SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 10. ÅRG. NR. 30 MARTS 2007. ISSN 1600-7727

1 SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 10. ÅRG. NR. 30 MARTS 2007. ISSN 1600-7727 INDHOLD Leder Fagligt stof Det Medicinske Politi forebyggelsespolitikken ca. 1750-1860 - af Gerda Bonderup Viljen til selvstændighed af Birte Hedegaard Larsen Museumshjørnet Rundt om et sengebord - af Kamma Lauridsen Dansk Sygeplejehistorisk Museum - ny særudstilling Dansk Sygeplejehistorisk Museum - åbningstider Dansk Sygeplejehistorisk Selskab DSHS Medlemsmøde 12. april 2007 DSHS generalforsamling - 20. september 2007 DSHS første danske sygeplejehistoriske konference 2007 First Danish History of Nursing Conference, September 28 29, 2007 Nye bøger Møder, foredrag og udstillinger Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Foto på forside: Illustration satiretegning: Karikatur af Jenner ved kokoppeindpodningen: "The Cow-Pock-or-The Wonderful Effects of the New Innoculation" af Gillray 1802. (Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv).

2 LEDER Dansk Sygeplejehistorisk Selskab er ved indgangen af 2007 gået ind i sit jubilæumsår og det vil som nævnt tidligere blive fejret med en sygeplejehistorisk konference den 28. og 29. september 2007. Konferencen holdes på Dansk Sygeplejehistoriske Museum og vi har fornøjelsen, at kunne fortælle at tre internationalt anerkendte sygeplejeforskere vil være konferencens hovedtalere, nemlig professor Sioban Nelson, professor Marit Kirkevold og Associate Professor Barbra Mann Wall. Dertil kommer, at vi håber, mange vil komme med deres bidrag gennem anmeldelse af foredrag. Deadline for indsendelse er 30. april. Opslag om konferencen og praktiske oplysninger vedrørende tilmelding, pris og overnatning kan der læses om inde i tidsskriftet. I dette nummer har historiker Gerda Bonderup skrevet artiklen Det Medicinske Politi, der handler om dansk forebyggelsespolitik 1750 1860. Den er skrevet på grundlag af forfatterens nyligt udgivne bog med samme titel. Artiklen er optakten til at byde Gerda Bonderup velkommen som foredragsholder om samme emne ved DSHS medlemsmøde den 12. april. Mødet holdes på sygeplejemuseet og er annonceret nærmere inde i tidsskriftet. I en anden artikel har sygeplejerske Birte Hedegaard Larsen skrevet en artikel med udgang i sin Ph.D. afhandling Anerkendelse og krænkelse. Den handler om den kamp danske sygeplejersker har haft - siden deres første spæde forsøg på at professionalisere faget i 1876 for at få anerkendelse af sygeplejefaget som et selvstændigt fag. Der har været stor interesse for DSHSs rapport vedrørende Undersøgelse af sygeplejeskolernes undervisning i sygeplejens historie og den er derfor i sin helhed gjort tilgængelig for alle via selskabets hjemmeside www.dsr.dk/dshs.htm. I forhold til rapporten kan der desuden henvises til næstformand Bente Sigvaldsens artikel i nummer 29 af Sygepleje & Historie, som udkom december 2006. Det er forår og tid til at forny medlemskabet i DSHS. Med dette nummer af Sygepleje & Historie udsendes et giroindbetalingskort. Kontingentet er fortsat 150 kr. for enkeltmedlemmer og 500 kr. for foreninger. Velkommen til et nyt og aktivt 10-års jubilæumsår i selskabet. Susanne Malchau Formand

3 FAGLIGT STOF Det Medicinske Politi forebyggelsespolitikken ca. 1750-1860 Af lektor, dr. phil. Gerda Bonderup, Aarhus Universitet Baggrund Det Medicinske Politis fødsel Det Medicinske Politi var et barn af oplysningstiden i 1700-tallet med enevælden og lægerne som forældre. De absolutistiske stater var så nogenlunde etableret på denne tid, men ville gerne yderligere konsolidere deres magt. En af de nye idéer, den om merkantilismen, tilbød en teori om statens mulige magtudvidelse ved at styrke sin velstand og sin befolkning. At regeringen fokuserede på befolkningen var der to grunde til, for den havde brug for øget arbejdskraft i de nye manufakturer og fabrikker, og den politiske ledelse ville helst væk fra lejesoldatersystemet og oprette stående hære af egne folk. Det betød, at regeringen beordrede en række demografiske undersøgelser for overhovedet at få et indtryk af befolkningsstørrelse. Det blev påbudt at føre mortalitetslister, kirkebøger og folketællinger. Men også befolkningens kvalitet, nemlig dens raskhed og styrke, lå staten på sinde. Især var man opmærksom på, at sygdom og dårlige sociale forhold var tæt knyttet sammen. Lægerne mente bestemt, at de kunne hjælpe til i dette merkantilistiske system, samtidigt var de begejstrede læremestre for at bibringe befolkningen oplysningens goder, for i lægernes øjne levede folk i mørke, skidt og snavs. De foreslog en slagplan for bekæmpelse og forebyggelse af sygdomme, som de kaldte for Det Medicinske Politi. Begrebet politi betød dog ikke uniformerede knippelbevæbnede mænd, men var et koncept om et ordnet sundhedsvæsen, som skulle oprettes og administreres ved hjælp af en institution. Denne skulle få et regelsæt til hjælp, der viste hvordan sundhedsvæsenet burde se ud. Tyskeren Johann Peter Frank sammenfattede det hele i sit 6- bindsværk System einer vollständigen medicinischen Polizey fra 1780, som danskeren Rasmus Frankenau oversatte i stærk komprimeret form, med denne proklamation i indledningen: Sundhedspolitiet bør have Hensyn på 1) Landfar- og smittende Sygdomme, 2) Den barnlige Alders, og især Hittebørns Pleie, og Forsørgelse, 3) Krigshærens Pleie til Lands, og Vands. 4) Sundhedens Bevaring i store Stæder. 5) Fængsler og Sygehuse. 5) Syge uden for Hospitalerne. 6)Tilsyneladende livløse Menneskers Behandling; samt alt under disse Hovedstykker henhørende, som Ammer, Læger, Giordemødre, Apothekere, Materialister, kort Personer der handle med Sager der baade kunne være Lægemiddel og Gift; fremdeles Luftens Reenhed, Vandets Klarhed og Reenhed i Springkilder, Brønde, Søer og Bække, Spise- og Drikkevares Friskhed og Godhed, Bygningernes Indretning, og Anlæg af Manufakturer, hvor der behandles Materier der ere mistænkelige i Henseende til Helbreden. Gaders Reenhed og Orden. Latriners Indretning og Rensning. (1) Det var noget af et program, hvordan skulle det gribes an, når det danske sundhedsvæsen så således ud:

4 Det danske sundhedsvæsen anno 1750 Der fandtes tre typer behandlere, de universitetsuddannede medicinere, der havde monopol på indvortes behandling. I alt fandtes kun ca. 15-20 medicinere, de var liv-, hof- og universitetslæger bosiddende i København, 6-7 var dog udnævnt som fysikus og boede på nær to i stiftsbyerne. De mere håndværksuddannede kirurger var for det meste bartskærere med lidt ekstra viden om kirurgi, de måtte tage sig af udvortes behandling som sår og benbrud. De fungerede hovedsagelig som garnisonslæger og deres antal var knap hundrede. Den tredje slags var de kloge folk. Dem var der mange af - efter lægernes skøn et par tusind. Der var nogle lødige og dygtige behandlere iblandt dem, de kunne senere, hvis de opfyldte nogle krav, få en delautorisation. Desuden fandtes der ganske få lovbestemmelser om epidemier. Etablering af et fundament for et reelt sundhedsvæsen De københavnske læger foreslog en række forbedringer, som kongen og siden kronprinsen ofte blev overbevist om og ophøjede til lov. Det var Fødselsstiftelsen I 1750 blev jordemoderhuset oprettet, det skulle give ugifte kvinder mulighed for anonymt og gratis at føde deres børn. Det betød, at pigerne ikke længere behøvede at føde i dølgsmål, hvor ingen kunne hjælpe dem, og hvor de tit i fortvivlelse begik barnemord. Desuden reddede man en vordende nyttig samfundsborger. Fødselsstiftelsen af 1787 overtog disse formål, og fik herudover den opgave at undervise kommende jordemødre og læger. Noget af stiftelsens materiale er den dag i dag er klausuleret, man må normalt ikke se i den protokol, hvor oplysningerne om pigernes navne er opgivet. Deres anonymitet er skam den dag i dag efter 230 år sikret! Sygehusene Indtil midten af 1700-tallet fandtes intet behandlingssygehus. Man havde samlet alle dem, der ikke kunne klare sig selv, fattige, forældreløse børn, invalide og syge på samme sted, på et såkaldt hospital. Dér havde man eventuelt indrettet en enkelt sygestue. Det første somatisk terapeutiske hospital blev Frederiks Hospital i København nu Kunst- og Industrimuseum. Det blev oprettet i 1756 og fik to afdelinger, en medicinsk og en kirurgisk. Det skulle egentlig kun betjene Københavns fattige, men fik snart stor betydning pga. lægernes ekspertviden. Således blev især kirurgiske tilfælde fra hele landet sendt derhen. Samtidigt skulle det også fungere som uddannelsessted for unge læger. Patienterne måtte ikke være kronisk syge eller have en smittende sygdom, de skulle hurtigt kunne helbredes for at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Fra omkring 1800 skulle denne type moderne sygehus oprettes i alle landets amter, de skulle tilgodese amtets fattige. I midten af 1800-tallet fandtes dog stadig kun ganske få behandlingssygehuse. Staten var jo gået bankerot og det var først koleraen, der satte rigtig skub i tingene igen. Embedslægenettet Der var alt for få hovedaktører, nemlig læger, for Det Medicinske Politi i Danmark. Nok havde regeringen efter reformationen ansat enkelte fysici og ganske få byer og godsejere havde antaget en barberkirurg. Men fra 1770'erne blev regeringen mere lydhør, og godt et halvhundrede læger fik et embede i købstæderne som distriktskirurger. De skulle snarest muligt i det mindste have absolveret nogle kurser på det i 1785 oprettede Kirurgiske Akademi. Efter 1838 blev begge lægeuddannelser slået sammen og lagt under universitetet.

5 Epidemier og epidemiforordningerne af 1782 og 1810 Fra oldtiden hører vi om epidemier, især om pesten. Den kom igen i middelalderen, og frem til 1700-tallet var den den største dræber. Da pesten var forbi, blev kopperne mere synlige, for de havde allerede igennem århundrede været en grim børnesygdom, der dræbte mange. Kopperne blev stort set sat under kontrol ved hjælp af vaccination. Derfor troede man, at epidemiernes tid var forbi, men så slog en helt ukendt sot til, nemlig koleraen. Den vender jeg tilbage til. Regeringens bekæmpede epidemier med ad hoc bestemmelser, senest ved pesten i København i 1711. Da der igen truede vist nok en blodgangsepidemi (dysenteri) - kom 1782-forordningen om epidemier med klare regler om, hvordan man skulle forholde sig ved et epidemiudbrud: En fra familien skulle underrette præsten, denne skulle informere en (af de endnu meget få) embedslæger. Behandlingen var gratis og pengene skulle komme ind via skatten, der blev pålignet hartkornet. Koppeforordningen af 1810 påbød trods lægernes klare krav ikke obligatorisk vaccination, men en underlig floromvunden formulering om, at præsten ikke måtte vie folk, der ikke var vaccineret eller havde haft de ægte kopper. Der blev heller ikke truet med bødestraf. Folk var nemlig bange for vaccinationen af to grunde: Kopper var i befolkningens opfattelse et nødvendigt onde, for de havde en rensende opgave. Hvis de urene væsker forblev i kroppen ville man blive spedalsk. Den anden grund var det svært forståelige, at noget sygt fra en ko skulle gøre gavn. Derfor holdt den enevældige regering igen sit navn til trods. Collegium Medicum og Sundhedskollegiet Den øverste institution i sundhedsvæsenet var Collegium Medicum, der var oprettet i 1740 og skulle være et rådgivningsorgan for den politiske ledelse. Det skulle føre tilsyn med medicinalvæsenet og løse retsmedicinske problemer, udover at det skulle klare stridighederne mellem kirurger og medicinere. Det blev i 1803 afløst af Sundhedskollegiet, der efter 1849 blev lagt under Justitsministeriet. Kommissionen af 1802 Hermed var fundamentet lagt for sundhedsvæsenet, et første forsøg på systematisk at forbedre mulighederne for den generelle sundhedstilstand ved at institutionalisere nogle basisfunktioner, der før var prisgivet tilfældighedernes spil. Der manglede dog en samlet lov og et organ, der kunne varetage de præventive opgaver i "sunde" tider og de nødvendige bekæmpelsesopgaver. Derfor nedsattes en sundhedspolitikommission i 1802. Den tog sit arbejde uhyre seriøst, blandt andet sendte den et rundspørge ud til alle landets læger. De skulle svare på ca. 200 spørgsmål om sundhedstilstanden og sundhedsvæsenet i deres "område". Det er en sand guldgrube for os om befolkningens leveforhold, tanker og opfattelser af sygdom og sundhed. Vi kan for eksempel læse, at kødet også dengang blev "blæst op", og at lægerne krævede slagterkontrol. Men det var ganske problematisk i 1802, fordi en sådan kontrol forudsatte vidner, og disse kunne "belave sig paa en god Livfuld Hug om Aftenen i Tusmørke (2). Slagterne havde hidsige gemytter. Eller vi kan se, at vandet syntes at være ganske udmærket, de fleste steder, men desværre grisede "Kiellingerne" det til med deres vask af "Uld og skidne Klæder", og det blev forurenet af møddingerne, ajlen og ikke mindst afløbet fra priveterne. Disse havde yderligere den ulempe, at de nedentil var åbne, "hvorved opkommer en Trækvind, som angriber det blotte Legeme, og ei siælden, især ved dem, der ere plagede af Hæmerrhoidal Tilfælde tilveiebringer ubehagelige Følger" (3).

