Prædiken til Julesøndag, Jægersborg kirke 2015

Transkript

1 Prædiken til Julesøndag, Jægersborg kirke 2015 Vi hørte for lidt siden fortsættelsen af evangelisten Mattæus fine eventyrlige fortælling om de tre vise mænd som vandrer efter den nye stjerne på himlen og finder barnet som skal være Messias, hos Josef og Maria i Betlehem. Det er en vidunderlig fortælling som er blevet gendigtet i krybbespil og stjernevandringer og salmer f.eks. Grundtvigs Dejlig er den himmel blå. Men når man så når til fortsættelsen, er det unægtelig mere dystre toner vi får at høre eller rettere et vældigt mørke tårner sig op. For da Herodes ikke får besked tilbage fra de vise mænd om hvor det nye kongebarn er født, så foranstalter han en vanvittig, rædselsvækkende massakre i Betlehem og omegn for at komme den nyfødte frelser til livs. Jesus undslipper dog. Josef får i en engle-drøm et varsel om det frygtelige der vil ske. Og han flygter med sin familie til Ægypten indtil Herodes er død, og det er sikkert at vende tilbage igen.

2 Spørgsmålet er imidlertid: Hvad det er vi hører i denne fortsættelse? Er det først og fremmest de mørke dystre toner vi hører. Skrigene fra de mange mødre og fædre som oplever det allerværste, at deres børn bliver slået ihjel. Eller hører vi omvendt en fantastisk historie om et barn som bliver reddet? Som undslipper den grusomme skæbne som overgår de andre drengebørn? Jeg tror ikke der er tvivl om at evangelisten Mattæus gerne vil vise at trods al ondskaben og mørket og de mange uskyldige ofre, så ender det godt. Gud holder hånden over sin søn, og Jesus kan nu vokse op i Galilæa og blive til frelse og glæde for alverden. Ligesom Moses engang undslap Faraos drab på de nyfødte jødiske drengebørn for senere at kunne udføre sin livsopgave: at befri sit folk fra slaveriet i Ægypten, sådan kan Jesus nu udføre den gerning Gud har udset ham til. Men når man hører fortællingen, så må man altså sige at det er svært at slippe skrigene. Svært ikke se denne forfærdelige massakre for sig som mange kunstnere da også gjort med grufulde billeder af barnemodet i Betlehem. Og man kan ikke lade være med at spørge: Hvad er det opbyggelige i at én slipper fri, når alle de andre drengebørn ikke gør? Ja der følger, tænker man, en enorm skyld med i at være den ene overlevne som bliver tilbage. Ligesom vi kender det fra andre katastrofer og krige. De som vendte tilbage fra kz-lejrene havde jo også en udefinerlig skyld over at være sluppet fri, mens de fleste andre, som de havde skæbnefællesskab med, måtte blive tilbage. Ligesom de mange syriske flygtninge som kommer hertil, jo også har en viden om at nu befinder de sig her, oftest med en uvis fremtid, men dog for tiden i en sikker zone, mens de stadig har familie og venner som lever i angst for Assad eller Islamisk Stat eller for andre trusler i det kaos de kommer fra. Skylden følger med, mørket, det gør den for os alle, også selv om vi måske ikke personligt eller på nært hold har oplevet disse ting

3 ske. Vi ved at der er nogen der har oplevet tilværelsens eller andre menneskers brutalitet, mens vi er gået fri. Vi ved at vi hører til de heldige, overleverne, bare ved at bo i den del af verden som vi gør, mens andre udsættes for grufulde og forfærdelige ting. Ja vi ved også at der lige nu er børn som lider, og mødre som græder. Og samtidig med at det måske ikke kan være så meget anderledes, så skyldes det altså også os. Bare det at vi sætter nogle helt bestemte grænser for hvor mange flygtninge vi kan tage imod, og hvem der kan få asyl, og hvornår man kan få sin familie herop. Grænser som man kan synes er velovervejede eller ikke. Men de vil altid gøre at der er nogen som rammes, et sted er der familier som lider, og børn der kan ikke kan være sammen med deres far eller mor. Og at se bort fra denne mørke baggrund, den fortræd og ulykke som vi er så heldige at undslippe, det vil for mig at se være en utroværdig og løgnagtig omgang med vores liv. Mørket, fortræden, medskylden, meddelagtigheden er der og vi kan ikke bare fortrænge det og prise os lykkelige at vi slap, det må på en eller anden måde være der i vores liv. Men spørgsmålet er så selvfølgelig hvordan? For det må kunne være der på sådan en måde at vi ved om det onde, uden at det overmander os og fanger os ind så det er det eneste vi ser. Vi må kunne tage den grufulde virkelighed alvorligt og samtidig leve i en fast tro på at der er en godhed, en skønhed, en kærlighed som det onde aldrig vil kunne komme til livs, om som kalder på vores opmærksomhed, selv om livet er kaotisk og svært. Og det er for mig at se netop sådan en tro, sådan et håb, evangeliernes fortælling om Jesus giver os i hænde. Også i evangelisten Mattæus beretning om barnemordet og flugten til Ægypten vi har hørt i dag. De mange billeder fra kunsthistorien viser det. For ligesom der findes voldsomme og forfærdende billeder af barnemordet, så findes der i høj grad også vidunderlige fredfyldte billeder af den lille familie, Josef, Maria og Jesus som er på vej til Ægypten.

