En anden slags brød Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En lille fåremavet sky hænger højt oppe over søen. Hænger helt stille, som om den er kommet i tvivl om, hvor den egentlig er på vej hen. Så mange vinde har skubbet til den fra alle sider, at den nu trænger til et lille hvil og til igen at få overblikket.
Måske kaster den også et blik ned på Daniel og Jakob, som de står dernede i vandkanten og hjælper hinanden med at skylle garn. Det er sådan, jeg så gerne vil se de to. At de står dernede side om side og arbejder sammen, så jeg bare kan gå ud ad døren og måske sætte mig lidt her på bænken og se, hvor de er. Og jeg som var lige ved at tro, at vi aldrig mere ville få Jakob at se. Mine arme og ben er stadig helt ømme efter al den angst. Men nu er han her, og jeg skal ikke andet end at sidde her og hvile mig, indtil de er færdige med at skylle garnene. Daniels lyse stemme trænger tydeligt igennem herop, men ordene flyder ud i ét, og selvom jeg anstrenger mig, kan jeg ikke gætte mig til sammenhængen. Han har så meget at spørge om, den dreng, og hvem kan fortænke ham i det efter alt det, han har set og nu efter alt det, som Jakob har fortalt? Hvor længe vi blev siddende her på bænken alle tre, efter at Jakob var kommet hjem, har jeg slet ingen anelse om, kun at det var sådan en lettelse, at han endelig var her, og at jeg igen kunne sidde og lytte til hans stemme ja, og til Daniel, som jo også havde sit at fortælle. Og naturligvis var det Daniel, der først fik øje på båden, da den endelig kom og lagde til. Og drengen kunne slet ikke vente, men løb Jakob i møde ned ad stien. Og allerede før de var nået helt herop, var Daniel i gang med at spørge i ét væk. Og jeg blev nødt til at afbryde ham 152
med fast stemme, så også jeg kunne få at vide, hvorfor Jakob først kom nu så langt op ad dagen, og hvad der dog var sket. Så var det, at vi satte os her på bænken. Og jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har siddet her alle tre og haft så meget at tale om. Og som Jakob dog kan fortælle. Jeg kunne sidde her og se det hele for mig: Hvordan han og broderen og fætrene havde ligget derude på søen i nat. Og vinden var begyndte at tage til. Og Jakob havde sagt, at det var på høje tid at sætte kursen indad, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at komme tilbage til Tiberias i god behold. Og hvordan de andre så havde set på hinanden, og at ingen af dem ville være den første til at give Jakob ret. De havde tøvet og tøvet, alt imens vinden tog til. Og da de så endelig havde indset, hvor høje bølgerne var blevet, var det for sent. At kæmpe sig tilbage til Tiberias var slet ikke muligt derude på det åbne vand. Og midt i mørket havde der ikke været andet at gøre end at lade bådene drive, som de selv ville, og så håbe på det bedste. Og på et tidspunkt, hvor månen havde sendt sit lys ned over søen, havde Jakob så bestemt ment, at de var på vej ind til stedet her. Og han havde håbet det så inderligt. Men så var de drevet længere mod øst og var til sidst havnet kun et lille stykke fra det selv samme sted, hvor Mesteren og hans disciple havde lagt til med deres båd i går morges. 153
Og udmattede som de var, havde de lagt sig til at sove og var først vågnet ved, at en flok højrøstede mænd stod og ruskede i dem og spurgte, om de ville tage dem med om bord og sejle dem ind til Kapernaum. De stakkels mænd havde været på benene siden solopgang og havde ledt efter Mesteren overalt i højlandet i retning af bjergene, men forgæves. Og nu var deres eneste håb, om de kunne finde ham inde i Kapernaum. Ganske vist var der ingen, der kunne regne ud, hvordan han skulle være kommet derind. Hans disciple var jo sejlet af sted dagen i forvejen og vel at mærke i den eneste båd, der havde været til rådighed. Og her var det så, at Daniel afbrød Jakob i sin fortælling og spurgte, om der var nogen af mændene, der havde fortalt, hvad der var sket dagen i forvejen. Og jo, det var der da. De havde knap kunnet tale om andet på hele sejlturen ind til Kapernaum. Og fortalte de så også om brødene? spurgte Daniel. Jo, jo, nikkede Jakob, både om brødene og fiskene. også om, hvem der havde haft dem med? spurgte Daniel. Jakob sad lidt og virrede med hovedet på en tøvende måde og sagde, at det nu ikke var det, der var blevet talt mest om. Men at en havde nævnt, at det vist var en af disciplene, mens en anden havde ment, at det var en dreng, som disciplen havde fået dem af. 154
