Arabisk Forår UNDERVISNINGSHÆFTE FOR 8.-10. KLASSE OG UNGDOMSUDDANNELSERNE ARABISK FORÅR 3

Arabisk Forår UNDERVISNINGSHÆFTE FOR 8.-10. KLASSE OG UNGDOMSUDDANNELSERNE ARABISK FORÅR 3

Kilde: CIA The World Factbook Tunis TUNESIEN SYRIEN Damaskus Tripoli LIBYEN Kairo EGYPTEN BAHRAIN Manama YEMEN Sanaa 500 km JP-kort: RINA KJELDGAARD arabisk forår En bølge af politiske forandringer er skyllet gennem Mellemøsten og Nordafrika. Fra land til land slog Det Arabiske Forår spire i stater, som ikke hidtil har været mest kendt for demokrati og frihed i vestlig forstand. Revolutioner fjernede diktatorer, og lande blev ramt af borgerkrig. En af krigene opgøret med Gaddafis styre i Libyen fik Danmark som aktiv part, da flyvevåbnet sendte F16-fly til Italien som bidrag til Nato s forsøg på at beskytte den libyske civilbefolkning. Forandringerne i Mellemøsten fortsætter og det er allerede en kendsgerning, at Det Arabiske Forår vil påvirke Danmarks og EU s tilgang til Mellemøsten. Arabisk Forår er et undervisningsmateriale, som fortæller historien om forandringsbølgen og sætter reform- og demokratiprocesserne i perspektiv. Materialet er bygget op om tekster og billeder fortalt og fotograferet af Jyllands-Postens reportere, som har været til stede fra Tunesien i vest til Yemen i øst. Disse historier og billeder er sammen med baggrund og tematiserede tekster formidlet i dette undervisningshæfte, som er produceret og udsendt med støtte fra Danida. Forsidebilledet er taget af Jyllands-Postens pressefotograf Jan Dagø, som fangede drengen i menneskehavet under demonstrationer mod Egyptens nu afsatte præsident Hosni Mubarak 4. februar 2011. Billedet indbragte ham en pris i World Press Photo-konkurrencen. Materialet er redigeret af Jette Elbæk Maressa, en af Jyllands- Postens internationale korrespondenter, som selv var med til at dække de historiske begivenheder. Arabisk Forår kan anvendes i undervisningen i grundskolens ældste klasser samt på gymnasier med STX inden for fagene samfundsfag, kristendom og historie. Materialet kan bruges i kortere eller længere forløb, hvor klassen arbejder med stofområdet, som så behandles ud fra de relevante faglige vinkler. Det er udbygget på viden.jp.dk med yderligere baggrundsmateriale, landefakta, temaer, billeder og opgaver. Der er desuden en lærervejledning. Både tekster og opgaver varierer i sværhedsgrad og kompleksitet, så der er rig mulighed for at differentiere undervisningen. Omvendt kan undervisningshæftet også anvendes til klasseundervisning, hvor man i fællesskab arbejder sig igennem teksterne og de tilhørende opgaver. Med venlig hilsen Jyllands-Posten Læs mere på: viden.jp.dk/arabiskforaar Redaktionen er afsluttet den 24. juni 2012. 4 ARABISK FORÅR

indhold 6 TUNESIEN 8 Han satte ild til sig selv, fordi han blev ydmyget 10 Berømmelsens pris 12 Folket venter på frihed 14 Jeg vil ikke deltage i valget og være med i det skuespil 15 Kvinderne i front 16 Islamisk parti vandt det tunesiske valg Tunesien Tidslinje Oprøret i Tunesien blev udløst den 17. december 2010, da en ung grønthandler satte ild til sig selv. 18 EGYPTEN 20 Sig til min far, at han ikke må være vred på mig 22 Medier i ny virkelighed Facebook og twitter blev afgørende for uro 24 Kendisser lagt for had 26 En terrorist ændrede holdning 28 De skinhelliges fremmarch 30 Hosni Mubarak var systemets mand egypten Omfattende demonstrationer i januar 2011 førte til, at Hosni Mubarak trådte tilbage som præsident i februar. 32 BAHRAIN OG YEMEN 34 Bahrain slår ned på protester 36 Vi er alle Ali 37 Kritik af dronningen 38 Al-Khawaja danskeren i Bahrain 40 Yemen tæt på borgerkrig 42 Vi har fået nyt udsyn 44 LIBYEN 46 Han blev gnisten, der udløste opstanden i Libyen 48 Den barmhjertige nabo 50 Den gale hund og hans yndlingshvalp 52 Familiefirmaet Gaddafi 54 Skriften på væggen 55 Vestens nye ven 56 I krig mod Gaddafi 57 Med major Omar på sporet af fronten 60 En diktators død 61 Diktaturets fald gav plads til anarki Bahrain og Yemen libyen kurs mod europa Oprøret i Bahrain og Yemen brød ud i slutningen af januar og starten af februar 2011. I februar 2011 havde urolighederne og demonstrationerne bredt sig til Libyen, hvor Gaddafi slog hårdt ned. Urolighederne i store dele af Mellemøsten førte til en kraftig stigning i strømmen af flygtninge til Europa. 62 KURS MOD EUROPA 64 Chancesejlads mod Europa 66 Interview med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) 68 SYRIEN 70 Selv børnene bliver skudt i Syrien 72 Diktatorens tro støtte 74 Udsigt til døden 76 FN-observatør mødte regimets tæskehold 78 ET NYT MELLEMØSTEN 80 Folkets tv-kanal 82 Interview med udviklingsminister Christian Friis Bach (R) syrien et nyt mellemøsten I marts 2011 begyndte oprøret at ulme i Syrien, hvor præsident Assad svarede igen med at indsætte regeringsstyrker. Bølgen af uroligheder, der har skyllet henover Mellemøsten, har sat ændringer i gang overalt i regionen. ARABISK FORÅR 5

