Anden del: Bog 3, afsnit 1

Anden del: Bog 3, afsnit 1 Ny pædagogik & sportificering Nye træk ved nutidens idræt og sport ekstremisering og afhængighed samfundsmæssige sammenhænge

BOG 3, afsnit 1: Pædagogik og sportificering. Nye træk ved nutidens idræt og sport ekstremisering og afhængighed samfundsmæssige sammenhænge. afsnit 2: Elite eller breddeidræt? Eliteidrætten gavner ikke breddeidrætten! OL, sport og illusioner. Alfa-hunner og vindertyper. afsnit 3: Uhyggelige sportseksempler. For Zlatan da! Jørgen Leths æstetisering af alt fra EPO til haitianske voldtægters lethed. Respekt som begreb. Vinderpersonligheder og valget af foregangsmænd: idoler. afsnit 4: Afsnittet handler om den gode idræts idoler og sammenhængen mellem sport og voldens dannelse. Semantisk infektion imellem erhvervslivets jubeloptimisme og sportens normer om præstation, mål og strategier - er træning og motion ved at løbe løbsk? Træningsafhængighed og den perfekte tynde krop diskuteres. afsnit 5: Afhængig kan du kun være på livstid! Træning som misbrug? Indsigt eller afgrundsromantik? Ekstremsportens selvpineri og stofnarkomanens afhængighed - kan det sammenlignes? afsnit 6: Endorfinens historie. Smitter forældrenes endorfinjagt af på børnene? Hvad er endorfiner? Runners' high og den evolutionære baggrund. Sportsjournalisternes vulgære forråelse af den kropslige leg.

De vilde kroppe og grænseoverskridelsen i det senmoderne samfund REDUKTION UDEN SOCIOLOGISK FANTASI ØGER KOMPLEKSITET Problemerne i det emergent moderne, det såkaldt senmoderne samfund, kan ikke forstås ved én-dimensionelle teknikker og årsagssammenhænge. Man er nødt til at anerkende påvirkninger og sammenhænge mellem forhold og elementer på det lille og på det store plan, i.e. gensidigheder. Absolutter, som fx: Man kan, hvad man vil, Hvis man bare har viljen, så lykkes alt, Man er sin egen lykkes smed, og Der findes ikke problemer, kun udfordringer er eksempler på sådanne forsimplede reduktioner: Hverdagsmenneskets forsøg på at fastholde én-dimensionalitet over for problemerne.

DET ER DERIMOD KOMPLEKSITET, SOM REDUCERER KOMPLEKSITET. Komplekse problematikker har aldrig én og kun én mulig løsning, så derfor må mange optikker, mange (artede) analyser og mange handleplaner anvendes. Kort udtrykt så handler det om at søge mere viden, at øge kompleksiteten på mange forskelligartede planer og områder. Først på baggrund heraf kan kompleksiteten reduceres. Ellers får man bare mere af samme slags. Man bliver ikke frugthandler, hvis man indskrænker sig til at lære forskellen mellem æbler og pærer men aldrig indser, at de begge også er elementer i den overordnede logiske klasse: Frugt. På samme måde bliver man ikke et bedre menneske af at være dygtig til kun én disciplin uanset niveau. SÅDAN ER DET BARE ALDRIG!. Margrethe Vestagers udbrud: Sådan er det bare! om hendes forståelse af arbejdsløsheden i kølvandet på hendes udvalgte økonomiske teori er et klassisk eksempel på en reduktion af kompleksitet ved forsimpling. Men sådan er det altså bare aldrig!

Jeg har tidligere været meget optaget af kroppen. Dvs. hvad min krop kunne fysisk, hvorledes den syntes at kunne regulere også det mentale og hvad den kunne generere af nydelse på alle planer. Jeg opdagede også, at der var en fantastisk forskel på at anvende den individuelt og egoistisk og at sætte den i spil sammen med andre. De forskellige skoler, som jeg frekventerede gennem min barndom og ungdom, handlede også meget forskelligartet med den! Senere er dette forhold vendt om: Jeg tager ikke længere kun udgangspunkt i kroppen og det umiddelbart nært oplevede men søger også forskningsmæssigt at finde en sammenhæng mellem begge. Mennesket er jo ikke kun krop og ånd, men en længere række delsystemer, som ud fra hver sin funktion samarbejder om at få en helhed til at fungere. Det interessante er, hvem der er dirigent for dette samarbejde? Er drengerøve mere lykkelige? Nucleus accumbens hedder den valnøddestore fætter, som sidder midt i hjernen, og som i hverdagssproget går under betegnelsen lykkecenteret. Udover at den godt kan lide behagelige ting, så stimuleres den af det, der er farligt. Bjergbestigning for eksempel. Ecstasy. Ubeskyttet sex

