- Nej, sagde den lille prins. Jeg leder efter venner. Hvad betyder gøre tam? - Noget man i al for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd. - Knytte bånd? - Javist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusind andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusind andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig. ( Den lille prins) Gennem øret - ind i hjertet Historier, som knytter bånd Tine Kjær Vestergaard Flådevej 25, 4040 Jyllinge, Hold 300-10, Dispuk 2010, Anslag: 23.701
Indhold Historier som knytter bånd... 3 Når mennesker bliver ramt af sygdom i hjernen... 3 At knytte bånd... 3 Historiernes funktion i den narrative forståelse... 4 Historiernes sproglige forudsætning... 5 At forankre historierne i min bevidsthed... 5 Når en anden må fortælle... 6 Det, som jeg får øje for... 9 Det, som bliver muligt... 11 Afslutning... 12 Litteraturliste... 14 2
Historier som knytter bånd Som sygeplejerske, i det palliative felt på et hospice, værdsætter jeg at knytte bånd til de mennesker, jeg passer, og deres pårørende. Denne artikel bygger på den narrative forståelse af identiteten som en konstruktion, der bliver til gennem sproget og gennem andre, og som er i konstant genskabelse. Når jeg har at gøre med mennesker, som er kompromitteret på deres sprog og hukommelse på grund af sygdom i hjernen, kan jeg have samtaler med de pårørende, som har fokus på historier fra livet inden sygdom. Historierne gør det muligt for mig at knytte bånd, som kan komplementere min sygepleje med menneskelighed og varme, fordi jeg, som vidne til historierne, bliver rørt på måder, som har effekt ind i mit eget liv. Artiklen handler også om, hvordan den narrative praksis, som kaldes re-membering har inspireret mig til, hvordan spørgsmålene, jeg stiller i samtalerne, kan konstrueres, så det bliver tydeligere, hvad det nu syge menneske har stået for, og hvad han har betydet for andre. Når mennesker bliver ramt af sygdom i hjernen I mit arbejde på et hospice møder jeg mange mennesker, som er alvorligt syge og døende. Hyppigste diagnose er cancer, der somme tider spreder sig til hjernen, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for det syge menneske, som kan få sproglige og hukommelsesmæssige problemer, ændret adfærd, problemer med angst og uro osv. Det kan være så grelt, at de pårørende ikke længere kan genkende det syge menneske. Han er ramt på sin forståelse af verden og sit sprog, somme tider i en grad, så det kan medføre, at intet af det, som jeg vanligvis kan og får forærende gennem sproget, kan gøre sig gældende her. Min oplevelse er, at jeg kommer til at trække på det, som jeg allerede ved. Når det, jeg allerede ved, viser sig ikke at være nok, bliver jeg udfordret på min forståelse af det syge menneske og på min forståelse af mig selv som sygeplejerske. I den proces kan jeg miste fornemmelsen af meningen med det hele, og det kan gøre det vanskeligt at fortsætte relationen. At knytte bånd At knytte bånd betyder i denne artikel at skabe relation. Det er en narrativ antagelse, at identiteten bliver til ad omvejen om den anden (5). Selvet er en beretning, der er forståelig i de 3
igangværende relationer. Beretningen skal anerkendes/ bekræftes af andre. (5). Således betragtet skabes og genskabes jeg som sygeplejerske ad omvejen om de mennesker, som jeg yder omsorg for. Jeg bliver til, i min faglige selvforståelse, blandt andet gennem mine relationer med beboere og pårørende på min arbejdsplads. Omvendt bliver det syge menneske også til i relationen blandt andet til mig. Når jeg møder et menneske, vil jeg forsøge at finde ud af, hvem jeg har med at gøre, så jeg kan skabe en meningsfuld relation. Det er vanskeligt, når dette menneske ikke kan vise mig, hvem han er, og når han ikke evner at skabe relation til mig. I den forbindelse kan jeg have samtaler med de pårørende, som kan give mig en større forståelse for, hvordan jeg kan forstå dette menneske. Sådanne samtaler kan betyde, at han tager form som mere end en krop med bestemte funktioner. Han bliver til et menneske, som har villet og kunnet noget, og som har en betydning for andre mennesker. Når jeg er vidne til fortællingerne, opstår der en mulighed