Niels Engelsted Personlighedens almene grundlag En teoretisk ekskursion i psykologiens historie I Genstandsproblemet AARHUS UNIVERSITETSFORLAG 1989
Copyright: Aarhus University Press, I 989 Tekstbehandling ved forfatteren Tryk: The Alden Press, Oxford ISBN 87 7288 205 O (bind 1-2 samlet) 2. udgave, 2. oplag, 1995 AARHUS UNIVERSITETSFORLAG Aarhus Universitet 8000 Århus C @i ANSilNlSO Z39.48 1992
INDHOLDSFORTEGNELSE Introduktion Forord vii ix I. Del: Psykologien mellem naturvidenskab og åndsvidenskab l. ERKENDELSE OG GENSTAND Det bekendte og det erkendte 3. Filosofi og videnskab 5. Det videnskabelige grundproblem 7. Videnskab og videnskabsteori 8. Filosofi og psykologi 10. Foliet opdages 11. To halve sandheder 12. Noter 13. 2. FRA MEKANIK TIL DIALEKTIK Den nye videnskab 15. Tvedelingen 17. Mekanik og romantik 19. Romantikkens bidrag til erkendelsen 22. Dialektik og udvikling 24. Erkendelsens tre trin 27. Negationens negation 29. En spore og to illusioner 32. Noter 33. 3. FRA ANALYSE TIL SYNTESE Fra sammensætning til sammenhæng 35. Samlingsbestræbelser 38. Udvikling som metode 39. Dialektikken er altid konkret 40. Dialektikken som skema 41.. Erkendelsen som stereoskopi 43. En fugl i hånden 45. Noter 48. 4. DEN TVEDELTE VERDEN Splittet 49. Hjernens dialektik 51. Den synkrone og den diakrone betragtning 53. På grænsen til det konkrete 54. En pris at betale 56. Freuds forsøg 57. Idealisme og materialisme 61. Dialektisk materialisme 63. Noter 66. 5. DEN ALTERNATIVE PSYKOLOGI Arven fra Aristoteles 67. Brentano og Wundt 69. Anden generation 70. Gestaltpsykologien 72. Den holistiske organisme 73. Form og stof 75. Materiens selvorganisation 76. Noter 79. 6. PSYKOLOGIENS FORMLÆRE Type og personlighed 80. Det negatives problem 82. Grænsedragning 85. Sterns halve syntese 87. Prima Causa 88. Noter 90. 3 15 35 49 67 80
vi Personlighedens Almene Gmndlag I U. Del: Den sociale verdens psykologi 7. DEN STORE FORM Spørgsmålet om staten 95. Fornuftens værk 96. Lovenes ånd 97. Volksgeist 99. Samfundsorganismen 100. Den svære syntese 101. Formlæren som sociologi 102. Socialpsykologi som refugium 105. Noter 106. 8. DEN SOCIALE PSYKE Sympati, imitation og suggestion 108. Spøgelset fra folkedybet 109. Hypnose og hysteri 110. Det kvindelige og det psykopatologiske 112. Menneskets to verdener 114. Socialpsykologien og McDougall 116. Instinkternes socialpsykologi 117. Mellem to stole 118. Noter 119. 95 108 9. INDIVIDET OG DEN SOCIALE GRUPPE 121 Chicagoskolen 121. I erfaringernes verden 123. Gruppepsykologi 125. Den sociale erfaring og handling 126. En halv bestemmelse 127. To forskellige realiteter 128. Noter 130. III. Del: Dialektisk og materialistisk psykologi søges 10. P Å JAGT EFTER DEN NYE ALMENPSYKOWGI Psykologiens to spor 133. Romantikkens pris 134. Genstandens vej 135. Kandidaterne 137. Antropologisk psykologi 138. Undtagelsen der bekræfter reglen 142. Den vigtigste bestemmelse 143. Dialektisk-materialistisk psykologi 143. Det 'marxistiske' spektrum 144. Freudo-marxisme 145. Seves modspil146. Andre alternativer 147. Noter 148. 11. ATGÅPÅTOBEN Den objektive psykologi 149. De fires pagt 150. Oplysningstidens sidste bastion 151. Psykologien og den dialektiske fordring 152. Reaktologien som vigtigt fremskridt 154. Subjektsidens nødvendighed 155. Et udviklingsskema 157. Noter 159. 12. FIWSOF PSYKOLOGEN RUBINSTEIN Den subjektive faktor 161. Af en anden skole 162. Det psykofysiske problem 163. Rubinstein tackler problemet 164. Relationer og forhold 167. Kybernetik og systemtænkning 168. Skrappe betingelser 172. Noter 175. 13. VYGOTSKI OG HANS ELEVER Mekanisk subjektivisme 176. Vygotskis projekt 177. Luria og den kulturhistoriske skole 179. Bredde og dybde 182. Den marxistiske filosofi og psykologien 183. Videnskab, filosofi og samfundsudvikling 185. Ideologi og videnskab 187. Banebryderen Leontjev 189. Leontjev og den naturhistoriske bestemmelse 191. En prøvet metode 192. Bordet fanger 194. Noter 195. 133 149 161 176
Introduktion vii INTRODUKTION ved professor, dr. phil. Henrik Poulsen og lektor, dr. phil. Jens Mammen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Det foreliggende manuskript er på flere måder usædvanligt i dansk psykologisk sammenhæng. Der er ikke i mange år i Danmark fremkommet et psykologisk arbejde, der i den grad forsøger at give et samlet billede af psykologiens grundlæggende problemer og deres historie. Dertil kommer, at forsøget må siges at være særdeles vellykket ikke blot ved at give sammenhæng og overblik, men derudover ved at være præget af stor originalitet og en meget pædagogisk og engagerende form. Originaliteten viser sig både ved den måde, hvorpå videnskabernes - og specielt psykologiens - udvikling forstås og fremstilles, og ved den måde, hvorpå forfatteren meget velargumenteret foreslår løsninger på en række af psykologiens hidtil uløste gåder. Arbejdet har i sin fremstillingsform et vist skitsepræg, hvilket blandt andet hænger sammen med dets tilblivelse som opsummering af et undervisningsfor~ løb på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Mange steder er den direkte henvendelsesform til deltagerne bevaret, ligesom der f.eks. er henvisninger til begivenheder i det lokale faglige miljø. Dette præg kunne naturligvis være elirnlneret ved en gennemarbejdning og omskrivning af manuskriptet, som irnldlertid ville have lange udsigter. Vi har derfor presset Niels Engelsted til at udgive manuskriptet i den foreliggende form, dels fordi vi mener, at der i universitetsundervisningen i psykologi er et stort og akut behov for en generelt introducerende tekst som denne, og dels fordi vi mener, at den lille afvigelse fra de akademiske normer, som her er tale om, ikke går ud over fremstillingens kvalitet, og iøvrigt kan have sine pædagogiske fordele. Manuskriptet har i enkelte eksemplarer cirkuleret blandt studerende og lærere ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og har allerede givet anledning til en livlig debat.. Uanset om læserne har været enige med forfatterens konklusioner, har manuskriptet virket usædvanligt inspirerende og har defineret en begrebsruressig ramme, som der har kunnet arbejdes videre med. Der er tale om begreber, som både er præcise og rummelige nok til at sammenfatte en stor mængde af de erfaringer, der ellers er knyttet til mere snævre og gensidigt udelukkende teorirammer, som har præget psykologiens brogede historie.
viii Personlighedens Almene Grundlag I Bogens store force som introducerende tekst er blandt andet, at den i kraft af det ovennævnte evner at reducere den forvirring, der ellers let præger et begyndende studium af psykologien, uden at det er gået ud over mangfoldigheden af teorier og synspunkter, som præsenteres. Bogens metode er grundlæggende historisk. Det gælder første binds fremstilling af de forskellige psykologiske teorier, der anskues som momenter i en samlet videnskabshistorisk udviklingsproces fra oldtiden til i dag. Og det gæl der for andet binds fremstilling af psykens udvikling fra de simpleste livsformer til det moderne mermeskes virksomhed og bevidsthed. I kraft heraf er bogen både en introduktion til psykologihistorien og til psykens egen historie, dvs. både dens naturhistorie og dens samfundshistorie. Men bogen er på trods af, at den begynder "med Adam og Eva" i mere i een forstand, og på trods af sin almene tilgængelighed også i høj grad et originalt forskningsmæssigt bidrag til psykologien, som vi håber både vil vække til debat og stimulere den videnskabelige proces.
FORORD Dette arbejde om personlighedens almene grundlag er et personligt forsøg på at gennemarbejde nogle temaer fra min forskning i sammenhængende form, så jeg selv kan læse, hvor jeg i øjeblikket står. Det er altså tale om et arbejdsværktøj og ikke om publicering af forskningsresultater. Samtidig er det et rrdddel til kommunikation med de af rrdne kolleger, der arbejder med beslægtede problemstillinger. Altså et led i en løbende diskussion. I en vis forstand kan man faktisk betragte det som et diskussionsoplæg. Ikke rrdndst er det imidlertid skrevet til de studerende, der har deltaget på rrdt kollokvium 1983-1986 på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, der netop havde personlighedens almene grundlag som sit overordnede tema, og hvor de fleste af de her fremsatte synspunkter allerede har været op at vende gennem mange fornøjelige og frugtbare diskussioner. Arbejdet bærer naturligvis præg af dette dobbeltformål, og nogle vil måske mene, at det sætter sig mellem to stole, når det både vil indføre den studerende i nogle af fagets begreber og problemstillinger og samtidig arbejde med nye forestillinger i fagets uordentlige frontlinie. Det var imidlertid kollokviets erklærede formål at invitere de studerende med derud, hvor slaget står. På eget ansvar, naturligvis. Enhver må tænke selv. Og det havde jeg hverken som lærer eller forsker grund til at fortryde. Mon det i virkeligheden ikke er noget, der forsømmes? Ihvertfald synes jeg her, at der er god grund til at slå to fluer med et smæk. Arbejde4 som det foreligger, er meget ufærdig!, og det valgte jeg at affinde mig med, da en udgivelse kom på tale. Under redigeringen og renskrivningen har jeg ikke ændret noget væsentligt i forhold til den fotokopierede udgave fra 1986. Dette skyldes ikke, at de mange kommentarer, ideer og indvendinger, som jeg har modtaget fra studerende først og fremmest i København, har været irrelevante. Tværtimod har det givet så megen stof til eftertanke, at det ville være håbløst her at tage højde for det hele. Der skal en helt ny runde til. Men netop dette viser, at en bog med mange løse ender kan tjene et vigtigt formål. Bag ethvert arbejde gemmer der sig mange menneskers indsats. Det gælder også her. Det er ikke blevet til i et tomrum. Venner, kolleger og studerende har bidraget afgørende til de forestillinger, der her er formuleret. Både idemæssigt og praktisk har jeg modtaget megen hjælp, hvilket jeg siger tak for. Her vil jeg imidlertid først og fremmest sige hjertelig tak til Psykologisk Institut v. Aarhus Universitet, der igennem årene har ydet rrdg generøs støtte og vist rrdg stor gæstfrihed. Uden instituttets moralske og fagrådets finansielle opbakning var dette arbejde aldrig blevet udgivet. København 1988 Niels Engelsted
Utålmodigheden forlanger det umulige, at opnå målet uden midlerne G.WF.Hegel I. Psykologien mellem naturvidenskab og åndsvidenskab
Erkendelse og Genstand 3 KAPITEL l ERKENDELSE OG GENSTAND Det bekendte og det erkendte Hvor mangfoldige den psykologiske videnskabs veje end er, så samler de sig dog alle til sidst i et punkt: mennesket. Psykologiens ultimative mål er at begribe mennesket, såvel dets almene menneskelighed som dets særegne individualitet. 1 Eller - psykologien som videnskab er et af menneskets vigtigste midler til at begribe sig selv som menneske. Præcis som Karl Linne har formuleret det, når han ud for Homo sapiens' plads i Systema Naturae skrev: "Kend dig selv!". Løsningen af denne opgave er på. en gang psykologiens mål og målestokken for dens modenhed som videnskab. Nu er det, der bliver målt, selv målestok for det, der måler. Det vil sige, at psykologiens udviklingsgrad som videnskab selv er et mål for, hvor langt vi er kommet i begribelsen af mennesket. I så fald vil det næppe være fejlagtigt at konkludere, at der endnu mangler et stykke vej i menneskets erkendelse af sig selv. Hermed får vi øje på et ejendommeligt paradoks. Menneskets erkendelse af sig selv er endnu mangelfuld, men samtidig er mennesket det fænomen i verden, som vi kender allerbedst. Eller som Dernokrit kunne formulere det: "Menneske er, hvad vi alle kender.n I modsætning til den moderne natmvidenskab, der udforsker det ukendte, udforsker psykologien med andre ord det kendte. Hvad psykologerne studerer i deres ansigts sved, er faktisk det, som alle ved. Dette er naturligvis kun latterligt for uforstanden. For anstrengelsen viser, at allemandsviden og videnskabelig viden er to forskellige ting. Fortrolighed og erkendelse er ikke det samme. Hegel formulerer det på denne måde: "Det bekendte er endnu ikke det erkendte, fordi det er bekendt", at tro det "er det mest almindelige bedrag af en selv og andre." 2 Hvad angår sondringen mellem det bekendte og det erkendte, fik vi på holdet selv syn for sagen, da vi i et tidligere semester forsøgte at bestemme begrebet personlighed. Personligheden kender vi alle som den menneskelige psykes højeste og vigtigste udtryk. I skærende kontrast til den fortrolighed og selvfølge med hvilken, kategorien blev anvendt og forstået, stod imidlertid ubehjælpsomheden,når det drejede sig om at bestemme begrebet. "Jeg forstår det godt, men jeg kan ikke foklare det", var en bemærkning, og den blev fulgt op med det
4 Personlighedens Almene Gmndlag I snedige spørgsmål, om der overhovedet er nogen grund til at forklare det, som vi godt forstår? I denne dovne form kan synspunktet afvises med et dunk i hovedet, men det findes også i en mere principiel og gennemtænkt form, der hævder, at person ligheden er den samlede rannne om den menneskelige forståelse, og at den derfor ikke selv kan gøres til genstand for begribelse. For helheden kan jo ikke samtidig være en del af sig selv.' Problemet med det paradoksale misforhold mellem den selvfølgelige fortrolighed og bestemmelsens ubehjælpsombed mødte vi imidlertid ikke kun, hvor det drejede sig om at bestemme personligheden som begreb. Vi mødte det hver eneste gang, vi tog et fundamentalt psykologisk forhold under behandling. F.eks. begrebet følelse, begrebet socialitet og begrebet arbejde. Det vil således næppe være forkert at konkludere, at vi med hensyn til menneskepsykens mest fundamentale forhold boltrer os som fisk i vandet. Men samtidig i kraft af denne intime forbundethed ikke er i stand til at skabe den distance, som den iagttagende beskrivelse fordrer. Fisken er som bekendt den sidste til at erkende det vand, som den svømmer i. Vandet opdager den først, når den løftes ud af det. Eller sagt med andre ord: Den deltagende praksis er anderledes beskaffen end den iagttagende viden. Hvad man forstår, når man er aktiv i situationen, og hvad man forstår, når man betragter situationen udefra er ikke ganske det samme. Hvilket iøvrigt er den samme sondring, vi finder i begreberne praksis og teori, der er græske ord for henholdsvis "gø ren" og "betragtning". At det er den samme sondring, der ligger i udtrykkene "det bekendte" og "det erkendte", er ikke svært at vise, hvis vi formår at trænge bag om vores spontane fortrolighed med udtrykkene. Her gælder nemlig også, at vi godt ved, hvad de betyder, men vi har vanskeligt ved at forklare det. Det er ikke alle sproglige udtryk, der er lige svære at definere. Substantiver som "fugl" og "hund" kan i sidste ende defineres ved, at vi peger på virkelige fugle og hunde. Verber er lidt sværere, men hvor de henviser til konkrete aktiviteter som "at spise" og uat svømme", kan de også i sidste ende defineres ved påpegning. Derimod er det forbundet med nogen vanskelighed at pege på det, verbet "at kende" henviser til. I barnets sprogtilegnelse læres betydningen af "at kende" næppe heller ved påpegning. Det vokser så uløseligt ud af selve den levende praksis, at det ikke kan forbavse, at ordet selv etymologisk udspringer af en grammatisk bøjningsform af verbet "at kunne". 4 Det betyder imidlertid ikke, at vi i det teoretiske arbejde kan lade os nøje med den praktiske forståelse, der bliver stum, når vi spørger efter. Også verbet 11 at kende" henviser naturligvis til noget, der findes i verden og derfor må kunne bestemmes eller påpeges. For at gøre en lang historie kort, så er det påpegningen selv, verbet "at kende" (skelne, mærke, nævne) henviser til. Hvoraf naturligvis fremgår, at tilegnelsen af betydningen sker i selve den påpegende praksis og ikke ved påpegning.
Erkendelse.og Genstand 5 Hvis at kende er at påpege, så kan vi også lytte os frem til den forskel i påpegningen, der ligger gemt i henholdsvis "det bekendte" og "det erkendte". Vi hører da, at mens "det bekendte" i væsentlig grad synes at vise hen til en sammenhæng, hvor den kendende har en fremtrædende plads, så viser "det erkendte" hen til det, som bliver kendt - uden særligt hensyn til den kendende. Det vil sige, at mens "det bekendte" er en påpegning af et noget, der står i et tilhørsforhold til den kendende person, så er "det erkendte" en påpegning af noget, der har en uafhængighed af den kendende person. Denne sidste betydning kommer løvrigt klart til udtryk i det etymologisk nærtbeslægtede ord "at anerkende", der udspringer af en social Guridisk) praksis, hvor ordet betyder "erkende som virkeligt bestående". At erkende og anerkende er altså at tilstå noget uafhængighed eller suverænitet, hvilket i sociale forhold kan bekræftes gennem anerkendelse og erkendtlighed. Hvis vi kalder den kendende for subjektet og det, der bliver kendt for objektet, så er det bekendte altså en påpegning af objektets tilhørsforhold til subjektet, mens det.erkendte er en påpegning af objektets uafhængighed af subjektet. Følger vi - men foreløbig kun for fremstillingens skyld - William James i hans definition af menneskets Selv, der lyder: "In its widest possible sense... a man' s Self is the sum total of all that he can call his" 5, så kan vi sige, at det bekendte som noget, der tilhører subjektet, bliver en del af selvet, mens det erkendte bliver noget, der ligger uden for selvet. Dette giver os den traditionelle sondring mellem subjektiv viden, dvs. verden som det for os værende, som vores oplevelse og vores erfaring, og den objektive viden, dvs. verden som det i sig selv værende. Eller som Kant formulerede det: Das Ding fur uns og Das Ding an si c h, der netop i den klassiske tyske filosofi blev opfattet som en sondring mellem subjektet og objektet eller mellem Jeget og Ikke-jeget. Anskuet på denne måde bliver sondringen mellem det bekendte og det erkendte - eller det jeg andetsteds har kaldt eifaringsforståelse og genstanrlsforståelse6 - grundtema bag udviklingen af en lang række fundamentale sondringer inden for den vestlige filosofi, der i sig som en integreret del rummede psykologien i de første 2500 år af sin historie. Filosofi og videnskab Denne rodfæstede sammenhæng mellem filosofi og psykologi kan ingen videnskabeligt arbejdende psykolog sidde overhørig. Ihvertfald ikke uden at afskære sig fra det enorme tænkearbejde, der allerede er foretaget med psykologiens fundamentale problemstilllinger. Vi skal heller ikke gøre det. Det betyder imidlertid ikke, at psykologi fortsat er en filosofisk disciplin. Psykologi er en videnskabelig disciplin. Der er derfor grund til at ridse forskellen mellem filosofi og videnskab op.
6 Personlighedens Almene Grundlag J Filosofien begynder ganske simpelt som selvstændig bestræbelse, da for skellen mellem det bekendte og det erkendte bliver tydelig og dermed et problem for tanken. Det var den ikke altid. Erkendelsesevnen opstår ganske vist med den menneskelige virksomhed, dvs. med mennesket selv, men det betyder ikke, at mennesket selv har skelnet mellem oplevelse og erfaring på den ene side og erkendelse på den anden. Denne sondring har nogle ganske særlige forudsætninger og optræder først, når de samfundsmæssigt er opfyldt. Og vi taler naturligvis her om den arbejdsdeling mellem håndens og åndens arbejde den adskillelse mellempraktisk erfaring og teoretisk tænkning, der fødes med klassesamfundets udvikling i antikken. Først hermed bliver erkendelse eller teori skilt ud som et selvstændigt projekt, og dette er det samme som filosofiens fødsel. Fiolosofien begynder med andre ord, når den menneskelige erkendelse selv bliver påpeget, dvs. selv gjort til genstand for erkendelse (erkendelse af erken dejse). Og det vil sige, at dens grundproblem bliver, hvordan mennesket kan have viden, der rækker udover det bekendte. Det vil sige udover oplevelsens tilfældighed og erfaringens begrænsning. Eller - hvilket er det samme filosofien begynder med spørgsmålet om, hvad virkeligheden er bag det tilsyneladende. Den umiddelbare vanskelighed er ikke svær at få øje på. Erkendelse synes at fordre en samtidig sammenhæng og adskilthed mellem subjekt og objekt. Man må nemlig tro, at subjektet kun kan erkende objektet i kraft af sin forbin dejse til det, og det skal så føre til en erkendelse af objektet, som det er i sig selv. Dvs. uafhængigt af sin forbindelse til subjektet. Sammenhængen skal altså give adskiltheden, kontinuiteten diskontinuiteten. Hvad der forekommer svært at begribe. Ihvertfald voldte det de tidlige græske filosoffer umådelige vanskeligheder, og de blev tvunget til at vælge enten det ene eller det andet i den umulige enhed mellem sammenhæng og adskilthed. Den nemmeste løsning valgte sofisterne, der derfor ikke regnes for rigtige filosoffer. De forkastede forestillingen om en objektiv sandhed bag den subjek tive erfaring. Sandheden er altid relativ, dvs. en synsvinkel eller en fortolkning, og der er lige så mange sandheder, som der er synsvinkler. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Denne fænomena!l<tiske løsning (der i græsk politik var sammenfaldende med populistisk-demokratiske strømninger) blev mødt af den realistiske, der hævdede, at der bag det tilsyneladende eller fænomenale fandtes en absolut og eviggyldig sandhed (realitet), der på ingen måde beror på øjnene, der ser. Platon og Dernokrit er de vigtigste eksponenter for denne tanke, men det betyder ikke, at de har løst problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Ligesom fænomenalisterne havde absoluleret sammenhængen mellem subjekt og objekt, måtte de absolutere adskiltheden. Såvel Platon som Dernokrit erklærede således, at oplevelse og erfaring er ugyl
Erkendelse og Genstand 7 dige kilder for erkendelsen. Erkendelse er altså ikke noget, der kommer til subjektet ude fra verden gennem sanserne. Erkendelse er ikke en sammensætning (induktion) af sanseindtryk, som subjektet modtager udefra (empiri). Erkendelse er noget, som subjektet udleder indefra (deduktion). Fra sit eget sind eller sin egen fornuft. Hvorfor løsningen kaldes rationalisme efter det latinske ord for fornuft. Det betyder imidlertid ikke, at Platon og Dernokrit - som senere Kant - lukkede erkendelsen inde og gjorde den til erkendelse af sindets egen orden 7 For begge var det den virkeligt (objektivt) eksisterende orden, som fornuften blotlagde. Ordet "ratio" henviser således på en gang til verdens orden og sammenhæng og til sindets fornuft 8 Rationalisterne mener derfor, at det er verdensfor~ nuften, som mennesket kan genfinde i sin egen fornuft. For Platon, der satte verdensfornuften lig med Gud (eller omvendt), skete dette gennem meditation. Hermed blev mennesket nemlig i stand til at genkende sin egen gudelige oprindelse og dermed erkende det virkelige. For Demokrit, hvis forestilling var mindre animistisk, var det den logiske tænkning, der var menneskets adgang til erkendelsen af det virkelige. Men i øvrigt var der for grækerne en flydende overgang mellem det åndelige og det logiske. De så som Pythagaras det logisk-matematiske og det mystisk-religiøse som to sider af samme sag. Med forestillingen om det virkelige, der er andet og mere end det fænomenale, var filosofiens tog sat på skinner. Den lange rejse fra det bekendte til det erkendte begyndt. Vi skal også løse billet, omend vi ikke gør hele rejsen med. Vi hopper af og på, som det passer til vort formål. Rejsen er nemlig i høj grad den psykologiske erkendelses egen rejse. Desuden er togets lokomotiv også vort. Det filosofiske grundproblem om enheden af det almene og det partikulære eller af sammenhæng og adskilthed er nemlig selve grundproblemet i den videnskabelige begribelse af den menneskelige personlighed. Det videnskabelige grundproblem Det betyder ikke, at det filosofiske grundproblem også er et grundproblem for videnskaben. Hver videnskab har også sit grundproblem. Det er det, der definerer den pågældende videnskab. Men det er ikke problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. En videnskabs grundproblem er dens genstand. Det vil sige det særlige lovmæssighedsområde (f.eks. fysikkens, kemiens eller biologiens) i verden, som den studerer. Videnskaben går med andre ord ud fra som det givne, at det er muligt at erkende objektet, som det er i sig selv.' Og må forskeren i sit daglige arbejde til stadighed beskæftige sig med sin forbindelse til objektet, så er det alene som et praktisk spørgsmål. Det falder ham ikke ind at gøre det til et grundlæggende principielt spørgsmål. (Undtagen til festlige lejligheder). I dagligdagen er han temmeligt ligeglad med, at subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er van-
8 Personlighedens Almene Grundlag I skeligt at begribe. Han ved, at erkendelse er mulig, og tager sig det let, at han ikke kan forklare det. Det er jo ikke hans ærinde. Meget sigende er da også, at når problemet om subjektet og objektet optræder inden for videnskaberne, så er det først og fremmest som et metodespørgsmål Det vil sige som en praktisk anvisning eller et regelsæt, der skal sikre, at den subjektive forbindelse ikke i for høj grad forurener erkendelsen af objektet, som det virkelig er. Sådanne regler er meget nyttige - til en vis grænse. Der er grund til at advare biokemikeren mod at stikke tommelfingeren ned i reagensglasset eller zoologen mod at se for meget af sig selv i ormen. Men forvandles regelsættet fra den praktiske anvisning til noget filosofisk principielt, så er det ikke gavnligt. Intintiderer man videnskabsmanden til at tro, at det subjektive og det objektive helt må skilles fra hinanden i forskningsprocessen, så sætter man den i stå. Erkendelsen når nemlig kun den objektive realitet igennem den subjektive forbindelse. Det er ikke uden grund, at vi taler om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Videnskabelige resultater kan derfor heller ikke bedømmes på soberheden i deres metode. Kunne videnskabelige opdagelser forkastes på et sådant grundlag, måtte f.eks. evolutionslæren forkastes. Darwin var - set fra et metodelæresynspunkt - aldeles uordentlig i sin brug af kilder. Anekdoter anvendes på den mest ukritiske og ureflekterede måde, og ikke alene hans hund men også adntiral Sulivans papegøje optræder som rene sandhedsvidner. Men selv om Darwin kunne være et skoleeksempel på, hvad en biolog ikke må gøre, så er det en uafviselig kendsgerning, at han ikke desto mindre opdagede de virkelige principper for naturlig udvælgelse. Og der er ikke nødvendigvis grund til at tro, at det skete på trods af subjektivismen i hans metode. Dette er naturligvis ikke det samme som at sige, at uordentlighed i metoden er vejen til videnskabelige opdagelser. Men det er at fremhæve, at den orden, som det er den videnskabelige erkendelses opgave at blotlægge, er genstandens orden. Det vil sige, at det videnskabelige resultat er en genspejling af genstanden, ikke af metoden. Har man fat i genstanden, så kan man få ordentlige resultater også med en uordentlig metode. I den virkelige erkendelsespraksis kommer genstanden før metoden. Hvilket i videnskabshistorien viser sig i den rækkefølge, at først gøres der en vigtig genstandsmæssig opdagelse - og som regel med temmeligt kritisable eller ureflekterede metoder; dernæst foregår der et metodisk oprydningsarbejde med udgangspunkt i opdagelsen. Man taler ligefrem om, at der dannes skole. 10 Videnskab og videnskabsteori Disse to trin genfinder vi i en slags arbejdsdeling inden for det videnskabelige samfund, der er analog til arbejdsdelingen mellem forfattere og litteraturkritikere. Nemlig mellem "genstands-ordnere" og "metode-ordnere", hvor de første
Erkendelse og Genstand 9 er optaget af genstanden, mens de sidste er optaget af de første. Hvilket er den kendte skelnen mellem videnskab (som teori om genstanden) og videnskabsteori (som teori om teori om genstanden). Som erkendelse af erkendelse står videnskabsteorien naturligvis i bestandig fare for at blive en filosofisk disciplin snarere end en videnskabelig. Som eksempel kan nævnes epistemologien, hvis oprindelige betydning er lære om videnskab, men som i løbet af sin udvikling er blevet forvandlet til en filosofisk lære, der mere eller mindre eksplicit erklærer erkendelse af objektet (eller objektiv erkendelse) for principielt umulig. Et synspunkt, der per definition øver ubodelig skade på den videnskabelige bestræbelse i det omfang, den vinder udbredelse. På sin rette plads er videnskabsteorien imidlertid yderst nyttig. Den er hævet et trin over den konkrete videnskabelige forskning og har på dette højere (meta:-teoretiske) abstraktionsniveau et større overblik, og gennem organisering og systematisering af erkendelsesresultatet kan den sætte fokus på inkonsistenser, som videnskaben konkret må løse. Hertil kommer, at den fungerer som et kampendium (lat. for besparelse), der i kraft af forenklingen og abstraktionen er den mest praktiske kilde til en hurtig tilegnelse af et fags videnskabelige problemstililinger og resultater. Da det først og fremmest er i denne form - lærebogen, at den studerende tilegner sig sin videnskab, kan det af forståelige grunde let føre til den vildfarelse, at videnskab er videnskabsteori. Det er temmeligt vigtigt at forstå, at dette ikke er tilfældet. (Derimod kan det omvendte godt være tilfældet, men da som et specialområde). At man som studerende (og dermed også som lærer) nødvendigvis må gøre teorierne til genstand for sin virksomhed, betyder ikke, at teorien er genstanden for videnskabens erkendelsesbestræbelse. Videnskabens genstand er altid et konkret forhold i verden. At dens særlige opgave er at begribe forholdet teoretisk ændrer intet herpå. Videnskab er en lære for livet og ikke for skolen, kunne man sige. Omend det må indrømmes, at denne forskel ikke altid er tydelig på et universitet, der jo også er en skole. Tekstbøger er et uvurderligt redskab, men man må aldrig glemme det rette forhold mellem tekst og genstand. Det vil sige, at det til stadighed må være genstanden, som teksten afbilder, og ikke teksten selv, som man må have for øje. Tekstvidenskaben må kort sagt ikke gøres til et mål i sig selv eller hæves over den genstandsvidenskab, der er den videnskabelige erkendelses fabrik. Uden stadig næring fra genstandsfronten stagnerer nemlig også baglandet. Uden den stadige konfrontation med den genstridige genstand stivner de overordnede teoretiske forestillinger og bliver til skematismer. For ordenen i den videnskabelige erkendelse kan nemlig i sidste ende ikke være andet end genstandens egen orden, som den genspejles gennem den særlige menneskelige praksis, som videnskab er. Det er derfor, at der er så god grund til at insistere på en sammenhæng mellem undervisning og forskning. Hvilket iøvrigt er det
10 Personlighedens Almene Grundlag J bevidste sigte med disse betragtninger over personlighedens almene grundlag, hvor vi vil anbringe os i den kaotiske frontlinie frem for i det mere uforstyrrede bagland. Skal vi kort gentage, hvad det er for en forskel mellem videnskabens og filosofiens projekt, som vi her har peget på (med videnskabsteori som grænsetilfælde), kan det siges således: Videnskabens projekt er (erkendelsen af) genstanden. Filosofiens projekt er erkendelsen (af genstanden). Med forskellig vægtning af det samme udgangspunkt får de to klart forskellige problemer. For videnskaben er genstanden problemet. For filosofien er erkendelven problemet. Hvilket betyder, at problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er filosofiens centrale problem, mens det derimod ikke er noget problem for videnskaben, da denne netop tager udgangspunkt i den menneskelige erkendelsesevne som det sikkert givne. Filosofi og psykologi Når videnskaberne er optaget (i bogstaveligste forstand) af deres respektive genstande og ikke interesserer sig for erkendelsen som problem, og når alle grundlæggende fænomener i verden har deres videnskab, så må der imidlertid være en videnskab, der kommer i en særlig situation. Nemlig den videnskab, der har det grundlæggende erkendelsesfænomen som sin videnskabelige genstand. Som man nok allerede har forstået, er denne særligt anbragte videnskab psy kologien. Subjektet i dets forbindelse til verden er psykologiens genstand. Det problem, der er grundlæggende for filosofien, problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, bliver derfor også grundlæggende for psykologien. At psykologien i den langt overvejende del af erkendelsens historie har været integreret i filosofien, forekommer derfor ret naturligt. Hvorfor skelne mellem filosofi og psykologi, når grundproblemet er det samme? Imidlertid er grundproblemet ikke det samme. Der er en vigtig forskel på, om man opfatter subjektets og objektets samtidige sammenhæng som et filosofisk eller et videnskabeligt problem. Forskellen kan udtrykkes kort på denne måde: Filosofiens problem er erkendelsen (af genstanden). Som videnskab er psykologiens problem (erkende!, sen af) genstanden. Som er erkendelven (i videste betydning). Som alle kan forstå, kan det være svært at holde tungen lige i munden med en sådan sondring. Psykologien som videnskab har heller ikke konsekvent været i stand hertil, men er igen og igen blevet filosofiseret til skade for sit projekt. Hvad psykologien ikke altid har været opmærksom på, er det imidlertid vigtigt, at vi er. Nemlig den betydningsfulde forskel der er mellem filosofi og videnskabelig psykologi. Lad os derfor vende forskellen et par gange.
Erkendelse og Genstand 11 Erkendelsens opgave er at begribe genstanden, som den i virkeligheden er. At begribe vil sige at genspejle eller afbilde genstanden i begrebet (der er en sproglig konstruktion), således at genstandens væsentlige egenskaber fastholdes. Man kan billedgøre dette ved at forestille sig erkendelse som det at holde et gennemskinneligt folie op for verden og derpå med en filtskriver aftegne de væsentligste konturer i det, man ser. Denne afbildning, som nødvendigvis er en abstraktion af den konkrete mangfoldighed af genstandsegenskaber, som vi kan se igennem foliet. - men denned også en skelnen mellem væsentligt og ikke-væsentligt- er begrebet (betragtningen). Med afbildningen befinder virkeligheden sig nu på to planer. På den ene side som den konkrete virkelighed og på den anden side som den afbildede og dermed abstraherede virkelighed. (Analogier forfører som bekendt, heri ligger deres charme. Er man stemt for det, kan man faktisk se interessante sammenhænge, hvis man jævnfører udviklingen i erkendelsens teori- eller billeddannelse med udviklingen i billedkunsten). Det er vigtigt at forstå, at såvel det konkrete verdensplan som det abstrakte billedplan har faktisk eksistens. Begge plan findes i verden, og det ideelle afbildningsplan er ikke mindre virkeligt end det materielle plan, som det afbilder. Foliet opdages I menneskehedens første historie sameksisterer de to plan ganske problemløst. Man er næppe engang opmærksom på, at der findes to forskellige plan. Det er, da man opdager foliet som noget selvstændigt eksisterende og de dermed forbundne problemer, at filosofien opstår. Skiftet kommer i øvrigt tydeligt til udtryk i det græske sprog (og sproget er erkendelsens primære medium). Karakteristisk for den sparsomme litteratur fra den græske oldtids bondekultur - f.eks. liliaden og Odysseen - er således på den ene side det homeriske menneskes fantastiske ordforråd,. når det gælder forskellige måder at se noget på, og på den anden side det totale fravær af ord for selve det "at se". Man kan sprogligt pege på tusind forskellige sindsindtryk eller følelser, men man kan ikke sprogligt pege på sindet selv eller følelsen selv. Denne rigdom på konkrete udtryk og fattigdom på abstrakte skifter ved overgangen til antikkens bykultur. Før gjaldt det om at forstå, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, og hvordan man blev en god mand eller kvinde. Nu gælder det om at forstå, hvad godhed og sandhed i sig selv betyder. Som abstrakte og universelle begreber udskilt af det praktiske livs sammenhæng. Altså et problem i lighed med det, der mødte os i det foregående som vanskeligheden ved at bestemme ordet "at kende", selv om vi er fuldt fortrolige med at kende alt muligt konkret. At opdage ordet "at kende", er at opdage foliet. Begynder filosofien med opdagelsen af foliets selvstændige eksistens, så må den også begynde med problematiseringen af forholdet mellem foliet og verden.
12 Personlighedens Almene Gnmdlag I At de spørgsmål, der grundlægger filosofien, derfor nødvendigvis må blive spørgsmålet om forholdet mellem folie og verden, og spørgsmålet om, hvad der er mest virkeligt (sandt)- folie (ide) eller verden (materie), kan derfor ikke forbavse. Vi kan i lyset af vores folie-analogi tilmed værdsætte Piatons løsning som temmelig genial - omend falsk. Han opfatter foliet som det egentligt virkelige og verden som et skinbillede. Det vil sige en (meget ufuldkommen) billedprojektion, der fremkommer, når Guds lys sendes igennem foliet, som var det et lysbillede.u Piatons løsning viser noget, der er karakteristisk for den tidlige filosofi. I og med den meget vigtige opdagelse af foliet som noget forskelligt fra verden ( noget særskilt), så skiller man folie og verden helt ad og absoluterer foliet. Begribelsen bliver ikke en begribelse af verden igennem begrebet, men begribelsen af begrebet selv. Det vil sige, at det værendes orden ikke opfattes som verdens orden, men som begrebets orden. Ordenen ligger i tegningerne eller tegnene på foliet, og man holder det ikke op mod verden. Erkendelse er formalviden ikke realvid en. Ikke det empiriske studie af verden afslører det værendes sande orden, men formalvidenskaber som matematik og logik. Kun på foliet eller papiret kan man udlede de sande - konsistente - relationer, i verden udviskes de af tilfældigheder." Man må derfor, som Platon dikterede sine elever, se bort fra den fænomenale sanseverden og koncentrere sig om tankens verden, hvor man ud fra enkle grundsætninger kan udlede de sande forhold. Erkenderen må bruge sin fornuft, ikke sine øjne. To halve sandheder Vores folie-analogi er både sand og falsk. Den er sand, fordi den fanger subjektets og objektets adskilthed. Den er falsk, fordi den mister subjektets og objektets sammenhæng. Det er på samme måde, at filosofien er sand og falsk. Dens uvurderlige bidrag til den menneskelige erkendelse er, at den opdager erkendelsen - som subjektets og objektets adskilthed, og dermed hæver vores viden om verden over det fænomenale og bekendte. Men hermed - og det er prisen - også over verden. Filosofien er i den forstand en halvhed. Til en halvhed svarer der naturligvis en anden halvhed. Denne komplementære halvhed findes også i læreform. Den dukker historisk op som en kritik af den rationalistiske filosofi og har den fortjeneste, at den genopdager subjektets og objektets sammenhæng. Til gengæld taber den subjektets og objektets adskilthed af syne, hvorfor den sænker vor viden om verden ned i det bekendte og fænomenale. Ned under erkendelsens niveau med andre ord. Fordi den ser viden som viden indefra og ikke udefra, det vil sige som deltagerens og ikke iagttagerens viden, kalder den sig for praksisfilosofi i modsætning til den hidtidige betragtningsfilosofi. Vi skal senere beskæftige os mere med denne alternative halvhed, da den ikke er mindre relevant for psykologien end den første. Men her kan vi billed-
Erkendelse og Genstand 13 gøre dem som to halvbilleder, der nok er komplementære, men som formuleret som henholdsvis adskilthedens og sammenhængens viden udgør en modsigelse og derfor et grundproblem for den sproglige begribelse. Hvad skolen har så vanskeligt ved at forene i et fusioneret billede, udgør imidlertid i livet en ubrydelig forening. Det, der kommer til udtryk som en modsigelse på foliet (sproget, begrebet, logikken, fornuften) er en enhed iverden. Vejen til begribelsen går derfor over studiet af verden. Genstanden rummer nøglen til sig selv. Det er her og ikke i logikken, at man må begynde. Det er dette udgangspunkt i verden eller i genstanden, der adskiller videnskaben fra filosofien. Eller realvidenskaben fra formalvidenskaben og filosofien. Man taler i overensstemmelse hermed også om den empiriske og eksperimentelle videnskab. Videnskabens genstandsmæssighed kan dog ikke hermed reduceres til eksperimentet som metode. Den ligger grundlæggende i opfattelsen af begrebet eller teorien som en transparent igennem hvilken, genstanden ses. Og det er præcis dette genstandsmæssige udgangspunkt, der adskiller psykologien fra filosofien, uagtet at de begge har subjekt-objekt forholdet som grundproblem. Den videnskabelige psykologi går ud fra subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed som et genstandsproblem og ikke et erkendelsesproblem. Eller - hvis man bruger Kants distinktion - som et problem for forstanden (begribelsen af genstanden) og ikke for fornuften (begribelsen af begrebet). Psykologien som videnskab forholder sig altså til sin genstand som enhver anden realvidenskab, idet den indser, at genstandsproblemet ikke bliver til det filosofiske erkendelsesproblem blot fordi, at genstanden er erkendelsen. I modsætning til det filosofiske problem om erkendelsen, er det videnskabelige problem om genstanden noget, der lægger op til empiriske og eksperimentelle studier. Det var da også med præcist et sådant empirisk og eksperimentelt studium af erkendelsen, at psykologien skilte sig ud fra sit filosofiske ophav for at blive en selvstændig videnskab. Noter til kapitel l l. Inden for personlighedspsykologien i særdeleshed har der hersket uenighed om, hvorvidt personligheden skulle studeres nomothetisk eller idiografisk. En skelnen, der hidrører fra Windclbands Geschichte und Naturwissenschaft fra 1904 og angiver henholdsvis studiet af det almene, fælles og lovmæssige og studiet af det enkeltstående og unikke tilfælde. Argumentet for det sidste skulle være, at personligheden er unik for den enkelte og derfor usammenlignelig mennesker imellem. F.eks. ville man aldrig med den nomothetiske metode kunne besvare spørgsmålet om, "hvorfor van Gogh skar sit øre afr, som det udtrykkes af den amerikanske biografiske skole. Hertil er at sige, at videnskabens opgave naturligvis ikke er at udjævne de forskelle, som den ska1 studere, men det er en illusion at tro, at man kan begribe det partikulære uden på baggrund af det almene. løvrigt viser en så nomothetisk videnskab som astronomien, at det enkeltstående udmærket kan gøres til genstand for begribelse på detle grundlag. F.eks. Saturns ringe, der er et unikt fænomen i vort solsystem. Uden at underkende såvel den gode intention som indsigten i den idiograflske metode, så må man advare imod, at personligheden opfattes som individuelt unik, før man har begrebet dens
14 PersonlighedensAlmene Gnmdlag l advare imod, at personligheden opfattes som individuelt unik, før man har begrebet dens almene træk. Der ligger i den idiografiske synsmåde en meget stor fare for at forveksle det personlige med det private, hvad der er noget hej t andet. r den sammenhæng kan bemærkes, at præfixet i idiografisk er det samme som i idiot, der betyder privatmand på græsk. 2. Hegel, G.W.F.: Phdnomenologie des Geistes, Vorrede s. 35. Citeret fra Oskar Hansen: Hegel, Berlingske Filosofi Leksikon, København 1971, s. 153. 3. Logiske argumenter, der på forhånd gør konkrete undersøgelser udsigtsløse, er der mange af i videnskabshistorien. Her kan man dog trøste sig med, at selv om virkeligheden sikkert altid er logisk, så er logikken ikke altid virkelig. 4. At kende kommer af det germanske "kannian", der oprindeligt er en kausativ dannet af da tidsformen af "kunne". Dansk Etymologisk Ordbog, Gyldenda~ Kbhvn.l%6, s. 188. 5. James, William: The Principles of Psychology, 1890. Dover edition 1950, vol. l, s. 292. 6. Engelsted, Niels: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981 (genoptrykt af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, 1985), s.75. 7. Johs. Mørk Pedersen har påpeget, at denne vanlige udlægning af Kant bar sin rod bos Fichte, og at Kant kan læses anderledes. I bogen følger vi imidlertid den traditionelle forslåelse. 8. At ordet ratio på en gang betyder orden og fordeling skal ses på baggrund af, at ordenen for datidens tænkere var identisk med den sociale fordeling i samfundet. Der var orden iverden, når man fik sin berettigede del. 9. At de sider, som objektet fremviser af sig selv, allirenger af, hvordan videnskaben griber, vender og drejer objektet, ændrer ikke, at det er objektet selv, som man får at se. At atomare partikler med en procedure optræder som partikler og med en anden procedure som bølger, betyder f.eks. ikke, at det ikke er genstanden selv, som atomfysikerne undersøger. lo. Denne rytme i videnskabsprocessen er især blevet studeret af Thomas S. Kuhn (The Sirneture of Scientific Revolutions, Chicago 1%2). Dette vil blive yderligere omtalt senere i bogen. 11. Vi refererer her til Piatons berømte huleanalogi fra Staten. 12. Dette er forsåvidt ikke usandt. Det er svært at finde lige linier og cirkelrunde cirkler i den materielle verden, hvorimod de i bedste velgående findes inden for matematikken. Men tankegangen knytter også an til slaveejernes skel mellem slavernes materielle og fordægtige verden (kaos) og herrernes åndelige verden (kosmos).
Fra mekanik til dialektik 15 KAPI1'EL2 FRA MEKANIK TIL DIALEKTIK Den nye videnskab Videnskab som begribelse af genstanden på grundlag af empiriske studier er selvfølgelig intet nyt påfund. Den er lige så gammel som filosofien selv, for det skel mellem filosofi og videnskab, som vi i det foregående har opstillet, har i praksis som oftest været temmeligt flydende. Det er da også en filosof, som man - og ikke med urette - udnævner til videnskabernes fader. Nemlig Piatons elev Aristoteles, der ikke holdt sig mesterens forbud mod materielle og empiriske studier efterrettelig, men tværtimod gjorde et princip af sådanne studier. Og ikke uvæsentligt for os, var det psykologien, som han brugte som paradigme for sin verdensopfattelse. Var AristoteJes faderen, så var Galilei imidlertid sønnen. Og som det sig hør og bør, var det den klassiske situation med faderdrabet Galilei knuste den aristoteliske - og psykologiske - opfattelse af den materielle verden til fordel for en ny opfattelse med udgangspunkt i fysikkens paradigme.' Meget forenklet opfattede AristoteJes alle naturens forskellige genstande som analoge til det levende væsen, der netop er kendetegnet ved at gennemgå en lovmæssig forandrings- eller udviklingsproces. Hermed var AristoteJes i stand til at inddrage materiel udvikling i sin teori, hvilket hans kolleger ikke var. Fordi udvikling fordrer, at noget samtidigt er et og noget andet, var de græske filosoffer (med Heraklit som den berømte undtagelse) temmeligt enige om, at udvikling er en begrebsmæssig eller logisk modsigelse (enhver ting må være identisk med sig selv og kan ikke samtidig være forskellig fra sig selv) og derfor en umulighed. Da vore sanser fortæller os, at udvikling faktisk er en realitet, så måtte de derfor erklære sanserne for løgnagtige og dermed den materielle verden, som de ser, for falsk. Logikken er det sande, den materielle verden det falske.' Aristoteles, der som læge var oplært i iagttagelsens betydning, ville imidlertid ikke vende øjnene fra verden. Han løste i stedet modsigelsesproblemet ved at opfatte udvikling og forandring som epigenese. Det vil sige, som en udfoldelse af en allerede iboende plan. Ligesom agernet er forudbestemt til at udvikle sig til et egetræ, og menneskefostret er forudbestemt til at udvikle sig til et samfundslevende menneske, således er alle ting forudbestemt til at udvikle sig til, hvad de i virkeligheden er. Til at udfolde deres iboende grundplan, formel eller væsen. Alle ting stræber deffor efter at blive, hvad de i virkeligheden er.
16 Personlighedens Almene Gmndlag I At realisere sig selv. De er subjekter. Også planeter og sten. Videnskabens opgave er at blotlægge de forskellige genstandes væsen. Og det kan man ikke ræsonnere sig til, men man må undersøge gennem empiriske studier, hvordan de faktisk udvikler sig og dermed viser, hvad de i virkeligheden er. Det vil sige, at den akkumulerede erfaring vedrørende de forskellige genstande og deres udvikling fortæller os, hvad deres væsen er. Astronomen og fysikeren Galilei havde imidlertid ondt ved at acceptere, at planeter cirkler og sten falder til jorden på grund af en indre stræben ( enteleki) mod at opfylde deres væsen. De fysiske legemers bevægelsesændringer måtte skyldes et samspil af ydre kræfter (kausalitet). Kræfter der kunne måles på stedet gennem eksperimenter og dernæst afbildes teoretisk som lovmæssige kvantitative relationer mellem fysiske størrelser og parametre. Som bekendt førte dette til et virkeligt videnskabeligt gennembrud, idet Galilei, Kepier og Newton faktisk var i stand til at blotlægge sådanne kvantitative fysiske lovmæssigheder. Man kalder det fødslen af den moderne naturvidenskab, og med den havde man taget et yderligere skridt fra det bekendte til det erkendte. Den aristoteliske videnskabs opfattelse af tingens væsen er helt bundet til vores erfaring med tingen og dens historie. I modsætning hertil forstår den nye videnskab tingen, som man måler den i et eksperiment. Målestokken er i dette tilfælde ikke ens egen erindring men en anden fysisk ting. På denne måde er man kommet tættere på genstandens af os uafhængige egenskaber. Skiftet fra den gamle til den nye videnskab markerer derfor et skift fra erfaringsforståelse til genstandsjorståe/se. Traditionelt kaldes den nye videnskab for erfaringsvidenskab, fordi den i modsætning til tankevidenskaben eller de formelle videnskaber lægger så stor vægt på empiriske undersøgelser. I stedet for denne todeling burde man imidlertid tale om en tredeling. Nemlig delingen mellem tankevidenskaben (filosofi og de formelle discipliner som logisk og matematik), erfaringsvidenskaben (den gamle videnskab) og genstandsvidenskaben (den nye videnskab). Med tredelingen fastholder man således det, som todelingen let mister, nemlig at realvidenskaben fødes i to omgange. Først med AristoteJes og dernæst med Galilei. Den nye fødsel, der er sammenfaldende med renæssancen og dermed middelalderens ophør, er et meget stort fremskridt for den menneskelige erkendelse. Dog var der som altid en pris at betale. Ved måling- der altid er kvantitativ sammenligning - kan man nemlig kun fange genstandens egenskaber i deres kvantitative bestemmelse. De kvalitative bestemmelser, som den aristoteliske videnskab med sit eftertryk på tingenes væsen eller form (eller ligefrem psyke) havde som sit primære ærinde, bliver den nye videnskab temmeligt blind for. Den ydre - mekaniske eller kausale - forbindelse mellem fysiske størrelser fik man et eminent blik for, men de indre dynamiske processer, der skaber de kvalitative enheder, kunne man ikke øjne. Men det generede nu ikke, for man var jo blind for det.
Fra mekanik til dialektik 17 Den nye naturvidenskabs fødsel daterer man til år 1600, og på grund af dens triumf inden for fysikken bredte paradigmet sig i den efterfølgende periode hurtigt fra fysik til de fleste andre videnskabsområder. Først som videnskabsideologi, dernæst som en egentlig målende og eksperimenterende praksis. Ser vi denne proces som en videnskabeliggøreise (og dermed affilosofisering) af de menneskelige vidensområder, så 'kan det ikke undre, at psykologien er et af de områder, der kommer sidst med. Som vi har set, har psykologi i kraft af sit grundproblem en stor affinitet til filosofien. Desuden var psykologien den videnskab, der havde mindst grund til at klage over det gamle -psykologiske - videnskabsparadigme. Tvedelingen Til sidst holdt den nye naturvidenskab og dens metoder dog også sit indtog i psykologien. Eller rettere - psykologien holdt sit indtog i den nye naturvidenskab. For det, der skete, var, at fysiologien i studiet af de menneskelige sansers virkemåde begyndte at inddrage de mentale oplevelser i deres studier. Det vil sige, at de empirisk gav sig til at studere forholdet mellem psykiske fænomener og fysiske fænomener. Hvori man præcis ser videnskabens tyrkertro på, at problemet er genstandens, hvorfor løsningen også er at finde ude i genstanden. Forholdet mellem det psykiske og det fysiske (en variant af forholdet mellem folie og verden) var nemlig for filosofien et ubegribeligt grundproblem. Men det giver naturvidenskabsmændene (i særdeleshed Weber, Fechner og von Helmholtz) pokker i, idet de i praksis' gør det til et genstandsproblem. Og dermed åbner de vejen for en helt ny ramme for psykologien. Ud af den eksperimentelle sansefysiologis eksperimentelle undersøgelser af det psykiske opstår ihvertfald ekvperimentalpsykologien, der netop griber det psykiske an som en genstand, der kan analyseres og måles som enhver anden genstand. Og denne nye bestræbelse materialiserer sig i verdens første psykofysiske laboratorium, som Wilhelm Wundt stifter i Leipzig i 1879, hvilket da også betragtes som året for psykologiens grundlæggelse som selvstændig videnskab. Med sanseoplevelserne som sit første studieobjekt breder den nye eksperimentalpsykologis ringe sig snart. Også mindre fysiologisk prægede forhold som perception og association (forestillinger) bliver inddraget. Det vil sige, at den nye angrebsvinkel langsomt breder sig fra de mere simple til de mere komplekse fænomener i den menneskelige psykologi. En særlig begivenhed i denne udvikling er Hermann Ebbinghaus' eksperimentelle studier af den menneskelige indprægningsevne og hukommelse fra 1885. Var dette meget opmuntrende, så kunne det dog ikke skjules, at der var et betydeligt spring fra fænomener som sansning, perception, forestillingsbilleder og indprægningsevne til det personlige og sociale menneskelivs meget komplekse fænomener. Eksperimentalpsykologiens analyser forekom at være på nogen afstand af selve den menneskelige sammenhæng.
18 Personlighedens Almene Grundlag I Og hvad værre var: selve denne sammenhæng syntes at gå tabt med naturvidenskabens analyserende metode. Livskvaliteten kunne ikke fanges ved kvantificering, og helheden i menneskesjælen kunne ikke fanges, når den opløstes til elementer. For menneskelivet er jo ikke en mosaik af atomistiske brikker, men netop en ubrydelig sammenhæng. Dette var ihvertfald filosofiprofessoren Wilhelm Diltheys argument i en heftig reaktion mod kollegaen Ebbinghaus, der som Dilthey havde sit livsvirke i Bonn, Breslau og Berlin. Ifølge Dilthey var den nye psykologi et misfoster. Der måtte skelnes skarpt mellem Naturwi,senschaften, der forklarer, og Geisteswissenschaften, der forstår. For Dilthey hørte psykologien umiskendeligt til de sidste. "Die Natur erklaren wir, das Seelenleben verstellen wir", erklærede han. Diltheys kategoriske afvisning af det naturvidenskabelige paradigmes berettigelse for psykologien er intet andet end sammenhængens opgør mod adskiltheden. Den nye videnskabs styrke er dens evne til at objektivere, dvs. at skille genstanden (som Ding an sich) ud fra sammenhængen med subjektet. Men netop i kraft af denne forklarende eller adskillende metode, taber den naturvidenskabelige psykologi det, som den skal forklare. Psykologiens genstand er nemlig subjektet, hvis særlige væsen det er at skabe den sammenhæng, som den nye videnskab bryder. Objektet er det adskilte, men subjektet er sammenhængen selv. Man kan kort sagt ikke gøre subjektet til et objekt. Og derfor må psykologien følge et fundamentalt andet paradigme. Denne tvedeling i to helt forskellige vidensformer, som Dilthey fordrer, begejstrer os ikke, fordi den indebærer, at der skulle findes to forskelllige virkeligheder - subjekternes og objekternes - og ikke blot den ene, som vores sanselige vished fortæller os. Vi forstår da også straks, at den af Dilthey krævede dualisme må have sin rod i grundproblemet om sammenhængens og adskilthedens enhed. Og endvidere at Dilthey må have filosofiseret problemet, siden han kommer til at insistere på to virkeligheder. Vi vil naturligvis fastholde problemet som videnskabeligt, det vil sige, følge vores sanselige vished og benægte, at der skulle være mere end en virkelighed. En virkelighed, der i princippet kan sammenfattes i et erkendelsesbillede. Det betyder imidlertid ikke, at vi kan ignorere Diltheys protest. Hvis psykologiens genstandsproblem er subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, så er der tværtimod den allerstørste grund til at tage det rejste problem alvorligt. Uanset hvordan han formulerer det, så peger Dilthey nemlig på det forhold, at den naturvidenskabelige psykologi med sin objektiviserende eller analytisk-adskillende metode kun kan præsentere os for et halvbillede af mennesket, og at det halvbillede, der fanger den subjektiviserende sammenhæng, mangler. Hvis man vil begribe psykologiens genstand, må begge billeder naturligvis med. Men ikke som et dobbeltsyn, som Dilthey forlanger. Derimod
Fra mekanik til dialektik 19 som det fusionerede billede, der giver os den dybe erkendelse af den eksisterende virkelighed. Mekanik og romantik Da den er et udtryk for selve filosofiens grundproblem, går konflikten mellem subjekt og objekt - sammenhæng og adskilthed - meget langt tilbage. Filosofiens historie kan faktisk betragtes som problemets vandring igennem utallige temaer og varianter. Diltheys protest er derfor blot ny vin på gamle flasker. Skal vi skaffe os en fornemmelse for problemet, kan det derfor betale sig at gå et par skridt tilbage i historien. Lad os begynde med den form, som konflikten tog i 1600-tallet, hvor eksporten af den kausalt-deterministiske eller mekanistiske naturvidenskabs synsmåde var begyndt fra fysik til andre erkendelsesområder. Introduktionen af synsmåden på psykologiens område stod den engelske filosof Thomas Hobbes for. Han havde mødt Galilei under et studium i Italien og var blevet begejstret tilhænger. Også den menneskelige psyke ellere det menneskelige sind måtte kunne forklares som det lovmæssige sammenstød mellem fysiske legemer. Hobbes forestillede sig således sindet som en sammensætning af udefra kommende sanseindtryk, der blev stykket sammen i kraft af udvendige forbindelser som indbyrdes tidslig og rumlig nærhed eller overfladisk indbyrdes lighed, dvs. efter de såkaldte associations/ave. Sindet var kort sagt at sammenligne med en tom tavle (tabula rasa), som sanseindtrykkene fyldte ud med indhold. Eller som englænderen John Locke udtrykte det i sin videre udarbejdelse af empirismen, som denne indtrykspsykologi kaldes: "Der er intet i sindet, der ikke først var i sanserne." Hertil svarede den samtidige tyske filosof Leibniz imidlertid: "Undtagen sindet! n. Hermed fremhævede Leibniz, at sindet ikke er indhold og ikke kan reduceres til et konglornarat af sanseindtryk. Tværtimod er sindet noget i sig selv, der organiserer indholdet, ikke udvendigt eller associativt men efter sine egne iboende love. Sin klareste formulering får denne nativisme (sindet som a priori eller medfødt, ikke erhvervet) med den tyske filosof Kant. l fortvivlelse over den engelske empiricist Hume, der hævdede, at man fra sanseindtrykkene alene aldrig kunne slutte sig til nogen orden i verden, hvorfor enhver tale om erkendelse var meningsløs, formulerede Kant det synspunkt, at den orden, som videnskaberne (forstandens begriben) og filosofien (fornuftens begriben) blotlægger, er sindets egen iboende orden. Tid, rum og kausalitet er således sindsformer. Ding an sich er således nok årsagen til, at vores sind arbejder, men det vi erkender er alene sindet selv, fordi det altid giver indtrykket sin egen form. Derfor kan vi
20 Personlighedens Almene Grundlag l aldrig kende Ding an sich, men kun Ding fur uns. (Hvilket faktisk var at give Hume ret i, at vi ikke kan erkende verdens orden.) Såvel Leibniz som Kant var rationalister, idet de lægger den erkendende evne i sindet eller fornuften og ikke i erfaringen, som empiristene hævdede. Og som de græske rationalister satte de denne fornuftserkendelse lig med den ab strakte tænkning (logik). Umiddelbart efter Kant på overgangen mellem det 18. og 19. århundrede udgik der fra Tyskland en ny voldsom reaktion mod den mekanistiske og adskillende naturvidenskabs synsmåde, der tog en lidt anden form end empiris me rationalisme konflikten. Den nye bevægelse var romantikken, og dens kritik formuleres i 1813 kort og klart af Madame de Stael. Hun skriver: "The method o f analysis, which can only examine by division, applies itself like the dissecting knife to dead nature; but i t is a bad instrument to teach us to understand what is living; and if we feel a difficulty in verbally defining that animated conception wbich represems whole objects to our mind, i t is precisely because that conception clings more closely to the very essence of things." 4 Som vi ser, er romantikken ikke blot en afvisning af den kausal-deterministiske videnskabs mulighed for at blotlægge ordenen i det levende (og dermed psykiske). Det er også en afvisning af rationalismen. Det vil sige den opfattelse, at man gennem logisk tænkning (den sproglige definition) kan blotlægge den virkelige sammenhæng. Romantikkens anti-rationalisme havde en forløber i J.J. Rousseau, der erklærede: "Jeg vover at hævde, at eftertanke er imod naturen. Et tænkende menneske er et fordærvet dyr. Man kan stole mere på instinkt og følelse end på fornuft. Kulturen er et onde, og vi skal tilbage til naturen." 5 Tilbage til naturen ville også romantikerne. Hvor meget man end higer og søger i gamle bøger, så er det dog forgæves. Kun i naturen - eller naturoplevelsen - kan man møde den store altfavnende sammenhæng eller grund, hvoraf man selv udspringer. "To the inspired inquirer nature is the holy and ever-creating prima! energy of the world, which begets and actively produces all things from itself', skriver Schelling. 6 Men denne forening og identifikation med altet, kan man kun vinde gennem deltagelsens indlevelse, gennem sansningen og følelsen. Som en, der iagttager naturen udefra, er man afskåret fra sammenhængen. Den nås derfor kun gennem kunst og æstetik, ikke gennem tænkning og logik. Hvilket dog ikke afholdt romantikerne fra at gribe til logik, når det passede dem. Det var således med et logisk argument, at Fichte forvandlede romantikken i kunsten til også at omfatte filosofien. Kant havde sagt, at det var sindets møde med Ding an sich, der skabte Ding.filr uns. At Jeget med andre ord var forårsaget af Ikke-jeget. Samtidig havde han gjort årsagskategorien til en sindsform og dermed et udtryk for Jeget. Følgelig- erklærede Fichte - måtte det være Jeget, der skabte Ikke-jeget, og Ikke-
Fra mekanik til dialektik 21 jeget måtte derfor være et af Jegets udtryk. Eller som Schelling formulerede det: 'The Ego is nothing else but a producing which becomes its own object." 7 Fichtes argument var ikke ufikst, men der var det problem, at det stred mod den eksisterende logik, der forbød modsigelse. Og det var faktisk en modsigelse, at noget på en gang er sig selv og det stik modsatte af sig selv - J eg og Ikke-jeg. Det kunne imidlertid ikke afficere Fichte. Praksis og ikke logik er sandhedens prøvesten. Med henvisning til Zenon, der i sine paradokser netop havde behandlet misforholdet mellem, hvad logikken tillader og praksis viser,' siger Fichte: "From this you see that w hat is impossible and contradietory in the concept adually happens in the intuition of space." 9 Det kan altså godt være, at logikken forbyder Jeget at producere Ikke-jeget, men i praksis gør Jeget det ikke desto mindre. Omvendt af Zenon siger Fichte altså, at strider logikken mod praksis, så er det logikken, der må vige. Romantikken som bevægelse er kun forståelig i lyset af den franske revolution 1789-92, der effektivt smadrede den gamle (feudale) orden og åbnede vejen for et samfund i frihed (liberalistisk stræben). De tyske romantikere var så godt som alle jacobinere i deres ungdom, men den politiske revolution kunne ikke vinde fodfæste på tysk jord. Det liberale og intellektuelle Tyskland drømte derfor forgæves om en forenet nation med liberal frihed, for Tyskland forblev helt frem til Bismarck et rige opsplittet i talrige småstater og kendetegnet ved feudalt despoti. Drømmen om det store fælleskab måtte derfor gå i en slags åndeligt eksil. For kunne fremmedgørelsen ikke overvindes i det eksisterende samfund, så måtte den overvindes i ånden. Den politiske revolution i Frankrig blev i Tyskland til en åndelig revolution. Fichtes filosofi bærer da også stærkt præg af revolutionær aktivisme, hvad der kommer klart til udtryk i Høffdings gengivelse: "Arbejdet forudsætter skranker, kampen forudsætter modstand. At der sættes os en verden af Ikkejeger, af genstande, har da den etiske betydning, at arbejde og kamp bliver mulige. Naturen er materialet for vor pligt. Objekt betyder genstand, og genstand betyder modstand. Uden et system af skranker ingen etik. Vort højeste mål er den frihed og selvstændighed, der vindes ved bekæmpelse af alle hindringer for VOft jeg. u lo Satte Fichte hermed Jeget eller subjektet som den individuelle vilje, så gik Schelling et skridt videre. Det er ikke ukendt, at politiske frustrationer kan vende folk fra samfundet til naturen. Rousseaus "tilbage til naturen" er blot et enkelt eksempel. Det var en sådan vending Schelling foretog. "Under min tilbagettukkethed i Jena blev jeg mindre erindret om livet, men stedse kraftigt om naturen, til hvilken næsten hele min gransken begrænsedes" 11, skrev han. Særlig begrænset var hans granskning dog ikke. Tværtimod udfoldede han en fantastisk ide. Med udgangspunkt i den romantiske identitet mellem Jeg og Ikke-jeg erklærede han, at den materielle natur (floden, skoven, bjerget, planterne og dyrene)
22 Personlighedens Almene Gmndlag I selv er ånden i dens ubevidste form. Og som ånd, Jeg eller subjekt er naturen viiiende og skabende. Den verden, vi ser omkring os, er åndens skabelse af sig selv. Opsplitningen (og dermed fremmedgørelsen) mellem det åndelige og det materielle (tanke og ting) kommer først i stand med mennesket. Men mennesket kan overvinde denne fremmedgørelse, hvis det kan opdage naturen (det ubevidste, det sanselige, følelserne) i sig selv. Eller hvis det opdager ånden i naturen. (Det var det, som H.C. Ørsted mente at have gjort med opdagelsen af den elektromagnetiske strøm, hvorfor han netop gav sin bog titlen Ånden i Naturen.) Romantildens bidrag til erkendelsen Med sit udsalg af videnskab, logik, erkendelse og det bevidste til fordel for en appel til følelser, stemninger og det ubevidste var romantikken ikke noget fremskridt. Hvad der startede som en progressiv politisk-revolutionær bevægelse udviklede sig da også hen ad vejen til et noget reaktionært foretagende. Er dette en kendsgerning, så er det imidlertid også en kendsgerning, at der med romantikken sker et uhyre vigtigt fremadrettet skift i erkendelsesudviklingen. Hvilket igen demonstrerer, at det i erkendelsesudviklingen - som så mange andre steder - er reglen snarere end undtagelsen, at sarrig og glæde vandre tilhobe. Og at det er vanskeligt at skille det ene fra det andet. lhvertfald hvis man fokuserer ensidigt på teorien. Med mindre man decideret er interesseret i teorien som teori (en videnskabsteoretisk interesse), gør man derfor klogt i ikke at blive fikseret af tegnene på foliet. Man bør bruge dem som et sigtemiddel og interessere sig for, hvad det er i verden, som de peger på. Alle seriøse erkendelsesbestræbelser peger nemlig på noget uden for dem selv. Denne genstandsorienterede (videnskabelige) snarere end teoriorienterede (filosofiske) fremgangsmåde vil vi følge. Vi ignorerer derfor romantikkens kunstlede håndstiilinger og hæfter os alene ved de meget vigtige forhold i verden, som den peger på. Romantikkens første store (og for det psykologiske genstandsproblem helt afgørende) bidrag er fremhævelsen af forholdet mellem subjekt og objekt som en dynamisk sammenhæng., For den hidtidige filosofi (såvel empirismens som rationalismens) var subjektet en passiv betragter, der modtog objektet som indtryk. Romantikken, derimod, fremstiller subjektet som en aktiv deltager, hvor objektet ikke er noget udvendigt men derimod et udtryk for subjektets aktivitet. Objektet er ikke først og fremmest noget, subjektet ser, men noget subjektet griber. Teorien ligger derfor i håndgrebet langt snarere end på foliets projektionsskærm. Praksis bestemmer, hvad der er det virkelige. Man må, som Schelling skriver, "embrace reality not through a perceptive ability but through a producrive realising one, not through knowledge but through action.""
