1. Problemfelt... 4. 1.1 Problemformulering... 5. 1.2 Projektets opbygning... 5. 2. Den danske beskæftigelsesindsats... 8. 3. Videnskabsteori...

Abstract In the project; Are you still unemployed? we study unemployed academics and how they experience their unemployment. The point of departure of the project is based on the assumption that the society has a negative attitude towards unemployment because of the society s focus on the importance of labour. The project is based on 8 narrative interviews with 8 unemployed academics whose backgrounds are different concerning jobs, education, age etc. To help us analyse the unemployed academics experience of their unemployment we use theories by Oskar Negt, Axel Honneth and Marie Jahoda. Negt s theory deals with a division of the society in two different realities. Honneth s theory is about the importance of recognition and Jahoda s theory concerns five consequences of unemployment. Through a mixture of our collected empirical knowledge and the three theories we base our analysis on four themes, which we found relevant through our qualitative study. The themes are as follows: Affiliation, which concerns the identity loss of the unemployed academic in their position as unemployed; Everyday life, which concerns their change in rhythm from being in labour to being unemployed; Refusal is about their rejection from the labour market; and The System, deals with the Danish System of Employment and how the unemployed academics feel violated hereby. In our analysis of the unemployed academics experience of their unemployment and in the criticism of the norm of the Danish society, we found that unemployment is an overall negative experience. This is indicated by the unemployed academics lack of structure, selfregulation, identity and status. The unemployed academics emphasize that the beforementioned negative sides of unemployment is the result of an overall negative attitude towards unemployment. 1

Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt... 4 1.1 Problemformulering... 5 1.2 Projektets opbygning... 5 2. Den danske beskæftigelsesindsats... 8 3. Videnskabsteori... 10 3.1 Vores forforståelser... 10 3.2 Kritisk teori... 11 3.3 Hermeneutik... 12 3.4 Hermeneutisk samspil med kritisk teori i projektet... 12 3.5 Videnskabsteoretisk fundering hos teoretikerne... 14 4. Teori... 16 4.1 Arbejdsbegrebet... 16 4.2 De to virkeligheder... 18 4.3 Anerkendelsesteori... 20 4.4 Konsekvenser af ledighed... 23 4.5 Teoretisk samspil... 26 5. Empiri... 29 5.1 Empiriske overvejelser... 29 5.2 Valg af interviewpersoner... 29 5.3 Det narrative interview... 31 6. Analysestrategi... 36 6.1 Tematisering af narrative interviews... 36 6.2 Operationalisering... 38 2

7. Analyse... 41 7.1 Præsentation af interviewpersoner... 41 7.2 Tilhørsforhold... 43 7.2.1 Identitet... 43 7.2.2 Social støtte... 47 7.2.3 Økonomi... 49 7.2.4 Årsag til ledighed... 52 7.2.5 Delkonklusion... 53 7.3 Dagligdag... 54 7.3.1 Rytme... 54 7.3.2 Ansvar for egen situation... 56 7.3.3 Delkonklusion... 58 7.4 Afslag... 58 7.4.1 Ansøgninger... 58 7.4.2 Alder... 63 7.4.3 Delkonklusion... 65 7.5 Systemet... 66 7.5.1 Ret og pligt... 66 7.5.2 Anden Aktør... 74 7.5.3 Uigennemskuelighed... 77 7.5.4 Tillid... 78 7.5.5 Delkonklusion... 80 8. En samfundskritik... 82 9. Konklusion... 89 10. Litteraturliste... 92 3

1. Problemfelt Der har været økonomisk opsving i Danmark, og i 2007 oplevede vi den laveste ledighed i 30 år (bm.dk 2008). Det økonomiske opsving, den lave ledighed og de mange ubesatte stillinger ophørte hurtigt. En global boligkrise og risikable investeringer fik i sommeren 2008 finansmarkederne til at stagnere (dr.dk 2008). Dette udviklede sig til en verdensomspændende recession, der i Danmark bliver kaldt finanskrisen. Vi oplevede, hvordan arbejdsløsheden begyndte at stige. I oktober 2008 var 1,6 procent af arbejdsstyrken i Danmark ledige, mens tallet blot et år efter var mere end fordoblet til 3,5 procent fuldtidsledige (statistikbanken.dk 2009). I 2009 har finanskrisen betydet en markant stigning i ledigheden, og dermed en markant stigning i antallet af danskere, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet. På denne baggrund mener vi, at arbejdsløshed er en aktuel problematik i det danske samfund. Vi forestiller os, at eftersom ledigheden har været rekordlav, er det blevet en afvigelse fra normen ikke at have et job. Vi lever i et videnssamfund (vtu.dk 2008), hvor et stigende antal af samfundets borgere vælger at tage en videregående uddannelse (uvm.dk 2009). Dette fokus på videnssamfundet, mener vi er spændende, da uddannelse og arbejdet dermed får en central plads. Vi forestiller os, at der er opstået en negativ holdning til ikke at være i besiddelse af et arbejde i forlængelse af det tidligere økonomiske opsving og på grund af lønarbejdets betydning i det danske samfund. Ifølge den økonomisk-politiske tænketank Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd har personer med en lang videregående uddannelse en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, og de er med til at sikre øget vækst og velstand i Danmark. De skriver således, at uddannelse er vejen frem, og at jo højere uddannelse du har, jo mere vækst bliver der skabt i Danmark (ae.dk 2009). På trods af at vi skal leve af viden, er antallet af ledige akademikere næsten fordoblet fra 2008 til 2009 (ac.dk 2009a). På baggrund af dette finder vi ledigheden hos akademikere særligt interessant. Vi formoder, at de har taget en lang videregående uddannelse med henblik på at bruge den i et arbejde. Således går vi ud fra, at ledige akademikere ønsker at arbejde. Ud fra dette stiller vi os nysgerrige over for, hvordan det må føles at gå fra at være en ressource for samfundet, i kraft af den lange uddannelse, til ikke at kunne bidrage som ledig. Vi vil se på, hvordan det at være ledig opleves i henhold til den nuværende samfundsholdning. Dette fører os frem til følgende problemformulering: 4

1.1 Problemformulering Ud fra vores forståelse af at der eksisterer en negativ opfattelse af ledighed, finder vi det interessant at undersøge: Hvordan oplever ledige akademikere deres ledighed? 1.2 Projektets opbygning For at finde ud af hvordan de ledige akademikere oplever ledigheden, tager vi udgangspunkt i de ledige selv. Vi vil undersøge, hvordan de ledige akademikere opfatter ledigheden og de begrænsninger og muligheder, der ligger heri. Derfor har vi interviewet otte ledige akademikere, og vi tager i analysen udgangspunkt i de lediges udsagn og holdninger til det at være ledig. Vi ønsker at undersøge, hvordan de opfatter deres egen ledighed, da det netop er den subjektive oplevelse, der definerer, hvordan den enkelte har det med det at være ledig. Derfor har vi valgt at lave narrative interviews, da der her lægges vægt på det, den interviewede synes er vigtigt. Formålet med undersøgelsen er at se, hvorvidt vi kan trække nogle tendenser ved ledighed ud fra de ledige akademikeres forskellige fortællinger om deres oplevelse af ledigheden. Da ledigheden er en konsekvens af manglen på arbejdet, må vi nødvendigvis også tage udgangspunkt i arbejdets betydning i forhold til, at kunne forstå hvad der sker, når et individ ikke har arbejde. Vi forstår ledighed som det ikke at være i besiddelse af et lønarbejde. Netop lønarbejdet er, i Danmark, den mest accepterede og samtidig mest udbredte arbejdsform. Med den mest accepterede arbejdsform, menes der, at de, der besidder et lønnet arbejde, bliver værdsat i samfundet (Andersen 2004, 121). Når vi fremover i rapporten omtaler arbejde som begreb, henviser vi derfor til det lønnede arbejde. 5

6

For at skabe en forståelse af hvorfor de ledige akademikere oplever ledigheden, som de gør, inddrager vi teori, der belyser, hvor vigtigt arbejdet er for individet, og hvilke konsekvenser ledigheden kan have. Vi inddrager Axel Honneth, der har udarbejdet en teori om individets stræben efter anerkendelse i tre sfærer. Anerkendelsesteorien er essentiel, da den giver os et indblik i de ledige akademikeres selvopfattelse, og hvordan denne påvirkes af individets medmennesker og samfundets overordnede holdning, hvilket er vigtigt, når vi ønsker at undersøge deres oplevelse af ledigheden. Vi vil benytte Marie Jahodas teori om fem konsekvenser ved ledighed til at supplere Honneths anerkendelsesteori. Inddragelse af denne har til formål at give os indblik i hvilke konsekvenser, det kan have at miste sit arbejde ud fra hendes syn på arbejdet som en helt essentiel del af livet. Med beskrivelsen af konsekvenserne ved ledighed, og idéen om den nødvendige anerkendelse, kan vi i en analyse åbne empirien op og belyse, hvordan de ledige oplever deres ledighed. I den efterfølgende samfundskritik vil vi inddrage Oskar Negts teori om de to virkeligheder, idet denne teori hjælper os til at opnå forståelse for det samfund, som de ledige befinder sig i. Han opridser, hvordan samfundet er delt i to virkeligheder, hvor de ledige befinder sig i anden virkelighed, der eksisterer i skyggen af første virkelighed, som er dér, hvor normerne i samfundet defineres. Dermed kan vi diskutere de lediges situation ud fra en samfundsmæssig kontekst og se på, hvilken indflydelse samfundets opfattelse af ledighed har på de lediges oplevelse. Samtidig vil vi i denne samfundskritik have et kritisk syn på vores teoretikere og deres teorier i forhold til den indsamlede empiri. 7

2. Den danske beskæftigelsesindsats Vi vil i dette afsnit anskueliggøre nogle af de juridiske rammer, som de ledige akademikere er placeret indenfor. Dette gør vi for at opnå forståelse for nogle af de elementer, der påvirker de lediges oplevelse af deres ledighed. Vi beskæftiger os med ledige dagpengemodtagere i intervallet 30-64 år med en lang videregående uddannelse. For denne målgruppe findes der specifikke retningslinjer i beskæftigelsesindsatsen, og dem vil vi fremhæve i nedenstående afsnit. Nogle af reglerne er specifikke for målgruppen, mens andre regler gælder for en større gruppe af ledige. Det danske beskæftigelsessystem bygger på en idé om en aktiv indsats, hvor jobcenteret gør en aktiv indsats for at få den ledige i arbejde. Pr. 1. august 2009 overgik jobcentrene fra at være statslige institutioner til at blive varetaget af kommunerne (information.dk 2009). Alle, der bliver ledige, skal henvende sig i det kommunale jobcenter for at blive registreret som ledig. I Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (retsinformation.dk 2009a) bliver der fokuseret på, at man skal hjælpe blandt andet dagpengemodtagere med hurtigst muligt og mest effektivt at komme i arbejde til gavn for både samfundet og dem selv (retsinformation.dk 2009a). Selve indsatsen tilrettelægges og gennemføres med fokus på den enkelte ledige, så der bliver taget udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker. Der bliver arbejdet hen mod, at den ledige hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet, men hvis dette ikke kan lade sig gøre, bliver der gjort en indsats for at få den ledige kommer tættere på arbejdsmarkedet (retsinformation.dk 2009a). 2.1 Anden aktør I 2007 blev LVU-udbuddet indført. Det handler om, at ledige med en lang videregående uddannelse skal henvises til anden aktør efter henholdsvis fire og syv måneder (bm.dk 2009a). Det vil sige, at det ikke længere er jobcentret, der varetager beskæftigelsesindsatsen for de ledige LVU'ere, men derimod en anden aktør, som har mulighed for at tilpasse indsatsen specifikt mod disse ledige. Anden aktør kan være konsulentbureauer, andre kommuner, vikarbureauer m.fl. Hensigten er, at anden aktør besidder en særlig viden om den lediges arbejdsområde eller om en særlig gruppe af ledige, så de derved kan tilbyde de ledige en skræddersyet hjælp. Anden aktør fungerer derved som en ekstern konsulent, der har den fordel, at de er placeret uden for det offentlige system (bm.dk 2009a). 8

Beskæftigelsesregionerne vælger de andre aktører ud fra en udbudsrunde, hvor kvaliteten af anden aktørs tilbud bliver vægtet med 60 procent, mens prisen vægtes med 40 procent (ams.dk 2009b). Anden aktør bliver betalt af jobcentrene via en delvis akkord-model, hvor de modtager 25 procent af det aftalte beløb, når de tager imod den ledige. Hvis anden aktør får ansat de ledige i job med løntilskud i en privat virksomhed modtager de ekstra 37,5 procent, mens de får hele 75 procent, hvis de får den ledige dagpengemodtager i ordinært arbejde (ams.dk 2006). Det vil sige, at anden aktør kan modtage mere end 100 procent af betalingen, hvis de får de ledige ansat i job med løntilskud, for derefter at få dem ansat i ordinært arbejde. Hensigten med dette er, at anden aktør først bliver belønnet, når de rent faktisk viser resultater og får de ledige i arbejde. Andre aktører skal, ligesom jobcentrene, kræve, at den ledige deltager i møder og aktiviteter for at bibeholde sine dagpenge. Hvis anden aktør i første omgang ikke får den ledige i arbejde, har de mulighed for at tilbyde de ledige opkvalificering, hvor den ledige blandt andet får mulighed for at deltage i op til seks ugers selvvalgt uddannelse inden for de første ni måneder af deres ledighedsperiode (retsinformation.dk 2009a). Det er anden aktør, der skal betale for de seks ugers uddannelse (retsinformation.dk 2009c), og den ledige bliver ikke indkaldt til møder i de seks uger (retsinformation.dk 2009d). Denne videreuddannelse af de ledige akademikere skal bevirke, at de opnår flere kvalifikationer, så de er mere attraktive for arbejdsgiverne og lettere kommer i arbejde. Efter ni måneders ledighed for de 30-59-årige og seks måneders ledighed for dem, der er fyldt 60 år, har de ledige ret og pligt til at tage imod tilbud om aktivering. En mulighed er at få ansat de ledige akademikere i job med løntilskud, når de har været ledige i minimum seks måneder. Job med løntilskud går ud på, at den ledige bliver ansat i et reelt job, men hvor deres løn både består af dagpenge og løn fra virksomheden. Herved kan virksomheden få ekstra arbejdskraft til nedsat pris i op til et år. I job med løntilskud er der fokus på, at de ledige lærer eller genoptræner faglige, sproglige eller sociale kompetencer, så de har en bedre chance for at blive ansat i nyt job og begå sig på arbejdsmarkedet (retsinformation.dk 2009a). Derudover er der inden for aktiveringen mulighed for at komme i virksomhedspraktik i op til fire uger, hvis de ledige ikke har mulighed for at få ordinært arbejde eller arbejde med løntilskud. Praktikken har til formål at afklare beskæftigelsesmål og igen at pudse faglige, sproglige og sociale kompetencer af (retsinformation.dk 2009a). 9

3. Videnskabsteori I dette afsnit vil vi først redegøre for vores forforståelser for at beskrive på hvilket grundlag, vi har lavet vores undersøgelse. Efterfølgende vil vi redegøre for de to videnskabsteoretiske tilgange, kritisk teori og hermeneutik, som vi benytter i projektet. Vi vil ud fra en forklaring af samspillet mellem de to videnskabsteoretiske retninger redegøre for, hvad projektets ontologi er, dernæst hvordan vi vil studere denne altså epistemologien i projektet. Sidst vil vi introducere og redegøre for, hvordan de tre valgte teoretikere, Oskar Negt, Axel Honneth og Marie Jahoda, kan placeres i forhold til kritisk teori. Selve teoriernes begreber vil først blive uddybet i afsnittet Teori. 3.1 Vores forforståelser I vores undersøgelse af de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden arbejder vi ud fra nogle forforståelser, der knytter sig til den viden og de fordomme, vi har. Arbejdet med vores teoretiske begrebsramme har desuden haft indflydelse på nogle af de forforståelser, vi er gået til feltet med. I det følgende vil vi beskrive de forforståelser, der har haft betydning for projektets udformning. Vi ser et problem i at ledighedsperioden for akademikere kan være en nedværdigende situation, da lønarbejdet har så stor betydning i vores samfund, at de ledige derfor samfundsmæssigt mister både status og anerkendelse. Ud fra det har vi en forforståelse om, at dette i sidste ende får betydning for de lediges selvfølelse. I denne sammenhæng er vi kritiske over for, hvorvidt beskæftigelsessystemet er tilpasset en stigende arbejdsløshed blandt akademikere. Samtidig anser vi beskæftigelsesindsatsen for værende præget af regler og kontrol, hvilket uundgåeligt har indflydelse på de lediges liv. Dermed kan vi sige, at vi i vores udgangspunkt er kritiske, hvorfor vi ydermere arbejder ud fra en forforståelse om, at de ledige ønsker forandring og forbedringer af deres situation. For at undersøge vores genstandsfelt vil vi sammenholde de ledige akademikeres udsagn med vores teoretiske begrebsramme. Vi vil derfor undersøge de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden og deres erfaringer med denne. Disse subjektive erfaringer ønsker vi at analysere ved hjælp af de valgte teorier for at finde frem til baggrunden for disse. Derved kommer teorierne til at danne grundlaget for, hvordan vi undersøger genstandsfeltet. Således bliver de anvendte teorier en del af vores forforståelse. 10

3.2 Kritisk teori Grundantagelsen i kritisk teori er, at undertrykte grupper kan rejse sig af den pacificering eller fragmentering, som det moderne samfunds institutioner påtvinger dem (Fuglsang 2004, 36). Et gennemgående element ved de kritiske teoretikere er, at de alle søger at formulere kritik af det eksisterende samfund. Forskerne søger bevidst at se fejl, problemer og kvaliteter i deres genstandsfelt. Hermed betragtes den kritiske teoris erkendelsesinteresse som værende emancipatorisk, idet den tilstræber at frigøre mennesket fra samfundsmæssig tvang og undertrykkelse. De kritiske teorier udvikles derfor på baggrund af et samspil mellem er og bør eller mellem en samfundsdiagnose og dens normative forankring. Derfor er kritisk teori grundlæggende normativ (Fuglsang 2004, 208, Willig 2007, 190). Kritisk teori trækker både på fortolkningsviden samt den empirisk-analytiske tradition. Begge synsvinkler er vigtige for at forstå den sociale virkelighed fuldt ud, fordi: ( ) alt socialt liv grundlæggende rummer både et subjektivt plan og et objektivt plan. De handlinger og sociale processer, der foregår i samfundet [er] et resultat af et samspil mellem bevidste, hensigtsstyrede handlinger og objektive lovmæssigheder, som fungerer uden om folks bevidsthed. (Andersen 1994, 188-189). Samfundets magtstrukturer og ulighed kan altså medføre, at aktørerne ikke erkender de strukturer, der findes, og derved heller ikke kan påvirke disse. Den første generation af kritisk teori, der hører under Frankfurterskolen, er repræsenteret ved Theodor W. Adorno og Max Horkheimer. Den første generation anser, med dens rødder i marxismen og dermed den historiske materialisme, samfundsstrukturerne som objektive. Den historiske materialismes grundopfattelse er at anskue de forskellige produktionsmåder, som bestemmende for de grundlæggende samfundsstrukturer. Derfor eksisterer strukturerne uden for individernes bevidsthed, og danner således rammen for deres handlemuligheder (Andersen 1994, 184-185). Jürgen Habermas, der er kritisk teoris anden generation, anser den historiske materialisme som mere end blot determinismen i, at produktionsmåderne er bestemmende for samfundsstrukturerne. Habermas kritiserer den historiske materialisme for at fokusere for snævert på arbejdet som eneste kilde til læring, hvor læring skal forstås som et udtryk for menneskets udvikling. Både den individuelle og den sociale udvikling har betydning for samfundets udvikling, fordi reproduktionen af samfundet og socialisering både sker i den 11

individuelle og i den sociale udvikling. Derfor mener Habermas, at læring, menneskets udvikling og samfundets reproduktion, ikke kun foregår gennem arbejdet, men også gennem den sociale interaktion, der eksisterer uden for arbejdet. Dermed vedkender Habermas sig også, at der findes en objektiv virkelighed (Fuglsang 2004, 221). Til gengæld anser han sandheden for værende intersubjektivt og pragmatisk afgjort. Med dette menes, at forskeren bevidst søger at se fejl, problematikker og kvaliteter i det undersøgte felt. Den videnskabelige sandhed afgøres således, når forskerne bliver enige om en fælles forståelse og rigtighed af deres fælles viden om feltet (Fuglsang 2004, 36). Derfor rodfæstes det normative ideal, ifølge Habermas, gennem sproget, da det er gennem den herredømmefrie dialog, at det gode samfund skabes (Willig 2007, 189-190). 3.3 Hermeneutik Hermeneutikkens ontologi kan ses som værende mennesket, idet mennesket inden for hermeneutikken opfattes som et forstående, sprogligt og historisk væsen (Fuglsang 2004, 46). Den menneskelige eksistens er forankret i tiden og dialogen. Derved kræver forståelsen af sociale fænomener i tråd med den kritiske teori en fortolkning af de subjektive billeder, der ligger bag menneskelige handlinger (Andersen 1994, 158). Hermeneutikken kan dermed anvendes til at sætte vores forforståelser om projektets genstandsfelt i spil i fortolkningsprocessen (Andersen 1994, 160). Hermeneutik kan oversættes til fortolkningslære og søger dermed at fastlægge betydning og meningsindhold af eksisterende tekster (Andersen 1994, 158). Epistemologien inden for hermeneutikken kan derfor opfattes som værende forståelse, fortolkning og udlægning, der benyttes til at få indsigt i teksters mening (Fuglsang 2004, 46). Dette er også gældende for kvalitative forskningsinterviews, der gennem transskription transformeres fra tale til tekst (Kvale 1997, 56). Metodisk kan hermeneutikkens epistemologi beskrives ved den hermeneutiske cirkel, som kommer til udtryk ved en vekselvirkning mellem del og helhed eksempelvis teori og empiri (Fuglsang 2004, 313). Denne proces kan i princippet fortsætte i det uendelige, men stopper, når der nås frem til en fælles og ensbetydende fortolkning (Kvale 1997, 57). Vores brug af den hermeneutiske cirkel vil vi uddybe nærmere i afsnittet Analysestrategi. 3.4 Hermeneutisk samspil med kritisk teori i projektet Med den kritiske teori som videnskabsteoretisk ramme for projektet lægger vi os op ad Habermas' ontologiske forståelse af, at der findes en objektiv virkelighed. Ligeledes deler vi 12

hans forståelse af, at menneskelig udvikling, i form af socialisering, også sker uden for arbejdet. Projektets ontologi kan derfor ses som de ledige akademikeres subjektive oplevelse af ledigheden. I vores undersøgelse arbejder vi ydermere ud fra en forforståelse om, at de ledige ønsker forandring og forbedringer af deres situation, så derfor ses vores erkendelsesinteresse som frigørende. Vores erkendelsesinteresse kan siges at være emancipatorisk, da vi netop søger at belyse, hvordan de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden påvirkes i beskæftigelsesindsatsen i form af tab af status og anerkendelse. Den kritiske tilgang ses endvidere i vores overbevisning om, at de ledige ikke opnår tilstrækkelig anerkendelse i deres ledighedsperiode. Vores forforståelser har betydning for det, vi fortolker, og hvordan vi fortolker de lediges udsagn. Altså arbejder vi ud fra en forståelse af, at vi som forskere altid vil gå fortolkende til vores felt, og dermed være påvirket af vores forforståelser. På den baggrund kan man sige, at vi også arbejder inden for den hermeneutiske videnskabsteoretiske forståelse, hvor forståelse og fortolkning kommer før forklaring (Fuglsang 2004, 309). Epistemologisk set trækker den kritiske teori både på fortolkningsviden og den empiriskanalytiske tilgang for at opnå forståelse af den sociale virkelighed (Andersen 1994, 188-189). Det samme gør vi, da vi gennem vores indsamlede empiri og teorien kan stille os kritiske over for vores forforståelser af den sociale virkelighed. Endvidere inddrager vi hermeneutisk fortolkning i analysen i kraft af vores otte kvalitative interviews. Den hermeneutiske tilgang fremgår hovedsageligt i vores anvendelse af den hermeneutiske cirkel i fortolkningen af de otte interviews med ledige akademikere. For at bruge interviewene i vores analyse laver vi en fortolkning af meningsindholdet, for dermed at forstå de lediges subjektive oplevelser af ledigheden (Andersen 1994, 158). Ved at sætte vores forforståelser i spil og reflektere over dem, kan vi nå frem til en fælles, og dermed valid, fortolkning (Andersen 1994, 160). Vores forforståelser knytter sig til de virkelighedserfaringer, vi har, og disse bliver samtidigt muligheder for at gøre sig nye erfaringer (Fuglsang 2004, 325). Dermed får de erfaringer, vi opnår gennem vores undersøgelse af ledige akademikeres subjektive opfattelse af ledigheden, betydning for de nye erfaringer, vi kan gøre os. Den viden, vi opnår gennem projektet, bliver således en uafsluttet viden, da der med denne viden åbnes for nye muligheder for erfaringer og derfor også for ny viden. Fortolkningsprocessen kommer til udtryk i målet om, at vi gennem fortolkningen skal forstå de ledige akademikeres subjektive opfattelse af ledigheden (Andersen 1994, 172-173). 13

3.5 Videnskabsteoretisk fundering hos teoretikerne Dette afsnit har til hensigt at klargøre teoretikernes kritiske forskelligheder. De placeres alle under kritisk teori men forholder sig forskelligt til det hvordan det emancipatoriske i teorien skal forstås. På denne baggrund vil vi forklare hvori de tre teoretikeres normative ideal for samfundet skal findes. 3.5.1 Oskar Negt De to virkeligheder Oskar Negt (f.1934) har studeret filosofi og sociologi, og han er blevet undervist af grundlæggerne af kritisk teori, Adorno og Horkheimer. Desuden har Negt været Habermas' assistent og betragtes som en del af Frankfurterskolens anden generation (Weber et al. 1997, 7). Yderligere bekender Negt sig til den såkaldte Hannoverskole, som i 1970'erne stod for en markant venstreorienteret udgave af kritisk teori (Weber et al. 1997, 8). I værket Det levende arbejde den stjålne tid fra 1985, som vi tager udgangspunkt i, beskæftiger Negt sig hovedsagligt med politiske problemstillinger for fagbevægelsen. Negt fremlægger her teoretiske overvejelser, argumentationer og synspunkter om den politiske kamp, der eksisterede om arbejdstiden i det forhenværende Vesttyskland. Hensigten er imidlertid at fortælle, at kampen om kortere arbejdstid kun er et led i en større samfundsmæssig forandringsproces erosionskrisen. Inddragelsen af Negt i vores projekt har dog hverken til formål at indblande fagbevægelsen eller spørgsmålet om arbejdstiden. Negts beskrivelse af erosionskrisen og dens todeling af samfundet i en første og en anden virkelighed vil blive anvendt til at skitsere vores syn på de ledige akademikeres placering i samfundet. Negts beskrivelse af samfundets todeling lægger sig op ad kritisk teori, da han her giver udtryk for, at samfundet har undertrykkende mekanismer, der kuer bestemte samfundsgrupper. Negt beskriver ydermere, at hovedformålet med hans undersøgelser er udviklingspotentialer og ikke konstaterbare kendsgerninger (Negt 1985, 16). Negts normative ideal kommer til udtryk ved, at han vil humanisere samfundet ved hjælp af nedsat arbejdstid, så arbejdet bliver delt blandt alle (Negt 1985, 74). Negts arbejde præges af, at han netop ser videnskabens vigtigste opgave som skabelse af offentlig bevidsthed særligt inden for områder, hvor der er fare for, at menneskets integritet skades i arbejdet med det frigørende som erkendelsesinteresse (Negt 1985, 209). Dermed kan vi argumentere for, at hensigten hos Negt er kritisk teoretisk funderet. 14

