Talepapir 101208 Trådende samles Tak for muligheden for at samle op ikke bare på denne dag men i det hele taget på erfaringerne fra projektet Byggeriets Innovation. For hvad er det egentlig vi har opnået og lært her fire år efter at vi takket være en bevilling fra Realdania kunne gå i gang med at yde økonomisk og faglig støtte til virksomheder indenfor byggeriet der havde mod til at gå afgørende nye veje. Hvad er resultaterne her 14 prejekter og 7 projekter senere med deltagelse af mere end 120 danske og udenlandske aktører fra hele byggeriets værdikæde? Det er jo selv sagt et element af alvor over at skulle gøre status. Af flere grunde. Byggeriet er måske med undtagelse af vækstrater - en stor branche (omsætning, ansatte, de afledte effekter af hvor velfungerende vores byer og bygninger er, miljøbelastningen osv). En kæmpe gordisk knude som det trods talrige forsøg aldrig helt er lykkes at få has på. Personligt er det også afslutningen på et fagligt kapitel der har fyldt meget siden jeg for fem år siden havde de indledende diskussioner med Realdania om udformningen af det projekt der skulle blive til Byggeriets Innovation. Og som ikke har fyldt mindre i takt med at vi har kunnet bemande et kontor på 5-7 ekstremt dygtige og committed medarbejdere, hvilket i parentes bemærket og vanvittigt nok er en stor udviklingsafdeling at have i byggebranchen efter både dansk og international målestok. Alvoren bliver jo ikke mindre af at stå her på en prædikestol i en kirke. For at det hele ikke skal kamme over af alvor for at løsne lidt op for knuden - har jeg tilladt mig at indlægge et element, som vi i Byggeriets Innovation hvilket vores konsortievirksomheder vil kunne nikke genkendende til har holdt meget af: en quiz. Jeg vil med fare for at afsløre en tvivlsom musiksmag - undervejs i mit indlæg indføje evt. fordanskede musikcitater fra hhv. Love Shop, Bruce Springsten og Björk. Der er en præmie til den første der NÅR jeg er færdig, ikke under, tak har spottet de tre citater. Præmien er naturligvis den bog vi udgiver i starten af det nye år som gennem cases, metoder og mere grundlæggende overvejelser samler op på hvordan man kan lave strategisk udvikling i byggesektoren. Altså tre evt. fordanskede citater fra hhv. Love Shop, Bruce Springsten og Björk hold øre med dem undervejs.
Nå men tilbage til indholdet! Tilbage til perspektiverne Den helt spontane lektie er at det har været vanvittig sjovt og privilegeret at få lov at fungere som innovationsbrooker på kryds og tværs i byggeriet. At det giver nogle helt særlige forudsætninger at være en neutral part der har penge med til sin egen drift og som kan give et økonomisk tilskud til virksomhederne så de tør kaste sig ud i ideer og samarbejdskonstellationer der mere end blot fintuner byggeriets nuværende praksis. At det hvilket også den eksterne evaluering af Byggeriets Innovation udført af Oxford Research viser - giver mening at kombinere økonomisk tilskud med opbygningen af et fagligt sekretariat der kan understøtte og skabe sammenhæng mellem de forskellige virksomheders og konsortiers udviklingsindsats. Tak til Realdania for gennem en bevilling på 50 millioner kroner fra midten af 2005 og frem til nu at skabe denne unikke ramme. Tak til de deltagende virksomheder for deres engagement og betydelige medinvesteringer. Og tak til DAC for at huse os fysisk samt fra starten af 2008 også organisatorisk. Endelig tak til billed- og installationskunstner Karoline H Larsen for at stille billederne som I ser bag mig og lejlighedsvis også her oppe til siden til rådighed. Mest af alt har det været sjovt og spændende fordi de gennemførte projekter vidner om en ufattelig stor ofte uudnyttet idérigdom og potentiale i byggeriet. En række af eksemplerne herpå har I fået præsenteret tidligere på dagen. Og mange flere har været behandlet i vores øvrige pre- og projekter. Hvad er eksempelvis mulighederne for at levere en samlet opgraderingspakke af klimaskærmen så parcelhusejeren kan få en nutidig bolig, en reduceret energiregning samtidig med at han/hun passer på miljøet? Hvad er mulighederne for at bruge landvindinger indenfor tekstiler til at lave et nutidigt gardin der på æstetisk og bæredygtig vis skaber optimalt indeklima i det åbne kontorfællesskab? Og når vi nu er ved det åbne kontorfællesskab: Hvad er mulighederne for at lave personlige komfortzoner og dermed løse det paradoks at samtidig med at den enkelte medarbejders trivsel og velvære i stadig stigende grad er i fokus så arbejder vi i stigende grad i bygninger med et uniformt indeklima? Hvad er mulighederne for at lave gyllekanaler til svinestalde i andre former og materialer og dermed reducere fordampningen af ammoniak? Hvordan kan man bruge nye muligheder indenfor 3D-visualisering og interaktion til at inddrage brugerne bedre og tidligere i beslutningsprocessen? Hvad er mulighederne for at overføre dansk know how om prefab beton og bæredygtighed til at imødekommende det eksploderende boligbehov i Indien? Eller for den sags skyld gennem nye produktions- og kundeinddragelsesprincipper at skabe bedre og billigere boliger herhjemme?