Tunesien 6 ARABISK FORÅR

ARABISK FORÅR 7 Foto: Niels Hougaard

Han satte ild til sig selv, fordi han blev ydmyget Symbolet på opstanden: Historien om Muhammed Bouazizi gik verden rundt, og endnu i dag er han symbolet på den tunesiske opstand, som tvang præsident Ben Ali til at forlade landet i januar 2011. En uge efter Ben Alis fald besøgte journalist Sanne Gram og fotograf Niels Hougaard Muhammeds mor. AF SANNE GRAM SIDI BOUZID Før Mannoubia Bouazizi gik på arbejde fredag den 17. december 2010, kiggede hun ind på sin søn Muhammeds værelse. Han lå i sengen og sov med åben mund; han så meget træt ud.»jeg gik hen til hans seng og kyssede ham, før jeg tog af sted. Men jeg havde ikke fornemmelsen af, at han ville gøre skade på sig selv,«fortæller Muhammeds mor, Mannoubia Bouazizi. Det blev det sidste kys, som hun gav sin søn. Nogle timer senere fik hun besked om, at hendes 26-årige søn havde sat ild til sig selv på hovedgaden og nu lå på hospitalet i bandager med svære forbrændinger. 18 dage senere døde Muhammed Bouazizi af forbrændingerne. Det blev indledningen til Det Arabiske Forår, for kort tid efter, at han havde sat ild til sig selv i protest mod styret i Tunesien, begyndte demonstrationerne mod præsident Zine El Abidine Ben Ali at sprede sig i hele landet. Muhammed Bouazizis familie bor få gyder fra hovedgaden i Sidi Bouzid, der ligger ca. 260 km. syd for hovedstaden Tunis. Selv om familien er i sorg, rækker Muhammed Bouazizis mor alligevel venligt hånden frem for at byde gæster indenfor. I den lille gårdhave foran huset står en lille gruppe mænd samlet; de er her for at støtte familien, hvis navn nu er kendt både i Tunesien og uden for landets grænser. Familien stiller hvide plasticstole og små skamler frem til gæsterne, før de begynder at fortælle om deres Muhammed, som ifølge hans søster Samira var»en kærlig og givende mand«.»det er blevet sagt, at Muhammed tog livet af sig selv på grund af arbejdsløshed. Det er ikke sandt,«fortæller hans mor, Mannoubia.»Han var glad for at gå på gaden og sælge frugt og grøntsager, men han satte ild til sig selv, fordi han blev ydmyget af systemet, som hele tiden beslaglagde hans varer og ikke ville lade ham arbejde.«muhammed Bouazizi havde ingen tilladelse fra myndighederne til at sælge frugt og grøntsager på gaden, og han blev jævnligt chikaneret af myndighederne, fortæller Muhammeds bror, Salam. Det samme skete den fatale formiddag i december. Der kom fire personer fra kommunen for at bede ham om at aflevere sine varer, og Muhammed kaldte på sin onkel, der ejer det nærliggende apotek. Onklen forsøgte at hjælpe og bad folkene fra kommunen om at lade Muhammed være i fred, men de hørte ikke efter. Muhammed gik sammen med dem hen på kommunen, hvor han endte i et mundhuggeri med en af de kvindelige medarbejdere. Familien kender ikke de præcise detaljer i samtalen, som endte med, at kvinden gav Muhammed en lussing. Muhammed blev vred og sagde, at han ville klage til guvernøren, som er den øverste myndighed i området. Afvist ved døren Men Muhammed blev afvist ved døren til guvernørbygningen, hvorefter han råbte, at han ville sætte ild til sig selv, hvis han ikke blev hørt. Muhammed blev ikke hørt. I stedet gik han over til en butik og købte halvanden liter benzin, som han hældte ud over sig selv. Som Muhammeds mor siger det:»lighteren var stærkere end Muhammed.«På den anden side af gaden stod Yassin Heni i sin butik sammen med sin kone. Han fortæller, at han pludselig så en ung mand i flammer, og hans kone, som er sygeplejerske, tog en flaske vand og løb over mod Muhammed.»Først stod han på benene. Derefter faldt han sammen og rullede rundt på gaden. Min kone hældte vand ud over ham, mens en anden kom løbende med en frakke til at kaste over ham for at slukke ilden,«fortæller Yassin Heni, der har stillet sig ud på hovedgaden på det sted, hvor Muhammed faldt om. Imod religionen Hurtigt stimler folk sig sammen om Yassin Heni; de vil høre ham fortælle.»jeg tænkte først, at det var et selvmord, men vi kendte ikke til motivet i begyndelsen. Det er første gang her i Sidi Bouzid, at nogen har taget livet af sig selv med ild. Andre har begået selvmord på grund af problemer i familien eller kærlighedskvaler, men ikke på denne måde,«siger Yassin Heni, der på trods af, at Muhammeds gerning fik tunesere over hele landet til at gå mod styret, mener, at Muhammed ikke skulle have taget livet af sig selv.»det var ikke rigtigt at gøre sådan, for det er imod vores religion. Han skulle have brugt andre midler og have protesteret, men ikke med selvmord. Men hans handling vil have mange følger,«siger Yassin Heni. Et stort ansvar Muhammeds far døde, da han var tre år gammel. Siden giftede moderen sig igen og fik fire børn mere. Muhammed følte et stort ansvar over for sin familie, og allerede, da han var 12 år gammel, begyndte han at arbejde ved siden af sin skolegang.»han stod op klokken fire om morgenen, hentede varer på markedet og solgte dem videre. Han købte selv sine bøger til skolen, og han kom tilbage med resten af pengene til mig. Han var en god dreng,«konstaterer hans mor Mannoubia. Intet svar fra hæren Da Muhammed var 19 år gammel, ville han ikke længere gå i skole, så han søgte ind i hæren. 8 ARABISK FORÅR

»Han lånte noget løbetøj af vores nabo, så han kunne træne til de fysiske prøver. Han var meget opsat på det og tog alle prøverne. Men hæren gav ham aldrig noget svar, og det slog ham meget ud. Det gjorde noget ved ham,«siger Mannoubia. Mens Muhammed opfordrede sin søster til at fortsætte sine studier, ville han selv hellere arbejde. Det er det, jeg er god til, sagde han altid til sin mor; det er der, jeg får nogle gode forretningstilbud. Et anderledes Tunesien»Han drømte om at kunne spare nogle penge sammen, så han kunne købe en bil i stedet for den lille vogn. Men det blev det ikke til,«siger hun. Men Muhammed var også interesseret i samfundet. Han ønskede et anderledes Tunesien, der var fri for korruption og ulighed. Derfor gik han ofte sammen med sin fætter Ali Bouazizi til flere demonstrationer i byen. Han var aktiv og var ikke bange for at sige sin mening, og ifølge fætteren var det en af årsagerne til, at myndighederne holdt øje med ham.»han ville have frihed, han var aktiv, og han var meget solidarisk med andre mennesker. Det var på grund af hans politiske aktiviteter, at myndighederne var efter Bassbous,«siger fætteren, som bruger Muhammeds kælenavn:»alle kaldte ham Bassbous.«Efter Muhammed havde sat ild på sig selv og var kommet på hospitalet, mobiliserede byens aktivister sig. Med Muhammeds fætter Ali i spidsen stormede de guvernørens bygning og kom i kampe med politiet. Det blev det første sammenstød i den opstand, der endte med at vælte Tunesiens stærke præsident gennem 23 år. Nogen havde filmet Muhammeds brændende krop, og fætteren Ali var den første, der lagde filmen ud på Facebook. Han ville sprede historien; nu var det nok. Nu skulle der ske noget.»jeg vidste, at hvis vi ville have historien ud, skulle vi bruge Facebook,«siger Ali, der efterfølgende blev arresteret, fordi han havde spredt historien på nettet. Han har stadig et blåt mærke på øjet som midlertidigt minde om anholdelsen. Muhammeds død gav andre håb. Hans søster Samira sidder i gårdhaven ved siden af sin mor. Hun var en af de første fra familien, der besøgte ham på hospitalet i Sidi Bouzid. Da moderen et kort øjeblik går ind i huset, fortæller Samira, hvor chokerende det var at se Muhammed på hospitalet.»jeg takker Gud for, at min mor ikke så ham i den tilstand, for han var ukendelig. Det var frygteligt,«fortæller hun. Mens Muhammed efter nogle dage blev overflyttet til et hospital med speciale i brandsår i Tunis, og familien sad ved hans sengekant og bad for hans liv, bredte demonstrationerne sig mod hovedstaden. Tusindvis af demonstranter stødte sammen med politiet, men Muhammed nåede ikke at se, hvordan præsident Ben Ali flygtede ud af landet. Hans søster er ikke i tvivl om, hvad Muhammed ville tænke, hvis han så, hvad han havde sat i gang.»han ville have været glad, hvis han så, hvad der var kommet ud af det hele i dag. Før var der ingen retfærdighed, men hans død har betydet, at alle tunesere nu har fået et håb. Han har frigjort de undertrykte,«siger Samira. Den tunesiske præsident Zine El Abidine Ben Ali besøgte Muhammed Bouazizi på hospitalet i december 2010. Bouazizi satte ild til sig selv i frustration og protest over styret I Tunesien og blev dermed symbol på den tunesiske opstand, som blev indledningen til Det Arabiske Forår. Foto: AP ARABISK FORÅR 9

