Påskedag den27. marts 2016 kl.10.00 i Skelager Kirke. Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne.»frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt. 28,1-8. Kristus er opstanden! Sådan hilses kristne fra den ortodokse kirke overalt på hele jorden af deres præster i samme øjeblik den allerførste solstråle, påskemorgen, bryder gennem mørket og gør nat til dag. Og - som en kæmpemæssig lovprisning af Gud og hans fantastiske skaberkraft - svarer de troende, i samme åndedrag, tilbage med jubelråbet, som vi også gør det her hos os i dag med vores bøn og salmesang: Ja, han er sandelig opstanden!. Jubelråbet klinger dog på baggrund af påskens øvrige begivenheder begivenheder, der bestemt ikke har været præget af opstandelse, glæde og liv. Alt var derimod mørke op til i dag. Det var det derfor også for de kvinder, vi hører om gå ud til gravhaven i Jerusalem i dag for at se til Jesu grav. Den ene Maria var højst sandsynligt hans mor og den anden Maria var Maria Magdalene, der trofast havde fulgt Jesus på hans vej gennem Galilæa og Judæa, hvor han havde undervist, gjort den ene undergerning efter den anden, helbredt syge på krop og sjæl og endda vakt døde til live igen. Mørket var både rundt omkring dem og inde i de to kvinder. Mørket rundt omkring dem kom af, at de var på vej ud til gravhaven meget tidligt om morgenen - før solen var stået op og mørket inde i dem kom af, hvad de havde oplevet i byen de sidste tre dage. Jesus var jo blevet dømt til døden - og de havde, lamslåede af magtesløshed og sorg, set ham blive korsfæstet og dø på korset den længste fredag verden har kendt. Tvunget fuldstændig i knæ af sorg, havde de derefter taget ham ned fra korset og lagt ham i den klippegrav, som de nu var på vej henimod. En kæmpemæssig sten var tilmed blevet rullet for graven, så intet lys overhovedet, ingen varme, intet liv kunne finde vej derind. Vi kender kun alt for godt til det mørke. Når døden, i alle sine livsødelæggende afskygninger, sender sin isstaphånd ind og skaber mørke og kulde i vores liv, så omhyller det samme mørke jo også os. Når vi mister et menneske vi elsker, når vores
livssituation pludselig ændrer sig drastisk i negativ retning, når udefrakommende kræfter rammer uskyldigt, uventet og altødelæggende, så oplever vi det også: Mørket, der omslutter os og får vores liv og verden til at gå i stå. Det er som om en kæmpemæssig og ufuldstændig urokkelig sten også er blevet rullet for vores hjerter, når det sker, så intet lys, ingen glæde, intet liv heller kan finde vej derind. Men: Når vi allermest er i det mørke, da er det vi har fået givet at kunne følges med kvinderne ud til Jesu grav påskemorgen, som vi også gør det i dag ved at høre om, hvordan de går derud denne ganske ganske særlige morgen og hvad de oplever dér. Pludselig (!) sker der nemlig noget, som for altid ændrer alting for dem og os! Et jordskælv ryster jordens grundvold. Før var grundvolden, grundvilkåret for vores liv her på jorden, at dødens magt var uovervindelig. Når den én gang havde gjort sin entré, så kunne intet intet overhovedet gøre den magten stridig. Da var der ingen vej ud af mørket. Det er der nu, for en engel ledsager jordskælvet, vælter stenen fra graven, sætter sig sejrsrigt oven på den og viser Maria og Maria Magdalene, at graven er tom! Døden har dermed ikke længere det endegyldige ord at skulle have sagt. Fra da af, findes der altid en ny begyndelse også dér, hvor vi ikke kan tro det Det er så stort, at det ikke kan forklares. Det overstiger nemlig vores menneskelige forståelse og det må derfor også bare fortælles, forkyndes for os, som englen også gør det: At Gud den første påskemorgen har gjort brug af hele sin almægtige skabermagt til at ændre vores livsvilkår her på jorden for altid. Ved at løfte sin Søn op af graven, op i sine varme og livgivende hænder, som vi også kan se, at han gør det af vores alterbillede her i kirken, har han, for sin Søn, og dermed også for os skabt: lys af mørke, glæde af sorg, varme af kulde, liv af død. Selvfølgelig er de to kvinders reaktion først, at de bliver bange. Det er klart! Det er jo ikke hverdagskost det de oplever her! Men englen siger til dem: Frygt ikke. Jeg ved, at I søger efter Jesus, ham, som blev korsfæstet og døde, men han er ikke her. Han er opstået, præcis som han sagde, at han ville gøre det. Kom bare herind og se, hvor han lå, så I kan se med jeres egne øjne, at det er rigtigt, hvad jeg siger. Og de to kvinder går ind i gravhulen, og da de står derinde oplever de, hvordan påskemorgensolen sender sine skinnende lyse og livgivende stråler ind der, hvor der før kun havde været mørke. Livet havde altså sejret. Døden selv var død - og påsken er derfor også livets fest. Vi fejrer den - meget passende - da også her om foråret, hvor alt i naturen rundt omkring os springer ud, og på den måde er med til at minde os om, hvad påske og opstandelse virkelig er: liv, der netop springer ud, noget, der kan sanses i verden og mærkes i hele kroppen.