Fra mekanik til dialektik 23 Med denne formulering af subjekt-objekt relationen som et forhold (en indvendig forbindelse, hvor siderne er givet med hinanden) i stedet for et mekanisk sammenstød eller vekselvirkning (en udvendig forbindelse, hvor siderne er uafhængige af eller adskilte fra hinanden), får vi altså det med, som betragtningsfilosofien mangler. Men nu som det andet halvbillede. Som praksisfilosofi er romantikken derfor lige så ensidig som betragtningsfilosofien. Omend den omvendte vej. Sigende er da også, at romantikken netop forkaster teorien (logikken) til fordel for praksis, hvor de andre havde forkastet praksis til fordel for teorien. Da grundproblemet imidlertid stadig er subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, så må begge halvbilleder samtidig med. Og også praksis må kunne fastholdes som erkendelse. Sin ensidighed til trods er romantikkens nye opfattelse af subjekt-objekt forholdet imidlertid ganske fortjenstfuld. Den ene side, som romantikken får med, er jo netop den side, der hidtil har manglet. Romantikkens andet store bidrag er introduktionen af forestillingen om den objektive verden selv som en dynamisk sammenhæng. Naturen er ikke et "dead aggregate... or the space in which things are packed as in a case", den er "the h o ly and ever-creating primat energy of the world, which begets and actively produces all things from itself' 13, som Schelling sagde. Den forestillling, der her fødes under dække af ideen om Jeget.< og Ikkejegets identitet og de ret bogstavelige tanker om ånden i naturen, er forestillingen om den objektive verden som en udviklingsproces. Hvilket er noget ganske andet end den mekanistiske forestilling om verden som en forandringsproces, hvor al ting til stadighed som planeterne forandrer deres position, men hvor alt dog forbliver principielt det samme. I den romantiske verden foregår der en skabelsesproces, hvor noget nyt bliver til. 14 Eller rettere, udviklingen finder sted ved, at noget, der allerede er til i en ubevidst eller ubestemt form (ånden i naturen), bliver til i en bevidst eller bestemt form (ånden i mennesket). Åndens udvikling i naturen er altså dens kommen til selvbevidsthed -gennem mennesket. Denne forestilling om naturens og menneskets udvikling som en erkendelsesproces, hvor noget (ånden) kommer til bevidsthed om, hvad det i virkeligheden er, er naturligvis nærtbeslægtet med den aristoteliske forestilling, hvor enhver ting stræber mod at realisere sit sande og virkelige væsen. Set fra et videnskabeligt synspunkt vinder den romantiske udvikling som bevidstgørelse imidlertid næppe noget i forhold til den aristoteliske udvikling som udfoldelse. Snarere tværtimod, for hvor AristoteJes forankrede erkendelsen af tingenes sande væsen i et systematisk og empirisk studium af deres faktiske udviklingsstadier, der er det for romantikerne nok at henvise til den drift eller sandhed, enhed og frihed, som vi kan føle i vort indre.
24 Personlighedens Almene Grnndlag l Dialektik og udvikling I direkte opposition til dette videnskabelige nulpunkt udvikler der sig imidlertid et foresti11ingssæt, der med sine skelsættende implikationer er romantikkens tredje store bidrag til erkendelsesudviklingen. Nemlig forestillingen om dialektisk udvikling. Arkitekten er Schellings ven og medarbejder G.W.F. Hegel, der til Schellings fortørnelse med et Goethe-citat erklærer: "Kast på fornuft og videnskab foragt, den største kraft, som i din hånd blev givet, så har du givet dig til Djævelen hen, og du må gå til grunde."" Hegel er grundlæggende enig i opfattelsen af udvikling som bevidstgørelse, hvor naturen udgør verdensåndens ubevidste trin, mens mennesket og dets historie udgør dens stadigt mere bevidste trin. Han går altså også ud fra identiteten mellem Jeg og Ikke-jeg. Hvad han er uenig i, er - som vi lige har set - at denne forståelse nødvendigvis må forkaste logik og videnskabelighed. "Sandhedens sande skikkelse, som den alene kan eksistere i, må være det videnskabelige system", 16 siger han. Nu skyldtes Fichtes og Schellings anli-rationalistiske synspunkt hverken uvidenhed eller aversion mod logik. De kendte logikken vældigt godt og tog den alvorligt. Men netop derfor opfattede de det som ubestrideligt, at logik udelukker modsigelse. At noget (A) samtidig kan være noget andet, end det er (ikke A). F.eks. at Ikke-jeget samtidig kan være Jeget. Da sådanne modsigelser kendetegner den virkelige verden, så måtte de sige, at logikken nok var god nok i sig selv, men at den ikke kunne rumme denne virkelighed. Derfor henvisningen til kunst, poesi og følelser, der er mindre sarte og derfor godt kan rumme modsigelser. Det logiske modsigelsesproblem var selvfølgelig ikke nyt. Grundlaget for den klassiske logiks begrebsbestemmelse var den logiske dom eller subjektprædikatsætningen, der tilskriver et subjekt et prædikat: A er x. Holder man sig strengt til identitetsloven og modsigelsessætningen, så er det kun tilladt at sætte A lig noget, der selv er A eller tilhører A. F.eks. sætningen: Cirklen er rund. Sætninger af denne type, hvor prædikatet er en egenskab, der tilhører A's begreb, kaldes analytiske sætninger. Der findes imidlertid også sætninger som f.eks.: Huset er hvidt. Hvidhed er her ikke noget, der kan udledes af husets begreb, men noget huse ganske fremmed. Sætningen er altså ikke nogen analytisk sætning. Fordi den lægger noget til begrebet, som dette ikke indeholder i forvejen, kaldes det en syntetisk sætning. Syntetiske sætninger opfylder imidlertid ikke den klassiske logiks krav om identitet og modsigelsesfrihed mellem A og x. Tværtimod er det en slem krænkelse, idet sætningen siger, at noget er noget, som det ikke er. Schelling udtrykker problemet således: "It is these riddies that oppress the critical philosopher. His chief question is not how there can be analytical statements, but how there
Fra mekanik til dialektik 25 can be synthetic ones... The most comprehensible thing is how we can define everything according to the law of identity, and the most enigmatic how we can define anything still outside this law." 17 Den syntetiske sætnings problem (og vi er selvfølgelig ikke blinde for, at også her kommer problemet om subjektets samtidige sammenhæng og adskillelse til udtryk) er søgt "løst" på forskellig vis. Den simpleste løsning er at hævde, at alle sætninger i virkeligheden er analytiske. At tingenes egenskaber i sidste ende tilhører tingens begreb eller væsen. Det er denne løsning, der ligger til grund for AristoteJes udfoldelsestanke, og det er den, der får rationalisten Leibniz til at hævde, at det ligger i Cæsars begreb, at han ville gå over floden Rubicon år 49 f.k. Det er i lyset af sådanne hårdttrukne løsninger, at man må forstå Fichtes og Schellings løsning, der siger, at der må andre medier til end logikken, hvis man vil forstå, at huse er hvide. På sin vis forsøger de dermed at beskytte logikken mod virkeligheden. Det var imidlertid ikke Regels vej. Hvis logikken ikke kan fange virkeligheden, så må det være fordi, at den er uvirkelig, siger han. Og så må man selvfølgelig skabe en anden logik, der er mere virkelig. Det vil sige en logik, der ikke blot kan tolerere modsigelse, men direkte tager modsigelsen (det virkelige) som sit udgangspunkt. I modsætning til, hvad den klassiske logik hævder, demonstrerer Hegel, at begreber ikke kan være modsigelsesfrie, men at de tværtimod altid omspænder en modsigelse. At bestemme hvad noget er, er nemlig samtidig at bestemme, hvad det ikke er. Bestemmer man noget som mand, har man for eksempel sam~ tidig bestemt det som ikke kvinde. Det vil sige, at "kvinde" - omend negativt - altid er med i bestemmelsen af "mand". Denne negative side kalder Hegel for tingens andenværen. Tingene eksisterer ikke som noget i sig selv isoleret, men netop igennem deres andenværen. De er, hvad de er i kraft af det, som de ikke er. Får man ikke denne sammenhæng med, men alene hæfter sig ved tingenes positive udtryk (hvad Comtes positivisme gør en dyd af), så får man et aldeles utilstrækkeligt billede. Desuden afskærer man sig fra en forståelse af dynamikken i det værende. Fordi alle ting rummer såvel en positiv som en negativ bestemmelse, må de forstås som dynamiske forhold. Det er den indre modsigelse i dette forhold, der driver udviklingen. Det vil sige tingenes forvandling gennem stadigt nye forhold. Hermed var et nyt udviklingsprincip formuleret. Hidtil havde udvikling kttnnet forstås med Galilei somforandring gennem en mekanisk årsag som ydre bevægeprincip. Eller med AristoteJes som udfoldelse ( epigenese) med et au e rede givet formål som indre bevægeprincip. Nu giver Regel os udvikling som forvandling med dialektisk logik som bevægeprincip. Dette var en virkelig erkendelsesmæssig revolution, men - vi gentager - sorrig og glæde vandre tilhobe. Selv om Hegel kunne blotlægge en masse meget
26 Personlighedens Almene Grundlag l vigtige forhold, da han ved hjælp af den dialektiske logik gennemgik naturhistorie, verdenshistorie, kulturhistorie og filosofihistorie, så opfattede han stadig med Schelling hele molevitten som verdensåndens erkendelsesproces. Først fandtes ånden i en ubestemt form og måtte gå igennem sin modsætning - sin andenværen, det den bestemt ikke er - dvs. naturen, hvorefter den kunne gå tilbage og blive bevidst om, hvad den i virkeligheden er. Dvs. tage form som det bevidste menneske og dets historie, foreningen af natur og ånd. Et fremskridt var det ganske vist, at verdensånden hos Hegel ikke var spirituel substans som hos Schelling og H.C. Ørsted, men var blevet forvandlet til det logiske begreb. Men i Hegels forestilling, at verdens udvikling er et udtryk for begrebets udvikling, finder vi det klassiske filosofiske standpunkt, at det, der tegner sig på foliet, er mere virkeligt end det, der befinder sig bag foliet. For Hegel var verdens materielle udvikling - som han beskrev med formiddabel indsigt - stadig blot et udtryk for begrebets udvikling. Verden er stadig en genspejling af foliet, ikke omvendt. At råde bod på dette misforhold var Marx' og Engels' store fortjeneste med formuleringen af den dialektiske materialisme, hvor pointen er, at den dialektiske logik må opfattes som en genspejling (og dermed abstraktion) af genstandens egen konkrete udvikling. At dialektikken altså tilhører genstanden og kan blotlægges i det konkrete studium af genstanden selv. Man kan ikke filosofisk ræsonnere sig frem til den. Dette skift fra abstrakt filosofi til konkret videnskab havde Hegel iøvrigt forberedt ganske grundigt. Forskellen mellem den analytiske sætning og den syntetiske sætning (som Hegel gør til den afgørende) er, at den første udtrækker egenskaber af begrebet, mens den sidste tilføjer begrebet nye egenskaber. At trække ud er at abstrahere, mens det at føje til er at konkretisere. Til forskel fra den hidtidige analytiske og abstrakte filosofi bliver Hegels filosofi syntetiserende og konkretiserende og er således i den henseende tæt på videnskaben, der kun gennem en syntetiserende og konkretiserende metode kan fange sin genstand. Bliver dialektikken med Marx og Engels forvandlet fra en abstrakt-filosofisk begrebserkendelse til en konkret-videnskabelig genstandsforståelse, så betyder det imidlertid også, at udviklingen i den dialektiske erkendelse entydigt knytter sig til udviklingen af de forskellige videnskabers erkendelse af deres respektive genstande. Den dialektiske erkendelse kan med andre ord ikke gå forud for videnskabernes konkrete genstandserkendelse. På det videnskabelige udviklingstrin, vi hidtil har nået, må man derfor sige, at dialektisk erkendelse endnu er i sin vorden. Man må således ikke forveksle påvisningen af det dialektiske princips betydning med en påvisning af af selve genstandens konkrete dialektiske udvikling. Hvad f.eks. Engels gør i de formuleringer, han foretager på grundlag af sin tids naturvidenskab, 18 er den første påvisning, ikke den sidste. Denne ~ meget vig~ tige- skelnen" har man ikke altid været opmærksom på, hvilket har ført til fi-
Fra mekanik til dialektik 27 losafisering til skade for videnskabens projekt. Man knnne her pege på Lysenko-affæren, men vi kan også blive i det små og nære. Den frygtelige misforståelse, at noget er forklaret ved den blotte henvising til "dialektik", er således ikke ukendt hos os selv. Et godt råd i den forbindelse er at sætte sig ind i dialektikkens principper, men aldrig at tage ordet dialektik i sin mund, før man har et rimeligt sikkert belæg for det i genstanden. Hvilket igen er at slå fast, at metoden ikke må sættes over genstanden. Det er altid genstanden, der bestemmer metoden. Den dialektiske metode er således ikke andet end rekonstruktionen af genstanden, som den udvikler sig igennem sine forbindelser. Eller som Hegel sagde: "Es ist klar, dass keine Darstellungen fiir wissentschaftlich gelten konnen, welche nicht den Gang dieser Methode gehen und ihren einfachen Rhytmus gemiiss sind, denn es ist der Gang der Sache selbst [min fremhævelse, NE]." 20 Erkendelsens tre trin Det er ikke svært at værdsætte denne tanke. Teorien kan ikke komme tættere på genstanden end, når den afbilder denne i dens konkrete udvikling og dermed i densrigdom af forbindelser. Er dette genstandsvidenskaben på dens mest genstandsnære trin, så er det dog ikke hermed rigtigt, når Hegel siger, at en fremstilling ikke kan kaldes videnskabelig, hvis den ikke følger denne metode, der rekonstruerer genstanden i dens udvikling. Erkendelse er ikke noget, man får præsenteret en gang for alle på en bakke, Det er en udviklingsproces, hvor resultatet er noget, man - igen~ nem generationers arbejde - krabber sig frem til. Og ethvert trin i denne proces er videnskab. Nemlig videnskaben på dette trin. (Retfærdigvis må også siges, at Hegel netop var den filosof, der ikke trak stigen op efter sig. Han opfattede netop sin egen filosofi som et udviklingsresultat, der byggede på de foregående generationers erkendearbejde. At Hegel så mente, at den prøjsiske stat i sarnfundshistorien og han selv i filosofihistorien repræsenterede kulminationen eller slutpunktet på denne udviklingsproces, er en anden sag.) Hvis knn fremstillinger, der følger dialektikkens metode, kan kaldes videnskab, ville vi i øvrigt stå i den situation, at der så godt som ingen videnskab fandtes. Når det først og fremmest er Marx' fremstilling i Kapitalen af konkurrencekapitalen, der i litteraturen fremholdes som eksempel på metodens vellykkede anvendelse, så skyldes det enkelt nok, at det kan være svært at pege på andre eksempler. Dette knnne foranledige til den tanke, at metoden er et luftkastel og fantasifoster, men det er ikke her, at hunden ligger begravet. Når den dialektiske (eller konkrete udviklingshistoriske) afbildning af genstanden endnu er en relativ sjældenhed inden for videnskaberne, så skyldes det først og fremmest, at videnskaberne i udforskningen af deres genstande endnu befinder sig på det abstrakt-
28 Personlighedens Almene Grundlag f analytiske trin, der går forud for og er en forudsætning for det konkret-syntetiske trin, som Hegel fremhæver. Den proces fra det bekendte (tingen for os) til det erkendte (tingen i sig selv), som karakteriserer udviklingen af genstandserkendelsen, må ~ forenklet, men ikke dermed usandt - rettelig opfattes som en proces med tre trin. Begyndelsestrinnet er verden som spontant og umiddelbart givet (det bekendte), som vi - i lighed med Homers menneske - oplever den i dens mangfoldige, konkrete rigdom. Også denne verden er kendetegnet ved en ordnet sammenhæng og ikke kaos, men det er en orden, der i betydelig grad tager udgangspunkt i subjektet, dvs. tilbagekaster subjektets behov, interesser og følelser snarere end at reflektere genstandens egne forbindelser. Man kan også kalde det denfænomenale verden (hvor det græske fænomenon betyder ydre fremtrædelse i modsætning til noumenon, der betyder indre eller bagvedliggende væsen), idet det anvendte ordningskriterium er ydre lighed eller tidslig og rumlig nærhed (associationsprincippet). Det er dette særkende i generaliseringen, som forskellige forskere ud fra forskellige vinkler og med forskellig dybde har fanget med forskellige begreber. F.eks. Yygotskis horisontale indordning, Froms identalia, Roschs prototype og Marornens sansekategorier. Det næste trin (og dermed erkendelses-processens første) er opbrydningen af denne helhedsverden i adskilte elementer. Hvad man hæfter sig ved er ikke længere identiteten mellem udtrykkene, men forskellen. Man analyserer og abstraherer, som antikkens græske filosof gjorde. Vi får klassifikationernes og ta~ xonorniernes trin, dvs. den klassiske logiks kategorier og F roms universalia. Som analytisk og abstrakt er erkendelsen på dette trin temmeligt fremmed fra den konkrete virkeligheds sammenhæng, som vi er bekendt med den. Det er denne fremmedgørelse (og dens sammenfald med en politisk fremmedgørelse), der fører romantikerne til deres protest mod og afvisning af den adskillende (mekanistiske) videnskab. Men hvor romantikerne vælger at gå tilbage til det bekendte og fænomenale (med Roussean fra tænkning og kultur til sansning og natur), der må erkendelsen gå frem og nå det konkrete igen. Ikke som det var før analysen, men som det er efter analysen. Det er præcis det, som Hegel gør gældende. At analysen (den abstrakte klassifikation) er et nødvendigt trin på vejen til syntesen (den konkrete udviklingslogik) byder den naturhistoriske videnskab os et ganske fortrinligt eksempel på. Den når faktisk tre højdepunkter. Først skaber AristoteJes den naturhistoriske videnskab på et grundlag, der netop markerer grænsen mellem det bekendte (som det empiriske) og det klassifikatoriske. Dernæst genskaber Linne den naturhistoriske videnskab på den analytiske klassifikations grund (og egentlig med det, som Yygotski kalder pseudobegreber, eller som Linne selv kalder det: kunstige eller ikke-naturlige kategorier). Endelig skaber Darwin den naturhistoriske videnskab som en erkendelse af den konkrete udvikling i naturen. Det vil sige en videnskab byggende på na-
Fra mekanik til dialektik 29 turlige kategorier eller - som Vygotski kalder det - ægte begreber. Altså en begribelse af de konkrete arter i deres konkrete udvikling. Her er det værd at bemærke, at Darwin netop demonstrerer analysetrinnet som syntesetrinnets absolutte forudsætning. Det er nemlig en ekstrem konse~ kvent anvendelse af den mekanistiske videnskabs grundforestillinger, der tvinger ham (og han slæber virkeligt benene) til evolutionslærens konklusioner. Hvilket iøvrigt samtidig betyder (sorrig og glæde...), at Darwin i ikke ringe grad bliver hængende i mekanistiske grundforestillinger. I hans formulering kan evolutionen kun anskues som kvantitativ forandring (kontinuitet) og dermed ikke samtidig som.kvalitativ udvikling (diskontinuitet). Hvilket dog ikke betyder, at naturhistorien som videnskab i sin udvikling ikke tilbyder os en vej fra Darwins udvendige forbindelser (kausal-deterministiske vekselvirkning) til de indvendige forbindelser (dialektiske forhold), der er forudsætningen for også at begribe evolutionen i dens diskontinuitet eller egentlige kvalitative udvikling. En sådan vej har den - absurd nedvurderede - franske taxonom Lamarck beredt os med sin psykologiske (!) evolutions teori, der iøvrigt også blev påtvunget Lamarck af det mægtige klassifikationsarbejde, han foretog. Også Lamarek og Darwin kan opfattes som to halvbilleder. 21 Og faktisk præcis de to halvbilleder, vi tidligere har omtalt. Hvad Darwin fremhæver i sin evolutionslære, er det passive indtryk - organismen som objekt for variation og selektion. Mens det Lamarck fremhæver, er det aktive udtryk - organismen som stræbende subjekt. (Bemærk i den sammenhæng, at det er Lamarck, der først definerer naturhistorien som biologi -læren om det levende.) Det vil sige den dichotomi mellem indhold og akt, som vi i det følgende skal se dele psykologien i dens tidlige videnskabelige fase. Den konkrete forståelse, dvs. forståelsen af den konkrete genstand, der nås på erkendelsesprocessens tredje og sidste trin, er i en vis forstand en tilbagevenden til den konkrete, fænomenale verden, hvor man startede. Ophævede analysen det konkrete i det abstrakte, så bliver det abstrakte nu igen ophævet i det konkrete. Negationens negation Ifølge den klassiske logik fører en sådan dobbeltophævelse tilbage til udgangspunktet. Hvis man negerer A, får man ikke-a. Negerer man nu ikke-a, så får man igen A og er tilbage, hvor man startede. Nu er det ideelle netop en afbildning af verden. Og det gælder også det idelle, når det optræder som formale discipliner som matematik og logik. Som afbildninger genspejler det ideelle altid egenskaberne ved de relationer, som de afbilder. Desuagtet at den klassiske logiks tænkere næppe selv var klar over det, så er det de udvendige (mekaniske) forbindelser, som den klassiske logik er modelleret over. Det er derfor, at den klassl,ke logiks opfattelse af dobbelt-
30 Personlighedens Almene Grundlag I ophævelse somengøren ugjort eller tilbagevenden er korrekt nok. Ved udvendige (mekaniske) forbindelser er frem og tilbage nemlig lige langt. Man kan altid rejse keglerne igen, når man har væltet dem. Og så er der ingen forskel. Hvad der gælder udvendige (mekaniske) forbindelser, gælder imldlertid ikke alle forbindelser. Den klassiske logik er derfor ikke en absolut og universel logik. Det er en logik med et bestemt gyldighedsområde. Går man uden for dette gyldighedsområde, så gælder logikken ikke. Den gælder således ikke for indvendige (dialektiske) forbindelser. Går man derfor fra den mekaniske vekselvirkning til det dialektiske forhold, så må der en anden logik til. En logik, der opfatter dobbeltophævelsen på en ganske anden måde. Det er denne anden logik for dobbeltophævelse, der siger, at noget engang gjort ikke kan gøres ugjort, som Hegel formulerer i princippet om negationens negation 22 Negerer man her A, får man ikke-a. Negerer man igen ikke-a, får man imidlertid ikke A tilbage. Man får ikke ikke-a. Hvilket (samtidig med at det har en del tilfælles med det oprindelige A) er noget aldeles andet end A. Det er nemlig beriget med det mellemliggende trin og rummer stadig dette (ikke-a) i sig. Ophævelse i dialektisk forstand betyder således ikke kun annullering som i den mekaniske logik, det betyder tillige bevarelse. Et eksempel kan her bedre end mange ord gøre forskellen uigenkaldeligt tydelig. Et giftermål kan betragtes som en ophævelse af den ugifte tilstand. En skilsmlsse kan så igen betragtes som en ophævelse af den gifte tilstand. Ifølge den mekaniske logik skulle resultatet af en sådan dobbeltophævelse blive en tilbagevenden til den ugifte tilstand. Men det gør den ikke. Den fører frem til den fraskilte tilstand, der er noget andet og mere end den ugifte tilstand, hvad enhver fraskilt kan bevidne. Fordi der er tale om forhold og ikke vekselvirkning, er man inden for den dialektiske logiks gyldighedsområde, hvor en negationens negation nok i en henseende fører en tilbage til udgangspunktet, men i en anden overhovedet ikke, fordi den mellemliggende tilstand er bevaret i en ophævet form. Det er på denne måde, at kvalitativ udvikling kommer ind i verden. Præcis det samme gælder for subjekt-objekt forholdet eller for erkendelsesprocessen, når den forløber fra det konkrete over det abstrakte tilbage til det konkrete. Heller ikke her er frem og tilbage nemlig lige langt. Det nye konkrete er nemlig en syntese af det abstrakte og det konkrete, det er såvel det væsentlige (abstrakte, almene) som det fænomenale (konkrete, individuelle). Eller erkendelse er i modsætning til det bekendte netop evnen til at se det væsentlige i det fænomenale, det almene i det individuelle. Det vil sige genstanden, som dens særlige kvalitet udtrykker sig i rigdommen af dens forbindelser. Erkendelsen bringer således nok en tilbage til den kendte verden fra abstraktionernes fremmede verden, men samtidig med, at det er den gamle kendte verden, er det også en ny og beriget verden. Det er som om, at man kender den for første gang. Thomas Huxleys reaktion på Darwins evolutionslære siger no-
Fra mekanik til dialektik 31 get karakteristisk om denne dobbelthed af det kendte som noget nyt og dermed faktisk rigtigt kendt. "Hvor dumt, at jeg ikke selv har tænkt på det", udbrød han. Man kan også sige, at vejen fra det konkrete over det abstrakte til det konkrete er det fremtrædendes forvandling til det indlysende via analysen. Det er denne forskel mellem det konkrete som det bekendte (fænomenale) og det konkrete som det erkendte (begrebne), som Hegel maner os til ikke at overse. I den sammenhæng er det naturligvis lidt uheldigt, at normalsproget ikke skelner mellem det konkrete i begyndelsestilstanden og det konkrete i sluttilstanden. Det er jo faktisk den konkrete genstand genspejlet på to meget forskellige måder. Det kunne derfor være berettiget at indføre en sproglig distinktion i lighed med distinktionen mellem ugifte og fraskilte. Marx bruger da også en sådan distinktion. Fordi det er erkendelsen på det sidste trin, der er langt tættest på den konkrete genstand, som den er i sig selv, reserverer Marx betegnelsen det konkrete hertil. Det konkrete på begyndelsestrinnet kalder han det pseudo-konkrete Det bekendte er altså det pseudo-konkrete, mens det erkendte er det ægte konkrete. Det erkendelsen fanger med ægte begreber i modsætning til pseudo-begreberne, der er en begrebsanalytisk bestræbelse, der endnu er fanget i det bekendte og fænomenale. I stedet for det pseudo-konkrete taler man også om det synkrete, der med betydningen samvær på en gang peger på bekendtskabet eller det bekendte og på den ubrudte forbindelse mellem subjekt og objekt, der ikke tillader erkendelsen af objektet, som det er uafhængigt af subjektet. Erkendelsesprocessen bliver i så fald gangen fra det synkrete over det abstrakte til det konkrete. Eller som man måske også, meget forenklet, kunne sige det: Fra det blot sansede over det tænkte til det på en gang sansede og tænkte. Hermed fremhæves nemlig den ejendommelige ting, at den viden om verden, der kommer til udtryk i erkendelsen, rækker bagom det sanseligt givne. Det er ikke det sansede eller empiriske, der skiller det indlysende fra det fremtrædende. Hvor indlysende evolutionslæren end var, så var den dog ikke noget sanseligt. Darwins opdagelse var da også i langt mindre grad end Aristoteles' og Linnes arbejder empirisk funderet. Men den lyste ud af empirien, så snart den var formuleret. Selv om det ikke er uforståeligt, at denne 'sjette' sans (sansen for det oversanselige), som mennesket besidder i kraft af erkendelsesevnen, til alle tider har ledt forestillingen hen på fornuften eller sjælen som et indre lys, så må man selvfølgelig fastholde, at erkendelse er genspejling af objektet og derfor noget, der eksisterer i kraft af forholdet mellem subjekt og objekt. At denne genspejling transcenderer vores sansernæssige kontakt med objektet, er nok et problem, men det er et videnskabeligt problem og kan som sådant nås gennem en udforskning af genstanden, der i dette tilfælde netop er subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Det er da også velkendt, at der her på Psykologisk Institut er taget et vigtigt skridt i dette projekt med Jens Mammens distinktion mellem sansekategorier og udvalgskategorier, 23 der er en skelnen mellem det bekendte og fænomenale og
32 Personlighedens Almene Grundlag l det erkendte og begrebne og samtidig mellem det passive indtryk og det aktive udtryk. Det vil sige en formulering af erkendelsens uløselige sammenhæng med den menneskelige (historiske) praksis, der netop giver os en viden om tingene, der er langt mere omfattende end den viden, den umiddelbare sansning tilby~ der. Og det er i kraft heraf, at erkendelsen af objektet kan række udover, hvad objektet er for os. Jens Mammen kalder da også sigende denne særlige menneskelige sans for sansen for det konkrete. En spore og to illusioner Erkendelsen af en udviklingsrække for erkendelse - den netop nævnte - ledsages menneskeligt nok af et ønske om at befinde sig på det højst udviklede trin. Det er imidlertid ikke noget, som videnskabsmanden selv kan bestemme. Hvilket trin en videnskab befinder sig på, er objektivt, ikke subjektivt bestemt. Det er nemlig bestemt af de konkrete forbindelser, man har blotlagt genstanden igennem. Hvilket i højeste grad er dikteret af historisk-praktiske betingelser. Det vil sige betinget af udviklingen i de omfattende (samfundsmæssige) og oversanselige forbindelser, som vi jvnf. Maromen har med genstanden. Således er den bedre erkendelse af genstanden ikke et spørgsmål om blot at se bedre efter. Det andet, som videnskaben i sin udvikling kan se i genstanden, er ikke noget sensorisk givet. Det er en erkendelsesmæssigt meget anden ver~ den, vi lever og virker i, end grækerne gjorde. Men for den umiddelbare sansm ning er det præcis den samme. Træerne var ligeså grønne dengang som nu, citronerne ligeså sure, og tordenen rumlede på præcis samme måde, som den gør idag. Forskellen ligger i noget helt andet. I selve den samfundsmæssige udvikling, for at sige det enkelt. Og den kan heller ikke videnskabsmanden sætte sig ud over. For det gælder ikke i mindre grad for videnskaben end for filosofien, når Hegel siger, at "det er ligeså tåbeligt at tro, at en filosofi kan gå ud over sin nuværende verden, som at individet kan springe over Rhodos". 24 Generelt set befinder videnskaben sig ikke endnu på det højeste trin. Den 400-årige epoke, som den moderne videnskab til nu har gennemløbet, er den analytisk-abstrakte og dermed mekanistiske fase. Og er også denne fase inddelt i trin, således at den videnskabelige erkendelse til stadighed har været voksende, så kan man ikke sige, at det abstrakte trins ramme endnu fuldgyldigt er gennembrudt. Dette er ikke en fejl ved den eksisterende videnskab. Det er videnskaben i dens nødvendige udvikling mod næste og højere trin. Er dette uafvendeligt, så er det dog også noget, det er svært at affinde sig med. Det generer den menneskelige perfektionssans at vide, at man endnu ikke er nået frem. Som en spore til fortsat erkendelsesarbejde er dette fortrinligt. Men det kan også føre til en menneskelig reaktion, der er mindre heldig. Nemlig benægtelsen af, at vi endnu ikke skulle være nået frem. Hvilket så i realiteten er en mere eller mindre bevidst påstand om, at vi med det fremherskende abstraktmanalytiske trin er nået frem.
Fra mekanik til dialektik 33 Reaktionen har to meget forskellige fremtrædelsesformer. Den første kommer til udtryk som illusionen om, at den abstrakt-analytiske fase er det endelige trin, og at der ikke findes noget højere. Den anden kommer til udtryk som illusionen om, at vi med vores temmeligt mekanistiske forståelse allerede er nået frem til en dialektisk erkendelsse. Den første illusion kanoniserer den mekanistiske reduktion og ser en dyd i, at det præsenterede erkendelsesbillede er uendeligt fjernt fra den kendte virkeligheds sammenhænge. Den anden iklæder sin mekaniske forståelse en dialektisk sprogdragt, hvilket ikke er mindre billedforstyrrende. De fremtræder som absolutte modsætninger, men vokser på den samme rod. Og begge eliminerer med illusionen om, at vi er nået frem, ansporen til den gode strid med genstanden. Det vil næppe falde jer vanskeligt at finde levende eksempler på begge disse illusioner. Noter til kapitel 2 l. En psykologisk relevant diskussion heraf findes i Michail Jaroschewski: Psycho/ogie im 2o. Jahrhundert, Moskva 1974, s.3o3 ff i forbilldejse med en omtale af Kurt Lewins berømte artikel «Der Obergang von der Aristotelischen zur Galileischen Denkweise in Psychologie und Biologie". 2. Zenons paradokser er det klassiske eksempel. F.eks. påvisningen af, at den afskudte pil aldrig vil kunne nå frem til sit mål. Først må den nemlig tilbagelægge halvvejen. Dernæst må den tilbagelægge halvvejen af den reslerende distance. Dernæst igen halvvejen. Men denne halvering af den resterende distance kan man fortsætte i det uendelige. Da 1/2 + 1/4 + 1/8... + 1/n aldrig bliver 1, vil pilen aldrig nå sit mål. Vender man argumentet om, så kan den iøvrigt heller aldrig forlade buen. Hermed er det logisk bevist, at bevægelse og dermed udvikling er en umulighed (prøv iøvrigt at gendrive Zenons argument!). Hvis sanserne fortæller, at pile både forlader buen og rammer deres mål, så lyver de derfor. 3. Fechncr og von Helmholtz filosoferede også i deres fritid. Det var ikke godt. Men det indvirkede ikke på deres fremragende empiriske forskning på nogen særlig negativ måde. 4. Madame de Stael: De L'Al/emagne (1813). CF. Franklin Le Van Baumer: Main CwTents o[ Western 11wught, New Haven and London 1978, s. 473-74. 5. Cf. W. Durant: Store Tænkere, Kbhvn. 1961, s. 178. 6. Schelling, F. W J.: M tinehen Leeture on The Philosophy o[ Art (1807). Cf. Baumer, op.cit., s. 486. 7. Schelling, F.WJ.: Werke Il, ed. SchrOter, Miinchen 1927-28. Cf. Frederick Copleston: A History o[ Philosophy, vol. 7, New York 1963, s.144. 8. Se note 15. 9. Fichte, J.G.: Thatsachen des Bewussstseyns, Stuttgart und Tilhingen 1817, s. 9. Cf. E. V. Ilyenkov: Diafecticaf Logic, Moskva 1977, s. 131. 10. Høffding, Harald: Den nyere filosofzs historie, bind 2. 2.gcnnemsete udgave, København 1904, s.149. 11. Høffding, ibid, s. 163.
34 Personlighedens Almene Grundlag l 12. Schelling, F. W J.: FrUhschriften, s. 126. Cf. Ilyenkov, op.cit., s.lo4. 13. Jvnf. note 19. 14. For Schelling var det verdensånden og ikke materien, der udviklede sig. Verdens forskellige udviklingsstadier var blot åndens fodspor, viste derfor hen til udviklingen men var ikke selv udvikling. Dog undlod tanken om en rigtig materiel evolution ikke at melde sig. Schelling leger med tanken, men slutter sine overvejelser med at skrive: "However, let us pass over these possibilities." (Copleston, op.cit., s. 141). 15. Hegel, G.W.F.: Retsfilosoflens grundlinier, fortale. Cf. Oskar Hansen: Hegel, København 1971, s.%. 16. Regel, G.W.F.: Phiinomenologie des Geistes, Vorrede s. 14. Cf. Oskar Hansen, op.cit. s. 136. 17. Schclling, F.W J.: FrUhschnJten. Cf. Ilyenkov, op.cit. s.139. 18. F.eks. i Naturens dialektik. 19. Se f.eks. Niels Engelsted: Engle11 og Dyret, Kbhvn. 1987. 20. H ege!, GWF: Wissenschaft der Logik l, s. 5o. Werke 5, Frankfurtam Main 1970, 2L Om Darwin og Lamarck se Niels Enge!sted: Spn'nget fra dyr til menneske, Kbhvn, 1984, s. 62 f. 22. For at skelne mellem de to forskellige tilfælde af dobbeltophævelse taler Ole Elstrup Rasmussen om det negatives negative (den mekaniske ophævelse) og negationens negation (den dialektiske ophævelse). Menneskeliv. Den enkelte og samfundet, upubliceret manuskript. 23. Mammen, Jens: Den menneskelige sans, Kbhvn. 1983, s. 463 ff. 24. Hegcl, G.W.F.: Retsfilosoflens grundlinier. Cf. Hansen, op.dt., s. 103.
Fra analyse til syntese 35 KAPITEL3 FRAANALYSE TIL SYNTESE Fra sammensætning til sammenhæng Selv om videnskab altid er spændende, så er der ingen tvivl om, at det videnskabelige arbejde var særligt spændende i og efter renæssancen, hvor videnskaben brød den gamle ramme og skabte en ny. Alle kilder fortæller da også, at netop i denne periode var det europæiske menneske ( såvellærd som læg) optaget af videnskabelige spørgsmål som næppe før eller siden. Det er ikke uden grund, at man taler om oplysningstiden. Man kan derfor ikke fortænke en og anden i at ønske, at han kunne have været med dengang og oplevet den kopernikanske revolution. Hører man til dem, der har næret et sådant ønske, så er der imidlertid gode nyheder. Alle tegn i sol og måne tyder nerniig på, at vi er på vej ind i en ny renæssance. Det vil sige i en periode, hvor der forestår en revolutionerende ombrydning i den videnskabelige erkendelse. Hvor videnskaben er på vej til at bryde fra den abstrakt-analytiske erkendelse til den konkrete udviklingslogiske erkendelse af genstanden og dens forbindelser. I fortroppen for denne udvikling (videnskaberne går ikke i takt, men bevæger sig i deres eget tempo dikteret af genstandens konkrete og praktisk-historiske blotlægning) finder vi igen fysikken. Hvilket ikke bør forundre. Fysikken var den første videnskab, der fik greb om den abstrakte analyse, og også den videnskab, der har perfektioneret den mest. Det må derfor også være den videnskab, der er mest forberedt på at gå ud over det abstrakt-analytiske og nå erkendelsen af den konkrete udvikling i den fysiske verden. Denne bevægelse fra analyse til syntese - fra forestillingen om virkeligheden som ydre forbindelser mellem adskilte elementer (partikler) til forestillingen om det værende som en sammenhængende udviklingsproces møder vi i arbejdet med den store teori om naturkræfternes enhed og udvikling, hvor man nu blot mangler at få tyngdekraften ordentligt placeret, i arbejdet med blotlægningen af universets stoflige og energetiske udviklilng, hvor man nu kan beskrive udviklingen tilbage til de allerførste milliardendedele sekund, og i arbejdet med selve det fysiske (termodynamiske) grundlag for kvalitativ udvikling. At pioneren på det sidste område, den russiskfødte belgier Prigogine, har givet en af sine bøger titlen From Being to Becoming, siger mere end mange ord om det gennembrud, der er igang.
36 Personlighedens Almene Grundlag I Nu er det ikke sådan, at de andre videnskaber blot kan følge fysikkens eksempel, som de gjorde i renæssancen. Skiftet fra det abstrakte til det konkrete markerer også et skift fra det metode- til det genstandsorienterede. Synlesen er således ikke i den traditionelle forstand en metode, men netop blotlægningen af den konkrete genstand. Syntesen må hver enkelt videnskab derfor finde i sin egen genstand. Hvad angår psykologien, der selvfølgelig først og fremmest interesserer os, så har den aldrig nået fysikkens abstrakt-analytiske niveau, hvad der skyldes dens genstands særlige beskaffenhed. Men der er god grund til at tro, at også psykologien har nået grænsen for sin analyserende og klassifikatioriske bestræbelse og derfor er rede til at gennembryde denne grænse. At have mulighed for at arbejde med psykologisk videnskab i netop vor periode er derfor faktisk et historisk privilegium. Men det er et privilegium, der forpligter. For det, der er blevet muligt, har man også en forpligtelse til at søge realiseret. Udfordringen for psykologien, som den nye mulighed byder, er konkret at samle det, som analysen har spredt. Det vil sige, at fremstille i deres egen konkrete sammenhæng de psykiske bestemmelser, som den analytiske og klasssificerende metode har udskilt som særskilte kategorier. Og denne sammenhæng kan kun være genstandens egen konkrete udvikling ideelt rekonstrueret. Eller som Hegel siger: "Det sande er helheden, men helheden er kun det væsen, der fuldender sig selv igennem sin udvikling." 1 Eller som Herbert Spencer udtrykker det for den psykologiske videnskabs vedkommende i 1855: "Mind can be understood by showing how mind has evolved." 2 Spencers udsagn er fuldstændigt rigtigt. Men det er vigtigt at bemærke, at det i 1855 var hinsides nogens formåen at fremstille det psykiske som noget, der bliver til i en konkret udviklingssammenhæng. Det var da heller ikke, hvad Spencer gjorde. Nu lod man selvfølgelig heller ikke i den analytisk-abstrakte fase af videnskaben det udskilte og abstrakt-isolerede ligge spredt hen. Også den mekanistiske forståelse var optaget af at samle. Men fordi det, man samlede stadig blev fastholdt som noget abstrakt~isoleret, så kunne samlingen aldrig resultere i en sammenhæng kendetegnet ved indre forbindelser, hvor det samlede optræder som momenter, men alene i en sammen.vætning kendetegnet ved udvendige forbindelser, hvor det samlede optræder som elementer. Den mekaniske samling må derfor opfatte forholdet mellem helhed og dele helt anderledes end den dialektiske samling. For sammensætningen er helet ikke andet end summen af delene. For sammenhængen er helet noget andet og mere end summen af delene. I sammensætningen er det delene, der bestemmer helheden (der nærmest er et epifænomen). I sammenhængen er det helheden, der bestemmer delene. Det er i kraft af forholdet til noget andet, at delen i sammenhængen overhovedet er, hvad den er. Delen i sammensætningen er, hvad den er, i kraft af sig selv. Ordenen i sammensætningen er altså delenes
Fra analyse til syntese 37 orden, mens ordenen i sammenhængen er helhedens orden. I det sidste tilfælde er det helheden, der bærer væsentligheden, i det første er det delen. Som følge af sin synsmåde fører den mekaniske forståelse altid fra helhed til del, og da hver del i sig selv er et noget, der yderligere kan deles, så fører synspunktet i sin konsekvens til sidst logisk frem til Dernokrits udsagn om, at "i vir~ keligheden eksisterer kun atomerne og det tornme." 3 Hvor atom på græsk netop betyder det udelelige og dermed den mindste del. Derfor er denne forståelse reduktionistisk, dvs. den reducerer ethvert fænomen til elementer, og fænomenets forklaring er da givet som elementernes sammensætning. Var man konsekvent ville der derfor kun være en videnskab. Nemlig videnskaben om det mindste element, som Dernokrit siger. Men i praksis har man som regel stoppet reduktionen på halvvejen. Den mekanistiske samfundsforsker forstår samfundet ud fra enkeltindividets (psykologiske) egenskaber. Den mekanistiske psykolog forstår enkeltindividet ud fra dets fysiologiske sammensætning. Den mekanistiske fysiolog forstår organernes funktion ud fra det biokendske. Og så videre. Det vil sige, at det er karakteristisk for den mekanistiske videnskab, at den forklarer sin genstand ved henvisning til en nedreliggende videnskabs genstand. Hvilket naturligvis kan kaldes en bortforklaring af genstanden. Hvormed ikke sagt, at en blotlægning af sammensætninger ikke i sig selv er vigtigt for den vi~ denskabelige erkendelse. Men det er en frygtelig misforståelse at tro, at det er sammenhængen, man har blotlagt. Denne misforståelse begår den dialektiske forståelse ikke. Den taber ikke delene af syne, men den fastholder, at de er bestemt af det forhold, hvori de indgår. At det altså er forholdet eller helheden, der er afgørende. Da enhver helhed selv kan betragtes som led i en endnu større helhed, bevæger den dialektiske erkendelse sig i den modsatte retning af den mekanistiske. Hvor det egentligt virkelige for den mekaniske tænkning bliver det mindste element, der bliver det for den dialektiske tænkning den totale sammenhæng, der rummer alle andre sammenhænge i sig. Man kan sige, at hvor den første bryder verden ned, der bygger den sidste den op. Og det er netop forskellen på analysen og syntesen. Når man opfatter helheden eller forholdet som det bestemmende, så opstår der til stadighed noget nyt. For et forhold i en ny sammenhæng er et nyt forhold. Ugifthed er et, gifthed noget kvalitativt andet og fraskilthed igen noget kvalitativt helt tredje. Forholdsforståelsen er derfor en dynamisk forståelse, der hele tiden må se tingene i deres udvikling eller historie. Noget er ikke bare, hvad det er (A). Det er et produkt af de tidligere forholds historie (ikke-ikke A). Anderledes når man opfatter delen som det bestemmende. Her forbliver A det samme uanset hvilke forbindelser, det indgår i. Det vil sige, at nok kan forbindelserne skifte, men der kan aldrig opstå noget kvalitativt nyt. I ligeså høj
38 Personlighedens Almene Grundlag J grad som dialektikken fordrer forestillingen om udvikling (i virkeligheden er det synonymer), forbyder den mekanistiske forståelse den. Samlingsbestræbelser I den analytisk-abstrakte videnskabs historie har der altid været, hvad man kunne kalde samlingsperioder. Linnes Systema naturae kunne være et skoleeksempel på bestræbelsens form i 1700-tallet. Det vil sige klassifikation, hvor forbindelsen mellem delene blev ordnet efter rent udvendige principper som ydre lighed og forskel. I 1800-tallet antog samlingsbestræbelsen en anden form. Man var begyndt at erkende, at der også var en udviklingsforbindelse mellem de undersøgte fænomener, og søgte derfor at lave systemer, der ordnede efter udvikling. Lamarcks system er her et eksempel. Men så utypisk at vi må sætte det i parantes. For det karakteristiske for denne tid er beskrivelser af udvikling, hvor der nok foregår en masse, men noget nyt opstår ikke. Længere end til klassifikationssystemet ordnet som kronologisk rækkefølge kan man ikke komme. Antropogeneserne og sociogeneserne (teorier om hhv. menneskets og samfundets udvikling), der skrives fra Rousseau og frem, er et velegnet eksempel, de begynder med enkeltindividet som element. Det vil sige, som noget på forhånd givet. Individet lever i fuldstændig isolation, men har allerede alle grundlæggende menneskelige egenskaber, omend i kimform. Så begynder det at vekselvirke med andre enkeltindivider og heraf opstår samfundet som en række udvendige forbindelser. Der opstår ingen nye egenskaber som følge heraf, men de allerede eksisterende (f.eks. fornuft, egoisme og altruisme) kan alt efter forfatterens misantropiske eller filantropiske gemyt vokse eller aftage. Påstår forfatteren endelig, at noget nyt er blevet til (f.eks. sproget), så er det altid noget, der er vokset gradvist frem. Hvad der forudsætter, at det allerede var tilstede i en eller anden grad. Mennesket gennemløber fra en påstået isoleret eksistens i disse historier korrekt nok alle de samfundshistoriske trin frem til det moderne samfund, men det bliver kun berørt heraf på en overfladisk måde. I virkeligheden forbliver det, hvad det hele tiden har været. Disse udviklingshistorier, der ingen udvikling rummer, kulminerer i midten af 1800-tallet i det, man har kaldt systembyggemos periode. Og af disse systembyggere var Herbert Spencer utvivlsomt en af tidens mest indflydelsesrige. Som Hegel havde ban sat sig for at samie alle verdens bestemmelser, som de var blevet blotlagt af den daværende videnskab. Hans psykologi fra 1855 var således blot det første bind i et kæmpeværk. I modsætning til Hegel, der prøvede at fange de indre bestemmelsers sammenhæng (forholdet), forblev samlingen for Spencer imidlertid sammensætning gennem ydre forbindelser (system)' Han var derfor faktisk afskåret fra at forstå psyken som noget udviklet.
Fra analyse til syntese 39 Udvik1ing som metode Princippet - "mind can be understond by showing how mind has evolved" - var imidlertid korrekt nok. Det var derfor en smule uheldigt, at systembygningen i de følgende årtier kom i miskredit og blev forladt som seriøs videnskab til fordel for en skærpet abstrakt analyse. De følgende årtier var nemlig præcis de år, hvor psykologien blev født som videnskab. Der skulle derfor gå et helt århundrede, før princippet - først og fremmest af A.N. Leontjev- for alvor blev bragt i anvendelse. Siden har det så i stigende grad vundet udbredelse og hævd som metode til blotlægning af sammenhængen i psykiske egenskaber. Hvormed ikke sagt, at der er tale om nogen færdig metode. Der er tale om noget i sin vorden, og man må prøve sig frem. I nogle tilfælde rejser metoden sig f.eks. ikke over det evolutionskronologiske katalog, der spreder egenskaberne i den rigtige rækkefølge men løvrigt uden nogen påvist indre forbindelse dem imellem 5 l andre tilfælde er man kommet et godt stykke videre, idet det faktisk er lykkedes at klassificere de afgørende kvalitative trin i psykens evolution som dialektiske forhold og dermed i det mindste at antyde de konkrete indre forbindelser.' Endelig findes metoden i den form, som jeg har forsøgt mig med under betegnelsenpsykogenesen. 1 Her er evolutionsgangen i den grad søgt konkretiseret, at det nærmer sig Regels "der Gang der Sache selbst". Nu må man selvfølgelig ikke tro, at vi på dette tidlige overgangstrin mellem den abstrakte og konkrete erkendelse kan gøre os håb om, at vores ideelle rekonstruktion af psykens konkrete udvikling kan være "der Gang der Sache selbst". Det sande billede af den faktiske udvikling kan kun være slutresultatet af en proces, og denne proces er først lige begyndt. Nu er sandheden dog heldigvis ikke udelelig, den kan opnås i portioner. Hvad vi kan stole på at vinde gennem den konkrete rekonstruktion, er derfor en øget tilnærmelse til sandheden - dvs. til genstanden, som den virkelig er. Eller til genstanden i dens sammenhæng af forbindelser, som de udvikler sig i dens historie. Og her viser det sig faktisk, at selv om rekonstruktionen næppe endnu kan fange hele sammehængen af forbindelser, så er den på grund af sin konkretisme eller genstandsnærhed et særdeles velegnet middel til at blotlægge vigtige forbindelser, som den mere abstrakte klassifikation har vanskeligere ved at fange. l den forstand kan skridtet fra abstrakt klassifikation til konkret rekonstruktion faktisk opfattes som en metode til en skærpet klassifikation. Syntesen bliver i egentligste forstand en konkret analyse! (Hvad der selvfølgelig ikke bør forbavse, da der mellem syntese og analyse består en indre forbindelse). Det er dette kendetegn ved den psykogenetiske rekonstruktion, at den lige så meget er et teoretisk middel som et teoretisk resultat, som jeg henviser til, når jeg har kaldt mine psykogenetiske rekonstruktioner for prøvekørsler af psykologiske begreber.
40 Personlighedens Almene Grundlag I Tankeeksperimenter knnne man også kalde det. Og her skal eksperiment taget temmeligt bogstaveligt. Eksperimentet foregår nemlig nok i forestillingen og ikke i virkeligheden (der jo for evolutionens vedkommende ikke længere er forhånden), men med kravet om konkret ansknelighed, så bliver det i betydelig grad genstanden og ikke blot begrebet om genstanden, man tumler med. Når den evolutionære rekonstruktion opføres som teater e11er scenario, dvs. som konkrete individers virksomhed under meget konkrete betingelser, så støder man ind i konkrete problemer, der ikke er afgørende forskellige fra de problemer, som egentlige materielle vanskeligbeder frembyder i almindelige eksperimenter. Man kan faktisk ikke få det, som man gerne vil have det, blot fordi man gerne vil have det. Også den forestillede genstand antager genstandskarakter og dikterer sine egne betingelser, når man undersøger den med sin konkrete sans. Og det er netop denne genstridighed, der gør, at rekonstruk~ tionen ikke er fri fantasi. Den antager karakter ikke af opfindelse men af opdagelse. Og de nye kategorier, som man opdager, er ofte ganske overraskende. Hvilket vi skal se i andet bind af denne bog, hvor vi skal beskæftige os med en psykologisk klassifikation, der ikke mindst er frugten af den psykogenetiske rekonstruktion - som konkret analyse 8 - i henholdsvis Evolution, søvn og depression og Springet fra dyr til menneske.' Dialektikken er altid konkret Er det fortsat svært helt at fatte det dialektiske efter denne skitsering, skyldes det ikke nødvendigvis, at den er mangelfuld (hvad den er) eller, at man er tungnem. Tværtimod demonstrerer vanskeligheden netop pointen i vores krav om erkendelsens genstandsmæssighed. Som al anden erkendelse er den dialektiske nemlig en genspejling af genstandens egne egenskaber. Dialektikken tilhører genstanden. Det er genstandens udvikling, der er dialektisk. Vi kan derfor ikke begribe dialektikken, før vi har begrebet den som en konkret genstands dialektik. Isoleret som abstrakt begreb på foliet bliver den ihvertfald fritflydende og uhåndfast. Da vi som nævnt endnu ikke er kommet så langt i begribelsen af de konkrete genstandes dialektik, så er dette ikke noget fejlagtigt, men netop noget karakteristisk for det trin, vi befinder os på. Der er imidlertid en genstand, der er en undtagelse fra denne regel. Det er erkendelses- eller filosofihistorien selv opfattet som genstand. Erkendelsens udvikling som en dialektisk proces, har man længe haft et godt greb om. Det er det, der er grundlaget for Hegels enorme bidrag til en genstandsmæssig dialektisk forståelse. (At begrebet som genstand så fører Regel frem til den meget bogstavelige opfattelse af begrebet som en autonom genstand med egne kræfter - verdensånden-er så en anden sag.) Etablerer H e gel dialektikken på et område ( erkendelsesudviklingens eller filosofiens), så etablerer Marx den inspireret heraf på et andet (kapitalismens
Fra analyse til syntese 41 udvikling). Når udviklingsprincippet gælder for to områder, så må det imidlertid gælde for alle områder. Det er Engels' indsigt i Naturens dialelaik Dialektik kan imidlertid ikke eksporteres som abstrakt metode. Engels kan derfor kun sandsynliggøre, at der foregår en dialektisk udvikling på alle områder (kosmogenese, biogenese, fylogenese, ontogenese, psykogenese, antropogenese, sociogenese ), men ikke hvordan denne dialektiske udvikling konkret foregår. Det kan alene videnskaberne i de konkrete studier af genstandene i deres udvikling. Skal man derfor have en båndfast indsigt i dialektisk udvikling, bar man derfor endnu kun bendholdsvis kapitalismens og erkendelsens udvikling at henvise til. Men det skal man naturligvis ikke undlade at benytte sig af. Dialektikken som skema Det vil vi heller ikke. Holder vi os til det sidste, så udgør den dialektiske opfattelse af erkendelsesgangen et redskab, som enhver studerende med fordel kan have med i sin baggage, fordi det tydeliggør de teoretiske siridsmåls grundlæggende struktur og forløb og derfor kan spare en for megen forvirring og hovedbrud. For enkelthedens skyld - og redskaber skal være enkle - formulerer vi det som et skema med tre trin. Trin I Det bekendte som en fænomenal helhed. Det pseudokonkrete. Trin II Det adskilte. Analysens trin, hvor abstraktionen skiller helheden fra hinanden, og stiller det skilte op mod hinanden som modsætninger. Tese og antitese. Trin III Det erkendte. Syntesens trin, hvor modsætningerne bliver ophævet (dialektisk) i en forenet sammenhæng. Det konkrete. At dette skema illustrerer erkendelseshistorien, som vi forenklet h,ar fremstillet den i det ovenstående, er ikke svært at se. Overgangen fra trin I til II
42 PerJonlighedens Almene Grundlag I repræsenterer således overgangen fra det pnm1t1ve samfunds synkrete (pseudokonkrete) forståelse til det antikke samfunds abstrakte filosofiske forståelse. Overgangen fra trin II til Ili repræsenterer overgangen fra den mekanisk-videnskabelige forståelse til den dialektisk-videnskabelige. Men skemaet illustrerer ikke kun den erkendelsesmæssige totalhistorie, også delafsnit inden for denne historie kan den afbilde. (F.eks. er overgangen fra aristotelisk til galileisk videnskab i renæssancen i en vis henseende også en trin I trin II overgang. I det hele taget vil de fleste tilfælde af erkendelsesudvikling ofte kunne afbildes i skemaet. Også individuelle - såvel aktualgenetiske som ontogenetiske. (F.eks. er det ikke vanskeligt at påpege synkrete, abstrakte og (delvis) konkrete trin i barnets udviklingsprocesser. Tænk på legens udviklingsfaser.) Det, der udelukkende interesserer os her, er overgangen fra det abstrakte til det konkrete. Det er her, at vi teoretisk står med problemerne nu. Går vi ind på trin II, så bemærker vi nu, at skemaet illustrerer den ejen~ dommelige kendsgerning, der har spredt kaos i tilegnelsen af den psykologiske videnskab. Nemlig at der til næsten ethvert udsagn om den menneskelige psykes væsen, så godt som altid tillige findes det stik modsatte synspunkt. Når nogen hævder, at psyken er medfødt, så er der også nogen, der hævder, at den er erhvervet - for at tage et eksempel fra det ovenstående, som tillige har delt psykologien i mange varianter (natur ctr. kultur; instinkt (eller gener) ctr. indlæring; osv.). Når man forsøger at tilegne sig den psykologiske teori, som den har udviklet sig gennem psykologiens historie, er det ikke svært at sukke: "Hvorfor kan de dog ikke være enige?". Og opsplitningen i opfattelser, der strider mod hinanden, kan tilmed føre til, at man i trods vender sig mod teorien og bliver praktiscist. Skemaets første vigtige funktion er her klart at vise, at denne holdning er fejlagtig. Psykologiens opsplitning med skolekrigene som følge er ikke udtryk for kaos, hvad den enkelte så end måtte mene. Den er udtryk for psykologiens orden på det abstrakte trin, hvor analysen nødvendigvis må skabe opsplitning og modsætning. Fordi man endnu ikke kan se helheden, hvor modsætningerne ophæves, så opstår konflikten, når enhver forsvarer det, som vedkommende har set. Selve striden er altså et af erkendelsesudviklingens nødvendige trin. Heraf følger det næste vigtige, som skemaet viser. Nemlig at fordi et udsagn er rigtigt, så behøver det ikke nødvendigvis betyde, at det stik modsatte synspunkt er forkert. Begge kan være rigtige. Hvilket vil vise sig, hvis man formår at ophæve modsætningerne i det tredje trins dialektiske sammenhæng. Det kan man selvfølgelig ikke bare formå. Men med skemaet in mente kan man formulere den regel, at man ikke blindt skal afvise teoretiske forestillinger, selv om de er i modstrid med, hvad man selv holder for rigtigt. Det kan altid betale sig at spørge, hvad det egentligt er i genstanden, som den 'falske' teori har fået øje på? (Det er meget sjældent, at en teori ikke har et eller andet belæg i
Fra analyse til syntese 43 genstanden.) Det vil sige, at man skal bruge opponentens pegefinger som sigtemiddel til den genstand, hvor modsætninger lever i samdrægtighed, og hvor løsningen til deres forening skal findes. Erkendelsen som stereoskopi Nu skal det selvfølgelig med det samme indrømmes, at det ikke er ret mange, der har holdt sig denne regel efterrettelig. I almindelighed har man reageret på nogle andre måder, som vi hurtigt kan skitsere. Og da noget ofte bedst kan forstås gennem noget andet, så vil vi billedgøre det med stereoskopi som eksempel og analogi. Skemaet kan nemlig også illustrere processen, hvor de to øjne bliver præsenteret for hvert sit umage stereoskopiske billede, hvorefter synet skaber en syntese, hvor de to billeder bliver til et. Og et, der er meget dybere og rigere end hvert af de enkelte, som øjnene blev præsenteret for. Hvilket netop som analogi kan illustrere forvandlingen fra det mekanisk-flade til det dialektiskdybe i erkendelsen. Men hvad sker der nu, hvis øjnene (eller hjernen) ikke er i stand til at tilvejebringe syntesen? Jo, så kan der indtræffe forskellige muligheder: A. ENSIDIGHED Billedet i det ene øje undertrykkes (benægtes 10 ), mens billedet i det andet bliver totalt dominerende. B. MODSIDIGHED Der foregår en domination og undertrykkelse som under A., men forholdet skifter hele tiden, så snart det ene, snart det andet billede er undertrykt. (Binokulær Rivalitet). C. DOBBELTSIDIGHED Begge billeder ses på en gang, men som et dobbeltbillede ( dobbeltsyn), ikke som et fusioneret helhedsbillede. o OzO O+ o Disse tre reaktionsmåder synes at udtømme trin H's mulige tilstande, når overgangen til trin III (syntesen af tese og antitese) ikke vil lykkes. I kender utvivlsomt selv disse reaktionsmåder, for det er præcis de tilstande, som en stude~ rende kan (må) komme i, når vedkommende skal tilegne sig en mangfoldighed af indbyrdes modsigelsesfulde teorier.
44 Personlighedens Almene Grundlog l Ensidigheden eller den blinde benægtelse er således en interessant fænomenologisk tilstand. Det er nemlig temmeligt velkendt, at mødet med teorier, der modsiger og derfor truer de teorier, man har accepteret, ofte - og næsten per automatik - fører til en fordømmelse af de førstnævnte, inden man har sat sig ind i dem. Hvorfor det selvfølgelig vil være spild af tid at gøre det. Man forankrer sig i den ene side e11er den anden og lukker øjnene for alternativet. Her er den studerende forsåvidt i en priviligeret situation, idet pensumslistens milde tvang gør mødet med 'vanartede' teorier uundvigeligt. For det behøver næppe siges, at jo længere tid den studerende kan holde sig nysgerrig og åben, hvor ubehageligt det end er, jo dybere vil vedkommende kunne trænge ind i psykologiens substans. Personer, der er etableret i videnskaben, kan derimod vanskeligere holde sig fritflydende. Det ligger i sagens natur. Videnskabsmænd, der lader modsuligheden komme til udtryk i deres eget arbejde, er derfor sjældne og påkalder sig opmærksomhed. (En nyudgivelse af G. T. Fechner, der næsten poetisk er splittet i modsidigheden mellem det mekaniske og romantiske, skal ses i denne sammenhæng. 11 ) Det betyder, at modsirligheden eller den 'binokulære rivalitet' først og fremmest kommer til udtryk mellem mennesker, der lejrer sig i henholdsvis den ene eller den anden skole (teori) og bekriger hinanden. Og iøvrigt med hele krigens sociale fænomenologi, for det menneske, der forsvarer sit (halve) verdensbillede, kæmper ikke mindre indædt end det menneske, der forsvarer sine materielle interesser. Hvor der er krig (og dermed tit ringeagt), er der også kompromismagere, der præker fredelig sameksistens og fordragelighed. Om det er godt eller skidt, er ikke et temperamentsspørgsmål Det bestemmes af, hvad striden drejer sig om og dens øvrige omstændigheder. I erkendelsesspørgsmål er strid som oftest af det gode, fordi det bevarer dynamikken i problemstillingen, hvilket er forudsætningen for syntesen - den virkelige løsning af konflikten. Det betyder imidlertid ikke, at kompromiset eller dobbeltsidigheden ikke har spillet en væsentlig rolle i den videnskabelige teoridannelse. Det er kompromiset, som vi har illustreret ved dobbeltbilledet. Karakteristisk for kompromiset - eller eklektiscismen, som denne bestræbelse kaldes med en videnskabsteoretisk fagterm - er nemlig netop, at begge sider er præsenteret omend i en fordragelig form og ikke i modsidighedens stridbare. Hvis det, der kendetegner modsidighedens konflikt er et enten~eller, så er det et både-og, der kendetegner den dobbeltsidige eklektiscisme. Tager vi som eksempel striden mellem empirisme og nativisme ~ kultur og natur, indlæring og instinkter - så vil eklektiscisten sige, at menneskets psyke er delvis medfødt, delvis erhvervet. Og det teoretiske problem bliver derfor gjort til et spørgsmål om, hvor meget af det ene og hvor meget af det andet. Man kan så måske nå frem til, at intelligens er 50 pc! natur og 50 pct kultur.
Fra analyse til syntese 45 Nu er der næppe nogen tvivl om, at de allerfleste psykiske egenskaber er bestemt såvel af det medfødte som det erhvervede. Det er ikke det, der er pro blemet. Problemet er, at et kvalitativt forhold (en indre forbindelse) bliver opfattet alene som en kvantitativ relation (en udvendig forbindelse). Problemets sider sammenstykkes (adderes) som elementer i stedet for at blive opfattet som momenter i en sammenhæng, og derved går sammenhængen tabt. Samlingen af siderne er med andre ord mekanisk og ikke dialektisk. Kvaliteter kan imidlertid ikke samles ved addition. De kan kun samles som forhold. Man kan ikke kompromisagtigt mødes på halvvejen, for mellem f.eks. det medfødte og det erhvervede er der ikke nogen vej, man kan mødes på. At sige, at intelligens er halvt bestemt af det medfødte og halvt af det erhvervede, er derfor lige så forkert som at sige, at et brintatom er halvt bestemt af den positivt ladede proton og halvt af den negativt ladede elektron. For ligeså vel som brintatomet er helt (100 pct hvis man vil) bestemt af elektronen og helt af protonen, således er intelligensen helt bestemt af det medfødte og helt bestemt af det erhvervede. Og bliver denne sum 200 pct, så skyldes det, at det slet ikke er nogen sum, men et forhold. Det er dette, at eklektiscismen plukker ud fra umage kvaliteter (teorier) og stykker sammen på en udvendig og mekanisk måde, der ignorerer den sammenhæng, de plukkede frugter hører hjemme i, der har bragt den i akademisk miskredit. En fugl i hånden Det er temmeligt vigtigt, at man forstår det bristfældige i eklektiscismen som metode. Men det er ikke mindre vigtigt, at man ikke bliver farisæisk. Man må ikke smide barnet ud med badevandet. Eklektikeren vælger nemlig ikke den dårlige mekaniske samling frem for den gode dialektiske. Der er slet ikke noget valg. Den dialektiske samling har jo hidtil været uden for videnskabens rækkevidde. Det eneste, der har været et valg, har derfor været, om man skulle samle mekanisk eller bevare hænderne rene og undlade at samle. Og ikke engang dette har været noget rigtigt valg. Videnskab er ikke noget mål i sig selv. Videnskab er et værktøj, der er udviklet i menneskehedens prak tiske liv (teknikken og institutionerne) med det formål at tjene samme. Når det i visse stadier i videnskabsprocessen er nødvendigt, at videnskaben (som grund videnskab) trækker sig tilbage fra det umiddelbart praktiske (til teoriens betragtende afstand), så er det blot for (som anvendt videnskab) at kunne komme stærkt tilbage. Videnskab og menneskelig praksis er så uløseligt forbundne, at det er utænkeligt, at videnskaben skulle kunne holde sig uden for livet, indtil den helt rigtige erkendelse er nået. Det ville i så fald ikke længere være videnskab.
46 Personlighedens Almene Grundlag I Videnskaben kan derfor heller ikke undlade at samle, blot fordi den rigtige samling endnu ikke er inden for rækkevidde, Det praktiske liv fordrer samlinger, det vil sige sammenhængende beskrivelser af strukturer og processer. Og selv om disse beskrivelser kun kan blive mekaniske sammensætninger, så kan de dog tjene som klassificerende kataloger og i den forstand være af stor praktisk nytte. Linnes taxonomi kan igen være et eksempel. Selv om den - hvad Linne var fuldt klar over - var bygget op over ydre (og indbyrdes usammenhængende) karaktertræk, så fik 1700-tallets europæere med den en slags greb om planteverdenens mangfoldighed, hvad der var til stor gavn for botanikkens praktiske anvendelse. (Hvad den, der er gammel nok til at have brugt en flora i skolen, vil vide.) Det samme kan siges om psykologiens flora-trin, typologien eller differentialpsykologien, hvor forskellige menneskelige varianter ordnes - ikke efter støvdragere og støvfang, men efter diverse psykologiske træk opstillet i forskellige kvantitative kombinationer. Temperamentsklassificeringen f.eks. har været god latin, siden den romerske læge Galen i det 2. århundrede opstillede de menneskelige typer som diverse blandinger af henholdsvis det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det flegmatiske temperament. Denne typologi går igen i nye udformninger i moderne psykologi." Eller tag Kretschmers og Sheldons beslægtede typologier, der tager udgangspunkt i kropsbygningens træk. Her kan ethvert menneske fanges som en sum af endomorfe, mesomorfe og ectomorfe træk, som Sheldon kalder det. Eller tag (og der er nok at vælge imellem) de mindre fysiologisk orienterede typologer, der (som f.eks. Cattell) opererer med beskrivelser af den menneskelige personlighed ud fra deciderede psykologiske træk, der fanges ved psykologiske målinger og afbildes på diverse skalaer. Her bliver mennesket fremstillet som en sum (eller et produkt) af træk-kvantiteter, der bliver fremdraget (abstraheret) gennem psykologiske test (f.eks. graden af neurotiscisme) eller spørgeskemaundersøgelser (f.eks. holdningen til udlændinge). Hvor genstandsffem en sådan typologisering er, bliver intet sted tydeligere end i faktoranalysen (Guildford, Thurstone og Osgood f.eks.), hvor personligheden afbildes som en sky af prikker i et koordinatsystem. I sådanne samlinger er det mekaniske pinligt tydeligt, og man må gribe sig til hjertet, når Eysenck siger, at "to the scientist the unique individual is sirnply the point of intersection of a number of quantitative variables." 13 Når hjertet har fået sit, så må det imidlertid være forstandens tur. Typologien er nok fjernt fra den konkrete menneskelige personlighed, men floraen var også fjernt fra den levende natur og dog af betydelig praktisk værdi. Det samme gælder typologien. Det er de færreste, der ikke kan se, at psykologiske test og målinger er af uvurderlig nytte i praksis. Og i denne praksis støder typologien mod sin virkelige genstand, det menneskelige subjekt, og anspores derfor
Fra analyse til syntese 47 til en ny anstrengelse for at komme genstanden nærmere. Fra faktoranalysens samling som duster kan man bevæge sig til samlinger som kompleks (f.eks. Koffka) eller syndrom (f.eks. Maslow), der nok stadig er sammensætninger men dog immervæk har nærmet sig nogle af de indre forbindelser, der kendetegner genstanden. Er vores romantiske protest derfor tilgivelig, så vil det være utilgiveligt, om vi af den grund afviser den mekaniske psykologi. Det vil faktisk være at afvise psykologien som videnskab. Som videnskab kan man nemlig ikke nægte psykologien videnskabens udviklingsvej. Og her er analysens abstrakte trin (med dens mekaniske samlinger) netop et trin på vejen mod den ægte konkrete er kendelse. Vi står nu på dørtrinnet til den tredje fase og har derfor mulighed for at se sammenhænge, som videnskabens udøvere tidligere har haft svært ved at se. Men vores bedre viden er den dårligste grund til at hovere. Det er nemlig i kraft af forgængernes indsats, at vi er kommet hertil. Vi er - ligesom dværgen, der står på kæmpens sknldre - blevet løftet op til det udsyn, der har mulighed for at anskne genstanden dialektisk. Denne kontinuitet må man for alt i verden ikke miste af syne. Vi har da også omtalt, hvordan vejen mellem den abstrakte klassifikation og den konkrete udviklingslogik er forbundet med anstrengelser, der som udviklingslogisk klassifikation repræsenterer en slags mellemled. (Rettelig! er det på dette vejstræk, vi endnu befinder os). Kontinuiteten må imidlertid heller ikke få os til at forbise diskontinuiteten. Sammensætningen som det adskilte udvendigt forbundet er noget absolut for skelligt fra sammenhængen som det indvendigt forbundne. De forholder sig til hinanden som nat og dag. Vi har altså med en proces at gøre, der både er kontinuert og diskontinuert. Men dette er blot problemet om sammenhængens og adskilthedens enhed, som vi igen vender tilbage til. Og har vi ikke den konkrete løsning på denne mod sigelse, så har vi med Hegel den filosofiske begrebsramme inden for hvilken, løsningen skal findes. Sammensætningen (som det adskilte samlet) er således nok sammenhæn gens negation, men det er i betydningen andenøværen. Sammenhængen nås nok gennem ophævelsen af den mekaniske sammensætning, men det er i betyd~ ningen op-hævelse og ikke i betydningen til-intet-gørelse. Eller sagt med andre ord: Den konkrete erkendelse er nok det modsatte af den abstrakte, men det er en erkendelse, man kun kan nå frem til igennem den abstrakte. Den romantiske protest mod det adskilte og mekaniske ville tilbage til den oprindelige (synkrete) sammenhæng. Den ville ophæve i betydningen gøre ugjort (hvilket er mekanisk logik!). Hegels fortjeneste er imidlertid at vise, at videnskaben kun kan nå den konkrete sammenhæng ved at gå igennem det abstrakte. Det er det, som vores skema iliustrerer.