for genkendelse mennesker imellem. Det er dette, som jeg kalder at knytte bånd. Historiernes funktion i den narrative forståelse Det er en narrativ idé, at vi som mennesker skabes og genskabes af vores og andres historier om os. Vi skabes og genskabes i relationer og gennem sproget. Vi er ikke noget i os selv; der er ikke nogen kerne eller altdominerende sandhed. Der er blot relationer og masser af historier. Det betyder, at vi hele tiden er til forhandling, idet nye historier altid er mulige. Vi skaber mening gennem de historier, vi fortæller. Men vi tilskriver kun en lille del af vores erfaringer mening. De resterende historier forbliver fragmenter, som ikke sættes ind i en sammenhæng. Vores identitetskonklusioner består af meningstilskrivninger, som er samlet på baggrund af begivenheder i sekvenser over tid i overensstemmelse med et tema. Denne antagelse er trukket ud af litteraturteorien af Jerome Bruner og betyder i meget korte træk, at vi udvælger en lille del af vores erfaringer, som passer ind i de til enhver tid herskende historie, som vi og andre fortæller om os. De ikke-udvalgte erfaringer får lov at flyde ubemærket videre og får dermed ikke magt i vores identitetsforståelse. De historier, som vi fortæller, former også muligheden for, hvilke historier, som kan fortælles. (4 s.16+17) Den terapeutiske, narrative praksis er optaget af, at få udfoldet de mange historier. At udfolde betyder i denne sammenhæng, at terapeuten er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan meningen er blevet til. Hvordan det er, at historierne er blevet sat sammen i det, som kaldes et tema. I den narrative praksis er det en antagelse, at når vi er 4
multihistorielle, vil der altid findes andre historier fra det levede liv, som peger i retning af alternative identitetsforståelser eller alternative plot. (4 s. 11) Dette inspirerer mig til at søge andre historier end den problematiske sygehistorie, når jeg vil skabe relation til et menneske, som ikke kan være medskaber. Jeg vil gerne, at disse historier kommer til at stå i forgrunden for det, som kan virke meningsløst. Historiernes sproglige forudsætning Når et menneskes hjerne bliver syg, kan det betyde, at historierne ikke længere ligger lige for, fordi hukommelsen og sproget er ramt. Når identitet anskues som summen af de meningstilskrevne historier i et forløb over tid, spiller hukommelsen en afgørende rolle. Set i den kontekst bliver vi kompromitteret på vores identitet, når vi mister vores hukommelse. Derudover betyder sygdom i hjernen somme tider, at vi ændrer adfærd i retning af fuldstændig manglende fornemmelse af og for andre mennesker. Jerome Bruner beskriver i sin bog At fortælle historier i juraen, i litteraturen og i livet, hvordan den neurologiske forstyrrelse dysnarrativa kan ødelægge et menneskes fornemmelse af sig selv: Det drejer sig om mere end en svækkelse af erindringen om fortiden, hvilket i sig selv er stærkt ødelæggende for ens fornemmelse af selvet, sådan som Oliver Sacks arbejde har gjort det klart. Specielt i forbindelse med Korsakovs syndrom, hvor såvel følelser som hukommelsen er alvorligt skadet, forsvinder selvet reelt. Sacks beskriver en af sine alvorligt ramte korsakovpatienter som udhulet og afsjælet. og Individer, der har mistet evnen til at konstruere fortællinger, har mistet deres selv. Det ser ud, som om konstruktionen af selvet ikke kan finde sted uden en evne til at fortælle. (1,s. 101) I min faglige hverdag får jeg sædvanligvis meget forærende gennem sproget. En stor del af min fornemmelse af det andet menneske, tager afsæt i sproget. Når sproget og hukommelsen er ødelagt, giver det mig anledning til at se på, hvordan jeg så kan skabe relation. At forankre historierne i min bevidsthed Jeg er optaget af, hvordan jeg kan indfange historier om det syge menneske og forankre dem et sted i min bevidsthed, så det bliver muligt at skabe en relation, som kalder på en sygepleje med 5