berømmelsens pris Et halv år senere: Under de første frie valg i Tunesien, og efter at oprøret i Tunesien havde bredt sig til flere lande, vendte Sanne Gram og Niels Hougaard tilbage til Muhammeds mor, som i mellemtiden var flyttet til en forstad i Tunis. AF SANNE GRAM TUNIS Det er ikke altid nemt at blive kendt. Man kan blive udsat for rygter, naboernes jalousi og omverdenens misundelse.»jeg er meget træt,«siger Mannoubia Bouazizi, da vi møder hende i Tunis-forstaden Jbail Khawi. Hun er helt bevidst om, at hendes lille familie indirekte har haft indflydelse på den frihed, som senest libyerne har fejret.»jeg er stolt, og jeg takker Gud. I begyndelsen efter Muhammeds død var jeg ked af det, men efter noget tid var jeg meget glad for, hvad Muhammed gjorde for hele verden. Han var dråben i bægeret, der fik det til at flyde over,«siger hun. Stor opmærksomhed Siden Muhammed Bouazizis død har journalister fra hele verden besøgt familiens hus i Sidi Bouzid. Hendes søn er blevet hyldet af politikere fra hele verden, men den omfattende opmærksomhed har ikke kun været positiv. I januar var den lille gårdhave foran familiens hus fyldt med naboer, der ville hjælpe familien og vise støtte, men efter noget tid begyndte rygterne at svirre. Ifølge Mannoubia Bouazizi begyndte naboerne at beskylde hende for at tjene penge på de mange journalistbesøg. Der begyndte også at opstå rygter om, at hun og hendes familie havde fået store summer penge fra regeringen, og at Mannoubia Bouazizi nu ville opkøbe naboens hus for at få mere plads.»regeringen har ikke gjort noget for os, og vi har ikke nogen penge. Vi har ikke fået noget af nogen som helst. Indimellem har vi ikke engang penge til at købe mælk, og jeg må dele en lille karton mælk over flere dage. Jeg arbejdede hårdt under ramadanen, så vi 10 ARABISK FORÅR

Mannoubia Bouazizi, mor til Muhammed Bouazizi, blev mobbet af sine naboer i Sidi Bouzid, efter hendes søn satte ild til sig selv. Nu er hun flyttet til en Tunis-forstad. Foto: Niels Hougaard»Jeg er stolt, og jeg takker Gud. I begyndelsen efter Muhammeds død var jeg ked af det, men efter noget tid var jeg meget glad for, hvad Muhammed gjorde for hele verden. Han var dråben i bægeret, der fik det til at flyde over.«mannoubia Bouazizi Tunesien Indbyggere: 10,7 mio. (maj 2012) Hovedstad: Tunis Selvstændigt: 1956 Før: Først ledet af Habib Bourgiba, som etablerede en stram et parti styret stat og blev afsat ved et statskup i 1987, som bragte Zine el-abidine Ben Ali til magten. Efter: Ben Ali blev sendt på flugt i januar 2011. Tunesiens første frie valg fandt sted den 23. oktober 2011 og blev vundet af det islamiske parti Al Nahda. Parlamentet er i gang med at udarbejde forslag til en ny forfatning. kunne leve af at lave hjemmelavede ting, som vi kunne sælge. Alle disse mennesker taler dårligt om os, fordi de er jaloux,«siger hun. Flyttede til Tunis Problemerne med naboerne blev værre, og Mannoubia Bouazizi ville væk derfra. En af hendes døtre fandt dette lille hus i en forstad til Tunis, og for nogen tid siden lukkede familien stålporten til hjemmet i Sidi Bouzid og flyttede hertil.»jeg har det bedre her end i Sidi Bouzid. Min datter og min søn studerer her, og professorerne på deres skoler er bedre end i Sidi Bouzid, så det er også bedre for dem at være her. Jeg bliver respekteret af naboerne, men ellers blander vi os ikke i noget,«siger Mannoubia Bouazizi, der sidder på en stol foran indgangen til det lille hus. Mannoubia Bouazizi ligner ikke en, der lige har fået 5.000 tunesiske dinarer (19.000 kr.), som et af rygterne forlyder. Eller en, der lige har indgået en filmkontrakt med et stort filmselskab, som skal lave en film om hendes søn og derfor har købt et hus til hende, som et andet rygte ellers lyder. Guds vilje Men på trods af alle rygterne, på trods af alle journalistbesøgene og på trods af den omfattende træthed, som hun føler, vil Mannoubia Bouazizi blive ved med at fortælle sin families historie.»muhammeds død var Guds vilje, så det er ikke min beslutning. Jeg ville ikke have ønsket det anderledes. Derimod er jeg stolt, og hvis det var meningen, at min søn skulle give sit liv for dette, så accepterer jeg det,«siger Mannoubia Bouazizi. ARABISK FORÅR 11

folket venter på frihed Afventende stemning: Mens Ben Ali sad ved magten, turde borgerne ikke kritisere regimet. Fem dage efter hans flugt begyndte tuneserne at tale. Mest om livet under Ben Ali. Fremtiden er uvis. AF SANNE GRAM 12 ARABISK FORÅR