48 Personlighedens Almene Grundlag I Med skemaet i tankerne behøver vi derfor ikke at være bange for at vise de mekaniske tænkere og eklektikere den respekt, de fortjener. Vi kan se, at den falske forståelse er et skridt på vejen mod den sande. At natten er den lange rejse mod dag. Og undgår vi den fejltagelse, som de ofte selv lider under, nemlig at tro, at det abstrakte er videnskabens højeste trin, og det nærmeste vi kan nå det virkelige (det genstandsmæssige ), så har vi i de adskillelser (distinktioner og sondringer), som de med deres analyser har anbragt på foliet, et uvurderligt arsenal af sigtelinier mod den virkelige genstand. Noter til kapitel 3 l. Hcgel, G.W.F.: Phiinomenologie des Geistes. Cf. Hansen, op.cit., s.145. 2. Spencer,Herbert: Principles of Psychology, London 1855. 3. Dernokrit fragment B9. Cf. Øivind Andersen: Antikkens materialistiske filosofi, Oslo 1975, s. 94. 4. Om forskellen mellem system (relation) ogforhold vil der senere blive redegjort. 5. Dette gælder f.eks. Volker Schurig fra Berlinerskolen. Se Naturgeschichte des Psychischen I og II, Frankfurt am Main 1975, og Die Entstehung des Bewusstseins, Frankfurt am Main 1976. 6. Detlegælder f.eks. Lcontjev, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, København 1977. Vi skal omtale dette arbejde udførligt senere. 7. Engelsted, N.: Psykogenesen, Psyke og Logos l, l98o, s. 91-111. 8. På halvvejen mellem den abstrakte analyse og den konkrete syntese finder man både den konkrete analyse og den abstrakte syntese. Ihvertfald angiver disse to betegnelser udmærket forskellen på Ole Elstrup Rasmussens (i endnu upubliceret manuskript) og min metode i begribelsen af præcis de samme forhold. Og med disse to metoder er Ole og jeg nået til en principiel enighed om menneskepsykens fundamentale bestemmelser. Men fra to meget forskellige udgangspunkter. Man kan sige, at de to metoder komplementerer hinanden, ligesom de vundne resultater komplementerer hinanden. Men hermed ser vi også, at der endnu er en vej at tilbagelægge. Erkendelsen af menneskets psykologi er ikke nået med to komplementære metoder /teorier. Hverken den konkrete analyse eller den abstrakte syntese er endu den konkrete syntese. 9. Engelsted, N.: Evolution, søvn og depression, Kbhvn.1977; Engelsted, N.: Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984. 10. Teorien om de psykiske forsvarsmekanismer, hvad enten de anskues som Anna Freud eller Festinger, er naturligvis yderst relevant at inddrage i denne sammenhæng. 11. Dr.Mieses (alias G.T. Fechner): Om Engle; Skitse til en sammenlignende anatomi (1825), Kbhvn. 1986. 12. Se f.eks. S. Diamond: Personality and Temperament, New York 1957. 13. Eysenck, H.J.: 171e Scienti[ic Study o[ Personality, New York 1952, s. 18.
Den tvede/te verden 49 KAPITEL4 DEN TVED EL TE VERDEN Splittet Dicbotomien mellem sammensætning og sammenhæng ~ det værende givet som mængde eller sekvens af dele og det værende givet som helhed - går igen alle steder. Det kan derfor ikke overraske, at denne dichotomi mellem det elementi~ stiske og det holistiske har sat sig sine tydelige spor i den psykologiske teoridannelse. F.eks. skriver Ulrik Neisser: "Historisk set har psykologien længe anerkendt eksistensen af to forskellige former for psykisk organisering. Derme dualisme har fået mange navne: 'rationel' i modsætning til 'intuitiv', 'hæmmet' i modsætning til 'kreativ', 'logisk' i modsætning til 'prælogisk', 'realistisk' i modsætning til 'autistisk', 'sekundær proces' i modsætning til 'primær proces.nl "Det kan være vildledende at skrive dem løseligt op i lister", fortsætter N eisser, men det har selvfølgelig ikke forhindret, at de er blevet listet. Vi bringer her en liste, som Bogen 2 har opstillet, hvor dichotomien angives ved forskellige begrebspar, som forskellige forskere har anvendt dem: Akhilinanda buddi manas Assagioli intellekt intuition Austin konvergent divergent Bateson & Jackson digital analog Blackburn intellektuel følelsesbetonet Bronowski deduktiv imaginativ Bruner rationel metaforisk Cohen analytisk relationsbetonet DeBono vertikal horisontal D eikman aktiv receptiv Dieudonne diskret kontinuert Freud sekundær primær Goldstein abstrakt konkret Guilford konvergent divergent Hilgru-d realistisk impulsiv Hobbes (ved Murphy) styret fri
50 Personlighedens Almene Grundlag I Humphrey & Zangwill propositionel imaginativ W. James differentiel eksistentiel A. Jensen transformationel associativ Kagan & Mooss analytisk relationsbetonet D. Lee lineær nominel Levi-Strauss positiv mytisk Levy & Sperry analytisk gestalt Lornas & Berkowitz differentiering integrering McFie, Piercy relation korrelation (ved Spcarman) McKellar realistisk autistisk Maslow rationel intuitiv N eisser sekventiel multipel Oppenheimer historisk uden tidsperspektiv Ornstein analytisk holistisk Pavlov første signal andet signal C.S. Peirce eksplikativ ampliativ Polyani med ord uden ord Price reduktion komposition Radhakrishnan rationel integrerende (ved H.Smith) Reusch diskursiv eidetisk Scchenov (ved Luria) successiv simultan Schopenhaucr objektiv subjektiv C.S. Smith atomistisk helhedsorienteret Wells hierarkisk heterarkisk N eisser har ret. Listen er noget vildledende. På baggrund af det ovenstående kan vi nemlig se, at det bliver lidt af et problem, at der er tale om en tvedeling og ikke en tredeling. At der ikke skelnes imellem den synkrete holisme, det la veste trin, og den konkrete holisme, det højeste trin. Selv om den gennemgående tendens er, at det holistiske i den anden spalte henviser til holismen på det laveste trin og dermed til den abstrakte organisering i den første spalte som det højeste niveau så er det ikke konsekvent. Ser vi på tendensen snarere end på enkelttilfældene, kan vi dog med vort eget begrebspar sige, at listen er en tvedeling mellem den mekaniske og den ro mantiske forståelse. Hvorimod den dialektiske som syntesen af den romantiske og den mekaniske næppe er selvstændigt markeret. Men skidt nu med det, vi kan bare glæde os over, at vores tre-trins skema er så anvendeligt, at det kan afsløre denne mangel. At vi ikke alene kan se med venstre og højre øje. og
Den tvedelle verden 51 gøre det samtidigt på den dobbeltsidige måde, som Bogens dualistiske liste er udtryk for, men at vi også kan danne et fusioneret billede af det dobbeltsidige. Hjemens dialektik At tre-trinsskemaet er så universelt anvendeligt, og at stereoskopi - det vil sige en neural proces, der skaber en syntese af det adskilt givne - er en så fremragende illustration af processen, fører imidlertid til en nærliggende tanke. Det spørgsmål melder sig nemlig, om hele dette spil mellem det abstrakte og det konkrete ikke skulle være et produkt af hjernens virke? Eller for at give spørgsmålet en skarp formulering: Kunne Kant ikke have ret i en mere moderne udformning på den måde, at sammensætningen og sammenhængen som grundlæggende kategorier ikke er en egenskab ved den genstandsmæssige verden, men derimod en egenskab ved vores hjerne? Lad os dele spørgsmålet i to og tage det sidste først. Her er svaret ganske klart. Jo, dichotomien og spillet mellem sammensætning og sammenhæng i erkendelsesprocessen er uløseligt forbundet med hjernens virke. Og modstillingen mellem sammensætning og sammenhæng kommer direkte til udtryk i hjernens neurofysiologiske organisation. I modsætning til psykologien, der først og fremmest må erkende det allerede bekendte (det psykologiske kan jo ikke være ubekendt for mennesket, selv Freuds opdagelse af det ubevidste, der som fortrængt skulle være ukendt, er en opdagelse af noget, mennesket har været bekendt med i umindelige tider), så opdagerneurofysiologien det hidtil virkeligt ukendte. Fra tid til anden er det opdagelser af vidtrækkende betydning også for psykologiens erkendelse. En af de mest betydningsfulde - vi skal senere vende tilbage hertil - var Aserinsky og Kleitmans opdagelse i 1953 af REM-Søvnen.' Men mindst ligeså betydningsfuld er opdagelsen af venstre og højre corticale bernisfæres forskellige funktionsmåde, som tog sin begyndelse med Myers og Sperrys 'split-brain'-eksperimenter ligeledes i SO'ernes begyndelse. Hvis vi til vort formål skal sammenholde resultatet af denne forskning med vor fremstilling, så kan vi meget forenklet sige, at man har opdaget, at venstre hemisfære hos mennesket arbejder med elementer, dvs. det, der kan skilles og sættes sammen, mens højre arbejder med momenter, dvs. det, der er givet i sin helhed. Det er iøvrigt forskellen mellem de to bernisfærers funktionsmåde, som Bogen henviser til med sin dualistiske liste. Den første spalte henviser således til venstre henrisfæres funktion, mens den anden henviser til højre bernisfæres funktion. Skal vi groft opregne forskellen på de to bernisfærers funktionsmåde, kan vi sige det på denne måde. Den ene hemisfære (højre) arbejder med visuo-spatiale repræsentationer, der er simultant givne eller 'billeder'. Den anden (venstre) arbejder med temporale eller sekventielle repræsentationer, sammensæt-
52 Personlighedens Almene Grundlag I ninger eller rækkefølger. Den første arbejder intuitivt, spontant og følende. (Fænomenologisk er der knyttet følelsesoplevelser til dens funktion. Man taler også om den emotionelle hemisfære). Den anden er beregnende, abstrakt analyserende eller tænkende. Den ene opfatter kort og godt som sammenhæng, den anden som sammensætning. Eller som vi også kunne sige, menneskets cortex er delt i en mekanisk og en romantl'ik hemisfære. Det sidste har man gjort et stort nummer ud af efter, at det blev opdaget, at hjernens asymmetriske dobbeltfunktion kan være lateraliseret. Det vil sige, at den ene eller den anden hemisfærefunktion kan dominere hos forskellige individer. Det rygte er således blevet udbredt, at mænd i højere grad bruger venstre hemisfære, hvorfor de er bedre til abstrakt tænkning end kvinderne, der i højere grad bruger den højre, og derfor griber problemerne mere intuitivt og følende an. I hvilket omfang der er empirisk belæg for at hævde sådanne kønsforskelle, skal vi lade være usagt. Skulle det imidlertid vise sig, at det ene køn tænker mere abstrakt end det andet, der til gengæld tænker mere holistisk, så kan det ikke i sig selv føre til den sexistiske konklusion, at kvinders mentale funktion befinder sig på et lavere trin end mænds. Som det fremgår af vores tre-trinsskema, så er den holistiske kognition udtryk for erkendelsens højeste trin og ikke blot for dens laveste. Vil man endelig så splid mellem kønnene, forekommer det derfor ligeså rimeligt at hævde, at kvindernes holistiske tænkning er udtryk for en mere fremskreden erkendelse. At de er mere konkrete og genstandsmæssige i deres tænkning end mænd. Under alle omstændigheder ser vi de uklarheder, det medfører, hvis man reducerer problemet til en simpel tvedeling, som tilfældet er i Bogens liste. Spørger man her, om den ubetvivlelige kendsgerning, at cortex er tvedelt i højre og venstre hemisfære med asymmetriske funktioner, ikke nødvendiggør netop en tvedeling og ikke en tredeling, er svaret meget enkelt. Den corticale tvedeling fordrer en tredeling! Ikke alene eksisterer der nemlig højre og venstre bernisfæres særegne funktioner, der eksisterer også samvirket mellem højre og venstre hemisfære. Og dette samvirke er reglen og kun undtagelsen hos personer, der er så uheldige at have fået deres cerpus callesum overskåret af medicinske og videnskabelige grunde (i en måske ofte uigennemskuelig kombination). Også her findes der altså med tesen og antitesen (højre og venstre hemisfære) også en syntese. Cerpus callosum - et mægtigt fiberbundt der med mere end 200 millioner neuroner forbinder de to corticale hemisfærer M er den neum roanatomiske materialisation af denne syntese. Gennem den bliver sammenhængshjernen belært om sammensætningen og sammensætningshjernen belært om sammenhængen. Og et sådant figur-grund forhold mellem sammensætning og sammenhæng i begge hemisfærer er utvivlsomt en forudsætning for det videre arbejde med såvel sammensætning som sammenhæng.
Den tvede/te verden 53 Med corpus callosuro har vi altså i en meget bogstavelig forstand den indre forbindelse mellem sammensætning og sammenhæng. Det vil sige den dialektiske forbindelse. Har vi kaldt højre hemisfære for romantisk og venstre for mekanisk, så fremstår den dialektiske mulighed altså af deres forenede samvirke. Hjernens struktur og funktionsmåde syntes altså overordnet set at følge vores tremtrinsskema. Remisfærerne i deres specielle samvirke kan derfor næppe være andet end et dialektisk organ. Ligesom leveren - for nu at sætte det på spidsen - producerer galde, producerer hjernens corticale system dialektiske synteser. Den synkrone og den diakrone betragtning Hvilket bringer os tilbage til det første spørgsmål. For hvis hjernen i sin organisation og funktion er analyse- og synteseskabende, så må man vel hævde, at kategorierne - sammensætning og sammenhæng - er egenskaber ved subjektets hjerne og ikke ved genstanden. Eller - som Kant ville sige - det er den måde, vi må erk~nde genstanden på, fordi det er den måde, vi er organiseret på. Hvorfor vi ikke kan vide noget om genstandens egen organisation. Holder man sig i sin undersøgelse til den foreliggende hjerne, som den er lige her og nu, hvilket man kalder en synkron betragtning, så er kantianismen ikke uden videre til at gendrive. Hvis der er nogen som helst sandhed i det, vi lige har fremstillet, så foregår der jo analytiske og syntetiske processer inden for kraniekassen, hvorfor vi lige så godt kan tro, at erkendelsen er en projektion af indre processer som en genspejling af den ydre objektverdens egenskaber. At beskrive hjernen, som den foreligger lige her og nu, er imidlertid ikke nødvendigvis den måde, hvorpå man kommer hjernen som konkret genstand nærmest. Selvfølgelig er det meget konkret, når man ved hjælp af scannere og computere kigger direkte ind i den levende hjerne, men det er ikke det samme som at sige, at det er ægte konkret. Det kan meget vel være temmeligt pseudokonkret. (Det forbigår ikke vores opmærksomhed, at termerne synkron og synkret vokser på samme ordstamme.) Til forskel fra den pseudo-konkrete forståelse, der ser tingen, som den umiddelbart foreligger her og nu, så begriber den ægte konkrete erkendelse genstandens nuværende tilstand og egenskaber s.om resultatet af genstandens udviklingshistorie. Hvilket man kalder en diakron betragtning. Det vil sige, at den konkrete erkendelse ser dybere end den pseudo-konkrete, idet den trænger bagom genstandens fremtræden og tillige ser dens tilbliven. Holder man sig ikke til det synkrone spørgsmål, men spørger diakront om, hvordan hjernen er kommet til at virke, som den gør her og nu, så fordamper den kantianske illusion. Vi ved således, at hjernen - som de øvrige organer - er et evolutionært udviklingsresultat Vi ved, at dens nuværende struktur - såvel som de strukturer, hvorigennem den har udviklet sig - til enhver tid har fulgt vejen for opti-
54 Personlighedens Almene Gmndlag I mal tilpasning. Ikke tilpasning til miljøet, som det ofte alt for forsimplet gengives. Men tilpasning til organismens livsopgaver i et givet miljø.' Den levende organismes livsopgave er noget så enkelt som at opretholde livet. Organismen er en materiel proces/struktur, der opretholder sin egen organisation, hvilket kun er muligt under maksimal hensynstagen til omgivelsernes organisation. Nervesystemets og dermed hjernens udvikling er tilblivelsen af et formidlende mellemled mellem den første og den anden organisation. Nervesystemet organiserer således organismens organisationsbevarende aktivitet, så den er i nøje overensstemmelse med omgivelsernes organisation. Nervesystemet er i den forstand et middel til at short-cutte selve selektionsprocessen, idet det muliggør, at organismen selv kan tilpasse sin adfærd og ikke behøver at overlade det til selektionens brutale tilpasningsmekanisme. Hvad der dog så betyder, at nervesystemets tilpasningseffektivitet selv bliver gjort til genstand for den naturlige udvælgelses afvejning. Heraf følger, at hjernens udviklingskriterium er graden af sandrohed i forhold til udviklingstrinnets konkrete livsopgaver. Eller sagt med andre ord, at hjernens bestemmelse er at gøre organismens virksomhed genstandsnær. Hvis den menneskelige hjerne derfor er udviklet som et organ til analyse og syntese, så kan det derfor kun være fordi, at analyse og syntese er udtryk for en genstandsnær genspejling. Og det kan det alene være, hvis sammenhæng og sammensætning er egenskaber, der kendetegner genstanden selv. Som Ding an sich. Den kendsgerning, at hjernen i sin struktur og proces er analytisk og syntetisk, der fører den synkrone betragtning til kantianismen, fører altså den udviklingslogiske erkendelse til den stik modsatte konklusion. Nemlig at de forskellige genstande selv må være kendetegnet af det dialektiske forholds dynamik. Når hjernen følger vort tre-trins skema, så er det fordi, at verden selv følger dette skema. Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at kantianeren opgiver. Også i lyset af evolutionserkendelsens resultater kan kantianismen fastholdes, hvis man tilfører den et pragmatistisk (funktionalistisk) tilskud. Den bliver bare ekstremt anstrengt. Og denne anstrengthed bliver i længden dens bane. For teoretiske synspunkter uddør på nogenlunde samme måde, som dinosaurerne uddøde. Når deres liv bliver så anstrengende, at de ikke længere får unger.' På grænsen til det konkrete Kantianismen - den forestilling at erkendelsens binding til en subjektiv sammenhæng forhindrer, at den kan nå den objektive sammenhæng - er selvfølgelig ikke begrænset til den fysiologiske variant, vi netop har kigget på. Men i kraft af vores hjernesnak kan vi faktisk også eliminere den kantianisme, som p. t er den mest dominerende. Nemlig den påstand, at fordi al erkendelse må betjene
Den tvede/te verden 55 sig af sproget, så kan erkendelsen ikke trænge udover den sprogkulturelle sammenhæng. Genstandserkendelsen må derfor forblive den sprogligt/subjektivt skårne Ding fur uns og kan ikke være Ding an sich. Vi kan nemlig (lidt Erasmus Montanus-agtigt, men lad os se, om det går?) udnytte den kendsgerning, at den menneskelige sprogbehandling neuralt foregår i Brocas og Wernickes område i venstre corticale hemisfære som sekventielle og analytiske pro~ cesser, og sige: Når sproget neuralt set er sammensætning, så kan det ikke binde mennesket i en sproglig sammenhæng. Den sammenhæng, der kommer til udtryk gennem sproget, kan derfor ikke være sprogets egen. Den må komme et andet sted fra. Det vil sige fra den objektive verden, som den afbildes i sproget. Hov! Hov! (den gik altså ikke) lyder det nu. Sproget som sekventiel sammensætning gælder nok det neurale, men sprog kan ikke reduceres til neurale processer. Sproget er et system af betydninger, og det er denne betydningssammenhæng, der er det subjektive bånd på den menneskelige erkendelse. Det er muligt, at denne betydningssammenhæng spiller en mindre rolle, når man studerer sten, hvorfor mineralogen kan komme nærmere Ding an sich, men studerer man menneskelivet, så er det i den grad gennemsyret af kulturelle betydninger, at det er fuldstændigt umuligt at sætte sig herudover. Det er umuligt at gå uden for sproget og studere det udefra som noget fra os adskilt. Det er umuligt at gå ud af traditionen og studere den, som noget vi ikke har del i. Det er umuligt at forlade kulturen og det sociale og studere det udefra som en genstand. Vi kan ikke af-subjektivisere betydningerne, for de er en del af os, og vi er en del af dem. Det var præcis Diltheys argument for den absolutte skelnen imellem naturvidenskab og åndsvidenskab. (Betydning og ånd er i denne sammenhæng temmelig! synonyme). Og heri ligger også årsagen til hans skelnen mellem forklaring- hvordan tingen selv virker-ogforståe/se (Verstehen)- hvad tingen betyder for os. At benægte, at menneskets verden på denne måde skiller sig ud fra naturverdenen, vil naturligvis være halsløs gerning. Wundt selv, der jo satte den naturvidenskabelige betragtningsmåde i psykologien på skinner, var således helt opmærksom på forskellen. Han afgrænsede skarpt de psykologiske fænomener, som eksperimentelt lod sig undersøge, til oplevelser, der var resultatet af en udefra kommende sensorisk påvirkning, og hvis indhold lod sig analysere introspektivt. Og han blev meget harmfuld, da hans elev og assistent Oswald Kiilpe i eget laboratorium i Wtirzburg gav sig til at studere de højere tankeprocesser eksperimentelt. For W undt var de højeste psykologiske processer kulturprodukter og måtte studeres med (historiske) metoder, der inddrog sprog, traditioner, kunst, institutioner og love i sin forståelse. Wundt kaldte denne anden psykologi for VO!kerpsychologie og helligede den fra år 1900 de sidste tyve år af sit liv. Delingen i en naturvidenskabelig og en kulturvidenskabelig psykologi har splittet psykologien og skabt umådelige vanskeligheder. Men det er vigtigt at forstå, at delingen har været både uomgængelig og nødvendig. Mennesket er
56 Personlighedens Almene Grundlag I både natur og kultur. Det hører både til fysikken, fysiologien og zoologien. Og samtidig lever det socialt i en verden af kulturelle frembringelser og har sprog. Og her skiller de kulturelle frembringelser sig fra de fysiologiske træk derved, at de første er skabt af mennesker med en hensigt. De er ikke bare objektiv væren, de er også subjektiv og historisk væren. Pyramider har en mening og be tyder noget. Fodsved bare er og kan forklares som proces og sammensætning (årsag og virkning). Det kan pyramider vanskeligt. De må forstås. Dvs. sættes ind i den rette historiske betydningssammenhæng. Og når der er en sådan forskel, så må den videnskabelige erkendelse begynde med analytisk at fastslå den. Det er det, og det er det, og det er ikke det samme. Splittet i en naturvidenskabelig psykologi og en ånds- og kulturpsykologi er altså udtryk for videnskabens arbejde på det analyserende og abstraherende trin II i vort skema. Hvad der for den synkrete bevidsthed på trin l er en sammenhæng. natur og kultur. bliver nu skilt og sat op som modsætning. Hvad der fører til ensidighedens morlsidige borgerkrig og til dobbeltsidigheden, når man vil løse konflikten igennem en mere fordragelig deling i interessesfærer. Og er Rousseau som en af de mange stridbare kombattanter i natur-kultur konflikten et eksempel på det første, så kan såvel Dilthey som Wundt med deres grænsedragende dualisme ses som eksempler på det sidste. En pris at betale Abstraktionen (adskillelsen og den mekaniske sammensætning af det adskilte), der på denne måde fører til den klassifikatoriske modsætning mellem en naturvidenskabelig og en åndrvidenskabelig psykologi, er (såvel udviklingslogisk som faktisk historisk) psykologiens første selvstændige videnskabelige skridt. Og derfor også et vældigt erkendelsesmæssig! fremskridt. Men der er en pris at betale for de afgørende vigtige distinktioner, som analysen udskiller på trin II. På dette trin er sondringen tilsyneladende kun mulig som en egentlig adskillelse. Det vil sige ved modsirlighedens gensidige udelukkelse eller dobbeltsidighedens anbringelse i forskellige verdener. Sondringerne på den abstrakte analyses trin bliver til dualismer, og sammenhængen bliver aldeles splintret. Det vil sige, at den tidlige videnskab i en vis forstand mister noget, som den fænomenale forståelse besidder. Den primitive (synkrete) bevidsthed, der opfatter stenen som en sjælsbroder 6, er således nok fjernt fra den videnskabelige erkendelse, men een meget vigtig ting har den fuldt fat i. Nemlig at der findes en og kun en verden. Den manglende videnskabelighed i f.eks. den australske jægers verdensbillede ligger således ikke i, at han opfatter drømme som lige så ægte parthavere i virkeligheden som kænguruer og eucalyptustræer, for det åndelige og det materielle er lige virkelige, og ikke alene eksisterer de side om side i den samme virkelighed, de har også noget med hinanden at gøre.
Den tvede/te verden 57 Den primitive bevidstheds uvidenskabelighed ligger i, at den endnu kun kan forstå enheden og sammenhængen synkret og ikke konkret. For at komme fra det synkrete til det konkrete, må man imidlertid gå over det abstrakte og dermed betale den pris, at helhedsverdenen brydes analytisk op og afbildes som ensidigheder. F.eks. den demokritiske ensidighed, der gør det materielle til det eneste virkelige og det ideelle til et skinfænomen, og den - omvendte - platoniske ensidighed, der gør det ideelle til det eneste virkelige og det materielle til et skinfænomen. Eller til den eklektistiske dobbeltsidighed, der som Descartes' tvedeling i res extensa (det materielle) og res cogitans (det ideelle) deler verden i to uforligelige sfærer, som det volder uoverstigelige vanskeligheder at få til at hænge sammen. Det sidste problem kalder man det psykofysiske, og det har hærget psykologien i mange varianter. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at det psykofysiske problem er et dualismeproblem og derfor noget karakteristisk for erkendelsen på det abstrakte trin. Det er derfor heller ikke et problem, der i egentligste forstand løses. Det er et problem, der bliver efterladt. Nemiig når videnskaben vokser fra det abstrakte trins opsplittede verden ind i det konkrete trins enhedsverden. Freuds forsøg Interessant nok i denne forbindelse er, at det første virkelige skridt frem mod en sådan videnskabelig konkretiseringsproces inden for psykologien netop indtraf, da drømme blev anbragt som ægte virkelighed i sammenhæng med biologiske og sociale fænomener. Og vi tænker naturligvis her på Freuds Drømmetydning fra år 1900, der var intet mindre end et videnskabeligt gennembrud. Her blev det abstrakte trins uløselige psykofysiske problem nemiig ganske enkelt forvandlet til et ordinært videnskabeligt genstandsproblem. Samtidig kan man sige, at Freud med sit pionerarbejde bliver bragt tilbage til den australske indfødtes indsigt, hvad drømme angår. (Af de mange kilder Freud trækker på, har overleveringer fra primitive kulturtrin faktisk en stor plads). Men det er en tilbagevenden i den dialektiske betydning (negationens negation). For Freud bringer det med, som den videnskabelige erkendelse har vundet i mellemtiden. Hans erkendelse er derfor i princippet konkret og ikke synkret Nu var Freud naturligvis ikke den første, der forsøgte at binde viden fra mangfoldige erkendeområder (fænomenologiske, antropologiske, filosofiske, psykologiske, biologiske, fysiologiske, kliniske, historiske, etc.) i een buket. Men de talrige forgængere i buketbinderiets kunst formåede ikke i noget tilfælde rigtigt at hæve deres samling over den eklektisistiske - dvs. mekaniske og udvendige - forbindelse. Det er derfor vigtigt at forstå, hvorfor det faktisk lykkedes Freud at ramme det konkrete.
58 Personlighedens Almene Grundlag I Det lykkedes af den simple grund, at Freud bag foliet havde en genstand, som dikterede ordningens sammenhæng. Denne genstand var den neurotiske patient. Freuds konkrethed udsprang derfor ganske enkelt af genstandens egen konkrethed, som Freud ikke kunne tillade sig at ignorere. Hans levebrød afhang jo afhans evne til at overvinde genstandens genstridighed. Det betød så på den anden side, at den konkrete sammenhæng, som Freud kunne afbilde, var begrænset af den neurotiske patients sammenhæng, der jo vitterlig - qua neurosen - er begrænset. En teori om den fuldt udviklede menneskelige personlighed var derfor alene af den grund uden for hans rækkevidde. Men det forhindrer os ikke i at værdsætte pointen. Nemlig at Freud når det konkrete, fordi han når genstanden. (Som i sin konkrethed netop for Freud er udviklingslogisk j. Ingen teoridannelse har nok i højere grad end Freuds delt psykologien i lejre. Den ovenfor omtalte modsirlighed kommer her så heftigt til udtryk, at teorien enten er tabu (som den var i dansk universitetspsykologi frem til 1968) eller gospel. Årsagerne til denne dobbelte ekstremisme er formentlig så mange, at der skal en hel videnssociologi til at blotlægge dem. En tilhænger vil sikkert sige, at teorien benægtes, fordi den nævner det unævnelige og derfor må fortrænges. Og det kan jo være. Holder vi os til det, der bliver sagt, snarere end til eventuelle skjulte motiver, så er et gennemgående ankepunkt imidlertid det metodiske. Psykoanalysen lever ikke op til den eksakte videnskabs definitioner og målemetoder og kan derfor næppe kaldes videnskabelig, som Lehrman udtrykker det i en artikel, hvor Kepier, Kopernikns, Newton og Ernst Mach føres frem som eksempler på korrekt videnskabelig metode.' Denne kritik er i vor sammenhæng meget interessant, fordi den præcis er et udtryk for brydninger på grænsen mellem det abstrakte og det konkrete videnskabstrin. Når Freudsvidenskab anklages for ikke at være kvantitativ-analyti!k, så er det den nye videnskab, der bedømmes med de gamle briller. Og følgelig opfattes Freuds kvalitativ-syntetiske bestræbelse som en udskejelse, og Freud bliver den videnskabelige families sorte får. Men det er netop den kvalitativ-syntetiske metode, der indvarsler konkretiseringen (hvilket er noget andet end kvantificeringen) som en ny videnskabelig angrebsvinkel og derfor denne, som man skal forsøge at værdsætte. Hvad Skinner iøvrigt i sin kritik af Freud formår. Han skriver: "Freud demonstrated that many features of behavior hitherto unexplained - and often disrnissed as hopelessly camplex and o bscure - could be sbown to be the produet of circumstances in the history of the individual. Many of the eausal relationsbips he so convincingly demonstrated had been wholly unsuspected - unsuspected in particular, by the very individuals whose behavior they controlled. Freud greatly reduced the sphere of accident and caprice in our consideration of human conduet. His achievement in this respect appears all the more impressive when we recall that he was never able to appeal to quantitative proofs characteristic of other sciences. H e carried the day with sheer persuasion- with the massing of instan-
Den tvede/te verden 59 ces and the deliheation of surprising parallels and analogies among seemingly diverse materiais [min fremhævning. NE]." 8 Dette signalment tjener forsåvidt Skinner til ære. Men han tager fejl, hvis han tror, at Freud nåede sine overraskende resultater på trods af metoden. Det var lige præcis på grund af metoden, at Freud nåede det konkrete. Det vil sige selve de kvalitative forhold og deres kvalitative dynamik. Dette kan man ikke fange ved den abstrakte videnskabs kvantitative målinger. Skal man måle - og måling eller sammenligning er en vigtig del af genstandsbestemmelsen - så må man "måle" kvalitativt. Og det er præcis det, som analogien (eller modellen) gør. Hermed ikke sagt, at analogi-slutninger ikke indebærer de risici, som man har sagt, at de gør. Analogier vejleder nok, men de kan også vildlede. De kan endog gøre begge dele på een gang. Analogien er derfor et risikabelt værktøj, men det er samtidig på den konkrete videnskabs tidligste trin et af de få værktøjer, der tilbyder adgang til sammenhængen. Det Freud vinder, vinder han ved dens hjælp. Der er her en dobbelthed, som det er meget vigtigt at holde sig for øje. Metoderne (de kvantitative) på trin II er udviklet til en høj grad af perfektion, mens trin III' s (kvalitative) metoder endnu næsten er parodisk mangelfulde. Men ikke desto mindre er trin III et højere stadie i erkendelsesudviklingen end trin II. Forkaster man derfor Freuds syntetiske metode p.g.a. dens åbenlyse mangler, så er det videnskabens vej til det højere trin, som man spærrer. Denne dobbelthed - at begyndelsen som det nyes fremkomst er epokegørende og dog stadig kun begyndelsen - gælder den genstandsmæssige afbildning i mindst samme grad som metoden. Det er da også her, at en kritik af Freuds teori er mest på sin plads. Det kan nemlig ikke skjules, at den menneskelige personlighed, som Freud tegner den, har mere præg af sammensætning end sammenhæng. Eller rettere, at den konkrete sammenhæng, som Freud vitterligt har fat i, i hans afbildning tager form af en sammensætningens sammenhæng. Under den konkrete syntese ligger altså fortsat den abstrakte analyses opsplitninger. (Det er intet tilfælde, at hans teori kaldes psykoana(ysen.) Det vil sige, at udviklingen af menneskets psykologiske forbindelser for Freud tager form af et systems udvikling (dvs. udviklingen af den ydre forbindelse mellem selvstændige elementer (kræfter) og ikke af et forholds udvikling (dvs. udviklingen af de indre forbindelser mellem momenter). I den forbindelse- da vi har nævnt risikoen ved analogislutninger - kan man bemærke Freuds forkærlighed for netop system-analogier (dampmaskiner og borneostatiske maskiner). Konsekvensen af denne mekanistiske tendens i syntesen var i øvrigt også, at psykoanalysen havner i dualismen mellem natur og kultur med en næsten rousseausk opfattelse (se f.eks. Kulturens byrde fra 1929). Til gengæld må man så sige, at det konkret syntetiske i psykoanalysen kommer til udtryk derved, at den dualistiske strid mellem natur (id) og kultur (overjeg) udspiller sig som en konkret modsætning i genstanden (individet) selv.
60 Personlighedens Almene Grnndlag I På tærsklen mellem det abstrakte trin II og det konkrete trin III har psykoanalysen (som teori) altså stadig de fleste af trin!l's kendemærker med sig, hvad i et vist omfang formentlig vil gælde alle teorier i overgangsfasen. Karakteristisk for trin II er opsplitningen i modsatrettede kategorier med deraf følgende ensidighed og modsidighed. Psykoanalysen bringer ligefrem denne modsidighed ind i sin teori. den bliver imidlertid også (som ensidighed) mødt af modsidigheden udefra. Fordi det er det mekaniske, som den læner sig kraftigt opad, så er det modsætningen til det mekaniske, som den konfronteres med. Det vil sige det romantiske. (Den vertikale modsætning mellem trin I og trin II kan naturligvis også optræde som en horisontal modsætning inden for trin II. Det er, når det synkret-holistiske fra trin I optræder på trin II som modsætningen til det abstrakt-elementistiske (trin!i's egen form), at vi taler om romantik. Det er dette tilhørsforhold til trin II, der giver romantikken sin karakter af (mekanisk) ensidighed. Det synkret-holistiske på trin I er ikke ensidigt.) Den romantiske reaktion mod det mekaniske hos Freud møder vi i psykologihistorien som den psykoanalytiske skoles opsplitning. Når Freuds disciple i utilfredshed over den klassiske psykoanalyses mekaniske reduktionisme (reduktionen af de menneskelige motiver til biologiske seksualdrifter) vælger at gå deres egen vej, så sker det nemlig som oftest i en romantisk (fænomenalistisk, holistisk, subjektivistisk) retning. C.G. Jung er et eksempel. Han bruger i endnu højere grad end Freud den primitive bevidstheds former som nøgle til en blotlægning af det menneskelige sind. Men følger man ham tilbage til de printilive kulturers drømmebilleder, myter og symboler, så bliver man trods mange analogier til maskiner, fysisk energi og kraftoverføring ("den psykologiske maskine, der forvandler energi, er symbolet"') - bragt i tvivl om, at der også i Jungs tilfælde er tale om en negationens negation. (Hvad der ikke er en underkendelse af de vigtige sigtelinier, som J ung har etableret til genstanden, hvad vi skal vende tilbage til.) I den forstand forholder Jungs teori sig tilfreudspå temmelig samme måde, som romantikken forholdt sig til den mekaniske naturvidenskab. Hvor Freuds teori bliver en teori om den menneskelige natur, bliver Jungs en teori om den menneskelige ånd. Altså en typisk trin II dualisme, der svarer til Diltheys Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft. Som mekanisk konstruktion er Freuds menneskebillede ikke bæredygtigt. Teoretisk er det faldet til jorden, og det kommer ikke op at flyve igen. Men det gør den samtidige Ellehammers flyvemaskine heller ikke. Hvilket ikke forhindrer os i at erkende og værdsætte Ellehammers pionerindsats inden for aviationen. Freuds pionerindsats bør ikke i ntindre grad værdsættes. En sådan anerkendelse er faktisk temmelig vigtig. Ikke for Freuds skyld, han er jo død, men for vor egen skyld. Og vi tænker ikke her på kustodens pietet for det fortidige, men på det fortidige som noget absolut vitalt i det nutidige. Er man nentiig ikke i stand til at genkende de vigtige fremskridt i erkendelsens historie, så afskærer man sin egen tænkning fra dens rødder, hvad der er til stor skade for erkende!-
Den tvede/te verden 61 sens videre udvikling. (En tidligere århusiansk psykologiprofessor udtalte engang, at psykologi fra før 1950 ikke var værd at beskæftige sig med. Det er en forfærdelig fejltagelse.) Hos Freud skal man naturligvis forstå at værdsætte det umådeligt store fond af indsigt (eller sigtemidler), han har tilvejebragt, og som der kan tappes fra meget lang tid endnu. Men det, som vi her har fremhævet som det vigtige, er værdsættelsen af Freud som stifinder på grænsen til den psykologiske videnskabs konkrete fase. Hvad der kendetegner Freud som videnskabsmand er nemlig en for sin tid exceptionel evne til at fastholde genstanden som konkret genstand. De forbløffende synteser, som Skinner anerkendende tilskriver Freud, udspringer nemlig ikke af noget indre kreativt geni. De udspringer præcis af hans evne til at fastholde genstanden som konkret. Mangfoldigheden af overraskende forbindelser og modsætninger er nemlig genstandens egne egen~ skaber, som den udfolder i sin konkrete udvikling. Man kan derfor sige, at Freud eksemplificerer den for en videnskabsmand afgørende evne. Nemlig evnen til at lade genstanden selv tale og være i stand til at høre, hvad den siger. Kort sagt Jens Marornens konkrete sans. At Freud så også som den psykoanalytiske skoles patriark eksemplificerer det stikmodsatte af den videnskabelige åbenhed over for genstanden, nemlig en næsten skolastisk lukkethed, der resulterer i døvhed og dogmatisme, er så en anden sag. Eller måske den samme sag i sin anden-væren. Alt tyder på, at de større videnskabelige gennembrud forudsætter evnen til konkret (og konsekvent) fastholden. De fleste giver slip for tidligt. Nemlig når genstanden støder imod foliets vante kategorisæt Nyskaberen derimod holder fast, og dermed gennembrydes de kendte kategoriers ramme. Stædig fastholden forbliver imidlertid stædig fastholden. Og hvad der i en sammenhæng er et plus, bliver i en anden et minus. Opdagelsesfasens videnskabelige konsekvens og principfasthed bliver i næste fase let til infleksibilitet og dogmatik. Og hvornår den videnskabelige standhaftighed forvandler sig til fremturen, er ikke let at afgøre i situationen. Det viser sig faktisk først retrospektivt. Som et eksempel på en forsker, der bed sig fast til en stor opdagelse, hvor hans kolleger havde givet slip, men derefter blev trukket på afveje, fordi han ikke kunne give slip, kan nævnes Darwin. 10 Omend hans fremturen antog en anden form end Freuds. Rollen som skolemester og patriark var hans Pickwick-karakter fremmed. Idealisme og materialisme Skulle vi betegne den konkrete genstandsorientering, som vi her har tilskrevet Freud, med et andet udtryk, kunne vi kalde det videnskabelig materialisme. Dette bringer os ind på et vigtigt forhold, som vi hidtil kun er gået let henover. Den grundlæggende skillelinie i filosofiens historie er modsætningen mellem materialisme og idealisme. Delingen tager sit udgangspunkt i den abstrakte sondring mellem stof og ånd (eller ide) 11 og repræsenterer de to måder, hvorpå
62 Personlighedens Almene Gmndlag l spørgsmålet om, hvad der er mest virkeligt, kan besvares. Og vi har allerede mødt de to klassiske græske løsninger, nemlig beoboldsvis Dernokrits og Piatons. Den første siger, at det stoflige er det virkelige, mens det ideelle er et epifænomen. Den anden siger det omvendte. Hermed fødes tvillingemodsætningsparret nominalisme og realisme som to modsatrettede svar på spørgsmålet om begrebernes virkelighedsstatus. Den klassiske materialist, der benægter virkeligheden af alt andet end natornerne og det tomme", må også benægte, at vore begreber henviser til noget virkeligt. Det er bare navne (nomen). Omvendt med den klassiske idealist. Ikke alene opfatter han begreberne (ideerne) som virkelige (reale). De er langt mere virkelige end de stoflige ting, eller som man sagde det i middelalderen: universalia sunt realia ante rem. Såvel det klassiske materialistiske som det klassiske idealistiske synspunkt er som trin II dualisme ekstremt ensidigt. Igennem det meste af historien har idealismen været kraftigt dominerende, men i moderne tid er der sket et omsving til fordel for materialismen. Ingen bryder sig idag om at blive kaldt idealist. Hvis der imidlertid blot er tale om et vagtskifte og ikke en egentlig erkendelsesvinding, så er der ikke vundet noget. Har idealismen nemlig med sin anlimaterialisme hul i ryggen, så har den klassiske materialisme med sin anti-idealisme til gengæld hul i hovedet. Det er netop disse graverende handicaps, som nominalisme-realisme delingen giver os en påpegning af. Det modsidige kan også udtrykkes således. Materialismens store fortjeneste er dens genstandsmæssighed (det genstandsmæssige er det virkelige). Idealismens brist er dens mangel på genstandsmæssighed. Idealismens fortjeneste er til gengæld dens begrebsmæssighed (begrebet henviser til det virkelige). Og her har den klassiske materialisme med underkendelsen af begrebernes virkelighed sin store brist. Den klassiske materialismes underkendelse af det begrebsmæssige - samfund, personlighed, moral, kærlighed og mælkebøtte - udspringer af den ekstreme abstraktion. Det virkelige er genstanden, men genstanden er alene den mindste stoflige del, der har udstrækning og masse. Eobver egenskab udover udstrækning og masse er derfor en illusion. Samfund, personlighed, moral, kærlighed og mælkebøtter eksisterer derfor ikke som sammeahængende relationer men i bedste fald kun som sammensætninger af partikler med masse og udstrækning. (l kraft af denne opfattelse kaldes den klassiske materialisme og for den mekaniske materialisme.) Man behøver ikke at være romantiker for at se, at den mekaniske materialisme hermed udelukker sig selv fra en meget stor del af den virkelige verdens forhold. Det gør idealismen til gengæld ikke. Den kan beskæftige sig med de større sammenhænge, som begreberne udtrykker, selv om den placerer begreberne som fantomer i himlen. Det betyder, at det først og fremmest er de idealistiske tænkere, der har stået for udviklingen af vor erkendelse om de større holistiske sammenhænge. Og det vil sige erkendelsen af det meste. Der er
Den tvedelle verden 63 f.eks. ingen materialistisk filosof, der nogensinde er kommet med et bidrag, som det superidealisten Hegel kom med. Verdensånd eller ej. Nu er vi betydeligt heldigere, end man var tidligere, hvor man var nødsaget til at tage det slette med det gode. N aminalismen med materialismen, idealis~ men med realismen. Vi behøver ikke idag at vælge imellem den begrebsløse genstandsmæssighed og den begrebsruressige genstandsløshed. På tærsklen til syntesens trin III kan vi søge den begrebsroressige genstandsmæssighed. Det vil sige den erkendelse, der forener materialismens genstandsforankrede styrke med idealismens åbenbed for mangfoldigheden af kvalitative begrebsroressige sammenhænge. Eller den erkendelse, der i den begrebsroressige rigdom ser en genspejling af den konkrete genstands rigdom af kvalitative egenskaber, som de udvikles igennem dens forbindelser. Kort sagt en erkendelse, der formår at trænge gennem foliet til genstanden uden at ødelægge foliet. Dialektisk materialisme Har vi i denne forenklede fremstilling sat det genstandsorienterede (det materialistiske) lig med videnskaben, og det folieorienterede (det idealistiske) lig med filosofien, så ser vi også, at denne nye erkendelse betyder videnskabens overflødiggørelse af filosofien, fordi den erkendelse, som filosofien har vogtet over, bliver inkorporeret i videnskaben. Med denne udvikling har vi naturligvis brug for at kunne skelne imellem den gamle materialisme og den nye. Er den klassiske ( elementistiske og reduktionistiske) blevet kaldt den mekaniske materialisme, så er det velvalgt at kalde den nye (holistiske og syntetiske) for den dialektiske materialisme. Den dialektiske materialismes videnskabelige karakter fremgår tydeligt af dens erkendelsesteori, der ultrakort kan defineres således: l) Verden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse, og 2) den kan erkendes. Denne definition er nemlig intet andet end ekspliciteringen af det genstandsorienterede princip bag al videnskabelig bestræbelse. Vi lægger også mærke til, at det af definitionen ikke fremgår, hvilke egenskaber verden besidder. Hermed adskiller den dialektiske materialisme sig fra den mekaniske, der forlods tilskrev verden ganske bestemte egenskaber (udstrækning og masse) og fraskrev den andre. Ifølge den dialektiske materialisme kan verdens egenskaber ikke udledes forlods (dvs. filosofisk). Hvilke egenskaber verden besidder afgøres alene af den videnskabelige forskning. Det vil sige, at det afgøres gennem omgangen med genstanden og ikke på foliet. Definitionen af den nye materialisme skylder vi Lenin, der i Materialisme og Empirio-kritiscisme fra 1908 fortsatte den bestemmelse af den nye videnskabelige materialisme, som Marx og Engels havde lagt fundamentet til (med sten fra fransk materialisme, mørtel fra Feuerbach og tømmer fra Hegel). Anledningen til, at Lenin gav sig i kast med et sådant videnskabsteoretisk studium, var en voldsom idealistisk bølge (neo-kantianismen), der havde sit ud-
64 Personlighedens Almene Gmndlag I spring i nye fysiske opdagelser røntgenstråler 1895, radioaktivitet 1896, elektronen 1897, radium 1898, kvanteteorien 1900 og relativitetsteorien 1905. I disse nye fysiske fænomener så filosofferne nemlig et bevis mod materialismen. (At der i den lærde verden altid har været stærke kræfter, der har villet modbevise materialismen, skyldes, at idealismens og materialismens strid om sandheden altid har spillet en vigtig ideologisk rolle i den økonomiske og politiske strid imellem samfundets klasser".) Modbeviset var rørende enkelt. Materialisme betyder, at virkeligheden er materiel. Materie er stof med udstrækning og masse. Men opdagelsen af fri energi og stråler demonstrerer, at der findes andet mellem himmel og jord end stof med udstrækning og masse. Ergo er materialismen en usand filosofi. Hvorefter - ifølge udelukkelsesmetoden - idealismen må være en sand filosofi. Det er nemt at afsløre tricket bag dette sludder. Man tilskriver modstanderen et synspunkt, han ikke har, som man så "gendriver". Er man selv uvidende om modstanderens egentlige synspunkt, gør det blot demonstrationen endnu mere overbevisende. Om de kritiske filosoffer var uvidende om den moderne materialismes standpunkt, skal vi lade være usagt. Men det er klart, at modbeviset i virkelig heden var helt uden bid. Den moderne videnskabelige materialisme identificerer ikke verden med masse og udstrækning. Opdager fysikken, at der eksisterer fysiske fænomener med andre egenskaber, så er det helt fint. For den moderne materialisme er det genstanden, der bestemmer. Eller som Lenin udtrykte det: "The sole property of matter with whose recognition philosophical materialism [det vi kalder videnskabelig materialisme, NEJ is bound up is the property of being an objective reality, of existing outside tb e mind." 13 Det kontroversen drejede sig om i 1908 var, hvorvidt en deltager samtidig kan være iagttager. Det vil sige problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Modsat Lenin var hans opponenter af den mening, at et sådant forhold mellem subjekt og objekt var en umulighed. Bundet til det subjektive (det psykiske), sagde de, er det umuligt at nå det objektive. Derfor kaldes de neo-kantianere. De gik så vidt, at de benægtede, at det havde mening at tale om den objektive verden overhovedet. Verden eksisterer i kraft af erkendelsen. Hvis der ikke er nogen til at erkende den, eksisterer den ikke. Forespurgt om verden så ikke eksisterede før mennesket var udviklet, kunne Avenarius få sig selv til at svare, at verden fik eksistens, da den første orm fik øjne! Som man nok kan forstå, så åbnede en så subjektiviseret eller psykologiseret verdensopfattelse visse muligheder for den unge psykologiske videnskab. Det kunne den ikke modstå. Den var lige sluppet fri af sin dominante filosofiske moder, nu kunne den vende tilbage og dominere i moderens hus. Resultatet blev, at der i århundredets første tiår på en temmelig usund blanding af fysik og psykologi blev skabt forskellige decideret genstandsnegative idealistiske retninger (f.eks. neo-kantianismen og neo-positivismen).
Den tvede/te verden 65 Også Danmark fik med Københavnerfænomenologien en heftig dosis af den filosofiske medicin. Den frodige genstandsappetit, der havde kendetegnet Alfred Lehmann, stifteren af Københavns Universitets Psykofysiske Laboratorium i 1886, fik en brat ende med efterfølgerne, der nærede mistro til det genstandsmæssige og trak sig tilbage til metode-studier. Derved blev, som Kierkegaard siger, "denne videnskab, der dog fremfor nogen anden har lov til næsten at beruse sig i Livets skummende Mangfoldighed,... så fastende og asketisk som en Selvplager." 14 Det er jo selvfølgelig ikke så godt, for selv om vi ikke skal frakende Københavnerfænomenologien resultater, så kaster en anorexia nervosa lange skygger. Det er således ikke noget sundhedstegn, at Maromen tres (60!) år efter Lenins opgør med empirio-kritiscisterne kan rette principielt den samme kritik mod E.T. Rasmussen. 15 Samtidens idealistiske sterilitet hører med i vurderingen af Freud. Heller ikke han kunne helt frigøre sig fra suget fra århundredets mekaniske tænkning" og idealistiske filosofi, men han var ingen kostforagter, og han lod ihvertfald ikke kniv og gaffel overskygge maden. Faktisk kan man sige, at den nye materialisme, der)ader genstanden selv bestemme sine egenskaber, tydeligt kommer til udtryk i hans forskning. Røntgenstråler er ikke mindre virkelige (materielle i den nye betydning) end stoflige partikler med masse. Men det er drømme og sindstilstande heller ikke. Også de psykiske fænomener er egenskaber i den materielle verden. Det vil sige, at de er objektive realiteter. Også selv om de tilhører subjektet. For også subjektet er en objektiv realitet. Og som objektive realiteter kan de gøres til genstand for videnskabelig erkendelse, hvis man udvikler metoderne til at undersøge netop denne objektive realitet. Hvilket Freud beviste i sine drømrnestudier, der kan betragtes som den praktiske gendrivelse af kantianismens påstand om, at deltagelse udelukker iagttagelse. Med Freud og Lenin vil vi derfor afvise kantianismer i det hele taget. Også den kantianisme, vi startede med, og som hævede, at vi som deltagere i en kul~ tur af betydninger ikke kan gøre dette betydningsunivers til genstand for objektiv erkendelse. Selv om vi er uløseligt sammenhængende med betydningsverdenen, så indebærer det ikke, at vi ikke samtidig kan adskille os derfra. Og er det en logisk modsigelse, så er det netop den logiske modsigelse, der kendetegner det virkelige forhold mellem subjektet og objektet. Hvordan det skal begribes, kan ikke udledes forlods på foliet, men må afdækkes i det praktiske studium af den konkrete genstand, dvs. subjekt-objekt forbindelsen selv. Det var det, som Freud gjorde, og derfor kalder vi ham videnskabelig materialist. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Freud kommer ud på den anden side af Diltheys tvedeling i naturvidenskab, der forklarer, og åndvidenskab, der forstår. Freuds arbejde er en (ikke helt forløst) syntese af naturvidenskab og åndsvidenskab, og hvornår der skal forklares, og hvornår der skal forstås, lader Freud genstanden bestemme. Hvor der er tale om betydning, mening og hensigt, må begribelsen nemlig blive forstående. Hvor der er tale om
66 Personlighedens Almene Grnndlag l årsager, må den blive forklarende. Begge dele hører med, for hensigter og årsager hører begge til i den virkelige verdens sammenhæng. Freud er altså kommet længere end Dilthey. Han strider på tærsklen til syntesens trin III, og får han ikke samlet natur og ånd, årsag og hensigt i en ægte syntese (hvad man ikke kan forlange på selve tærsklen), så får han skabt en mekanisk-romantisk sammensætning med så mange indre forbindelser, at det er mere end en eklektiscisme. Eklektiscismen er sjældent mere end et opsummerende katalog. Freuds arbejde er en vejviser, der peger udover sig selv. (Derfor skal man selvfølgelig heller ikke blive hængende ved vejskiltet). Noter til kapitel 4 l. Neisser,U.: Cognitive Psychology, New Jersey 1966, s.297. 2. Bogen,J.E.:"Nogle pædagogiske konsekvenser af hemisfærespecialiseringen" fra M.C.Wittrock (ed.): Menneskets dobbelthjerne (Orig.: Thc human brain), Kbhvn. 1979, s. 137-154. 3. Se Engelsted,N.: Evolution, søvn og depression, Kbhvn. 1977, s.52 ff. 4. Se Engelsted, N.: Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 55 ff. 5. Det er på denne måde, at Thomas S. Kuhn i The Strncture of Scientific Revolutions, USA 1970, forestiller sig gennembruddet af nye teoretiske forestillinger i erkendelseshistorien og videnskaben. Den nye erkendelse bryder ikke først og fremmest igennem, fordi den hidtidige erkendelses fortalere overbevises. Den bryder igennem, fordi de dør uden arvinger. 6. Den, der sætter pris på såvel indsigt som en Iæseoplevelse, bør ikke undlade, at læse Vilhelm Gr6nbechs lille essay om Primitiv Religion, Kbhvn. 1948. 7. Lehrman, N.S.: Precision in Psychoanalysis, American Journal of Psychiatry, 1960, 116, s. 1097-1103. 8. Skinner,B.F.: Critiquc of psychoanalytic concepts and lheories, Scientific Monthly, 1954, 79, s. 300-305. 9. J ung, C.G: Ober psychischer Energetik und das Wesen der Triiume, cf. P. Lauridsen (ed.): Personlighedspsykologi, en antologi, Kbhvn. 1977, s. 232. 10. Darwins Descent of Man (1872) er skrevet som et modspil til de teoretikere {ikke mindst Wallace, medopdageren af evolutionsteorien), der ser andre udviklingsprincipper bag menneskets historiske udvikling end naturlig udvælgelse. Darwin hævder således her, at ingen menneskelig evne eller egenskab er uden fortilfælde i dyreriget (omend i mindre grad), selv hans hund har religiøse følelser {!). Den ufravigelige konsekvens, der fører ham frem til den sande teori om den naturhistoriske udvikling, fører ham dermed frem til en falsk teori om den historiske udvikling. 11. Ånd og ide bliver brugt synomymt, men som vi skal se i Personlighedens almene grundlag bind II, så er det åndelige og det ideelle to helt forskellige begreber. 12. For en populær redegørelse se f.eks. N. Engelsted: Englen og dyret, Kbhvn. 1987. 13. Lenin, V.I.: Materialism and Empirio-Critiscism (1908), Lenin Collected Works, Moskva 1972, vol. 14, s. 260-61. 14. Kierkegaard, Søren: Begrebet Angest {1844). 2. udg., Kbhvn. 1855, ind!.
Den alternative psykologi 67 15. M ammen, J.: Kritik af E. Tranekjær Rasmussens foredragsmanuskript til Nordisk møde i teoretisk psykologi, 1967: Fænomenologiens stilling i psykologien. Fra Brun, M. (ed.): Fænomenologi til debat, Danmarks Lærerhøjskole og Københavns Universitet, 1975, s. 8-22. 16. Freud var uddannet fysiolog (læge) og havde håbet på en videnskabelig karriere i sin lærer Ernst BrUckes fodspor, men blev frarådet det p.g.a. sinjødiske oprindelse. Det var derfor, at han startede sin egen forretning. Det mekanisk-reduktionistiske ideal fra Briicke havde han imidlertid bevaret. KAPITELS DEN ALTERNATIVE PSYKOLOGI Arven fra AristoteJes At Dilthey er tilbagestående i forhold til Freud, bør imidlertid ikke medføre en manglende værdsættelse af hans indsats. Uden historisk sans bliver erkendelsen mangelfuld, og den historiske sans fortæller os, at i en udvikling bliver alt før eller siden tilbagestående, fordi det lægger grunden til nye fremskridt. Man må derfor altid spørge, hvad bidrog det til? Diltheys dichotomi mellem natur- og åndsvidenskab bidrog til at sætte nogle meget vigtige ting på plads for den unge psykologi. Nemlig at der er nogle vigtige skel og sondringer, som den ikke kan sidde overhørig. Og denne sorteringsproces er netop det videnskabelige trin Il' s opgave. Uden abstraktionen på dette trin er vejen til trin III' s konkrete erkendelse spærret. Nu var Diltheys tvedeling i (mekanisk) naturvidenskab og (romantisk) åndsvidenskab ikke noget nyt påfund. Tvedelingen var mindst hundrede år gammel. Diltheys bidrag var derfor mere en trin II konklusion med direkte adresse til psykologien. Og faktisk var spalten allerede kommet til syne i den nye videnskab længe inden, at Dilthey fremsatte sin bandbulle mod Wundts mekanisk-naturvidenskabelige psykologi. Splittelsen kommer til udtryk gennem to værker, der udkommer samme år (historiens betænksomhed over den, der studerer psykologihistorie), nemlig i 1874. 1
68 Personlighedens Almene Grundlag I Den ene er Wundts Grundzage der physiologischen Psychologie, der netop tager udgangspunkt i den naturvidenskabelige sansefysiologis eksperimentelle metoder. Den anden er Franz von Brentanos Psychologie vom empirischen Standpunkt. Også Brentanos udgangspunkt fremgår af titlen. Vi argumenterede tidligere for, at videnskabens fødsel måtte ses i to omgange. Nemlig som erfaringsvidenskab og som genstandsvidenskab. Erfaringsvidenskabens fødsel tilskrev vi Aristoteles, genstandsvidenskabens Galilei. Det er da også netop det aristoteliske erfarings- eller empiriske standpunkt, som Brentano har rod i. Han var uddannet inden for den katolske kirke, i hvis lære Aristoleles siden Thomas Aquinas havde haft en vigtig plads. På den måde kan man sige, at det er modsætningen mellem den aristoteliske og den galileiske videnskab, der her kommer til syne i den nye psykologi gennem henholdsvis Brentano og Wundt. Der var mange gode grunde til at tage udgangspunkt i Aristoteles. Han er den tredje af de tre store græske filosoffer og formåede at finde en løsning, der forenede det genstandsmæssige og begrebsmæssige, som Platon og Dernokrit skilte ad i idealismens og materialismens ulykkelige blokke. Hans løsning var at insistere på enheden af det, som Dernokrit og Platon havde skilt fuldstændigt ad som materie og ide. Det værende er i virkeligheden altid en enhed af form og stof. Der findes intet stof uden form, hvorved Aristotelos forstod et samlende princip, væsen eller essens, sammenhæng eller kvalitet. Og der findes ingen form uden stof, hvorved AristoteJes forstod den materielle kvantitet eller sammensætning. Videnskabens opgave er at undersøge formen eller formerne, for de mangfoldige ting i verden - samfund, personer, hunde og liljekonvaller - har hver deres særegne form eller kvalitet. Denne erkendelse sker ved, at genstandens form genspejles på foliet (eller i sindets stof) som kategori og begreb. Aristoteles' erkendelsesteori er altså klart materialistisk, ja, man kunne sige, at han med denne opfattelse næsten foregriber den moderne videnskabelige materialisme. Aristoleles var som videnskabelig materialist imidlertid stadig en fange af sin tids grundforestillinger. Og her var den afgørende den forestilling, at det sande og virkelige er identisk med det uforanderlige. Det var denne forestilling, der drev Platon til at gøre ideen eller almenbegrebet til det eneste virkelige og Demokrit til at gøre det udelelige (uforanderlige) atom til det eneste virkelige. Aristotdes fandt som nævnt imidlertid en tredje mulighed. Med udgangspunkt i året, der går og går ~ forår, sommer, efterår, vinter, forår, etc. ~ men ingen steder kommer, fandt han i det ep igenetiske forløb det uforanderlige, der kunne rumme stadig forandring. Formen blev følgelig gjort til et epigonetisk princip, der lod stoffet gennemføre et på forhånd givet udviklingsforløb. Eller formen blev en agent, der stræber efter at virkeliggøre sin egen mening. Eller kort sagt, tingen antog gennem formen karakter af et psykologisk subjekt. At begribe tingen var derfor det samme som at forstå hensigten bag formens stræben. Hvad man kunne gøre ved empirisk at følge dens forløb. Når agernet konsta-
Den alternative psykologi 69 terbart udviklede sig til egetræ, så skyldtes det altså, at det var agernets væsen eller hensigt at udvikle sig til et egetræ. Og når drengen konstaterbart voksede op som træl, så var årsagen, at det var drengens natur at være slave. Det er i disse forklaringer, at Aristoteles' tilbageståenhed kommer til syne. Når væsenet defineres ud fra det empiriske forløb, og forløbet dern:est forklares med henvisning til væsenet, så har man en cirkelslutning. Eller som vi også kunne sige det, på dette grundlag, hvor erkendelse identificeres med det erfarede, kan man ikke komme bagom det bekendte og givne. Man kan forklare forandringen med henvisning ti1 formen og hensigten, men hensigten selv kan man ikke stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor netop denne hensigt eller form og ikke en anden, bliver et meningsløst spørgsmål, når formen selv gøres til det givne. Det der forklarer, istedet for det, der skal forklares. Det var denne hermetiske lukkethed omkring de givne former, der fik Galilei til helt at bryde med den aristoteliske verdensopfattelse. For den moderne fysiker var det ingen forklaring, at planeterne bevægede sig i cirkelbaner på grund af en stræben mod det perfekte i deres væsen. Det subjektive måtte ud af erkendelsen og det objektive ind. Kvantitative målinger af det stoflige og analyser af sammensætninger og ikke kvalitative væsensbeskrivelser af sammenhænge måtte være vejen. Og det var det, for hermed bevægede den videnskabelige erkendelse sig fra det temmeligt synkrete trin I til det abstrakte trin II. Hvad der var tosset for fysike(en, var imidlertid ikke i samme grad tosset for psykologen. Psykologien har jo netop et subjekt som sin genstand, og skal man så som sit videnskabelige grundlag vælge en anli-subjekt-forståelse som Galileis eller en subjekt-forståelse som Aristoteles, kan der herske delte meninger om. Brentano og W undt Og det var lige det, der gjorde. Wundt havde en mening, Brentano en anden. Den tyske fysiolog fulgte Galileis analyse af sammensætninger (her analysen af bevidsthedsindholdets sammensætning). Den østrigske skolastiske filosof fulgte Aristoteles' blotlægning af subjektsammenhænge 2 Vi skal straks se, hvad det betyder. Begynder vi med det, som Brentano vandt ved sit valg, så kan vi sige, at Brentano vandt den vigtige aristoteliske sondring mellem form og stof og forestillingen om deres enhed. Hos Brentano kommer det til udtryk i sondringen mellem akt og indhold. Hvad Brentano med denne sondring gør opmærksom på, er, at man må skelne mellem det at høre og det, man hører. Mellem det at være sig noget bevidst og det, man er sig bevidst. Det første henviser til subjektets aktivitet eller handling, det andet til genstanden for eller resultatet af denne handling ( objektet). W undt var med sin analytiske introspektion af bevidsthedsindholdet kun interesseret i det sidste. Det vil sige, at han studerede bevidstheden som indhold
70 Personlighedens Almene Grundlag I 'eller sammensætning på præcis samme måde, som andre naturvidenskaber studerede deres genstande som sammensætning. Brentano derimod mente, at det var det første - subjektets intentionelle handling- der var den egentlige genstand for den psykologiske videnskab. Hvor der er et subjekt - dvs. en intentionel handling - er der også altid et objekt, for man kan ikke handle mod noget, man kan ikke have form uden, at denne form også indeholder noget, man kan ikke være sig noget bevidst uden, at man er sig noget bestemt bevidst, men det må være den første (subjektsiden) og ikke det sidste (objektsiden), der er den egentlige mentalitet, som psykologien må studere. Brentano blev aldrig nogen institution i den videnskabelige psykologi, som Wundt blev det. Han skabte ikke noget laboratorium (hans metode var ikke eksperimentel), han dannede ingen skole, og han udgav kun ganske få bøger. Ikke desto mindre fik hans akt-psykologi ikke mindre betydning for psykologiens videre udvikling end Wundts indholds-psykologi. (Man kan også - lidt bredere - skille de to linier med kategoriernefunktionalisme og strnkturalisme). Nogle af de vigtigste psykologer af anden generation var nemlig enten elever af Brentano eller kraftigt inspireret af hans subjekt-forestillinger. Anden generation Som det første eksempel kan vi såmænd nævne Freud. Freud havde af en eller anden grund en trang til at skjule sin teoretiske udviklingsvej for eftertiden, men vi ved, at han fulgte Brentanos forelæsninger i Wien, og det kan ikke skjules, at Brentanos forestillinger har spillet en betydelig rolle for den unge Freuds tænkning.' Grundforestillingen hos Brentano er subjektets intentionalitet (Geriehtetheit). Hermed introduceres det dynamiske i psykologien, og til den temmeligt statiske kategori kognition, som Wundt har helliget sig, tilføjes kategorierne konation (af conatus: stræben) og motivation. Brentano fremhæver, at vi ikke kan handle uden at handle imod noget. Dette er motivet. Og det er selvfølgelig netop den subjektive intentionalitet og motivation, som Freud forfølger på sit specielle område. En anden vigtigt tænker, som direkte var elev hos Brentano, var Husserl. Han havde først studeret hos Wundt, men den introspektive analyse af bevidsthedens sammensætning havde ladet ham noget kold. Derimod blev han optaget af det særlige metodiske problem, som Brentanos forestillinger frembød. Nem~ lig hvordan man beskriver bevidsthedsprocessen som subjektets sammenhængende aktivitet. Denne var nemlig tydeligt noget mere flygtigt (subjektivt) end de kontrollerede og gentagelige beskrivelser, som W undt kunne foretage af bevidsthedsindholdet. Forenklet fremstillet kan vi sige, at hvis man skal studere bevidstheden som sammenhængsskabende akt snarere end som sammensat indhold, så må man i en vis forstand flytte sin opmærksomhed fra 'objektsiden' til 'subjektsiden'.
