BOLIGLØS ELLER HJEMLØS? Om etniske minoriteter på 94-boformer for hjemløse i København af Gitte Tilia og Gordon Vincenti

BOLIGLØS ELLER HJEMLØS? Om etniske minoriteter på 94-boformer for hjemløse i København af Gitte Tilia og Gordon Vincenti

BOLIGLØS ELLER HJEMLØS? Om etniske minoriteter på 94-boformer for hjemløse i København af Gitte Tilia og Gordon Vincenti April 2004 VFC SOCIALT UDSATTE VIDENS- OG FORMIDLINGSCENTER FOR SOCIALT UDSATTE 1

Copyright: VFC Socialt Udsatte 2004. Teksten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse. Gitte Tilia og Gordon Vincenti. Boligløs eller hjemløs? Om etniske minoriteter på 94-boformer for hjemløse. Henvendelser vedr. rapportens indhold kan ske til Gitte Tilia. ISBN: 87-91509-13-0 1. udgave, 1. oplag Trykt i 500 eksemplarer Layout: Aakjærs a/s, Vejle Tryk: La Cour Offset ApS, Vejle Publikationen bestilles ved henvendelse til: VFC Socialt Udsatte Suhmsgade 3 1125 København K Tlf. 33 17 09 00 Fax 33 17 09 01 kbh@vfcudsatte.dk CVR/SE: 2718 10 07 VFC Socialt Udsatte er en selvejende institution under Socialministeriet. Centrets formål er at indsamle, udvikle og formidle viden og praksiserfaring om socialt udsatte grupper. Centret skal desuden bidrage til udvikling af det sociale arbejdes metoder og medvirke til udvikling af handlingsperspektiver og konkrete løsningsforslag. Vi udfører undersøgelser, evalueringer, analyser og kortlægninger. Desuden tilbydes konsulentbistand i forbindelse med bl.a. metodeudvikling og udviklingsopgaver, faglig vejledning og undervisning. Vi arbejder både med opgaver efter aftale med Socialministeriet og for rekvirenter Læs mere på www.vfcudsatte.dk 2

Indholdsfortegnelse Forord 5 1. Undersøgelsen 7 Baggrund 7 Begreberne hjemløs og boligløs 10 Den sociale boliganvisning 10 Hjemløs 11 Rapportens videre opbygning 12 2. Beskrivelse af interviewdeltagerne 13 Hjemløs eller boligløs? 18 Vejen til hjemløshed 19 3. Fem cases 22 Case 1 23 Case 2 25 Case 3 27 Case 4 29 Case 5 32 94-boformernes rolle og muligheder 33 4. Socialt arbejde i relation til hjemløse etniske minoriteter 34 Helhedsvurdering 34 Koordination 36 Socialt arbejde med hjemløse etniske minoriteter på 94-boformer 37 Støtte- og omsorgsopgaver 37 Handleplaner og koordination 41 5. Sammenfatning 43 6. Anbefalinger 45 Litteraturliste 48 3

4

Forord Denne undersøgelse af etniske minoriteter på boformer for hjemløse er blevet til på foranledning af og finansieret af Socialministeriet. Undersøgelsen blev iværksat i 2001 og har strakt sig over en længere periode, bl.a. fordi den undervejs har skiftet fokus. Det fremgår af indledningskapitlet i rapporten. Etniske minoriteter på boformer for hjemløse er en sårbar gruppe af medborgere, hvis historie ofte er behæftede med mange nederlag og frustrationer. Vi er derfor taknemmelige for, at deltagerne i undersøgelsen indvilligede i at stille deres erfaringer og oplevelser til rådighed for os på trods af, at det for de fleste har været en smertefuld proces at genfortælle deres livshistorie og livsforløb her i landet. Også tak til ledere og personale på de boformer for hjemløse, der har deltaget i undersøgelsen. Det drejer sig om Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby, Hørhuset, KFUM s Kollegium og Herbergscentret Sundholm på Amager, Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade på Nørrebro og Lindevangen på Frederiksberg. Uden deres hjælp ville det ikke have været muligt at få kontakt og accept af undersøgelsen blandt boformernes beboere. Den logistisk set vanskelige opgave at få koordineret en samtidig tilstedeværelse af interviewdeltagere, interviewere og tolke kunne ikke være løst uden boformernes hjælp. Undersøgelsen er udført af Gordon Vincenti, der er lektor ved den sociale højskole i Århus og fungerer som ekstern konsulent ved Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte, og Gitte Tilia, der er konsulent samme sted. Vores forskellige tilgange til problematikken som henholdsvis socialfagligt skolet og uddannet inden for det etnografisk/antropologiske arbejdsområde har været en styrke i forløbet og fremstår forhåbentlig også sådan i rapporten. Marts 2004 Gordon Vincenti og Gitte Tilia 5

6

1. Undersøgelsen BAGGRUND Det daværende Formidlingscenter for Socialt Arbejde nu Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte fik i år 2000 af Socialministeriet midler til at udarbejde en undersøgelse af etniske minoriteter på 94-boformerne. Baggrunden var, at stadig flere personer med etnisk minoritetsbaggrund tog ophold på boformer for hjemløse. Man havde en formodning om, at tendensen ville forstærkes fremover, dels fordi andelen af etniske minoriteter er voksende i befolkningen, men også som en konsekvens af en ofte af mange årsager forfejlet integrationsproces, der udmøntes i en overrepræsentation af disse grupper blandt samfundets svageste. Formålet med undersøgelsen var som udgangspunkt at bidrage til en bedre forståelse af de processer og mekanismer, der er medvirkende til, at etniske minoriteter gør brug af 94-tilbuddet 1. Desuden skulle undersøgelsen afdække de særlige problemstillinger, som fænomenet giver anledning til på boformerne og i forlængelse heraf pege på handlemuligheder og give eksempler på god praksis. Erfaringer fra praksisfeltet og statistiske oplysninger fra Den sociale Ankestyrelse viste, at problemet primært var et storbyfænomen. Men også boformerne i de større byer i provinsen gjorde opmærksom på, at de så en tilsvarende om end svagere tendens. Da der i Københavns kommune allerede var en større undersøgelse i gang med fokus på etniske minoriteter på 94-området, blev det Formidlingscentret i Esbjergs opgave at fokusere på de store byer i provinsen, nemlig Århus, Ålborg, Odense og Esbjerg. Det viste sig imidlertid meget vanskeligt at finde tilstrækkeligt med repræsentanter for målgruppen på 94-boformerne i de store provinsbyer. Det lykkedes at lokalisere og interviewe enkelte i Ålborg og Esbjerg, ingen på herberget i Odense og et par personer på boformen St. Dannesbo uden for Odense. På Østervang i Århus Amt var der på henvendelsestidspunktet 5-6 beboere med anden etnisk baggrund, men dog stadig en meget lille andel af det samlede antal brugere (Østervang har 125 pladser). På den baggrund skønnede vi, at problemets omfang på boformerne i provinsen endnu ikke har et omfang, der gør det påkrævet eller overhovedet muligt at besvare de spørgsmål, undersøgelsen stillede. Det kunne ikke forventes, at boformerne havde udviklet en særlig praksis i forhold til en gruppe, der udgjorde en så lille del af klientellet, og det var derfor heller ikke relevant at se på, hvordan en sådan praksis kunne forbedres. I stedet rejste der sig en række andre interessante spørgsmål: Hvorfor er problemet helt dominerende et københavner-fænomen? Søger etniske minoriteter med et sammenfald af sociale problemer som fx svækkede sociale netværk og manglende arbejdsmuligheder til København? Er boligsituationen i København medvirkende til at boligløshed udvikler sig til hjemløshed? Har opsøgende og forebyggende socialt arbejde i København en karakter, som gør det sværere for hjemløse etniske minoriteter at få målrettet hjælp? UNDERSØGELSENS SPØRGSMÅL I forlængelse heraf har vi ændret undersøgelsens fokus og stillet følgende spørgsmål: Hvordan er vejen til hjemløshed? Er koncentrationen af etniske minoriteter på boformerne i København delvis en funktion af, at etniske minoriteter med komplekse sociale problemer søger til hovedstaden? Hvilken rolle spiller strukturelle vilkår som fx boligsituationen i København for brugen af 94-boformerne? Er hjemløshedsprofilen blandt de hjemløse med anden etnisk baggrund generelt anderledes end hjemløshedsprofilen for danskere, dvs. er der andre grunde til hjemløshed og andre karakteristika 1 I denne undersøgelse medtages ikke krisecentre for kvinder, der også hører under 94 i SEL, men udelukkende de boformer, der tidligere blev betegnet forsorgshjem, pensionater og herberger for hjemløse. 7