En gruppe mænd holder nattevagt ved deres hjem i en forstad til Tunis. Gaden er afspærret med betonblokke, der er bål i en tønde, og de griller pølser i den disede aften. Foto: Niels Hougaard TUNIS Lodfi Mishihi står sammen med en gruppe mænd i Tunisforstaden Gammarth og holder vagt. Militser bevæger sig rundt i gaderne, og befolkningen er blevet opfordret til selv at våge over deres nabolag. På mange gader i hovedstaden Tunis har borgerne bygget vejblokader. For få timer siden trådte udgangsforbuddet i kraft, og nu er der tændt bål flere steder på gaden. Denne aften er mere rolig end de foregående, og man kan ligefrem mærke, at stemningen ikke længere er så anspændt. Det giver mændene mulighed for at lægge deres køller og stave ved siden af bålet for at spise de grillede pølser. Men det giver dem også mulighed for noget, som de har været bange for i 23 år: at tale om Ben Alis undertrykkende regime.»under Ben Ali talte folk ikke om politik, og man kritiserede heller ikke regimet. Tidligere sagde man kun sin mening til venner og den nærmeste familie, og alligevel var man påpasselig, for man vidste aldrig, hvem der lyttede med. Nu skal vi vænne os til at kunne tale frit,«siger Lodfi Mishihi. Spørger man mændene omkring bålet, hvilken stemning der karakteriserede Ben Alis regime, går der få sekunder, før de svarer. Alle giver samme svar:»frygt.«lodfi Mishihi uddyber:»har I set filmen Godfather?«spørger han:»ben Ali var Godfather. En mafioso, som skabte et klima af frygt. Selv blandt dem, der var tæt på ham, var der frygt. Man kunne forsvinde, hvis man talte mod regimet. Frygten var Ben Alis barn, og siden 1987, da han trådte til, brødfødte han det barn, som i dag er blevet voksent. Men ingen var bange for det mere, for vi var blevet vant til det.«tuneserne har aldrig levet i et frit samfund. Zine al-abidine Ben Ali overtog præsidentposten i 1987 efter Habib Bourguiba, der var Tunesiens første præsident, efter at kolonimagten Frankrig forlod landet. Også Bourguiba sad tungt på posten, han udnævnte sig selv til præsident på livstid, men han blev presset væk fra magten på grund af dårligt helbred. Heller ikke Bourguibas samfund var frit, siger Lodfi Mishihi.»Før 1987 var der heller ikke ytrings frihed i den grad, som folket ønskede det. Det var primært eliten, der udtrykte sig, men den var også begrænset. Den almindelige tuneser tænkte desuden mere over, hvordan han skulle brødføde sin familie, end over hvordan man skulle udvikle demokratiet. Bourguiba var absolut ingen demokrat, men han har stadig lagt grundstenene til revolutionen i dag,«mener Mishihi. Bourguiba overgav magten til Ben Ali i 1987. Hvordan har han kunnet lægge grundstenene til denne opstand?»bourguibas regime var også fyldt med diktatur og undertrykkelse, men han var fokuseret på at skabe en uddannet befolkning. Havde han ikke været det, ville folk ikke kunne gøre opstand i dag, for de ville ikke have haft den nødvendige uddannelse til at gennemskue det falske i Ben Alis regime,«siger Lodfi Mishihi.»Under Ben Ali talte folk ikke om politik, og man kritiserede heller ikke regimet. Tidligere sagde man kun sin mening til venner og den nærmeste familie, og alligevel var man påpasselig, for man vidste aldrig, hvem der lyttede med. Nu skal vi vænne os til at kunne tale frit«lodfi Mishihi, tuneser Der er intet politi, intet militær at se, men i det fjerne kan man indimellem høre en helikopter. Andre steder i byen meldes der om uro og sammenstød. Mere end en tredjedel af befolkningen i Tunesien er under 15 år og har aldrig kendt til andet end Ben Alis undertrykkende regime. Tuneserne ved ikke, hvordan det er at leve i et frit samfund, og det skal de først til at lære. Hvis Tunesien da bliver frit. For selv om der er positive strømninger, er tuneserne på vagt. Da Ben Ali trådte til, lovede han frihed og demokrati, men det kom aldrig. Selv om der var valg under Ben Ali, var resultaterne usandsynlige. Demokratiets spilleregler Ved præsidentvalget i 1994 fik Ben Ali 100 pct. af stemmerne. I 1999 fik han 99,4 pct. af befolkningens stemmer, og senest i 2009 blev han genvalgt med 89 pct. af stemmerne. Samme tendens gjorde sig gældende ved parlamentsvalgene, da Ben Alis RCD-parti tog størstedelen af pladserne. Så selv om tuneserne måske nok har deltaget i valgene, kender de ikke demokratiets spilleregler.»folkets vilje er aldrig kommet til udtryk i parlamentsvalg. Myndighederne forfalskede folkets vilje til det, som de gerne selv ville have. Men ethvert tyranni har en ende, og det ender altid med en revolution. Se på Franco i Spanien, og se på shahen i Iran, alt endte med blod på den politiske scene,«siger Lodfi Mishihi. Han sammenligner det med en trykkoger. Hvis man ikke sørger for, at dampen kan komme ud, vil den sprænge i luften. Ben Ali holdt sin befolkning med så hård en hånd, at folk ikke kunne komme af med dampen. Til sidst vidste befolkningen nærmest ikke, hvordan man skulle udtrykke sig. Flere tunesere fortæller i dag, hvordan folk på fjernsyn talte på en mærkelig måde, fordi de hele tiden skulle tænke over, om de fik sagt noget, der kunne tolkes som en kritik af styret. Kunne man høre et ekko på telefonen, skulle man være ekstra påpasselig med, hvad man sagde, og flere hjemmesider var blokerede. En borgerhandling Alt det ændrede sig på få timer i januar 2011. Tuneserne har beskrevet det som at trykke på en knap, for pludselig virkede hjemmesiderne, og folk begyndte at sige deres mening i fjernsynet.»det er alles fortjeneste. Alle har været på gaderne, og ingen alene kan tage æren for det. Tuneserne er et stærkt folk, og det var en borgerhandling. Under Ben Ali var vi bange. Nu er vi afventende. Vi venter på vores frihed,«siger Lodfi Mishihi. Ben Alis regime værst Mændene omkring bålet nikker. Der er ingen tvivl om, at der var problemer med Bourguibas regime, men dårligdommene ved Bourguibas regime er blevet overskygget af dårligdommene ved Ben Alis regime. Mændene stirrer ind i bålets hypnotiserende flammer og skæver mod den stille gade. Zine el-abidine Ben Ali Født i september 1936, præsident for Tunesien fra 1987 til han flygtede til Saudi-Arabien i januar 2011. ARABISK FORÅR 13