Den alternative psykologi 71 Hvilket vil sige fra det mere Ding-an-sich-agtige (Kants Noumenon) til det mere Ding-filr-uns-aglige (Kants Phenomenon). Dette er lettere sagt end gjort, for modsat hvad kantiansk filosofi vil have os til at tro, så er det i højere grad genstanden selv - Ding an sich - end sansepåvirkningen - Ding filr uns - som den perceptuelle bevidsthed umiddelbart giver os. Denne forskydning fra sansepåvirkningen til genstanden har mange udtryk. Det er den, som Thouless i sine studier af perceptuel konstans kalder uthe regression toward the real thing". Den er uhyre enkel at demonstrere. Banker man i bordet med en blyant, så er det bordet, som man umiddelbart mærker. Ikke sansepåvirkningen på hånden i blyantens anden ende. At mærke den kræver en særlig anstrengelse, man skal faktisk træne sig i det. Det vil sige, at vi umiddelbart lever i en genstandsverden, hvor subjektets sammenhængsskabende aktivitet forbliver perceptuelt ubemærket. At trække denne skjulte Ding-filr-uns-side frem var Husserls bidrag. Han udviklede en særlig metode hertil, som han kaldte den fænomenologiske. Hvad der selvfølgelig var et vigtigt bidrag for psykologien, der bestandigt må lede efter veje til en blotlægning af subjektets processer. Russer! havde iøvrigt nær kontakt med de studerende på G.E. Mullers laboratorium i Gottingen. Det var her Edgar Rubin studerede, så man må formode, at inspirationen til Københavnerfænomenologien har haft noget med Russer! at gøre. Københavnerfænomenologien mangler imidlertid den nære forbindelse til subjektets praktiske aktivitet, som (jvnf. Brentanos akt-psykologi) den kontinentale fænomenologi bevarede i sin videre udvikling (Heidegger og Merleau-Ponty f.eks.). Københavnerfænomenologien drev mere tilbage i retning af en indholds-psykologi, omend den bevarede fænomenologiens holistiske sammenhængsorientering og undgik de analytiske elementforestillinger i Wundts introspektive metode. Både for københavnerfænomenologien og den kontinentale fænomenologi gælder imidlertid, at fokuseringen på det fænomenale på bekostning af det genstandsmæssige førte til en subjektivt idealistisk underkendelse af det genstandsmæssige. Hvad der for den kontinentale fænomenologi var en offensiv filosofisk bestræbelse, blev imidlertid i Københavnerfænomenologien pakket ind som metode. I den forstand er Københavnerfænomenologien nærmere beslægtet med neo~po~ sitivismen. Nu hører hverken nervelægen Freud eller filosoffen Russer! i egentligste forstand til den akademiske psykologi, men det betyder ikke, at Brentanos indflydelse på universitetspsykologien var mindre. Som filosofisk docent i Wilrzburg havde Brentano således gjort et så stort indtryk på den unge Carl Stumpf, at denne senere -og på et eksperimentelt grundlag -gjorde akt-psykologien til fundament for den nye videnskab. Faktisk mente han, at kun studiet af handlinger og funktioner kunne kaldes psykologi. Studiet af bevidsthedsindhold var noget andet, nemlig fænomenologi. En anden psykolog, som Brentano gjorde indtryk på, var Wundts assistent Oswald Kiilpe. Når det laboratorium, som Klilpe i 1896 oprettede i Wlirzburg, i
72 Personlighedens Almene Gnmdlag I betydning kunne tage konkurrencen op med Wundts laboratorium i Leipzig, så skyldtes det ikke mindst, at forskningen under Kiilpes ledelse var funderet på akt-psykologiens grund. Man gik således i undersøgelsen udover bevidsthedsindholdets sammensætning, som Wundt studerede, og gav sig i kast med eksperimentelt at studere bevidsthedsakten selv. Det vil sige de højere mentale processer, som Wundt ikke mente var tilgængelige for eksperimentelle meta~ der. Eksempler er Marbes studier af vurdering (1901), hvor han lagde stor vægt på subjektets motiv (Absicht) eller holdning, der ikke er givet som indhold; Watts studier af tænkning (1904), hvor opgaven eller indstillingen, der ikke er givet som indhold, spiller en afgørende rolle; Achs studier af viljen i tænkningen (1905), hvor Ach blotlagde en særlig Bewusstheit- fornemmelse formening og relationer, der ikke er givet som indhold; Messers studier af tænkning (1906), der afslørede betydningen af bevidste indstillinger, der ikke er givet som indhold; og- som rosinen i pølseenden-karl Buhlers studier (1907-1908), der førte til den berømte strid om den indholdsløse tænkning, fordi den introspektive psykologi måtte reagere, da Buhler hævdede, at lovene for tankeakten er andre end (associations)lovene for tankeindholdets forandring. Disse vigtige studier fra Wurzburgskolen demonstrerer, hvor den subjekt-fokuserede akt-psykologi i indsigt var den mekaniske indholdspsykologi overlegen. Men den aristoteliske form- eller subjektopfattelse, som Brentano formidler til den nye videnskab, har også sine svagheder. Lad os bevæge ind på dem ad en lille bitte omvej. Gestaltpsykologien I 1912 blev der åbnet en ny front i angrebet på den mekanistiske psykologi, som Wundt stod for. Det var ikke Wundts studier af bevidsthedsindhold et, som kritikken blev rettet imod, men mod den opfattelse, at den mentale oplevelse kan analyseres som sammensætning. En firkant, f.eks., kan ikke analyseres ud som fire liniestykker, der skærer hinanden i rette vinlder, for kvaliteten 'firkant' er på ingen måde summen af sine bestanddele. En melodi kan ikke analyseres ud i en rækkefølge af toner og klange, for melodien selv er en helt egen kvalitet, der er hævet over sit konstituerende 'stof. Spiller man den på flygel eller spiller man den på redekam, hvad der fuldstændigt ændrer toner og klange, så er det stadig den samme melodi. Formerne er med andre ord selvstændige kvaliteter, organisatoriske enheder, der er hævet over og dominerer deres indhold. Sammenhængens selvstændighed og hegemoni over sammensætningen, kunne man sige. Det tyske ord for form er Gestalt. Den nye kritiske linie fik derfor navnet Gestaltpsykologien. Dens arkitekter var Wertheimer, der havde fået sin doktorgrad hos Kiilpe, og Stumpf-eleverne Kobler og Koffka. (Tanken var iøvrigt foregrebet i Wien af Brentano-eleven von Ehrenfels, der var den første til at bruge betegnelsen Gestaltqualitåt.)
Den alternative psykologi 73 De gestalter eller former, som gestaltpsykologerne først og fremmest interesserede sig for, var de fænomenale. Det vil sige tingenes perceptuelle fremtrædelsesform, hvorfor gestaltpsykologerne regnede sig for fænomenologer. Wertheimers og Kohlers undersøgelser af problemløsning hos henholdsvis mennesker og chimpanser førte imidlertid også gestaltprincippet ind på de højere mentale operationers område. Man kan derfor kalde den en holistisk kognitionspsykologi, der gør oprør mod Wundts elementistiske kognitionspsykologi. Og det er her det kursiverede, der er det vigtige. Den nye konflikt, som gestaltpsykologien vandrede ind i, da den af fascismen blev drevet i landflygtighed i USA, var således også en konflikt mellem holisme og elementisme. Men denne gang mellem holistisk kognitionspsykologi og elementistisk adfærdspsykologi - behaviorismen, for den elementistiske kogntionspsykologi var i Amerika uddød med Titchener. Man kan også sige det på den måde, at Wundts elementistiske strukturalisme førte til en voldsom opposition fra to modsatte lejre. Nemlig fra den ene side Gestaltpsykologiens holistiske strukturalisme, der sagde nej til sammensætningstænkningen, men ja til bevidsthedsindholdet Og fra den modsatte side Behaviorismens elementistiske funktionalisme, der sagde nej til bevidsthedsindholdet, men ja til sammensætningstænkningen. (Denne funktionalisme var i øvrigt også kreeret af fænomenologiske akt-forestillinger, der igennem William James bliver til den subjektivt idealistiske pragmatisme, samt af et system af darwinistiske forestillinger om adfærd som funktionel tilpasning og endelig af en ordentlig dosis neopositivisme.) Den videre udvikling af amerikansk psykologi blev herefter styret af nødvendigheden af at få forenet den romantiske holisme og den mekaniske elementisme og dermed bevidsthed og adfærd. Det har først og fremmest skabt eklektiscismer, men også sammensætninger er vigtige i erkende1sesudvik1ingen, hvis de er inspirerede. Når vi trækker gestaltpsykologien frem, så er det for at gøre opmærksom på ligheden mellem den fænomenale gestalt og Aristoteles' subjekt-form. Den dynamiske stræben mod den gode form ( elosure ), som den fænomenale figur besidder, synes nært beslægtet med den aristoteliske subjekt-forms stræben mod at fuldkommengøre sig selv. Selv om gestaltpsykologerne taler om oplevelser (fænomener), hvor Aristoleles taler om subjekter (væsener), der er tale om forbundne forestillinger. Hvad der bliver helt tydeligt, når vi ser gestaltforestillingerne ført tilbage til subjektet som væsen, som det sker i Kurt Goldsteins arbejde. Den holistiske organisme Goldstein, en tysk neurolog og psykiater, stiftede sammen med Wertheimer, Kohler og Koffka i 1921 tidsskriftet Psychologische Forschung, der hurtigt blev det autoritative organ for gestaltskolen. Goldstein var således grundigt forank-
74 Personlighedens Almene Gmndlag I ret i gestaltpsykologiens tænkemåde. Men det område, hvor han søgte at realisere de holistiske forestillinger, var et andet end Wertheimers, Koffkas og KOblers. Det, der interesserede ham, var ikke individets gestaltoplevelser men individet selv som gestalt. Det vil sige som organiseret og organiserende samø meohæng. Eller kort og godt som organisme. (Hvorfor Goldsteins arbejde kaldes arganismisk psykologi). For naturvidenskaben på trin II, der gennem sin analyse skiller organismen i dele og funktioner, kan organismen vanskeligt blive andet end den sammensætning, som Wertheimer foragteligt kalder und-verbindtlich. Dvs. en sum af dele. Og er vi kommet betydeligt længere end det 17. århundredes naturvidenskabsmænd, der opfattede mennesket som en mekanisk maskine (sædvanligvis med uret som analogi) og menneskets kvalitative egenart fra dyret som blot et spørgsmål om "flere instrumenter, flere hjul og flere fjedre" 4, som LaMettrie udtrykte det in sin L'Homme machine fra 1748, så er vi ikke sluppet ud af det grundlæggende problem, at helheden selv forsvinder, når den bliver skilt i dele. Ligesom man ved analysen af en firkant i fire Jinier, der skærer hinanden, taber firkanten selv, således taber man ved opdelingen af organismen i dele og funktioner det, der er organismen selv. Men helheden er noget i sig selv, der ikke kan reduceres til sine dele. Når man kan genkende en barndomsven, selv om alle hans molekyler formentlig er udskiftet forlængst, så er det af samme grund, som man kan genkende et koncerttema, selv om det bliver spillet på en barnexylofon. Nemlig på grund af selve det organiserende princip, sammenhængen, der er noget selvstændigt og hævet over delene. Eller sagt aristotelisk: Det er formens dominans over stoffet. Det er præcis denne organiserende sammenhæng (eller subjekthed), som Goldstein med inddragelse af kendsgerninger fra biologi, neurologi og psykopatologi søger at begribe med sin arganismiske psykologi, hvor organismen (eller personligheden, som det bliver hos mennesket) forstås som selvorganisation eller subjekt. Hvor sammensætningen, dvs. indholdet af træk, funktioner, behov, stadigt bliver underordnet helet, der har sin egen indre stræben eller drift, som Goldstein betegner som driften efter selvaktualisering eller selvrealisering. Og heri er det naturligvis ikke svært at genfinde den aristoteliske grundforestilling om formen, der som subjekt stræber imod at opfylde sit sande væsen. At aktualisere det, der ved udviklingens begyndelse endnu kun eksisterer potentielt. Den arganismiske psykologi rummer en meget vigtig indsigt, som den mekaniske psykologi ikke kan rumme. Nemlig forståelsen af sammenhængens overordnede betydning. Retningen er derfor naturligvis heller ikke stoppet med Goldstein. Den har udviklet sig i flere varianter. I særdeleshed i USA, hvortil også Goldstein måtte flygte. Vi vil imidlertid her blot nævne Angyal og Maslow som eksempler, for vi skal tilbage i historien til Brentano og Dilthey.
Den alternative psykologi 75 Form og stof Har vores skema gjort det muligt klart at identificere Diltheys skarpe sondring mellem Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft som en klassisk trin II dua~!isme, så kan eksknrsionen til den brentanoske psykologi fortælle os, hvad der egentlig gemmer sig i denne modstilling mellem natur og ånd. Det er nemlig intet andet end modstillingen mellem stof og form. Hvad naturvidenskaben studerer er stoffet, dvs. tingenes sammensætning. Men sådan kan psykologien ikke studere sin genstand, for denne genstand er først og fremmest sammenhæng (eller subjekthed i Aristoteles' forstand). Heraf også Diltheys skelnen mellem at forstå og at forklare. At forstå er at se i sammenhæng. At forklare er at sætte sammen. Dilthey siger altså forsåvidt det samme som Brentano. Og var der ræson i det, som Brentano sagde, så er der selvfølgelig også ræson i det, som Dilthey siger. Vi kan nu også forstå, hvorfor Dilthey kalder sin form-videnskab for ånds-videnskab. Ånd har igennem hele historien været betegnelsen for det selvorganiserende princip, der gennemsyrer (beånder, animerer) stoffet uden selv at være stof. Det, der giver den ikke-levende sammensætning liv som organisme (Aristoteles' ånd, anima eller psyke). Som sådan har man med betegnelsen ånd henvist til noget vigtigt, der faktisk findes. At stoffet så i tænkningens historie er blevet skilt fra formen (hvad der har skabt Dernokrits formløse stofverden og Piatons stofløse formverden), så forestillingen har ladet ånd flyve rundt mellem himmel og jord i form af spøgelsesagtige gestalter (ånder) og identificeret den højeste form (yderste sammenhæng) med Gud som mere eller mindre personificeret over-ånd, bør ikke forhindre værdsættelsen af uhyre vigtige genstandspåpegning, som åndeforestillingen har tjent som. 5 Men vi understreger genstandspåpegning, for formen er altid formen af noget. Ingen form uden stof. Ingen relation uden, at det er relationen mellem noget. Ingen orden og sammenhæng uden, at noget bliver ordnet. Intet begreb uden noget, der bliver begrebet. Og det var selvfølgelig her, at idealismen gik galt i byen. Ved at løsrive formen fuldstændigt fra stoffet og lade den svæve frit rundt, måtte den faktisk optræde som sit eget stof. En særlig slags åndestof, der adskilte sig fra det materielle stof.' Og det var det første, der bevægede det sidste efter regler, som kun de teologiske doktriner knnne give en forklaring på. Reglerne hørte nemlig ikke til den stoflige verden, men til den overnaturlige. (Eller helt korrekt - reglerne er den samfundsmæssige verdens overflyttet til - projiceret i - et mytisk univers efter en meget uoverskuelig synkret logik, som psykologien endnu ikke begriber, men kun aner.) Det er ikke mindst i lyset af dette åndens regimente, der beherskede det middelalderlige verdensbillede, at man skal forstå de tidlige naturforskeres heftige insisteren på, at såvel verden som organismen kunne forklares mekanisk. Det vil sige alene ved henvisning til sammensætningen af stoflige bestanddele. Og det var ikke umodigt, for samfundsmagten stod vagt om ånden ( = sammen-
76 Personlighedens Almene Gmndlag I hængen = den samfundsmæssige orden) og truede enhver, der ikke kunne se lyset, med bål og brand. Nu plejer den form for argumentation at være tegn på, at man ikke har ret, så det bestyrkede blot den materialistiske videnskabs mænd i overbevisningen om, at ånden måtte fordrives fra maskinen og de teologiske forklaringer fra videnskaben, hvis der skulle ske nogen fremskridt. Og kunne man brænde Giordarno Bruno i år 1600 og bringe Galilei til tavshed få år efter, så var der snart for mange til, at denne vej rigtigt var farbar. Altså blev ånden fjernet fra videnskaben, omend den stadig beholdt sin plads i videnskabsmandens samvittighed, som vi ser det eksemplificeret fra Descartes til Darwin. Dette split mellem viden og moral (tænkning og følelse) er iøvrigt endnu et eksempel på en trin II dualisme. I middelalderen var viden og værdi uadskillelige, og det vil de naturligvis blive igen, når vi når frem til syntesens højere trin III. (Med i historien skal endelig, at den afgørende grund til åndens underminering var, at den feudale samfundsorden i renæssancen var under hastigt sammenbrud.) Åndens fordrivelse fra videnskaben var naturligvis indledningsvis ensbetydende med tabet af forståelsen af de større sammenhænge. Var det den nødvendige pris, der måtte betales for den nye videnskab, så er det imidlertid ikke ensbetydende med, at vi skal blive ved med at betale. Ånden er forlængst drevet ud, så vi kan nu tillade, at sammenhængene indtager deres berettigede plads i erkendelses billedet. Når Dilthey taler om ånd, forskrækker det os derfor ikke. Vi forstår, at han med denne betegnelse peger på sammenhænge, relationer og forhold, der for den moderne materialist ikke er mindre virkelige egenskaber ved genstandsverdenen end stoflig masse. Helt sådan forstod Dilthey det imidlertid næppe selv. På hans tid var videnskaben endnu ikke på vej ud af form-stof dualismen men tværtimod lige midt i den, som det bevidnes af hans eget jerntæppe mellem naturvidenskab og åndsvidenskab. Det er nemlig en udnævnelse af nogle videnskaber til stoflære og andre videnskaber til formlære, hvor enhver videnskab dog bør være en genstands/ære, hvor genstanden netop udtrykker enheden af form og stof. Diltheys ensidige definition af psykologien som formlære er ikke et udelt gode. Faktisk følger den præcis styrken og svagheden i den aristoteliske formlære. Materiens selvorganisation Den helt uvurderlige betydning af Aristoteles' formlære er erkendelsen af stoffets organiserende princip og fastholdelsen heraf med betegnelsen form. Hvilket samtidig er erkendelsen af, at helet (formen) er andet og mere end summen af delene (stoffet), og at delene (sammensætningen) er underordnet helheden (sammenhængen). Eller at det er et i tingene iboende organiserende princip, der skaber sammenhængen af sammensætningen. En sammenhængskraft særegen for hvert genstandsområde, kunne man sige.
Den alternative psykologi 77 (Den moderne fysik bruger netop betegnelsen kræfter, når den skal beskrive materiens dynamiske organisationsprincipper. Fysikkens teoretiske hovedpro~ blem (som genstandsproblem) er således idag, hvordan man kan få forenet til en samlet sammenhæng (kraft) de fire grundlæggende naturkræfter, man har identificeret. Nemlig den svage og den stærke kernekraft, den elektromagnetiske kraft og tyngdekraften. Og i den forbindelse er det værd at gentage, at H.C. Ørsted, der opdagede den elektromagnetiske kraft, faktisk opfattede den som et udtryk for ånden i stoffet eller i naturen! Heraf ses at kraftbegrebet må omgås med varsomhed. Men netop i betydningen det sammenhængsskabende er det et godt udtryk, hvadenten det som tyngekraften er det sammenhængsskabende i solsystemet eller det som arbejdskraften er det sammenhængsskabende i det menneskelige samfund.) Det er netop en sådan sammenhængskraft eller et sådant iboende organiserende princip, som Aristoteles henviser til med sin psyke, Dilthey med sin ånd, Gestaltpsykologerne med deres Gestalt og Goldstein med sin organisme. Naturligvis gør det en mægtig forskel, om man opfatter tingens iboende organiserende princip pseudokonkret eller konkret. Om man opfatter det som en slags spirituel substans (åndematerie) eller som en relation eller forhold i den stoflige materie selv og udadskilleligt fra denne. (Holder vi os til den biologiske holisme eller formlære, så kan Bergsans elan vital og Goldsteins organisme eksemplificere forskellen). Men selv om man ser bort fra forskellen og blot taler om form, så er der ingen tvivl om, at anerkendelsen af denne form er af afgørende betydning for genstandserkendelsen. Det er simpelthen formen, der skaber genstanden som noget kvalitativt særegent ud af dens kvantitative sam~ mensætning. Et menneske er noget fundamentalt andet end det kvælstof, kulstof og vand, det består af. Noget andet end celler, nerver, knogler og muskler. Noget andet end nyre, tarm, hjerte og hjerne. Og dette andet er den menneskelige form. Lægger man således mennesket på dissektionsbordet og udsætter det for knivens skarpe analyse, så reduceres det til sammensætning. Så mange kilo af dette eller hint stof, så mange spande med væv og organer. Så forsvinder selve sammenhængen eller formen. Dette var netop den mekanistiske naturvidenskabs problem, som Madame de Stiiel korrekt gjorde opmærksom på i sin romantiske protest. Den mekaniske naturvidenskab kan ikke fange sammenhængens iboende organiserende princip, når den har splittet sammenhængen. Når den skal forklare, må den derfor henvise til ydre forbindelser mellem elementer, hvor sammensætningen altid må forstås som virkningen af en udefrakommende årsag. 7 Det, der er organiseret indefra og ikke forårsaget udefra, kan man kalde selvorganiserende. Selvorganisation er altså formens kendemærke, og derfor en egenskab ved materien, som den mekanistiske naturvidenskabsmand må være blind for. Eller ihvertfald benægte, for det er umuligt at være blind for, at levende organismer er selvorganiserende helheder. (Materiens selvorganisation
78 Personlighedens Ahnene Gmndlag I gælder imidlertid universelt. Altså også ikke-levende naturprocesser. Det er netop blotlægningen af en form for en sådan materiel selvorganisering, der har givet fysikeren Prigogine Nobelprisen. Selve forestillingen var imidlertid foregrebet af Friedrich Engels på et filosofisk materialistisk grundlag. Den klassiske mekaniske materialisme gør al bevægelse udefrakommende (mekanisk), men Engels gør opmærksom på, at bevægelsen er materien iboende. Denne iboende bevægelse er kvalitativ særegen for de forskellige genstandsområder, dvs. der gælder kvalitativt forskellige bevægelseslove for forskellige genstandsområder. Fysikken har sine bevægelseslove, biologien sine, samfundlivet sine. Og de respektive videnskabers opgave er netop at blotlægge de særlige bevægelseslove, der gælder for deres respektive genstande. Når Engels derfor siger, at der ikke findes materie uden bevægelse eller bevægelse uden materie, så er den aristoteliske enhed mellem form og stof, som han genindfører. Men nu på et dialektisk materialistisk grundlag, for Engels forstår bevægelsen ud fra Hegels dialektiske dynamik. Denne generobring af formen for den materialistiske tænkning er det vigtigste resultat af Engels' naturdialektik.) Som begivenhed på en tidslig dimension må selvorganisering naturligvis være en proces. Formen er bevægelse, som Engels sagde, og denne bevægelse er ikke tilfældig. Den er en proces styret af den pågældende forms logik og organisation. Formen er altså ikke alene en sammenhæng i rummet (struktur), det er også en sammenhæng i tiden. Altså en udviklingsproces. Den har en historie og kan ikke begribes uden. Dette temmeligt afgørende aspekt ved virkeligheden, som man kalder historicitet, er den mekaniske naturvidenskab udelukket fra at værdsætte. De ydre årsager, der er dens (korrekte og legitime) forklaringsgrundlag, mangler nemlig denne historicitet. (Ydre eller mekanisk bevægelse har - modsat den iboende bevægelse - ingen rettethed i tiden. Det er Newtons love det samme, om de skal bevæge sig forlæns eller baglæns i tiden, hvilket svarer til, at noget gjort på det mekaniske område i princippet altid kan gøres ugjort.) Begrænset til den ydre årsag som forklaring, må mekaniscisten (der ukorrekt generaliserer fra mekanikkens område til alle andre områder) derfor insistere på, at ethvert fænomen må kunne begribes ud fra det eksisterende felt af påvirkninger her og nu. Dette umidde/barhedspostulat, som Leontjev kalder det, har gyldighed for den mekaniske sammenhæng, som Galilei overlegent demonstrerede i sine faldeksperimentel Men det har ikke gyldighed for f.eks. biologiske sammenhænge, der er fuldstændigt uforståelige uden et begreb om organisk udvikling (såvel ontogenetisk som fylogenetisk). For psykologien har det heller ikke gyldighed. Kan man ikke acceptere sammenhænge, der tidsmæssigt rækker vidt udover her og nu og derfor er hinsides det umiddelbart iagttagelige, så forbliver de fleste psykologiske fænomener et lukket land, hvor store anstrengelser man end gør sig. Den mekanistiske adfærdsvidenskabs heroiske indsats for at presse de psykologiske kendsgerninger ind i stimulus-respons-forklaringsskemaet kunne være et eksempel. Hvilket iøvrigt viser, at den eksperimentelle laborato-
Den alternative psykologi 79 riepsykologi, der søger at holde sine variable i en rimelig nærhed af her og nu, kun kan nå et begrænset fænomenområde. Hvad Wundt da også var helt bevidst om, som vi husker. Om grænsen for det eksperimentelt mulige, så skal sættes så snævert, som Dilthey gav udtryk for i raseri over den formastelige Ebbinghaus, der satte den menneskelige indprægningsevne under laboratoriemikroskopet, er dog temmeligt tvivlsomt. Det må afprøves i praksis, hvor langt man kan komme i Jaborato riet, som Wiirzburgskolen gjorde det. Ihvertfald viste Ebbinghaus' resultater, at han med sine nonsensstavelser stadig var på sikker grund. Men det er heller ikke pegefingeren, der bør give Dilthey hans plads i psykologihistorien. Det er den påpegning af formen som en afgørende realitet, som han sammen med Brentano præsenterede den unge psykologi for. Det vil sige den holistiske forestilling om et dynamisk, selvrealiserende organisationsprincip, der bestemmer levende individers psykologiske udfoldelse. Noter til kapitel 5 l. For præcisionens skyld må det anføres, at Wundts Gnmdziige udkom i to dele, hvor den førs!e del udkom i 1873 og den anden i 1874. 2. Den videnskabsfilosofiske udvikling, som Wundt var et barn af, var naturligvis ikke gået Brentano uberørt forbi. Men her vælger vi at tydeliggøre forskellen på bekostning af det fælles. 3. Angående den indflydelse Brentanos dynamiske psykologi øvede på den unge Freud, se P. Merlan: Brentano and Freud, J. Hist. ldeas, 1945, 6, s. 375-77; Brentano and Freud - a sequel, ibid., 1949 1 10, s. 451. løvrigt var det også denne sammenhæng, som Åge Hangland arbejdede med ved sin død. Man må håbe, at Hanglands materiale bliver tilgængeligt. 4. De la Mettrie, J.O.: L'Homme machine (1748). Cf. Herrustein & Boring: A Sourcebook in the History of Psychology, Mass. 1965, s. 273. 5. Her taler vi om, at den almindelige forestilling om det åndelige har tjent som reference til forhold og relationer i verden, som virkeligt findes, men som ikke er lette at referere til. I andet bind skal der yderligere kort argumenteres for, at begrebet om det åndelige også har en specifik betydning, at det åndelige faktisk er noget, der ikke alene findes~ men også er blevet identificeret af J ung. 6. Man kan ikke dele i adskilt form og adskilt stof, som AristoteJes indså. Gør man det alligevel, så skaber formlæren sig sit eget stof (åndestoffet), mens stoflæren skaber sig sin egen form (atomet). Se diskussionen i Engelsted: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981, s. 87f. 7. Fysikken har naturligvis forlængst overvundet denne udvendighed i sine bestemmelser, jvnf. f.eks. teorien om de fire naturkræfter-den stærke og den svage kernekraft, den elektro-magnetiske kraft og tyngdekraften. Dette er den indre bevægelse, som Engels peger på i sin Natufdialektik, hvor han netop anfægter forestillingen om adskillelsen (dvs. udvendiggørelsen) af bevægelse og det, der bevæges.
KAPITEL6 PSYKOLOGIENS FORMLÆRE Type og personlighed Den første, der forsøgte at bringe den videnskabelige psykologi i overensstemmelse med Diltheys åndsvidenskab eller formlære, var Eduard Spranger i Berlin. Gennem studier af enkeltindividet, dets værdier og mål i tilværelsen og hele livssituation (hvad der naturligvis ikke lader sig gøre ved et laboratorieeksperiment), fastholdt han individet som en organiseret psykologisk helhed (personlighed) og ikke blot som en sammensætning af træk. Dette studium af individets form førte ham til en formklassifikation eller typologi (Lebensformen: geisteswissenschaftliche Psychologie und Ethik der Personlichkeit, 1914), hvor Spranger mente at knnne identificere seks forskellige idealformer eller typer defineret ved det væsentlige mål for deres stræben eller selvrealisering (den teoretiske, den æstetiske, den økonomiske, den religiøse, den sociale og den praktiske). Som form-klassifikation blev typologien et vigtigt bidrag til den unge psykologi, faktisk en del vigtigere end Wundtskolens alternative indholds-klassifikation. Den sidste er der ikke ret mange, der længere husker, men typologierne lever i bedste velgående. Nævnes behøves blot nogle enkelte af de, der fulgte Dilthey i dette form-klassificerende arbejde: Jaensch, Jung, Allport, Horney og Lewin. (Med skal dog, at form-klassifikation knn er et udelt gode, hvis man ikke glemmer, at formen er genstandens form, hvor genstanden er enheden af form og indhold. Forankret i formsiden i den diltheyske tvedeling mellem form- og stoflære, har typologierne sjældent opfyldt denne betingelse omhyggeligt - med konsekvenser som vi skal komme til om lidt.) En anden, der forsøgte at realisere Diltheys program, var Wundts elev og efterfølger i Leipzig, Felix Krueger. Også Krueger var overbevist om, at individet psykologisk må forstås i sin helhed (en helhed der for Krueger omfattede pædagogik, historie, etnologi og politisk økonomi), hvorfor han valgte navnet Ganzheitspsychologie til sin bestræbelse. Denne totale sammenhæng, individet må forstås i, måtte imidlertid også indbefatte individets udviklingssammenhæng. Hermed fik Krueger en af formens vigtigste dimensioner med i sin formlære. Udviklingspsykologien har mange rødder, men den genetiske holisme, som Krueger var repræsentant for, er en af de mere betydningsfulde. Denne (temmelig! dominerende) linie i udviklingspsykologien blev udviklet af ægteparret
Psykologiens formlære 81 Karl (ham fra Wiirzburgerskolen) og Charlotte Buhler og af William Stern i Hamburg. Stern var en af dem fra anden generation, der gerne så psykologien forenet under inddragelse af såvel den åndsvidenskabelige holistiske forståelse som den naturvidenskabelige mekaniske forklaring (association). Han søgte derfor med sit trebindsværk Person und Sache 1906-1924 at skabe en syntese. Med arbejdet ()ber Psychologie der individuellen Differenzen fra år 1900 havde Stern været en af foregangsmændene i udviklingen af differentialpsykologien, der klassificerer indidividuelle forskelle. Den egentlige grundlægger af denne disciplin var Darwins halvfætter Francis Gallon, der på et naturvidenskabeligt grundlag ville dokumentere, at de højere engelske samfundsklasser adskilte sig fra de lavere på grund af deres medfødte evners overlegenhed. Galtons argumenter - til dels hentet fra fætter Darwins lære om survivat of the flttest- er forrygende galimatias.' Men Galton opfandt til formålet en række målemetoder af menneskelige træk og egenskaber, der har været af stor værdi. Denne nye - målende og statistiske - indgangsvej til beskrivelsen af individet blev fortsat af amerikaneren J. McK. Cattell, der havde studeret komplekse mentale operationers varighed hos W undt (der ikke brød sig om det med måling af komplekse mentale operationer og kaldte det "ganz Amerikanisch") og taget doktorgrad i Leipzig i 1886. Det er således McK. Cattell, der har opfundet den mentale test, og man regner ham for psykometriens stifter. Med sine psykometriske analyser og beskrivelser er der ingen tvivl om, at differentialpsykologien har udført et meget fundamentalt og vigtigt videnskabeligt grundarbejde. Men der er heller ingen tvivl om, at de lange lister af udskilte træk, der er resultatet af denne indsats, ikke er noget dækkende billede af den menneskelige person. Indholdet - sammensætningen - har man fået frem, men sammenhængen er i mellemtiden gået tabt. Det levende og aktive individ er ikke noget juletræ, hvorpå de psykologiske evner og træk hænger som så mange glasklokker, guirlander, hjerter og kræmmerhuse. Det er en sammenhængende helhed. Det var ihvertfald det, som arbejdet med differentialpsykologien havde overbevist Stern om. Det var udmærket, at den naturvidenskabelige psykologi fra W undt og McK. Cattell havde afdækket indholdet, men dette indhold måtte omspændes af den form, som den åndsvidenskabelige psykologi fra Brentano og Dilthey pegede på. Stern fremhævede derfor, at ethvert individ måtte forstås som person, den betegnelse han valgte for det menneskelige subjekts form. Det er som person, at individet udgør et organiseret og sammenhængende hele, og det er i denne sammenhæng, at alle dets psykologiske træk er forbundet og underordnet og derfor skal ses. Personligheden er et unitas multiplex, erklærede han, og af denne betegnelse fremgår hans projekt med eksemplarisk tydelighed. Nemlig det at forene sammenhæng (form) og sammensætning (stof).
82 Personlighedens Almene Gmndlag I Det negatives problem Sterns formæling af form og stof var ikke ufrugtbar. Både som forsker og leder af Hamburgs Psykologiske Institut fra 1916-33 tjente S tern som ledetråd i en resultatrig forskningsindsats. Men dermed ikke sagt, at Stern havde skabt den ægte syntese, der er kendetegnet ved, at den lader den konkrete genstand komme til syne i udviklingen af sine forbindelser. Det havde han nemlig ikke. En eklektiscistisk (ydre, mekanisk) samling var det imidlertid heller ikke. Det var noget tredje, som vi spøgefuldt kan kalde den halve syntese. (l virkeligheden findes der ikke halve synteser.) Af den ægte syntese af form og stof kræves to ting. For det første kræves, at genstanden som stof (sammensætning) bliver forstået i sin form-sammenhæng. For det andet kræves, at genstanden som form bliver begrebet i sin stoflighed (sekventielle materialitet, evolution). Den første betingelse opfylder Stem. F.eks. bringer han differentialpsykologiens indhold ind under åndsvidenskabens form. Den anden får han imidlertid ikke med. Det er derfor, at vi kalder hans samling en halv syntese. Værdsættelsen af formens bestemmelse over stoffet, dvs. åndsvidenskabens blotlæggelse af formen som en selvorganiserende dynamisk helhed, er uhyre vigtig. Psykologien kan mindst af alle videnskaber løfte sig over jorden uden. Det er derfor ikke form~erkendelsen per se, der er problemet. Problemet hos Brentano, Dilthey, Spranger, Krueger og S tern er ikke det, der fremtræder. Problemet er det, der er fraværende. Det der mangler i Sterns halve syntese: Erkendelsen af formens stoflige betingethed. Vi berører her noget fundamentalt, som det er vigtigt at få fat i. Nemlig distinktionen mellem det positive problem (fremtrædelsesproblemet) og det negative problem (fraværsproblemet). Eller forskellen på det problem, der ligger i, hvad der bliver sagt, og det problem, der ligger i, hvad der ikke bliver sagt. Omskriver vi det gamle ord om, at problemets formulering er den halve løsning, så kan vi sige, at det sete problem allerede er et formindsket problem. Problemets synlighed og problemets omfang står altså i et omvendt proportionalt forhold til hinanden. Heraf følger, at positive problemer, der netop er kendetegnet ved deres synlighed, som hovedregel er mindre end de negative problemer, der er kendetegnet ved deres usynlighed. Sådan forholder det sig ihvertfald ofte i virkeligheden fra dagligdagens mest trivielle til den videnskabelige erkendelses mest fundamentale spørgsmål. Et eksempel, der forbinder det dagligdags og det videnskabelige kunne være den alkoholiserede mand, der modstår enhver terapeutisk anstrengelse og bringer ambulatoriets psykiater i vildrede. Indtil problemet bliver identificeret i det fraværende arbejde. Eller det kunne være den adfærdsvanskelige dreng, hvis problematiske opførsel forener mor, pædagog og
Psykologiens formlære 83 skolepsykolog i en fælles fortvivlelse. Indtil problemet bliver identificeret i den fraværende far. I disse eksempler er det fremtrædende - den arbejdsløse mands alkoholsmisbrug og den faderløse drengs adfærdsvanskelighed - ikke problemets grund. Det er kunfremtrædelsesformer (symptomer) for et negativt problem. Holder man sig derfor til det positive, som man kan se, så kan man studere symptomerne i hundrede år og docere kilovis af antabus- og stesolidtabletter uden at berøre problemets kerne. For skal man fange problemet, så er det det, man ikke kan se, som man skal fange. (Hermed ikke sagt, at symptombehandling ikke er af stor nytte i praksis. Symptomerne kan jo være et problem i sig selv. Og er symptomløsningen i forhold til grundproblemet en skinløsning - skin er gammeldansk for fænomen eller fremtrædelse, så kan det også have sin værdi at bevare skinnet.) Nu skulle man tro, at det var temmeligt umuligt at fange noget, der er fraværende. Vore sanser er jo i allerhøjeste grad stillet ind på det positive - øjet på lysets hurtige bølger, øret på lydens langsommere og næsen på de store molekyler, der kommer bumlende gennem luften med vinden. Alt sammen indtryk, hvis fysiske korrelat er tilstede. Vi kender ingen negativ sans, der stimuleres af det, der ikke er der. Dette er forsåvidt rigtigt. Der findes ingen negative receptorer. Men det betyder ikke, at vi ikke besidder en sans for det negative. Vores sammenhæng med verden er langt mere omfattende end receptorfladekontakten, som de me~ kaniske filosoffer så det, fordi de kun kunne se den ydre (overfladiske) forbindelse. Havde de ret i, at vores kontakt til verden var begrænset til de positive indtryk, vi til enhver tid får (husk umiddelbarhedspostulatet), så havde de også ret i, at vi 1ever i en fænomenå.l sanseverden. Men det gør vi ikke, vi lever i en genstandsverden. Og det vil sige, at vi. sanser mere end det umiddelbart positive. Dette er ikke særligt mystisk. Det er hjernen og ikke sanserne, som vi i virkeligheden opfatter omverdenen med. Sanserne er blot midler for hjernes virksomhed. Og hjernen kan holde sammen på en sammenhæng, der er betydeligt større (såvel rumligt som tidsligt) end den, som sanserne umiddelbart tilbyder. Rævemor er således udmærket i stand til at se, at ungerne er forsvundet fra hulen. Hendes øjne kan ganske vist ikke se de fraværende unger, men hendes hjerne kan godt. Udviklingen af den negative sans (der er grundlæggende for den kognitive evne) er et produkt af hjernens evolution - og vice versa. 2 Pattedyret - som ovennævnte fru Ræv ~ repræsenterer her et gevaldigt spring i hjernens evne til at trænge bagom det umiddelbart fænomenalt givne, men også længe inden pattedyret finder vi den negative sans. Evolutionen af denne evne går så langt tilbage, at den formentlig ikke begynder meget senere end livet selv. Tænk blot på, at en organisme, der søger efter føde, faktisk søger efter nogetfraværende og derfor må have en sans for det negative. Så langt nede på den fylogenetiske
84 Personlighedens Almene Gmndlag I skala kan vi finde denne evne, at vi må revidere vores opfattelse af, at den negative sans er resultatet af hjernens virke. Helt nede på bunden af evolutionen findes der nemlig ikke hjerner, end ikke nerver. Sagde vi tidligere, at det ikke er sanseorganerne, der sanser, så må vi nu sige, at det hverken er sanseorganerne eller hjernen. Det, der sanser, er organismen selv. Såvel sanseorganer som hjerne er midler for organismens sansende virksomhed. Husker vi på Goldsteins organisme, der er den levende, selvorganiserende sammenhæng, så giver dette god mening. Organismen er det levende centrum i en stor sammenhæng, der rækker ud i omverdenen. Og gennem den sammenhæng, som den selv er, genspejler den sin sammenhæng af vitale forbindelser. (Hvordan det konkret forholder sig, er det videnskabens opgave at blotlægge.) Er det organismen, der sanser, så er udviklingen af hjernen imidlertid udtryk for de stigende krav, der stilles til denne sansning. Den bilateraliserede cortex, som vi tidligere har omtalt, må derfor forståeligt nok markere et kvalitativt spring i evnen til at se det, som man ikke kan se. Og det gør den. Vi finder den første gang hos de højere primater, og den skal sammenknyttes med den problemiøsningsevne, som gestaltpsykologen Kobler var den første til at studere, da han under I. verdenskrig blev interneret af englænderne på chimpansestationen på Teneriffa. Når Sultan således løste problemet med kasserne og bananen, der hang uden for rækkevidde under loftet, så var det fordi, den så forbindelsen mellem kasserne og bananen. Men det vil vel at mærke sige, at den så noget fysisk fraværende. For umiddelbart var der ikke kasser men kun luft under bananen. Kobler kaldte denne evne til at se noget, der ikke fysisk er der (men dog foreligger som fysisk mulighed) for indsigt. Denne evne til at realisere en sammenhæng (form - Kobler betragtede indsigten som et tilfælde af den dynamiske gestaltning, som han havde beskrevet sammen med Wertheimer og Koffka) kalder Leontjev intellektuel virksomhed, og den tog naturligvis med mennesket et voldsomt opsving. Faktisk kan man sige, at evnen til at se det usynlige med mennesket når en helt ny dimension. Det er denne oversanselige evne, som Jens Marurnen kalder menneskets kon~ krete sans. Mennesket begriber verden i kategorier, der er aldeles forskellige fra de positive, fænomenale sansekategorier. Udvalgskategorier kalder han dem som tidligere nævnt. Mens chimpansens indsigt formentlig er båret af billeder med sansekvalitet, hvad der på grund af det sansernæssiges positive binding i betydelig grad vanskeliggør fastholdelsen af det negative, så har mennesket med sproget et nærmest ideelt medium til en sådan fastholdelse. Vore eksempler med den alkoholiserede mand og den adfærdsvanskelige dreng var således en anelse kunstige. Det første såvel psykiateren som skolepsykologen ville tænke på var formentlig arbejdsløshed og faderløshed. Det vil sige klassiske fraværsproblemer, hvis negativitet uforgængeligt er fastholdt med disse begreber. (Forudsat naturligvis, at de to behandlere ikke er forhærdede mekaniscister, der insisterer
Psykologiens formlære 85 på endogene forklaringer. Det vil sige forklaringer, der begrænser sig til individet som positiv fremtrædelse (og sammensætning) og gør sig blind for sammenhænge, der rækker udover individets fysiske grænse.) Er mennesket tusindfold mere kapabelt end dyret til at behandle fraværsproblemer, og kan det fastholde dem i sproget ved hjælp af '-løsheds'-kategorier', så er det negative problem ikke desto mindre den største udfordring for den menneskelige erkendelsesevne. Erkendelsens historie, som vi har skimmet dele af, kunne udmærket fremstilles som en langsomt fremrykkende front i kampen med det negatives problem. Grænsedragning Den negative sans' fundamentale betydning for erkendelsen er let at demonstrere. For at erkende må man nemlig være i stand til at se det negative i det positive. For at begribe, hvad noget er, må man nemlig begribe, hvad det ikke er. Man kan f.eks. ikke begribe (men godt se) fattigdom, hvis man ikke begriber den rigdom, der er fraværende i fattigdommen. Forholdet er ganske banalt. At bestemme eller definere (lat.: at afgrænse) er jo netop at drage skel mellem fænomener. Det vil sige, at bestemme hvad noget ikke er. Bestemmelsen er derfor identisk med påvisningen af det negative. Eller som Spinoza sagde: Omnis detenninatio est negatio, - enhver bestemmelse er en negation. Dette var præcis Hegels pointe, når han sagde, at enhver ting er, hvad den er, i kraft af, hvad den ikke er. Hans begreb om enhver tings andenværen er netop påvisningen af det (usynlige) negative, der hører til det positive. Det positive og negative er her ligeså udadskilleligt, som det er i en hesteskomagnet. (Heraf også opfattelsen af forholdet mellem modsætninger som den grundlæggende enbed i verden.) Det er derfor fuldstændigt umuligt at begribe, hvad noget i virkeligheden er, uden en sans for det fraværende. De fleste af videnskabernes teoretiske grundproblemer kan i sidste ende koges ned til dette problem: vanskeligheden ved at identificere det negative og derfor begrænse (og begribe) det studerede fænomen.' Hvilket ikke er så mærkeligt i betragtning af, at erkendelsesprocessen som regel indledes ved det fremtrædende og afsluttes ved det fraværende, hvorfor der vil være en overbalance i retning af det fremtrædende og fænomenale i det meste af forløbet. Hvad er konsekvenserne af en sådan fænomenal overbalance? Jo, det er naturligvis en fiksering af erkendelsen på det positive. Altså en fænomenalistisk eller ligefrem positivistisk tendens. En tendens til at hæfte sig ved det iøjnefaldende og ved det bekendte. Dette er ikke i sig selv dårligt. Der er utrolig megen viden at hente i erfaringen med eller studiet af det positive. Problemet er, at det iøjnefaldende kun er det tilsyneladende, og at fokuseringen herpå ikke fanger det, der ikke lader sig syne. Det fraværende. Og konsekvensen heraf er, at man ikke formår at
86 Personlighedens Almene Grundlag J drage grænsen for det fænomen, som man studerer. Det flyder så at sige udover alle grænser. Problemet optræder i de indledende faser af al erkendelsesudvikling. Vi finder det i spædbarnets globale og udifferentierede opfattelse af sin omverden, og vi finder det hos videnskabsmanden, der absoluterer det forhold, som han korrekt har fået øje på. I det sidste tilfælde optræder det som den manglende erkendelse af, at ethvert forhold har et gyldighedsområde. Der er uendeligt mange eksempler herpå, men vi kan igen tage Freud. Han indså - korrekt, at sociale hæmninger af den seksuelle drift var årsagen til en række neurotiske forstyrrelser hos hans patienter. Hvorpå han gjorde den seksuelle drifts omskiftelser til den grænseløse forklaring på alle den menneskelige personligheds forhold. (lhvertfald indtil kræften fik ham til - fejlagtigt - at postulere den alternative dødsdrift.) Hvor der er en and, der tror, at præstens have er hele verden, er der imidlertid også en and, der tror, at møllerens have er hele verden. Og det fører ikke nødvendigvis til en korrektion, at ænderne mødes. Tværtimod kan det føre til en strid om hvem, der har ret. Man kan muligvis sige, at en tilstrækkelig stor samling af ænder fra forskellige haver tilsammen danner et sandt billede af områdets geografi, men ingen enkelt and har et sådant grænsedragende landkort i sit hovede. Den viden, der i en vis forstand findes, er derfor uden for andebevidsthedens rækkevidde. Ved vi ikke, hvordan det forholder sig med ænders erkendelse, så ved vi imidlertid, at ovenstående beskrivelse nøjagtigt passer på det videnskabelige selskabs erkendelse i den fase af erkendelsesudviklingen, som vi netop har været igennem. Hver enkelt tænker har set noget rigtigt, men fordi han ikke magter at afgrænse det sete og derfor tror, at det er hele verden, så må han benægte det rigtige, som en anden tænker har set og også opfatter som hele verden. Tilsammen har de en differentieret erkendelse, men differensen kan kun komme til udtryk i skolekrigen (hvilket i mangel på bedre ikke er så ringe) og er uden for den enkelte bevidstheds rækkevidde på grund af den fremherskende men noget autistiske forestilling, at den synsvinkel, hvorunder man personligt ser, umuligt kan være mindre end 3600. Men - obs! - erkendelsens autistiske opsplittethed er ikke udtryk for den menneskelige bevidstheds vildfarelse. Den er en nødvendig fase (samhørende med det analytiske trin II) i erkendelsens progressive udvikling. Den har iøjnefaldende mangler, javist, men det iøjnefaldende er stadig kun det tilsyneladende. løvrigt var der også dem, der gjorde en dyd af denne nødvendighed. På den nye videnskabs tidlige stadium finder vi f.eks. Berkeley, der med sin solipsisme-teori faktisk hævder, at ethvert menneske lever i sin egen helt private fænomenale verden. Den ene opfattelse kan derfor være lige så rigtig som den anden, for der findes ingen genstandsverden, der kan tjene som prøvesten for opfattelserne. Denne ekstreme fænomenalisme, der vitterligt lader præstens have være hele verden, kalder man for subjektiv idealisme. Det er også den, der
Psykologiens formlære 87 senere kommer til udtryk hos de neo~kantianere, som Lenin kritiserede. Også de fastholdt det virkelige som det fænomenale. Verden eksisterede ikke, med mindre der var en orm, der så den. Hvilket er helt parallelt til det problem, der kan optage børn. Om lyset er slukket i køleskabet, når døren er lukket, og man derfor ikke kan se det? Den videnskabelige erkendelses opsplittethed (med den dermed forbundne tendens til autistisk globalisme) er fortsat fremherskende. Det vil sige, at vi på een gang lever i en tid med en umådelig viden og en ligeså umådelig uvidenhed. Tilsammen ved vi meget, men med mindre man vil operere med forestillinger om en kollektiv bevidsthed, så kan denne udliciterede viden næppe kaldes erkendelse. Erkendelse er det, der kan rummes af en enkelt bevidsthed. Selvfølgelig kan ingen enkelt bevidsthed rumme hele den viden, som samfundet af mennesker bærer med sig. Arbejdsdeling eller specialisering er jo netop det samfundsmæssige livs kendemærke. Men den frugtbare udnyttelse af specialiseringen forudsætter en fælles grund i den enkelte bevidsthed. Uden en sådan bliver vi lige så lidt som troldmandens lærling i stand til at nyttiggøre den samfundsmæssige viden. Og vi kan blive ofre for denne viden, når individer eller enkeltgrupper anarkistisk er blinde for alt andet end deres egen have. Hvis vi med andre ord ikke har et fælles kort over verden. Og det er jo netop, hvad vi ser i vor egen tid, hvor videnskaben ligefrem er blevet en trussel mod det menw neskelige liv. Opgaven med at samle det splittede, der er blevet en mulighed (overgangen fra trin Il til trin III), er derfor ikke kun et akademisk spørgsmål. Verdens nærmeste fremtid (og dermed fremtid i det hele taget) afhænger af, at vi formår at gøre op med den individualistiske og fænomenalistiske illusion. Det vil sige det, som Hegel kalder det mest almindelige bedrag af en selv og andre. At det bekendte allerede er det erkendte. Vi må begribe, at der er en verden uden for Verona. Slems halve syntese Det er dette, som Stern ikke begriber. Hans beskrivelse af Verona - formen eller personligheden - er rigtig og fremragende. Men han bliver stående på torvet og når ikke ud over bygrænsen. Han får altså kun fat i den positive bestemmelse. Den negative får han ikke med, dvs. formens stoflige betingethed. Vi kan tegne dobbeltbestemmelsen, som den ægte syntese fordrer, således: Form/sammenhæng (Formens positive bestemmelse) Form/sammenhæng (Formens negative bestemmelse) Sto6/sammensætning (Stoffets negative bestemmelse) Sto6/sammensætning (Stoffets positive bestemmelse)
88 Personlighedens Almene Gmndlag I Begge strenge skal med, hvis man vil have et begreb om den konkrete genstand. (Vi lægger mærke til, at tegningen afbilder en dialektisk struktur og iøvrigt også kan afbilde princippet i den bilateraliserede cortex' samvirke, der muliggør en dialektisk genspejling. Form-siden svarer så til funktionen i højre hemisfære og stof-siden til funktionen i venstre, som vi tidligere meget forenklet forestillede os det. Pilene kunne i så fald angive kommunikationen igennem corpus callosum.) Har man kun den ene eller kun den anden streng med, så får man ikke en genstandslære men enten en formlære (øverst) eller en stoflære (nederst). Enten en romantisk eller en mekanisk bestemmelse. Fordi han ikke får formens negative bestemmelse med (nederste streng), får Stem naturligvis kun en formlære. På trods af sit projekt, der var at forene åndsvidenskab og naturvidenskab inden for psykologien, forbliver Stem altså på åndsvidenskabens side og kommer ikke principielt længere end Brentano og Dilthey. Derfor kaldte vi hans syntese for halv. Den halvhed, som Stem får med, er i sig selv meget betydningsfuld. Vi har da også allerede i omtalen af de åndsvidenskabelige psykologer - og i omtalen af AristoteJes - nævnt formlærens fortræffeligheder. Det er den fraværende halvhed, der er miseren. l.ad os derfor se, hvad det er for en brist, som en formlære kommer til at lide af, hvis den kun er en formlære. Prima Causa Tanken om at skabe en syntese af sammenhæng og sammensætning var ikke ganske ny. Når Aristoleles ragede op som et fyrtårn i den antikke filosofis landskab, så var det jo netop fordi, at han mellem Dernokrit og Platon skabte en syntese af form og stof. Eller rettere en halv syntese. For ligesom Stern to et halvt årtusinde senere fik AristoteJes kun den positive bestemmelse med i sin lære, der forblev en formlære. (Hvilket vel at mærke ikke desto mindre var et stort fremskridt i forhold til Piatons ensidige formlære, der frakender stoffet enhver betydning.) Bristen hos Stem - og hos de øvrige af den psykologiske formlæres tænkere - er derfor præcis den samme, som vi tidligere har omtalt hos Aristoteles. Er formlærens dyd, at den - principielt korrekt - ser formen som det dynamiske organisationsprincip bag genstandens stoflige udfoldelse og derfor årsagen (Aristoteles' Causa finalis) til materiens kvalitative processer, som vi kan studere dem, så er dens brist, at årsagen tilformen selv (årsagens årsag) er udelukket fra denne glimrende indsigt. Agernets forvandling til egetræ kan man således udmærket beskrive og forstå. Men hvordan egetræet som form overhovedet er kommet ind i verden ligger helt uden for forståelsen. Man stiller end ikke spørgsmålet. Formlæren kommer ikke ud over det empirisk givne. Den er en fange af det erfarede og positive og kan ikke sætte spørgsmålstegn ved det bekendte.
Psykologiens fonn/ære 89 Der er mange konkrete historiske grunde til denne begrænsning hos grækerne, men den kan også ses mere principielt somforståelsens begrænsning som erkendemåde. Forståelse er at se tingene i en sammenhæng. (!dag kaldes det visse steder for hermeneutik med et låneord fra tekstvidenskaben, hvor sætninger netop må forstås i tekstens sammenhæng.) Eller inden i en sammenhæng, i forhold til hvilken tingene ses som momenter. Hermed bliver forståelsens grænse identisk med sammenhængens grænse. Forståelsen er i den forstand begrænset af (lukket inde i) sin sammenhæng. Den kan ikke omfatte sammenhængen selv. Dette ville fordre, at den gik ud af sammenhængen og så den udefra. (Man kan ikke begribe, hvad noget er, uden at begribe, hvad det ikke er- den negative bestemmelse.) Men uden for sammenhængen kan forståelsen selvfølgelig ikke være forståelse. Den aristoteliske (og platoniske) formlæres måde at omgå dette problem på var at gøre sammenhængen til moment i en større sammenhæng, i hvilken den kunne forstås. Og - da nissen jo flytter med - gøre denne nye sammenhæng til moment i en endnu større sammenhæng. Dette var ikke dumt, for verden er organiseret i sammenhænge inden i større sammenhænge. Evigt kunne problemet imidlertid ikke undviges. Den yderste eller mest omfattende sammenhæng, der ikke kunne gøres til moment i nogen større, måtte forblive ubegribelig for forståelsen. Såvel Platon som Aristeteles som den efterfølgende historie identificerede denne yderste eller øverste sammenhæng, højeste form eller ånd som Gud. Gud blev altså (i en form for omvendt reduktionisme) opfattet som al tings grund. Det yderste forklaringsprincip, der selv måtte være uforklarligt. Den berømte ubevægede bevæger eller Thomas Aquinas' Prima Causa - verdens førsteårsag, alt værendes urkraft. Det var denne grænseløse overflyden, der kendetegner den positive bestemmelse, som 1600-tallets videnskab revolterede imod. Der måtte være et forklaringsprincip på (eller under) tingenes eget niveau, så man ikke hele tiden skulle hente sin forklaring over Gud i det høje. Og derfor blev det de mekaniske materialisters program at bryde sammenhængen og anskue tingene udefra som elementer!forklaringen som erkendemåde ). 5 Det viste sig da også, at en sådan negativ bestemmelse af formen (formen bestemt ved noget andet end den selv) efter et vist tilløb faktisk var i stand til at forklare, hvordan f.eks. formen egetræ er kommet ind i verden. Det var jo det, som Darwin gjorde med sin teori om arternes (de levende formers) udvikling. At en del af forståelsen så gik tabt med forklaringen, er en anden sag. (Den mekaniske materialisme får kun formens negative bestemmelse med som stof~ fets positive bestemmelse og forbiser derfor formen som stoffets negative bestemmelse. Ligesom deres forrn~modstandere p.g.a. den ensidige positive bestemmelse bliver suget op i den højeste form, bliver de derfor suget ned i det laveste stof.) Det kan vi imidlertid nu begynde at råde bod på, når vi indser, at
90 Personlighedens Almene Grundlag J den sande erkendelse er begribelsen (genstandslæren), som fordrer en (dialektisk) enhed af sammenhæng og sammensætning. Det vil sige, såvel formlærens (åndsvidenskabens) Jorstde/se som stoflærens (naturvidenskabens) forklaring. Det forstod Dilthey ikke, og hvis Stem anede det, så formåede han ihvertfald ikke at realisere det. Hans person fangede ikke det genstandsmæssige, men kun det formmæssige. Den holistiske, dynamiske og udviklingsmæssige opfattelse af personligheden var derfor nok vældigt god. Men godt var det bestemt ikke, at personligheden samtidig som en slags Prima Causa blev selvforklarende. Det vil sige en urkraft eller gud en miniature, som man ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved. Grunden selv der ikke har forklaring nødig. Forståelse er godt. Men alt for megen forståelse er af det onde. Videnskabelige fremskridt fordrer, at der er noget, som vi evner ikke at forstå. Det bekendte er nemlig endnu ikke det erkendte. Og derfor skal man dunkes i hovedet, når man spørger, hvorfor man dog skal kunne forklare noget, som man udmærket godt forstår? Sterns opfattelse kaldes personalogi eller - lidt mere bredt - persona/isme. Det sidste udtryk (opfundet af romantikeren Schleiermacher) blev brugt især af Goethe og Feuerbach for at markere forskellen på romantikkens panteistiske opfattelse af Gud som en person eller en personliggjort fornuft (en klog gammel mand med hvidt skæg, som en af mine skolekammerater med stor overbevisning beskrev ham). Anvendt på Stern foregår der således en omvending, idet den oprindelige betydning - Gud som en person - bliver vendt om til personen som gud. Denne omvending er i sig selv yderst interessant 6, men i vor sammenhæng kan vi sige ølse for eller ølse bag, pølsen beholder dog sin smag. Nok repræsenterer skiftet fra Gud til den menneskelige personlighed som Prima Causa en vældig formindskelse af spillegrunden, men spillet forbliver ligegodt det samme. Noter til kapitel 6 1. I Hereditary Genius fra 1869 bruger Galton f.eks. som argument for de åndelige evners medfødtbed, at det er de samme familier i England, hvorfra dommere, biskopper, generaler og premierministre bliver rekrutteret. Se iøvrigt om Galtons forestillinger Engelsted: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981 s. 15-21. 2. Livet -og dermed virksomheden - bestemmer den organiske evolution, det er ikke den organi~ ske evolution, der bestemmer livet. Hvalen har fået sin form på grund af livet i havet, den le~ ver ikke i havet p.g.a. sin akvatiske form. Men når det er sagt, så gælder naturligvis også, at de organiske udviklinger ~ f.eks. organiske forandringer i hjernen, der understøtter en be~ stemt virksomhed, bliver denne virksomheds forudsætning og grundlaget for dens videre ud~ vikling. 3. Interessant nok kan man sige, at ~løshedsbegrebet tjener til at oversætte det negative og fraværende til noget positivt og nærværende (arbejdsløshed f.eks), som det øjensynligt er langt lettere at håndtere kognitivt. 4. Jvnf. vores tidligere stereoskopi~analogi. Se også diskussionen i Engelsted, op.cit., s. 67 ff.
Psykologiens fonn/ære 91 5. Der er selvfølgelig også en historisk baggrund for dette. Det platonisk~aristoteliske verdens~ billede går via Piotin (Enneademe) videre i den europæiske middelalders kristne ver~ densbitlede, hvor det under navnet Scala naturae fremstiller verden som et hierarki med Gud i toppen af pyramiden som Prima Causa og det materielle stof i bunden. Ind imellem fmdes engle, godsejere og bønder i den rækkefølge, dvs. at Scala naturae er et sindbillede af det feudale samfund. Til gengæld er det verdensbillede, som borgeridassen kolporterer, nemlig de frie og individuelt uafhængige partikler og deres indbyrdes sammenstød, den kapitalistiske markedsøkonomis sindbillede. Om denne sammenhæng mellem teoretiske forestillinger om verdens opbygning og de dominerende samfundsforbold se f.eks. Engelsted: Englen og Dyret, Kbhvn. 1987. Den autoritative og eminent læseværdige fremstilling af Scala naturae~tænk~ ningens udvikling og betydning findes i A.O. Lovejoy: The Great Chain of Being, Massachus~ sets 1936. 6. Omdrejningspunktet i denne forvandling udgør Ludwig Feuerbachs Das Wesen des Christenrums fra 1841 (Ludwig Feuerbacb Werke, bind S, Frankfurt am Main 1976), hvor vi finder følgende replikskifte: Hegel: "das Wissen des Menscben von Gott ist das Wissen Gattes von sich selbst". Feuerbach: Nul! "Das Wissen des Menschen von Gott ist das Wissen des Mensehen von sich selbst" (s. 31). Feuerbach forvandler dermed den tyske idealisme til en abstrakt materialisme (antropologisk materialisme), som Marx og Engels i næste omgang for~ vandler til en konkret materialisme. Se f.eks. F. Engels: Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis undergang, Marx~ Engels Udvalgte Skrifter, Kbbvn. 1973, bind 2, s. 356-400.
H. Den sociale verdens psykologi
Den store fonn 95 KAPITEL7 DEN STORE FORM Spørgsmålet om staten Det individuelle menneskes personlighed som Prima Causa er imidlertid ikke den post-teologiske formlæres eneste valg af selvforklarende grund eller manege for den menneskelige udfoldelse. Mindst ligeså historisk betydningsfuldt er valget af den noget større manege, som menneskets sociale sammenhæng udgør. Og dette alternative valg af Prima Causa har spillet en så vigtig rolle for psykologiens udvikling, at den nok er værd at bruge lidt tid på at skitsere. Da romantikerne skulle genfinde den store sammenhæng, som den mekani~ ske videnskab havde brudt itu, så vendte de som Rousseau kulturen ryggen og ilede som Schelling ud i den sanselige natur for at finde Verdensånden ved den dunkle, bøgeomkransede skovsø. Men Hegel gik den anden vej. Verdensåndens mest fuldkomne udtryk (dens udviklings slutresultat) var for ham staten, dvs. den prøjsiske stat med konge, embedsmænd, institutioner og traditoner. Staten var foreningen af alle individer i den forenede folkeviljes store sammenhæng. Samfundet som selvorganiserende subjekt. Forestillingen om samfundet som superform (Verdensånd) var imidlertid ikke noget, som Hegel hentede ud af den blå luft. Vi glemmer ikke, at det var drømmen om en tysk nationalstat, der var de tyske romantikeres vigtigste spore. Og de kastede sig først i favnen på naturen efter, at denne drøm endegyldigt var blevet bragt til at strande i befrielseskrigen i begyndelsen af 1800-tallet, hvor de progressive tyskere af historien var blevet bragt i den absurde situation, at de måtte befri Tyskland for de franske besættere, der var kommet for at befri dem fra feudaladelens opsplittende despoti. Tanken om samfundet som superform eller Prima Causa var derfor en del af romantikkens arvegods. Også hos Rousseau optræder forestillingen om samfundet som den forenede almenvilje således som nøglebegreb. Og når Rousseau allerede inden den franske revolution vendte det civiliserede samfund ryggen og udstak sin parole om tilbage til naturen, så var det ganske enkelt fordi, han havde indset noget, som Hegel aldrig fik fat i (men som Marx fik fat i med sin Kritik af den h ege/ske retsfi/osofi, hvilket førte ham frem til afgørende samfundsvidenskabelige opdagelser). Nemlig at almenviljen eller den forenede folkevilje aldrig kan komme til udtryk igennem staten, for denne er de besiddendes vigtig-
96 Personlighedens Almene Grundlag l ste middel til beherskelse af de besiddelsesløse i klassesamfundet. Klassemodsætninger ophæves ikke i staten. Det var imidlertid samtidens fremherskende opfattelse, og det gjaldt, hvad enten man hældede til den romantiske formlæres eller den mekaniske stoflæres opfattelse af verden. For selv om den mekaniske materialisme normalt har svært ved at se skoven for bare træer, så gjorde den dog en undtagelse, hvad angik samfundet. Pioneren på dette felt - Thomas Hobbes - reducerede ganske vist samfundet til elementer, dvs. til individer med deres selviske stræben, men - pinagtigt belært af den engelske borgerkrig 1642-1660 (historiens første borgerlige revolution) - måtte han dog mene, at en eller anden form for kontrol var nødvendig, hvis individualismens gallaperende partikelprocesser ikke skulle føre til rent anarki. En sådan kontrol var først og fremmest den sociale kontrakt. Det vil sige en frivillig overenskomst individerne imellem til fastlæggelse af visse fælles spilleregler for den individuelle selvudfoldelse. Denne kontrakt som udtryk for den samfundsmæssige almenvilje eller commonwealth sås materialiseret i parlamentet. Men hvor der er en kontrakt, må der også være nogen, der håndhæver kontraktens efterlevelse. (Det nys opfundne aktieselskab demonstrerede nødvendigheden heraf.) Ifølge Hobbes måtte dette være staten (som han til det revolutionære parlaments fortrydelse identificerede med et monarki). Det mere eller mindre ønskværdige i statens indgriben i den individuelle fri~ hed har man så skændtes om i engelsk politik lige siden. løvrigt er det efter engelsk forbillede, at vi i Damnark har konstrueret vort parlamentariske demokrati overvåget af en monark. Hvilket dog ikke betyder, at vi hermed har afskaffet det statslige embedsmandsvælde, som vi tidligere efter prøjsisk forbillede havde indført. Faktisk kan det danske system opfattes som en (eklektisk) kombination af to forskellige statsopfattelser. Stoflærens, der lægger vægten på sammensætningen og derfor fremhæver individerne over helheden (staten som individets tjener), og formlærens, der lægger vægten på sammenhængen og derfor fremhæver helheden over individerne (staten som individets herre). Er det det bedste i de to umage opfattelser, som vi har fået trukket frem i Damnark, er det selvfølgelig ikke så dårligt. Fornuftens værk Samfundslære som formlære er naturligvis lige så gammel som formlæren selv. Såvel Platon som Aristoleles var politiske filosoffer på formlærens grund, og deres forestillinger blev grundpiller i katoliscismens skolastiske lære, der var grundlaget for feudalismens verdensopfattelse. Opfattes samfundet i middelalderen som form, så opfattes det imidlertid ikke som Prima Causa. Samfundet er blot en form, der er moment under superformen Gud, bestemt af Ham og bestemt til at tjene Ham. (Underordningsfor-
Den store form 97 holdet af staten under kirken voldte mangen en konge og kejser kvaler, når han ville markere sin selvstændighed over for paven. Det var ikke mindst derfor, at de nordeuropæiske fyrster blev så glade for protestantismen, der ophævede kommandovejen til Gud.) Forestillingen om samfundet som sin egen Prima Causa finder vi derfor først efter renæssancen. En god tid efter faktisk, for in den formireren kunne få sin genfødsel, måtte den aflives. Som nævnt var det den nye materialistiske verdensopfattelse, der aflivede den aristoteliske formlære. Og var det fysikeren Galilei, der første kniven, så stoppede formens (åndens) bortvisning til fordel for mekaniske principper ikke ved fysikken, men blev hurtigt overført til forestillingerne om menneske og samfundsliv. Her var foregangsmanden netop Hobbes, der havde mødt Galilei. Og Bobbes' samfundslære udtrykker klart den tanke, der bliver dominerende i og ken detegnende for oplysningstiden (hundredåret fra 1690, hvor John Locke udgiver An Essay Conceming the Human Understanding og Two Treatises on Government, til 1789, hvor den franske revolution bryder ud). Nemlig at samfundet er en menneskeskabt konstruktion (analog til en maskine) og derfor kan indrettes efter fornuftige (rationelle) principper, så det bliver retfærdigt til gavn og lykke for menneskeheden. (Det var man meget opmærksom på, at det ikke var under feudalismens samfundsforhold, jvnf. Rousseau, der dog mistede oplysningsti dens tillid til fornuft og fremskridt og blev offer for en anarkistisk pessimisme.) For oplysningstidens optimistiske (rationalistiske og mekanistiske) demokrater var midlet til en rekonstruktion af samfundet loven. Under feudalismen opfattede man laven som givet af Gud til menneskehedens bedste (forsynet). Men de progressive tænkere var overbevist om, at det kunne man gøre bedre selv. Når det eksisterende samfund havde en så bitter smag, så var det blot et spørgsmål om at lave opskriften om på en fornuftig måde. Og fornuften dikte rede her, at den nye lov for samfundet skulle være i overensstemmelse med menneskets natur eller den naturlige ret - i modsætning til den belllige ret. Det vil sige, at lovgivningen skulle tage udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke i samfundet, hvad vi ser ske med den amerikanske (1776) og den franske (1789) revolutions menneskerettighedserklæringer. Lovenes ånd Da oplysningstidens revolutionære opfattelse af samfundet som en sammensætning, som det til enhver tid står mennesket frit at sætte sammen på en ny måde, havde sat sig i begyndelsen af 1700-tallet, meldte spørgsmålet sig imidlertid, om det kunne være hele sandheden? Hvad nu hvis samfundet var et væsen med sin egen sammehæng? Den første til at rejse spørgsmålet var den franske jurist Montesquieu. Montesquieu var selv indtaget i tankerne om samfundets nyordning (det var f.eks. ham der formulerede princippet om magtens tredeling i den lovgivende, døm-
98 Personlighedens Almene Grundlag I mende og udøvende magt), men han havde rejst meget og studeret love og konstitutioner fra mange lande og tider, og det store erfaringsmateriale fortalte ham, at den borgerlige (mekaniske) materialismes samfundslære var alt for abstrakt. Hvert enkelt konkret samfund (nation, land, folk) havde sine egne særegenheder og knnne ikke reduceres til nogle få abstrakte grundprincipper for samfund i almindelighed, mødte man måske nogen sinde mennesker? Nej, man mødte tyskere, italienere, briter og grækere. Ethvert samfund udgjorde med andre ord sin egen sanunenhæng, havde sit eget iboende væsen bestemt af historiske, økonomiske og geografiske forhold, som lovene måtte være i overensstemmelse med. "They should be relative to the elimate of each country, to the quality of the soil, to its situation and extent, to the principal occupation of the natives, whether husbandmen, huntsmen, or shepherds: they should have a relation to the degree of liberty which the constitution will bear, to the religion of the inhabitants, to their inclinations, riches, numbers, commerce, manners, and customs", skriver han i L 'Esprit des lois (Lovenes ånd) fra 1748. 1 Med lovenes (lnd har Montesquieu genopdaget samfundet som en overindividuel helhed eller form. (Hans empirisk - det bekendte - funderede samfundslære minder ikke så lidt om Aristoteles' ditto, som han i øvrigt havde studeret.) Hvor vigtig en opdagelse det var, fremgår af følgende citat fra værket: "Particular intelligent beings may have laws of their own making; but they have same likewise which they never made. Befare there were intelligent beings, they were possible; they had therefore possible relations, and consequently possible laws. Befare laws were made, there were relations of possible justice. To say that there is nothing just o r unjust, but what is cornmanded or forbidden by positive laws, is the same as saying that, befare the describing of a circle, all the radii were not equal." 2 Eller sagt med andre ord: De juridiske (vedtagne) love er blot en genspejling af samfundets egne iboende love. Bag juraens folie finder vi genstandens (samfundets) eget væsen. Lovene er ikke opfindelser. De tilhører samfundet selv og konstituerer dets sammenhæng som en unik helhed. "Laws, in their most general signification, are the necessary relations arising from the nature of things. In this sense, all beings have their laws. 113 Denne opdagelse af samfundet som en særlig sanunenhæng af lovmæssigheder (og den dermed forbundne sondring mellem samfundets iboende love og menneskets vedtagne love) er naturligvis af fundamental betydning for etableringen af samfundet som et selvstændigt videnskabeligt genstandsområde. (Defineret som selvstændig videnskab bliver det dog først med Comtes sociologi, som den formuleres i værket Cours de philosophie positive, der udkommer mellem 1830 og 1842. "Mennesket eksisterer egentlig ikke, knn menneskeheden kan eksistere, idet hele vor udvikling SkYldes samfundet, i hvilken sammenhæng man end ser det", siger Comte. 4 Skal man derfor forstå mennesket, må der - foruden fysiologien - være en videnskab om samfundet som Grandeetre (stort væsen). Men det er så også nok. Plads til psykologien knnne Comte ikke finde.
