AFGHANISTAN bag overskrifterne

AFGHANISTAN bag overskrifterne MOESGÅRD MUSEUM

AFGHANISTAN bag overskrifterne Introduktion 2 Afghanistans historie 4 Håndværk og erhverv 12 Kultur og tro 16 Under Taliban 22 Flygtninge 29 1

INTRODUKTION 1 - Om udstillingen - Fakta Om udstillingen Siden terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 og med USAs efterfølgende bombninger har Afghanistan været centrum for hele verdens bevågenhed. Historierne om Taliban og Osama bin Laden, om borgerkrig, kvindeundertrykkelse og mennesker på flugt har skabt et billede af landet som et middelalderligt samfund regeret af nådesløse krigsherrer. Men Afghanistan rummer meget andet. Et andet Afghanistan Placeret centralt på Silkevejen har Afghanistan altid været mødested for vidt forskellige traditioner og kulturer, der i dag kan spores i landets mange forskellige etniske grupperinger. Op gennem det 20. århundrede har Afghanistan været præget af mødet mellem traditionelle livsmønstre på landet og en rivende modernisering i byerne. Hele vejen igennem disse forandringer har befolkningen skullet tilpasse sig nye mønstre - hvad enten de har indbefattet forandringer i religion, moral, økonomi eller frihed. Når kanonerne buldrer, er det ofte disse nuancer der bliver glemt. Afghanske samlinger på Moesgård Moesgård Museum ligger inde med mere end 3000 etnografiske museumsgenstande indsamlet af danske forskere på ekspeditioner og feltarbejde i Afghanistan over en 50- årig periode fra 1948 til 1998. Påvirket af de dramatiske begivenheder i efteråret 2001 har vi valgt ud i disse genstande for at lave en udstilling, der giver et bredere og mere nuanceret billede af, hvad Afghanistan er og har været - bag overskrifterne. Fakta Areal: ca. 650.000 km2 Indbyggertal: ca. 26 mio. (anslået juli 2001, seneste officielle tal er fra 1986: 18,6 mio. ) Hovedstad: Kabul (anslået 1,4 mio. indbyggere i 1988) Befolkningen Etniske grupper: * pashtuner 38% * tajikker 25% * hazaraer 19% * uzbekere 6% * mindre etniske grupper (aimaqer, turkmener, baluchere og andre) 12% 2

Officielle sprog: Pashtu og dari (persisk). Ca. 10% af befolkningen taler tyrkiske sprog (turkmensk og uzbekisk). Derudover tales der over 30 forskellige sprog og særegne dialekter. Religioner: sunni-muslimer 84%, shia-muslimer 15% og andre 1% Gennemsnitlig levealder: 47,3 år Børnedødelighed (pr. 1000): 140, 6 Analfabeter: 68,5% Klima Der er store temperaturudsving mellem sommer og vinter. I lavlandet kan sommertemperaturen nå op på 45 C, mens vintertemperaturen i højlandet kan komme ned på omkring -50 C. I Kabul, som ligger 1800 m.o.h., svinger temperaturerne fra knap 40 C om sommeren til ca. -25 C om vinteren. Det dominerende klima er fastlandsklima med vinternedbør. De østligste dele af landet berøres af den indiske sommermonsun. I højlandet falder nedbøren mest som sne. Smeltevandet herfra har stor betydning for landets omfattende kunstvandingssystemer. I det østligste Afghanistans højland er der fyrre-og cedertræskove, mens resten af landet er stærkt tørkepræget med steppevegetation og rester af spredt skov. Flere af skovene er nu truet på grund af en omfattende illegal handel med tømmer. Økonomi Møntfod: Afghani, 5000 afghani svarer til ca. 1 US$ (2000) Vigtigste erhverv: landbrug og kvægavl Vigtigste eksportartikler: frugt og nødder, tæpper, uld, bomuld, persianerskind og opium BNP pr. indbygger: anslået til under 765$ (2000) Afghanistans økonomi har de senere år været hårdt plaget efter mange års krig. Desuden har landet de senere år været udsat for meget alvorlig tørke, hvilket har haft fatale konsekvenser for en befolkning, hvor 85% er afhængige af landbrugssektoren. I ly af krigen har den illegale økonomi fået en afgørende betydning, især i form af opiumsdyrkning og handel med smuglervarer. Det anslås, at opiumsproduktionen i Afghanistan i 1999 lå på omkring 4600 tons, hvilket gjorde landet til verdens største opiumsproducent. Det har i de senere år været ekstremt svært at finde troværdige statiske oplysninger fra Afghanistan. Derfor skal alle oplysningerne på dette opslag tages med store forbehold. 3

AFGHANISTANS HISTORIE - Den tidlige historie - Stammestaten - Tradition og modernisering - Pashtunistan - Islam og kommunisme - Sovjetkrigen - Borgerkrigen Den tidlige historie 2 Afghanistans placering i skæringspunktet mellem de store asiatiske kulturområder og ved handelsvejene mellem Europa og Asien har givet landet en mangfoldig og helt unik kulturarv, præget af både persisk, græsk-hellenistisk, buddhistisk og islamisk indflydelse. Arkæologiske udgravninger har haft afgørende betydning for kendskabet til landets tidlige historie og har bragt imponerende kunstskatte for dagens lys. Den græske indflydelse I det 6. århundrede f. Kr var det nuværende Afghanistan en del af det persiske Achaimenide-rige. Alexander den Store overtog det achaimenidiske rige, da hans hære besejrede rigets sidste konge, Darius III, i 331 f. Kr. Alexanders enorme rige strakte sig så langt mod øst som til Indus-dalen, men faldt hurtigt fra hinanden efter hans død i 323 f. Kr. Alexanders regeringstid var for kort til at få varig indflydelse på den afghanske kulturarv. Men efter hans død dannedes små, hellenistiske kongedømmer i området, hvor der efterhånden opstod lokale blandingskulturer med stærkt græsk islæt. Det skete for eksempel i Baktrien, der oprindelig var en vigtig militærpost for Alexanders togt. Efter Alexanders død forblev Baktrien et uafhængigt dynasti af græsk-baktriske konger helt frem til dets indlemmelse i det buddhistiske Kushan-imperium i det 2. århundrede e. Kr. Udbredelsen af Alexander den Stores Rige indtegnet på nutidigt kort. Kushan-imperiet Størstedelen af det nuværende Afghanistan blev i det 2. århundrede e. Kr. en del af Kushan-imperiet, hvis buddhistiske arv afspejles i arkæologiske fund. Kushan-imperiets herskere forstod at udnytte landets placering midtvejs på Silkevejen, der på daværende tidspunkt var den vigtigste handelsrute mellem Europa og Kina, til at samle gigantiske rigdomme og magt. Da franske arkæologer i 1930 erne og 40 erne udgravede ruinerne af Kapisa, Kushanimperiets hovedstad, fandt de nogle af de imponerende kunstskatte, Kushan-rigets herskere havde samlet, blandt andet silke fra Kina, glas fra Alexandria, bronzestatuer fra Rom og billedskærerarbejder i elfenben fra Indien. Kushan-imperiet, 2. århundrede f. Kr. indtegnet på nutidigt kort. 4

