Indholdsfortegnelse Problemfelt...2 Problemformulering...3 Arbejdsspørgsmål...3 Videnskabsteori...4 Kritisk realisme... 4 Positivisme...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Problemfelt...2 Problemformulering...3 Arbejdsspørgsmål...3 Videnskabsteori...4 Kritisk realisme...4 De tre domæner...5 Ontologi...6 Retroduktion...7 Epistemologi...8 Refleksion over kritisk realisme i relation til vores projekt...8 Positivisme...9 Den logiske positivisme Ontologi og epistemologi Verifikationsprincippet Refleksion over positivisme i relation til vores projekt Metode Indledning Projektdesign Disposition Afgrænsning Refleksion over valg af teori Kvalitativ empiri Eliteinterview Interviewets 7 faser Fejlkilder ved kvalitativ empiri Kvantitativ empiri Fejlkilder ved kvantitativ empiri Teori Axel Honneth Arbejde og anerkendelse Anerkendelse De tre anerkendelsessfærer Personlig identitet og ringeagt Oskar Negt Negts arbejdsbegreb De to virkeligheder Første og anden virkelighed Marie Jahoda Jahodas arbejdsbegreb Individuelle konsekvenser ved ledighed Ændring i oplevelsen af tid Mindsket social kontakt og mindsket, eller ingen, deltagelse i kollektive formål Tab af status og identitet Fravær af regulær aktivitet Delkonklusion af sociologisk teori... 29

2 Keynesiansk makroteori Videnskabsteoretisk fundering ved keynesiansk makroteori Makroøkonomisk teori Begrebsafklaring Redegørelse Udviklingen i ledigheden Ledighedsudvikling for akademikere Årsager til den stigende ledighed Den aktive arbejdsmarkedspolitik og den aktive beskæftigelsesindsats Analyse Den ontologiske præmis Analyse af årsagerne til dimittendledighed for akademikere og de samfundsøkonomiske omkostninger Årsagerne hertil De samfundsøkonomiske omkostninger ved dimittendledighed Konjunkturledighed til strukturledighed Langtidsledighed Delkonklusion Individuelle konsekvenser ved ledighed Betydningen af ledighed Delkonklusion Dimittendledighed Negative konsekvenser for lønniveauet Effekt på beskæftigelsen Delkonklusion Analyse af aktiveringssystemet Udviklingen i aktiveringssystemet Aktiveringssystemets virkning Akademikere i aktiveringssystemet Individuelle konsekvenser ved aktiveringssystemet Anerkendelse i aktiveringssystemet Delkonklusion Perspektiverende diskussion Samfundsmæssige fremtidsperspektiver for akademikerne Problematikkerne ved aktiveringssystemet Problemets omfang Konklusion Litteraturliste Denne opgave indeholder 167,777 anslag svarende til 70 sider. 1

3 Problemfelt Lige siden finanskrisens udbrud i 3. kvartal af 2008 har Danmark, og resten af verden, befundet sig i en omfangsrig recession. Finanskrisen medførte alvorlige konsekvenser, hvor en af de mere markante konsekvenser, er den stadigt stigende ledighed. I oktober 2008 var bruttoledigheden på 1,6 %. Denne var i 2011 steget til 6,2 % (Statistikbank, 2011). Vi mener derfor, at den stadigt stigende ledighed er en aktuel samfundsfaglig problemstilling. Det interessante indenfor ledighedsudviklingen er, at vi højere grad ser en stigning indenfor akademikerledighed. Særligt de dimitterende akademikere har svært ved at blive inkluderet på arbejdsmarkedet. Denne udvikling foregår sideløbende med, at man forsøger at øge antallet af studiepladser på universiteterne, og generelt har et øget fokus på uddannelse. Man forsøger at fremme viden, som den ressource Danmark nu og i fremtiden skal konkurrere på. Vi finder denne udvikling paradoksal, da man på den ene side forsøger at øge den andel af unge, der tager en akademisk uddannelse, men på den anden side ikke formår at inkludere denne gruppe på arbejdsmarkedet. Finanskrisen har blot forværret denne tendens. Danmark har en aktiv beskæftigelsespolitik, hvor man forsøger at aktivere dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Det undrer os i den forbindelse, hvorledes akademikernes behov imødekommes indenfor aktiveringssystemet og hvorvidt højere uddannelse er lig større jobsikkerhed. Vi ønsker derfor at undersøge, hvilke individuelle og samfundsmæssige konsekvenser det har, når en forholdsmæssig stor gruppe i samfundet ikke kan komme i arbejde efter afsluttet akademisk uddannelse. Der vil være fokus på de samfundsøkonomiske omkostninger og de sociologiske tendenser, der kan påvises i forbindelse med det at være ledig og føle sig ekskluderet fra arbejdsmarkedet. I den forbindelse ønsker vi at fokusere på hvilke konsekvenser, det medfører for individet at være ledig i forhold til at opnå anerkendelse, jf. Axel Honneths anerkendelsesteori. Vi undrer 2

4 os i den forbindelse over om individets selvbillede ændres, når denne går ledig, samt om individet oplever et identitetstab, ved ikke at være involveret på arbejdsmarkedet. I forhold til analysen af hvilke økonomiske omkostninger disse problemstillinger har, tager vi udgangspunkt i en keynesiansk tilgang til problemstillingen. Vi anskuer problemet som værende en del af en helhed og betragter derfor ikke arbejdsløshed som et isoleret system. Vi ønsker at undersøge hvad, der forårsager akademikerledighed og de økonomiske omkostningerne, det har for samfundet at have ledige akademikere. Den aktive beskæftigelsesindsats er den arena hvorpå vi forsøger at belyse vores problem. Vi finder, at den nuværende indretning af aktiveringssystemet i mindre grad formår at favne den gruppe af dimitterende akademikere, der ikke kan få et job. Er aktiveringssystemets nuværende indretning foreneligt med denne gruppe af ledige akademikere? Vi ønsker at undersøge, hvilke individuelle konsekvenser det medfører, at være en del af dette system som akademiker? I lyset af ovenstående problemfelt er vi kommet frem til følgende problemformulering: Problemformulering Hvilke individuelle og samfundsøkonomiske tendenser eksisterer ved den stigende ledighed blandt akademikere i Danmark og hvilke problematikker kan aktiveringssystemet have for den omtalte gruppe? Arbejdsspørgsmål 1. Hvorledes har dimittend- og akademikerledighed udviklet sig og hvilke årsager ligger der til grund for denne udvikling? 2. Hvilke økonomiske omkostninger medfører den stigende dimittend og akademikerledighed for den samlede samfundsøkonomi? 3. Hvilke tendenser opleves, på individplan, ved den stigende ledighed? 4. Hvordan har aktiveringssystemet udviklet sig og hvordan påvirker dets nuværende opbygning akademikere? 3

5 Videnskabsteori Vi vil i det følgende afsnit redegøre for grundbegreberne i de videnskabsteoretiske retninger, kritisk realisme og positivisme. Dette afsnit vil blive efterfulgt af en refleksion over, hvorledes vi anvender kritisk realisme og positivisme i projektet, samt en refleksion over hvorfor netop disse retninger er velegnede til besvarelsen af vores problemformulering. Kritisk realisme Vi har valgt at angribe kritisk realisme ud fra den britiske filosof, Roy Bhaskars version. Kritisk realisme startede oprindeligt som en naturvidenskabelig funderet videnskabsteori, men i 1990erne fik kritisk realisme en fornyet interesse indenfor økonomien. Den økonomiske diskurs havde i de vestlige lande været præget af en neoklassisk overbevisning fra 1930erne, men denne viste sig at slå fejl i form af fejlslagne forudsigelser og falsificerede hypoteser (Jespersen, 2007: 145). Den nyere kritiske realisme medførte en konstruktiv fornyelse af den økonomiske tankegang ved at præsentere en metodologi, der synes at give en bedre forståelsesramme for de samfundsvidenskabelige processer, herunder makroøkonomi (Jespersen, 2007: 145f). Det er denne fornyende forståelsesramme, som vi vil anvende i projektet og som vi vil redegøre for i det følgende afsnit. Kritisk realisme lægger afstand til andre grene af videnskabsteorien ved at insistere, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af, hvilke natur- og samfundsvidenskabelige teorier forskerne finder frem til. Udgangspunktet for et forskningsprogram, der er funderet på realisme, er derfor, at virkeligheden består autonomt fra den observerende og fortolkende videnskabsmand. Solen står op og går ned uafhængigt af, om videnskaben kan forklare det. Dermed står denne gren af videnskabsteorien i stor kontrast til f.eks. idealisme og relativisme, da de kritiske realister mener at virkeligheden er en realitet (Jespersen, 2007: 146). Sideløbende med denne virkelighedsopfattelse, mener Bhaskar samtidig, at man som forsker aldrig kan opnå en endegyldig sandhed om de fænomener man undersøger, men blot påpege tendenser omkring genstandsfeltet. Bhaskar formulerede i den forbindelse følgende: Bag den erkendte virkelighed eksisterer en underverden af transcendente fænomener (Jespersen, 2007: 146f). Den fysiske virkelighed skal således forstås som et åbent system, som kan påvirkes af transcendente og foranderlige fænomener. vi bader ikke i den samme flod to gange (Jespersen, 2007: 147), da vandet fornys kontinuerligt, flodlejet eroderes eller 4

6 landskabet kan rammes af et jordskælv. Fysiske forhold, der normalt betragtes som uforanderlige, er derved også under konstant forandring og dette faktum gælder også for fænomener indenfor samfundsvidenskaben. Man skal derfor fortsætte med at forske og undersøge de samme fænomener, ikke fordi de oprindelige undersøgelser er overflødige, men fordi man ved denne proces kommer tættere på et anvendeligt resultat (Jespersen, 2007: 147). Ydermere argumenter Bhaskar for, at ethvert forskningsresultat er forbundet med en vis usikkerhed, da alle undersøgelser er taget ud af en sammenhæng. Derfor må enhver undersøgelse gives en kontekstuel relation. Man skal i forlængelse heraf lave en vurdering af kontekstens betydning for at få en forståelse af, hvor generelle konklusioner man kan uddrage af sin undersøgelse (Jespersen, 2007: 149f). I denne sammenhæng må vi således erkende, at vi ikke kan opnå en endegyldig sandhed om konsekvenserne af ledighed, da vores felts resultater er analyseret ud fra empiri, der muligvis allerede har forandret sig. Derimod kan vi påpege nogle tendenser på trods af, at vi ikke har mulighed for at erfare fænomenet vi undersøger. De tre domæner I kritisk realisme opdeler man erkendelsen i tre domæner. Det første domæne er det observerbare, også kaldet det empiriske domæne, det er indsamlede og opnåede data og erfaringer. Hvis man forestiller sig nedenstående figur som et isbjerg, er det empiriske domæne, oppe over vandets overflade. Kritisk realisme adskiller sig dermed væsentligt fra de øvrige realistiske videnskabsteorier, da det er den eneste form, som indeholder tesen om, at virkeligheden er opdelt i tre domæner (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 24). 5

7 Figur I: De tre domæner Det empiriske domæne: Data, erfaringer og observationer Det aktuelle domæne: Begivenheder og fænomener Det transcendente domæne: Strukturer, mekanismer og kausale potentialer (Udarbejdet af Daugaard, J. på baggrund af Kritisk Realisme ). Det andet domæne benævnes det aktuelle domæne. Dette domæne ligger, i relation til isbjerget, lige under havets overflade, hvilket vil sige, at det ikke er umiddelbart observerbart. Det består af fænomener og begivenheder, der finder sted og eksisterer. I det aktuelle domæne kan man komme med betingede forudsigelser, der kan sige noget om det dybeste domæne af isbjerget. Det sidste og dybeste domæne kaldes det transcendente domæne. Det består af de ikke-observerbare strukturer og mekanismer, som under visse omstændigheder understøtter og forårsager fænomener og begivenheder indenfor det aktuelle domæne. Begivenheder og fænomener udgør metaforisk kun toppen af isbjerget, observerbarhed er således ikke kriteriet for eksistens (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 24). Ontologi For at kunne tale om videnskabsteori, er begreberne ontologi og epistemologi centrale. Ontologi og epistemologi karakteriseres således: Ontologi er teori om væren, om hvad der eksisterer i verden og hvordan. Epistemologi er teori om viden, altså erkendelsesteori, og handler om, hvad vi kan vide om verden og hvordan (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 12). I kritisk realisme lægges der vægt på et ønske om at forstå virkeligheden, og det er derfor genstandsfeltets ontologi, der udgør den metodiske praksis. Forskeren undersøger hvilke 6

8 sociale strukturer, normer og institutioner, der karakteriserer virkeligheden, og som må lægges til grund for besvarelsen af problemformuleringen. Ontologien bliver herved bestemmende for valg af analysemetode og analysemodel og dermed også epistemologien (Jespersen, 2007: 149). Ontologiens vigtighed kan eksemplificeres på følgende måde: Skal der laves et hul i asfaltbelægningen, så kan et trykluftsbor være nyttigt givet asfaltens ontologi. Hvis vi derimod forsøgte os med samme trykluftsbor, når der skal bores et hul i et glasvindue til en ventilator eller lignende, så ville det gå galt. Fordi vi ikke har gjort os vinduets nature of being = ontologi klart (Jespersen, 2007: 152). Forståelse for genstandsfeltets ontologi er af essentiel betydning for, at forskeren kan erhverve væsentlig viden for den efterfølgende analyse. Ontologien er dermed styrende i den færdige projektrapport, idet epistemologien og analysemetoden, afhænger af de ontologiske overvejelser, man undervejs har erkendt. Forbindelsen mellem ontologien og epistemologien etableres gennem, den til ontologien afpassende teori og metode, bruges dette rigtigt, giver det mindre usikre resultater. Hverken samfundsstrukturen eller samfundsøkonomien er statisk, den sociale ontologi er med andre ord grundlæggende åben. Normer, mekanismer og potentialer holder aldrig fri, enhver analyse er derfor kontekstafhængig, og ontologien er derfor ikke konstant. Man forsøger naturligvis som forsker, at finde modstandsdygtige sammenhænge og teorier, så de førnævnte potentialer og tendenser ikke fremstår som fuldstændig tilfældig viden. De er blot umulige at opnå sikker viden om, men som tidligere skrevet, kan man pointere nogle tendenser om genstandsfeltet (Jespersen, 2007: 153). Retroduktion Genstandsfeltets ontologi er bestemmende for det overordnende valg af analytisk metode, der kan derfor ikke siges noget generelt om, hvilken metode der er den rigtige. I kritisk realisme kombinerer man induktion, hvor man bruger en enkelt case til at sige noget generelt om emnet og deduktion, hvor man tager noget generelt og anvender det på et enkelttilfælde. Induktion og deduktion plejer normalt at være hinandens modsætninger, men i kritisk realisme betragtes de som komplementære (Jespersen, 2007: 156). Retroduktion er et metodologisk redskab der 7

9 omhandler, hvordan man kan drage hypoteser ud fra givne præmisser. Det vil sige når man arbejder ud fra retroduktion, kan man ikke arbejde ud fra en formel, man arbejder mere spørgende til værks med problemstillingen hvad er det for nogle strukturer, fænomener, relationer og sociale forhold, der ligger til grund for problemstillingen (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 62). Epistemologi Epistemologi er, som tidligere beskrevet, teori om viden, altså erkendelsesteori, og omhandler hvad vi kan vide om verden og hvordan. Det epistemologiske er råmaterialerne i videnskaben. Det er teorier, modeller, paradigmer, data og analyseteknikker (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 22). Vidensproduktionen bygger videre på allerede foreliggende viden og omdanner allerede frembragt viden på dynamisk vis. Viden skal derfor betragtes som en vedvarende social aktivitet, der foregår i sociale sammenhænge. Vidensdannelse er således historisk betinget og er en genuint menneskelig aktivitet, der foregår i sociale sammenhænge. Den videnskabelige proces indgår i komplekse relationer til andre aktiviteter og sammenhænge i den sociale verden (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 22). Refleksion over kritisk realisme i relation til vores projekt Vi arbejder i vores projekt ud fra en kritisk realistisk tilgang til viden. Det gør vi blandt andet idet vi forholder os kritiske overfor den problemstilling, vi har taget op omhandlende ledighed blandt akademikere. Det ses blandt andet ud fra vores problemformulering, da vi har formuleret den således: Hvilke individuelle og samfundsøkonomiske tendenser eksisterer ved den stigende ledighed her er eksisterer er et centralt ord, fordi det afslører vores kritiske tilgang til projektet. Hvis vi derimod havde skrevet kan ses, havde problemformuleringen vist en positivistisk tilgang til projektet, da eksisterer ligger op til en mere reflekterende analyse af problemet, har vi valgt denne. Det første afsnit i vores analyse har vi valgt at kalde den ontologiske præmis. Her udpensles vores opfattelse af arbejdets betydning i et moderne samfund og dette afsnit lægger dermed grundstenen for vores ontologiske udgangspunkt. Vi behandler fænomenet ledighed og forsøger gennem analysen at påpege nogle generelle tendenser ved den stigende dimittend- og akademikerledighed. Vi anerkender den virkelighed, at der i Danmark i dag er stor ledighed blandt de dimitterende akademikere og metodologien kommer derfor til at omhandle, hvordan 8

10 vi kan erkende denne virkelighed ud fra den viden vi indsamler. Vi analyserer herefter vores genstandsfelt, men vi anerkender dog, at vi ikke kan opnå en endegyldig sandhed. Problemet er konstant i udvikling og derfor er det vigtigt, at der i projektet vil fremgå en refleksion over genstandsfeltet. Vores metodiske tilgang afspejler sig også i kritisk realisme, da vi arbejder ud fra retroduktion. For at kunne besvare vores problemformulering indsamler vi observationer omkring ledigheden blandt akademikere i form af statistikker og eliteinterviews og vi vil derefter, på baggrund af resultaterne heraf, drage en hypotese. Dette gør, at vi i projektet behandler analysen af ledigheden blandt akademikere ud fra de tre domæner. Vi starter med at anskue udviklingen af ledigheden ud fra de observationer, vi har gjort os fra datamateriale og ekspertinterviewene. Herefter betragter vi problemstillingen dybere og undersøger således ledigheden ud fra hvilke årsager, der har skabt denne. Afslutningsvis runder vi af med hvilke mekanismer og tendenser der eksisterer, når akademikere ender som ledige i vores samfund. I projektet arbejder vi tværfagligt med vores problemstilling. Det gør vi for at opnå en dybere forståelse, for hvilke tendenser og konsekvenser der kan påpeges ved ledigheden blandt akademikere. Netop det afspejler også en kritisk realistisk tilgang, da metodologien i kritisk realisme bekender sig til tværfaglighed (Buch-Hansen & Nielsen, 2008: 58). Grunden til, at vi har valgt denne fremgangsmåde er, at vi erkender, at vi ikke kan anskue problemstillingen ud fra én vinkel. Man kan ikke analysere ledigheden i samfundet ud fra én teori, da samfundet består af en masse åbne systemer, der konstant er i udvikling og derfor ville én teori ikke kunne give et fyldestgørende svar på problemstillingen. Derfor kan et resultat, der opnås i dag, måske ikke være anvendeligt i morgen. Vi har en bedre mulighed for at opnå et gyldigt resultat, hvis vi anskuer problemstillingen ud fra flere vinkler. Vi har derfor valgt at gribe vores valgte problemstilling an, ud fra en makroøkonomisk og en sociologisk vinkel, for bedre at kunne opnå et fyldestgørende resultat. Positivisme Vi tager udgangspunkt i den logiske positivisme, men da denne udspringer af den klassiske positivisme, indledes dette afsnit med en redegørelse af denne. Den klassiske positivisme var et opgør imod de dominerende metafysiske og spekulative tanker, der prægede videnskaben i den franske filosof, Auguste Comtes samtid (Kjørup, 2003: 9

11 92). Ifølge Comte havde erkendelsen gennemløbet tre erkendelsesstadier og har efter det teologiske og metafysiske, nået det endelige erkendelsestrin; det positive. Det centrale for den klassiske positivisme er, at der ikke anerkendes nogen guddommelig eller metafysisk forklaring på fænomener. Alle begivenheder skal kunne forklares og beskrives udelukkende på baggrund af det observerbare og sanselige, dvs. alene på baggrund af empiriske præmisser (Pedersen & Toft, 2007: 56). For at kunne erkende gyldige sandheder om fænomener, skal de kunne opfylde følgende fem bestemmelser: det virkelige, det nyttige, det sikre, det præcise og det positive (Kjørup, 2003: 93). Den logiske positivisme Den logiske positivisme afspejler en længerevarende diskussion mellem de to filosoffer Rudolf Carnap og Otto Neurath. De er uenige om en række af positivismens grundbegreber, hvorfor nedenstående redegørelse er en opridsning af de vigtigste konfliktpunkter. Neurath og Carnap er en del af Wienerkredsen, som er synonyme med den logiske positivisme. De logiske positivister delte Comtes grundholdning om, at videnskab var empirisk baseret. De logiske positivister bruger og anerkender to slags domme indenfor videnskaben; de syntetiske og de analytiske. De syntetiske er udsagn om den empiriske verden, hvor man må afprøve sandhedsudsagnet, før det kan verificeres. De analytiske skal klargøre og systematisere de empiriske udsagn i det videnskabelige sprog, disse tilføjer ikke ny empirisk viden, men ordner allerede kendt viden. Er dette ikke tilfældet beskrives udsagn som pseudosætninger og har ingen berettigelse (Pedersen & Toft, 2007: 59). De logiske positivister tillagde samtidig logik og sprogfilosofien stigende betydning. Dette fokus på sprog skal knyttes til den positivistiske tese om udsagns betydning. Udsagn skal kunne refereres direkte til konkrete erfaringer eller logisk analyseres ned til enkle udsagn, der refererer til konkrete begivenheder (Kjørup, 2003: 96). Dette uddybes i afsnittet om verifikationsprincippet. Dette blev anvendt i det forsatte opgør mod metafysik. Ontologi og epistemologi Indenfor den logiske positivisme har, der været et tydeligt opgør omkring hvad ontologien er. Her er det især uenigheden om fænomenalisme og fysikalisme. Generelt er den logiske positivismes ontologiske antagelse, at alle videnskaber har en fælles ontologisk grund, på baggrund af deres antagelse om videnskabernes enhed, dvs. en overbevisning om, at alle videnskaber er tydelige forgreninger af en og samme. Den tidlige logiske positivisme 10

