ÅRETS GANG I FAMILIEN OG LANDSBYEN

ÅRETS GANG I FAMILIEN OG LANDSBYEN

Indledning Udnyttelsen af naturens ressourcer Folk i jernalderen var bønder. De skulle skaffe sig selv næsten alt, hvad de havde brug for - de var selvforsynende. Derfor byggede de deres landsbyer på steder, hvor alle de nødvendige ting var i nærheden: - marker til korndyrkning, - enge og overdrev til græsning og høslæt, - skove til brændsel og hustømmer. I forskellige egne af landet var der forskel på, hvordan jorden var. Den kunne være leret og stiv, så jernalderbonden havde svært ved at bearbejde den ordentligt - sandet og lettere at pløje - sumpet og fugtig, så den ikke kunne bruges som agerjord. Dette gjorde, at landbruget sikkert har været forskelligt fra egn til egn. Nogle steder har man lagt mest vægt på kvægavl, mens korndyrkning har været det vigtigste andre steder. Store fåreflokke har været almindelige i de magre egne. Ved at leve som bønder forandrede jernalderfolkene hele tiden naturen. Det kunne ske ved, at kvæget spiste blade og kviste af træerne, så skoven blev mindre, eller ved, at man ved dyrkning udpinte jorden, så man måtte lave nye marker. Klimaet forandrede sig også. Jernalderen var mere regnfuld og mindre solrig end bronzealderen havde været. Også i løbet af jernalderen forandrede klimaet sig - det var tørt og solrigt i tiden omkring år 0 for igen at blive mere regnfuldt i 3. - 4. århundrede e. Kr. Derfor var der meget stor forskel på landbruget i løbet af den lange periode, som jernalderen varede - hvilket var mere end 1200 år. I begyndelsen af jernalderen tog man kvæget på stald - måske, fordi det blev koldere, måske for at samle gødningen til jordforbedring. Det gjorde livet mere besværligt, fordi der så skulle samles vinterforråd i meget større mængder. Også den daglige pasning af dyrene blev et større arbejde. Markerne var små med digevolde omkring. De indgik i et dyrkningssystem, hvor de på skift blev dyrket og lå brak. Man havde et landsbyfællesskab, så man satte et fælleshegn omkring hele landsbyen. I jernalderens første halvdel udvikledes denne form for landbrug. Befolkningstallet steg, så man måtte rydde mere og mere af skoven og grundlægge nye landsbyer. Danmark blev i tiden omkring år 0 - midt i jernalderen - et skovfattigt og tætbebygget land. Det kom på lang sigt til at give nogle store problemer, fordi presset på naturens ressourcer førte til udpining af jorden, så den ikke længere kunne bruges som agerjord. I stedet bredte overdrevene sig - i de sandede jyske egne blev det begyndelsen på lyngheden. Omkring år 250 e. Kr. duede den gamle dyrkningsform ikke mere. Der var for mange år med misvækst og hungersnød, fordi man havde ødelagt naturens balance. Derfor måtte man lave om på landbruget. Det spillede sikkert også en rolle, at det igen var blevet mere regnfuldt, så græsset klarede sig bedre end kornet. Nu lavede man meget større landsbyer uden fælleshegn. Gårdene blev også større, og hver gård fik sit eget hegn omkring, fordi den var blevet en selvstændig enhed. De små marker blev opgivet. Skoven fik igen lov til at brede sig. De dyrkede marker omkring landsbyerne var blevet større, og de blev dyrket mere omhyggeligt. Det vigtigste var ikke længere kornavlen, men husdyrene - kvæg, får og svin, som kunne klare sig selv på overdrevene og i skovene, hvor de blev passet af en enkelt hyrde. 1