3.5.2 Axel Honneth Anerkendelsesteori Axel Honneth (f.1949) har studeret filosofi, sociologi og germanistik, og han er Habermas efterfølger i Frankfurterskolen og anses som værende den førende repræsentant for den tredje generation af kritisk teori og Frankfurterskolen (Honneth 2003, 7). Honneth er mest kendt for sin teori om anerkendelse. Han opererer med tre forskellige former for sfærer, hvori man kan opnå anerkendelse. Han baserer sit arbejde på den ulighed, han mener, der eksisterer i samfundet. Dermed forholder Honneth sig kritisk til den umiddelbare opfattelse af samfundet, idet han mener, at der i samfundet eksisterer processer, der skaber ulighed, uden at det umiddelbart fremstår sådan. Hensigten bliver derfor for Honneth at rekonstruere samfundet kritisk med udgangspunkt i anerkendelsesbegrebet. I modsætning til Habermas mener Honneth, at der bag sproget er noget endnu mere grundlæggende anerkendelsesrelationerne, idet en retfærdig anerkendelsesrelation for Honneth går forud for sproget og mulighederne for at indgå i den herredømmefri dialog. Dermed er Honneths normative ideal, at samfundet fungerer optimalt, når der er fuld gensidig anerkendelse (Willig 2007, 189-190). 3.5.3 Marie Jahoda Konsekvenserne ved ledighed Marie Jahoda (1907-2001) er professor i socialpsykologi (independent.co.uk 2001). Vi tager i dette projekt udgangspunkt i hendes bog Employment and Unemployment fra 1982, hvori hun diskuterer konsekvenserne ved både at have et arbejde og miste det. Vi vil ikke komme ind på, hvad konsekvenserne ved at have arbejde er, da det ikke berører vores problemstilling. Jahoda anser ledighed for at medføre vitale negative konsekvenser for individet særligt ved længerevarende ledighed. Derfor placerer vi også Jahoda inden for den kritisk teoretiske retning, da hun, gennem sine fem opstillede konsekvenser, forholder sig kritisk til de ledige individers vilkår. Således formulerer hun en samfundskritik ud fra, hvordan arbejdets betydning har en negativ påvirkning på oplevelsen af ledighed. Vi ser endvidere Jahodas kritisk teoretiske udgangspunkt udtrykt ved hendes fokus på, hvordan de lediges forhold kan forbedres. Jahoda mener i forbindelse med sit normative ideal, at i og med at arbejdet er så vigtigt for individernes selvopfattelse, skal arbejdet behandle de arbejdende godt, og dermed vil samfundet blive humaniseret (Jahoda 1982, 86). 15

4. Teori I dette afsnit vil vi redegøre for Oskar Negt, Axel Honneth og Marie Jahodas teoretiske begreber samt vise hvordan, de tre teoretikeres begreber supplerer hinanden. Dette har til formål at skabe overblik over, hvordan vi vil bruge teorierne, for derved at præcisere, hvordan vi kan belyse problemstillingen om de ledige akademikeres oplevelse af deres ledighed. 4.1 Arbejdsbegrebet Da ledighed er mangel på arbejde, må vi nødvendigvis definere, hvad vi mener med arbejde. For at kunne fastlægge vores egen forståelse af begrebet arbejde, vil vi klarlægge de tre teoretikeres forståelse af arbejdsbegrebet for derved at finde den tilgang, der vil være gennemgående i rapporten. Nedenstående vil være en simplificering af de tre teoretikeres arbejdsbegreber, hvorfor det kun skal ses som et overordnet udsnit af deres hovedpointer inden for deres teorier omkring arbejdet. 4.1.1 Teoretikernes arbejdsbegreb Oskar Negt anser i sit udgangspunkt arbejde som meget mere end lønarbejdet, idet arbejde også omfatter det ulønnede arbejde, så som husligt arbejde, borgermøder, foreningsarbejde, leg samt kreative aktiviteter (Weber et al. 1997, 31). Negts teori omhandler dog primært det lønnede arbejde. Dette begrunder han med, at det lønnede arbejde fylder så meget, at det negligerer andre arbejdsformer. Negt opdeler arbejdsbegrebet i to dele. Han skelner mellem det levende arbejde, hvori individet kan se et større formål, og det døde arbejde, som kun udføres for arbejdets skyld. Her argumenterer han for, at størstedelen af lønarbejdet er overgået til det døde arbejde, hvilket han ser som problematisk (Negt 1985, 43). Til trods for dette mener han, at lønarbejdet har stor betydning for individet. Arbejde i form af erhvervsaktivitet gælder stadigvæk for at være dét væsentlige middel til at opnå social anerkendelse og kontakter samt til at udvikle sin individuelle identitet (Negt 1985, 43). Negt mener altså, at lønarbejdet er med til at sikre individets sociale anerkendelse og kontakt, samtidig med at lønarbejdet har betydning for individets identitet. I den forbindelse beskriver han, hvordan arbejdsløshed omvendt har negativ indflydelse på 16

individet, da omverdenen betragter det som værende skamfuldt at blive arbejdsløs. Når man opnår social anerkendelse gennem lønarbejdet, mister man den også, når man bliver arbejdsløs (Negt 1985, 43). Ovenstående holdning til, at arbejdet er medvirkende til social anerkendelse, deler Axel Honneth: ( ) at passe et økonomisk lønnet og dermed socialt reguleret arbejde er også i dag forbundet med erhvervelsen af den form for anerkendelse, som jeg har kaldt social værdsættelse (Honneth 2003, 44). Honneth lægger i sin teori ikke vægt på arbejdsbegrebet, men skriver, at organiseringen og vurderingen af det sociale arbejde har en central rolle i et samfunds anerkendelsesstruktur. Han mener, at muligheden for individuel identitetsdannelse hænger direkte sammen med den samfundsmæssige indretning og fordeling af arbejdet. Arbejdet rangordnes efter den samfundsmæssige fastsættelse af det, der er socialt værdiskabende, hvilket også får betydning for, hvordan individet, i tilknytning til sit arbejde, opnår anerkendelse (Honneth 2003, 46). Jahoda mener, ligesom Negt, at arbejdet er mere end blot lønarbejde og indbefatter alle livets aktiviteter. Hun skriver, at arbejdet er the very essence of being alive. Dog skriver hun samtidig, at der oftest bliver henvist til lønarbejdet, når der tales om arbejde (Jahoda 1982, 8). I bogen Employment and Unemployment behandler hun derfor kun lønarbejdet og manglen på samme. Jahoda bygger sin teori på en tro om, at mennesket gerne vil arbejde, selv om det ikke er en økonomisk nødvendighed (Jahoda 1982, 36). Hun mener, at hovedårsagen til at vi arbejder, er for at tjene penge, men at arbejdet endvidere har nogle utilsigtede, men uundgåelige konsekvenser i form af, at det tildeler individet status, identitetsfølelse, lyst til socialt samvær m.m. (Jahoda 1982, 39). Således argumenterer hun altså for, at arbejdet er vigtigt for individets selvfølelse, og at individet derfor oplever et tab, når det stilles uden for arbejdsmarkedet. 4.1.2 Sammensat arbejdsbegreb Som tidligere beskrevet vælger vi i denne rapport at afgrænse os til kun at tale om lønarbejdet, da det netop er lønarbejdet, de ledige akademikere har mistet. Således vælger vi ikke at behandle vores problemstilling ud fra Negt og Jahodas forståelse af arbejdet som værende meget mere end lønarbejdet. Dette valg underbygges med Negts pointering af, at 17

lønarbejdets placering i samfundet negligerer andre aktiviteter. Alle tre teoretikere kommer ind på, at arbejdet giver anerkendelse. Mister individet sit arbejde, oplever det dermed også tab af anerkendelse. Denne pointe lægger vi os op ad i vores forståelse af arbejdet. Ligesom Jahoda, tror vi, at individet ønsker at arbejde, idet det ønsker at bidrage til samfundet. Vi lægger os ydermere op ad Jahodas ide om, at individets årsag til at arbejde ikke kun ligger i et økonomisk rationale, men at arbejdet, gennem anerkendelse, også tildeler individet en følelse af højere status, identitet og lyst til socialt samvær. I henhold til dette lægger vi os ydermere op ad Honneths forståelse af, at forskellige jobs tildeles forskellig værdi, og at et individs arbejdsfelt dermed også påvirker dets opnåelse af anerkendelse. Således fraskriver vi os samtidig det, Negt kalder det døde arbejde, da vi anser det som modstridende i, hvordan lønarbejdet bidrager til individets selvrealisering. Vi tager dermed udgangspunkt i et arbejdsbegreb, der bygger på, at individet både ønsker at arbejde for at tjene penge og opnå anerkendelse, men også for at bidrage til samfundet. 4.2 De to virkeligheder I følgende afsnit vil vi klarlægge de af Oskar Negts begreber, vi finder relevante i forhold til vores analyse, herunder de to virkeligheder og hvordan de påvirker hinanden. Ifølge Negt er samfundet, som følge af en erosionskrise, inddelt i to virkeligheder. Denne krise, som forholdes til det forhenværende Vesttyskland i starten af 1980 erne, skal ses som en kompleks størrelse: ( ) hele tiden søger man efter den egentlige årsag til krisen. Men det der skal forklares er en totalsamfundsmæssig krisetilstand, der rækker fra barnets primærsocialisation over stat og ret til verdensmarkedet (Negt 1985, 53). Dermed er erosionskrisen som udgangspunkt både en strukturel og kulturel krise, der skaber en anomisk tilstand i samfundet (Negt 1985, 57). Tidligere fælles normer og værdier taber deres gyldighed i samfundet, før nye etableres. Dette kommer til udtryk ved en manglende social integration af samfundets borgere, der på grund af, at alt, hvad der førhen var indbyrdes forbundet, falder fra hinanden (Negt 1985, 51). Således får erosionskrisen betydning for en ændring, eller opløsning, af både det offentlige og private system. Dette kan også udtrykkes som værende ekspertkulturens overtagelse af 18

individernes egne videns- og handlingsorienteringer. Yderligere betyder denne krise, at individets arbejdsadfærd og selvværdsfølelse forandres, da de samfundsmæssige autoriteter ikke opretholder deres status (Negt 1985, 57). Konsekvenserne ved krisen, grundet forandringerne hos individet, kommer ifølge Negt til udtryk i den kroniske arbejdsløshed, ved marginaliseringen af store dele af samfundets befolkning og i det politiske herredømmesystems legitimationstab (Negt 1985, 58). I sammenhæng med dette mener Negt, at der er skabt en kløft mellem det politiske systems velstandsøer og den samfundsmæssige virkelighed, som med erosionskrisen bliver større og større. Dermed skaber erosionskrisen en anden virkelighed, som kun sjældent belyses i offentligheden (Negt 1985, 60-61). I forlængelse heraf udarbejder Negt sit begreb om de to virkeligheder, der hver især repræsenterer forskellige virkelighedsperspektiver for den objektive verden, selvforståelsen og adfærdsorienteringen (Negt 1985, 64). 4.2.1 Den første og den anden virkelighed I første virkelighed befinder individer sig, som er sikkert etableret på arbejdsmarkedet og betragter samfundet som grundlæggende godt indrettet. Deres sikkerhed i samfundet tilskrives deres arbejde, og deres holdning er præget af, at mennesker uden samme sikkerhed selv er skyld i deres situation. Derfor hersker der i første virkelighed et mishag ved demonstrationer og anden offentlig tilkendegivelse af utilfredshed, da de i denne virkelighed ikke ønsker samfundsmæssige forandringer. Interesserne i første virkelighed hænger sammen med de herskende samfundsinteresser, hvilket samtidig giver individerne heri indflydelse og magt (Negt 1985, 62-63). Anden virkelighed består af mange forskelligartede grupper, hvis sammensætning hverken er kulturelt eller politisk ensartet. Det, der er fælles for disse individer, er, at de hovedsageligt betegnes som samfundets svageste. Størstedelen af anden virkelighed er repræsenteret af arbejdsløse, og de fleste af disse arbejdsløse er individer, som er faldet ud af det samfundsanerkendte arbejdsmarked imod deres vilje. De forsøger derfor at opretholde deres eksistens ved hjælp af offentlige ydelser (Negt 1985, 63-64). I sammenhæng med de sociale ydelser, som de arbejdsløse modtager, påpeger Negt, at disse ydelser ikke opfattes som værende en selvfølgelighed. Derfor bliver de arbejdsløse, der modtager støtte, ikke anset som individer med rettigheder fra myndighedernes side. Selvfølgeligheden, ved at de sociale ydelser frafalder, og individet bliver til en ansøger, bevirker, at disse ydelser bliver til almisser i stedet for en rettighed (Negt 1985, 48). 19

4.2.2 Skyggesiden fra den første virkelighed På trods af at der er stor forskel på de to virkeligheder, kaster første virkelighed sin skygge på anden virkelighed. Det er normerne fra første virkelighed, der hersker i begge virkeligheder, hvilket bevirker, at individerne i anden virkelighed klæber sig til det, de er blevet udskilt fra nemlig første virkelighed. Todelingen af samfundet er domineret af økonomien i første virkelighed, og for individerne i anden virkelighed bliver dette problematisk, idet de konstant forsøger at leve op til normer, der ikke hænger sammen med den situation, de befinder sig i (Negt 1985, 69-71). I sammenhæng med dette oplever de marginaliserede personer i anden virkelighed, hvordan tid og rum opløses. De har pludselig uanede mængder af formel frihed. Dette bevirker blandt andet, at planlægning af tid bliver til en tom beskæftigelse, idet planlægningen bliver formålsløs og alligevel ikke vil ændre på deres situation (Negt 1985, 63-64). Endvidere er det gældende, at mange individer i anden virkelighed har svært ved at fralægge sig arbejdsmarkedets normer og derfor har svært ved at udnytte den tid, de har til rådighed (Negt 1985, 66-68). Ifølge Negt kan de arbejdsløse godt ændre på deres individuelle opfattelse af anden virkelighed ved eksempelvis at danne sociale fællesskaber og demonstrere for deres rettigheder. I længden vil disse former for beskæftigelse dog opfattes som tom beskæftigelse, idet det, ifølge Negt, alligevel ikke vil ændre på individernes situation uden for det samfundsanerkendte arbejdsmarked (Negt 1985, 63-64). Derfor kan der argumenteres for, at lønarbejdet ses som værende den bærende faktor for individers deltagelse i samfundet. Det er med andre ord de arbejdende, som samfundet tilgodeser gennem politiske og kulturelle værdier. Derfor bliver det svært for de arbejdsløse at gøre andet end at klamre sig til første virkelighed, hvis normer og økonomi ikke er sammenhængende med deres situation i anden virkelighed. Netop de arbejdsløses situation og deres fastholdelse af normerne fra første virkelighed, gør det yderligere svært for de arbejdsløse, da det, at de ikke erkender deres situation og placering, selv er med til at reproducere den samfundsnorm, som ekskluderer dem (Negt 1985, 69-71). 4.3 Anerkendelsesteori Vi vil i følgende afsnit redegøre for Axel Honneths anerkendelsesbegreb og den ringeagt, individet oplever i mangel på anerkendelse. Honneth ser anerkendelse som værende afgørende for hvert enkelt individs selvrealisering i 20

form af selvtillid, selvrespekt og selvværd og dermed opnåelsen af det gode liv. Samtidig er det anerkendelsen af alle borgere i et samfund, der er betingelsen for samfundets sammenhængskraft. Ifølge Honneth skal samtlige individer opnå anerkendelse, før der eksisterer et fuldt integreret samfund (Honneth 2003, 17). Det er dog først, når individet bliver bevidst om dets mangel på anerkendelse, at det kan overkomme dette og dermed opnå anerkendelse. I forlængelse heraf mener Honneth, at det først er ved at individerne anerkender sig selv, at de bliver i stand til at anerkende andre (Honneth 2006, 147). Omdrejningspunktet for anerkendelsesteorien bliver altså i forlængelse af Honneths negative metodologi at undersøge, hvorvidt individet nægtes anerkendelse altså at finde ud af, hvor ringeagt finder sted. Når vi derfor ønsker at undersøge individets anerkendelsessituation, er det ved at lede efter fravær af anerkendelse (Willig 2007, 16-17). 4.3.1 De tre anerkendelsessfærer Honneth benytter tre sfærer inden for sin teori om anerkendelsesbegrebet; den private, den retslige og den solidariske anerkendelsessfære. Det skal pointeres, at denne opdeling ikke skal ses som en afspejling af den empiriske virkelighed, men som et teoretisk og metodisk redskab til at forstå selv samme virkelighed (Willig 2007, 101). Vi forstår derfor opdelingen i de tre sfærer som tilgangen til at anskue samfundet og dermed også som tilgangen til at forstå hans normative ideal, da det normative ideal netop må ses som et samlet produkt af de enkelte idealer i de forskellige sfærer. Ifølge Honneth stræber individet efter at opnå anerkendelse i alle tre sfærer for at kunne blive fuldt ud individueret, dvs. blive anerkendt som frie individer, der ikke dømmes på baggrund af alder, køn og etnicitet, og dermed opnå status som fuldbyrdet moralsk medborger, der kan indgå i sociale fællesskaber på lige fod med alle andre (Honneth 2003, 14). Endvidere foregår individets udvikling gennem hele livet, og anerkendelse skal derfor forstås som en dynamisk størrelse, der afspejles eller tildeles i sociale relationer. Det skal tilføjes, at maksimal anerkendelse i alle tre sfærer mere er et ideal end en reel mulighed. Det er imidlertid den konstante stræben efter anerkendelse i alle sfærerne, der ligger til grund for at kunne tale om det gode og værdige liv (Honneth 2003, 75). Til hver af de tre sfærer er der derfor knyttet en form for moralsk ringeagt eller krænkelse, der viser en mangel på den nødvendige anerkendelse. 21

4.3.1.1 Privatsfæren Anerkendelse i privatsfæren opstår i de intime relationer mellem familiemedlemmer og venner, der giver individet den nødvendige emotionelle støtte en støtte, der skaber grundlaget for individets selvtillid (Honneth 2006, 130). Der er tale om en intersubjektiv og emotionel form for anerkendelse, der hjælper individet til at udtrykke sig og deltage i fællesskaber og samfundsmæssige forhold. Essensen i denne sfære er, at individet skaber fortrolighed og menneskelige værdier, som det afprøver på sine sociale relationer. Hvis individet erfarer den emotionelle støtte i privatsfæren, bliver individet anerkendt (Honneth 2003, 15). Ringeagten i privatsfæren eksemplificerer Honneth som værende fysiske overgreb som voldtægt og mishandling, der dermed moralsk krænker og yder vold på individets selvtillid og autonomi. Til denne ringeagt skal det tilføjes, at det ikke er den fysiske smerte, der krænker, men nærmere bevidstheden om ikke at blive anerkendt ud fra sin egen selvforståelse (Willig 2007, 100-105, Honneth 2006, 176-178). 4.3.1.2 Den retslige sfære Den retslige sfæres anerkendelse er funderet i, at alle medlemmer af samfundet er tildelt nogle universelle rettigheder. Rettighederne bliver tildelt af staten, og individet anses derfor som rettighedsbærer (Honneth 2006, 148). Gennem de lovfæstede rettigheder opnår individet anerkendelse og mulighed for at realisere sin autonomi i samfundet (Honneth 2003, 16). Tildelingen af rettigheder har betydning for individets evne til at forholde sig til sig selv som et moralsk tilregneligt menneske med selvstændig dømmekraft (Honneth 2006, 159). Derfor er det også rettighederne, der sikrer, at individet tør stille krav til samfundet og dermed opnå selvrespekt (Honneth 2006, 161-162). I den retslige sfære ses ringeagt som nægtelsen af rettigheder og dermed diskrimination samt udelukkelse af individer eller grupper (Willig 2007, 100-105, Honneth 2006, 176-178). 4.3.1.3 Den solidariske sfære Den solidariske sfære omhandler social værdsættelse af individer med forskellige baggrunde, egenskaber og muligheder (Honneth 2006, 153). I kraft af det sociale fællesskabs anerkendelse anerkendes individet på baggrund af dets særlige kvaliteter og præstationer. Dette skaber en følelse af at være et værdigt menneske med unikke og værdifulde egenskaber samt muligheder (Honneth 2003, 16-17). Denne sfære dækker derfor over kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber, hvori individet anerkendes gennem et 22

socialt samspil med andre individer. (Honneth 2006, 163). I samfundet hersker, ifølge Honneth, et æresbegreb i form af prestige, hvor individet står til ansvar over for sig selv og egne præstationer. Individet gør sig fortjent til en samfundsmæssig anerkendelse og dermed social værdsættelse ved at bidrage til samfundets målsætninger gennem et socialt samspil med andre (Honneth 2006, 168-169). Dette fokus på prestige betyder, at der dannes forskellige statusgrupper i samfundet, hvor individer intersubjektivt danner fælles og egne værdier og dermed opnår selvværd (Honneth 2006, 165). Mellem disse statusgrupper hersker der hierarkisk ordnede værdsættelsesrelationer, som kommer til udtryk gennem, i hvor høj grad statusgrupperne kan bidrage til samfundets målsætninger, normer og værdier. Dette betyder, at individerne har mulighed for at værdsætte personer der, mere end andre, formår at realisere de fælles værdier og normer (Honneth 2006, 164-166). Dette betyder også, at forskellige livsformer og samfundsoverbevisninger, politiske såvel som kulturelle, kan vurderes som mindreværdige eller mangelfulde. Dermed mister de individer, som ikke lever op til de pågældende samfundsnormer, muligheden for at kunne tillægge deres evner social værdi og værdsættelse (Honneth 2006, 178-179). På den måde danner den sociale værdsættelse rammen for hvilke individer og statusgrupper, der er værdifulde, dvs. bidrager til at realisere samfundets værdier. Ringeagten i den solidariske sfære er således udtrykt ved nedværdigelse og fornærmelser, der skader individets oplevelse af at føle sig værdsat af sine medmennesker. Dette får negativ betydning for individets selvværd (Willig 2007, 100-105, Honneth 2006, 176-178). Hierarkiet mellem statusgrupperne kan ændres ved, at det enkelte fællesskab gør opmærksom på dets kollektive egenskaber og muligheder. Jo mere markant opmærksomhed et fællesskab formår at skabe, desto større bliver chancen for at opnå social værdsættelse. Yderligere pointerer Honneth, at den sociale værdsættelse hænger sammen med indkomstfordelingen, hvorfor det enkelte individs økonomiske ressource får betydning for opnåelsen af anerkendelse (Honneth 2006, 170). 4.4 Konsekvenser af ledighed Til at supplere Honneths anerkendelsesteori, har vi valgt at inddrage Marie Jahodas teori om konsekvenserne ved ledighed. Jahoda bygger sin teori op omkring, at individet gennemgår et forløb af seks stadier 23

fra, det bliver fyret. Første stadie ses udtrykt ved en chokreaktion, der er sammenblandet med følelser som frygt og stress i forhold til, hvad fremtiden bringer. Andet stadie er præget af en følelsesløshed og ligegyldighed, der afspejles i individets syn på livet og hverdagen. I tredje stadie forsøger individet at tilpasse sig situationen og bearbejde chokket, hvorfor det oftest vil være i dette stadie, at individet forsøger at finde nyt arbejde. Såfremt dette ikke lykkes, vil individet gå ind i fjerde stadie, der er præget af svækket håb. I femte stadie forsvinder alt håb, og sjette stadie vil som sidste stadie skabe en følelse af samtykke og accept af situationen eller en følelse af ligegyldighed (Jahoda 1982, 22). Årsagerne til reaktionerne til de seks stadier beskriver Jahoda som overordnede konsekvenser ved ledighed. Ud fra en analyse af befolkningen i en mindre by i Tyskland i 1930 erne, hvoraf størstedelen blev arbejdsløse efter lukningen af en mine, når Jahoda frem til følgende fem konsekvenser, som ledighed medfører (Jahoda 1982, 39): Ændring i oplevelsen af tid Mindsket social kontakt Mindsket eller ingen deltagelse i kollektive formål Tab af status og identitet Fravær af regulær aktivitet 4.4.1 Ændring i oplevelsen af tid Gennem stort set hele livet får vi tildelt tidsskemaer fra forskellige institutioner, eksempelvis når vi går i skole, går på arbejde, eller når vi deltager i fritidsaktiviteter. Ved ledighed forsvinder disse udefra satte tidsrytmer og skemaer. Derved mister individet de faste strukturer. Ifølge Jahoda er det en stor psykisk byrde, at miste sine tidsmæssige rytmer, idet dagene føles længere, og individet i højere grad oplever kedsomhed og tidsspilde. Dette sker specielt, når det første chokstadie er overstået, og når jobsøgningen opgives (Jahoda 1982, 22). Jahoda beskriver endvidere, hvordan dét altid at have fri får betydning for en følelse af aldrig at have fri, da nydelsen ved eksempelvis weekend forsvinder. Dagene flyder ud og går i ét (Jahoda 1982, 24). Ifølge hendes undersøgelse er der ikke noget, der direkte forhindrer de ledige i selv at skabe et tidsskema ved deltagelse i hobbyer og andre ulønnede aktiviteter, men de fleste gør det ikke (Jahoda 1982, 23). Jahoda beskriver grunden til dette som følgende: 24

To blame the unemployed for their inability to use their time in a more satisfactory way is pointless; it would amount to asking that they singlehandedly overthrow the compelling social norms under which we all live and which provide a supportive frame within which individuals shape their individual lives (Jahoda 1982, 23). Således pointerer Jahoda, at de sociale normer, som samfundet overordnet er bygget på, er utrolig vigtige for, hvordan det enkelte individ kan fungere, og når et individ ikke kan leve op til disse sociale normer, vil der være konsekvenser. Her udformet i ugidelighed. 4.4.2 Mindsket social kontakt Mindsket social kontakt hænger sammen med to ting. Jahoda argumenterer for, at mange ledige venter på, at noget skal ske, og tager dermed ikke selv initiativ til nogen form for social kontakt (Jahoda 1982, 23). Desuden hænger den mindre sociale kontakt sammen med, at den ledige føler sig anderledes og mindre værd end sine medmennesker, der er i arbejde. Jahoda skriver: The phrases repeated in virtually all studies are: being on the scrap-heap, useless, not needed by anybody (Jahoda 1982, 24). De ledige opsøger ikke social kontakt, da de føler sig mindreværdige. Netop denne følelse bunder i, at ledighed medfører skam og tvivl på egne egenskaber (Jahoda 1982, 25). Omvendt mener Jahoda, at individet har behov for social kontakt for at føle sig værdsat (Jahoda 1982, 24). 4.4.3 Mindsket eller ingen deltagelse i kollektive formål I forlængelse af mindre social kontakt skriver Jahoda, at ledige lider under mangel på formål med livet og er ekskluderet fra det større samfund, hvorfor de lever relativt socialt isoleret. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at ledige følger mindre med i livet omkring dem. Ifølge Jahodas undersøgelse gør de ledige fx mindre brug af aviser og biblioteker (Jahoda 1982, 25). Jahoda skriver, at denne reaktion er stærkest hos individer, som er omgivet af mennesker, der stadig er i arbejde, hvilket hun begrunder med, at arbejdende individer taler meget om deres arbejde og den situation, de står i, hvilket ledige ikke har overskud til at høre om (Jahoda 1982, 26). 25

