20. juni 2005 Af Mikkel Baadsgaard, direkte tlf.: 33557721 Resumé: SAMFUNDSØKONOMISK AFKAST AF UDDANNELSE Investeringer i uddannelse er både for den enkelte og for samfundet en god investering. Det skyldes primært to forhold. For det første øges produktiviteten ved stigende uddannelsesniveau, hvilket giver en større produktion. For det andet er der en klar tendens til, at uddannede har et større gennemsnitligt beskæftigelsesomfang over livsforløbet end ufaglærte. Måles det samfundsøkonomiske afkastet som stigningen i livsindkomsten ved at tage en given uddannelse, varierer afkastet mellem 0,6 mio. kr. og 9,1 mio. kr. for de forskellige uddannelser. Det er således alle de erhvervskompetencegivende uddannelser, der giver et positivt samfundsøkonomiske afkast. Måles afkastet alternativt som den procentvise stigning i livsindkomsten, varierer afkastet mellem 6 og 67 procent. Det samfundsøkonomiske afkast af de erhvervsfaglige uddannelser er i gennemsnit knap 19 procent, mens afkastet for de lange videregående uddannelser er godt 31 procent. Indenfor disse hoveduddannelsesgrupper er der imidlertid markante forskelle i størrelsen af afkastet. Det gør sig i særlig grad gældende for de lange videregående uddannelser, hvor de humanistiske og kunstneriske uddannelser kun giver et afkast på 6-8 procent, mens afkastet for de samfunds- og sundhedsvidenskabelige uddannelser er henholdsvis 60 og 67 procent. For de erhvervsfaglige uddannelser kan hovedparten af uddannelsesafkastet henføres til et større beskæftigelsesomfang over livsforløbet sammenholdt med ufaglærte. For de lange videregående uddannelser er beskæftigelsesstigningen (i gennemsnit) imidlertid forholdsvis begrænset primært på grund af et forholdsvis lavt beskæftigelsesomfang (målt i fuldtidspersoner) i studietiden. For de lange videregående uddannelser er det derimod en markant stigning i lønnen/produktiviteten, der er hovedforklaringen på de høje samfundsøkonomiske afkast af disse uddannelser. Det er ikke kun ud fra en samfundsøkonomisk betragtning, at uddannelsesinvesteringer giver et højt afkast. Målt ud fra en privatøkonomiske vinkel giver alle uddannelser ligeledes et positivt afkast i form af højere disponibel indkomst (indkomst efter skat). P:\GS\06-til ny hjemmeside\arbejdsmarked\2005\uddannelse-mb.doc
2 SAMFUNDSØKONOMISK AFKAST AF UDDANNELSE Uddannelse er generelt en rigtig god investering både for den enkelte og for samfundet. Et højere uddannelsesniveau medfører for den enkelte typisk et højere lønniveau og dermed en højere disponibel indkomst efter skat. Samtidig er der en klar tendens til, at risikoen for at blive ledig eller blive førtidspensionist falder med stigende uddannelsesniveau. Som hovedregel er det således både løn og beskæftigelse, der øges, når den enkelte opnår et højere uddannelsesniveau. Det samfundsøkonomiske afkast består primært i, at uddannelse muliggør en større produktion på grund af en højere produktivitet og et større beskæftigelsesomfang. Uddannelse medfører imidlertid også forskellige typer af ikke-økonomiske afkast, som er vanskelige at måle og opgøre værdien af. Det kan for den enkelte for eksempel dreje sig om større tilfredshed med arbejdet, højere livskvalitet eller bedre helbred. Samfundsøkonomisk vil afkastet typisk også være højere end det, stigningen i produktiviteten/lønnen og beskæftigelsen giver indtryk af. Det skyldes, at uddannelse har karakter af et kollektivt gode, som ikke kun gavner den enkelte. For eksempel nyder alle ansatte i medicinalindustrien godt af de produktudviklinger og nye produkter, som i første række kan henføres til ansatte, der har en lang videregående uddannelse. Tilsvarende kan ansatte med en erhvervsfaglig uddannelse have en positiv afsmittende effekt på produktiviteten for f.eks. den ufaglærte arbejdskraft. Da værdien af disse afkast er meget vanskelige at opgøre, er disse ikke medtaget i analysen. Udeladelsen af disse ikke målbare afkast bidrager til at undervurdere det beregnede uddannelsesafkast. Uddannelsesmæssige investeringer er desuden helt afgørende for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Det skyldes blandt andet, at den stigende internationalisering og indførelsen af ny teknologi medfører, at en række af de mere rutinemæssige job(funktioner) ikke længere vil være rentable at udføre i Danmark på samme måde som i dag. Forudsætningen for, at der kan skabes nye job med et større vidensindhold end de job, der nedlægges, er netop, at befolkningens uddannelsesniveau øges. Såfremt det ikke lykkes at øge befolkningens uddannelsesniveau, er der risiko for, at det kan medføre større ulighed i samfundet enten på grund af større lønspredning eller som følge af højere ledighed blandt ufaglærte fremover.
