Udskrift af dombogen for civilretten i Næstved.
D 0 H afsagt den 4. juli 1991 i BS 305/1990 mod Under denne den 21/2 1990 anlagte sag har sagsøgeren,, nedlagt påstand om, at sagsøgte,, dømmes til at betale 50.000,00 kr. med sædvanlig procesrente fra den 17/6 1988. Der hedder i sagsfremstillingen : a 1 oktober 1987 blev et anpartsselskab, hvori sagsøgeren var eneanpartshaver erklæret konkurs. Blandt anpartsselskabets gældsposter var en kassekredit hos sagsøgte for hvilken sagsegeren havde påtaget sig selvskyldnerkaution. Med virkning fra 26. oktober 1987 bevilligedes sagsøgeren hjælp efter bistandsloven. Samtidig hermed søgte sagsøgeren om arbejdsløshedsunderstøttelse i Danske Næringsdrivendes Arbejdsløshedskasse. Den 14. juni 1988 udbetalte arbejdsløshedskassen dagpenge med tilbagevirkende kraft for uge 43-1987 til uge 51-1988. Nettobeløbet, der blev udbetalt udgjorde kr. 61.163,00, hvilket blev overført til klagerens plankonto hos sagsøgte.
- 2 - Den 17. juni 1988 foretog sagsøgte modregning i det indbetalte beløb for så vidt angår kr. 50.000,00, som blev overført til den kassekredit for hvilken sagsøgeren havde påtaget sig selvskyldnerkaution. Straks efter at sagsøger var blevet bekendt med modregningen, blev der protesteret telefonisk over de foretagne dispositioner, og det blev forlangt at pengene blev tilbageført til plankontoen. Dette medførte fremsendelse af skrivelse af 30/6-1988 fra sagsøgte jfr. bilag 1. Denne skrivelse fra sagsøgte medførte en skriftlig protest den 1. juli 1988 jfr. bilag 2. Den 11. juli 1988 meddelte sagsøgerens bopælskommune, at man krævede tilbagebetaling af den udbetalte kontanthjælp kr. 62.756,48. Den 15. september 1988 meddelte Arbejdsløshedskassen, at man.ved en fejltagelse havde udbetalt et for stort beløb og at man krævede tilbagebetaling af kr. 13.912,00. Den 26. september 1988 meddelte sagsøgte Arbejdsløshedskassen samt sagsøgeren at man ikke anså sig forpligtet til at tilbagebetale det modregnede beløb jfr. bilag 3. Sagen blev herefter indbragt for Pengeinstitutsankenævnet med påstand om, at sagsøgte tilpligtes at fralægge sig det beløb på kr. 50.000, 00, som man havde modtaget ved den foretagne modregning med tillæg af kassekreditrente fra tilbageholdelsestidspunktet og indtil fralæggelse finder sted jfr. bilag 4. Sagsøgte nedlagde påstand om frifindelse.
- 3 - Ved kendelse afsagt den 29. juni 1989 bestemte Pengeinstitutankenævnet, at sagsøgte skulle tilbagebetale kr. 50.000,00 med tillæg af rente efter renteloven fra den 17. juni 1988 til betaling sker jfr. bilag 5. Ved skrivelse af 6. juli 1989 meddelte sagsøgte Pengeinstitutankenævnet, at man ikke ønskede at være bundet af den afsagte kendelse. Det er herefter nødvendigt at indbringe sagen for retten for at få Pengeinstitutankenævnets afgørelse efterlevet. Sagsøger gør på baggrund af ovenstående sagsfremstilling gældende : at sagsøgte var uberettiget til at foretage modregning i det indsatte beløb, da sagsøgte var bekendt med, at beløbet dækkede efterbetaling af arbejdsløshedsdagpenge for en længere periode, og at indbetalingen til sagsøgte var utilsigtet." Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Det hedder i svarskriftet blandt andet : ti. Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgte har været berettiget til at modregne, idet modreg= ningsbetingelserne er opfyldt. Navnlig gøres det gældende, at modregning ikke har været udelukket på grund af hovedfordringens beskaffenhed. I den forbindelse bemærkes særlig, at beløbet er indbetalt til sagsøgte på sagsøgerens foranstaltning, jfr. bilag A. Sagsøgte var ved beløbets modtagelse og modregningens gennemførelse ubekendt med, at der var tale om dagpenge, hvilket navnlig på grund af beløbets størrelse heller ikke var indiceret. Hvad særlig angår hovedfordringens beskaffenhed bemærkes, at selve beløbets størrelse taler imod at anse bele-