4.4.4 Tab af status og identitet Ifølge Jahoda er tab af både status og identitet en yderligere konsekvens ved ledighed. Jahoda mener, at status og identitet hænger uadskilleligt sammen, da status er forankret i samfundets værdier, og identitet refererer til individets eget syn på sig selv. Sammenhængen kommer til udtryk, da status og prestige gennem samfundets værdier også er defineret gennem arbejdet. Dermed svækkes individets status, hvis det intet arbejde besidder. Og når individets status svækkes, grundet andres syn, vil dette uundgåeligt påvirke individets eget syn på sig selv og dermed dets identitetsfølelse (Jahoda 1982, 26). Ifølge Jahoda skelnes der i samfundet ikke imellem ledighed som konsekvens af økonomisk nedgang og selvvalgt ledighed forstået som ledige, der ikke gider eller kan arbejde. Denne manglende skelnen forøger tabet af status for ledige grundet økonomisk nedgang og er således også med til at skabe en følelse af bitterhed hos de ledige, som ikke selv har valgt ledigheden (Jahoda 1982, 17). Dette forstærkes gennem en samfundsholdning, som overordnet går ud på, at såfremt et individ ønsker at arbejde, så er der arbejde at finde (Jahoda 1982, 29). Derfor er denne samfundsmæssige holdning med til at forstærke de lediges følelse af skam og værdiløshed, hvilket igen påvirker identitetsfølelsen og selvforståelsen. 4.4.5 Fravær af regulær aktivitet Når alt, inklusiv individet selv, er præget af en følelse af ligegyldighed, og når mange ledige ikke er i stand til at tage initiativ til aktiviteter, er sandsynligheden, for at der sker noget, meget lille (Jahoda 1982, 23). Dette hænger sammen med de følelser, som de ledige får under ledighed udtrykt i de seks stadier, langtidsledige går igennem. 4.5 Teoretisk samspil Vi har valgt at inddrage Negt, Honneth og Jahoda, fordi vi mener, de komplementerer hinanden godt og derved sammen kan give et bredere billede af det felt, vores problemstilling bevæger sig indenfor. Vi inddrager alle tre teoretikere for at få et bredere billede af feltet, der efter vores mening ikke dækker vores genstandsfelt nok hver for sig. Følgende afsnit har til formål at vise, hvordan, vi mener, teorierne spiller sammen. Det skal her påpeges, at teorierne ikke er udarbejdet med hensigt på at blive sat sammen, og at det derfor er vores fortolkning, af hvorledes de kan sammensættes, som vil fremstå i følgende. 26

Negt giver et overordnet billede af samfundets opbygning i forhold til de lediges placering i samfundet. Ifølge Negt rykkes individet over i anden virkelighed, når det bliver arbejdsløst. Flytningen til anden virkelighed er et udtryk for udstødning af samfundet, idet det her ikke er muligt at leve op til de normer, samfundet bygger på. Denne opdeling i de to virkeligheder kan virke firkantet, da det ikke lader plads til, at individet kan befinde sig midt imellem eller forskellige steder i hver virkelighed. Jahoda underbygger Negts anden virkelighed med sin teori om de fem konsekvenser ved ledighed, hvor hun fokuserer på, hvad der sker for individet, når det bliver arbejdsløst og derved kommer over i anden virkelighed. Her argumenterer hun for, at ledigheden har vitale konsekvenser for individets status, selvfølelse og sociale samvær. De konsekvenser, Jahoda beskriver, opleves kun, når individet befinder sig i anden virkelighed. Vi kan se en sammenhæng med Jahodas seks stadier, der kan være en differentiering af i hvilken grad, de ledige klamrer sig til første virkelighed. Ved første stadie klamrer den ledige sig i høj grad til første virkelighed, hvorimod den ledige på fx sjette stadie oplever en større følelse af ligegyldighed i forhold til første virkeligheds normer. Negt skriver, at tab af arbejde hænger sammen med tab af anerkendelse, hvormed individet mister anerkendelse, når det rykkes over i anden virkelighed. Netop anerkendelsesbegrebet beskriver Honneth ved at fokusere på dette som en nødvendighed for, at individet kan opnå det gode liv. Det vil sige, at Honneth præciserer begrebet anerkendelse, som Negt kun nævner som en vigtig faktor. Dog kan sammenkoblingen mellem anerkendelse og de to virkeligheder ikke anskues sort på hvidt, da anerkendelse, og mangel på samme, findes i forskellige grader i begge virkeligheder. Vi benytter anerkendelsesbegrebet i forhold til at undersøge, hvor højt tab af anerkendelse ledige oplever, når de flyttes til anden virkelighed. Negt skriver, at de ledige oplever et tab af anerkendelse, men kan ikke som Honneth hjælpe os til at opnå forståelse for, på hvilke områder tabet sker. I forhold til Honneths anerkendelsesbegreb argumenterer Jahoda indirekte for, at konsekvenserne, og de seks stadier, hænger tæt sammen med tab af anerkendelse. Honneths teori kan ikke belyse konkret, hvad der sker, når de ledige oplever tab af arbejde og dermed tab af anerkendelse. Her kan Jahoda supplere ved direkte at give os en mere konkret forståelse af, hvad der sker, når de ledige taber anerkendelse. Ydermere supplerer hun Honneth i forhold til, hvilke konsekvenser tab af anerkendelse har for individet. Dette indbefatter blandt andet, at manglen på anerkendelse i de tre sfærer kan rykke individet 27

længere hen i de seks stadier. Honneth og Jahodas teorier udtrykker nogenlunde enighed om, hvad udfaldet af manglen på anerkendelse samt de mere konkrete konsekvenser herved er. Problemet opstår, når individet kommer til det sidste stadie, ligegyldigheden, og begynder at opgive den evige stræben efter anerkendelse og higen efter den første virkelighed. Tabet af anerkendelse, er både Negt og Jahoda enige om, bunder i en overordnet samfundsmæssig negativ holdning til ledighed. Honneths anerkendelsesbegreb komplementerer denne tankegang ved at uddybe, hvordan ringeagt, især i den solidariske sfære, kan være med til at nedsætte en bestemt gruppes sociale værdi. Når Honneth skriver om statusgrupper, ser vi disse i forhold til de to virkeligheder, idet lavt placerede statusgrupper såsom arbejdsløse er placeret i anden virkelighed, og højt placerede statusgrupper såsom akademikere i arbejde er i første virkelighed. På den måde får vi sat en samlet begrebsramme, der skal være os behjælpelige til at analysere os frem til de ledige akademikeres oplevelse af ledighed. Negt klarlægger samfundets opbygning og forklarer dermed, hvordan det er delt op i to virkeligheder. Vi sætter Honneth ind i denne kontekst for at vise, hvordan individer taber anerkendelse ved at rykke fra første virkelighed til anden virkelighed. Vi bruger Jahoda til at udpensle, hvad der præcist sker, stadie- og konsekvensmæssigt, for individet i anden virkelighed. Denne begrebsramme skal således sættes i spil sammen med vores indsamlede empiri. 28

5. Empiri I dette afsnit vil vi først, med inddragelse af Steinar Kvale, beskrive vores empiriske overvejelser for projektet. Yderligere ønsker vi, med udgangspunkt i Marianne Horsdals erfaringer med narrative interviews, at gennemgå, hvorfor vi har valgt at benytte den narrative interviewmetode til at få indblik i de ledige akademikeres livsverden. Dernæst vil vi klarlægge, hvordan vi har bearbejdet interviewene for slutteligt at gennemgå de overvejelser, vi har haft om den narrative interviewmetode. 5.1 Empiriske overvejelser Vi har valgt at foretage otte individuelle interviews med ledige akademikere, da det netop er de lediges oplevelser af ledigheden, der er fokus i dette projekt. Ifølge Kvale er formålet med et kvalitativt forskningsinterview at forstå interviewpersonens livsverden og forholdet til denne (Kvale 1997, 40-42). Derfor benytter vi de udarbejdede interviews til at give os et indblik i, hvordan den enkelte ledige har oplevet det at blive ledig. Interviewene giver os ydermere en forståelse af feltet, da vi ud fra disse vil se på de fælles træk og forskelle interviewpersonerne fortæller for at forstå deres oplevelse af ledighed. Den indsamlede empiri kan ikke give os et fuldendt billede af ledige akademikeres oplevelse af ledigheden. Dette er både begrundet i, at skabelsen af et sådant helt billede ville kræve mere empiri, og at den empiri, vi har valgt at indsamle, bygger på mange forskellige historier med forskellige personer, der har differentierede uddannelser, personligheder og baggrunde. Derfor udtrykker interviewpersonerne flere forskellige oplevelser og forståelser af ledighed. Formålet med vores empiriindsamling og den følgende analyse ligger således i et ønske om at forstå de problemstillinger, de ledige selv bringer op under interviewene, undersøge disse og herudfra se, om vi kan trække nogle tendenser ud af interviewene. 5.2 Valg af interviewpersoner Som beskrevet i problemfeltet har vi valgt at afgrænse os til kun at beskæftige os med ledige akademikere. Vi har desuden valgt, at de ledige akademikere skal have været ude på arbejdsmarkedet. Dette valg har vi valgt ud fra vores interesse i det skift, den ledige må opleve ved at gå fra at være en del af arbejdsmarkedet til at stå uden for arbejdsmarkedet. Vores fokus betyder endvidere, at vi ikke vil se på beskæftigelsesindsatsen fra politikernes eller sagsbehandlernes side, men udelukkende fra de ledige akademikeres synspunkter. 29

Denne afgrænsning bygger på vores forståelse af, at man kun er anerkendt, hvis man føler sig anerkendt. I forlængelse af Honneths negative metodologi (jf. Anerkendelsesteori) betyder det, at hvis et individ oplever at være udsat for ringeagt, så er det irrelevant, hvorvidt der eksisterer en anden part, der oplever at krænke. I gruppen af ledige akademikere har vi valgt en ligelig fordeling af både mænd og kvinder, da vi ikke begrænser os til at undersøge enten mænd eller kvinders oplevelse af ledighed. Vi har ydermere valgt at afgrænse os til ledige akademikere, der har været på arbejdsmarkedet. Dette valg har vi taget ud fra et ønske om, at den ledige skal have oplevet et tilhørsforhold til arbejdsmarkedet og selvfølgelig stadig fungere i feltet. De ledige skal ydermere have kendskab til det at være ledig både rent socialt, men også i forhold til at have opnået et kendskab til beskæftigelsesindsatsen og dennes regler og muligheder. Derfor har vi besluttet, at den enkelte interviewperson skal have været ledig i minimum tre måneder, da vi har erfaret, at der for de fleste ledige først stilles større krav til deres jobsøgning m.m. efter fire måneder (jf. Den danske beskæftigelsesindsats). For at komme i kontakt med ledige akademikere kontaktede vi forskellige a-kasser, som vi formodede kunne hjælpe os til at skabe denne kontakt. A-kasserne var; Akademikernes A- kasse, Magistrenes Arbejdsløshedskasse, Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, Prosas A- kasse samt IT-fagets og Merkonomernes Arbejdsløshedskasse. Dermed har vi afgrænset os til kun at se på ledige akademikere, der er medlem af en a-kasse, altså dagpengeberettigede ledige akademikere. Vi udarbejdede en flyer, som vi bad a-kasserne uddele til de ledige i forbindelse med samtaler og arrangementer (Bilag 9). En af a-kasserne valgte endvidere at sende vores flyer ud med deres nyhedsbrev, således at den blev distribueret til ca. 800 ledige akademikere. Dette førte til mange tilbagemeldinger, så vi kunne udvælge otte personer ud fra ovenstående kriterier. Grundet mange henvendelser valgte vi at afgrænse os geografisk til kun at interviewe ledige akademikere bosiddende i Storkøbenhavn og omegn. Dette valg bygger ydermere på projektgruppens ønske om at undgå telefoninterviews, da vi ved den narrative interviewform formentlig ikke ville kunne opnå samme tillid og derved fortrolighed,. som vi kunne ved at mødes med interviewpersonerne ansigt til ansigt (jf. Det narrative interview). 30

Vi har udarbejdet interviews med følgende personer: Interviewperson Fagområde Alder Køn Ledighedsperiode ved tidspunkt for interview 1 Naturvidenskab 39 år K 6 måneder 2 Naturvidenskab 64 år M 8 måneder 3 Naturvidenskab 56 år M 7 måneder 4 Humaniora 32 år K 6 måneder 5 Samfundsvidenskab 31 år K 6 måneder 6 Humaniora 53 år K 3 år og 10 måneder 7 Samfundsvidenskab 55 år M 6 måneder 8 Samfundsvidenskab 30 år M 4 måneder Som det kan ses ud fra ovenstående skema, har vi ikke interviewet personer, der befinder sig i aldersgruppen 40-50 år. Landsdækkende statistik viser, at der ikke er mindre arbejdsløshed i denne aldersgruppe (ac.dk 2009b). Vi er blevet kontaktet af flere ledige i denne aldersgruppe, men ingen af disse personer har opfyldt vores udvælgelseskriterier om blandt andet geografi og ledighedsperiode, hvilket har gjort, at vi ikke har denne gruppe med i vores empiri. Yderligere fremgår det af skemaet, at vi har valgt at holde interviewpersonerne anonyme. Denne anonymitet sikrer vi gennem ikke at oplyse om de lediges navn, tidligere jobs, uddannelse, bopæl og a-kasse. Således har vi, i forlængelse af Kvale, forsøgt at fraskrive alle identificerbare informationer (Kvale 1997, 120). Vi håber, at sikringen af anonymitet har hjulpet til at få de ledige akademikere til at åbne op over for os og give os et åbent og helhedsskabende indblik i deres situation. 5.3 Det narrative interview Som det fremgår af problemformuleringen, ønsker vi at undersøge de ledige akademikeres livsverden, da vi ønsker at undersøge, hvordan de oplever ledigheden. Derfor finder vi det nyttigt at udarbejde narrative interviews med de ledige akademikere, da der i det narrative interview lægges fokus på interviewpersonens fortælling og dermed oplevelsen af det at være ledig. Det narrative interview kan desuden medvirke til at vise individuelle erfaringer 31

af et kollektivt og samfundsmæssigt område, som ontologisk kan belyse den sociale verden (Fuglsang et al. 2007, 350). Vi har valgt at benytte den narrative interviewmetode, fordi vi ønsker at påvirke interviewpersonens fortælling mindst muligt. Da vi vil undersøge, hvordan de ledige akademikere oplever ledigheden, ønsker vi at beskæftige os med, hvad de ledige akademikere finder mest væsentligt ved deres individuelle situation. Narrative interviews giver netop en viden om menneskers tilværelsestolkninger og om hvordan, de selv har oplevet deres situation (Horsdal 2001, 51). Dermed er fokus for interviewet bestemt af de ledige akademikere og bliver udtrykt gennem, hvad der vægtes mest i den enkeltes fortælling. Der er tre faser i et narrativt interview; indledningsfase, hoveddel og spørgefase. Indledningsfasen implicerer, at intervieweren orienterer om interviewets gang og laver en præsentation af, hvordan interviewet skal bruges. Det er i denne forbindelse vigtigt at fokusere på at skabe et tillidsbånd mellem interviewer og fortæller. Indledningsfasen giver også anledning til et igangsættende spørgsmål. Her er der mulighed for at skabe en ramme for interviewet. Hoveddelen består af selve fortællingen. Her er retningslinjerne hovedsageligt at bestræbe sig på at undgå at stille spørgsmål, da der er fare for at påvirke interviewpersonens fortælling (Horsdal 2005, 106). Den sidste fase, spørgefasen, bruges netop primært til at stille uddybende spørgsmål om uklarheder til fortællingen (Horsdal 2005, 106). I modsætning til det semi-strukturerede kvalitative interview, hvor der kræves en fyldestgørende forberedelse af spørgsmål, kræves der i den narrative interviewform mere forberedelse af tillidsbåndet mellem interviewer og interviewperson (Horsdal 2005, 106). 5.3.1 Udførelse af narrative interviews Inden vi udarbejdede interviewene, foretog vi et pilotinterview med en nyuddannet ledig, som ligger lidt uden for vores målgruppe, men stadig har nogenlunde samme betingelser som målgruppen. Formålet med pilotinterviewet var at få afprøvet det narrative interview som metode samt at finde ud af, om det fungerer at være to interviewere til én interviewperson. Det viste sig, at metoden kun fungerede i et vist omfang, da vi så os nødsagede til at hjælpe interviewpersonen på vej og stille uddybende spørgsmål i hovedfasen. Desuden erfarede vi, at det ikke var problematisk at være to interviewere. Ud fra erfaringerne fra pilotinterviewet holder vores narrative interviews sig ikke stringent 32

til de retningslinjer, der normalt er for narrative interviews. Vi har således stillet spørgsmål under hoveddelen, når en interviewperson gik helt i stå med sin fortælling, og når en interviewperson behandlede et emne så overfladisk, at det var svært at forstå personens hensigt med historien og holdningen til denne. I indledningsfasen stillede vi et begyndende spørgsmål for at vise interviewets ramme, og efterfølgende har vi så vidt muligt efterstræbt, at interviewpersonen styrede fortællingen selv. Vi har, for at fremme fortællingerne i vores interviews, haft bestemte spørgeteknikker i brug. Vi har særligt benyttet tre typer interviewspørgsmål, som Kvale kalder for indledende spørgsmål, opfølgende spørgsmål og sondrende spørgsmål (Kvale 1997, 137). Vi har altså ikke udført de narrative interviews efter den oprindelige hensigt. Vi har ind imellem brugt tavsheden som redskab til at tvinge interviewpersonerne til at reflektere og fortsætte sin fortælling. I den narrative interviewsituation er det vigtigt, at der skabes et tillidsbånd mellem interviewer og fortæller, og derfor gav vi interviewpersonerne mulighed for at vælge, hvor de ønskede, interviewet skulle foregå (Fuglsang et al. 2007, 337). Disse valgmuligheder bestod i, at interviewet kunne foregå hjemme hos én af os fra projektgruppen, i deres eget hjem, på en cafe eller på RUC. Vi sørgede for, at der var kaffe og kage, og at der inden hvert interview var tid til at snakke lidt uformelt. 5.3.2 Transskription og bearbejdning af interviews Vi har valgt at transskribere alle otte interviews. Dette har vi gjort for at få et større overblik over indholdet af disse. I denne forbindelse fandt vi den ordrette transskription mest relevant for vores projekt, da vi så vidt muligt ønskede at undgå den ubevidste fortolkning i omsætningen fra tale til skrift i transskriptionerne (Kvale 1997, 165-166). Vi har altså valgt at transskribere ord som hmm og øh med flere, da vi mener, at disse ord kan have relevans for forståelsen af de omkringliggende udsagn. Vi medtager også følelsesudtryk og pauser, hvor, vi mener, det har betydning for forståelsen af interviewet. Dermed fortolker vi alligevel i transskriptionerne, da det er vores vurdering, at disse følelsesudtryk er vigtige. Vi er derfor bevidste om, at en transskription altid er en kunstig konstruktion fra mundtlige udsagn til en skriftlig kommunikationsform (Kvale 1997, 163). Ved brugen af citater i analysen har vi valgt at korrigere citaterne for at hindre meningsforstyrrelser, eksempelvis ved gentagelser og brug af øh m.fl. Desuden har vi transskriberet nogle ord med store bogstaver for at fremhæve, at dette er noget, interviewpersonerne nærmest råber. 33

5.3.3 Etiske overvejelser omkring de empiriske interviews Inden udførelsen af interviewene har vi informeret interviewpersonerne om vores undersøgelses formål, hvordan vi vil benytte de indsamlede interviews i rapporten, og hvad der vil ske med den færdige rapport i et forsøg på at lave det, som Kvale kalder en informeret samtykke (Kvale 1997, 118). Dette lykkedes i en vis grad, da alle interviewpersoner gav deres samtykke. Dog skal det her nævnes, at vi under flere af interviewene oplevede, at interviewpersonerne udtrykte forventning og ønske om, at vi efter færdiggørelse af rapporten ville gå videre med resultatet af undersøgelsen. Her så vi en risiko for uoverensstemmelse mellem interviewpersonernes og vores egne forventninger til denne undersøgelse. Derfor forsøgte vi ved alle interviews at gentage formålet med projektet, så de deltagende interviewpersoner ikke var i tvivl om, at dette projekt bliver formidlet som et bachelorprojekt. Vi forholder os til, at de ledige akademikere har sat tid af til at hjælpe os og derigennem ønsker, at deres stemmer bliver hørt, hvorfor vi sender den færdige rapport til dem og de a-kasser, der har hjulpet med at formidle kontakten til de ledige akademikere. Under interviewene oplevede vi, at de ledige åbnede sig og udtalte sig om meget følsomme emner og upopulære holdninger. Dette kan ses som en positiv interviewinteraktion mellem os som forskere og de ledige akademikere. Deres åbenhed har betydet, at vi har fået mange personlige oplysninger og fortællinger. Dog udviklede denne åbenhed sig for én af interviewpersonerne til et sammenbrud under selve interviewet, hvilket fik os til at genoverveje interviewmetoden, da vores rolle som interviewer bør være som forsker eller studerende og ikke som psykolog eller lyttende ven. Vi var altså ikke forberedt på, at de narrative interviews kunne udvikle sig uhensigtsmæssigt, samt at det at undersøge ledighed er så følsomt et emne. Vi havde med andre ord ikke gjort os klart, at nogle af interviewpersonernes trang til at fortælle deres egen historie gjorde, at de måske kom til at fortælle mere end de havde planlagt (Kvale 1997, 121). Vi er dog overbevist om, at alle interviewpersonerne har henvendt sig, fordi de ønskede at fortælle deres historie og derigennem blive hørt. 5.3.4 Refleksioner over indsamlede interviews Vores brug af narrative interviews har betydet, at den enkelte interviewperson har taget udgangspunkt i sin subjektive fortælling, hvorfor vores interviews på forskellige punkter adskiller sig fra hinanden. De største forskelle i interviewene skyldes ikke blot interviewmetoden, men også vores erfaringer inden for narrative interviews. Ingen i 34

projektgruppen har arbejdet med interviewmetoden tidligere, og vi har derfor, langt hen ad vejen, måtte føle os frem trods pilotinterviewet og metodisk forståelse. Efterfølgende har vi diskuteret, at hvis vi på forhånd havde haft et indgående kendskab til feltet, ville det have været muligt for os at stille uddybende spørgsmål gennem et semi-struktureret interview, hvilket kunne have hjulpet til sammenligneligheden i interviewene. Som det ser ud nu kunne vi ikke på forhånd vide, hvad interviewpersonerne ville snakke om, da det er deres subjektive forståelse af deres personlige oplevelse af deres ledighed vi undersøger, hvorfor vi fandt den narrative metode mest hensigtsmæssig at anvende. Vi har efter indsamlingen af interviewene erfaret, at flere af interviewene adskiller sig fra hinanden på forskellige punkter. Interviewene af interviewperson 3 og 6 skiller sig mest ud fra de andre interviews. Dette gør de blandt andet, fordi de er meget længere end de seks andre. Karakteristisk for disse to interviews er ydermere, at de bygger på mange og mere personlige oplysninger og længere fortællinger, som dermed gør det sværere at benytte dem sammenlignet med de andre interviews. Flere af fortællingerne i de pågældende interviews bærer præg af, at historiernes pointer først kommer flere minutter senere, og at der nævnes så mange navne samt personlige beretninger, at det er svært at gøre disse personer anonyme. Yderligere har vi erfaret, at nogle af de ledige forholder sig meget til deres subjektive oplevelser og erfaringer af ledighed, mens andre fortæller mere indgående om systemet og samfundet. I forhold til validiteten af vores interviews må vi stille os kritiske over for, at de ikke har båret præg af struktur. Dette kan have medført, at interviewpersonerne ikke har haft overblik over, hvad de selv har fortalt. Vi oplevede gennem mange af interviewene, at interviewpersonerne ændrede holdning under interviewet. Et eksempel kunne være en interviewperson, som begynder interviewet med en negativ holdning til beskæftigelsesindsatsen for senere at ændre holdning til, at man skal tage ansvar for egen situation. Vi kan således ikke vide os helt sikre på, hvad interviewpersonens egentlige holdning er. Samtidig har vi ladet de ledige kontakte os, og vi må derfor gå ud fra, at dem vi er blevet kontaktet af, har haft noget på hjertet. Vi er på den måde højst sandsynligt ikke blevet kontaktet af ledige, som har haft en udelukkende god oplevelse, da vi formoder, at de ikke har samme behov for at ytre sig. 35

6. Analysestrategi I afsnittet Videnskabsteori har vi beskrevet, hvordan vi i arbejdet med vores interviews, bevæger os i et hermeneutisk videnskabsteoretisk paradigme. Vi arbejder derfor ud fra, at de fortællinger vi har opnået, gennem vores narrative interviews, altid vil blive bearbejdet i kontekst med vores forforståelser og vores teoretiske ramme for projektet, hvilket vil have betydning for den analyse, vi udarbejder, og de konklusioner vi når frem til. Dermed søger vi, i fortolkningsprocessen, at sætte vores forforståelser, om de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden, i spil (Andersen 1994, 160). I dette afsnit vil vi derfor beskrive, hvordan vi metodisk fortolker vores indsamlede empiri i analysen, samt hvorledes vi har udarbejdet en tematisering af interviewene. 6.1 Tematisering af narrative interviews I de otte narrative interviews kommer alle interviewpersonerne, hver i sær, ind på mange forskellige emner i deres fortællinger om det at være ledig. Derfor har vi valgt at inddele interviewene i overordnede temaer, der er gennemgående på tværs af interviewene. Under de overordnede temaer har vi derefter indsat forskellige underkategorier, som interviewpersonerne lægger vægt på i interviewene. Dette har vi gjort, dels for at gøre analysen mere overskuelig, men også for at tydeliggøre, hvilke temaer interviewpersonerne fælles lægger størst vægt på i deres fortællinger om deres oplevelse af ledighed. Vi har benyttet meningskondenseringsmetoden til at tematisere interviewene. Først har vi læst alle interviewene igennem, for herigennem at opnå forståelse for helheden af interviewene. Herudfra har vi fastlagt, det Kvale kalder for de naturlige betydningsenheder, der fremtræder i interviewene. Dette har vi gjort ved at nedskrive alle de dele, som bruges i de enkelte interviews og som vi finder relevante for vores problemstilling (Kvale 1997, 192). Disse naturlige betydningsenheder har vi efterfølgende forkortet til ord, som kort kunne beskrive indholdet af de forskellige betydningsenheder. Praktisk betød denne tematiseringsproces, at vi kom frem til mange ord, sætninger og begreber, som alle omhandlede, hvordan de ledige oplever den situation, de befinder sig i. Af denne grund valgte vi at sammensætte de betydningsenheder, som behandlede samme emner under bestemte underkategorier. For igen at strukturere disse underkategorier, udarbejder vi forskellige temaer, ud fra de underkategorier, vi fandt sammenhængende (Kvale 1997, 192). 36

Denne tematisering af de narrative interviews kan altså ses som første stadie af analysen, da vi allerede her fortolker interviewene, ved selv at uddrage 'naturlige betydningsenheder'. Dette har vi forsøgt at gøre så fordomsfrit som muligt, da vi, i analysen og vores samfundskritik, først dér ønsker at sætte vores forforståelser og teoretiske ramme i spil. 6.1.1 De fire temaer De overordnede temaer, vi er nået frem til, bygger på den samlede gruppes forståelse af interviewene. Vi mener, dette er med til at validere tematiseringen, da denne ikke blot bygger på en enkelt forskers fortolkning. Derfor kan vi argumentere for, at vi har mindsket risikoen for, hvad Kvale kalder for tilfældig eller forudindtaget subjektivitet (Kvale 1997, 203). Ud fra ovenstående fremgangsmåde er vi kommet frem til følgende temaer med dertilhørende underkategorier: Temaer Tilhørsforhold Dagligdag Afslag Systemet Underkategorier Identitet Social støtte Økonomi Årsag til ledighed Rytme Ansvar for egen situation Ansøgninger Alder Ret og pligt - Jobansøgningskurser - Seks ugers selvvalgt uddannelse - Job med løntilskud Anden aktør Uigennemskuelighed Tillid De ovenstående temaer hjælper os på forskellig vis til at besvare problemformuleringen, og dermed få et indblik i, hvordan de ledige oplever deres ledighed. Analysen, under temaet Tilhørsforhold, giver os et indblik i, hvordan de ledige anser den overordnede samfundsholdning til ledige, og hvordan denne samfundsholdning påvirker de lediges identitetsfølelse i forhold til at stå uden for arbejdsmarkedet. Ydermere giver analysen, under dette tema, en forståelse for, hvordan de ledige tackler ledigheden, hvorvidt de føler støtte fra deres sociale netværk i forhold til deres situation, samt hvilke konsekvenser de ledige oplever rent økonomisk i forhold til at være på dagpenge. Således kan dette tema hjælpe os til en forståelse af, hvordan de ledige oplever deres ledighed, ud fra deres forståelse af samfundets holdning, og dermed deres syn på sig selv. Til at opnå forståelse for hvorledes de ledige tackler nogle af de daglige udfordringer, 37

grundet deres ledighed, og hvordan, eller hvorvidt de forsøger at opbygge en rutine i deres hverdag, har vi valgt at have temaet Dagligdag. Dette skal hjælpe os til at besvare problemformuleringen således, at det giver os en indsigt i, hvilke problemer der påvirker de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden. Dette set i forhold til de daglige udfordringer de ledige akademikere møder, i form af opretholdelse af rytme og kontrol over egen situation. Temaet afslag hjælper os til at besvare problemformuleringen således, at dette tema behandler nogle af de nederlag og barrierer de ledige akademikere oplever, via deres forsøg på at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Til sidst har mange af de ledige i de indsamlede interviews lagt stor vægt på, hvordan beskæftigelsesindsatsen påvirker deres selvfølelse og hverdag. Denne analyse har vi valgt at lægge under temaet Systemet. Således vil analysen af Systemet give os en indsigt i de ledige akademikeres oplevelse af deres ledighed, i forhold til hvordan de føler sig behandlet af beskæftigelsesindsatsen, samt hvilke muligheder og begrænsninger de mener, at denne indsats giver. 6.2 Operationalisering Analysen er inddelt i fire temaer og dertilhørende underkategorier. Dette afsnit vil forklare, hvordan analysen vil forløbe samt give et indblik i, hvorledes vi vil udarbejde analysen under disse temaer. Afsnittet har således til formål at forklare, hvordan analysen vil forløbe, i forhold til en sammenblanding af vores forforståelser, teori og empiri ud fra den hermeneutiske fortolkning. Forståelsen af de ledige akademikeres oplevelse af deres situation kræver, gennem vores hermeneutiske fundering, en fortolkning af de lediges subjektive opfattelser af denne oplevelse (Andersen 1994, 158). Overordnet vil analysen således bygge på empiriske funderinger og fortolkninger af de indsamlede interviews. Gennem analysen vil denne fortolkning i høj grad komme til udtryk via en rekontekstualisering af interviewene. Med dette menes, at vi sætter de indsamlede interviews ind i en ny sammenhæng i forhold til vores teoretiske begrebsramme og vores forforståelser (Kvale 1997, 191). Dette er også et udtryk for den hermeneutiske cirkel, som forstås ved en vedvarende veksling mellem en analyse af del og helhed (Kvale 1997, 58). På den måde sættes delene af interviewene i ny relation til den teoretiske ramme og forforståelser, som dermed skaber en ny mening af delene. Dette er en proces, der i princippet kan fortsætte i det uendelige, men praktisk 38

stopper den, når der er en fælles og ensbetydende fortolkning (Kvale 1997, 57). Den proces den hermeneutiske cirkel skaber, hjælper os således til at fortolke interviewene mere nuanceret (Andersen 1994, 174). Teorierne danner dermed vores udgangspunkt for at forstå empirien, og vil derfor samtidig blive sat på prøve de steder, hvor den indsamlede empiri fx modsiger eller udbygger teorierne. I dette sammenspil mellem teori og empiri vil vi endvidere, både i analysen og i samfundskritikken, inddrage vores forforståelser, og således forsøge at diskutere disse med det formål at opnå dybere erkendelse og forståelse af feltet (Kvale 1997, 199). I tråd med Honneths negative metodologi, vil vi således søge at anskueliggøre den manglende anerkendelse ved ledigheden gennem interviewpersonernes fortællinger. Desuden vil vi sammensætte denne manglende anerkendelse, med Jahodas fem punkter om konsekvenser ved ledighed. På den måde bevæger vi os ud over selve interviewene, og danner gennem sammenblanding af teori og empiri nye sammenhænge. Det vil altså sige, at vi ikke vil forsøge at verificere eller falsificere vores teori, men derimod sammenkæde pointerne fra teorien med den indsamlede empiri og derigennem sætte teorierne i spil. Interviewpersonerne vil blive inddraget i forskellig grad i de forskellige temaer. Dette bunder i, at de lægger vægt på forskellige elementer i deres fortællinger om deres oplevelse af ledighed. Således inddrages interviewpersonerne i forskellig grad, alt efter hvilke elementer de udtrykker som vigtige for deres oplevelse af deres ledighed. Nogle af interviewpersonerne vil i højere grad blive citeret i analysen end andre. Dette er svært at undgå, idet nogle interviews er længere end andre, samt at der er forskel på, hvor mange emner de ledige kommer ind på i deres fortællinger, og hvor stor vægt de lægger på de forskellige temaer. Således vil fx interviewperson 8's holdning, til hans oplevelse af ændringer i hans identitetsfølelse, i højere grad træde frem i underkategorien Identitet end de fleste andre gør. Efter hvert tema vil der forekomme en delkonklusion, der konkluderer på hele temaet. Der vil dog være korte opsummeringer ved afslutning af hver underkategori. Under temaet Systemet, er analysen bygget anderledes op end de tre andre temaer. Systemets underkategori Ret og Pligt er, til forskel fra alle andre underkategorier, inddelt i afsnit. Der vil derfor forekomme en delopsummering på underkategorien Ret og pligt, og en delkonklusion på hele Systemet. Afsnittet, En samfundskritik, har til formål at tage delkonklusionerne fra analysen op på et større samfundsmæssigt niveau, i forhold til Negts teori om de to virkeligheder. Her vil vi 39

således diskutere de negative sider, de ledige oplever ved deres ledighed i forhold til samfundets opbygning, og syn på ledighed generelt. Derudover vil vi komme ind på, hvor de forskellige inddragede teorier modsiger den indsamlede empiri, samt hvor de forskellige teorier modsiger hinanden. 40

7. Analyse I følgende analyse tager vi hovedsageligt udgangspunkt i vores indsamlede empiri. Det er derfor essentielt for forståelsen af analysen at præsentere de forskellige interviewpersoner og de vigtigste pointer fra deres interviews for herigennem at gøre det nemmere at forstå den kontekst, vi citerer dem i. 7.1 Præsentation af interviewpersoner Interviewperson 1 er 39 år og har været ledig i ca. seks måneder. Hun er ikke glad for sin situation, og ser meget negativt på sin ledighed. Hun har et ønske om at komme ud af ledigheden hurtigst muligt. Under interviewet lægger interviewperson 1 vægt på beskæftigelsessystemet, herunder specielt anden aktør, som hun ikke er tilfreds med. Hun har udtrykt sin utilfredshed over systemet gennem skriftlige klager til beskæftigelsesministeren, arbejdsdirektoratet, kommunen samt to a-kasser. Hun pointerer, at hun ser hendes lave erfaringsniveau som årsag til, hvorfor hun har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hun føler ikke, at hendes omgangskreds, herunder især familien, forstår hendes situation. Interviewperson 2 er 64 år og har været ledig i ca. otte måneder. Han fortæller, at hans hverdag ikke er særlig påvirket af ledigheden, idet hans kone stadig tjener rigeligt penge, og fordi han samtidig laver frivilligt arbejde. Han venter på at kunne gå på pension, som han skal til næste år. Interviewperson 2 har meget erhvervserfaring og mener, at systemet underkender akademikeres kompetencer, når man bliver arbejdsløs. Han er dybt utilfreds med anden aktørs håndtering af ledige. Ydermere lægger han vægt på, at han bliver aldersdiskrimineret af arbejdsmarkedet og derfor ikke har en chance for at komme i arbejde igen. Interviewperson 3 er 56 år og har været ledig i ca. syv måneder. Han har accepteret sin situation som ledig, men søger mange jobs, idet han gerne vil i arbejde. Han har et stort ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, da han holder af at udfordre sig selv og sin kunnen. Han fokuserer i sin historie på sin tilknytning til arbejdsmarkedet og hvad, han generelt har foretaget sig. Han lægger vægt på, at han sagtens kan få tiden til at gå som ledig, da hans netværk er stort, og han beskæftiger sig med mange projekter. Interviewperson 4 er 32 år og har været ledig i ca. seks måneder. Hun vil rigtig gerne i arbejde igen, men fortæller samtidig i denne sammenhæng, at hun dog ikke har noget 41

problem med at få tiden til at gå. Hun får et højt fradrag, da hun har været udstationeret til Mellemamerika og synes derfor heller ikke, at hun mangler penge. Hun er den eneste af interviewpersonerne, der ikke er tilknyttet anden aktør. Desuden lægger hun vægt på, at det sværeste ved ledighed er at skulle skrive ansøgninger grundet hendes usikkerhed i sit erfaringsniveau og sine egenskaber. Interviewperson 5 er 31 år og har været ledig i ca. seks måneder. Hun er forholdsvis positiv omkring sin ledighed, da hun kom fra et job, hvor hun følte sig stresset og derfor ønskede at komme væk. Hun udtaler ydermere, at hun har svært ved at forestille sig, hvordan hun før har haft tid til et fuldtidsjob. Hendes positive holdning til ledighed baseres på, at hun blev fyret på baggrund af finanskrisen og ikke af personlige årsager. Endvidere mener hun, at beskæftigelsesindsatsen bør fokusere på efteruddannelse og opkvalificering. Hun mener samtidig, at man som ledig bliver stemplet, og at det derfor ikke er rart at være ledig. Interviewperson 6 er 53 år og har været ledig i ca. tre år og ti måneder. Hun er meget opgivende og negativ omkring sin ledighed. Hun er direkte oprevet og frustreret over beskftigelsessystemet, herunder anden aktør, og føler sig uretfærdigt behandlet. Hun lægger vægt på enkelte historier i sin ledighedsperiode, som har fyldt meget hos hende og som er en direkte kritik af systemet samt samfundets overordnede holdning til ledige. Hun føler sig diskrimineret på baggrund af etnicitet, køn og alder. Yderligere har hun indgivet en klage over anden aktør, som dog ikke er blevet behandlet til afgørelse endnu. Til februar skal hun overgå til kontanthjælp, hvilket bekymrer hende meget. Interviewperson 7 er 55 år og har været ledig i ca. seks måneder. Han har tidligere været ledig og er ikke overrasket over sin situation. Han ser årsagen til sin ledighed som manglen på jobs grundet finanskrisen. Han vil gerne i arbejde og mener, at det i øjeblikket er nemmest at få et job gennem aktivering. I interviewet lægger han vægt på beskæftigelsesindsatsens kontrol og mener, at den er ligegyldig, idet der ikke eksisterer nok jobs. Interviewperson 8 er 30 år og har været ledig i ca. fire måneder. Han er afklaret med sin ledighed ud fra det syn, at han ikke kan gøre mere ved det, end han gør på grund af finanskrisen. Han vil meget gerne i arbejde, idet han keder sig lidt og gerne vil bruge sine kompetencer. Han er positivt indstillet, men synes, at ledighed er frustrerende. Under interviewet lægger han vægt på kritik af beskæftigelsessystemet, da han ser det for kontrollerende. Han vil gerne skabe sit eget job, men da systemet ikke godkender den form for jobsøgning, er dette ikke muligt. Desuden fokuserer han på de begrænsninger, der er 42

ved ledighed, og lægger vægt på, at hans omgangskreds til tider er uforstående over for hans situation. Ud fra ovenstående beskrivelse af de inddragede interviewpersoner tydeliggøres det, at de ledige akademikere, vi har valgt at inddrage, ikke kun er forskellige med hensyn til alder, køn, uddannelsesbaggrund m.m., men adskiller også sig i deres syn på og oplevelse af ledighed. På baggrund af denne præsentation af de otte interviewpersoner, vil vi i analysen sætte deres fortællinger i spil med teorien for, at vi kan analysere os frem til deres oplevelse af ledigheden. 7.2 Tilhørsforhold Interviewpersonerne har gennem interviewene udtrykt frustrationer over, at de ikke længere ved, hvor de hører til. Deraf blev temaet tilhørsforhold, med underkategorierne identitet, social støtte, økonomi og årsag til ledighed, et centralt omdrejningspunkt for vores indsamlede empiri. I følgende analyse vil vi derfor undersøge, hvordan de ledige akademikere ser på ledigheden, samt hvordan deres identitet påvirkes af denne. Yderligere vil vi undersøge, hvilke konsekvenser deres økonomi og årsagerne til deres ledighed får for deres oplevelse af ledigheden. 7.2.1 Identitet I følgende underkategori vil vi undersøge, hvordan de ledige oplever deres ledighed i forhold til, hvordan ledigheden påvirker deres identitetsfølelse. Således vil følgende afsnit behandle de lediges opfattelse af deres placering i samfundet, samt hvorledes denne påvirker deres identitetsfølelse. I forbindelse med samfundets syn på ledige beskriver en af vores interviewpersoner, at arbejdet har stor betydning for samfundets overordnede holdning til ledige: Men det handler også meget om samfundet. Altså, man bør ikke være arbejdsløs, og man bør nok heller ikke sige, at man har det okay med at være det, fordi normen er, at man skal finde et arbejde, og det er det, der er det vigtigste. (Bilag 4, 11) Interviewperson 4 udtrykker i citatet en klar holdning til, at samfundet har fastsat en norm, hvor det ikke er acceptabelt, at man ikke aktivt forsøger at finde et arbejde. Yderligere 43

fortæller interviewpersonen, at det at finde et arbejde er det vigtigste. Interviewperson 8 fortæller også, at han ser en negativ samfundsholdning. ( ) folk der ikke har et arbejde, det er deres egen skyld. De skal bare finde sig et job, og man skal ikke have penge for ikke at lave noget. Jeg gider ikke betale for, at du går og ikke laver noget. Så den oplever man meget, og det kan man godt blive rimelig træt af. (Bilag 8, 18) Af citatet ses et negativt billede af ledige som nogle, der selv har valgt at stå uden arbejde. Der gives altså udtryk for en samfundsholdning, der er krænkende, idet de ledige ikke oplever forståelse for den situation, de står i. Denne samfundsholdning udtrykker flere andre interviewpersoner også, men gør det mere implicit i deres fortællinger om deres oplevelse af ledigheden (Bilag 1, bilag 6 og bilag 7). Jahoda ser ligeledes den negative samfundsholdning til ledige i sin teori. Hun skriver, at denne har konsekvenser i form af, at ledighed både medfører tab af status og identitet. Flere af de ledige udtrykker, at de føler en ændring i deres status, efter ledigheden indtraf, som konsekvens af denne samfundsholdning. I denne sammenhæng fortalte flere af interviewpersonerne om deres forestillinger af arbejdsløshed. Her fortæller interviewperson 5, hvordan hun havde et skræmmebillede af det at være arbejdsløs: ( ) mit skræmmebillede var det at være arbejdsløs og sådan at få ( ) en label på sig ( ). (bilag 5,15) Det fremgår af citatet, at interviewpersonen havde en fordom om det at være ledig som at få sat en label på. Vi forstår dette billede af ledige negativt, da det at få noget påsat ikke nødvendigvis hænger sammen med, at man er det, der påduttes én. Yderligere refererer interviewpersonen til et billede af, at alle, der er ledige, er én ting nemlig individer uden arbejde, hvorfor de opfattes som en samlet gruppe. Hvis tilknytningen til en gruppe gør, at man ikke anses som et individ med egne kvaliteter, har dette, ifølge Honneths teori, konsekvenser for individets opnåelse af anerkendelse for dets særlige egenskaber og muligheder. Dette betyder således, at individet krænkes i den solidariske sfære, idet de ledige ikke ses som individuelle personer, men som en samlet gruppe. Denne holdning deler interviewperson 8 i sin fortælling om, hvordan det er svært at præsentere sig, idet han ikke ved, hvad han er: 44

Det, at vi skal præsentere os selv, det er faktisk ret svært. Det er meget almindeligt at sige, nå men jeg er whatever, jeg er advokat. Det sekund, man ikke har den her ting, så bliver det jeg er arbejdsløs. Ja det kan godt være, men hvad ér du? Det er ret svært, så bliver det jeg har tidligere arbejdet som jeg er uddannet et eller andet. Det er bare ikke så nemt. (Bilag 8, 6) Ifølge interviewperson 8 er det altså ikke nok at sige, at man er arbejdsløs. Han udtrykker et behov for at uddybe, hvad han er enten i form af sit tidligere arbejde eller sin uddannelsesbaggrund. Dermed ses det at være ledig ikke som noget, der kan definere en person. Både ud fra interviewperson 5 og 8 fremgår det altså, at ledige kategoriseres som én samlet gruppe af arbejdsløse. Vi læser citaterne således, at de har svært ved at differentiere mellem en præsentation af, hvad de kan, og hvad de er. Idet de er arbejdsløse, har de intet prædikat såsom en jobtitel, der kan hjælpe dem til at definere over for dem selv og over for andre, hvad de kan. Idet deres evner ikke er værdiskabende for samfundet under deres ledighed, kan det dermed tyde på, at interviewperson 8 begynder at overveje, hvad han så kan bidrage med. Det, interviewperson 8 her udtrykker, hænger sammen med den krænkelse, de oplever ved at blive sat i en gruppe, hvorunder der ikke differentieres i forhold til individuelle egenskaber. Dette gør interviewperson 8 således op med ved selv at prøve at definere sine egenskaber, men udtrykker samtidig, at han har svært ved det. Ovenstående citater viser tydelige overvejelser om, hvad de har lyst til at identificere sig med, når de ikke længere kan bruge arbejdet. For at undgå stemplingen som arbejdsløs, og fordi han argumenterer for, at det er nemmere, præsenterer interviewperson 8 sig nogle gange som værende på barsel i stedet for som værende arbejdsløs: Er du stadig arbejdsløs? Nej, jeg er på barsel. Nå, det var godt. ( ) på den måde kan man sige, at man er på barsel. Og nej, jeg er på ingen måde hverken officielt eller uofficielt på barsel. (Bilag 8, 4-5) Interviewpersonen fortæller altså, at han er noget andet end ledig for at bekræftes i, at det, han laver, er accepteret. Netop anerkendelse i den solidariske sfære har, ifølge Honneth, betydning for et individs selvværd og status, der også hænger sammen med eksistensen af forskellige statusgrupper i samfundet. Af ovenstående citat fremgår det, at det at være på barsel er mere statusgivende end det at være ledig. 45

Frygten for at blive stemplet som ledig og for det store tab af status hænger sammen med Jahodas teori, hvori det pointeres, at det er vigtigt at skelne mellem ledige. Hun pointerer, at der ikke skelnes mellem dem, der selv har valgt at være ledige, og personer, som er ledige på grund af økonomisk nedgang. Netop de, der ikke selv har valgt at være uden arbejde, mener Jahoda, oplever en følelse af bitterhed, idet ledige bliver skåret over én kam. Den manglende skelnen mellem årsager til ledighed, kan derfor medføre en oplevelse af forøget tab af status. Således kan det altså argumenteres for, at problemet ved denne stempling af ledige, som interviewperson 5 og 8 føler, ligger i, at de ikke blot bliver stemplet som arbejdsløse, men faktisk som arbejdsløse, der ikke gider arbejde. Jahoda skriver i sin teori, at status og identitet utvivlsomt hænger sammen. Hun skriver, at når man oplever et tab af status, som interviewperson 5 og 8 giver udtryk for, at de gør, har dette også konsekvenser for deres identitetsfølelse. Følelsen af at det er svært at præsentere sig som ledig, bygger meget på, hvad vi identificerer os med. Således giver interviewperson 8 udtryk for, at samfundets overordnede holdning til at arbejdet er vigtigt, gør, at individet i et forsøg på at leve op til disse normer identificerer sig med arbejdet. Det kan de dog ikke som ledige. ( ) jamen jeg tror bare, at der er rigtig mange, der identificerer sig rigtigt meget i deres arbejde. Det er sådan helt klassisk for mange mennesker ( ) at de identificerer sig for meget i deres arbejde, så de skal have succes på deres arbejde, for at have succes personligt. (Bilag 8, 7) Succes i arbejdet bliver altså sat i sammenhæng med den personlige succes. Dermed siger interviewperson 8 også, at når man mister arbejdet, taber man også denne succesfølelse. Således beskriver han, at det er vigtigt ikke at hænge sin identitet op på sit arbejde, hvilket han uddyber ved direkte at udtale, at ens identitet smuldrer, når man mister sit arbejde. (...) det er jo aldrig godt at være for meget bundet til sit arbejde, og det er aldrig godt ( ) at bygge sin identitet op omkring sit arbejde. ( ) Hvis ens identitet er, at man er advokat, så smuldrer ens identitet jo ret meget, når man ikke er advokat mere, så det er jo aldrig godt at binde sig så meget. ( ) Når folk spørger, hvad er du? Så kan jeg ikke sige, jeg er [tidligere stilling]. Det er jeg jo ikke. Det var et job jeg havde. Hvad er jeg egentlig? Det er meget svært at 46

præsentere sig selv. (Bilag 8, 5-6) Interviewperson 8 fortæller altså, at man ikke skal bygge sin identitet op omkring arbejdet, men også at det er svært andet. Denne holdning deleer interviewperson 4 i sin pointering af, at det er i arbejdet man finder sin identitet (Bilag 4, 11). Ud fra ovenstående analyse kan vi se, at flere af vores interviewpersoner føler, at der agerer en overordnet negativ samfundsholdning til de ledige, som gør, at de ledige føler sig sat i en gruppe, hvor de bliver stemplet som ledige, og hvor der ikke tages højde for deres individuelle egenskaber. Dette har ifølge Jahoda og Honneth konsekvenser for deres status i samfundet. Ydermere ser vi, at det påvirker deres identitetsfølelse grundet sammenhængen mellem arbejde og identitet. Således fortæller de blandt andet, at det er svært at præsentere sig, idet man ikke længere kan identificere sig med, hvad man kan i form af arbejdet. 7.2.2 Social støtte I det følgende har vi fundet det relevant at undersøge, hvor meget interviewpersonernes familie og venner støtter interviewpersonerne. Dette har vi gjort, da interviewpersonerne i interviewene har lagt vægt på, at de i nogle tilfælde ikke føler sig forstået af deres omgangskreds. De lediges oplevelse af det at være ledig er meget forskellig fra hinanden. Dette er der mange forskellige årsager til, da oplevelsen påvirkes af de lediges faglige baggrund, deres forskellige personligheder samt deres forskellige netværk. I følgende afsnit vil vi se på, hvordan de lediges sociale netværk påvirker deres oplevelse af ledigheden. En af interviewpersonerne fortæller, at ledighed for hende er forbundet med tabu: ( ) det er et tabuemne. Man taler jo ikke om det vel. ( ) Der er jo ingen der spørger mig om, hvordan det går. ( ) Det foregår nærmest sådan; mine svigerforældre spørger min mand, og det er hele tiden den vej rundt, ikke? ( ) Altså, de tør ikke at spørge. Min mor og far tør næsten heller ikke at sige noget, vel? Det er sådan; uhhh altså, åh nej, hvorfor har du ikke fået noget endnu? Altså nu har du været til, jeg ved ikke, 5-6 samtaler. Så fortæller jeg så, hvad der sker, hvis jeg får lov til det vel og mærket, ( ) men jeg får aldrig fortalt færdig, for de gider ikke rigtig at høre på det. ( ) De har ikke selv 47

prøvet det vel. (Bilag 1, 14) Interviewperson 1 giver her udtryk for, hvordan hun oplever en mangel på forståelse fra familiens side. Idet de i hendes familie ikke taler om hendes ledighed, skabes en følelse af ringeagt i privatsfæren, da hun ikke oplever den støtte, hun har brug for. Den manglende anerkendelse fra familien kan, ifølge Honneth, få indvirkning på individets selvtillid, hvilket må siges at få betydning for den lediges opfattelse af sig selv. Til dette udtrykker interviewperson 8 også, at hans omgivelser udviser manglende forståelse for hans situation: Nå ( ), du er arbejdsløs, altså, elektrikeren kommer hjemme hos mig mellem 8 og 16, kunne du ikke sidde derhjemme med din bærbare? Eller kan du ikke stå for, gider du ikke arrangere det, ( ) når du har alt den tid? (Bilag 8,17) Interviewpersonen fortæller altså, at hans omgangskreds har en opfattelse af, at han ikke laver noget og dermed har masser af tid. Senere i interviewet tilføjer han yderligere: Men hey, jeg har sgu ikke tid. Og det er der mange, som ikke tror på. Altså der er rigtig mange, der ikke har forstået tanken bag a-kasse-systemet ( ). De tror, at det er et system, som er til for at belønne folk for ikke at lave noget. ( ) Og dét er det ligesom om, der er mange, der ikke forstår, ( ) at det er et sikkerhedsnet, så man ikke skal gå fra hus og hjem. De tror, det er en belønning. (Bilag 8, 17) Således viser han, at han ikke føler, at flere af hans venner forstår den situation, han står i. Det ikke at blive forstået af sine nærmeste bliver således, også i hans tilfælde, et udtryk for ringeagt i privatsfæren. I denne sammenhæng fortæller han dog, at de af hans venner, der selv har oplevet at være ledige, har større forståelse for hans situation end dem, der refereres til i citaterne ovenfor (Bilag 8, 5). Netop det, at nogen i ens omverden har oplevet at været uden arbejde, mener to andre af vores interviewpersoner, også har betydning for deres forståelse for den lediges situation. Interviewperson 4 fortæller: Jeg ved jo, at der er mange andre i samme situation. Og mange af dem jeg kender, de har jo selv gået og været arbejdsløse rigtig længe. (Bilag 4, 11) 48