3 Beregning af det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse Det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse kan tilnærmelsesvis måles som stigningen i de private indkomster ved en stigning i uddannelsesniveauet. Det skyldes, at de private indkomster som hovedregel giver en god indikation af den produktionsværdi, den enkelte bidrager til. Da afkastet, både for den enkelte og for samfundet, viser sig gennem hele livsforløbet, er det de private livsindkomster, der er relevante at undersøge. Det samfundsøkonomiske afkast af en given uddannelse kan således opgøres som forskellen mellem livsindkomsten for personer, der tager uddannelsen, fratrukket livsindkomsten, hvis den pågældende ikke havde taget uddannelsen tillagt de driftsomkostninger, der er forbundet med uddannelsesforløbet. I praksis har man naturligvis ikke adgang til oplysninger om, hvad livsindkomsten ville have været, såfremt en færdiguddannet ikke havde taget den pågældende uddannelse. Der er derfor benyttet en statistisk metode til for hver uddannelse at danne en kontrolgruppe, der så vidt muligt har samme karakteristika (køn, herkomst, civilstand mv.) som de, der rent faktisk tager uddannelsen. Det er livsindkomsten for denne kontrolgruppe, der sammenlignes med, når uddannelsesafkastet skal beregnes. I kontrolgruppen er således kun personer, der enten har grundskole eller en ungdomsuddannelse som den højest fuldførte uddannelser. Se boks 1 for en nærmere beskrivelse af metoden.
4 Boks 1. Metode til beregning af uddannelsesafkast Det samfundsøkonomiske afkast af de enkelte uddannelser måles i denne analyse på baggrund af den gennemsnitlige livsindkomst. Indkomstbegrebet, der er anvendt, indeholder lønindkomst samt virksomhedsindkomst som et tilnærmet mål for den værditilvækst, den enkelte bidrager med. I lønindkomsten er medtaget bidrag til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, idet disse er en del af aflønningen. Livsindkomsten for en given uddannelse er beregnet på baggrund af indkomstoplysninger fra 2001. Livsindkomsten er beregnet ved for hver uddannelsesgruppe at summere den gennemsnitlige indkomst i de enkelte aldersgrupper fra 18 år til 80 år. Der er ikke foretaget en diskontering af indkomsterne, svarende til en implicit antagelse om, at den forventede reallønsfremgang er lig med den forventede reale diskonteringsrente. Det samfundsøkonomiske afkast af en given uddannelse er beregnet som forskellen mellem den gennemsnitlige livsindkomst for den pågældende uddannelse og livsindkomsten for den tilhørende kontrolgruppe. Kontrolgruppen er konstrueret, så den så vidt muligt minder om uddannelsesgruppen fsva. køn, herkomst, civilstand, antal børn, niveau for grunduddannelser samt,om der er modtaget sygedagpenge i det forrige år. Det er således forskellige kontrolgrupper, der sammenlignes med for de forskellige uddannelser. Kontrolgruppen er konkret afgrænset ved at foretage en logistisk regression for de enkelte uddannelser (for forskellige aldersintervaller), hvor responsvariablen er én hvis den pågældende person har afsluttet uddannelsen og nul, hvis den pågældende ikke har nogen erhvervskompetencegivende uddannelse. For hver person beregnes den estimerede sandsynlighed for, at den pågældende afslutter uddannelsen givet de personlige karakteristika nævnt ovenfor. For hver af de personer, der har afsluttet uddannelsen, findes en person, der ikke har afsluttet uddannelsen, men som har en beregnet sandsynlighed for at tage uddannelsen, der