- 4 - bet for bestemt til dækning af nødvendige leveomkostninger. I den forbindelse bemærkes, at sagsøgte ved kun at modregne i 50.000 kr. under alle omstændigheder har respekteret, at den del, som måtte anses som nødvendig til dækning af leveomkostninger, blev udbetalt til fri rådighed. Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren i skrivelse af 8. juli 1988 ( bilag B ) har hævdet, at beløbet skulle bruges til indfrielse af "kortfristede lån" og således ikke var bestemt til dækning af leveomkostninger. Endelig har sagsøgerens advokat ved skrivelse af 21. august 1989 hævdet at have transport i beløbet, jfr. bilag e, hvilket viser, at beløbet ikke har været bestemt til dækning af levieomkostninger.n Der er meddelt sagsøgeren fri procespog det er oplyst, at han ikke har retshjælpsforsikring. Sagsøgeren har forklaret, at han var direktør for et ApS som gik konkurs den 14. oktober 1987. Derefter søgte han bistandshjælp, og han fik bistandshjælp fra den 26. oktober 1987. Familien klarede sig nogenlunde med bistandshjælpen, som de kunne leve af, men de havde visse problemer. Huset var på vej til tvangsauktion, og i perioder lånte han penge af sin svigerfar. Han mener, at han måske i alt har lånt cirka 30.000,00 kr. Familien har 3 børn. Han gav svigerfaren transport i et skattebeløb, og da kommmunen bemærkede dette, standsede man hjælpen i henhold til bistandsloven. Sagsøgeren fik på et tidligt tidspunkt at vide af $in revisor at han ikke ville kunne få dagpenge fra Dana, fordi der havde været underskud i virksomheden i længere tid. Cirka 3 måneder senere hørte han fra revisor efter at denne havde talt med revisor, sagsøgerens tidligere revisor, at der var mulighed for understøttelse. Derefter hjalp revisor ham med at søge dagpenge hos Dana.
- 5 - Han mødte en dag hos og underskrev i den forbindelse en masse bilag, som var udfyldt af, og som sagsøgeren ikke havde set på forhånd. Han fik ikke kopi af bilagene med hjem. Han husker ikke nøje, hvornår han underskrev det fremlagte bilag A, men det kan godt passe, at det har været den 28. marts 1988. Da han første gang efter konkursen talte med kommunen om bistandshjælp, oplyste han, at han ikke kunne få hjælp fra Dana, og derefter fik han bistandshjælpen fra kommunen fra den 26. oktober 1987. Da han senere fik at vide, at han kunne få dagpenge fra Dana, meddelte han dette til kommunen, men bistandshjælpen fortsatte. I juni 1988 fik han meddelelse fra Dana om, at der ville blive udbetalt et beløb på godt 61.000,00 kr. Beløbet ville være til rådighed dagen efter, og det blev oplyst, at beløbet ville blive indsat på en konto hos. Sagsøgeren ringede straks til Dana og sagde, at der forelå en misforståelse, og at det ikke var godt, at beløbet blev indsat hos da det var kommunen der skulle have pengene. Dana svarede, at dette ikke kunne lade sig gøre, idet udbetalingen skulle ske gennem Nationalbanken. På dispositionsdatoen henvendte sagsøgeren sig hos, Axeltorv, da han netop var midt i Næstved, for at hente pengene. Han var noget nervøs for, hvad der måtte være sket med beløbet. Da han bad om beløbets udbetaling, fik han at vide af den pågældende herre, at kontoen var spærret, men den pågældende sagde ikke noget om modregning_ Sagsøgeren blev iøvrigt henvist til at tale om sagen med, Sct. Jørgens afd. Efter at sagsøgeren var blevet afvist af på Axeltorv i Næstved, henvendte han sig straks til revisor og sagde, at det var helt galt, at pengene svar indsat hos ringede forskellige steder hen, men kunne åbenbart ikke udrette noget. Derefter gik sagsøgeren til advokat. Straks samme dag ringede advokaten mange steder hen om sagen, men med negativt resultat. Sagsøgeren kom derefter ofte hos
