PRÆDIKEN TIL JULEDAG Allerslev kl Osted kl

Transkript

1 Nu vil vi sjunge og være glad i Jesu Kristi navn! Guds Søn er født i Betlehems stad, os alle til glæde og gavn. Han steg fra tronen i Himmerig og blev et barn på jord; for os han daled så nederlig, hans kærlighed var så stor. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har besøgt en muslimsk moské. Dem findes der endnu ikke så mange af i Danmark. Ja, faktisk kun én, og den ligger i Hvidovre. Hvis man derimod tager til udlandet, specielt til Mellemøsten naturligvis, har man rig mulighed for at se, hvordan en moské er indrettet. Det kan være en betagende oplevelse. Der er en ro og ophøjethed over et sådant gudshus. Man føler sig meget lille under den vældige centralkuppel. Og der er ikke meget, øjet kan fæstne sig ved. For der er ingen billeder. Nok er der ornamentik. Slyngede figurer i mange farver, måske. Abstrakt kunst. Men ingen billeder i ordets gængse forstand. Altså afbildninger. Billeder, som ligner noget, forestiller noget. Den samme oplevelse kan man få, når man træder ind i en jødisk synagoge. Nok er der ofte meget, man kan se på. Men det forestiller ikke rigtigt noget. Helt anderledes er det, når man træder ind i en kristen kirke. Det er så banalt, at vi slet ikke tænker over det. Men en kristen kirke er fuld af billeder. Ikke abstrakt kunst, men billeder, der forestiller noget. Der er korset, som minder os om død og opstandelse. Der er crucifixet, som ligefrem afbilder den lidende Jesus. Der er altertavlen og prædikestolen med de mange udskæringer og fortællende billeder. Der er kalkmalerierne, som har mange historier at viderebringe. I de fleste kristne kirker er der et væld af billeder, der alle så at sige sætter kød på fortællingen om Jesus Kristus. Til forskel fra både jødedom og islam er kristendommen en billedreligion. Hvoraf kommer det? Det kommer af, at Gud blev menneske. Det kommer af, at vores Gud ikke er en abstrakt Gud, men en Gud, som blev ganske konkret og nærværende ved at blive menneske af kød og blod. 1

2 Grunden til, at vi kan gøre os billeder af det hellige, og at vi må gøre os billeder af det hellige, er barnet, der blev født julenat. Vi kan ikke forestille os den kristne forkyndelse ved ordet alene. Ord er vigtige. Og i dag hører vi jo netop Johannes-evangeliets version af fortællingen om barnet i krybben i Betlehem. Her er udgangspunktet netop Ordet. Ordet, som var i begyndelsen hos Gud. Ordet, som var Gud. Men altså også Ordet, som ikke lod det blive ved ord, men som blev kød og tog bolig i blandt os. Inkarnationens mysterium: ordet, som iklædte sig kød og blod, blev menneske, for at vi kunne begribe og skue Guds herlighed. Sådan har det nok ikke været fra kristendommens begyndelse. De første kristne havde det svært med at gøre sig billeder af Gud og hans Søn. Mange af dem havde nemlig en jødisk baggrund. Derfor kendte de til det jødiske billedforbud. Den israelitiske religion, som voksede ud af et omflakkende liv i ørkenen, var en billedløs religion. Mødet med de talrige former for gudebilleder i Kana aens land forstærkede det absolutte forbud mod at gøre sig noget som helst billede af Jahve. Ikke, at man i princippet var bange for selve dét af lave billeder. Men man var bange for, at billedet blev betragtet som identisk med det afbildede. Derfor gik de første kristne meget forsigtigt til værks, når de skulle gøre sig billeder af den Gud, de troede på. Den første kristne kunst vedblev længere med at være af rent symbolsk karakter. Man tegnede en fisk som et symbol på Jesus Kristus en slags hemmelig kode i en fjendtlig verden, fordi det græske ord for fisk danner forbogstaverne i de græske ord: Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser. Man malede den gode hyrde et andet Kristus-symbol. Det jødiske billedforbud sad så grundigt i kroppen på de første kristne, at der skulle gå næsten 850 år efter Kristi fødsel, før man var færdig med at diskutere og kæmpe for og imod kristendommen som billedreligion. Problemet har til stadighed optaget kristenheden. Hvordan kan man gøre sig et synligt billede af den usynlige gud? Hvordan sætte ansigt på Gud? Det kan alene lade sig gøre, fordi Gud blev menneske. Gud fik ansigt i sin Søn. Det er ikke billedet, som er Gud ligesom Bibelen heller ikke er Gud. Men som spejl på det guddommelige er både Bibelen den hellige skrift og ikonen det hellige billede vores ære værd. Og det takket være julenat, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Og vi så hans herlighed en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. 2