12 identificerede det individuelle menneskes sansedata som værende lig den ontologiske grund, også kaldet fænomenalismen. Carnap argumenterede for, at det enkelte individs primære sansning var uformidlet tilgængelige for ethvert individ. Dette giver større epistemologisk sikkerhed, hvorfor de epistemologiske og ontologiske antagelser er nært beslægtet. Carnap opererer således med begrebet rationel rekonstruktion. Denne har til formål at give validitet til hvorfor vores sanseerfaringer og efterfølgende konstruerede teorier siger noget sandt om den empiriske verden. Han konstruerer derfra tre ontologiske sfærer; den egenpsykiske, den fysiske og den fremmedpsykiske. Den primære sfære er den egenpsykiske, da man som individ har privilegeret ret til egne sansedata. De øvrige to sfærer er logisk konstrueret ud fra individets egenpsykiske sansning af verden. Således bygger den fænomenalistiske ontologi på en metodologisk solipsisme, hvilket betyder, at man netop tager udgangspunkt i det enkelte individs personlige tilgang til verden (Pedersen & Toft, 2007: 61). Neurath er derimod uenig i Carnaps fænomenologiske udgangspunkt. Hans argument er, at videnskab er et fællesmenneskeligt anliggende og derfor behøver en intersubjektiv basis. Den empiriske baggrund for videnskaben skal derfor findes i mellemmenneskelige sproglige udsagn. Neuraths ontologiske grundlag kaldes fysikalisme. Det ontologiske grundlag flyttes derved fra private sansedata til fællesmenneskelige udsagn om fænomener i verden. Videnskaben skal således kun udtale sig om ting, der kan efterprøves empirisk af andre. Som tidligere nævnt dyrker den logiske positivisme tanken om enhedsvidenskaben. Derfor skal den samfundsvidenskabelige praksis være i overensstemmelse med naturvidenskabens princip om, at videnskab beskæftiger sig med empirisk givne og observerbare fænomener. Således er det ontologiske grundlag for samfundsvidenskaben det samme som for naturvidenskaben; om fysiske ting der eksisterer i tid og rum (Pedersen & Toft, 2007: 64). Verifikationsprincippet Verifikationsprincippet knytter sig til den positivistiske grundtese om, at udsagn skal kunne verificeres og undersøges. Udsagn skal direkte referere til konkrete erfaringer eller logisk kunne analyseres ned til enkelte udsagn, der refererer til konkrete erfaringer. Er dette ikke muligt er udsagnene tomme, dvs. metafysiske og ikke-videnskabelige (Kjørup, 2007: 97). Verifikationsprincippet hævder således, at det er muligt at fastlægge alle teoretiske udsagns sandhedsværdi. Dvs. hvis teoretiske udsagn er logisk afledte fra de empiriske 11

13 observationsudsagn, er de også verificerede som sande (Pedersen & Toft, 2007: 65). Dog skal verifikationsprincippet ikke sammenlignes med et krav om, at udsagnene partout skal være sande. Med dette menes, at det blot er et krav om, at udsagnet skal være logisk forbundet med nogle logisk mulige iagttagelser. Det er derfor princippet om, at et udsagn ikke kan anerkendes som meningsfuldt, hvis man ikke kan præcisere en undersøgelsesmetode, der kan afgøre om udsagnet er sandt eller falsk (Kjørup, 2003: 97). Et udsagn bliver falsificeret, når det ikke har empirisk tilknytning, eller det ikke er muligt at føre det tilbage til den observationelle basis (Pedersen & Toft, 2007: 65). Der skal således være konkrete empiriske erfaringer, der kan bekræfte hvorvidt udsagnet er sandt eller ej. Neurath, der var kritisk overfor Carnaps ontologiske antagelser, var ligeså på det epistemologiske niveau. Han var uenig i blandt andet verifikationsprincippet. Han finder, at det ikke er muligt at opnå denne form for sikker viden, da forestillingen om et uanfægteligt grundlag for videnskaben udelukkende er et ideal og ikke realistisk. Således kan observationer og teori gensidigt påvirke hinanden. Nye observationer kan således ændre teorien, så de nye observationer inddrages i den eksisterede teori. Hvis ikke dette sker, kan udsagnene forkastes som falske og den oprindelige teori bibeholdes. Neurath mener, at der vil være en tendens til, at udsagnene står i forbindelse med det teoretiske arbejde, som forskerne ønsker at udføre. Man vil som forsker aldrig kunne se sig fri for betydningen af tidligere teorier. Det skyldes, at det teoretiske system er komplekst og man vil i arbejdet forsøge at opretholde en form for konsistens. Dette kan medføre, at man afviser udsagn, der ikke passer ind i den eksisterende teori. Neurath fjerner sig yderligere fra verificeringstanken, og mener i stedet, at teorien skal kunne testes. Det er netop på baggrund af, at teorien har en intersubjektiv basis, skal være åben for undersøgelser og derfor være intersubjektiv tilgængelig. Ligeledes skal teorierne testes ved at være reproducerbare og måles på deres instrumentelle værdi. Dvs. at de skal kunne bruges til forudsigelser og kontrol af fremtidige begivenheder (Pedersen & Toft, 2007: 71). Refleksion over positivisme i relation til vores projekt Vi anvender de positivistiske metoder, da vi behandler og verificerer datamateriale og vores informanters udsagn. Vi ønsker, at analysere udviklingen i ledigheden over tid, hvorfor vi foretager en analyse af statistikker og tal fra Derudover bruger vi eksempelvis Carnaps verificeringsprincip i vores analyse, da vi i behandlingen af vores eliteinterviews skal 12

14 verificere deres udsagn i relation til vores problemstilling. Vi finder derfor, at positivismen især er anvendelig ift. at underbygge hvilke tendenser, der gør sig gældende for den stigende ledighed. Samfundsvidenskabelig forskning bærer generelt også tydelige præg af positivistiske metoder og teknikker. Ofte vil man ubevidst henvise til positivismens metoder, når man skal diskutere metodisk gyldighed og pålidelighed. Positivismen omhandler en beskrivelse af fysiske ting og beskæftiger sig ikke med vurderinger af hvordan tingene bør være. Positivisterne hylder de kognitive udsagn, hvor det er muligt at efterprøve validiteten af udsagn. Således er der indenfor positivismen en klar fornægtelse af den normative fundering af samfundsteori. Dog kan man som positivistisk samfundsforsker ikke benægte den teoretiske betydning, da samfundsforskeren er nødt til at stille teoretiske spørgsmål, om hvad han som forsker ønsker at undersøge. Som Neurath siger: Kort og godt, man skal på forhånd have en omtrentlig teori, for at overhovedet at kunne stille de rigtige spørgsmål til observationerne for dermed med succes, at kunne sammenkoble statistiske data med hinanden (Pedersen & Toft, 2007: 72). Ovenstående citat beskriver hvorledes positivisterne har en ide og teori om hvad, de ønsker at undersøge. Dette kan ses i vores projekt, da problemfeltet bærer præg af, at vi har en forudindtaget holdning. Ydermere karakteriseres positivismen ved, at når begivenhed A indtræffer følger begivenhed B. Vi valgt at supplere positivismen med kritisk realisme, idet kritisk realisme tager over, når positivismen ikke længere kan bruges til forklare samfundsfaglige fænomener. Således analyser vi hvilke årsager og strukturer, der ligger til grund for den stigende ledighed og hvilken konsekvenser den medfører. Koblingen mellem A og B kan ikke laves indenfor den kritiske realisme. Positivismen bevæger sig kun på det aktuelle domæne (jf. afsnittet om kritisk realisme), men da man ikke entydigt kan påvise hvilke konsekvenser det medfører at være ledig, ønsker vi at bevæge os ned til det transcendente domæne, for derved at opnå en dybere forståelse og et mere fyldestgørende resultat. 13

15 Metode Indledning Vi vil i følgende afsnit klargøre, hvordan vi rent metodisk vil besvare vores problemformulering. Metodeafsnittet vil starte med en præsentation af projektdesignet, som har til formål at skabe overblik og overskuelighed. Efterfølgende vil vi uddybe designet med en disposition, der forklarer, hvordan vi har udformet opbygningen af selve projektet. Vi vil derefter i afgrænsningen beskrive, hvilke teorier og andre tilgange, vi vil afgrænse os fra. Herefter vil der være et afsnit omhandlende den valgte teori i projektet. I dette afsnit redegør vi for den måde, vi har valgt at anvende vores teori i forhold til vores problemformulering. Afslutningsvis vil vi gå i dybden med vores empiri, hvor vi både har anvendt kvalitativ og kvantitativ empiri. 14

16 Projektdesign 15

17 Disposition Formålet med vores projektdesign at skabe overblik over projektet. Vi starter med det indledende afsnit, hvor problemfeltet, problemformuleringen og arbejdsspørgsmålene sætter dagsordenen for, hvordan vi har valgt at udarbejde vores projekt. Derefter redegør vi for vores videnskabsteoretiske tilgang, hvori vi har valgt kritisk realisme og positivisme. I metodeafsnittet, vil vi som tidligere skrevet, klargøre, verificere og falsificere vores metodiske fremgangsmåde. Dernæst vil vi redegøre for vores teoretiske begrebsapparat ved Axel Honneth, Oskar Negt, Marie Jahoda samt makroøkonomiske teori ved John Maynard Keynes. Inden redegørelsen vil vi præsentere en begrebsafklaring. 16

18 Redegørelsen i projektet tager udgangspunkt i udviklingen i den generelle og akademikerledighed, samt årsagerne hertil. Ydermere vil der redegøres for den nuværende aktive beskæftigelsespolitik, herunder aktiveringssystemet. Vores analyse påbegyndes med en præsentation af vores ontologiske præmis, hvori vi beskriver arbejdets stigende betydning for individet og for samfundet. Denne vil tage udgangspunkt i vores teoretikeres arbejdsbegreber. Selve analysen er tredelt. I første del analyserer vi de makroøkonomiske effekter og omkostninger ved dimittendledighed. Herefter vil vi analysere hvilke tendenser, der synes at være gældende for de ledige akademikere. I den sidste del vil vi analysere aktiveringssystemet, først ud fra en politologisk vinkel og dernæst ud fra en sociologisk vinkel. Afslutningsvis har vi valgt at skrive en perspektiverende diskussion. Vi vil diskutere de problematikker og paradokser, vi er kommet frem til i analysen og diskutere fremtidsaspektet i forhold til problemstillingen. Afgrænsning I og med vi beskæftiger os med dimittend- og akademikerledighed, afgrænser vi os fra at undersøge ledigheden for andre grupper end denne. Vi har en kritisk tilgang til problemstillingerne i projektet og dermed også nogle forforståelser knyttet dertil. På trods af, at vi har en forforståelse, har vi afgrænset os fra at bruge hermeneutikken som videnskabsteoretisk tilgang. Teorimæssigt anvender vi tre sociologiske teoretikere, men vi afgrænser os fra at anvende teori, fra disse, der ikke omhandler vores problemstilling. Vi afgrænser os fra at anvende den neoklassiske økonomiske teori, da denne hovedsagligt forklarer arbejdsløshed ud fra mangel af tilpasning af reallønnen. Da vi anskuer ledighed som en del af det økonomiske kredsløb, finder vi ikke den neoklassiske forklaringsmodel fyldestgørende. F.eks. kan den ikke forklare, hvorfor ledighed er vedvarende. Vi ønsker at anvende keynesiansk makroøkonomisk teori til at analysere, hvilke omkostninger ledighed medfører, dog ud at gå i dybden med den, hvorfor den har en mindre central plads i teoriafsnit. 17

19 Vi vil i projektet analysere de individuelle konsekvenser ved ledighed, men ønsker at anskue konsekvenserne ud fra en gruppeproblematik og har dermed valgt at afgrænse os fra at anskue problematikken ud fra individuelle oplevelser. Vi har på baggrund af dette, valgt ikke at foretage kvalitative interviews med ledige. Der kan argumenteres for at man, som dimittend, endnu ikke har dannet en social identitet funderet ud fra arbejdet. Vi mener dog, at man som akademiker har skabt en forventning og præidentitet ud fra ens uddannelse og derfor vil føle et tab af identitet og social status, hvis man oplever dimittendledighed. Refleksion over valg af teori Til at belyse den sociologiske del af vores projekt har vi valgt at anvende Honneths teori om anerkendelse. Vi har valgt at anvende hans teori, idet han beskæftiger sig med, hvorfor individet har brug for at være en del af arbejdsmarkedet for at blive anerkendt. Han er således vores hovedteoretiker indenfor det sociologiske felt. Vi har dog valgt at supplere med teori ved Negt og Jahoda, da disse ligeledes beskæftiger sig med ledighed, samt konsekvenserne ved denne. Negt beskriver hvordan man, som ledig, føler sig ekskluderet fra samfundet. Jahoda mener, at individet ønsker at arbejde, da det dermed bidrager til samfundet. Arbejde er derfor ikke kun økonomisk begrundet, men giver identitet og anerkendelse. Samtidig finder hun klare negative konsekvenser for individet ved ledighed. Ydermere har vi valgt at inddrage keynesiansk økonomisk teori til at beskrive, hvorfor der på nuværende tidspunkt, er en høj grad af ledighed, samt til at beskrive hvilke omkostninger det har på de offentlige finanser. Kvalitativ empiri Vi har i dette projekt valgt at benytte os af kvalitativ empiri, hvilket kommer til udtryk i de tre udførte eliteinterviews. Disse interviews har til formål at skabe en sammenhæng mellem de problemstillinger, vi behandler og de teorier, vi har valgt at anvende. Ved et kvalitativt eliteinterview, produceres viden i samspil mellem interviewer og interviewperson. Det er derfor med til at samle et bredt datamateriale, som kan anvendes og analyseres i projektet (Kvale, 2008: 167). Vi har besluttet at benytte den semistrukturerede fremgangsmåde, hvor vi har fastlagt nogle forudbestemte retningslinjer for interviewet og derudfra skitseret emner med uddybende spørgsmål. Ved hvert interview var der to til stede. Den ene var hovedintervieweren og havde dermed udelukkende fokus på interviewpersonen. Den anden observerede interviewet, skrev 18

20 noter og havde samtidig mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Ved denne fremgangsmåde blev interviewet mere uddybende. Eliteinterview Vi har valgt at udføre tre eliteinterviews. Et eliteinterview er med personer, der er ledere eller eksperter, som oftest har sikker status og faste meninger. Ved et eliteinterview er det vigtigt, at intervieweren har en vis ekspertise indenfor emnet, da interviewet dermed bliver mere på samtaleplan, hvilket kan give gode resultater. Udover dette vil en interviewer med ekspertise få mere respekt og en mere symmetrisk interviewrelation. Ved et succesfuldt eliteinterview, hvor intervieweren kan udfordre interviewpersonens sikre status, kan intervieweren erfare ny og bedre indsigt om emnet (Kvale, 2009: 167). Vi har valgt at interviewe arbejdsmarkedspolitiskchef i Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Lars Munck. Afdelingschef i Akademikernes Centralorganisation (AC), Niels Lykke Jensen. Arbejdsmarkedsforsker, professor ved Aalborg Universitet og Formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Per Kongshøj Madsen. Alle tre interviews har været meget brugbare i forhold til at opnå større indsigt i vores problemstilling og de er blevet flittigt anvendt i opgaven. Vi anvender Munck og Lykkes interviews til at dække konsekvenser af ledigheden og effekterne af aktiveringssystemet med særligt fokus på akademikere, og i Muncks tilfælde djøfere. Interviewet med Kongshøj anvendes for at afdække de generelle strukturelle og økonomiske omkostninger ved dimittend- og akademikerledighed. De besad dog alle markante meninger og stor viden, hvorfor de udtalte sig om alle aspekter af vores problemformulering. De tre eksperters udsagn og meninger bliver analyseret og diskuteret i forhold til den anvendte teori og udvalgt statistisk materiale. Interviewets 7 faser Som hovedregel øges et interviews kvalitet desto bedre man har forberedt sig til interviewet og det er grundlæggende det interviewets 7 faser bruges til (Kvale, 2009: 119). Fase 1, tematisering. Vi har inden hvert interview fastslået, hvad formålet og temaet skulle være. Formålet med vores interview var at opnå dybere viden indenfor vores genstandsfelt. Ved den 2. fase, designet, har vi planlagt, hvordan hvert interview skulle forløbe i form af en 19

21 interviewguide. Vi har dermed opstillet retningslinjer for, hvordan vi skal opbygge interviewet for, at vi kunne opnå den ønskede viden. Ved 3. fase, interviewet, gennemførte vi interviewene på baggrund af den opbyggede interviewguide med en reflekteret tilgang til den søgte viden. Dette gjorde vi ved at sørge for at have fyldestgørende baggrundsviden om interviewpersonen og emnet. Ved 4. fase, transskription, valgte vi at udføre et essensreferat, hvori vi klargør de vigtigste pointer fra interviewene. Derudover vedlægger vi hvert interviewlydfil som bilag. I 5. fase, analysen, har vi inden vi fuldførte interviewene afgjort, hvordan vi vil anvende og analysere det enkelte interviewet. Analysen af interviewene er i denne opgave en fortsættelse af interviewsamtalen. Vi har valgt at indflette den oprindelige historie interviewpersonen fortæller os, med den endelige historie vi, som forskere, ønsker at fortælle. I 6. fase, verifikation, har vi gennemgået hvert interview for at anskue validiteten af det om der var fejlkilder mm. og om det levede op til det formål vi tematiserede i fase 1. I den sidste fase, rapportering, er der fokus på, hvordan man videregiver det givne interview. Forfatterens skrivemåde kan præge kvaliteten i forhold til validitet og generalisering. Vi har i vores rapportering forsøgt at være så objektive som muligt og kun nedrapportere det, der bliver sagt (Kvale, 2009: 122). Fejlkilder ved kvalitativ empiri Ved et kvalitativt eliteinterview kan, der være en række faldgrupper og man skal derfor være påpasselig i udførelse og behandling af interviewene. Ved et eliteinterview kan der være tale om et ulige magtforhold, hvor interviewpersonen styrer interviewet i den retning vedkommende ønsker. Derfor er det vigtigt at være velforberedt, da det er vores evner som interviewere, som giver et brugbart interview. Samtidigt er eksperter vant til at blive interviewet og kan derfor have udviklet mere eller mindre forberedte indlæg og udsagn, hvilket kræver evner som interviewere at komme ud over. Validiteten af vores interview afhænger også af vores interviewpersoner. Specifikt for vores tre eksperter, skal man notere sig, at de taler ud fra og til fordel for den organisation, de hver især repræsenterer. Dette har vi taget højde for i den videre behandling af interviewene. Kvantitativ empiri Vi har i dette projekt valgt at inddrage kvantitativ empiri i form af datamateriale. Dette er relevant og nødvendigt for vores projekt, da vi i beskæftigelsen med ledighed, ønsker at observere udviklingen, årsager og konsekvenserne. Vi tager i dette projekt udgangspunkt i 20

22 undersøgelser, der udregner ledighed forskelligt. Vi arbejder primært med RAS, som er en kvantitativ registerundersøgelse og AKU som er en kvalitativ stikprøve. Disse vil blive forklaret nærmere i begrebsafklaringen. Vi har desuden valgt at anvende en rapport omhandlende individuelle og samfundsøkonomiske konsekvenser ved dimittendledighed udført af AE og DJØF. Samtidig har vi valgt at inddrage en kvantitativ survey udformet af DJØF. Denne omhandler de ledige djøferes opfattelse af aktiveringssystemet og vil blive anvendt til at skitsere en række tendenser og konsekvenser for individet i aktiveringssystemet. Disse vil blive suppleret af andre rapporter, der vil fremgå af litteraturlisten. Fejlkilder ved kvantitativ empiri Det kan besværliggøre behandlingen af vores statistikker, at vi bruger statistikker, der er udført og udregnet på forskellige måder, men det bliver der taget højde for. Ydermere kan det anfægtes, at tabel 5 og 6 i AE og DJØFs rapport er kunstig, da tabellerne er udført i forhold til, der ingen dimittendledighed er. Vi har dog valgt at anvende den på trods af dette, da vi mener den giver et fyldestgørende billede af, hvor meget samfundets velstand svækkes, når dimittendledigheden er høj. Afslutningsvis kan det siges, at DJØF-surveyen har et incitament til at problematisere aktiveringssystemet, idet de repræsenterer akademikerne, hvorfor der kan argumenteres for at spørgsmålene i surveyen kan være ledende. Teori I det følgende afsnit vil vi redegøre for Axel Honneth, Oskar Negt og Marie Jahodas teoretiske arbejde. Ydermere vil redegøre for John Maynard Keynes makroøkonomiske teori. Vi ønsker at redegøre for deres teoretiske grundbegreber, med fokus på hvad der er relevant for besvarelsen af vores problemformulering. Axel Honneth Axel Honneth (f ) er tidligere elev af Jürgen Habermas og anses som en af de ledende sociologer indenfor Frankfurterskolen. Honneth mener, at der på baggrund af samfundets indretning, kan opstå en uligevægt mellem den måde, hvorpå individet forholder sig til sig selv og andre. Gennem sin anerkendelsesteori forholder han sig kritisk til denne samfundsindretning og søger at skabe mulige forklaringer på årsagen til denne uligevægt (Willig, 2006: 9). I følgende afsnit vil vi gøre rede for de væsentligste punkter i Honneths 21

