HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 23. marts 2010 Sag 518/2007 (2. afdeling) A og B (advokat René Knudsen, beskikket for begge) mod Den Jyske Sparekasse (advokat Jens Steensgaard) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Herning den 27. juni 2006 og af Vestre Landsrets 13. afdeling den 27. april 2007. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Sørensen, Børge Dahl, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen og Michael Rekling. Påstande Appellanterne, A og B, har påstået frifindelse. Indstævnte, Den Jyske Sparekasse, har påstået stadfæstelse, subsidiært at A og B skal betale et mindre beløb end 750.000 kr. med 9,5 % rente fra den 28. maj 2003. Anbringender A og B har for Højesteret alene påberåbt sig aftalelovens 36. Supplerende sagsfremstilling Til sikkerhed for As og Bs kautionsforpligtelse fik Den Jyske Sparekasse den 21. februar 2001 tinglyst et ejerpantebrev på 600.000 kr. i As faste ejendom i Brande, der pr. 1. januar
- 2-2001 var offentligt vurderet til 780.000 kr. Af ejerpantebrevet fremgår, at det respekterede realkreditlån på oprindelig i alt 385.000 kr. Efter akkorderingen af Cs gæld i februar 2001 afslog sparekassen i april 2001 at holde møde med C angående investeringer, idet sparekassen fastholdt, at der skulle skabes en forsvarlig produktion inden for de bestående rammer, og påtalte Cs manglende overholdelse af budgetforudsætningen om størrelsen af sobesætningen. På et møde den 4. april 2002 afslog sparekassen en anmodning om et overtræk af kassekreditten med 200.000 kr., blandt andet til betaling af terminer, med henvisning til negativ drift og manglende overholdelse af budgetforudsætningen. Sparekassen varslede samtidig en opsigelse af engagementet, idet et bevilget overtræk på 100.000 kr. ikke som aftalt var afviklet. Midlerne var i stedet anvendt til betaling af terminer. C fik en frist på 14 dage til at nedbringe kassekreditten til den aftalte kreditramme på 250.000 kr. Sparekassens mødereferat blev sendt til orientering til A og B. På grund af Cs beslutning om at lade gården sælge blev fristen til nedbringelse af kassekreditten udskudt i en uge til den 23. april 2002. Brevet herom blev sendt til orientering til A og B. Den 25. april 2002 tiltrådte A og B en aftale om, at kassekreditten blev udvidet med 200.000 kr., således at kreditrammen herefter udgjorde 516.000 kr. Udvidelsen af kreditrammen skulle anvendes til finansiering af foder, indtil gården blev solgt, og var, ud over forældrenes skriftlige godkendelse, blandt andet betinget af, at gården omgående blev sat til salg. Sparekassen accepterede den 24. maj 2002, at igangsættelsen af salget af gården blev udskudt i en uge, indtil C fik endelig klarhed om, hvorvidt et andet pengeinstitut ville overtage sparekassens engagement med ham. A og B tiltrådte fristforlængelsen og bekræftede yderligere den 4. juni 2002, at de var indforstået med, at gården ikke blev søgt solgt, før der forelå endeligt svar fra det andet pengeinstitut, der forhandledes med. I forbindelse med, at gården blev sat til salg, bevilgede sparekassen på et møde den 1. juli 2002, hvor B deltog, et overtræk på kassekreditten, indtil salget blev gennemført. A og B fik
- 3 - tilsendt mødereferatet og tiltrådte, at der skete træk på kassekreditten til nødvendig drift, indtil salg af ejendommen blev gennemført. Der var ikke angivet en ny kreditramme for kassekreditten. I de følgende måneder var gården til salg, uden at der var realitetsforhandlinger med potentielle købere. Driften var stadig underskudsgivende, og der var efterhånden risiko for, at salget af gården ikke ville dække Cs gæld. Der blev afholdt opfølgningsmøder med sparekassen og C i oktober 2002 og december 2002. B, der selv havde deltaget i oktobermødet, og A modtog til orientering mødereferater herfra. I december 2002 overgik salget af ejendommen til en anden mægler, der hævede udbudsprisen fra 7 mio. kr. til 9,1 mio. kr. Den 13. januar 2003 udtrykte sparekassen sin bekymring over udviklingen på kassekreditten, der da udgjorde ca. 1,2 mio. kr. Sparekassen bad C om inden den 1. februar 2003 at komme med en tilbagemelding om, hvad han ville gøre ved udviklingen, idet sparekassen ikke kunne forsvare, at den fortsatte. A og B modtog kopi af brevet til orientering. Den 6. marts 2003 accepterede sparekassen med As og Bs tiltræden at forlænge bestræbelserne på at sælge gården med 1½ måned. Forlængelsen skete under forudsætning af, at der blandt andet ikke ville ske yderligere belastning af kassekreditten. Den 1. april 2003 opsagde sparekassen engagementet med C. Kassekreditten udgjorde da ca. 1,4 mio. kr. Sparekassen gav samme dag A og B besked om opsigelsen og varslede, at kautionsforpligtelsen ville blive aktuel, hvis C ikke inden en uge havde indbetalt sin gæld. Gården blev solgt på tvangsauktion i september 2003 til en samlet pris på 6 mio. kr. I en skønserklæring af 15. oktober 2008 har ejendomsmægler Niels Erik Larsen som skønsmand fastsat kontantprisen for As ejendom i februar 2001 til 675.000 kr. og i februar 2008 til 1.200.000 kr., hvorved provenuet ved et salg i februar 2001 ville blive 347.277 kr. og ved et salg i februar 2008 ville blive 1.082.334 kr. Højesterets begrundelse og resultat
