1 Urup og Grindsted Kirker. Grindstedversion. Mandag d. 24. december 2012 kl. 14.45 og 16.30. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til juleaften, Luk. 2,1-14. Forløb. Klokkeringning. Præludium. Indgangsbøn. 1. salme: DDS 94 Det kimer nu til julefest. Hilsen. Kollekt. GT lig læsning: Es. 9,1-6a. Trosbekendelsen. 2. salme: DDS 104 Et barn er født i Betlehem. Evangelielæsning: Luk. 2,1-14. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn. Meddelelser. Apostolsk velsignelse. 3. salme: DDS 119 Julen har bragt velsignet bud. Kollekt: Fadervor. Velsignelsen. 4. salme: DDS 121 Dejlig er jorden. Udgangsbøn. Postludium.
2 Prædiken. Man hører tit, at kirken ikke brander sig selv godt nok; at den skal se at komme med i kampen om kunderne; at den skal gøre reklame på linje med Coca Cola og Fætter BR; at den skal forny sig og være med på beatet. Helt stille ligger Folkekirken dog ikke. Indenfor den sidste måned har den faktisk fået sit helt eget logo og tilmed sendt en ganske morsom udgave af juleevangeliet på Facebook ud på nettet. For et par år siden lancerede kirken desuden hjemmesiden folkekirken.dk, hvor man kan få svar på mangt og meget. Sidst, men ikke mindst, tilbyder landets kirker et væld af forskellige gudstjenester og kirkelige arrangementer. Her er noget for enhver smag. Men alt dette gør det ikke alene. Derfor er det godt, at kirken af og til får hjælp udefra, som når Sigurd Barrett der er enormt populær blandt mindre børn pludselig er med til at udgive en småbørnsbibel, eller som når moderen i DR s julekalender Julestjerner begynder at synge julesalmer, så snart hun bliver lidt utryg. At kirken selv ikke brander sig godt nok er en sandhed med modifikationer. I nogle kirker blandt andet her i Grindsted er der en imponerende kirkegang langt de fleste søn- og helligdage. Der må altså være noget at komme efter, og det er der da også; nemlig et budskab, man ikke hører andre steder i hvert fald ikke i så koncentreret form som her! I dag holdes der hele fire gudstjenester her i kirken. Dertil kommer én i hver af pastoratets to andre kirker. Også i landets øvrige kirker er bænkene fyldt her i eftermiddag. Men den 24. december er jo heller ikke en hvilken som helst dato. Lever kirken generelt en stille tilværelse, så er juleaften i hvert fald brandet til topkarakter. Den traditionsrige gudstjeneste med de traditionelle salmer, de velkendte bibeltekster og præstens prædiken om Jesu fødsel er noget, der kan få samlet folk i kirken. Her er stemningen og højtideligheden i top. Man får et lille åndehul midt i de hektiske forberedelser til aftenens gavefest, og man bliver mindet om, hvad det egentlig er, vi
3 fester for en påmindelse om dét centrale budskab, der ellers paradoksalt nok kan forsvinde i al juletravlheden. Mens julen højtideligholdes i langt højere grad end påsken og pinsen - der ellers er mindst lige så store og vigtige højtider som julen - så hænder det alligevel en sjælden gang, at den behandles stedmoderligt. Det sker for eksempel her i kirken, hvor julen kan siges at være gemt lidt af vejen. Her på prædikestolen er julen næsten sat i skammekrogen. Den er nemlig repræsenteret på et af de malerier, der omgiver mig, når jeg står heroppe. Mens kunstmaleren Stig Weyes illustrationer af påske, Kristi himmelfart og pinse vender ud mod jer, vender hans julemaleri den anden vej op mod alteret. Weyes gengivelse af julens centrale hændelser kan man altså kun se, når man har været til alters og går ned for at sætte sig igen, eller hvis man udenfor gudstjenestetiden går ind i kirken for at kigge nærmere på maleriet. Hvad, de færreste af jer altså ikke kan se nu, er gengivet på forsiden af sangarket. 1 Her er ikke alene evangelisten Lukas men også hans kollega Matthæus juleevangelium illustreret. Maleriets baggrund er i lighed med østkirkens ikoner - holdt i forskellige nuancer af guld. Denne farve sættes i forbindelse med solen og symboliserer derfor det himmelske. Fordi vi forestiller os, at Gud befinder sig i himlen, er der ikke langt derfra til det guddommelige og evige. Maleriets baggrund markerer altså også dets grundtema. Her er det himmelske, det guddommelige og det evige på spil. I midten af maleriets nederste tredjedel er det dog noget andet end lysende guld, der dominerer. Her er det sort nat. Inde i Betlehem - hvis yderste husrække er vist som østerlandske facader - findes en stald, der for beskuerens skyld er hævet lidt op over resten af byen. Så ussel er bygningen, at dens tag blot består af et tæppe. Dog er der noget særligt ved dette tæppe. Det er enten så blankslidt, at det spejler himlens stjernevrimmel og bliver til et af de lyseblå stjernetæpper, vi sang om i salmen Et barn er født i Betlehem. Eller også er tæppet gennemhullet, så det lys, der trænger 1 Maleriet er gengivet på prædikenens sjette side.
