5. søndag efter trin. Matt. 16,13-26

5. søndag efter trin. Matt. 16,13-26 323, 292, 332 / 54, 477, 725 Magleby Byg, Jesus, med et Guddoms-bliv, af stene, som har ånd og liv, dit tempel i vor midte! Amen Dagens evangelium er en central tekst. Matthæus har placeret Peters bekendelse og Jesu første forudsigelse af sin lidelse og død omtrent midt i sit evangelium. Peters forudsigelse markerer et vendepunkt. Alvoren begynder så småt at gå op for disciplene. Jesus er mere end et menneske med særlige evner, han er ikke bare en visionær systembryder, han er mere end en profet. Han er Guds søn. Han er Guds kærlighed og tilgivelse i kød og blod. Fra den dag ved Cæserea Filippi begyndte Jesus sin rejse mod det han var kommet for. Han ville give sit liv for menneskenes skyld. Han ville gennem sin død forsone Gud og mennesker, så den kløft der var mellem Skaber og skabning kunne overvindes. Det var svært for disciplene at forstå, alligevel fulgte de med Jesus på hans rejse mod Jerusalem, hvor de oplevede den store sorg, at deres mester døde og de måtte se deres egen

skrøbelighed og svigt i øjnene. Men de oplevede også en glæde, som de ikke troede mulig. Jesus blev på tredje dagen efter sin død kaldt ud af graven. Han havde brudt dødens magt. Skellet mellem Gud og menneske blev ophævet. Jesus åbnede porten til Guds rige. Hans liv og virke på jorden, hans lidelse, død og opstandelse er et løfte til os mennesker om, at der altid vil være nyt liv også der, hvor vi synes det er umuligt, for Guds kærligheds kraft virker i verden. Dagens evangelium er central i fortællingen om Jesus liv, død og opstandelse. Men det er også en central tekst i kirkens historie. Kirke kan forstås på to måder. Kirke kan forstås ved menighed. En gruppe mennesker med fælles livsgrundlag. Den forståelse af kirken er det, som på Det ny Testamentes original sprog græsk hedder Ekklesia. Ekklesia kan helt konkret oversættes med En forsamling af borgere, der er kaldt ud ved en herolds råd. Peter fungerer som sådan en herold, når han kommer med den første kristne bekendelse: Du er Kristus, den levende Guds søn. Det er i bund og grund den bekendelse vi kristne er samlede om. Bekendelsen er med tiden blevet define-

ret skarpere gennem trosbekendelserne. Men grundlaget i både den apostolske trosbekendelse (det er den vi kender fra gudstjenesten) og de mere fyldige den nikæiske og den athanasianske trosbekendelse er, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn. Kirken kan også forstås som institution. En organisation med ledere og menige, mere el. mindre hierarkisk opbygget. Også i den kirkes forståelse har dagens evangelium været central. Her er det især Jesu svar på Peters bekendelse Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene der har øvet indflydelse. Den romersk-katolske kirke er nærmest bygget op om disse ord. Det er ikke uden grund, at ordene Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke. står rundt i kuplen på Peterskirken i Rom, for det er disse ord, der giver det Bibelske belæg for pavens enorme magt. Paven betegnes som Peters efterfølger og Kristi stedfortræder på jorden. Han efterfølger Peter som Kirkens øverste autoritet, sådan som Jesus

selv overdrog den til Peter. Paven er Kristi stedfortræder på jorden i kraft af nøglemagten. Jesus overdrog Peter og dermed alle øvrige paver (Peter siges at være den første pave) nøglerne til Himmeriget dvs. stillingen som formidler mellem Gud og mennesker. Paveinstitutionen kunne være en glimrende måde, at drive en verdensomspændende institution som kirken på, hvis paver ikke var mennesker, men vitterlig var syndfri som Jesus selv. Men vi mennesker også paver er bedre til at gribe magt end at give afkald på den og vise sandt tjenersind, som Jesus gjorde. I den sene middelalder og i renæssancen kulminerede magtbegæret i den katolske kirke. Paverne var foruden at være den øverste gejstlige ledelse også verdslige fyrster med enorme rigdomme og enorm magt. Forvaltning af nøglemagten blev ofte brugt til at tjene penge. Der var simpelthen et paveligt bodskontor, som i årene 1438-1531 havde mellem 100-200 mennesker ansat. Her kunne man købe sig til pavelig dispensation til fx at indgå ægteskab med sin niece el. nevø og man kunne få bevilliget retten af drikke mælk og spise smør i fastetiden gennem de såkaldte smørbreve. Det var også muligt at