23 anerkendelsesteori. Vi ønsker at belyse de dele af hans arbejde, som vi mener kan være behjælpelige i forhold til at anskue individets selvopfattelse i arbejde, og som ledig, samt hvilke konsekvenser manglende anerkendelse medfører. Arbejde og anerkendelse Honneth formulerer ikke et konkret arbejdsbegreb, men han beskriver i sine studier arbejdet som en social funktion og behovet for anerkendelse i denne sammenhæng. Et økonomisk og socialt arbejde er i dag lig erhvervelsen af den form for anerkendelse, som Honneth formulerer som social værdsættelse. De psykiske konsekvenser arbejdsløshed medfører, tegner derfor et billede af, at arbejde er essentielt for individet (Honneth, 2003: 44). Ifølge Honneth mødes individet på baggrund af en forventning om at blive anerkendt på dets præstationer i sociale sammenhænge. I Honneths optik kan arbejdet beskrives som en social sammenhæng, da individet netop opnår anerkendelse på baggrund af personlige præstationer og egenskaber. Dette måles gennem det bidrag individet har ydet for samfundet i form af formelt organiseret arbejde. Bliver individet ikke anerkendt for dets bidrag til det samfundsmæssige fællesskab, som er blevet defineret som arbejde, vil dette blive opfattet som moralsk uretfærdigt. For individet opfattes det moralsk uretfærdigt, hvis det ikke får den fortjente anerkendelse. Social anerkendelse udgør et led i individets identitetsudvikling og dermed kan udeblivelse af denne anerkendelse medføre et truende identitetsstab:... idet en person bliver nægtet den fortjente anerkendelse, så reagere den pågældende almindeligvis derpå med de moralske følelser, som ledsager erfaringen af foragt, altså skam, vrede og harme (Honneth, 2000: 38). Det er ydermere i samfundets anerkendelsesstruktur, at organiseringen og vurderingen af det sociale arbejde spiller en central rolle. Dermed slår Honneth fast, hvorledes individets identitetsdannelse hænger sammen med erhvervelsen af anerkendelse, hvilket har en direkte kobling til samfundets indretning af arbejdets betydning (Honneth, 2003: 45f). Anerkendelse Honneth opdeler sin forskning om anerkendelse i forskellige former for anerkendelsesmønstre, hvilket han betegner som kærlighed, ret og solidaritet, som hver især henviser til samfundets udviklingspotentiale. Honneth opdeler endvidere sit 22

24 anerkendelsesbegreb i tre forskellige anerkendelsessfærer: Privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære. Han argumenterer for, at individet skal gennemleve og opnå anerkendelse indenfor samtlige sfærer for, at det kan opnå et fuldendt liv. De tre anerkendelsessfære danner grundlag for tre vigtige måder, hvorpå individet kan forholde sig til sig selv, nemlig selvtillid, selvrespekt og selvværdsættelse. Ifølge Honneth vil der opstå uligevægt mellem de tre former for anerkendelse, hvis de ikke hver især bliver realiseret (Willig, 2003: 14f). De tre anerkendelsessfærer Den første anerkendelsessfære, privatsfæren, rummer familie og venner og det er i denne, at individet opnår en fundamental selvtillid. Det er i denne første sfære, at kærlighed indtræffer som genstandsfelt og denne er central for Honneths arbejde. Han mener, at netop kærlighed danner grundlag for menneskelig interaktion, da individer herigennem oplever et gensidigt afhængighedsforhold til andre. Individet oplever i denne anerkendelsessfære, hvordan værdier, holdninger og følelser bliver modtaget og anerkendt af andre individer (Willig, 2003: 15). I den anden anerkendelsessfære, den retslige sfære, får individet en grundlæggende selvrespekt som borger og det er herigennem, at individets evne til at rumme moralske handlinger kommer til udtryk. Det er i denne sfære, at individet gennem de almengyldige rettigheder, man som borger har i et samfund, oplever at stå på lige fod med andre og dermed opnå selvrespekt. Opnår individet denne selvrespekt, medfører dette, at man er bevidst om sig selv som moralsk person og dermed er i stand til at begå sig i offentligheden og deltage aktivt deri (Willig, 2003: 16). Udover behovet for følelsesmæssig og retslig anerkendelse er det essentielt, at individet opnår social værdsættelse, hvormed det har mulighed for at forholde sig positivt til sine egne egenskaber og muligheder. Det er dermed i den sidste anerkendelsessfære, den solidariske sfære, at fællesskaber indenfor det kulturelle, det politiske og det arbejdsmæssige rum optræder. Individet skal formå at orientere sig om, og værdsætte, andres personlige egenskaber, hvis denne ønsker at opleve det samme selv. Individet anerkendes på baggrund af en samfundsmæssig defineret værdi af dets konkrete egenskaber og det er dermed individets egne evner, der bliver vurderet og anerkendt i sociale sammenhænge (Honneth, 2006: 163f). 23

25 Individer, der deler den samme sociale position, kan værdsætte hinanden, idet de deler den samme forståelsesramme. Individer, der ikke deler den samme sociale position, vil opleve hierarkiske værdsættelsesrelationer og kun igennem behovet for at realisere de samme værdier inden for gruppen, vil anerkendelse kunne opstå (Honneth, 2006: 166). Det er i denne sfære, at individet, gennem engagement i grupper, fællesskaber eller samfundet, positivt bidrager og derigennem ser sig selv som værende en gyldig del af det pågældende fællesskab. Individet indgår i fællesskabets solidaritet og bidrager positivt dertil hvormed, at det opnår selvværdsættelse. Det er gennem tilhørsforholdet i forskellige sociale sammenhænge, at den enkelte føler sig som medlem af en social gruppe, der er i stand til at præstere noget, hvis værdi for samfundet bliver anerkendt af alle de øvrige samfundsmedlemmer (Honneth, 2006: 171). Personlig identitet og ringeagt En konsekvens, som følge af manglende anerkendelse kan resultere i, at individet mister det positive forhold til sig selv, hvilket anses som værende essentielt for menneskets udvikling. Honneth bruger begrebet ringeagt til at beskrive den negative proces, som følge deraf. Med ringeagt henviser Honneth til nægtelse eller fratagelse af anerkendelse, hvilket er en forværrelse af menneskets identitet, da menneskelig integritet skyldes anerkendelse. Dermed påviser Honneth, at der er en klar sammenhæng mellem menneskelig integritet, afhængigheden af sociale interaktion og behovet for anerkendelse af de kvalifikationer man besidder. Honneth henviser til forskellige måder, hvorpå individet kan føle ringeagt. Det første er gennem åbenlys nedværdigelse, f.eks. ved fratagelsen af basale rettigheder og det andet er gennem subtile ydmygelser, f.eks. ved offentligt at påpege en andens fejltrin (Honneth, 2006: 175). Indenfor de tre anerkendelsessfære findes der dermed også tre forskellige former for ringeagt. Den første form for ringeagt finder sted indenfor den private sfære, denne krænker et individs fysiske integritet. Der findes en basal frihed i bestemmelsen over egen krop og fratagelse af denne vil virke ydmygende overfor den krænkede. Denne form for ringeagt går ud over individets selvtillid og kan optræde i form af fysisk misbrug og vold. Dette vil ikke kun påvirke den krænkede fysisk, men efterlade psykiske mén pga. den magtesløshed, der efterfølges af denne type overgreb (Honneth, 2006: 176). 24

26 Den næste form for ringeagt findes indenfor den retslige sfære og rummer den nedværdigelse, der påvirker den moralske selvrespekt. Dette kan ske ved en konsekvent eller konstant udelukkelse af lovmæssige rettigheder individet, som borger, er tildelt i et samfund. Fratagelse af dette er dermed ensbetydende med, at personen ikke er på lige fod med dens medborgere. Dette vil påvirke individernes intersubjektive forhold og påvirke det nødvendige behov for gensidig anerkendelse (Honneth, 2006: 177). Den sidste ringeagt, kan finde sted indenfor den solidariske sfære indbefatter negativitet og uretmæssig behandling overfor et individs eller en gruppes sociale værdier på en sådan måde, at deres evner ikke længere anerkendes. Denne form for ringeagt påvirker den pågældendes selvværdsættelse og dermed erkendelsen af egne egenskaber og muligheder som værende anerkendelsesværdige (Honneth, 2006: 178). Oskar Negt Oskar Negt (f ) er blevet undervist af den kritiske teoris to grundlæggere, Max Horkheimer og Theodor W. Adorno. Negt trækker især på to teoretiske retninger, kritisk teori og marxisme. Genstanden for hans undersøgelser er ikke konstaterbare kendsgerninger, men udviklingspotentialer (Negt, 1985: 16). Negt producerer ikke systemer, men stiller spørgsmål. Han mener, at den sociale kritik har metode, den kræver nøjagtighed og social fantasi, men kan ikke sættes i system. Forskning og teori leder efter foreløbige svar, men først og fremmest producerer de spørgsmål (Information, ). I det følgende afsnit vil der blive taget udgangspunkt i Negts værk Det levende arbejde den stjålne tid. Her beskæftiger Negt sig med problemstillinger ved fagbevægelsen og nedsat arbejdstid i det gamle Vesttyskland. Hensigten med dette værk er at fortælle, at kampen om kortere arbejdstid er et led i en større samfundsmæssig forandringsproces, kaldet erosionskrisen 1. Anvendelsen af Negts teori i dette projekt har dog ikke noget at gøre med fagforbundet eller kampen for kortere arbejdstid. Negts beskrivelse af erosionskrisen og de to virkeligheder anvendes for at skitsere de arbejdsløses placering i samfundet. Negts arbejdsbegreb Ifølge Negt er der fra samfundets side et krav om at sikre mennesker et civilisatorisk minimum, hvilket er nødvendigt, hvis mennesket skal leve et humant liv. Det civilisatoriske 1 Erosionskrisen er kendetegnet ved, at gamle kulturelle normer og værdiorienteringer ikke længere er selvfølgelige mens, at nye endnu ikke er dannet, men søges (Information, ). 25

27 minimum indbefatter at sikre individet en arbejdsplads, hvilket er et sted, hvor det kan anvende dets samfundsmæssige udviklede arbejdsevner. Arbejdspladsen er i første omgang ikke et sted, hvor individet skal realisere sig selv, men kun en mulighed for at sikre dets materielle grundeksistens. I et samfund, der ikke kan sikre dette, kan der opstå problemer med konfliktregulering af de samfundsmæssige interessemodsigelser (Negt, 1985: 7f). Arbejdsløshed er en voldsakt. For de mennesker der bliver ramt af den, er den et anslag mod deres kropslige og sjæleligt-åndelige integritet, deres ukrænkelighed. Den er et røveri, en ekspropriation af de evner og egenskaber, som man for det meste i en møjsommelig og bekostelig uddannelsesproces har erhvervet sig i familien, skole og på lærerpladsen, og som man nu, hvor de er afskåret fra deres samfundsmæssige anvendelsesmuligheder, står i fare for at gå i opløsning og derved få fremkaldt alvorlige personlighedsforstyrrelser (Negt, 1985: 8). Mennesket opfatter ikke længere arbejdet som tvang. Det er nu, i højere grad, en del af individets identitet. Ifølge Negt er arbejdet det væsentligste middel til at opnå social anerkendelse, samt til at udvikle individuel identitet (Negt, 1985: 43). Derfor er det, i højere grad, skamfuldt at være arbejdsløs, idet han mener, at individet mister sin selvfølelse og samfundsmæssige anerkendelse: Hvor arbejdet er forstenet til erhvervsarbejde og som sådan har fået en kulturel betydning, der rækker langt videre end til spørgsmålet om at sikre den materielle eksistens, får arbejdsløsheden uundgåeligt ødelæggende følger for de enkelt individer (Negt, 1985: 43f). De to virkeligheder I forbindelse med erosionskrisen er samfundet opdelt i to virkeligheder. Erosionskrisen er en proces, som omfatter hele samfundet, hvor de hidtidige kulturelle normer og værdiorienteringer ikke længere er selvfølgelige. Krisens årsag er mangesidig: Hele tiden søger man efter den egentlige årsag til krisen. Men det, der skal forklares, er en totalsamfundsmæssig krisetilstand, der rækker fra barnets primærsocialisation over stat og ret til verdensmarkedet (Negt, 1985: 53). 26

28 En sådan samfundsmæssig krise bevirker, at individet ændrer adfærd i forhold til arbejde, selvfølelse og værdi- og behovsorientering (Negt, 1985: 57). Konsekvenserne ved krisen og disse individuelle forandringer kommer til udtryk i kronisk arbejdsløshed, marginalisering af store dele af befolkningen og det politiske legitimationsstab. Denne krise bevirker, ifølge Negt, at der opstår en todeling af samfundet i to virkeligheder (Negt, 1985: 58). Første og anden virkelighed I første virkelighed indgår mennesker, der har et godt og sikkert arbejde. Disse mennesker mener, at samfundet generelt er godt indrettet. Individer, der indgår i den første virkelighed, finder en sikkerhed i samfundet, da de er etableret på arbejdsmarkedet. Deres holdning kendetegnes ved, at mennesker uden arbejde selv er skyld i det. Disse individer har interesser, som er tilsvarende samfundets, og de ønsker ikke, at dette skal forandres (Negt, 1985: 62). Befolkningsgruppen i den anden virkelighed er en meget uhomogent gruppe, der ikke er bundet sammen af socialkultur eller politik. Det fælles for disse er, at de er de svageste i samfundet. De er hovedsagligt arbejdsløse og må opretholde deres eksistens ved hjælp af offentlige ydelser. Oftest befinder individer sig i den anden virkelighed mod deres vilje (Negt, 1985: 63f). Ifølge Negt kan det påvises, at den første virkelighed kaster skygge på den anden virkelighed. Der er i de to virkeligheder, på trods af store forskelle, samme normsæt og det er økonomien fra første virkelighed, der dominerer i den anden virkelighed (Negt, 1985: 68fff). Det vil sige, at individer i denne virkelighed, i kraft af deres behov for offentlige ydelser, bliver objektificeret. De arbejdsløses bevægelsesspillerum udtømmes og tiden bliver noget, der blot skal slås ihjel. Under denne formelle frihed råder de selv over tid og rum. Men denne formelle frihed ændrer ikke ved den kendsgerning, at deres situation er grundlæggende utilfredsstillende; planlægning af tid bliver en tom beskæftigelse og bevægelsen fra et sted til et andet bliver en tom bevægelse (Negt, 1985: 63). De arbejdsløse kan ændre på deres opfattelse af den anden virkelighed ved at danne sociale fællesskaber, f.eks. ved at slutte sig sammen i arbejdsløshedscentre. 27

29 Dette vil kunne mindske de individuelle følelser af fortvivlelse og afmagt. Men disse fællesskaber vil ikke kunne ændre på den arbejdsløses situation i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet og vil i sidste ende bare blive betegnet som en tom beskæftigelse (Negt, 1986: 63). Marie Jahoda Marie Jahoda (f ) var professor i socialpsykologi. Et af hendes mest anerkendte værker er Employment and Unemployment fra 1982, hvori hun beskriver konsekvenserne ved ledighed og arbejde på baggrund af et casestudie af byen Marienthal. Jahoda mener, at arbejdet er et fundamentalt behov hos mennesket og at miste det kan have store konsekvenser (The Guardian, ). Det er med udgangspunkt i denne bog, at vi vil redegøre for hendes teorier, som vil blive anvendt til at beskrive de individuelle konsekvenser ved ledighed. Jahodas arbejdsbegreb Ifølge Jahoda er arbejde mere end bare lønarbejde, det er en stor del af menneskets liv. Arbejde er ikke blot en menneskelig rettighed, men The very essence of being alive (Jahoda, 1992: 8). Dog skriver hun, at definitionen arbejde, oftest refererer til lønarbejde. Hun finder, at fokus i debatten om arbejde ligger på beskæftigelse og ikke på selve arbejdet. Jahoda mener ikke, at det er blevet mere respektabelt, eller at foretrække at være arbejdsløs, men derimod, at individet ønsker at arbejde (Jahoda, 1992: 36f). Hun argumenterer for, at arbejdet giver individet socialt samvær, status og personlig identitet, men det er dog stadig det at tjene penge, der er hovedårsagen til at arbejde (Jahoda, 1992: 39). Individuelle konsekvenser ved ledighed I casestudiet af Marienthal udformede Jahoda teori om konsekvenserne ved ledighed. Hun mener, at individet vil gennemgå; en ændring i oplevelsen af tid, mindsket social kontakt, mindsket, eller ingen, deltagelse i kollektive formål, tab af status og identitet og fravær af regulær aktivitet (Jahoda, 1992: 39). Disse stadier vil blive gennemgået nedenfor. Ændring i oplevelsen af tid Individet er fra barnsben vant til strukturer og faste systemer i dets daglige liv. Dermed vil et fravær af disse være udfordrerne for dets psyke. For den ledige bliver tiden flydende og individet får pludseligt svært ved at overholde tider i og med, at det nu har mulighed for at 28

30 opbygge dets egen tidsstruktur. To blame the unemployed for their inability to use their time in a more satisfactory way is pointless (Jahoda, 1982: 23). Jahoda mener dermed, at sociale normer og strukturer er vigtige for hvordan individet fungerer. Når individet bliver arbejdsløs, og ikke længere kan leve op til disse, vil der være konsekvenser (Jahoda, 1982 :23). Mindsket social kontakt og mindsket, eller ingen, deltagelse i kollektive formål Den ledige kan føle skam, usikkerhed og mindreværd og kan i den forbindelse finde på at trække sig fra sociale relationer. Individet vil føle, at livet bliver meningsløst, føle sig ekskluderet fra samfundet og socialt isoleret. Dette bevirker, at individet begynder at følge mindre med i livet omkring sig og stopper med at deltage i sociale aktiviteter. Den ledige mister derved sine sociale kompetencer. Denne reaktion er stærkest, hvis den ledige er omgivet af andre, som har et arbejde, eftersom individet vil føle sig endnu mere ekskluderet (Jahoda, 1982: 24f). Tab af status og identitet Individets status og identitet bliver i høj grad defineret ud fra hvad det arbejder med. Social status og identitet hører sammen. Status er et socialt fænomen, som tager udgangspunkt i samfundets værdier og identitet er individets egen selvopfattelse. Når individet er arbejdsløs vil dets status svækkes, da samfundet ser anderledes på det og dette vil derved påvirke individets syn på sig selv (Jahoda, 1982: 26). Fravær af regulær aktivitet I forbindelse med ændringen i oplevelsen af tid, samt den ligegyldighed, der opstår når individet mister sit job, vil det gradvist fravælge normal aktivitet. Følelsen af ligegyldighed præger dets evne til at tage initiativ, hvorfor individet begrænser sin aktivitet til nødvendighedsbehov, såsom søvn og føde (Jahoda, 1982: 23). Delkonklusion af sociologisk teori Sammenfattende kan Honneths teori om manglende anerkendelse anvendes til at beskrive de individuelle konsekvenser ved ledighed. Der er ifølge Honneth tre former for anerkendelse, som alle skal opfyldes for, at individet kan opnå et fuldendt liv. Manglende anerkendelse, og deraf ringeagt, påvirker individets mulighed for erhvervelse af anerkendelse. De forskellige ringeagtsformer har en negativ effekt og betydning for individets psykiske integritet og 29

31 identitet. Negt mener, at mennesket har krav på et civilisatorisk minimum og opretholdelse af dette kræver et arbejde. På baggrund af erosionskrisen er samfundet er opdelt i to virkeligheder, hvori de ledige, mod deres vilje, oftest befinder sig i den anden virkelighed. Jahoda betragter arbejdet, som værende mere end blot lønarbejde. Dette giver social status og identitet. Derved opstiller hun fem konsekvenser for individet, hvis denne oplever ledighed. Keynesiansk makroteori Vi vil i dette afsnit redegøre for makroøkonomisk teori ud fra Jesper Jespersens bog Introduktion til Makroøkonomi. Denne teori vil vi anvende til at anskue ledigheden blandt dimittender ud fra et keynesiansk makroøkonomisk perspektiv, samt belyse hvilke økonomiske omkostninger det har på samfundsøkonomien. Videnskabsteoretisk fundering ved keynesiansk makroteori Den økonomiske krise i 1930erne ændrede måden at tænke økonomi på. Ontologien, der havde eksisteret før, harmonerede ikke med udviklingen. Med dette tænkes på den vedvarende høje arbejdsløshed og derfor måtte ontologien ændres til en keynesiansk makroøkonomisk tilgang til problemet. Dette gjorde at: Keynes makroøkonomiske teori, der med lidt god vilje kan tolkes som værende baseret på kritisk realisme, vandt frem. (Jespersen, 2007: 151). Grunden hertil er blandt andre, at den keynesianske makroteoris ontologi ikke opstiller virkeligheden som målbar i den neoklassiske ligevægtsmodel. Strukturen og fremtiden ændres konstant. Det samme kan udledes, når det kommer til epistemologien. Keynesiansk teori anerkender, at der er en betydelig usikkerhed omkring den viden, man kan udlede fra det, man anskuer. Modsat antager den neoklassiske teori, at man kan udlede fuld viden ud fra det, man anskuer. Keynesiansk makroteori benytter sig, i modsætning til neoklassisk teori, af retroduktion som metodevalg til at beskrive de dybere strukturer (Jespersen, 2007: 166). Afslutningsvis kan man ydermere understrege, at keynesiansk teori er i overensstemmelse med kritisk realisme. Indenfor keynesiansk teori anser man arbejdsmarkedet som værende et åbent system. Indenfor kritisk realisme anskuer man ligeledes virkeligheden som bestående af åbne systemer, der hele tiden er i udvikling, hvilket medfører, at det er umuligt at opnå en endegyldig sandhed. Makroøkonomisk teori Makroøkonomien fik sit gennembrud med John Maynard Keynes ( ), der i 1930erne fik begrundet, at makroteori ikke er en simpel addition af mikroøkonomien, men derimod, at 30

32 den stræber efter at beskrive det samlede økonomiske kredsløb (Jespersen, 2009: 200). Keynes udarbejdede sin teori på baggrund af den samfundssituation verden befandt sig i, nemlig en finanskrise, bedre kendt som depressionen i 1930erne. Denne var karakteriseret ved et kraftigt fald i produktionen verden over og arbejdsløsheden steg markant. Dette gjorde, at Keynes udledte, at det ikke længere var udbuddet, der skabte efterspørgslen, men efterspørgslen, der skabte udbuddet. Uden den nødvendige efterspørgsel skabt gennem en aktiv økonomisk politik vil et markedsøkonomisk system køre fast i høj arbejdsløshed og stagnerende produktion. (Jespersen, 2009: 216). Neoklassisk og keynesiansk teori har helt forskellige forklaringer på hvad, der er årsag til arbejdsløshed. Indenfor neoklassisk teori kan arbejdsløsheden kun forstås ud fra manglende tilpasning af reallønnen. Med dette menes der, at når lønnen får lov til at tilpasse sig, vil arbejdsløsheden forsvinde af sig selv. Markedet er dermed selvregulerende og markedskræfterne vil sikre ligevægten (Jespersen, 2009: 63). Det giver dog ikke en fyldestgørende forklaring, når der opstår vedvarende ledighed i samfundet, for: Ledighed er netop et udtryk for, at produktionen ikke er stor nok til at udnytte samfundets produktionskapacitet fuldt ud. (Jespersen, 2009: 64). Ifølge den keynesianske makroteori er det den forventede efterspørgsel, der afgør, hvor meget en gældende virksomhed vil sætte i produktionen. Virksomhederne udbyder kun det, der kan forventes af blive afsat. Herved er det også den forventede efterspørgsel, der afgør hvor meget arbejdskraft, offentligt såvel som privat, der bliver efterspurgt. Dette medfører, at markedskræfterne ikke automatisk tilpasses ligevægten (Jespersen, 2009: 133). Ifølge den keynesianske teori er der konsekvenser, hvis samfundet oplever et negativt efterspørgselschok. Det offentlige budget vil blive negativt, når ledigheden stiger, som følge af det negative efterspørgselschok og dermed vil forbrugskvoten falde. Ydermere vil det påvirke statsbudgettet, da de ledige skal tildeles dagpenge. Kort fortalt vil et fald i forbruget medføre et fald i den forventede efterspørgsel. Dette vil betyde et fald i produktionen, som til sidst indebærer et fald i efterspørgslen efter arbejdskraft. Ledigheden vil herefter stige. Når der er høj ledighed i samfundet, vil det påvirke forbrugernes økonomiske adfærd. Man kunne forestille sig, at man som lønmodtager, i frygt for at miste sit job, ville begynde at spare penge, hvilket medfører, at der ikke ryger nok penge ind i det økonomiske system. Forbruget vil falde, hvorved samme dominoeffekt, som forklaret ovenstående, vil indtræffe. 31