Islamiske dynastier - en arabisk storhedstid Omkring 650 e. Kr. ankom araberne til området medbringende den nye, islamiske religion, der prædikede lighed og retfærdighed og hurtigt vandt fodfæste i hele regionen. Det nuværende Afghanistan blev i de følgende århundreder en del af de store, islamiske dynastier ghaznaviderne, ghoriderne og timuriderne. Under Ghaznavide-dynastiet var det nuværende Ghazni et kulturcentrum for dynastiet og en af de smukkeste hovedstæder i den islamiske verden. Efter at Afghanistan i 1200-tallet blev invaderet og hærget af Djengis Khans mongoler, og siden tyrkerne, skabtes i det følgende århundrede et nyt rige tværs igennem Rusland og Persien under Timuride-dynastiet. I 1409 blev Herat residenshovedstad i dette rige, og byen var i hele 1400-tallet det vigtigste kulturcenter i Centralasien, hvor videnskab, kunst og arkitektur blomstrede. I denne periode blev også miniaturemaleriet og bogkunsten forfinet. Udbredelsen af ghaznavidernes, ghoridernes og timuridernes riger indtegnet på nutidigt kort. Minaret i Ghazni, der var Ghaznavide-rigets hovedstad. Masjid-I-Jami-moskeen i Herat. Den hvælvede indgang og de farverige mosaikker er karakteristiske for timuridernes bygningsværker. Safavider og Moghuler Det persiske Safavide-imperium og det indiske Moghul-imperium konkurrerede om kontrollen med det afghanske område i perioden 1500-1747. Da disse imperier brød sammen, skabtes et magttomrum, der gjorde det muligt at etablere Afghanistan som selvstændig stat. Stammestaten 3 Indtil midt i 1700-tallet var det område, der i dag kaldes Afghanistan, delt mellem det persiske Safavidedynasti og det indiske Moghulimperium. Området var beboet af flere forskellige stammefolk, hvoraf det største var pashtunerne. I 1747 vælger de pashtunske stammer omkring byen Kandahar hærlederen Ahmed Shah som konge. Ahmed Shah etablerer hurtigt et storrige, der får navnet Afghanistan - afghanernes land.»afghan«er nabofolkenes betegnelse for pashtunerne. Allerede fra sin oprettelse domineres den afghanske stat af et helt centralt politisk tema, der kommer til at præge landets historie. Det er forholdet mellem staten og de forskellige stammer og etniske grupper i landet. Durranistorriget Efter at have domineret regionen i flere hundrede år bryder det persiske Safavidedynasti sammen først i 1700-tallet, mens det indiske Moghulimperium står svækket. Den afghanske konge Ahmed Shah formår at udnytte det politiske tomrum. Han underlægger sig hurtigt et stort landområde og skaber dermed det såkaldte Durrani-storrige. Udbredelsen af henholdsvis Safavidedynastiet og Moghulimperiet i begyndelsen af 1700-tallet. Afghanistan med sin nuværende udbredelse er angivet med rødt. 5

Udbredelsen af Ahmed Shahs Durrani-storrige i midten af 1700-tallet. Afghanistan med sin nuværende udbredelse er angivet med rødt. Kabul bliver hovedstad I forsøget på at konsolidere kontrollen med landet blev hovedstaden flyttet fra Kandahar til det mere centralt beliggende Kabul. Alligevel skrumpede landet hurtigt ind på grund af intern rivalisering og angreb udefra. Afghanistan var blevet en skrøbelig stat, der i 1800-tallet blev en vigtig brik i Storbritanniens og Ruslands kamp om magt og indflydelse i Asien. Stødpudestat I 1838-43 invaderer briterne Afghanistan for første gang. Under denne første anglo-afghanske krig jævner briterne den meget fine overdækkede basar i Kabul med jorden. Ødelæggelsen af basaren bliver hævnet, da afghanerne senere massakrerer hele det britiske kontingent under tilbagetrækningen. I 1878-80 invaderer briterne igen Afghanistan for at sikre deres interesser i Indien mod russerne, og først i 1896 enes russerne og briterne om at anerkende Afghanistans grænser. Dermed stadfæstes landets status som en»stødpudestat«. Satiretegning fra en engelsk avis i 1878. Den afghanske amir er klemt mellem den russiske bjørn og den britiske løve. Den satiriske tekst»frels mig fra mine venner«hentyder til, at Storbritannien forklarede deres invasion af Afghanistan med, at det var en venligtsindet handling over for den afghanske amir. Jern-amiren I forbindelse med fredsslutningen formår den afghanske konge Abdur Rahman med støtte fra briterne at underlægge sig alle stammer og folkeslag i Afghanistan. Kongen etablerer en stærk stående hær og udbygger central-og lokaladministrationen, så indkrævning af skatter bliver mulig. Derved styrkes centralmagtens position i forhold til stammeselvstyret. For at understrege sin religiøse legitimitet udnævner kongen sig endvidere til»amir al Mu munin«- de rettroendes leder. På den baggrund bliver det muligt at bruge islam som den forenende ideologi, både mod interne og eksterne fjender. I dag er Abdur Rahman kendt som kongen, der samlede Afghanistan, og for sine hensynsløse metoder, der gav ham tilnavnet Jern-amiren. 6

Tradition og modernisering 4 Efter amir Abdur Rahmans død i 1901 fortsætter hans efterkommere med at modernisere Afghanistan og styrke centralmagten i landet. I 1920 erne bliver moderniseringen mere synlig. De første lastbiler begynder at udkonkurrere kamelkaravanerne på de vigtigste handelsruter. Moderniseringen foregår dog ikke problemfrit. Traditionelle religiøse ledere og stammeledere gør flere steder oprør mod skatteindkrævning, uddannelsesreformer og reformer vedrørende påklædning. De moderne reformer Ved sin død i 1901 efterlader Abdur Rahman sig et fredeligt land, der er forholdsvist lukket for omverdenen. Inspireret af den moderne udvikling i Tyrkiet og Iran bestræber Abdur Rahmans efterkommere sig på at reformere landet i mere moderne retning. Men pigeskoler, ægteskabsreformer og vedtagelsen af en konstitution, der i 1923 forsigtigt forsøger at adskille stat og religion, skaber mistillid hos religiøse ledere og stammeledere. Da kong Amanullah efter en rundrejse i Europa i 1928 aktivt opfordrer kvinderne i byerne til at gå utilslørede, gør pashtunerne oprør, og Amanullah må flygte. Skillingstryk af kong Amanullah (1919-29). Den vestligt orienterede Amanullah var meget respekteret bl.a. fordi han ligestillede de etniske grupper og afskaffede slaveriet. Skillingstryk anvendtes som vægdekoration i hjem og butikker i 1960 erne. Vandbærerens søn I forbindelse med oprøret lykkes det i 1929 for en regional tadjikisk leder at indtage Kabul og lade sig krone som kong Habibullah 2. For første gang i Afghanistans historie er en konge blevet væltet af et folkeligt oprør, og for første gang er det ikke en pashtun, der sidder på tronen i Kabul. Den nye konge, der nedladende kaldes»vandbærerens søn«, er analfabet og viser sig hurtigt at være inkompetent som leder. Ni måneder efter sin magtovertagelse væltes han, og Nadir Shah en pashtunsk general overtager tronen. Pashtunisering Op gennem 30 erne begynder en»pashtunisering«af Afghanistan. For at øge centralmagtens kontrol med de ikke-pashtunske områder i nord, tildeles pashtunske nomader jord i det nordlige og det nordvestlige Afghanistan. Den samme»bosætningspolitik«blev anvendt af amir Abdur Rahman i slutningen af 1800-tallet. Samtidig oprettes i Kabul et akademi for det pashtunske sprog,»pashtu«, der i konstitutionen fra 1931 gøres til nationalsprog sammen med persisk. 7

Pashtunistan 5 Med støtte fra både Øst og Vest iværksættes efter 2, verdenskrig en række forbedringer af Afghanistans infrastruktur. I forbindelse med Indiens deling i 1947 stiller Afghanistan krav om, at pashtunerne i det nyoprettede Pakistan ved en folkeafstemning får lov at afgøre deres nationale tilhørsforhold, Dette krav fører til modsætninger mellem Pakistan og Afghanistan i de næste 30 år. Kravet om Pashtunistan Fra omkring 1950 bliver der anlagt asfalterede veje; bygget lufthavne og boligkomplekser og etableret vandingsprojekter i Afghanistan. Samtidig vokser ideerne om en fælles afghansk identitet blandt den uddannede elite, På statens kostskole-gymnasier i Kabul knyttes nationalromantiske ideer om»fædreland«og»folk«snævert til den pashtunske kultur. Kostskolerne rekrutterer elever blandt både afghanske og pakistanske pashtuner, og i forbindelse med oprettelsen af Pakistan i 1947 kræver Afghanistan en folkeafstemning blandt pashtunerne i Pakistan, Pashtunerne bør have mulighed for enten at etablere deres eget land, Pashtunistan, eller eventuelt lade sig indlemme i den afghanske stat. Grænsen mellem Pakistan og Afghanistan skærer sig tværs gennem det pashtunske stammeområde (angivet med rødt). Den markerer, hvor langt briterne fik sig presset frem mod vest i slutningen af 1800- tallet. Modsætninger mellem Pakistan og Afghanistan har ved flere lejligheder fået Pakistan til at lukke den indbyrdes grænse. Handelsblokader Som en reaktion på den afghanske Pashtunistan-politik lukker Pakistan flere gange grænsen til Afghanistan. Handelsblokader og militærhjælp fra USA til Pakistan påvirker den afghanske økonomi og presser afghanerne til at forøge deres samhandel med Sovjetunionen. Efter at grænsen har været lukket i hele perioden 1961-63 ønsker kong Zahir Shah at mindske spændingen i forholdet til Pakistan, Derfor afsætter kongen sin fætter, premierminister prins Daoud, der er meget aggressiv i formuleringen af de politiske krav. Kong Zahir Shah (t.v.) drøfter statsanliggender med sin premierminister, fætter og svigersøn, prins Daoud. Billedet er fra slutningen af 1950 erne, før Daoud blev afskediget i 1963. I 1973 tog Daoud magten, mens kongen var på ferie i Rom, og udråbte sig selv til præsident for Afghanistan. Kup mod kongen I 1964 vedtager kongen en ny forfatning, der tillader en fri politisk debat og begrænser den kongelige families monopol på de vigtigste statsposter. Samtidig får Afghanistan en ny administrativ struktur. Ved at inddele landet i en række nye provinser, der går på tværs af etniske og lokale grupperinger, søger regeringen bevidst at svække disse gruppers politiske indflydelse. Venstreorienterede officerer er dog fortsat utilfredse med den langsomme udvikling. I 1973 hjælper de Daoud med at afsætte kong Zahir Shah. Daoud afskaffer det afghanske monarki og udråber sig selv som præsident i Den Demokratiske Republik Afghanistan. 8

Islam og kommunisme 6 I perioden 1963-1978 vokser arbejdsløsheden blandt veluddannede unge. På trods af fortsat modernisering skaber udviklingen ikke tilstrækkeligt med nye arbejdspladser. Det får de unge til at orientere sig mod mere radikale partier i en tid præget af den kolde krig og ideologisk debat. Islamisterne opfatter den frie omgangsform mellem kønnene som anstødelig, og kommunisterne er utilfredse med de»feudale«forhold på landet. I 1978 væltes præsident Daoud i et blodigt militærkup, der bringer kommunisterne til magten. Påvirkninger udefra Op igennem 60 erne og 70 erne bliver Afghanistan i stigende grad påvirket af strømninger udefra. I de større byer lytter man til popmusik og ser indiske kærlighedsfilm i biografen. Et stigende antal kvinder læser på universitetet og går vestligt klædt. På universiteterne og på militærakademiet læses persiske oversættelser af marxistisk litteratur;og den sovjetiske, kinesiske og amerikanske ambassade i Kabul udsender propagandistisk litteratur. Den fremmede indflydelse på det politiske klima i Afghanistan forstærkes af den massive tilstedeværelse af udenlandske undervisere og rådgivere på de højere læreanstalter, i ministerier og på udviklingsprojekter. Familieoverhovedet bestemmer traditionelt, hvordan familiens kvinder skal præsentere sig offentligt. I 70 erne blev det mere og mere almindeligt for yngre uddannede kvinder at klæde sig vestligt og gå uden slør og hovedtørklæde. Islamisterne På det teologiske fakultet i Kabul opfattes forandringerne i forholdet mellem mænd og kvinder og den aftagende interesse for religionen som en hån mod islam. Islamisterne ønsker ikke, at Afghanistan skal efterligne hverken Øst eller Vest, men i stedet finde sin egen placering i en moderne verden ved at være tro mod de kulturelle og videnskabelige traditioner inden for islam. Da prins Daoud med hjælp fra venstreorienterede officerer kommer til magten i 1973, flygter hovedparten af den islamiske bevægelses ledere til Pakistan. Satirisk tegning fra 27. april 1970 fra den for længst lukkede Kabul Times. Tegningen ironiserer over udviklingen blandt landets kvinder. Kommunisterne tager magten Efter at have udråbt sig selv som præsident forsøger Daoud at begrænse stammeledernes og de religiøse lederes indflydelse. Alligevel forøger det ikke Daouds popularitet blandt kommunisterne, der er skuffede over den langsommelige reform af jordejerforholdene på landet. Ved den såkaldte»aprilrevolution«i 1978 bliver Daoud dræbt, og kommunisterne tager magten. 9