købe sig til tilgivelse. Denne meget menneskelige forvaltning af nøglemagten var en af baggrundene for reformationen. Det grundlæggende spørgsmål reformatoren Martin Luther stillede var: Hvorfor tvinger kirken mennesker til at betale for Guds tilgivelse af deres synd, når vi har fået den ganske gratis gennem Kristi død og opstandelse? Jesus bar al vores egoisme, magtbegær, vores optagethed af os selv op på korset og lod det korsfæste sammen med sig selv. Siden kaldte Gud Fader sin Søn ud fra graven som tegn på, at vi har Guds tilgivelse gennem troen på Jesus. Den tro som Peter bekendte med ordene Du er Kristus, den levende Guds søn. Martin Luthers kirkesyn var langt mere fællesskabet af troende, der bekendte sig til Jesus Kristus som Guds søn, end det var kirken som hierarkisk opbygget organisation. Han vendte sig stærkt imod pavens primatkrav altså at paven hævder at være Peters efterfølger og Kristi stedfortræder på jord. Som han sarkastisk bemærker i et at sine skrifter, så var paven mere stedfortræder for den ophøjede Kristus i himlen end for den tjenende Kristus på jorden. Martin Luther tolkede ordene Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke anderledes end den romersk-katolske

kirke. Hans kirkesyn bygger på, at det ikke er Peter selv som person Jesus vil bygge kirke på, men på Peters trosbekendelse: Du er Kristus, den levende Guds søn. Den bekendelse som er fælles for alle kristne og er med til at definere kirken. Martin Luther udbygger sit kirkesyn i to af sine hovedskrifter Om et kristent menneskes frihed og Kirkens babylonske fangenskab med ordene fra 1. Petersbrev som vi hørte tidligere i dagens gudstjeneste: I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk Disse ord som Peter har skrevet til sin menighed bruger Martin Luther som Bibelsk belæg for sin ide om det almindelige præstedømme. Det almindelige præstedømme vil sige, at vi alle står lige over for Gud. Vi har alle retten til at bede for andre, udlægge biblens ord og være sjælesørgere for hinanden. Nøglemagten er givet til alle kristne, så vi også i Guds navn kan give et medmenneske syndernes forladelse. I forhold til Gud er intet menneske finere el. bedre end andre og ingen af os behøver et andet menneske som formidler mellem os og Gud. Vi er alle syndere indkroget i os selv og optagede af os selv. Men gennem troen på, at Kristus er død og opstået for vore syndere skyld, er vi også alle tilgivet og ret-

færdiggjorte. Vi er fri for at skulle retfærdiggøre os selv og dermed være optaget af vores egen lille frelse. Vi er fri til at vende os mod Gud i lovprisning og mod vor næste i kærlighedens tjeneste. Vi er med et af Luthers slagord: en fri herre over alle ting og ingen undergivet. I alle ting en træl, skyldige at gøre tjeneste, og enhver undergivet Over for Gud er vi fri gennem tro på Jesus som hans søn og vores frelser. I forhold til andre mennesker er vi skyldige at tjene dem og dermed bringe Guds kærlighed og tilgivelse videre til dem. Vi er forpligtet til at forkynde Jesu Guddomsmagt, sådan som Peter pålægger sin menighed, fordi de netop er en udvalgt slægt og et kongeligt præsteskab. Adel forpligter som bekendt også troens adel. Det kan være et kors at stå ved sin kristne tro, men vil vi leve op til udvælgelsen som et kongeligt præsteskab må vi tage de forpligtelser på os som følger med det at være et kristent menneske. Det er fælles for alle kristne uanset om vi er protestanter el. katolikker. Uanset om vores kirkesyn er pavekirken men henvisning til Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke el. det almindelige præstedømme med henvisning til I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab et helligt folk så er

vi forenede i Peters trosbekendelsen Du er Kristus, den levende Guds søn. Den tro på Jesus som Guds legemliggjorte kærlighed som vi har fået del i, skal vi give andre del i. Det er vores opgave som kirken af levende sten, hvor Jesus selv er hovedhjørnestenen og dermed grundlaget i vores liv. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen