Salmen er fra anden del af Kingos Åndeligt sjungekor. Den udtrykker det jordiske livs uforudsigelige skiften mellem lykke og ulykke. Melodien er en gammel visemelodi, en sarabande, fra omkring 1670. Sarabande-stilen med sin 3/4 takt dukkede op allerede i 1500-tallet og blev snart efter adopteret af barokkens komponister. Sorrig og glæde de vandre til hobe, Tekst: Thomas Kingo, 1681, Melodi: Visemelodi, omkring 1670 Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad, jorderigs guld er prægtigt muld, Himlen er ene af salighed fuld. Alle ting har sin foranderlig lykke, alle kan finde sin sorrig i barm, tit er et bryst under dyrebart smykke opfyldt af sorrig og hemmelig harm, alle har sit, stort eller lidt, Himlen alene for sorgen er kvit. Vælde og visdom og timelig ære, styrke og ungdom i blomstrende år højt over andre kan hovedet bære, falde dog af og i tiden forgår. alle ting må enden opnå, Himmelens salighed ene skal stå. Dejligste roser har stindeste torne, skønneste blomster sin tærende gift, under en rosenkind hjertet kan forne, for dog at skæbnen er sælsom og skift! I våde-vand flyder vort land, Himlen har ene lyksaligheds stand. Vel da! så vil jeg mig aldrig bemøje, om ikke verden går efter min agt! Ingen bekymring skal kunne mig bøje, intet skal gøre mit hjerte forsagt! Sorrig skal dø, lystigheds frø blomstre på himmel-lyksaligheds ø.
A. Den yndigste rose er funden, Tekst: H. A. Brorson, 1732, Melodi: Fra 1500-tallet B. Op al den ting, som Gud har gjort, Tekst: H. A. Brorson, 1734, Mel: Bøhmisk melodi, ca. 1550 Den yndigste rose er funden, blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro'de. Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde. Da lod Gud en rose opskyde og sæden omsider frembryde, at rense og ganske forsøde vor slægts den fordærvede grøde. Al verden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen. Forhærdede tidsel-gemytter, Så stive som torne og støtter, hvi holde I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke. Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for frelseren græder, så få I vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale. Min Jesus, du altid skal være mit smykke, min rose og ære, de giftige lyster du døder og korset så liflig forsøder. Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste. Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise. Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde. Det mindste græs jeg undrer på i skove og i dale, hvor skulle jeg den visdom få om det kun ret at tale! Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove vrimle, de mange fuglesving, der sker op under Herrens himle! Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge, når fuglesangen sammenslår som tusind harpestrenge! Hvad skal jeg sige, når mit sind i havets dybe grunde kun dog så lidt han kige ind og ser så mange munde! Hvad skal jeg sige, når jeg ser, hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op til himlen vinker! Hvad skal jeg sige, når jeg op til Gud i ånden farer og set den store kæmpetrop af blide engleskarer! 9. Hvad skal jeg sige? - Mine ord vil ikke meget sige: O Gud, hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige! 10. Op, stemmer alle folk på jord med frydetone sammen: Halleluja, vor Gud er stor! Og himlen svare: Amen!
Skyerne gråne, og løvet falder, Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1847, Melodi: Thora Borch, 1867 Skyerne gråne, og løvet falder, fuglene synge ej mer, vinteren truer, og natten kalder, blomsterne sukke: det sner! Og dog bære blus vi med glæde! Vinteren kommer, og sneen falder, blomsterne visne i muld, isen optøs ej af gråd for Balder, tårerne stivne af kuld! Og dog bære blus vi med glæde! Troende hjerter i vinterløbet føde den liflige vår, trykke den til sig i barnesvøbet med et lyksaligt nytår! 9. Bethlehems-barnet i krybberummet, det er den evige vår, troende hjerter det har fornummet: Jul gør lyksaligt nytår. Solhvervet kommer, og bladet vendes, dagene længes på ny, solskinnet vokser, og vintren endes, lærkerne synge i sky. Årene skifte af gru for ælde, skjaldene give dem ret, fuglene alle hvert år må fælde, ellers de fløj ej så let: Fuglene flyve som vind på vinger let over vildene hav, skjaldene flyve, som rimet klinger, glat over slægternes grav! Hjerterne vakle, når højt de banke, drages til fuglenes spor, lyset dog sejrer, den mørke tanke flygtende synker i jord. Salmerne klinge, og klokker kime, spotte med sneen ved jul, vinteren må sig med våren rime, smelte for solen i skjul!