menneskelighed og varme. Det bliver muligt for mig, når jeg er vidne til disse historier, at mærke genkendelse og rent faktisk føle noget, som kan komplementere måden, som jeg gør sygepleje på. Det betyder også, at jeg ikke bare lytter til historierne. Jeg lader dem virke på mig, så det bliver muligt for mig at knytte bånd. Gennem samtaler med de pårørende, kan jeg få øje på mennesket i kroppen. Når de pårørende fortæller, har det også den effekt, at jeg får et mere nuanceret billede af dem, end når jeg blot forstår dem som pårørende til et sygt menneske. Min forståelse bliver således komplementeret på flere niveauer. Jeg har eksperimenteret med sådanne samtaler med de pårørende både gennem små seancer på stuen, på gangen eller i køkkenet, og i denne artikel vil jeg vise dele af en samtale med Susanne, som jeg havde for nylig. Henrik har på dette tidspunkt været på hospice i tre uger. Han er 46 år og har haft en hjernetumor gennem en del år. Kræften har spredt sig til knoglerne. Han kan næsten intet selv. Han taler sort og har næsten ingen hukommelse. Er sengebunden og sover meget, men har også urolige perioder. Han har brug for en del pleje og opmærksomhed og Susanne er flyttet ind. Hun har en kronisk tarmlidelse, som gør at hun har været igennem multiple operationer. Hun har stomi og har i en tidlig alder indset, at hun ikke kan få børn. Når en anden må fortælle Når jeg leder efter historier, som fortæller mig noget om det syge menneskes betydning for andre og andres betydning for det syge menneske, er jeg på jagt efter relationerne. Her er jeg inspireret af teorien om re-membering, som er den australske socialrådgiver Michael Whites opfindelse. Han blev inspireret af antropologen Barbara Myerhoffs arbejde med gamle jøder, som søgte sammen og fortalte historier om deres liv til hinanden. Re-membering er en terapeutisk tilgang indenfor den narrative praksis, som ansporer mennesker til at få øje på, hvordan de er skabt og skabes i deres relationer. Re-membering samtaler anerkender de (værdifulde) bidrag, som andre har givet livet hos de personer, som er centrum for samtalen. Ligeledes anerkendes personens betydning for den genmedlemsgjorte. (6). Når dette arbejde gøres, anspores personen til at tage stilling til hvilke fællesskaber, som er gavnlige og hvilke, som ikke er. 6
Når jeg stiller spørgsmål, som er inspireret af re-memberingpraksis, er det med henblik på at få et tydeligere billede af det syge menneske, forstået gennem de pårørendes øjne. Dermed bliver den syges betydning tydeligere for mig. Derudover sker der det, når jeg stiller spørgsmål til de pårørendes betydning for den syge, at de får lejlighed til at se sig selv gennem det syge menneskes øjne for en stund. Jeg får mulighed for at få et indblik i det helt særlige, som den pårørende har betydet, hvilket bidrager til en mere nuanceret forståelse af det menneske, som nu er sygt, og en mere nuanceret forståelse af omfanget af det tab, som de pårørende står midt i. Det skaber det nu syge menneske og den pårørende i mine øjne, som personer der betyder noget. Nedenstående uddrag fra samtalen med Susanne indeholder nogle spørgsmål inspireret af re-memberingpraksis. T:hvad tænker du, at Henrik i særlig grad har stået for? S:Hmm, jo Henrik er jo en mand med et stort hjerte. T:Hvad betyder det? S: Han har været så kærlig og omsorgsfuld altid. Så venlig og rar. T: Kan du komme i tanke om noget Henrik har sagt eller gjort, som har fortalt dig, at det er sådan Henrik har været?(re-membering) S: Ja, altså han har altid sagt: Du er lige en kvinde for mig. Han har kunne se igennem min sygdom og at min mave ser sådan ud, som den gør. På plejehjemmet, hvor hans mor lå, sagde de også, at de aldrig havde set en søn, der var så kærlig og omsorgsfuld overfor sin mor. T: Kan du sige noget om, hvad det måske har bidraget til for dig?(re-membering) S: Ja, han har jo på en måde givet mig mere selvtillid. T: Han har på en måde givet dig mere selvtillid Kan du sige lidt mere om det? S: Altså, jeg har jo altid haft det lidt svært med at være sammen med andre. Måske pga min sygdom Jeg har tænkt, at der nok ikke er nogen, der kan holde af mig. Men det kunne Henrik. Måske, tror jeg, fordi han selv var syg. T: hvad har det betydet for dig at Henrik kunne holde af dig?(re-membering) 7