Jeg vil ikke deltage i valget og være med i det skuespil Kritik: 27-årige Lina Ben Mhenni udfordrede Tunesiens styre ved at skrive blogs med kritik af Ben Alis styre. Præsidenten er væk, men ytringsfriheden har ikke fået det bedre, mente hun få dage før Tunesiens første frie valg i oktober 2011. Tuneserne gik til valg i januar 2011, men Lina Ben Mhenni ville ikke afgive sin stemme.»jeg vil ikke deltage i valget. Intet har ændret sig siden Ben Ali, og jeg vil ikke være med i det skuespil,«sagde hun. Foto: Niels Hougaard AF SANNE GRAM TUNIS En dag i april 2010 ringede Lina Ben Mhennins far til hende og fortalte, at der havde været indbrud i familiens hjem. Men det var ikke et almindeligt indbrud, for det var kun nogle af Lina Ben Mhennis ting, der var blevet taget. Computeren var væk, det samme var nogle dvd er med dokumenter, hendes kameraer samt hendes eksterne harddisk. Det var ingen tvivl om, at de var ude på at stoppe hendes skriverier, og Lina Ben Mhenni var heller ikke i tvivl om, hvem det var.»det var det politiske politi. Det ville ikke have, at jeg skrev om menneskerettigheder og kritiserede regimet, og derfor tog politiet mine ting,«siger hun. Lina Ben Mhenni sidder på fortovscafeen L'Universe på Avenue Habib Bourguiba i det centrale Tunis. Det er først på aftenen, og omkring hende sidder tunesere i små grupper ved bordene og taler heftigt. Pludselig rejser en mand ved nabobordet sig op og råber højt:»dégage«. Det betyder»forsvind«, og netop det ord blev råbt ivrigt på samme avenue i januar, da vrede demonstranter krævede den daværende præsident, Zine el-abidine Ben Alis, afgang. I aften er råbet rettet mod den nuværende, midlertidige ledelse, som mange tunesere kritiserer for at bestå af for mange medlemmer af det tidligere styre. Ingen ændringer Nu skal tuneserne til valg. Men ikke Lina Ben Mhenni.»Jeg vil ikke deltage i valget. Intet har ændret sig siden Ben Ali, og jeg vil ikke være med i det skuespil,«siger hun. I stedet fortsætter hun med at skrive sine blogs på nettet. Siden 2007 har hun haft bloggen «En tunesisk pige», hvor hun har skrevet om alle de problematiske emner i det tunesiske samfund, som man ellers ikke turde tale om åbent. Hun har skrevet om kontroversielle emner som manglende ytringsfrihed, om menneskerettigheder og politik, og derfor var styret efter hende.»det var farligt og meget svært under Ben Ali,«siger hun:»min blog blev censureret, og min Facebook-profil var blokeret. De trængte ind på min personlige mail, og indimellem forsvandt nogle af mine mails. De politiske politibetjente fulgte mig hele tiden. 14 ARABISK FORÅR

Kvinderne i front Ligestilling: Kvinderne var med i første række under demonstrationerne. Sammenlignet med andre arabiske lande er de nået langt i Tunesien. AF sanne gram TUNIS Molka står tæt på hegnet, der holder demonstranterne væk fra præsident Zine el-abidine Ben Alis tidligere partihovedkvarter. Hun har ligesom mange af de andre demonstranter været på gaden i flere dage for at få partiet fjernet fra magten. Der er flest mænd blandt demonstranterne, men de er ikke alene. Sammen med dem står kvinderne.»kvinderne er ligestillet med mændene i denne kamp,«siger Molka, som er filosofiprofessor og råber på forandring og en regering, der er valgt af folket. Aktive kvinder Sammenlignet med andre arabiske lande er de tunesiske kvinder nået langt med ligestillingen. Der er stadig mange områder, hvor mænd har flere rettigheder end kvinder, men kvinderne er en aktiv del af de fagforeninger, der deltog i opstanden mod Ben Ali, og som tvang ham til at træde tilbage. Tunesien er langt fremme på flere områder. I 1956 blev Tunesien det første arabiske land, der forbød polygami. I de fleste arabiske lande er flerkoneri stadig tilladt. I 1965 blev det tilladt for tunesiske kvinder at få abort inden for graviditetens første tre måneder, hvis man i forvejen havde fire børn, og i 1973 blev fri abort indført, samme år som i Danmark.»Tunesien har den bedste familielovgivning og lovgivning på kvindeområdet i Mellemøsten. Det var ikke Ben Ali, der arbejdede for det. Det var derimod den første præsident, Bourguiba, der dannede grundlaget. Alligevel brugte Ben Ali det politisk til at fremhæve, hvor godt det gik i Tunesien,«siger Marc Schade-Poulsen, leder af Euro- Mediterreanean Human Rights Network, EMHRN. Han henviser til landets første præsident efter uafhængigheden fra Frankrig i 1956, Habib Bourguiba. Men der er stadig udfordringer, understreger han.»der er stadig vold mod kvinder, og der er nogle ting, der skal ændres i f.eks. arveloven, så kvinderne bliver mere ligestillet med mændene,«fastslår Marc Schade-Poulsen. BLÅ BOG Lina Ben Mhenni Født i 1984. Hendes far er den tunesiske systemkritiker Sadok Ben Mhenni. Siden 2007 har hun haft en blog på internettet, der hedder En tunesisk pige. Her har hun skrevet om kontroversielle emner og har kritiseret regimet. Bliver beskrevet som Tunesiens mest prominente blogger. Det førte under den tidligere præsident Zine el-abidine Ben Ali til intens overvågning, hvor hun blev chikaneret på gaden, mens hendes personlige mail-adresse blev overvåget. Der blev også slettet e-mails derfra. Hun er uddannet i lingvistik og har studeret i USA. Hun underviser i dag på Tunis Universitet. De chikanerede mig verbalt, og de kaldte mig grimme og dumme ting,«siger hun. Men det fik hende ikke til at stoppe.»når man tror på frihed og menneskerettigheder og har nogle principper, bliver man nødt til at gøre det. Jeg måtte kæmpe for min frihed og for tunesernes frihed.«men var du aldrig bange?»selvfølgelig følte jeg frygt. Men jo mere jeg følte, at de strammede grebet om mig, jo mere fik jeg lyst til at kæmpe mod dem,«siger hun. Modstand mod regimet Lina Ben Mhenni er vokset op med sin egen, kritiske holdning til tingene. Hendes far, Sadok Ben Mhenni, var politisk fange under Habib Bourguiba, så hun har haft sin modstand mod regimet i blodet siden barndommen.»regimet er min fjende, for da jeg først forstod min fars historie, begyndte jeg at observere, hvad der foregik i Tunesien. Jeg opdagede, at undertrykkelse var overalt; også under Ben Ali. Jeg begyndte at sætte mig ind i hændelserne med tortur og de ulovlige arrestationer af politisk aktive studerende.«to dage efter, at Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i Sidi Bouzid og satte gang i de arabiske revolutioner, skrev Lina Ben Mhenni sin første blog om sagen. Og selv om regimet forsøgte at stoppe hende og andre bloggere i at fortælle omverdenen, hvad der foregik, ved at blokere for internetsiderne, stoppede hun ikke. I modsætning til 2008, da der også var optræk til en social revolution, lykkedes det regimet at nedtone urolighederne. Men det kunne de ikke denne gang.»vi var blevet meget bedre til at benytte os af proxysider, så vi alligevel fik nyhederne og vores blogs ud til omverdenen. Derfor kunne regimet ikke stoppe os,«siger hun. Lidt lettere at skrive For internetaktivister er det blevet lidt lettere end før at skrive om kontroversielle emner, men det politiske politi holder stadig øje med bloggermiljøet, mener hun.»for tre dage siden begyndte der at være politi omkring mit hus. De forsøger at skjule sig ved at sidde i forskellige biler ved vores hus, men jeg kan se, at de er der.«og det er ikke for beskyttelse, påpeger hun.»jeg har ikke brug for beskyttelse, så det er helt klart for at holde øje med mig. De bryder ikke ind på min mail som før, men en af mine venner, som også er blogger, skrev i går på sin Facebookprofil, at der var blevet brudt ind på hans mailboks. Så det foregår stadigvæk.«i januar talte tuneserne om, at man kunne mærke, at der var kommet bedre vilkår for ytringsfriheden. Er det en forkert opfattelse?»vi havde mere frihed i en måned, og så gik det tilbage til det gamle. Man kan se det i fjernsynet. Da vi for nogle uger siden havde en fire timer lang demonstration, hvor der udbrød sammenstød mellem politi og demonstranter, fortalte de i fjernsynet, at den havde varet en halv time og havde været rolig,«siger Lina Ben Mhenni, der mener, at der er én eneste forklaring på, at tingene ikke har ændret sig.»selv om mange taler om, at Tunesien er godt på vej efter revolutionen, føler jeg ikke, at der er sket de store forandringer, for det er stadig de samme mennesker, der sidder på magten. Det er den samme gruppe folk, der censurerer og undertrykker befolkningen, så det har ikke ændret sig. Hvis Tunesien skal ændre sig, skal vi have fjernet disse folk fra magten,«siger hun. ARABISK FORÅR 15