i hjemløsebilledet (fx med hensyn til misbrug, netværk, personlige kompetencer eller som resultat af ubehandlet posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) etc.)? Kan der identificeres uhensigtsmæssige procedurer og rutiner i det sociale arbejde, som kan være medvirkende til udvikling af hjemløshed blandt disse grupper? Er der fx delvis tale om en målgruppe, som har behov for en helhedsorienteret koordineret indsats jvf. Servicelovens 67, men som falder igennem de kommunale myndighedernes koordinerende, opsøgende og forebyggende indsats? Kan der peges på indsatsområder eller -modeller, som kan medvirke til at identificere og opfange de udsatte blandt de etniske grupper tidligere og dermed være forebyggende over for udvikling af hjemløshed i denne gruppe? Formålet med undersøgelsen er således: at generere viden om vejen til hjemløshed blandt de etniske minoriteter, der benytter 94-tilbudet at generere viden om hjemløshedsprofilen blandt etniske minoriteter sammenlignet med danskere med henblik på at identificere sæt af faktorer specielt med relation til den sociale indsats for disse grupper der er medvirkende til en social deroute at pege på indsatsområder, der kan være med til at forebygge en social deroute og udvikling af hjemløshed blandt de etniske minoriteter Målgruppen for undersøgelsen er beboere på boformer for hjemløse, der kommer fra såkaldt tredjeverdenslande eller ikke-vestlige lande 2. I populationen har vi valgt også at medtage grønlændere ud fra en forestilling om, at denne gruppe har et sammenfald i problemstillinger med øvrige etniske minoriteter, selv om de retligt har en anden status. DATAMATERIALET Undersøgelsen falder i to dele. Første del besvarer undersøgelsens første to spørgsmål og bygger på en interviewundersøgelse med hjemløse etniske minoriteter om deres sociale historie i Danmark. Undersøgelsens anden del ser på den sociale indsats over for etniske minoriteter og bygger primært på data indsamlet gennem journalmateriale. Datamaterialet til første del består af interviews med etniske minoriteter på fem boformer i hovedstadsområdet 3. Som introduktion til undersøgelsen blev der afholdt møder med ledelsen på hver af de fem boformer, og procedurer for interviewfasen blev aftalt. Introduktionsbreve til potentielle deltagere blev oversat til en række sprog og distribueret til potentielle deltagere via en kontaktperson på hver af boformerne. Det viste sig ganske vanskeligt at rekruttere deltagere til undersøgelsen. En af grundene kan være, at disse personer typisk har skullet fortælle deres historie i en lang række sammenhænge: i forbindelse med indrejse, til de sociale forvaltninger, på boformen etc. På trods af vores anstrengelser for at informere forståeligt og enkelt om undersøgelsen og dens formål, forblev det for nogen alligevel uklart, hvem vi var, hvad vi ville og dermed også at gennemskue, hvilke konsekvenser det kunne have at deltage i en sådan undersøgelse. Man kan også vende spørgsmålet rundt og spørge, hvilke gode grunde der skulle være til at indvie fremmede i en livshistorie generelt præget af nederlag og brud. 19 personer fordelt på fem forskellige boformer indvilligede dog i at lade sig interviewe ud fra almindelig imødekommenhed og venlighed. Vores intention var at sprede deltagerne på en række variable: etnisk tilhørsforhold, opholdstid i Danmark, alder, køn. Desuden ville vi gerne have deltagere, der fra provinsen var flyttet ind til København for at få belyst integrationsindsatsen, deltagernes flyttemønstre og disses årsager og 2 Som vestlige regnes: Norden, EU, Canada, USA, Schweiz, Australien, New Zealand og Japan (efter: Forløbsanalyse på hjemløseområdet for indskrevne på 94- boformer i Københavns kommune 1999-2002, Kjaer og Kjerulf 2003). 3 Heraf fire i Københavns Kommune og en i Frederiksberg kommune. Af de seks boformer, vi kontaktede, fik vi interviewpersoner på de fem. 8