Noget, der i den grad er blevet et opstandelsessymbol er derfor også noget så sanseligt som en blomst, nemlig påskeliljen. Den skrev N.F.S. Grundtvig bl.a. om i sin store påskesalme Påskeblomst, hvad vil du her?, som vi skal synge lige om lidt. Påskeliljen er, økonomisk set, ikke nogen særlig kostbar blomst. Et helt bundt kan i de her dage fås ovre i Centeret for mellem fem og syv kr., hvorimod en buket roser koster det tidobbelte, hvis det endda kan gøre det. Da Grundtvig skrev sin salme om påskeliljen i 1835 var det det samme. Dengang blev den heller ikke regnet for noget særlig fint eller fornemt. Tværtimod. Den var en bondeblomst fra landsbyhave og blev nærmest betragtet som ukrudt på linje med mælkebøtten i dag ukrudt, som det bare gjaldt om at få udryddet så effektivt som muligt. Netop derfor minder den os dog om vor Herre, for han blev jo heller ikke regnet for særlig fin eller fornem - og ham ønskede man også bare at komme så effektivt til livs, som man overhovedet kunne, Langfredag. Når Påskeliljen er blevet det opstandelsessymbol den er, så er det dog også fordi den netop bryder op af den sorte jord her i øjeblikket og på den måde også minder os om Kristus, der steg op af graven Påskedag til glæde og liv for os alle. Når vi med Grundtvigs ord i vers 3 i salmen derfor spørger, om livet springer frem af gule lagen med påskedagen (?) så kan vi derfor også svare et stort og rungende Ja - og påskeliljen s klokker klinger med.. At livet springer frem med påskedagen var, som sagt, også englens budskab til kvinderne ved den tomme grav. Og da først den første forskrækkelse over de ord og hvad der var sket, havde lagt sig lidt i dem, fortsatte englen med at sige til dem: Og se, Kristus går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. Kvinderne fik altså fortalt, at han ville altså gå i forvejen, så han kunne møde dem i Galilæa, altså der, hvor de kom fra, i deres hjem, for at være der sammen med dem i den dagligdag, der ventede dem dér, når de kom tilbage fra Jerusalem. Og de ord får vi også at leve på, for sådan møder den opstandne også os lige præcis midt i vores dagligdag med alle de udfordringer vi nu en gang står i hver især og han bringer den påskeglæde med sig, som er stærk nok til at kunne bære hver eneste af vore dage også glædelige som svære. Han møder os i vores medmennesker. Han møder os i de krav og opgaver, vi har med at gøre. Han møder os i alt, hvad der er af kærlighed, af glæde, af fred. Han er, sagt med andre ord, kraften i alt, hvad der er liv i, og det er han, fordi han er Livet selv. Og når vi
dør, møder han os også dér - på den anden side - med glæde og liv - ansigt til ansigt og er, på den måde altid, hvor vi går hen Sikket løfte! Der er ikke noget at sige til, at kvinderne skyndte sig bort fra graven med stor glæde, som der også står i teksten i dag, hen for at fortælle disciplene alt, hvad de havde oplevet. De løb afsted, opfyldt af en boblende livsglæde, der kom af et nyt håb et levende håb, som de med opstandelsen havde fået at leve af og på, og som også har været vores siden: Det levende håb, der udspringer af Påskemorgens proklamation af, at livet har vundet over døden; hvilket betyder, at der altid uanset hvilket mørke vi end måtte befinde os i - er en ny begyndelse, hvor vi ikke skulle have troet det, at alt mørkt er som en lænkehund. Det kan godt være, at det kan skræmme os og gøre os bange, men det er lænket, tøjret og overvundet, så i bund og grund kan det ikke gøre os noget. Det budskab er gennem kirkens lange historie blevet basuneret ud over hele jorden, som det også bliver det her hos os i dag! Med basunens toner til vores salmesang denne påskemorgen, kan vi derfor også sige: Kristus er opstanden! Ja, Han er sandelig opstanden! Tillykke med livet til os alle og rigtig glædelig påske! Amen.