S:Henrik har fået mig ud af døren. Vi har gjort mange ting sammen. Engang sagde han, at vi kunne tage til Oslo en tur. Det ville han så gerne, men jeg sagde, at det kunne jeg ikke med min mave. Jeg skal jo skifte og tømme poser. Men han sagde, at det kan du godt. Vi kan godt sammen. Og så tog vi af sted og jeg kunne godt. Henrik var så glad for de ture til Oslo. Han var så glad for hyggen og den gode mad og vi har gjort det mange gange den anden dag sagde han, at nu skal vi snart til Oslo igen Selv om han har svært ved at huske, så kan han huske det. T: kan du sige noget om, hvad det har givet dig at komme ud blandt andre sammen med Henrik?(re-membering) S: det har givet mig glæde. Henrik bliver til for mig gennem de betydninger, han har haft. Her er tale om et menneske, som i Susannes øjne har: Haft et stort hjerte; Altid været kærlig, omsorgsfuld, venlig og rar; kunne se igennem Susannes sygdom og holde af hende, som hun er; taget sig omsorgsfuldt af sin mor; på en måde har givet Susanne mere selvtillid; betydet, at Susanne kunne komme ud blandt andre mennesker. Noget, som giver hende glæde. I samtalen stiller jeg også spørgsmål inspireret af re-membering, som handler om Susannes identitet, idet relationen først bliver tydelig, når begges bidrag i hinandens liv beskrives. Det er det, jeg gør i dette uddrag: T: Hvad ville der mon stå på din nummerplade? S: (tænker) det skulle Henrik jo selv have lov at svare på. T: Ja, hvad tror du, han ville sige, hvis vi kunne spørge ham? S: Det er svært måske noget med at jeg ikke dømmer andre. At jeg lader andre være, som de er.. T: at acceptere andre?? S: Ja, der skulle stå, hun er en kvinde for mig. Hun accepterer andre, som de er. 8
Det komplementerer noget af det, som Susanne og jeg har talt om tidligere i samtalen, og som ikke er gengivet her. Det handler om, at hun meget tidligt i hendes og Henriks forhold, fortalte ham om sin sygdom og viste ham sin mave. Henrik havde sat pris på, at hun gjorde dette, og at hun ikke havde været flov over det. Han havde med det samme sagt, at det ikke betød noget og at hun var en kvinde for ham. Han havde accepteret hende, som hun var. Om noget, er det en historie, som kan kalde på min ærbødighed. Det bliver så tydeligt hvor meget liv, der har været før hospice. Når jeg har øvet mig i at spørge til disse historier, har det at gøre med mit ønske om at involvere mig. Jeg bliver rørt af de relationer, som er i spil og bliver mindet om historier i mit eget liv, som har betydning for den jeg er. Det knytter et menneskeligt bånd. Det, som jeg får øje for Jeg vil gerne i det følgende forklare, hvordan inspiration fra den bevidnende, narrative praksis gør det muligt for mig at blive berørt på en måde, som knytter bånd. Michael White (MW) beskæftigede sig med bevidning over en længere årrække, som led i hans terapeutiske praksis. Han hentede vidner ind i praksis rekrutteret gennem hans klients personlige netværk, eller gennem et kartotek af personer, som selv havde været klienter i hans praksis. Disse menneskers opgave var, at lytte til klientens historie, hvorefter MW interviewede dem ud fra fire bevidningskategorier: 1. Udtryk, som gør indtryk, 2. Identitetsbilleder, 3. Resonans og gyldiggørelse, og 4. Anerkendelse af katarsis. (2, s. 47) Meget kort fortalt havde bevidningen til formål på en meget virkningsfuld måde, at anerkende klientens værdier. (2,s. 46) Bevidningens idé henter næring i den narrative antagelse, at vi som mennesker bliver til gennem andre, og at det, som sprogligt bevidnes af andre, bliver stærkere til i verden. MW skriver også: Det er ikke muligt at lytte til betydningsfulde historier fra andre menneskers liv, uden at det berører os, uden at det påvirker os personligt på en eller anden måde. (2, s. 48) Inspireret af netop denne sætning, kan jeg have en særlig opmærksomhed, både i mit daglige arbejde, og når jeg har samtaler med de pårørende til de syge mennesker, som er ramt af sygdom i hjernen. Opmærksomheden kredser om, når de pårørende giver udtryk for noget, som har været betydningsfuldt for dem, og som omhandler det, som har værdi i deres liv. Den kredser 9