33 Den keynesianske makroøkonomiske tilgang er aktuel for vores projekt, idet: Keynes makroteoris fortsatte aktualitet bunder i hans påvisning af, at arbejdsløshedens årsager kun kan forstås inden for rammerne af en makroøkonomisk model. (Jespersen, 2009: 201). Begrebsafklaring Højkonjunktur, også kaldet opsving. Fasen i konjunktursvingningerne, der viser en stigning i beskæftigelsen og produktionen, hvor arbejdsløsheden er lav. Lavkonjunktur, også kaldet recession. Fasen i konjunktursvingningerne, der viser et fald i beskæftigelsen og produktionen, hvor arbejdsløsheden stiger. Konjunkturledighed, tager afsæt i keynesiansk økonomisk teori og karakteriseres ved lav vækst og lav efterspørgsel. Efterspørgslen af varer og tjenester i samfundet er ikke stor nok til, at produktionen giver nok beskæftigelse. Dette sker ofte i lavkonjunkturperioder. Strukturledighed, karakteriseres som den ledighed, der skyldes imperfektioner og institutionelle barrierer på arbejdsmarkedet. Strukturproblemer er en bred samlebetegnelse for markedsmæssige problemer på arbejdsmarkedet, som hindrer, besværliggør eller forsinker tilpasninger. Begrebet indbefatter den klassiske ledighed, hvor der fokuseres på løntilpasninger, søgeledighed og sæsonledighed. Ledigheden skyldes først og fremmest manglede sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel, altså et mis-match. Disse mismatches kan også skyldes uhensigtsmæssigheder i dagpengesystemet, samt de ledige og virksomhedernes søge- og rekrutteringsadfærd. Dimittendledighed, er det begreb, man anvender om nyuddannende, der ender i ledighed indenfor det første år. Nettoledighed, betegner dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, der ikke er i aktivering, men skønnes klar til arbejdsmarkedet. 32

34 Bruttoledighed, er de nettoledige samt de arbejdsmarkedsparate aktiverede. Forskellen på den registrerede nettoledighed og den registrerede bruttoledighed er, at personer i aktivering ikke tæller med i nettoledigheden. Langtidsledighed, den type ledighed der karakteriser en person, der har været ledig i minimum et år. Forbrugskvote, er et udtryk for de 75 % af husholdningernes disponible indkomst, som udgør det private forbrug i Danmark. Arbejdsstyrke, er summen af ledige og dem, der er i beskæftigelse. Dvs. arbejdsstyrken definerer dem, der er i job og dem, der vurderes arbejdsmarkedsparate. Statistiske opgørelsesmetoder Der findes forskellige metoder til at udrenge ledigheden og disse kan derfor medføre forskellige resultater. Resultaterne kan afspejle en kvantitativ registerundersøgelse, herunder brutto- og nettoledighed eller en kvalitativ stikprøve undersøgelse. Den registerbaserede arbejdsstyrke statistik (RAS) RAS er den mest omfattende undersøgelse og opgørelse over ledighed. Det er en månedlig totaltælling, der danner grundlaget for resultaterne (Jørgensen, 2009: 24). Det er a-kasserne og kommunerne, der bidrager med data til statistikkerne, da det er personer, der enten modtager kontanthjælp eller dagpenge fra en a-kasse, der blive talt med i statistikken. Den registerbaserede ledighed omregner de ledige til fuldtidsledige. Dvs. hvis man f.eks. er deltidsledig, tæller man som en halv ledig. Den er anvendelig til at vise udviklingen differentieret på a-kasser, da den blandt andet bygger på deres resultater (Danmarks statistik A, ). Arbejdskraftundersøgelse (AKU) AKU er en interviewbaseret stikprøve, der bliver udført kvartalvis. Den anvendes blandt andet af EU for at sammenholde udvikling og resultater landene imellem. AKU beror på interviews af ca personer, der forsøges understøttes af diverse registerdata (Danmarks statistik B, 33

35 ). Dette gøres i et forsøg på at kompensere for de mangler en stikprøveundersøgelse har. Ledigheden er her baseret på den internationalt fastlagte definition af International Labour Organization (ILO). Denne type definition anvendes for at give et indtryk af hvor mange personer, der reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. ILO s kriterier lyder således: En person, der ikke har arbejde, men ønsker arbejde. En person, der aktivt søger arbejde og en person, der kan overtage et arbejde med kort varsel. AKU belyser derved hvor mange ledige, der reelt er til rådighed for arbejdsmarkedet. Her viser resultater, blandt andet på baggrund af ovenstående kriterier, at det er %, af dem, der er på kontanthjælp eller dagpenge, der reelt er til rådighed (Mølsted Jørgensen, 2009: 24. I RAS vil hele denne gruppe medregnes som værende ledige. AKU-undersøgelser er ifølge Danmarks Statistik anvendelige, når man ønsker at belyse, hvor mange der reelt ønsker at komme i arbejde. Redegørelse I nedenstående afsnit redegøres der for den generelle udvikling i ledigheden i Danmark samt blandt akademikere. Ydermere redegøres der kort for de vigtigste årsager til den stigende ledighed i Danmark. Afslutningsvis redegøres der for den aktive beskæftigelsespolitik i Danmark og det danske aktiveringssystem. Udviklingen i ledigheden 1960erne og frem til den første energikrise i 1973 kan betegnes som en periode med fuld beskæftigelse. Ledigheden lå mellem 0 og 2 % af arbejdsstyrken. Efter den første energikrise i 1974 steg ledigheden markant og i resten af 1970erne forblev ledigheden på et højt niveau. Det hjalp ydermere ikke, da den anden energikrise ramte Danmark i Dette betød, at ledigheden steg kraftigt og var oppe på 6-10 % af den samlede arbejdsstyrke. Allerværst så det ud i 1993, hvor ledigheden toppede med 12,2 %. Herefter faldt ledigheden drastisk, dog med et lille tilbageslag i 2003, og var således under 2 % i første kvartal del af 2008 (Mølsted Jørgensen, 2009: 45f). På baggrund af dette, samt demografiudviklingen og konjunktursvingningerne i Danmark blev der, før krisen i 2008, udregnet forskellige prognoser. Disse konkluderede, at Danmark vil mangle arbejdskraft i fremtiden. Bruttoledigheden var i oktober 2011 oppe på 6.2 % (Statistikbanken, 2011, december 2011). 34

36 Figur II: Nettoledighed (Danmarks Radio, ). Ovenstående figur viser hvorledes nettoledigheden har udviklet sig i perioden Det fremgår hvem der har siddet på magten i den givne periode, men er irrelevant i denne sammenhæng. Figur III: AKU-ledighed (Danmarks Radio, ). Ovenstående figur viser hvordan AKU-ledigheden har udviklet i perioden Således viser de to ovenstående figurer hvorledes ledigheden, i samme periode, kan anskues forskelligt. Ledighedsgraden afhænger således at måden hvorpå det opmåles. 35

37 Ledighedsudvikling for akademikere Nedenstående afsnit redegør for udviklingen af ledige akademikere, på baggrund af ACs månedlige ledighedsstatistik. Denne statistik bygger på samme informationer som Danmarks statistik og er derfor sammenstemmende. Dvs. den er baseret på dagpengeudbetalingerne og andre data fra de forskellige a-kasser, suppleret med oplysninger om dimissionstidspunkt, uddannelsesinstitution, uddannelsesbaggrund, ledighedslængde, deltagelse i aktiveringsforanstaltninger og efterløn (AC, oktober 2011). Medtagne data i nedenstående er udvalgt, dels for at beskrive den generelle udvikling af akademikerledighed, dels for at skitsere de emner, vi senere anvender i analysen. Figur IV: Tabel over udviklingen i akademikerledighed. Okt. 96 Okt. 01 Okt. 04 Okt. 08 Okt. 11 Antal forsikrede 162, , , , ,119 Gns. Nettoledighed Gns. Bruttoledighed Ledighedsberørte i pct ,3 % 5,3% 8,0% 2,6% 5,1% Gns. Bruttoledig i 33,5% 26,3% 33,7% 18,2% 23,9% pct. Kandidatalder 0-1 år Egen tilvækst (på baggrund af data fra AC s ledighedsstatistik, se bilag). 36

38 Figur V: Figur over udviklingen i akademikerledighed Gns. Nettoledighed Gns. Bruttoledighed Okt. 96 Okt. 01 Okt. 04 Okt. 08 Okt. 11 Egen tilvækst (på baggrund af data fra AC s ledighedsstatistik, se bilag). På ovenstående graf ses hvorledes akademikerledigheden har ændret sig fra oktober 1996 til oktober Bruttoledigheden er højere end nettoledigheden, da man i bruttoledigheden medregner de ledige, som er i aktivering. Som grafen antyder, har akademikerledigheden ændret sig i samspil med den generelle ledighed og har derfor været stigende og faldende i den udvalgte tidsramme. Denne er valgt netop for at give et overblik over udviklingen i aktuel historisk sammenhæng. Således fremgår det, at både ledighedsprocenten og antallet af ledige, har været højere end nu. Dog fremgår det tydeligt, at der er sket en markant og voldsom udvikling i perioden Hvis man f.eks. anskuer bruttoledigheden i personer, kan man se hvordan, der i 1996 er ledige. Dette tal falder støt frem mod 2001, hvor ledigheden er på 9224 personer. Fra stiger ledigheden markant og i 2004 oplevedes akademikerkrisen med det hidtil højeste niveau. Således var ledigheden i 2004 oppe på personer. Dengang afhjalp man den daværende akademikerkrise ved blandt andet at afsætte 51 millioner kroner til at lave løntilskudsordninger. I den forbindelse blev der skabt jobs i små- og mellemstore virksomheder, som normalt ikke ansætter akademikere (DJØF, ). Bruttoledigheden for akademikere var, før finanskrisen i 2008, nede på 5325 personer. Bruttoledigheden blandt akademikere var i oktober 2011 oppe på personer. Dermed er der sket en stigning på 5509 personer. Dette svarer til en stigning på 103 % fra 2008 til

39 Angivet i procent var ledigheden blandt akademikere i perioden steget fra 2,6 % til 5,1 %. Årsager til den stigende ledighed Den generelle ledighed er som fastslået ovenfor steget markant siden Årsagerne dertil kan tilskrives den globale finanskrise, der har påvirket den danske økonomi voldsomt. Globalt set har man de seneste år oplevet en voldsom nedgang i vækst og stigning i arbejdsløshed. Selvom finanskrisen har en markant betydning for den stigende ledighed blandt akademikere, skal årsagerne også findes som konsekvens af sammenspillet mellem flere faktorer. Den globale finanskrise, der for alvor startede i 2007, har en alvorlig betydning for den danske økonomi anno Danmark oplevede, som resten af især industrilandene, en alvorlig recession fra 2008 og frem. Denne recession var en naturlig og direkte konsekvens af den finansielle krise. Finanskrisen var en kædereaktion og et sammenspil af begivenheder og problemer, der tilsammen har skabt krisen. Således er det ikke udelukkende pga. manglende regulering af de globale finansielle markeder, eller manglende opsyn med bankerne, at krisen blev udløst. Disse skal sammenholdes med globalt underskud på handelsbalancerne og uansvarlige banker. Tilsammen udløste dét denne nuværende recession (Telegraph, ). Finanskrisen er central, men lige så vigtigt er ansættelsesstoppet i den danske offentlige sektor. Det offentlige oplever, såvel som det private, krisetid og er derfor nødt til at spare. VKO-regeringen ønskede at sænke de offentlige udgifter, hvilket blandt andet resulterede i et ansættelsesstop. Det kan være problematisk, at dette delarbejdsmarked ikke længere optager samme del af de dimitterede akademikere, som tidligere. Generelt har det offentlige historisk set ansat en stor del af de uddannede akademikere (DJØF, ). Den aktive arbejdsmarkedspolitik og den aktive beskæftigelsesindsats I Danmark har vi, siden 1994, haft en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Den aktive arbejdsmarkedspolitik blev udformet i forbindelse med indførelsen af den danske flexicuritymodel og på baggrund af arbejdsmarkedsreformen fra (Beskæftigelsesministeriet, A). Arbejdsmarkedsreformen omfattede, udover loven om aktiv arbejdsmarkedspolitik, en ændring i loven om dagpenge, som adskilte dagpengesystemet og aktiveringssystemet, samt en lov om orlov. Sidenhen er der foretaget adskillige reformer af reformen. 38

40 Disse omhandler; øget fleksibilitet og individuelle handlingsplaner, forkortelse af dagpengesystemet fra 9 til 4 år, øget vægt på pligt i forhold til aktiveringssystemet og en fremrykning for tidspunktet for aktivering. Med strukturreformen fra 2007 skete yderligere ændringer i form af inddragelse private aktører i den aktive beskæftigelsesindsats og en prioritering af positiv stress i form af hyppig kontakt mellem sagsbehandleren og den ledige (Kongshøj, 2010: 87). Senest skete der i 2010 en beskæring af dagpengeperioden fra 4 til 2 år (Beskæftigelsesministeriet B, ). Den aktive arbejdsmarkedspolitik lægger vægt på opkvalificering og jobtræning, således at de lediges kvalifikationer matcher virksomhedernes behov og bidrager til at afhjælpe strukturproblemer og sikre et velfungerende arbejdsmarked (Finansministeriet A). Dette sker blandt andet gennem forsøg på at ændre dagpengesystemet, ved f.eks. at forkorte dagpengeperioden uden aktivering således, at den ledige motiveres til at være mere aktiv i jobsøgningen (Kongshøj, 2010: 85). Ifølge den aktive arbejdsmarkedspolitik opstår et velfungerende arbejdsmarked, hvor flest mulige er i arbejde og virksomheder kan få den nødvendige arbejdskraft, især igennem en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor målet er at bidrage til at: Bistå arbejdssøgende med at få arbejde, give service til private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft, eller som vil fastholde ansatte i beskæftigelse, bistå kontant- og starthjælpsmodtagere og ledige dagpengemodtagere til så hurtigt og effektivt som muligt at komme i beskæftigelse, så de kan forsørge sig selv og deres familie, og støtte personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde. (Beskæftigelsesministeriet C). Den aktive beskæftigelsesindsats er baseret på kontaktforløb og aktivering. Under et kontaktforløb skal de ledige opbygge et CV inden fire ugers ledighed og deltage i jobsamtaler og rådighedssamtaler mindst hver tredje måned (Borger, ). Der er siden 2009 indført særlige regler for unge under 30 år. Indenfor disse regler er der fire grupper, som tager udgangspunkt i, hvorvidt den unge har, eller er i stand til at tage, en uddannelse. Samtidig fremrykkes den aktive indsats. Målgruppen, som passer til vores problemstilling, er unge 39

41 under 30 med uddannelse. De skal have den første jobsamtale i jobcentret senest en måned efter at have meldt sig ledig og skal derefter til jobsamtale minimum hver tredje måned (Beskæftigelsesministeriet D). Dagpengemodtagere under 30 år, skal efter at have meldt sig ledige, aktiveres indenfor tre måneder med en minimums varighed på seks måneder og dagpengemodtagere mellem år indenfor ni måneder. Formålet med aktivering er at udvikle den jobsøgendes kvalifikationer og evner. Dette sker ved, at den ledige sammen med jobcentret udvikler en jobplan, som vedkommende har pligt til at overholde. Der er tre former for aktiveringstilbud; virksomhedspraktik, job med løntilskud og opkvalificering og vejledning (Borger, ). Tilbud skal så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger, med henblik på at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Tilbud kan gives hver for sig eller i kombination (Retsinformation). Virksomhedspraktik er et tilbud til den ledige om at komme i praktik i en offentlig eller privat virksomhed. Praktikperioden kan vare op til fire uger for ledige medlemmer af en a-kasse og op til 13 uger for kontanthjælpsmodtagere. Job med løntilskud foregår i en privat eller offentlig virksomhed. Den ledige kan efter seks måneders ledighed blive ansat i en privat virksomhed i 12 måneder, hvor lønnen svarer til den gældende overenskomst. Ved ansættelse med løntilskud i en offentlig virksomhed er der intet krav om forudgående ledighedsperiode og den ledige får udbetalt, hvad der svarer til den enkeltes dagpengesats. For begge gælder det, at arbejdsgiveren modtager et offentligt tilskud til den lediges løn. Opkvalificering og vejledning er korte vejlednings- og opklaringsforløb, særlige projekter og kortere uddannelsesforløb. Vejledning og opkvalificering må højst vare i alt seks uger inden for de første ni måneders ledighed (Beskæftigelsesministeriet E). Tal fra september 2011 viser, at der er ledige i aktiveringssystemet, hvoraf af dem er dagpengemodtagere (Beskæftigelsesministeriet F). 40

42 Udfordringen ved den aktive beskæftigelsesindsats er at tilrettelægge aktiveringstilbuddene så de ledige får styrket deres kvalifikationer, samtidig med at indholdet i aktiveringstilbuddene påvirker den lediges søgeaktivitet og har indflydelse på hvilken retning den ledige går. Det er vigtigt at undgå at fastlåse de ledige i aktiveringstilbuddene, når reelle jobmuligheder er tilstede på arbejdsmarkedet (Finansministeriet A). Disse udfordringer, og hvordan de imødekommes, vil blive analysere senere i projektet. Delkonklusion Sammenfattende kan det udledes, at ledigheden er steget siden finanskrisens udbrud i I forlængelse heraf er ledigheden for akademikerne, særligt dimittender, også steget. Årsagerne hertil skyldes hovedsagligt finanskrisens udbrud og det offentlige ansættelsesstop. Siden 1994 har Danmark haft en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der kombinerer en høj grad af mobilitet mellem jobs og et udbygget socialt sikkerhedsnet for de ledige. Den aktive arbejdsmarkedspolitik har til formål at udvikle den lediges kvalifikationer og evner, så denne kan komme i beskæftigelse. Indenfor aktivering er der tre former for aktiveringstilbud; virksomhedspraktik, job med løntilskud og opkvalificering og vejledning. Det er vigtigt, at de ledige ikke bliver fastlåst i aktiveringstilbuddene, når der er jobtilbud på arbejdsmarkedet. Konsekvenserne ved den stigende akademikerledighed vil vi undersøge i analysen, samt belyse hvilken effekt aktiveringssystemet har i forhold til akademikere. Analyse Den ontologiske præmis Arbejdet har i dag en stor betydning for individet. Arbejdet ses ikke blot længere som et lønarbejde, hvor der skal skaffes materiel grobund for individets eksistens, men er i højere grad med til at danne individets identitet og sociale status. Vi har derfor en antagelse om, at arbejdet har en stor betydning for individets selvopfattelse. Det er ud fra dette ontologiske udgangspunkt, at vi ønsker at gribe vores analyse an. Følgende afsnit vil være en kort karakteristik over arbejdets betydning, ud fra vores teoretikeres arbejdsbegreber. I forlængelse af vores ontologiske antagelse finder vi, at Negts teori om arbejdets betydning er anvendelig. 41

43 Ifølge Negt bærer arbejdet, i det moderne samfund, ikke længere karakter af tvang, men opfattes derimod som en samfundsydelse, da individet har et ønske om at arbejde. Arbejdet er midlet til at opnå social anerkendelse og manglende arbejde, kan derfor føre til en form for identitetskrise, da arbejdet ses som en del af den individuelle identitet (Negt, 1985: 43). Dette syn på arbejde deles af Honneth, som mener at: Chancen for at passe et økonomisk lønnet og dermed socialt reguleret arbejde er også i dag forbundet med erhvervelsen af den form for anerkendelse som jeg har kaldt social værdsættelse (Honneth, 2003: 44). Arbejde kan beskrives som social værdsættelse, da den enkelte bliver anerkendt på sine personlige præstationer og kompetencer indenfor dets felt. Denne anerkendelse er et vigtigt led i individets identitetsdannelse og udeblivelsen af denne kan medføre et identitetstab. Jahoda definerer arbejdet som mere end blot en menneskelig rettighed, idet det er selve essensen af livet (Jahoda, 1982: 8). Jahoda deler Honneths og Negts definition af betydningen af arbejdet, idet hun argumenterer for, at det giver individet identitet, status og socialt samvær (Jahoda, 1982: 39). Vi vil ud fra ovenstående karakteristik af arbejdets betydning undersøge hvilke tendenser man kan påvise, når der er en stigende gruppe af ledige akademikere. Disse tendenser vil vi identificere i analysen. Analyse af årsagerne til dimittendledighed for akademikere og de samfundsøkonomiske omkostninger Vi vil i dette afsnit analysere årsagerne og de samfundsøkonomiske omkostninger ved stigningen i dimittendledigheden for akademikere, som Danmark har oplevet de senere år. Vi vil underbygge vores analyse med den indsamlede empiri i form af interviews og datamateriale. Vi vil ydermere sætte vores egen empiri i relation til den keynesianske makroøkonomiske teori. Derudover inddrager vi en rapport om de individuelle og samfundsøkonomiske konsekvenser ved dimittendledighed, udarbejdet af AE og DJØF 2. 2 Rapporten hedder Samfundsøkonomiske konsekvenser af dimittendledighed for videregående uddannelser og den er udarbejdet af Mie Dalskov Phil og Ole Bech Lykkebo i