konsekvenser. Ved at opsøge deltagerne på fem forskellige boformer håbede vi at sprede datamaterialet på andre dimensioner som misbrug, psykisk sygdom og kriminalitet. Boformerne har traditionelt forskellig profil med hensyn til belastningsgraden i brugergruppen. Realiteterne var, at vores muligheder for at udvælge respondenter ikke var til stede. Vi var afhængige af, hvem kontaktpersonerne på boformerne kunne overtale til at deltage. Det viste sig så, som det fremgår af rapporten, at vi alligevel har et datamateriale med en god spredning både på etnisk tilhørsforhold, på alder, på køn, på forsørgelsesgrundlag og ikke mindst på belastningsgrad. Anden del af undersøgelsen beskæftiger sig med den sociale indsats i forhold til målgruppen. Vores udgangspunkt var, at vi på baggrund af interviewmaterialet med de etniske minoriteter ville være i stand til at pege på forebyggende indsatser og god praksis for at forhindre den tilsyneladende hurtige sociale deroute for målgruppen. Undervejs i forløbet fandt vi, at de beretninger, som vores respondenter gav os om forløbet af deres tilværelse i landet og deres kontakt til myndigheder, ville vinde ved at blive belyst af andre og andres fortællinger om samme forløb. Selvom de fortællinger, vi blev præsenteret for, generelt var umiddelbart forståelige og sammenhængende, så var der ofte elementer i dem, som vi følte krævede yderligere uddybelse eller en anden vinkling. Det kunne være tilsyneladende selvmodsigelser, spring i fortællingen eller hændelsesforløb, som ikke umiddelbart gav mening. Enhver fortælling er en spontan eller bevidst selekteret og redigeret del af det, der kunne være fortalt. Enkelte af respondenterne var klart påvirkede af rusmidler eller medicin i interviewsituationen, og en del var momentvis stærkt følelsesmæssigt berørte af gennem interviewet at blive konfronteret med deres situation og afmagt. Begge dele havde indflydelse på det, der blev fortalt, og på vores mulighed for få uddybet bestemte aspekter. For at få deltagernes sociale historie belyst med henblik på at vurdere den sociale indsats, fandt vi det derfor nødvendigt at supplere med andre dataindsamlingsmetoder end interviews. Der er undersøgelsens anden del. Vi besluttede at anmode de resterende af vores interviewpersoner om samtykke til aktindsigt i deres journaler ved de kommunale og amtslige myndigheder, der havde været involveret i deres sag. 13 af de 16, der blev adspurgt, gav deres samtykke til aktindsigt, og vi har efterfølgende kontaktet nuværende og tidligere hjemkommuner og amtslige boformer for at få udleveret journalmateriale om de pågældende. Vi har generelt mødt stor imødekommenhed i de forskellige forvaltninger, men det har været en langsommelig proces. Dertil kommer den sneboldeffekt, der sættes i gang: de tilsendte akter indeholder referencer til andre myndighedskontorer, som derefter skal kontaktes. På baggrund af journalerne har vi også søgt yderligere oplysninger gennem telefonisk eller direkte kontakt til sagsbehandlere og institutioner. Vores materiale til belysning af problematikken er derfor blevet meget mere omfattende, end vi oprindeligt havde tænkt os. Datamaterialet består således af 19 semistrukturerede interviews med repræsentanter for etniske minoriteter på boformer for hjemløse i København og Frederiksberg Kommune. Fem boformer har deltaget i undersøgelsen udvalgt på en sådan måde, at de repræsenterede både de meget belastede boformer med et hårdt misbrugende klientel og mindre belastede steder, hvor beboerne visiteres blandt andet på baggrund af misbrugsvaner. Der er tilbudt tolk til alle interviews, og en del har taget imod tilbuddet. Enkelte har ikke ønsket tolk, selv om det kunne være påkrævet, mens resten har haft et meget godt eller forholdsvis godt hverdagsdansk. Interviewene har fundet sted på boformerne og har normalt haft en varighed af en time til halvanden. Vi har ofte været to interviewere sammen. De fleste interviews er optaget på bånd, kun hvor interviewpersonen ikke har ønsket det, er der ikke brugt lydoptagelse. Vi har indhentet journalakter på 11 personer (det drejer sig om 600-700 sider). I ti tilfælde har vi fået udleveret materiale fra de 94-boformer, hvor de pågældende opholdt sig på tidspunktet for interviewet. Desuden har vi indhentet oplysninger hos hjemkommunen og hos andre kommuner, der har været tidligere opholdskommuner. Vores materiale er på ingen måde komplet. Ikke alle kommuner har reageret, og det er i nogle sager usikkert, om kommunerne har tilsendt sagsakter fra alle de afdelinger i kommunen, der kunne have en sag på den pågældende (arbejdsmarkedsafdelingen, familieafdelingen etc.) Vi har så vidt muligt forsøgt at efterspore, hvordan det forholdt sig i den enkelte sag. Nogle af interviewdeltagerne har meget omfattende journaler og her er der en vis 9

sammenhæng mellem graden af social belastningen og journalmappens tykkelse mens andre har påfaldende tynde sagsmapper. Endelig har vi talt med en række nøglepersoner i Københavns Kommunes 7. kontor, sagsbehandlere i kommunerne, lederne af de implicerede boformer og personale på boformerne. Disse samtaler har overvejende været af faktuel oplysende og afklarende karakter. BEGREBERNE HJEMLØS OG BOLIGLØS I dansk sammenhæng skelner man normalt mellem hjemløshed og boligløshed. Betegnelsen boligløs anvendes om personer, der midlertidigt er uden passende bolig, mens betegnelsen hjemløshed signalerer mere massive og varige sociale problemer, hvoraf manglen på bolig kun er et blandt andre aspekter. Lovgivningsmæssigt er det som udgangspunkt den enkeltes ansvar at skaffe sig en bolig. I tilfælde, hvor en person akut mister sin bolig og umiddelbart er ude af stand til selv at skaffe sig en bolig, er det en kommunal forpligtelse efter servicelovens 66 (husvildeparagraffen) at anvise midlertidigt husly. 66 Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse. Socialministeriet har i et informationsbrev af 12. maj 2003 fortolket bestemmelsen. Hvis boligløsheden er akut og begrundet i fx ødelæggelse af den hidtidige bolig i forbindelse med brand, storm e.l., vil den pågældende falde ind under betegnelsen husvild, og opholdskommunen vil være forpligtet til efter SEL 66 at skaffe midlertidig husly, under forudsætning af, at den pågældende ikke selv har mulighed for det. Personer, der ønsker at flytte og mangler en bolig i tilflytningsområdet, er ikke omfattet af kommunernes husvildeforpligtelse. Personer tilmeldt en c/o adresse er heller ikke umiddelbart omfattet, når lejemålet ophører, idet problemet ikke er akut opstået, men forudsigeligt (se Socialministeriets: Informationsbrev om fortolkning af husvildebegrebet og anvendelse af 66 i lov om social service af 12. maj 2003). Kommunerne har således et ansvar for at anvise midlertidige botilbud eller indkvartering mod betaling til husvilde, men ikke en lovgivningsmæssig forpligtelse til at anvise midlertidige eller permanente boliger til boligløse i almindelighed. DEN SOCIALE BOLIGANVISNING Til løsning af boligsociale problemer har kommunerne traditionelt rådet over et antal kommunale ejendomme til folk i akut bolignød og har desuden anvisningsretten til en andel normalt en fjerdedel af lejlighederne i det almennyttige byggeri 4. Løsningen af opgaven foregår således i et tæt samspil mellem kommunerne og de almene boligorganisationer, da kommunernes muligheder for at agere i høj grad afhænger af, at der reelt er boliger, som der kan anvises til. Københavns Kommune har inden for en kort årrække frasolgt et stort antal af sine kommunalt ejede boliger, hvad der naturligvis har øget presset på de almene boliger og været medvirkende til en i sammenligning med andre kommuner mere restriktiv anvisningspraksis (se Anker et al. 2002 og Nielsen 2003). Af Københavns Kommunes Vejledning om anvisning af en almen bolig gennem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, august 1998, fremgår det, at målgruppen for den kommunale boliganvisning er mennesker, der har et påtrængende boligsocialt behov. Den primære gruppe er familier og enlige, der udover at mangle en egnet bolig, også har risiko for at få andre alvorlige problemer, og hvor løsningen af det boligsociale behov afhjælper disse problemer helt eller delvist. 4 Efter lov om almene boliger 59, stk. 1, skal den almene boligorganisation efter henstilling fra kommunalbestyrelsen stille hver fjerde bolig til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen, herunder at opnå en mere afbalanceret beboersammensætning i enkelte almene afdelinger. 10