Interviewperson 7 fortæller: Jeg kender andre ledige, og så styrker det sådan lidt selvværdet og sådan når man ved, nårh, men du er sgu ikke den eneste. (Bilag 7, 11) Disse to interviewpersoner giver, sammen med interviewperson 8, udtryk for, at folk, der selv har oplevet at være ledige, er forstående over for de ledige akademikeres situation. Interviewperson 7 beskriver endda, at det at være bevidst om, at der findes andre ledige, styrker selvværdet. Flere interviewpersoner beskriver altså, hvordan individer i samfundet, der har oplevet ledighed, er i stand til at anerkende ledige i privatsfæren gennem deres forståelse for de lediges situation. Dermed oplever disse interviewpersoner ikke samme grad af ringeagt i privatsfæren som interviewperson 1, idet disse interviewpersoner omgiver sig med mennesker, der har forståelse for deres situation. Der tegner sig et billede af, at ledige, der omgås andre, der har prøvet at være uden arbejde, oplever mere accept af deres situation end ledige, der kun omgås mennesker, der aldrig har prøvet at være ledige. Ledige, der interagerer med andre ledige eller tidligere ledige, opnår altså mere forståelse og åbenhed for den situation, de befinder sig i. Denne tendens ser vi også i Jahodas teori, hvor hun netop beskriver, at ledige, der kun omgås folk der er i arbejde, har tendens til at isolere sig mere end ledige, der omgås andre ledige. 7.2.3 Økonomi Flere af interviewpersonerne fortæller, at det er svært for dem at opretholde deres tidligere sociale aktiviteter grundet deres ændrede økonomiske situation. Derfor vil vi her undersøge, hvordan de lediges økonomiske situation påvirker de ledige. I interviewene kommer flere interviewpersoner ind på, at deres økonomi opleves meget anderledes end, da de var i arbejde: Ja, og så er der jo økonomien der, som, når man er akademiker, jo virkelig godt kan mærkes. (Bilag 7, 11) Her ses det, hvordan interviewperson 7 oplever en stramning i økonomien ved at være ledig. Dermed fortæller han indirekte, at hans nuværende økonomiske situation har påvirket hans sædvanlige levevis. En anden interviewperson beskriver, hvordan han påvirkes af andres opfattelse af, hvor mange dagpenge han modtager: 49

På den måde kan de finde på at sige, nå men hvor meget får du om dagen? Jeg får 725 kr. om dagen. What! Det er sgu da sindssygt mange penge. Og det er sgu ikke så sindssygt mange penge, vi snakker om. Det er ikke engang halvdelen af, hvad du tjener. Ej, men det er da sindssygt mange penge for ikke at lave noget. Jamen, så må jeg sige jamen prøv at høre søde ven, pointen er jo ikke, at man belønner folk for ikke at lave noget, pointen er at [få] 725 kr. [til] at overleve for om dagen. Er det mange penge? Nej det er det ikke, at leve for. Og så er der mange der igen siger, men du laver jo heller ikke noget. (Bilag 8, 18) Både interviewperson 7 og 8 oplever altså, at deres økonomiske råderum er mindsket i kraft af deres ledighed. Dog virker det for interviewperson 8 som om, at det er andres opfattelse af at han modtager penge for ikke at lave noget, der er krænkende. Interviewperson 8 forsøger at forklare, at han ikke bare får penge for ikke at lave noget, men for at overleve. Det ændrer imidlertid ikke på opfattelsen af, at han alligevel ikke laver noget. Og det er, ifølge Jahoda, denne opfattelse, der kan ende med at have betydning for interviewpersonens selvopfattelse. Derfor vil ledige, ifølge Jahodas konsekvenser for ledighed, opleve skam og værdiløshed i kraft af andres holdning til dem. Interviewperson 8 fortæller desuden at ledigheden også har konsekvenser for det sociale liv: Det er bare frustrerende at være ham dér, der ikke har mulighed for at deltage. ( ) jeg har jo sådan et forbrugsparallelt eksempel. Jeg mener jo at børn, der ikke har mulighed for at deltage i det samme sociale liv, som deres medbørn eller deres venner, de er fattige, hvis de ikke har råd til det. Det er hvordan, man definerer fattigdom. ( ) Jeg har lidt det samme her. ( ) Hvis man ikke har råd til at deltage i samfundet på lige fod med alle andre, så er man fattig, uanset om man så får mad på bordet eller ej. (Bilag 8, 18-19) Interviewperson 8 giver udtryk for, at idet han ikke kan lave de samme ting som andre i hans omgangskreds, er han pr. definition fattig. Dermed får økonomien betydning for hans sociale liv og dermed hans oplevelse af ledigheden. I sammenhæng med interviewperson 7, der siger, at man som akademiker virkelig oplever en forskel i sin økonomi, ser vi altså, at nogle af de ledige akademikere føler sig udsat økonomisk. De kan ikke længere gøre det, de plejer, og oplever dermed at være udsat 50

rent socialt. Dette pointerer Honneth også, når han beskriver, at individets sociale status hænger sammen med indkomstfordelingen. Vi kan derfor argumentere for, at idet de ledige akademikere ikke har de samme økonomiske ressourcer som deres omgangskreds, vil de have sværere ved at opnå anerkendelse. Dog er det ikke kun i det sociale samvær med andre, at den lavere økonomi påvirker de lediges muligheder for personlig udfoldelse. Ifølge interviewperson 5 kan økonomien også påvirke de ledige på andre punkter: ( ) det er jo heller ikke fedt, at fordi man har ikke særlig mange penge ( ). Det er minusset, altså. I forhold til hvad man tjente før. ( ) Man kan ikke planlægge frem. På den måde er der ikke mening med tingene. ( ) Du kan ikke planlægge rejser ( ) Man kan ikke planlægge ny lejlighed eller... Det er problemet ( ). (Bilag 5, 19) Interviewperson 5 giver i dette citat udtryk for frustrationer omkring hendes økonomi som ledig, idet den fratager hende muligheden for at planlægge frem i tiden. Disse problemer finder hun problematiske og til stor forskel fra, hvad hun ellers er vant til. En anden interviewperson fortæller: ( ) vi har så planlagt en tur til sommer. Det er bare umuligt for mig at sige, om jeg kan gøre det. For jeg ved ikke, hvad jeg laver til sommer. Det ved man selvfølgelig aldrig, men man har dog en større formodning om det, [hvis man] havde ( ) været i job. Så kunne man allerede nu sige, Hey, kan jeg holde to uger fri, i de to første uger i juli? Lige nu er der ikke mulighed for at planlægge det. Der er ikke mulighed for at gøre de her ting. Og det er pisseirriterende. (Bilag 8, 8-9) Det fremgår af citatet, at det er frustrerende som ledig ikke at kunne planlægge frem i tiden. Dermed giver både interviewperson 5 og 8 indirekte udtryk for, at ledigheden kommer til at betyde, at deres personlige frihed bliver indskrænket, idet de ikke på samme måde har kontrol over, hvad fremtiden skal bringe. Vi kan ud fra ovenstående analyse udlede, at økonomien har en stor betydning for flere af de inddragede interviewpersoner. Betydningen ligger blandt andet i, at de ikke har samme muligheder som før og dermed ikke kan opretholde samme levestandard, som da de var i arbejde. Samtidig, pointerer Honneth, gør den lavere indkomst det sværere for dem at opnå 51

anerkendelse fra deres omgangskreds. Derudover påpeger nogle af interviewpersonerne, at de ikke føler, at de har mulighed for at deltage i sociale aktiviteter i samme grad, som de ønsker, og tidligere har været vant til. Den hæmning, de ledige oplever gennem økonomien, kan ifølge Jahoda give dem en følelse af skam og værdiløshed, hvilket kan medføre, at de i stigende grad isolerer sig socialt. 7.2.4 Årsag til ledighed Vi vil i det følgende undersøge, hvilken betydning årsagen til ledighed har for de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden. Flere af vores interviewpersoner kommer nemlig, gennem deres fortællinger om ledighed, ind på årsagerne til, at de blev ledige. Det er imidlertid ikke alle interviewpersonerne, som er blevet opsagt. Interviewperson 1 arbejdede i et barselsvikariat, der udløb og interviewperson 4 har selv sagt sit job op. Disse personer indgår derfor ikke yderligere i denne underkategori. Det er forskelligt hvor stor vægt, de enkelte interviewpersoner lægger på deres fyring, samt hvilke følelser, deres fortællinger frembringer. En af interviewpersonerne blev meget ophidset, mens en anden forklarer, hvordan fyringen nærmest var en lettelse. Her fortæller interviewperson 5, hvordan hun oplevede sin fyring: Jeg havde det fint med det, fordi at det var sådan på grund af finanskrisen. ( ) Inden da var jeg ret tæt på, at sige op selv. ( ) Så jeg havde det faktisk rigtig godt med det. (Bilag 5, 1) Af citatet fremgår det, at interviewpersonen har det okay med at være ledig, idet hun selv havde overvejet at sige op, og fordi årsagen til fyringen lå i finanskrisen. Senere i interviewet fortæller hun: Hvis jeg var blevet opsagt, og min chef havde sagt, at de ikke var glade for mig, så havde det været hårdt. Så det kommer nok også an på måden at blive opsagt på. (Bilag 5,15) I de to citater udtrykker interviewperson 5 altså, at det er vigtigt for hende, at hendes fyring ikke var grundet i hende som person, men på grund af finanskrisen. Ydermere udtrykker hun, at det ville være hårdt, hvis fyringen havde hængt sammen med arbejdspladsens indstilling til hende. Ved at forklare sin ledighed med en generel økonomisk nedgang 52

undlader hun dermed at lade fyringen påvirke hendes selvopfattelse, da det ikke er hende, der er årsag til fyringen. Denne forståelse berører interviewperson 3 også. Han fortæller, at han blev fyret, fordi der kom ny ledelse, som ønskede noget andet med virksomheden. For ham var det lige som hos interviewperson 5 vigtigt, at fyringen ikke var begrundet med, at han var dum eller dårlig (Bilag 3,5). Interviewperson 6 oplevede, i modsætning til de nævnte interviewpersoner, fyringen som meget voldsom: ( ) så sagde hun vent et øjeblik, hun gik ud derfra og kom tilbage og så fik jeg en fyreseddel. Altså, jeg fik et chok, for det var jo ikke hensigten med en MUS-samtale, vel? ( ) Jeg blev mere og mere og mere panisk, og mere og mere angst og handlingslammet, og jeg blev stresset. Jeg kunne overhovedet ikke fokusere på noget som helst. ( ) men jeg kan godt sige jer, at jeg kortsluttede. (Bilag 6, 3-4) Af citatet fremgår det, at interviewperson 6 overhovedet ikke var forberedt på sin opsigelse. Yderligere fortæller hun, hvordan hendes reaktion på fyringen havde store psykiske konsekvenser. Denne beskrivelse af hendes reaktion på opsigelsen står i kontrast til, hvad interviewperson 5 fortæller om sin fyring. Dette hænger muligvis sammen med grundlaget for de to fyringer, hvor interviewperson 5 opsiges grundet finanskrisen, og interviewperson 6 opsiges grundet samarbejdsvanskeligheder (Bilag 6, 4). Vi kan altså se, at noget tyder på, at de lediges forskellige holdninger til den enkeltes fyring afhænger af årsagen til deres opsigelse. Bliver en person opsagt på baggrund af personlige årsager, vil det ud fra flere af interviewpersonerne, have større konsekvenser for oplevelsen af ledighed, end hvis personen opsiges grundet økonomisk krise. 7.2.5 Delkonklusion I analysen af temaet tilhørsforhold ser vi, at der ifølge Jahoda og flere af vores interviewpersoner eksisterer en negativ samfundsholdning til ledige. Denne samfundsholdning er med til at krænke de ledige i den solidariske sfære og dermed påvirke dem negativt i forhold til deres frustrationer omkring deres tilhørsforhold. De ledige akademikere bliver placeret i en gruppe, som bliver set ned på. Flere interviewpersoner fortæller dog, at man, ved at omgås andre ledige og dermed opnå forståelse for ens situation, nemmere undgår nogle af konsekvenserne ved den ringeagt, 53

samfundsholdningen medfører. I forlængelse heraf viser analysen endvidere, at flere interviewpersoner føler, at arbejdet har betydning for deres identitetsfølelse, og at det derfor er svært at definere sin identitet som arbejdsløs. Vi kan derfor udlede, at tabet af arbejde medfører tab af identitet, hvilket påvirker de lediges oplevelse af ledigheden. Således kan vi se, at interviewpersonerne ikke længere ved, hvordan de skal præsentere sig. Flere udtrykker ydermere, at de føler sig udsat socialt, idet de ikke kan deltage i samme sociale aktiviteter som tidligere. Derfor tegner der sig et billede af, at de lediges økonomiske situation får betydning for deres identitet. Samtidig pointerer Honneth, at det bliver sværere for de ledige akademikere at opnå anerkendelse i deres omgangskreds, idet de ikke længere har den samme indkomst. Endvidere er deres situation som ledige og deres økonomiske råderum forbundet med usikre fremtidsudsigter. 7.3 Dagligdag Flere af interviewpersonerne kommer ind på problematikker i forhold til, hvordan deres hverdag som ledig fungerer, deraf blev temaet dagligdag, med underkategorierne rytme og ansvar for egen situation, et omdrejningspunkt for vores indsamlede empiri. Derfor vil vi i dette afsnit undersøge, hvordan den ændrede hverdag har betydning for interviewpersonernes oplevelse af ledigheden. 7.3.1 Rytme I denne underkategori vil vi analysere os frem til den ændring, som flere af vores interviewpersoner udtrykker, der sker i den daglige rytme, når de går fra at være en del af arbejdsmarkedet til at være ledig. Således forklarer en af interviewpersonerne, hvad hun mener, der er den største forskel fra at være i arbejde til at være ledig: Men hvis jeg tænker på sidste sommer, hvor jeg arbejdede. Hvad er forskellen? Tid ik'? Man har meget mere tid. (Bilag 4, 4) En anden interviewperson beskriver endvidere: Man har mere tid til sig selv, vil jeg nok sige. Så det kræver ret meget selvdisciplin, at få brugt sin dag godt, ikke? (Bilag 7, 11) Interviewperson 7 udtrykker altså, at man som ledig selv skal tilrettelægge sin tid, hvorfor 54

det bliver vigtigt at have selvdisciplin for at kunne bruge sin tid fornuftigt. Jahoda beskriver i sin teori, hvordan ledighed medfører et tab af rytme i hverdagen, idet ledige mister sine institutionelle relationer som fx mødetider på arbejdet. Yderligere skriver Jahoda, at de tidsskemaer, individet tildeles i institutionelle sammenhænge, hjælper til at opretholde en struktur i hverdagen, og at konsekvenserne ved at miste disse kommer til udtryk gennem tidsspilde og kedsomhed. Flere af interviewpersonerne fortæller om, hvordan de søger at opretholde en daglig rytme: Jeg står stadig op mellem otte og ni, for ikke bare at stå op klokken tolv. For at der stadig er noget dagligdag. Så der stadig er en rytme i det. (Bilag 5, 13) Her ses det, hvordan interviewperson 5 forsøger at opretholde faste rytmer i sin hverdag. Interviewperson 8 fortæller, hvordan han også forsøger at skabe en rytme i sin dagligdag: Jeg bruger en struktur nu, der hedder, at jeg står op om morgenen ved 7-8 tiden. Lige tag noget hurtigt morgenmad. Ud og gå en tur med min datter, komme hjem. Trille hende nede i gården. Jeg går op lige og får tjekket mails og nyheder, får lavet noget jobsøgning. Så går jeg ellers i gang med hvad, der ellers måtte være af ting, jeg ligesom må lave. Nogen jeg skal snakke med, mødes med nogen. Sådan noget. Jeg har det sådan set okay. Der er ikke så meget struktur som jeg gerne vil have. (Bilag 8, 9) Interviewpersonen savner altså struktur i sin hverdag, trods hans forsøg på at opretholde rytmen. Når interviewperson 8 fortæller, at han har det okay, kan det muligvis være begrundet i, at han har fundet en måde at udfylde sin hverdag på, så ledigheden ikke udmønter sig i kedsomhed og tidsspilde, som Jahoda skriver at ledighed medfører. Dog kunne en årsag, til hvorfor han stadig føler mangel på struktur, ligge i Jahodas teori, idet den struktur, han har lavet, ikke er institutionelt baseret, men selvskabt. Interviewperson 5 udtrykker, at hun har så meget at tage sig til, at hun slet ikke kan se, hvordan hun skal få tid til at arbejde: Jamen, det går. Det er derfor, jeg ikke kan helt se, hvordan det hænger sammen, når jeg får et fuldtidsjob. (Bilag 5, 13) Her giver hun således udtryk for, at hendes dagligdag ikke er præget af kedsomhed eller tidsspilde, som Jahodas teori påpeger. Dog skal det siges, at vi ikke ser interviewperson 5 55

som fuldt ud tilfreds med sin situation, da hun blot udtrykker, at det går og ikke, at hun har det direkte godt. Interviewperson 3 fortæller, at han har en masse forskellige projekter at tage sig til og dermed igen, at også han ikke har noget problem med at få udfyldt sin tid (Bilag 3, 48). Interviewperson 5 fortæller, som det står ovenfor, at hun ikke har noget problem med at få tiden til at gå, men udtrykker samtidig, at hun føler, at hun kunne få noget bedre ud af sin tid, hvis blot fremtiden ikke var så uvis. Man går i stå, sådan, man træder vande, ikk?( ) Og så er det bare usikkerheden generelt, hvornår får man job? Uvidenhed. Hvornår får man et job? For hvis jeg vidste, at jeg fik det om et år, jamen så ville jeg ikke gå rundt og spekulere over det. (Bilag 5, 19) I dette citat udtrykker interviewperson 5, at hendes ledighed medfører en generel uvished, og at denne uvished påvirker hendes hverdag. Hvis hun vidste, hvornår hun ville få et job, så slap hun for at være frustreret og bruge energi på at tænke på det, og således ville hendes oplevelse forbedres. Flere af interviewpersonerne har fundet forskellige måder at fylde hverdagen ud på og dermed forsøge at opretholde en rytme, så de undgår kedsomhed og tidsspilde. Således kan vi altså se, at flere af interviewpersonerne ikke oplever dagligdagen som kedelig i samme grad, som Jahodas teori antyder, men samtidig kan vi også se, at ingen af de ovenfor inddragede interviewpersoner udviser direkte tilfredshed med deres rytme. 7.3.2 Ansvar for egen situation I forlængelse af interviewpersonernes fortællinger om, hvordan de udnytter deres tid som ledige, fortæller flere interviewpersoner, at det er vigtigt for dem, at de selv bestemmer i deres hverdag. Således giver flere af interviewpersonerne udtryk for vigtigheden i at have den rette indstilling til det at være ledig i forhold til, hvordan man oplever selve ledigheden. Vi vil her analysere de lediges forhold til, hvordan de håndterer den situation, de står i som ledige, med henblik på at fastholde egenkontrol i hverdagen. Dertil fortæller interviewperson 7 sin indstilling til sin egen situation: Og gøre det til en oplevelse, hvor man synes, at man selv har noget indflydelse på sin hverdag og sin aktivering osv. (Bilag 7, 18) 56

I citatet fremhæver interviewpersonen, at det er vigtigt for ham at have kontrol over sin situation. Dette uddyber interviewperson 3 også vigtigheden af: Min holdning er, at det er bedre, at jeg handler selv, end at der handles med mig, fordi så har jeg, trods jeg er arbejdsløs, ( ) selv lidt styr på, hvad der sker i mit liv og min tilværelse. Og det er vigtigt for mig, at det er mig, der bestemmer, eller så meget som jeg nu kan. (Bilag 3, 9) Det er altså vigtigt for interviewperson 3 at have indflydelse på og kontrol over egen situation. Ved at sikre indflydelse på egen situation bliver hans oplevelse af ledigheden altså bedre. Interviewperson 1 udtrykker i sammenhæng med dette en oplevelse af, at jobbet ikke kommer af sig selv: Jamen, jeg synes, at det er på godt og ondt altså. Man skal bare selv være oppe på dupperne og selv sende nogle ansøgninger og håbe på, at de bliver positivt modtaget og gøre en indsats for, hvad du kan give og ikke bare tro, at du kan få. Og det er nok måske en vigtig indstilling. (Bilag 1, 15) Altså mener interviewperson 1, at individets egen indsats og indstilling er vigtig for, om det får et job. Således giver hun udtryk for, at man som ledig ikke kan læne sig tilbage og vente på, at der sker noget, men at man må tage sagen i egen hånd og forsøge at gøre noget ved sin situation. Dette er også et udtryk for forsøg på egenkontrol og opretholdelse af håb. Et andet aspekt ved det at håndtere ledigheden bedst muligt er at sørge for at holde sig selv beskæftiget. Lave nogle overlevelsesstrategier og have nogle ting, man også kan glædes ved, selvom om man er ledig, ikke? Og jeg har så det frivillige arbejde der, som holder mig i gang. (Bilag 7, 15) Som interviewperson 7 fremhæver, er det vigtigt at have et indhold i sin hverdag og noget at tage sig til, noget man kan glæde sig ved. Her får frivilligt arbejde en central plads og er samtidig nyttig for følelsen af mening i hverdagen. Andet indhold kan være små projekter, som interviewperson 4 fortæller: Jeg har ikke kørekort, så det er jeg begyndt at tage, og det har været rigtigt godt at gøre nu her, fordi så har man lige som et projekt ved siden af det med at søge jobs. Og så synes jeg på en eller anden måde, finder man ud af at få 57

tiden til at gå. (Bilag 4, 2) Ud fra ovenstående analyse kan vi se, at det er af stor betydning for interviewpersonerne, at de har noget at tage sig til, for ikke, jf. Jahodas teori, at ende med en følelses af total ligegyldighed. Flere af interviewpersonerne påpeger, at de ikke ser det som et problem at udfylde deres tid. Dog udtrykker de heller ikke tilfredshed med deres pågældende situation. Vi kan i analysen se en holdning til, at selvom interviewpersonerne ikke er tilfredse med deres situation som arbejdsløse, har flere af dem stadig en holdning til, at man må prøve at få det bedste ud af tiden. Ydermere vægtes kontrol over egen situation højt af interviewpersonerne. 7.3.3 Delkonklusion Ud fra analysen af de lediges oplevelse af deres dagligdag som ledig kan vi se, at de søger at fastholde forskellige rytmer og samtidig udfylde dagligdagen gennem forskellige gøremål og projekter. De udtrykker alle, at det sagtens kan lade sig gøre, men giver samtidig ikke udtryk for større tilfredshed med deres hverdag. Således modsiger interviewpersonerne Jahodas teori på nogle punkter, idet de ikke giver udtryk for, at deres hverdag er præget af kedsomhed og tidsspilde. Dog giver en interviewperson udtryk for, at han godt kunne tænke sig noget mere struktur end den, han selv formår at opbygge. For flere interviewpersoner er det også vigtigt at opretholde egenkontrol og derigennem forsøge at få det bedste ud af deres ledighed. Trods dette fortæller flere af interviewpersonerne, at de faktisk har ret travlt i deres hverdag som ledig. 7.4 Afslag Flere af interviewpersonerne kommer ind på udfordringen ved at skulle tackle de konstante afslag, som kommer ved vedvarende jobsøgning. Deraf fandt vi endvidere temaet afslag, med underkategorierne ansøgninger og alder, for et vigtigt element af vores indsamlede empiri. Derfor vil vi i dette afsnit undersøge, hvordan afslag påvirker de lediges oplevelse af ledigheden. 7.4.1 Ansøgninger Det er meget forskelligt hvor mange jobsamtaler, interviewpersonerne kommer til, og hvor mange ansøgninger, de sender, men alle interviewpersonerne kommer ind på, hvor hårdt 58

det kan være at blive ved med at få afslag. Vi vil derfor undersøge, hvordan afslagene på de ledige akademikeres jobansøgninger påvirker deres situation som ledig. Interviewperson 6 udtrykker tydeligt sine frustrationer ved ikke at blive indkaldt til jobsamtale: Jeg har søgt og søgt og søgt ( ). Jeg bliver aldrig indkaldt til en samtale, ALDRIG! ( ) Jeg har kun fået afslag på afslag på afslag. (Bilag 6,5) Af citatet fremgår det, hvordan hun ikke føler, at hun får noget ud af de anstrengelser, hun gør sig i form af sin jobsøgning. Konsekvenserne af de mange afslag forklarer hun med: Presset ligger i, at man arbejder som en sindssyg for at søge arbejde, står til rådighed og går til dit og dat ( ) og man forventer nogle gange, at man bliver taget i betragtning, og det sker ALDRIG. ( ) Det er simpelthen ( ) tortur, fordi du forsøger at gøre nogle ting, men du får aldrig noget ud af det det er en ond cirkel, det er den onde spiral. (Bilag 6,5) Således udtrykker interviewperson 6 ubehaget ved ikke at få respons på sine jobansøgninger. Hun fortæller, at hendes anstrengelser med at søge job er nytteløse og dermed føles som tortur for hende. Deraf påvirker afslagene interviewperson 6 meget negativt. Ud fra dette ser vi således indkaldelse til jobsamtaler som udtryk for anerkendelse af de lediges bestræbelser på at komme i arbejde. Interviewperson 6 oplever ikke denne anerkendelse, da hun ikke bliver indkaldt til jobsamtale. Vi ser denne anerkendelse eller mangel på samme som liggende inden for den solidariske sfære, idet interviewpersonen ikke oplever anerkendelse for sine personlige egenskaber og muligheder. Dette påvirker hende i form af tab af håb om at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen samt tab af selvværd. En anden af vores interviewpersoner fortæller: Hvor sjovt er det hele tiden at løbe panden mod en mur, ik, og få afslag. (Bilag 7, 14) Der udtrykkes i citatet, at jobsøgning føles forgæves, når interviewperson 7 ikke oplever at blive indkaldt til samtale. Frustrationen omkring den manglende indkaldelse til jobsamtaler deler interviewperson 2, der fortæller, at virksomhederne ikke engang gider tale med ham (Bilag 2, 1). Der er altså flere af interviewpersonerne, som udtrykker frustration ved ikke at 59

blive indkaldt til jobsamtaler og giver herigennem udtryk for at opleve et tab af håb. I Jahodas fjerde stadie beskriver hun, hvordan håbet netop svækkes. Det næste stadie i ledigheden er, ifølge Jahoda, total tab af håb og dermed ingen tro på igen at komme i arbejde. Hvorvidt flere af interviewpersonerne befinder sig i det fjerde stadie på grund af den manglende anerkendelse i deres jobsøgning, kan vi ikke præcist udlede. Dog kan vi ud fra citaterne af interviewperson 6 og 7 se en tendens til, at de er ved at miste deres håb, og at dette kan have noget at gøre med, at de ikke oplever anerkendelsen ved at blive indkaldt til jobsamtale. En anden af interviewpersonerne fortæller, at han ikke helt forstår, hvorfor han ikke er kommet i arbejde: Men altså, jeg forstår nu ikke rigtig, når nu jeg er så god, at jeg ikke kan få et job med alle de ting, jeg har søgt. (Bilag 3, 37-38) Denne interviewperson udtrykker stor tiltro til egne evner og stiller sig derfor uforstående over for, hvorfor han ikke er i arbejde endnu, hvilket, han senere i interviewet fortæller, nok skyldes hans alder (Bilag 3, 38). Interviewperson 1 fortæller, at hun er blevet indkaldt til flere samtaler og at dette påvirker hende positivt. Men trods alt kom jeg jo til samtale ( ). Så lidt attraktiv er man stadigvæk. (Bilag1, 15) Netop sidste del af citatet viser den anerkendelse, som hun oplever ved at blive kaldt til jobsamtaler. Således skabes der altså et billede af, at indkaldelse til jobsamtaler er vigtig for de lediges opretholdelse af håb. Flere af de inddragede interviewpersoner begrunder de mange afslag på deres jobansøgninger i finanskrisen (Bilag 2, 4 og bilag 4, 12). Således fortæller flere interviewpersoner, at de oplever, at der grundet finanskrisen er flere ansøgere om færre jobs. Interviewperson 3 er den eneste, der ikke oplever, at der udbydes færre jobs (Bilag 3, 38). Dog fortæller han alligevel, at der til nærmest alle de jobs, han har søgt, er rigtig mange ansøgere (Bilag 3,9). Interviewperson 4 udtrykker, hvordan bevidstheden om de mange ansøgninger smitter af på hendes motivation til at skrive ansøgningen: 60