6 1802-kommissionen havde lagt et meget stort arbejde i løsningen af sin opgave, alene den første paragraf i deres udkast fyldte 64 underpunkter. Det hele skulle blive på 16 paragraffer. Det trak i langdrag, kommissionen blev indhentet af Napoleonskrigene og statsbankerotten og nedlagde sig selv. Der skulle ske noget forfærdeligt, førend sundhedspolitiet kom op at stå. Og det blev koleraen. Koleraen og fornyet arbejde med forebyggelse Koleraen havde været en total ukendt sygdom i Europa, den fandtes kun i Bangladesh ved Gangesdeltaet. Englænderne havde godt nok mødt den dér og rapporteret om den hjem, men det blev nærmest opfattet som noget eksotisk, uciviliseret. Derfor blev man noget så overrasket, da en koleraepidemi nåede frem til først Rusland og efterhånden til hele Europa i 1830'erne. Her i Danmark tog man straks da den viste sig i Preussen hånd om den. Nu var man parat, og det blev den mest restriktive forebyggende forordning man kunne forestille sig, med karantæne, isolering af de syge samt standret ved overtrædelse. Det vigtigste for den følgende tid var dog oprettelsen af sundhedskommissionerne, der skulle have det organisatoriske ansvar for alt og især for lazaretoprettelse og renlighedseftersyn. De større byer blev inddelt i flere distrikter med hver sin sundhedskommission. Efter at have oprettet lazaretterne var hovedopgaven for deres medlemmer at gå fra hus til hus og se efter syge og renligheden. De fik nogle meget detaljerede instrukser til efterlevelse. Men Danmark var heldigt, epidemien drog forbi, selv om den blot behøvede at hoppe over Sundet fra Malmø eller over Elben fra Hamborg. Nok havde man beordret karantæne fra begge sider, men det havde koleraen ellers ikke taget sig efterretteligt! Efterhånden opmagasinerede man lazaretudstyret. Sundhedskommissionerne selv gik i dvale. Men koleraen kom 20 år senere, på et tidspunkt da hele Europa var fri igen, det nærmeste sted var St. Petersborg. Boligforholdene, den private og offentlige renlighed Det satte fornyet skub i udvidelsen af sundhedsvæsenet. Man tog fat i 1831-forordningens bestemmelser. Dog ikke så meget hvad karantæne angik, for den havde Rigsdagen afskaffet året før, mod at hygiejniske tiltag skulle iværksættes for de sparede midler så som kloakering, vandforsyning og gadefejning. Men det var ikke kommet i gang endnu selvfølgeligt ikke, den gang som nu forhastede man sig ikke, når det gjaldt igangsættelse af offentligt arbejde. Lægerne og bystyrerne måtte nu på anden vis effektuere de nødvendige hygiejniske tiltag. Det blev klart med det samme, at de alene ikke kunne klare det, derfor satte de et opråb om hjælp i aviserne, og straks meldte sig mange frivillige. Nu kom husvisitationerne i gang. Her skulle de frivillige borgere sammen med frivillige læger gå fra hus til hus, såvel forhusene, som side- og baghuse. Selv om man dengang endnu ikke vidste, hvad der var årsag til koleraen, kolerabakterien blev først opdaget 30 år senere, havde man jo den klare fornemmelse, at renlighed og frisk luft kunne holde den for døren, de skulle også holde øje med diaréer og evt. kolerapatienter, begge skulle komme under hurtig behandling. Hvis man fandt patienter eller forsømmelser, skulle det påføres i en protokol og ses efter nogle dage senere. Det var for dem og for os ubegribelige forhold, der blev afsløret. For eksempel så det sådan ud i Frederiksværk: Ved successiv Paafyldning var det kommet dertil, at det omliggende Jordsmon laa langt højere end Gulvet i Huset, saaledes at der paa den ene side af Huset ikke var mere end 1/4 Alens Afstand fra Jorden til Vinduerne. Boligen omkransedes paa de tre Sider af en slet vedligeholdt og med næsten intet Fald forsynet Rendesten i næppe en halv Alens Afstand fra Muren, og denne Rendesten dannede Afløbet fra en hel Række Huse samt adskillige Svinestier. Inde i selve Huset antydedes Fugtigheden noksom af de opraadnede Gulve og de med sorte Skimmelplanter bedækkede Vægge, og omend Familiens Fattigdom ikke var stor, saa var dens Urenlighed desto større, og jeg skal i saa

7 Henseende blot henlede Opmærksomheden paa, at ved Udrensning af Huset fandtes i en Seng, hvor tre af Børnene havde haft deres Leie, den mugne og raadne Sengehalm opfyldt og gjennemtrængt af en Mængde Ekskrementer i den Masse, at man skulle tro, at hele Familien havde benyttet Sengehalmen til Latrin. (4) Men vi må ikke glemme, at de borgerlige frivillige og lægerne lige som os var gået igennem en disciplinerende hygiejniske skole og netop skulle fokusere på snavs. Men selv om vi trækker nogle procenter fra, bliver der rigeligt tilbage. Koleraens indflydelse på sundhedsvæsenet Koleraen havde kastet sit skærende lys over de delvis rystende samfundsforhold. Hvad gjorde de ansvarlige for at afhjælpe det sete? Bystyrerne gik straks i gang med de forskellige opgaver, så som oprettelsen af kommunehospitaler. Enten anvendtes et allerede eksisterende koleralazaret, i Århus var det den nedlagte realskole, eller skulle der bygges et nyt som i København. Problemerne ved vandforsyningen blev løst ved at bygge vandværker, og man begyndte med kloakeringen. Boliglovgivningen fik hovedstaden ordnet i 1854/56, de andre byer fulgte lidt senere. Retirader, der indtil nu blot var store gruber på gården med det lille hus med hjertet ovenpå, og som nogle steder skulle betjene 60 mennesker, skulle nu afløses af et tøndesystem ved alt nybyggeri. Lovgivningen indeholdt også en hel række bestemmelser om rummenes højde, om kælder- og loftslejligheder, vandafløb og om gårdenes forhold til bebygget grundareal etc. etc. Omsider faldt også loven om et sundhedspoliti på plads. Der skulle laves sundhedsvedtægter for alle kommuner. De kan ses som Det Medicinske Politis manifest, idet de indeholdt de fleste af de punkter, som man for et halvhundrede år havde diskuteret. De blev kronen på godt 100 års forebyggelsespolitik. Hvordan var det lykkedes? Afslutning Det hele var foregået på forbløffende symbiotisk måde. Gik lægerne for vidt i deres iver, bremsede regeringen dem. Vaccinationen var således ikke obligatorisk, men var i de første mange år kun for dem, der havde lyst. Den enevældige regering ville ikke anvende tvang over for befolkningen. På den anden side iværksatte den så godt som aldrig sundhedspolitiske tiltag uden først at have rådført sig grundigt med lægerne. Det gjorde befolkningen hjælpsom, som for eksempel da mange frivillige borgere under koleraangrebet midt i 1800-tallet hjalp lægerne i deres hygiejnefremstød. Det betød igen, at samfundets svagere grupper følte, at der blev taget hånd om dem, som de kvitterede ved at rette sig efter forslagene. Til slut vil det være interessant at relatere mine iagttagelser til andre forskningsresultater om emnet. Der findes dog ikke noget samlet for denne tidlige periode, derfor henviser jeg til en undersøgelse for det 20. århundrede om påvirkningen fra de styrende organer inden for sundhedssektoren, som Signild Vallgårda har foretaget. Med afsæt i Michel Foucault og Nikolas Rose analyserede hun sig frem til, at de styrende anvendte to former for strategier. Dels appellerede de til folks mål og til egenskaber, som folk allerede havde, for at få dem til at ændre adfærd, og dels søgte de at forme eller ændre menneskers ønsker og egenskaber (5). Begge strategier forudsætter både en styrelysten gruppe, der også har mulighed for styring, og en befolkning, der i det mindste har en forestilling om at ønske sundhed og forebyggelse af sygdom. En sådan befolkning fandtes knap nok i begyndelsen

8 af vores periode, men den styrelystne gruppe var der, og den kunne bygge et fundament af institutioner, der tilgodeså folks behov og dermed skabte tillid og forventning. Det kunne siden hen gøre folk bevidste om, at forhold, man før havde taget for givet, måske som forudbestemt, nu kunne ændres. For eksempel kunne koppeepidemier måske undgås og fnat et andet stort onde bekæmpes. Overtalelse og gode forbilleder hjalp, især når oplysningsartikler fulgte med i dagspressen, men helt sikkert blev det først, når for eksempel en ny epidemi viste, at de vaccinerede var immune. Da var befolkningen også parat til at overveje igen, om kopperne virkede rensende, og til at acceptere den vederstyggelige tanke om at indpode kokoppematerie i deres børn. Fototekst (indsæt foto hvor det passer i layout) Illustration med hånd: Malkepigens kokopper tegnet af lægen Jenner. Han tog materie herfra og indpodede den på en anden malkepige. Tegningen havde han aftrykt i sin bog An Inquiry 1798. (Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv). Noter 1. Rasmus Frankenau, Det offentlige Sundhedspolitie 1801 s. 3f. 2. Stadslæge de Mezas svar fra Helsingør, RA 232 DK G 125b nr. 7. 3. Distriktslæge Mürer fra Svendborg, RA 232 DK G 125b nr. 17 4. Praktiserende læge Madvigs epidemiberetning s. 22f. RA 1252 Sundhedskollegiets Epidemiberetning 5. Signild Vallgårda: Studier af magtudøvelse. Bidrag til en operationalisering af Michel Foucaults begreb Governmentality. I Lise Togeby m.fl., På sporet af magten. (Magtudredningen) 2003 s. 123ff. Kilder og litteratur Bonderup, Gerda: Det Medicinske Politi 2006. Frank, Johann Peter: System einer vollständigen medicinischen Polizey I-VI 1780-1819. Frankenau, Rasmus: Det offentlige Sundhedspolitie under en oplyst Regjering 1801. Medicinalberetninger fra 1803 i 1252 Sundhedskollegiets arkiv på Rigsarkivet (se Daisy). Nyland, Nick: De praktiserende læger i Danmark 1800-1910 2000. Sundhedspolitikommissionens arkiv på Rigsarkivet: 232 DK G 125 a-c. Vallgårda, Signild: Studier af magtudøvelse. Bidrag til en operationalisering af Michel Foucaults begreb Governmentality. I Lise Togeby m.fl., På sporet af magten. (Magtudredningen) 2003 s. 117-31.

9 Viljen til selvstændighed Af underviser Birte Hedegaard Larsen, Ph.D., CVU Vita - Sygeplejerskeuddannelsen Resumé Danske sygeplejersker har siden den første verdslige ordning af sygepleje i Danmark i 1876 forsøgt at opnå anerkendelse af sygeplejefaget som et selvstændigt fag. Kravet om selvstændighed har fortrinsvis været rettet mod overlæger, dvs. at danske sygeplejersker først og fremmest har betragtet faglig selvstændighed som et spørgsmål om sygeplejefagets tilknytning til lægefaget. Denne tilknytning har været og er tæt. Læger har tilsyneladende altid opfattet sygepleje som en integreret del af den kliniske medicin. I dagligdagen har sygepleje i vid udstrækning været delegeret til sygeplejersker, men overlægerne har gennem tiden set sig som overordnede ansvarlige også for sygeplejen. Sygeplejersker har på deres side altid anerkendt tilknytningen til medicin, men herud over har de gennem foreløbig 130 år påberåbt sig en opfattelse af, at sygepleje er andet og mere end lægeligt delegeret - sygeplejefaget er et selvstændigt fag, kontrolleret af sygeplejersker. Indledning Allerede i min første praktikperiode om sygeplejeelev i slutningen af 1960-erne undrede det mig, at forskolens indtryk af sygeplejefaget som et anerkendt selvstændigt fag, ikke stemte overens med mine oplevelser i praktikken. Her oplevede jeg, at sygeplejersker altid rådførte sig med læger vedrørende patientforhold, og at der i dagligdagen fandtes et tydeligt hierarki med overlægen i en alt dominerende position. På uddannelsens senere læsekurser fandtes sygepleje som et fag på skemaet, men til min store forundring blev der her gentaget forhold vedrørende undersøgelser og behandlinger, som der allerede var blevet undervist i af læger i fagene sygdomslære og farmakologi. Var sygepleje på skoleskemaet ikke andet end repetition af lægelige fag? Disse oplevelser og denne undren har forfulgt mig i hele min aktive karriere som sygeplejerske og som underviser på en sygeplejeskole. I 1990 gik grunduddannelsen til sygeplejerske fra at have været en elevuddannelse til en uddannelse, klassificeret som et studie som en mellemlang videregående uddannelse og der blev oprettet kandidat og ph.d. uddannelsesordninger for sygeplejersker. Disse formelle uddannelsesordninger understøttede sygeplejerskers opfattelser af deres fag som et selvstændigt fag. Alligevel havde jeg en nagende følelse af, at alt dette ikke grundlæggende ændrede sygeplejefagets status set i relation til lægefaget. På cand. cur.- studiet og senere ph.d.-studiet fik jeg muligheder for at undersøge dette nærmere. Jeg havde på forhånd den opfattelse, at en faglig selvstændighed, hvis der var tale om en sådan, måtte være af nyere dato, og min forundring var stor, da jeg i det historiske kildemateriale opdagede, at det, jeg kalder viljen til selvstændighed, havde været endog meget nærværende i hele det verdslige sygeplejefags levetid i Danmark, at sygeplejersker tilsyneladende altid havde været helt og fuldt overbeviste om, at deres fag var et selvstændigt fag, der skulle forstås i en form for komplementær position til lægens fag. I denne artikel belyser jeg sygeplejerskers og lægers tale om sygepleje, sygeplejersker og sygeplejefag i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet med henblik på at sætte fokus på forhold, sygeplejersker mente, skulle og nødvendigvis måtte begrunde sygeplejefaget som selvstændigt (note 1). Den metodiske inspiration Den metodiske inspiration til at fokusere på tale skyldes den franske vidensanalytiker Michel Foucaults (1926-1984) diskursanalytiske undersøgelser (2, 3). Foucault anvender begrebet diskurs som et analytisk værktøj til at indkredse tale og historiske frembringelser i forbindelse hermed.