Det hedder videre i revisionen af kommunens visitationskriterier 2003: I særlige tilfælde og efter Lokalcentrets konkrete vurdering, er det muligt at blive indstillet til almen bolig gennem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. For at komme i betragtning skal man have et akut behov. Samtidig skal alle muligheder for selv at løse problemet være undersøgt og udnyttet. Sidste faste adresse før behovet opstod, skal være Københavns Kommune. Personer der tager ophold hos familie, venner og bekendte m.m. i Københavns Kommune er ikke omfattet af ordningen. Der gives kun ét egnet tilbud, og afvises tilbudet gives der ikke et nyt. (Revision af visitationskriterier 2003). Personer, der kan komme i betragtning, er: hjemløse, der udsluses fra 94-boformer; husvilde, der har midlertidig ophold på hotel; marginaliserede grupper, herunder psykisk syge og narkomaner i et positivt behandlingsforløb; kriminelle, der har udstået straf, hvis boligen kan være medvirkende til at holde pågældende ude af det kriminelle miljø; handicappede, hvor den nuværende bolig er uhensigtsmæssigt indrettet; enlige eller par, der venter barn; ved samlivsophør, hvor forældremyndighedsindehaveren mister retten til fælles bolig og har eller skal have børnene boende (men altså ikke den forælder, der har samkvemsret); unge, der er fyldt 18 år, og hvor der i familien er misbrugsproblemer, kriminalitet etc.; familier med alvorlig sygdom, hvor flytningen kan afhjælpe problemer; familier, hvor anvisning af bolig er medvirkende til at forhindre anbringelse uden for hjemmet eller for at hjemgive barnet; enlige og familier, der efter en helhedsvurdering har ganske særlige behov. En forudsætning for at få anvist en bolig er desuden, at den pågældende er i stand til at bo i et almindeligt boligmiljø. For at komme i betragtning skal den boligsøgende således på den ene side kunne dokumentere alvorlige sociale problemer og på den anden sandsynliggøre egnethed til at bo i et almindeligt boligmiljø. Frederiksberg Kommune har ikke boliganvisning. Boligsøgende henvises til at søge bolig i det almene byggeri hos boligselskaber, hos private administratorer og udlejere og gennem annoncer i dagspressen. De boliger, som kommunen disponerer over, anvendes til opfyldelse af kommunens forpligtelse til at stille husly til rådighed for husvilde familier med hjemmeboende børn. Tildeling af bolig til familier sker i øvrigt ved konkret vurdering af den boligsøgendes forhold, og der skal foreligge dokumentation for, at der foreligger en akut opstået husvildesituation. Der gives kun ét tilbud om bolig. Bolig tildeles enten i kommunalt ejede boliger eller i de boliger, som kommunen har anvisningsret til efter reglerne i lov om almene boliger. HJEMLØS Når det derimod drejer sig om hjemløshed, er forpligtelsen amtslig. I den forbindelse er det selvfølgelig ikke uvæsentligt, at de opgaver, der i resten af landet ligger hos amtskommunerne, i både København og Frederiksberg varetages af kommunerne. Hjemløse omfattes af servicelovens 94: SEL 94: Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller som ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Karakteristisk for gruppen af hjemløse er ikke blot manglende bolig, men en kombination af en lang række andre sammenfaldende sociale problemer. Forsørgelsesgrundlaget er for de fleste kontanthjælp eller social pension, kun få har kontakt til arbejdsmarkedet. Mange af de yngre hjemløse har aldrig været i et stabilt arbejdsforhold. Helbredet er præget af ofte mange års uregelmæssig levevis og et eventuelt misbrug. Det sociale netværk er skrøbeligt med tyndslidte bånd til nærmeste familie, brudte parforhold, manglende eller sporadisk kontakt til eventuelle børn. Gæld til det offentlige og gæld til private er ofte en dominerede del af den økonomiske virkelighed, og kriminelle forhold 11

er ikke ualmindelige. Det kan være i form af tyveri, røveri, pushervirksomhed eller voldskriminalitet. Hjemløse er også hyppigt selv ofre for kriminalitet. Vejen til hjemløshed er som regel lang. Ofte er der tale om en proces, hvor misbrug og sindslidelser er blandt de udløsende eller forstærkende faktorer. Det er en tilværelse, der er karakteriseret ved manglende stabilitet og kontinuitet, fattigdom, vilkårlige overgreb, tab af kontrol og nedbrydning af de kompetencer, der gør det muligt at opfylde krav, som samfund og netværk stiller til borgere og medmennesker. Hvordan passer gruppen af etniske minoriteter på boformer for hjemløse ind i denne profil? Der er umiddelbart stor forskel på at være boligløs og at være hjemløs. Når mellem en tredjedel og en fjerdedel af beboerne på boformer for hjemløse i København er mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk, er de så hjemløse i traditionel forstand med de karakteristika, der hører til denne gruppe? Eller er de snarere boligløse, der ikke har kunnet skaffe sig en bolig ad anden vej på det meget betrængte københavnske boligmarked? RAPPORTENS VIDERE OPBYGNING Hensigten med undersøgelsen er 1) at få et nuanceret billede af de etniske minoriteter på boformerne og et begreb om spredning med hensyn til social belastning i gruppen, 2) at belyse nogle af årsagerne til hjemløshed blandt undersøgelsens målgruppe, og 3) at kunne pege på behovet for en anden social indsats. Vi har derfor i vores fremstilling valgt først at beskrive deltagerne (afsnit 2) ved at strukturere materialet på tværs med udgangspunkt i en række variable, der har betydning for at forstå omfanget og graden af social belastning i målgruppen. Det drejer sig om faktorer som oprindelsesland og opholdsgrundlag, alder, opholdstid i Danmark, familieforhold, forsørgelsesgrundlag, misbrug, kriminelle forhold og psykisk sårbarhed. På baggrund heraf er det muligt at få øje på visse mønstre og grupperinger i materialet, som kan være med til at pege på en differentieret indsats i forhold til undersøgelsesgruppen. Læseren skal være opmærksom på, at der selvfølgelig ikke er belæg for, at de fordelinger og grupperinger af respondenterne, som vi kommer frem til med udgangspunkt i de 19 beskrevne tilfælde, er gældende eller repræsentative for hele gruppen af etniske minoriteter på boformer for hjemløse. For at yde det kvalitative materiale retfærdighed præsenterer vi dernæst fem cases (afsnit 3), der illustrerer, hvordan de forskellige elementer, der er genstand for vores observationer, fremtræder hos den enkelte. Vi har udvalgt casene, så de repræsenterer spredningen i materialet og samtidig udtrykker noget typisk for den gruppering, de er placeret i på et kontinuum, som vi konstruerer nedenfor (s. 18 og 19) I afsnit 4 ser vi med udgangspunktet i journalmaterialet kritisk på den sociale indsats i forhold til målgruppen. Afsnit 5 sammenfatter svarene på undersøgelsens spørgsmål, og i afsnit 6 giver vi nogle bud på anbefalinger til en anden social indsats. 12