- 4 - Den Jyske Sparekasse bevilgede den 20. februar 2001 gårdejer C et lån på 1,5 mio. kr. til akkordering af hans eksisterende gæld og en kassekredit med en kreditramme på 250.000 kr. til understøttelse af hans fortsatte landbrugsdrift. Sparekassens engagement blev sikret ved pant i landbrugsejendommen, som efter de umiddelbart forinden foretagne vurderinger i februar 2001 havde en værdi på ca. 5,6 mio. kr. af samme størrelse som realkreditbelåningen i ejendommen på 4,1 mio. kr. og lånet på de 1,5 mio. kr. Engagementet blev endvidere sikret ved, at Cs forældre, A og B, den 20. februar 2001 påtog sig en kautionsforpligtelse over for sparekassen på 750.000 kr. Til sikkerhed for kautionsforpligtelsen fik sparekassen et ejerpantebrev på 600.000 kr. i As parcelhus; sparekassen foretog ikke nogen nærmere undersøgelse af ægteparrets økonomiske forhold. Det må lægges til grund, at A og B i forhold til sparekassen selv tog initiativ til at hjælpe sønnen, og at de i den forbindelse op til afgivelsen af kautionstilsagnet blev bistået af advokat Erik Astrup. Det må endvidere lægges til grund, at de havde et indgående kendskab til sønnens økonomi, forudsætningerne for en fremtidig rentabel drift og usikkerheden forbundet hermed. Det må også lægges til grund, at sparekassen vejledte om risikoen for, at kautionen kunne blive gjort gældende, fordi sparekassen anså engagementet med sønnen for risikobetonet. I april 2003 opsagde sparekassen kreditten. Gården blev solgt på tvangsauktion for 6 mio. kr., som ikke kunne dække realkreditlånet og kreditten i sparekassen, idet der var et træk på kassekreditten på ca. 1,4 mio. kr. en udvikling, A og B løbende var blevet orienteret om og havde givet samtykke til. Højesteret tiltræder på denne baggrund byrettens bevisbedømmelse, hvorefter forældrene uanset deres kendskab til sønnens økonomiske forhold og sparekassens løbende orientering om kredittens udvikling og risikoen absolut ville hjælpe deres søn. I maj 2003 gjorde sparekassen kautionen gældende for dens fulde beløb på 750.000 kr. Spørgsmålet under sagen er, om der i medfør af aftalelovens 36 skal ske hel eller delvis tilsidesættelse af forældrenes kautionsløfte.
- 5 - Højesteret bemærker herom, at der foreligger privat kaution over for et pengeinstitut for et familiemedlems erhvervsmæssige gæld, at kautionen er udformet, så den inden for rammen på de 750.000 kr. dækkede lånet på de 1,5 mio. kr. og kassekreditten på op til 250.000 kr. og derudover sikrede al fremtidig gæld til sparekassen, og at kassekreditten løbende blev udvidet med deraf følgende øget risiko for, at værdien af Cs gård ikke ville kunne dække hans gæld til sparekassen en risiko, der blev realiseret med træk på kassekreditten på ca. 1,4 mio. kr. Hertil kommer misforholdet mellem kautionsforpligtelsens omfang og kautionisternes beskedne økonomi. A og B var i februar 2001 henholdsvis 60 og 57 år gamle. A var på efterløn, mens B arbejdede som ufaglært med en timeløn på 95 kr. Deres formue indskrænkede sig i det væsentlige til As parcelhus, som de boede i. Ifølge det foretagne syn og skøn ville huset i februar 2001 have kunnet indbringe et salgsprovenu på ca. 350.000 kr. Deres aktuelle og fremtidige økonomiske formåen indebar, at der ikke var nogen realistisk udsigt til, at de ville kunne komme i nærheden af at kunne opfylde en kautionsforpligtelse på 750.000 kr. Under de således foreliggende omstændigheder finder Højesteret, at det vil være urimeligt fuldt ud at gøre kautionsforpligtelsen gældende, jf. aftalelovens 36. Efter en samlet bedømmelse nedsætter Højesteret herefter kautionsforpligtelsen til 350.000 kr. Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande finder Højesteret, at sagens omkostninger bør ophæves for alle instanser. Thi kendes for ret: A og B skal inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse til Den Jyske Sparekasse betale 350.000 kr. med 9,5 % rente fra den 28. maj 2003. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højesteret til nogen anden part eller til statskassen.