Islamisk parti vandt det TUNESISKE valg Første frie valg: International Al Nahda er Tunesiens største parti. 16 ARABISK FORÅR

AF SANNE GRAM KAIRO Det var Det Arabiske Forårs første frie valg. Med en stemmedeltagelse på ca. 90 pct. markerede tuneserne sig igen som pionerer på vejen mod demokrati. Det moderate islamiske parti Al Nahda har vundet en overbevisende sejr og indtaget 90 af de 217 pladser i det midlertidige parlament, hvis primære opgave bliver at skrive en ny forfatning. Det er en gigantisk sejr for Al Nahda, der var forbudt under den tidligere præsident, Zine el-abidine Ben Ali, som blev tvunget til at flygte ud af landet i januar. Før valget var det bebudet, at Al Nahda ville få mellem 25 og 30 pct. af stemmerne, men sejren blev endnu større end ventet med 41,47 pct. De sekulære er skeptiske Selv om Al Nahda har afvist alle anklager om, at partiet ønsker at indføre en islamisk stat i Tunesien, har mange sekulære modtaget valgresultatet med dyb skepsis. De frygter, at Al Nahda ikke fortæller sandheden, og at man først vil se partiets rigtige ansigt, når det kommer til magten. Al Nahda har lovet, at man vil føre en samarbejdspolitik, men det har ikke fået de sekulære til at slappe af. I flere byer rundt om i Tunesien udløste resultatet uroligheder, og mange er urolige for, at deres revolution vil blive»kidnappet«af islamisterne. Eksperter har antydet, at bekymringen for Al Nahda er overdrevet, og at frygten er et levn fra det tidligere regimes skræmmebillede af islamisterne. Der har været tusindvis af valgobservatører både lokale og internationale til at overvære det tunesiske valg. Der er ikke registreret valgfusk, og det internationale samfund har rost tuneserne for deres eksemplariske gennemførelse af valget. Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister Hvad har Det Arabiske Forår betydet?»det arabiske forår har ført til forskellige udviklinger i de forskellige arabiske lande. Gennemgående har det været et gennembrud for folkelige reaktioner, som enten har ført til det gamle regimes fald eller til større eller mindre reformer gennemført af det eksisterende regime. Flere steder har der for første gang været hovedsageligt frie valg, der har medført et gennembrud for mere religiøse, islamiske kræfter/partier, der har været lukket nede. I visse af landene har der mere været tale om stamme- eller religiøs loyalitet end om politisk differentiering.«hvad er dit bud på fremtiden hvad kommer der til at ske?»det er meget forskelligt, hvad der vil ske. I nogle af landene vil demokratiet bide sig fast. I andre kommer islamismen til at dominere, og i atter andre vil en langsom reformproces fortsætte. Nogle vil få nye autoritære styrer, mens andre vil blive stadigt mere demokratiske. Bag det hele vil også ligge konflikten mellem sunni/shia og Saudi Arabien/Iran. Alt efter hvordan disse underliggende konflikter vil udspille sig, vil to-statsløsningen mellem Israel og Palæstina blive påvirket. Med mere islamisme vil løsningen blive vanskeligere og konflikten forværret. Fremtiden kan byde på mere fredelig sameksistens mellem Europa og de muslimske lande, men kan i værste fald tværtimod føre til øget konfrontation.«zeinab Kadri, med det røde tunesiske flag om skulderne, stemte for første gang i juni 2011. Da Jyllands-Postens journalist talte med hende ude foran valgstedet, var hun så nervøs, at hun næsten rystede. Hun stemte på et midterparti. Foto: Niels Hougaard Det var Det Arabiske Forårs første frie valg. Med en stemmedeltagelse på ca. 90 pct. markerede tuneserne sig igen som pionerer på vejen mod demokrati. ARABISK FORÅR 17