er så tæt som muligt på den beregnede sandsynlighed for personen, der har afsluttet uddannelsen. På denne måde findes for hver person, der har afsluttet uddannelsen, en tilhørende person, der ikke har afsluttet uddannelsen ud fra princippet om nærmeste nabo. Det er disse personer, der udgør kontrolgruppen. Den anvendte metode kaldes i den fagøkonomiske litteratur for propensity score matching. I tabel 1 er vist hovedresultaterne af analysen af det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse. Måles det samfundsøkonomiske afkastet som stigningen i livsindkomsten ved at tage en given uddannelse, varierer afkastet mellem 0,6 mio. kr. og 9,1 mio. kr. Antages diskonteringsraten at være lig med den fremtidige reallønsfremgang, er det beregnede afkast et udtryk for nutidsværdien af uddannelsesinvesteringen. Måles afkastet alternativt som den procentvise stigning i livsindkomsten/nutidsværdien (i forhold til kontrolgruppen), varierer afkastet mellem 6 og 67 procent. Som det fremgår, er det de kunstneriske og til dels de humanistiske lange videregående uddannelser der giver de laveste afkast. I den lave ende ligger endvidere pædagog- og læreruddannelserne, der bidrager med et samfundsøkonomisk afkast på godt 7 procent. De uddannelser, der har de højeste samfundsøkonomiske afkast, er de lange sundhedsvidenskabelige uddannelser (f.eks. læger) samt de lange og mellemlange samfundsvidenskabelige uddannelser (f.eks. jurister og økono-
5 mer). Derudover giver de mellemlange og lange tekniske uddannelser (f.eks. diplom- og civilingeniører) ligeledes et forholdsvis højt afkast. Som det fremgår af tabel 1, giver alle de erhvervsfaglige uddannelser ligeledes et pænt samfundsøkonomisk afkast. Specielt giver uddannelserne indenfor handel og kontor et højt afkast, som er på niveau med eller over afkastet af mange af de videregående uddannelser. Blandt de erhvervsfaglige uddannelser er det uddannelserne indenfor transport, levnedsmiddel mv. samt bygge og anlæg, der giver det laveste afkast. Tabel 1. Livsindkomst og samfundsøkonomisk afkast Livsindkomst Nettogevinst Uddannede Kontrolgruppe Mio.kr. Mio.kr. Mio.kr. Pct. Ufaglærte 7,2 - - - Erhvervsuddannelser Handel og kontor 10,7 8,1 2,5 31,3 Bygge og anlæg 11,7 10,2 1,6 15,4 Jern og metal 12,3 10,2 2,0 19,6 Grafisk 12,0 9,7 2,3 23,9 Service 7,6 6,4 1,3 19,8 Levnedsmiddel mv. 9,8 8,8 1,0 11,4 Transport mv. 8,9 8,3 0,6 7,5 Sundhed 7,3 6,1 1,2 19,5 Simpelt gennemsnit 10,0 8,5 1,6 18,6 Korte videregående uddannelser Kunstnerisk 9,3 8,3 1,0 12,5 Teknisk 12,2 10,0 2,2 22,2 Levnedsmiddel mv. 10,4 8,1 2,4 29,3 Sundhed 8,9 7,1 1,8 25,2 Simpelt gennemsnit 10,2 8,4 1,9 22,3 Mellemlange videregående uddannelser Pædagogisk, herunder lærere 10,3 9,6 0,7 7,4 Samfundsvidenskabelig 17,4 12,3 5,0 40,9 Teknisk 18,1 13,2 4,9 37,4 Levnedsmiddel og ernæring 9,1 8,2 1,0 11,7 Transport mv. 13,9 11,2 2,7 24,6 Sundhed 10,6 8,3 2,3 27,5 Simpelt gennemsnit 13,2 10,5 2,8 24,9 Lange videregående uddannelser Humanistisk og teologisk 13,4 12,4 1,0 8,0 Kunstnerisk 11,2 10,6 0,6 6,1 Naturvidenskabelig 16,1 14,4 1,8 12,4 Samfundsvidenskabelig 22,4 14,0 8,4 59,7 Teknisk 19,6 14,6 4,9 33,7 Sundhed 22,7 13,6 9,1 67,1 Simpelt gennemsnit 17,6 13,3 4,3 31,2 Anm.: Livsindkomsten for de uddannede er fratrukket uddannelsesomkostningerne. Kilde.: AErådet på baggrund af IDA De store forskelle i det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse afspejler den store variation, der er i livsindkomsterne for de forskellige uddannelser.