2. Beskrivelse af interviewdeltagerne Som nævnt i indledningen var det svært at rekruttere deltagere i undersøgelsen og endnu sværere at stille specifikke krav til sammensætningen af deltagerne. Vores intention var af få undersøgelsesmaterialet bredt så meget ud som muligt, netop for at få et billede af spredningen i gruppen af etniske minoriteter på boformer for hjemløse. Specielt havde vi et ønske om at rette fokus mod grupper fra de såkaldt flygtningeproducerede lande. Og det er faktisk lykkedes os at få en spredning i datamaterialet på de punkter, som vi fandt væsentlige. Vores datamateriale består af 19 interviews med personer fra 11 forskellige nationaliteter eller etniske grupper 5. DIAGRAM 1 Fordeling af deltagere på oprindelsesområde Det drejer sig om ti fra Afrika, heraf otte somalier, to fra Østasien, tre fra Mellemøsten, to fra det tidligere Østeuropa og to fra Grønland 6. Angående opholdsgrundlag har 12 flygtningestatus eller er familiesammenført med flygtninge, to er familiesammenført med herboende udlændinge (ikke flygtninge) og tre har fået ophold gennem giftermål med danskere. To er som nævnt grønlændere og har som danske statsborgere ret til at tage ophold i Danmark. For at sløre deltagernes identitet har vi i nogle tilfælde valgt ikke at oplyse specifikt om oprindelsesland. I materialet er der to kvinder og 17 mænd. Som nævnt tidligere har vi ikke inkluderet krisecentre og familieboformer efter 94. 5 I hovedparten af tilfældene er tilhørsforhold til etnisk gruppe sammenfaldende med nationalitet. Det gælder dog ikke for to grønlændere og en kurder fra Irak. 6 Intern statistik fra Københavns Kommune har en fordeling af personer godkendt til bolig efter de boligsociale kriterier fordelt på nationalitet. Her udgør danskere i august 2003 godt 70%. Blandt de flygtningeproducerede lande ligger somalierne højst efterfulgt af iraker og iranere. Også grønlændere ligger højt. Notat af 20. oktober 2003, Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, 7. kontor. 13

DIAGRAM 2 Fordeling af deltagere på alder Blandt deltagerne i undersøgelsen er der en forholdsvis stor gruppe af unge. Gruppen af unge mellem tyve og tredive er alle personer, der er kommet til landet som børn, hovedparten i teenageårene. Kun én af disse er kommet sammen med sin kernefamilie, dvs. forældre og søskende, én er kommet sammen med sin storebror, og to er kommet sammen med anden familie (tante og onkel, faderens ny kone). Tre er kommet som uledsagede børn. Det er i denne gruppe, vi finder nogle af de allermest belastede i undersøgelsen. DIAGRAM 3 Fordeling på opholdstid i Danmark Som det fremgår af tabellen, har de fleste af deltagerne været i landet i mere end fem år på det tidspunkt, hvor vi mødte dem på boformerne. En del af dem, vi talte med, havde dog været på boformer for hjemløse tidligere, og det fremgår af journalmaterialet, at et par af interview-personerne har cirkuleret mellem boformerne i København i flere år. Men generelt må man sige, at der for hovedparten er tale om et længerevarende forløb i landet, før ophold på en 94-boform bliver en realitet. De personer, der i materialet har den korteste opholdstid i Danmark, inden vi møder dem på boformerne, er de to grønlændere. Familieforhold og civilstand Ingen af deltagerne er på interviewtidspunktet gift. Tretten er fraskilte, og seks fra gruppen af unge har ikke været gift. Én har dog været i et længerevarende kæresteforhold og opfatter kæresten som eneste sociale netværk. Skilsmisse er ofte fremhævet som en af vejene til hjemløshed blandt etniske minoriteter. I denne undersøgelse er skilsmisse den umiddelbart udløsende faktor for bolig- 14