For nu blot at nævne nogle af eksemplerne. Og slet ikke nævne de mange andre ideer vi er stødt på i de tidligere faser og alle dem vi ikke kender til. Hver enkel udviklingsside, hvert konsortium, rummer en række spændende historier. Men måske vigtigst er det at konsortierne i sammenhæng danner trådende til et nyt mønster. Et nyt mønster for hvordan vi kan tænke byggeriets kunder, produktion, samarbejde og udvikling på. Byggebranchen som vi kender den i dag er et kludetæppe. Når vi forsøger at rede de sammenfiltrede tråde ud i et hjørne strammer vi blot knuderne og virvaret et andet sted. Det gælder både på den enkelte byggesag og på den måde vi i byggeriet traditionelt har forsøgt at håndtere de udfordringer som udviklingen i verden omkring os afstedkommer. Vi har i branchen for vane at betragte udfordringerne som enkeltstående fænomener, der tilsvarende kræver hver sin løsning. Kvalitetssikringssystemer til at sikre kvaliteten. Arbejdsmiljøregler og arbejdsmiljøtiltag for at sikre arbejdsmiljøet. Miljørigtig projektering og energiberegninger til at sikre bæredygtighed. Såkaldte værdi-workshops til at forstå kunden. Partering til at skabe bedre kommunikation og større incitament. Trimmet byggeri til at skabe bedre kommunikation og inddragelse. Byg-sol principper til at skabe bedre kommunikation og inddragelse. OPP til at skabe større incitament. Digitaliseringsprojekter på virksomheds- og brancheniveau til at understøtte digitalisering. Listen over de forskellige tiltag for at forbedre byggeriet er lang - det må snart være en selvstændig profession i byggeriets virksomheder at finde ud af hvilke løsningsprincipper man skal bruge hvornår! Men det siger sig selv at når strategierne er partielle så er de også sub-optimerende og i en række tilfælde modarbejder de formentlig direkte hinanden. Problemerne bliver derfor kun delvist løst og løsningerne afstedkommer nye problemer, der igen giver anledning til at udvikle nye, enkeltstående løsningsstrategier. Det virker som om at det er lykkedes byggebranchen at lave et lukket system, der genererer problemer og såkaldte løsninger i en fortsat vekselvirkning uden at branchens identitet forstyrres. Lap på lap. Men jo altså også uden at problemerne løses. Når du strammer garnet kvæler du jo barnet fristes man til at sige årstiden taget i betragtning. Og det er så der vores konsortier kommer ind i billedet. Måske ikke nødvendigvis som gaverne under juletræet. Det vil nok være at trække analogien for langt, for - indrømmet - konsortierne anviser en vej der er forstyrrende i forhold til branchens identitet og praksis. Døren er åben men turen er ikke gratis. Det er forstyrrende at tænke at man som virksomhed ikke er defineret ved et bestemt fag eller en bestemt type rådgivning men ved at levere et samlet delprodukt som det logisk
set ser ud fra kunden. Det er forstyrrende at tænke at man ikke er producent der lever af at sælge ydelser på timebasis, men en videns virksomhed, der lever af royalties fra intellectual property rights. Det er forstyrrende at tænke at man fremover måske ikke længere vil sidde eller arbejde i virksomheder hvor alle har den samme uddannelsesbaggrund (og erfaringshorisont) som en selv. Det er omfattende med en samtidig gentænkning af produkt, proces, salg og organisationsformer. Vi har med vores konsortier anvist et nyt såkaldt ordningsprincip for byggeriet; altså et nyt princip for hvordan man kan skabe sammenhæng og udvikling mellem de mange forskellige fagligheder der skal til for at lave et byggeri eller et hvilket som helst andet produkt. Vi har peget på at i stedet for at koordinere gennem en veldefineret og dermed fastlåst rollefordeling på brancheniveau, kan byggeriet med fordel sikre koordinationen gennem veldefinerede snitflader mellem systemprodukter. I stedet for at sikre fleksibilitet ved at kunne arbejde sammen med alle fra sag til sag kan byggebranchen med fordel sikre fleksibilitet gennem en gennemtænkt variation og produkter der kan eksporteres til de markeder hvor efterspørgslen til enhver tid måtte være. Som vist i det tidligere på året præsenterede skaktprojekt med NCC som hovedaktør, er spillerummet for eksempelvis en vvs-ingeniør eller vvs er der gerne vil gentænke installationsføringer på en enkelt byggesag selv sagt markant mindre end for den systemejer der evt. i strategisk partnerskab med andre udvikler en general anvendelig løsning. For jo det erfarer vi i sandhed