Sovjetkrigen 7 Efter magtovertagelsen i april 1978 forsøger de afghanske kommunister at reformere landbruget og begrænse de religiøse lederes indflydelse.de uigennemtænkte reformer og kommunisternes brutalitet får flere steder befolkningen til at gøre oprør. Da Sovjetunionen invaderer Afghanistan i 1979 for at opretholde den kommunistiske ledelse af Afghanistan, udvikler modstanden sig til 10 års krig med umenneskelige lidelser til følge. Brutalitet og håbløse landbrugsreformer Det afghanske landbrug har gennem århundreder været organiseret efter komplicerede uskrevne regler for forholdet mellem kontraktbønder, daglejere, jordejere og større landbesiddere. Umiddelbart efter at have overtaget magten i 1978 indfører kommunisterne en række reformer. Reformerne bryder ind i de komplekse sociale strukturer på landet og gennemføres tilfældigt og uorganiseret. Da kommunisterne samtidig optræder ekstremt brutalt over for den almindelige befolkning, som anses for at være mindreværdig og uvidende, gør befolkningen flere steder oprør mod regeringen. Sovjetunionens bløde bug I december 1979 er den kommunistiske regering hårdt presset af interne stridigheder og landbefolkningens oprør. I Sovjetunionen er man bange for at få endnu et islamisk styre langs grænsen til de muslimske republikker i Centralasien, og sovjetiske styrker sendes til Afghanistan som»broderlig assistance«for at redde det kommunistiske styre i Kabul. Derved håber man i Moskva, at man kan beskytte sin»bløde bug«mod endnu et islamisk styre i et naboland. Hellige krigere Mujahedin De sovjetiske styrker og den afghanske regeringshær får hurtigt kontrol over de større afghanske byer, mens de spredte oprør langsomt udvikler sig til en samlet modstandskamp. I begyndelsen af 80 erne organiserer modstandsgrupperne sig i omkring 75 islamiske, politiske partier i Iran og Pakistan. De sunni-muslimske modstandsgrupper holder til i Pakistan, mens shia-muslimerne hovedsageligt organiserer modstandskampen fra Iran. I både Pakistan og Iran støtter myndighederne systematisk enkelte af de mange islamiske partier, så modstandskampen reelt ender med at blive styret af 7 sunni-muslimske partier og 3 shia-muslimske partier. De islamiske partier opfatter modstandskampen som en hellig krig. Modstandskæmperne er derfor hellige krigere mujahedin. Med påskriften»gud er stor«beskytter skjoldet mujahedin mod de sovjetiske kamphelikoptere. Hånden der holder skjoldet, rejser sig ud af et afghansk landkort, hvorpå er skrevet»hellig krig«.»rejs dig og udfør din patriotiske pligt som din far før dig.«på plakaten fremstilles modstandskampen mod Sovjetunionen som en forlængelse af kampen mod briterne. Grusom borgerkrig Modstandskampen udvikler sig til en grusom borgerkrig, og et stigende antal afghanere slutter sig til de islamiske partier og deres modstandsgrupper. Den kommunistisk ledede afghanske regeringshær og de sovjetiske styrker dominerer 10

i byerne, mens modstandsgrupperne har kontrollen med landsbyerne og bjergene. Efter at have modtaget massiv støtte fra især USA og Saudi-Arabien via Pakistan lykkes det i slutningen af 1980 erne modstandsgrupperne at påføre Sovjetunionen så massive menneskelige og økonomiske tab, at stormagten trækker sine styrker ud af Afghanistan i 1989. Krigen koster omkring 1 million afghanere livet, 3-5 millioner afghanere flygter til nabolandene, og 14.000 sovjetiske soldater mister livet. Foruden de direkte menneskelige omkostninger resulterer krigen i millioner af efterladte miner, omfattende ødelæggelser af de vigtige underjordiske vandingssystemer til landbruget og en umulig politisk situation. Borgerkrigen 8 Den sovjetiske tilbagetrækning i 1989 udløser et magttomrum i Afghanistan, og de forskellige modstandsgrupper begynder godt hjulpet af nabolandene at bekæmpe hinanden i en endeløs borgerkrig, som endnu ikke helt er afsluttet. Udenlandske interesser og interne modsætninger I løbet af modstandskampen er lederne af modstandsgrupperne blevet afhængige og i høj grad påvirkelige af nabolandene og deres dagsordener. Pakistan arbejder for et venligtsindet og fredeligt Afghanistan domineret af pashtuner med gode relationer til Pakistan, mens Iran ønsker en betydelig indflydelse til den persisktalende befolkning og en mere fremtrædende rolle til de shiitiske hazaraer. Da det står klart, at det kommunistiske styre i Kabul vil falde, medvirker Rusland aktivt til, at dele af regeringshæren slutter sig til modstandsgrupperne. Derved håber man fortsat at kunne beskytte de centralasiatiske stater mod islamisk fundamentalisme. Nabolandenes forskellige interesser, et personligt fjendskab mellem flere ledere, samt etniske og religiøse modsætninger mellem de forskellige modstandsgrupper gør det politiske klima anspændt. Borgerkrig og lovløshed I 1992 erobrer modstandsgrupperne Kabul. Men kort efter magtovertagelsen begynder de at bekrige hinanden indbyrdes. Resterne af den kommunistiske regeringshær går herefter sammen med de islamiske partier i skiftende alliancer og koalitioner, der bekriger hinanden, mens Kabul gradvis ødelægges.i resten af landet hærger lokale kommandanter med beskatning, kriminalitet og lovløshed. Gadebillede fra Kabul, 1975. Gadebillede fra Kabul, 2001. Taliban erobrer magten I 1994 dukker den ultra-religiøse Taliban-bevægelse op i det sydlige Afghanistan. Taliban pacificerer de lokale kommandanter og indfører fred og sikkerhed i de erobrede områder. Da Taliban i 1996 begynder at nærme sig Kabul, slutter alle de tidligere fjender blandt modstandsgrupperne sig paradoksalt nok sammen for at gøre fælles front mod Taliban. Dermed starter krigen mellem den såkaldte Nordlige Alliance og Taliban. 11