3 Der er mange anstødssten i kristendommen. At Gud skulle dø på et kors, er helt uacceptabelt for muslimerne. Men at Gud blev menneske, er lige så forkasteligt. I virkeligheden handler det selvfølgelig om selve kernespørgsmålet: Hvem er Jesus? Dét spørgsmål rejste han allerede selv, da han gik på denne jord: Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?. Spørgsmålet om Jesu identitet har optaget mennesker i år har fået dem til at skændes, hade hinanden, har fået os til at slå hinanden ihjel. Inkarnationen forbliver anstødsstenen, det uacceptable og ubegribelige, når kristendommen op igennem historien træder i dialog med sin omverden. Det yderste bevis på Guds kærlighed identifikationen med alt menneskeligt er den yderste hindring at overvinde både for den menneskelige fornuft og for den religiøse fromhed. Kristendommen binder kød og ånd sammen. Når kød og ånd hugges over, så ødelægges kristendommens sammenhængskraft. Det vidste de gamle kirkefædre. En af dem sagde: Gud skammede sig ikke ved at iklæde sig kød af samme slags som dit; hvorfor skulle du da skamme dig over at bære kød af samme slags som Han?. En anden sagde: Gud blev menneske, for at mennesket skulle guddommeliggøres. Begge udsagn er dybe refleksioner af underet julenat. Som kristne kan vi bruge et helt liv på at reflektere over dette ene udsagn: Gud blev menneske, for at mennesket skulle guddommeliggøres. Den ene del af udsagnet kan der ikke herske uenighed om. Gud blev menneske i Jesus Kristus. Det er selve kristendommens fundament, uden hvilket der ikke ville være noget, der hed kristendom. Den anden del af udsagnet er imidlertid ikke så ligetil. For hvad vil det sige, at mennesket skal guddommeliggøres? Nogle har forstået disse ord, som om vi selv skal udvikle vores egen guddommelighed. At vi i grunden er små guder, og at det gælder om at vokse i erkendelse og indsigt altså alt det, som ligger bag moderne tanker om selvudvikling, som jo er det helt store mantra i vores tid. Intet kunne ligge fjernere fra kristendommen! Nej, mennesket formår ikke at være sin egen frelser. Kun den, der ikke støder imod sine egne grænser, kan falde for illusionen om sin egen guddommelighed. Alle, som har set ind i sig selv og netop set oprigtigt og realistisk véd, at redningen må komme fra nogen, som er af en helt anden art. Hvis det ikke var Gud, som blev menneske hvis Jesus bare var et menneske som os, blot noget mere ædel hvad hjælper det så at sætte sin fortrøstning til Kristus? 3

4 At Gud blev menneske, for at mennesket skulle guddommeliggøres, betyder, at det faldne menneske, som er ude af stand til at frelse sig selv, ikke alene er en fortabt og elendig synder, men tillige er blevet kaldet af Gud til en højere bestemmelse. Bag udsagnet åbenbares troen på en Gud, som ikke bare er højt hævet over alt skabt, men som i sin kærlighed også er kommet mennesket så nær, at dets liv kan blive ét med hans liv. Guds menneskebliven er altså selve nøglen til menneskets guddommeliggørelse. Derfor kan Grundtvig sige, at påske og pinse udsprang af jul. Hvis Gud ikke var blevet menneske, var der heller ikke noget, der hed korsfæstelse og opstandelse og kirke. Guds menneskebliven er selveste forudsætningen for menneskets guddommeliggørelse. Og alligevel er selve ordet guddommeliggørelse ofte blevet misforstået af os, ja blevet betragtet som det mest ulutherske, som tænkes kan. Vi har heldigvis lov til at blive klogere. For Luther kendte ganske godt til og stod i gæld til de græske kirkefædre. Derfor kunne han i en af de første kendte prædikener fra hans hånd, en juleprædiken fra 1514, skrive, at Ordet blev kød, for at kødet skulle blive Ord. Gud blev menneske, for at mennesket skulle blive Gud. Da Luther på Wartburg beslutter sig for at skrive prædikener på tysk for at udbrede reformationen, er det ikke tilfældigt, at det er juleprædikenerne og dermed inkarnationen, han begynder med. I en af disse prædikener finder man for første gang på tysk talen om det guddommeliggjorte menneske. Meningen er her klar nok: Guds guddommeliggørelse af mennesket er selve grundlaget for menneskets handlen i verden. At handle som menneske efter Guds vilje til at gøre godt kræver guddommeligt, dvs. Guds, overskud. Det er det glædelige og skønne og uendeligt befriende i julens budskab: Gud blev menneske, for at mennesket skulle guddommeliggøres. Det betyder, at juleevangeliet er én mægtig befrielse fra os selv, fra et liv i mørket som elendige synder. Kristus har befriet os til et liv i lyset. Uden hans livgivende kærlighed er ingen frelse mulig for os. Det udtrykkes klart og enkelt i 2. Petersbrev: Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær - og få del i guddommelig natur. 4

5 Det kan udtrykkes meget enklere, og det er, hvad vi gør på denne julemorgen ved at synge om inkarnationens mysterium på vort jævne modersmål: Julebudet i vinterens vånde, det er Gud Faders varme ånde, menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt. Menneskets adel består i, at vi er skabt i Guds billede. Ser vi på os selv, kan vi have svært ved at fatte, at Gud er god og skøn. Men i stedet for at stirre os blinde på os selv, skulle vi kaste blikket på Jesus Kristus, på barnet i vuggen, på manden på korset, på den opstandne sejrs-helt og ønske hinanden Glædelig Jul! AMEN. 5