2

Jernalderfamiliens dagsrytme I dag behøver vi ikke tænke på, hvordan vi får opfyldt vore behov. Der er andre, som i vores servicesamfund er ansat til at tænke for os: - Vi trykker på en knap, og så har vi lys. - Drejer på en kontakt, og komfuret bliver varmt og er klar til madlavning. - Drejer på hanen og får vand - sågar både koldt og varmt. - Vi henter, hvad vi mangler i supermarkedet. Akkurat de samme behov havde folk i jernalderen, men de måtte klare det hele selv. Derfor havde hver dag sine faste gøremål: - Der skulle laves mad. - Køerne skulle malkes. - Der skulle sørges for brænde. Nødvendige gøremål for at dagligdagen kunne fungere. Hvis dagsrytmen blev forstyrret på grund af sygdom, uheld eller andet, fik man måske ikke mad og måtte gå sultne i seng. Jernalderlandsbyens årsrytme Vi har i dag gjort os mere eller mindre uafhængige af årstidernes rytme: - Vi bor i velisolerede huse, hvor der er»sommer«hele året. - Vi køber brødet hos bageren og tænker ikke på, hvor han får melet fra. - Vi plukker ikke bær om efteråret, men køber syltetøjet i supermarkedet, når glasset derhjemme er blevet tomt. - Vi kan året rundt købe masser af frisk kød hos slagteren. Sådan var det ikke i jernalderen. Da var der i løbet af året bestemte ting, der skulle gøres: - Markerne skulle tilsås. - Der skulle samles bær. - Høet og kornet skulle høstes. - Nogle af husdyrene skulle slagtes. Hver ting til sin ganske bestemte tid. Man måtte selv vide, hvornår tiden var inde. Det var nemlig yderst vigtigt, at man fik gjort årstidens gøremål på det rigtige tidspunkt af året, for alle var afhængige af det - og næste gang, chancen kom, var først næste år. Tingene går nemlig i ring - det har de altid gjort, og det gør de stadigvæk, selvom vi i dag har glemt det. Hvis årsrytmen blev forstyrret på grund af krig, tørke, oversvømmelse eller lignenede, kunne det få katastrofale følger - f. eks. hungersnød Drengene lærte af deres fædre, hvad der var mandens arbejde i løbet af dagen og året. Pigerne lærte af deres mødre. Det var deres»skolegang«. For at sikre at dagens og årets rytme ikke blev brudt, har jernalderfolkene sikkert haft forskellige ceremonier og ritualer i forbindelse med mange af deres arbejdsopgaver. 3

4

5

Fødefremskaffelse Husdyrholdet Kvæg Kvægavlen var vigtig i mange jernalderlandsbyer. Båseskillerummene i staldene fortæller, at mange gårde har haft 14-16 dyr på stald. Fund af knogler viser, at deres dyr har været noget mindre end nutidens kvæg. Knoglerne fortæller også, at de fleste køer blev slagtet, når de var tre år gamle. På den måde kunne man holde en fast bestand og samtidig sørge for, at flokken ikke blev for gammel. Køerne blev malket flere gange om dagen, så de har nok græsset i nærheden af landsbyen om sommeren. Ungkreaturerne blev sikkert passet af en hyrde på marker og i skove længere væk fra landsbyen - disse marker kaldte man for overdrev. Nogle af tyrekalvene blev kastreret, mens de var små - så blev de til det, man kalder stude. Studene blev trænet to og to som trækdyr. Et studeforspand har nok mest været i brug til pløjning forår og efterår, men de kan også have været anvendt som trækdyr foran en vogn. Før vinteren blev mange dyr sikkert slagtet, så man kunne spise kødet og bruge skindet, hornene og knoglerne. Resten af flokken var så på stald om vinteren, hvor det sikkert har været et stort arbejde at passe dem. Nogle skulle stadigvæk malkes en tid. De skulle fodres med hø eller løv. Passes og plejes. 6