- 6 - advokaten, der henvendte sig til mange forskellige steder om sagen, også til sagsøgtes Ringsted afd. Sagsøgeren har senere fået udbetalt godt 11.000,00 kr., således at hans krav nu til rest er på 50.000,00 kr. Sagsøgeren har aldrig modtaget nogen meddelelse fra sagsøgte om modregning hverken skriftlig eller mundtlig. Da sagsøgeren blev klar over, at han kunne få dagpenge fra Dana, blev han godt klar over, at han måtte regne med at tilbagebetale bistandshjælpentil kommunen. Han har senere forhandlet med Vojens kommune om tilbagebetaling af det kommunale krav omkring 1. april i år ved et møde i Vojens. Hvis han vinder denne sag, er det hans hensigt at bruge beløbet til at betale til Holmegaard kommune og advokat i henhold til den med bilag C fremlagte transport. Da sagsøgeren oprindelig fik bevilliget bistand, vidste han ikke noget om tilbagebetalingspligt, men han blev klar over, at der måtte være en sådan pligt, dengang han fik dagpenge fra Dana. Han har derfor hele tiden regnet med, at det beløb, som han fik udbetalt, skulle han bruge til videre betaling til dækning af kommunens krav. Sagsøgeren har efter sin konkurs været arbejdsløs bortset fra en periode som ung i arbejde. Han lever nu af dagpenge fra SID. Det er rigtigt, at sagsøgeren, da selskabet gik konkurs, i henhold til kautionen skyldte cirka 250.000,00 kr., og han skyldte tillige et mindre beløb på et privat lån. Straks efter konkursen var han til et møde hos Ringsted, hvor man drøftede situationen, som da var meget kaotisk. Han lovede intet og stillede intet i udsigt om afvikling af gælden. Sagsøgeren hqr først hørt om modregning,efter at han havde fået kontakt med advokat - -. Hans gæld til Holmegaard kommune er nu godt 60.000,00 kr., og han har også en gæld til advokat, som har hjulpet ham blandt andet med en større erstatningssag i forbindelse med en ejendomshandel. Sagsøgeren mener, at han stadig skylder sin svigerfar cirka 30.000,00 kr.
- 7 - Vidnet P. I. har forklaret, at han i sommeren 1988 var souchef i Sct. Jørgens afd., hvor sagsøgeren dengang havde konto. Vidnet var klar over, at sagsøgeren skyldte cirka 250.000,00 kr. i henhold til en kaution foruden et mindre lån. Meget muligt engang i juni 1988 hørte han om en indbetaling til en konto tilhørende sagsøgeren, idet han fik en telefonisk henvendelse fra afd. på Axeltorv, hvorunder det blev oplyst, at sagsøgeren ønskede udbetaling af et beløb. Vidnet husker ikke datoen herfor,men han svarede, at den pågældende konto var spærret, og derefter henvendte vidnet sig telefonisk til incasso afd. i Ringsted. Han fik der at vide, at der ikke måtte foretages udbetaling til sagsøgeren på grund af sagsøgtes krav mod ham, og at man ville modregne overfor sagsøgeren. Vidnet vidste ikke dengang hvor pengene kom fra. Modregning er foretaget af sagsøgtes incasso afd. Når der indgår penge til sagsøgte, vil sagsøgte altid i løbet af to - tre dage kunne konstatere, hvorfra beløbet kommer. Enten hvis beløbet er sendt med check, ved at se følgeskrivelsen eller ved at se hvordan det kommer via Nationalbanken eller P.B.S. Det var vidnet, der havde den daglige kontakt med sagsøgeren. Han husker ikke, om sagsøgte i juni 1988 havde rykket sagsøgeren vedrørende hans kautionsforpligtelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at modregning - uanset om de almindelige betingelser herfor er tilstede - er udelukket af særlige grunde. løvrigt er der ikke konneksitet, idet de to fordringer ikke stammer fra samme retsforhold. Den helt private plankonto har ikke noget at gøre med forholdene vedrørende det konkursramte ApS. Der er i denne sag tale om et depositum irregulare, men ikke et lån til eje som almindelige indskud i en bank, og modregning i beløb på en plankonto er i almindelighed udelukket, da indestående på en sådan konto skal være til rådighed for de formål, hvortil der indbetales på kontoen. Der er tale om både en øremærket