10 Ved at fokusere på diskursive frembringelser herunder skrift og tale, men ligeledes indretningen af en epokes institutioner - kirkelige, politiske, juridiske, terapeutiske, uddannelsesmæssige mm., kan man skabe et billede af de betingelser, en diskurs, f.eks. diskursen om sygepleje, er underlagt. Ifølge Foucault består en diskursanalyse af to helheder: En kritisk helhed, der indkredser former for udelukkelser, begrænsninger og tilegnelse, der indkredser de procedurer i samfundet, der kontrollerer f.eks. tale, skrift og opbygning af samfundets institutioner. I herværende forbindelse omhandler den kritiske helhed, hvorledes sygeplejerskers og lægers tale om sygepleje, sygeplejefag og lægefag er blevet kontrolleret gennem ca. 130 år (note 2). Udover den kritiske helhed indkredser diskursanalysen en genealogisk helhed, som undersøger, hvorledes en talerække, f.eks. talen om sygepleje som et selvstændigt fag, er blevet udformet, og hvilke betingelser, der har været for denne tale. Sygeplejefaget i Danmark opstod i relation til opkomsten af den kliniske medicin i midten af 1800-tallet. Set i relation til såvel en kritisk som en genealogisk helhed er udviklingen af denne således af afgørende betydning for, at sygeplejersken overhovedet kom på tale. Udviklingen af den kliniske medicin i Danmark I midten af 1700-tallet påbegyndte man i Danmark en særlig indsats overfor syge fattige. I 1757 blev Kongelig Frederiks Hospital oprettet, og i kølvandet på en kongelig forordning i 1806 blev hospitaler og sygehuse i stadig stigende antal og størrelser oprettet rundt i Danmark. Behandling og pleje under sygdom foregik langt op i 1800-tallet i hjemmene. Sygepleje var et kvindearbejde under en husmoders ledelse. Syge medlemmer af familien, samt laugsmedlemmer eller ansatte på et gods, hørte til familiens ansvarsområde og der blev på et vist niveau sørget for dem under sygdom og alderdom. I Danmark gav statslige forordninger fra 1600-tallet medicinere og kirurger monopol på forebyggelse og behandling af sygdomme samt tilsynsforpligtelser med den danske befolknings sundhedstilstand. Sygdomme blev hovedsagligt forklaret i relation til teorier om sundhed og sygdom f.eks. teorier om livskraften - vitalismen og usynlige luftbårne smittepartikler - miasmer. Behandling blev udført i relation til forskelligartede teorier om en balanceret natur, der ved indvortes eller udvortes miljøpåvirkninger kom i en sundhedsubalance. Behandling omfattede metoder f.eks. indgift af medikamenter, strygninger, åreladninger og lavementer, der skulle medvirke til at genoprette den naturlige balance. Siden renæssancen havde læger dog i nogen grad forklaret sygdomme som tegn på anatomiske og fysiologiske abnormiteter og behandling som korrektion og lindring af disse. Denne sidste opfattelse var blevet mere og mere fremherskende i slutningen af 1700-tallet, og op gennem 1800-tallet kom der gang i en bevægelse, hvor en patient fra at blive set som et individ, hvis individuelle livsbetingelser var grundlæggende væsentlige for at genoprette en sund balance, blev set som et anatomisk-patofysiologisk tilfælde, hvor lægen eksakt - såkaldt positivt måtte beskrive det, han så, samt behandle i henhold til metoder, der var blevet påvist brugbare gennem klinisk dokumenterede eksperimenter. En ny positivistisk lægevidenskabelig doktrin var i færd med at erstatte den gamle teoretiske medicin. Fra begyndelsen af 1900-tallet blev eksakt naturvidenskabelig eksperimentel klinisk viden højt værdsat såvel i forhold til lægens videnskabelige som kliniske virksomhed. Denne form for viden var afgørende for hans faglige dygtighed, virksomhed og position i samfundet. Alle andre former for viden, der tidligere havde været anset som væsentlige, blev udelukket fra den medicinske diskurs (note 3). Den enkelte patients fortælling om sin sundhedsbalance, sine symptomer, livsomstændigheder, familieforhold, boligforhold, muligheder for at få nærende kost o.l. havde ikke samme betydning som tidligere (1, ss.191-210) og (4). Sygepleje som et verdsligt fag opstod midt i denne bevægelse fra én medicinsk doktrin til en anden, og kampe mellem de lægelige doktriner kom til at spille en stor rolle for sygeplejefagets muligheder og betingelser for at opnå anerkendelse som et selvstændigt fag.

11 Sygeplejersken en lægelig hjælper, stedfortræder, husstyrer og filantrop Den første verdslige sygeplejeordning i Danmark blev indført på Københavns Kommunehospital i 1876. Den verdslige sygepleje blev et fag i en periode, hvor en positivistisk naturvidenskabelig inspireret doktrin endnu ikke var karakteristisk. Det var derimod en empirisk klinisk metode og en såkaldte numerisk eller statistisk metode (4, ss.137-162). Nøje observationer, registreringer og rapporteringer af disse var afgørende væsentlige for lægens kliniske virksomhed og lægevidenskabelige forskning. Da lægen ikke kunne være til stede ved sygesengen døgnet rundt, opstod et behov for hjælpere og stedfortrædere, der havde tilstrækkelig dannelse og uddannelse til nøjagtigt at udføre observationer, registreringer, rapporteringer og ordinationer. MEN herudover havde lægen behov for personer, der kunne lede det daglige arbejde på hospitaler og sygehuse i lægens ånd - for højt kvalificerede husstyrere, der satte en filantropisk indstilling til syge fattige højt. Overlæger italesatte et behov for kvinder af den dannede borgerklasse, der qua opdragelse, oplæring og uddannelse netop besad de egenskaber og den uddannelse og dannelse, som de ønskede sig af deres hjælpere og stedfortrædere. Overlægerne påpegede stærkt deres egen overordnede rolle samt betydningen af, at sygeplejersker var loyale frem for alt andet mod lægevidenskaben og lægen. Diskurser i forbindelse med lægers viden, faglige monopol, forpligtelser og rettigheder blev i forbindelse med opkomsten af det verdslige sygeplejefag gentaget. Men det samme gjaldt for diskurser vedrørende mænds og kvinders forskelligartede egenskaber, viden, ansvar, forpligtelser og kunnen (1, ss.159-188). Biologisk kønsbundne egenskaber - forpligtelser og roller i det danske samfund Kvinder og mænd blev langt op i 1900-tallet betragtet som grundlæggende forskellige med hensyn til egenskaber, forpligtelser og aktiviteter på grund af køn. Manden blev betegnet som aktiv, udadvendt, ansvarlig, videncentreret, kulturskabende, mens kvinden blev betegnet som passiv, modtagende, centreret om hjemmet, om de nære ting, ernæring, relationer, reproduktion, barnepleje, opdragelse af børn og pasning af syge og gamle. Manden var nok familiens overhoved, men det kvindelige ansvar og kvinders forpligtelser og funktioner blev af såvel mænd som kvinder betegnet som selvstændige set i relation til det syn på kønsopdelt forpligtelse, viden og kunnen, der var fremherskende i 1876. Kvinder blev betegnet som indbyrdes forskellige på baggrund af dannelse. Den dannede kvinde var en kvinde, der havde lært sig en vifte af sproglige, kunstneriske, sociale, filantropiske og husstyrende færdigheder. Der ud over havde hun lært sig selverkendelse, selvbeherskelse, loyalitet og selvopofrelse. Hun havde lært sig at styre sin natur, herunder sin seksualitet, og hun havde lært sig at underordne sig mandens såkaldte højere fysiske og åndelige niveau samt mandens kulturelle, religiøse, videnskabelige og politiske frembringelser. I modsætning hertil blev den udannede og uuddannede kvinde opfattet, som en kvinde, der var uvidende og ikke kunne styre sine drifter, som amoralsk, doven, drikfældig o.l. (note 4) (1, kap.10) Allerede i forbindelse med det verdslige sygeplejefags opkomst vandt en stærk inspiration fra Florence Nightingales opfattelse af sygepleje som en syntese af lægens fag og kvinders egenskaber og forpligtelser indpas. Ifølge Nightingale måtte en sygeplejerske integrere begge disse områder, men en sygeplejerske var ikke blot en lægelig assistent og heller ikke blot en dannet kvinde. Et selvstændigt sygeplejefag - en syntese af lægens fag og kvinders egenskaber og forpligtelser Florence Nightingale (1820-1910)(1, ss.229-248) var tilhænger af den gamle medicinske doktrin. Sundhed var for hende et spørgsmål om en naturlig balance. Hun var tilhænger af miasmeteorien vedrørende infektionssygdomme, men ligeledes af den kliniske og den statistiske metode. Hele livet igennem bevarede hun dette syn. Hun tilsluttede sig tilsyneladende aldrig den nye positivistiske