Den store fonn 99 Det kunne man derimod godt i den britiske mekaniske filosofi, hvor psykologi og samfundslære under betegnelsen moralfilosofi nærmest var et og det samme. Det var f.eks. som Glasgow-professsor i moralfilosofi, at Adam Srnith udviklede den politiske økonomi, der danner basis for Marx' samfundsvidenskab.) Volksgeist Blandt de, der tog tråden op efter Montesquieu, var Kant-eleven og Goethevennen Johann Gottfried Herder den vigtigste. Mens Montesquieu stadig må regnes til oplysningsfilosofferne, så var Herder en af oplysningstidens tidlige kritikere, der indvarslede den kommende romantiske reaktion. Hvad man f.eks. får et indtryk af i hans ungdomsstudier af sprog, hvor han insisterer på poesi som et sprogligt udtryk af selvstændig betydning. Hvorfor det er overmåde forkert ensidigt at fremhæve fornuften på følelsernes bekostning. Hans kritik af den mekaniske fornuftsfilosofi er tydelig, når han f.eks. om sproget siger, at det er ligeså tåbeligt at tro, at sproget er opfundet af mennesker, som at tro, at det er skabt af Gud. Sproget er uløseligt sammenhængende med den menneskelige tilstand og er hverken opfundet eller skabt. (En indsigt det nok er værd at gentage, fordi de fleste døjer med den illusion, at sprog er en opfindelse - noget der med formål er udviklet på grund af dets fordelagtighed 5 Der er i det hele taget forbavsende megen inspiration at finde for den moderne psykologi hos Herder.') Hvad der gælder sproget, gælder imidlertid også samfund og kultur. Det er hverken noget skabt eller noget opfundet. Det er menneskelivets samfundsmæssige fonn, der udfolder sin egen iboende sammenhæng gennem historien. Som en levende organisme, der bevæger sig igennem en række stadier for at opfylde sit væsen. Samfundet må forstås holistisk og epigenetisk, og forestillingen om, at samfundet bare er et objekt for filosoffens og den politiske herskers konstruktionskunst, fatter derfor slet ikke dybden og omfanget af den samfundsmæssige sammenhæng. Ti år før sit hovedværk om samfundet som et væsen, der udfolder sig historisk (Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit 1784-91) kritiserer Herder med disse ord, hvad vi kunne kalde den mekaniske samfundsfilosofis umiddelbarhedspostulat: "He has not considered - this omnipotent philosopher - that there can be a great, divine plan for the whole human race which a single creature eannot survey, since it is not he, philosopher or monareb of the eighteenth centory though he be, who matters in the last resort. Whilst each actor has only one role in each scene, one sphere in which to strive for happiness, each scene forms part of a whole, a whole unknown and invisible to the individual, self-centered actor, but evident to the speetator from his vantage point and through his ability to see the sequenee of the total performance. See the entire universe from beaven to earth! What are the means, what the ends? Is not everything a means to a million ends?... Everyone is under the illusion that he himself is the centre, is sensitive to every-
100 Personlighedens Almene Grundlag I thing araund him only so far it directs its rays or its waves towards this centre - a fine illusion! But where is the outer circumference of all these waves, rays and apparent centres? What is it for?" 7 "Is it like to be otherwise in the history of the human race?'', spørger Herder og svarer nej. Den menneskelige historie 11 is an unending drama with many scenes, God's epic through au centuries, continents and generations, a fable with thousand variations ful! of immense meaning." Og undlod Weimar-præsten Herder som sin samtid ikke gerne at tage Gud i sin mund, så var den samr menhæng eller ånd i samfundenes historie, som han peger på, næppe Vorherre i en traditionel forstand, men derimod Volksgeisten, samfundets eget iboende væsen. Samfundsorganismen Den franske revolution brød ud (overraskende for alle iøvrigt), mens Herder skrev på sin historieromantik, og da den igennem sin egen uberegnelige indre logik klart dementerede den mekaniske fornuftsfilosofis tro på, at samfundsmæssige processer uden videre kan dikteres af tanker, som pennen nedskriver på foliet, sluttede oplysningstiden. Men endnu inden revolutionen havde afsløret sig som et ubændigt vilddyr, der fulgte sine egne veje, og mens det engelske borgerskab endnu bød de franske begivenheder velkomne som en slags forsinket efterligning af britiske politiske idealer, var der en tænker i England, der for i blækhuset mod revolutionen. Ja, der var faktisk to. Men ham, der interesserer os her, er ikke Thomas Malthus 8, men ireren Edmund Burke. Burke havde det med revolutioner, som manden i eventyret har det med degne. (Hans familie var blevet sorteper under den engelske revolution, da Cromwell havde ført sine jernsider til Irland og gjort øen til en slavekoloni, hvad der tog brødet ud af munden på den irske adel.) I sine Reflections o n the Revolution in France fra 1790 prøvede han derfor indædt at åbne englændernes øjne for, at revolutionen var en styg ting. Er dette i sig selv uinteressant, så er hans grundargument til gengæld meget interessant. Han siger nemlig, at et samfund ikke kan revolutioneres (men nok ødelægges), fordi samfundet først og fremmest er en sammenhæng og ikke blot en sammensætning. 11 It is a partnership in all science; a partnership in all art; a partnership in every virtue, and in all perfection. As the ends of such a partnership eannot be obtained in many generations, i t becomes a partnership not only between those who are living but between those who are living, those who are dead, and those who are to be born. 119 Som en levende organisme, der i tid udstrækker sin væren vidt udover de enkelte individer, er det bundet sammen af traditionen, og prøver man at lave det om efter "metaphysick principles" (dvs. fornuftsfilosofiens revolutionære rekonstruktionsforestillinger) lider det ubodelig skade. Lige så lidt, som man kan flytte en hunds øjne om i dens nakke,
Den store form 101 skulle man finde dette mere hensigtsmæssigt, kan man bytte om på samfundsorganismens hovede og fødder eller, hvad man nu finder for godt. Forandringer kan afstedkommes, men kun langsomt og gradvist over mange generationer. "Tims, by preserving the method of Nature in the conduet of the state, in what we improve we are never wholly new, in what we retain we are never wholly obsolete." 10 Burkes forestilling om samfundet som en overindividuel organisme er nærtbeslægtet med Herders, selv om Burke ikke regnes til romantikken. Heri fornemmer man iøvrigt det kontrarevolutionære potentiel i rornantikken trods dens revolutionære facon, for Burkes Reflektioner er ikke med urette blevet kaldt kontrarevolutionens manifest. Den svære syntese Ligesom Marx regnes for socialismens og Adam Smith for liberalismens, regnes Burke for konservatismens grundlæggende filosof. n Er de to sidste det borgerlige samfunds to grunddoktriner, så kan man sige, at de eksemplificerer henholdsvis stoflærens og formlærens opfattelse af samfundet. Det vil sige, samfundet som en sammensætning af enkeltindivider med grundlæggende individuel stræben, og samfundet som sin egen grundlæggende sammenhæng, hvor enkeltindividerne blot er momenter. (Hvilket svarer til de to forskellige økonomler, som Burkes og Smiths forestillinger udspringer af. Nemlig henholdsvis den agrare godsejerøkonomi, der vitterligt er bundet i et partnerskab mellem de døde, de levende og de endnu ufødte (det er nødvendigt at tænke i generationer, hvis man f.eks. planter egeskov), og konkurrencekapitalens markedsøkonomi, hvor det er det individuelle resultat her og nu, der tæller, og hvor partnerskabet ikke kan række videre end til u a partnership agreement in a trade of pepper and coffee, callico or tobacco, or some other such low concern, taken up for a littie temporary interest, and to be dissolved by the fancy of the partiesu, som Burke ringeagtende skrivery) Nu har vi beskæftiget os tilstrækkeligt med kategorierne formlære og stoflære til at indse, at begge har fat i noget rigtigt, for samfundet som genstand er kendetegnet såvel ved sin sammenhæng som sin sammensætning. Problemet er (såvel teoretisk som praktisk) at få det til at hænge sammen i en ægte syntese. Dvs. det problem, som Comte vred sin hjerne med: Hvordan individet på een gang kan være årsag til og virkning af samfundet? Comte løste ikke problemet, hans positive filosofi forblev en - fantasirig - eklektisk kombination af romantik og mekanik. Men det gjorde til gengæld Marx. Ihvertfald hvad det principielle angår, fik han fat i enheden af sammenhæng og sammensætning bedre end nogen før og landede hermed samfundsvidenskaben som en genstandslære. Han ophævede altså mekanikken og romantikken i den dialektiske opfattelse af menneske og samfund. (Vi bemærker at det dialektiske begreb om ophævelse danner en forening af mekanikkens
102 Personlighedens Almene Gmndlag I adskillelse (diskontinuitet eller revolution) og romantikkens sammenhæng (kontinuitet eller tradition). Ophævelse betyder således, at det ophævede på en gang er forsvundet og bevaret.) Fik Marx syntesens mekaniske moment fra Adam Smiths liberalisme (politiske økonomi), så var det fra Hegel og ikke fra Burke, at han hentede formlærens romantiske samfundsforestilling som moment. I Tyskland havde Fichte og Humboldt nemiig taget den romantiske forestilling om samfundet som Volksgeist op efter Herder, og den nåede sin fuldkommenhed (som idealitisk formlære) med Hegel og hans Verdensånd. Nu blev Marx aldrig noget orakel for det tyske borgerskab (hvad man jo vanskeligt kunne forlange), det vil sige, at den fremherskende intellektuelle tradition i Tyskland ikke nåede frem til syntesen men blev på den romantiske formlæres grund. Den vigtige erkendelse af samfundet som en ubrydelig historisk sammenhæng af sprog, kultur, tradition, kunst, filosofi, litteratur, myter, religion, love og institutioner blev således nok bevaret i Tyskland, men den blev opfattet som Volksgeist. 13 Det er præcis denne Volksgeist-tænkning, der ligger til grund for Wundts VOikerpsychologie. Wundt så imidlertid ikke som Hegel ånden som en objektiv gestalt. For ham var det noget, der blev båret af det enkelte individ i samfundet, og han foretrak derfor betegnelsen Volksseele (folkesjælen). Denne psykologisering af Volksgeisten var et gennemgående træk i perioden, hvad der f.eks. fremgår af Lazarus og Steinthals definition af Geist i førstenummeret af deres Zeitschrift fur Volkerpsychologie und Sprachwissenschaft fra 1860, hvor Geist beskrives som "a similar consciousness of many individuals, plus an awareness of this similarity, arising through similar descent and proximity. 1114 Det iøjnefaldende særlige ved Wundt er derfor ikke hans Volkerpsychologie, der er dybt forankret i tysk tradition, men hans naturvidenskabelige eksperimentalpsykologi, der følger den angelsaksiske elementistiske tradition og nærmest er u tysk. Om det var en af grundene til Diltheys protest, skal vi lade være usagt. Formlæren som sociologi Sociologien selvstændiggør sig som videnskab fra filosofien i de samme år som psykologien (Comte fik ikke helt krydset grænsen mellem filosofi og videnskab). Og ligesom psykologien kunne sociologien ikke uden videre fange sin genstand som genstand. Heller ikke selv om den egentlig havde bedre forudsætninger end psykologien. Marx havde jo netop åbnet lågen for en videnskabelig erkendelse af samfundet som genstand. Den moderne sociologis stiftende fædre mente imidlertid, at Marx reducerede det åndelige ud af samfundet, og formulerede deres videnskab som modsætning til Marxs historiske materialisme, som de så som økonomisme. I denne kritik ser vi naturligvis den sociologiske videnskabs enorme binding til formlæren, hvad der sådan set ikke er så mærkeligt, da
Den store form 103 samfundsvidenskaben må begynde med identificeringen af samfundet som en selvstændig kvalitet eller form. Som det kommer til udtryk i den tyske historie, vi lige har skitseret fra Herder til Dilthey. Den ene af den moderne sociologis to fædre var da også en tysker. Nemlig Max Weber der direkte inspireret af Diltheys Geisteswissenschaft udvikler sin "Verstehende Soziologie". Her vælger vi imidlertid at belyse spørgsmålet igennem den anden (og kronologisk første) sociologistifter: franskmanden Emile Durkbeim, der åbnede ballet med tre bøger Arbejdsdelingen i Samfundet, Den sociologiske Metode og Selvmordet- der udkom mellem 1893 og 1897. Durkheim skal ses i forlængelse af traditionen fra Comte (Parsons kalder ham Comtes "spiritual heir"). Og dermed også i forlængelse af den utopiske socialist og samfundsfilosof Saint-Simon, hvis sekretær Comte var i en lang periode. Comte ville dog ikke lave revolution som sin arbejdsgiver. Hans positive filosofi (og sociologi) skulle netop være neutral. Hvad der betød, at den blev samfundsbevarende og strengt konservativ. Hvilket jvnf. Burke jo også er den logiske konsekvens af den opfattelse, der lægger vægten ensidigt på sammenhængen og opfatter samfundet som en Grande etre eller superorganisme. Dette gælder derfor undtagelsesløst for den på formlæren funderede sociologi. Durkheim siger da også i forordet til Den sociologiske Metode: "Vor metode er altså ikke på nogen måde revolutionær. Den er endog, i en vis forstand, i væsentlig grad konservativ. 1 15 ' Det er ikke dette men noget andet, der forbinder Durkheim tæt med Saint Simon. Nemlig den "idea from which he (Saint-Simon) takes his departure and which dominates his entire doctrine,... that a social system is only the application of a system of ideas", som Durkheim selv skriver. 16 Altså formlæren, der opfatter det sociale som en ideel og åndelig sammenhæng hævet over de individer, der udgør dens materielle sammensætning. Durkheim formulerer selv denne opfattelse således: "Collective representations, emotions, and tendendes are caused not by certain states of consciousness of individuals but by the conditions in which the social group in its totality is placed. Such aetions can, of course materialize only if the individua/ natures are mere/y the indetenninate material that the social factor molds and transforms (min fremhævning, NE)." 17 Det er ikke Durkheims påpegning af den sociale helheds determination af den individuelle bevidsthed som sådan, der her er problemet. Den individuelle bevidsthed er socialt determineret. Problemet er ikke erkendelsen af, at formen (holistisk) bestemmer sit indhold. For det gør den. Problemet er, at en sådan positiv bestemmelse af form (formen forstået gennem det, den er: form) ikke er nok til at begribe formen. Den negative bestemmelse (formen forstået gennem det, den ikke er: stof) må med, hvis samfundet og det sociale skal forstås som genstand. Det vil sige, at formens stoflige eller materieue bestemmelse må med. Ellers - som vi tidligere har set- bliver formen noget uforklarligt givet, sin egen Prima Causa. Kort sagt en ånd.
104 Personlighedens Almene Grundlag I Ånden dukker da også op i Durkheims sociologi. "lndividual minds forming groups by mingling and fusing, give birth to a being, psychological if you will, but constituting a psychic individuality of a new sorf'. erklærer han. 18 Det vil sige, at sociologien bliver en lære om en særlig psyke, der griber udover de individuelle psyker og bestemmer disse. Hvilket selvfølgelig er den tyske Geist i ny forklædning. Og forklædningen blotter mere end den tilslører, hvad der bliver tydeligt i denne passage: "... the collective consciousness is the highest form of psychic life, since it is the consciousness of the consciousness. Being placed out~ side and above the individual and local contingencies, it sees things only in their permanent and essential aspects, which it crystallizes into communicable ideas. At the same time that it sees from above, it sees farther; at every moment of time, it embraces all known reality; that is why it alone can furnish the mind with the moulds which are applicable to the totality of things and which make i t possible to think of them. It does not create the moulds artificially; it finds them within itself." 19 Nu må man ikke tro, at Durkheims arbejde ikke rummede en masse fremragende sociologisk indsigt. Men ikke desto mindre bliver altså også han offer for den positive bestemmelses grænseløshed. Med ovenstående beskrivelse har vi nemiig ikke blot krydset ethvert erkendelsesmæssig! skel, som historien har sat siden Hegels Verdensånd. Vi er på det nærmeste blevet suget tilbage til Piatons højeste Ide. Og selv om den nye sociologi som videnskab ikke havde plads til Vorherre i sin forståelse, så er det næppe nogen tilfældighed, at den var så overmåde optaget af det religiøse, at den næsten burde kaldes religions-sociologi. (Hvilket ikke bør forveksles med den sociologi-religion, som Comte i sine sidste får fik forvandlet den positive filosofi til, omend denne kult nok havde mere med formlæren at gøre end med Comtes dårlige forhold til sin kone, som Ahlberg tilbyder som forklaring på Comtes omvendelse til mystiker. 20 ) Man kan sige, at den klassiske sociologi begynder og slutter med det religiøse. lhvertfald var Max Webers første store bidrag værket om Den protestantiske etik og kapitalismens dnd fra 1904, der- imod Marxs økonomiske forklaring - ikke først og fremmest så kapitalismens kilde i klasseudbytning men i borgerens religiøse angst for ikke at høre til Herrens udvalgte. Og Durkheims sidste store bidrag var Det religiøse livs elementære fonner fra 1913, hvori han skriver: "In summing up, then, it may be said that nearly all the great social institutions have been born in religion. Now in order that these principal aspects of the collective life may have commenced by being only varied aspeels of the religions life, it is obviously necessary that the religions life be the eminent form and, as it were, concentrated expression of the whole collective life. If religion had given birth to all that is essential in society, it is because the idea of society is the soul o f religion. " 21
Den store fonn 105 Socialpsykologi som refugium Naturligvis har formlæren ikke kunnet forblive enerådende inden for den sociologiske videnskab. En ensidighed hidkalder jo en anden, og også den modsidige sammensætningslære, der analyserer og dissikerer i elementer og ikke sjældent ender op med en masse usammenhængende facts, har fået sin plads. 22 Ja, den er faktisk blevet dominerende. (Derimod har samfundslæren som form1ære i væsentlig grad bevaret sit herredømme inden for de socialantropologiske videnskaber, der kan betragtes som børn af den holistiske sociologi. I disse videnskaber opfattes samfund og kultur fortsat først og fremmest som determineret af religiøse, mytiske og rituelle sammenhænge, der selv opfattes som en slag Prima Causa. Noget menneskeligt givet, som man tager sit udgangspunkt i, men ikke behøver gøre rede for. Den franske antropolog Uvy-Strauss (og den franske strukturalisme i almindelighed) kunne være et moderne skoleeksempel herpå. Men også vor egen videnskab kan fremvise eksempler på den udviskning af skellet mellem det videnskabelige og det religiøse, der følger af formlærens forestilling om Geist eller fællespsyke. Jungs kollektive ubevidste er nærliggende at.nævne. Der er ganske enkelt tale om en erhvervsrisiko ved den ellers på så mange måder udmærkede formlære.) Presset fra den frembusende og med statistik og formler svært bevæbnede elementsociologi tvang formsociologien til at søge efter en niche, hvor forestillingerne om den sociale psyke kunne overleve på et nogenlunde videnskabeligt grundlag. Et sådant tilflugtsted tilbød den tidlige videnskabelige psykologi i kraft af den fremherskende tvedeling i natur og kultur, som den f.eks. kommer til udtryk i Wundts insisteren på, at den menneskelige psyke er henholdsvis fysiologl'k og socialt determineret. Hvad der som to klart forskellige ting må fordre to klart selvstændige psykologiske forskningsområder. Nemlig et der studerer det psyko-fysiske problem, hvordan den menneskelige bevidsthed er det afledte resultat af sansepåvirkninger fra den materielle omverden. Og et der studerer det psyko-sociale problem, hvordan den menneskelige bevidsthed er det afledte resultat af forestillinger fra den sociale og kulturelle omverden. Denne tvedeling var formsociologien nemlig helt enig i. "Wir sind aus zwei Teilen gemacht", siger således Durkheim og fortsætter: "Wir sind zwei Wesen åhnlich, die, obwohl sie eng mit einander verbunden sind, aus zwei ganz ver~ schiedenen Blementen aufgebaut sind und in zwei Richtungen orientieren. Die Leidenschaften und die egoistisehen Tendenzen kommen aus unserer individuellen Konstitution, wiihrend die rationale Tiitigkeit - die theoretische und praktische- auf soziale Ursachen zuzuriickfiihren sind." 23 Og med dette sammenfald i forståelsen af mennesket mellem sociologi og psykologi blev Volksgeisten eller socialpsyken tilbudt en plads i Velkerpsykologien eller - som den senere kom til at hedde - i socialpsykologien.
106 Personlighedens Almene Grnndlag I Socialpsykologien er dobbeltbestemt. Ikke blot fordi den videnskabshistorisk blev til som en slags praktisk fællesforetagende for sociologer og psykologer, men også- og først og fremmest - fordi det psyko-sociale problem rummer en principiel dobbeltbestemmelse. Nemlig den dobbelthed som Comte tumlede forgæves med: Hvordan kan mennesket på een gang være en virkning af og årsag til samfundet? Hvilket splittet op giver os to bestemmelser af socialiteten: l. (den positive) Hvordan bestemmer det sociale det individuelle? Og 2. (den negative) Hvordan bestemmes det sociale af det individuelle? Som Comte fik Wundt og Durkbeim kun fat i den positive bestemmelse. Wundts psykologiske grundforestilling tillod kun en forståelse af mennesket som mere eller mindre passiv modtager (indhold, ikke akt), han kunne derfor kun se mennesket som betinget, ikke som betingende. Betinget af henholdsvis fysiske stimuli og (sprogligt bårne) sociale forestillinger og kulturelle betydninger. Og for Durkheim var tanken om, at samfundet som Grande etre skulle kunne tilbageføres til noget individuelt, ganske simpelt en verstyggelig mekanisk reduktionisme. "Every time a social phenomenon is directly explained by a psychological phenomenon, we may be sure that the explanation is false'\ erklærede han. 24 Med denne ensidige fokusering på problemets positive bestemmelse holdt psykologerne sig til problemet om, hvordan den sociale fællespsyke nedfælder sig i individet, eller hvordan enkeltindividet bringes til at marchere til fællesskabets stortromme. Kort sagt socialiseringens problem. Noter til kapitel 7 l. Cf. F. Le van Baumer (ed.): Mai11 Cu"entsofWestem '1110ught, Yale 1978, s. 426. 2. Ibid., s. 425. 3. Ibid., s. 425-26. 4. Cf. A. Næss: Filosofiens Historie, Kbhvn. 1%7, bind 3, s. 35. 5. Der er selvfølgelig aldrig noget, der i udviklingshistorien bliver til, fordi det er fordelagtigt. Det kan først være fordelagtigt, når det er blevet til Der må være noget at vælge, før den naturlige udvælgelse kan skride til værket. På sprogets område er sådanne forklaringer i særlig grad uhensigtsmæssige, fordi de slører det, som man skal begribe som det særegne ved det menneskelige sprog. En forklaring, der er i overensstemmelse med Herders indsigt, har jeg foreslået i Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 213. 6. Men kan f.eks. med stor fornøjelse læse Johann Gottfried Herder: Om samspillet mellem erkendelse og følelse i menneskets sjæl ( ca 1778), Kbhvn. 1955. 7. Cf. Baumer, op.cit., s. 497. 8. Om Malthus se f.eks.engelsted: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981, s. 10-14. 9. Burke, Edmund: Reflections on the Revolution in France (1790), Great Britain 1976, s. 194. 10. Ibid., s. 120.
Den store fonn 107 11. Det konservative budskab er tydeligt i Burkes udsagn om, at "wc are not thc convcrts of Rousseau; wc arenot the disciples of Voltaire; He1vetius has made no progress amongst us. Atheists arc not our preachcrs; madmen arenot our lawgivers. W e know that we have made no discoveries, and we think that no discoveries are to be made... (ibid., s.181). "You see, Sir, that in this enlightcned age I am bold enough to confess, tbat we are generally men of un~ taught feelings; that instcad of easting away all our old prejudices, wc cberish them to a very considerable degree, and, to take more shame to ourselves, wc cherish them bccause tbey are prejudices" (ibid., s. 183). Denne filosofi er naturligvis for dem, der er begunstiget af den herskende samfundstilstand, hvorfor Burke da også advarende siger, at nno mart should ap~ proacb to look into its (samfundets) defects and corruptions but with due caution; that they should never dream of beginning its reformation by its subversion; that he should approach to the faults of the state as to the wounds of a father, with pious awc and trembling solid tude" (ibid., s. 194). I den sammenhæng er det iøvrigt værd at nævne, at Comte i den kontra~ revolutionære periode, der sætter ind efter den franske revolution, fører Burkes forestillinger ind i sin positive filosofi, hvor det f.eks. hedder, at nu gælder det om "to imbue the people with the feeling that... n o political change is of real importance H (cf. H. Marcuse: Reason and Revolution, London 1955, s. 346.), og hvor Comte skriver: nhow swcet it is to obcy when we can enjoy the bappiness... of being conveniently discharged, by sage and worthy leaders, from the pressing responsibility of a general direction of our conduct" (Marcuse, ibid., s. 350). 12. Burke, ibid., s. 194. 13. Nazismens slagord "Du hist nichts, dein Volk ist alles", er snævert forbundet med denne tra~ dition. 14. Cf. G.W. Allporl: 'The historica1 background of modern social psychology' i G.Lindzey (ed.): Handbook of Social Psyclzology, USA 1954, vol. l, s. 35. 15. Durkheim, Emile: Den sociologiske Metode (1895}, Kbhvn. 1972, s. 4. 16. Durkhcim, Emile: Socialism (1896}, New York 1962, s. 4. 17. Durkheim, Emile: The Ru/es ofthe sociological Method, NewYork 1938, s.106. 18.!bid., s. 103. 19. Durkheim, Emile: The EJementory Fonns of Religious Life (1912}, London 1915, s. 444. 20. Ahlberg, A.: Filosofiens Historie, Kbhvn. 1946, vol. 2, s. 280. 21. Durkheim, Emile: The Elementary Fonns..., op.cit., s. 41S..419. 22 At der (i skrivende stund) er to sociologiuddannelser ved Københavns Universitet, er dybest set udtryk for disse to lejre i sociologien. 23. Cf. M. Jaroschewski: Psychologie im 20. Jahrhundert, Berlin 1975, s. 344. 24. Cf. G.W. Allport The historical Background..., op.cit., s. 39.
KAPITELS DEN SOCIALE PSYKE Sympati, imitation og suggestion Tager vi - med G.W. Allport, hvis redegørelse fra Handbook af Social Psychology1 vi følger - udgangspunkt i Piatons tredeling af psyken 2, der sideu har domineret psykologisk tænkning, så er der tre muligheder for en forbindelse mellem individet og det sociale fællesskab. Nemlig den affektive (følelsesmæssige), den konative (handlemæssige) og den kognitive ( erkendelsesmæssige) forbindelse. De har naturligvis alle haft deres tilhængere, når individets socialisering skulle forklares. I den klassiske (social)psykologi kommer de til udtryk som socialisering gennem henholdsvis sympati, imitation og suggestion. Sympati eller medfølelse som 'socialisator' finder vi udtrykt i Adam Smiths Theory of Moral Sentiment fra 1759, hvori det hedder, at "how selfish soever man may be supposed, there are evident! y som principles in his nature which interest him in the fortune of others, and renders their happiness necessary to him. 113 Udviklingen af en sådan medfølelse forklarer altså menneskets socialitet. I sin Emotionernes Psykologi fra 1897 kalder Ribot simpelthen sympatien for "fundamentet for al social eksistens". Den findes i flere forskellige niveauer, som Rihot beskriver med en fænomenologisk metode. Den mest udtømmende fænomenologiske analyse af de sociale følelser finder vi imidlertid i Max Schelers Wesen und Formen der Sympathie fra 1923. Imitation eller efterligning som 'socialisator' er en forestilling, der går langt tilbage, men på Wundts og Durkheims tid var imitationens varmeste fortaler som "nøglen til det sociale mysterium" franskmanden Tarde, som Durkheim stredes voldsomt imod, fordi Tarde ligefrem hævdede, at "samfund er imitation". Også imitation findes, som Tarde viste, i flere niveauer, og de blev hver især studeret. Fra det mærkelige empati-fænomen (ubevidst motorisk efterligning), der især er studeret af tyskeren Lipps, til egentlig modelindlæring, der vil være bekendt fra Bandura. Med udgangspunkt i det konative (og dermed adfærd) har imitation som forklaring naturligvis haft særligt rodfæste i USA. Begyndende med den darwinistisk inspirerede Baldwin, der så barnet som "a veritable copying machine", finder vi i adfærdspsykologiens land en lang række forskellige teorier fra operant betingning til Chicagoskolens sociale psykologi, der bruger begrebet imitation. Se f.eks. Dollard og Millers Social Leaming and Imitation fra 1941.
Den sociale psyke 109 Suggestion som 'socialisator' er den mest tidsbundne af de tre forklaringsmåder. Men også den mest dramatiske. I det scenebillede, som suggestionsforklaringen hører hjemme i, optræder Volksgeisten nemlig i en lidt anden rolle, end vi hidtil har set. Nemlig som spøgelse. Spøgelset fra folkedybet Den første til at fremmane spøgelset er vor ven Burke, der i 1790 skriver: "Out of the tomb of the murdered monarchy in France has arisen a vast, tremendous, nnforrned spectre, in a far more terrifick guise than any which ever yet have overpowered the imagination, and subdued the fortitude o f man. Going straight forward to its end, unappalled by peril, unchecked by remorse, despising all common maxiros and all common means, that hideous phantom overpowered those who could not believe it was possible she could at all exist." 4 Hvad Burke henviser til er pøbelinstinktet De utøjlelige lidenskaber, der fra folkesjælens mudrede bund bryder igennem den tynde hinde af rationalitet, respekt og anstændighed, når de underste i samfundet får lov til frit at udfolde sig som folkemasse. Nu gjorde borgerskabet god brug af pøbelsjælen under den franske revolution, for det var de underste klassers revolutionskamp, der banede vejen for borgerklassens sejr over den gamle adel. Og havde de gode borgere haft lidt problemer med at få vilddyret til at lægge sig pænt igen, så var det dog lykkedes. Ligesom det lykkedes under 1848-revolutionerne, hvor spøgelset endnu engang gik over Europa, som Marx og Engels skriver i Det kommunistiske Parlis Manifest. Men man var grumme bange for, at de tøjlede kræfter i den arbejderklasse, man selv med den kapitalistiske produktionsmåde havde skabt, skulle bryde løs. (Og her må vi ikke forbise, at problemet også havde en psykologisk dimension. Misforholdet mellem borgerskabets gode liv og progressive idealer og den virkelighed, som dets arbejdere for profittens skyld måtte leve under, var så drastisk, at hele arsenalet af freudianske forsvarsmekanismer måtte tages i anvendelse for, at borgeren skulle kunne fungere i det daglige. F.eks. holdt Darwins kusiner søndagsskole for at lære de børnearbejdere at læse, der ugens øvrige dage i bogstaveligste forstand sled sig ihjel i de porcelænsfabrikker, der sikrede kusinerne et liv i velstand. Hvis Adam Smiths sociale sympati har det mindste på sig, er det ikke svært at forestille sig de sjælelige anstrengelser, det må have krævet at dække over en sådan modsigelse. Ikke underligt, at så mange af samtidens ladies and gentlemen - som Darwin' - led af uhelbredelig neurasteni. Neurotiske forstyrrelser var i datidens gode selskab simpelthen reglen. Plejer vi at forbinde Victorianismen med et særligt misforhold mellem ideal og realitet på det seksuelle område, så er dette dog for en storm i en tekop at regne sammemignet med periodens virkelige misforhold.) En materialiseret frygt skulle være bedre til at bære end en umaterialiseret. Men borgerskabet i Frankrig -og i det øvrige Europa -blev ligegodt temmeligt
110 Personlighedens Almene Gnmdlag I rystet, da spøgelset igen gav sig håndgribeligt til kende i skikkelse af Pariserkommunen i 1871. Rædslen varede ganske vist kun nogle få måneder, men det var som om, at de selvforherligende marmor-mausolæer på Pere-Lachaise kirkegården ikke længere var urokkelige garanter for borgerskabets evighedsrige efter, at de havde tjent som kulisse for de sidste tusinde kommunarders nedslagtning. Og det skyldtes ikke skudhuller og blodtilsøling, men noget der hverken kunne fyldes ud eller vaskes af. Nemlig spøgelset, der usynligt behersker kirkegården (der iøvrigt regnes for spiritisternes Mekka), og herfra truer hele den borgerlige verdensorden. Denne hastigt skitserede sammenhæng mellem klassekamp og forestillingerne om skjulte sjælelige kræfter er baggrunden for suggestionsforklaringen. Og måske også årsagen til, at den er blevet et særligt fransk ærinde. Mens sympati er noget positivt og imitation noget nogenlunde neutralt, så har suggestion en negativ klang, som det fremgår af f.eks. McDougalls definition: usuggestion is a process of communication resulting in tb e acceptance with convietion of the communicated proposition in the absence of logically adequate grounds for its acceptance." 6 Det vil sige noget induceret om ikke imod, så uden om personens bedre viden. En sådan reaktion er netop karakteristisk for masseadfærd, siger franskmanden Le Bon, for "in a crowd the individual may be brought into such a condition that, having entirely lost his conscious personality, he obeys all the suggestions of the operator who has deprived him of it, and commils acts in utter contradietion with his character and habits." 7 I mængden kan individet altså forvandles til et får, der sanseløst følger flokinstinktet i stedet for at tænke selv. Det er en sådan uselvstændiggøreise af individet, der skaber en pøbel (mob) og forvandler folkesjælen til spøgelse. Ophøjer "vox populi til vox Dei", som Galton siger. ( Galton stred hele livet mod det, han forstod som pøbelvælde!. Differentialpsykologien er et af de våben, han smedede til den kamp. Et andet var eugenikken - raceplejen, der skulle forhindre underlødige individer i at formere sig. 8 ) Nedsunket i en folkemængde opfører individet sig altså næsten som hypnotiseret. Hypnose og hysteri Begrebet suggestion skylder vi den franske læge Liebault, der så det som identisk med netop hypnose. Begrebet hypnose (eller rettere hypnotisme, som det først hed) er et af den engelske læge Braid opfundet erstatningsord for mesmerisme. Og roesmerisroe er navnet på den tranceinduktion, som Wienerlægen Mesmer under betegnelse animalsk magnetisme behandlede patienter med i anden halvdel af 1700-tallet. Meget hos Mesmer var (i vores forstand) fup. F.eks. den jern-ornamenterede egetræskiste, der indeholdt de magnetiske stråler. Men det afgørende var
Den sociale psyke 111 fakta. Mesmer kunne inducere patienter i hypnotisk trance, og dette havde i mange tilfælde en helbredende virkning. Lægeverdenen var også dengang meget naturvidenskabeligt indstillet og indlod sig ikke gerne på den tanke, at en åndelig påvirkning som hypnose skulle kunne føre til fysiologiske ændringer (f.eks. helbredelse af en lammet arm). Hvad enten den blev opfattet som et ntiddel til sikring af smertefri kirnrgiske indgreb (narkose var endnu kun i sin vorden), eller som et middel til egentlig psykisk behandling af fysiologiske symptomer, havde roesmerismen trange kår. (Hvilket var en grnnd til, at Braid skiftede navnet til hypnotisme.) Men der var dem, der holdt ved, og selv om de kom fra mindre respekterede medicinske områder, så fik det stor betydning. Den ene var ovennævnte Li6bault, der var praktiserende læge i Nancy og d6r rekrutterede en anden læge, Bernheim, så de tilsammen kunne danne Nancy-skolen. Den anden var Charcot, direktør på det sindsygehospital for kvinder i Paris, der har givet navn til Satpetri.ere-skolen. Der var to hypnoseskol er, fordi Bernheim og Charcot var uenige. Bernheim mente som Liebault, at hypnose var suggestion og dermed et almindeligt og universelt fænomen. Charcot mente, at det var et sygeligt fænomen, der var identisk med hysteri. Neurosen er en plante, der trives bedst i det dunkle. Nogen ser heri grnnden til, at hysteri (neurotiske lammelser, stumhed, etc.) er så godt som forsvundet i patientmassen. Hysteri er nemlig siden blevet en meget velbelyst lidelse. Det skyldes ikke mindst Freud, der via Breuer blev interesseret i hypnotisk behandling af hysteri og en tid studerede hos Charcot, til han fandt sin egen vej ind i denne psykopatologi. l det 19. århundrede, hvor lidelsen var almindelig (og i særdeleshed almindelig på et sindssygehospital for kvinder), vidste man imidlertid ikke bedre end, at hysteri var en kvindesygdom med organisk rod i livmode' ren, hvoraf det græske navn kommer. Charcot, der var en fremragende anatom, indså imidlertid, at en helt almindelig organisk sygdom var det ikke. Lammelserne fulgte nemlig ikke organismens anatomiske mønstre, men patienternes forestillinger. Der var altså tale om noget psykisk, der inducerede noget fysiologisk, og da han mente at kunne genfinde de samme trin i hysteriens udvikling som i et hypnotisk forløb (lethargi, kataplexi og somnabulisme ), så opfattede han hysteri og hypnose som noget identisk. Og dermed - mod Nancy-folkene - hypnose og suggestion som noget psykopatologisk. Charcots centrale teoretiske forestilling er den dissocierede bevidsthed eller den splittede personlighed, en forestilling som Robert Louis Stevenson gjorde folkeligt udbredt med sin roman Dr. Jekyll and Mr. Hyde. (Litteraturen lader sig forståeligt nok inspirere af dramatiske psykologiske teorier. Da Freud siden i form af Id'et fandt sin variant af den ubevidste dæmon, der huserer i personligheden, var det den, som litteraterne med forkærlighed kastede sig over, når de skulle præsentere en dybere forklaring på menneskesjælens gåder. Hvad der -
112 Personlighedens Almene Gmndlag I sammen med vittighedstegningerne - har været med til at popularisere psykoanalysen i den offentlige mening, hvor psykologi næsten gøres identisk med psykoanalyse. Den litterære forkærlighed for psykoanalysen er iøvrigt også grunden til den tilsyneladende ejendommelighed, at de danskstuderende ved universitetet har mere Freud-litteratur på deres pensum end de psykologistuderende.) I direkte forlængelse af Salpetriere-skolens forestillinger om mennesket som besat finder vi de socialpsykologiske forestillinger om det sociale som noget dæmonisk, der kan forvandle enhver Jekyll til en Hyde. Gustave Le Bon, der med sin voldsomt indflydelsesrige Psychologie des joules (Massens psykologi) fra 1895 slog et voldsomt slag mod tidens socialistiske tanker, skriver således direkte inspireret af Charcot, at i en mængde er mennesket "no longer conscious of his acts. In his case, as in the case of the hypnotized subject, at the same time that certain faculties are destroyed, others may be brought to a high degree of exaltion. Under the influence of suggestion, he will undertake the accomplishment of certain acts with irresistible impetuosity." 9 Hermed gør Le Bon store gruppers kollektive optræden til noget psykopatologisk - massehysteri som resultat af massesuggestion. Dette siger mere om Le Bon - og hans tid - end det siger om psykologien i social virksomhed. Hvilket ikke betyder, at massesuggestion og massehysteri ikke findes. Det gør det, og i den henseende peger Le Bon på noget virkeligt. Det kvindelige og det psykopatologiske Helt det samme kan næppe siges, når Le Bon også påpeger, at "crowds are everywhere distinguished by feminine characteristics". Men vi husker, at hysteri blev opfattet som et kvindeligt fænomen, hvis massehysteri derfor er masseadfærdens væsen, så må masseadfærd derfor også være noget kvindeligt. Opfattelsen af det kvindelige som noget dæmonisk farligt er ældgammel" Den var et vigtigt moment i de hekseprocesser, der kostede omkring 10 miljioner europæere livet fra det 13. til det 17. århundrede (men især efter reformationen, hvor protestanterne overgik inkvisitionen i ihærdighed), fordi tortur, drukning og brænding blev opfattet som det bedste helbredelsesmiddel mod såvel psykiske, sociale som politiske afvigelser, som man ikke skelnede imellem men så som udslag af djævlebesættelse. (Danmarks sidste hekseproces - mod de besatte kvinder i Thisted i 1699 - sluttede faktisk med sagens afvisning p.g.a. en sådan skelnen. Højesteret vurderede, at kvinderne bare var hysteriske!) I den forstand er der en kontinuitet mellem Mal/eus maleficamm eller Heksehammeren - den lærebog i hekseforfølgelse som Sprenger og Kraemer skrev i 1489 til brug for inkvisitionens middelalderlige psykiatri- og Charcots psykiatri, hvor forestillingerne om det kvindeligt dæmoniske stadig har en vigtig plads. Men en diskontinuitet er der naturligvis også. Nemlig det brud, der fører til, at
Den sociale psyke 113 galskab opfattes som en sygdom og ikke en besættelse med deraf følgende forskellig behandlingsopfattelse. Det er iøvrigt en anden Salpetriere-direktør, som vi forbinder med dette skift i opf~ttelsen af psykopatologi. Nemlig Philippe Pine!. Pine! fik posten i 1794, og Boring antyder svagt, at han kan have været influeret af den menneskerettighedserklæring for kvinder (Vindication of the Rights af Woman), som Mary Wollstonecraft to år tidligere havde prøvet at supplere revolutionen med. I så fald var Pine! en af de få, der ikke bare opfattede Wollstonecraft som en "hyæne i skørter", som der stod i et samtidigt blad. Revolutionstid eller ej opfattede mænd kvinden som Rousseau, der om kvindens skæbne sagde: "They must be subject all their lives, to the most constant and severe restraint, which is that of decorum; it is therefore necessary to accustom them early to such confinement, that it may not afterwards cost them too dear; and to the suppression of their caprices, that they may more readily submit to the will of others.'' 11 Så når menneskerettighedserklæringen i den engelske version hedder Rights of Man og i den franske Droits de L 'Hamme, så skyldes det nok den vante sprogbrug. Men den vante sprogbrug reflekterer virkelige forhold, som man nok kunne blive hysterisk over, hvis man hørte til de mennesker, der var født med livmoder. Den dæmoniske sammenknytning af det psykopatologiske og det sociale kom med Charcot-skolen og Le Bon til at spille en stor rolle i den følgende udvikling. Det var f.eks. under indlfydelse heraf, at den amerikanske Charcot-elev Morton Prince i 1922 ændrede navnet på det tidsskrift, han havde stiftet 14 år tidligere. Journal af Abnonnal Psychology blev herved til Journal of Abnormal and Social Psychology. (Senere - da han stiftede Harvard Psychological Clinic - fandt Morton på at bruge et noget kortere udtryk for dette fællesfelt af klinisk og social psykologi: Dynamisk Psykologi!) Salpetriere-skolens forestillinger om suggestibilitet som noget abnormt og dermed socialpsyken som en dæmon faldt ikke godt i hak med Durkheims mere ideelle forestillinger om Geisten. Det gjorde til gengæld Nancy-skolens opfattelse af, at det sociale overføres ved suggestion, som er noget ganske normalt. Og deri overførelsesmekanisme, som de forestillede sig, nemlig den ideo-motoriske, passede vældigt godt til den durkheimske formsociologi. Den ideo-motoriske respons, der forklarer suggestion (og hypnose) som en indplanteret ides automatiske evne til at udløse motorhandlinger eller adfærd, kunne nemlig også forklare, hvordan Volksgeisten (opfattet som et sæt af ideer) kunne materialisere sig i de enkelte menneskers handlinger. Især Durkheims elev Fouillee udarbejdede denne opfattelse med sine forestillinger om idees-forces, omend også Fouillee mente, at Durkheim var gået for vidt i sin adskillelse af sociologisk og psykologisk form. Dette problem med adskillelsen af socialpsyken og de individuelle psyker var i det hele taget den tidlige socialpsykologis hovedproblem (problemet med de to maneger, kunne vi kalde det). Men inden vi ser på det, vil vi foretage en
114 PersonlighedensAlmene Grundlag I lille abstraktion, der kan trække såvel problemstillingen som ræsonnementet bag Durkheims forestillinger op. Menneskets to verdener Den verden, som mennesket lever i, udgør naturligvis en sammenhængende helhed. Alligevel vil det ikke være forkert ved en abstraktion at dele den i to, så man siger, at mennesket lever i to forskellige verdener. Den ene verden er den, der geografisk og tidsmæssigt er afgrænset af vore individuelle erfaringers umiddelbare rækkevidde. Altså dagligdagens verden, der er omskrevet af det fysiske og sociale miljø, vi færdes i til daglig - de vante omgivelser, bekendte ting, hjemmet, arbejdspladsen og fritidsinstitutioner (rekreative, kulturelle, politiske) - og som rummer vore familiemedlemmer, arbejdskammerater og venner. Til formålet kan vi kalde det erfaringsverdenen. Den anden verden er den, der strækker vidt udover den enkeltes erfaring, såvel geografisk som tidsmæssigt, men ikke desto mindre udgør en lige så substantiel del af den enkeltes virkelighed, som den umiddelbare erfaringsverden. Vi taler her om verden givet os i form af viden. Vi ved nemlig umådeligt meget mere om verden, end hvad vi har erfaret på egen hånd gennem vore sanser. F.eks. er et kernekraftværk i Ukraine lige så virkeligt for os, som købmanden henne på hjørnet, selv om vi aldrig har været i Ukraine. Denne vidensverden er umådeligt stor. Geografisk omspænder den ikke blot hele kloden, men den rækker ud i verdensrummet hinsides vort eget solsystems grænser. Tidsmæssigt rummer den historien, evolutonshistorien og solsystemets fysiske dannelse. En udtømmende beskrivelse af denne vidensverden, som samfundet besidder den, ville (som det rent faktisk gør) kræve millioner af bind og magnetbånd i tusindtallige biblioteker og databanker, men selv den udtømmende beskrivelse af de fleste enkeltindividers vidensverden ville fordre et middelstort konversationsleksikon. Det er ikke uden grund, at vi bruger bogen som målestok for vidensverdenens udstrækning. Vidensverdenen er først og fremmest sprogligt båren. Selv om også billeder indgår i medieringen af den samfundsmæssige viden, så eksisterer den først og fremmest i kraft af sproget. Sproget bliver ofte kaldt for et kommunikationsmiddel. Det er selvfølgelig fuldstændigt rigtigt. Men i så fald må man skelne imellem den kommunikation, der koordinerer og subordinerer flere individers kollektive virksomhed, og den kommunikation, der bringer erfaringer gjort af nogle mennesker videre til andre i form af viden. Den første kommunikation deler vi med dyrene. Den anden er helt særegen for mennesket. Dyrene lever derfor kun i en erfaringsverden. Mennesket lever tillige i en vidensverden. Eller - som vi hellere vil kalde det - i en betydningsverden. Idet vi bruger betegnelsen betydning for de objektive sammenhænge i rum og tid - hvad angår såvel natur som samfund, som samfundet har samlet op og formidlet ved hjælp af sprog og institutionel praksis-"
Den sociale psyke 115 Modsvarende vil vi så bruge betegnelsen mening, når vi henviser til den i den enkeltes erfaringsverden rodfæstede viden. Mening er således individbårent, mens betydning er det samfundsbårne. Det er derfor f.eks. Leontjev taler om samfundsmæssig betydning og personlig mening. Det fremgår heraf, at betydningsverdenen er uløseligt knyttet til samfundet som enhed. Betydningsverdenen er noget, der udvikler sig fra generation til generation. Mens menneskets erfaringsverden idag ikke kvantitativt er væsentlig større, end den antikke grækers erfaringsverden var, så er dets betydningsver~ den umådeligt meget større. J den forstand kan man sige, at samfundet og ikke individet er bærer af den menneskelige udvikling. (Uden individuel tilegnelse - det er ikke uden grund, at børnene går ti år i skole - kan den samfundsmæssige betydningsverden dog ikke bæres videre.) Selv om erfaringsverden og betydningsverden i praksis løber over i hinanden, så vores erfaringer fyldes af betydning og betydningerne opbindes med erfaringer, så tror jeg, at de fleste uden besvær fænomenologisk kan identificere denne distinktion i deres oplevelse af verden. Den abstrakte tvedeling er altså ganske nyttig. Vi kan tegne den på denne måde: Det indmduel!e subjekt Den samfundsmæssige betydningsverden Den personlige erfaringsverden Det er umiddelbart til at forstå, at det er den samfundsmæssige betydningsverden, som Durkheim har fået fat i. Heri ligger hans meget vigtige genstandsmæssige påpegning. At han identificerer samfundet med et system af ideer, forekommer i den sammenhæng næsten forstandigt. For den samfundsmæssige formidling af betydning sker i ikke ringe omfang som en formidling af ideer. Og ideer, der faktisk kan sætte individet i bevægelse. (Hvor mange europæere forlod f.eks. ikke i de år hjemstavn og familie på grund af ideen om Amerika? En ide der iøvrigt ikke sjældent var plantet ved suggestive annoncer fra de store dampskibsselskaber.) Når Durkheims -og Diltheys og Hegels -forestillinger om Volksgeisten bliver idealistiske, skyldes det med andre ord ikke deres påpegning af samfundet som et betydningsunivers. Det skyldes, at de ikke kan se det som andet. De forbiser, at ideerne selv må komme et sted fra. At samfundet i virkeligheden ikke er en ånd, men noget der bærer ånd.
116 Personlighedens Almene Grundlag I Socialpsykologien og McDougall Samfundet som ånd var som nævnt en af de forestillinger, som socialpsykolo~ gerne havde problemer med. Den gennemgående tendens var derfor den, vi ser udtrykt hos såvel Salp~triere-skolen, Nancy-skolen og Wundt. Nemlig at finde den egentlige sociale psyke i forbindelse med den individuelle psyke. Den engelske psykolog William McDougall kan tjene som eksempel. McDougall havde været interesseret i socialpsykens problemområde, siden han i 1898 - sammen med to andre eksperimentalpsykologer Rivers and Myers - var blevet inviteret med på Cambridgeuniversitetets antropologiske ekspedition til Torres-strædet ved New Guinea. En invitation der afspejler tidens nære sammenfald mellem psykologisk og antropologisk tænkning i almindelighed og den engelske tradition fra Galtons målende race-differentialpsykologi i særdeleshed. (I 1904 blev der f.eks. oprettet en forskerstilling i eugenik eller racepleje, der gik til Karl Pearson, hvis biometriske metoder har lagt grunden til den psykologiske statistik.) Da McDougall i 1905 havde udgivet sin Physiological Psychology, forekommer det derfor naturligt (i overensstemmelse med både den durkbeimske og wundtske tvedeling), at han i 1908 skulle udgive An Introduetion to Social Psychology. Dette var iøvrigt første gang, at ordet socialpsykologi blev anvendt i titlen på en bog. Eller rettere den anden gang. For tidligere samme år havde Ross udgivet Social Psychology: An Outline and Sourcebook. Fulgte Ross linien fra Charcot og Le Bon, hvor det sociale bliver et udtryk for dæmoniske kræfter, abnorme tilstande og forførelse udefra (hvad Freud iøvrigt gør til indefra, når han i Massenpsychologie und Ich-Analyse fra!921lader massen følge lederen ikke på grund af hans suggestion men på grund af en identifikation af lederen med tidlige kærlighedsobjekter!), så opfattede McDougall mere socialpsyken i overensstemmelse med traditionen fra Durkheim, Nancy-skolen og Wundt. I Group Mind fra 1920 bestemmer han således socialpsyken ved følgende fem kriterier: l) Kontinuitet, hvor enkeltindividerne kan udskiftes uden, at det går ud over helheden. 2) En forestilling om gruppen hos gruppens medlemmer. 3) Vekselvirkuing med andre grupper (rivalitet og konflikt), der fremmer gruppeselvfølelsen. 4) Tilstedeværelsen af traditioner og skikke i medlemmernes bevidsthed. 5) Specialisering og arbejdsdeling. Bestemmelsen er en blanding af noget overindividuelt og noget individuelt og reflekterer således det klassiske problem, om man kan tale om en overindividuel psyke (Volksgeisten og de franske sociologers Grande etre), eller om socialpsyken er en egenskab ved de individuelle psyker. Psykologerne hældede i stigende grad til det sidste. Socialpsyken blev individualiseret, som vi har set det i Salp~triere-skolens psykopatologiske socialpsykologi, og forestillingerne om en overindividuel socialpsyke blev udsat for voldsom kritik. F.eks. skriver Floyd Allport i 1924: "Nationality, Free-masonry, Catholicism, and the like are not group minds..., they are set of ideals, thoughts, and habits repeated in each individual mind and existing only in those minds...
Den sociale psyke 117 All theories which partake of the group fallacy have the unfortunate consequence of diverting attention from the true locus of cause and effect, namely, the behaviour mechanism o f tb e individual. nt 3 Og her ser vi naturligvis den frembrydende behaviorisme, som Watson havde programsat i 1913. McDougall var ikke immun over for kritikken mod den overindividuelle socialpsyke. I en revideret udgave af Group Mind fra 1928 slår han således fast, at "there is no consciousness excepting in individuals.u Men helt sikker var han nu alligevel ikke. For han skriver også: "W e maystillspeak of collective minds, for we have defined mind as an organized system of interactive mental and physical forces." Er dette noget forvirrende, så ser Gordon W. Allport forvirringen opløse sig i en slags consensus, idet McDougall også bestemmer socialpsyken som "consisting in the similarides of structure of the individual minds which render them capable of responding in similar fashion to the common features of the environment, social and physical." 14 Altså noget som bror Floyd også kunne være enig i. Dette har Allport ikke uret i, men han forbiser, at det i så fald er en consensus, der vindes på bekostning af genstandserkendelsen. I en vis forstand er forvirringen mere genstandsnær l Hvad vi skal vende tilbage tillidt senere. Instinkternes socialpsykologi Når McDougall skrev både en fysiologisk og en social psykologi, så var det fordi, at han delte den opfattelse, som vi har set hos Durkheim og Wundt. At mennesket er bestemt ved l) sin natur, og 2) sit samfund. Hvorfor man må have dels en naturvidenskabelig bestemmelse af mennesket (fysiologi) og en åndsvidenskabelig (sociologi eller Volkerpsychologie). Modsat Wundt så McDougall imidlertid også en årsag til menneskets socialitet i dets naturbestemmelse. Dette skyldtes Darwin, der i Descent of Man fra 1872 havde argumenteret for, at menneskets sociale egenskaber var et produkt af evoutionens naturuge udvælgelse. Det vil sige instinkter. I 1908 funderer McDougall derfor sin socialpsykologi på instinktet, som han definerer således: "An inherited or innate psycho-physical disposition which determines its possessar to perceive, and to pay attention to, objects of a certain class, to experience an emotionel excitement of a particular quality upon perceiving such an object, and to aet in regard to it in a particular manner, or, at least, to experience an impulse to such an action." 15 Og de instinkter, der først og fremmest er årsag til menneskets socialitet er underkastelsesinstinktet og instinktet for selvfølelse. Instinktforklaringer er umådeligt primitive. Det er en tynd forklaring, der henviser et fænomen til en medfødt evne. Individet gør dette eller hint, fordi det er i overensstemmelse med dets natur eller væsen. Men instinktforklaringen var i tiden efter Darwin så populær, at Bernard i lnstinct: A Study in So-
118 Personlighedens Almene Grundlag I cial Psychology i 1924 kan opregne ikke mindre end 14.000 forskellige instinkter, der er blevet anvendt til at forklare menneskelig adfærd. I sin bedste form har instinkt eller væsensforklaringen imidlertid en ganske betydelig dyd: Den fremstiller individet eller organismen som et aktivt, målret tet subjekt og ikke som et objekt for ydre påvirkninger. Dette så vi med Aristo teles' væsensforklaring, og det ser vi også med McDougalls hormis/æ psykologi, som han kalder den (harme: græsk for drift), men som bedre er blevet kaldt purposive psychology, fordi McDougall lægger vægten på organismen som en handlende og stræbende agent. "The healthy animal is up and doing", siger han. Mellem to stole McDougall er udtryk for en særegen kombination. På den ene side rummer hans psykologi en aristotelisk-lignende subjektpsykologi, som vi ellers finder i Brentano-traditionens Tyskland, hvor McDougall muligvis kan være blevet inspireret under sit studieophold hos G.E. Muller i Gottingen. Det er således ikke svært at genkende såvel aktpsykologiens som holismens toner, når McDougall i sin Outline of Psychology fra 1923 skriver, at "a reflex action is always a partial action, but a purposive action is a total reaction of the organism... In purposive action the w hole organism is commonly involved; the processes of all its parts are subordinated and adjusted in such a way as to promote the better pursnit of the natura! goal of action.u 16 På den anden side rummer hans lære en reduktionistisk, darwinistisk psykologi, som den udviklede sig i England og i særdeleshed i USA. En kombination, der burde gøre alle tilpas, risikerer imidlertid at gøre ingen tilpas. Det var det, der skete for McDougall, der blev angrebet af de naturvi denskabelige stofpsykologer, der på grund af hans vitalistiske og teleologiske oranismeopfattelse opfattede ham som metafysiker og mystiker, og af de åndvidenskabelige formpsykologer, der på grund af instinktlæren opfattede ham som biologisk reduktionist. Ugleset som han var, kom han alligevel til at spille en ikke ubetydelig rolle som brobygger i det skjulte mellem den amerikanske adfærdspsykologi og den mere kontinentale personlighedspsykologi. Det skyldtes den overbygning, som han med et lån fra Alexander Shands sentiments-lære - forsynede sin instinktlære med. McDougall forestillede sig nemlig, at instinkterne blev knyttet til objekter ved hjælp af emotioner og følelser (sentiments), og at denne sentimentstruktur i sin komplicerede mangfoldighed dannede menneskets persardighed (eller karakter som han med Shand kaldte det). Han skriver i The Energies of Men: A Study of the Fundamentals of Dynamic Psychology. fra 1932: "The theory of sentiments is the theory of the progressive organization of the propensities (instincts) in systems which become the main sources of all our activities; systems which give consistency, continuity and arder to our life of striving and emotion; systems which in turn become organized in larger systems, and which,
Den sociale psyke 119 when harmoniously organized in one comprebensive system, constitute what we properly call character."" Karakteren eller personligheden er altså ifølge McDougall en særlig psykisk struktur af driftsinitierede og emotionelt bårne subjekt-objekt forbindelser, og ad denne motivationspsykologiske landevej har hærskarer af psykologer siden vandret fra den ene lejr til den anden. I den forbindelse kan man sige, at McDougall beredte vejen for freudianismens efterfølgende indtog i amerikansk psykologi, for Freuds personlighedsmodel bygget op af kathexis-forbindelser mellem drift og objekt er i det principielle identisk med McDougalls. Når udtrykket 'propensities' dukker op på instinktets plads i McDougalls 1932-beskrivelse, så skyldtes det, at instinktlæren ikke var en mindre anstødsten for den elementistiske og associationistiske arnerikanske psykologi, end forestillingen om den overindividuelle socialpsyke havde været. Amerikanerne var fuldblods angelsaksere i den klassiske europæiske strid om, hvorvidt sindet er medfødt (nativisme), som var den fremherskende kontinentale opfattelse, eller om det var et produkt af indlæring (empirisme), som var det af briterne foretrukne. Dette fik McDougall at mærke under sit virke i USA, og også i dette spørgsmål gav han efter for gruppepresset. I stedet for at tale om instinkter, begyndte han at tale om 'propensities' (tilbøjeligheder). Hvilket var så uforpligtende, at det tillod amerikanerne at lægge deres foretrukne grundkategori i det i stedet for grundkategorien instinkt. Nemlig grundkategorien vane (habit). (For Overblikkets skyld kan man opdele den psykologiske videnskabs tidlige bestræbelser ud fra tre grundkategorier: Afbildning, motiv og vane. Den første giver os den klassiske kognitionspsykologi, der jvnf. Wundts indholds-psykologi opfatter mennesket som passivt modtagende. Den anden giver os den klassiske personligheds- og motivationspsykologi, der opfatter mennesket som aktivt stræbende. Såvel den tyske akt-psykologi som McDougalls og Freuds dynamiske psykologier kan her være eksempler. Den tredje giver os den klassiske indlærings- og adfærdspsykologi, som den først og fremmest realiserer sig i behaviorismens form. Den ligger den passive indholds-psykologi nærmere end den aktive akt-psykologi, fordi den opfatter mennesket som determineret af ydre påvirkninger.) Noter til kapitel 8 l. Lindzey, G. (ed.): Handbook of Social Psychology, USA 1954, vol. 1, s. 18-28. 2. Platon opfattede menneskets psyke analogt til samfundets struktur (eller omvendt). Maven var såledesfølelsernes sæde (det affektive), hvilket modsvarede slavernes klasse i samfundet. Brystet var sædet for mod og stræben (det konative ), hvilket modsvarede krigernes klasse i samfundet. Hovedet var sædet for fornuft og tænkning (det kognitive), hvilket modsvarede fdosoffernes klasse, som hos Platon bør være identisk med regenternes klasse i samfundet. Om Piatons menneske- og samfundsopfattelse se iøvrigt Engelsted: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981, s. 6-10.
120 Personlighedens Almene Grundlag I 3. Allport, op.cit. 4. Burke, Edmund: Letters on a Regieide Peace. Cf. Conor O'Briens indledning til Burkes Reflections on the Revolution in France, G.B. 1976, s. 9. 5. Der var et fantastisk misforhold mellem Darwinfamiliens ( = Wedgwoodfamilien - porcelænsdynastiet i Staffordshire) idealer og grundlaget for dens indtjening. Darwins teori er næppe tænkt som en apologi for den kapitalistiske udbytnings uhyggelige manifestationer, men den bliver straks annammet som sådan af det kapitalistiske borgerskab. Hele livet var Darwin splittet med hensyn til sin teori, som han både var (berettiget) stolt af, men som også gav ham svære moralske anfægtelser. Han forsvarede den aldrig offentligt. Det var Thomas Hux1ey, der førte (og vandt) kampen for evolutonslæren i marken. Darwin optrådte aldrig i offentlige forsamlinger, men skjulte sig på sit landsted. Han led af neurotisk svækkelse og kunne i lange perioder ikke arbejde, og regelmæssigt tog han på kurophold i Tyskland for at styrke sig med homcøpatiske bade. (Til denne version skal tilføjes, at Encyclopedia Bn'tanica hævder, at Darwins svækkelse skyldtes en parasit, der havde invaderet ham under jordomscj~ lingen med HMS. Beagle. Det kan jo også meget vel være sandt). 6. McDougall, William: Introduetion to Social Psychology, London 1908, s. 100. 7. Cf. Allport, op.cit. 8. Se herom f.eks. Engelsted, op.cit., s. 16-21. 9. Le Bon, G.: 77ze Crowd, London 1896, 12. udg. 1920, s. 35. 10. I forbindelse med mand-kvinde modsætningen er der en distinktion, det er helt afgørende at få med. Nemlig forskellen mellem mand-kvinde forholdet som et biologisk forhold (køns~ forholdet), og som et socialt-økonomisk forhold (arbejdsdelingen som det eufemistisk hedder). På engelsk har man en mulighed for at holde disse to fundamentalt forskellige forhold adskilt, idet man kan tale om sex og gender. Dette kan vi imidlertid ikke på dansk, hvilket medfører utrolige sammenblandinger i tænkningen, der bestandigt biologiserer det socialtøkonomiske forhold mellem kønnene. 11. Cf. Wollstonccraft, Mary: Vindicaiion of the Rights of Woman (1792), Great Britain 1975, s. 178. 12. Denne bestemmelse af begrebet betydning vil vi skærpe i andet bind. 13. Allport, Floyd: Social Psychology, Boston 1924, s. 9. 14. Allport, G. W, op.cit. 15. McDougall, W.: op.cit., s. 30. 16. McDougall, W.: Outline of Psychology, New York 1923, s. 57. 17. McDougall, W.: The Energies of Men: A Study of the Fundamentals of Dynamic Psychology, London 1932, s. 211.
Individet og den sociale gruppe 121 KAPITEL9 INDMDET OG DEN SOCIALE GRUPPE Chicagoskolen Uden de traditioner og institutioner, der kendetegner det europæiske samfund med dets tusindårige historie, blev den amerikanske 'folkekarakter' først og fremmest modelleret over 'the selv-made man', der praktisk indstillet beroede på egne kræfter og alene lod sig vejlede af egne erfaringer. Det er ihvertfald en ofte fremført begrundelse til forklaring af den kendsgerning, at amerikansk filosofi og psykologi er blevet domineret af empiristiske ('sandheden er, hvad vi erfarer') og pragmatistiske ('sandheden er det, der virker') anskuelser. Hvortil måske kan tilføjes, at USA ideologisk fødes med oplysningstidens radikale opfattelse, at mennesket formes af sine omgivelser og derfor i de rette omgivelser (politisk frihed og ret til individuel stræben) kan formes i de mest lykkelige retninger. En optimistisk og revolutionær menneskeopfattelse vi endnu hører et ekko af i Skinners psykologiske filosaferen i Beyond Freedom and Dignity, hvor han siger, at vi med den moderne indlæringspsykologi (operant betingning) kan lave mennesket præcist så godt, som vi vil have det. Det er blot et spørgsmål om at betinge de rigtige vaner. Vanen er nemlig mere end vores "second nature", som William James siger. Den er "ten times naturen. Hvad der dog ikke betyder, at James havde revolutionære hensigter på menneskehedens vegne. Vaneopfattelsen har også en anden side, hvad James giver os et godt indtryk af i denne burkeske tirade, der gør vanen ligeså samfundsbevarende som Burkes tradition. James skriver: "Habit is thus the enor' mous flywheel of society, its most precious conservative agent. l t alone is what keeps different social strata from mlxing...!t is well for the world that in most of us, by the age of thirty, the character has set like plaster, and will never soften again." 1 Det er imidlertid ikke James, der her interesserer os, men derimod hans to yngre landsmænd John Dewey og George Herbert Mead, der er den funktionalistiske Chicagoskoles vigtigste fortrædere. (Funktionalisme og pragmatisme refererer til den darwinistisk inspirerede forestilling, der gør det praktiske resultat og dermed tingenes tjenlighed til alfa og omega.) Både Dewey og Mead startede som psykologer. Dewey var elev af Stanley Hall (darwinistisk-antropologisk inspireret udviklingspsykolog og den første til at introducere Freud i Amerika), og Mead havde studeret i Tyskland, hvor
122 Personlighedens Almene Gmndlag I Wundt (og Volkerpsykologien) gav ham noget at tænke på. Men det er ikke som psykologer, at eftertiden har berømmet dem. Det er for deres pragmatiske filosofi på den ene side og for Deweys teoretiske pædagogik og Meads socialpsykologi (eller sociologi) på den anden. Som elev af den darwinistiske Hall begyndte Dewey som instinktmand, og gik han snart over i behavioristernes vanelejr, så flyttede nissen dog med. Vaner rummede nemlig for Dewey noget motivationelt og dynamisk, som Watson og de øvrige behaviorister ikke fik med. "They are active means, means that project themselves, energetic and dominating ways o f acting", skriver han. End~ videre er de "the key to social psychology", siger Dewey og får dermed øje på noget, som den refleksfikserede behaviorisme også var blind for, nemlig at "conduct always is shared; this is the difference between it and the physiological process." 2 Det er denne forestilling, at mennesket nok må forstås ud fra adfærden, men at adfærden først og fremmest er social og ikke individuel, der er et af Chicagoskolens kendemærker, og det er denne forestilling, som Deweys ven Mead udvikler. Mead skriver: "W e are not in social psychology, building up the behavior of the social group in terms of behavior of the seperate individuals cornposing it; rather, we are starting out with a given social whole of camplex group activity, into which we analyze (as elements) the behavior of each of the seperate individuals composing it." Ville Mead hermed skabe behaviorismens socialpsykologi, så er det en psykologi, der går på tværs af behaviorismens mekanisk-materialistiske elementisme. Soda/behaviorismen, som Meads forestilling er blevet kaldt, er faktisk en holistisk formlære i den kontinentale sociologis tradition! Det bliver helt tydeligt, når han skriver: "For social psychology, the whole (society) is prior to the part (the individual), not the part to the whole; and the part is explained in terms of the whole, not the whole in terms o f the part o r parts. The social aet is not explained by building i t up out o f stimulus plus response; i t must be taken as a dynamic whole - as something going o n - no part o f which can be considered or undersload by itself." 3 Dette betyder dog ikke, at socialpsyken for Mead er en overindividuel dannelse, som Durkheim forestillede sig den. Socialpsyken er et individuelt udtryk for eller resultat af den sociale adfærd. Den sociale vekselvirknings genspejling i den enkelte. Mead talte nu ikke om socialpsyke. Når McDOtigall og andre engelsksprogede teoretikere talte om 'group mind' 'social mind' og 'collective consciousness', så talte Mead bare om 'mind' og 'consciousness'. Han havde sat sig for at forklare, hvordan den menneskelige bevidsthed og det menneskelige sind opstod i evolutionen, og var nået frem til den overbevisning, at det alene kan være sket igennem den sociale adfærd. Der er altså ingen bevidsthed - intet sind - der ikke er fundamental social.