6 F.eks. har personer med en lang sundhedsvidenskabelig uddannelser i gennemsnit en livsindkomst på 22,7 mio. kr. (netto for uddannelsesomkostningen), hvilket er ca. tre gange så meget som flere af de erhvervsfaglige uddannelser. Der er også meget store forskelle i livsindkomsten for kontrolgruppen for de forskellige uddannelser, og der er en klar tendens til, at for de uddannelser, hvor livsindkomsten er høj(lav), er livsindkomsten for den tilhørende kontrolgruppe ligeledes høj(lav). Denne sammenhæng afspejler, at de uddannelsesgrupper, der har en høj livsindkomst, også ville have haft en forholdsvis høj livsindkomst, hvis de ikke havde taget den pågældende uddannelse. Baggrunden herfor er, at de personer, der har taget en uddannelse med en høj forventet livsindkomst, har en række personlige karakteristika, der i sig selv trækker i retning af en høj livsindkomst. Denne sammenhæng viser samtidig, at det samfundsøkonomiske afkast overvurderes specielt for de lange videregående uddannelser hvis sammenligningen sker i forhold til ufaglærte generelt og ikke som ovenfor, hvor sammenligningen sker i forhold til en kontrolgruppe med samme karakteristika som de uddannede. Det kan f.eks. illustreres ud fra den øverste række i tabellen, der viser, at livsindkomsten for ufaglærte i gennemsnit er på 7,2 mio. kr., hvilket kun er omkring det halve af livsindkomsten for kontrolgrupperne for hovedparten af de videregående uddannelser. De beregnede samfundsøkonomiske afkast af forskellige uddannelser kan grundlæggende henføres til to forhold. For det første skyldes afkastet, at personer med en kompetencegivende uddannelse typisk er mere i beskæftigelse over livsforløbet end den tilsvarende kontrolgruppe uden erhvervskompetencegivende uddannelse. For det andet skyldes det, at den gennemsnitlige årlige indkomst er større for de uddannede sammenlignet med kontrolgruppen. Beskæftigelse over livsforløbet Det gennemsnitlige antal år, de enkelte uddannelsesgrupper er i beskæftigelse over et helt livsforløb, varierer i store træk mellem 30 og 40 år på tværs af de forskellige uddannelsesgrupper, jf. tabel 2. To af de uddannelsesgrupper, der har et forholdsvist højt beskæftigelsesomfang, er de erhvervsfaglige uddannelser indenfor bygge og anlæg samt jern og metal, som i gennemsnit har en livsarbejdstid på 38-39 år. Denne livsarbejdstid angiver antal år i
7 fuldtidsbeskæftigelse i løbet af et livsforløb. Til sammenligning har gruppen af ufaglærte i gennemsnit et arbejdsliv på 26,4 år 1. De lange videregående uddannelser har ligeledes et forholdsvist højt gennemsnitligt beskæftigelsesomfang på 35-38 år over livsforløbet, når der ses bort fra de humanistiske og kunstneriske uddannelser. Sammenholdt med de ovennævnte erhvervsfaglige uddannelser har de højest uddannede personer imidlertid et lidt lavere beskæftigelsesomfang målt over hele livet 2. Forskellen skyldes først og fremmest, at personer med en erhvervsfaglig uddannelse arbejder væsentligt mere i de unge år, end tilfældet er blandt personer med en (lang) videregående uddannelse. Mens de unge med en erhvervsuddannelse indenfor bygge og anlæg eller jern og metal i gennemsnit er beskæftigede i ti år i perioden fra der 18. til det 29. år, er det tilsvarende beskæftigelsesomfang for personer, der får en videregående uddannelse på omkring 4-5 år. Denne markante forskel afspejler primært, at