også om alt, som kan vise nogle færdigheder, som det syge menneske eller de selv har. Fra samtalen med Susanne, vil jeg her forsøge at vise, hvad der foregår i mine tanker både under og efter samtalen, som refererer til de fire bevidningskategorier, og til det, som jeg kalder at knytte bånd. Jeg vil i det følgende knytte bevidningskategorierne til et fragment af den faktiske samtale, så det forhåbentligt bliver tydeligere for læseren, hvad jeg mener. Det er vigtigt at sige, at bevidningskategorierne er trukket ud af den terapeutiske sammenhæng. De foregår i mine tanker, og bliver ikke italesat i situationen. I det følgende lille uddrag af samtalen, er vi i gang med at tale om, hvordan Henrik og Susanne mødte hinanden: T: Så I boede lige i nærheden af hinanden, faktisk? S: Ja, det er bare fem minutter på cykel, men jeg har ikke set ham, han har boet der i et år, inden jeg har mødt ham. Og så snakkede vi lidt, og han spurgte hvad jeg lavede. Jeg arbejdede jo ikke mere, for jeg var syg i min mave og sådan og sådan. Og så sagde jeg til ham, bare sådan af venlighed: Jamen du kan da kigge forbi en dag, fordi jeg ved godt hvordan det er at flytte til en by, hvor det er at man ikke kender nogen. Det har jeg selv prøvet. Jamen det kunne han da godt Der gik ikke mere end en time, så ringede det på døren, så stod han udenfor døren med en pose med to basser. Jamen, så gik der sådan to måneder med, at vi sådan bare besøgte hinanden, og jeg var ude og se hans hus og hans have og så videre.. Udtryk, som gør indtryk: I dette uddrag af samtalen hæfter jeg mig særligt ved, at Susanne inviterer Henrik til at komme forbi, fordi hun selv har prøvet at være ny i en by, og ikke kende nogen. (det fortæller mig om en færdighed, som handler om at tage vare på andre.) Jeg hæfter mig også ved, at Henrik straks efter besøger hende, og at han medbringer basser. (Det fortæller mig om, at Henrik gerne vil Susanne og om en handlekraft, som kan betegnes som en færdighed. Der er også en social færdighed i, at han medbringer basser.) Identitetsbilleder: Når jeg hører dette uddrag af samtalen, får jeg et billede af to børn, som er ude på vejen. De kender ikke hinanden, og bruger en tid på at skæve til hinanden, mens den ene leger med sin tennisbold. Den anden vender sig mod den ene og siger: skal vi lege? Den anden siger straks ja, og de begynder at kaste bolden til hinanden. 10
Resonans og gyldiggørelse: Det får mig til at tænke på dengang, min mand og jeg blev kærester. Vi var med kollegiet på sommerhustur i Gilleleje. Jeg havde boet på kollegiet i et år, og Morten i et halvt år. Jeg havde godt set ham, men mest lagt mærke til, at han altid lavede spaghetti med kødsovs til aftensmad. Den dag sad jeg i stuen, og da jeg kigger hen mod døren, kommer Morten ind af den med en kasse øl i favnen. Jeg kan huske, at jeg lige der tænker: ham vil jeg have! Det bliver alligevel aften og nat, før det lykkes, men jeg husker det, som at jeg virkelig tog affære på den tanke, jeg fik, da han kom ind ad døren. Anerkendelse af katarsis: Når jeg kommer i tanke om lige den historie, får jeg lyst til at tage hjem og tale med ham om dengang. Måske kan vi også tale om, hvordan det er, at vi sætter pris på hinanden nu, for det har vi det med at glemme. Jeg får i hvert fald lyst til at fortælle ham, at jeg er meget glad for, at han altid gerne vil tale med mig, når der er noget, som jeg synes er svært. At han altid taler med mig på en måde, så jeg bliver mere klar over, hvorfor jeg er ked af det, og så jeg bliver mere klar over, hvad jeg skal gøre. Resonansen beskæftiger sig med, hvordan det, som er blevet fortalt i historien, har virkning på mig, så jeg kommer i tanke om, måske glemte, dele af min egen historie. Katarsis eller bevægelsen handler om det, som historien har rørt ved af værdi i mit eget liv, og som jeg måske får lyst til se lidt på igen i et nyt lys. Hver lille enkeltdel af samtalen, kan således komme til at betyde noget særligt for mig, både fordi det bidrager til min forståelse af Henrik og Susanne, men ikke mindst fordi det bidrager til forståelsen af mit eget liv. Når jeg har trukket de fire bevidningskategorier ud af den terapeutiske sammenhæng, er det fordi, at det at tænke på de historier, som jeg får i samtalerne på denne måde bidrager til, at mit eget liv bliver rigere. Når det sker, bliver vores historier spundet ind i hinanden, fordi Henriks og Susannes historier gør det muligt for mig, at koble mig personligt til dem, eller at knytte bånd. Det giver mig andre muligheder i min pleje af og omsorg for Henrik, end når jeg blot kender sygehistorien. Det, som bliver muligt Når jeg har fået disse historier om Henrik og Susanne, bliver det muligt for mig at være tålmodig og tale til Henrik om noget meningsfuldt, også selv om han ikke kan svare. At behandle ham som 11