( ) og så er det også demotiverende, at man ved, der er så mange. At man sidder og skriver, og man er næsten 100 procent sikker på, at man ikke bliver kaldt ind. (Bilag 4, 12) Denne holdning deler interviewperson 1: Når man ligger i sådan en ansøgningspulje der, og i øjeblikket er der jo flere tusinde til nogle jobs, og for mit vedkommende ligger der omkring 100-150, og så tror jeg, at der er omkring 60, der er kvalificerede til de ting, jeg laver. Jamen så tager [virksomhederne] hele tiden de bedste. (Bilag 1, 5) Interviewperson 1 udviser forståelse for virksomhedernes udvælgelsesmetode, men giver samtidig udtryk for frustrationer over denne, da det gør, at hun dermed bliver frasorteret (bilag 1, 5). Senere i interviewet fortæller interviewperson 1, at ansøgningerne er meget personlige: Jobansøgninger er jo ekstremt personlige i virkeligheden, og det er et cv jo også, det er også meget personligt afhængigt af, hvordan du sætter det op. (Bilag 1, 11-12) Af citatet fremgår det, at det ikke blot er de faglige kompetencer, som virksomhederne giver afslag på. Idet interviewpersonen udtrykker, at jobansøgningerne er meget personlige, henviser hun til, at der netop i ansøgningerne altid gives noget af personen, og derfor kan afslagene opfattes som krænkende for individets selvopfattelse. Denne krænkelse ser vi i den solidariske sfære. En anden interviewperson udtrykker, at afslagene kan få indflydelse på selvopfattelsen i forhold til hendes kvalifikationer til at skrive ansøgninger: Altså, jeg får lidt på fornemmelsen, at jeg måske ikke er så god til at skrive ansøgninger. ( ) Og det er også det der med, at nogle gange kunne det være rart at vide ( ) om [ansøgningen] ryger direkte ud, eller om den kommer i måske-bunken, eller hvor man ligger den henne. Og det finder man aldrig rigtig ud af. (Bilag 4, 9) Af citatet fremgår også en undren over, hvad der sker med de ansøgninger, virksomhederne modtager, når hun ikke kommer til samtale. Dermed savner hun en respons på, hvorfor det ikke blev hende, der fik jobbet. Hun giver således udtryk for, at 61

hvis hun fik denne respons, ville hun bedre kunne forholde sig til nederlagene ved afslagene. Dette begrunder hun i, at hun dermed ville få afklaret, hvorfor hun frasorteres. Denne holdning giver interviewperson 3 ligeledes udtryk for. Han fortæller, at han ringer til virksomhederne inden, han skriver en ansøgning for herigennem at sikre sig, at han har de kvalifikationer, som den pågældende virksomhed søger. Denne metode benytter han sig også af efter en jobsamtale for at sikre sig, at han ved, hvorfor han ikke blev ansat. Således forklarer han, at han undgår mange spekulationer omkring, hvorfor han ikke bliver taget i betragtning samtidig med, at han sparer tid på ikke at skrive ansøgninger til jobs, som han egentlig ikke er kvalificeret til (Bilag 3, 38). Dog skal det pointeres, at hans grundlag for at ringe til virksomhederne inden, han skriver en ansøgning, til dels bygger på et krænkende grundlag. Interviewperson 3 fortæller, at der er to årsager til, hvorfor han ringer til virksomhederne, inden han skriver en ansøgning. Den ene er for at give et godt indtryk i forhold til at vise sin interesse for, hvad virksomheden egentlig søger. Den anden årsag ligger i, at han har en forståelse af, at der er nogle ting, som virksomhederne ikke kan skrive i et jobopslag, men som de godt kan udtale sig om i en telefonsamtale. ( ) man er jo interesseret i hvad det er, han [red: lederen på virksomheden] skal have. Nogle gange vil de godt have en gammel basse som mig med en masse erfaring, og andre gange vil de hellere have en nyuddannet. Det kan de godt tillade sig at sige i en samtale, men det må de ikke skrive i annoncen. (Bilag 3, 8) Virksomhederne må ikke skrive dette grundet loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (retsinformation.dk 2008). Således har man fra samfundets side forsøgt at undgå ringeagt i den retslige sfære gennem lovgivningen, som forbyder forskelsbehandling i forhold til fx alder og køn. Interviewperson 3 udtrykker dog en følelse af ringeagt, da han på trods af lovgivningen stadig har en oplevelse af, at virksomhederne har bestemte ønsker, her i forhold til alder. Her giver han således udtryk for, at virksomhederne bøjer loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., og dermed må det siges, at den ringeagt, han oplever, sker i den solidariske sfære, idet han således ikke opnår anerkendelse for sine personlige egenskaber og muligheder. Vi kan altså se, at lovgivningen forsøger at anerkende gennem den retslige sfære, men at den pågældende interviewperson føler, at nogle virksomheder ikke indretter sig efter denne lovgivning, og at de ledige derved bliver frataget anerkendelse i den solidariske sfære. 62

I dette afsnit om ansøgninger kan vi se, at den manglende bekræftelse i de lediges ansøgninger får betydning for de ledige akademikeres motivation til at skrive ansøgninger. Yderligere får afslagene konsekvenser for flere af interviewpersonernes håb om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Vi ser endvidere, hvordan de mange afslag kan påvirke interviewpersonernes selvværd, således at de bliver usikre på egne egenskaber og muligheder. I ovenstående kan vi ydermere se, hvordan flere interviewpersoner forholder sig forskelligt til de afslag på jobansøgninger, de oplever. Som vi har skrevet ovenfor, har dette formentlig noget at gøre med, hvorvidt de oplever anerkendelsen ved at blive indkaldt til jobsamtale, eller om de ikke gør. Denne anerkendelse påvirker altså de lediges selvværd samt motivation. Idet det er forskelligt i hvor høj grad, de ledige oplever denne anerkendelse, må det også formodes, at der er en mulighed for, at de ledige befinder sig i forskellige stadier ud fra Jahodas teori om de seks stadier. Således kunne man altså forestille sig, at fx interviewperson 6, som ikke har været indkaldt til jobsamtale i de næsten 4 år, hun har været ledig, har oplevet større tab af håb end fx interviewperson 1 eller 3, som har været indkaldt til flere jobsamtaler og dermed befinder sig i et andet stadie. Dette kan være med til at forklare flere af de forskelle, vi ser hos de inddragede interviewpersoner. 7.4.2 Alder Vi kan i de indsamlede interviews se en tendens til, at alder fylder meget i de lediges tanker om, hvorfor de er ledige. Derfor vil vi her undersøge, hvad alderen betyder for de lediges oplevelse af ledigheden. At alderen fylder meget i interviewene, ses både hos ældre som hos yngre interviewpersoner. I de ældre interviewpersoners fortællinger om alder udtrykker interviewpersonerne 2, 3 og 7, en bekymring for deres muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket blandt andet kan ses i interviewperson 2's nedenstående citat: Jeg er 64, og jeg har stort set aldrig været arbejdsløs. ( ) det er først nu, at jeg begynder at mærke det der med aldersracisme. (Bilag 2, 1) Interviewperson 2 fortæller altså, at han er udsat for aldersracisme. Dermed forklarer han, at han føler, at årsagen til, hvorfor han endnu ikke har fået et arbejde, er begrundet i hans alder. Han udtrykker uddybende i interviewet, at han decideret føler, at hans fødselsdato på CV'et gør, at han bliver kasseret (Bilag 2, 2). Interviewperson 2 føler sig altså krænket 63

grundet sin alder. Interviewperson 7 fortæller: ( ) jeg er jo lidt bekymret over min alder, men altså det kan jeg ikke gøre så meget ved. Der er ingen tvivl om, at når man har rundet de 50, ja måske oven i købet 40 eller 45 år, så bliver det altså ikke nemmere. (Bilag 7, 14) Her udtaler interviewperson 7, at han føler, at der forekommer en form for aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, men at dette er noget, han ikke kan gøre noget ved. Interviewperson 3 forklarer også i interviewet, at hans alder formentlig er årsagen til, at han stadigvæk er ledig (Bilag 3, 2). Der er altså flere af de ældre akademikere, der udtrykker en oplevelse af ringeagt på baggrund af deres alder. Denne ringeagt sker ikke retsligt, idet det er imod dansk lovgivning at diskriminere mennesker på arbejdsmarkedet på baggrund af alder (retsinformation.dk 2008). Vi ser ringeagten i den solidariske sfære, idet de føler, at der lægges større vægt på deres alder end på deres individuelle egenskaber og muligheder. Det er dog ikke kun de ældre, der føler sig forskelsbehandlet og frasorteret, men også de yngre akademikere fortæller, at de oplever, at deres alder har betydning for deres afslag. Sammenhængen med alder er for de yngre dog forbundet med deres manglende erfaring. Det er faktisk det, jeg er faldet på hver gang, erfaringen altså. Har der været nogen med sindssygt meget erfaring, har de kunne træde direkte ind i et job. (Bilag 5, 8) Interviewperson 1 pointerer, i forlængelse af det ovenstående, at hun også frasorteres på grund af manglende erfaring. Jeg får hele tiden at vide, at jeg mangler erfaring i forhold til de øvrige i bunken, når jeg har været til samtaler, ik? (Bilag 1, 8) Interviewperson 4 er dog forstående for, hvorfor arbejdsgivere vælger nye medarbejdere ud fra erfaring. 64 Man kan jo også godt forstå. Altså, hvis du kan få én, som er nærmest selvkørende frem for én, du skal hjælpe de første to-tre måneder, så tager man

selvfølgelig én, der har erfaring. (Bilag 4, 8) I denne sammenhæng udviser interviewperson 1 større frustrationer, fordi denne manglende erfaring er noget, hun ikke kan gøre noget ved, før hun får et arbejde og dermed får mere erfaring (Bilag 1, 8). Endvidere fortæller hun i interviewet: Der er nogle ting omkring det der med kvinder altså. Jeg véd, at jeg to gange er røget for nogle mænd. ( ) De har mere erfaring, ikke? (Bilag 1, 15) Interviewperson 1 fortæller yderligere til dette: Jeg har jo gået hjemme ikke, og har været på barsel ikke, og jamen det tæller bare ikke på arbejdsmarkedet at gå hjemme. Du får jo ikke erhvervserfaring i den tid, hvor du er væk vel, og derfor er man ikke så attraktiv, vel? (Bilag 1, 14) Af citatet fremgår det, at interviewperson 1, på baggrund af barsel, føler sig diskrimineret, da hun ikke har haft mulighed for at opnå samme erfaring som mænd i hendes alder, der ikke nødvendigvis går på barsel. Vi kan ikke vide, om årsagen til at hun er ledig, er fordi hun er kvinde, men idet hun føler sig krænket på baggrund af sit køn, finder vi det relevant at berøre. Kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet ikke er lovligt i Danmark (retsinformation.dk 2007). Således kan vi altså se, at den ringeagt, hun føler på grund af sit køn, ikke sker i den retslige sfære, idet lovgivningen forsøger at beskytte hende mod en sådan ringeagt, men at den sker i den solidariske sfære, idet hendes muligheder og egenskaber negligeres i forhold til hendes køn. Vi mener, ud fra ovenstående analyse, at kunne se en tendens til, at de ledige over 50 år, der indgår i denne rapport, føler en form for ringeagt fra arbejdsmarkedets side i forhold til deres alder. Denne ringeagt sker i den solidariske sfære, idet man i Danmark har forsøgt at undgå en sådan ringeagt gennem lovgivning. Endvidere ser vi, at de ledige, der indgår i denne rapport og som under 40 år, føler en form for ringeagt i forhold til deres manglende erfaring på arbejdsmarkedet. Denne ringeagt ser vi også i den solidariske sfære, idet deres lave erfaringsniveau forhindrer de yngre interviewpersoner i at opnå anerkendelse for deres individuelle egenskaber og muligheder. 7.4.3 Delkonklusion 65

I analysen af temaet afslag har vi set, at flere af de ledige akademikere er frustrerede over, at de ikke indkaldes til jobsamtaler. Netop samtalerne må ses som et udtryk for anerkendelse af de ledige, da de ledige herigennem føler, uanset om de får jobbet eller ej, at de stadig er attraktive for arbejdsmarkedet. Flere af interviewpersonerne fortæller, at der er mange ledige om få jobs, hvilket flere mener, er årsagen til, at de ikke indkaldes til jobsamtaler. Dette har en negativ påvirkning på deres motivation. Når de ledige ikke får afklaret, hvorfor de ikke kommer til samtale, påvirker det endvidere deres selvværd. De ældre af interviewpersonerne fortæller, at de oplever at være udsat for diskrimination på baggrund af deres alder, hvorfor de føler sig krænket. De yngre interviewpersoner fortæller omvendt, at de oplever at blive valgt fra grundet manglende erfaring, som de jo ikke kan opnå, før de får et arbejde. Dermed oplever de yngre også at være udsat for ringeagt i deres jobsøgning. Der er stor forskel på, hvordan flere af vores interviewpersoner reagerer i forhold til de afslag, de oplever. Dette formoder vi kan grunde i, at de inddragede interviewpersoner befinder sig i forskellige stadier af deres ledighed og dermed forholder sig forskelligt til situationen alt efter hvilket stadie, de er i. Således kunne man forestille sig, at befinder man sig i femte stadie, hvor håbet, ifølge Jahoda, er tabt, agerer man anderledes end i fjerde stadie, hvor håbet blot er svækket. 7.5 Systemet Som beskrevet i afsnittet Den danske beskæftigelsesindsats bliver man som ledig dagpengemodtager aktiveret i et beskæftigelsessystem, der gennem en aktiv indsats har til formål at få den ledige i arbejde. Omtalen af beskæftigelsessystemet fylder meget i interviewene, og mange af interviewpersonerne fortæller, at en stor del af deres hverdag går med at overholde de regler, der giver den ledige ret til sine dagpenge. Deraf blev temaet systemet, med underkategorierne ret og pligt, anden aktør, uigennemskuelighed og tillid, ydermere centralt i vores indsamlede empiri. I dette tema vil vi derfor undersøge, hvordan de ledige akademikere oplever deres ledighed set i forhold til at skulle agere i beskæftigelsessystemet. Underkategorien Ret og pligt adskiller sig fra de andre underkategorier, idet den behandler dele af beskæftigelsesindsatsen, og den er yderligere inddelt i kategorierne jobsøgningskurser, seks ugers selvvalgt uddannelse og job med løntilskud. 7.5.1 Ret og pligt Gennem vores interviews har flere af de ledige akademikere fortalt, hvordan beskæftigelsesindsatsens tilbud om opkvalificering har påvirket deres ledighed. Derfor vil vi 66

her behandle de inddragede interviewpersoners forskellige syn på diverse aktiviteter inden for beskæftigelsessystemet, som de skal eller har mulighed for at deltage i gennem deres ledighedsperiode. 7.5.1.1 Jobsøgningskurser I afsnittet Den danske beskæftigelsesindsats har vi beskrevet, at der eksisterer en række krav, som den arbejdsløse skal leve op til. Flere interviewpersoner lægger især vægt på anden aktørs jobsøgningskurser i deres fortællinger om deres møde med beskæftigelsessystemet. Disse kurser har til formål at opkvalificere de lediges ansøgningskompetencer, så de hurtigere kan komme ud på arbejdsmarkedet. Der er af flere årsager stor skepsis for denne aktivitet. Et af kritikpunkterne er som følger: ( ) det er sådan set ret fjollet på ret mange punkter det her med, at du skal lære at skrive CV og sådan noget. Der er sikkert nogle, der godt kan bruge det. Jeg siger ikke, at jeg kan skrive den perfekte ansøgning. ( ) Selvfølgelig kan jeg blive bedre, men det virker bare ikke så Jeg kan ikke få så meget ud af det. ( ) Så vidt giver det mig ikke noget, fordi der ikke er nogle jobs, jeg kan søge. (Bilag 8, 2) Interviewperson 8 fortæller her, at han har svært ved at se meningen ved denne opkvalificering. Han føler, at han allerede besidder evnen til at kunne skrive en kvalificeret ansøgning, og at en forbedring af denne ikke ville hjælpe på det nuværende jobudbud. Interviewperson 7 deler denne holdning, da han udtaler, at jobsøgningskurser muligvis kan forbedre lediges kompetencer i forhold til at skrive ansøgninger, men at dette er ligegyldigt, da det ikke vil skabe flere jobs (Bilag 7, 2). Dermed finder både interviewperson 7 og 8 jobsøgningskurser irrelevante. Ifølge interviewperson 8 bør fokus ligge et andet sted: Og i mine øjne er det helt rigtige at gøre, at sørge for at opgradere, eller hvad skal man sige, efteruddanne eller sådan noget, kompetenceudvikle de ledige. De skal ikke være bedre til at skrive CV og ansøgninger, de skal blive bedre til det, de nu laver. (Bilag 8, 14) Interviewperson 8 giver her udtryk for et ønske om at bygge videre på de kompetencer, han har erhvervet gennem sin lange videregående uddannelse. Dette kan jobsøgningskurser ikke hjælpe ham til. At jobsøgningskurserne er irrelevante kommer ydermere til udtryk i undervisernes lave faglige niveau, hvilket interviewperson 2 udtrykker i følgende citat: De skal så stå og undervise LVU'er, selvom de ikke har højere uddannelse 67

mange af dem. (Bilag 2, 5) Gennem denne kritik er der et inddirekte forslag til, at underviserne på kurserne skal være bedre kvalificeret til at undervise akademikere. Underviserne skal besidde en større viden end de ledige akademikere, så de ledige kan få ny viden og nye redskaber med sig fra kurset. Denne holdning deler interviewperson 5 i sin udtalelse om, at hun nærmest følte, at hun var bedre til at skrive ansøgninger end underviserne på disse jobsøgningskurser (Bilag 5, 17). Interviewperson 1 sætter det på spidsen: (...) hvordan skal en bagersvend kunne forstå hvad fx Novo Nordisk vil have. (Bilag 1, 6) Her viser hun, hvordan man ikke rigtig kan bebrejde underviserne for det lave niveau i undervisningen, og udtrykker i denne sammenhæng, at det er systemet, der har fejlet (Bilag 1, 6). Til dette udtaler interviewperson 2: Det er helt sikkert et meget godt koncept for de ufaglærte, folk der ikke har selvdisciplin og arbejdsdisciplin. Folk der ikke kan overskue tingene. Det er godt, at der er nogen, der gider at tage sig af dem. Men det er helt totalt forfejlet med LVU ere. Der skal en helt anden model til. (Bilag 2, 3) Således udviser interviewperson 2 her samme holdning som interviewperson 1. Af citatet fremgår også en holdning om, at systemet ikke kan rumme akademikerne. Derfor er det ikke en kritik af hele systemet, men en kritik af, at det også skal henvende sig til LVU ere. Hvorvidt alle ledige akademikere deler den opfattelse af, at jobsøgningskurser er irrelevante for akademikere, kan vi ikke konkludere. Af ovenstående kan vi dog alligevel udlede en utilfredshed med det faglige niveau i undervisningen, samt at interviewpersonerne finder jobsøgningskurser ligegyldige. Deraf ser vi, at de ledige akademikere skal leve op til regler, som de finder meningsløse, og som ikke er behjælpelige til at skaffe dem et job. Derfor ser vi et problem i, at interviewpersonerne opfatter muligheden for at tage disse jobsøgningskurser mere som en pligt end en rettighed. 7.5.1.2 Seks ugers selvvalgt uddannelse Flere af interviewpersonerne fortæller i interviewene om deres ret til seks ugers selvvalgt uddannelse. Dette tilbud er vellidt blandt flere af vores interviewpersoner, fordi de får mulighed for efteruddannelse og samtidig, i denne periode, ikke behøver at være aktivt jobsøgende i samme grad. Interviewperson 8 udtaler sig positivt i forhold til muligheden 68

for dette uddannelsestilbud. Men der er en masse kurser, man kan få. De tilbyder en hel masse rigtig gode kurser. Jeg kunne så godt tænke mig at tage et af dem. (Bilag 8, 12) Her viser interviewperson 8 således at trods kritik til de mange tilbud og krav, beskæftigelsesindsatsen stiller til de ledige, så findes der alligevel tilbud, som tiltaler ham og hans behov. I denne sammenhæng udtrykker interviewperson 7: Jeg synes godt, der kunne være nogle flere kurser. Ikke kun lange kurser og meritgivende kurser, men også nogle ugekurser. Altså, hvem har ikke brug for at kunne lave hjemmesider i dag? ( ) altså sådan nogle up-to-date ting, ikke? Så man kunne gå til sådan nogle ting. Det synes jeg i den grad, der mangler. (Bilag 7, 16) Interviewperson 7 er altså positiv over for at kunne tage kurser i ledighedsperioden og ser gerne, at der tilbydes flere af dem. Interviewperson 1 udtaler sig ligeledes positivt om muligheden. Dog mener hun alligevel, at kurserne er irrelevante, da hun ikke tror, at denne opkvalificering kan hjælpe hende tilbage på arbejdsmarkedet (Bilag 1, 6). Interviewperson 4 fortæller sin holdning til tilbuddet i følgende: ( ) man kan både tage noget ledelse, projektstyring. Jeg tog noget kommunikation. Jeg tænkte, at det kunne man jo lige så godt, når nu det bliver tilbudt. Så kunne man lige så godt udnytte det. Men det var fint nok, ligesom at tage seks uger, hvor man tager fri fra jobsøgningen, fordi man behøver ikke at søge job i de seks uger. (Bilag 4, 1-2) Interviewperson 4 har altså mere benyttet tilbuddet om seks ugers selvvalgt uddannelse som en pause fra jobsøgningen mere end opkvalificering. Interviewperson 7 udtaler sig også positivt om seks ugers selvvalgt uddannelse, men påpeger, at det kan være svært at få tilladelse til at udnytte dette tilbud. Så jeg synes det er fint, hvis man gennem a-kassen kan tage nogle kurser. Der synes jeg også, at jeg møder modstand fra anden aktør, når jeg har snakket om seks ugers selvvalgt [uddannelse.]. Hvem skal betale det? Jamen, det skal I da. Nå, det kender vi ikke noget til. Altså, det får de ikke nogle penge for, så det er ikke interessant for dem. (Bilag 7, 17) Tilbuddet om seks ugers uddannelse er altså attraktivt for de ledige akademikere, fordi de har mulighed for at vælge noget, som de finder interessant og brugbart i forhold til deres 69

ambitioner. Interviewperson 7 giver dog udtryk for, at han føler, at det ikke er i anden aktørs interesse. Et argument for dette er også, at anden aktør selv skal dække udgifterne til denne selvvalgte uddannelse, da omkostningerne, de har herved, skal være inkluderet i den samlede bonus, som anden aktør modtager, når de får en ledig i arbejde. Således kan det argumenteres for, at anden aktørs samlede profit pr. ledig er højere, hvis disse ledige ikke modtager tilbuddet om seks ugers selvvalgt uddannelse. Hvorvidt dette er årsagen til, at interviewperson 7 har mødt modstand i forhold til sit ønske om at benytte dette tilbud, kan vi dog ikke konkludere, men muligheden tages hermed i betragtning. Det må således udledes, at tilbuddet om selvvalgte kurser er med til at anerkende de lediges individuelle behov, men at de ligeledes krænkes, når de møder skepsis over for støtte af dette tilbud. Tilbuddet om seks ugers selvvalgt uddannelse er et af de få tilbud, som de ledige har ret til uden også at have pligt hertil. Altså bliver de ledige ifølge Honneth anerkendt i den retslige sfære, idet de får et uforpligtende tilbud om ekstrauddannelse og dermed i denne henseende udvises tillid i forhold til, at de er moralsk tilregnelige individer, som bør have lige rettigheder med alle andre. Dog ser vi i analysen samtidig, at de ledige akademikere krænkes i den solidariske sfære, når støtten fra anden aktør ikke er til stede, da der således ikke udvises hensyn til den enkeltes behov, muligheder og egenskaber. Denne krænkelse, mener vi desuden, kan have konsekvenser for de lediges syn på anden aktør og beskæftigelsesindsatsen. 7.5.1.3 Job med løntilskud Flere interviewpersoner fortæller om den aktivering, alle skal gennem efter de har været ledige i henholdsvis ni og seks måneder (jf. Den danske beskæftigelsesindsats). Hertil udtrykker flere interviewpersoner, at der hersker en masse regler om, hvad de skal leve op til, når de er på dagpenge. Disse regler ser nogle af interviewpersonerne som problematiske, da de ikke føler behov for disse. Interviewperson 5 udtaler: Jamen, det handler jo om de lovmæssige krav, der kommer ind der. Det er jo [beskæftigelsesindsatsen], der ligesom har bestemt det. For ellers kunne man jo i princippet lave ingenting, så det synes jeg også er fint, at der er krav, at man skal ud i virksomhedspraktik eller ( ) i job med løntilskud. ( ) Det er ikke mig selv, der vil det. Det er du jo nødt til. Så det er nogle lovmæssige krav, der ligesom har defineret min fremtid. (Bilag 5, 21) 70