44 Årsagerne hertil Vi har på baggrund af vores eliteinterviews kunne analysere os frem til, at der er flere væsentlige årsager til den nuværende dimittendledighed, som er på 23,9 % af arbejdsstyrken (AC, oktober 2011). Først og fremmest påvirkes ledigheden, både for akademikere og andre faggrupper, af generelle konjunktursvingninger. Ydermere betyder den nuværende finanskrise et fald i beskæftigelsen. I interviewet med Per Kongshøj Madsen, forklarer han årsagerne til den nuværende finanskrise og dermed den stigende ledighed således: Dels er der boligboblen, som brast i løbet af 2007 og som trak meget elendighed med sig. Det er den største årsag til krisen ( ) Den skræmte livet af forbrugerne, friværdien forsvandt, efterspørgslen er væk og så har man ikke grundlag for et opsving, og så kommer der underskud på de offentlige finanser, det går ud over samfundet ( ) En del af det er selvskabt plage og en del af det er noget, der er kommet til os udefra (Kongshøj, 2011, 01:48). Kongshøj forklarer i det ovenstående citat, hvilke generelle årsager, der ligger til grund for, at Danmark pt. befinder sig i en finanskrise og det heraf følgende fald i beskæftigelsen. Den nuværende finanskrise kan forklares af den keynesianske makroøkonomiske teori, da den tydeliggør de økonomiske mekanismer, der forårsager en økonomisk krise, ligesom man oplevede det i 1930erne. På daværende tidspunkt oplevede de udviklede lande ligeledes et kraftigt fald i produktionen, der medførte at arbejdsløsheden steg markant. Hvis vi forbliver i recession, vil det økonomiske system forblive i en tilstand med høj arbejdsløshed og produktionen vil stagnere. En anden årsag til den stigende ledighed blandt dimitterende akademikere er, at der, samtidig med at den private sektor holder tilbage med ansættelser pga. finanskrisen, er indført ansættelsesstop i den offentlige sektor. Denne problematik beskriver Lars Munck, da han i interviewet kommer ind på årsagerne til den stigende ledighed for djøfere og akademikere generelt. kombinationen af at arbejdsmarkedet i den private sektor gik i stå og man så lukkede det offentlige den offentlige sektor mere eller mindre ned (er 43

45 baggrunden for red.) at ledigheden for alvor steg, især for dimittenderne (Munck, 2011, 01:26). Munck konkretiserer et makroøkonomisk problem når arbejdsmarkedet holder igen med at ansætte akademikere. Sagt med andre ord er efterspørgslen efter akademikerarbejdskraft faldende. Særligt når den offentlige sektor har ansættelsesstop går det udover akademikerne, især djøferne, da omkring 60 % af djøferne bliver ansat i den offentlige sektor efter dimission (DJØF, ). Vi ønsker ydermere at belyse endnu en årsag, der vedrører udbudssiden på arbejdsmarkedet. Flere og flere unge vælger at tage en lang videregående uddannelse og da arbejdsmarkedets efterspørgsel ikke kan følge med, ser vi en stigning i ledigheden, specielt for de dimitterede. Dette er en smule paradoksalt i og med, at der i sin tid blev sat en flere kampagner og tiltag i gang for, at de unge skulle tage en videregående uddannelse. Niels Lykke er inde på denne årsag til ledighed, og han udtaler sig således: Men også det forhold at der simpelthen bliver uddannet stadig flere unge akademikere, altså dimittender. Der kommer flere og flere, altså, man har gradvist øget optagelsestallet på uddannelsesstederne, og man fortsætter med at gøre det. Så det er klart når man hele tiden producerer flere, så skal vi jo have endnu større jobskabelse netto, for bare at holde ledigheden på samme niveau (Lykke, 2011, 03:00). I sig selv er det naturligvis positivt, at flere griber muligheden for at få en bedre uddannelse, men det er et problem, hvis der ikke kan findes beskæftigelse til de dimitterede. Sammenfattende kan man sige, at den væsentligste årsag til den stigende akademikerledighed er finanskrisen. Finanskrisen har påvirket beskæftigelsen samt ledigheden særligt ved de dimitterede akademikere. Før krisen ramte Danmark, var der flere økonomer, der udsendte prognoser om, at vi i fremtiden kommer til at mangle højtuddannede hænder blandt andet på baggrund af demografien. Men efter krisen ramte blev prognosen udskudt, i og med vi oplever en stigning i arbejdsløsheden frem for efterspørgsel efter arbejdskraft. Derudover er 44

46 der en manglende mobilitet på arbejdsmarkedet og det er et stort problem for de nyuddannede (Munck, 2011). Ydermere medførte krisen, at friværdien faldt og forbrugerne blev tilbageholdne med at bruge penge og samtidig forsvandt efterspørgslen (Kongshøj, 2011). Alle disse problematikker viser, at den samlede produktion ikke er god nok til at udnytte samfundets produktionskapacitet fuldt ud og derfor ser vi en stigning i ledigheden. Ydermere medfører det, at vi i samfundet oplever at efterspørgslen efter arbejdskraften forsvinder, med andre ord oplever, at vi i Danmark et negativt efterspørgselschok. Vi har skitseret årsagerne til den stigende ledighed og vil derfor bevæge os over til konsekvenserne af denne. De samfundsøkonomiske omkostninger ved dimittendledighed Der er indledningsvis mange konsekvenser ved den stigende dimittendledighed og disse kan betragtes ud fra forskellige parametre. Vi har valgt at anskue problematikken ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. I det følgende afsnit vil vi analysere de samfundsøkonomiske omkostninger, der opstår som følge af dimittendledighed. Som vi tidligere i opgaven har fastslået, er dimittendledigheden steget siden første kvartal af 2008, hvor den samlede ledighed var nede på et historisk lavt niveau. På nedenstående figur illustreres hvorledes den længerevarende dimittendledighed har bevæget sig fra Figur VI: Andel længerevarende ledige dimittender (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 12). 45

47 På ovenstående graf ses udviklingen i dimittendledigheden i procent for henholdsvis de lange videregående uddannelser sammenlignet med alle videregående uddannelser. Dimittendledigheden er steget markant efter finanskrisens udbrud. Niveauet er dog lavere end i årene AE og DJØF har, som tidligere skrevet, udgivet en rapport som blandt andet kommer ind på de samfundsøkonomiske omkostninger ved den stigende dimittendledighed. De har blandt andet foretaget undersøgelser, der dels viser velstandseffekten og dels effekten på den offentlige saldo ved at have ledige dimitterede akademikere. Undersøgelsen tager udgangspunkt i dimittendåret 2010 og på baggrund af disse undersøgelser, vil vi analysere de samfundsøkonomiske omkostninger ved dimittendledighed. For at kunne anskue de samfundsøkonomiske omkostninger indleder vi med, at se på de makroøkonomiske tab, der eksisterer ved dimittendledighed. Disse tab ses blandt andet på figur VII og VIII. Figur VII: Effekt på beskæftigelsen af mindst 6 måneders ledighed for årgang (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 12). På ovenstående tabel ses, at der var ledige dimitterende fra de lange videregående uddannelser efter 6 måneder i årgang Tabellen viser hvor mange der er ledige henholdsvis 3, 5 og 7 år efter de er dimitterede. 46

48 Figur VIII: Samlet velstandseffekt af mindst 6 måneders ledighed for årgang (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 13). Figur VIII viser sammenhængen mellem antal dimitterede ledige for årgang 2010 (figur VII) og hvor meget velstand samfundet taber på det. Medianindkomsten viser, hvor meget de ledige dimittender kunne havde bidraget samfundet med. På baggrund af dette, har de kunne regne ud hvor meget velstandstabet bliver for samfundet henholdsvis 3, 5 og 7 år efter akademikerne dimitterer. Det vil sige, at der efter 3 år er 246 ledige med en lang videregående uddannelse ud af de 2.623, der var ledige efter 6 måneder efter dimittering i Denne gruppe koster således tilsammen samfundet 246 millioner kroner, jf. tabellerne ovenfor. Tabellerne viser altså hvor meget hvert enkelt dimitteret akademiker bidrager med, når de er i arbejde. Dvs. hvor meget de bidrager til i forhold til BNP. Med andre ord, viser det hvor meget deres markedsværdi er. Samlet set koster det samfundet 408 millioner kroner, hvis man både regner de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser med efter 3 år. Ud af de 408 millioner kroner står de dimitterede akademikere, med en lang videregående uddannelse, altså for de 246 millioner kroner. Den dimitterende ledighed påvirker ydermere den offentlige saldo, som vist i figur IX nedenfor: 47

49 Figur IX: Samlet effekt på offentlig saldo af beskæftigelsen og løn. (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 17). Tabel 9 viser sammenhængen mellem den samlede effekt på den offentlige saldo og dimittendledige akademikere. Tabellen er udregnet efter Finansministeriets tommelfingerregel, som beskriver, at hvis der flyttes fra ledighed til beskæftigelse vil det give en vækst på 0,25 % af BNP det giver en effekt på kr. pr. person (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 16). Tabellen er udregnet på baggrund af beskæftigelse og løn, da disse parametre har en større effekt på den offentlige saldo, end blot beskæftigelsen alene. I den omtalte AE & DJØF rapport bliver det konstateret, at når man har været ledig i 3 år eller flere, får man mindre i løn end når man kommer direkte i beskæftigelse efter uddannelsesforløbet er afsluttet (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 6). Denne difference betyder, at mistede skatteindtægter, ved den lavere løn, samlet set påvirker den offentlige saldo negativt. Det koster penge for staten at have ledige dimitterende akademikere, da de blandt andet skal have dagpenge og staten mister skattepenge, idet de ikke er i beskæftigelse. Konjunkturledighed til strukturledighed I forlængelse af konsekvenserne ved høj ledighed, som beskrevet ovenfor, skitserer Kongshøj yderligere problematikken i nedenstående citat: 48

50 Der er vi ude i det, som vi i økonombranchen kalder for hysteresis. ( ) Hvis man har en høj ledighed, så er der en tendens til at den bliver hængende, om man så må sige. Det er ret let at få ledigheden til at stige, det er sværere at få den ned igen (Kongshøj, 2011: 07:46). Man kan ud fra ovenstående makroøkonomiske ræsonnement frygte, at akademikerledigheden, og den generelle ledighed, fortsat vil stige, eller som Kongshøj formulerer det bliver hængende. Det vil betyde, at ovenstående konsekvenser bliver selvforstærkende og at de offentlige finanser fortsat bliver ved med at gå i en negativ retning. Kongshøj pointerer i denne forbindelse, at konjunkturledighed kan ende ud i strukturledighed. Konjunkturledighed omhandler de økonomiske op- og nedture, imens strukturledighed vedrører det samlede arbejdsmarked og derved også de politiske beslutninger, der træffes indenfor arbejdsmarkedet. Problemet opstår, idet strukturledighed ikke forsvinder, når lavkonjunkturen eller finanskrisen er aftagende. Strukturledighed kan også forekomme som følge af et mis-match mellem udbud og efterspørgsel af kvalifikationer. Denne situation er netop opstået i dag, hvor flere og flere tager en akademisk uddannelse, på trods af, at der ikke er job til alle. Det kan også skyldes, at de akademikere der uddannes, ikke får de uddannelser, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Lykke beskriver yderligere, at det største problem ved denne tendens er, at det skaber ustabilitet og mangel på fremtidstro (Lykke, 2011). Derudover konkretiserer han også, at dette i fremtiden kan betyde, at de yngre generationer ikke længere ønsker at tage en akademisk uddannelse, da der ikke er jobgaranti. Dertil skal det nævnes, at der som bekendt heller ikke er jobgaranti for de ikke akademiske jobs. På trods af disse negative konsekvenser mener Munck og Kongshøj dog, at det uanset den nuværende finanskrise, stadig kan betale sig at tage en akademisk uddannelse. Munck supplerer denne holdning, idet han udtaler at: Altså jeg er overbevist om, at man skal blive ved med at satse på uddannelse, det er det eneste fornuftige. Og hvis du ser på megatrenden over de sidste år, så ser man at kompetence og kvalifikationskrav er blevet stadig større (Munck, 2011, 05:02). 49

51 Men alt andet lige ( ) vil der blive mangel på djøfere fremover, det er vi ret sikre på, men altså lige præcis hvornår og hvordan manglen slår igennem, det er der stor usikkerhedsfaktor omkring, på grund af den her krise der nærmest bliver værre og værre (Munck, 2011, 8:55). Ydermere viser AE og DJØFs rapport en stigning i virksomhedernes produktivitet i takt med medarbejdernes uddannelsesniveau (Dalskov Phil og Bech Lykkebo, 2011: 17f). Produktiviteten stiger således, når folk har en høj uddannelse, og Munck fastslår at akademikernes æra vil vende stærkt tilbage jf. ovenstående citat. Man kan derfor argumentere for, at der er flere incitamenter for at tage en uddannelse. Lykke mener dog i højere grad, i kontrast til Munck, at alle på en enkelt årgang nødvendigvis ikke skal tage en akademisk uddannelse. Han udtaler endvidere, at arbejdsmarkedet ikke kan absorbere så mange akademikere og han peger på dette, som en årsag til den stigende ledighed. Langtidsledighed En mulig konsekvens ved den stigende ledighed er, at flere kan ende i langtidsledighed. Det er både dårligt for den enkelte og for samfundet. Ender man i langtidsledighed vil man ofte spare penge i stedet for at forbruge dem i form af diverse investeringer. Dette betyder i sidste ende, at forbrugskvoten falder og dette påvirker det økonomiske kredsløb negativt. Når forbrugskvoten falder og ledigheden stiger, skal flere og flere modtage offentlig støtte. Dvs. at der opstår et mis-match mellem indtægter og udgifter i det statslige budget. Kort fortalt vil et fald i forbruget medføre et fald i den forventede efterspørgsel. Det vil indebære et fald i produktionen, som i sidste ende vil betyde et fald i efterspørgslen efter arbejdskraft, hvilket bevirker en stigning i ledigheden. Når der er en høj grad af ledighed i samfundet, vil det påvirke forbrugernes adfærd. Hvis man som lønmodtager frygter at miste sit job, vil man oftest være påpasselig med at forbruge, hvilket indebærer, at der ikke ryger nok penge ud i det økonomiske kredsløb. Det er således ikke blot det at være ledig, men også frygten for at blive det, der påvirker økonomien. Som Kongshøj vittigt formulerer det, er det private forbrug en vigtig brik i det økonomiske kredsløb. Til spørgsmålet om hvorvidt mindre snak om finanskrisen ville mindske dens betydning, svarer han derfor således: 50

52 Jeg er meget skeptisk overfor lykkepiller, men sådan en gang national uddeling af lykkepiller til ris a la manden (til jul red.) den kunne være en hjælp ( ) og så ville det blive selvforstærkende på den gode måde (Kongshøj, 2011, 18:32). Ud fra ovenstående citat kan man udlede, at forbruget har en afgørende rolle i forhold til at mindske ledigheden. For hvis danskerne i højere grad begynder at forbruge, vil det have en positiv og selvforstærkende effekt på økonomien. Idet en stigning i forbruget vil forårsage en stigning i den forventende efterspørgsel, som vil indebære en stigning i produktionen, der afslutningsvis vil medføre en stigning i efterspørgslen af arbejdskraft. Delkonklusion Sammenfattende kan man konkludere, at der er forskellige årsager til og konsekvenser af den stigende dimittendledighed. Årsagerne til den stigende ledighed er hovedsageligt disse 4: Finanskrisens udbrud (den private sektor holder derfor igen med at ansatte), ansættelsesstop i den offentlige sektor, stigende udbud af dimitterende akademikere samt et mis-match mellem de kvalifikationer, der efterspørges og dem, der udbydes af de dimitterede. Konsekvenserne af den stigende ledighed er blandt andet, at velstandseffekten falder i samfundet, når man har en høj grad af dimittendledighed. Derudover bliver den offentlige saldo påvirket i en negativ retning, da det offentlige skal yde økonomisk støtte blandt andet i form af dagpenge til de ledige. Samlet set kan man konkludere, at der skal gøres noget ved det stigende ledighed, ellers risikerer vi den bliver hængende og påvirker det økonomiske kredsløb negativt. Individuelle konsekvenser ved ledighed I det følgende afsnit vi påpege de individuelle konsekvenser, der kan opstå ved ledighed. Derfor er det relevant at inddrage det teoretiske begrebsapparat, vi introducerede i vores teoriafsnit. Negt, Honneth og Jahoda beskæftiger sig alle med betydningen af arbejde og derfor også med betydningen af at være ledig. I vores eliteinterviews har vi ligeledes erfaret viden, der kan bruges i analysen af hvad ledighed, betyder for individet. Socialforskningsinstituttet (SFI) og AE har foretaget adskillige undersøgelser om, hvad det betyder for individet at være ledig. De mest omfattende kvantitative og kvalitative analyser er indsamlet og bearbejdet af SFI i 1980erne og danner grundlaget for megen nyere forskning. 51

53 Eftersom undersøgelserne er af ældre dato, skal man naturligvis være bevidst om de ændringer samfundet sidenhen har gennemlevet. Dog finder vi, at de fremkomne resultater og hovedpunkter i deres analyser, er anvendelige i forhold til vores problemstilling. I vores ontologisk præmis konkluderes det, at arbejdet har en stigende betydning for individet og identiteten, hvorfor man kan argumentere for, at konsekvenserne og effekterne for individet bliver forstærket og opleves værre end tidligere. SFI udfører fra 1970erne og frem adskillige kvantitative og kvalitative undersøgelser. En af disse er en undersøgelse fra 1979, hvor den arbejdsløse skulle angive den værste konsekvens af arbejdsløshed. De ledige gav følgende svar 3 (Mørkeberg, 1985: 16ff): Tab af selvtillid (35 %) Indtægtstab (34 %) Tab af kontakt til kolleger (33 %) Lediggang og kedsomhed (31 %) Angst for fremtiden (27 %) Psykisk belastning ved arbejdssøgning (22 %) Med ovenstående skal der forstås, hvad de ledige oplever som de værste konsekvenser af at være arbejdsløs. Hermed fremgår det, at 35 % af de adspurgte mente, at tabet af selvtillid var den største negative konsekvens ved at være ledig. Denne blev efterfulgt af indtægtstab og tab af kontakt til kolleger på henholdsvis 34 % og 33 %. Ovenstående kan sammenholdes med Jahodas konklusioner af konsekvenserne ved ledighed. Jahoda og SFI finder, at der er et tab af kontakt til kollegaer/mindsket social kontakt. Kongshøj og Jahoda deler samme syn på, at der er en sammenhæng mellem tab af arbejde og tab af identitet.... folk der bliver ledige, bliver ofte også langtidsledige. Hvis først du er kommet ud i langtidsledighed og har været væk fa arbejdsmarkedet i et stykke tid, så bider det sig selv i halen. Dels mister du dine personlige kvalifikationer. Du bliver (måske red.) fordrukken, du bliver skilt osv. Du mister dine faglige 3 Der kunne i undersøgelsen vælges 3 forhold ud af 9. Ovenstående er der udvalgt de 6 vigtigste konsekvenser. 52

54 kvalifikationer, fordi du ikke bliver stimuleret på jobbet og får den jobtræning, som vi andre får. Man mister også det netværk, som er på arbejdsmarkedet. (Kongshøj, 2011, 08:41). Hermed forstås, at ledighed påvirker individets sociale udfoldelsesmuligheder og kompetencer. Som følge af manglende faglige udfordringer ved det at være ledig, kan man ikke få stimuleret sine kompetencer og risikerer derved at miste dem. En stor del af identiteten og ens sociale position forlader sig på jobstatus. Individets netværk i høj grad hænger sammen med dét, man har etableret via og på sit arbejde, hvorfor det mistes ved arbejdsløshed. Derved kan Jahodas tab af status og identitet sammenkobles med det tydelige tab af selvtillid og indtægtstab, som SFI finder. Status er tydeligt præget og defineret af indtægt. Dette tab af selvtillid kan være alvorligt i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Her er selvtillid yderst central, hvis man som nu, oplever stor konkurrence om arbejde. Ifølge Kongshøj gennemløber den ledige forskellige faser i sin arbejdsløshed: I starten er det måske ok at være arbejdsløs, så kan man være sammen med familien, men efter noget tid kommer der en modløshedsfase, så man begynder at søge jobs og finder ud af det ikke er så nemt at finde et job. Så kommer der krisefasen, hvor man går i sort over det. Det er jo forfærdeligt og til sidst kommer resignationsfase, som er det vi i arbejdsmarkedssprog kalder for the the discouraged worker eller den modløse arbejder, som er den, der har mistet humøret og lysten til jobsøgeaktiviteten. Og så er vi ovre i den strukturarbejdsløse. En discouraged worker er en struktur arbejdsløs som er strukturarbejdsløs, fordi ham eller hende ikke overkommer mere. (Kongshøj, 2011, 22.00). Disse faser bliver gradvist mere alvorlige for den ledige. Det vil sige desto længere tid, man er ledige, desto flere faser gennemleves og flere individuelle konsekvenser opleves. Tilsvarende sværere bliver det også at komme ind på arbejdsmarkedet. Der kan opstå den situation, at man bliver uinteressant for arbejdsgiverne, idet man som langtidsledig bliver statistisk diskrimineret (Kongshøj, 2011: 09:43). Som Kongshøj udtaler sig i interviewet, sorterer arbejdsgivere ud fra ledighedshistorie, hvorfor det bliver sværere for den ledige at 53