Individet og den sociale gruppe 123 N øglen til forklaring af, hvordan social adfærd kan føre til individuel selvbevidsthed, hentede Mead hos Darwin. I The Expression of Emotions in Man and Animais fra 1872 havde Darwin gjort opmærksom på den afgørende rolle, som emotionsudtryk spiller i reguleringen af dyrenes indbyrdes adfærd. Social adfærd blev simpelthen synkroniseret gennem emotionelle signaler og gester, og det var ikke svært (men ikke dermed korrekt) at opfatte det menneskelige sprog som en superavanceret udvikling af denne sociale kommunikation. Og sådan så Mead det, idet han gjorde sprog-gester til fundamentet i social adfærd. Hermed kunne Mead forklare, hvordan den individuelle selvbevidsthed opstår. Når et individ handler over for et andet, vil det andet individ i sine emotionelle reaktioner og sprog-gester give det første en slags feed-back, hvad angår handlingen. Individet ser simpelthen sig selv i den andens reaktion. Fra den tidlige barndom lærer man altså sig selv at kende gennem andres reaktioner på ens handlinger. Selvbevidstheden tager med andre form af "the generalisod other", som Mead siger. Eller i form af et "spejlglas-selv", som hans kollega Cooley sagde. Og fordi man altid må opfatte sig selv igennem andre, som man deler social adfærd med, så er selvbevidstheden altid social. Dette var en fremragende genstandspåpegning fra Meads side, for der er ingen tvivl om sandheden i det, som Mead siger om selvbevidsthedens sociale grundlag. Men hele sandheden om menneskets samfundsmæssige bestemmelse er det ligegodt ikke. Lad os se, hvad problemet er. I erfaringernes verden Behaviorismen opfatter med sin stimulus-respons psykologi mennesket som bestemt af umiddelbare påvirkninger (umiddelbarhedspostulatet) og dets udvikling som en akkumulering af sådanne responser, der har været mest nyttige. Det er dem, man kalder vaner, og processen kaldes indlæring. Indlæring kan således defineres som en organisering af adfærden på grundlag af egne gjorte erfaringer. Selv om Mead (og Dewey) insisterer på, at menneskelig adfærd må forstås ud fra det sociale samspil som et hele, der ikke kan reduceres til snævre, individualistiske stimulus-respons hændelser, og selv om de protesterer imod den klassiske behaviorismes opfattelse af mennesket som et passivt objekt, så kan man egentlig ikke sige, at de falder uden for behaviorismens grundlæggende opfattelse af menneskets psykologi. Skinner har således siden vist, at man kan aktivisere den passive stimulus-respons forestilling og stadig blive på behaviorismens grund. Nemlig hvis man bytter om på S og R i skemaet, så det indledes med en handling fra organismens side. Det er det, der adskiller Skinners operante betingning fra Watsons (og Pav lovs) klassiske betingning. Og man kan faktisk opfatte Meads teori som en teori om operant betingning, hvor reinforceren er den anden, man deler social virksomhed med. Fremhævelsen af den sociale sammenhæng og den andens nødvendige medvirken ændrer således ikke, at Mead og Dewey deler behaviorismens grundlæggende opfattelse af
124 Personlighedens Almene Grundlag I menneskelig adfærd som indlæring på grundlag af egne gjorte erfaringer Meads alter ego - Dewey- eksemplificerer dette med al ønskelig tydelighed i sin pædagogik. Grundtanken i Deweys pædagogik blev udtrykt med parolen "learning by doing". Eleven skulle lære af egne gjorte erfaringer. Et barn i Deweys skole skulle ikke sige ujeg ved", men "jeg har erfaret", og fjerne autoriteter, der meddelte sig igennem bøger, skulle ikke tillægges større vægt end de oplevelser, som eleverne selv kunne få i den praktiske omgang med stoffet. Barnet i skolen skulle lære de voksnes verden at kende på samme måde som barnet i det traditionelle landbosamfund, som Dewey kom fra. Nemlig ved praktisk deltagelse ud fra egne forudsætninger. Deweys doktriner var et stykke ad vejen meget progressive - tidens terpeskole taget i betragtning, hvor tærsk skulle motivere børnene til udenadslæren af mange ligegyldige ting. Men de har en grænse. Deweys eftertryk på erfaring ( experience) er værdifuld, men sker det på bekostning af viden (knowledge), så betales en høj pris. Det er nemlig meget, som det opvoksende menneske skal tilegne sig, som det ikke selv kan erfare. Erfaringsverdenen må nemlig som en verden inden for den enkeltes syns- og rækkevidde være en meget mindre verden end vi dens- eller betydningsverdenen. Erfaring er således godt, men det kan ikke erstatte viden. Der er to verdener, og mennesket skal have del i dem begge. Hvad der gælder for Deweys pædagogik, at man med en erfaringsfilosofi (som empirismen) og en erfaringspsykologi (som behaviorismen) ikke kommer ud over erfaringsverdenen (den fænomenale og bekendte verden), gælder imidlertid også for Meads socialpsykologi. Dens genstand er de nære og direkte sociale forbindelser imellem mennesker, som den med Mead og Dewey associe~ rede amerikanske sociolog Cooley i 1909 betegnede primærgropper og beskrev således: "Ved primærgrupper forstår jeg de grupper, der er karakteriseret ved en nær kontakt og et nært samarbejde ansigt til ansigt (min fremhævning, NB)." Det vil sige den sociale vekselvirkning, der foregår inden for øjenkontaktens rækkevidde, og hvor Darwins emotioner og Meads sprog~gester kan strømme frem og tilbage og skabe den intime forbindelse, hvis konsekvens Cooley beskriver således: "Resultatet af den nære forbindelse er psykologisk set en sammensmeltning af enkelte individualiteter til et fælles hele, således at ens 'jeg' i det mindste i mange henseender bliver gruppens fælles liv og formål. Måske er den enkleste måde at beskrive denne helbed på at sige, at den udgør et 'vi'. Dette betyder, at en slags sympati og fælles indentifikation bedst kan udtrykkes med dette 'vi'; den enkelte lever med denne følelse af helet og finder hovedformålet med sine bestræbelser netop i denne følelse." 4 Sociologien opererer også med sekundærgrupper, hvor forbindelsen mellem medlemmerne er mere tilfældig (som forbindelsen mellem kunde og ekspedient i et varehus) eller mere inddirekte og formel (som forbindelsen mellem medlemmerne i en institution ~f.eks. en hær), hvor medlemmerne ikke kender hin~
Individet og den sociale gmppe 125 anden eller kun kender hinanden flygtigt, og hvor de ikke er knyttet sammen af personlige følelser. Hvad Chicagoskolen opfatter som den primære sociale sammenhæng fremgår imidlertid af navnet. Gruppepsykologi Chicagoskolens blotlægning af grundprincipperne i den sociale gruppes psykologi fik en helt enorm indflydelse på socialpsykologiens videre udvikling. Og dermed også på personlighedspsykologiens. De fleste så nemlig som Salpetriere-skolen, Nancy-skolen og Chicago-skolen en snæver forbindelse mellem det personlighedspsykologiske og det sociale. Udviklingen fandt først og fremmest sted i USA, der i 30'erne afløste Tyskland som psykologiens hovedland. Dette vagtskifte skyldtes dels, at amerikanerne - anført af den amerikanske Leipzig-doktor W.D. Scott og hans industrielle konsulentfirma - havde ført psykologien ud af den varme akademiske stald og som anvendt psykologi ført den ind i den praktiske verden under stor bevågenhed fra den amerikanske businessverden. F.eks. var det et hold psykologer fra Harvard Business School, der på Western Electric Companys fabrik i Hawthorne ved Chicago i 1929 udførte det (herostratisk siger nogle) berømte gruppeeksperiment, der på socialpsykologiens og den dynamiske psykologis grund skabte managementpsykologien eller - som nogle foretrækker - 'human relations' -psykologien.' Dels skyldtes vagtskiftet, at nogle af de bedste psykologiske hjerner på grund af den voksende fascistiske trussel emigrerede til USA fra Mellemeuropa og Tyskland, der hidtil havde været den videnskabelige psykologis vugge. Den videre og eksperimentelle udvikling af den sociale gruppepsykologi (Mead forblev erklæret filosof) er således uløseligt knyttet til sådanne to emigranter. Den ene er gestaltpsykologen Kurt Lewin, der krediteres som gruppedynamikkens fader. Et af de første eksperimenter, som han gennemførte på Iowa Child Welfare Research Station, var iøvrigt det med lederskabstypens (autoritær, demokratisk og laissez faire) betydning for den sociale gruppe. Her ser man altså, hvordan samfundspolitiske begivenheder har betydning for psykologisk tænkning. Også selv om det er primærgruppetænkning. (Skoleeksemplet er naturligvis The Authoritarian Personality, der i et samarbejde mellem Serkeley-universitetet og Arnerieau Jewish Commitlee blev udarbejdet af Adorno (ham fra Frankfurterskolen) og Frenkel-Brunswik med et dobbeltformål Nemlig på psykoanalytisk grundlag bagudrettet at forklare fascismen som en personlighedsdefekt hos individet. Og fremadrettet - i tidens McCarthyiske ånd - at stemple kommunismen som en ditto. 6 Den anden er psykiateren Moreno, der opfinder sociometrien til måling af de forbindelser (sentiments), der knytter de enkelte individer sammen i gruppen. Som terapeutisk praksis opfinder han desudenpsykodramaet, der er en form for gruppeterapi bygget op over rollespil.
126 Personlighedens Almene Grundlag I Roller er netop en grundkategori i den sociale gruppepsykologi, som Mead udvikler den. Mead forestiller sig nemlig socialiseringen som en tilegnelse af forud givne (kulturelt bestemte) roller. Det vil sige, at selvet eller personligheden er dannet ved internalisering af roller. Føjer vi en tredje emigrant til Lewin og Moreno - nemlig 1yrken Sherif- så har vi grundlæggerne af den videnskabelige gruppepsykologi. (Måske kan vi tage den lidt senere Stouffer med i købet, fordi intet arbejde mere overbeviø sende demonstrerede, hvor primær primærgruppen er, end hans studie af The Arnerlean Soldier under 2. verdenskrig.) Det aspekt i gruppepsykologien, som Sherif i særdeleshed undersøgte var normen, dvs. de - som regel implicitte - fællesregler for den sociale adfærd, der gælder i grupper. Ved siden af rolle og norm mangler vi blot at nævne holdning (attitude) for at gøre den klassiske socialpsykologis inventar komplet. Holdning er et temmeligt udstrakt begreb, der i den ene side er forankret i de motivationslignende fænomener, som Wtirzburgskolen studerede (Aufgabe, Zielvorstellung, Richtungsvorstellung, determinerende Tendenz, Einstellung) og i den anden ende i den mangfoldighed af meninger (opinions) om negre, kvinder, biler, beskatning, politiske partier- kun fantasien sætter grænsen- som man kan få mennesker til at give udtryk for. Og et eller andet sted imellem kan man anbringe McDougalls sentiments og Freuds objektbindinger. Holdning er altså en særlig rettethed hos individet. På dimensionen fra den mentale og den muskulære indstilling til den kognitive mening finder vi den amerikanske socialpsykologi i den sidste ende. Der er simpelthen lavet et astronomisk antal af sådanne attitude- eller meningsundersøgelser. Hvilket ikke er uforståeligt i en økonomi, hvor konkurrencen kræver, at et firmas produkter er i så nær overensstemmelse med konsummentens ofte uberegnelige og omskiftelige smag. Og i et politisk system, hvor befolkningen kun meget inddirekte deltager i politikken, og hvor de politiske repræsentanter derfor- ihverfald op til valgene - hele tiden må lodde stemningen. Vi vil imidlertid også fremhæve en anden grund. Amerikansk tænkning - politisk, filosofisk, pædagogisk og psykologisk - fokuserer snævert på erfaringsverdenen på bekostning af den sammenhæng, der rækker udover individets og gruppens synsvidde. Det vil sige samfundet i en durkheimsk forstand. Man har svært ved at se skoven for bare træer, kunne man sige. Det er også det, man omtaler som den individualistiske tendens i amerikansk tænkning. Den sociale erfaring og handling Fremhævelsen af den nære sociale gruppe på bekostning af samfundet, eller af erfaringsverdenen på bekostning af betydningsverdenen, må imidlertid også betyde en fremhævelse af den til erfaringsverdenen tilhørende mening på bekostning af den til betydningsverdenen tilhørende betydning. Det er præcis det, som Dewey udtrykker, når han sætter erfaring (experience) over viden (knowledge).
Individet og den sociale gruppe 127 Og det er præcis det, der kommer til udtryk i den amerikanske socialpsykologis vældige optagethed af holdninger. (Allerede i 1918 definerede Thomas og Znaniecki socialpsykologi som "the scientific study of attitudes".') Erfaring, holdning og det, som vi har kaldt mening, er simpelthen tre sider af samme sag. Nemlig kognitive og motivationelle dispositioner, der er bestemt af den personlige (og dermed såvel tilfældige som begrænsede) synsvinkel. Hvilket fremgår af G. W. Allports ganske fortrinlige definition af holdning, der lyder: "An attitude is a mental and neural state of readiness, organized through experience, exerting a directive or dynamic influence upon the individual's response to all objects and situations with which it is related (min fremhævning, NE). 118 Det er altså noget ganske bestemt, som Meadog Chicagoskolen fremhæver. Nemlig den sociale cirkel, der defineres af den bekendte og fænomenale dagligdags omgang mellem individer. Den sociale bevidsthed hos det enkelte menneske, der fokuserer på den anden (i en konkret eller generaliseret form). En bevidsthed der er resultatet af den konkrete sociale udveksling og dens internalisering (og generalisering). Denne påpegning af den fundamentale sociale handling, der tilføjer handlingen til de øvrige klassiske psykologiske grundkategorier (afbildning, motiv og vane), og den dermed følgende påpegning af den sociale gruppes afgørende betydning for personlighedsdannelsen, er en videnskabelig blotlægning af højeste karat. Og iøvrigt var amerikanerne ikke ene om denne opdagelse. Pierre Janet, Charcots elev og efterfølger, Elondel og Wallon udvikler i Frankrig en lignende tanke. Det sociale er ikke en a psykologisk ydre kraft, der former individet udefra, som Durkheim forestillede sig det. Det sociale opstår som et psykologisk fænomen indefra. Nemlig som et internaliseret resultat af individets konkrete sociale handlinger. Et resultat der først og fremmest formidles af og kommer til udtryk som sproget. En forestilling som Vygotski udvikler parallelt. En halv bestemmelse Mead og Janet har ret. Enhver kunne se det, og derfor gik luften hurtigt ud af Durkheims Grande Ctre, og formsociologien mistede sin indflydelse inden for psykologien, hvor man foretrak den sociale gruppes mindre form. (Formsociologien overlevede imidlertid som nævnt inden for kulturantropologien.) Selv om skiftet fra den store samfundsmæssige form til individernes sociale gruppepsykologi er udtryk for en individualisering, er det vigtigt at se, at formtanken ikke hermed er opgivet, men blot flyttet over på den sociale gruppe. Karakteristisk for formforestillingen er, at et fænomen opfattes som et hele, der ikke kan reduceres til sine elementer. Og sådan opfatter Mead netop den sociale gruppe. Den er en selvstændig dannelse med sine egne kvalitative særegne love eller sit eget væsen. En sådan væsensbestemmelse er afgørende for bestemmelsen af genstanden. Men det er kun genstandens halve bestemmelse. Nemlig dens positive be-
128 Personlighedens Almene Grundlag I stemmelse. Den anden halvdel er dens negative bestemmelse, der skal trænge bag om væsenet og besvare spørgsmålet om, hvorfor netop dette væsen. Karakteristisk for formlæren er, som vi har set, at den ikke får den negative bestemmelse med. Den stiller ikke spørgsmålet om, hvad der betinger netop dette væsen, fordi den ikke går udover væsenet eller formen, men opfatter det som noget empirisk givet. Det er netop, hvad Mead gør. I socialpsykologien "we are starting out with a given social whole of camplex group activity", så vi ham tidligere skrive. Det vil sige, at Mead - og socialpsykologerne - kan forklare, hvordan mennesket udvikler sin grundlæggende sociale personlighed i et system af sociale vekselvirkninger bygget op omkring roller og normer. Men hvor de konkrete roller og normer kommer fra, og hvordan de er kommet ind i det sociale system, det forklarer man ikke. Man tager det bekendte som udgangspunkt, og den sociale gruppe bliver hermed en om ikke selvforklarende, så ihvertfald en uforklaret form. Og det er stort set det samme. Ihvertfald er det et punkt, hvor der er et sammenfald mellem form- og erfaringsfilosofien. De behersker det bekendte, men fraværet af en negativ bestemmelse holder dem på arms afstand af den egentlige erkendelse.' To forskellige realiteter Måske kan man kun opdage noget ved at tage afstand fra noget andet. I så fald skal man ikke beklage, at psykologerne opdagede den sociale handling og den sociale gruppe ved som Janet at tage afstand fra Durkheims overmenneskelige samfundsvæsen. Respekten for en opdagelses nødvendige pris bør dog ikke få os til at overse, at Durkheims makrosociologiske samfund ikke lader sig erstatte af Meads og Janets mikrosociologiske gruppe. Det er ganske enkelt to forskellige plan, to forskellige realiteter, der begge findes. Durkheim kunne ikke se den sidste for den første, og det er derfor yderst fortjenstfuldt, at der rådes bod på denne overseelse. Men selv om Durkheim ikke kunne se den sidste, så så han ligegodt den første. At lade den sidste træde i den førstes sted er derfor en betragtelig pris at betale for den nye indsigt. Det er imidlertid det, der sker, og måske kunne det ikke være anderledes. Hvilket vi kan forsøge at vise ved hjælp af et par tegninger, der illustrerer den samtidige sammenhængs og adskiltbeds problem. Vi husker, at problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng Subje~ -V~~kt og adskllthed førte til to forskellige filosofiske synsvinkler, der repræsenterede Praksis 'halve' løsninger. Nemlig betragtningsfilosofien, der gik ud fra adskiltheden, og
Individet og den sociale gruppe 129 praksisfilosofien, der gik ud fra sammenhængen. Oven over den stiplede linie i figuren har vi betragtningsfilosofien, der på grund af den manglende forbindelse mellem subjekt og objekt tumler med det psyko-fysiske problem. Neden under den stiplede linie har vi praksisfilosofien, hvis problem er, at den ikke kan skelne det objektive fra det subjektive og dermed opløser sondringen mellem subjekt og objekt. I psykologiens videnskabelige udvikling repræsenterer Wundt det øverste synspunkt. Hans indholdspsykologi er netop en bevidsthedslære, der ser det psykiske som et resultat af et ydre påtryk fra den objektive verden. Det nederste synspunkt er til gengæld repræsenteret af Brentanos akt-psykologi og Husseris fænomenologi, hvor det er subjektets aktivitet, der indefra så at sige skaber det objektive. Sammenhængens og adskilthedens problem gentager sig på præcis samme måde, når det er forholdet mellem individ og samfund, der er tale om. Igen er det Wundt, der repræsentere tegningns øverste synspunkt. Psykologien må bestå af to forskellige bestræbelser, siger v hari. En der opfatter individet i sin individuelle natur (fysiologi og perception), og en der opfatter individet i sin Individ Samfund samfundsbestemthed (kultur, sprog, - - - - - - - - - tænkning og højere mentale processer). Denne dichotomi mellem individ og samm social gruppe fund, som finder sin mest kompromisløse form hos Durkheim, giver på grund af den manglende forbindelse mellem individ og samfund det psyko-sociale problem, som den tidlige psykologi prøver at løse ved instinkter, sympati, imitation og suggestion. Disse anstrengelser fører pø om pø fra Durkheims strenge dualitet over Wundt og McDougall frem til det socialpsykologiske synspunkt under den stiplede linie. Her opløses det psykesociale problem, men det løses ikke, for distinktionen mellem individ og samfund forsvinder i socialiteten, hvor det personlighedspsykologiske og det socialpsykologiske gøres til noget identisk. løvrigt bemærker vi, at det netop er tænkere i den dynamiske akt-psykologiske tradition (holister og fænomenologer), der forestår denne udvikling. Finder vi Durkheim og Wundt over stregen og Meadog Janet under stregen, så befinder McDougall sig omkring stregen. Eller rettere han befinder sig over stregen, men bliver af det amerikanske gruppepres tvunget ned under den. Det er derfor, at han forekommer så forvirrende. Og derfor at vi sagde, at hans forvirring egentlig var mere genstandsnær end Allports consensusmageri. Når MeDengall slæber benene efter sig, skyldtes det nemlig, at han ikke vil give slip på den erkendelse, at forholdet over stregen ikke kan identificeres med forholdet under stregen. Dette er al ære værd, for det kan det ikke. Også problemet om individ og samfund er problemet om enheden af adskilthed og sammen-
130 Personlighedens Almene Grundlag I hæng. Man kan ikke nøjes med den nederste sannnenhæng, for socialpsykologien er ikke syotesen af den øverste modsætning mellem individ og samfund. Hvilket iøvrigt fremgår af vores tredeling på side 115, der udtrykker noget parallelt. Nemlig at det individuelle subjekt møder såvel en social erfaringsverden, bygget op på umiddelbare direkte kontakter mellem individer, som en samfundsmæssig betydningsverden, der forbinder individer - også over store tidsmæssige og geografiske afstande - der aldrig har været og aldrig kan komme i psykofysisk kontakt med hinanden eller blande emotionelle responser og sproggestus. Det samfundsmæssige og det sociale er ganske enkelt to helt forskellige forhold. Uanset hvordan han forestillede sig det, så var det det samfundsmæssige, som Durkheim påpegede. At Durkheim-liniens indsigt i den efterfølgende udvikling bliver ausradiert inden for psykologien til fordel for påpegningen af det sociale, stiller os derfor idag over for den opgave at skulle genopdage det samfundsmæssige som noget forskelligt fra det sociale. Uden erkendelse af, at såvel individ, social gruppe som samfund udgør selvstændige grundkategorier, vil vejen til den videnskabelige erkendelse af den menneskelige personlighed være spærret. Der er ingen genvej ud af problemet om sammenhængens og adskilthedens enhed. I andet bind af bogen vil vi yde et bidrag til at få den fundamentale tredeling i det individuelle, det sociale og det samfundsmæssige ind på psykologiens folie - og på een gang. Noter til kapitel 9 1. James, William: 77w Principles of Psychology, New York 1890, vol. I, s. 121. 2. Dewey, J.: Human Nature and Conduct: An Introduetion to Social Psychology, New York 1922, s. 17. 3. Mead, G.H.: Mind, Se/f and Society, Chicago 1934, s. 7. 4. Cooley, C.H.: Social Organization, New York 1909. Cf. V. Goldschmidl: Gruppe og Samfund, Kbhvn.1962, s. 40-41. 5. Se f.eks. Roethlisbergcr, F. & Dickson, W J.: Management and the Worker, Mass. 1939. 6. Adorno, T.W., E. Frenkel~Brunswik, DJ. Levinson & R.N. Sanford: The Authoritarian Personality, New York 1950. Se iøvrigt den ganske fme diskussion i R. Brown: Social Psychology, New York 1.965, kap. 10. 7. Cf. Allport, G.W.: Thc historical background of modern social psychology. Fra G. Lindzcy: Handbook of Social Psychology, USA 1954, Vol. l, s. 43. 8. Allport, G.W.: Attitudes. Fra C.M. Murebison (ed.): Handbook of Social Psychology, Mass. 1935, s. 798-844. 9. Denne sammenhæng er udmærket gennemgået i M. Jaroschewski: Psychologie im 20. Jahrw hundert, Berlin 1975, s. 340w363.
m. Dialektisk og materialistisk psykologi søges
På jagt efter den nye almenpsykologi 133 KAPITEL lo PÅ JAGT EFTER DEN NYE ALMENPSYKOLOGI Psykologiens to spor Vi har nu set, hvordan problemet om subjektets og objektets (inkl. individets og samfundets) samtidige sammenhæng og adskilthed - der er psykologiens videnskabelige genstandsproblem - har delt den unge psykologi i henholdsvis en sammensætningslære (psykologien som Naturwissenschaft eller stoflære) og en sammenhængspsykologi (psykologien som Geisteswissenschaft eller formlære). Det første - elementistisk forklarende - sammensætningssynspunkt genfinder vi i diverse psykologiske discipliners studier af psykiske delprocesser (fysiologisk psykologi, motivationspsykologi, indlæringspsykologi, kognitionspsykologi, etc.). Ingen af disse delstudier gør (almindeligvis) krav på at rumme hele hemmeligheden om den menneskelige psyke, men den eksplicitte forudsætning er, at tilsammen udgør de svaret på den menneskelige psykologis gåder. Tilknyttet dette spektrum af discipliner findes der derfor også en disciplin, der anskuer de mangfoldige specielle 'brikker' i deres 'Gesamtheif. Dette er almenpsykologien, som den traditionelt har været udøvet. I de fleste definitioner - omend sjældnere i praksis - dækker dens samlebestræbelse også de socialpsykologiske og personlighedspsykologiske discipliner. Men i så fald opfattes personlighedspsykologi og socialpsykologi også som brikker i sammenstykningen af den menneskelige psyke. Det andet - holistisk forstående - sammenhængssynspunkt finder vi i personlighedspsykologien, der med Stem og Kroeger opfatter personligheden som en irreducibel 'Ganzheit' eller form. Eller i socialpsykologien, der med Mead opfatter den sociale gruppe ( dyaden som minimum) som en irreducibel enhed. Eller- og det er reglen snarere end undtagelsen ~ i de to i en kombination, hvor personligheden henter sit indhold fra den sociale helhed og den sociale helhed konstitueres af personlighedspsykologiske forhold (selvbevidstheden). Som ren form (som Stem tænkte sig det) har personligheden nemlig vist sig at være temmelig tom. Er man som personlighedspsykolog veget tilbage fra som f.eks. Jung at gøre personligheden direkte spirituel og dermed flytte den uden for det, man normalt forstår ved videnskabelig undersøgelse, så synes val~ get at have været, enten at give personligheden et biologisk indhold og dermed forvandle den til Gesamtheil (Freud kan læses på den måde, hvad behaviorister som Dollard og Miller har udnyttet på en interessant måde), eller at give den indhold fra den sociale form.
134 Personlighedens Almene Grundlag l Det sidste har været normen. Hvad enten man har gjort det direkte som Wundt, Mead og McDougall. Og som Adler, Fromm, Horney og Sullivan, hvis personlighedspsykologi egentlig er en slags syntese af klinisk psykologi (analytisk psykiatri) og socialpsykologi. Eller indirekte som de fænomenologisk orienterede personlighedspsykologer fra James til Rogers, der med selvet som grundbegreb er socialpsykologisk forpligtet, selv om de uforpligtende nøjes med at beskæftige sig med individets subjektive oplevelsesverden. Med almenpsykologiens Gesamtheitslære på den ene side og den sociale personlighedspsykologis Ganzheitslære på den anden, kan man altså sige, at den unge videnskab faktisk følger Wundts dualistiske program og Diltheys tvedeling i Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft. Romantikkens pris Selv om man skal skubbe et betragteligt eklektistisk bunddække til side for at se det, så er delingen af psykologien i en stof- og en formlære fortsat reglen snarere end undtagelsen. Og man skal ikke lade sig narre af, at den åndsvidenskabelige psykologi synes at være forsvundet. Det er bare navnet Geisteswissen~ schaft, der er forsvundet ud af sprogbrugen. Den brede strøm af sammenvævede fænomenologiske, hermeneutiske, essentialistiske og eksistentialistiske 1 retninger, der i USA har slået sig sammen ideologisk og organisatorisk under betegnelsen humanistisk psykologi (eller 'the third force' - i kontrast til henholdsvis behaviorismen og psykoanalysen) er den samme psykologiske formlære - med de samme intentioner, indsigter og svagheder - som den psykologiske Geisteswissenschaft fra århundredeskiftet. Hvilket klart fremgår af det grundsynspunkt, som præsidenten for The American Association for Humanistic Psychology lagde til grund for bevægelsen i 1963: "Man, as man, supersedes the sum of his parts; Man has his being in a human context; Man is aware; Man has a choice; and Man is intentional." 2 Eller mere pluralistisk uddybende i bevægelsens statutter, hvori det hedder: ''Humanistic psychology is primarily an ori~ entation toward the whole o f psychology rather than a dislinet area or school... As a 'third force' in contemporary psychology it is concerned with topics having littie place in existing theories and systems: e.g., love, creativity, self, growth, organism, basic need~gratification, self~actualization, higher values, being, becoming, spontaneity, play, humor, affection, naturalness, warmth, ego-transcen~ dence, objectivity, autonomy, responsibility, meaning, fair~play, transcendental experience, peak experience, courage and related concepts." 3 Og man skal naturligvis ikke efterlyse den indre konsistens i denne ikke helt stringente bestemmelse, for dens formål er først og fremmest stikordsagligt at definere bevægelsen i modsætning til noget andet. Nemlig i modsætning til den hårde og kolde, scientific og fact-finding, kvantificerende og eksperimentelt mardpulerende psykologi, i hvis analytiske og reduktionistiske kvælergreb den menneskelige personligheds sommerfugl pulveriseres. Altså et ekko af Ma-
På jagt efter den nye almenpsykologi 135 dame de Staels og Diltheys protest mod den mekanisk-naturalistiske naturvidenskab. Den humanistiske personlighedspsykologi er ganske enkelt den romantiske anskuelse i en ny iklædning. Dette bekræfter, hvad vi allerede tidligere har set, nemlig at den romantiske anskuelse altid er et svar på den mekaniske. Erkendelsesvejen går fra det bekendte (fænomenale og erfarede) over det abstrakt-analytiske til den egentlige erkendelse. Eller fra synkret eller pseudokonkret sammenhæng over abstraheret sammensætning til den konkrete sammenhæng. Den mekaniske videnskab er udtryk for anstrengelserne på det andet trin, hvor fænomenerne forstået som sammensætninger vitterligt bliver gjort noget virkelighedsfjerne. En naturlig reaktion herimod er at gå tilbage til den fænomenale og holistiske sammenhængsforståelse på det bekendte trin. Det er det, som vi kalder en romantisk bestræbelse. Det fremgår heraf, at romantisk tænkning er lidt af et tilbageslag. Men selv om det ikke er svært at indvende meget imod den 4, så må man ikke glemme, at romantikken fylder et stort hul, som det er nødvendigt at fylde. Mennesket kan ikke give afkald på en forståelse af menneskelivets molære sammenhænge, blot fordi den psykologiske videnskab hakker i det på trin to og har svært ved at nå den konkrete sammenhæng på trin tre. Romantikken tilbyder derfor den 'hu man understanding', der indtil videre må erstatte egentlig videnskabelig erkendelse. Og det er uhyre vigtigt. Hermed tilvejebringes ikke blot de vedensbilleder, som er ligeså nødvendige for det menneskelige liv som næring, men romantikken holder også sigtet højt for videnskaben. Overladt til sig selv er den ikke for god til at tro, at de clementistiske sammensætninger, som den strides med, er hele virkeligheden. Men det får den altså ikke lov til, fordi romantikken holder hele virkeligheden åbent frem i sine beskrivelser. I den forstand har romantikken sine defekter til trods en betydelig andel i den fremadskridende videnskabelige erkendelse af mennesket. Dette gælder også psykologiens romantiske formlære, der går ud fra personligheden (eller den sociale gruppe) som en given og irreducibel helhed. Hvad navn den så end er gået under, har den ikke i mindre grad end den mekaniske stoflæres discipliner (samlet under almenpsykologiens hat) været med til at skubbe psykologiens videnskabelige erkendelse betragteligt frem. Genstandens vej Er delingen af psykologien i den almenpsykologiske sammensætnings- eller stoflære og den personlighedspsykologiske sammenhængs- eller formlære ikke i sig selv en hindring for videnskabelige fremskridt (og som et nødvendigt trin i den videnskabelige erkendelsesudvikling på ingen måde en fejl), så er det imidlertid ikke en deling, som man bør stille sig tilfreds med. Psykologien må af al magt stræbe efter at blive en forenet genstandslære i stedet for et uvillig! og uligevægtigt parløb mellem en stoflære og en formlære. For genstanden er det
136 Personlighedens Almene Gmndlag l videnskabelige udgangspunkt, hvorimod stof (og dermed sammensætning) såvel som form (og dermed sammenhæng) isoleret fra hinanden blot er folie kategorier. Det vil sige filosofiske kategorier, svarende henholdsvis til den mekaniskmaterialistiske filosofi og den idealistiske filosofi. Hvilket løvrigt vil sige, at såvel almenpsykologi (som Gesamtheitspsykologi) som personlighedspsykologi (som Ganzheitspsykologi) er filosofiske kategorier og ikke videnskabelige kategorier, idet de henviser til filosofiske grundantagelser og ikke til genstandskvaliteter. I det første tilfælde er det temmeligt klart. Almenpsykologiens sættekasse har ikke meget med den virkelige genstand at gøre. Men det gælder også i det andet. Personlighed er- jvnf. Sterns Unitas multiplex- blot et andet ord for form (væsen), som det anvendes om det menneskelige subjekt. Ganske vist peger begrebet på noget, som vi med spontan vished forbinder med virkelige individer, men når begrebet skal gives et konkret indhold, så er det så godt som uden undtagelse et allerede givet indhold af fi/oso[!ske fomdsætninger. F.eks. at mennesket (i kraft af personligheden) er mere end summen af sine dele; at det har et valg el1er en vilje; og at det er intentionelt stræbende, som præsident Bu~ genthai sagde. Alt dette er noget, man går ud fra (tager som givet) inden, man begynder sine faktiske studier af personligheden. Følgelig bliver disse studier en stadig anstrengelse for at få de iagttagne fænomener indpasset i den forudgivne definition af personligheden. Dette er der sådan set ikke noget odiøst i. Erkendelsesprocessen følger i meget ringe udstrækning metodelærens ideelle krav om det subjektives adskillelse fra det objektive og er i vid udstrækning en anstrengelse for at bevise det, man allerede har forudsat. Hvilket i praksis hverken forhindrer ny eller sand erkendelse. Blot må man ikke gerne gøre sig blind for, at det forudsatte begreb - f.eks. personligheden - ikke er erkendelsens resultat, men derimod netop dens udgangspunkt. Dette er erfarinsrnæssigt tilsyneladende svært. Studerer man de personlighedsdefinitioner, som litteraturen tilbyder, så får man først og fremmest et katalog over filosofiske forudsætninger, som holistisk udfolder sig fra den idealistiske formlære. (Eller alternativt reduktionistisk udskiller sig fra den mekanisk-materialistiske stoflære.) Faktisk er der noget, der tyder på, at den videnskabelige genstandsbestemmelse af personligheden endnu ikke er nået inden for psykologien. Hvilket selvfølgelig heller ikke kan forbavse. Hvor bekendte vi end måtte være med den menneskelige psykologis mest omfattende og fundarnentale begreb, så ligger det naturligvis ikke umiddelbart åbent for erkendelsen. Det arbejde, der må gå forud for plukningen af denne frugt, er langtfra tilbagelagt. Overvindelsen af den filosofiske deling i på den ene side en mekanisk-materialistisk stoflære og på den anden en romantisk-idealistisk formlære kan kun ske gennem den videnskabelige genstandslære.
På jagt efter den nye almenpsykologi 137 Genstandslæren er imidlertid ikke en tredje vej, som den humanistiske psykologi er det. Den er de to veje forenet, som de er forenet i den virkelige genstand, der altid udgør en ubrydelig enhed af sammenhæng og sammensætning. Det vll sige subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, der er den psykologiske videnskabs genstandsproblem i dets mest almene formulering. Kandidaterne Er genstandslæren ikke en tredje vej, så kunne man alligevel godt bruge et tredje navn til at fastholde dens adskillelse fra stoflæren og formlæren. Kunne man begynde forfra, ville betegnelsen almenp>ykologi være et godt valg, fordi psykologien som videnskab er centreret omkring subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed som alment genstandsproblem. Og fordi dette genstandsproblem, hvad enten man ved det eller ej, ligger til grund for de anstrengelser, der henregnes til almenpsykologien. Men hvordan man end vrider og vender det, så er almenpsykologien belastet af sin historie, der identificerer den med delingens el e mentistiske side. Betegnelsen personlighedspsykologi kunne også være et valg, fordi begrebet personlighed (når det også rummer det sociale) er den menneskelige psykologis mest omfattende og fundamentale begreb og angiver arten og omfanget af den genstand, som det er den videnskabelige psykologis ultimative opgave at blotlægge. Man kan indvende, at personlighedspsykologi er noget snævrere end almenpsykologi. Men selv om visse tendenser til at dyrke personlighedspsykologi som et snævert fagspeciale kunne give det indtryk, så er indvendingen faktisk ikke berettiget. Personlighedspsykologien er - rigtigt forstået - ikke væsentligt mindre almen end almenpsykologien (i forhold til den hidtidige almenpsykologiske praksis i visse henseender faktisk mere almen). Hvad Calvin S. Hall og Gardner Lindzey udtrykker temmeligt godt på denne måde: "While psychologists in general have shown increased specialization, leading to the complaint that they were learning more and more about less and less, the personality theorist accepted at least partial responsibility for bringing together and organizing the diverse findings of specialists... The Personality psychologist was, in this sense, more concerned with reconstruction or integration than he was with analysis... From these considerations comes the sarnewhat romantic conception of the personality theorist as the individual who will put together the jigsaw puzzle provided by the discrete findings of seperate studies within the various specialities that makeup psychology." 5 Personlighedspsykologien er ganske enkelt en alternativ almenpsykologi. Og sådan har den ikke blot udviklet sig i praksis, sådan er den også oprettet som selvstændig bestræbelse. Det er præcis det, som Stern udtrykker, når han definerer personligheden som et unit as multiplex.
138 Personlighedens Almene Gmndlag I At psykologien på den måde rummer to almenpsykologier, kommer forhåbentlig ikke bag på nogen. Det må den i den tvedelte fase, hvor helheden enten må opfattes som Gesamtheil eller som Gat1Zheit og derfor fører til to forskellige samlebestræbelser: almenpsykologien og personlighedspsykologien. Heraf fremgår imidlertid straks, at betegnelsen personlighedspsykologi er okkuperet af formlæren og ikke kan frigøres til anden brug. Den almene psykologi, der fokuserer på problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, kan altså ikke uden videre kaldes hverken almenpsykologi eller personlighedspsykologi. 6 Antropologisk psykologi Leg med navne kan være sjovt, det oplever alle vordende forældre. Når barnet er født, og det begynder at haste, så kan navngivningen imidlertid blive lidt af et hovedbrud. Det barn, vi taler om - psykologi begrebet som en enhed af sammenhæng og sammensætning- er blevet bragt til verden. Det er derfor, at vi kan tale om det. Det er sket adskillige steder i verden, men interessant nok er det også sket i Danmark, hvad der efter min mening anbringer dansk psykologi i frontlinien af psykologiens videnskabelige udvikling. Ligeså interessant er den spontane måde, det nye er kommet til syne på. Der har nemlig ikke været tale om noget programsat, men derimod et sammenfald i de forestillinger, som en række mennesker temmeligt uafhængigt af hinanden ("Nej da, mener du også det!") har udviklet i deres arbejde. Det er næsten, som en Geist har været på spil i dansk psykologi og formet de individuelle teoretiske forestillinger i en bestemt retning (der vel at mærke ikke kan reduceres til de ikke ubetydelige fælles udenlandske inspirationskild er). lhvertfald kunne det være videnskabsteoretisk interessant at undersøge, hvad det er for fælles forudsætninger, der tilbyder netop dansk psykologi disse nye teoretiske muligheder. Og det skal jo nok også blive undersøgt, hvis retningen engang bliver kendt (sweet dreams!) som den danske skole. Her skynder vi os dog at fremhæve hvis og engang. Det skal nemlig ikke skjules, at barnet endnu kun er en baby og kan blive offer for den teoretiske spædbørnsdødelighed længe inden, nogen hører om den. Hvor spædt og undseligt barnet end er, så skal det dog holdes over dåben. Da de nye forestillinger er særligt koncentreret ved Psykologisk Institut i Århus (og da ministeriet forlangte instituttets projekter lyst i køn og knld), påtog man sig her navngivningens hovedbrud. Resultatet blev navnet - antropologisk psykologi! Lad os se lidt på denne antropologiske psykologi, der ifølge den stiftende adresse på det tidspunkt omfattede Boje Katzenelson, Henrik Poulsen, Jens Mammen, Lars Hem, Siwarn Cawasje og Niels Engelsted i Århus. Og som - uden at spørge - identificerede Benny Karpatschof, Ole Dreier, Rolf Kuschel og
På jagt efter den nye almenpsykologi 139 Ole Elstrup Rasmussen ved Psykologisk Laboratorium i København og Sten Larsen ved Laererhøjskolen med den samme bestræbelse. (Og som selvfølgelig havde glemt eller været uvidende om adskillige personer besat af samme gejst, både her og hisset.) Allerede i denne personliste har vi - selv om den nok i nogen grad udtrykker sammensætning snarere end egentlig sammenhæng ~ den første antydning af, at 'antropologisk psykologi' i det mindste er på sporet af en syntese mellem stofpsykologien og formpsykologien. Listen omfatter nemlig såvel personer med udgangspunkt i almenpsykologien som personer med udgangspunkt i personlighedspsykologien. Socialpsykologien mangler heller ikke, og der er tilmed repræsentanter for det, man kunne kalde kulturpsykologi ( tværkulturelle studier), således at alle formlærens tre manegestørrelser (personlighed, social gruppe og kultur/samfund) er repræsenteret. Man skal derfor ikke Jade sig forlede af, at adressens forfatter identificerer den 'antropologiske psykologi' som en særlig angrebsvinkel inden for almenpsykologien. Det er almenpsykologi i en ny betydning. Det er derfor, at man overhovedet må finde på et nyt navn. Om navnet er gennnemtænkt eller en øjebliksindskydelse, kan vi ikke besvare. Her må man spørge Boje Katzenelsa n. Men vi kan se på, om det er vel~ valgt. (Noget kan sagtens være velvalgt uden at være gennemtænkt og være gennemtænkt uden at være velvalgt.) Det første, vi i så fald bemærker, er, at antropologl'k psykologi forekommer at være nærtbeslægtet med humanistisk psykologi, ihvertfald henviser begge til det menneskelige, idet antropos og homo betyder menneske på henholdsvis græsk og latin. Denne henvisning til det menneskelige er ikke tilfældig, for det er nødvendigheden af at fange hele den menneskelige virkelighed, der begrunder såvel den antropologiske psykologis nye vej som den humanistiske psykologis tredje vej. Imidlertid gør det her en forskel, om man udtrykker sig på græsk eller latin. Såvel den antropologiske som den humanistiske anskuelse har lange rødder, og når der er to synsvinkler på menneskeligheden, så melder den nærliggende tanke sig, at det må have noget at gøre med den tvedeling i natur og ånd, som vi nu har set så mange eksempler på. Og det har det. Forenklet kan vi sige, at den antropologiske anskuelse har rod i den materiaw listiske stoflære, mens den humanistiske har rod i den idealistiske formlære. Hvor den humanistisk tænkende ser det menneskelige i det åndelige værdier (dem vi så opregnet i de humanistiske psykologers katalog), så opfatter den antropologisk tænkende det menneskelige på en mere jordbunden måde. Som f.eks. Feuerbach, når han erklærede, at mennesket "ist was er isst" (er hvad det æder). Selv om der findes megen elementistisk reduktionisme i den antropologiske tænkning (som f.eks. hos Rousseau), så er det imidlertid ikke det, der først og fremmest karakteriserer den antropologiske forståelse. Som selve betegnelsen
140 Personlighedens Almene Grundlag I antropologi angiver, så er det en forståelse, der fastholder den menneskelige sammenhæng. I den forstand er den næsten identisk med humanismen. Forskellen mellem humanisme og antropologi ligger i måden, hvorpå den menneskelige sammenhæng bestemmes. Humanismen bestemmer den positivt i den betydning, vi har anvendt tidligere. Det vil sige, at den bestemmer mennesket som mennesket. Måler det ved sig selv efter princippet om, at menneskets målestok er mennesket. En sådan målestok giver vældigt dækkende beskrivelser, men den formår ikke at trænge bag om fænomenet og bliver derfor kun forstående (eller selvforklarende). Fastholdes med andre ord af det bekendte og fænomenale. Antropologien bestemmer derimod den menneskelige sammenhæng negativt. Det vil sige, at den søger at trænge bag om mennesket og se det i lyset af dets andenværen. Dens målestok for mennesket er ikke mennesket selv men den natur og det samfund, der giver mennesket dets menneskelige form. Dens intention er derfor mere end blot at forstå, den vil faktisk begribe. Antropologien er derfor udtryk for den materialistiske stoflære i en noget anden udgave end den klassiske mekaniske materialisme, der som Hobbes reducerede den menneskelige sammenhæng til en sammensætning af elementære partikelbevægelser. Hvad vi tidligere har kaldt stoflærens positive bestemmelse af stoffet (den direkte modsætning til formlærens poslive bestemmelse af formen). Antropologien derimod taber ikke den menneskelige sammenhæng af syne. Den er - og det er det nye - udtryk for stoflærens negative bestemmelse af formen. En sådan materialistisk kovending forudsætter næsten Hegels indsigt, at al begrebsbestemmelse først og fremmest må være en negativ bestemmelse. Det kan derfor ikke forbavse, at Feuerbach, der først formulerer den materialistiske antropologi, var elev af den geniale tyske filosof og gjorde sin opdagelse på grundlag af og i opposition til (sådan er det altid) Hegels lære. Hermed ser vi imidlertid også, at den materialistiske antropologi allerede i kimform er den videnskabelige genstandslære om mennesket, fordi den i modsætning til såvel den positive stoflære som den positive formlære rummer en enbed af sammenhæng og sammensætning. Hvilket fremgår af Feuerbachs eget udsagn, hvor han siger: "Die neue Philosophie macht den Menschen mit Einschluss der Natur, als der Basis des Menschen, zum alleinigen, universalen und kochsten Gegenstand der Philosophie - die Anthropologie also, mit Einschluss der Physiologie zur Universalwissenschaft." 7 Som vi ser, får Feuerbach først og fremmest menneskets naturbestemmelse med i sin negative bestemmelse af den menneskelige sammenhæng. Men hvad der mangler, rådes der hurtigt bod på gennem Feuerbach-eleven Karl Marx' indsats, der tilføjer den samfundsmæssige bestemmelse til definitionen af mennesket. Sammen med Friedrich Engels skriver han: "Der Mensch, das ist kein abstraktes, ausser der Welt hockendes Wesen. Der Mensch, das ist die Welt des Menschen, Staat, Sozietiit..." 8 Og videre - i Marx' kritik af Feuerbachs begræns-
På jagt efter den nye almenpsykologi 141 ning: ndas menschliche Wesen ist kein dem einzelnen Individuum inwohnendes Abstraktum. In seine Wirklichkeit ist es das Ensemble der gesellschaftlichen Verhåltnisse." 9 Og i Marx' insisteren på, at mennesket ikke må begribes abstrakt, ser vi selvfølgelig den nye opfattelses rækken ud efter den konkrete erkendelse og dermed den videnskabelige genstandslære. Det er den antropologiske materialismes indsigt og intention, der gemmer sig bag valget af betegnelsen 'antropologisk psykologi' i Århus. Det fremgår af den stiftende adresses indledning, der karakteriserer den nye synsvinkel ved l) at den "undersøger de psykiske grundfænomener, således som de er indlejret i deres samfundsmæssige, kulturelle og sociale sammenhænge", og 2) at "dens empiriske materiale i højere grad består af naturalistiske observationer (også hentet fra andre videnskaber end psykologien selv) end tilfældet sædvanligvis er i almenpsykologien." Det vil sige, at den bestemmer den menneskelige psyke og personlighed ud fra dens naturmæssige og samfundsmæssige betingelser. Hvilket naturligvis er en negativ bestemmelse, fordi den begriber den menneskelige psyke og personlighed ude fra eller ud fra dens afgrænsende bestemmelser (natur og samfund) og ikke blot inde fra som sig selv (den positive bestemmelse). Det er derfor, at den antropologiske psykologi må gå ud over psykologiens område og hente bestemmelser fra nabovidenskaberne. For en overfladisk betragtning kan dette se ud som om, at man går over åen efter vand, og det kan være svært at forstå, at et arbejde der åbenbart handler om biologi og samfund, naturhistorie og historie, måske i virkeligheden (omend negativt) først og fremmest handler om psykologi. Den fænomenale bevidsthed forlanger det positive og interesserer sig ikke for grunden, der definerer figuren. Men hjerte kan ikke rime på smerte i alle digte. Man gør vel i at huske, at den videnskabelige psykologis opgave ikke er at tilbyde en psykologisk forklaring. Dens opgave er at forklare (eller rettere begribe) psyken. Og det er ikke nødvendigvis det samme. Uden iøvrigt at underkende den positivt bestemmende formlære, så er det som oftest en psykologisk forklaring af psyken, den tilbyder. Psykens hemmelighed er psykisk! Hvilket - som vi har set - fører til cirkelslutninger og selvforklaringer. Selvfølgelig er psyken psykisk, og det er ikke overflødigt at fremhæve over for den mekaniske stoflære, der hævder, at psyken ikke er psykisk. Men psykiskhed er ligegodt ikke psykens hemmelighed. Psyken som en særlig form (kvalitet) i den materielle verden kan ikke bestemmes alene inden for sin egen grænse. Konsekvensen heraf er nemlig grænseløshed, og det er ikke-bestemmelse. Bestemmelse er altid grænsedragning. Skal man bestemme det psykiske, må man derfor gå ud over grænsen for det psykiske. Omnis determinatio est negatio (Spinoza). Den videnskabeligt arbejdende psykolog kan derfor ikke blive ved sin læst i den konventionelle betydning. Den læst, hvorover psyken er formet, ligger nemlig uden for det psykiske selv.
142 Personlighedens Almene Grundlag I Undtagelsen der bekræfter reglen Er definitionen af humanistisk og antropologisk psykologi som henholdsvis en (positiv) bestemmelse af mennesket som menneske og en (negativ) bestemmelse af mennesket som natur og samfund både principiel korrekt og pædagogisk afklarende, så findes der selvfølgelig en retning, der ikke ser sig for god til at ødelægge et godt princip. Og dette må vi ihvertfald nævne, hvis vores definition ikke skal føre til unødig forvirring. Definitionsbruddet kommer til udtryk i den filosofiske retning, der kalder sig filosofisk antropologi. Den filosofiske antropologi opfatter nemlig ligesom humanismen mennesket som menneske. Det betyder ikke, at humanisme og filosofisk antropologi er det samme. Tværtimod er der en stor og væsentlig forskel. Hvor den humanistiske opfattelse er frodig, åben, optimistisk, mangfoldig, rodet og fænomenalistisk, der er den filosofiske antropologi steril, streng, pessimististik og lukket. Den humanistiske opfattelses styrke og svaghed er dens positivitet. Den ser på verden med åbne øjne og forvilder sig let i den menneskelige sammenhængs synkrete rigdom. I modsætning hertil ser den filosofiske antropologi den menneskelige sammenhæng med stærkt sammenknebne øjne. For den er mennesket ikke en pseudokonkret mangfoldighed af fænomener. Det er en abstrakt ide. Hvilket tydeligt kommer til udtryk i titlerne på M. Schelers (retningens hovedmand) værker: Zur Ide des Menschen (1915), Vom Ewigen im Menschen (1923) og Die Stel/ung des Menschen im Kosmos (1928). Den filosofiske antropologi ser ganske enkelt mennesket som noget ideelt, noget evigt og noget kosmisk: Det evigt (og uforanderligt) menneskelige. Hvilket på det nærmeste vil sige, at den på platonisk vis hiver 'det menneskelige' ud af dets jordbundne sammenhæng, forandring og udvikling og anbringer det i Guds øje. Dette var der ingen grund til at beskæftige sig med, hvis det ikke var fordi, at vi genfinder noget af den filosofiske antropologis tankegang i en filosofisk retning, der har øvet stor indflydelse på visse af psykologiens retninger. Nemlig eksistentialismen. Ordet eksistens betyder fremtræden ligesom ordet fænomen, og imellem de eksistentielle og de fænomenologiske retninger er der da også et vist sammenfald. Alligevel gør det igen en forskel, om man taler græsk eller latin. Hvor det græske fænomen henviser til, hvordan verden fremtræder for en, så henviser det latinske eksistens til, hvordan man fremtræder over for verden. For den første glider det subjektive og det objektive sammen i bekendthed og erfaring - det fænomenale; for den anden bliver det objektive konfronteret af det subjektive - det eksistentielle. Det er denne individets ståen uden for den menneskelige sammenhæng, der forener eksistentialisme og filosofisk antropologi. Forenklet kan man derfor sige, at den filosofiske antropologi anskuer mennesket eksistentielt (over for den menneskelige sammenhæng), mens humanis-
P!l jagt efter den nye almenpsylw/ogi 143 men anskuer mennesket essentielt (i den menneskelige sammenhæng). Dette gør en vældig forskel, og det er derfor ikke noget udelt gode, at humanistiske, fænomenologiske og eksistentielle psykologer så villigt lader sig slå i samme bås. Vi skal i andet bind fastholde forskellen på den essentielle (humanistiske) og den eksistentielle opfattelse og her vise, hvad det er for en uhyre vigtig genstandspåpegning eksistentialismen faktisk foretager. Fra sammenknebne øjne kan man nemlig følge sigtelinien lige så vel som fra åbent skuende øjne. Og i den sammenhæng viser det sig endda, at den filosofiske antropologi i eksistentialismens form faktisk er en negativ bestemmelse af mennesket som samfundsvæsen, hvorfor antropologi-definitionen nok er blevet perverteret men i sidste ende alligevel ikke brudt! Den vigtigste bestemmelse Den århusianske betegnelse er antropologi forstået i traditionen fra Feuerbaeh og ikke fra Scheler. Dette kommer til udtryk i den måske allervigtigste bestemmelse af retningen. Nemlig at den grundlæggende er historisk. Det vil sige, at den forstår psyken diakront, dvs. som noget, der kun kan begribes i sin udvikling. Hvilket er begrundet "deri, at psyken ikke udgør en fast og uforanderlig størrelse, men har undergået væsentlige forandringer i løbet af naturhistorien såvel som i den menneskelige samfunds- og kulturhistorie. Psyken er blevet til for millioner af år siden og har - med opståen af stadigt nye dyrearter på den udviklingslinie, der har ført frem til Homo sapiens - udviklet sig fra lavere til højere former indtil dannelsen af psyken hos det samfundsmæssige menneske. Hertil kommer den formning og stadige omformning af psyken, der er gået for sig i løbet af menneskets samfunds- og kulturhistorie, hvorunder mennesket med accelererende kraft har skabt stadigt nye livsvilkår, som har krævet tilsvarende nye mentale kapaciteter og dispositioner. Den diakrone antropologiske psykologi undersøger således erkendelsen af de kræfter (naturlige og samfundsmæssige) og de kræfters virkningsmåde ved hvilke, der er skabt og fortsat skabes nye former for psyke. Den historiske tilgang er også begrundet deri, at vi i og med erkendelsen af de forskellige former for psyke, der har været karakte ristisk for dyrene på de forskellige trin i fylogenesen, får klarlagt kontraster til den humane psyke. På tilsvarende vis vil der i og med erkendelsen af forskellige former for psyke, der har været karakteristiske for mennesket på de forskellige stadier i samfunds- og kulturhistorien, blive klarlagt kontraster til den form for psyke, der hører til i vor tid og i vor samfundsform og kultur, hvorved vort blik for vor egen psykes særegenhed skærpes." 10 Dialektisk-materialistisk psykologi Hertil kan tilføjes, at den diakrone blotlægning af psyken er den eneste måde, hvorpå man kan løse problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Det vil sige subjekt-objekt-problemet (det psykofysiske) og
144 PersonlighedensAlmene Grundlag I individ-samfund-problemet (det psykosocial e). Anskuer man kun disse forhold syokront, så vil man nemlig Uvnf. V-tegningerne på side 128-29) kun kunne få enten adskiltheden, hvor problemet er uløseligt, eller sammenhængen, hvor problemet er forsvundet. Når vi gør Feuerbach til ophavsmand til den antropologiske synsmåde (formens negative - materielle - bestemmelse), så er det historisk set måske lidt af en tilsnigelse at gøre erkendelsen af det udvildingsmæssige til kernen i den antropologiske tænkning. Ret beset var Feuerbachs antropologi nemlig ikke fri for (som Scheler) at opfatte det menneskelige som noget evigt-abstrakt. (Det er imod denne opfattelse, at Marx i 1844 tager afsæt.) Men vi ser først og fremmest Feuerbach som det første skridt i den nye synsmådes udvikling og tøver ikke med at inddrage næste generations indsigt. Det vil sige Marx og Engels, for hvem udvikling er alfa og omega i begribelsen af mennesket og den menneskelige sammenhæng. Hvorved selvfølgelig heller ikke længere kan skjules, at den nye retning kunne være blevet kaldt noget andet. Nemlig dialektisk-materialistisk psykologi. Hvad der dog ikke betyder, at betegnelsen antropologisk psykologi ikke er velvalgt. Beskedenhed er klædeligt, især når den er velbegrundet. Man skal ikke tage munden for fuld, og man skal heller ikke skræmme nogen med et udfordrende navn. Ikke desto mindre er intentionen i den nye spæde danske retning en psykologi på den dialektisk-materialistiske erkendelses grundlag. Den dialektisk-materialistiske psykologi som vejen til den konkrete genstands begribelse og dermed til overvindelse af formpsykologiens og stofpsykologiens ensidighed er naturligvis ingen århusiansk eller københavnsk nyopdagelse. (Hvilket ikke betyder, at der ikke er århusianske og københavnske nyopdagelser.) Selv om denne nye videnskabelige vej i psykologien endnu kun står ved begyndelsen af sin udvikling, så har der allerede nu været arbejdet meget med den forskellige steder i verden. Og dette arbejde er en væsentlig forudsætning for det arbejde, der nu erigang i Danmark. Et indblik i disse forudsætninger er derfor også væsentligt, men det fordrer, at der er to retningsbestemmelser, som man ikke bruger. Selv om udviklingen i høj grad er sammenknyttet med marxismen, må man ikke bruge betegnelsen marxistisk psykologi. Og selv om udviklingen i høj grad er knyttet til psykologien i Sovjetunionen, må man ikke bruge betegnelsen sovjetpsykologi. Disse betegnelser udvisker nemlig vigtige forskelle, som det er afgørende at fastholde. Det 'marxistiske' spektrum Hvis vi skallave en hurtig grovskitse, så kan betegnelsen 'marxistisk' henvise til (mindst) tre forskellige aspekter af Marx' og Engels teoretiske indsats. Vi kan benævne de tre aspekter som henholdsvis unge Marx, ældre Marx og Engels og se på dem i samme rækkefølge.
På jagt efter den nye almenpsykologi 145 Da Marx i 1840'erne lagde grunden til den dialektisk-materialistiske indsigt ved at konkretisere og historisere (samfundsgøre) Feuerbachs antropologiske materialisme, udstak han også konturerne af en psykologi, der begriber individet som et aktivt, selvforvandlende subjekt. Hovedværket her er de Økonomisk-filosofiske Manuskripter fra 1844, der (obs!) først er blevet offentliggjort i 1932. Med et andet arbejdsmanuskript, Den tyske Ideologi (1845), som omdrejningspunkt skifter Marx nu kurs. Han mener ikke at kunne komme videre på sit oprindelige ung-begelianske grundlag og bevæger sig vestpå fra den tyske idealistiske tradition (romantikken) til den franske materialisme. Og videre vestpå herfra til den britiske politiske økonomi, som han revolutionerer med opdagel sen af profittens (merværdiens) hemmelighed. Det er blevet meget diskuteret, om der her er tale om en kontinuert eller diskontinuert udvikling af Marx' forestillinger. Det er den sidste opfattelse snarere end svaret, der er interessant i sammenhæng med den 'marxistiske' psykologis udvikling. (Svaret er, at udviklingen i Marx' forestillinger er en enhed af kontinuitet og diskontinuitet, ligesom enhver anden udvikling.) Ved at opfatte udviklingen i Marx' forestillinger som en brudt linie, dukker der nemlig to forskellige Marx'er op. På den ene side den unge Marx, der anskuer mennesket som et individuelt subjekt i samfundet (psykologi), og på den anden side den ældre Marx, der anskuer individet som et objekt for samfundsmæssige love (økonomi). Altså på en måde Marx som henholdsvis geisteswissenschaftlich humanist og psykolog og som naturwissenschaftlich sociolog og økonom. Til den unge Marx som humanist og den ældre Marx som økonom skal så til føjes Engels som den dialektisk-materialistisk erkendelses propagandist og fi. losof. Efter 1848 opstod der nemlig den arbejdsdeling mellem Marx og Engels, at Marx helligede sig de videnskabelige økonomiske fagstudier, mens Engels tog sig af at sammenfatte og udbrede deres fælles verdensanskuelse. Af disse tre brikker havde man til at begynde med kun den ældre Marx og Engels at spille med. Den unge Marx blev først sent offentligt kendt. Der var derfor to psykologi-opgaver, som man kunne forsøge at løse. Man kunne i overensstemmelse med Engels forsøge at begribe den menneskelige psykologi som en materialistisk-dialektisk udvikling i natur og samfund. Eller man kunne forsøge at skabe en sammenhæng af samfundslæren, som man finder den hos den ældre Marx, og den individuelle psykologi, som man må have et andet sted fra. Den første opgave forsøgte man at løse i Sovjetunionen, som vi skal se det om lidt. Den anden opgave forsøgte man at løse i Tyskland. Freudo-marxisme Vi husker, at Freud meget smart gjorde det psykosociale problem til en egenskab ved genstanden selv, hvor den udspiller sig som en konflikt mellem natur (drift eller id) og kultur/samfund (repræsenteret ved overjeget). Det vil sige, at
146 Personlighedens Almene Gmndlag f Freuds teori (forenklet sagt) er en teori om individet som socialt begræn~ set/undertrykt. Da Marx~ kapitalismeteori i en vis henseende også er en teori om individets samfundsmæssige undertrykkelse, så forekom det nærliggende at forsøge at forene tidens betydeligste psykologiske teori og tidens betydeligste samfundsteori, så den første blev suppleret med den teori om samfundet, som den manglede, og den anden blev forsynet med den teori om den individuelle psyke, som den manglede. Resultatet blev den freudo-marxistiske retning, der bevæger sig igennem tre etaper fra Reichs og Fenichels bestræbelser i 20'erne, over Frankfurterskolen (Adorno, Horkheimer og Marcuse) til Hanoverskolen (Lorenzer og Dahmer) i '60'erne. Freudo~marxismen forblev imidlertid ikke et akademisk anliggende, det var nemlig med den som ideologisk ledetråd, at ungdomsoprøret bredte sig ud fra universiteterne og blev en socio~kulturel massebevægelse, der satte de vestlige samfund på den anden ende i slutningen af 60'erne. Som socialpsykologisk fænomen kan ungdomsoprøret og kulturrevolutionen ikke sættes på nogen enkelt formel. Men det er ikke af den grund forkert at sige, at der var tale om et individets oprør mod den samfundsmæssige institutions- og betydningsverden. Som delvis var begrundet i proletariseringen af de intellektuelle og universiteternes forvandling tillærdomsfabrikker, der ikke lev nede plads for den individuelle selvudfoldelse. Hvorfor man selvfølgelig kan se bevægelsens tiltrukkethed af det freudianske tema kombineret med marxismens kritik af det kapitalistiske og borgerlige samfund. Og til den unge Marx' skrifter, der blev opdaget og gjort til en vigtig ballast for bevægelsen, fordi de foku serer på det individuelle subjekts fremmedgørelse og frigørelse. Seves modspil Bevægelsens opdagelse af den unge Marx førte til dannelsen af neo-marxismen, der som en vigtig skydeskive havde 'gammel-marxismen' (og dermed det 'forstenede' kommunistiske parti), der ikke havde forstået Marx (den unge) og indsigtsløst reducerede det persorrlige liv til upersordig samfundsøkonomi, som det blev sagt. Da bevægelsens europæiske arne (der var også en amerikansk og en kine~ sisk) lå i Frankrig, hvor striden ligefrem førte til en borgerkrigsagtig opstand, er det måske ikke underligt, at det er en fransk kommunist, der teoretisk drager i felten mod freudo-marxismens rousseau-agtige kulturnihilisme. Nemlig filosoffen Lucien Seve, der i værket Marxisme og Personlighedsteori fra 1974lader samfundet tage til genmæle mod den driftsbestemte individualisme. Seves grundsynspunkt lader sig enkelt udtrykke med det Politzer citat, hvormed han indleder bogen. Der står: "Psykologien besidder på ingen måde
På jagt efterden nye almenpsykologi 147 'hemmeligheden' ved de menneskelige kendsgerninger, simpelthen fordi denne 'hemmelighed' ikke er af psykologisk orden."" Hvad er så hemmeligheden? Jo, det er den, som Marx udtrykker i 6. Feuer bachtese: "Det menneskelige væsen er ikke noget det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af de samfundsmæssige forhold."" Hermed gør Seve to ting. For det første tilbageerobrer han Marx ved at afvise et brud mellem den unge og den ældre udgave. For det andet formulerer han en opfat telse af samfundet som dominerende form, der leder tanken hen på den franske sociologiske tradition fra Durkheim. Grundproblemet for såvel Seve som for freudo-marxismen er pricipielt det samme. Det er det psykosociale problem om, hvordan man får individets psy kologiske form hægtet sammen med samfundets sociologiske form. Formuleret på den måde gives der iøvrigt også kun een løsning. Nemlig at lade den indre psykologiske form svulme op til den udfylder den ydre sociologiske form, ligesom dej, der svulmer op og fylder kageformen. Men det er en løsning, der kan forstås ud fra to forskellige grundpositioner. Freudo-marxisterne opfatter den oprindelige (freudiansk forstået) psykologiske individualitet som dei grundlæggende og må derfor opfatte det samfundsmæssige bånd, der lukker sig om individet udefra som en negativ begrænsning af det naturlige. Seve, derimod, ser den ydre samfundsmæssige cirkel som det menneskeligt konstituerende, hvorfor det psykologiske individ først har nået sin fulde personlighedsudvikling, når det indefra har fyldt den samfundsmæssige ramme ud og antaget dens form. Eller som han selv udtrykker det: "Den videnskabe lige personlighedspsykologi begynder i det øjeblik, hvor man har forstået, at det er dette, som det først gælder om at studere: de samfundsmæssige forhold mellem adfærdsmåderne som grundlæggende strukturer i det individuelle liv." 13 Anskuet temmeligt ens giver det psykosociale problem altså to forskellige løsninger, der dog har det tilfælles, at det stadig er en temmelig udvendig (me kanisk) forbindelse, som de etablerer mellem individ og samfund. Freudo marxismens, der reducerer problemet individualpsykologisk (den individuelle psyke bestemt forud for mødet med samfundet), og Seves, der reducerer pro biernet sociologisk ved at lægge den psykologiske bestemmelse uden for den individuelle psyke (psykens hemmelighed er ikke psykologisk). Andre alternativer Alt i alt må dette give anledning til forvirring. Begge reduktioner er nemlig ind lysende utilstrækkelige, og dog synes det at være de to eneste muligheder, når det psykosociale problem skal løses. Hvis man vel at mærke insisterer på at løse problemet synkront, dvs. med individet og samfundet som allerede for håndenværende størrelser, der er defineret uafhængigt af hinanden. Man kan imidlertid isterlet forsøge at løse problemet om det individuelles og det samfundsroressiges sammenhæng diakront, dvs. som en udvikjingssammen-
148 Personlighedens Almene Grundlag I hæng. Det er denne vej, som vi har identificeret med navnet Engels, og det er den, som russerne - først og fremmest AN. Leontjev - har bevæget sig ad. Hermed er Leontjev undsluppet noget af modsigelsen mellem det individuelle og det samfundsmæssige, men det er heller ikke nødvendigvis godt. I Vesten har man ihvertfald haft svært ved at acceptere teorier, der ikke lader det individuelle og det samfundsmæssige skurre imod hinanden, som de gør det i det borgerlige samfund. Og i denne indstilling er der i det mindste det gode, at genstandsproblemets iboende modsigelse ikke bliver hverken gemt eller glemt. Hvis de tre nævnte løsninger hver især er utilstrækkelig, kunne man fore~ stille sig, at de tilsammen kom sandheden temmeligt nær. En sådan sammenligning er netop, hvad den fjerde 'marxistiske' psykologi, som vi bør nævne, tilbyder. Vi taler her om Berliner-skolen og Klaus Holzkamp, der prøver at inddrage den genuine indsigt fra de forskellige retninger i et samlet synspunkt eller system. Om et sådant eklektisk kunststykke afklarer eller forvirrer, må være op til den enkelte at afgøre. Klart er det imidlertid, at med fire forskellige retninger har det ingen mening blot at tale om marxistisk psykologi. Når vi nu har nævnt dette spektrum af retninger, der forsøger at udvikle den dialektiske psykologi, så bør vi også relatere det danske barn til dem. Her kan vi sige, at såvel Seve som Berlinerskolen har øvet stor indflydelse. Men som en slags fætre. Nærmest beslægtet er det danske fremstød efter min mening med sovjetpsykologien, som man ikke må kalde sovjetpsykologien. Lad os derfor kort se på, hvorledes forholdet mellem dialektisk materialisme og psykologi historisk har udviklet sig i Sovjetunionen. Noter til kapitel lo l. Kombinationen af essentialisme og eksislentialisme strækker eklcktiscismen udover det tilladelige, hvad vi skal vende tilbage i andet bind. 2. J.F.T. Bugenthais 'prcsidential a dress to the meeting of the Arnerkan Association of Humanistic Psychology' i 1963, cf. H. Misiak og V.S. Sexton: History oj Psychology: An Overview, USA 1966, s. 455. 3. Artides o[ Association o[ the American Association o[ Humanistic Psychology, cf. ibid., s. 454. 4. Se f.eks. Holl, R.R.: Individuality and gcncralization in the psychology of personality,!.pers., 1962, vol. 30, s. 377~404. Den fmdcs i flere antologier, f.eks. R.S. La7.MUS & E.M. Opton jr.: Personality, Pcnguin Modern Psychology, GB 1%7, og med titlen 'Thc logic of the romantic point of view in personology' i T. Millon: Theories o[ psychopathology and personality, USA 1973. 5. Hall, C.S. & G. Lindzey: Theories o[ Personality, New York 1957 (1%7), s. 6~7. 6. I sidste ende må den rigtige betegnelse være almenpsykologi, men det fordrer, at almenpsykologien teoretisk og i praksis vinder denne nye betydning. Nærmer personlighedspsykologien sig genstandsproblemet fra den anden side, vil skellet mellem almenpsykologi og personlighedspsykologi udviskes. 7. Feuerbach, L.: Gesamme/te Werke 1967, 2, s. 343. Cf. G.Klaus & M. Buhr: Philosophische WOrterbuch, Lcipzig 1975, l, s. 84.