løshed for knapt halvdelen af interviewpersonerne. Det drejer sig om de tre personer, der har været gift med danske kvinder, og hvor kvinden har beholdt lejligheden ved skilsmissen; om to som er familiesammenført til landet med herboende udlændinge (ikke flygtninge) og har boet i landet i en lang årrække og om fire flygtninge, heraf en kvinde. For de fleste ligger skilsmissen nogle år tilbage, og ingen af interviewpersonerne har haft permanent egen bopæl siden. De har typisk boet til fremleje, på c/o-adresser hos venner og bekendte, i campingvogn, kortvarigt på 94-boformer, på natcaféer. Én har i perioder boet på en S-togsstation, og én har tilbragt nogle måneder i fængsel. Men hermed er ikke sagt, at skilsmissen er den egentlige eller eneste årsag til den nuværende situation. Langvarigt alkoholmisbrug og psykisk sygdom har for nogle været en del af billedet allerede inden skilsmissen og været medvirkende til, at ægteskabet er opløst. For nogle har den omflakkende tilværelse med korte lejemål i form af fremleje og c/o-adresser hos venner og familie været en del af vilkårene allerede inden skilsmissen. Boligløshed kan således også tænkes at være en medvirkende årsag til skilsmisse. Ni af interviewdeltagerne har børn, men de fleste har ringe eller ingen kontakt med deres børn. Kun én person har megen kontakt med sine børn og kæmper for at få mere samkvem og evt. også forældremyndighed. Fire personer har efterladt deres børn i hjemlandet. En grønlandsk kvinde har voksne børn i Grønland, som hun har nogen kontakt til. En somalisk mand har fire små børn i Danmark, men har ikke set dem i 1 1 /2 år. Hustruen er forsvundet med dem. En mand fra Mellemøsten har en nu voksen søn med en dansk kvinde, men han har ikke mere kontakt med sønnen. Spørgsmålet om børn vækker meget stærke følelser under interviewet. Forsørgelsesgrundlag Forsørgelsesgrundlaget for respondenterne er helt overvejende kontanthjælp. Således er 16 på kontanthjælp, to får pension og én er selvforsørgende. To søger om pension, begge blandt de ældre af deltagerne. Kontakten til arbejdsmarkedet er for mange sporadisk, men der er klare forskelle knyttet til alder. I gruppen er der blandt de ældste og dem, der har været længst i landet, eksempler på personer, som har haft en mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet. En er håndværker-uddannet her i landet og har arbejdet mange år inden for sit fag, indtil han blev psykisk syg. En er ophørt efter nogle år i fabriksarbejde pga. problemer med alkohol, og en har været selvstændig og er gået konkurs med flere virksomheder. En af deltagerne har arbejdet mange år i sit hjemland og er kommet til Danmark af helbredsårsager efter en arbejdsulykke. Endelig er der i flygtningegruppen en person, der har været selvforsørgende allerede inden udgangen af integrationsperioden og fortsat er det. Disse personer er alle i aldersgrupperne over 40 år. For de syv unge, der er kommet til landet som store børn, er billedet anderledes. En har haft en almindelig skolegang og bestået folkeskolens afgangsprøver, har derefter taget første del af en uddannelse, men ikke fået praktikplads og afbrudt uddannelsen efter faderens pludselige død og modernes følgende langvarige sygdom og død. Har siden aftjent sin værnepligt og derefter haft forefaldende arbejde, men mistede muligheden for permanent bolig og arbejde pga. en trafikulykke. Vedkommende har kun været i kontakt med det sociale system i to måneder og har ellers været selvforsørgende. De øvrige unge er typisk efter ankomst startet i folkeskolens ældste klasser eller ungdomsskole med sprogundervisning, senere evt. sprogskole. De fleste har ikke gennemført folkeskolens afgangsprøver, eller har gennemført med dårlige resultater. Det er karakteristisk for gruppen af unge, at det af deres journaler fremgår, at der er taget initiativ til mange udannelses-, praktik- og andre aktiveringsforløb, men at meget få forløb fuldføres enten fordi den unge mister sin bopæl og flakker rundt mellem skiftende opholdssteder (se eksemplet herunder), eller fordi den pågældende af andre årsager udebliver fra aktiveringen eller fraflytter sin adresse. 15

L s fortælling L kommer til DK i 1998 og flytter efter knapt tre år fra integrationskommunen i Sønderjylland til København. Han er ganske ung og uden familie her i landet. Han har mødt en pige, født i Danmark, men af anden etniske herkomst, og hun bor i København. Han kan ikke bo hos pigen, der stadig bor hos sin familie, og pigens far vil ikke acceptere ham. Han har inden flytning fundet et job i København. Han er flyttet ind hos en bekendt, men det bliver ikke til noget med jobbet, og vennen kan ikke have ham boende ret længe. Han går på gaden, men bliver samlet op af en ældre dansk kvinde, der får ondt af ham og tilbyder ham logi. Hun bor alene i en stor gammel villa, og han hjælper hende med praktiske gøremål. Hun følger ham på kommunen og forklarer, at han gerne må bo hos hende. L bor hos hende i nogle måneder, og imens søger han arbejde. Han har ganske kortvarigt et job med rengøring om natten, men holder op, fordi der bliver trukket skat, inden han får lønnen det var han ikke klar over og fordi de i kommunen bliver sure på ham, fordi han ikke har meddelt, at han arbejder, og de forlanger, at han skal aflevere penge hos dem. Den gamle kvinde bliver alvorligt syg, og L kan ikke mere bo hos hende. Hans sagsbehandler kan ikke hjælpe ham med bolig, og han finder et lille privatudlejet værelse, som han kan leje på dagsbasis. Han har fået indtryk af, at værelset er meget billigt, men det viser sig ret hurtig at være dyrt. Sagsbehandleren har lovet at hjælpe ham økonomisk, hvis han selv finder noget: men det kan hun så ikke alligevel. Jeg forstår det ikke, altid er det sådan. Så bor L et stykke tid i en campingvogn, men det er vinter og koldt, og han flytter midlertidigt ind til en fætter til én, han kender. Manden finder en kæreste, han gerne vil bo sammen med, så L må igen flytte. Han er begyndt på aktivering på UCI (Undervisningscentret for indvandrere), men nu sover han på natcafeer eller på Hovedbanegården, så hvordan skal jeg møde i rent tøj på Hejrevej kl. 8 om morgenen? L går hver dag til sin sagsbehandler, og til sidst siger hun, at der findes steder, hvor man kan få ophold: Men der bor narkomaner. Han mener ikke, han kan bo sammen med narkomaner, han har selv psykiske problemer. Til sidst bliver L anvist det sted, hvor han bor nu, og der er han glad for at bo, for der er fredeligt, men han kan kun bo der i tre måneder, hvis han ikke kan godkendes til en bolig. L er meget bekymret for, hvad der så skal ske. Han klager over hukommelsesproblemer og har problemer med at sove. Den foreløbige slutning efter journal: efter 10 måneder bliver L godkendt til boliganvisningen. Der vil så typisk gå ca. 11 måneder, inden han får anvist en bolig. Hvad han i den periode har været og vil være i gang med af beskæftigelse og uddannelse kan ikke ses ud af hans journaler. Der er ikke udarbejdet en handleplan. Endelig er der gruppen af 30-40-årige. I denne gruppe finder vi de klareste eksempler på det, man kunne kalde traditionelle integrationsproblemer, hvor problemets kerne ud over et akut boligproblem synes at være vanskeligheder med at kvalificere sig til og få en plads på arbejdsmarkedet (se case 2 s. 25). Misbrug Misbrug er ofte en del af en traditionel dansk hjemløshedprofil. Misbrug findes også i gruppen af interviewdeltagere, og for nogles vedkommende ganske massivt. Det findes i alle aldersgrupperne, men er mest udbredt blandt de unge og et par af de ældste. Seks af deltagerne har et forbrug af alkohol og andre rusmidler i et omfang, der påvirker deres muligheder, vilkår og adfærd ganske afgørende. Andre har et mindre og mere periodisk forbrug af rusmidler. Her nævnes hash, men også i kombination med andet. Resten, dvs. ca. halvdelen af interviewpersonerne, synes ikke at have et misbrug. 16