HÅNDVÆRK OG ERHVERV - Handel og håndværk - Basaren - Landbrug - Nomader Handel og håndværk 10 Afghanistan har altid været centrum for samhandel mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund. I årtusinder har kamelkaravanerne møjsommeligt bevæget sig gennem landets øde stepper og vilde bjerge med deres last af silke, krydderier, ædelstene og husdyr. Basarerne i Afghanistan var vigtige stationer på disse karavaneveje, og her mødtes de forskellige etniske grupper for at handle. I dag forbindes forskellige erhverv stadig i høj grad med bestemte etniske grupper. Etniske grupper og traditionelle erhverv Landbrug er Afghanistans vigtigste erhverv, og vi finder landmænd blandt både pashtuner, tadjikker, hazaraer, uzbekere, turkmenere og en lang række andre afghanske folkeslag. Specialiserede erhverv og roller i det afghanske samfund knytter sig mere specifikt til de forskellige etniske grupper. Mange tadjikker er håndværkere og handlende i byerne. Tidligere var tadjikkerne også fremtrædende inden for administrationen. Sikher og hinduer har handlet med tekstiler og finansieret handel. Hazaraerne i byerne er kendt for at ernære sig som daglejere. Uzbekerne opfattes som de bedste tæppevævere. Pashtuner og turkmener forbindes ofte med nomadetilværelsen og landlighed. Mødet i basaren Denne sammenkædning mellem etnisk tilhørsforhold og erhverv er naturligvis forenklet. Alligevel afspejler den aspekter ved den kulturelle mangfoldighed i Afghanistan. En mangfoldighed der tydeligst kommer til udtryk i byernes basarer, der stadig fungerer som handelssteder, hvor man lader sig inspirere af hinanden. To unge hazaraer venter på at blive hyret til at transportere varer i Ghazni basar. Basaren Basaren er byens handels-og håndværkskvarter. Den udgør et særskilt område fra de mere lukkede og private boligkvarterer. Basaren er opdelt på en sådan måde, at de forskellige håndværk har deres egne områder. I de større byer er der således gader med skomagere, grovsmede, kobbersmede, sølvsmede og læderarbejdere m.v. I andre områder af basaren er der gader med fødevarer. Her vil man finde frugtsælgere, bagere, slagtere og fiskehandlere. Der er også gader med basale nødvendigheder som mel, salt og klæde.de handlende er organiseret i lav med en leder, der repræsenterer hele den pågældende gruppe af handlende. Lavene knytter deres oprindelse til en forfader,»pir«, med religiøs status. 12

Modernisering og specialisering Den afghanske stats modernisering af landet medførte oprettelse af specialiserede værksteder og fabrikker med produktion af bomuldsstoffer, gas (fra 1967)og brydning af kul, salt og lapis lazuli. Fabrikker blev etableret i 1930 erne, og de oplevede en kraftig opblomstring i 1950 erne og 1960 erne. Håndværk forsvinder I takt med at flere fabriksfremstillede varer er blevet tilgængelige, er nogle håndværk i færd med at forsvinde. Rebslagerhåndværket er således blevet overflødiggjort af nylonreb, og de store handelsgårde med lastdyr er nu lavet om til værksteder for bilmekanikere. Andre steder i basaren finder man nu til dags elektrikere, radiomekanikere, kassettebåndsforretninger og butikker med plastic og blik. Men basaren er stadig indrettet, så hvert handelsobjekt har sin egen selvstændige placering. Grovsmed. Kobbersmed fra Ghazni med fortinnede varer. Landbrug 11 85-90% af den afghanske befolkning lever af landbrug, selvom kun 12-15% af landet kan opdyrkes. De vigtigste afgrøder er hvede, byg, ris, bælgfrugter og majs. Derudover dyrkes druer, frugttræer og morbær, der bruges som foder til larver i forbindelse med silkeproduktion. I Nordafghanistan har der tidligere været industriel produktion af bomuld og sukker. Siden begyndelsen af 1980 erne er dyrkning af opiumsvalmuer endvidere blevet en meget vigtig indtægtskilde for mange landmænd. De forskellige afgrøder dyrkes på de steder, hvor jordbund og temperaturer er egnede. Kunstvanding Størstedelen af det afghanske landbrugsareal kunstvandes. Uvandede marker findes, hvor sne og regn bringer tilstrækkeligt med nedbør. Kunstvandingen foregår enten ved at føre kanaler fra floder og vandløb til landbrugsarealerne eller ved at tappe grundvandet gennem underjordiske kanaler,»karezer«. Når grundvandet er fundet på en skråning, graves en lang række skakter, der forbindes via en underjordisk kanal. Kanalen munder ud i landsbyen, hvor vandet kan ledes ud på de forskellige marker. Rettigheder til vand fra vandkanalen aftales af landsbyens bønder i fællesskab. På den måde afgøres det, hvor mange timer hver landmand kan få lov at tappe vand fra kanalen. Om foråret skal vandkanalen repareres efter eventuelle sammenstyrtninger i vinterperioden. Arbejdet varetages af en omrejsende specialist og et hold daglejere fra landsbyen. Traditionelle teknikker Størstedelen af landbrugsarealerne er inddelt i små jordbrug, der dyrkes med traditionelle teknikker baseret på flere tusind års erfaringer. I 1960 erne begyndte man at anvende traktorer og moderne redskaber specielt i Nordafghanistan, Helmand og omkring Jalalabad. Alligevel må størsteparten af de afghanske landmænd stadig klare sig ved håndkraft. 13

Håndværk relateret til landbrug I forbindelse med husbyggeri og fremstilling og reparation af redskaber er landmændene afhængige af specialiserede håndværkere. I større landsbyer findes stadig smede og tømrere, mens vævere, drejere og pottemagere efterhånden er forsvundet i takt med, at billigere og mere slidstærke fabriksfremstillede produkter importeret fra Pakistan og Iran har overflødiggjort det traditionelle håndværk. Omvandrende håndværkere, daglejere og nomader, tager ofte del i høsten. Det traditionelle pottemagerhåndværk er som mange andre håndværk blevet udkonkurreret af importerede fabriksfremstillede produkter fremstillet af blik og plastic. Nomader 12 Afghanistans store udyrkede stepper og bjergområder anvendes til græsning for et stort antal dyrehold af får og geder. De fleste af disse dyr tilhører landets mange nomadegrupper. Med årstidernes skiften foretager nomaderne vandringer mellem højland og lavland for at finde egnede græsningsområder til dyrene. Alt efter behov bruger de enpuklede kameler, æsler eller okser som lastdyr til at bære de få fornødenheder, de bringer med sig. Fra 1960 erne bliver lastbiler i stigende grad brugt som transportmiddel. Med hjemmet på rejsen Som omvandrende folk er nomaderne afhængige af, at alle deres ejendele kan transporteres også boligen. De afghanske nomader bor enten i det vestasiatiske»sorte«gedehårstelt eller i rundtelte, som filtjurten. Produkter fra dyrene bruges i mange forskellige sammenhænge. Mælken fra småkvæg og køer anvendes til smør, inddampet kærnemælk og ost, mens kød kun spises til festlige lejligheder. Skind bruges til poser og reb, mens uld spindes, væves eller filtes og anvendes til tæpper, tøj og transportsække. Sort gedehårstelt,»kigdei«. Sommerlejrplads for kvægavlende pashtunske nomader nær Kabul. Udveksling med fastboende Nomaderne er løbende i kontakt med fastboende. De udveksler og sælger deres dyr og dyreprodukter i byer eller landsbyer og får agerbrugsprodukter, klæde, jern-og kobbervarer i bytte. Omvandrende håndværkere og handlende kommer på besøg i nomadelejrene, ligesom nomaderne selv kan være arbejdstagere under høsten eller i vinhaverne. Når nomaderne tager sådanne typer arbejde betales de med en del af høsten. Der findes således en mosaik af tjenester og ydelser mellem nomaderne, landsbyboerne, håndværkerne og byens handlende -et forhold, der er oldgammelt. 14