Og så kunne Daniel slet ikke sidde stille her på bænken længere. Han sprang op og stillede sig foran Jakob og pegede ind på sig selv med begge sine pegefingre. Det var mig, far. Det var mig, der havde brødene med. Det var mors brød, som Mesteren brugte mors brød! Og så var det jo, at det blev Daniels tur til at fortælle, mens Jakob blot sad og lyttede og slet ikke vidste, hvad han skulle sige. Og længe sad han og stirrede med et langt og ubestemmeligt blik ud over søen. Og så var det, at jeg mærkede hans hånd oven på min. Og med sprukken stemme lød det fra ham, hvor mærkeligt det var, at sådan noget kunne lade sig gøre og så med brød, som ens egen kone havde bagt. Ja, smilede jeg og lagde min frie hånd oven på hans, og med fisk, som ens egen mand har fanget. Hvis ikke det havde været for Daniel, tror jeg, at vi kunne have siddet sådan længe, Jakob og jeg, helt stille og med hinanden i hånden. Men Daniel ville absolut høre, hvad mere der var sket, efter at de var kommet i land inde i Kapernaum. Om det var lykkedes dem at finde Jesus. Og det var det. De havde spurgt sig for og fundet ham i synagogen. Og Jakob havde besluttet sig for at gå med ind, blot et lille øjeblik, for at se, hvad der gik for sig. Og folk havde naturligvis, som det første, spurgt om, hvornår og hvorledes Mesteren var kommet over på denne side af søen. Men det havde han slet ikke svaret dem på. 155
I stedet havde han sagt, at de kun var kommet på grund af det med brødene fordi de var blevet mætte i deres maver. Og at de hellere skulle sætte noget ind på at få en anden slags brød. Den slags, som kunne give dem evigt liv, og som Menneskesønnen var kommet for at give dem. Og så var det, at Daniel igen sprang op fra bænken og stillede sig foran os En anden slags! udbrød han og kiggede spørgende på os. Jamen hvad mener han? Kan det være en slags urt som når man er syg og man så får en slags urt at spise og derefter kan fortsætte med at være rask? Kan det være sådan en slags brød en slags, der gør, at man kan fortsætte med at leve, selvom man dør? Kan det? Det var der naturligvis ingen af os, der kunne svare på. Og Jakob sagde, at det havde folk så også spurgt om. De havde spurgt om, hvad de skulle gøre for at få den slags brød. Og så havde Mesteren svaret, at den slags brød fik man kun ved at tro på ham. Men så havde folk råbt fra alle kanter, at hvis de skulle tro på, at han var Menneskesønnen, som kunne give mennesker evigt liv, så ville de først have et tegn. Et tegn! udbrød jeg, som om de ikke har fået tegn nok! Jakob så på mig og trak på skuldrene og sagde, at han forstod det heller ikke. Men derefter var folk begyndt at råbe fra alle kanter. Og det havde været svært at høre, hvad Jesus havde sva 156
ret. Men én ting havde Jakob dog bidt mærke i: at han havde gentaget, at han var Guds brød, der var kommet ned fra himlen for at give verden liv. Ja, han havde sagt, at han var livets brød, og at den, som kom til ham, aldrig skulle hungre. Men alt det ville folk slet ikke høre tale om. Og nogen havde råbt og spurgt, om Mesteren da ikke var Josefs søn, hvis far og mor var kendt af dem alle. Men Jesus havde blot gentaget, hvad han allerede havde sagt: at han var livets brød. Og så var det, at Daniel endnu en gang sprang op her fra bænken og stillede sig foran os. Jamen hvad kan Mesteren dog have ment? spurgte Daniel. Han kan da ikke have ment, at det er ham selv, vi skal spise. Kan han vel? Jakob rystede på hovedet og slog opgivende ud med hænderne og svarede, at han ikke kunne sige andet, end hvad Mesteren selv havde sagt. Og at der var meget, som han også selv havde brug for at gå og tænke over. At han ikke forstod mere, end Daniel gjorde. Og mange andre havde det på samme måde, kunne Jakob forsikre. På et tidspunkt var folk inde i synagogen endda begyndt at strides indbyrdes. Og så var det, at Jakob pludselig var kommet i tanke om, at det meste af dagen snart var gået, og at vi gik herhjemme og ventede. Og så havde han skyndt sig at sejle hjem. 157
Ja, og nu står de dernede og skyller garn side om side, Jakob og Daniel. Og selvom det er begyndt at lufte en smule, og vinden bærer fra, kan jeg stadig høre Daniels ivrige stemme. Og hvor hans øjne dog skinnede, mens vi sad her på bænken og lyttede til alt, hvad Jakob havde at berette. De øjne er ivrige efter at se mere, er jeg sikker på. Og alt, hvad han får at se, vil han så komme herhjem og fortælle. Og så vil jeg kunne sidde her på bænken og lytte til det hele. Men nu er dagen snart gået til ende. Solen står lavt, kan jeg se, og vil om lidt helt forsvinde bag bakkeskråningen. Og først nu bemærker jeg, at den lille fåremavede sky deroppe er kommet i bevægelse. Den har også ændret form. Strækker kroppen mere ud og stikker hovedet frem. Sulten, tror jeg.