Får En landsby havde normalt også en flok får. Måske blev de passet af en fårehyrde på overdrevsarealerne om dagen. Om aftenen blev de drevet hjem til landsbyen, hvor de om natten kunne være i sikkerhed i en indhegning. Dyrene lignede ikke nutidens får - de var mindre, grovere i pelsen, og alle fårene havde horn. Geder Geden har også altid været et vigtigt dyr, men det er svært for arkæologerne at sige noget om jernalderens geder, fordi deres knogler ikke var forskellige fra fårenes, så man kan ikke kende forskel på dem. Geder var bedre at malke end får, men til gengæld gav de ingen uld. Gotlandske udegangsfår (gutefår) fra nutiden minder mest om jernalderfårene. Fårene krævede ikke så megen pasning som kvæget - selv om man måske også malkede fårene. Når man klippede fårene, fik man uld, som kunne spindes til garn og væves til tøj - men også kødet og skindet fra fårene var vigtige for jernalderlandsbyens folk.

Svin Svinet var et vigtigt køddyr - måske det vigtigste. Det formerede sig hurtigere end de andre større dyr, og det kunne klare sig selv i skoven eller mellem husene. De var altædende og fungerede nærmest som landsbyens»skraldemænd«. Jernalderens svin lignede ikke vores moderne grise ret meget. De var langbenede, havde stritører og stive børster. En lang tryne gjorde dem velegnede til at rode jorden/skovbunden igennem efter olden eller andet spiseligt. Knoglefund viser, at de fleste svin blev slagtet, når de var mellem 2 og 3 år gamle. Så havde de haft det første kuld smågrise og opnået en passende størrelse. Svinet var mest udbredt i de egne af landet, hvor der var meget skov. Høns og gæs I skoven og mellem landsbyens huse gik også høns og gæs. De klarede sikkert sig selv og fik kun det at spise, som de selv kunne finde. Jævnligt slagtede man nogle af hønsene og gæssene, så man kunne få frisk kød. Heste Heste har ikke været almindelige husdyr i jernalderlandsbyen. De har været ridedyr for de rige og fornemme. Måske har heste også været brugt til jagt og i krig. De har været mindre end nutidens heste - nærmest som islandske heste i dag. Arkæologerne finder ikke mange hesteknogler sammen med de andre dyreknogler, så det har nok heller ikke dengang været almindeligt at spise hestekød. Derimod har hestene nok spillet en vis rolle ved forskellige ceremonier og offerskikke. Hunde Hunde har været ret almindelige. Der har været en meget stor race - som en tysk rottweiler - den har sikkert kunnet følge med en rytter til hest på jagt eller i krig. Hundene findes ofte i grave sammen med mennesker, så der har nok også dengang været et tæt forhold mellem en hund og dens herre. Æg blev også samlet ind for at blive brugt i madlavningen.

Agerbruget Jernaldermarkerne Lige uden for landsbyen lå de dyrkede jernaldermarker. Markerne var små - fra få hundrede til nogle tusinde kvadratmeter. Der var mange marker, og de lå i et helt system med lave volde imellem. På voldene kunne der være plantet levende hegn som beskyttelse mod blæsten. Her kunne der også samles bær og frugter om efteråret. Disse gamle marksystemer fra den første del af jernalderen er arkæologerne nogle gange heldige at finde, f. eks. inde i en skov eller på en hede, hvor vores moderne landbrugsredskaber ikke har ødelagt de gamle volde. For at markerne ikke skulle blive udpint, vekslede man mellem at dyrke marken og lade den hvile. En mark, der hviler, kaldes en brakmark. Man brugte også at sprede gødningen fra dyrene ud på markerne. Herved opnåede man at kunne dyrke de samme marker i flere år. I løbet af jernalderen blev landbruget lavet om. Mange landsbyer blev opgivet, og i stedet flyttede folk til større landsbyer. Også mange marker blev opgivet, så skoven og overdrevene igen kunne brede sig. Her passede en enkelt hyrde store kvægflokke. Resten af markerne blev dyrket meget mere omhyggeligt.