Nomaderne i den moderne stat I forbindelse med moderniseringen af Afghanistan og den medfølgende bureaukratisering mindskedes antallet af»frie«nomader. Mange nomader søgte derfor andre karrieremuligheder inden for transportbranchen eller handelsvirksomhed. Andre begyndte at opkøbe jordlodder. At blive fast jordejer opfattes af mange nomader som den ultimative succes. Under de senere års krig er antallet af nomader igen vokset, da mobiliteten giver større sikkerhed. Rundt filttelt,»kherga«, med malede måtter. Firozkohi Aimaq-halvnomader på sommerlejrplads i Hari Rud-dalen, Chaghcharan. 15

KULTUR OG TRO - Islam i Afghanistan - Stammetradition - Folketro - Musik - Fortællinger Islam i Afghanistan 13 Islam udtrykker ligesom andre trossystemer grundlæggende en række opfattelser af virkeligheden, som for den troende skaber orden i dagligdagen. Religionen er gennemgående forbundet med en lang række positive følelser, som giver den troende en forklaring på livet og placerer den troende i et meningsfyldt trosfællesskab. Islam kom til Afghanistan mellem år 650 og år 900 e.kr. og har siden haft afgørende indflydelse på landets historie. Sunni- og Shia-islam Sunnitter har altid været dominerende inden for det afghanske område, men fra 1500- tallet har shiitter udgjort et betydeligt mindretal. Sunni-islam henviser til profetens sunna hans sædvane, der præger sunnitternes måde at efterleve islam på. Shia betyder parti og refererer til profetens svigersøn Alis parti,»shi at Ali«. Forskellen mellem de to retninger udmønter sig blandt andet i en forskellig opfattelse af den religiøse autoritet. Mens sunnitter lægger vægt på, at det religiøse samfund umma når til fællesafgørelser, har shiitter en mere hierarkisk struktur, hvor efterkommere af profeten er tillagt lederskab. I størstedelen af Afghanistans historie har sunnitter og shiitter levet forholdsvis adskilt. Dog har Taliban, der er sunnitter, siden 1994 ved flere lejligheder legitimeret deres angreb på de shiitiske hazaraer som en hellig krig på samme måde, som amir Abdur Rahman tidligere gjorde det. Sufisme Sufisme er en islamisk tradition, hvor forholdet mellem Gud og det enkelte menneske er i centrum. Gennem forskellige teknikker ønsker den troende at opnå en særlig forbindelse med Gud. Disse teknikker kan indebære bøn, lovsang, ekstatisk dans, meditation eller isolation. I Afghanistan er sufismen repræsenteret ved tre hovedretninger og en mangfoldighed af lokale grupperinger, der hver især forestås af en»pir«(gammel mand). En pir anerkendes af sine tilhængere som havende en hellig kraft,»baraka«, som andre kan få del i. Denne kraft anses for at leve videre efter pirens død og er knyttet til hans grav. Helliggrave opsøges af tilhængere, der søger at få del i helligkraften. Ledere af de forskellige sufistiske retninger har været vigtige aktører i Afghanistans nyere historie ikke mindst i krig og konfliktsituationer. 16

Islamister Islamisme er betegnelsen for en religiøs retning, hvor islam ved koranen repræsenterer et totalt samfundssystem. Islamismen vinder indpas i Afghanistan i 1960 erne, men først efter kommunisternes magtovertagelse i 1978 får den islamistiske opfattelse af islam større udbredelse blandt den almindelige befolkning. Modstandskampen legitimeres som et opgør med den livsførelse, som præger storbylivet. På den måde bliver islam i endnu højere grad end tidligere knyttet til normer for omgang mellem mennesker. Talibans dekreter kan ses som den ekstreme udfoldelse af opfattelsen af islam som en samling regler for adfærd. Islam i hverdagen Selvom islam ikke er en entydig størrelse i Afghanistan, er det alligevel med tilfredshed og selvfølgelighed, at afghanerne efterlever den religiøse praksis. Islam præger dagligdagen gennem de daglige bønner, årets forskellige højtider og livets højdepunkter fødsel, omskæring af drengebørn, bryllup og begravelse. Derudover fordrer islam, at den troende tilstræber at efterleve islams fem søjler: trosbekendelsen, de fem daglige bønner, fasten, almissen og pilgrimsrejsen til Mekka. Under bønnen er man ikke i berøring med den bare jord. Har man ikke adgang til et sjal eller et bedetæppe, kan man for eksempel udføre bønnen på ladet af en lastbil. Stammetradition 14 Stammetraditionerne i Afghanistan giver anvisninger for håndteringen af livets tilskikkelser. Traditionerne er de forskellige etniske grupper stort set fælles om. Et af de vigtigste temaer er spørgsmålet om ære, og traditionen anviser den»ærefulde«måde at håndtere bestemte situationer på. Hvor de religiøse forskrifter begrundes som Guds vilje, er traditionens anvisninger tæt knyttet til den fælles etniske og lokale selvforståelse. Det handler om mod, vilje og kærlighed, om forholdet mellem venner og fjender og om forholdet til landet. Traditionen er ikke nedskrevet, men den bekræftes i hverdagens samtaler, fortællinger og poesi. Frihed og lighed»pashtunwali«er pashtunernes betegnelse for den ærefulde adfærd. Æresbegrebet er funderet i mandens evne til at beskytte moderens, konens, søstrenes og døtrenes ærbarhed, i hans evne til at forsvare sin jord og sin ejendom og i familiens evne til at udvise gæstfrihed. Men det helt centrale i stammetraditionen er forestillingen om, at alle mænd på samme alderstrin er lige. I landsbyen træffes beslutningerne af de fremtrædende mænd, der i fællesskab diskuterer interne stridigheder og lokalpolitiske anliggender. Disse diskussioner afsluttes først, når man er nået frem til en fælles beslutning. Ideen om lighed afspejler sig også i de mange konflikter mellem mænd på samme alderstrin, der konkurrerer om anseelse. Det pashtunske ord for fætter,»tarbur«, betyder således også fjende. Selvom stammetraditionen anviser blodhævn ved ærekrænkelser, så løses de fleste konflikter i mindelighed. 17