55 komme tilbage på arbejdsmarkedet, jo længere denne går ledig (Kongshøj, 2011). Ledigheden får således en selvforstærkende effekt og kan påvirke negativt på to områder. Det første område er, at der med ledigheden følger en række individuelle problemer, såsom at man risikerer at ens kvalifikationer og kompetencer bliver forældet. Dette sker samtidigt med du bliver stadigt mere uinteressant for arbejdsgiverne. Ovenstående citat opsummerer på sin vis Jahodas fem konsekvenser ved arbejdsløshed, samt Negts indskrænkelse af den arbejdsløses bevægelsesspillerum, hvorved han mener, at det har en praktisk konsekvens at være arbejdsløs. Den lediges vaner og dagligdag bliver markant anderledes. Jahoda og SFI fastslår, at der er en række individuelle konsekvenser ved at være arbejdsløs, hvorfor man kan opleve denne periode som negativ. Man oplever netop et tab af regulær aktivitet og får mindsket social kontakt. Man kan man gå to veje ved ledighed. Den ene er, at arbejdsløsheden har en motiverende effekt. Den ledige bliver bevidst om, at den aktivt skal forsøge at gøre noget for at komme i arbejde igen, og den føler, at der er en reel mulighed for dette. Den anden, og oftest mere sandsynlige er, at der er nogle tendenser der tyder på, at individet ikke reagerer positivt på dét at være ledig. Det er blot starten på en negativ proces med flere negative følger. Det er også interessant, at både Kongshøj og SFI finder, at selve processen som arbejdssøgende kan være yderst demotiverende. SFIs undersøgelser finder, at der er knyttet en form for psykisk belastning ved at være arbejdssøgende. Dette er uden tvivl blevet forstærket af den nuværende jobkonkurrence. Som både Lykke og Munck udtaler har f.eks. djøfere været sikret arbejde allerede inden dimittering. Nu er der derimod op til flere hundrede ansøgere til hver akademikerstilling (Berlingske Tidende, ). Og er man først ledig, er det negativt influerende for den lediges efterfølgende muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet. Dette udvikler sig proportionalt med ledighedsperioden: Dem, der ryger ud af beskæftigelse ender med i realiteten at ryge ud af arbejdsmarkedet. Selvom du står på listen over dagpengemodtager og selvom du selv siger, at du gerne vil have et arbejde, så er du uinteressant fra et arbejdsmarkedssynspunkt, fordi du ikke er i reel konkurrence om jobbene. (Kongshøj, 2011, 09:26). 54

56 Derfor kan man se en tydelig effekt, af hvad ydre omstændigheder gør for jobmulighederne, og derefter, hvad det har af effekter for den enkelte. Det har en direkte konsekvens for den enkelte ledige. Udover tidligere nævnte konsekvenser oplevede 86 %, ifølge SFI, en eller flere ubehagelige konsekvenser af ledighed. Dertil oplevede 60 % en nedgang i deres materielle levevilkår. Generelt er der, udover tabet af arbejde, en række negative konsekvenser, hvor der er en tydelig korrelation mellem ledighed og andre dårligdomme. Adspurgt om konsekvenserne af ledighed siger Per Kongshøj således: Nogle af problematikkerne gælder helbred, misbrug, mindreværd, kriminel adfærd og dødelighed. Det viser sig, at ledige rent faktisk har en øget risiko for dødelighed.( ) Der er meget få mennesker, der påstår at de blomstrer op når de bliver arbejdsløse. (Kongshøj, 2011, 19:30). Ovenstående citat viser stor sammenhæng med SFIs undersøgelser. Det har sammenfattende oftest en klar negativ betydning for individet at være arbejdsløs. Betydningen af ledighed Arbejdsmarkedets indretning og dennes betydning for ledighed, hænger også sammen med de økonomiske svingninger i samfundet. Under højkonjunktur, hvor det er nemmere at få arbejde, kan det føles som et større nederlag, hvis man ikke formår dette. Under lavkonjunktur kan man som ledig omvendt se sig selv som en af mange ledige og derfor kan det i mindre grad gå ud over ens selvopfattelse. Således kan generelle konjunkturudsving og ekstraordinære kriser påvirke individets opfattelse af deres ledighed. Munck finder, at er man ledig under lavkonjunktur, vil man i højere grad kunne gemme sig bag konjunkturforholdende og det faktum, at der generelt ikke er job at finde: i øjeblikket er der mange der står i den situation, og det er ikke min skyld. Det er konjunkturerne og arbejdsmarkedet. Det er sværere at være ledige under højkonjunktur, fordi der lykkes det for alle andre at få et arbejde så hvorfor ikke mig? (Munck, 2011, 27:00). 55

57 Det understøtter Lykke, idet han udtaler, at: hvis man er ledig i en tid, hvor der er mange jobs, så føler man måske i højere grad at det er mig, der er noget galt med (Lykke, 2011, 13:08). Denne opfattelse underbygges af Jahoda. Hun finder, at man er nødt til at være bevidst og huske den sociale kontekst i forhold til at vurdere folks oplevelser og handlinger. Det er hårdere at være arbejdsløs blandt arbejdende (Jahoda, 1982: 26). Når ledighed finder sted, som en mere isoleret hændelse, og i højere grad rammer enkelte individer, kan det medføre større tab af selvværd og identitet. Omvendt finder hun, at når det rammer store dele af befolkningen, vil individerne føle sig i samme situation som andre. Dermed kan ledighed i større grupperinger, eller som et resultat af større forhold, føles som mindre tab af social status end ellers. Her står Negt og Honneth i opposition til Jahoda. De anerkender arbejdets uomtvistelige betydning for individet. De finder arbejdsløshed særdeles negativt uanset årsagerne dertil. Ifølge Negt, vil individer, der er ledige, ofte befinde sig i den anden virkelighed. Opfattelsen af dette, vil være den samme uanset hvor mange, der befinder sig der og hvorfor. Honneth finder at tab af arbejde vil medføre tab af anerkendelse uanset om individet står alene eller er en af mange ledige. Arbejdspladsen beskrives som en social sammenhæng, hvor individet netop opnår social anerkendelse på baggrund af præstationer og kompetencer. Tab af job er lig tab af anerkendelse og derved tab af grundlag for identitetsudvikling, hvilket kan medføre identitetstab. Derfor kan det opleves, hvis et individ bliver fyret eller ikke kan få job, at det ikke har mulighed for at opnå denne form for social anerkendelse, som skabes på baggrund af arbejdet. Det er således i den solidariske anerkendelsessfære, at man som individ vil opleve den form for ringeagt, der er forbundet med arbejdsløshed, som kan være alvorligt i forhold til at få job senere og blive anerkendt som individ. Negt siger netop, at de arbejdsløse befinder sig i en helt anden virkelighed, end de arbejdende. Dette står også i god tråd med de tidligere nævnte konsekvenser, samt individets hindrede muligheder for at komme i arbejde igen. De ledige bliver reelt sat udenfor. De er samtidig de svageste i samfundet og deres eksistens bliver kunstigt opretholdt af offentlige ydelser. Man kan også argumentere for, at arbejdsløshed kolliderer med Negts definition af selve arbejdsbegrebet. Det civilisatoriske minimum bliver således krænket ved arbejdsløshed. Det civilisatoriske minimum er ifølge Negt, en nødvendighed for individet. Derfor finder Negt, at: 56

58 Arbejdsløshed er en voldsakt ( ) de er afskåret fra deres samfundsmæssige anvendelsesmuligheder, står i fare for at gå i opløsning og derved få fremkaldt alvorlige personlighedsforstyrrelser (Negt, 1985: 8). Han mener, at arbejdsløshed kan opfattes som skamfuldt og derved føre til tidligere omtalte konsekvenser. Det skal, ifølge Negt, også ses i lyset af arbejdets ændrede betydning for individet. Han mener, ligesom Honneth, at individet mister sin selvfølelse og samfundsmæssige anerkendelse. Delkonklusion Opsummerende kan man påpege en række alvorlige tendenser ved at være ledig. Individet risikerer at ryge ind i en negativ spiral med dertilhørende problemer. Det er ligeledes tydeligt, at arbejdsløshedsperioden opleves stressende og meget sjældent er befordrende for individets efterfølgende muligheder på arbejdsmarkedet. Arbejdet er det vi identificerer os med, hvorfor tab af dette kan tolkes som et tab af identitet. Vores interviewpersoner, er som vores anvendte kvantitative empiri, i høj grad enige om, at der er en lang række konsekvenser ved arbejdsløshed. Statistisk er det påvist, at ledighedsperioden er negativt determinerende og den ledige risikerer en form for ar-effekt. Vores teoretiske begrebsapparat finder samtidig tydeligt korrelative konsekvenser af arbejdsløshed. Negt mener, at arbejdsløshed er en voldsakt. Honneth finder, at ledighed fratager individet mulighed for at blive anerkendt på nødvendige niveauer. Jahoda understøtter både interviewpersoner og empiri i sammenhængen mellem arbejdsløshed, og hvad det efterfølgende har af konsekvenser for individet. Dimittendledighed Såvel som der er en række samfundsmæssige og økonomiske omkostninger ved den generelle og dimittendledighed, er det der ligeledes individuelle konsekvenser ved dimittendledighed. Vi anser, at man i overgangen fra at være studerende til dimittendledig, går fra at være i beskæftigelse til at være ledig. Derfor kan ovenstående analyseafsnit, omkring individuelle konsekvenser af ledighed, understøtte denne analyse. Der er fastslået korrelative negative tendenser ved ledighed. Dette er også tilfældet ved dimittendledighed. Nedenstående vil sammenholde og analysere vores eliteinterviews i relation til statistisk materiale. Således kan man forsøge at verificere vores interviewpersoners udsagn ud fra statistisk datamateriale. 57

59 Vi har valgt at inddrage AE og DJØFs rapport om de samfundsøkonomiske konsekvenser ved dimittendledighed for de videregående uddannelser. Denne understøttes af de vigtigste pointer og resultater fra en ældre dansk undersøgelse og nyere svensk undersøgelse om samme problemstilling 4. Generelt viser det sig, at dimittender, der uddannes under lavkonjunktur har trangere kår på arbejdsmarkedet. Væksten er lav, hvilket medfører lav jobmobilitet og jobvækst. Denne situation skaber nogle langtrækkende konsekvenser for dimittenderne, i og med det er sværere for dem at komme ind på arbejdsmarkedet. Dette understøttes i høj grad af vores interviewede eksperter. Blandt andet siger Lykke: Det betyder noget helt systematisk efterfølgende, også når den pågældende får jobbet. Så hænger de efter lønmæssigt. Så der er en række effekter. Også de der stigma-effekter. Arbejdsgiverne vil tænke, at måske er der noget galt. Så tager de måske en lige fra eksamensbordet. ( ) så det er altså ret farligt at være ledig i et år eller mere. (Lykke, 2011, 09.40). Negative konsekvenser for lønniveauet Figur X: Gennemsnitlig individuel effekt af dimittendledighed på erhvervsindkomsten i procent. (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 5). 4 Arbejdsmarkedsstyrelsen Analyse om akademikernes arbejdsmarked, 2003 og Marie Gartell Unemployment and subsequent earnings for Swedish college graduates,

60 Ovenstående tabel illustrerer den gennemsnitlige individuelle effekt af dimittendledigheden på erhvervsindkomsten i procent. Denne er opmålt efter 3, 5 og 7 år. Dimittendledighed svarer til mindst 6 måneders ledighed efter dimission. Vi vælger at vurdere betydningen for totalen af de lange videregående uddannelser (TLVU). Samtidig kan det ud fra vores interview og statistiske materiale om djøfere, være interessant at vurdere udviklingen for de lange videregående uddannelser, samfund (LVUS). Således fremgår det, at har man, som dimittend, oplevet ledighed i minimum 6 måneder betyder det efter 3 år en negativ effekt på lønnen, svarende til 24,5 %, for LVUS og 23,3 % for TLVU. Efter 5 år er denne effekt faldet til henholdsvis 20,9 % og 19 %, og efter 7 år er den 19,9 % og 17,2 %. Det fremgår, at den negative effekt er aftagende over tid. Det viser sig statistisk, at den ledige, i sit efterfølgende karriereforløb, har lavere indtjening end ikke dimittendledige. Nøjagtigt som Lykke, Munck og Kongshøj udtaler. En svensk undersøgelse fra 2009, der belyser sammenhængen mellem dimittendledighed, i Sverige og efterfølgende lønniveau, når til samme resultat (Gartell, 2009: 12). Dimittendledighed, også i kortere perioder, er forbundet med et markant lavere fremtidigt lønniveau. Dog når undersøgelsen samtidig frem til, at ledighed under perioder med general høj ledighed, som nu, fører til et mindre fremtidigt løntab. Dette kan også sammenkobles med Jahodas fokus på den sociale kontekst, hvori arbejdsløsheden indtræder. I Analyse om Akademikerens Arbejdsmarked fra 2003, erfarede man også, at dimittendledighed spiller en markant rolle efterfølgende. De fandt, at dimittender, der var ledige i 1 år, efter dimission i 1992, oplevede et løntab på 16 % i 2001, i forhold til dem, der ikke var dimittendledige. Der viser sig således et helt tydeligt mønster, at dimittendledigheden er direkte negativt påvirkende på individets efterfølgende lønniveau. Effekt på beskæftigelsen Det er ikke blot ledighedsforløbet, i sig selv, der er negativt for den ledige. Man kan med nuværende dagpengesats på 2 år føle sig tvunget til at tage et job, af frygt for at ryge ud af dagpengesystemet. Derved kan man være tvunget til at tage et arbejde under kompetence- og forventede lønniveau. Man risikerer således ikke at blive anerkendt på de kompetencer og kvalifikationer man har. Krisen og ansættelsesstoppet i det offentlige har forstærket denne tendens. Der sker således en downgrading af arbejdsmarkedet. Man oplever således en generel nedgradering af arbejdsmarkedet. Her menes der, at alle er tvunget til at tage et job 59

61 under deres kompetenceniveau. De forskellige delarbejdsmarkeder er ikke gode nok til implementere denne stadigt større akademikergruppe, hvorfor nogle må tage job under deres kompetenceniveau. Dette udtaler Lykke sig om: Der bliver uddannet så mange akademikere, og udfordringen med at skaffe flere og flere jobs er enorm pga. stigende optag på universiteterne. Det betyder jo også, at der kommer en vis gøgeungeeffekt. De jobs i en virksomhed, som før i tiden blev varetaget af HKere. Vi bliver nødt til at tage disse jobs og så prøve at udvikle dem. Så alle skubber ligesom lidt nedad (Lykke, 2011, 08:45). Man kan således som dimitterende akademiker blive tvunget til at gå på kompromis med de forventninger man måtte have til sin karriere. Dernæst risikerer man som ledig at blive overhalet indenom af de efterfølgende årgange og folk med et højere uddannelsesniveau. Nogle akademiske uddannelser vil have sværere ved denne ledighed, idet de risikerer at deres uddannelse bliver forældet. Dette kan f.eks. være ingeniører og andre tekniske uddannelser (Munck, 2011). Som Politikens uddannelsesredaktør skriver: Deres eksamenspapirer vil være gulnede og deres kvalifikationer rustne, før der kommer gang i arbejdsmarkedet igen. (Politiken, ). DJØF mener, at det er farligt at opleve ledighed tidligt i akademikerens karriere. Det er ikke blot de tekniske uddannelser, men også generalistuddannelserne, der oplever stor ledighed og at det har en negativ effekt nu og fremtidigt: Det påvirker livsindkomsten og det påvirker beskæftigelsesmulighederne, hvis ikke man får arbejde indenfor det første år. Derudover påvirker det selvfølgeligt selvværdet ( ) det bliver sværere jo længere tid man går ledig. Der kommer hele tiden nye ud, så dele af generationerne risikerer at blive overhalet indenom. (Munck, 2011, 07:05). 60

62 Figur XI: Beskæftigelsesgrad afhængig af dimittendledighed 7 år efter dimission. (Dalskov Phil & Bech Lykkebo, 2011: 8). Ovenstående tabel viser beskæftigelsesgraden, afhængig af dimittendledighed, opmålt 7 år efter dimission. I denne tabel ser man både beskæftigelsesgraden for de ikke dimittendledige, på baggrund af uddannelsesgrad og de dimittendledige. Således ser man, at beskæftigelsesgraden for TLVU er 3,2 % lavere efter 7 år. Denne effekt er aftagende over tid, idet den efter 3 år var 9,2 % 5. Tabellen viser, at det ikke blot er lønnen, der er påvirket. Der er således også mindre sandsynlighed for at komme i beskæftigelse, hvis man har oplevet denne dimittendledighed. Man risikerer at komme bagerst i køen og blive overhalet indenom. Dette kan medføre den tidligere omtalte gøgeungeeffekt, hvor man tager jobs, man eventuelt er overkvalificeret til. Delkonklusion Dimittendledighed er yderst alvorligt for akademikerne. Individet risikerer at blive overhalet indenom og derved komme bagerst i køen til de jobs, der matcher dets kompetencer. 5 Jf. tabel 3 fra AE & DJØF rapport, se bilag. 61

63 Arbejdsgivere vil være tilbøjelige til ikke at ville ansætte akademikere, der har været langtidsledige. Dimittendledigheden betyder også noget helt systematisk for det fremtidige lønniveauet. Man får statistisk set lavere løn, hvis man har været ledig minimum 6 måneder efter dimission. Beskæftigelsesgraden bliver også påvirket. Den nuværende situation forværrer blot denne udvikling, idet der er en stigende nettotilvækst af akademikere, men der ikke bliver skabt forholdsvis lige så mange jobs. Derfor er især de nuværende dimittender i farezonen for at opleve nogle af ovenstående negative konsekvenser, idet krisen har markant betydning for jobvæksten. Analyse af aktiveringssystemet I følgende afsnit vil vi analysere aktiveringssystemet. Vi vil belyse aktiveringssystemets udvikling, samt hvilken påvirkning og effekt det har på den ledige akademiker. Vi vil anvende vores interview, teori samt empiri i form af surveyen Ledighed og Beskæftigelse udført af DJØF i Udviklingen i aktiveringssystemet Siden arbejdsmarkedsreformen, som beskrevet i redegørelsen, blev indført i 1994, er der gradvist sket en række reformer af denne. Den aktive beskæftigelsesindsats er blevet strammere og der er et øget fokus på at få individet hurtigere gennem aktiveringssystemet. Ændringer, som indeholder øget fleksibilitet, udviklingen af individuelle handlingsplaner og hyppigere kontakt mellem jobkonsulent og den ledige, giver individet bedre mulighed for at planlægge sit eget forløb. Samtidig er ændringerne med til at sørge for at holde individet i gang, for derved at komme i beskæftigelse hurtigere. Disse stramninger skal skabe en øget motivationseffekt, også kaldet positiv stress (Kongshøj, 2010: 87). Denne dobbelthed i systemet ser Lykke også, idet han udtaler: Aktiveringssystemet har det dobbelte formål, det ene er selvfølgelig at skulle hjælpe folk hurtigere på vej. Det andet formål er, og har været, at det skal heller ikke være rart at være ledig. Derfor har mange brugt rigtige mange ressourcer på det man kalder motivationseffekten; hvordan laver vi et system, hvor vi snupper den lediges tid, så det ikke er for fedt bare at ligge på sofaen (Lykke, 2011, 43:38). 62

64 I forbindelse med det øgede fokus på at få individet hurtigere igennem, er der sket en fremrykning af aktiveringstidspunktet. Der er derved kommet en vægt på pligt, frem for ret, til aktivering. Dette viser også, at der, fra politisk hold, løbende er forekommet større fokus på aktiveringseffekten. Der er forskellige aktiveringsfrister for statslig indgriben i den enkeltes ledighedsforløb jf. redegørelsen. Grunden til, at der ikke bliver grebet ind fra ledighedsperiodens start er, at der de første måneder er mulighed for, at de ledige selv finder job, hvorfor aktivering kan være spild af ressourcer. Dette finder Kongshøj idet han udtaler: Det at sætte ind med en generel intensiv aktivering efter kort tid, kan give det som, i branchen hedder dødvægt, når man begynder at kaste rundt med nogle, der godt selv kan og det er spild af penge. (Kongshøj, 2011, 26:03). Dette øgede fokus på effekten af aktivering, ses også ved, at der er en tiltagende privatisering med flere andre aktører i aktiveringssystemet, hvilket vil blive analyseret senere. Den seneste og mest markante stramning af reformen er forkortelsen af dagpengeperioden fra 9 år i 1994, til 4 år i 2000, til 2 år i 2010 (Kongshøj, 2010: 87). Lykke finder ikke afkortningen af dagpengeperioden som en specielt positiv udvikling, men mener dog, at den toårige dagpengeperiode, giver en naturlig, men djævelsk, motivation for den ledige: Det problem bliver jo løst lidt nu ( ) ved en toårig dagpenge periode, i hvert fald når vi tale om unge dimittender, så ved alle jo at uret tikker vildt hurtigt ( ) så den såkaldte motivationseffekt kommer lidt af sig selv nu ( ) og det betyder, at man kan lave et lidt billigere aktiveringssystem eller bruge pengene lidt mere fornuftigt (Lykke, 2011, 44:30). Som Lykke udtaler, kan det virke som en motivationsfaktor at afkorte dagpengeperioden. Munck mener, at afkortningen er en enorm trussel og frustration for de ledige. Han bakker dog op om Lykkes udsagn, idet han siger, at når folk bliver pressede, finder de incitament til at søge mere aktivt. Dette er dog ikke gældende i nuværende situation, hvor der er mangel på beskæftigelse, hvorfor forkortelsen af dagpengeperioden i lavkonjunktur, ikke giver mening. 63

65 Det er jo fuldstændigt skudt i låget at have en fireårig dagpenge periode under en højkonjunktur, hvor det er buldret af sted og der er masser af jobs (...) også i den værste lavkonjunktur i mands minde, så afkorter man dagpengeperioden ( ) det giver ingen mening, man skulle have gjort det modsatte (Munck, 2011, 25:07). Det nuværende aktiveringssystem, bærer præg af at være udviklet under højkonjunktur. De ledige skal holdes til ilden, ved at lave forholdsvis nyttesløse opgaver og komme hurtigt videre. Dette giver mening under højkonjunktur, hvor beskæftigelsesgraden er høj, men ikke under lavkonjunktur, hvor der skal fokuseres på at fastholde og opkvalificere individets kompetencer (Munck, 2011). Aktiveringssystemets virkning Aktiveringssystemet var i sin oprindelse altså ikke tiltænkt at passe til lavkonjunktur. Dets primære formål var at få de ledige hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Dette stemmer overens med jobcentrenes tidligere grundholdning, der var at vende de ledige i døren, hvor det gjaldt om at få dem ud i job så hurtigt som muligt (Lykke, 2011). Lykke mener, at tanken bag aktivering var fornuftig og at systemet fungerede, da der var højkonjunktur. Det medførte, at der ikke var indlagt fokus på efteruddannelse og opkvalificering. Systemet bærer stadig præg af dette, hvorfor Lykke mener, at der er behov for en omlægning. Der er ydermere behov for en ensretning af kvaliteten af aktiveringssystemet (Lykke, 2011). Han mener, at de ledige kan være heldige at få nogle dygtige og kompetente rådgivere, men at de lige så godt kan få en, som ikke kan tage hånd om deres specifikke behov. Dermed finder Lykke, at det er et meget stokastisk system, da et system, som har så svingende kvalitet er ikke et system, det er noget rod (Lykke, 2011, 26:35). Munck mener ligeledes ikke, at aktiveringssystemet er optimalt, som det ser ud nu. Idet han repræsenterer en akademikerorganisation, forholder han sig kritisk til systemets indretning i forhold til hans medlemmer, som han ikke mener, bliver tilgodeset i det nuværende system. 64