Redskaberne Jernalderbondens vigtigste redskab var arden - en meget simpel træplov, som ikke kunne vende jorden, men blot kultivere overfladen. Arden kender vi ganske nøje, selv om den var lavet helt i træ, som normalt ikke kan bevares i jorden i de ca. 2000 år, der er gået fra jernalderen til i dag. I en mose ved Donneruplund i nærheden af Give har man fundet en næsten hel ard. Bonden har også haft andre redskaber. Øksen havde han altid med sig - den kunne sidde i bæltet, så han havde den lige ved hånden. En hakke brugte han til at bearbejde jorden med. En stor trærive blev brugt til at harve kornet ned med efter såningen. Segl, kortle og løvkniv var de redskaber, som blev anvendt til høstarbejde. Seglen høstede man korn med. Kortleen brugte man til at slå hø med. Løvkniven var god til at skære kviste og blade af træerne. Redskabernes skærende dele var lavet af jern, mens skafter og håndtag var lavet af træ. 10

11

Afgrøderne Arkæologerne kan også fortælle os, hvilke afgrøder jernalderbonden har haft på sine marker. Da Overbygård-landsbyen blev udgravet, fandt man en brændt kælder. I denne kælder var der en masse lerkrukker, som indeholdt forkullet korn og frø. Det kunne stadigvæk godt lade sig gøre at se, hvilke slags korn og frø det var. I jernalderen ofrede man nogle gange mennesker i mosen. Nogle af disse moselig er meget velbevarede - f. eks. Haraldskærkvinden ved Vejle, Tollundmanden og Grauballemanden ved Silkeborg. Når videnskabsmænd undersøger, hvad moseligene havde i deres maver, kan det fortælle os, hvad disse mennesker har spist, lige før de blev ofret. Pottemageren fik ofte lidt skidt - også kærner og frø - med i lerblandingen, når hun skulle ælte sit ler. Det kan også være med til at fortælle os, hvilke planter og kornsorter jernalderbonden har haft. Planterne befrugtes, ved at blomsterstøv fra støvdragerne rammer støvfanget. Blomsterstøv kaldes pollen. Forskellige planters pollen ligner ikke hinanden. De pollen, der ikke rammer støvfanget, falder til jorden, hvor de kan bevares i mange år. 12

Når man laver en udgravning, kan man finde disse pollen og bestemme dem, så man kan finde ud af, hvilke planter der har vokset på det sted, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Byg var den mest almindelige kornsort. Men man dyrkede også hvede og havre. Rug kendte man ligeledes - dog først fra tiden omkring Kristi fødsel. Det var ikke helt de samme kornsorter, som vi kender idag, man dyrkede i jernalderen. De var først og fremmest meget små. Emmer og enkorn var primitive former for hvede. Seksradet byg var en primitiv form for byg. Man dyrkede også hirse - en kornsort, som vi ikke dyrker i dag. Sæddodder og hør var olieholdige planter, som sikkert har spillet en vigtig rolle i kosten. Ærter, hestebønner og farvevajd er andre eksempler på dyrkede planter. Mange forskellige slags frø af vilde planter blev indsamlet og brugt i madlavningen - f. eks. spergel, pileurt, gåsefod og vejbred. Mange af disse planter voksede især på brakmarkerne. 13