Dette citat viser, at interviewpersonen føler, at systemets regler er med til at definere hendes fremtid. Vi udleder fra ovenstående citat, at hun ikke er modstander af aktivering i form af virksomhedspraktik og job med løntilskud, men at hun er frustreret på grund af mangel på egenkontrol. Interviewperson 2 udtrykker til dette, at han føler, at hans personlige frihed bliver taget fra ham: Den personlige frihed. Prøv at sætte den på spidsen, ik? Jeg er statsslave. Jeg bliver udlejet af staten mod intet tilskud. (Bilag 2, 5) Ovenstående citat udtrykker frustrationer om job med løntilskud. Interviewperson 2 finder det ikke retfærdigt. Blot fordi han er på dagpenge, så skal han, ud fra betingelserne for job med løntilskud, arbejde for mindre end andre på den pågældende arbejdsplads. Han bliver altså, som han selv udtrykker det, til en statsslave. Heraf kan vi se en ringeagt i den retslige sfære, da individet ikke bliver sidestillet med de andre individer, der befinder sig på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at lovgivningen indskrænker individets handlemuligheder, hvilket ses udtrykt i det første citat af interviewperson 5. Vi ser således ud fra ovenstående citater et negativt billede af beskæftigelsessystemets tilbud og krav. Dette billede er dog ikke entydigt i vores empiri. Det er derfor vigtigt at påpege, at der er flere interviewpersoner, som udtaler sig mere positivt i forhold til tilbuddet om job med løntilskud. Disse interviewpersoner ser job med løntilskud som en mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og dermed indgå i sociale relationer, som samtidig giver mulighed for at skabe relationer, som måske kan lede til et ordinært job (Bilag 1, 20 og bilag 4, 5). Således ser vi, gennem nogle af interviewpersonernes udtalelser, at job med løntilskud muliggør opnåelse af social anerkendelse i den solidariske sfære, da man her kan indgå i et arbejdsmæssigt fællesskab, hvori det er muligt at blive værdsat. Dermed kan der argumenteres for, at nogle af de ledige søger efter at tilhøre et, for samfundet, værdifuldt fællesskab, der bidrager til at realisere samfundets værdier gennem arbejdet. Dog skal det nævnes, at flere af interviewpersonerne har en formodning om, at man ikke vil føle sig lige så anerkendt, som når man har et ordinært job. Eksempelvis udtrykker interviewperson 1, at man oftest bliver ansat til de små opgaver, som ellers ikke ville blive lavet. Samtidigt pointerer han, at arbejdspladsen risikerer, at man skal forlade arbejdspladsen fra den ene dag til den anden grundet ansættelse i ordinært job (Bilag 1, 20-21). Interviewperson 3 er overordnet positivt indstillet over for muligheden for at få et job med løntilskud, men udtrykker samme holdning og forståelse som interviewperson 1. Han 71

fortæller eksempelvis, hvordan han føler, at man bliver gjort lidt til grin ved at tilbyde sin arbejdskraft så billigt (Bilag 3, 9). Der kan ud fra Honneth argumenteres for, at job med løntilskud kan være mere statusgivende end ledighed, da job med løntilskud betyder, at man laver noget. Det er dog ikke et rigtigt job, idet job med løntilskud ofte er et tvunget tilbud. Ifølge interviewperson 3 tvinges de ledige akademikere i aktivering, såfremt de ikke selv kommer med forslag til, hvad de kunne tænke sig. ( ) jamen, hvis jeg bliver aktiveret, så er der jo nogle tilbud, de kan give. De kan give mig et kursus i at skrive ansøgninger, og det har jeg ikke brug for, og det er heller ikke beregnet for akademikere, kan man sige, men sådan er systemet. Så kan de sætte mig ud i en eller anden papkassefabrik i Jyllinge eller et eller andet sted, hvor jeg skal aktiveres, men det er fuldstændigt tåbeligt ( ). (Bilag 3, 9) Her giver interviewperson 3 således udtryk for, at tilbuddet om job med løntilskud er det bedste af det værste, da han mener, at systemet ikke er indrettet til at kunne tage sig af akademikeres interesser. Interviewperson 3 uddyber i denne sammenhæng, hvordan han forsøger at undgå systemets kontrol ved at tage sagen i egen hånd. På den måde føler han, at han har mere kontrol over sit eget liv. Dette gør han blandt andet ved selv at finde et sted, som vil tage ham i job med løntilskud i stedet for at lade beskæftigelsessystemet tildele ham et job med løntilskud hos en irrelevant arbejdsgiver, som han eksemplificerer ved en papkassefabrik (Bilag 3, 9). Interviewperson 2 har et ønske om, at anden aktør skal fungere på en anden måde og derfor også spille en anden rolle i beskæftigelsesindsatsen. Mit ønske var meget direkte og konstruktivt. Anden aktør skulle arbejde mere som anvisningscenter, altså de skulle skaffe kontakter direkte til firmaerne. Det var dem, der skulle snakke med firmaerne. Det var dem, der skulle lave kontakter og finde ud af, hvor var og hvor mange var folk og gav arbejdsanvisninger til arbejde. (Bilag 2, 3) Af citatet fremgår det, hvordan interviewperson 2 forestiller sig, at anden aktør skal gøre det, som interviewperson 3 selv gør, nemlig at skaffe kontakter til relevante arbejdsgivere. På den måde kunne de ledige akademikere få gavn af anden aktørs netværk og store berøringsflade med erhvervslivet. Det er forskelligt, hvordan de ledige akademikere ser på muligheden ved job med 72

løntilskud. Nogle mener, at job med løntilskud kan ses som en form for statsslaveri, mens andre ser det som en mulighed for at opnå relevante kontakter til at opnå et ordinært job. Det skal dog tilføjes, at de samtidig finder det nødvendigt selv at gøre noget aktivt for at opnå medbestemmelse i, hvor de ansættes i job med løntilskud. Vi kan således udlede, at flere af interviewpersonerne nævner frustrationer i forhold til systemets krav og kontrol, samt at de føler, at deres kontrol over eget liv bliver formindsket eller taget fra dem. Dette ser vi som en ringeagt i de lediges retslige sfære, da de gennem lovgivningen underlægges så mange regler og krav, at der skabes en mistillid til dem som moralsk tilregnelige individer. Således er de ledige underlagt særskilte regler i forhold til resten af samfundets borgere. Betingelserne for job med løntilskud er ydermere et udtryk for ringeagt i den retslige sfære, da de ledige ikke bliver ansat på samme vilkår som deres kollegaer på arbejdspladsen. Denne ringeagt kommer til at ændre forholdene for anerkendelse i den solidariske sfære, da reglerne for job med løntilskud kan medvirke til, at de ledige ikke bliver værdsat på lige fod med kollegaerne. Disse regler kommer dermed til at påvirke anerkendelsen af den lediges egenskaber. 7.5.1.4 Opsummering af Ret og pligt Ud fra ovenstående analyse kan vi se, at der forekommer flere regler inden for beskæftigelsesindsatsen, som de ledige føler krænkende. Dermed ses der en ringeagt inden for både den retslige og den solidariske sfære, der får konsekvenser for de lediges oplevelse af de opkvalificeringstilbud, de tilbydes. Ringeagten i den retslige sfære kommer eksempelvis til udryk ved, at systemets regler og krav er medvirkende til en følelse af at få frataget kontrollen over eget liv. Ydermere er denne ringeagt i den retslige sfære med til, at de ledige akademikere føler, at der eksisterer en negativ indstilling over for dem. Den følelse af ringeagt, som flere af interviewpersonerne tilkendegiver i ovenstående tema, kommer til udtryk ved, at rettighederne i beskæftigelsesindsatsen ender med at blive til pligter. Lovgivningen er indrettet således, at de rettigheder, de ledige akademikere er tilbudt, ikke er valgfrie. Dermed er mange af beskæftigelsesindsatsens tilbud i sidste ende ikke en rettighed, da de ledige alligevel skal tage imod disse tilbud efter henholdsvis seks eller ni måneder. Dette gælder dog ikke tilbuddet om seks ugers selvvalgt uddannelse. På denne baggrund mener vi, at beskæftigelsesindsatsens regler får betydning for, hvordan de ledige akademikere oplever deres ledighed. 73

7.5.2 Anden Aktør I de udarbejdede interviews fortæller mange af de ledige akademikere om deres erfaringer med anden aktør. Da interviewpersonerne på mange punkter kritiserer anden aktør, vil vi i denne underkategori, behandle interviewpersonernes forskellige erfaringer med anden aktør. Når den lediges sag skal udliciteres til anden aktør, har den ledige selv mulighed for at vælge, hvilken anden aktør, der skal overtage sagen. Denne valgmulighed anerkender, i princippet, de ledige i både den retslige og solidariske sfære. Lovgivningen giver nemlig den ledige mulighed for selv at vælge en anden aktør, som bedst muligt kan varetage deres behov. Gennem vores interviews er vi imidlertid blevet opmærksomme på, at de ledige akademikere ikke føler denne valgfrihed som noget, de reelt kan bruge til noget. Således beskriver interviewperson 7: Og det er jo så fint i disse liberale tider med, at man har frit valg, ikke. Så kan man frit vælge mellem en af de her tre. Man har ikke en kinamands chance for at finde ud af, hvad er bedst. Hvad er godt? (Bilag 7, 18) Vi vurderer, at intentionerne er gode, men at det er svært reelt set at gøre sådanne tilbud gennemskuelige for modtageren. Interviewperson 7 fortæller ydermere, at det beskrivende materiale, han modtog om anden aktør, var fint og flot, men at det viste sig at være varm luft og tomme ord (Bilag 7, 5). Et andet kritikpunkt handler om anden aktørs fortjeneste af håndteringen af arbejdsløse. Som beskrevet i afsnittet Den danske beskæftigelsesindsats får anden aktør 25 procent af deres honorar, når de tager imod den enkelte ledige og de resterende 75 procent, hvis de får den ledige dagpengemodtager i arbejde. Flere af de ledige akademikere fortæller, hvordan de oplever at anden aktørs hensigt omhandler profitmaksimering og ikke at opfylde de lediges behov. Eksempelvis udtaler interviewperson 2: Det eneste anden aktør tænker på, det er profit til anden aktør. (Bilag 2, 2) Interviewperson 2 udtrykker her frustrationer om anden aktørs fokus på økonomisk profit. Således kan vi udlede af citatet, at han føler, at hans behov bliver overset grundet dette fokus på profit. I forlængelse heraf siger interviewperson 7: [Anden aktør] forslog, at jeg (...) kunne søge et løntilskudsjob som servicemedarbejder, ejendomsservicemedarbejder altså gårdmand eller pedel. Det synes jeg altså simpelthen ikke er noget, man kan tilbyde folk, der har en 74

lang uddannelse, (...) så der blev jeg sgu lidt sur ( ). Men det virker overhovedet ikke som om, der bliver taget nogle individuelle hensyn. (Bilag 7, 3) Her kan vi altså se, hvordan interviewperson 7 føler, at måden, hvorpå anden aktør opnår fortjeneste, betyder, at fokus fjernes fra den lediges individuelle behov og hensyn. Når det for anden aktør ikke omhandler de lediges behov og hensyn, mener vi at se en ringeagt hos de ledige akademikere i den solidariske sfære. Trods hensigten med den aktive beskæftigelsesindsats, som netop er at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt med udgangspunkt i den enkelte lediges situation og ønsker, forekommer denne ringeagt alligevel (jf. Den danske beskæftigelsesindsats). Derfor findes ringeagten af de ledige akademikere ikke i den retslige sfære, da de anerkendes heri, men i den solidariske sfære på grund af anden aktørs manglende fokus på den ledige. Ydermere ses det af citatet, hvordan interviewperson 7 krænkes i anden aktørs forslag om, at han kan søge ansættelse som gårdmand og dermed ikke anerkender hans faglighed. Således ses ydermere en ringeagt i den solidariske sfære. Interviewperson 2 fortæller: ( ) altså den hårde sandhed det er, at de kan sende dig ud til vej og park, ik' eller på et plejehjem. Hvad som helst, der passer dem. Hvis du ikke selv kan finde noget ( ) De skal nok sørge for at få dig ud. Kassedame i Føtex. De er fuldstændig ligeglade. De tager overhovedt ikke hensyn til dig, selvom de siger, de gør. (Bilag 2, 2) Ifølge interviewperson 2 er anden aktørs arbejde med at få de ledige i arbejde slet ikke tilrettelagt efter, hvad den ledige ønsker eller kan. Interviewperson 7 udtaler yderligere om anden aktør: (...) Det virker stort set som en eller anden pølsefabrik. (Bilag 7, 2) Her viser interviewperson 7, hvordan han ikke føler, at han bliver behandlet som et menneske med individuelle muligheder og egenskaber, men tværtimod som en ting, der skal håndteres og sendes ud hurtigst muligt (Bilag 7, 2). Denne holdning deler interviewperson 2: Hele systemet, hele konceptet det er skruet helt forkert sammen. Det er min overbevisning. Og det har ikke hjulpet mig, tværtimod. Det har været en plage og besvær og udenomssnak og irrelevant ævl ( ). Det har de ikke forståelse for. Det er en pølsemaskine. (Bilag 2, 3) 75

Udtrykket pølsefabrik eller pølsemaskine, bliver, som det kan ses ud fra ovenstående citater, brugt af flere interviewpersoner, hvilket dækker over, at der ikke rigtigt er noget at komme efter hos anden aktør. De har en følelse af, at det handler om at få dem ud på arbejdsmarkedet igen hurtigst muligt, uden at der tages hensyn til de personlige forhold. Ydermere oplever de ledige, at anden aktør i højere grad fokuserer på profit end på, hvad der er godt for den enkelte ledige. Dette skaber desuden en følelse af, at deres dømmekraft bliver negligeret, da deres egne holdninger ikke kommer i betragtning hos anden aktør. Til dette uddyber interviewperson 1, at anden aktør bør indrettes efter faggrupper. Jeg tror, at man skal finde de stærkeste af de her virksomheder, som skal beskæftige akademikere, og så må akademikerne valfarte ind til København. Altså, så må man have sådan nogle, der kun beskæftiger sig med akademikere, og så må man have alle de andre nogle andre steder. (Bilag 1, 12) Ved at samle de ledige akademikere hos særligt kompetente og uddannede konsulenter, kunne der blive skabt et vidensforum, hvor konsulenter kunne specialisere sig i netop at undervise akademikere i kompetenceoptimering. De kunne for eksempel give inspiration til videre jobsøgning, faglige input og fortælle om de psykologiske aspekter af ledighed (Bilag 1, 11). Ifølge interviewperson 1 kunne denne model også ligge på universiteterne, hvor der netop var snak om at undervise de nyuddannede i netværksdannelse, cv-skrivning og i, hvordan de skal begå sig i det moderne erhvervsliv. Idéen var så at placere de ledige akademikere her, så også de kunne få nytte af den viden, der eksisterer på universitetet (Bilag 1, 13). Dermed ses en indirekte kritik af anden aktør, da interviewperson 1 mener, at anden aktør bør varetage de ledige akademikeres kompetencer og egenskaber bedre, end de gør på nuværende tidspunkt. Vi kan ud fra citaterne argumentere for, at der sker en ringeagt i den solidariske sfære. Beskæftigelsessystemets opbygning betyder nemlig, at de ledige akademikere kan føle, at samfundet ikke ser dem som nogle, der bidrager til samfundets målsætninger. Dette kommer til udtryk ved, at anden aktør eksempelvis tilbyder interviewperson 7 at tage et ufaglært job som gårdmand eller pedel, så han kan bidrage til samfundet og komme ud på arbejdsmarkedet igen. Ringeagten i den solidariske sfære kommer endvidere til udtryk ved, at systemet ikke anerkender de individuelle værdier hos de ledige, altså deres særskilte egenskaber. Dette bliver ydermere udtrykt med beskrivende billeder som, når der sættes lighedstegn mellem 76

anden aktør og en politisk bestemt snotklat, der er trukket ned over hovedet på uskyldige mennesker (bilag 2, 10) eller når interviewperson 2 beskriver, at han føler sig behandlet som en klump kød, der skal igennem hakkemaskinen (Bilag 2, 2). Ud fra ovenstående kan vi udlede, at systemets regler og kontrol, som i disse tilfælde udleves gennem anden aktør, efterlader de ledige akademikere med en følelse af ringeagt i den solidariske sfære. Dette ses ved, at ledige akademikere ikke anerkendes i systemet i forhold til selv at kunne tage beslutninger om deres ledighed. Hvis de arbejdsløse ikke gør, som systemet vil det, så bliver deres dagpenge taget fra dem. Samtidig bliver de ledige krænket, idet de føler, at beskæftigelsesindsatsen har en fordom om, at de ledige ikke vil i arbejde. Dette forhold gør, at de bliver mødt med en skepsis, som krænker deres rettigheder og dem selv. 7.5.3 Uigennemskuelighed Lovgivningen om beskæftigelsesindsatsen fremstår meget kompleks, og inden for de sidste par år er der sket mange ændringer på området. Jobcentret er opstået, og nye regler er blevet implementeret. Dette har medført forvirring for både de ledige akademikere og instanserne i beskæftigelsessystemet. Derfor vil vi, i denne underkategori, behandle konsekvenserne af dette. Lovene, der omhandler beskæftigelsesindsatsen, bliver løbende reviderede, hvilket bevirker, at det er svært at vide hvilke, der er gældende. Dertil kommer de mange forskellige instanser og aktører, der forvalter og gennemfører forskellige dele af beskæftigelsesindsatsen, der igen er med til at forvirre de lediges forståelse af systemet. Et eksempel på forvirringen er en situation, hvor interviewperson 8 fortæller, at han skal aflevere et papir, men ender med at cirkulere mellem tre aktører (uddannelsessted, jobcentret og a-kassen), hvor de alle sammen har underskrevet og stemplet, men ingen af de tre vil modtage papiret, og ingen aner, hvem der skal have det (Bilag 8, 12). Vores empiri viser, at de arbejdsløse er frustrerede over det komplekse regelsæt, som af interviewperson 8 også betegnes som rigidt (Bilag 8, 7). Til dette fortæller interviewperson 1: Jeg synes simpelthen, det er så rodet at forstå systemet, og jeg tror også, at det er med vilje, at vi ikke skal kunne forstå systemet, fordi ( ) der er jo nogle fordele ikke, som vi jo åbenbart har, men som du aldrig nogensinde når at opdage, fordi du kender slet ikke alle de her regler og systemer vel. (Bilag 1, 23) Interviewperson 1 udtrykker her sin frustration over, at hun ikke kan forstå systemet. Vi ser et stort problem i, at systemets kompleksitet skaber så stor forvirring hos den ledige, 77

som der bliver givet udtryk for, da dette kan gøre, at de aldrig opnår kendskab til deres rettigheder. Vi kan ikke udlede, om det komplekse system har til hensigt at forvirre de ledige, kun at nogle føler det sådan. Interviewperson 2 deler opfattelsen af, at systemet er komplekst og svært at forstå. Kender i alle de regler omkring aktivering og praktikpladser? Det er meget meget kompliceret. Det skifter hele tiden. (Bilag 2, 1) Interviewperson 2 udtrykker her forvirring over reglerne grundet deres konstante skift. Problemet ved disse konstante ændringer er altså, at det gør beskæftigelsessystemet uigennemskueligt. Da det bliver svært for de ledige at skabe sig et overblik over deres rettigheder, når beskæftigelsessystemet har utallige regler, som samtidigt skifter hele tiden, mener vi, at de ledige udsættes for en ringeagt i den retslige sfære. Denne ringeagt kan, ifølge Honneth, medføre en formindsket selvrespekt, da der er en risiko for, at de ledige ikke føler sig som ligeværdige individer, eftersom de ikke har mulighed for at forstå deres rettigheder. 7.5.4 Tillid I interviewene fortæller flere interviewpersoner, at de fra beskæftigelsessystemet møder en mistillid til, at de har lyst og er motiveret til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Herudover ser vi flere af interviewpersonerne udtale sig om lav tillid til beskæftigelsesindsatsen gennem deres kritik af denne. Derfor vil vi her behandle interviewpersonernes udsagn om mistillid til og fra systemet. Nogle interviewpersoner er overbevist om, at der i beskæftigelsesindsatsen agerer en holdning til, at der er arbejde til dem, der vil. Til dette siger interviewperson 7: Jamen, det tror jeg er et menneskesyn om, at der altid er arbejde til dem, der gider, og det handler bare om, at de skal have nogle pisk og søge bredt, vildt og vanvittigt alle vegne, altså. Og der er i den grad meget mistillid til, at folk overhovedet er interesseret i at komme i arbejde. (Bilag 7, 13) Ud fra citatet fornemmer vi, at interviewperson 7 føler, at der ikke hersker tillid til, at de ledige akademikere gerne vil i arbejde igen. Reglerne tvinger dem derfor til at søge bredt også uden for deres eget fagområde. Dette bliver understøttet af interviewperson 8, som fortæller: Og det er det, der er hele problemet ved systemet, som jeg ser det, at man har en 78

tanke om, primært regeringen ( ) og den danske befolkning ( ) [at] arbejdsløse, det er folk der er nogle driverter, og som bare ikke gider at arbejde. De gør det bare for at få nogle lette penge. Det er jo forkert på rigtigt mange niveauer. Der er sikkert nogen, der er sådan, men det er en meget lille del. De fleste er ufrivilligt arbejdsløse. Især blandt akademikere. Det er meget få, der tager en 5-årig uddannelse, og så ikke gider at arbejde. ( ) Systemet er bygget op omkring, at der er jobs til folk, det er bare fordi folk ikke gider at tage dem, eller ikke kan finde ud af at blive ansat, at de ikke kan finde ud af at sende ansøgninger. Og det er jo totalt tåbeligt især nu, fordi der ikke er jobs til alle. (Bilag 8, 2) Citatet udtrykker også en fornemmelse af, at der er en mistillid til de ledige i beskæftigelsessystemet i forhold til de lediges intentioner. Vi ser gennem vores empiri en tendens til dikotomi i forholdet mellem de ledige og beskæftigelsessystemet. De ledige føler, at de bliver pisket, og at systemet gør alt for, at de skal få et arbejde, også arbejde, de ikke har lyst til at have (Bilag 7, 3). Hvorimod systemet, ifølge flere interviewpersoner, er bygget op på principper, der hedder, at de arbejdsløse skal ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, men at det er noget, de arbejdsløse ikke har lyst til. Der er ingen af interviewpersonerne, der siger dette direkte, men gennem analysen er det svært at få et andet indtryk, end at det virker til, at det, de ledige eftersøger fra beskæftigelsessystemet, er tillid til deres kvalifikationer og til deres ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er svært at sige, hvorvidt beskæftigelsesindsatsens mangel på tillid gør, at akademikerne mister deres tillid til beskæftigelsesindsatsen, eller om det fungerer omvendt, men én ting er helt sikkert; mange af interviewpersonerne nærer ikke stor tillid til beskæftigelsessystemets kompetencer, interesser eller ønsker om at hjælpe. Hvad enten det er de ledige, der oplever mistillid fra systemet, eller om det er fordi, de har mistillid til systemet, får det betydning for en negativ opfattelse som en cirkulær bevægelse. Interviewperson 1 udtrykker til dette: De har alle oplysninger på mig, og det er private virksomheder, vi taler om her, ikke. Og det har jeg det ikke særlig trygt med. De kan gøre præcis, som de vil. De kan skrive på deres computere, som de vil, og de kan køre rundt med os i manegen, og vi aner ikke, hvad der foregår bag vores ryg. (Bilag 1, 3) Trygheden og tilliden hos interviewperson 1 er tydeligvis ikke til stede. Anden aktør mangler dog ikke kun tillid på baggrund af, at de er en privat organisation, da vi også tidligere i analysen har vist, hvordan de ledige akademikere ikke har tillid til, at kurserne udformes efter deres behov. Den manglende tillid til beskæftigelsessystemet ser vi som 79

problematisk for de ledige akademikeres oplevelse af det at være ledig. Vi kan ud fra ovenstående analyse se, at interviewpersonerne ikke føler, at systemet har tillid til dem, da de har en forståelse af, at systemet er bygget på en holdning til, at de ledige ikke gider arbejde. Ydermere kan vi ud fra ovenstående analyse se, at de ledige heller ikke nærer tiltro til beskæftigelsessystemet og dets hensigter, da de ikke oplever at blive anerkendt for deres egenskaber som moralsk tilregnelige individer. Da vi ser tillid som en nødvendighed for anerkendelse, kan vi således se, at manglen på anerkendelse virker til at gå begge veje både fra beskæftigelsesindsatsen til de ledige, i forhold til deres lyst til arbejde, og fra de ledige til beskæftigelsesindsatsen i forhold til dennes intentioner af handlingerne. 7.5.5 Delkonklusion Gennem vores analyse af systemet har vi, i underkategorierne ret og pligt, anden aktør, uigennemskuelighed og tillid, behandlet de ledige akademikeres oplevelse af at agere i det danske beskæftigelsessystem og ydermere undersøgt, hvordan de ledige påvirkes af deres placering i systemet. I underkategorien om de lediges ret og pligt undersøgte vi, hvordan systemets tilbud om jobsøgningskurser og job med løntilskud går fra at være en rettighed, de ledige har, til at være en pligt. Disse tilbud anerkender de ledige i både den retslige og den solidariske sfære, såfremt de ledige tager imod opkvalificeringskurserne inden, de bliver til en pligt. Dog ser vi, at de ledige akademikere krænkes i den retslige sfære, da de ikke møder støtte om seks ugers selvvalgt uddannelse fra anden aktør. Job med løntilskud kan ydermere være krænkende i den retslige sfære, da de ledige akademikere herigennem ikke bliver ansat på lige vilkår med andre. I underkategorien om anden aktør fandt vi frem til, at de ledige akademikere har en følelse af, at anden aktør fokuserer mere på profit end på de lediges individuelle behov. Dette skaber en følelse af ringeagt i den solidariske sfære, da anden aktørs regler og kontrol krænker de lediges evne til selv at tage beslutninger vedrørende deres ledighed. Under overskriften Tillid så vi en tendens til dikotomi i forholdet mellem de ledige og beskæftigelsessystemet. De ledige føler ikke, at systemet har tillid til, at de vil i arbejde. I denne sammenhæng så vi også, at de ledige akademikere heller ikke har tillid til systemet, idet de føler, at systemet kun handler ud fra at ville have dem hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. 80

I underkategorien om uigennemskuelighed analyserede vi os frem til, at beskæftigelsessystemets kompleksitet skaber en ringeagt i den retslige sfære, da nogle af interviewpersonerne finder det svært at opnå kendskab til de rettigheder, de besidder. Altså har analysen af temaet Systemet vist os, at de ledige, grundet systemets kompleksitet, finder det svært at agere i dette. Ydermere påvirkes de lediges selvfølelse negativt, da de ikke føler, at systemet tager højde for deres individuelle egenskaber, værdier og behov. Følelsen af ringeagt i den retslige og solidariske sfære viser, at de ledige mangler kendskab til egne rettigheder og føler dette som en nedværdigende situation. Endvidere er de ledige akademikeres oplevelse påvirket af deres syn på systemet. 81