12 lægevidenskabelige doktrin. For Nightingale var sygeplejersker og læger nære samarbejdsparter på grundlag af de lægevidenskabelige indsigter, der var gældende omkring 1850, men ligeledes på grundlag af kvinders særlige egenskaber, viden og kunnen. Hun så lægers og sygeplejerskers livsformer som komplementære. Begge parter besad samfundsnødvendig komplementær viden og kunnen. Lægen var i forhold til behandling af syge overordnet sygeplejersken. Sygeplejersken skulle loyalt udføre sin gerning i henhold til lægens udkast, men sygepleje havde ifølge Nightingale to sider, en teknisk og en moralsk. Den tekniske side var knyttet til lægens viden og kunnen og den moralske til kvinders viden, kunnen og moralske indstilling. Det er betegnende, at den moralske side ikke blot var en indstilling, denne omfattede i høj grad kvinders viden - og kunnen. Der var for Nightingale ingen niveauforskelle på teorier om sundhed og sygdom og teorier om det kvindelige. Disse teorier havde samme status, og sygepleje kunne betegnes som en kunst ved siden af lægekunsten, en kunst med et fælles delelement, hvad angik teori om sundhed og sygdom, og med komplementær viden og kunnen. I forhold til behandlende foranstaltninger havde lægen den autoritative myndighed, og sygepleje var intet uden dette delelement. Sygeplejersker modtog ordinationer fra lægen, men hun udførte ordinationer i henhold til en viden om, hvordan dette bedst lod sig udføre i en aktuel situation. Sygepleje var ikke blot et hvad, men i høj grad også et hvordan. I forhold til filantropi og husstyrelse havde sygeplejersken den autoritative myndighed, som mænd var læger uvidende om ledelse af en husholdning, og sygepleje var intet uden dette. Nightingales tænkning om sygepleje og sygeplejersker kan betragtes i et spændingsfelt mellem underordning og selvstændighed. At fungere som sygeplejerske krævede en vis medicinsk viden. Denne viden var lægeligt delegeret, men Nightingale kan fortolkes således, at hun anså viden om en balanceret sundhed for at være et delt vidensområde. Lægerne havde lægelig viden og et fagligt monopol vedrørende behandling af syge, men viden vedrørende sundhed og sygdom og en balanceret natur var ligeledes baggrund for arkitekters, ingeniørers, husfruers og sygeplejerskers arbejde. En syntese sygepleje som et selvstændigt fag ophævede såvel lægens fag som kvinders egenskaber og forpligtelser, og sygepleje kunne ikke betragtes som et fag i en liniær hierarkisk organisering underordnet lægens fag. Nightinale fandt tilsyneladende ikke forestillingen om et selvstændigt sygeplejefag uforenelig med lægers behandlingsmonopol. Dominansrelationen mellem læger og sygeplejersker var for hende kun væsentlig i forbindelse med lægelige ordinationer af teknisk art. Florence Nightingale og den verdslige sygepleje i Danmark Uddannelsen på Københavns Kommunehospital var tydeligt inspireret af Nightingale s anbefalinger om organisering af sygeplejerskers uddannelse, rekruttering af dannede kvinder, krav til kvinder, der ønskede at blive sygeplejersker og sygeplejerskers ledelsesforhold (7, 8). Den danske komtesse, Selma L. Lüttichau (1838-1927) (note 5), medvirkede angiveligt til ordningen af den verdslige sygepleje i Danmark. Hun blev kaldt fra London til København i forbindelse med ordningen på Kommunehospitalet. Hvornår hun kom til København, hvor længe hun blev, og hvor stor indflydelse, hun havde i forbindelse med ordningen i 1876, er ikke helt klar. Kildematerialet er sparsomt. Ifølge Henny Tscherning (note 6) blev Lüttichau tilbudt stillingen som plejemoder ved Københavns Kommunehospital, men afslog denne med den begrundelse, at stillingen ikke svarede til den engelske matronstilling (forstanderinde) - ikke var selvstændig nok set i relation til overlægerne (11). Hun vendte tilbage til London til en livsstilling som matron ved et hjemmeplejedistrikt for fattige syge. Alligevel satte hun i høj grad sit fingeraftryk på den verdslige sygeplejerskeuddannelse i Danmark. Hun oversatte Florence Lees nightingaleinspirerede lærebog, Veiledning til Konsten at pleie Syge (7). Bogen fungerede gennem 1800-tallet som lærebog i sygeplejeforhold og var bestemt for sygeplejeledere og undervisere. Én af de københavnske

13 overlæger, der medvirkede til ordningen af sygeplejen på Kommunehospitalet, Sopfus Engelsted (1823-1914), skrev et omfattende forord til bogen, der gav bogen lægelig anerkendelse og samtidig afspejlede den lægelige opfattelse af lægefag og sygepleje i Danmark i 1876. Viljen til selvstændighed og danske sygeplejersker Lüttichaus afvisning af plejemoderstillingen på Københavns Kommunehospital kan ses som det første forsøg i Danmark på at opnå en lægelig anerkendelse af et selvstændigt sygeplejefag. Som forsøg mislykkedes det i samtiden, men ved at følge danske sygeplejerskers senere forsøg (12-16) og (1, kap.12-14) fremgår det, at Florence Nightingale s opfattelse af sygepleje og Selma Lüttichaus afvisning gav anledning til en talerække blandt danske sygeplejersker i forhold til at betragte sygeplejefaget som selvstændigt. Denne talerække intensiveredes op gennem 1900-tallet og flere og flere af sygeplejerskernes krav blev imødekommet men uden at dette grundlæggende ændrede de tidlige lægelige opfattelser af læge-sygeplejerske relationen. Det er betegnende, at grundlaget for sygeplejerskernes opfattelse af et selvstændigt sygeplejefag oprindeligt var den senere forladte teoretiske medicinske doktrin og teorier om kvinders kønsbestemte egenskaber, forpligtelser, viden og kunnen. Det er ligeledes betegnende, at danske sygeplejersker har holdt fast ved dette grundlag. Der skete naturligvis ændringer. Dannede kvinders husstyrelsesfærdigheder blev op gennem 1900-tallet transformeret til ledelse og uddannelse af plejelinjen og plejepersonalet på et hospital, til ledelsesteori og pædagogik og til teori om almene behov, imødekommelse af behov, omsorg og egenomsorg. Filantropiske forpligtelser blev transformeret til patientcentreret pleje, til et ansvar for den svage og til f.eks. etik og kommunikation. Disse transformationer har dog ikke kunnet sikre en anerkendelse af sygeplejefagets selvstændige status. I forbindelse med den positivistiske lægevidenskabs stadig stærkere position kunne forhold selv om disse nok så meget var blevet omformet - knyttet til en forladt teoretisk medicinsk doktrin og doktriner vedrørende kvinders kønsspecifikke egenskaber og praksisser ikke accepteres som grundlag for en formel anerkendelse af sygeplejefagets selvstændighed (note 7). Disse områder var ikke på niveau med den eksakte, eksperimentelle lægevidenskab, og sygeplejersker måtte forblive loyale og underordnede denne (1, ss.304-20). Dette til trods er sygeplejerskers vilje til selvstændighed en stadig tilstedeværende drivkraft for sygeplejerskers krav og tiltag vedrørende praktisk sygepleje, uddannelse, ledelse og forskning. Kravet om selvstændighed vil tilsyneladende ikke dø. Noter 1. Grundlaget for denne artikel er undersøgelser i forbindelse med min ph.d.-afhandling. Her undersøgte jeg sygeplejerskers forsøg på at opnå anerkendelse af et selvstændigt sygeplejefag gennem ca. 130 år (1) 2. Det er Foucaults opfattelse, at al tale og alle historiske frembringelser er kontrollerede. Læger kan således heller ikke sige alt. Al menneskelig virksomhed kontrolleres af eksterne og interne mekanismer, der sikrer, at der produceres de rigtige sygeplejersker, læger osv. Disse kontrolmekanismer eller procedurer er historisk foranderlige og en følge af de herskende diskurser i et samfund. Der findes mange former for krusninger på overfladen, men grundlæggende forandringer foregår ifølge Foucault trægt (1, ss.128-39). 3. Ændringen fra lægekunst til positiv lægevidenskab er meget tydelig i lærebøger for læger, medicinsk historiske værker og tekster i lægefaglige tidsskrifter fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der findes lægelige ytringer, der argumenterer for betydningen af