Egypten 18 ARABISK FORÅR

ARABISK FORÅR 19 Foto: Jan Dagø

sig til min far, at han ikke må være vred på mig Ønsker retfærdighed: Ali Hassans søn, Muhbab, blev dræbt under den egyptiske revolution, da han var på vej til Tahrir-pladsen. Familien har lagt sag an mod den tidligere præsident Hosni Mubarak, som demonstranterne tvang til at gå af. Ali Hassan håber på, at dommen bliver dødsstraf. AF SANNE GRAM KAIRO Da de først på aftenen kom hjem fra Tahrir-pladsen, gik Ali Hassan ind og vaskede tåregassen af kroppen og skiftede tøj. Hans søn, Muhab, skiftede til træningstøj, for han ville med det samme gå ned til en butik på Shubra-pladsen, hvor han kunne få overført billederne fra sin mobiltelefon til en computer, så han kunne lægge dem ud på internettet. De seneste par uger var han blevet facebookven med en del af de tunesere, der havde demonstreret i Tunesien, og nu ville Muhab vise dem og resten af verden, hvad der skete i Egypten. Det var sidste gang, at Ali Hassan så sin søn i live. Den 28. januar 2011 var den egyptiske revolution bare tre dage gammel, og det var allerede mere end seks timer siden, at far og søn var gået hjemmefra til Tahrir-pladsen i det centrale Kairo, hvor demonstrationerne mod præsident Hosni Mubarak var begyndt. Muhab havde ønsket at deltage allerede i den første demonstration den 25. januar. Først havde hans far sagt nej, men da de havde overstået fredagsbønnen i den lokale moské i Rod el-farq-kvarteret få kilometer fra Tahrir, var de gået afsted sammen for at deltage i demonstrationerne. Politiet blokerede veje Med undtagelse af metroen var der ingen mulighed for transport, og det var kun muligt at komme til pladsen ved at gå. Men de blev stoppet af politiet, fortæller Ali Hassan.»Alle veje mod Tahrir-pladsen var blokeret af politiet, og hvis man nærmede sig, begyndte de at skyde med tåregas,«siger han. Ali Hassan sidder i det ene af de to rum i familiens lejlighed. Hvert 10. minut kører toget så tæt forbi lejligheden, at rystelserne kan mærkes i gulvet. På den karrygule sofa har familien stillet en billedramme med et foto af Muhab, familiens eneste søn, som forældrene i dag beskriver som»martyr af revolutionen«. Selv om det er ni måneder siden, at Muhab døde, tager Ali Hassan stadig beroligende medicin for at holde hverdagen ud. Han er holdt op med at arbejde, for i lange perioder efter sønnens død havde han nervøse sammenbrud og besvimede. Under demonstrationen gik Muhab og hans far sammen med en stor gruppe mennesker, der forsøgte at presse sig igennem politiets afspærringer. Da politiet skød med tåregas, kastede nogle af demonstranterne med sten, men hverken Ali Hassan eller hans søn kastede med noget.»muhab havde så travlt med at optage det hele og tage billeder af alt, så han kunne vise det til sine venner på Facebook,«siger Ali Hassan. 17 mennesker blev dræbt Folkemængden pressede politiet, som begyndte at skyde direkte mod demonstranterne. Det er senere blevet hævdet, at 17 mennesker blev dræbt af politiets kugler den dag, og da Ali Hassan og sønnen, Muhab, nåede frem til Tahrir-pladsen, så de alle de sårede.»på den ene side var vi glade for at være kommet frem, men på den anden side var vi kede af det, for vi kunne se alle de sårede mennesker. Vi turde ikke bringe dem væk fra pladsen af frygt for at blive angrebet af politiet, men ambulancerne kunne heller ikke komme ind,«siger han. Folkemængden voksede til et par hundrede tusinde mennesker, men sidst på eftermiddagen blev politiet trukket tilbage, og der kom meldinger om, at militæret ville blive sat ind. Mens politiet havde et dårligt ry, anså egypterne militæret for at være på deres side, så mange demonstranter blev glade for at høre, at militæret var på vej. Men Ali Hassan var ikke helt rolig. Tvivl om militæret»jeg var ikke sikker på, hvordan militæret ville opføre sig, og jeg var bange for, at de ville skyde på os. Så jeg sagde til Muhab, at det var på tide at tage hjem. Derfra kunne vi på tv se, hvad der skete, og så kunne vi eventuelt tage tilbage.«de tog hjem til lejligheden, hvor Alis hustru, Rahma, lavede aftensmad. Det var på det tidspunkt. at Ali Hassan gik ud for Egypten Indbyggere: 83,7 mio. Hovedstad: Kairo Selvstændigt: 1922 Før: Ledet af Hosni Mubarak siden 1981. Egypten var i permanent undtagelsestilstand, hvilket blandt andet gik hårdt ud over pressefriheden. Efter: Mubarak gik af den 11. februar 2011 efter 18 dages voldsomme protester. Ved de første frie valg november 2011 vandt Det Muslimske Broderskab, som stillede op under Friheds- og Retfærdighedspartiet. Militæret overtog dele af magten i juni 2012. 20 ARABISK FORÅR

at vaske sig, og Muhab gik ned på gaden for at sende billeder ud til omverdenen. Men Muhab kom aldrig hjem igen. Senere kom nogle af Muhabs venner løbende til Ali Hassans lejlighed. Muhab var blevet skudt. Hastet på hospitalet»i stedet for at gå hen og sende billederne var han gået med en gruppe af demonstranter, der var på vej fra Shubra-pladsen til Tahrir-pladsen. Men regimets snigskytter lå på tagene og skød mod demonstranterne. Muhab blev ramt i venstre arm og i brystet, og selv om han blev hastet på hospitalet, døde han et kvarters tid efter, at han var blevet skudt,«fortæller Ali Hassan. Rahma sidder på en stol ved døråbningen, og da Ali Hassan når til denne del af fortællingen, kan hun ikke længere holde tårerne tilbage. De triller stille ned ad kinderne, mens hun forsøger at fjerne dem med snippen af sit sorte tørklæde. Beskeden fra Muhab Familien nåede ikke hen til hospitalet, mens Muhab stadig var i live,»jeg var ikke sikker på, hvordan militæret ville opføre sig, og jeg var bange for, at de ville skyde på os. Så jeg sagde til Muhab, at det var på tide at tage hjem. «Ali Hassan, far til Muhbab Hassan men gennem sine venner havde Muhab efterladt en besked til sin far:»sig til min far, at han ikke må være vred på mig. Revolutionen skal nok blive fuldført.«ali Hassan brød sammen. Han besvimede, og han blev indlagt på hospitalet i tre dage.»da jeg blev udskrevet, lavede jeg en plakat og gik ned på Tahrir-pladsen, men jeg besvimede igen, og så blev jeg nødt til at blive hjemme,«siger han. Dag og nat på Tahrir Da han fik kræfter nok, gik han igen ned på pladsen. Han var der om dagen og sov der om natten, og højdepunktet kom den 11. februar, da Hosni Mubarak blev tvunget til at gå af.»jeg var glad for, at det skete, men jeg var ked af, at Muhab ikke nåede at opleve det,«siger Ali Hassan. Familien har lagt sag an mod både Hosni Mubarak og den tidligere indenrigsminister Habib el-adly, men Ali Hassan frygter, at retfærdigheden ikke vil ske fyldest.»vidnerne skifter mening, og jeg frygter, at Mubarak går fri. Mubarak burde blive henrettet det har han fortjent,«siger Ali Hassan. Ægteparret Iman Said og Ali Hassan og datteren Rahma sidder i deres lejlighed i Kairo og mindes deres dræbte søn og bror. De har anlagt sag mod det tidligere regime, men tvivler på at opnå retfærdighed. Foto: Niels Hougaard ARABISK FORÅR 21