Arbejdet med agerbruget året igennem Året igennem var der nok at se til, når man skulle passe dyrene og markerne. Hele tiden havde jernalderbonden, hans familie og medhjælpere travlt. Hver årstid havde sine bestemte gøremål, som var livsvigtige at få gjort på lige netop det rigtige tidspunkt. Der var en afhængighed af dette, som vi i dag slet ikke kan forstå, fordi vi hele tiden kan få det, vi har brug for - vi kan jo bare købe det - måske fra et helt andet sted i verden - måske har det været dybfrosset for bedre at kunne holde sig - måske... Foråret På det rigtige tidspunkt skulle jorden bearbejdes, så afgrøderne fik de rigtige vækstbetingelser. I flere dage gik bonden bag ved arden og pløjede markerne på kryds og tværs - hans søn eller en medhjælper har måske gået foran og styret studeforspandet. Hvor arden ikke kunne gøre arbejdet ordentligt, måtte hakken tages i brug - det var tungt og drøjt arbejde. Gødningen var også kørt eller båret ud på markerne, og det gjaldt om hurtigt at få den pløjet, hakket og gravet ned i jorden - så gav den nemlig mest kraft til afgrøderne. I dag ved vi, at det skyldes, at kvælstoffet i gødningen på denne måde bedst bliver optaget i planterne. Sikkert under iagttagelse af forskellige hellige ritualer og ceremonier blev kornet sået. Bonden gik med en halmflettet såkurv og strøede det kostbare sædekorn ud i et passende tyndt lag. Bagefter blev markerne omhyggeligt revet over med den store trærive, så kornet kom godt ned i jorden. Så var det bare at vente og håbe på, at kraften i jorden ville give grokraft til kornet. Måske lugede man et par gange det værste ukrudt væk, mens kornet endnu ikke var så højt. Og hele sommeren passede man godt på, at husdyrene ikke kom ind på kornmarkerne. 14

Sommeren og efteråret Når tiden var til det, skulle kornet høstes. Med segl skar man forsigtigt aksene af stråene. Halmen kunne bruges som vinterfoder til dyrene. Den kunne også bruges til løbbinding, som er en teknik, hvor halmen bliver bundet sammen til beholdere. Eller man kunne lave halmsimer - dvs. flettede bånd, som kunne bruges til at binde stråene fast på taget af husene. Halmen blev måske sat på stativer, så den kunne tørre, før den kom hjem på loftet. Kornet blev opbevaret i store lerkrukker eller trætønder. Efterhånden som det skulle bruges, tærskede man det. Man brugte måske en kohud som underlag, for at intet skulle gå til spilde. Med krumme kæppe bankede man kernerne løs af aksene. Herefter rensede man kernerne for avner og andre urenheder ved at kaste dem op i luften. Også de andre planter, man dyrkede på markerne, skulle høstes på det helt rigtige tidspunkt - hverken for tidligt eller for sent. 15

Bonden skulle lave meget vinterfoder til sine dyr. På engene langs vandløbene bjærgede han hø. Hans vigtigste redskab her var kortleen - en lille le, som kunne svinges med én hånd. Igen var han afhængig af årstiden. Vejret skulle også være helt rigtigt, for at høet kunne blive godt. Når høet var tørt og godt, blev det båret eller måske sejlet og kørt hjem til landsbyen, hvor det blev opbevaret tørt. Et andet vigtigt vinterfoder, som ikke kendes hos os idag, var løvhø. Med en løvkniv høstede man kviste og blade fra egnede træer - f. eks. elm, lind eller ask. De blev tørret og fragtet hjem til landsbyen - måske først om vinteren, hvor færdslen var lettere på den frosne jord. Også det skulle opbevares tørt, så jernalderbonden har haft brug for lader og opbevaringsplads i massevis. Skulle man stege kød i en sydegrube, skulle man bruge store blade til indpakning, og jernalderkvinden har ganske givet vidst, at nogle blade gav en god smag til kødet, mens andre blade gav en dårlig smag. I løbet af sommeren og efteråret havde man også travlt med at høste de brugelige dele af mange vilde planter. Man vidste, hvor de rigtige planter voksede, og passede sikkert godt på stederne. Fordelen ved de vilde planter var, at man kun behøvede at høste, for såningen skete af sig selv. På brakmarkerne, i hegnene, på engene og overdrevene og i skovene voksede der mange nyttige vilde planter. Man høstede også skovenes og hegnenes frugter og bær og sørgede for at få dem opbevaret, så man kunne have glæde af dem hele vinteren - eller i hvert fald så længe som muligt. Man tørrede, kogte og lavede gærede drikke. Det meste skulle bruges i madlavningen, men planter blev også anvendt til farvning af garn samt til helbredelse af syge mennesker og dyr. Året igennem var der bestemte vilde planter, som blev brugt til madlavningen - f. eks. den meget vitaminrige brændenælde, som er god i suppe eller the. Men også andre blev høstet, når de skulle bruges til ost, the, suppe eller andet. 16