4 I kan se et af disse billeder: Caravaggios Hvile under flugten til Ægypten på gudstjenestearket i dag. Man ser hvordan Josef og Maria har slået sig ned i den grønne skovbund. Maria sidder med barnet ved sit bryst. Mens Josef lytter til den dejligste musik. Det en smuk engel som spiller på violin, mens Josef holder noderne for englen. Måske den samme engel som advarede Josef, så de kunne flygte før Herodes og hans soldater kom efter dem, den engel som har fulgt dem på vejen, og som nu viser dem hvilken skønhed, glæde og dybde der er i deres liv - selv om de lige har forladt deres hjemland, som hærges af vold og terror. Det er en hyldest til kunsten, musikken, omsorgen, som kalder på os, selv om vores liv ligger i ruiner. Det er et billede som viser at selv om vores liv er skrøbeligt og truet, så er der øjeblikke af usigelig skønhed vi skal slå os ned og være i. Ligesom vi jo i øvrigt også ser det blandt de mange flygtende familier i dag. De syriske flygtninge ved om familiemedlemmer som er blevet dræbt og andre som stadig lever i stor frygt. Men det forhindrer ikke at der også er øjeblikke af glæde og sammenhold. Og man ser heldigvis børn som leger og ler. Og når de engang tænker tilbage på deres liv, så er det ikke sikkert at det kun er frygten og afmagten og fortvivlelsen og de lukkede grænser de husker, men måske snarere de øjeblikke af fællesskab og overraskende glæde, som de trods alt oplevede på deres flugt. Øjeblikke som i forhold til krigen og dens gru viser, at der er mere at sige, der er noget som bærer os og holder os oppe, et håb, som ondskaben ikke kan få bugt med og slå ihjel. Ligesom vi jo i øvrigt også når vi tænker tilbage på vores liv, oftest hæfter os ved de varme, glædesfyldte øjeblikke, hvor vi fandt ind til hinanden - på trods af det som var kaotisk og svært. Det kan selv holocaust-overleveren fortælle om. Selv om det har været et helvede i lejrene, og selv om den udefinerlige skyld følger med, så er der alligevel noget som er vigtigere end ondskaben: nemlig sammenholdet blandt fangerne. Det fortæller den ungarske forfatter Imre Kertész om. Han skildrer hvordan man i lejrens hverdage trods alt det frygtelige kan opleve

5 øjeblikke af glæde og fred. Når man deler sin brødrationer, finder en lille stump cigaret og ser solen gå ned. Imre Kertész blev som som ung mand deporteret til Auschwitz. Kertész skriver ikke idyllisk om livet i koncentrationslejren, tværtimod er det en meget nøgtern skildring af grusomhederne, men han insisterer på at livet vil leves. Og at der altid er muligheden for at kæmpe imod mørket med medmenneskelighed og omsorg og håb. Alle spørger ham da han kommer hjem til Budapest om rædslerne, men han vil hellere fortælle om den lykke der trods alt var. Så hvor mange spørger: Hvordan kan man i dødslejrene fastholde sin tro på Gud, så vender Kertész det om og viser at netop her er Gud nærværende. Gud ikke som den store mening med alt. Men Gud som det at der er håb og godhed selv i det mest rædselsvækkende liv. Gud som det at sandhed, kærlighed og skønhed findes og viser sig for os på trods ja selv i et helvede. Gud som det at der er mulighed, når vi ingen muligheder ser. Også når mørket omslutter os, er der noget som kalder på vores opmærksomhed og liv. Eller som en digter har sagt: Skønheden ligger på lur efter os. Når vi føler os sikrest, sker der noget, en solnedgang, slutningen på et kor hos Euripides, og så er vi igen fortabt. Skønheden ligger på lur Vi tænker ellers vores liv som et sikkert liv i lyset, hvor vi ofte frygter mørket og ondskaben som truer og ligger på lur. Her er det omvendt. Mørket findes, kaos findes, men i det kaotiske og skrøbelige liv ligger skønheden på lur. Kærligheden kalder på os. Øjeblikket kalder på vores nærvær. Som da Josef og Maria slår sig ned i græsset under deres flugt. Intet mørke vil kunne hindre dem i det. Og sådan er julen og julesøndag også for mig at se et stort vidunderligt budskab om at tage imod og overgive sig til glæden, skønheden, kærligheden som stadig viser sig og kalder på os i vores liv til trods for det kaos verden ellers kan være fyldt af Glæd jer, siger englen i juleevangeliet. Frygt ikke! Mørket findes, det ved vi alle. Og vi skal turde kæmpe imod det. Men vi skal også kunne hvile i livet, kunne slå os ned i øjeblikket, og lytte og suge musikken og skønheden og de andres nærvær ind i os.

6 Og så må vi stole på at ligesom Guds søn, havde et liv i sig, som end ikke døden kunne holde nede og få ram på, sådan er der i kærlighedens og glædens øjeblikke et håb som lyser, og som mørket aldrig vil kunne få bugt med. Ja vi får igennem evangelierne fortalt om det håb at mørket aldrig vil være det sidste vi skal se. Det håb gælder også for de mange børn blev tilbage som ofre i mørket. Kong Herodes ugerninger og al den ondskab vi kender, skal ikke være det sidste der er at sige om vores liv. Guds ord er det sidste. Guds nåde. Og i Guds nåde en evighed som åbner sig med al kærlighedens lys og liv v. korsats Lully // v