personer med en videregående uddannelse har et forholdsvist lavt beskæftigelsesniveau i studietiden. Så selvom en ret stor del af de studerende har erhvervsarbejde ved siden af studierne, er der typisk tale om forholdsvis få timer, der ikke vægter så meget i en samlet opgørelse over beskæftigelsesomfanget målt i fuldtidsbeskæftigelse. Derimod er det gennemsnitlige beskæftigelsesomfang fra 60 til 80 års alderen generelt større for de lange videregående uddannelser. For disse uddannelser er det gennemsnitlige beskæftigelsesomfang efter 60 års alderen på mellem 4 og 6 år, mens beskæftigelsesomfanget blandt de ældre med en erhvervsfaglig uddannelse er mellem 1 og 3 år. Denne forskel skyldes, at personer med en lang videregående uddannelse er den gruppe på arbejdsmarkedet, der har den højeste gennemsnitlige tilbagetrækningsalder blandt andet på grund af lavere førtidspensionsrisiko og mindre tilbøjelighed til at vælge efterløn end andre uddannelsesgrupper. 1 Der er imidlertid meget stor variation i beskæftigelsesomfanget over livsforløbet for ufaglærte. Der er således nogle ældre ufaglærte, som har været i beskæftigelse, siden de forlod grundskolen og som derfor har en meget høj livsarbejdstid, mens andre har en forholdsvis lav livsarbejdstid f.eks. på grund af førtidspensionering. 2 Der er i beregningerne ikke taget højde for eventuelt overarbejde. En person, der arbejder f.eks. 45 timer om ugen i gennemsnit i et enkelt år, vil derfor kun regnes for fuldtidsbeskæftiget og i beregningerne tælle med som ét beskæftigelsesår. Da personer med længerevarende uddannelser ofte har lidt længere arbejdstider end den aftalte arbejdstid, kan det bidrage til at undervurdere beskæftigelsesomfanget for de højtuddannede.
8 De uddannelsesgrupper, der har et forholdsvis lavt beskæftigelsesomfang, er f.eks. de humanistiske og kunstneriske videregående uddannelser samt de erhvervsfaglige uddannelser indenfor sundhed, transport og service. Alle disse uddannelser har et beskæftigelsesomfang omkring 30 år set over hele livet. Tabel 2. Antal år i beskæftigelse over livsforløbet opdelt på aldersgrupper Fuldtidsbeskæftigelse over livsforløbet 18-29 år 30-59 år 60-80 år 18-80 år Antal år Antal år Ufaglærte 5,4 19,0 2,0 26,4 Erhvervsuddannelser Handel og kontor 8,6 24,6 2,1 35,4 Bygge og anlæg 10,1 25,6 2,7 38,4 Jern og metal 10,0 26,2 2,7 38,9 Grafisk 7,8 24,1 2,2 34,2 Service 7,6 21,5 2,2 31,3 Levnedsmiddel mv. 8,4 23,7 2,2 34,3 Transport mv. 7,1 20,7 1,8 29,5 Sundhed 5,2 23,4 1,4 30,1 Simpelt gennemsnit 8,1 23,7 2,2 34,0 Korte videregående uddannelser Kunstnerisk 4,3 18,6 3,4 26,3 Teknisk 6,8 25,7 3,1 35,6 Levnedsmiddel mv. 6,9 25,1 2,2 34,1 Sundhed 7,2 23,3 1,6 32,0 Simpelt gennemsnit 6,3 23,2 2,6 32,0 Mellemlange videregående uddannelser Pædagogisk, herunder lærere 5,9 25,5 2,6 34,0 Samfundsvidenskabelig 6,1 25,7 4,1 35,9 Teknisk 6,2 27,3 4,6 38,1 Levnedsmiddel og ernæring 5,5 23,2 2,6 31,2 Transport mv. 6,1 25,7 3,0 34,7 Sundhed 6,3 25,6 2,0 33,9 Simpelt gennemsnit 6,0 25,5 3,2 34,6 Lange videregående uddannelser Humanistisk og teologisk 4,2 23,7 4,4 32,3 Kunstnerisk 3,6 20,2 5,2 28,9 Naturvidenskabelig 4,8 25,2 5,1 35,0 Samfundsvidenskabelig 5,4 26,1 5,8 37,3 Teknisk 5,1 26,6 6,0 37,6 Sundhed 4,0 26,8 5,5 36,3 Simpelt gennemsnit 4,5 24,8 5,3 34,6 Anm.: Antallet år i beskæftigelse over livsforløbet er beregnet som antallet af fuldtidsår