Hjertesuk Pashtunerne elsker at fortælle og lytte til eventyr, ordsprog og digte. Eventyrene handler om familieforhold, om drabelige kampe og om uforløst kærlighed. Ordsprogene berører menneskelige karakteregenskaber som overmod og forfængelighed og udtrykker dermed menneskehedens uforanderlige natur. I poesien, der ofte er forfattet af kvinder, finder vi en beskrivelse af mandsidealet og de dyder ære, mod og retssind, som den unge pige søger i sin elskede. Men poesien handler også om afstanden mellem drømme og virkelighed og virker derfor ofte som kontrollerede følelsesudbrud, hjertesuk. Jeg håber vi mødes på en snæver sti er du genert vil jeg række dig hånden. Verden er en tom basar livet er sorg og bekymring. Hvor kan du være andet end tapper og modig du, der blev mæt ved din pashtunske moders bryst. Med sværdet vil den triumfere, hvis forlovede sidder og venter derhjemme. To ting i verden skaber velbehag, min elskedes mund og min gamle muskedonner. Pistolerne smælder, men jeg er ramt af dine længselsfulde øjne. Folketro 15 Islam og stammetraditionen har stor betydning for selvfølelsen og forholdet til andre mennesker. Folketroen er den del af traditionen, der forklarer, hvordan man beskytter sig mod overnaturlige kræfter. Den er snævert forbundet med den mystiske islamiske tradition sufismen. For at beskytte sig kan man besøge hellige mænd,»pirer«, helliggrave og bære amuletter med korancitater. Helliggrave Ifølge de fleste tolkninger af islam har det enkelte menneske gennem bønnen et direkte forhold til Gud. Alligevel opfattes det som ganske naturligt at besøge helliggrave, hvor man beder afdøde»hellige mænd«om at gå i forbøn hos Gud, for eksempel i forbindelse med sygdom, barnløshed og ægteskabelige problemer. De hellige mænd opnår deres status gennem en from livsførelse, anerkendte resultater eller ved at være faldet i hellig krig. Ved helliggraven søger man om helbredelse af sygdom og skavanker. Ånder og onde øjne Når sygdom og ulykke rammer, søger man forklaringer med forbindelse til konkrete oplevelser. Har man med sin livsførelse udfordret skæbnen, kan man blive offer for sygdom og ulykke forårsaget af ånder. Gravide kvinder, nyfødte børn og unge mennesker i puberteten er de mest sårbare over for ånder.»onde øjne«betragtes også som en realitet. Når folk med onde øjne priser børn, husdyr eller ejendom, kan det være farligt. Onde øjne kan både være en medfødt egenskab og et resultat af forbigående misundelse. 18

For at beskytte sig mod ånder og onde øjne bæres amuletter med koranvers. Kulørte bånd, klokker og turkisperler menes også at have evnen til at distrahere ånder og onde øjne. Derfor ser man ofte koranvers ophængt i bakspejlet på biler, husdyr med kulørte bånd om halsen og børn, der bærer amuletter. Kulørte bånd distraherer de»onde øjne«, der menes at kunne forårsage sygdom. Musik 16 Musik har altid haft en særlig status i Afghanistan. Selv om musikere traditionelt er blevet anset for at have lav social status, og lokale religiøse ledere har erklæret musik og dans for amoralsk, har musikken altid haft stor betydning til hverdag og fest. Stilarter De forskellige musikalske stilarter inddeler sig i forhold til landets regioner og kendes for eksempel som»herati«,«kandahari«,«kabuli«og»logari«. Generelt kan man sige, at man finder de ældste traditioner nord- og vestpå, blandt grupperne med forbindelse til Iran og Centralasien. I den sydlige og østlige del af landet er musikken i høj grad inspireret af klassisk indisk musik og indisk filmmusik. Nogle af de vigtigste former for folkemusik er»landai«,»ghazal«og»chabait«, hvor musikken anvendes som akkompagnement til digte. Digtene handler oftest om adskillelse fra den elskede og uopnåelig kærlighed. På trods af at religiøse ledere med mellemrum har taget afstand fra musik, har eleverne på præsteskolerne i Østafghanistan deres særlige»talebistil«, som består af en kombination af sang og dans. Sangere og musikere At synge offentligt hører især højtider til. Til bryllupper kan man ofte opleve mænd, klædt ud som kvinder, der synger og danser, mens kvinder blandt andet synger i forbindelse med barselsfester. Ellers finder man to udbredte typer af professionelle musikere. Den ene er barberen, der ofte også er den lokale musiker,»dalaq«. Den anden er den religiøse gadesanger,»mada«, som oftest optræder i basaren, gerne uden for tehuset, hvor han synger akkompagneret af den langhalsede lut,»dambura«. Lyt til klangen af de udstillede instrumenter eller til tonerne af et lokalt orkester. Fortællinger 17 Sandhedens værdi»hvis du vil høre sandheden, må du betale for den«, sagde Nasrudin til en gruppe Søgere der var kommet for at høre hans lærdom.»men hvorfor skal man betale for sådan noget som sandheden?«, spurgte én fra selskabet. Dertil svarede Nasrudin:»Har I ikke lagt mærke til at det er manglen på en vare, der bestemmer dens værdi?«19

Alternativet Jeg er en gæstfri mand, sagde Nasrudin til en gruppe mænd i tehuset. Nuvel, sagde den grådigste, så tag os alle med hjem til aftensmad. Nasrudin samlede hele flokken og de begyndte at gå hjem mod huset. Da de næsten var der, sagde han: Jeg vil gå i forvejen og advare min kone. I kan bare vente her. Hans kone gav ham et dask da han fortalte hende nyheden. Der er intet mad i dette hus, send dem væk. Det kan jeg ikke gøre, mit gode ry står på spil. Nuvel, gå du ovenpå, så fortæller jeg dem, at du er ude. Efter en times tid begyndte mændene at blive rastløse og samlede sig råbende ved døren. Luk os ind, Nasrudin. Mullaens kone gik ud til dem og sagde: Nasrudin er ikke hjemme. Men vi så ham gå ind i huset, og vi har iagttaget døren hele tiden. Derpå tav konen. Mullaen stod ved vinduet ovenpå og kiggede ud. Han kunne ikke holde sin mund. Lænende ud af vinduet råbte han til forsamlingen: Jeg kunne da have taget bagdøren, ikke? Smugleren Fra tid til anden rejste Nasrudin fra Persien til Grækenland på æselryg. Hver gang havde han to bærekurve med sig, og hver gang rejste han tilbage uden dem. Tolderen visiterede ham altid for smuglervarer, men fandt aldrig noget. Hvad har du med dig, Nasrudin? Jeg er en smugler, svarede han. År senere, hvor Nasrudin var blevet meget velstående, flyttede han til Ægypten. En dag mødte én af tolderne ham: Sig mig, Mulla, nu da du er ude af Grækenland og Persiens retskreds og lever i luksus, hvad var det så du smuglede, da vi aldrig kunne afsløre dig?. Dertil svarede Nasrudin: Æsler, selvfølgelig!. Man ved aldrig hvornår det kan komme én til gode! Nogen gange tog Nasrudin folk med på ture ombord på hans båd. En dag hyrede en forvirret pædagog ham til at sejle ham over en meget bred flod. Kort efter at de var kommet ud på vandet spurgte pædagogen om det ville blive en hård tur. Spørg mig ikke om den slags, sagde Nasrudin. Har du aldrig studeret grammatik? Nej, sagde mullaen. I så fald er halvdelen af dit liv spildt. Mullaen sagde ingenting. Pludselig blæste en forfærdelig storm op. Mullaens skrøbelige båd begyndte at tage vand ind. Nasrudin lænede sig over mod hans følgesvend og sagde: Har du nogensinde lært at svømme? Nej, svarede pædagogen. I så fald, kloge Åge, er hele dit liv gået tabt, for vi synker! Fjolset En filosof, der havde lavet en aftale om at diskutere med Nasrudin, tog hjem til ham, men fandt ham ikke. Rasende samlede han et stykke kridt op og skrev Dumme Fjols på Nasrudins port. Idet Nasrudin kom hjem og så dette, skyndte han sig hen til filosoffens hus. 20