i disse måneder byggeriet er en rollercoaster. Det racer op - dykker ned. Så der er brug for fleksibilitet, men denne kan altså opnås på andre og bedre måder en gennem fagopdelingen og orienteringen mod det enkelte byggeprojekt som har været byggebranchens traditionelle og uniforme løsningsstrategi. Dermed har vi med vores projekter også forsøgt at indføre virksomheden eller rettere det strategiske partnerskab mellem virksomheder som et drivende element i byggeriets udvikling. Byggeriet i dag er i alt for høj grad båret af enten branchenormer eller personlige kompetencer og relationer. Når det kan lade sig gøre at ansætte et nyt tømrersjak der efter morgenkaffen mandag morgen arbejder lige så effektivt som det sjak der fredagen før forlod firmaet til fordel for en bedre akkord er det naturligvis fascinerende men også udtryk for at den virksomhedsspecifikke læring er lig nul. Når man som rådgiver er mere optaget af navnet på den byggeleder der skal stå for en byggesag end navnet på den entreprenørvirksomhed han kommer fra er det tilsvarende både et personligt kompliment og en ditto deklassering af virksomheden. Det er klart at indtjeningen i branchen er så lav når der kun konkurreres på pris og ikke på at virksomhederne udvikler ny og bedre måder at løse opgaverne på.
Lidt sat på spidsen er virksomheder i byggeriet i dag ikke meget andet end kontorfællesskaber med et fælles logo og kontonr og nå ja, en ramme for den årlige julefrokost hvilket jo heller ikke er at kimse af. Dette altså ikke julefrokosten - gør vores projekter op med. For så længe produktgrænsefladerne overholdes, kan alle aktører udvikle, uden at kende til hvad de øvrige aktører gør. Det muliggør specialisering og innovation på tværs af byggeriets nuværende teknologi-, fagog virksomhedsgrænser. Der er så at sige no limits within the limit. For som blandt andet skaktkonsortiet og konsortiet med den brugerkonfigurerede altan har vist, så skyldes hovedparten af den variation vi har i byggeriet ikke forskelle i kundernes ønsker eller stedets særlige forudsætninger. Den skyldes at vi aldrig har fået sat vores udvikling i system fordi vi så gerne vil starte forfra hver gang. Sagt anderledes intentionen om at give kunden det unikke og derfor starte forfra hver gang, medfører at vi giver ham eller hende det stik modsatte det ordinære. Også fordi der er grænser for selv hvis penge og tid ikke er et issue (hvilket det jo er for de fleste) hvor komplekse beslutninger kunden kan overskue. Det kan synes ulogisk men færre (og i parentes bedre gennembearbejdede valgmuligheder) giver større variation! Om det er skandinavisk fænomen skal jeg ikke kunne sige men vi tror frihed skal organiseres for at være en reel frihed. Det handler med andre ord om at blive bedre til at gøre det ens ens og det forskellige forskelligt. Det handler om at gøre op med det vi i bogen har beskrevet som Babylonsmyten at byggeriets problem er, at vi ikke alle taler samme sprog. Om at koordinere gennem et minimum af konsensus og et minimum af fælles forståelse og dermed tillade maksimal kreativitet. Og det handler om at tilføre byggebranchen noget afgørende nyt, nemlig muligheden for at byggeriets virksomheder kan opnå en konkurrencefordel ved at investere i udvikling. Det vil muliggøre øget forskellighed og både fordre og frigøre flere udviklingsressourcer. Og det vil igen tiltrække ekstern udviklingskapital kapital der i dag går en lang bue uden om byggeriet. For sagen er, at byggeriet med sin nuværende tradition for at tænke i fag og byggeprojekter ét af gangen har utroligt dårlige forudsætninger for at gribe og begribe de mange muligheder og krav som branchen har mødt og fortsat vil møde fordi verden omkring os selv sagt og heldigvis ikke står stille. Eksempelvis: Hvor gode muligheder har branchen i dag for at skabe mere bæredygtige eller for den sags skyld billigere løsninger når der projekteres forfra hver gang og der skal produceres på byggepladsens vilkår? Hvordan skal branchen få råd til at opbygge en bedre forståelse af kunden og en mere gennemtænkt produktarkitektur og der-