4 gennem hullerne indefra, udefra ligner små stjerner. Lyset er da også beslægtet med stjernehimlen, for det kommer fra den nyfødte Jesus, Guds Søn, og fra hans mor, jomfru Maria, som begge er forsynet med guldskinnende glorier. Som evangelisten Johannes siger det i sin filosofisk formulerede beretning om Jesu fødsel, så skinner lyset i mørket, og mørket greb det ikke. 2 Jesus er altså det lys, der spreder det tætte vintermørke og indgyder varme og håb. Derfor sammenligner Johannes også Jesus med Guds skaberord, der i den gammeltestamentlige skabelsesmyte skaber lys blot ved at nævne det: Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. 3 Hyrderne, der tidligere havde vogtet fårene ude i den kulsorte nat, har Weye placeret foran den guldfarvede baggrund. De holder hver deres hyrdestav, mens fårene vandrer op ad en stjernestrøet himmelbue. Det er stadig mørk nat, men i hyrdernes indre skinner lyset; dét guldfarvede lys, som Weye altså også lader omgive dem. De har fået et indblik, der giver udblik selv i det tætteste mørke. Dette indblik har de fået af den store engel øverst i billedet. Den har meddelt dem, at der er født en frelser; at Gud har valgt at blande sig i menneskets historie, så livet for altid vil være forandret. Selvom det ser sort ud; selvom Jesus fødes i en ussel stald og får et fodertrug som vugge; selvom hyrderne tilhører samfundets lavestlønnede og om nødvendigt må forsvare fårene med deres liv; selvom alt dette er tilfældet, så er intet længere så trist som før. Gud har vist, at vi har betydning for ham, hvad enten vi befinder os i toppen eller på bunden af samfundet. Mens bunden af samfundet er repræsenteret af hyrderne, så dukker repræsentanter for samfundets elite op i de tre vise mænd, der trækker deres ridedyr efter sig i maleriets højre side, lige over midten. De har fulgt den stjerne, som englen holder; Betlehems- eller ledestjerne. Den nederste spids på stjernen peger næsten direkte ned på Jesus. Vi må forestille os, at den står præcis oven over ham, når vismændene er nået ind til stalden i Betlehem. For stjernen ledte jo vise mænd til vor herre Kristus 2 Joh. 1,5. 3 1. Mos. 1,3.
5 hen, som det siges i Dejlig er den himmel blå. Da vil det himmelske lys forenes med lyset i det lille barn, der dog ikke er mindre end, at det netop repræsenterer mødet mellem himmel og jord, Gud og menneske, evighed og endelighed. Endeligheden - og dermed døden - er repræsenteret at de fire skikkelser nederst i venstre side. De forestiller kong Herodes og hans soldater. Herodes er iklædt en fornem, rød kongekåbe, mens hans soldater er dunkelt blå. Det er da også en skummel affære, de har været ude i. Overfor dem er det ikke nok at synge julesalmer. De har nemlig været i Betlehem for at slå alle drengebørn på to år og derunder ihjel. Hensigten var at dræbe Jesus, så han ikke kunne vokse op og tage magten fra kong Herodes. Men kongen har slet ikke forstået, hvad Jesus vil. Det sidste, Jesus ønsker, er at være konge. Han har en langt fornemmere og vigtigere opgave; en opgave, som Gud har givet ham. Derfor er Josef også tids nok blevet advaret af en engel, så han har kunnet føre Jesus og Maria bort fra byen, inden Herodes soldater dukker op og begynder deres nedslagtning. Mens Herodes og soldaterne er på vej ud til venstre side, er den lille familie på vej ud til højre. Da Herodes nogle år senere døde, vendte Jesus og hans forældre tilbage, så han kunne påtage sig den opgave, som ingen andre end han kunne gennemføre; opgaven som menneskehedens frelser. Juleevangeliet er en god historie. Ikke kun, fordi historien er spændende, børnevenlig og fantasifuld; heller ikke kun, fordi historien brander kirken helt fantastisk og tilmed har gjort det i flere tusind år. Juleevangeliet er først og fremmest en god historie, fordi dets indhold er godt. Det fortæller os jo, at Gud lod sig føde for at blive ét med os; for at blive et menneske som dig og mig; for at lære livet at kende på godt og på ondt, og ikke mindst for at gøre op med endeligheden; med mørket, døden og håbløsheden. Juleevangeliet fortæller, at Gud i Jesus knyttede et bånd til os, som kan holde evigt selv ind i døden. Om kirken er i stand til at brande sig selv, kan man diskutere lige så tosset man vil; men skærer man al moderne managementtænkning bort, står man tilbage med et
6 budskab, det er værd at tage til sig. Et budskab, der spreder vintermørket hos os, sådan som det gjorde det for hyrderne den nat for godt 2000 år siden, da Jesus Kristus kom til verden. Glædelig jul! Amen.