Vinteren I løbet af vinteren brugte man af årets høst - både til mennesker og dyr. Hvis vinteren blev lang og streng, kunne det sagtens få katastrofale følger. Hungersnød har ikke været ukendt. Dyr og mennesker har sikkert af og til været meget afkræftede ved vinterens slutning. Allerede før sneen var helt væk, myldrede det imidlertid frem med næste års planter. Og det har sikkert været et meget stort øjeblik, når man kom hjem med de første spæde brændenælder, der var fulde af de vitaminer, som kroppen mod vinterens slutning trængte så hårdt til. Jagt og fiskeri Ved undersøgelse af knoglefund fra jernalderen finder man flest knogler fra husdyr og ikke ret mange af vilde dyr. Det tyder altså på, at jagt ikke har spillet nogen særlig stor rolle. Man har fundet rester af rådyr, krondyr og vildsvin. De vigtigste jagtvåben har sikkert været bue og pil. Måske har jernalderfolkene også lavet fælder og snarer. Fiskeri og indsamling af skaldyr har nok været egnsbestemt. Boede man inde i landet, udnyttede man bække, åer og søer. Boede man nær havet, har man forsøgt sig ved kysten, i fjorde og bugter. Både ruser, garn og kroge har været anvendt som fangstredskaber. Man fangede mange forskellige slags fisk. De fleste fisk, som vi kender idag, fandtes også i jernalderen. Der er fundet rester af ålegårde i Storebælt. I jernalderens køkkenmøddinger har man fundet fiskeben fra torsk, laks, ørreder, gedder og aborrer. Der er også fundet knogler fra sæler. Langs mange lavvandede kyster har man samlet skaldyr - f. eks. hjertemusling, blåmusling og strandsnegl. Det har været et godt supplement til kosten. Enkelte steder har man fundet tykke lag af skaller, som fortæller, at folk i perioder har boet og levet på fangstpladserne. I dyngerne finder man forskellige oldsager, som kan fortælle os, at dyngen stammer fra jernalderen. 17

Fødetilberedning Redskaber og inventar De fleste redskaber og inventar til husholdningen var ens igennem hele jernalderen, selv om de selvfølgelig hele tiden undergik små forandringer og forbedringer. Der har sikkert også været egnsbestemte forskelle. Man var dygtige til selv at lave tingene i landsbyen. Pottemager, skemager, kurvemager og smed var vigtige personer, fordi de kunne lave de mere specielle ting. De mere enkle ting - f. eks. spiseskeer og økseskafter - kunne man nok selv lave på de enkelte gårde. Enkelte ting måtte man købe eller bytte sig til - f. eks. kværne lavet af sten fra Rhinen eller Norge. Drejekværnen afløste på et tidspunkt skubbekværnen - det må have været et stort teknisk vidunder, som folk var meget forundrede over i begyndelsen. Kosten og dens tilberedning For det meste fik menneskene i jernalderen god og nærende kost. Det kan bl. a. ses på skeletterne ved, at menneskenes gennemsnitshøjde var næsten den samme som idag. 18