i beskæftigelse som lønmodtager i alderen 18-66 år (beregnet på baggrund af ATPindbetalinger). Dertil et lagt antal år som selvstændig i alderen 18-80 år. Da der ikke foreligger oplysninger om selvstændiges arbejdsomfang, antages selvstændige at være fuldtidsbeskæftigede. Kilde: AErådet på baggrund af IDA For at undersøge hvilken effekt, uddannelse har for den enkeltes samlede beskæftigelsesomfang over livsforløbet, er det ligesom i tabellen med livsindkomsterne nødvendigt at sammenligne med en kontrolgruppe, der så vidt muligt har samme karakteristika som de uddannede. Denne sammenlig-
9 ning er foretaget i tabel 3, som udover beskæftigelsesomfanget for uddannelsesgrupperne og de tilhørende kontrolgrupper viser forskellen målt i år og i procent. Af kolonne tre i tabellen fremgår det, at bortset fra de humanistiske og kunstneriske videregående uddannelser, bidrager alle uddannelsesmæssige opkvalificeringer til et større beskæftigelsesomfang set over hele livsforløbet. Det vil med andre ord sige, at det beskæftigelsestab, der typisk sker under uddannelsen, bliver mere end indhentet efterfølgende blandt andet på grund af lavere deltidsfrekvens, lavere risiko for ledighed og førtidspensionering samt senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Men for de humanistiske og kunstneriske videregående uddannelser er beskæftigelsestabet under uddannelsen større end den beskæftigelsesstigningen, der opnås efterfølgende. De erhvervsfaglige uddannelser giver som hovedregel anledning til et markant løft i beskæftigelsesomfanget over livsforløbet. Det gør sig specielt gældende for uddannelserne indenfor handel og kontor, bygge og anlæg, jern og metal samt service- og sundhedsområdet. Uddannelser indenfor alle disse områder bidrager med en stigning i beskæftigelsesomfanget på mere end fem år set over hele livsforløbet. Det viser, at en stor del af det samfundsøkonomiske afkast for de erhvervsfaglige uddannelser stammer fra, at beskæftigelsesomfanget er betydeligt større for de erhvervsfagligt uddannede end kontrolgruppen (som er ufaglærte).
10 Tabel 3. Ændring i beskæftigelsesomfang over livsforløbet for forskellige uddannelser Beskæftigelse over Forskel livsforløbet Uddannede Kontrolgruppe År År År Pct. Erhvervsuddannelser Handel og kontor 35,4 28,9 6,5 22,7 Bygge og anlæg 38,4 33,0 5,5 16,6 Jern og metal 38,9 33,2 5,8 17,4 Grafisk 34,2 31,6 2,6 8,3 Service 31,3 25,0 6,3 25,3 Levnedsmiddel mv. 34,3 30,1 4,2 13,9 Transport mv. 29,5 28,8 0,7 2,3 Sundhed 30,1 24,8 5,3 21,3 Simpelt gennemsnit 34,0 29,4 4,6 16,0 Korte videregående uddannelser Kunstnerisk 26,3 27,4-1,1-3,9 Teknisk 35,6 32,0 3,6 11,4 Levnedsmiddel mv. 34,1 29,2 4,9 16,9 Sundhed 32,0 27,4 4,6 16,8 Simpelt gennemsnit 32,0 29,0 3,0 10,3 Mellemlange videregående uddannelser Pædagogisk, herunder lærere 34,0 30,7 3,3 10,6 Samfundsvidenskabelig 35,9 33,5 2,3 7,0 Teknisk 38,1 35,1 3,0 8,5 Levnedsmiddel og ernæring 31,2 29,2 2,1 7,0 Transport mv. 34,7 34,4 0,3 0,9 Sundhed 33,9 29,4 4,5 15,3 Simpelt gennemsnit 34,6 32,1 2,6 8,2 Lange videregående uddannelser Humanistisk og teologisk 32,3 33,1-0,8-2,5 Kunstnerisk 28,9 30,8-1,9-6,1 Naturvidenskabelig 35,0 34,2 0,9 2,5 Samfundsvidenskabelig 37,3 35,2 2,1 6,1 Teknisk 37,6 35,0 2,6 7,3 Sundhed 36,3 33,8 2,4 7,2 Simpelt gennemsnit 34,6 33,7 0,9 2,4 Anm.: Se tabel 2. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Samfundsøkonomisk afkast via højere løn/produktivitet Det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse kan udover en højere beskæftigelse komme fra en stigning i produktiviteten. Det er imidlertid vanskeligt at måle hvor meget ekstra produktion, en uddannet person bidrager med i forhold til en person uden kompetencegivende uddannelse. Som et groft mål for produktiviteten i de enkelte uddannelsesgrupper kan den gennemsnitlige årsløn dog benyttes, selvom der ikke altid er en tæt sammenhæng mellem løn og produktivitet. I tabel 4 er vist den gennemsnitlige årsløn for fuldtidsbeskæftigede set over hele livsforløbet. Niveauet for årslønnen giver således en indikation af den
11 gennemsnitlige produktivitet for de enkelte uddannelsesgrupper set over hele livsforløbet dvs. inklusiv perioden før og under uddannelsesforløbet. Som ventet er der en klar tendens til, at årsindkomsten for en fuldtidsbeskæftiget stiger med uddannelsesniveauet. F.eks. er den gennemsnitlige årsløn for personer med en samfunds- eller sundhedsvidenskabelig lang videregående uddannelse på mere end 600.000 kr., mens årslønnen for en række af erhvervsuddannelserne er på omkring 300.000 kr. årligt. Den del af det samfundsøkonomiske afkast, der skyldes højere produktivitet, kan beregnes som den relative forskel mellem årslønnen for de enkelte uddannelsesgrupper og årslønnen for den tilhørende kontrolgruppe. For eksempel viser tabellen, at produktiviteten øges med 8 procent ved at tage en erhvervsfaglig uddannelse indenfor handel og kontor, mens produktivitetsstigningen af de grafiske erhvervsuddannelser er på 15 procent. For de øvrige erhvervsuddannelser er produktivitetsstigningen forholdsvis moderate og endog svagt negativt for enkelte af uddannelserne. Den største produktivitetsstigning kan konstateres for de samfunds- og sundhedsvidenskabelige lange videregående uddannelser. For disse uddannelsesgrupper er den beregnede stigning i produktiviteten på henholdsvis 52 og 58 procent. For de øvrige lange videregående uddannelser bidrager uddannelsen til en produktivitetsstigning på mellem 12 og 15 procent, bortset fra de tekniske uddannelser, hvor stigningen er 27 procent. Der tegner sig således helt overordnet et billede af, at det samfundsøkonomiske afkast for de lange videregående uddannelser primært kan henføres til højere løn/produktivitet, mens afkastet af de erhvervsfaglige uddannelser primært skyldes højere beskæftigelsesomfang over livsforløbet.
12 Tabel 4. Den gennemsnitlige årsløn for fuldtidsbeskæftigede fordelt på uddannelser Gennemsnitlig årsindkomst Forskel Uddannede Kontrolgruppe 1.000 kr. 1.000 kr. 1.000 kr. Pct. Erhvervsuddannelser Handel og kontor 303 282 21 8 Bygge og anlæg 307 308-1 0 Jern og metal 317 309 8 2 Grafisk 352 305 46 15 Service 245 254-10 -4 Levnedsmiddel mv. 289 293-4 -1 Transport mv. 304 287 17 6 Sundhed 244 246-2 -1 Simpelt gennemsnit 295 286 9 3 Korte videregående uddannelser Kunstnerisk 360 303 58 19 Teknisk 348 312 36 12 Levnedsmiddel mv. 311 276 35 13 Sundhed 283 259 24 9 Simpelt gennemsnit 326 288 38 13 Mellemlange videregående uddannelser Pædagogisk, herunder lærere 308 313-5 -2 Samfundsvidenskabelig 490 367 122 33 Teknisk 481 375 105 28 Levnedsmiddel og ernæring 298 280 19 7 Transport mv. 406 324 82 25 Sundhed 317 282 35 12 Simpelt gennemsnit 383 324 60 17 Lange videregående uddannelser Humanistisk og teologisk 419 373 46 12 Kunstnerisk 394 343 51 15 Naturvidenskabelig 470 420 50 12 Samfundsvidenskabelig 603 398 205 52 Teknisk 530 418 112 27 Sundhed 635 401 234 58 Simpelt gennemsnit 509 392 116 29 Anm.: Den gennemsnitlige årsløn er beregnet som livsindkomsten divideret med antal år i beskæftigelse over livsforløbet målt i fuldtidspersoner, jf. anmærkning til tabel 2. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Privatøkonomiske afkast af uddannelse Som vist ovenfor er det samfundsøkonomiske afkast af alle uddannelser positivt, selvom der er store forskelle i størrelsen af afkastet. Det er imidlertid ikke kun ud fra en samfundsøkonomisk vinkel, at uddannelsesinvesteringer er fornuftige også for den enkelte giver uddannelse et økonomisk afkast i form af en højere disponibel indkomst. Det fremgår af tabel 5, der viser det privatøkonomiske afkast en række forskellige uddannelser beregnet på baggrund af den disponible livsindkomst dvs. indkomsten efter skat. Et simpelt gennemsnit af de erhvervsfaglige uddannelser viser, at disse uddannelser i gennemsnit medfører en stigning i den disponible indkomst på
13 godt 7 procent højest for handel og kontoruddannelserne og lavest for de erhvervsfaglige uddannelser indenfor service- og levnedsmiddelområdet. Tabel 5. Privatøkonomisk afkast af uddannelse (disponibel indkomst) Disponibel livsindkomst Forskel Uddannede Kontrolgruppe År År År Pct. Ufaglært 7,1 - - - Erhvervsuddannelser Handel og kontor 8,2 7,2 1,0 13,5 Bygge og anlæg 8,0 7,6 0,4 5,1 Jern og metal 8,4 7,7 0,7 9,0 Grafisk 8,4 7,6 0,9 11,6 Service 6,8 6,7 0,1 1,4 Levnedsmiddel mv. 7,6 7,4 0,2 2,5 Transport mv. 8,1 7,4 0,7 10,1 Sundhed 7,2 6,8 0,4 5,9 Simpelt gennemsnit 7,8 7,3 0,6 7,4 Korte videregående uddannelser Kunstnerisk 8,1 7,4 0,8 10,3 Teknisk 8,6 7,7 0,9 11,3 Levnedsmiddel mv. 8,1 7,1 1,0 14,4 Sundhed 7,7 6,9 0,8 12,1 Simpelt gennemsnit 8,1 7,3 0,9 12,0 Mellemlange videregående uddannelser Pædagogisk, herunder lærere 8,8 7,9 0,8 10,7 Samfundsvidenskabelig 11,6 8,8 2,8 32,1 Teknisk 11,4 8,6 2,8 32,7 Levnedsmiddel og ernæring 8,0 7,2 0,8 11,6 Transport mv. 10,8 7,9 2,9 36,9 Sundhed 8,5 7,2 1,2 17,0 Simpelt gennemsnit 9,9 7,9 1,9 23,5 Lange videregående uddannelser Humanistisk og teologisk 10,2 9,7 0,5 4,8 Kunstnerisk 8,6 8,1 0,4 5,3 Naturvidenskabelig 11,5 10,2 1,4 13,3 Samfundsvidenskabelig 14,6 9,9 4,8 48,2 Teknisk 13,7 10,1 3,6 35,7 Sundhed 14,8 9,8 5,0 50,7 Simpelt gennemsnit 12,2 9,6 2,6 26,3 Kilde: AErådet på baggrund af IDA For de lange videregående uddannelser viser et simpelt gennemsnit en stigning i den disponible indkomst på 26 procent dvs. et væsentligt større afkast end de erhvervsfaglige uddannelser. Indenfor de lange videregående uddannelser er der imidlertid meget store forskelle i størrelsen af det privatøkonomiske afkast. F.eks. har de humanistiske og kunstneriske uddannelser kun en disponibel livsindkomst, der ligger omkring 5 procent over kontrolgruppens, mens de, der tager en samfunds- eller sundhedsvidenskabelig uddannelse, i gennemsnit oplever en stigning på omkring 50 procent.
14 Udover det rent økonomiske afkast af uddannelser for den enkelte medfører det at tage en uddannelse typisk også andre ikke-økonomiske afkast, som f.eks. bedre helbred, større livsglæde mv. På trods af progressiviteten i det danske skattesystem har den enkelte således stor tilskyndelse til at tage en uddannelser.