Atg&p&toben 149 8. Klaus & Buhr, op.cit., l, s. 84. 9. Marx-Engels Werke, Berlin 1977, 3, s. 6. 10. Udkast til G-sektionens beskrivelse af projektområdet 'antropologisk psykologi', Psykologisk Institut oktober 1985. 11. Politzer, G.: La crisede la psychologie contemporaine, 1947, s. 120. Cf. L SCve: Marxisme og Personlighedsteori, Kbhvn. 1978, s. 15. 12. Se note 9. 13. SCve, L.: Op.dt., s. 221.. KAPITEL H AT GÅ PÅ TO BEN Den objektive psykologi Den videnskabelige psykologi fødes i fysiologien, det er derfor ikke forbavsende, at det er en fysiolog, der grundlægger den videnskabelige psykologi i Rusland. Nemlig Skt. Petersborg-fysiologen Ivan Setchenov, der så tidligt som i 1863 (samme år som Wundts Vorlesungen uber die Menschen- und Thierseele) skriver Et forsøg p& at etablere de psykologiske processer på en fysiologisk basis. Hvad skriftet dog ikke kom til at hedde, for tsarens censor forbød det, fordi det krænkede den offentlige moral. (Hvad der bringer Skt. Petersborg Universitets fordømmelse af Karl Linne i erindring. Linnes Systema naturae fra 1735 blev opfattet som usædeligt, fordi det klassificerede planterne på grundlag af deres kønsorganer!)!stedet fik Setcherrovs skrift så titlen Hjernens Reflekser. Vi husker, at den tidlige psykologi nødvendigvis må knække i en åndsvidenskabelig formlære og en naturvidenskabelig stoflære, hvor den idealistiske første kan kaldes den subjektive psykologi og den materialistiske anden kan kaldes den objektive psykologi. I den sammenhæng er det helt eksplicit den objektive psykologi, som Setcherrov funderer næsten et halvt århundrede før den objektive psykologi, som vi er bedst kendt med, bliver grundlagt, nemlig den amerikanske behaviorisme.
150 Personlighedens Almene Grundlag I Den centrale tanke i den objektive psykologi fremgår af svarene på det spørgsmål, som Setcherrov stiller med skriftet Hvem skal undersøge psykologiens problemer og hvorledes? fra 1870 (tre år før Wundts Grundzage der physiologischen Psychologie ). Svarene er, at fysiologien skal studere psykologiens problemer, og at det er ensbetydende med at studere reflekserne. Dette er naturligvis den mekaniske materialismes opfattelse, og følgende citat fra Setcherrov er ikke fri for at lede tanken hen på LaMettries opfattelse i L'Homme machine: "All the endless diversity of the external manifestations of the activity of the brain can be finally regarded as one phenomenon - tbat of muscular movement. Be it a child laughing at the sight of toys, or Garibaldi smiling when he is persecuted for his excessive love for his fatherland; a girl trembling at the first thougbt of love, o r Newton enunciating universallaws and writing them on paper... everywhere the final manifestations is muscular movement.111 Her må vi imidlertid ikke glemme, at den mekaniske materialisme var grundlaget for datidens mest progressive videnskabelige bestræbelse. Ud fra derme synsvinkel havde fysiologerne åbnet vejen for konkrete, empiriske og eksperimentelle undersøgelser af menneskelige processer, der gav enormt betydningsfulde videnskabelige resultater. Undersøgelser som Setchenov havde sin egen andel i. De fires pagt Fysiologiens knæsættelse af den videnskabelige materialismes pnnc1pper (omend i mekaniscismens tegn), der skulle få afgørende betydning for skabelsen af den videnskabelige psykologi, kan iøvrigt føres tilbage til en sammensværgelse! Den moderne fysiologis fader var tyskeren Johannes Muller. Muller kunne imidlertid ikke vriste sig fri af den romantiske naturopfattelse (den vi ser udtrykt bos Ørsted) og lagde særlige psykiske kræfter ind i nerveprocessen (de specifikke sanseenergier, som de blev kaldt), hvilket gav hans fysiologi en mærkbar vitalistisk karakter. Som reaktion herimod indgik fire af hans elever i 1845 en pagt, hvori de tilsvor hinanden aldrig at give køb på den sandhed, at "ingen andre kræfter er virksomme i organismen end de almindelige fysisk-kemiske". Allerede to år efter gav pagten sig udslag i det første uvurderlige videnskabelige resultat. Nemlig i formuleringen af den termodynamiske grundsætning om energiens konstans. Opdageren af denne fysiske lov var den unge von Helmholtz. Han var på daværende tidspunkt i den prøjsiske hær 2, men blev senere professor i Berlin og kom til at spille en enorm rolle for udviklingen af den naturwissenschaftliche psykologi. Også hans tre medsammensvorne fik imidlertid særdeles stor betydning for psykologien. Såvel Ernst Briieke, der som professor i Wien øvede en afgørende indflydelse på den unge Freud, Dubois-
At g& p& to ben 151 Reymond, der blev professor i Berlin, og Carl Ludwig, der blev professor i Leipzig. Grunden til at nævne denne historie her er, at Setchenov efter at have studeret hos Claude Bernard i Paris studerede hos Carl Ludwig og blev hans nære ven. Bag formuleringen af den objektive psykologi kan vi derfor godt tillade os at se de fire sammensvornes grundsætning, at der i organismen ikke virker andre kræfter end dem, som naturvidenskaben kender og kan undersøge. Uden løvrigt at underkende de psykiske udtryks rigdom, som vi ser dem i barnets smil og den unge piges forelskelse, så er det nerve- og muskelsystemets fysisk-kemiske processer, der er grundlaget for det psykiske, og ikke mystiske og uforklarlige spiritualistiske kræfter. Verden er tilgængelig for den videnskabelige undersøgelse og dermed for den menneskelige fornuft. Oplysningstidens sidste bastion Her må vi ikke glemme, at denne offensive og optimistiske videnskabelige holdning ikke kan isoleres til det akademiske. Den rummer en verdensanskuelse, nemlig den der kendetegner oplysningstiden, hvor den materialistiske filosofi og videnskab var et af borgerskabets allervigtigste ideologiske våben i kampen mod feudalvældet og dets kirke. I den forstand rummer den klassiske (mekaniske eller borgerlige) materialisme et progressivt ideal, som f.eks. endnu genlyder i den amerikanske behaviorisme og pædagogik. Nemlig borgerklassen fremskridtstro og humanisme, når den optræder som en kæmpende progressiv kraft. Det vil sige, når den kæmper mod feudale forhold, som den gjorde op til 1789 og 1848. Hvis det er den borgerlige revolution, der afslutter oplysningstiden, så kan man faktisk sige, at for de russiske intellektuelle på Setcherrovs tid, der var oplysningstiden på ingen måde forbi. Rusland var nemlig det eneste land i Vesten, der endnu havde sin borgerlige revolution til gode. Den kom først i februar 1917. Når Setcherrov i ovenstående citat henviser til netop Garibaldi og Newton, er det således næppe tilfældigt. Måske kan det forekomme lidt altmodisch, men at der er oplysningstid over Setcherrovs videnskabelige tænkning, betyder ikke, at den er tilbagestående. Tværtimod må man sige, at i Setcherrovs objektive psykologi, der er materialistisk funderet på den sensoriske fysiologis og evolutionslærens grund og forstår psyken som en miljødetermineret association af reflekser, der når den klassiske materialisme sit absolutte højdepunkt. Det tiltaler derfor ens historiske sans, at det netop var i oplysningstidens fødeland, Frankrig, at Setcherrovs objektive psykologi vandt indflydelse uden for Rusland. Den franske materialismes psykologer genkendte Setchenov som en af deres egne. Det, som Setcherrov havde startet, blev fulgt op af to andre russiske fysiologer, LP. Pavlov og V.M Bekhterev. Mens Pavlov ført og fremmest var fysiolog
152 Personlighedens Almene Grundlag I og først sent (og nærmest tilfældigt) med opdagelsen af den betingede refleks kom ind på psykologiens område, så var Bekbterev fra begyndelsen af fysiologpsykolog i den naturvidenskabelige psykologis tradition. Han havde studeret både hos Charcot og hos Wundt, og den sidste havde øvet stor indflydelse på ham. At han så afviste de klart metafysiske overtoner hos Wundt, skyldtes formentlig at han også havde studeret hos Dubois-Reymond og dermed var blevet indviet i de sammensvornespagt fra 1845. Bredden i Bekbterevs psykologi fremgår af titlen på det tidskrift, som han stiftede ved århundredeskiftet: Review af Psychiatry, Neuropathology, and Experimental Psychology, (det er første gang betegnelsen eksperimentalpsykologi dukker op i titlen på et tidskrift). Dette leder tanken hen på Charcot og Salpetriere-skolen. Og dermed på den tidlige socialpsykologi. Det var da også dette klassiske spektrum, som Bekhterev studerede. Men hele tiden som refleksologi i den materialistiske tradition fra Setchenov. Hans socialpsykologi fra 1921 bar f.eks. titlenkollektiv Refleksologi! Den russiske psykologi, som den udvikles af Setchenov, Bekbterev og (selvfølgelig) mange andre, er fuldt på højde med den samtidige psykologiske udvikling i Tyskland, Frankrig, England og USA. Når vi er langt dårligere bekendt med den russiske end med de øvrige, så skyldtes det ikke først og fremmest sprogbarrieren men den anden barriere, som skilte Rusland fra den øvrige industrialiserede verden, da den gennemgående vestlige politik efter den socialistiske revolution i oktober i 1917 var at isolere den unge sovjetstat i enhver henseende. Russisk psykologi blev på den måde gjort til 'en by i Rusland'. Psykologien og den dialektiske fordring Nu blev sovjetisk psykologi imidlertid i een henseende også 'en by i Rusland'. Den fik nemlig stillet en opgave, som ingen anden vestlig psykologi stod overfor. Den skulle nemlig ikke blot forstå psyken. Den skulle forstå den rigtigt! Det vil sige i overensstemmelse med marxismens dialektisk-materialistiske filosofi, som havde vist sin overlegenhed i praksis ved at være ideologisk og teoretisk fundament for den sejrrige socialistiske revolution. Nu er det ikke sådan, at vestlig psykologi ikke er filosofisk og ideologisk dikteret. Det er den i allerhøjeste grad, hvad vi allerede har set. Endda med filosofiske anskuelser (stof- og formlæren), der virkeligt er den dialektisk-materialistiske indsigt underlegne. Men i Vesten havde man fået de filosofiske anskuelser ind med modermælken og betragtede dem som selvfølgelige, hvis man overhovedet var i stand til at bemærke dem. I Sovjetunionen blev man åbenlyst konfronteret med den dialektisk-materialistiske filosofi, som det man nu videnskabeligt skulle leve op til. Videnskabens udvikling var nemlig uhyre vigtig, hvis man skulle konsolidere socialismen. Såvel praktisk i produktionen og samfundets nyorganisering, som politisk-ideologisk i kampen mod socialismens fjender.
At gå på to ben!53 Nu var det ikke sådan, at videnskabsmændene lod sig intimidere af det kommunistiske partis paroler om socialistisk contra borgerlig videnskab og følgagtigt fulgte den filosofiske linie mod bedre vidende. (Selv om der selvfølgelig også var eksempler på det.) Hvad vi allerede har set, var de sovjetiske videnskabsmænd også udmærket i stand til at se. Nemlig at den dialektiske materialisme på papiret er en rigtigere og mere omfattende og sammenhængende opfattelse af verden end de filosofiske anskuelser, som den ophæver. Og derfor også et vigtigt mål for den videnskabelige erkendelse at stræbe efter. Problemet var et ganske andet. Nemlig hvordan man får flyttet de gode principper fra papiret over i den videnskabelige genstandsverden? I særdeleshed når papiret først og fremmest bestod i ufærdige og ufuldkomne skitser fra Engels' hånd, der bestemt ikke kunne kaldes praktiske anvisninger. (Udover at det selvfølgelig ville være latterligt at tro, at Engels - hans brillante indsigt ufortalt - skulle kunne vise videnskaberne den konkrete vej til deres genstande. Han ville selv have korset sig ved tanken.) Forsøget på at løse denne opgave kommer i afgørende grad til at præge den russiske/sovjetiske psykologis udvikling efter 1917. Den sovjetiske psykologis historie er historien om de sovjetiske psykologers forsøg på at mestre den marxistisk-leninistiske metodologi, som den russiske psykolog Tcplov siger. Umiddelbart forekom man godt rustet til opgaven med den objektive psykologi og refleksologien, der i modsætning til megen borgerlig psykologi i Vesten var benhård materialistisk og ikke tillod subjektivt idealistiske svinkeærinder nogen plads. Hvortil kom, at den havde det nye styres tillid, fordi den i kampen mod tsardømmet havde demonstreret sin progressivitet og humanisme. Bekhterev, der ikke havde svært ved at genkende den dialektiske materialisme i sit eget arbejde, lagde for med Psykologi, Refleksologi og Marxisme i 1925. Hvad Bekhterev ikke selv kunne se, var der imidlertid andre, der kunne. Nemlig at en psykologi, der afviser bevidsthedsfænomnerne en ægte plads og derfor afskaffer psykologi som videnskab til fordel for refleksologi, ikke er ganske forenelig med en filosofi i hvilken, den menneskelige bevidsthed spiller en afgørende (men ikke uafhængig eller enerådende) rolle. En ting er at gøre op med den subjektive idealisme, noget ganske andet er at fjerne det subjektive fra det videnskabelige landkort. lhvertfald vandt forsvarerne af det subjektive (og dermed psykologien) den store debat om bevidsthedens betydning, der fandt sted i Sovjetunionen i tyverne. De havde også Lenin på deres side. Det var altså ikke nok, at den nye psykologi var materialistisk. Den måtte være materialistisk på andet end en mekanisk måde. Det vil sige! at den måtte være dialektisk. Den første, der systematisk forsøgte sig med den dialektiske psykologi, var K.N. Kornilov, der fastholdt, at det dialektiske princip netop kunne ses i psykologien, "where there are no objects, but only processes, where everything is dynamic and timely, where there is nothing that is static" 3 (Hvilket ikke er så
154 Personlighedens Almene Grundlag I fjernt endda fra de holistiske og dynamiske forestillinger, der vandt fremme på samme tid i tysk psykologi.) Entusiasme er godt, men gør det ikke alene, også Kornilov blev derfor snart kritiseret, for - som Grabarn skriver - 11 1ike Engels in his more enthusiastic moments, Kornilov seerned to see the operation o f the prineiples of the dialeetie on every hand.' 14 Dialektikken var noget, som han læste ind i den forskning, han allerede var igang med, snarere end noget, som hans arbejde var grundlagt på. Tendensen til at se dialektik i alt var faktisk en større hindring for erkendelsen end uvilligheden til at acceptere det nye filosofiske forbillede. Det var de færreste, der reagerede som Pavlov, da hans elev Anokhin forsøgte at forklare ham dialektikken i hans egne begreber om neural inhibition og udstråling. 'There you are, it turns out that I am a dialectician", bemærkede den gamle nobelpristager tørt.' De fleste så straks dialektikken i deres teoretiske spedale og reagerede som Bykhovski, der i et marxistisk teoretisk tidskrift i 1923 skriver: 'W e conclude that despile the subjective casing in which it appears, psychoanalysis is at its faundation imbued with monism, with materialism... and with the dialectic, i.e., with the methodological principles of dialectical materialism.u 6 Reaktologien som vigtigt fremskridt Selv om Kornilavs psykologi var dialektisk af navn mere end af gavn, så kom den til at spille en særdeles vigtig rolle i den nye sovjetiske psykologis udvikling. Dikteret af holistiske og dynamiske forestillinger som dem, der var under udvikling i Tyskland, og med forestillingen om den sociale omverdens afgørende betydning som ledetråd lykkedes det nemlig Kornilov at lirke psykologien ud af refleksologiens begrænsede ramme. I sin Tekstbog i p;ykologi fra den dialektiske materialismes standpunkt, der udkom i 5 udgaver mellem 1926 og 1931, kunne KornHov beskrive alle psykologiske fremtrædelser, som de dengang forelå for den unge videnskab, og samtidig fastholde mennesket som produkt af sin - først og fremmest samfundsmæssige - omverden. I overensstemmelse med denne bestemmelse af mennesket som produkt eller betinget af noget andet kalder Kornilov sin psykologi for reaktologi. Forskellen mellem refleksologi og reaktologi er værd at bemærke i sammenhæng med vores tidligere overvejelser. Hvor refleksolegien definerer mennesket positivt som stof (som en sammensætning eller et system af refleksassociationer), der definerer reaktologien mennesket negativt som form (formen som udefra betinget). I begge tilfælde er der tale om materialistiske definitioner, men den sidste er kommet et skridt videre end den første. Nemlig skridtet fra den mekaniske materialisme til den antropologiske materialisme. Da det var Marx og Engels, der videreudviklede den antropologiske materialisme fra Feuerbach, kunne Kornilov selvfølgelig tro, at han havde fanget den dialektiske materialisme. Og heri kunne han forsåvidt føle sig bestyrket af Lenins vigtige værk Maten'alisme og Empirio~kdtiscisme. I en afvisning af den
At gå på to ben 155 subjektive idealisme (neo-kantianismen), der gjorde et vældigt fremstød i århundredets første årti, formulerede Lenin nemlig genspejlingsteorien som grundlag for den marxistiske erkendelsesteori. Hvor idealisterne hævdede, at der ingen sammenhæng var mellem oplevelse og genstand (subjekt og objekt), der slog Lenin fast, at indholdet i oplevelsen kommer fra indholdet i genstanden. At oplevelsen er en genspejling af genstanden foretaget med hjernen som organ. Det subjektive er med andre ord betinget af det objektive. Den subjektive form bestemmes udefra. Og heri ser vi overensstemmelsen mellem KornHovs reaktologi og genspejlings teorien. Den negative bestemmelse af Jonnen er et vigtigt fremskridt i forhold til tidligere, hvor man kun havde valget mellem den klassiske materialismes positive bestemmelse af stoffet og idealismens positive bestemmelse af fonnen. Men endnu er det naturligvis ikke den dialektiske ophævelse af modsætningen mellem sammenhæng (form) og sammensætning (stof) - og derfor heller ikke enheden af subjektets og objektets sammenhæng og adskilthed. Dertil behøves tillige den negative bestemmelse af stoffet. Dvs. hvordan formen bestemmer stoffet. Eller mere konkret ~ reaktologien kan vise, hvordan mennesket er produkt af omverdenen. Det er imidlertid også nødvendigt at vise, hvordan mennesket er producent af omverdenen. Subjektsidens nødvendighed Marx var fuldt opmærksom på dette. Hele hans opgør med Feuerbach (samtidig med at han står på Feuerbachs antropologisk materialistiske grundlag) handler om dette. I hans teser mod Feuerbach skriver han f.eks.: "Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages."' Det er derfor, at Marx - og Engels - samtidig med, at de videreudvikler den antropologiske materialisme, faktisk også overskrider denne og når frem til den dialektiske materialisme. Hvis dialektikken går på to ben - de objektive omstændigheders bestemmelse af subjektet på den ene side og subjektets bestemmelse af de objektive omstændigheder på den anden, så kan man sige, at Kornilov hinker frem på det ene ben alene. Men det var han ikke ene om. De fleste af tidens marxister var langt mere opmærksomme på subjektets objektive bestemmelse end på det samtidigt omvendte. Og heri lå i det hele taget problemet med at fange det dialektiske. Og ligger for den sags skyld stadig. At begribe verden dialektisk er ikke noget, man bare vælger. Det er resultatet af et vanskeligt erkendelsesarbejde. Indtil syntesen er blevet reelt mulig, må dens momenter skille sig ud (analysen) som to abstrakte modsætninger. Og her er der naturligvis en slags valg. Man
!56 Personlighedens Almene Grundlag I kan forstå mennesket som bestemt e11er mennesket som bestemmende. Og så kan man forsøge kombinationen. Kombinationen er endnu ikke syntesen. Men kornbinationen kan være så nær syntesen, at forskellen bliver ganske utydelig. (Hvad der også viser tilbage til vore begrebers opløsningsevne.) F.eks. kan det være svært at afgøre i hvilken udstrækning Marx' og Engels' syntese er en kombination eller deres kombination en syntese? For det, de laver, er nærmest en kipfigur, hvor det subjektive og det objektive skiftesvis er figur og grund. Det, der springer i øjnene i ungdomsskrifterne fra 40'erne, er- som vi lige har set- subjektets bestemmende ro11e. Men det sker på basis af den feuerbachske materialisme, der ser mennesket som objektivt bestemt. Det, der springer i øjnene i de senere økonomiske afhandlinger, er mennesket som bestemt af objektive (samfundsøkonomiske) omstændigheder. Men det sker på basis af erkendelsen af mennesket som subjekt, som den blev vundet i 40'erne. Og mennesket som aktivt subjekt dukker hele tiden op i beskrivelsen.' Ikke desto er det iøjnefaldende, at Marx i ungdomsskrifterne er 'subjektivist' (i vores betydning), mens han i de modne arbejder er 'objektivist'. Da de sidste var langt mere kendte end de første, og da det iøjnefaldende har en særlig magt, så havde den tidlige marxisme en bias til fordel for det ben, der ser mennesket som objektivt bestemt. (Hvad neo-marxismen så sidenben kunne konfrontere med den omvendte bias.) Hertil kom selvfølgelig, at denne synsvinkel var i overensstemmelse med den herskende (borgerlige, men progressive) materialistiske tradition. Skulle man lægge vægten på det ene ben, så var det nok klogt at lægge den på det ben, der var klart materialistisk. Det var nemlig ikke svært at se, at lagde man vægten omvendt, så kom man til at hælde betænkeligt over i idealismens lejr og dermed i reaktionens. Vi har set, at formlæren - hvad enten den tager udgangspunkt i personligheden eller samfundet som Prima Causa - let fører til en konservativ politisk stillingtagen. Materialistisk vagtsomhed over for idealistiske fejltagelser er imidlertid ikke et udelt gode, når det drejer sig om begribelsen af den dialektiske sammenhæng mellem form og stof, mellem subjekt og objekt. Erkendelsen af subjektets bestemmende rolle leder rigtig nok (isoleret set) særdeles let til idealistiske fejlslutninger, men dialektikken kan ikke begribes, hvis man gør sig blind for subjektets bestemmende rolle. Alt i alt var det derfor et held, at Marx og Engels blev opdraget i Geisteswissenschaft og ikke i N aturwissenschaft. Opfiasket med den idealistiske formlære og ikke den materialistiske stoflære led de ikke af materialistens idealisme-skræk. Og hermed kunne de ophæve modsætningen mellem idealisme og materialisme i en helt ny erkendelse af virkeligheden.
At gå på to ben 157 Et udviklingsskema Med de fire brikker, som vi har skåret os -formen bestemt ved formen, stoffet bestemt ved stoffet, formen bestemt ved stoffet og stoffet bestemt ved formen, eller, hvad der her er det samme, subjektet subjektivt bestemt, objektet objektivt bestemt, subjektet objektivt bestemt og objektet subjektivt bestemt - kan vi til lejligheden skitsere udviklingen med et skema, der skallæses fra neden. Materialismens ben Stoflære Naturwissenschaft Idealismens ben Formlære Geisteswissenschaft IV. Syntesen Stof-> Form Form-> Stof DIALEKTIK III. Den 'halve' syntese ~ A. Stof-> Form B. Form -> Stof Objektivisering Subjektivisering ANTROPOLOGISK ROMANTIK l MATERlALISME ARISTOTELISK II. Analysen A. Stof-> Stof Demokritisk abstraktion MEKANIK B. Form-> Form Platonisk ~ ~ abstraktion ~/ IDElÆRE/ÅNDElÆRE L Det bekendte Form/Stof FÆNOMENAL ENHEDSBESKRIVELSE Nu må man ikke opfatte skemaet som andet end hjælpelinier, som vi har tegnet på vores folie. Hele sammenhængen mellem de forskellige filoso-
158 Personlighedens Almene Grundlag I fisk/videnskabelige synsvinkler kan ikke rummes i så enkel en figur. Forstået som et orienteringsværktøj udviklet til vort specielle formål er det imidlertid velegnet til at fæstne en bestemt udviklingsrække på vor nethinde (og dermed forhåbentlig også cortex). Vi ser således, hvorledes den første erkendelsesmæssige bestræbelse bryder den fænomenale verden (I) analytisk op i det abstrakte modsætningspar form og stof, der giver os materialismen og idealismen som den første ensidighed (Il). På næste trin overkommes ensidigheden 'halvt', idet stoflæren griber ud efter formen og formlæren ud efter stoffet (III). Hvorefter syntesen - formens og stoffets gensidige bestemmelse af hinanden - fanges (IV). (Ihvertfald i princippet.) Nu er der i den konkrete udvikling ikke tale om, at de urlsplittede ensidigheder nærmer sig hinanden fra to sider, som skemaet kunne forlede til at tro. Den konkrete udvikling er anderledes springende og kompliceret. Men vi kan stadig følge den i skemaet. Det hele begynder i antikkens Grækenland med det fænomenales (I) opsplitning i Piatons form bestemt som form (Il B) og Dernokrits stof bestemt som stof (II A). I virkeligheden kan man dog ikke forstå form uden stof eller stof uden form. Dernokrit og Platon narrer derfor både sig selv og eftertiden.' Dette indser Aristeteles og i forsøget på at overvinde modsætningen 1 formu~ lerer han en væsenslære på den halve synteses trin (lll B). I middelalderen er den standende strid, hvorvidt Platon (II B) eller Aristoteles (III B) har ret. I renæssancen flyttes striden imidlertid over på den anden akse, idet Galilei genopliver (på et højere- eksperimentelt- niveau) den mekaniske synsvinkel. Vi får striden mellem den galileiske Naturwissenschaft og den aristoteliske Geisteswissenschaft. Inden for videnskaben sejrer mekanikken, men det fører til den romantiske reaktion (III B), der under betegnelsen naturfilosofi faktisk yder et væsentligt bidrag til den videnskabelige forestillingsudvikling. Men også hæmmer den med sin afvisning af logikken og det rationelle. Som reaktion herimod udvikler Regel sin dialektik, der får anbragt subjektet og objektet som en samtidig sammenhæng og adskilthed. Hermed er vi nået op på syntesens trin (IV). Udviklingen er imidlertid langtfra afsluttet hermed (som Regel selv fejlagtigt troede). Den enhed mellem form og stof, der etableres på syntesens trin er nemlig en enhed baseret på udvikling. Hermed ser vi straks, at enheden kan opfattes som to forskellige udviklingsrækker. Enten Fonn -> Stof; Stof -> Fonn. Eller Stof-> Fonn; Fonn -> Stof. Vi ser også, at de to alternativer på en måde genindfører henholdsvis den idealistiske og den materialistiske bias, idet idealister naturligvis vil følge sig draget mod den enhed, der begynder og slutter med form, og materialister mod den, der begynder og slutter med stof. Ihvertfald kaster Regel sig over den første variant, som han giver et utvetydigt idealistisk indhold. Først findes Verdensånden i en ubestemt form, så går
At g& p& to ben 159 den igennem sin stoflige bestemmelse (naturen og den fysiske menneskehed), hvorved den stofligt bestemmes som den form, den i virkeligheden er (og derfor også var). Mod denne mystik revolterer Feuerbach. Det er ikke ånden, der skaber sig selv igennem naturen. Men derimod naturen, der er åndens skaber. Det er ikke mennesket (det stoflige), der er skabt i Guds (det formliges) billede. Det er Gud, der er skabt i menneskets billede. Hermed skaber Feuerbach den antropologiske materialisme (II A). Denne er altså ikke født af den underliggende mekaniske materialisme, men er født den lange vej over det idealistiske ben. Hvilket ikke udelukker, at den falder sammen med visse af mekanikkens mere holistiske forestillinger, som de f.eks. kommer til udtryk i den franske materialisme. (Rousseau f.eks. kan opfattes som en blanding af mekanik og antropologisk materialisme.) Feuerbachs antropologi tilfredsstiller imidlertid ikke Marx og Engels, selv om de betragter den som lidt af en revolution. 10 Den får nemlig ikke det med samfundet med, men ser mennesket som et abstrakt naturprodukt. Og så får den heller ikke det med, som Marx og Engels har lært af den romantiske og dialektiske Regel. Nemlig forestillingen om subjektet som producent. De samler derfor dette op hos Hegel, tager en smuttur ned i den franske materialisme, hvor de henter forestillingen om samfundet som menneskets objektive bestemmelse, og når så op på syntesens trin, hvor de formulerer dialektikken, men denne gang som en materialistisk dialektik, der begynder og slutter med stof. Eller lidt mere forståeligt sagt: Mennesket fødes som bestemt natur i en bestemt samfundsmæssig sammenhæng, der objektivt bestemmer det som subjekt. Men herefter - og på dette grundlag- bliver mennesket selv bestemmende subjekt i denne samfundsmæssige sammenhæng. Det vil sige, at det aktivt forandrer sin verden og objektive omstændigheder. Hermed har Marx og Engels fået anbragt den begelske dialektik på benene istedet for på hovedet, som de selv siger. Noter til kapitel 11 1. Setchenov, 1M.: Who must investigate the problems of psychology and how? 1873 Cf. H. Mi~ siak & V.S. Sexton: History o[ Psychology, NewYork 1966, s. 260. 2. Det fortælles, at hans bog Erilaltung der Kraft (Kraftens bevarelse) blev en bestseller blandt hans officerskollegcr, der havde misforstået titlen. 3. Kornilov, K.: Dialekticheski metod v psikhologii, Pod znamenem marksizma, jan. 1924, s. 108. Cf. L.R. Graham: Science and Plii/osophy in the Soviet Union, G.B. 1971, s.363. 4. Graham, op.cit., s. 363. 5. Anokhin, P.K.: Ivan Petrovich Pavlov, Moskva 1949, s. 352. Cf. Graham, op.cit., s. 361. 6. Graham, op.cit., s. 365.
160 Personlighedens Almene Grnndlag I 7. Mmx-Engels Werke (MEW), Berlin 1977, 3, s. 5-6. Eller Marx/Engels Udvalgte Skrifter (MEUS), Kbhvn. 1973, 2, s. 4()2. 8. Påstanden om, at fremhævelsen af det økonomisk-samfundsmæssige grundlag udsletter mennesket som individ i Marx' tænkning, er både falsk og indsigtsløs. Det er netop spørgsmålet om figur og grund. I en sammenligning mellem Marx og Max Weber (der kritiserede Marx for økonomisme, som vi husker), udtrykker Joachim Israel (Fremmedgørelse fra Marx til moderne sociologi, Kbhvn. 1%9, s.123-24) det udmærket på denne måde: "Marx' teorier er individorientcrede: det er samfundet, der skal formes, så den menneskelige fremmedgørelse overvindes. Webers teorier er hovedsagligt samfundsorienterede: det er mennesket, som skallære sig tilpasning til den rationelle samfundsstruktur." Og videre: 'Webcr anvender en funktionel analyse Cindividorienteret - evnen til rolleopdeling som i socialiseringsteorierne, NE) og beskriver rationaliteten i relation til produktionsprocessens målsætning. Derimod taler han kun lidt om konsekvenserne for individet. Marx derimod analyserer produktionsprocessen ud fra et sociologisk og frem for alt økonomisk synspunkt, men kommer gang på gang tilbage til konsekvenserne for individet." 9. Se kapitels note 6. 10. F.eks. skriver Engels: "Da kom Feuerbachs 'Kristendommens Væsen'. Med et slag bortfejede ban modsigelsen, idet han uden omsvøb igen satte materialismen på tronen. Naturen eksisterer uafhængigt af al filosofi; den er det grundlag, som vi mennesker - der selv er naturprodukter - er vokset op på; uden for naturen og menneskene eksisterer der ikke noget, og de højere væsener, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun fantastiske genspejlinger af vort eget væsen. Trolddommen var brudt; 'systemet' var sprængt og kastet til side; modsigelsen, der kun eksisterede i indbildningen, var opløst. Man må selv have oplevet denne bogs befriende virkning for at gøre sig en forestillig om den. Begejstringen var almindelig: vi var alle feuerbachianere med det samme." (Engels: Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis undergang, MEUS, op.cit., 2, s. 365-66.)
Filosof-psykologen Rubinstein 161 KAPITEL12 FILOSOF-PSYKOLOGEN RUBINSTEIN Den subjektive faktor Uden den tyske idealisme (romantikken og Regel) knnne Marx og Engels aldrig være nået frem til den materialistiske dialektik, hvad de aldrig lagde skjul på. På det sidste stræk af deres indviklede rejse mod den dialektiske materialisme følger de imidlertid den materialistiske rute (fransk materialisme og antropologisk materialisme), som de russiske materialister traditionelt var så fortrolige med. At russerne nemt kunne overse den ligeså afgørende 'idealistiske' indsigt (Subjekt -> Objekt) i Marx' tænkning og derfor kunne tro, at reaktologien (Objekt-> Subjekt) var dialektisk materialisme, er derfor historisk forståeligt. Sålænge den filosofiske (og ideologiske) strid blev opfattet overfladisk som materialisme contra idealisme slet og ret uden at specificere hvilken materialisme og hvilken idealisme, dvs. sålænge det dybere kendskab til Marx og hans begelianske ballast endnu ikke var udbredt, kunne det næppe være anderledes. Nu var der imidlertid også i Sovjetunionen lærde, der virkelig kendte deres Marx og også havde studeret H ege l. En af dem var såmænd Lenin. Han havde studeret Regels værker, mens han opholdt sig i Schweitz under første verdenskrig, og det havde fået ham til at se nogle dimensioner i den dialektiske materialisme, som han ikke havde fået med i Materialisme og Empirio~kritiscisme fra 1908. (Vægten ligger her på Objekt-> Subjekt paradigmet, fordi den er et opgør med neo-kantianismen, der grunder sin ekstreme subjektive idealisme på Subjekt -> Objekt paradigmet.) Da Lenin fra barnsben af havde tilegnet sig fremragende studere-vaner (hans far var skoleinspektør og forkæmper for en progressiv og demokratisk pædagogik) og altid organiserede sit materiale i tykke notesbøger (lær af Lenin!), så knnne andre delagtiggøres i Lenins Regel-studier. Det skete, da Lenins Filosof/Ske Notesbøger blev udgivet posthumt i 1929-30. Notesbøgerne er langt fra den eneste grund til den ændrede opfattelse af psykologi, der finder sted i Sovjetunionen omkring 1930 og fører til reaktologiens uddøen. Men de er bestemt en medvirkende faktor. Hidtil havde Kornilov kunnet støtte sig på Lenin, når han definerede mennesket som genspejlende og reagerende ~ og dermed passivt. Nu kunne Kornilavs kritikere, der insisterede på, at mennesket måtte forstås aktivt, også støtte sig til Lenin. Og det var vigtigt, for Lenin nød en enorm respekt for sit sindelag og sit gode hovede. Man behøvede ikke at være bange for de idealistiske farer i Subjekt -> Objekt para-
162 Personlighedens Almene Gmndlog J digmet, når man havde Lenins ord for, at "intelligent idealismis eloser to intelligent materialism than stupid materialism." 1 Marx havde udtrykt noget lignende i teserne til Feuerbach, hvor han skriver: "Hovedmanglen ved al hidtidig materialisme - Feuerbachs medregnet - er, at tingene, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig virksomhed, praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen - men kun abstrakt, da idealismen selvfølgelig ikke kender den virkelige, sanselige virksomhed som sådan. Feuerbach sigter til sanselige objekter, der virkelig er forskellige fra tankeobjekterne; men han opfatter ikke selve den menneskelige virksomhed som genstands-virksomhed. 112 Af en anden skole Der var en russisk filosof-psykolog, som disse tanker ikke var spildt på. Det var S.L. Rubinstein, der havde fået sin uddannelse i Tyskland i årene 1908-14. Først ved universiteterne i Freiburg og Marburg, der var hovedcentre for den neo~kantianske filosofi. Senere ved universitetet i Berlin, hvor Spranger i 1911 afløste Dilthey i lærestolen i psykologi. Vi husker, at det var Spranger, der som den første forsøgte at bringe den nye psykologiske videnskab i overensstemmelse med Diltheys åndsvidenskab ved at tage udgangspunkt - ikke i eksperimenter, men i studier af enkeltindividet med dets værdier og mål i tilværelsen, som de udfolder sig i hele dets livssituation. Denne opfattelse af individet som en organiseret psykologisk helhed (subjekt eller personlighed) gjorde et uudsletteligt og varigt indtryk på den unge Rubinstein. En opdragelse i Geisteswissenschaft (med dens idealistiske opland) giver en noget anden baggrund for arbejdet med den dialektisk-materialistiske psykologis projekt end den materialistiske/naturvidenskabelige tradition, der var de eksperimenterende russiske fysiolog-psykologers baggrund. Men ikke af den grund dårligere. Tværtimod - jvnf. såvel Leni n som Marx -stod Rubinstein med den åndsvidenskabelige psykologis forestillinger om subjektets holisme og dynamik og med den akt-psykologiske indsigt i rygsækken langt mindre fremmed over for den erkendelse, der er afgørende for marxismen, og som vi har set Marx udvikle i Feuerbachteserne. Rubinstein kunne læse Marx' værker i den ånd, de var skrevet, hvad der ikke var så mange andre, der endnu kunne. Og derfor læste han også Marx. Desuden var han velbevandret i Regel. Allerede i 1925 resulterede disse forudsætninger og studier i et lille skrift, der omhandler Problemet om psykologien i K Marx' arbejder, men lydhørhed for denne anderledes angrebsvinkel vinder han først i begyndelsen af 30'erne. I en vis forstand var Rubiosteios styrke samtidig hans svaghed. Hans styrke var, at han som en af de første i sovjetisk psykologi havde forudsætningerne til
Filosof-psykologen Rubinstein 163 at forstå, at en dialektisk materialistisk funderet psykologi fordrer den samtidige inddragelse af det objektiviserende (O ->S) og det subjektiviserende (S ->0). Forståelsen havde han vundet på de tyske universiteter, hvor subjekt-objekt problemet i hans studieår var både første, andet og tredje punkt på den filosofiske dagsorden. Men dette grundlag for hans styrke blev hermed også hans svaghed. Hermed var han nemlig blevet fikseret af problemet om subjekt og objekt som et abstraktfilosofisk problem snarere end et konkret videnskabeligt. Det psykojysiske problem Subjekt-objekt problemet eller det psykofysiske problem udspringer af vanskelighederne med at begribe subjektets og objektets samtidige adskilthed og sammenhæng, som vi har set. Filosofisk må det derfor give anledning til to forskellige anskuelser. Enten opfattes psyke og stof som noget definitivt adskilt (dualismen) eller som noget, der er så uadskilleligt, at det er et (monismen). Dualismen har så problemet med at forklare, hvordan psyke og stof alligevel hænger sammen. Interaktionismen, som vi finder den hos Descartes, er den enkleste løsning, men den har det problem, at det er umuligt at begribe, hvordan noget stofligt kan interagere med noget ikke-stofligt. Dette problem undslipper parallellismen, som vi finder hos Leibniz. Den siger, at psyke og stof forbliver uforbundne men blot forløber parallelt - som to optrukne ure! Men dette er, som man kan forstå, i sig selv også temmeligt ubegribeligt. Ikke desto mindre var et flertal af deltagerne på den tredje internationale kongres for eksperimentel psykologi i M linehen i 1896 tilhængere af dette synspunkt, der under betegnelsen psykofysisk parallellisroe opfatter det psykiske og det materielle som to forskellige og uafhængige sider ved mennesket. løvrigt kan man se den psykofysiske parallellisme bag Wundts dualistiske program for psykologien. Monismens problem er det omvendte. Nemlig at forklare den tilsyneladende forskel mellem det psykiske og det materielle. Hvis den ikke simpelthen benægter problemet, som Platon gjorde, da han hævdede, at kun det åndelige var det virkelige, mens det materielle var et epifænomen. Og som Dernokrit (og Hobbes m.fl.) gjorde ved at hævde det stik modsatte. Benægter man imidlertid ikke problemet, så er en mulighed som Spinoza at hævde en grundlæggende identitet mellem det åndelige og det materielle, der kommer til syne for os som forskellige aspekter ved det værende. En tanke vi i øvrigt møder lidt magen til i romantikernes hylamorfisme og panteisme. Eller i stedet for identitet kan man forestille sig en enhed mellem det åndelige og det stoflige, så vi får det adskiltes uadskillelighed som hos Aristoteles. Optræder det psykofysiske problem i to logiske varianter, så optræder det imidlertid også i to empiriske varianter, kunne vi sige. Og her var fysiolog-psykologerne og filosof-psykologerne optaget af hver deres. Det, der først og fremmest optog fysiolog-psykologerne, var det psykofysiske problem som problemet om forholdet mellem psyken og kroppen. Hvad man
164 Personlighedens Almene Gmndlag I også kan kalde sjæl-legeme problemet, det psyko-somatiske eller psyke-fysiologiske problem. Og det kan selvfølgelig heller ikke undre. Den naturvidenskabelige psykologi startede simpelthen med Fechners forsøg på at løse dette problem eksperiementelt. Eller rettere - med at Fechner viste den empiriske, lovmæssige parallellitet mellem den fysiske påvirkning (stimulus) og sanseoplevelsen. Hvad der jo ikke er en løsning. Det er jo iøvrigt i denne sammenhæng, man må forstå, hvorfor eksperimentalpsykologernes kongres stemte for den psykofysiske parall eliisme som filosofi. Det, der optog filosof-psykologerne, var derimod det psykofysiske problem som problemet om forholdet mellem psyken og verden. Hvad man også kan kalde omverdensproblemet eller erkendelsesproblemet Og her var det monistiske forestilllinger, der triumferede. De åndsvidenskabelige psykologers gennemgående tanke var nemlig den romantiske forestilling om subjektet, der skaber objektet, hvorved objektet gøres til en egenskab ved subjektet. En tanke vi genfinder både i neo-kantianernes erkendelsesteori og i Brentanos akt-psykologi, der siger, at i praksis er det objektive uadskilleligt fra det subjektive. Handlingen er enheden af subjekt og objekt. Vi har i det tidligere advaret mod at filosofisere videnskaben, men det må ikke foranledige til den opfattelse, at de tyske psykologers vældige optagethed af filosofiske problemer blot var noget akademisk tøjeri. Den menneskelige tanke støder på modsigelserne i verden, længe inden videnskaben når dem. (I særdeleshed var datidens nyfødte videnskabelige psykologi milevidt fra blot de mellemste etager i den menneskelige fænomenverdens komplekse mangfoldighed. Sansning og perception - og indprægning når det gik højt - kunne man nå. Ikke mere.) Der må derfor være et forum, hvor de erkendelsesproblemer, som videnskaben ikke kan nå, bliver behandlet alligevel. Filosofien har tjent som et sådant forum. Her kunne problemstillingerne analyseres og præsenteres på en systematisk måde, og dette forberedende arbejde har spillet en afgørende rolle i den historiske videnskabsudvikling. Man kan sige, at filosofien har tjent som en stifinder for videnskaben og med det filosofiske problem som lanterne vist den vejen ud i det endnu uoplyste. Findes det filosofiske problem på den måde som et virkeligt og uhyre vigtigt fikspunkt i verden, så er det imidlertid langt fra sikkert, at den filosofiske løsning også findes. Dette var Rubinstein ikke opmærksom på, ihvertfald forsøgte han gennem hele sit livsvirke at finde den filosofiske løsning på psykefysikkens problem, som han havde forelsket sig i som student i Tyskland. Den kærlighed rustede aldrig. Rubinstein taclder problemet Det var problemet i begge dets empiriske varianter, som Rubinstein kastede sig over. Han ville begribe både forholdet mellem psyke og hjerne og forholdet mellem subjektet og dets omverden.
Filosof-psykologen Rubinstein 165 Det første problem var yderst aktuelt i betragtning af den refleksologiske tradition i sovjetisk psykologi. Over for Bekhterevs og Pavlovs fysiologiske forklaring af det psykiske forsvarede Rubinstein det psykiske som andet end et epifænomen. Men han gjorde det ikke ved at søge tilflugt i den psykofysiske parallellisme, som tyskerne havde gjort. Forholdet mellem det psykiske og det fysiologiske kunne ikke forstås dualistisk. Altså måtte det forstås monistisk, og det er det sværeste. Rubinstein forsøgte sig med forskellige løsninger igennem årene. Til sidst måtte han stille sig tilfreds med at bestemme det psykiske som hjernens reflektoriske virksomhed. Det er iøvrigt en løsning på erkendelsesproblemet, der på det nærmeste er identisk med Aristoteles' opfattelse af erkendelse som objektets form genspejlet i hjernens stof. Hvad den dog på ingen måde bliver forkert af. Bestemmelsen er utvivlsomt sand. Men er den hele sandheden? Det må have plaget Rubinstein, at det psykiske identificeres med genspejling, for genspejling udtrykker kun den modtagende side af mennesket. Var det kompensation nok, at hans psykologi hermed var lettere at forene med Pavlov og den refleksologiske tradition, der vandt fodfæste igen i slutningen af 30'erne? Det var det næppe. Også hvad det andet problem angik, søgte Rubinstein en monistisk løsning, men her var den noget lettere at gå til. Enheden af det subjektive og det objektive kunne han nemlig hente ikke alene hos de åndsvidenskabelige tyske psykologer, som han havde været i lære hos, han kunne også hente den hos Marx. Enheden er den praktiske menneskelige virksomhed (S ->0). Og det bør ikke forlede til idealisme, som det gjorde i Tyskland, for menneskets praktiske virksomhed er en materiel proces i den materielle verden. Og eksisterer også ån~ delig virksomhed, så var dog først den praktisk-materielle virksomhed. For som Marx skriver i Feuerbachteserne: "Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis".' Den rationelle løsning på subjekt-objekt problemet finder Rubinstein altså i den menneskelige virksomhed. "Det psykiskes grundlæggende eksistensform er dets eksistens som proces, som virksomhed", skriver han i Væren og Bevidsthed 4 fra 1957, der betragtes som slutstenen i hans mangeårige værk. Identificeringen af den praktiske virksomhed som grundlæggende psykologisk kategori på materialistisk grundlag, er et vældigt skridt i psykologiens udvikling som videnskab. "Marx' Konzeption liber die Herausbildung der menschlichen Psyche im Tatigkeitsprozess indirekt liber die Produkte dieser Tatigkeit lost das Kernproblem der hentigen Psychologie und erschliesst den W eg zu einer grundsiitzlich anderen Liisung der Frage nach ihrern Gegenstand, als dies die einaoder befehdenden Stromungen der heutigen Psychologie tun", skriver Rubinstein i 1934 5 Det kan nok være, men det tjener Rubinstein til uvisnelig hæder, at han har set det.
166 Personlighedens Almene Grundlag I løvrigt må det også have tilfredsstillet ham ganske meget, for med virksomhedsbegrebet er det denne gang mennesket som aktivt subjekt, som bestemmelsen fremhæver. Med sine to 'løsninger' af det psykofysiske problem - psyken som genspejling via hjernen og psykens eksistens som virksomhed - har Rubinstein skaffet psykologien to meget vigtige filosofiske fixpunkter. Men vi bemærker også, at to løsninger ikke er een løsning. Rubinstein har fået fat i såvel (O ->S) som (S ->0), men man kan ikke hævde, at han har fået fat i dem i een sammenhæng. Hvad der er opnået er en meget indsigtsfuld sammensætning. Dette forbavser ikke. Man kan næppe blotlægge sammenhængen med filosofiens abstrakte metode, for sammenhængen er genstandens konkrete sammenhæng, som den kommer til udtryk i genstandens konkrete udvikling. Nu holdt Rubinstein sig ikke udelukkende til problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed som filosofisk problem. Han arbejdede også med det som psykologisk genstandsproblem, hvad der demonstreres af hans Grundlagen der al/gemeinen Psychologie fra 1946, der vel nok er den bedste og den mest omfattende psykologiske sammenfatning i verden på daværende tidspunkt. Alligevel kommer Rubinsteins filosofiske tendens også til udtryk, når han er ude efter den konkrete psykologiske genstand. Dette ser vi eksemplificeret i den løsning af personlighedsproblemet (subjekt-objekt problemet som psykologisk genstandsproblem), som han opstiller efter at have kritiseret henholdsvis den mekaniske og romantiske (personalistiske) opfattelse. Han skriver i Væren og Bevidsthed: "Ved forklaringen af de psykiske fænomener går personlighedspsykologien ofte ud fra standpunkter, som står i direkte modsætning til den mekanistiske determinisme. I den mekanistiske udlægning afledes de psykiske fænomener direkle af ydre p&virkninger. Den psykologi, der tager udgangspunkt i personligheden (den personalistiske psykologi) glider let over i diametralt modsatte standpunkter, således at man ved forklaringen af de psykiske fænomener, kun går ud fra personlighedens indre egenskaber eller tendenser. En sådan udlægning af de psykiske fænomener er blot vrangsiden af den mekanistiske konception. Derfor må man ikke søge løsningen af spørgsmålet og overvindelsen af den opståede antitese i en forening af de to standpunkter. Hvis man gør dette og hævder, at man dels må tage hensyn til de ydre påvirkninger, dels til de psykiske fænomeners indre bevidsthed, går man i virkeligheden blot ind for to-faktor-teorien." Det kan vi godt forstå. Rubinstein fortsætter: "Man må sætte de ydre påvirkninger og de indre betingelser i en ganske bestemt relation til hinanden. Vi går ud fra, at ydre årsager (ydre påvirkninger) altid kun virker, når de formidles gennem indre betingelser. Med denne opfattelse af determinismen får vi den sande betydning, som personligheden - opfattet som de indre betingelsers samlede helhed - har for forståelsen af de psykiske processers lovmæssighed. På den måde befris formuleringen af personlighedsproblemet fra metafysikken og subjektivismen og får dermed sin fulde betydning for psykologien." Kort og
Filosof-psykologen Rubinstein 167 godt: 11 / relation til de psykiske fænomener fremtræder personligheden som en fast og sammenhængende helhed af indre betingelser, gennem hvilke de ydre påvirkninger brydes. " 6 Relationer og forhold Hvad er det så, som Rubinstein har opdaget med tesen om de ydre årsagers formidling igennem de indre betingelser, der er blevet opfattet som essensen af hans indsigt? Han har- som vi ser- afvist to-faktor teorien, der i sig rummer den forestilling, at et fænomen er summen af sine bestanddele, summen af to faktorer. F.eks. at den menneskelige psykologi er summen af biologiske og sociale forudsætninger. Når to hænder klapper, så er lyden imidlertid ikke summen af de to hænders anstrengelse. Den er produktet, indser Rubinstein. For det er kun i vekselvirkningen mellem hænderne, at lyden fremkommer. Dette er forsåvidt ingen ny indsigt. Allerede John Stuart Mill fremhævede den i en kritik af sin fars umådelige firkantede mekaniscisme. Hvor James Mill talte om 'mental mechanics' (de psykiske fænomener opfattet som sum), der talte John Stuart således om 'mental chemistry' (de psykiske fænomener opfattet som produkt). Og betydningen af denne indsigt ligger da også netop i dette: At afvise den platteste mokaniseisme - og den dertil hørende subjektivisme. Rubinstein så imidlertid et videre dialektisk perspektiv heri. Verdens ting og fænomener kan ikke opfattes som isolerede og uafhængige størrelser. Ethvert fænomen er en refleksion af noget igennem noget andet. Det værende udgør på den måde en stor sammenhæng. Der findes ingen isolerede øer i det værende. Alle ting er spejle, der i princippet genspejler hele universet. Dette er en vigtig erkendelse. Men det er også en meget generel erkendelse. Hvis princippet om de ydre årsagers brydning igennem indre betingelser gælder for alle ting, så kan princippet f.eks. ikke være en bestemmelse af personligheden. Hermed har man nemlig intet sagt om det særegne og kvalitativt særlige ved personligheden. Det, man har udsagt, kunne gælde en jordbund, hvor der "på en fugtig og blød... kommer tydelige fodspor, men ikke på en tør og sammenpresset", som Leontjev siger med adresse til Rubinstein i Virksomhed, be~ vidsthed og personlighed.' Man kan simpelthen ikke fange personligheden som konkret genstand med en filosofisk abstraktion. Der ligger da heller ingen psykologisk genstandserkendelse i bestemmelsen af personligheden som "en fast sammenhængende helhed af indre betingelser". Heller ikke selv om Rubinstein meget dygtigt opregner en lang række af disse indre betingelser. En opregning danner ikke en sammenhæng, men kun en sammensætning. Men de konkret-psykologiske mangler er ikke det eneste problem, der ligger gemt i Rubinsteins formel om de ydre årsagers brydning igennem indre betingelser. Der er også et mere principielt (filosofisk) problem. Man kan nemlig
168 Personlighedens Almene Grundlag I spørge, om Rubinstein med denne formel alligevel kommer ud over to-faktor teorien? Der er ingen tvivl om, at formlen afviser den primitive to-faktor teori, der - som vi netop har skitseret - kendetegner den mekaniske materialisme i dens mest naive og rabiate udformning. Men er der så ikke blot tale om to-faktor teorien i en fornuftig udformning? Formlen rummer jo to faktorer, som Rubinstein opfatter som delvis uafbængige, nemlig de ydre årsager og de indre betingelser. Svaret er ganske klart. Rubinsteins formel er en to-faktor teori. Hvad der giver os anledning til at fremhæve en vigtig distinktion, som vi tidligere kort har berørt. Nemlig at der findes to forskellige former for forbindelser i verden: Den udvendige forbindelse og den indvendige forbindelse. I den udvendige forbindelse er forbindelsens sider defineret uafbængigt af hinanden. Det vil sige, at der er tale om en forbindelse mellem elementer. I den indvendige forbindelse er forbindelsens sider defineret ved hinanden. Det vil sige, at der er tale om en sammenhæng mellem momenter. De to forbindelser svarer altså til vores skelnen mellem sammensætning og sammenhæng. Den udvendige forbindelse kan også kaldes en mekanisk forbindelse. Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at den indvendige forbindelse kan kaldes dialekti k. Ole Elstrup Rasmussen har i sit arbejde hæftet forskellen op på to betegnelser, der almindeligvis udgør synonymer. Han kalder den udvendige (mekaniske) forbindelse for en relation. Og han kalder den indvendige forbindelse for et forhold. En relation er altså en forbindelse mellem uafbængigt bestemte størrelser, mens et forhold er en forbindelse mellem størrelser, der er defineret ved hinanden. Forbindelsen mellem fod og sten, når man har fået en sten i skoen, er en relation. Forbindelsen mellem kvinden og manden i et forhold, er et forhold. Det kan anbefales at bruge denne sprogbrug, for det er uhyre vigtigt at holde forskellen fast. Den primitive to~faktor teori opererer naturligvis med en relation (udvendig forbindelse) mellem de to faktorer. Den er derfor mekanisk. Spørgsmålet er imidlertid om den fornuftige to-faktor teori, som vi har identificeret med Rubinsteins formel, ophæver forbindelsens relationelle karakter og bliver et egentligt forhold? Eller sagt på anden måde, hvor tæt på det dialektiske er Rubinstein kommet med sin formel? Kybernetik og systemtænkning Vores begribelse af relationer er langt mere fremskreden end vores begribelse af forhold. Hvilket naturligvis skyldes den mekaniske fysik og dens afsmitning på andre videnskaber. Udviklingen i den relationelle eller mekaniske erkendelse kan historisk deles i to faser, som vi kan kalde henholdsvis maskinfasen og systemfasen.
Filosof-psykologen Rubinstein 169 Det, der kendetegner maskinfasen, er reduktionen af resultatet til de elemtære delprocesser, der skaber det. Det vil sige, at den abstrakte analyse fører til, at man overser, at vekselvirkningen som fænomen har en egen kvalitet. Vekselvirkningen er blot summen af delene, en sammensætning af elementer som i en maskine. Denne børnesygdom overvindes med systemfasen, hvor man kan fastholde vekselvirkningen som en egen kvalitet samtidig med, at man beskæftiger sig med elementerne. En sådan vekselvirkningssammenhæng baseret på relationer kaldes et system. Og når man taler om systemiske egenskaber, så taler man netop om den særlige kvalitet, der er resultatet af en vekselvirkning mellem relationelt stillede elementer. Kategorierne system, vekselvirkning, relation, ydre forbindelse og me.kanisk forbindelse hører derfor sammen. Det er videnskaben om ydre forbindelser, der er blevet voksen, kunne man sige. Indledes skridtet fra maskiatænkning til systemtænkning allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor vi har set det komme filosofisk til udtryk i sønnen Mills brud med faderen Mi li, så kommer udviklingen til fuldt flor videnskabeligt lige efter 2. verdenskrig med systemteorien, informationsteorien og kybernetikken. Som hovedmand i denne udvikling regnes biologen von Bertallanffy og matematikeren Norbert Wiener, men det er ikke uinteressant i dette kapitels sammenhæng at notere, at den kybernetiske tænkning i mangt og meget var blevet foregrebet i den russiske (psykologiske) fysiologi. I forbindelse med den amerikanske udgivelse af Hjemens Reflekser i 1964 betegner en af kybernetikkenspionerer Walther Rosenblith således Setcherrov som "a too littie apprecia~ ted forebear of Norbert Wiener."' Hvad den vestlige videnskab havde overset, havde russerne naturligvis ikke selv overset. Sovjetunionens videnskab var derfor særdeles beredt til at modtage systemteorien og kybernetikken, efterhånden som den udviklede sig. Sovjetunionen bleviso'erne og 60'erne simpelthen det land i verden, hvor den kybernetiske tænkning var mest i højsædet. Det kan forbavse, da man i Sovjetunionen var temmeligt langt bagud for USA med hensyn til den computer-videnskab, der har været en væsentlig drivkraft i udviklingen af den kybernetiske tænkning. Men det skyldtes, at man havde sin egen vældige drivkraft i femårsplanerne. Styringen af de samfundsmæssige processer efter en plan var nemlig en enorm opgave, der stillede store krav til udviklingen af videnskabelige styringsprincipper. (Kybernetik er per definition videnskaben om styring.) Kybernetikken er en teori, der er klart materialistisk, idet den går ud fra den materielle vekselvirkning imellem materielle størrelser. Samtidig undgår den at reducere denne vekselvirkning til summen af dens sider. Tværtimod siger den, at hele er mere end summen af delene, idet det samlede produkt af vekselvirkningen giver helheden en særlig systemisk kvalitet. Samtidig demonstrerede den sin videnskabelige genstandskarakter i en lang række praktiske sammenhænge fra økonomi og rumfart til pædagogik og fysiologisk psykologi. Med et
170 Personlighedens Almene Grundlag I sådant signalment var det selvfølgelig så godt som umuligt, at kybernetikken ikke skulle blive opfattet som den langt om længe realiserede dialektiske materialisme. Og det blev den, selv om enkelte kritiske røster blandede sig i koret, F.eks. 'Materialist' der i oktober 1953 med artiklen 'Hvem tjener kybernetikken?' i et førende filosofisk tidsskrift fastholdt, at dialektisk materialisme ikke kunne reduceres til principper for systemisk kontrol. F.eks. var der en kvalitativ forskel på den menneskelige hjerne og selv den mest avancerede computer eller robot. Når Shannon og Walters forsøgte at konstruere en kybernetisk maskine, der kunne efterligne menneskelig adfærd og intelligens, så ville det aldrig lykkes. Hele ideen var baseret på den samme fejl, som den Holbach og LaMettrie led under i 1700-tallet. Men de var i det mindste undskyldt, for dengang kunne man ikke vide bedre. Og deres materialisme var vendt mod reaktionen, hvor~ imod den kybernetiske materialisme var reaktionær. 'Materialist' mente nemlig, at den teknologiserende ambition bag kybernetikken blot var et ondartet forsøg fra de vestlige kapitalisters side på at trække profit ud af produktionen uden at betale arbejderne løn.' 'Materialist' var formodentlig glad over, at han havde skrevet sin artikel under pseudonym, for ikke alene vandt hans artikel ringe gehør, hans artikel blev af kybernetik-entusiasterne i årevis brug som skoleeksempel på, hvor tåbelig man kunne være. Men var 'Materialist' nu så tåbelig? Det første vi ihvertfald konstaterer er, at han i 1953 forudså det problem, som teknologiudviklingen og automatiseringen ( altsammen funderet på den kybernetiske videnskab) udgør for lønarbejderen i den kapitalistiske verden i 80'erne. Det gør imidlertid ikke kybernetikken til et kapitalistisk komplot. Det er kapitalismens ulykkelige begrænsning, at de kræfter, den så dygtigt udvikler, har det med ukontrollabelt at vende sig mod menneskene selv. Men det kan ikke kaldes et komplot. (Desuden forbiser vi ikke, at den teknologiske udvikling også stiller nye midler i almindelige menneskers hænder. F.eks. den bambus-pc' er somjeg nu sidder og skriver på.) Det er altså urigtigt, når 'Materialist' reducerer kybernetikken til et nummer i klassekampen. Kybernetikken er en ægte videnskab med en ægte genstand, og den har tilmed med stor dygtighed blotlagt en lang række aspekter ved denne genstand, som er vekselvirkning og Jystemrelationer. Men hermed ser vi, at 'Materialist' har ret i en ting. Nemlig når han insisterer på, at dialektisk materialisme ikke er kybernetik. For den dialektiske materialisme kan ikke reduceres til videnskaben om vekselvirkning og systemrelationer - udvendige forbindelser. Uden inddragelsen af den indvendige forbindelse - forholdet - kan man ikke nå den dialektiske materialisme. (Hermed har han sandsynligvis også ret i, at kybernetikken ikke kan konstruere kunstigt liv. Liv er et forhold og kan derfor ikke konstrueres som en relation. 10 )
Filosof-psykologen Rubinstein 171 Når vi bruger tid på denne historie, så er det af flere grunde. For det første er det for at fremhæve den væsentlige forskel mellem relationer og forhold. Det er absolut nødvendigt at foretage en principel skelnen mellem udvendige og indvendige forbindelser. Der er imidlertid ikke noget at sige til, at distinktionen i praksis har været svær at fange. Ved relationel vekselvirkning opstår der syslendske kvaliteter, så det gælder, at helet er mere end summen af delene. Det samme opstår, når momenter ophæves i et forhold. Også her gælder, at helet er mere end summen af delene. At det sidste alligevel er noget andet end det første, har imidlertid været meget svært at få fat i. Hvilket ikke ndndst skyldes, at det indtil nu har skortet på videnskabelige demonstrationer af det sidste, mens det første er blevet omhyggeligt gennemarbejdet. Heri ligger årsagen til, at psykologien blev bestemt som en kybernetisk disciplin i sovjetisk videnskab (og - fejlagtigt - opfattet som dialektisk materialistisk funderet). Men problemet (der jo ikke er et filosofisk problem men et genstandsproblem) kan ikke begrænses til sovjetisk psykologi. Også i den moderne vestlige psykologi er problemet grundlæggende, og det er en anden grund til at frembæve det. Hvad det i princippet drejer sig om, er videnskabeligt at bestemme, hvornår man har med relationer og hvornår med forhold at gøre (begge dele findes som sagt). I så godt som alle psykologiens discipliner går man imidlertid stadig ud fra relationen som grundskema og overser forholdet. Det vil sige, at den videnskabelige tænkning endnu er fastholdt i en mekanisk ramme. Hvilket giver den romantiske reaktion, når utilstrækkeligheden af den mekaniske reduktion intuitivt anes. Det mekaniske og romantiske udspringer altså af vores manglende evne til at placere relationer og forhold rigtigt. Den romantiske opfattelse finder vi først og fremmest i personlighedspsykologien, som vi har set. Det er forståeligt i betragtning af den altdondnerende bestemmelse af individet som et relationelt system ( vekselvirkningsfeltet af drifter, motiver, emotioner, erfaringer og oplevelser) anbragt i en relationel ramme (vekselvirkningsfeltet af de sociale individ-individ relationer). Her siger fornemmelsen tydeligt, at et eller andet vitalt mangler. Hvad de romantiske personologer så genindfører som 'personligheden'. Jvnf. f.eks. Stern og Allport Har man valget mellem - groft sagt - spøgelset i maskinen eller blot maskinen, så kan man ikke fortænke nogen i at vælge det første. Den mekanisk-kybernetiske opfattelse finder man til gengæld til overmål i kognitionspsykologien. Ja, efter 2. verdenskrig er kognitionspsykologi- gennem tænkere som f.eks. Bruner, Ashby, Miller, Galanter og Pribram - blevet en kybernetisk psykologi par excellence. Hvad der ikke mindst har spillet en stor rolle for den psykologiske tænkning ved Psykologisk Institut i Århus. Indtil midten af 60'erne blev de studerende på det meget kognitionspsykologisk orienterede psykologiske laboratorium i København opdraget i Københavnerfænomenologiens tænkning og metode. På det tidspunkt nåede den amerikanske kognitionspsykologi imidlertid for alvor frem til Danmark, hvor de stu-
172 Personlighedens Almene Grundlag J derende - mod den herskende tradition - tog den til sig, Hvad der naturligvis skabte nogle brydninger. Da medarbejerkernen ved det nyoprettede psykologiske institut i Århus blev rekrutteret fra denne studentergeneration, kan man sige, at instituttet blev grundlagt på amerikansk kognitionspsykologi. Af samme grund står de mekanisk-kybernetiske forestillinger stærkt her. (!øvrigt bakket op af den indflydelse som sovjetisk kybernetisk psykologi har øvet på den lokale arbejdspsykologi.) Uimodsagt står den mekanisk-kybernetiske forståelse imidlertid ikke. Den opmærksomme iagttager vil have bemærket en delvis uudtalt diskussion mellem Sten Folke Larsen og Jens Mammen om informatik i almindelighed og Eleanor Roschs prototyper i særdeleshed. Diskussionen handler i realiteten om intet mindre end indholdet og begrænsningen i den relationelle systemforståelse. Det er en uhyre vigtig diskussion, fordi det er her, at psykologien står over for at tage det næste skridt mod en mere begribende erkendelse. Her kan man altså gøre faget en tjeneste, hvis man kan formå Sten og Jens til at eksplicitere deres diskussion, så man kan komme videre med undersøgelsesarbejdet Skrappe betingelser En yderligere grund til at fremhæve forskellen mellem relation og forhold er, at vi med denne distinktion forstår, at Rubinstein ikke er nået frem til den dialektiske materialisme. Hertil er psykens bestemmelse som vekselvirkning ikke tilstrækkelig. Med tesen om, at de ydre årsager virker gennem indre betingelser, er han stadig fanget i en mekanisk ramme. At han så kompenserer det mekaniske islæt i sin tænkning med et romantisk islæt, ændrer ikke dette. Hans identifikation af såvel 0->S som S-> O er meget indsigtsfuld, Men han sætter dem sammen. Hænge sammen gør de endnu ikke. Rubinstein er almenpsykolog, og Rubinstein er personlighedspsykolog, men enheden af subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er ikke nået med kombinationen af sammenhæng og sammensætning. Dette er ingen kritik af Rubinstein, blot en konstatering. Man kan ikke virkeliggøre et filosofisk princip i en videnskabelig genstandslære, blot fordi man vil det. Hvad det filosofiske princip i virkeligheden går ud på, kan nemlig først afsløres efter, at den konkrete genstands dialektik er blotlagt. Og i dette arbejde gives der ingen genveje. Man kan ikke nå frem på en enkelt generation. Men hver generation kan yde sit. Og det var, hvad Rubinstein til overmål gjorde. Der stod da også i Sovjetunionen stor respekt om Rubinsteins indsats. Man forstod, at han havde fat i noget, som de fleste andre russiske psykologer ikke havde fat i. Og selv om Rubinstein blev kritiseret både for at være romantisk og for at være mekanisk (og faktisk var han jo begge dele), så gjorde man en undtagelse med sin mest psykologiske psykolog, da man i slutningen af trediverne gav psykologien et ordentligt nakkedrag. Mens psykologi i almindelighed
Filosof-psykologen Rubinstein 173 blev sat uden for døren, fik Rubinstein Stalin-prisen for 1940-udgaven af Den almene psykologis grundlag, stiftede Moskvas Universitets psykologiske afdeling i 1942, blev formand for Videnskabsakademiets filosofiske instituts sektion for psykologi i 1945, og fik Lenin"prisen for Væren og Bevidsthed året før sin død i 1960. "From all these official bonars ane might think that Rubinstein was an ideological back, a mere apologis! for Marxism. He was not."" Fortæller Grabarn os og fortsætter med at beskrive, hvordan Rubinstein fastholdt sine ofte ubelejlige anskuelser i stalinismens kuldeperioder. I betragtning af, at den objektive psykologi (0->S) blev opfattet som i bedst overensstemmelse med den dialektisk materialistiske filosofi, kan det forekomme gådefuldt, at en 'subjektiv' (S->0) psykolog som Rubinstein slipper uantastet igennem den kritik, der fældede objektive psykologer i hobetal. Men i virkeligheden er det det ikke. Hvad (0->S) psykologien faldt på, var nemlig ikke sin filosofi men sin utilstrækkelighed i praksis. Sovjetunionen havde i slutningen af 20'erne rystet interventionskrigens vær~ ste følger af sig, hvilket gav den psykologiske videnskab mere ånderum. Samtidig havde der meldt sig nye opgaver, der fordrede psykologiens praktiske medvirken og tilbød den nye konkrete udfordringer. Det var det, der gav Kornilovs reaktologi en så frodig opblussen. Opgaven var at forvandle Sovjetunionen fra et tilbagestående bondeland til et moderne industrisamfund. Og den proces, der i Vesteuropa havde taget over 100 år, skulle her ske i rekordfart, hvis socialismen skulle overleve. En opfattelse der ikke blev dementeret af de frygtelige krigsbegivenheder, der fulgte en halv snes år efter. Lynindustrialiseringen stillede enorme krav til de materielle og menneske~ lige ressourcer. For at opfylde de første krav måtte man kollektivisere landbruget i et tempo, så bønderne havde vanskeligt ved at følge med. For at opfylde det andet krav måtte man lave alfabetiseringskampagner og uddannelsesprogrammer for millioner af mennesker. Og her kunne psykologi og pædagogik (hvilket man kaldte pædologi) vanskeligt følge med. Ganske vist startede det fint med en hastig udvikling af industriel psykologi, arbejdspsykologi, organisationspsykologi, psyketeknik og pædagogisk psykologi. Men snart begyndte kritikken at melde sig. Kritikken kulminerede på et møde i det kommunistiske partis centralkommile den 4. juli 1936, hvor man vedtog et dekret 'om pædologiske perversioner i Folkekommisaratet for Uddannelse'. Heri blev psykologerne og pædagogerne beskyldt for at forsøge "to prove from the would-be 'scientific', 'bio-social' point of view of modem pedology that the pupil's deficiency or the individual defects of his behavior are due to hereditary o r social conditioning." 12 Hvilket med andre ord vil sige, at psykologerne bliver fældet på grund af den indsigt, at mennesket er et produkt af sine materielle (biologiske og sociale) omstændigheder!
