Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: 290 I al sin glans 317 Livets fylde, glædens glans 282 Apostlene sad 294 Talsmand som (Lindemann) 438 Hellig 292.3-5 I det store sjælebad (Barnekow 1868) 291 Du som går ud (Franck/Laub) Det er pinse. Og i år lader det til at pinsen også falder sammen med sommerens komme. Alting springer ud. Træerne bliver grønnere og grønnere time for time. Mirabeller og blommer står i blomst og æbler og pærer følger lige efter. Og sommeren er også flyttet herind i kirken: smukt er her pyntet, ligesom salmerne, i alt fald nogle af dem, emmer af sol og sommer. Men så kommer vi til evangelieteksten, og væk er alt det grønne, blomsterne, solen og fuglesangen. I stedet springer vi næsten to måneder tilbage i tiden, til samtalen mellem Jesus og disciplene skærtorsdag aften. Netop fordi prædiketeksten hører hjemme skærtorsdagaften er den også præget af den anspændthed og dysterhed som kendetegner denne aften umiddelbart forud for Jesu død. Det er på mange måder et sært stykke, vi har hørt. På sin vis kan man sige, at stykket vi har hørt består dels af et spørgsmål der ikke bliver givet noget svar på, dels af et svar på noget der ikke er blevet spurgt om. For Judas spørger Jesus: Hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden? I stykket umiddelbart forud har Jesus nemlig sagt til disciplene, at når han er død vil Gud sende 1
Talsmanden, sandhedens ånd, som skal være hos dem til evig tid, og den ånd kan verden ikke tage imod. Jesus siger i sit svar, at den der elsker Jesus vil holde fast ved hans ord, og Helligånden vil komme og lære dem og minde dem om, hvad det er, Jesus har sagt. Svaret på spørgsmålet om, hvorfor det er til disciplene og ikke til verden, Jesus vil give sig til kende, ligger naturligvis impliceret i det Jesus siger: Forskellen på disciplene og verden er, at disciplene elsker Jesus, det gør verden ikke. Verden er altså ikke uden videre alle mennesker på jorden. Verden er i Johannesevangeliet udtryk for de mennesker, der har mødt Jesus og hørt ham og som afviser ham, fordi de ikke bryder sig om det han siger. Men det skal man jo lige vide. Ellers lyder det jo faktisk som om det Jesus har gjort og sagt, at det kun vedrører en snæver kreds og absolut ikke skal ud i offentligheden. Helt absurd ville det være, hvis det var det, der var meningen, når man hører det i sammenhæng med læsningen fra Apostlenes Gerninger, som vi hørte for lidt siden, for der hørte vi jo netop om, at d apostlene får evner og mod til at drage ud og udbrede evangeliet på alverdens sprog. Så det der er pointen i pinseevangeliet og pinselæsningen fra Apostlenes gerninger, når de bliver lagt sammen, det er, at evangeliet skal udbredes ud over jorden, men det skal ikke ske ved at disciplene uden videre tilpasser sig de normer og værdier der råder ude i verden, men det sker ved at mennesker ude i verden bliver disciple af Jesus, dvs inddrages i det fællesskab mellem Jesus og disciplene som består i at Jesus elsker dem og de elsker Jesus, så de hører og tager imod og lader sig lede af det, Jesus siger. 2
Nu tænker I måske: det er da noget underligt noget! Vi er ikke disciple af Jesus! Vi er godt nok døbt, men vi er frie mennesker, som nok selv skal finde ud af, hvad vi tror og ikke tror og hvem vi elsker og ikke elsker. Men prøv en gang at tænke over, hvad det er der bliver sagt, når et menneske bliver døbt. Lige inden dåben bliver dåbs- eller missionsbefalingen læst: Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Fadrens og Sønnens og Helligåndens navn og idet, I lærer dem at holde det, som jeg har befalet jer. Så ifølge den kristne dåb selv er det at blive døbt det samme som at blive gjort til Jesu discipel. Og at være Jesu discipel, det betyder at være knyttet til Jesus i et kærlighedsforhold, hvor han på én og samme tid giver os indsigt i den viden om livets mening, som han helt eksklusivt har og samtidig gør os til medarbejdere på udfoldelsen af den mening, som ikke er åbenlys for alverdens mennesker, men som vi kun kan lære at kende ved at høre og tage imod, hvad Jesus siger os. Så på den ene side er kristendom et meget lukket foretagende, fordi det er et personligt forhold mellem Jesus og dem der hører ham til. På den anden side er det også et meget åbent foretagende, fordi det er en del af det kristne budskab, at dette her kommer alle mennesker på jorden ved og alle mennesker på jorden skal have mulighed for at lære det at kende og blive del af det. Hvad ligger der så i, at Jesus giver sig til kende for disciplene og ikke for verden? Der ligger, at Jesus giver sig til kende på sine egne betingelser, og at han ikke tvinger nogen til at være med. Det vil sige, at han respekterer et nej. 3
Kernen i det fællesskab Jesus stifter er livet i uforbeholden kærlighed om det så koster livet, ja om så fælleskabet selv bryder sammen. Dvs der er i det kristne discipelforhold ikke noget som helst som kan berettige at kærligheden suspenderes. Vi ser det jo glasklart i Jesu egen situation. Det koster ham livet, at holde fast ved budskabet om at Gud er kærlighed. Men det koster også selve fælleskabet, han har stiftet omkring sig. Discipelfællesskabet bryder sammen, da Jesus bliver taget til fange skærtorsdagsaften: Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. v51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, v52 men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen. læser vi Mk 14. Ikke en gang for kirkens eller for kirkens enheds skyld kan vi som kristne opgive den betingelsesløse kærlighed, for opgives kærligheden er kirken blot en tom skal. Guds ånd er kommet ind i verden for at omdanne hele verden til et discipelfællesskab mellem Jesus og os. Jamen betyder det så at alle vore individuelle og kulturelle forskelle skal viskes ud? Nej, men det betyder at alt hvad vi er og alt hvad vi står for og alt hvad vi holder i hævd skal prøves på kærligheden, og det der ikke lader sig forlige med kærligheden skal forsvinde. Nu beskyldes vi ofte i kirken for at tale om kærlighed i tide og utide uden at nogen rigtigt ved, hvad kærlighed egent vil sige i praksis udover at det er et lyserødt sødsuppebegreb, som ikke er noget bevendt når livet alvor melder sig. Men jeg vil godt prøve at give et bud på hvad kærlighed er i praksis: kærlighed er at holde ud med hinanden uanset omkostningerne. Det er det, der er kristendommens hjertesag: at Gud holder ud med os under alle forhold og trods alle vore særheder. Og at vi holder ud med hinanden, hvad der end sker, og aldrig prisgiver hinanden uanset hvor store omkostninger det kan have for os selv. 4
Derfor kan kristendommen heller aldrig blive et lukket foretagende, uanset i hvor grad kristendommen udfolder sig i en sluttet discipelkreds. For vi er bundet til hinanden og til verden omkring os af en kærlighed som byder os at blive ved og blive ved og blive ved med at få alle med indtil der ikke er flere tilbage der er udenfor. Således elskede Gudverden at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ikke skal fortabes men have evigt liv. Rejs jer. Lad os gå herfra. Sådan slutter dagens evangelietekst. Lad os gå ud og lade kærligheden blive mærkbar for hinanden og for alverden. Glædelig pinse. Amen. 5