66 Vi synes det er elendigt. Vi har været bannerførere i kritikken af det. Vi har spurgt vores medlemmer hvad de synes om det og de er meget kritiske overfor det. Dels siger de, at det er meget kontrolfikseret, der er manglende tillid til de ledige i det system. Den anden ting er, at det er ineffektivt. ( ) Det mest effektive, der har været er de kampagner, vi selv har været med til at lave (Munck, 2011, 09:30). Denne holdning understøttes af medlemmerne i DJØF, som i en survey fra 2011 er blevet adspurgt om deres holdninger til aktiveringssystemet, hvor svarene overvejende var negative (DJØF, 2011, se bilag). I forbindelse med nedlæggelsen af det statslige arbejdsformidlingssystem, blev varetagelsen af jobcentrene udliciteret til kommunerne. Munck ser negativt på aktiveringssystemet på det strukturelle plan og han er skeptisk overfor denne udlicitering. Før omstruktureringen i 2009, da ansvaret for aktiveringscentrene lå ved det statslige arbejdsformidlingssystem, var der kun én aktør. Men nu, hvor ansvaret er udliciteret til kommunerne, er der 98 forskellige beskæftigelsespolitikker, hvilket gør det sværere at skabe et ensartet system (Munck, 2011). Idet nogle af kommunerne har færre økonomiske midler end andre, kan udliciteringen have den effekt, at aktiveringen ikke favner alle grupper, der er en del af det. Dette kan, ifølge Kongshøj, ramme akademikerne, i og med, at de kan få dårligere service (Kongshøj, 2011). Akademikere i aktiveringssystemet AC har forsøgt at afhjælpe problematikken med akademikere i aktiveringen ved at skabe tilbud, der skulle favne akademikernes kompetencer. Dette gennem blandt andet at privatisere aktiveringssystemet. Om dette udtaler Lykke: Noget vi havde succes med var inddragelsen af private aktører, hvor vores evalueringer var positive. Der var professionelle rådgivere og de ledige sad i rum med andre akademikere, så de følte sig professionelt behandlet. Da ledigheden så begyndte at stige og staten ville spare penge, så satte de priserne ned for de private aktører, så det betød pludselig, at der blev hyret mere ukvalificerede jobkonsulenter. (Lykke, 2011, 33:55). 65

67 Idéen med at indblande andre aktører var at købe specialiserede kompetencer, som ikke var at finde i den offentlige sektor. Ifølge Munck var ideen bag udliciteringen og privatiseringen god i starten. Han ser positivt på pluralisme og konkurrence mellem forskellige aktører i forhold til at sikre hans medlemmer de bedste betingelser. Betingelserne for de private aktører blev dårligere, da jobcentrene ikke længere havde økonomisk mulighed for at inddrage kvalificerede, og dermed dyrere, aktører. Dette medførte, at kvaliteten blev forringet og at de private aktørers rolle og muligheder blev udvandet (Munck, 2011). Lykke og Munck har begge et negativt syn på aktiveringssystemet i forhold til akademikere. De mener ikke, at det er indrettet til at favne den gruppe ledige, der tilhører deres organisationer. Lykke mener blandt andet, at aktiveringssystemer er en broget landhandel, da den er blevet for generaliserende, hvilket går ud over jobkonsulenternes opgaver og dermed de aktiverede. Den tid som de ledige akademikere kan bruge på at forbedre deres egne kvalifikationer, skal de i stedet bruge på at lære at skrive CV og lære at: sætte Cd er på plads (Lykke, 2011, 18:30). Dette understøttes af DJØFs medlemmer, da de blev adspurgt om hvorvidt de oplever, at aktiveringstilbuddene er indrettet til at hjælpe de ledige i beskæftigelse, svarer: Figur XII: Min oplevelse er, at reglerne er præget af hensyn til at få de ledige i job. (DJØF, 2011: 5). Det kan dermed understreges, at de ledige føler, at aktiveringssystemet er præget af nyttesløse opgaver og at de ikke kan se meningen med det. Derfor kan det argumenteres, at aktiveringssystemet kunne gavne flere grupperinger af ledige, hvis der sker en opdeling, så jobkonsulenterne har mulighed for at være mere 66

68 individualiserede i forhold til at hjælpe de ledige i deres jobsøgning. DJØFs medlemmer oplever, ifølge Munck, at det er ydmygende at blive sat til disse meningsløse aktiveringsopgaver og de oplever ikke at kursustilbuddene er relevante for dem. Derfor kan det være relevant at skabe særlige kurser, hvor der udvikles individuelle handlingsplaner. På sigt vil det også gavne samfundsøkonomien, da det ville kunne få folk hurtigere i arbejde (Munck, 2011). Der er initiativer indenfor aktiveringssystemet, der har vist sig at være til gavn for akademikerne. Her kan nævnes isbryderordninger, som er en fælles betegnelse for forskellige private løntilskudsordninger, med særlig henblik på akademikere. Isbryderordningen var et initiativ fra som med succes fik hjulpet akademikere ud på arbejdsmarkedet. Ordningen omfattede et halvt års løntilskud, til små- og mellemstore virksomheder, som ikke tidligere har haft akademisk arbejdskraft (Dansk Magisterforening, ). Tidligere har det været den offentlige sektor, der hovedsageligt ansatte akademikere, men løntilskudsordningerne kan åbne op for muligheden for, at akademikerne også kommer ind i den private sektor. Pointen med løntilskudsordninger er at få de små- og mellemstore virksomheder til at få gavn af akademikernes kompetencer (Munck, 2011). Kongshøj mener ligeledes, at en udvidelse af arbejdsmarkedet vil være til gavn for ledige akademikere, idet han udtaler at: Udvide arbejdsmarkedet, få dem (akademikerne red.) til at søge bredere vha. kampagner, isbryderordninger ( ) Få arbejdsmarkedet til at åbne sig mere på nye steder for akademikere, herunder akademikere, der søger udenfor deres områder ( ) Undgå at få for kraftige ar-effekter og det gør man kun gennem aktiv arbejdsmarkedspolitik også den del af aktive arbejdsmarkedspolitik, der sparker dørene ind hos de private virksomheder. (Kongshøj, 2011, 53:03). Ifølge Kongshøj har aktiveringsindsatsen et dobbelt formål. Dels skal aktivering øge de lediges kvalifikationer for at forbedre dets jobmuligheder, dels skal det have en motiverende effekt (Kongshøj, 2011, 28:00). 67

69 I forhold til akademikere i aktiveringssystemet er Kongshøj mindre negativ end Munck og Lykke, da han ser aktiveringssystemet, som en vej tilbage til arbejdsmarkedet. Det er ikke tænkt til at være rart. ( ) Det er tænkt til at få folk til at få opfattelsen af, at det er forfærdeligt (Kongshøj, 2011, 31:12). Aktiveringssystemets målsætning er, at de ledige hurtigt skal komme ud af systemet og det positive udfald ses ved, at de ledige hurtigere kommer i arbejde. Systemet kan derfor tolkes som et motivations- og trusselsystem. Lykke finder dog, at motivationseffekten ikke er nødvendig længere, hvor dagpengeperioden er forkortet til 2 år og motivationen dermed ligger implicit (Lykke, 2011). Lykke siger samtidig, at det vil medføre positive effekter, hvis individet ikke oplevede aktivering som en straf: Min grundidé er, at når vi behandler den ledige som et selvstændigt tænkende menneske, snakke med ham/hende om hvad der er af muligheder, coaching, kurser, jobtræning, private løntilskud og så prøve at skrue noget sammen i forhold til den unges egen vurdering af hvad der skal til (Lykke, 2011, 45:02). Han mener, at det vil være positivt at komme væk fra maskinaktivering og lave mere individuel aktivering, der ligeledes fjerner den nytteløse aktivering. Dermed mener han også, at mistænkeliggørelse og unødig kontrol af de ledige ikke fører noget positivt med sig. De ledige kan, grundet den nuværende økonomiske situation, have sværere ved at komme i beskæftigelse. Denne unødige kontrol ser DJØFs medlemmer også i aktiveringssystemet, idet de i surveyen udtaler: Figur XIII: Jeg oplever, at reglerne for ledige er unødig kontrol opdelt på nyuddannede/ikke nyuddannede : (DJØF, 2011: 8). 68

70 Dette viser, at DJØFs medlemmer, både de nyuddannede og ikke nyuddannede, generelt er negative overfor den unødige kontrol. Motivationseffekten kan både ses som værende positiv og negativ alt afhængig af, hvordan de ledige bliver aktiverede. Opsummerende kan det konstateres, at flere og flere akademikere optræder i aktiveringssystemet, hvorfor der kan være behov for en omlægning af aktiveringssystemets indretning. Dette mener Munck også, idet han udtaler: Det er jo blevet til sådan nogle masseproducerede ydelser, men det er jo fornuftigt nok i højere grad at visitere folk til de rigtige tilbud, det synes jeg også er det krav man skal stille til et system. Man skal være gode til at visitere sådan, at folk får det de har brug for. (Munck, 2011, 40:10). Munck mener dermed, at aktiveringssystemet i høj grad er en masseproduceret ydelse som ikke formår at fange den enkelte ved at udbyde tilbud, der vil være til gavn for den lediges kvalifikationer. Det bakkes op af DJØFs medlemmer, som adspurgt om deres holdninger til tilbuddene inden for aktiveringssystemet og derigennem om de føler, at de øger deres chance for at få et job, svarer: Tabel XIV: Aktivering øger mine chancer for at få et job. (DJØF, 2011: 11). Der kan derved argumenteres, at aktiveringssystemet ikke er indrettet til at favne akademikere i og med systemet ikke formår at opkvalificere og videreudvikle den enkeltes evner. Dette kan have en række individuelle konsekvenser, som vi vil se nærmere på i følgende afsnit. 69

71 Individuelle konsekvenser ved aktiveringssystemet Der kan argumenteres for, at individet i aktiveringssystemet befinder sig i en form for gråzone, da de, i kraft af at være aktiverede, hverken er en del af arbejdsmarkedet eller tæller som arbejdsløse. Det fremgår i optællingerne over de ledige. Ved nettoledigheden er de aktiverede ikke talt med, mens de ved bruttoledighed er medregnet. Aktiveringssystemet kan betragtes ud fra Negts teori om de to virkeligheder, hvor man kan argumenteres for, at individet befinder sig imellem de to virkeligheder, i gråzonen. På den ene side kan de aktiverede ses som en del af den første virkelighed, da de ikke er optalt som ledige ved nettoledigheden. Når de ledige anskues ud fra bruttoledigheden, vil de kunne anskues som værende en del af den anden virkelighed. I og med aktiveringssystemet, og modtagelse af dagpenge, er en offentlig ydelse vil man, ud fra Negts teori, dog kunne argumentere for, at alle ledige, aktiverede eller ej, tilhører den anden virkelighed. Ifølge Negt vil aktiveringssystemet kunne ses som et socialt fællesskab og når den ledige indgår i dette, vil det kunne mindske de individuelle følelser af afmagt og frustration. Dette vil derved ændre de lediges opfattelse af den anden virkelighed. Denne socialisering finder Jahoda også vigtig, idet hun mener, at individet, når det er arbejdsløst, kan føle skam, usikkerhed og mindreværd og i den forbindelse trække sig fra sociale relationer. Dette gør, at den ledige mister sine sociale kompetencer (Jahoda, 1982: 24f). Ud fra Negt og Jahodas teser kan det argumenteres, at aktiveringssystemet ikke fungerer som et socialt fællesskab, da det kan påvises, at individet påvirkes i en negativ retning. Dette bakkes op af Munck idet han udtaler, at medlemmerne af DJØF påvirkes ved, at deres selvværd bliver svækket samtidigt med, at de finder sig ydmyget i aktiveringssystemet (Munck, 2011). Når den ledige indgår i aktiveringssystemet, kan der argumenteres for, at individets erfaringer og kompetencer ikke bliver anerkendt, i og med aktiveringssystemet skal favne alle. Dermed føler individet ikke et tilhørsforhold til dette system, hvorfor der kan argumenteres for, at aktiveringssystemet ikke har en funktion, som et selvværdsopbyggende socialt fællesskab. Negt mener netop, at et socialt fællesskab bygger på erfaringssammenhæng (Negt, 1985: 63). 70

72 De sociale fællesskaber, som dannes i den anden virkelighed, der ikke fører individet til den første virkelighed, vil ikke ændre på: den kendsgerning, at deres situation er grundlæggende utilfredsstillende; planlægning af tid bliver en tom beskæftigelse og bevægelsen fra et sted til et andet bliver en tom bevægelse (Negt, 1985: 63). Det er ikke aktiveringssystemets primære funktion at være et socialt fællesskab. Dets primære funktion er at få individet tilbage på arbejdsmarkedet. Sociale fællesskaber, der bygger på erfaringssammenhænge, vil dog have en positiv effekt på individets selvfølelse og dermed hjælpe denne hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Anerkendelse i aktiveringssystemet I den forbindelse er det interessant at finde ud af, hvilken påvirkning aktiveringssystemet har på akademikere. Aktiveringssystemet skal favne bredt, hvorfor det kan argumenteres, at de forskellige kvalifikationer og erfaringer akademikeren besidder, ikke bliver anerkendt og værdsat. Ud fra Honneths teori om anerkendelse er det, for individet, vigtigt at blive anerkendt for de evner og kvalifikationer, der gør sig gældende i alle aspekter af individets liv og derfor også i aktiveringssystemet. Aktiveringssystemet har en dobbeltbetydning, idet man kan argumentere for, at det både berører den retslige sfære og den solidariske sfære. I den retslige sfære skal borgeren anerkendes på lige fod med andre, for at opnå almengyldige rettigheder. I relation til aktiveringssystemet kan individet føle, at det er på usikker grund og kan miste sine borgerlige rettigheder. Der kan argumenteres for, at borgeren ikke bliver anerkendt som et retsligt individ, idet aktiveringssystemet er af så svingende kvalitet. Den ledige kan føle, at den spilder sin tid ved at gennemgå nogle af aktiveringsaktiviteterne, hvorfor individets anerkendelse i den retslige sfære bliver udfordret i aktiveringssystemet. Dette mener Niels Lykke, idet han udtaler: De sidste halvanden år har været forfærdelige, det kan vi lige så godt sige ( ) De ledige bliver udsat for at blive sendt fra Herodes til Pilatus. På jobsøgningskurser igen og igen. De får at vide; du skal bare sidde her, der er mødepligt og hvis du ikke kommer, så tager vi dine dagpenge. Det har været ydmygende (Lykke, 2011, 18.30). 71

73 Både Munck og Lykke henviser til, hvordan individet og deres medlemmer opfatter aktiveringssystemet som værende et sted, hvor det bliver sendt rundt uden et større formål for øje. Foruden det opfattes aktiveringssystemet som værende ydmygende, idet forløbet kan være meget kontrollerende og mistænkeliggørende. Dette kan, for den ledige, opfattes som en fratagelse af almene rettigheder, idet den ledige ikke bliver behandlet som et selvstændigt tænkende individ. Denne form for meningsløs aktivering, hvor de ledige akademikere ikke oplever, at de bliver anerkendt på baggrund af deres kvalifikationer har, ifølge Honneth, en negativ effekt på individet. I den solidariske sfære, som er det rum hvor fællesskaber indenfor det kulturelle, det politiske og det arbejdsmæssige optræder, opnås anerkendelse ved gensidig anerkendelse på baggrund af den enkeltes kvalifikationer (Honneth, 2006: 163f). At aktiveringssystemet indtræder i den solidariske sfære kommer til udtryk ved, at det erstatter individets normale arbejdsliv og skal derfor, i en vis forstand, give individet den samme anerkendelse, som en arbejdsplads ville gøre. Der kan dog argumenteres, at denne anerkendelse ikke finder sted for akademikeren i aktiveringssystemet. Dette mener Munck, idet han udtaler: Folk oplever det som enormt ydmygende, og meget kontrollerende i den grad. De oplever det som meningsløst, de skal til den samme type samtale i a-kassen, på jobcentret og hos anden aktører, de oplever ikke, at de kursustilbud de får tilbudt er særligt gode. (Munck, 2011, 21:40). I forhold til dette kan der argumenteres for, at der deri ligger en åbenlys ydmygelse når akademikere, der har gennemført en lang uddannelse, ikke får tilbudt kurser, der tager højde for dette. Man vil gerne anerkendes for den uddannelse, man har og forventer også, at det er på baggrund af uddannelsen, at man vil indtræde på arbejdsmarkedet. Det er ifølge Honneth vigtigt, at den enkelte føler sig som medlem af en social gruppe, der er i stand til at præstere noget, hvis værdi for samfundet bliver anerkendt af alle de øvrige samfundsmedlemmer (Honneth, 2006: 171). Den gensidige anerkendelse, der opstår på baggrund af præstationer, kan være svær at finde i aktiveringssystemet. Dette kan føre til, hvad Honneth betegner som ringeagt, hvilket finder 72

74 sted, når der opstår uretmæssig behandling overfor et individs eller en gruppes værdier og kvalifikationer. De kvalifikationer, der findes i aktiveringssystemet er, på grund af de forskellige typer ledige, ikke ensartede. Ifølge Honneth kan dette skabe problemer i forhold til opnåelse af anerkendelse, da individer, der ikke deler den samme sociale position, ikke kan værdsætte hinanden, da de ikke deler den samme forståelsesramme (Honneth, 2006: 178). Det understøtter Muncks tidligere nævnte idé om at lave en opdeling af aktiveringssystemet, så alle grupperinger vil kunne få glæde af det. Delkonklusion Det kan ud fra ovenstående analyse konkluderes, at det aktiveringssystem vi ser i dag, bærer præg af at være udviklet under højkonjunktur. Der er siden den aktive beskæftigelsesindsats udformning, lavet reformer af reformen. Reformerne har medført stramninger på baggrund af økonomiske incitamenter og ønsket om at få den ledige hurtigere ud på arbejdsmarkedet. De aktiviteter og tiltag, der er foretaget inden for den aktive beskæftigelsesindsats, følger ikke et samfund i lavkonjunktur. Som følge af lavkonjunkturen er der flere ledige, hvorfor der er et behov for en omlægning af aktiveringssystemets indretning, hvor der er fokus på individualiserede handlingsplaner og kursustilbud. Der er ydermere opstået et behov for at kunne favne akademikergruppen, idet flere og flere akademikere optræder i aktiveringssystemet. Akademikere finder i dag aktiveringen mangelfuld og oftest meningsløs og mener ikke, at systemet anerkender og opkvalificerer deres kompetencer. Det kan føre til, at den ledige akademiker vil mangle anerkendelse og dermed miste dets positive selvbillede. Dette kan forklares ud fra Honneths teori om anerkendelse, hvori han mener, at individet har behov for at opnå anerkendelse i alle livets aspekter for at opretholde personlig integritet. Perspektiverende diskussion Følgende diskussion er opdelt i to udtryksformer og tre dele. Den første form vil fremhæve og diskutere de vigtigste pointer fra analysen, mens den anden form er perspektiverende i sit udtryk. De to udtryksformer vil optræde i diskussionen tre dele. I den første del vil vi diskutere fremtiden for de ledige akademikere. Vi vil forholde os kritisk til den nuværende indretning af uddannelsessystemet og akademikernes arbejdsmarked. I anden del af diskussionen, vil vi diskutere de problematikker, der eksisterer for akademikerne i aktiveringssystemet samt konkretisere de mulige løsninger på problemstillingerne. 73

75 Afslutningsvis vil vi i tredje del diskutere omfanget af vores problemstilling. I denne del vil vi afslutte diskussionen ved at inddrage kritisk realisme og diskutere, hvorfor vores opgave kun kan anskues som et øjebliksbillede. Vi vil især i denne del forsøge at perspektivere over mulige løsningsmodeller. I alle tre dele inddrages og diskuteres vores informanters holdninger. Samfundsmæssige fremtidsperspektiver for akademikerne Der har været en tilvækst af ledige akademikere på over 100 % på blot 3 år. Denne udvikling er blandt andet sket på baggrund af finanskrisen, men samtidig også på grund af offentlige besparelser. Sideløbende har der været en markant nettotilvækst af akademikere, mens antallet af skabte jobs og skift mellem jobs har været dalende. Disse tendenser er modstridende og må uomtvisteligt have nogle negative implikationer for samfundet og individet. Både den tidligere og nuværende regering har en klar ambition om at højne uddannelsesniveauet i Danmark, idet uddannelse og viden er den ressource vi nu, og i fremtiden, skal konkurrere på. Samtidig knytter der sig en diskurs om, at uddannelse er lig større sikkerhed og øger chancerne for beskæftigelse. Der kan dog argumenteres for, at man, i den nuværende situation, skal sætte spørgsmålstegn ved denne diskurs. En af konsekvenserne ved denne situation kan være, at individet i mindre grad antager, at uddannelse er lig beskæftigelse. Dette sker sideløbende med, at regeringen øger optaget på uddannelser, hvorfor der må være et behov for en omtænkning af det danske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet for akademikere. Vores informanter har foreslået forskellige løsningsmodeller for at afvikle dette mis-match mellem antallet af uddannede akademikere og antallet af stillinger til akademikere. Munck mener i høj grad, at uddannelse er vejen frem og det er derfor uddannelse, vi skal satse på, idet han udtaler at flere undersøgelser peger på, at BNP-væksten stiger proportionalt med befolkningens uddannelsesniveau (Munck, 2011). Munck erkender, at finanskrisen og ansættelsesstoppet i den offentlige sektor, ikke giver grobund for akademisk jobvækst. Som akademiker skal man være omstillingsparat. Akademikerne kan ikke længere målrette sin uddannelse og jobsøgning mod nogle bestemte sektorer. Derfor skal akademikere, modsat tidligere, være mere orienterede mod den private sektor og søge at udvikle deres kompetencer 74