- 8 - konto og et øremærket beløb, nemlig et dagpengebeløb beregnet til at dække sagsøgerens underhold i tiden fra konkursen til udbetalingen af beløbet. Det må have stået klart for sagsøgte ved modregningen, at sagsøgeren ved sin henvendelse til sagsøgtes filial på Axeltorv ønskede beløbet udbetalt til videre betaling til kommunen. Først efter at vidnet G L havde ringet fra Sct. Jørgensafdelingen til inkasso afdelingen, foretog sagsøgte modregning, og da vidste sagsøgte, at beløbet var udbetalt som dagpenge til sagsøgerens underhold, og at beløbet skulle viderebetales til dækning af kommunens krav på tilbagebetaling af ydet bistand. Og sagsøgte gav ikke sagsøgeren meddelelse om modregningen. Det var helt utilsigtet og tilfældigt, at beløbet blev indsat på sagsøgerens plankonto, der da havde "ligget død" i cirka 1/2 år, og derefter har sagsøgte tilegnet sig beløbet. Sagsøgte har ikke blot ved sagsøgerens henvendelse i afdelingen på Axeltorv fået oplyst, hvor beløbet kom fra, og hvad det vedrørte, men sagsøgte har også i tilslutning til beløbets indbetaling fået oplysning om, hvor beløbet kom fra, og hvad det drejede sig om. Sagsøgte har ikke opfyldt trangsbeneficiet ved blot at udbetale de cirka 11.000,00 kr., idet sagsøgeren har behov for i fremtiden at kunne dække den gæld, som han har oparbejdet i den forløbne tid. Da han gav transport til sin svigerfader, stoppede kommunen udbetalingen af bistand, og da der var blevet udbetalt for meget fra DANA ved en fejl derfra, stoppede også dagpengene derfra, og nu har kommunen et krav mod sagsøgeren på cirka 62.000,00 kr. i henhold til bistandslovens 26, stk. 4. Endvidere blev modregning foretaget på et tidspunkt da kautionsforpligtigelsen endnu ikke var gjort gældende over for sagsøgeren. Som det anføres i Pengeinstitutankenævnets afgørelse af 29/6
- 9-1989, bilag 5, var det en forudsætning for indbetalingen på plankontoen, at sagsøgte ikke kunne foretage modregning heri. Sagsøgeren har iøvrigt henvist til både retspraksis og teori blandt andet U 1924 562Ø, 1923 630 S og H, 1911 720 S og H samt Ussing : Almindelig Del 36 III og IV og 37 og Gomard : Nøddeskaller side 347, og tillæg 1977 side 105ff samt Pengeinstitutankenævnets årsberetning 1990 side 41. Sagsøgeren har endeligt gjort gældende, at der bør pålægges sagsøgte særlig store sagsomkostninger, blandt andet fordi sagsøgte ikke har villet acceptere afgørelsen i bilag 5 og på upassende måde har udnyttet situationen. Overfor sagsøgtes bemzrkninger om, at det drejer sig om en strid mellem to kreditorer, har sagsøgeren gjort gældende, at det ikke er ligegyldigt, om han skylder penge til kommunen eller til sagsøgte. En gæld til kommunen vil være langt mere byrdefuld end en gæld til sagsøgte og vil derfor forringe hans levevilkår langt ud i fremtiden. Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren først under domsforhandlingen har påberåbt sig, at kontoen var øremærket, idet der tidligere intet er gjort gældende om kontoens art. Iøvrigt må kontoens art være uden betydning, da sagsøgeren har gjort gældende, at indbetalingen skete ved en fejl. Spørgsmålet om, hvorvidt beløbet var øremærket,er derimod af betydning. Det er rigtigt, at der ikke kan foretages modregning i understøttelsesbeløb, men i den foreliggende situation er modregning ikke udelukket, og endvidere har sagsøgeren selv bedt om beløbets indsættelse på den konto, jf. bilag A. Det er ikke afgørende, om der er givet meddelelse om modregningen, for sagsøgeren fik viden herom gennem sin advokat straks efter sin henvendelse til ham, ellers kunne sagsøgeren jo ikke så hurtigt have protesteret mod modregningen.