Jeg havde glemt, at du skulle besøge mig i dag, sagde mullaen. Jeg undskylder derfor, at jeg ikke var hjemme. Naturligvis huskede jeg vores aftale, da jeg så at du havde efterladt dit navn på min dør! Dømmekraft En dag mens Nasrudin var dommer i sin landsby, løb en usoigneret mand ind i mullaens retssal og krævede retfærdighed. Jeg er blevet overfaldet og berøvet lige uden for denne landsby, råbte han klagende. Jeg kræver at du finder den skyldige. Han tog min kappe, mit sværd ja endog mine støvler. Lad mig se, tog han ikke også din undertrøje, som jeg kan se du stadig har på?, spurgte mullaen. Nej han gjorde ej. I så fald, så er han ikke fra denne landsby, her gennemføres tingene grundigt. Jeg kan desværre ikke undersøge din sag. 21

UNDER TALIBAN - Kulturskatte ødelægges - Buddha-statuerne i Bamiyan - Skole og fritid - Syv år med Taliban - Dekreter - Talibans undergang Kulturskatte ødelægges 18 Skænding af templer, religiøse statuer og kunstgenstande af ideologiske og doktrinære årsager har en lang historie i både Europa og Asien og er således ikke begrænset til den muslimske verden. Men det muslimske forbud mod afbildningen af alle levende væsener er igennem tiderne blevet brugt til at retfærdiggøre ødelæggelsen af kulturskatte også i Afghanistan. Siden begyndelsen af 1990 erne har krig og plyndring dog udgjort lige så store trusler mod landets kulturskatte. Kabul museum Kabul Museum, Afghanistans første nationale museum, åbnede i 1919, og samlingerne bestod oprindeligt af manuskripter, miniaturer, våben og kunstgenstande, der havde tilhørt den kongelige familie. I 1931 flyttede museet til sin nuværende placering i Darulaman, syv km fra Kabul centrum. Fra 1922 blev museets samling udvidet med fund fra de arkæologiske udgravninger i Afghanistan, og før borgerkrigen satte ind, udgjorde den en af de fineste og mest omfattende samlinger af genstande fra mere end 50.000 års vest, syd-og centralasiatisk kulturhistorie. Talibans erklæringer Da Taliban erobrede Kabul i 1996 blev der lagt en dæmper på plyndringerne. Regimet erklærede, at landets kulturskatte skulle beskyttes mod ødelæggelse, men at dette ikke gjaldt for landets før-islamiske kulturarv. I februar 2001 gik styret et skridt videre og beordrede en systematisk destruktion af alle statuer af ikke-islamiske guder. Det mest kontroversielle og bedst kendte eksempel på denne ødelæggelse er Buddha-statuerne i Bamiyan, der på trods af den internationale verdens massive protester blev ødelagt i marts 2001. Udplyndringen Udplyndringen af museet startede med mujahedinernes magtovertagelse i april 1992 og tog for alvor fart efter maj 1993, da museet blev ramt af en granat, der udslettede de øverste gallerier og beskadigede vinduer og døre. I de følgende måneder plyndrede rivaliserende mujahedinske fraktioner systematisk museet, ofte efter detaljerede instruktioner fra pakistanske og afghanske antikvitetshandlere. I løbet af fire år, vurderes det, er størstedelen af museets samlinger forsvundet. Mange af de plyndrede genstande er i dag at finde hos velhavende privatsamlere i Europa, Japan, Pakistan og Kuwait. 22

Buddha-statuerne i Bamiyan 19 I 327 f.kr. invaderede Alexander den Stores hære det nuværende Afghanistan og det nordvestlige Indien. Efter Alexanders togt opstod der hellenistiske kongeriger, hvor buddhismen vandt frem og banede vej for en græsk-buddhistisk blandingskultur i Gandhara-riget, hvor det nuværende Bamiyan var en vigtig handelsby. De gigantiske Bamiyan-buddhaer fra 3.-5. århundrede e. Kr. er de bedst kendte eksempler på Gandhara-kunsten. De to statuer, der var henholdsvis 53 og 38 meter høje, blev hugget ud af klippevæggene og dækket med en blanding af strå og mudder, hvoraf man formede deres ansigter, hænder og klædedragt. De blev derefter malet i henholdsvis rødt og blåt og forgyldt, og nicherne, de stod i, blev dækket med fresco-malerier. Kinesiske pilgrimme beskrev i det 7. århundrede e. Kr. hvilket imponerende syn buddhaerne var for de handelsfolk og pilgrimme, der via Silkevejen passerede Bamiyandalen. Dalen med buddhaerne var også en populær seværdighed i 1960 erne og 70 erne, da tusindvis af vestlige turister besøgte Afghanistan. Inde i nichen anes den største af Bamiyan-buddhaerne, der indtil marts 2001 var verdens største buddhaafbildning. Klippevæggene omkring statuerne var et kompleks af gange, boliger og hellige steder, der i Gandhara-riget blev brugt af buddhistiske munke. Buddhaerne har været udsat for lidt af hvert. De er blevet skændet indtil flere gange blandt andet i 1747, da den persiske konge Nadir Shah Afshar under et erobringstogt i området beordrede buddhaernes ansigter savet af. Lokalbefolkningen har skudt til måls efter statuerne ved nytår, og i midten af 1990 erne brugte mujahedins fraktioner området omkring den største buddha til opbevaring af ammunition. Ansigt og overkrop på den største buddha, hvis ansigt blev ødelagt i 1747. Bemærk folderne i buddhaens klædedragt, et typisk eksempel på Gandhara-kunstens hellenistiske islæt. I februar og marts 2001 destruerede Taliban de to store buddhastatuer og tusindvis af buddhistiske statuetter med den begrundelse, at den buddhistiske kulturarv afspejlede afgudsdyrkelse. Taliban havde oprindelig erklæret, at hele landets kulturarv skulle beskyttes mod ødelæggelse en erklæring, der kunne tolkes som et forsøg på at opnå politisk goodwill i Vesten. Alligevel strammede FN sanktionerne over for Taliban. Samtidig nægtede USA at anerkende Talibans styre, hvis ikke Osama bin Laden (mistænkt for terroraktionerne mod de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya) blev udleveret. Derfor er ødelæggelserne sandsynligvis også en politisk manifestation. 23