Kød Jernaldermenneskene spiste kød - mest fra husdyrene. Vel også lidt vildt - men der er ikke fundet mange knogler fra vilde dyr i udgravningerne. Hvor der var fiskemuligheder, spiste de sikkert mange fisk, selv om fundene heller ikke viser mange fiskeben - men det kan skyldes, at fiskeben ikke bevares så godt. Fåret og svinet var de vigtigste køddyr. Får var hvermandseje - et rigtigt brugsdyr. Svinet passede sig selv i skoven eller mellem husene. Kvæget var det mest værdifulde husdyr, men spillede nok en mindre rolle som køddyr, fordi der var megen anseelse forbundet med at eje kvæg. Jo mere kvæg man havde, des rigere var man. Hestekød spiste man ikke i nævneværdig grad, så vidt man kan se af fundene. Der må have været problemer i forbindelse med brugen af kød som føde. Når man slagtede, fik man så store mængder, at det hele ikke kunne spises straks. Hvordan konserverede man lettest kødet, så det kunne holde sig i længere tid? Saltning? Røgning? Tørring? Eller mon man kendte den metode, som har været anvendt på Island helt op til vores tid, hvor man konserverede kødet i valle, som er den væske, man får til overs ved ostefremstillingen? Tilberedningen af kødet kunne foregå på forskellige måder: Kogning til suppe - måske den bedste måde at udnytte kødet på. Undersøgelser af moseligenes maveindhold viser, at deres sidste måltid var en suppe eller vælling, og at Grauballemandens suppe var kogt på et stykke grisekød. Man kunne også stege kødet på spid over bål eller i en lerovn. Eller som noget meget specielt tilberede det i en såkaldt syde- eller kogegrube: 19

Mælk Et andet vigtigt råstof, som dyrene leverede, var mælken. Kvægholdet har i hvert fald til tider været så stort, at menneskene kan have haft temmelig meget mælk, selv om en ko i jernalderen har givet meget mindre mælk end idag. Køernes gold-periode har også været meget længere - det er den periode, hvor koen ikke giver mælk, mens den er drægtig. Især i den varme tid af året må det have været et problem for jernaldermenneskene at opbevare mælken. De har nok drukket noget af mælken frisk. Resten blev udnyttet - måske på samme måde, som vi kender fra sæterdrift i vores tid: Man kunne lave ost. Det er en god måde at langtidsopbevare mælken på. Der findes flere forskellige måder at lave ost på. At lave ost kræver kendskab til brugen af kalvemave som osteløbe. Det tager tid. Surmælksost kan derimod fremstilles ved bålet i løbet af et par timer. Tykmælk var en måde at gøre mælken sur på. I flade skåle satte man mælken et lunt sted og tilsatte lidt gammel tykmælk. I løbet af kort tid havde man tykmælk. Fløden kunne kærnes til smør. Efter at mælken havde stået i et mælkefad natten over, lå fløden som et tykt lag foroven. Den blev forsigtigt skummet af, og med nogle afbarkede grene piskede man fløden. Først blev den til flødeskum, og når man fortsatte med at piske, fik man smør - og kærnemælk som et biprodukt. Smørret kunne så æltes og tilsættes en smule salt. Æg Fra hønsene og nogle af de vilde fugle har man fået æg. I vores tid kender vi til indsamling af æg fra vilde fugle på Færøerne, så det har nok været et vigtigt supplement til kosten i forårsmånederne, hvis man boede det rigtige sted. Landsbyens egne høns og gæs har også lagt æg, som kunne anvendes. Det har igen været periodebestemt, fordi tamhønsene ikke lægger æg i mørketiden. Planter Planterne har været vigtige råvarer i den daglige husholdning - både de dyrkede og de vilde planter. Jernaldermenneskene har sikkert vidst, hvor de forskellige vilde planter voksede. De har måske også haft små»køkkenhaver«, hvor de har plantet de mest benyttede husholdningsplanter. 20