Det fremgår blandt andet af vidnet s forklaring, at han og sagsøgte ikke straks vidste, hvor beløbet kom fra, idet han først ved den telefoniske henvendelse fra afdelingen på Axeltorv hørte om, at beløbet var indgået på kontoen, men uden nogen samtidig oplysning om, hvorfra beløbet hidrørte. Selve størrelsen af beløbet har ikke tydet på, at det var et understøttelsesbeløb. Sagsøgte har taget hensyn til trangsbeneficiet, idet sagsøgte udbetalte cirka 11.000,00 kr. til sagsøgeren. Det væsentlige er, at beløbet ikke skulle tjene til sagsøgerens underhold, for dette behov var dækket ved udbetalinger fra kommunen i form af bistandshjælp og fra DANA i form af dagpenge. Da sagsøgeren ansøgte om dagpenge, vidste han, at han skulle tilbagebetale hjælpen fra kommunen, og han ville hæve beløbet for at betale sin gæld til kommunen altså kommunens tilbagebetalingskrav, fordi hans behov jo allerede var dækket een gang. Under hensyn til de fejl, der er sket ved for meget udbetaling kunne man - hvis sagsøgte ikke skulle få fuldt medhold - med en hvis logik argumentere for, at sagsøgte skulle betale differencen mellem kr. 13.912,- og kr. 11.163,- eller kr. 1.749,-. Sagsøgerens pantsætning af hans tilgodehavende viser også, at han slet ikke skulle bruge beløbet til underhold. Beløbet var altså ikke øremærket som understøttelse. Der er i virkeligheden tale om en strid mellem flere af sagsøgerens kreditorer, og sagsøgeren forsøger at vælge, hvem af sine kreditorer han skal betale og han forsøger at vælge betaling til kommunen frem for betaling til sagsøgte. Hvis der ikke skulle kunne modregnes, har der heller ikke været grundlag for sagsøgerens transport i beløbet, jf. retsplejelovens 512.
Sagsøgte har henvist til Gomard Tillæg 1977 side 93 og Nøddeskaller side 258 og Lennart Lynge Andersen Pengeinstituternes modregning i særlige tilfælde side 29. Sagsøgte har endelig anført, at der ikke er grundlag for sagsomkostninger udover sædvanlige omkostninger. Det kan i princippet være sagsøgeren ligegyldigt, om han skylder et beløb til kommunen eller til sagsøgte. Sagsøgeren er i disse tilfælde beskyttet af trangsbeneficiet, og han skal ikke selv kunne vælge mellem kreditorerne. Retten finder at måtte lægge væsentlig vægt på sagsøgerens forklaring om, at han ville hæve det omhandlede beløb for at viderebetale beløbet til Holmegaard Kommune samt det forhold, at sagsøgeren har meddelt både Holmegaard Kommune og advokat transport i beløbet, jævnfør bilag C. Retten finder iøvrigt i det væsentlige at kunne tiltræde det af sagsøgte anførte. Særlig bemærkes, at beløbet ikke skulle tjene til sagsøgerens underhold, men dækning af gæld, og at sagsøgeren har givet transport i beløbet som sket. Sagsøgte vil derfor være at frifinde. T H I K E N D E S F 0 R R E T : Sagsøgte bør under denne sag for tiltale af sagsøgerens fri at være. Inden 14 dage betaler statskassen sagsomkostninger til sagsøgte 10.000 kr. incl. moms. Erik B. Neergaard Udskriftens rigtighed bekræftes. /HKP 7 I - I_- I,ni tinm!^~.. :1 rl r-. m mcycn i i~~~crl,44 1 ----T 'JULI "
N25491D1 - BK. UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG DOM Afsagt den 9. juni 1992 af Østre Landsrets 14. afdeling (landsdommerne Johnsen, Waage og Katrine B. B. Eriksen (kst.)). 14. afd. a.s. nr. 254/1991 : m o d Næstved civilrets dom af 4. juli 1991 (B.S. nr. 305/1990) er anket af med påstand som for byretten om, at dømmes til at betale 50.000 kr. med procesrente fra den 17. juni 1988, til betaling sker. Indstævnte,, har påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået af appellanten. Det bemærkes, at det i sagen omhandlede bilåg A er en af appellanten underskrevet meddelelse til arbejdsløshedskassen DA- HA om, at dagpenge skal overføres til appellantens konto i det indstævnte pengeinstitut. Der er i landsretten afgivet forklaring af appellanten og af vidnet G -, der i det væsentlige har forklaret som i byretten.