Er lyset for de lærde blot, Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1839, Melodi: Thomas Laub, 1919 Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave? Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave, og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde. Er lyset i planeter kun, som ej kan se og mæle? Er ikke ordet i vor mund et lys for alle sjæle! Det giver os for ånder syn, som solens skin for kroppe, det slår i sjælen ned som lyn fra skyerne hist oppe. Er lys på visse vilkår blot så halvvejs at ophøje? Gør det ej alle vegne godt! Er lys ej livets øje! Skal for misbrugens skyld måske på åndens himmelbue vi heller mulm og mørke se end solens blanke lue! Nej, aldrig spørges det fra Nord, vi lyset vil fordunkle! Som nordlys i fribårne ord det sås på himlen funkle, og ses det skal ved nordens pol, ej blot i kroppens rige: midsommerens den bolde sol vil ej for midnat vige! Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet, men først og sidst med folkerøst oplysningen om livet; den springer ud af folkedåd og vokser, som den vugges, den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes!
er et episk og selvbiografisk digt af N.F.S. Grundtvig, skrevet i 182 Det består af 312 strofer af 11 verselinjer fordelt på 10 sange. Digtet er Grundtvigs vigtigste enkeltstående digterværk og hans betydeligste litterære arbejde ved siden af hans salmer. Som titlen angiver er dets billeddannelse bestemt af døgnets og årstidernes vekslen. Digtets ti sange danner en cirkelkomposition, således at første digt åbner i et morgenlandskab præget af sol, varme, lys, liv og fællesskab, anden sang springer tilbage til nattens begyndelse og viser Grundtvig fanget i en verden præget af nat, kulde, mørke, død og isolation. Igennem de efterfølgende sange gennemløber digtet en lang udvikling hen imod sit begyndelsespunkt, og ved åbningen af 10 sang gentages de første tre strofer fra første sang, og digtet er bragt tilbage til sit udgangspunkt. (kilde: Wiki) Blown off was my power and murdered my peace It thundered in darkness: and if you had faith To move even mountains It profits you nothing When stony and cold is the heart Then misery taught me in midwinter s chill That light without warming is torment of hell To struggle I wanted Towards love s very fountain Myself I did wish to transform Wher darkly from mountains a thundering sound Ascends with much power from song of the old Where tones fully bustle with roar over field As torrents do weiter in dale of the cliffs Just there felt belonging My heart which when speaking Like roar, was an echo in stone Bortblæst var min Størke, Og myrdet min Ro, Det tordned i Mørke: Og havde du Troe Til Bjerge at flytte, Det kan ikke nytte, Naar steenhaardt er Hjertet og koldt! Da lærte jeg Arme, I Midvinter sval, At Lys uden Varme Er Helvedes Kval; Jeg kæmpe mig vilde Til Kjærligheds-Kilde, Omskabe jeg vilde mig selv! Hvor dunkel, fra Fjelde, En dundrende Klang Opstiger, med Vælde, Af Old-Tidens Sang, Hvor Tonerne suse Med Brag over Val, Som Elvene bruse I Klippernes Dal, Der følde sig hjemme Mit Hjerte, hvis Stemme Som Braget, var Gjenlyd i Steen! Sing low over forest Sing high over water: God s peace over people of the north Syng lavt over Skoven, Syng høit over Voven: Guds Fred over Folket i Nord!