14 medicinske teorier og lægekunst, men fra begyndelsen af 1900-tallet er tendensen klar en klinisk positiv videnskabelighed betegnede frem for alt andet lægens fag 4. Underklassens kvinder blev i høj grad opfattet således, i det hele taget blev underklassen i 17-1800-tallet anset for uvidende, amoralsk, tøjlesløs, upålidelig, tyvagtig og grådig (5, ss.87-106) og (6, ss.18-19 og 60-66). 5. Selma Lüttichau indtager en, mener jeg, overset rolle i dansk sygeplejehistorie. Hun var datter af godsejer og baron H. H. Lüttichau til Tjele. Hun blev uddannet som sygeplejerske på Pastor Fliedners diakonissestiftelse i Kaiserswerth. Senere supplerede hun sin uddannelse hos katolske søstre i bl.a. Strasbourg og herefter på Sct. Thomas Hospital, London i Florence Nightingales regi. Hun blev angiveligt kaldt fra London til København for at medvirke til oprettelsen af sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Kommunehospital i 1874 (9, ss.132-133 og xxxiv-xxxv 6. Henny Tscherning f. Schultz (1853-1932) blev uddannet som sygeplejerske på Københavns Kommunehospital. Efter giftermål med overkirurg senere professor E. A. Tscherning i 1886 ophørte hendes aktive sygeplejerskekarriere, men hun fortsatte hele livet i gennem sit arbejde for sygeplejen. Hun var formand for Dansk Sygeplejeråd 1899-1927 (10). 7. At videnskabeliggøre sygepleje på et traditionelt positivistisk grundlag har aldrig vundet bred tilslutning blandt sygeplejersker i Danmark. Det er da også et stort spørgsmål, om tiltag i relation hertil uden for sygeplejerskers rækker vil kunne betragtes som andet end supplement til lægevidenskab. Referencer 1. Larsen BH. Anerkendelse og krænkelse en undersøgelse af diskursive kontrolprocedurer i relation til sygeplejerskers bestræbelser på, at opnå anerkendelse af det verdslige sygeplejefag som et selvstændigt fag. Viborg., Forlaget PUC, 2006 2. Foucault M. Klinikkens Fødsel. København: Hans Reitzels Forlag, 2000 (1963) 3. Foucault M. Talens forfatning. København: Hans Reitzels Forlag, 2001 (1971) 4. Petersen J. Lægekunstens Historie. København: Andr. Fred. Høsts og Søns Forlag, 1876 5. Possing B. Viljens styrke. Nathalie Zahle. En biografi. København: Gyldendal, 1997 6. Vallgårda S. Sjukhus och fattigpolitik. Publikation 17. København: FADL s Forlag, 1985 7. Lees F. Veiledning til Konsten at pleie Syge. København: C. A. Reitzel 1876 8. Budde V. (red.) Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København. Ugeskrift for Læger;25:393-396. København: Den Almindelige Danske Lægeforening, 1875 9. Jakobsen KH. Den verdslige sygeplejerskeuddannelse ved Københavns Kommunehospital 1876. Århus: Skrift Serie fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole;94, 2001 10. Dansk Kvindebiografisk Leksikon, www.kvinfo.dk

15 11. Tscherning H. Lidt om mine personlige Oplevelser ved den humane Sygeplejes Indførelse paa Kommunehospitalet og dens senere Udvikling. Tidsskrift for Sygepleje;18:295-30. København: Dansk Sygeplejeråd, 1913 12. Koch M. En Reform af Sygeplejen i Danmark. Tidsskrift for Sygepleje;4:53-56. København: Dansk Sygeplejeråd, 1906 13. Koch M. Sygeplejeuddannelse. Tidsskrift for Sygepleje;4:62-63. København: Dansk Sygeplejeråd, 1906 14. Lütken C. En Reform af vor Sygepleje. Tidsskrift for Sygepleje;4:56-58. København: Dansk Sygeplejeråd, 1906 15. Lütken C. Sygeplejesagen. Tidsskrift for Sygepleje;4:63-66. København: Dansk Sygeplejeråd, 1906 16. Munck C. Sygeplejerskerne som en Stand. Tidsskrift for Sygepleje;16:199-204. København: Dansk Sygeplejeråd, 1910

16 MUSEUMSHJØRNET Rundt om et sengebord Af Kamma Lauridsen, formidlingsmedarbejder, Dansk Sygeplejehistorisk Museum På bordet står en buket blomster i en metalvase og et glas vand. Der ligger også en pose Matadormix og en blok papir. I hylden nedenunder findes en skønsom blanding af aviser, ugeblade, mobiltelefon, papkapsel, hårbørste og andet forskelligt løsøre. På siden af bordet hænger et spisestykke. Det ser rent ud. Det er den besøgendes sengebord, og det står i Museets udstilling som en opfordring til, at den enkelte kan være med til at fortælle historie. Historien om sengebordet, om patienten, om det at bevare sin integritet, når privatlivet er på hjul og skal rummes i et møbel, om at komme omkring et sengebord og at bruge det i sit arbejde. Med udgangspunkt i et par kasser med rekvisitter har den enkelte mulighed for at indrette sengebordet efter ønske, som et udtryk for, hvad man finder vigtigt at have hos sig som patient, eller for at beskrive et sengebord, man har mødt i sit daglige arbejde. Sengebordsprojektet har til formål at få Museets brugere til at reflektere over patientrollen, og sengebordets betydning for patient og plejepersonale. Som eksempel kan patientens tilstand ofte aflæses i sengebordet ud fra hvor meget af dets indhold, der udgøres af plejepersonalets remedier. Men vi forsøger også at præsentere sengebordet i en historisk sammenhæng, fordi brugen af sengebordet og dets indretning er med til at synliggøre enhver tids syn på patienten, på sygeplejersken og dennes arbejde og det daglige liv på hospitalet. Allerede i 1916 kunne man i Dorthea Leths bog Vejledning til Syges Pleje læse følgende om sengebordet: Ved Sygesengen bør der i de fleste Tilfælde være anbragt et lille Bord, paa hvilket Glas, Smaarekvisitter m. m. kunne stilles. Bordet har bedst sin Plads ved Patientens venstre Side; staar det ved højre Side, hindrer det den fri Adgang til Patientens Person. Af saadanne Smaaborde haves forskellige Slags saavel fritstaaende Borde, der kunne drejes ind over Sengen, som ogsaa Borde, der kunne fastskrues paa selve Sengen. I forbindelse med den besøgendes sengebord hænger der en lille udstilling med billeder fra Museets arkiv. Her er eksempler på sengeborde i forskellige tidsperioder, og dér kan man aflæse historier om en given tid, om situationer og personer. Der er også mulighed for at den enkelte kan give sit besyv med ved at nedskrive egne sengebordserfaringer til ophæng f.eks.: Åh, de mandlige patienters sengeborde på Lemvig Sygehus 1974 var ulækre, en cigarkasse med aske til at dyppe den stærke skrå i og så urinkolben, som skvulpede over, det lugtede og så meget udelikat ud.