med være i stand til at møde kundernes stadigt mere individualiserede behov når byggesagen er omdrejningspunktet? Hvordan skal byggeriet for alvor få glæde af de helt oplagte muligheder indenfor nye IT-baserede design-, visualiserings-, kommunikations- og produktionsværktøjer uden betydelige, langsigtede udviklingsressourcer, og uden en løbende redefinering af parternes roller? Og sådan kunne man blive ved. Med måske bæredygtighed som det for tiden mest markante, eller rettere eklatante, eksempel er der et slående misforhold mellem hvor meget krudt der bruges på at diskutere hhv. mål og midler. Misforstå mig ikke dette er ikke en kritik af at bæredygtighed er både ønskeligt og nødvendigt. Tværtimod. Men med mindre man sætter sin lid til julemanden er det bare inderligt uinteressant at tale om alle ønskerne uden at forholde sig til hvordan man kan komme derhen. Og herunder forholde sig til at byggeriets væsentligste udfordring mere end noget andet er af organisatorisk art. Forholde sig til at egentlig innovation i byggeriet uanset i hvilken retning - må starte med at innovere den måde, byggeriet er organiseret på. Det kan måske for nogle lyde lidt besværligt. Også fordi det trækker på folk med andre fagligheder og færdigheder end dem byggeriet traditionelt har haft i højsædet. Omvendt kan man jo glæde sig over at byggeriets udfordringer på ingen måde er unikke danske. De er internationale. Og dermed er potentialet også internationalt. Med vores forprojekt om udvikling af bæredygtige boliger til det eksploderende indiske marked som inspiration, gad jeg nok vide hvor stor en vækstindustri byggeriet kan blive, hvis det lykkes at kombinere danske og allerede internationaliserede styrkepositioner blandt rådgiverne og materialeproducenterne til at udvikle videnintensive, bæredygtige og relativt billige systemprodukter og koncepter til resten af verden? 99,5% af omsætningen i byggeriet finder trods alt sted uden for landets grænser. Jeg nærmer mig en afslutning. Solen er gået ned, citaterne er sagt (præmien venter) og jeg skal have bundet de sidste tråde sammen Byggeriets Innovation nærmer sig som planlagt sin afslutning her med udgangen af året. Vi har nået det mål vi skulle. Dels gennem konkrete eksempler at vise at det kan betale sig for virksomheder at gå sammen og investere i langsigtet udvikling af nye ydelser. Dels ved konkret at anvise en metode der gør det muligt at gå fra den tidlige idé til det færdige markedsførte resultat. Jeg opfatter udviklingen af vores femfase innovationsmodel rettet specifikt mod gennemførelse af radikale udviklingsforløb i byggeriet som et vigtigt selvstændigt resultat fuldt ud på højde med vigtigheden af de opnåede konsortieresultater. Et resultat der har kunnet nås fordi vi både hos os selv og i konsortierne har insisteret på at kombinere viden om produkter med viden om
processer, har insisteret på at kombinere viden om byggeri med erfaringer fra andre brancher. Bolden er nu givet op til virksomhederne. Jeg håber at I med afsæt i de konkrete eksempler og de anviste metoder vil tage den til jer og spinde videre på resultaterne. Det er som sagt ikke en fribillet, men omvendt tror jeg også godt jeg kan love at det er et stimulerende, sjovt og ifølge evalueringerne - indbringende forløb at give sig i kast med. So dive in kast jer ud i det kort sagt break the boundaries! Potentialet er enormt, både for jer som virksomhed, for jeres kunder og byggeriet og samfundet som sådan. Jeg også i mit nye regi - og vi i Byggeriets Innovation ser frem til fortsættelsen. Skulle jeg for en kort bemærkning lade årstiden tage overhånd vil mit juleønske være, at vi med Byggeriets Innovation har fået skabt en niche af udviklingsorienterede aktører. En niche der ved at samarbejde og definere sig i forhold til hinanden formår at gøre sig fri at det lock-in - eller skulle vi sige tie in - der har kendetegnet byggeriet alt for længe. Alt i alt er det formentlig ikke så meget innovationshøjden på det enkelte udviklingsprojekt der på sigt bliver afgørende. Det springende punkt bliver om udviklingsforløbene tilsammen kommer til at udgøre en ny helhed. Det er ikke så meget styrken af den enkelte tråd men de masker de flettes sammen til, der kommer til at afgøre hvor store gevinster og fordele vi fremover vil høste. Som sagt som vist: Hvis man starter det rigtige sted behøver det ikke at være så svært at gå fra indvikling til udvikling. Jeg tror tiden er kommet til at forlade det kludetæppe vi har broderet på i byggeriet de sidste mange mange år. At det er tid til at lade nye mønstre opstå. Mønstre som vil tillade kompetencer og forskelligheder at mødes på ny og stimulerende vis. Som på én gang vil tillade kreativitet og læring, forskellighed og sammenhæng, individualisme og holisme. -0-