76 således, at de bliver anvendelige i denne. Dette kan gøres ved at tilføje en ekstra dimension, til de eksisterende akademiske uddannelser, f.eks. ved at tilføje et 11. semester. Dette tiltænkes at skulle udvikle akademikernes kompetencer mere specifikt til jobmulighederne på arbejdsmarkedet. Således skal man som studerende i dag have et større fokus på at udvikle kompetencer, der matcher netop de små- og mellemstore virksomheder. Alternativt finder Lykke, at man skal tilføje en ekstra dimension til selve uddannelsessystemet frem for bare de akademiske uddannelser, navnlig i form af bedre mellemlange uddannelser: Det, jeg tror der mangler, uden at bremse fuldstændig op for de akademiske uddannelser, men jeg tror man burde kigge på at lave nogle mere praktiskorienterede mellemlange uddannelser, det vil sige fireårige, som er rettet mod den private sektor ( ) det tror jeg vil være en bedre samfundsmæssig investering, end at sige; lad os lukke nogle flere ind på universiteterne (Lykke, 2011, 41:00). Disse uddannelser skal, ifølge Lykke, især have øje for det private, hvilket han mener, at en række akademiske uddannelser mangler. Munck og Lykke mener begge, at de nuværende uddannelser kan tilpasses bedre til det skiftende arbejdsmarked og at det nuværende uddannelsessystem ikke nødvendigvis giver kandidaterne de kompetencer, der efterspørges. Disse kompetencer skabes ikke ved blot at øge optaget på universiteterne. Samtidig kan man også forholde sig kritisk til den daværende VKO regerings ønske om at få unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Dels fordi der ikke, på nuværende tidspunkt, er beskæftigelse til alle, hvorfor nuværende dimittender kommer ud i et jobmæssigt vakuum. Men samtidigt også fordi udviklingen ikke ser ud til at vende lige foreløbig. Jeg tror det bliver værre. Ledigheden bliver væsentlig værre. ( ) især fordi den offentlige sektor bremser ekstra hårdt op, så vil det alt andet lige betyde et enormt pres på den private jobskabelse. Jeg er sgu ikke særligt optimistisk med hensyn på de næste par år (Lykke, 2011, 47:25). 75

77 Man er nødt til at stille spørgsmålstegn ved indholdet og rammerne omkring de lange videregående uddannelser. De studerende skal have større fokus på at udvikle deres kompetencer, også de som uddannelserne ikke kan forfine. Først og fremmest bør man give sig selv tid under sit uddannelsesforløb. Der skal være tid og plads til udlandsophold og relevante studiejobs. Studiejobs er således den største determinant i forhold til at sikre studerende job i fremtiden. Som dimittend bliver du ikke udelukkende vurderet på dine studiebaserede erfaringer. Man skal derfor udvikle sit CV og dette kan netop gøres ved at sætte tempoet ned. Dette er svært med de nuværende SU - klip. Nye kompetencer skal i øjeblikket tilegnes sideløbende med uddannelsen, hvilket kan vise sig vanskeligt for den enkelte. Disse kompetencer kan vise sig essentielle i forhold til at få et job senere hen. Alternativt skal aktiveringssystemet skabe disse kompetencer. Problematikkerne ved aktiveringssystemet Som det blev fastslået i analysen af aktiveringssystemet deler alle tre informanter holdningen om, at aktiveringssystemet i dag har en dobbeltvirkende rolle. Den ene værende, at det skal motivere de ledige til hurtigere at komme ud på arbejdsmarkedet, ved at lave forholdsvis nyttesløse opgaver. Derigennem får aktiveringssystemets motiverende rolle implicit en større betydning. Denne forstærkes med den kortere dagpengeperiode. Den anden rolle er, at det skal være opkvalificerende. Det skal forbedre de lediges kompetencer og gøre dem bedre kvalificeret og udrustet til at indtræde på arbejdsmarkedet. Disse roller kan være modstridende. Kongshøj udtaler, at aktiveringssystemet ikke er tiltænkt at være rart at befinde sig i. Motivationsfaktoren er således, at de ledige indirekte bliver motiverede til at søge aktivt selv. Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved denne motiverende funktion og om det går det ud over aktiveringssystemets opkvalificerende rolle. Som fastslået i analysen føler ledige djøfere ikke, at aktiveringsindsatsen er tilfredsstillende, de mener derimod, at den kan være ligefrem demotiverende. Det kan dermed frygtes, at aktiveringssystemets formål, at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet, af den grund bliver forringet. På den ene side kan det afholde de ledige fra at udnytte systemet ved at modtage dagpenge. Omvendt kan der argumenteres for, at det er meningsløst for samfundet, at de ledige skal bruge tid på aktivering, som ikke umiddelbart har positive effekter. 76

78 Derfor kan det på baggrund af ovenstående diskuteres, hvorvidt aktiveringssystemet er opkvalificerende og effektivt for akademikergruppen. Munck forholder sig negativt til aktiveringssystemet ud fra hans medlemmers synspunkt og mener ikke, at det er tilpasset til at håndtere de krav akademikerne har. Dette understøttes af svar givet i den tidligere nævnte DJØF-survey, hvor de ledige blandt andet bliver spurgt om hvorvidt de føler, at jobcentrenes kendskab til djøfernes arbejdsmarked er tilfredsstillende. Her svarer 44,1 %, at de er helt uenige. De føler dermed ikke, at jobcentrene er behjælpelige til at få djøferne ud på arbejdsmarkedet (DJØF-survey, 2011, tabel 25). Som konkluderet i analysen om aktiveringssystemet, er der derfor behov for en omlægning af dette, så det bedre favner akademikergruppen. Dette kan f.eks. gøres gennem individualiserede kursusforløb, hvor der tages højde for akademikernes kompetencer. Der kan dog argumenteres for, at da aktiveringssystemet ikke nødvendigvis anerkender akademikernes kompetencer, vil det være svært at udbyde kurser, som vil opkvalificere deres evner. Opnåelse af anerkendelse, i form af udvikling og opkvalificering, er vigtigt for akademikerens selvbillede, hvilket man kunne forestille sig vil fremme deres vej tilbage på arbejdsmarkedet. Det kan dog argumenteres, at en omlægning og individualisering af aktiveringssystemet vil have omfangsrige økonomiske omkostninger. Da vi i forvejen har et af de dyreste aktiveringssystemer i verden, kan man forstille sig, at yderligere omkostninger er urealistiske. Dertil udtaler Munck, at det vil være en god forretning, da det altid kan betale sig for samfundsøkonomien at få ledige hurtigt i arbejde igen. I forhold til det nuværende aktiveringssystems indretning kan det derfor diskuteres, hvorvidt det er fornuftigt at poste penge i et system, der ikke er tilfredsstillende for de ledige. Derfor mener Munck, at det er nødvendigt, at der sker en omlægning af systemet, så pengene går til et mere individualiseret aktiveringsforløb. Det er ydermere relevant, at se nærmere på hvilke nyttige tiltag for akademikere, der er etableret indenfor aktiveringsindsatsen. Her kan blandt andet nævnes den tidligere isbryderordning og inddragelse af private aktører i aktiveringsprocessen. Isbryderordningen er en akademisk løntilskudsordning, som har vist sig at have en positiv effekt for både akademikerne og de involverede virksomheder. Virksomhederne oplevede således en forbedring af deres produktion, omsætning og indtjening ved ansættelsen af 77

79 akademikere. Akademikernes kompetencer blev fundet nyttige i de små- og mellemstore virksomheder, hvor de skabte nye stillinger til dem selv og til andre medarbejdere. Dette resulterede i at mange akademikere derigennem opnåede beskæftigelse efter det afsluttede forløb 6 (Dansk Magisterforening, ). Et andet initiativ, som har vist sig nyttigt for akademikerne, er inddragelsen af private aktører. Både Munck og Lykke er enige om, at idéen med inddragelsen af disse er god. Meningen var at inddrage aktører, der havde kompetencer, som den offentlige sektor ikke besad, men som fastslået i analysen, er der ikke samme begejstring for denne strategi i dag. Kvaliteten af de private aktører blev kraftigt forringet i takt med, at bevillingen bag aktiveringssystemet blev nedprioriteret og der generelt var behov for at spare. Som Lykke siger forsøger man at lave en 300 kr. menu til en 20 er. Der bør være større fokus på kursernes kvalitet og niveauet af de private aktører. Man kan stille spørgsmålstegn til hvorfor sådanne initiativer ikke fortsat er gældende, idet de blev modtaget positivt fra både arbejdstagere og arbejdsgivere. Det virker paradoksalt, at man i aktiveringssystemet ønsker at få de ledige hurtigt ud på arbejdsmarkedet, samtidig med, at man nedprioriterer de initiativer, som har vist at have en positiv effekt i forhold til at få de ledige i beskæftigelse. Man burde kunne forvente, at de ledige, efter et optimalt aktiveringsforløb vil komme ud med styrkede kompetencer, hvorfor det faglige indhold i aktiveringstilbuddene, bør have større prioritet. Grundidéen med aktivering er og må være, at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet og styrke de lediges kompetencer. Ved indførelse af initiativer, som Isbryderordningen og andre løntilskudsordninger, skal man være opmærksom på eventuelle negative implikationer ved sådanne. Man risikerer, hvis der kommer for mange stillinger med løntilskud, at der sker en udhuling af det danske arbejdsmarked. Dette kan ske ved, at virksomhederne bliver vant til at kunne modtage billigere arbejdskraft og dermed kan underminere den naturlige arbejdskraft. Det er derfor en balancegang mellem at skabe frugtbare muligheder for at få de ledige i jobs, samtidig med at man ikke må underminere arbejdets reelle værdi. 6 Isbryderordningen var igangværende fra

80 Problemets omfang Det kan på baggrund af analysen diskuteres, hvor stort et problem akademikerledigheden er. Hvis man historisk sammenligner tallene, så er der ikke nær så mange ledige akademikere i dag, som der f.eks. var i Det, der skiller sig ud i forhold til tallene i 2004 er, at akademikerledigheden fra er steget mere markant. Siden 4. kvartal af 2008 er antallet af ledige akademikere fordoblet. Men hvor omfangsrigt er problemet? I analysen konkluderede vi, at det f.eks. efter 3 års ledighed, koster samfundet 246 millioner kr. at have ledige dimitterende akademikere. Umiddelbart synes det at være et stort beløb, men sammenlignet med det samlede offentlige statsbudget, er det af mindre signifikans. Men denne omkostning på 246 millioner kr. skal ses i lyset af, hvad der bliver bevilliget til at afhjælpe problemet. SRSF regeringen og Enhedslisten indgik i finansloven en aftale om kun at afsætte 30 millioner kr. i henholdsvis 2012 og 2013, til indsatsten af nedbringelsen af ungdomsarbejdsløshed, herunder dimittendledighed (Finansministeriet, B, ). Dette virker paradoksalt, når man estimerer, at den samlede udgift for dimittendledige akademikere bliver 246 millioner kr. over 3 år, mens der bliver bevilliget 60 millioner kr. over 2 år. Disse 60 millioner kr. skal samtidig fordeles til de forskellige uddannelsesgrupper indenfor ungdomsarbejdsløsheden, hvorfor det vil være et markant mindre beløb, der går til den akademiske gruppe. Det virker dermed paradoksalt, at man poster penge i de akademiske uddannelser, når man ikke, i højere grad, forsøger at afhjælpe ledigheden i denne gruppe. Man må fra samfundets side have en forventning om, at de penge det koster at uddanne akademikere bliver tilbagebetalt via skatter, når denne gruppe indtræder på arbejdsmarkedet og derigennem bidrager til samfundsøkonomien. Det er omkostningsfuldt for samfundet at uddanne akademikere, når de efterfølgende skal modtage understøttelse. Omvendt kan man argumentere for, at akademikerne er mere alsidige end folk med lavere uddannelsesniveau, idet de kan tage flere typer jobs i både den private og offentlige sektor (Lykke, 2011). Derfor viser seneste analyse fra AE således at akademikerne, som gruppe, har klaret sig bedst igennem krisen og har oplevet den relativt mindste nedgang i beskæftigelse siden 2008 (Baadsgaard, 2011: 1). 79

81 På trods af ovenstående pointere både Kongshøj, Lykke og Munck, at problemet er af stor betydning. En forsat stigning af ledigheden, kan ende i hysteresis og strukturledighed, hvilket vil få store økonomiske omkostninger for samfundet. Hvis ledigheden stiger, vil den påvirke samfundets velstand og statsbudgettet negativt, da udgifterne i form af dagpenge og løntilskud mm. vil stige, mens skatteindtægterne vil falde. Udviklingen er alvorlig og ikke må negligeres eller ignoreres. I forlængelse heraf kan det diskuteres, hvad der kan gøres ved den stadigt stigende ledighed. Politisk set kan man igangsætte en række tiltag, der vil hjælpe forholdet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. Man kan f.eks. regulere uddannelsespolitikken i den forstand, at man sætter loft på optaget på de forskellige uddannelser, så det passer til hvad, der bliver efterspurgt. Arbejdsmarkedspolitisk set kan man gå ind og støtte ordninger, som den førnævnte Isbryderordning. Afslutningsvis kan gå mere neoklassisk til værks ved at regulere lønpolitikken, f.eks. at dimittender får en lavere startløn, hvormed de kunne være mere interessante for arbejdsgiverne. Vi konkluderer ud fra vores undersøgelse af dimittend- og akademikerledighed, at dette er negativt for samfundet. Det kan dog diskuteres, hvor endegyldig denne konklusion er. Vores analyse er et øjebliksbillede. Arbejdsmarkedet er et system, hvori ledigheden er en af dets faktorer. Undersøgelsen af ledighed bliver dermed undersøgelsen af en enkelt faktor ud af den samlede kontekst. De øvrige mekanismer, der er en del af arbejdsmarkedet, er under konstant udvikling. Når vi analyserer ledigheden, må vi derfor erkende, at vi ikke kan opnå en endegyldig sandhed, da det er taget ud af systemet arbejdsmarkedet, som hele tiden er i udvikling. Man kan således argumentere for, at den konklusion vi når frem til, allerede er forældet. Vores konklusion består derfor af en skitsering af en række tendenser ved den stigende ledighed, som vi er kommet frem til på baggrund af vores empiriske data. Konklusion På baggrund af vores analyse kan vi konkludere, at man kan påvise en række negative samfundsøkonomiske og individuelle tendenser ved den stigende akademikerledighed. Derudover finder vi, at aktiveringssystemet og dets indretning ikke formår at favne de ledige akademikere. Ledigheden, herunder akademikerledigheden, er steget markant siden 80

82 finanskrisen i Finanskrisen og ansættelsesstoppet i den offentlige sektor er blandt andre årsager til denne stigning. Samlet set kan det konkluderes, at velstandseffekten og den offentlige saldo påvirkes negativt, af den stigende ledighed, da den ledige ikke bidrager til samfundsøkonomien, men derimod modtager diverse offentlige ydelser. Det økonomiske kredsløb bliver derved påvirket negativt ved høj akademikerledighed. Ydermere risikeres at nuværende konjunkturledighed ender i strukturledighed. Dette kan få omfangsrige omkostninger for samfundsøkonomien. De individuelle konsekvenser ved ledighed har en selvforstærkende negativ effekt. Det bliver sværere at komme ind på arbejdsmarkedet desto længere man er ledig. Dertil er der adskillige korrelative negative implikationer for den ledige, såsom tab af selvtillid, mangel på social kontakt, manglende anerkendelse af faglige kompetencer samt tab af status og identitet. Det har samtidig alvorlige systematiske konsekvenser, når man som dimittend bliver ledig. Idet man som dimittendledighed oplever et markant tab i fremtidig erhvervsindkomst og beskæftigelsesgrad. Man risikerer at blive overhalet indenom af de efterfølgende årgange og derved ende bagerst i køen til jobs, der matcher ens kompetencer. Arbejdsgivere vil samtidig være tilbøjelige til at ansætte nyuddannede frem for tidligere ledige. Denne tendens bliver kun værre desto længere du er ledig. Indretningen af aktiveringssystemet bærer præg af, at være udviklet under og til perioder med højkonjunktur. Siden den oprindelige arbejdsmarkedsreform har der været adskillige stramninger af reformen, ud fra et ønske om at få den ledige hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Ønsket om at få de ledige hurtigere ud af aktiveringssystemet og i beskæftigelse problematiseres i et samfund i lavkonjunktur, da der ikke er tilstrækkelig jobvækst til at involvere de ledige. Samtidig opleves der en stigning i antallet af ledige akademikere i aktiveringssystemet. Disse finder, at aktiveringen er mangelfuld og meningsløs. Dertil føler de en mangel på anerkendelse af deres kompetencer, idet aktiveringssystemet ikke formår at favne og videreudvikle deres faglige kvalifikationer. Finanskrisen og ansættelsesstoppet i det offentlige er stadig aktuelle, hvorfor det akademiske arbejdsmarked også i den nærmere fremtid vil opleve problemer med at implementere den 81

83 stadigt større gruppe akademikere. Man kan derved advokere for at man bør forholde sig kritisk overfor de nuværende rammer om aktivering- og uddannelsessystemet. 82

84 Litteraturliste Bøger: Bech Hansen, H. & Nielsen, P., (2008), Kritisk Realisme, Frederiksberg C, Roskilde Universitetsforlag, ed. 1 Harnow Klausen, S., (2005), Hvad er videnskabsteori, København K, Akademisk Forlag Honneth, A., (2003), Behovet for anerkendelse - en tekstsamling, København, Hans Reitzels Forlag Honneth, A., (1992), Kamp om anerkendelse, Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Mein. Ed. 1, 1. Oplag. På dansk ved Arne Jørgensen, 2006, København, Hans Reitzels Forlag Jahoda, M., (1982), Employment and unemployment, Melbourne, Australia, Press Syndicate of the University of Cambridge Jespersen, J., (2009), Introduktion til Makroøkonomi, København Ø, Jurist og Økonomforbundets Forlag, ed. 1 Jespersen, J., (2007) Kritisk Realisme I. Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Fuglsang, L, & Bitsch Olsen, P Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag, ed. 2 Kjørup, S., (2003), Forskning og samfund En grundbog i videnskabsteori, Viborg, Nordisk Forlag A/S, ed. 2 Kongshøj Madsen, P. & Jensen, E., (2009), Samfundets økonomi, København Ø, Columbus, ed. 2 Kvale, S, & Brinkmann, S,.(2009) Interview introduktion til et håndværk, København K, Hans Reitzels Forlag, ed. 2 Mølsted Jørgensen, T., (2009) Arbejdsmarkedspolitik, København Ø, Handelshøjskolens Forlag, ed. 8 Mørkeberg, H., (1985) Sociale og helbredsmæssige konsekvenser af arbejdsløshed, København K, Socialforskningsinstituttet Negt, O., (1985), Det levende arbejde den stjålne tid, København, Politisk revy Pedersen, E, O & Toft, P., (2007) Positivisme: erfaringsbaseret viden formuleret i en logisk sprogramme I. Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Fuglsang, L, & Bitsch Olsen, P Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag, ed. 2 83

85 Rapporter: AC, (2011), Ledighedsstatistik, oktober 2011, København K, Akademikernes Centralorganisation AMS, (2003), Analyse af akademikernes arbejdsmarked Baadsgaard, M. (2011), De højtuddannede er kommet bedst igennem krisen, AE Dalskov Phil, M. & Bech Lykkebo, O., (2011), Samfundsøkonomiske konsekvenser af dimittendledighed for videregående uddannelser, København, AE & DJØF DJØF, (2011), Ledighed og beskæftigelse Gartell, M., (2009), Unemployment end subsequent earnings for college graduates Hurley, J., Storrie, D., & Jungblut, (2011), Shifts in the job structure in Europe during the Great Recession, Eurofond Interviews: Kongshøj Madsen, P., (2011): Interview vedrørende de samfundsøkonomiske konsekvenser ved den stigende ledighed, 21. november 2011, v/daugaard, Fox & Visholm Lykke, N., (2011): Interview vedrørende konsekvenserne for akademikerne ved den stigende ledighed, 28. november 2011, v/møller & Smidstrup Munck, L., (2011): Interview vedrørende konsekvenserne af ledighed blandt dimitterende DJØF ere, 29. november 2011, v/møller & Smidstrup Hjemmesider: AC, internetside, Beskæftigelsesministeriet A, internetside, nter/publikationer/2005/flexicurity_juni_2005.ashx, Beskæftigelsesministeriet B, internetside, dagpengeperiode%20vil%20faa%20ledige%20hurtigere%20i%20job.aspx, Beskæftigelsesministeriet C, internetside, sats%20for%20ledige/aktiv%20beskaeftigelsesindsats.aspx,

86 Beskæftigelsesministeriet D, internetside, ge%20ungeregler.aspx, Beskæftigelsesministeriet E, internetside, sats%20for%20ledige/aktiv%20beskaeftigelsesindsats/beskaeftigelsesrettet%20aktive ring.aspx, Beskæftigelsesministeriet F, internetside, Borger, internetside, Dansk magisterforening, Internetside, r3/afdaempetmodtagelseafjobplan.aspx, Danmarks Statistik A, internetside, sysrid=848&fb_source=message, Danmarks Statistik B, internetside, sysrid=857, DJØF, internetside, Finansministeriet A, internetside, Finansministeriet B, internetside, 20om%20finansloven%20for%202012/web_aftaler%20om%20finansloven%20for% ashx, Information, Internetside, Retsinformation, internetside,

87 Statistikbanken, internetkilde, Telegraph.co.uk, Internetside Stiglitz-Why-we-have-to-change-capitalism.html, The Guardian Internetside, Politiken hjemmeside, 09/ Artikler: Frøslev, L., ( ), 400 ansøgere til en akademikerstilling, Berlingske Tidende. Bilag oversigt: Der er vedlagt to cd er med anvendte bilag. Cd 1: Interview med Per Kongshøj Madsen, Lydfil. Interview med Niels Lykke Jensen, Lydfil. Interview med Lars Munck, Lydfil. Cd 2: Rapport af AE: De højtuddannede er kommet bedst igennem krisen Rapport af AE & DJØF: Samfundsøkonomiske konsekvenser af dimittendledighed for videregående uddannelser Rapport af AMS: Analyse af akademikernes arbejdsmarked Survey af DJØF: Ledighed og beskæftigelse Excelark af AC: Ledighedsstatistik Rapport af AC: Ledighedsstatistik, oktober