8. En samfundskritik I dette afsnit vil vi, med udgangspunkt i Negts teori om de to virkeligheder, komme med en kritik af samfundet. Dette vil vi gøre gennem en behandling af den herskende samfundsnorm, de lediges selvfølelse og deres håndtering af ledigheden. Ydermere vil vi fremhæve nogle kritikpunkter af vores valgte teoretiske begrebsramme altså fastslå hvor teorierne ikke kan anvendes til at undersøge vores problemstilling. 8.1 Samfundsnormen Ifølge Negt er arbejdet medvirkende til at opnå social anerkendelse, og dermed får arbejdsløshed, omvendt, negative konsekvenser for individet. Dette udtrykker han gennem sin teori om de to virkeligheder, hvor individerne rykkes fra første til anden virkelighed når de bliver arbejdsløse. Den anden virkelighed består hovedsagligt af arbejdsløse. De arbejdsløse individer er placeret i denne virkelighed, da de ved at være uden arbejde, falder uden for samfundets herskende normer, som eksisterer i den første virkelighed. Deraf så vi gennem analysen af temaet Tilhørsforhold, at samfundet ikke viser forståelse for de individer, som befinder sig i anden virkelighed. Dette kom til udtryk ved de ledige akademikeres familie og venner, der ikke viser forståelse for deres situation som arbejdsløse. I analysen ser vi dog at de ledige akademikere, i samvær med andre ledige, opnår mere forståelse og medfølelse, hvilket tyder på at samfundsnormen hos individer, der har oplevet at være uden arbejde, ikke er så stærk som hos personer, der aldrig har stået uden arbejde. Samtidigt så vi, hvordan én af interviewpersonerne oplevede at hans venner havde svært ved at acceptere, at man kan modtage penge for ikke at have et arbejde. Vi kan derfor argumentere for, at de ledige oplever en samfundsnorm, der ser de arbejdsløse som værende samfundets 'snyltere'. Dermed bliver placeringen i anden virkelighed forbundet med ikke at bidrage til samfundets overordnede målsætninger og normer. Disse målsætninger og normer ser vi, i analysen af temaet Systemet, kommer til udtryk gennem beskæftigelsessystemets håndtering af de ledige akademikere. Her ser vi, at de ledige akademikere oplever at blive mødt med mistillid, til at de gerne vil i arbejde. Dette udspringer af, at beskæftigelsessystemets kontrol medfører nogle regler, der tvinger den ledige hurtigst muligt i arbejde uden, at der skelnes imellem uddannelsesbaggrund og arbejdsbeskrivelse. Således oplever de ledige akademikere, at de bliver tvunget til at søge jobs, der ligger langt under deres uddannelsesniveau. En af interviewpersonerne fortæller, at systemets kontrol forhindrer ham i at søge arbejde på den mest hensigtsmæssige måde for ham, da det at 'netværke' ville øge hans mulighed for at komme i arbejde. Dermed er vi 82

kritiske overfor, hvorvidt systemet bygger på en forældet traditionel forståelse af, at man kun kan opnå arbejde ved at skrive ansøgninger, og derfor ikke anser det at 'netværke' som aktiv beskæftigelsesindsats. Deraf kan vi se, at de ledige akademikere savner mere differentiering i systemet og indflydelse på, hvordan de selv finder arbejde. Netop indflydelse i planlægningen af den lediges beskæftigelsesindsats beskrives som grundlaget for den aktive beskæftigelsesindsats (jf.: Den danske beskæftigelsesindsats). I denne sammenhæng giver flere af interviewpersonerne, i analysen, udtryk for, at de ikke bliver aktivt inddraget i planlægningen i deres ledighedsperiode, hvilket må siges at være et stort problem, eftersom at lovgivningen netop beror på, at der skal tages udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker (Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, 15). Da det er en udgift for samfundet at forsørge de arbejdsløse, søger systemet hurtigst muligt at få dem tilbage på arbejdsmarkedet, og herved bidrage med penge til statskassen frem for, som ledig, at tære på statskassen. Således kan vi argumentere for at systemet, og dermed den herskende samfundsnorm, er baseret på et økonomisk rationale, der prioritere økonomisk vækst. Vi ser igennem analysen at samfundets, og dermed systemets økonomiske rationale, påvirker mange elementer i de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden. Samfundets økonomiske rationale giver de ledige akademikere udtryk for, at de oplever, både i systemet, men også hos deres familiers og venners indstilling til deres ledighed. Således ser vi, hvordan samfundets økonomiske rationale, har indvirkning på alle Honneths tre anerkendelsessfærer. Vi ser i privatsfæren, at det økonomiske rationale påvirker de ledige akademikeres omgangskreds, på den måde, at de ikke er forstående overfor, hvorfor de ledige akademikere skal modtage penge for ikke at lave noget under ledigheden (jf. temaet Tilhørsforhold). I den retslige sfære ser vi ydermere, samfundets økonomiske rationale påvirke de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden. Dette kommer til udtryk gennem en lovgivning, der fokuserer på at få de ledige i arbejde hurtigst muligt, således at de ledige går hen, og bliver en ressource for samfundet. Dermed kommer ringeagten i den solidariske sfære til udtryk i form af, at de ledige ses som snyltere på statskassen. Hvorvidt samfundets holdning udelukkende bygger på det økonomiske rationale, kan vi ikke udlede, men vi ser en klar tendens til, at denne er dominerende. Vi ser således ikke kun systemets forsøg på at få de ledige hurtigst muligt i arbejde, som baseret på det økonomiske rationale, men også et forsøg på, at få disse individer tilbage i den første virkelighed, og på den måde at inkludere dem i samfundet igen. Ved at blive en del af den første virkelighed, 83

kan de arbejdsløse få indflydelse på samfundet og dets normer. Vi ser det paradoksalt at individerne i anden virkelighed, hverken kan opnå indflydelse eller anerkendelse uden at være i besiddelse af et arbejde, for at blive inkluderet i samfundet. Dermed stiller vi os kritiske overfor, at det, som arbejdsløs, ikke er muligt at være en del af den første virkelighed altså den herskende samfundsnorm. Honneth skriver, at man, som individ, ikke har nok selvrespekt til at turde stille krav til samfundet, når man har været udsat for en sådan grad af ringeagt, som de ledige akademikere har. I den indsamlede empiri ser vi dog forsøg på at påvirke den overordnede samfundsholdning igennem klager over beskæftigelsessystemets indsat. Således kan vi altså se, hvordan nogle af de ledige akademikere gør forsøg på at påvirke, og derigennem opnå indflydelse på første virkeligheds normer. Vi ser dermed at Honneths teori på dette punkt, ikke er forklarende for de ledige akademikeres reaktioner på ringeagt. Dog skal det samtidig nævnes, at det lader til, at første virkelighed ikke tager disse klager alvorligt, og derfor ikke ændres. Således mener vi at kunne se at Negts pointe i, at første virkelighed ikke lader sig påvirke af anden virkelighed i denne sammenhæng, kan forklare hvorfor situationen for de ledige, ikke ændres fra systemets side. Honneth skriver, at hvis samfundets krænkede individer samles og kæmper deres fælles sag, kan de i højere grad opnå anerkendelse for deres egenskaber og muligheder. Ud fra Negts holdning til at individer i anden virkelighed ikke kan påvirke første virkelighed, formoder vi, at det kræver, at flere ledige i det danske samfund ser en fælles ide i, at gøre opmærksom på at de har en fælles interesse i at være en del af første virkelighed. Ydermere forestiller vi os at en yderligere stigning i antallet af ledige, ville kunne medføre en sådan aktivitet. Omvendt stiller vi os kritiske overfor, hvor mange flere ledige, der skal være, før samfundet tager de lediges problemer alvorligt, og derfor forsøger at afhjælpe den negative oplevelse af ledigheden. 8.2 De lediges selvfølelse Ud fra ovenstående er det relevant at diskutere, hvordan den negative samfundsholdning til ledige påvirker de ledige akademikeres selvfølelse. Ifølge Negt er det igennem arbejdet, at individet udvikler sin identitet. Her relaterer Negt ikke kun arbejdet til det lønnede arbejde, men også til andre arbejdsformer. Han argumenterer dog i denne sammenhæng for, at andre arbejdsformer negligeres i samfundet, da samfundets normer i høj grad bygger på lønarbejdets betydning. Det betyder, at 84

individet, ved tab af lønarbejdet, kan have svært ved at udvikle sin identitet. Flere af de ledige akademikere har, i denne sammenhæng, udtrykt, at det bliver svært for dem at præsentere sig, da de ikke kan definere deres egen beskæftigelse. Vi kan altså, gennem vores analyse, se, at det at have et arbejde har betydning for, hvordan individet definerer sig selv. Da vi er af den opfattelse af at arbejdsløshed altid, i højere eller mindre grad, vil være en faktor for vores samfund, ser vi det problematisk, at individets identitetsfølelse, ifølge Negt, er afhængig af lønarbejdet. Et eksempel på dette fremgår af analysen, hvoraf det fremgik, at en af interviewpersonerne udtrykker, at individets identitet smuldrer ved tab af lønarbejdet (jf. Tilhørsforhold). Endvidere beskriver flere af de ledige, hvordan de frygter at blive stemplet som arbejdsløs. Hermed ser vi, hvordan første virkelighed kaster sin skygge over anden virkelighed. Dette ses ved, at det er normerne fra første virkelighed, der bliver styrende for normerne fra den anden. Dette skaber en nedværdigende situation for de ledige akademikere, da der i den første virkelighed hersker en forståelse af at deres situation er selvforskyldt. Netop det at de ledige akademikere ikke ønsker at blive stemplet som arbejdsløse, kan ifølge Negts begreb om de to virkeligheder, betyde at de ikke har accepteret, at de er placeret i den anden virkelighed, og derfor ikke tilhører første virkelighed. Dermed har de ledige akademikere, på trods af at de befinder sig i den anden virkelighed, ikke fralagt sig de normer, der hersker i den første virkelighed. Dette ser vi som et udtryk for, at de ledige akademikere selv er med til at reproducere den samfundsnorm, der ekskluderer dem fra første virkelighed. Ud fra ovenstående stiller vi os kritiske overfor Negts teori, da han skelner meget tydeligt mellem de to virkeligheder. Dermed indeholder hans teori på ingen måde gråzone, som blandt andet kunne åbne op for en diskussion af, hvornår de ledige er tættere på første virkelighed. I vores empiri kan vi nemlig se, at de fleste af interviewpersonerne giver udtryk for, at de ikke tilhører anden virkelighed. Dog giver en interviewperson udtryk for, at have mistet håbet om at komme i arbejde igen. Dette ser vi som et udtryk for at have accepteret sin samfundsmæssige placering i anden virkelighed, og samtidig et udtryk for ikke længere at forsøge at ændre på situationen. Netop det mistede håb må siges at være fastlåsende, og derfor sætter vi spørgsmålstegn ved om individet, ifølge Negt, har mulighed for at ændre på sin situation, når det først har indset, at de tilhører anden virkelighed. I denne sammenhæng ser vi netop håbet som det drivende og grundlæggende for igen at blive placeret i første virkelighed. Med andre ord mener vi, at der kan skelnes mellem de ledige, 85

der har stor tiltro til at de snart vil komme i arbejde igen, og de der ikke længere tror på at de kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Vi ser ud fra de ledige akademikeres fortællinger et overordnet billede af, at de benægter deres position i anden virkelighed. De føler ikke, at de fortjener at være i anden virkelighed, idet de har taget en lang videregående uddannelse, og derved har forsøgt at leve op til, samfundets stræben efter at opretholde et videnssamfund. Vi ser det paradoksalt, at de, som ledige i anden virkelighed, anskues som tilhørende en af samfundets svageste grupper, men ligeså snart de får et job, vil de høre blandt samfundets stærkeste. Ud fra dette kan vi altså godt forstå, hvorfor de ledige føler forvirring omkring deres tilhørsforhold (jf temaer Tilhørsforhold), da det tab af status de oplever, ved at blive rykket fra at være på arbejdsmarkedet i første virkelighed til arbejdsløsheden i anden virkelighed, må være voldsomt. 8.3 Håndtering af ledigheden Da vi mener, der kan skelnes mellem de ledige, som har stor tiltro til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og dem der har mistet håbet, mener vi således også, at der kan skelnes mellem deres håndtering af ledigheden. I analysen behandler vi, hvordan de ledige har forskellige projekter, og derfor opfatter at tiden flyver, samtidig med at de mange krav om aktiv jobsøgning gør, at de føler sig beskæftiget. Under temaet Dagligdag ses, hvordan de ledige akademikere faktisk opretholder en rytme, der på nogle punkter kan sammenlignes med den de havde før de blev arbejdsløse. Ifølge Negt er de arbejdsløse i anden virkelighed med til selv at reproducere første virkeligheds normer. De lediges forsøg på at opretholde en rytme mener vi, netop kan ses som et udtryk for første virkeligheds normer, der betyder, at det ikke er accepteret eller velset ikke at have en fast rytme. Vores interviewpersoner siger eksempelvis, at de ikke bare vil stå op kl.12. Dette skal forstås som, at de ikke ønsker, at dagene skal ligne weekend eller ferie, hvor man kan stå op når man vil. De nævner dog i denne sammenhæng, at opretholdelsen af rytmen kræver større selvdisciplin end da de havde et arbejde. Nogle af interviewpersonerne fortæller, at de har forskellige former for frivilligt arbejde. Dette kan, ifølge Negt, ses som et udtryk for tom beskæftigelse, da ingen af de ledige anerkendes for deres projekter i hverdagen, grundet en større samfundsholdning om, at de 86

ikke bidrager til samfundet. Med dette mener Negt, at hverdagsprojekterne ikke bidrager aktivt til at få de ledige akademikere ud på arbejdsmarkedet. Derfor bliver det, med samfundets fundering i det økonomiske rationale til en tom beskæftigelse. Vi stiller os kritiske overfor frivilligt arbejde og andre hverdagsprojekter som værende tom beskæftigelse. Dette gør vi, fordi vi ud fra analysen kan se, at disse projekter hjælper de ledige akademikere, både i form af at opretholde rytme i hverdagen og social kontakt. Opretholdelsen af den sociale kontakt ser vi ydermere som en mulighed, for at de ledige kan blive anerkendt i den solidariske sfære. Den tomme beskæftigelse, i form af hverdagsprojekter og opretholdelse af rytme, bliver også en måde at undgå en oplevelse af ændring i tid, som Jahoda argumenterer for, at de ledige oplever. Derfor er det værd at overveje, om Jahodas teori på nogle punkter er forældet, da vores indsamlede empiri synes at vise, at hendes undersøgelse ikke konkluderer det samme som vores analyse om de ledige akademikeres oplevelse af tid. Netop Jahodas teori baseres på en undersøgelse foretaget i Tyskland i 1930 erne, hvorfor det må siges, at samfundet på flere punkter adskiller sig fra dengang og til i dag. Dette vil unægtelig, kunne være en forklaring på, hvad vi med vores empiri kan forklare. Dog skal det nævnes, at Jahoda i 1982 fortager en diskussion af, hvorvidt konklusionerne fra hendes undersøgelse i 30 erne stadige er valide. I den forbindelse beskriver hun mediernes udvikling og udbredelse som særligt betydende, for at individets behov i højere grad påvirkes af samfundets holdning, end det var tilfældet ved undersøgelsens udførsel (Jahoda 1982, 35-36). Yderligere diskuterer hun, hvorvidt uddannelsesniveau har betydning for om højere uddannede, end de minearbejdere undersøgelsen var baseret på, vil have sværere eller lettere ved at takle ledighed. Dette begrundes med, at uddannede har højere forventninger til sig selv, der kan være udslagsgivende for frustrationer om situationen som ledig. Det kan derfor betyde, at de uddannede finder det sværere at håndtere oplevelsen af ledighed. Omvendt pointerer hun, at uddannelsesniveau også kan have betydning for, at man har nået en højere horisont, og dermed kan se situationen i et andet perspektiv, og således ikke tager ledigheden personligt (Jahoda 1982, 35). Vi har imidlertid ikke undersøgt andre end ledige akademikere, hvorfor vi ikke kan udlede af vores empiri, om der er forskel i uddannelsesbaggrund og håndteringen i at være ledige. Vi kan dog udlede, at de ledige akademikere mener, at de håndterer ledigheden anderledes end eksempelvis ufaglærte. Dette kommer fx til udtryk ved, at de mener, at jobsøgningskurserne ikke er relevante for dem, grundet deres selvdisciplin og akademiske kompetencer, men derimod er relevante for de ufaglærte. Dette kan ses som udtryk for, at de ledige akademikere, grundet deres 87

uddannelsesniveau, i spænd med den dominerende samfundsnorm, ser sig selv højere placeret end andre uddannelsesgrupper, trods de er arbejdsløse. På denne baggrund mener vi at kunne se begge sider i Jahodas formodning om, hvordan uddannede håndterer ledigheden. Vi kan ud fra analysen se, at uddannede har høje forventninger til sig selv og deres arbejdsliv, som Jahoda siger. Dette gør, at de ledige akademikere har store frustrationer omkring ledigheden, hvilket påvirker deres oplevelse af selv samme. Vi mener dog også at kunne se, at de ikke oplever tab af identitet, i samme grad som Jahoda pointerer. Dette kommer til udtryk gennem de ledige akademikeres fokus på, at de er ledige grundet finanskrisen og ikke grundet faglige kompetencer. Det skal ikke forstås sådan, at de ledige akademikere ikke føler tab af identitet efter ledigheden indtræffer, men skal i stedet forstås sådan, at de ikke formår at sætte sig ud over påvirkningen fra første virkeligheds samfundsnorm. Ud fra ovenstående kritik kan vi se, at den negative samfundsholdning er yderst dominerende, og stort set påvirker alt. En ændring i oplevelsen af ledighed mener vi, derfor kun kan forbedres, ved en større samfundsændring der anerkender alle individer. 88

9. Konklusion I dette afsluttende afsnit vil vi beskrive de konklusioner, vi er nået frem til i forhold til, hvordan de ledige akademikere oplever ledigheden. For at kunne besvare problemformuleringen har vi udarbejdet otte narrative interviews med ledige akademikere, og inddraget teori i form af Negts teori om de to virkeligheder, Honneths anerkendelsesteori og Jahodas teori om konsekvenser ved ledighed. Gennem vores videnskabsteoretiske ramme for projektet har vi sammensat empiri og teori i analysen, hvilket har hjulpet os til besvarelsen af vores problemformulering. Vi kan konkludere, at de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden overordnet er negativ. Denne oplevelse er i høj grad påvirket af en negativ samfundsholdning til det at være arbejdsløs. Samfundsholdningen er udtrykt gennem arbejdets store betydning, og vigtigheden i at kunne bidrage til samfundet. Vi kan gennem vores analyse se, at de ledige akademikere gerne vil bidrage til samfundet. Dette kan vi se ud fra deres baggrund med en lang videregående uddannelse, samt deres store ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. På trods af deres ønske om at være en del af arbejdsmarkedet kan vi konkludere, at de ledige akademikere oplever en mistillid fra samfundet i deres motiv med ledigheden. Denne mistillid kommer særligt til udtryk i beskæftigelsessystemets behandling af de ledige akademikere. Her ser vi en tendens til, at beskæftigelsessystemet forsøger at få de ledige akademikere tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt, uden at tage hensyn til deres individuelle behov. Derfor ser vi en tendens til, at de ledige akademikere føler sig krænket. Dette ser vi eksempelvis udtrykt ved, at deres faglige kompetencer ikke bliver anerkendt, da de tvinges til at søge stillinger under deres uddannelsesniveau. Mistilliden fra beskæftigelsessystemets side, og derved manglen på differentiering af individuelle behov, gør, at der bliver stillet en masse krav til de ledige akademikere, som de hverken føler nødvendige eller brugbare. I denne sammenhæng kan vi se flere af de ledige akademikere efterspørge større indflydelse på deres situation som ledig, idet de udtrykker, at de bedre selv kan vurdere, hvad der skal til for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet, end de mener, det nuværende beskæftigelsessystemet kan. Vi kan herudfra se en tendens til, at de inddragede interviewpersoner ikke føler, at beskæftigelsessystemet er tilpasset ledige akademikeres behov. Denne oplevelse af at der ikke bliver taget hensyn til individuelle behov, begrundes endvidere i en opfattelse af, at beskæftigelsessystemet agerer ud fra et økonomisk rationale. Således argumenteres der for, at det økonomiske rationale, der hersker i beskæftigelsessystemet, gør, at de ledige akademikere ikke oplever at blive 89

anerkendt for deres individuelle egenskaber og muligheder. Dette på trods af, at lovgivningen om aktiv beskæftigelsesindsats fastslår, at der skal tages udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker. Det økonomiske rationale ser vi dog ikke kun påvirke de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden i beskæftigelsessystemet. Vi ser også en tendens til, at det økonomiske rationale, som beskæftigelsessystemet bygger på, også er udtrykt i de ledige akademikeres omgangskreds. Derved oplever de ledige akademikere, at blive krænket gennem mangel på støtte og forståelse for deres situation som ledig, af henholdsvis deres familie og venner. Denne tendens ser vi stærkest hos de ledige akademikere, der overvejende omgås individer, som ikke før har stået uden for arbejdsmarkedet. Dermed udtrykker ledige, som omgås andre ledige eller individer, der har oplevet at stå uden for arbejdsmarkedet, ikke samme krænkelse af deres situation. Deraf kan vi konkludere, at det økonomiske rationale beskæftigelsessystemet baseres på, også kommer til udtryk gennem de ledige akademikeres omgangskreds og dermed også udtrykker den dominerende samfundsnorm. Denne dominerende samfundsnorm der ser ledige, som individer der ikke bidrager til samfundet, gør således, at de ledige akademikere oplever tab af status når de sættes uden for arbejdsmarkedet. I sammenhæng med tab af status kan vi også se et tab af identitet hos de ledige akademikere, da de uden et arbejde har svært ved at definere sig selv. Dette kommer til udtryk ved, at de finder det svært at præsenterer sig selv, idet de ikke ønsker at sætte sig selv i bås som arbejdsløs. Dermed kan vi se, at de ledige akademikere også er underlagt den overordnede samfundsholdning om, at det ikke er velset at være arbejdsløs. Dette ses eksempelvis i flere af de ledige akademikeres forsøg på at opretholde en rytme, lignende den de havde, da de var i arbejde. Vi ser i denne sammenhæng en differentiering i, hvordan de ledige akademikere oplever ledigheden, i forhold til årsagen til, hvorfor de er sat uden for arbejdsmarkedet. Således ser vi en tendens til, at de ledige akademikere, der har mistet deres arbejde grundet finanskrisen, har lettere ved at håndtere deres situation som ledige, end de ledige akademikere der har mistet deres arbejde grundet fx samarbejdsvanskeligheder. Således kan vi konkludere, hvorledes de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden påvirker deres selvfølelse, identitet og samfundsmæssige status. Ydermere kan vi konkludere, at de ledige akademikere ikke føler sig anerkendt for deres særskilte egenskaber og individuelle behov. Slutteligt kan vi derfor konkludere, at de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden overordnet er negativ, idet den dominerende samfundsnorm 90

negligerer de arbejdsløses ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Denne undervurdering af de ledige akademikeres ønsker og behov, bliver dermed til den største krænkelse, idet samfundsnormen nærmest påvirker alle aspekter i deres oplevelse af ledigheden. 91

10. Litteraturliste Bøger Andersen, Heine (red.) (1994): Introduktion Videnskabsteori og metodelære, 4. udgave, Samfundslitteratur, Frederiksberg Andersen, Heine (red.) (2004): Sociologi en grundbog til et fag, 3. reviderede udgave, Hans Reitzels Forlag, København Fuglsang, Lars & Poul Bitsch Olsen (red.) (2004): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne På tværs af fagkulturer og paradigmer, 2. udgave, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg Fuglsang, Lars, Peter Hagedorn-Rasmussen & Poul Bitsch Olsen (red.) (2007): Teknikker i samfundsvidenskaberne, 1. udgave, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg Honneth, Axel (2003): Behovet for anerkendelse, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, København Honneth, Axel (2006): Kamp om anerkendelse, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, København Horsdal, Marianne (2005): Livets fortællinger : en bog om livshistorier og identitet, 1. udgave, Borgens Forlag, Valby Jahoda, Marie (1982): Employment and unemployment A social-psychological analysis, University Press, Cambridge Kvale, Steinar (1997): InterView En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, København Negt, Oskar (1985): Det levende arbejde den stjålne tid, Special-Trykkeriet a/s, Viborg Weber, Kirsten, Birger Steen Nielsen & Henning Salling Olesen, (red.) (1997): Modet til fremtiden Inspirationen fra Oskar Negt, 1. udgave, Roskilde Universitetsforlag Willig, Rasmus (2007): Til forsvar for kritikken, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, København Artikler Horsdal, Marianne (2001): De små fortællingers store betydning, i Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 1 2001, s. 44-53 Hjemmesider ac.dk (2009): AC s ledighedsstatistik september 2009, www.ac.dk/437/1/1/1126, 15/12-09 ac.dk (2009b): Ledighedsstatistik, www.ac.dk/files/pdf/ledighed_september_2009.pdf, 17/12-09 ae.dk (2009): Uddannelse er en kæmpe gevinst for statskassen, www.ae.dk/files/ae_uddannelse-er-en-kaempe-gevinst-for-statskassen.pdf, 15/12-09 92

ams.dk (2006): Udbud af beskæftigelsesindsatsen kontakt- og aktiveringsforløb for ledige med lange videregående uddannelser Kravspecifikation, www.ams.dk/udbud-og-puljer/andre-aktorer/aktuelle-aftaler-med-andre-aktorer/lvu- udbuddet- 2007/~/media/AMS/graphics/Dokumenter/Andre%20aktoerer/LVU_2007/Kravspecifi kation%20lvu%202007%20pdf.ashx, 16/12-09 ams.dk (2009a): Andre Aktører, www.ams.dk/udbud-og-puljer/andre-aktorer, 18/11-09 ams.dk (2009b): Udbud af kontakt og aktiveringsforløb for ledige med lange videregående uddannelser, www.ams.dk/udbud-og-puljer/udbud-fra-ams/~/media/ams/dokumenter/udbud/ LVU%20udbud%202009/Udbudsbetingelserpdf.ashx, 16/12-09 bm.dk (2008): Claus Hjort Frederiksen: Glædeligt at ledigheden falder, bm.dk/aktuelt/nyheder/pressemeddelelser/arkiv/2008/0103%20claus%20hjort%20fr ederiksen%20glaedeligt%20at%20ledigheden%20falder.aspx, 26/11-09 bm.dk (2009a): Andre Aktører, bm.dk/beskaeftigelsesomraadet/flere%20i%20arbejde/beskaeftigelsesindsats%20for%20l edige/andre%20aktoerer.aspx, 18/11-09 bm.dk (2009b): Betingelser for at modtage dagpenge, bm.dk/beskaeftigelsesomraadet/ydelser/dagpenge/betingelser%20for%20dagpenge.aspx, 22/11-09 dr.dk (2008): Guide til subprime-krisen, www.dr.dk/nyheder/penge/2008/02/27/100319.htm, 15/12-09 independent.co.uk (2001): Professor Marie Jahoda, www.independent.co.uk/news/obituaries/professor-marie-jahoda-729096.html, 16/12-09 information.dk (2009): Belastningen af jobcentrene bliver umenneskelig, www.information.dk/193558, 17/12-09 retsinformation.dk (2005): Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=30280, 18/11-09 retsinformation.dk (2007): Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd, www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=20929, 16/12-09 retsinformation.dk (2008): Bekendtgørelse om lov af forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=122522, 16/12-09 retsinformation.dk (2009a): Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=127186, 18/11-09 retsinformation.dk (2009b): Bekendtgørelse om andre aktører m.fl., www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125864, 18/11-09 retsinformation.dk (2009c): Bekendtgørelse om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m., www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125733#k4, 17/12-09 retsinformation.dk (2009d): Bekendtgørelse om 6 ugers selvvalgt uddannelse til forsikrede ledige, 93

www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125741, 15/12-09 statistikbanken.dk (2009): AUP01: Fuldtidsledige i pct. af arbejdsstyrken efter område, alder og køn (foreløbig opgørelse), www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1280, 16/12-09 uvm.dk (2009): Undervisningsministeriet flere tager en videregående uddannelse, www.uvm.dk/uddannelse/de%20videregaaende%20uddannelser/om%20de%20viderega aende%20uddannelser/nyheder/videregaaende%20uddannelser/udd/videre/2009/juni/ 090614%20Flere%20tager%20en%20videregaaende%20uddannelse.aspx, 15/12-09 vtu.dk (2008): Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling Mål, vtu.dk/om-ministeriet/strategier-og-maal/maal, 15/12-09 94