Kornet var uden tvivl den vigtigste brugsplante - med byg som den mest almindelige. Kornet blev anvendt til fremstilling af brød og grød - i begge tilfælde sikkert blandet sammen med andre ting. For at kunne bruges til bagning af brød skulle kornet laves om til mel, og det var en af dagligdagens evigt tilbagevendende, slidsomme bestillinger at sidde ved kværnen og skubbe eller dreje den, så man fik lavet sit mel. Til brødbagning var hvedemel måske det mest anvendelige, fordi det var den kornsort, der havde det største glutenindhold og derfor den bedste hæveevne. Der var forskellige måder at bage brød på. Uhævede brød kunne bages på bageplader og potteskår på gløder på ildstedet, så man på den måde udnyttede den sidste varme fra madbålet. Der er netop fundet lerplader med fordybninger i, som arkæologerne mener har været brugt som bageplader. Man kunne også bage hævede brød. Gær kendte man ikke, så man skulle lave en surdej, som blev blandet i dejen. Når den var hævet - det tog måske et døgn - tændte man op i brødbagningsovnen. Der skulle fyres kraftigt i ovnen et par timer, så ovnkappen og stenene i bunden blev gennemvarme. Først da kunne gløderne rages ud, brødene sættes ind, og hullet lukkes. Efter ca. 1 times forløb havde man friskbagte brød. På en jernaldergård på Bornholm har arkæologerne fundet resterne af en sådan brødbagningsovn. Grød var nok den almindeligste spise i jernalderen. Det var den mest økonomiske måde at tilberede et godt og næringsrigt måltid på. Grøden kunne som hovedbestanddel have byg. Igen var der et stort arbejde ved kværnstenene. Byg er oven i købet sværere at formale end hvede på grund af de skaller, der sidder omkring selve kernen. Inden den kom i grødkrukken, skummede man den, så skallerne blev fjernet. Sammen med det grove bygmel kunne man koge friske eller tørrede frugter og bær, olieholdige frø, udblødte hvedekerner og nødder. Måske kogte man også af og til et stykke kød med. Grøden kunne serveres med en klat smør eller en skefuld flødeskum - så det var faktisk et temmelig velsmagende måltid. 21

Forskellige vilde og dyrkede planter blev året igennem anvendt til fremstilling af suppe og drikke. Suppe var en god måde at tilberede mad på. Suppekrukken kunne stå ved bålet og passe sig selv. Suppen kunne laves på mange forskellige urter. Vigtigst var nok brændenælden, fordi den var så let at få fat på i rigelige mængder en stor del af året - lige fra de første spæde skud under sneen til topskuddene om sommeren eller nye skud, der hvor man havde høstet brændenælder til andre formål. Andre planter til suppen kunne være hvidmelet gåsefod, hønsetarm, skvalderkål og vild kørvel. Ofte kogte man også et stykke kød med i suppen for at give den ekstra kraft - det kunne være en høne. Man kunne også komme fisk i og lave en velsmagende fiskesuppe. I de perioder, hvor der var meget mælk, har man sikkert drukket noget af den frisk. Endvidere har forskellige former for urtete eller varm saft været drikke, som altid kunne stå ved madbålet. Man brugte sikkert honning som sødemiddel i sine drikke - den har jernaldermenneskene kunnet finde hos de vilde bier. I jernalderen har man også fremstillet alkoholiske drikke. Arkæologerne finder af og til mange gærrester i drikkekar som tegn på, at de har indeholdt gærede drikke. Ved at lade honning gære kunne man lave mjød. Man kunne tilsætte mange forskellige urter til den færdige drik og derved give den en bestemt smag. Øl kunne man sikkert også lave. Arkæologerne fandt ved en udgravning ristet grovmalet byg. Det kaldes malt og er netop den masse, som ved gæring omdannes til øl. Hertil kunne man tilsætte forskellige smagsstoffer. Om de alkoholiske drikke har været hverdagsdrikke, ved man ikke med sikkerhed. Det kunne også tænkes, at de kun blev drukket ved festlige lejligheder eller i forbindelse med forskellige ceremonier og ritualer året igennem. 22