et afholdt menneske og se på ham med varme i blikket. At forstå at han er til, selv om han ikke kan gøre sig forståelig og at gøre ting, som jeg tror, han kan lide. Det bliver også muligt for mig at blive rørt, når han har det skidt, og også når han dør. Jeg får energi til at fortsætte relationen, selv om det er krævende. Det har stor værdi for mig, fordi dette omfatter selve meningen med mit arbejde: at behandle syge mennesker som det, de har været gennem et helt liv, frem for det, som de fremstår som nu. At behandle dem med varme, fordi deres historie rører ved min. Afslutning Jeg vil gerne i denne sidste del af artiklen slå fast, at det er min klare opfattelse, at man kan bedrive glimrende sygepleje, uden kende meget andet end sygehistorien og de glimt af livet før sygdom, som man får fra det syge menneske og muligvis dennes pårørende. Det har jeg selv gjort i en del år. For mig er det bare interessant at se på, hvordan jeg kan berige mit fag og mit personlige liv gennem de relationer, som jeg har på mit arbejde. Det er min oplevelse, at jeg, når jeg oplever berigelse, ikke så hurtigt løber tør for omsorgsmuligheder, selv i situationer, som kræver stort engagement over lang tid. Jeg kan altid spørge mig selv, om Henrik, hvis han kunne vælge, ville have lyst til at blive talt om på denne måde. Han ville formentlig ikke selv fortælle netop disse historier, hvis han fortsat havde hukommelsen og sproget. Måske ville han slet ikke fortælle noget. Det afgørende i den sammenhæng er, at jeg altid sikrer mig, at samtalerne foregår i en respektfuld tone, og at de pårørende kun fortæller det, som de tror, han selv ville have godkendt. Jeg er ikke interesseret i hemmeligheder om et sygt menneske, eller at han bliver hængt ud som en person, som han aldrig selv ville kunne genkende sig i. Det er mit ønske med denne artikel, at forklare for læseren, hvordan tanker inspireret af den narrative filosofi og praksis, komplementerer min sygepleje til mennesker med sygdom i hjernen og deres pårørende. Den bærende idé er, at historierne om det levede liv, danner baggrund for, at jeg kan knytte bånd, menneske til menneske. 12
Jeg har fortalt, hvordan den narrative identitetsforståelse, at vi skabes og genskabes gennem historier og i relationer, har inspireret mig til at have samtaler med de pårørende. Ved hjælp af samtalerne bliver det syge menneske og hans pårørende til som mennesker, der har villet og kunnet noget, og som har betydet noget for hinanden. Det bliver klarere for mig, hvordan disse mennesker har været medskabere af hinandens liv gennem samtaler inspireret af rememberingtilgangen. Jeg bliver rørt i ordets brede betydning, når jeg er vidne til disse historier, og dermed lader dem virke i mit eget liv. Det komplementerer min sygepleje med menneskelighed og varme. Ud over at samtalerne indeholder nogle vigtige bidrag til, at jeg kan knytte bånd, har de også den fordel, at jeg i de pårørendes øjne, bliver til som menneske. Når jeg hiver mig selv ud af den traditionelle, sygeplejefaglige jeg ved lige, hvad der skal til rolle og sætter dem i en position, hvor de bidrager med historier, som beriger mit fag og mit liv, bliver det dem, som er eksperterne. I tråd med dette, bliver det også vigtigt for mig, at takke dem for de historier, de har fortalt. 13
Litteraturliste 1. Bruner, Jerome: At fortælle historier i juraen, i litteraturen og i livet, kap. 3, s. 76-102, alinea (Egmont) 2. David Denborough (2008): Traumer, kap. 2, s. 39-91, Dansk psykologisk Forlag 3. White, Michael (2006): Narrativ praksis, kap. 2, s. 49-61, Hans Reitzels Forlag 4. White, Michael (2006): Narrativ teori, forord af Allan Holmgren, s. 9-23, Hans Reitzels Forlag Desuden refereres til følgende dokumenter fra Dispuk: 5. Idéer om identiteter/selver, Dispuk 2009 6. Re-membering, Dispuk 2009 14