DIAGRAM 4 Fordeling af deltagere på misbrugsmønster 1: ikke misbrugende 2: periodisk misbrugende 3: massivt misbrugende Kriminalitet Kriminelle forhold nævnes i journaler for fire af de personer, hvis sager vi har fået aktindsigt i. Der er tale om indbrud, hærværk, vold og voldtægt. Et par af interviewpersonerne har udvist truende eller decideret voldelig adfærd umiddelbart efter ankomst til landet, fx i de børnehuse for uledsagede børn, hvor de har været anbragt, mens de endnu var umyndige. Det fremgår af journalerne, at det har været meget svært at hæfte en diagnose på dem og finde passende tilbud, hvor de har kunnet profitere af at være, eller hvor man overhovedet har villet tage imod dem. Derfor har man også fra myndighedernes side i et enkelt tilfælde set sig nødsaget til at anbringe den pågældende med mange pædagogiske støtteforanstaltninger på en 94-boform i en længere periode, mens han angiveligt kun var 14 år (han blev dog senere vurderet til at have været ældre end angivet i pas og øvrige papirer). En 17-årig blev flyttet fra børnehus til ungdomsfængsel, også begrundet i vold. Ellers synes de voldelige episoder at have sammenhæng med misbrug. I interviewene peger flere på, at de oplever at have svært ved at kontrollere sig selv i forbindelse med rusmidler. Blandt disse finder man personer, der synes at cirkulere mellem de københavnske boformer, hvor de med mellemrum bliver bortvist netop pga. vold og trusler om vold. Psykisk sårbarhed Psykisk sårbarhed og delvist også diagnosticerede psykiatriske lidelser kendetegner hjemløshedsområdet generelt (Brandt 1992, Benjaminsen 2003). Det er ikke muligt at identificere en særlig psykisk udsathed på baggrund af interviewene alene, men ved at sammenholde alle data, der er til rådighed, får man et billede af, at ca. halvdelen af de interviewede ikke viser tegn på specielle psykiske lidelser, mens resten i forskellig grad har problemer at psykisk karakter. Blandt disse har tre personer haft kontakt til det psykiatriske system og er i fortsat medicinering. I gruppen af unge findes betegnelsen psykisk ustabil anvendt på over halvdelen, og det fremgår af journalmaterialet, at de fleste har været underkastet psykologiske test. Nogle har været i psykologisk behandling eller har fået tilbud om psykologisk behandling 7. 7 Nye tal fra Århus Amt viser, at 38% af amtets retspsykiatriske patienter har en anden etnisk baggrund end dansk. Fra retspsykiatrisk afdeling på psykiatrisk hospital i Risskov afviser man, at flygtninge og indvandrere ender som psykisk syge kriminelle på grund af krigstraumer. Det er snarere disse gruppers udsatte og marginaliserede liv, der kan føre til psykisk sygdom og kriminalitet, udtaler man (Information 17. marts 2004). 17

HJEMLØS ELLER BOLIGLØS? Sammenfattende kan man sige, at der i gruppen af etniske minoriteter på 94-boformerne er en stor spredning med hensyn til graden af social belastning. I den ene ende at et kontinuum finder vi den selvforsørgende flygtning (se case 1 nedenfor), der ikke har andre sociale problemer end mangel på bolig, i den anden den alkoholdemente, fraskilte, næsten ikke dansktalende, der ofte findes sovende på trapperne i en S-togstation (case 5). I mellem disse yderpunkter grupperer resten sig. DIAGRAM 5 De 19 interviewpersoner fordelt på et boligløs-hjemløs kontinuum Vi kan identificere to hovedgrupper. For den ene gruppe er en permanent bolig en meget væsentlig del af løsningen på problemet. Denne gruppe omfatter godt halvdelen af interviewpersonerne. Nogle i gruppen vil dog have yderligere behov for støtte: til kompetenceudvikling i forbindelse med selvforsørgelse, i forbindelse med børnesager og til styring af økonomien. I den mest sårbare del af denne gruppe eller på overgangen til den anden hovedgruppe finder vi nogle psykisk udsatte personer, der har brug for netværk eller personlig støtte. De resterende har mere alvorlige sociale problemer, som ikke er løst med en permanent bolig. Gruppen falder i to undergrupper, hvoraf den ene blandt andre omfatter de unge, der er kommet som uledsagede børn eller sammen med andre end forældrene. I deres problemkompleks indgår periodisk eller massivt misbrug, ukontrollerbar adfærd og kriminalitet. Manglende kontinuitet er kendetegnende for deres uddannelsesforløb og deres kontakt til arbejdsmarkedet. De flytter hyppigt, og nogle af dem må betegnes som svingdørsbrugere i 94- systemet. En anden undergruppe består af et par lidt ældre personer med et invaliderende alkoholmisbrug og psykisk sygdom. Disse to grupper har, målt på sociale belastningsparameter, en profil, der falder sammen med en mere traditionel hjemløshedsprofil. Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade har i en rapport beskrevet et udslusningsforsøg med en gruppe somaliske flygtninge på herberget (Willumsen 2003). En af erfaringerne fra projektet er, at den vurdering, man lagde til grund for projektet, nemlig at gruppen var velfungerende og ikke havde store problemer ud over boligløshed, ikke holdt stik. Under overfladen viste sig langt mere massive sociale problemer i form af blandt andet misbrug og psykiske lidelser. Høflighed, stilfærdighed og et velsoigneret ydre forvirrer kategoriseringen. Som det kort siges i rapporten: Vi ved ikke, hvem vi har med at gøre 8. 8... Når det gælder danske herbergsbrugere, (kan vi) meget hurtigt fornemme de eventuelle problematikker, fordi de i nogen grad bliver båret uden på tøjet, og dels bliver os meddelt forholdsvis uproblematisk... man snydes af, at fx en somalisk mand i langt højere grad forstår at holde på sin facade og i langt højere grad end danskeren vil forsøge at underspille eventuelle problemer (Willumsen 2003:23)... De fleste danskere, der har brug for at bo på herberg, trækker som regel en lang række sagsakter efter sig, og man kan i grove træk skitsere pågældendes liv og færden via interne systemer eller oplysninger fra samarbejdspartnere. Det kan man ikke med somalierne. Vi ved ikke, hvem vi har med at gøre (ibid:23). Kommentar til Willumsen: Det er ikke nødvendigvis en bevidst strategi at underspille problemerne, men måske snarere et udtryk for, at de somaliske mænd reelt har en opfattelse af, at problemernes årsag og deres løsning ligger et andet sted. De er ikke vokset op i en tradition, der fokuserer på at bekende sine problemer og løse dem som et individuelt og personligt anliggende. 18