Medier i ny virkelighed Fri presse: Efter Hosni Mubaraks fald vendte de statslige medier 180 grader og blev mere kritiske over for det gamle styre. AF SANNE GRAM kairo Dagen efter, at Mubarak-støtter på heste og kameler red rundt på Tahrir-pladsen i det centrale Kairo og slog ud efter demonstranterne, stod der på en af regeringsavisernes forside:»millioner på gaden for at støtte Mubarak.«To dage senere hyldede samme avis, at demonstranterne fik præsident Hosni Mubarak til at træde tilbage. Overskrifterne er eksempel på, hvordan de statslige medier har skiftet side efter Mubaraks afgang. I hele Mubaraks regeringsperiode har de skrevet positivt om præsidenten, men siden hans fald har tonen været en anden. Egyptiske medier står over for store forandringer.»det er et kollaps for de statslige medier, og de har ingen chance for at overleve, for folket vil ikke kunne tilgive dem. Dette er begyndelsen på slutningen for statsmedierne, og om et år vil der ikke være statslige medier,«vurderer Hisham Qassem, der har stået bag opstarten af flere uafhængige medier. Før havde redaktørerne på de statslige medier kun én primær opgave, og det var at skrive for Mubarak, hvis styre gav redaktøren jobbet og let kunne tage det fra ham igen. Egypterne har i årtier levet med en begrænset ytrings- og pressefrihed. Virkeligheden har set forskellig ud alt efter hvem der har præsenteret den. Under demonstrationerne viste statsligt tv flere gange madprogrammer eller smukke optagelser af Nilen, mens demonstranterne tegnede Hitler-skæg på plakater af Mubarak på Tahrir-pladsen. Der har været konsekvenser, hvis man skrev mod regimet, og mange journalister og bloggere er jævnlig blevet tilbageholdt. Et eksempel er bloggeren Hany Nazeer, der i næsten to år sad fængslet med henvisning til Egyptens undtagelseslov. De egyptiske myndigheder har flere gange hævdet, at de ikke bruger undtagelsesloven til at fængsle bloggere og journalister med, og at undtagelsesloven kun bliver brugt i sager med terrorisme og narkotika-relaterede forbrydelser. Men det bliver tilbagevist af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.»Styret har brugt undtagelsesloven til at tilbageholde folk i lange perioder uden rettergang. Selv om undtagelsesloven ikke er blevet lavet direkte mod medierne, er den blevet brugt og har skabt en fornemmelse af, at sikkerhedstjenesten står over alle,«siger Heba Morayef. Ifølge undtagelsesloven kan indenrigsministeren beordre fængsling i 45 dage og forlænge den på ubestemt tid. Den tilbageholdte behøver ikke at blive stillet for en dommer, men efter 30 dage kan vedkommende appellere til statens særlige sikkerhedsdomstol. Domstolen kan bekræfte tilbageholdelsen eller frigive personen, men indenrigsministeriet kan appellere. Ifølge loven har domstolen dog den endelige beslutning, men i f.eks. Hany Nazeers tilfælde beordrede domstolen hans løsladelse fem gange, uden at de relevante myndigheder reagerede. Note: I januar 2012 meddelte militæret, at undtagelseslovene ville blive ophævet. Facebook og twitter blev afgørende for uro Elektronisk kamp: Sociale medier gør det sværere for diktatorer at bekæmpe et folkeligt oprør. Beirut De egyptiske myndigheder og demonstranterne udkæmper en elektronisk krig. Demonstranterne forsøger at sprede informationer via de sociale medier Twitter og Facebook, og præsident Hosni Mubarak prøver at stoppe urolighederne ved at lukke for internetadgang, mobiltelefonnet samt kritiske tv-stationer.»myndighederne har forsøgt at stoppe grundlaget for demonstranternes organisering ved at lukke for internettet, men det er ikke lykkedes for dem,«siger Jakob Erle, direktør ved Det Dansk- Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. Nogle egyptere har formået at bryde myndighedernes internet blokade, og demonstranter har brugt Twitter og Facebook til at mobi lisere befolkningen. Det har haft en afgørende betydning, mener Jakob Erle:»Demonstrationerne havde ikke haft samme omfang, hvis det ikke havde været for de sociale medier.«ifølge Martin Sønderlev Christensen, ph.d. i sociale medier og partner i Social-Square, der rådgiver virksomheder i brug af sociale medier, kan særligt Twitter mobilisere mange på meget kort tid:»de sociale medier er et helt nyt område, hvor myndigheder og demonstranter udkæmper deres kamp.«både under opstandene i Tunesien og Egypten samt ved demonstrationerne i 2009 i Iran har sociale medier fungeret som et nyt værktøj for utilfredse borgere, der ikke har haft en samlende person AF SANNE GRAM 22 ARABISK FORÅR

I mange år er de egyptiske medier blevet holdt i kort snor af regeringen. Efter Mubaraktilhængere stødte sammen med demonstranter i heftige gadekampe i februar 2011, fortalte de statsstyrede medier, at folk havde været på gaden for at støtte Hosni Mubarak. Foto: Jan Dagø til at lede opstanden. Derfor kan undertrykkende regimer ikke længere gardere sig mod folkelig opstand, selv om de har fjernet eller passiviseret politiske modstandere.»magten kommer tilbage til folket, for de sociale medier er med til at mobilisere folk og få sandheden frem,«siger en ekspert i sociale medier, selvstændig rådgiver Thomas Bigum, som understreger, at Twitter i sig selv ikke har skabt opstanden, men den har understøttet den. På den statsejede tv-station Al-Mishriya kunne seerne i går se Kairos tomme gader, hvor hæren opretholdt ro og orden. Slog man derimod over på tv-stationen Al-Jazeera, så man demonstranter samle sig på Tahrir-pladsen i det centrale Kairo. Nyhedernes indhold om opstanden i Egypten afhænger i høj grad af afsenderen, og de egyptiske myndigheder forsøger stædigt at kontrollere informationsstrømmen. Tv kører hele tiden Al-Jazeera er en af de mest indflydelsesrige tv-stationer i Mellemøsten, en region, hvor fjernsynet spiller en massiv rolle.»tv har en stor betydning, for folk kan se, at de ikke er de eneste, der er utilfredse. Desuden er tv'et en del af den arabiske kultur, og det er tændt hele tiden i de arabiske hjem. På grund af analfabetisme fungerer tv som en vigtig informationskilde for visse egyptere,«siger Ehab Galal, der er ekspert i arabiske medier ved Københavns Universitet. Twitter fyldt med appeller Ud over at de sociale medier kan mobilisere befolkningen, skaber de også en anden dynamik i demonstrationer. Tidligere ville demonstrationerne typisk have været ført an af en leder eller en gruppe. Med de sociale medier bliver oprøret mere anarkistisk, og derfor bliver det sværere for myndighederne at stoppe det:»hele den første del af demonstrationerne har været arrangeret uden om de etablerede politiske partier og uden synlige ledere, og det skyldes de sociale medier,«siger Jakob Erle. Men de sociale medier har også en begrænsning. Både i Iran og Tunesien, hvor både Facebook og Twitter har været et værktøj i de seneste opstande, er befolkningen forholdsvis veluddannet, og mange har adgang til internettet. Det er anderledes i Egypten, hvor internet langt fra er almindeligt i alle hjem. Et andet aspekt er informationernes troværdighed, mener Thomas Bigum.»Man kan risikere, at folk løber med en halv vind. Nogle unge synes måske, at det er sjovt at twitte, fordi det kan skabe ballade, så man skal være opmærksom på troværdigheden,«siger han. ARABISK FORÅR 23