Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Gudsforladt Salmer: 193, 191; 192, 196 Læsninger: Sl. 22,2-12; Matt. 27,46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»elí, Elí! lemá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«dette vers fra Matthæus-evangeliet vil jeg bruge som prædiketekst i dag. At blive forladt af Gud! Jesu frygtelige ensomhed kulminerer med det eneste kors-ord der er gengivet af Matthæus og Markus. Med ordene fra Sl. 22 råber Jesus sit "Hvorfor?" til Gud. Jesus døde, prisgivet af sit folk, forrådt og forladt af sine egne, fordømt af det udvalgte folks højesteret, henrettet af romerne og nu forladt af Gud selv! Det er uforståeligt for os at Jesus kunne ende sit liv på denne måde, i dyb fortvivlelse. Kunne det 1
menneske, som aldrig havde forladt Gud, og for hvem livet alene var sandt liv i samhørighed med Gud, nu selv blive forladt af Gud? Den berømte prædikant Charles Spurgeon skrev engang: "Jeg mener at kunne forstå ordene "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" som Davids ord. Men at de skulle være sagt af Kristus på korset, det kommer jeg aldrig til at forstå." Her er Spurgeon inde på noget vigtigt. Hvis andre havde sagt at de følte sig forladt af Gud, så ville vi bedre kunne forstå det. Hvis det havde været David, eller Peter, eller Paulus, eller Moses, eller en bibelsk person. Eller hvis en af os havde råbt sådan i sin nød, så kunne vi hurtigt komme med en lang række grunde til hvorfor Gud skulle have vendt os ryggen. For vi har så ofte svigtet ham. Jesu råb er første vers af Sl. 22, som skildrer et menneske som oplever gudsforladtheden, men som alligevel udtrykker sin tillid til Guds trofasthed. Ved at tage bønnen fra Sl. 22 i sin mund gør Jesus sig til ét med den lidende retfærdige. Han giver således udtryk for at han midt i oplevelsen af gudsforladthed ikke giver slip på sin Gud, som han har sat sin lid til. Gud har vist sig trofast i fortiden. Han vil også vise sig trofast i fremtiden. Selv om han er borte nu. Jesus ved selv i dødens gru på korset at han nu udfører Guds vilje. Gudsforladthed er det modsatte af velsignelse. Gud er nu ikke længere med ham, men imod ham. Han er nu under Guds forbandelse. Men selv i denne situation lader Jesus ikke håbløsheden eller tvivlen komme til udtryk. Han er villig til døden og beder ikke Gud om at gribe ind. Han ved at det han skal gennemgå er i overensstemmelse med Guds vilje. Hans død skal blive til liv for mennesker, idet han giver sit liv som løsesum for andre (Matt. 20,28). Han ved også at det ender godt, for han skal oprejses fra de døde, sådan som han selv tre gange havde forudsagt. Jesus blev ramt af mørket og gudsforladtheden. Han oplevede Helvede og fortabelsen. Pointen er ikke, at Jesus følte sig forladt, men den er, at han blev forladt af Gud. Jesus blev billedligt talt drevet ud af Paradiset lige som Adam og Eva og erfarede nu forbandelsens mørke i gudsforladthed. I Getsemane frygtede Jesus ikke døden i sig selv, men han frygtede gudsforladtheden. Ordene om at blive forladt er så frygtelige, at evangelisterne slet ikke har ønsket at forklare dem. De har ladet disse ord stå i al deres gru. Der kommer ikke noget svar på det frygtelige "hvorfor?". I Salme 34,19-20 hedder det: "Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. Mange ulykker rammer den retfærdige, dog redder Herren ham ud af dem alle". Men dette skete altså ikke, da Jesus råbte de fortvivlede ord. Gud reddede 2
ikke Jesus ud af situationen. Matthæus og Markus skildrer det altså endda på den måde, at disse ord er de sidste, som Jesus udtaler forud for sin død. Det siger os, at de to evangelister har ønsket at vise at disse ord er meget centrale for en ret forståelse af Jesu gerning. Jesus gik ind i menneskets allerdybeste nød. Jesus stod ikke blot udenfor og rakte hånden ind i vores verden, men han gik ind i vores verden og levede under de kår som gælder her. Vi har som mennesker mange fjender, synd, død og djævel. Og Jesus gik ind i opgør med dem. Men vort største problem er i virkeligheden Gud selv, nemlig Guds vrede. Det var Guds vrede der op igennem historien var Israels største problem. Det var hverken djævlen eller synden, der førte folket i landflygtighed, men det var Gud selv. For Jesus var det på samme måde. Han gik ind i et opgør med synden og døden og djævlen, og Gud være lovet: Jesus sejrede over disse fordærvsmagter. Men Jesus gik ikke uden om menneskets grundlæggende problem, nemlig Guds vrede. Jesus blev ramt af Guds vrede. Paulus udtrykker det på følgende måde: "Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os" (2. Kor. 5,21). Gud lagde verdens synd på ham, og derfor måtte han vende sig bort fra ham. Han blev i den grad gjort til synd for os, så han oplevede den ensomhed og gudsforladthed, som synd altid forårsager, selv