulatorierummene. I forhold til indsnævringen af dette behov har to hovedprincipper været gældende: For det første har udgangspunktet været, at så meget som muligt af udstyret på de nuværende behandlingssteder skal med til Rygcentret i Middelfart. Såfremt der kan findes anden anvendelse til udstyret på de nuværende matrikler har det imidlertid været princippet, at udstyret bliver stående det oprindelige sted, således man spare udgifter til transport og eventuel nedtagning. Dette har især været gældende i forhold til operationsinventaret og øvrigt udstyr i Esbjerg og Give. Det andet hovedprincip har været, at udstyr naturligvis ikke skal genanskaffes, hvis det allerede forefindes på sygehusmatriklen i Middelfart. Dels er der imidlertid med flytningen af organkirurgien fjernet udstyr fra Middelfart Sygehus og dels vil der være behov for indkøb af nyt udstyr, som alene knytter sig til den rygkirurgiske funktion. Side 13 af 14
På den baggrund er der behov for følgende medicoteknisk udstyr: To MR-scannere (i medicopuljen 2009 er der allerede afsat én MR-scanner) 12.000.000 kr. Bestykning af operationsstue (i medicopuljen 2009 er der afsat 3,875 mio. kr.) 3.875.000 kr. Øvrigt medicoteknisk udstyr 6.300.000 kr. én blærescanner til i alt 100.000 kr. to infusionspumper til i alt 50.000 kr. behandlingslejer til ambulatorierum 1.400.000 kr. specielt leje til badning af patienter 50.000 kr. telemedicinsk udstyr 200.000 kr. to røntgengennemlysere 2.000.000 kr. diatermisystemer 100.000 kr. ét operationsmikroskop 800.000 kr. op-instrumenter 600.000 kr. to op-lejer på fast sokkel til rygpatienter 1.000.000 kr. Anlægsudgifter Eksisterende lokaler på Middelfart skal renoveres og tilpasses til Rygcentret. De anlægsmæssige konsekvenser og finansieringen heraf behandles på særskilt sag, hvoraf følgende fremgår: at de bygningsmæssige udgifter, der er direkte relateret til etablering af Rygcentret, beløber sig til ca. 34. mio. kr. incl. løst inventar. at der herudover vil være betydelige udgifter til El-forsyning og renovering af installationer (ca. 12. mio. kr.) idet det i forbindelse med planlægningen af ombygning af bygning 1 (sengebygning) til rygcenter har vist sig at være behov for udskiftning og renovation af en del af bygningens tekniske installationer og, at der endvidere vil være anlægsmæssige udgifter svarende til ca. 3,4 mio. kr. til etablering af MR-rum. I alt anlægsudgifter på ca. 49,3 mio. kr. Afledte tekniske driftsmæssige udgifter på ca. 1,4 mio. kr. årligt forudsættes finansieret inden for Sygehus Lillebælts samlede økonomiske ramme. Side 14 af 14