174 Personlighedens Almene Grundlag I Hvorfor nu det? Jo, når man skal totalforandre samfundet, så er man inter~ esseret i mennesket som producent (S-> 0), ikke i mennesket som produkt (0->S). I teorien kan determinismen være i højsædet, men i praksis er det voluntarismen. (Her må man ikke glemme, at hele den kommunistiske forestilling om at lave samfundets om efter en rationel plan er en (S->0) forestilling om noget.) Hvad man havde brug for af pædologerne, var praktiske anvisninger på, hvordan man nåede sit mål. Man havde absolut ikke brug for at vide, at Boris Petrovich ikke kunne klare opgaven fordi han manglede intelligens. Eller at Igor lvanovich ikke kunne leve op til ansvaret på grund af tidlig fejlsocialisering. Når psykologerne boltrede sig i diskussioner om arv og miljø, så forekom det kritikerne, at de var "professionally more oriented toward finding an excuse than toward development of a cure", som Raymond Bauer skriver 13 Men det satte centralkommiteen altså en stopper for. Den forbød ganske enkelt intelligensprøver og andre mentale tests! Og så blev mandatet leveret tilbage til psyke-fysiologerne, der kunne vise anderledes resultater. I 1936 havde Pavlovs elev Anokhin således opdaget reafferensprincippet, dvs. den tilbagekobling i refleksbuen, der er forudsætningen for centralnervesystemets kybernetiske styring. (Reafferensprincippet bliver uafhængigt opdaget i 1950 af Holst og Mittelstaedt i Vesten.)" Inden forargelsen tager magten fra os, foretager vi en nøgtern betragtning. For forskningen er forskningen utvivlsomt et mål i sig selv, men det kan det ikke være for samfundet. For samfundet er den et middel til fremme af den sam~ fundsmæssige udvikling. Sålænge forskningen i det store og hele fremmer samfundsmæssige mål praktisk eller ideologisk, så får den frie forsknings banner lov til at vaje fra universiteterne (hvad den hidtil har gjort i Danmark). Modsvarer forskningen imidlertid ikke samfundets behov, som staten eller private mæcener definerer dem, så lægges der bånd på friheden (hvad man må frygte kan ske i Danmark). Og der er mange måder at diktere forskningen på. Måske foretrækker man den diskrete darwinistiske metode med bevillingsudsultning, der giver forskerne tid til at tilpasse sig, fremfor det direkte diktat fra centralkommiteen. Men det er tæt på at blive et smagsspørgsmål Forskere bryder sig ikke om indgreb i deres frihed, men det er ikke illegitimt, at samfundet (og dermed staten) stiller krav til sin videnskab. Det, der afgør om det er afsporende for videnskabens udvikling og erkendelsen, er ikke kravet som sådan. Det er arten af kravet. Her kan man sige, at kravet om at videnskaben skalløfte befolkningen op på det højeste tekniske, intelligensmæssiget. 1 og kulturelle stade på et tiår, forekommer et ideelt krav til enhver videnskab. Og i hvertfald langt mere ideelt end de krav, der idag stilles til en betragtelig del af klodens videnskab, nemlig krav om at udvikle masseudryddelsesvåben og teknikker til fremme af enkeltgruppers kortsigtede profitinteresser. På den måde blev det ideelle krav en vældig impetus for sovjetisk videnskab.
Filosof-psykologen Rubinstein 175 For at træerne ikke skulle vokse ind i himlen, huggede man så ordentligt til med den helt utidige indblanding i videnskabens metodevalg, som f.eks. pædologi-dekretet var udtryk for. Noter til kapitel 12 1. Lenin, V.: Philosophical Notebooks, Lenin Collected Works, Moskva 1972, vol. 38, s. 276. 2. MalX-Engels Werke, Berlin 1977, vol. 3, s. 5. Eller Man/Engels Udvalgte Sloifter, Kbhvn. 1973, vol. 2, s. 401. 3. Marx-Engels Werke, op.cit., 3. s. 7. Marx/Engels Udvalgte Slaifter, op.cit., 2, s. 403. 4. Rubinstein, S.L.: Væren og Bevidsthed, Kbhv. 1976, s. 236. 5. Cf. JA. Budilowa: Phifosophische Probierne in der sowjetischen Psychologie, Berlin 1975, s. 142. 6. Ibid., s. 282. 7. Leontjev, AN.: Virksomhed, bevidsthed, personlighed, Kbhvn. 1983, s. 80. 8. Rosenblith, WA.: Postscript i Ivan M. Setchenov: Reflexes ofthe Brain, Mass. 1%5, s. 145. 9. Graham, L.R.: Science and Philosophy in the Soviet Union, G.B. 1971, s. 337. 10. Man må skelne mellem kunstigt at skabe liv (kunstig befrugtning, f.eks.) og at skabe kunstigt liv. Hvad det sidste angår, så fordres af liv, at der fmdes et subjekt~objekt forhold. Her er objektet en ligeså afgørende bestanddel af livsforholdet som subjektet. Der er tale om mo~ menter. F.eks. hører sukker med til definitionen af gærcellen som levende. Skal man skabe kunstigt liv, så må man altså skabe et sådant subjekt-objekt forhold. Det er ikke nok, at man laver en maskinc, der kan reagere som om, at den var levende. Opgaven er formentlig principielt umulig. Man må endvidere skelne mellem at skabe kunstigt liv og at skabe kunstig intelligens. Hvis intelligensen tilhører livets operationsside, så kan den formentlig som alle andre operationer udvendiggøres. Ihvertfald i princippet. Mit bud er derfor, at kunstigt liv er umuligt, kunstig intelligens muligt, hvis man ellers kan finde ud af det. 11. Graham, op.cit., s. 377. 12. Bauer, A.: The New Man in Soviet Psycho/ogy, Mass. 1952, s. 124. 13. Ibid. 14. Det kan forekomme paradoksalt, at det netop er fysiologien, der får mandatet, da psyko-fy~ siologienjo i endnu højere grad er et (0->S) paradigme. Men for det første var Stalin-tidens politik netop paradoksal og kan nærmest karakteriseres som mekanisk subjektivisme. For det andet tilbyder psykofysiologerne en meget mere attraktiv 0->S opfattelse af mennesket end psykologerne. Nemlig mennesket som maskine, hvis kræfter driftsingeniøren (Stalin) kunne anvende efter forgodtbefindende. Og i dt;nne opfattelse kommer både 30'ernes teknologiforherligelse og stalinismensanti-humanisme til udtryk. 15. Også intelligensen er noget, der kan udvikles. Vi benytter lejligheden til at pege på Finn Ejnar Madsens meget interessante og tankevækkende skrift om intelligens, Intelligensen er materiel virkelighed, GMT 1976.
KAPITEL13 VYGOTSKI OG HANS ELEVER Mekanisk subjektivisme Hvad centralkomiteen ud fra sin overordnede synsvinkel vandt ved sit dekret mod psykologien i 1936, vil vi lade historikerne afgøre. Derimod er det mere end tydeligt, hvilken pris psykologien måtte betale. Fra 1936 til 1956 stod den sovjetiske videnskabelige psykologi nærmest i stampe, mens behavioristisk adfærdsvidenskab og kybernetisk fysiologi boltrede sig på dens genstandsområde. I særdeleshed var årene efter 2. verdenskrig slemme (de praktiske opgaver under krigen havde givet lidt morgenluft). Foranlediget af en stalinistisk kampagne til fremme af det ideologiske greb om videnskaben, blev psykologien nærmest likvideret på en konference i 1950, hvor det blev forlangt, at psykologien tog sit udgangspunkt i Pavlov. Begivenhederne i 1950 skal formentlig skrives på den kolde krigs konto (Koreakrigen begynder i 1950). Psykologien må åbenbart holde for, når Iandet mentalt skal rustes til krig. (Det var det samme, der skete i tyverne og i slutningen af trediverne.) Måske burde det forælle os noget om psykologien som videnskab, men det er ikke uden videre til at se, hvad det skulle være. 1 Umid~ delbart forekommer den sovjetiske psykolog og psykologihistoriker A V. Petrovski at have ret, når han skriver: "If in the twenties the negative attitude of the reflexologists and behaviorists toward psychology could be Iargely explained - though not justified - by the objective need to erilizise the vestiges of subjectivism in psychology, by the beginning of the 1950's the idea of "liquidating" psychology could not be based o n any principled considerations whatsoever." 2 Fra tid til anden har denne periode imidlertid - såvel i Sovjetunionen som i Vesten- ført til en principel betragtning, nemlig at den demonstrerer, hvor skadeligt det er, at lade videnskaben styre af en filosofi som den dialektiske materialisme. Dette er aldeles fejlagtigt. Sialintiden hverken beviser eller modbeviser noget i den retning. Stalios lære var nemlig - bortset fra navnet - ganske fjernt fra den dialektiske materialisme, som vi trods alt forstår den. Det rette navn ville snarere være mekanisk subjektivisme.' Hvad der blev ganske tydeligt i kanoniseringen af Lysenko inden for planteavlen. Mens det er muligt, at skaden ved pavloviseringen var til at overse, så fik lysenkoiseringen nemlig gigantiske skadevirkninger for sovjetisk landbrug ved en mekanisk anvendelse af et ekstremt subjektivistisk princip. 4
Vygotski og hans elever 177 Vygotskis projekt Et af ofrene for psykologiens stalinistiske istid var Kornilovs mest strålende elev L.S. Vygotski. Eller rettere de meget betydelige forestillinger, som han havde udviklet. Ganske vist blev tidsskriftet Pædologi, som Vygotski havde stiftet og var redaktør for, lukket efter kritik i 1932, men hovedstødet mod psykologien kom Vygotski ikke til at opleve personligt. Han var allerede mærket af tuberkulose, da han kom til det psykologiske laboratorium i Moskva i 1924, og ti år senere døde han af denne sygdom 38 år gammel. Undslap derfor også den tvivlsomme fornøjelse, det ville have været at være skydeskive, da Stalin i 1950 i sin Marxisme og Lingvistik direkte kritiserede Vygotskis opfattelse af sprog og tænkning.5 Vygotskis arbejde udspringer direkte af det reaktologiske (0->S) paradigme, der vil undersøge det biologiske, sociale og samfundsmæssige grundlag for det menneskelige subjekt. Hvad Vygotski satte sig for at undersøge var nerniig, hvordan udviklingen af barnets bevidsthed og tænkning blev bestemt af den samfundsmæssige sammenhæng i hvilken, det voksede op. Dette projekt har visse ligheder med Chicagoskolens (Meads) samtidige projekt, idet begge forsøger at forklare individets formning af de sociale om stændigheder, men der er en vigtig forskel. Hvor amerikanerne går ud fra de interpersonelle relationer og den sociale erfaringsverden, der er det den samfundsmæssige betydningsverden, som Vygotski går ud fra. Det vil sige den durkheimske forestilling om samfundet og ikke den amerikanske forestilling om den sociale gruppe. (Hvad der muligvis reflekterer den indflydelse, som den franske psykiatri (Charcot) og psykologi udøvede på Kornilavs vidtfavnende reaktologi.) Af den grund kan vi sige, at mens Mead udforskede barnets sociali sering, der var det barnets samfundsmæssiggøreise, som Vygotski udforskede. Den overindividuelle, samfundsmæssige betydningsverden er først og fremmest båret fra generation til generaton gennem brugen af værktøj og brugen af sprog. Det var det sidste, som Vygotski først og fremmest koncentrerede sig om, idet han viste, hvordan barnet tilegner sig den samfundsmæssige betydningsverden (og hermed bevidsthed og personlighed) gennem tilegnelsen af sproget. Hvorfor mennesket fundarnentalt set er et samfundsmæssigt væsen. Processen har tre trin. Først lærer barnet at bruge sprog i den sociale kommunikation med de voksne. Dernæst bruger det sproget til at styre såvel sin opmærksomhed som sine færdigheder, idet det taler højt med sig selv ( egocentrisk tale). Sluttelig internaliseres sprogbrugen, således at det styrer barnets (og den voksnes) tænkning uden, at det bliver talt. Denne opfattelse førte Vygotski til et opgør med Piaget, som Vygotski iøvrigt var en begejstret tilhænger af. (Et opgør som Piagel dog først blev bekendt med i 1961, da Vygotski var kommet ud af mølposen og hans Tænkning og Sprog var blevet udgivet i en forkortet engelsk udgave.) Piagel havde nerniig en anden tredeling: autisme, egocentrisk tale og til sidst socialiseret tænkning. Uenig-
178 Personlighedens Almene Grundlag I heden stod altså om det første trin. Og dermed om spørgsmålet om menneskets sande natur. Var mennesket først en ø, dvs. en individualitet lukket omkring sig selv, der udefra blev socialt tilpasset? Eller var mennesket først et spejl, der hentede sin sande form fra det omkringliggende samfund? Læseren er selv i stand til at identificere de to grundlæggende menneskeopfattelser, og det behøver næppe pointeres, at Vygotskis synspunkt er i overensstemmelse med marxismens erkendelse. 6 Vygotski var imidlertid ikke af den opfattelse, at sproget er tænkningens forudsætning, som Stalin siden mente. Hvor det for Stalin var utænkeligt, at man skulle kunne tænke uden sproglige kategorier, der forekom det Vygotski evident, at også barnet, der endnu ikke havde tilegnet sig sprog, foretog tankeoperationer. Førsproglig tænkning kaldte han det. Et afgørende vendepunkt i tænkningens ontogenetiske udvikling er imidlertid (og her fulgte Vygotski Stern) der, hvor tænkning og sprog krydser hinanden, så tænkningen bliver verbal og sproget rationelt. Her kan man altså sige, at Vygotski arbejder med en to-faktor teori med såvel ydre (sprog) som indre (før-sproglig tænkning) betingelser. Men hvor kommer tænkningen så fra? Jo, den kom med den biologiske evolution, hvor vi allerede finder den i kimform hos chimpanserne. Og her henviste Vygotski til Engels: "The thesis that the roots of human intellect reach down into the animal realm has long been admitted by Marxism; we find its elaboration in Plekhanov. Engels wrote that man and animals have all forms of intellectual activity in common; only the developmental!evel differs. Animais are able to reason on an elementary level, to analyse ( cracking a nu t is a beginning of analysis), to experiment when confronted with problems and caught in difficult situations."' Hvorefter Vygotski skynder sig at tilføje: "l t goes without saying that Engels does not credit animajs with the ability to think and speak on the human level." Mennesket og dyret deler altså visse mentale færdigheder, og alligevel er de hos mennesket på et kvalitativt andet niveau. Det er strengt taget forvirret snak', men tager vi lidt mindre strengt på det, så forstår vi godt, hvad der menes. Men så må man også holde sig problemet for øje. Engels henviste forskellen til menneskets brug af hånd, redskaber og værktøj. Det gjorde Vygotski da også. Men da Kobler siden Engels' tid havde vist, at også chimpanser kan bruge værktøj, så var det jo i sig selv et problem. Faktisk var der ingen teoretisk grund til, at chimpanser med den definition ikke skulle være mennesker. Vygotskis elev Galperin tog dette prekære problem op i sin doktordisputats i 1936 - 'den psykologiske forskel på menneskets værktøj og dyrenes hjælpemidler' - og også andre af Vygotskis elever gav sig i kast med det, som vi skal se et eksempel på. I det hele taget gav Vygotskis psykologi anledning til flere problemer end den løste. Men sådan er det som regel, når det lykkes en forsker at få taget hul på en vigtig problemkreds.
Vygotski og hans elever 179 Skal man derfor vurdere Vygotskis indsats, så må man kalde det åbningen af en meget frugtbar front i psykologiens udvikling, hvilket skaber respekt om den reaktologi, hvoraf den er runden. Men en åbning forbliver det. Ikke mindst fordi Vygotski blev revet væk på et tidspunkt i sit livsvirke, hvor forestillingerne endnu havde programmatisk karakter. Af den grund kan vi først fuldt værd sætte betydningen af denne sovjetiske 30'er-psykologi i forbindelse med Vygotskis elever. Luria og den kulturhistoriske skole Vygotskis berømteste elev er formentlig den seks år yngre Alexander R. Luria, der i sit vigtige arbejde Higher cortical Functions of Man fra 1962 skriver, at hans eget arbejde i mangt og meget kan "be looked upon as a continnation o f Vygot sky's ideas" 9 Andetsteds skriver han: "All that is good in Russian psyehology today comesfrom Vygotsky." 10 Sammenstilles citaterne syllogistisk, får man den sætning, at Luria er et udtryk for det bedste i sovjetisk psykologi. Dette har han selvfølgelig ikke tilsigtet. Men det er ikke desto mindre sandt. Luria er et af århundredets mest fremragende psykologer og anerkendt som sådan i såvel øst som vest. Luria er først og fremmest blevet internationalt kendt for sin neuropsyko~ logi, dvs. studiet af hjernens processer i en psykologisk referensramme. (Sammen med folk som D.O. Hebb og Karl Fribram kan han betragtes som stifter af denne disciplin, der ophæver den klassiske neurofysiologiske reduktionisme el ler forsøger derpå.) Lurias neuropsykologiske succes skyldes to ting. Dels skyldes den det væl dige kliniske materiale, som mangeårige krigshandlinger præsenterede det sov~ jetiske behandlingssystem for i form af patienter med hjernelæsioner. (Gold steins arbejde havde iøvrigt en lignende baggrund.) Dels skyldtes det Lurias be tydelige psykologiske tæft og kliniske sans. J.S. Bruner har formentlig ment det, når han skriver: "I am among those who have been forturrate enough to have examined patients with Professor Luria at the Budenko NeurologicaJ Hospital in Moscow. It is an experience never to be forgotten, for his subtle capacity for bringing important matedal to light by ingenious questions and novel procedure is truly remarkable." 11 En sådan evne vokser imidlerti.d ikke ud af den blå luft. Den er et produkt af Lurias videnskabelige opdragelse. I en vis forstand kan man sige, at Luria i neuropsykologien forener det bed ste i de to linier i sovjetisk psykologi. Nemlig den videnskabelige stringens i den analytiske (og ejementis tiske) neurofysiologi og synsvidden i den reaktologiske (men også holistiske) psykologi. Neuropsykologien er i den henseende netop en lykkelig kombination af sammensætning og sammenhæng. Men denne forening er for så vidt ikke en opfindelse. Den vokser naturligt ud af den psykologiske tradition i begyndelsen af århundredet, hvor fysiologi, psykiatri og egentlig psy
180 Personlighedens Almene Grundlag f kologi danner en fælles grund for de teoretiske forestillinger, som vi f.eks. ser det i de franske skoler. Det er en tradition, der befordrer lateral tænkning, som det kaldes. Det vil sige en tænkning, der er åben for ethvert datum og ikke er bange for at fylde huller ud for at nå fænomenets grænser. (Hvor højre hemisfære får lov at spille sin rolle, kunne man måske sige for at blive i det neuropsykologiske.) Freuds betydelige kliniske intuition (fantasirigdom ville kritikerne sige) er- på samme baggrund- et klassisk eksempel." Kombinationen af sammensætning og sammenhæng i tænkningen kommer imidlertid ikke blot til udtryk i samkøringen af fysiologi og psykologi. Den er også udtryk for en brydning mellem en naturwissenschaftlich og geisteswissenschaftlich synsvinkel på de psykiske fænomener. Og hermed en slags forening af almenpsykologisk og personlighedspsykologisk indsigt. (Hvilket er det længste, vi endnu er kommet.) Denne kombinerede synsvinkel kommer klart til udtryk i det studie af en mand med en uudtømmelig og uudslukkelig hukommelse, som Luria som ganske ung psykolog (under opsyn af Vygotski) indleder i midten af 20'erne og fortsætter igennem tredive år. I sin redegørelse for dette arbejde i 1965 (dansk: En ikonisk hukommelse, 1975), skriver Luria, at han ikke var interesseret i de 'mekanismer', der var involveret i denne sælsomme hukommelse, så meget som ui at studere visse andre problemer: hvilken virkning har en usædvanlig hukommelseskapacitet på andre vigtige personlighedsaspekter, på et menneskes tankeog forestillingsvaner, på hans adfærd og personlighedsudvikling." "En sådan måde at gribe studiet af de psykiske fænomener an på er næppe typisk for den videnskabelige psykologi", indrømmer Luria, men argumenterer for, at man må studere hele personen i lyset af det specifikke fænomen. Man må studere syndromet, som han siger med en betegnelse fra den kliniske medi~ cin. "Det er netop opkomsten af et sådant syndrom, nemlig et syndrom frembragt af en usædvanlig hukommelse, denne bog handler om", skriver Luria og fortsætter: "Det er forfatterens håb, at psykologer ved læsningen af den må tilskyndes til at undersøge og beskrive andre psykologiske syndromer: de særlige personlighedstræk, der fremkommer i forbindelse med overudvikling af et menneskes følsomhed eller forestillingsliv, hans iagttagelsesevne eller evne til abstrakt tænkning, eller den viljestyrke han udviser i forfølgelsen af en bestemt ide. Dette ville indvarsle begyndelsen til en konkret (men ikke desto mindre videnskabelig gyldig) psykologi (min fremhævelse, NE)." 13 Det er fuldstændigt rigtigt. Den konkrete videnskabelige psykologi begynder, når den abstrakte adskillelse mellem sammenhæng og sammensætning overvindes. Hvilket vel at mærke kun er muligt på grundlag af den abstrakte analyse. Luria har forudsætningerne for at anskueliggøre, hvad det vil sige i praksis. Det er en af grundene til, at En ikonisk hukommelse er en bog, som man bør have læst. Den er ganske kort, og vil iøvrigt blive omtalt yderligere i andet bind.
Vygotski og hans elever 181 Elevsystemet blev i dansk psykologi afskaffet i 1968 med professorvældet, men det betyder ikke, at mesterlæren nødvendigvis var nogen dårlig måde at komme ind i faget og dets problemer på. For Luria og Vygotskis andre elever var den det ikke. Problemet om forholdet mellem sprog og tænkning og barnets internalise ring af sproget var naturligvis Vygotski-skolens hovedærinde. Luria arbejdede da også med dette problem gennem årene og lavede værdifulde undersøgelser over sprogets rolle i individets selvregulation af sin adfærd. Der var imidlertid også andre aspekter i Vygotskis program, der skulle tages op. Der var f.eks. hele personlighedens affektive side, som Luria tager under behandling i De menneskelige konflikters natur i 1932. Og så bød der sig i begyndelsen af 30'erne en enestående ny mulighed for at studere Vygotskis centrale forestilling om den samfundsmæssige betydningsver dens indflydelse på det individuelle subjekts bevidsthed og tænkning. Med kollektiviseringen af landbruget blev selv de fjerneste landsbyer nemlig hævet op fra den feudale middelalder til et moderne samfundstrin på rekordtid. Denne voldsarrune forandring i den samfundsmæssige betydningsverden måtte føre til ændringer i landsbyboernes tænkning, hvad det selvfølgelig gjaldt om at undersøge, mens det skete. Følgelig sendte Vygotski en halv snes af sine elever til de mest fjerntliggende landsbyer og græsgange i Uzbekistan for at interviewe og teste de centralasiatiske bønder og hyrder. Luria var en af dem, og det var ham, der skrev redegørelsen for undersøge! sen. Om erkendelsesprocessens historiske udvikling. En eksperimentalpsykologisk undersøgelse. (Den blev dog først udgivet fyrre år senere af ovennævnte årsa ger. 14 ) I overensstemmelse med sit (reaktologiske) grundtema om psykens samfundsmæssige determination kaldte Vygotski sin retning for den kulturhistoriske skole (hvilket navn den kendes under i Vesten, i Sovjetunionen taler man som regel om 'læren om de højere psykiske funktioners udvikling'). Og en mere knl turhistorisk undersøgelse end den centralasiatiske kan man selvfølgelig ikke fo reslille sig. Her bliver det grundlæggende individ-samfund problem både undersøgt empirisk og endevendt teoretisk mod såvel den durkheimske formlære som den sociologiske formlæres antropologer. f.eks. Boas og Uvy Briihl. Og også McDougall og hans 'group-mind' får et ord med på vejen. Ser vi bort fra dette pionerarbejdes konkrete resultater, som man selv kan læse om, så er det, der nu slår os mest, den store bredde i Lurias psykologiske viden. Han synes at have været alle slags psykolog på een gang. Ikke bare neu ropsykolog, men også klinisk psykolog, testpsykolog, eksperimentalpsykolog, udviklingspsykolog, kognitionspsykolog, motivationspsykolog, personlighedspsy kolog og antropologisk psykolog. Og man får tilmed fornemmelsen af, at han var det ene i kraft af, at han var det andet. Denne bredde viser naturligvis tilbage til den russiske psykologi, der opdrog ham Vygotski og Kornilov. Men ikke kun det. For bredden i den sovjetiske
182 Personlighedens Almene Grundlag I 20'er-psykologi var ikke noget særligt russisk. Også i den tidlige tyske og den tidlige amerikanske psykologi finder vi en lignende bredde hos mange enkeltforskere. Bredde og dybde Dette giver os noget at tænke over, for bredde er ikke et karakteristisk træk ved videnskaben i vor tid. Tværtimod lever vi i en periode med voksende specialisering. Den gængse begrundelse for denne udvikling er, at polyhistorernes tid er forbi, fordi den videnskabelige psykologis områder nu er blevet så omfattende, at begrænsning er nødvendig. Man kan f.eks. ikke følge med i strømmen af artikler og anden litteratur, hvis man ikke kan holde sig inden for et snævert område i Psychological Abstracts. Dette er rigtig nok. løvrigt er litteratureksplosionen nu så voldsom, at man heller ikke kan følge med på et snævert område. Jeg læste i begyndelsen af 70'erne alt, hvad der fandtes på hovedsprogene om indlæring og hukommelsesoverførsel hos planarier, men selv noget så spedelt ville i dag formentlig være umuligt. Det vil sige, at hvis det virkeligt er et afgørende kriterium at følge med i litteraturen, så var vi ilde farne. Men det er det selvfølgelig ikke. For det første er litteratureksplosionen heldigvis - eller måske snarere uheldigvis - ikke nær det samme som en eksplosion i vores viden eller erkendelse. Noget virkeligt vigtigt dukker næppe op hvert år på hvert af psykologiens områder, lad os bare indrømme det. Når alt kommer til alt er publiceringsraten et kvantitativt mål for forskerens indsats ("publish or perish", som amerikanerne siger) og ikke et kvalitativt. Det siger intet om erkendelsesudviklingen. For det andet formår de fleste at samle det op, som har vist sig vigtigt. Man prioriterer sin læsning eller drukner i trivialiteter. Men hvis man alligevel må prioritere, så er også specialisering et udtryk for en prioritering, og man må spørge, hvad man vinder og, hvad man taber. Hvis dybde og bredde er omvendt proportionale, som man alntindeligvis antager, så vil de fleste nok sælge bredden for dybden, om ikke andet så fordi, at dybde eller ekspertice er et traditionelt akademisk kvalifikationskriterium. Men risikoen er så et tab i det videnskabelige miljø. Der kan jo ikke foregå en meningsbrydning, hvis specialiseringen når dertil, at de enkelte forskere intet har at sige hinanden. Og man må formode, at en reduktion i dette så vigtige videnskabelige samspil i sidste ende sker på dybdens bekostning. Men sæt nu, at dybde og bredde ikke er omvendt proportionale. Man kunne nentiig forestille sig, at bredde og dybde er intimt forbundet med hinanden, så dybden forudsætter bredden. F.eks. er det ikke uden videre til at afvise, at den videnskabelige begribelse af den menneskelige psykologi fordrer indsigt i hele den menneskelige psykologi.
Vygotski og hans elever 183 Dette synes ihvertfald at være en grundtanke i den klassiske psykologi, som vi finder den repræsenteret i den kulturhistoriske skole. Og iøvrigt kan man næppe påstå, at bredden hos f.eks. Luria er gået udover dybden. Faktisk er man ikke fri for en fornemmelse af, at de klassiske psykologer var bedre fagligt funderet, end vi er. At der blev stillet større krav til dem i uddannelsen, hvad angår såvel bredde som dybde, og at de også levede op til disse krav. Hvorvidt det virkeligt forholder sig sådan, skal vi lade være usagt. Men der er god grund til at være opmærksom på den fare, at specialiseringen kan tjene som en sovepude under dække af hvilken, det faglige Anspruchsniveau umær keligt sænkes. Stiller vi os tilfreds med at vide meget om noget og derfor kun noget om meget, så risikerer vi til slut blot at vide noget om noget. Men det er faktisk nødvendigt, at vi ved meget om meget, hvis vi skal leve op til den psykologiske videnskabs objektive opgaver. Selvfølgelig kan man løse opgaver i fællesskab, og psykologiens opgave kan under alle omstændigheder kun løses kollektivt. Men det betyder ikke, at den videnskabelige erkendelse kan stykkes sammen af de enkeltes erkendelse som brikkerne i et puslespil. Den erkendelsessammenhæng, der ikke kan overskues i det enkelte hovede, kan heller ikke overskues af menneskeheden. Derfor til slut en formanende pegefinger: Udsæt specialisering så længe som muligt! I alle psykologiens retninger er der vigtige ting at samle op. Bind jer derfor ikke for tidligt i studiet til denne eller hin retning på bekostning af bredden. Det er en rævesaks, det er svært at slippe ud af igen. Den marxistiske filosofi og psykologien Da der er international enighed om den videnskabelige lødighed af Lurias arbejde, og da det formentlig er få, der ikke i hans person ser et efterfølgelsesværdigt forskereksempel, så giver det os anledning til at rejse spørgsmålet om sammenhængen mellem psykologien som videnskab og den dialektisk materialistiske filosofi. Vi kan kort og godt spørge, om Luria har nået sine resultater på grund af marxismen eller på trods af marxismen? Da den vestlige videnskab stiftede bekendtskab med den sovjetiske psykologis værdifulde resultater - og fuldt ud accepterede disse, var den ikke i tvivl om svaret. Resultaterne var vundet på grund af ganske almindelig god videnskabelig metode og tænkning og havde intet at gøre med marxistisk filosofi. Tværtimod var det yderst irriterende, når sovjetiske forskere henviste til denne filosofi og citerede Marx, Engels og Lenin. Man opfattede det som øjentjeneri, som sovjetforskerne var tvunget til at udføre i det diktatoriske kommunistsystem. Dette var man selvfølgelig gerne foruden, hvorfor man redigerede i de sovjetiske tekster, så de filosofiske overvejelser blev skåret fra. Det gjaldt f.eks. den engelske udgave af Vygoskis Thought and Language og det i en sådan grad, at oversætterne af den danske udgave fra 1971 (A. Diderichsen og S.O. Larsen) taler om behovet for en "ikke-gendigtet" udgivelse.
184 Personlighedens Almene Gmndlag I Som vi allerede vil have forstået, så er denne (fortrinsvis amerikanske) opfattelse, at henvisningen til marxistisk filosofi blot er udvendig garniture, urigtig. Selvfølgelig er der mange eksempler på, at dialektisk-materialistiske krummelyrer bliver klistret temmeligt udvendigt på teorier, og at der bliver strøet vel rundhåndet omkring med citater af Marx, Engels og Lenin, hvor det er svært at se begrundelsen. Heller ikke i sovjetisk videnskab er opportunisme en ukendt ting. Det er tilmed muligt, at sådanne citater er en forudsætning, når værkerne skal passere de forskellige konsulenter, man bruger i Sovjetunionen. Men når talen er om de store tænkere i sovjetisk videnskabelig psykologi - f.eks. Rubinstein, Vygotski og Luria ~ så er der ingen tvivl om, at den marxistiske filosofi har været en afgørende ledetråd i det videnskabelige arbejde. Og at arbejdet ikke kan skilles fra denne ledetråd. Jeffrey A. Gray fra Oxford-universitetets Institut for eksperimentel psykologi har fat i denne sammenhæng, når han i 1966 redegør for problemstillingen på denne måde i 1966: "The official status of Marxism-Leninism has had the result that philosophy intrudes in scientific research and writing in a way which is totally unexpected for a Western scientist. It is a shock to discover in a text ostensibly concerned with the empirical investigation of psychology that there are frequent references to Marx, Engels, Lenin and even - not so long ago - Stalin. Orre's first reaction is to dismiss this as a necessary obeissance in the direction of the po1itical powers-that-be -as no doubt, in part, it is; and, in any case, one feels that philosophy has no place in the conduet of scientific research. However, a more sympathetic consideration of the use to which these philosopbers are put reveals that there are something of more importance, and perhaps even of real value, going on. In the firs! place, the Russian habit of making the philosophical background plain for all to see is not such a bad one; above all, it becomes clear that, with different philosophical assumptions, there would be different research and different favoured terms of expression - and this connection is not to be broken simply by keeping the philosophical assumptions out of sight (and out of mind) as the Anglo-Saxon psychologist tries to do. Secondly, there is a good case to be made for the particular assumptions of Marxist philosophy as a rensonable starting point for a scientific psychology - provided, of course,!hat we are ready to abandon them if our data suggests that other assumptions would make a better starting poinct' 15 I særdeleshed - fortsætter Gray - kan man argumentere for, at de marxistiske grundforestillinger er i mere overensstemmelse med den nyere psykologiske og neurofysiologiske forsknings resultater end de grundforestillinger, der f.eks. ligger til grund for den amerikanske behaviorisme. Hvilket naturligvis er rigtigt. Det kan ikke forbavse, at en filosofi, der forsøger at skabe en sammenhæng af (0->S) og (S->0), bedre modsvarer resultaterne fra den videnskabelige blotlægning af den konkrete psykologiske genstand end de filosofier, der kun får det halve eller det kvarte af denne sammenhæng med. Man har simpelthen lagt en
Vygotski og hans elever 185 for snæver ramme og må smide de brikker væk, som man ikke kan finde plads til. Videnskab, filosofi og samfundsudvikling Fortsætter vi med dette billede, så kan vi sige, at filosofien i en vis forstand lægger erkendelsespuslespillets ramme, som en slags skitseagtig foregribelse af dets indhold. Og alle puslespillæggere kender betydningen af den metode, først at få lagt puslespillets kant. Det skaber et felt af orienterede forventninger i hvilket, det er meget nemmere at finde de mangfoldige brikkers korrekte indbyrdes placering. Det er i den forstand, at filosofien tjener som ledetråd for den konkrete videnskabelige forskning. Men hermed ser vi også en anden ting, som vi har været inde på. Selv om det er rigtigt nok, at filosofien - som anvisning- dirigerer lægningen af spillet, så bestemmer den det ikke. Den giver en kontur, men det er det konkrete indhold, der i sidste ende afgør, om kanten var korrekt foregrebet. Filosofien kan ikke sætte sig til dommer over videnskaben. Det er videnskaben selv, der er dom~ meren. Det vil sige, at filosofien kan nok som en letbenet frontløber og sp~jder foregribe den dialektiske materialisme som et abstrakt princip, men hvad dialektisk materialisme konkret vil sige, lader sig alene afgøre i takt med, at videnskaben blotlægger den konkrete genstand i udviklingen af dens sammenhænge. Det er ikke metoden, der bestemmer genstanden, gentager vi, men genstanden, der bestemmer metoden, for metoden kan i sidste ende ikke være andet end "die Gang der Sache selbst". Heraf kan man se to ting. For det første, at en heldigt foregrebet ramme (filosofi) i betydelig grad kan fremme og lette den videnskabelige blotlægning af genstanden. For det andet, at en uheldigt foregrebet ramme kan sinke det videnskabelige fremskridt. Begge dele ser vi eksemplificeret i den sovjetiske psykologis udvikling. Det er med den dialektisk-materialistiske filosofi som kraftfelt, at såvel Rubinstein som folkene i den kulturhistoriske skole vinder deres videnskabelige resultater. Men det er også i denne filosofis navn, at deres videnskabelige indsats bliver hæmmet fra anden halvdel af trediverne og mere end tredive år frem. Fordi det sovjetiske samfunds ideologiske centrum i denne periode ikke har forstået den dialektiske materialismes ubrydelige binding til det konkrete (at det er en genstandslære), men tror, at man kan lave et stort spring fremad ved at lade den abstrakte filosofi diktere den konkrete videnskab. Og iøvrigt - hvad det selvfølgelig ikke bliver bedre af - har en forståelse af dialektisk materialisme som princip, der ikke helt lever op til den forståelse, det faktisk var muligt at have Uvnf. Marx og Lenin). Men - og det er det, som vi her vil understrege - selv om man havde den mest fremskredne filosofiske forståelse af den dialektiske materialisme, så ville
186 Personlighedens Almene Grundlag I man stadig ikke kunne have dikteret videnskaben filosofisk. Videnskaben kan ikke forceres med ikke-videnskabelige midler. For det første er den bundet til genstanden og derfor totalt afhængig af de sider, som genstanden viser frem på et givet tidspunkt. Når Marx således kunne opdage merarbejdet som et grundlæggende alment træk ved det menneskelige samfund, så var det fordi, at samfundsudviklingen på hans tid i praksis havde tydeliggjort dette forhold og gjort det bearbejdeligt for videnskabelig teori. Merarbejdet var ligeså fundamentalt i den feudale middelalder og i antikkens slavesamfund, hvad Marx kunne vise, da han først havde opdaget det i det kapitalistiske samfund. Men i middelalderen og i antikken havde man ikke kunnet blotlægge det. De menneskelige forhold var endnu ikke blevet så transparente, at man kunne udskille det. På samme måde med Darwins opdagelse af evolutionen. Den havde altid været der, men de praktiske forudsætninger for at opdage den, var simpelthen ikke til stede før Darwins tid. I den forstand kan videnskabelig erkendelse simpelthen ikke hæves over den konkrete samfundsudvikling. For det andet er videnskab et arbejde, som har sin egen udviklingsgang. Det er det, som vi har gjort så meget ud af at påvise i dette bind. F.eks. at den abstrakte analyse ( elementismen, mekanikken) er en forudsætning for den konkrete syntese (den dialektiske sammenhæng). Man kan så revoltere mod videnskabens mekaniskhed og pege romantisk på den holistiske verdenssammenhæng. Det kan bidrage til at holde sigtet højt. Men i sig selv bringer det os ikke frem til erkendelsen af den konkrete sammenhæng. Videnskaben må gå sin gang. Nu viser det sig, at de to afgørende determinanter for videnskabelig udvikling - samfundsudvikling og erkendelsens logiske udviklingsgang - i virkeligheden er uløseligt forbundne. Hvad vi kan vise med Darwin som eksempel. Evolutionslærens to videnskabsteoretiske forudsætninger er uniformharismens ekstremt mekaniske lære og konkurrencekapitalismens alles-kamp-modalle-praksis. Det første er udtryk for erkendelsesgangen (den abstrakte, mekaniske analyse), det andet er udtryk for samfundsudviklingen. Udover at være en præcis genstandspåpegning af et vigtigt forhold i den naturhistoriske verden, er Darwins evolutionslære også en mekanisk teori og en borgerlig-ideologisk teori. (Under navn af socialdarwinisme bliver den ganske simpelt imperialismens videnskabelige alibi.) Dette sammenfald af borgerlig ideologi og mekanisk filosofi går igen i hovedparten af de videnskabelige teorier, som udvikler sig i perioden fra år 1600 til nu. Hvilket ikke er så mærkeligt endda, da denne periode er borgerskabets (kapitalismens) historiske epoke, og da videnskaben må starte med analysen og dermed med genstanden blotlagt som sammensætning. Man kan nu stille det spørgsmål, om videnskaben er mekanisk, fordi den er borgerlig ( elementisme og individualisme er i grunden identiske forestillinger), eller om den er borgerlig, fordi den er mekanisk? Eller - hvilket jo også er en
Vygotski og hans elever 187 mulighed - om der er tale om en tilfældig parallellitet imellem det mekaniske og det borgerlige (i stil med Leibniz' to ure)? Men man kan næppe besvare spørgsmålet. Ihvertfald ikke endnu. Vi har længe været bekendte med visse udvendige forbindelser mellem erkendelse og samfundsudvikling, men der er grund til at tro, at den egentlige konkrete dialektiske sammenhæng herimellem er et genstandsproblem, der endnu for en tid vil være uden for vores rækkevidde. Ideologi og videnskab Det er imidlertid dette helt reelle problem, der bringer de sovjetiske ideologer op at køre. Vi behøver næppe nævne, at den ideologiske kamp ikke var mindre vigtig for den unge revolution end den væbnede kamp. Der måtte til stadighed tages til gemnæle mod udbredelsen af forestillinger, der kunne underminere folks tro på revolutionens mulighed og socialismens fremtid. Lige fra forestillinger om, at Vorherre ville straffe ulydigheden mod fader Tsar og godsejerne, og forestillinger om, at menneskets selviske biologiske drifter forbød et socialistisk samfund, til dybsindige filosofiske forestillinger om, at verden i virkeligheden ikke findes, for det eksisterende er de isolerede, individuelle bevidstheder. Videnskabelige teorier er - ofte - på en gang ægte genstandspåpegninger og vehikler for ideologiske forestillinger. Sådan som vi har set det med Darwins teori. Vi må derfor spørge. om kommunisterne kunne føre ideologisk kamp mod teoriernes ideologiske indhold uden samtidig at benægte genstandspåpegningen? Nej, det viste sig at være svært. Kriteriet for en stillingtagen til de videnskabelige teorier blev det ideologiske snarere end det videnskabelige indhold. Vi skal selvfølgelig være forsigtige med at sige, at man - alt taget i betragtning - hermed prioriterede forkert. Men godt for videnskaben var det ikke, at man begyndte at skelne imellem den (dårlige) borgerlige videnskab og den (gode) socialistiske, hvor den ideologiske orientering blev gjort til det væsentlige. F.eks. var den borgerlige genetik (Weismann m.fl.) arnested for særdeles reaktionære forestillinger, der på grund af arvens uforanderlighed og upåvirkelighed dømte menneskelig udvikling umulig. En opfattelse det var absolut nødvendigt at afvise. Men hermed kom man til at smide barnet ud med badevandet. For den genetiske arv er til alle praktiske formål uforanderlig overfor indflydelse fra miljøet. Det var derfor ikke så godt, at man afviste den 'borgerlige' genetiks resultater til fordel for agronomen Lysenkos hypoteser om, at planternes arvemasse kan forandres gennem miljøpåvirkninger, selv om denne tanke ideologisk er meget mere i overensstemmelse med socialismens tro på menneskets uanede udviklingsmuligheder. Heraf kan man lære, at man skal være meget forsigtig med at identificere ideologisk kritik med videnskabelig vurdering. Teoriernes reaktionære eller
188 Personlighedens Almene Grundlag l progressive implikationer er ofte en god indikator for deres sandhedsindhold. Men der er her tale om en tommelfingerregel og kun det. Den erstatter ikke omhyggelig vurdering. Den reaktionære ideologi og det ægte videnskabelige resultat kan sagtens gå hånd i hånd, mens en progressiv ideologi i sig selv på ingen måde lover for den videnskabelige kvalitet. (Det er derfor, at det er så vigtigt ikke at lade sig fiksere af håndstillingen men se efter, hvad det er i genstanden, som den videnskabelige teori peger på.) Dette lærte den sovjetiske videnskab da også. Da det socialistiske samfund var kommet sig nogerdunde over de frygtelige tab fra 1941-1945, og Stalin iøv rigt var død, fik videnskaben lov til at arbejde på sine egne præmisser. Så no genlunde. Dette førte samtidig til den frugtbare trediverpsykologis (delvise) rehabilitering. Hvad er så konklusionen i dette ikke helt simple og næppe endnu forståede spørgsmål om videnskab, ideologi og filosofi. Jo, vi kan ihvertfald slå fast, at den dialektisk materialistiske erkendelse ikke er noget, der skal indføres i viden skaben. Det er nemlig genstandserkendelsen selv i dens højeste form og derfor kun noget, som videnskaben selv kan udvikle i blotlægningen af den konkrete genstand. Hvorfor man iøvrigt også må acceptere og værdsætte trinene i denne udvikling, f.eks. videnskabens nødvendige analytiske (og dermed mekaniske) fase. Uden den kan man ikke nå frem til genstanden som en syntese af sam~ mensætning og sammenhæng. Videnskaben er godt hjulpet med en filosofisk orienteringsramme, der be fordrer dette. Men det er ikke den filosofiske ramme, der skaber den videnskabelige materialistiske dialektik. Det er den videnskabelige erkendelse selv. Som den arbejder sig igennem sine stadier i sammenhæng med genstandens egen udvikling. Selv om det videnskabelige arbejde på det klassiske analytiske trin stort set er tilbagelagt, så er vi endnu et stykke vej fra syntesens trin - den konkrete genstandslære og dermed den dialektiske materialisme, som den vil vise sig at være. Men vi har nærmet os betydeligt. I sovjetisk videnskab, men ikke kun der. Overalt, hvor den videnskabelige erkendelse idag skyder frem fra fysik til psykologi, er det den dialektiske mate rialistiske indsigt eller genstandslære n, der toner frem. Det er det, der på trods af marxismen - får den vestlige videnskab til bered villigt at acceptere forskere som Luria. Når de siger, at hans resultater jo bare skyldes ganske almindelig god videnskabelig tænkning og metode, så har de nemlig fuldstændig ret! Den dialektisk materialistiske erkendelse af verden er i sidste ende blot resultat af ganske almindelig videnskabelig forskning. Det er nemlig genstanden selv, der kommer til sin ret. Og det er et sprog, som alle forskere er i stand til at forstå og værdsætte. (Med undtagelse af de få - natur ligvis som vurderer videnskab efter et forbenet ideologisk kriterium, der drukner barnet i det skidne vand.)
Vygotski og hans elever 189 Banebryderen Leontjev Hvis man om Alexander Luria kan sige, at han (med næsten yndefuld lethed) realiserer det bedste i samtidens psykologi, så kan man nok om den jævnaldrende Alexei Leontjev sige, at han bryder hul i muren til fremtidens psykologi. Når oversætterne af Problemer i det psykiske udvikling i et efterskrift betegner hans værk "som en milepæl ikke blot i den sovjetiske psykologi, men i psykologiens historie overhovedet" 16, så er det en vurdering, der utvivlsomt vil vise sig at holde. At bryde teoretiske mure er tungt arbejde. Og både indelukket og støvet arbejde sammenlignet med den friskhed, der kendetegner tvekampen med den empiriske genstand i det eksperimentelle laboratorium, i den kliniske praksis, i forskningsarbejdet med børn i børnehaver og skoler - for slet ikke at tale om feltarbejdet på Centralasiens åbne vidder. Men det betyder ikke, at Leontjev (som muligvis Rubinstein) var indendørsmand af tilbøjelighed. Opdraget i reaktologien, hvis frugtbarhed ikke mindst skyldtes dens åbne interesse for psykologien i de dagligdags, praktiske problemer, foretrak Leontjev som Luria til enhver tid den direkte genstandskontakts udfordringer frem for udfordringen fra det hvide papir på skrivebordet. I forordet til sin sidste teoretiske endevending af det psykologiske grundproblem - Virksomhed, Bevidsthed, Personlighed - vedgår han selv denne præference. Tilskyndet til at retfærdiggøre hvorfor han udgiver så teoretisk en bog, siger han: "Lad mig sige det straks: ihvertfald ikke, 17 fordi min hu står til at teoretisere. (! Det var sikkert sandt. Men det er ikke kun sandt for Leontjev. Det, der her kommer til udtryk, er nemlig noget langt mere alment. Man hører ofte den mening udtrykt, at videnskabeligt arbejde er en kreativ leg. Men det er ikke rigtigt. Videnskabeligt arbejde er arbejde, forskeren er på ingen måde fri til at følge den vej, som lysten dikterer. Det er problemet> der dikterer forskeren sin vej, og i den sammenhæng er forskeren temmeligt ufrit stillet. Dette er en af grundene til det næsten universelle fænomen, at det tidlige ø som oftest eksperimentelle eller empiriske - ungdomsarbejde for de fleste videnskabsfolk fremstår som det mest lykkelige. Det vil sige det, der endnu har karakter af uforpligtende leg (selv om det studie- og eksamensmæssigt kan være alvorligt nok), fordi tænderne på det virkelige genstandsproblems tandhjul endnu ikke har grebet fat. Darwin var utvivlsomt lykkeligere på sine geologiske feltvandringer med rygsæk og hammer, og med sine cirripeder, end ban var med evolutionslærens teori. Og mon ikke Freuds lykkeligste forskertid var, da ban søgte - og fandt - ålens testes? Ihvertfald er det reglen i min studentergeneration, der trådte sine barnesko på laboratoriegangen i Studiestræde og i eksperimentalrummene i Fredericiagade, at der tænkes næsten nostalgisk tilbage på arbejdet med komplicerede perceptionspsykologiske opstillinger i 'mørkekammeret' eller på projekter med rotter og mus i 'rottekælderen'. Sådan burde det altid være, tænker man tankeløst.
190 Personlighedens Almene Grundlag I Men sådan er det naturligvis ikke. Øvestadiet har - som legen sine vigtige funktioner. Men på et tidspunkt skulle tandhjulene gerne gribe fat, og så forvandles leg til arbejde. Det ser måske ud som om, at forskeren selv frit bestemmer sin opgaves karakter. Men det er alene friheden til at bestemme det, som genstandsproblemet forlods har bestemt. Genstanden bestemmer retningen, som forskningen må tage, og så må man følge med eller blive ladt tilbage. (Man kan stadig fra tid til anden møde den romantiske illusion, der ser det videnskabelige resultat som en slags kreation, der udspringer af forskerens personlige egenskaber, geni, åndrigdom, intelligens og kreativitet. Den eneste personlige egenskab, der knytter forskeren til det videnskabelige resultat, er imid lertid evnen til at følge med! Darwin er skoleeksemplet, der viser dette. Han befandt sig formentlig nogenlunde midt i normalfordelingen, undtagen hvad angik evnen til at holde fast. Her var han exceptionel og nåede et exceptionelt resultat. Det er således sikkert udmærket med kreativitet og intelligens, men den eneste individuelle egenskab, der utvetydigt korrelerer med videnskabelige resultater, er stamina eller 'staying power'. Og heri genfinder vi netop forskningens væsen som arbejde.) Som Vygotskis elev og assistent blev Leontjev kastet ud i den kulturhistoriske skoles problemkreds på samme måde som - og sammen med - Luria. Leontjevs tidligste arbejder beskæftiger sig således også med henholdsvis affekter og hukommelse. I den eksperimentelle undersøgelse af hukommelsen (1928-30) hæfter Leontjev sig især ved den rolle, som redskaber og interioriseret redskabsbrug spiller for hukommelsen, hvori vi naturligvis genkender den kulturhistoriske skoles opfattelse af den samfundsmæssige betydningsverden (i særdeleshed sprog og redskaber) og dens formning af psyken. De næste større arbejder, som Leontjev foretager under Vygotskis ledelse, omhandler problemet om psykens ontogenese, et projekt han aldrig slipper men hen ad vejen koncentrerer om problemet om sammenhængen mellem virksomhedsformen og de praktiske genspejlingsformer (vi genfinder her Rubinsteins to grundkategorier: virksomhed og genspejling). Som led i dette projekt arbejder han videre med Vygotskis opfattelse af børns leg. Det sker i Ukraine, hvor Leontjev i 1932 er blevet tilknyttet Akademiet for psykeneurologi og har fået lærestolen i psykologi ved Kharkows pædagogiske institut. Og hvor han og den unge gruppe psykologer, som han er blevet leder for ( Galperin f.eks.), udfører en række praktiske bestillingsarbejder, f.eks. en undersøgelse af børns perception af illustrationsmateriale. Dette Vygotski-inspirerede program fortsætter efter, at Leontjev er blevet tilknyttet Akademiet for de pædagogiske videnskabers psykologiske institut i Moskva i 1936, men med krigen sker der et afbræk. Leontjev bliver nemlig som Luria og så mange andre kastet ind i opgaven med at bringe krigsinvalider på fode, hvor det kan lade sig gøre. I Leontjevs tilfælde er det regenerationen af motoriske funktioner hos skudlæderede patienter, der er opgaven. I den sam-
Vygotski og hans elever 191 menhæng grundlægger han et revalideringssanatorium, som han blive videnska~ beligleder for. Efter krigen forlader Leontjev igen det psykoneurologiske område for at genoptage sit program inden for pædagogisk psykologi og udviklingspsykologi. Men måske var det med den påtvungne pavlovisering i 1950 ikke så stort et skift endda. I denne periode er det således det psykiskes reflektoriske mekanismer, som Leontjev studerer. Men det betød nu ikke som sådan en afsporing af programmet. Leontjev var de praktiske udfordringers mand og kunne finde materiale til sin symfoni i enhver melodi. Da psykologien i 60'erne endelig begyndte at komme ud af de ideologiske stridigheders røgskyer. var det således tydeligt at se, at hans komposition drejet omkring kategorierne virksomhed og genspejling havde fået det vigtigste fra den fysiologiske psykologi med uden at give køb på den kulturhistoriske skoles grundlæggende indsigt. Det forekommer derfor rimeligt, at netop Leontjev fik overladt såvel podiet som dirigentstokken ved Moskvas Universitet efter Rubinstein. Det er formodentlig til den her fremstillede side - den praktiske, empiriske og eksperimentelle psykologi - at Leontjevs hu har stået. Men det er en ganske anden side, der repræsenterer hans afgørende erkendelsesmæssige bidrag. Leontjev og den naturhistoriske bestemmelse Vi husker, at reaktologien følger (0->S) skemaet. Det vil sige, at dens mål er at begribe subjektets og psykens materielle determination. Samtidig med - og det er Rubinsteins og Vygotskis afgørende tilføjelse - at denne determination skal skal ses i sammenhæng med subjektets egen aktivitet (S->0). Altså foreningen af genspejling (0->S) og virksomhed (S-> 0). (0->S)-formlen har to bestemmelser. Mennesket er nemlig såvel naturhistorisk (biologisk) determineret som historisk (kulturelt, samfundsmæssigt) determineret. Det sidste er umiddelbart det vigtigste og da også det, som Vygotski kaster sig over med sin kulturhistoriske skole. Men det første kan alligevel ikke ignoreres. Om ikke andet så fordi, at den historiske bestemmelse er udviklet af den naturhistoriske. Mennesket var abe før det blev et historisk væsen. Vi har da også set, hvordan Vygotski må gøre sig tanker om denne abefortid, f.eks. i forbindelse med den førsproglige tænkning. Det, der er en af fordelene ved en skole som Vygotskis, er, at man kan dele arbejdet imellem sig. Det synes ihvertfald at være sket på dobbeltbestemmelsens område. For mens Luria og kompagni blev sendt afsted til Centralasien for at undersøge dobbeltbestemmelsens kulturhistoriske arm, så blev det overladt til Leontjev og Galperin at gøre sig forestillinger om dobbeltbestemmelsens naturhistoriske arm. Man må ikke hermed tro, at Leontjev og Galperin trak det korteste strå. Det var for så vidt det længste - ihvertfald det mest omfattende. For det var selvfølgelig ikke meningen, at de skulle beskæftige sig med psykens naturhisto-
192 Personlighedens Almene Grundlag I riske form (fysiologi og biologi) for dens egen skyld. Selv om de ved siden af de mange andre gøremål i Kharkow begyndte at studere psykofysiologi og dyrepsykologi, så var det absolut ikke meningen, at de skulle blive hverken psykofysiologer eller dyrepsykologer. Ikke fordi der ikke her er tale om respektable videnskabsområder i sig selv, men fordi sigtet fortsat var den menneskelige personligheds psykologi i højeste form. Projektet var stadig den kulturhistoriske skoles, men den menneskelige (og dermed samfundsmæssige) psyke skulle nu blot ses i den gigantiske synsvinkel, der også rummede psykens hele evolution i dens materielle sammenhæng. Kun på den måde ville det nemlig i sidste ende være muligt at begribe psyken som historisk udviklingsprodukt Og dermed psyke i det hele taget. Måske delte Leontjev og Galperin også arbejdet. I så fald påtog Leontjev sig den største byrde. Mens Galperin med sin doktordisputats om forskellen mellem menneskets redskabsbrug og dyrenes brug af hjælpemidler går ind på evolutionsstigens øvre trin, så begynder Leontjev vitterligt fra bunden af, idet han i sit doktorarbejde forsøger at begribe, hvordan psyken opstår (og eksisterer) i sin allermest primitive form. At han mente, at det også var noget, der kunne belyses i praksis igennem eksperimenter, forbavser os ikke (selv om det selvfølgelig er ret forbavsende). Om Leontjev heri havde ret, eller om hans eksperimenter over følelsens ( sensibilitetens l fremkomst hører til i kognitionspsykologiens mere kuriøse afdeling, behøver imidlertid ikke optage os her. Det vigtige var hans teoretiske psykogenetiske rekonstruktion, som han gennemarbejdede i en række trin (1940, 1947, 1948) til den form, vi kender som Rids af det psykiskes udvikling. 18 I denne rekonstruktion følger Leontjev psykens udvikling gennem nogle af dens mest afgørende stadier fra protozoaer til mennesket og den menneskelige bevidsthed. Dette er naturligvis en slags historiefortælling, et epos om livets udvikling, hvis man vil. Men det er først og fremmest noget andet og mere. Det er nemlig ikke historien eller evolutionen som sådan, der er Leontjevs ærinde. Ikke at psyko-historie ikke kunne være en væsentlig videnskabelig disciplin i sig selv, men Leontjevs opgave er stadig - gentager vi - at begribe den højest udviklede psykiske dannelse: den menneskelige personlighed. Og i forhold hertil er psykogenesen et middel eller en metode baseret på den antagelse, at det i sidste ende alene er igennem sin historie, at psyken - og dermed den menneskelige personlighed - kan begribes. En prøvet metode Dette er på en gang en ny og gammel tanke. Fra allerældste tid har man nemlig kendt den metode at bestemme det menneskelige væsen og de menneskelige egenskaber ved hjælp af forestillinger om menneskets konkrete tiiblivelse. Myterne og skabelsesberetningerne, hvor historien om Adam og Eva er en af de yngre og mindre inspirerede, eksemplificerer dette. Om man kan kalde disse
Vygotski og hans elever 193 antropogeneser (gr.: menneskets udvikling) for forsøg på at vinde filosofisk-videnskabelig erkendelse, kan man selvfølgelig diskutere. Derimod er det indiskutabelt, at der er et erkendelsessigte med f.eks. Protagoras' mytiske antro pogenese for to et halvt årtusinde siden. Og i Lukrets poetiske og mekaniske antropogenese finder vi for to tusinde år siden simpelthen prototypen på en udviklingsforklaring. Alle dens grundlæggende træk genfinder vi således i Rousseans antropogenese for to hundrede år siden. Og også Spencers antropogenese for hundrede år siden følger dette klassiske skema 19 Alle de tidlige episke antropogeneser er værd at kende. De er ofte forbløffende indsigtsfulde, og ihvertfald de tre første af de her nævnte har båret ved til den menneskelige erkendelses bål. Og alder er her tilsyneladende ingen hindring. Protagoras' definition af mennesket er således forbløffende præcis, idet han fanger den fundamentale forskel mellem dyrets og menneskets væsen og dermed implicit menneskets gåde som dyret 1 der ikke er et dyr, som vi i moderne tid kæmper så hårdt for at fange. Protagoras' eksempel tydeliggør imidlertid en karakteristisk ting ved de tidlige psyko- eller antropogeneser. Historien er først og fremmest en måde at præsentere et synspunkt på. (Protagoras betragter tydeligvis sin skabelsesmyte som et pædagogisk fremføringsmiddel.) Dette gælder også de følgende - Lukrets og Rousseau. Men her kommer der noget yderligere til. Den meget detaljerede og konkrete beskrivelse af den mulige udviklingsgang gør den anslatelig for forfatteren, og hermed trænger der en slags virkelighed ind i den, idet forfatterens forestillinger meget konkret tvinges til at respektere almindelige logiske principper for det mulige, det nødvendige og det tilfældige, som de gælder i forfatterens konkrete dagligdag. Historien forlenes hermed med en slags genstandskarakter, idet den optræder som tanke-genstand. Hermed kommer der en slags logisk tvang ind i historien. Tanke-genstanden tillader ikke hvad som helst. Historien bliver næsten en slags eksperiment, og der er næppe tvivl om, at hverken Lukrets eller Rousseau nøje kendte udfaldet, før historien var blevet fortalt. I den forstand bliver den historiske fortælling en konsistensprøve i overensstemmelse med evolutionsbiologen Ernst Mayrs ord, at "the only way to detect gaps in our understanding is the attempt to tell a consistent story 11 Leontjevs psykogenetiske rekonstruktion er også en præsentationsmåde og en konsistensprøve. Men den er mere end det. Forgængernes grundkategorier var a priori så at sige. Såvel Lukrets', Rousseaus som Spencers menneske havde forlods (i det mindste i kimform) de egenskaber, der kom til udfoldelse i den konkrete historie. Med den dialektiske udviklingserkendelse fra Hegel i baggagen forstår Leontjev imidlertid, at de grundlæggende psykiske egenskaber er uadskillelige fra den historie, hvori de skabes. De er historie. Det vil sige ikke noget allerede eksisterende, der udfolder sig. Men noget nyt, der udvikler sig. De er de virkelige forholds genspejling og udvikler sig i takt med, at de virkelige forhold ophæves i nye og kvalitativt anderledes forhold. Psyken er i den for-
194 Personlighedens Almene Grundlag I stand en historiebog, og kun begribelig, når man formår at læse - eller rekonstruere - historien. Hvad der blot i de tidlige antropogeneser var en udvendig metode til systematisering af genstanden, bliver med denne erkendelse en indvendig metode. Dvs. at psykogenesen som metode falder sammen med genstanden selv. I overensstemmelse med Regels ord om, at metoden i sidste ende ikke kan være audet end "die Gang der Sache selbst". Dette er altså det nye - og helt afgørende - ved Leontjevs psykogenetiske rekonstruktion. Den er den dialektisk materialistiske erkendelse af, at genstanden alene kan begribes i sin udvikling, anvendt på psykologiens grundproblemer. Bordet fanger Man kan forestille sig, at l.eontjev ikke oprindeligt forestillede sig studiet af psykens naturhistoriske grundlag som andet end et speciale på linie med de andre psykologiske specialer, som han beskæftigede sig med. F.eks. den eksperimentelle udforskning af hukonnnelsesfunktionen eller børnelegen. Men han skulle snart opdage, at bordet fangede. Hvis psykogenesen,er kongevejen til psykens begribelse, så bliver man uvægerligt ført frem til den psykologiske videnskabs teoretiske grundproblemer, når man begiver sig ud på den. I princippet er den psykogenetiske metode jo ikke andet end metoden til at nå frem til problemet om subjetets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed igennem den abstrakte analyses ophævelse til en diakron, konkret syntese. Havde l.eontjevs hu så stået nok så meget til det praktiske, empiriske og eksperimentelle arbejde, så blev han grebet af psykogenesens tandhjul og som en anden Chaplin trukket ind i de teoretiske grundproblemers maskine. Og denne færd varede livet ud. Kunne han være hoppet af? Nej, det er historien om lillefingeren, der bliver til hele armen. I Virksomhed, Bevidsthed, Personlighed fra 1977, der er hans sidste opsamling af det arbejde, der grundlægges med den psykogenetiske begribelse, skriver han: "Forsøgene på at finde rede i den psykologiske videnskabs metodologiske problemer er altid udsprunget af det tvingende behov for teoretisk orientering, uden hvilken konkrete undersøgelser uundgåeligt kommer til at mangle perspektiv." 20 Eller sagt med andre ord: Når man har opdaget de grundlæggende teoretiske problemer under de empiriske undersøgelser, så kan de ikke længere ignoreres. Man må kæmpe der, hvor fronten går. Hvad det var for problemer, som Leontjev fik øjnene op for, kan selvfølgelig ikke komme bag på os. Det var præcis de problemer, som vi har berørt her. Han skriver: "Psykologiens udvikling, i verdensmålestok, har nu efterhånden i hundrede år fundet sted under en metodologisk krise i denne videnskab. Efter i sin tid at være blevet spaltet i humanistisk og naturvidenskabelig, beskrivende og forklarende, kommer der stadig nye revner og spalter i hele systemet af psy-
Vygotski og hans elever 195 kologisk viden, så det kan se ud, som om selve psykologiens genstand løber ud igennem dem. " 21 Leontjevs store fortjeneste er, at det med den psykogenetiske metode som fundament lykkes ham at konstruere et net, der bedre end noget tidligere i psykologien kan gøre sig håb om at fange genstanden. Leontjev kalder selv denne indsats for "forsøget på psykologisk at gennemtænke de kategorier, der er de vigtigste i opbygningen af et helhedssystem for psykologien som en konkret videnskab om skabelsen, funktioneringen og opbygningen af den psykiske genspejling af virkeligheden, som formidler individernes liv". 22 Beskrivelsen har måske en reaktologisk lyd, men det er ingen hemmelighed, at det er teorien om subjektets aktive virksomhed, der udmøntes gennem Leontjevs indsats. Leontjev ser dette arbejde som uløseligt sammenhængende med den dialektisk materialistiske metode og "den marxistisk-leninistiske metodologis enhed". Det er sandt nok. Men vejen ad hvilken betyder i denne sammenhæng ikke så meget. Leontjevs projekt er nemlig ikke andet end psykologiens videnskabelige projekt på trinnet til den konkrete synteses fase. Genstandslærens projekt. Og hermed er det også vores projekt. Lad os derfor lade de overordnede metodologiske, filosofiske, psykologihistoriske betragtninger bag os og følge Leontjev igennem hullet i muren ind til genstandens land. Det er - når alt kommer til alt ~ den, som det hele drejer sig om. Noter til kapitel 13 l. En antydning kunne dog være, at psykologiens billede af mennesket som et tænkende og fø Jende subjekt er mindre egnet til generalstabstænkning end fysiologernes kybernetiske maskin-model. 2. Cf. L.R. Graham: Science and Philosophy in the Soviet Union, G.B. 1971, s. 376. 3. Mekanisk subjektivisme på det teoretiske område er netop tesen (det mekaniske, materielle, objektive- 0->S) og antitesen (det romantiske, ideelle, subjektive- S->0), der ikke kan komme sammen i syntesen (dialeklisk materialisme). Også Stalin var på den måde et offer for syntesens vanskeligheder. Det er måske årsagen til den relative sympati, der blev Rubinstein til del. Rubinsteins måde at være offer på er dog klart at foretrække. 4. Mens det tager meget lang tid (generationers avlsarbejde) at udvikle forædlede stammer inden for såvel plante- som kvægavlen, så går det meget hurtigt med at udslette stammer igen. Det var det, der var den meget uheldige konsekvens af Lysenko-eksperimentet i sovjetisk landbrug. 5. Sovjetpsykologen Asmolov er overbevist om, at var Vygotski ikke død af TB i 1934, så var han helt sikkert blevet offer for den stalinistiske terror i 1937 (personlig kommunikation). 6. Vygotski var marxist, da han kom til Moskva, og forblev marxist. Ligesom hos Rubinstein var det netop forsøget på at etablere psykologien på marxismens fundament, der var ledetråden bag Vygotskis forestillinger. 7. Vygotski; L.S.: T110ught and Language, USA 1962, s. 48-49.
196 PersonlighedensAlmene Grundlag I 8. Forskellen mellem dyret og mennesket kan ikke ligge i de færdigheder, som de har tilfælles. Det må ligge i noget, der adskiller mennesket fra dyret. Vi vil diskutere dette yderligere i næste bind af bogen. 9. Luria, A. R.: Higher cortical Functions in Man, New York 1966, s. 2. 10. Cf. O.L. Zangwill: Current Approachcs i The State of Soviet Science, Mass. 1965, s. 122. 11. Bruner, J.S.: Forord til AR. Luria: TheMind ofa Mnemonist, NewYork 1968, s. x-xi. 12. Et af den unge Lurias første skrifter var iøvrigt en introduktion af Freud. A.R. Luria: Psychoanalysis as a system of monistic psychology (1925), Soviet Psychology, 1977-78, vol. XVI, 2, s. 7-45. 13. Luria, AR.: En ikonisk hukommelse, Kbhvn.1975, s.13-14. 14. Dansk udgave København 1977. 15. Gray, JA.: Attention, Consciousness and Voluntary Control of Behaviour in Soviet Psychology: Philosophical Rools and Research Branches- fra Neil O'Connor (ed.): Present-day Russian Psychology, Oxford 1966, s. 2-3. 16. Leontjev, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, Kbbvn. 1977, 3, efterskrift ved oversætterne s. 639ff. 17. Leontjev, A.N.: Virksomhed, Bevidsthed, Personlighed, Kbhvn. 1983, s. 5. 18. Leontjev, Problemer..., op.cit., bind 2, s. 259-360. 19. Spencer, Herbert: First Princip/es, 5. udg., Edinburgh 1898, s. 451. Gengivet i Engelsted: Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 249-50. De andre nævnte antropogeneser er f.eks. udførligt omtalt i Engelsted: Englen og Dyret, Kbhvn. 1987. De vil også blive omtalt i andet bind af denne bog. 20. Leontjev, Virksomhed..., op.cit., s. 5. 21. Ibid., s. 5-6. 22. Ibid., s. 14.