om dette i hans tilfælde ikke skyldtes hans egen synd, men vores! Paulus siger det et andet sted, i Galaterbrevet, at Kristus blev en forbandelse. Han blev forbandet af Gud (Gal. 3,13). Om hvad det betød for os, det skriver Martin Luther vældig godt om i sin kommentar til Galaterbrevet: "Eftertrykket i Galaterbrevet ligger på vendingen:»for os«. For Kristus er for sin egen persons vedkommende uskyldig. Følgelig burde han ikke hænges op på træet. Men fordi hver røver skulle korsfæstes efter loven, skulle også Kristus ifølge Moses' lov korsfæstes, fordi han påtog sig en synders og røvers skikkelse, ja ikke en enkelts, men alle synderes og røveres. For vi er syndere og røvere. Derfor er vi skyldige til død og evig fordømmelse. Men Kristus tog alle vore synder på sig og døde for dem på korset. Derfor skulle han blive en røver og, som Esajas siger det i kap. 53,12:»regnes blandt overtrædere«. Kristus skulle være den værste af alle røvere, mordere, horkarle, tyve, gudsbespottere osv. Der har aldrig været nogen værre end ham i verden. For nu optræder han ikke for sig selv, som Guds Søn, der er født af en jomfru, men som en synder, som har og bærer synden for Paulus, der var en forfølger og en voldsmand, for Peter, der fornægtede Kristus, og for David, der var en horkarl og morder, og som gjorde Herrens navn til spot for hedningerne. Han har og bærer kort sagt alle de synder, som 3
alle mennesker har begået, på sit legeme. Ikke således at forstå, at han selv har begået dem; men han tog de synder, som vi havde begået, på sit legeme for at gøre fyldest for dem med sit eget blod." Det fortælles også om Martin Luther at han engang havde sat sig for at skrive en prædiken om Jesu sidste ord på korset "Min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Han sad ved sit skrivebord og tyggede på betydningen af disse ord i lang tid. Engang imellem var der nogen der stak hovedet ind til ham på hans kontor for at se til ham, for der gik flere timer, uden at han rørte sig en tomme. Til sidst slog han armene op i luften og udbrød: "Gud forladt af Gud hvem kan forstå det?" Og han opgav at skrive en prædiken om det. Jesu død på korset er og bliver en gåde. Det kan ikke forstås med vores menneskelige forstand. Det er som Paulus skriver et sted en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger. Dvs. det er anstødeligt at Gud skulle lide og dø. Og for almindelige mennesker er det tåbeligt at tro på en mand som bliver tortureret og henrettet. Men trods alt er korset de kristnes tegn. Ved korset finder vi den klippegrund som vi kan bygge på. Jesus gik i vores sted og gjorde fyldest for alle vores synder. Straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred. Ved korset er forsoningen vundet. Korset er blevet hånet og foragtet, og dog har mennesker aldrig kunnet blive det kvit. Til os alle har det lydt engang ved dåben: "Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal til høre den korsfæstede Herre Jesus Kristus!" Når vi synger Kingos "Gak under Jesu kors at stå, hans sidste ord at agte på", da føler vi at vi står over for det egentlige i kristendommen. Det er ikke muligt for os at forstå til bunds, hvorledes Jesus, der selv var Gud, kunne gå ind i et opgør med Gud. Det overgår vor forstand, men det er forsoningens dybe hemmelighed: Gud er i et opgør med Gud selv. Gud soner synden og afvender sin egen vrede. Kun Gud kunne gøre det, og Gud gjorde det. Det er evangeliet til os i dag! Normalt er det sådan at en retfærdig aldrig bliver forladt af Gud, som der står i en salme: "Jeg har været ung og er nu gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød." (Sl. 37,25) Men Jesus blev forladt af Gud, for at jeg aldrig skal blive det. Det skriver salmedigteren og præsten Hans Anker Jørgensen så fremragende om (D.S. 197,2.7):»Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!«4
Det var dit skrig i dødens vold, da solen sortned klokken tolv, og man ku' høre mørket le, indtil du råbte klokken tre:»min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!«det skrig, det siger mig, min bror, når smertens byrde blir for stor, når jeg er allermest forladt, ja, selv i dødens sorte nat, selv da har ikke du, min Gud, forladt mig. Samme forklaring på Jesu spørgsmål om hvorfor han blev forladt af Gud har vi også i den salme vi sang til indledning i dag, af Arnulf af Louvain (D.S. 193,2-3). Svaret er kort sagt at det var på grund af min synd: Hvem voldte al din plage, din sjæl den mørke nat? Hvem voldte dig den klage: Min Gud har mig forladt? Hvem har den kalk dig givet, på korsets træ dig bragt? Hvem har dig, som er livet, i død og grav nedlagt? Min Jesus, du er såret for mine synder så,jeg burde have båret den straf, som på dig lå; se hid, her står jeg arme, fortjente vredens ris, min Gud, dig dog forbarme, din nådes glimt mig vis! Amen. 5