17 Under mit eneste ophold på et hospital gjorde mit sengebord, at jeg følte mig mere end en del af en stuegang. Der var lidt plads til gaver og mad, der gjorde opholdet mere behageligt. Man finder også en lille erindringsskrivelse fra en sygeplejerske om et sengebord på Rigshospitalet ca. 1955, der her følger i udpluk. Om sengebordet: Sengebordet var anbragt på patientens venstre side. Det var fremstillet af træ og lakeret. Bordpladen kunne være dækket af kakler, underhylden var af træ, og der var vist nok en skuffe. Ellers var bordet åbent til alle sider. Det betød, at bortset fra det, der var gemt i skuffen, var patientens ejendele stort set fritliggende og synlig for alle, der passerede forbi. Det være sig personale, stuegangen, medpatienter og pårørende. Sengebordets funktion: Der var ikke mange rulleborde til rådighed, så personalet anvendte sengebordet til arbejdsbord i forbindelse med forskellige procedurer, eksempelvis patientens personlige hygiejne (øvre og nedre toilette). Personlig hygiejne blev udført i sengen med eller uden hjælp at personalet. Hertil anvendte vi to vandfade, tandkrus og kapsel. Vand blev bragt hen til sengen. Af hensyn til patientens blufærdighed blev der sat transportabel skærm omkring sengen. Jeg husker, at der på sengebordet var kroge til håndklæde og vaskeklude til øvre toilette (drejls) og nedre toilette (longuet). Håndklæder og vaskeklude blev kun skiftet en gang i ugen i forbindelse med det ugentlige bad, der foregik i afdelingens eneste badeværelse på faste ugedage. Halvdelen af patienterne fik bad én dag og den anden halvdel en anden dag. Patienten indtog desuden alle måltider ved sengebordet. Dansk Sygeplejehistorisk Museum ny udstilling 24. marts 2007 Foran Afghanistans lukkede Døre En udstilling om diakonissen, lægen og missionæren Marie Holst fra Kolding og hendes arbejde i Indien 1896 1917 Indsæt annonce foto

18 Dansk Sygeplejehistorisk Museum Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding Åbningstider: Onsdag 11-18, torsdag og fredag 11-16, lørdag og søndag 12-16 (tlf. 76 32 76 76). Billetpriser: Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS Øvrige: Voksne 30 kr., grupper over ti 20 kr., pensionister og studerende 20 kr., børn under16 samt skoleklasser gratis. Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet dog ikke søn- og helligdage (gælder ikke gruppebilletter). Der tages forbehold for eventuelle ændringer.

19 NYT FRA DANSK SYGEPLEJEHISTORISK SELSKAB Medlemsmøde - april 2007 Torsdag den 12. april 2007 kl. 19 21.30 afholder DSHS medlemsmøde på Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Historiker Gerda Bonderup, lektor Aarhus Universitet, holder foredrag med udgang i sin nyeste bog om dansk forebyggelses-politik 1750-1860. Det var i denne periode, at lægerne gik fra sygdomsbekæmpelse til forebyggelse og dermed introducerede: Det Medicinske Politi. Som optakt til foredraget har Gerda Bonderup skrevet en artikel til dette nummer af Sygepleje & Historie (se side??). Deltagelse er gratis for medlemmer, gæster kan deltage for kr. 30 eller gennem indmeldelse i DSHS. Under mødet serveres en forfriskning. Adresse: Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding. Tilmelding: senest tirsdag den 10. april 2007 på tlf. 76 32 76 76 Generalforsamling - september 2007 Dansk Sygeplejehistorisk Selskab afholder sin næste generalforsamling i København torsdag den 20. september 2007 kl. 16.00. Indkaldelse foretages i Sygepleje og Historie nr. 31 september 2007. Efter generalforsamling er der foredrag ved historiker professor, dr. phil. Birgittte Possing om Betydningen af historisk forskning.

20 Første Danske Sygeplejehistoriske Konference den 28. og 29. september 2007 I 2007 har Dansk Sygeplejehistorisk Selskab 10-års jubilæum. Selskabet har i den anledning besluttet at arrangere en sygeplejehistorisk konference, den første af sin art i Danmark. Konferencen vil finde sted på Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. Det ønskes med konferencen, at få et bredt tværfagligt perspektiv på aktuel forskning inden for sygeplejens, plejens og omsorgens historie nationalt såvel som internationalt. Der inviteres hermed både til at anmelde foredrag / indsende abstrakts og til almen tilmelding som deltager uden foredrag. Konferencesprogene vil være engelsk og dansk. Hovedtalere Professor Sioban Nelson, University of Toronto, Canada, Professor Marit Kirkevold, Aarhus Universitet Associate Professor Barbra Mann Wall, University of Pennsylvania, USA. Foredrag / abstrakts: Abstrakts må maximalt omfatte 1 A4 side (2400 anslag) og bedes indsendt på engelsk eller dansk. Navn, (titel, stilling), adresse, telefon og e-mail bedes anført. Deadline for indsendelse er mandag den 30. april 2007. Abstrakt bedes indsendt via mail til museum@dshm.dk, men kan alternativt også sendes med almindelig post (adresse nedenstående). Tilmelding og praktiske oplysninger Pris: Medlemmer af DSHS 750 kr., - øvrige 950 kr. Konferencemiddag: Fredag d. 28. september er der mulighed for at deltage i en konferencemiddag på Hotel Koldingfjord. Middagen koster 400 kr. Såfremt du ønsker at deltage i middagen, skal du tilmelde dig til denne særskilt. Tilmelding og betaling: Tilmelding til konferencen samt konferencemiddag kan ske til konferencesekretær Anne Marie Overgaard på telefon 7632 7676 eller e-mail: museum@dshm.dk Der kan også foretages tilmelding via blanketten på DSHSs hjemmeside www.dsr.dk/dshs.htm Deltagergebyr samt betaling for konferencemiddag bedes overført senest 20. august til: Lån & Spar Bank reg.nr. 0400 konto nr. 1180043235. Angiv følgende tekst til din overførsel "Konference 2007, NAVN". Overnatning: Deltagerne sørger selv for bestilling og afregning. Der er indgået specialaftale med Hotel Koldingfjord www.koldingfjord.dk om 1 overnatning á 695 kr. for konferencens deltagere. Hotellet ligger i gå-afstand fra museet. Konferencesekretær: Anne Marie Overgaard Dansk Sygeplejehistorisk Museum Fjordvej 152, 6000 Kolding Telefon: 76 32 76 76 E-mail: museum@dshm.dk Konference information: www.dsr.dk/dshs