- 2 - Appellanten har yderligere forklaret, at der var tale om en plankonto, hvor der blev indsat beløb til betaling af faste udgifter. Han holdt op med at bruge kontoen et par måneder før konkursen, og han mener ikke, at der siden har været bevægelser på den. Efter konkursen skiftede han bankforbindelse. Det var hans revisor, der udfyldte meddelelsen bilag A. Appellanten hæftede sig ikke ved, at dagpengene ifølge meddelelsen skulle sendes til. Da han henvendte sig i indstævntes afdeling på Axeltorv i Næstved for at få pengene udbetalt, havde han opgørelsen fra DANA med. Han søgte først bistandshjælp, efter at revisoren havde fortalt, at han ikke kunne få understøttelse fra DANA. Holmegård kommune kræver også appellantens ægtefælle for tilbagebetaling af bistandshjælpen. Transporterklæringen af 10. juli 1989 til fordel for kommunen og advokat D var advokat D, ide for at undgå, at der blev foretaget udlæg i beløbet. G har yderligere forklaret, at kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for appellanten straks efter konkursen ved skrivelse af 21. oktober 1987. Appellantens personlige lån blev sendt til inkasso den 6. april 1988, og i den anledning blev alle engagementer med appellanten - herunder plankontoen - spærret. Sidste reelle bevægelse på plankontoen skete i december 1987, hvorefter den henstod med en lille debetsaldo. Hverken vidnet eller inkassoafdelingen i Ringsted vidste noget om det indgåede beløb, før appellanten rettede henvendelse til Axeltorv-afdelingen. Så vidt han kan se af indstævntes interne bilag, var beløbet indgået den 16. juni 1988 og ville, hvis kontoen ikke havde været spærret, kunne være hævet samme -dag, selvom dispositionsdato var den 17. juni 1988. Indstævnte har tidligst den 18. juni 1988 modtaget bilag med oplysning om beløbets oprindelse og art'. Modregningen skete på grundlag af sparekassens almindelige forretningsbetingelser. Parterne har i det væsentlige procederet som for byretten. Appellanten har herved særligt fremhævet, at beløbets indsættelse på plankontoen skete ved en fejl, og at pengeinstitut-
- 3 - terne ved den valgte særlige kontoform alene optræder som betalingsformidler. Beløbet var kun EDB-registreret hos indstævnte, hvor ingen havde kendskab til det, før appellanten selv henvendte sig og samtidig gjorde opmærksom på fejlen, beløbets særlige karakter og forudsætningen om anvendelse til udligning af gæld oparbejdet efter konkursen til dækning af nødvendige leveomkostninger. Appellanten har desuden henvist til de alvorlige sociale konsekvenser ikke alene for ham personligt, men også for ægtefællen. Landsretten skal udtale : Det findes ikke godtgjort, at det beroede på en fejl, når beløbet i overensstemmelse med den af appellanten underskrevne anmodning herom blev indsat på kontoen hos indstævnte. Der er ikke grundlag for at fastslå, at beløbet var "øremærket" med den virkning, at modregning ikke kunne finde sted. Herefter, og da det af appellanten i øvrigt anførte ikke findes at kunne afskære indstævntes adgang til at foretage modregning, stadfæstes dommen. T h i k e n d e s f o r ret : Den indankede dom stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten betaler appellanten, til indstævnte, 10.000 kr. Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. BK/HM (Sign.) Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor, den 2 5 JUNI 1992 P j.v. hl