I vores undersøgelse fandt vi samstemmende, at der i gruppen af etniske minoriteter på boformerne for hjemløse, er personer, der umiddelbart virker mere velfungerende og resursestærke end forventeligt på en boform for hjemløse. Vi fandt også, at der rent faktisk er personer, som i langt højere grad må betegnes som boligløse end hjemløse. Men ved nærmere eftersyn, og det blev specielt tydeligt gennem journallæsningen, viste der sig i nogle af casene mere omfattende sociale problemer, end det umiddelbare indtryk og interviewsituationen lod ane. Der er i disse cases en tendens til at underspille kontakten til de sociale myndigheder, at bagatellisere et evt. misbrug eller at udelade eller kun nødtvunget at berøre eventuelle kriminelle forhold i fortiden. Det er en meget forståelig mekanisme, men det understreger vigtigheden af at benytte flere kilder til belysning af problematikken. I kontinuumets yderpunkter, hvor man kan tale om de rent boligløse og de rent hjemløse, finder vi problemstillinger, der optræder forholdsvis uafhængigt af fremmedhed eller kulturelle og integrationsmæssige dimensioner. Eller med andre ord, de personer der placerer sig her, ligner danskere i samme situation med hensyn til karakteren af deres problemer, og den måde de kan løses eller ikke kan løses på. I case 1 er problemet løst med en bolig, og i case 5 kan problemet måske ikke løses på nogen endegyldig og tilfredsstillende måde, men midlertidigt afhjælpes og mildnes, som man også ser for de hårdest ramte blandt de danske hjemløse. VEJEN TIL HJEMLØSHED Hvorfor er koncentrationen af etniske minoriteter på boformer for hjemløse meget højere i hovedstadsområdet end andre steder i landet, var et af de spørgsmål vi indledningsvis stillede. Søger etniske minoriteter med komplekse sociale problemer til København, eller producerer hovedstaden selv sine problemer? DIAGRAM 6 Fordeling på boligløs-hjemløs kontinuum af interviewpersoner tilflyttet hovedstaden (grønne cirkler) og oprindeligt placeret i hovedstaden (røde cirkler): Som det fremgår af diagrammet, er otte af interviewpersonerne flyttet til København fra provinsen. Det gælder næsten udelukkende flygtninge, der i første omgang er boligplaceret i provinsen. De resterende 11 har udelukkende været bosat i Hovedstadsområdet. Her skal man være opmærksom på, at det meget skarpe skel, der administrativt går mellem Københavns Kommune og omegnskommunerne og Frederiksberg, ikke eksisterer som et skel på samme måde i interviewpersonernes bevidsthed. Man krydser frit og ubemærket kommunegrænserne. København er ikke synonym med Københavns Kommune, og om man bor i Valby eller Lyngby eller Hvidovre er ikke afgørende, det hele er København. Men i forhold til sagsbehandlingen og kommunens forpligtelse til fx at anvise bolig er kommunegrænsen en afgørende, strukturel faktor med betydning for en sags behandling og udfald. Forskellen mellem det administrative niveaus opfattelse af territorieafgrænsning og jurisdiktion, og nye beboeres oplevelse af byens geografi som en flydende størrelse og deres egen posi- 19

tion som frigjort fra et territorium 9, er ganske illustrativ for forståelsen af sagsbehandlingens vilkår og muligheder i relation til nogle af disse borgere. Københavnerne Skilsmisse er den udløsende faktor for boligløshed for seks af de elleve borgere, der udelukkende har boet i Københavnsområdet. Ved skilsmissen er de fraflyttet den fælles lejlighed og har ikke senere været i stand til at skaffe sig en ny bolig. De er ikke kommet i betragtning til en kommunal anvist bolig, fordi lokalcentrene enten ikke har skønnet, at deres situation er alvorlig nok til at berettige dem til en bolig, eller fordi de ikke har søgt kommunens hjælp (ét tilfælde). En anden begivenhed, der udløser boligløshed, er fraflytning fra forældre og etablering af en selvstændig voksentilværelse. Det ses i materialet i tre tilfælde. En af personerne har i to år under uddannelse haft en ungdomsbolig, men har ikke kunnet beholde den efterfølgende eller skaffe sig en anden herefter. To af personerne i denne gruppe har boligløshed som deres dominerende problem, og igen er det boligmanglen i københavnsområdet, der er den væsentligste årsag til deres ophold på en 94-boform. De sidste to personer er grønlændere, der begge har boet ret kortvarigt i København. Den ene er kommet for at få løst et helbredsproblem og har oprindeligt kunnet bo hos en slægtning, mens den anden har mere komplekse sociale problemer. Manglen på boliger i hovedstadsområdet er således den primære årsag til at syv af københavnerne befinder sig på en boform for hjemløse, mens fire har andre og mere komplekse problemstillinger, der ikke synes at kunne løses med selvstændig bolig. Tilflyttere fra provinsen Søger etniske minoriteter med komplekse sociale problemer til hovedstaden? Det var et andet af de spørgsmål, vi stillede os. Af de otte tilflyttere, der findes i dette materiale, må fire siges at have komplekse sociale problemer, mens de resterende fire må karakteriseres som boligløse. Af disse flytter én for at finde sin kone og bliver derefter i hovedstaden. Familien havde ikke egen permanent bolig før flytningen. To flytter, fordi de anser mulighederne for flere og bedre i København. Det drejer sig først og fremmest om mulighederne for arbejde og om netværk. I begge tilfælde er det med et udtryk fra migrationsforskningen pull-faktoren snarere end push-faktoren, der er i spil. Det er ikke så meget de små samfund, der skubber ud, men snarere storbyen der trækker. Disse personer flytter målrettet mod storbyen. Boligløshed bliver aktualiseret i det øjeblik, de fraflytter den tildelte, permanente bolig i integrationskommunen og flytter ind på midlertidige adresser i form af en fremlejet lejlighed eller på en c/o-adresse. Boligløshed bliver en fysisk realitet i perioder, hvor disse midlertidige opholdsmuligheder er opbrugte (case 1, case 2 og case 4). Hvis boligmarkedet havde været anderledes, eller hvis kommunen havde kunnet anvise en bolig, ville ophold på 94 ikke have været aktuel. Endelig er der blandt tilflytterne en person, som har været mange år i landet, været dansk gift og har boet i en stor dansk provinsby. Han blev psykisk syg, skilt fra konen og sine børn. Han følte ikke, at han kunne blive i byen og flyttede til København. Han har ingen kontakt med sin familie i provinsen og venter nu på en solistlejlighed. De sidste fire har mere komplekse sociale problemer, og push-faktoren i deres flyttemønstre er mere iøjnefaldende. De flytter væk fra noget. Retningen på deres flytning er ikke så entydig fra periferi mod center. Nogle er meget mobile og flytter rundt mellem forskellige byer (se fx case 4), indtil de så måske ender i København. Karakteristisk for dem er, at de ikke har familie eller, at deres forhold til den nærmeste familie er meget konfliktfyldt. Også forholdet til egen etnisk gruppe her i landet i øvrigt er belastet, og de omtaler deres landsmænd med foragt: De snakker bare og ryger khad 9 Bauman taler om den nye, globale magtelite som eksterritorial, dvs. uden fast adresse i gammeldags, fysisk eller topografisk forstand og fremhæver, at grænser vil blive mere og mere irrelevante for tilværelsens hovedstrømme i det 21. århundrede (2002:57-59). Flygtninge og indvandrere er et eksempel på, at også andre end magteliten er eksterritoriale, om end vilkårene for at være det og accepten af det hos modtagerlandene er ganske anderledes. 20