og i øvrigt alt, der ligner Jack Ass adfærd. Lykken er set fra dens synsvinkel vild og rå, og hvis den får lov til at bestemme alene, så er den parat til at tage vanvittige chancer på vores vegne. Og det er lettest at komme i kontakt med den, når man er ung. Overraskende er det måske heller ikke, at den del af hjernen, der reagerer på ros, mad og sex, er mest aktiv hos de 16-19 årige. I en større interview-undersøgelse af 16-19 årige var de 3 vigtigste dimensioner ved de ovenstående aktiviteter, som man spurgte ind til følgende: (1) Vil du gøre det?; (2) Bliver du lykkelig af det?, og (3) Er det farligt? Gruppen blev sammenlignet med børn under 15 og voksne over 25. Og de 16-19 årige skilte sig markant ud ved at ville gøre det. De mente, at de ville blive lykkeligere af det. Og at risikoen var minimal. Og så var det i øvrigt lige meget, om det handlede om at sætte livet på spil på en bjergside, forsøge sig med party-drugs eller springe ud med faldskærm. Hjernens frontallap er først neurofysiologisk helt udviklet, når man er omkring 25 år gammel. Hos pigerne måske lidt tidligere end hos drengene. Frontallappen gør det bl.a. muligt for os at styre ansvar og langtidsplanlægning. Det, som vi kalder modenhed og voksendom. Desværre bliver det også gradvist vanskeligere umiddelbart

at komme i kontakt med den rå og vilde lykkefølelse fra pubertetsårene. Men, det viser sig ved nærmere eftersyn, at udviklingen er afhængig af stimulering. Ved mangelfuld eller monoman stimulering svækkes de muligheder, som frontallaperne kan give os og ved overstimulering kan det medføre afhængighed af et lykkepunkt, som bliver stadigt vanskeligere at opnå. Vores grundlæggende hverdagsadfærd kan altså enten fastholde en infantil jagt på oplevelser og sus eller bringe os nærmere en moden og afvejet tilstand, hvor der er plads til såvel ansvarsfuld samfundshensyn som til opdragelse af vores børn. Vildskaben, rusen og begejstringen fra de sportslige arenaer kan nemt føre videre til en fascistisk optagethed af det fysisk stærke menneske og en angstpræget reaktion overfor kloge-åger og udvikling af tænkning og refleksion. Her er det at en diskussion om kultur og dannelse bliver væsentlig. Aben i spejlet Grunden til at jeg og dele af min generation kan være frastødt af flokken, dvs. massebevægelser og hysteri, er, at vi gennem 2. verdenskrigs rædsler på meget ubehagelig vis begyndte at se aben titte frem i vores eget spejlbillede. Mange af os mente i

tiden herefter at kunne se sammenhænge mellem tidens opdragelse, skole og den generelle mobning en måde at tackle usikkerheden på i overgangen fra det gamle klassedelte og autoritære samfund til det nye og mere usikkert demokratiske. Det senmoderne samfund skærper i dag dette forhold, men italesætter det nu bare som den naturlige konkurrences vindere og tabere, mens håneretten skærpes til det uhyrlige. Enkelte udvalgte hyggede sig gevaldigt ved den gamle samfundsorden, men endnu flere led helvedes kvaler på grund af den ulige fordeling af goder og roller. Ligesom det sker alle steder, hvor mere end to mennesker er samlet og prøver at skubbe sig tilrette i én eller anden orden. Personligt har jeg haft mit opgør med aben i mig selv, og jeg hader ikke længere mig selv eller mennesket generelt. Hver for sig kan både aber og mennesker være gode nok i deres vante omgivelser og kontekster, men i flokken indgår de mellem hinanden ofte de giftigste forbindelser! Mobning stiger og falder med faktorer, som kulturen enten fremelsker eller bekæmper. Man kalder det så opdragelse eller dannelse. Jeg selv tilhører et mindretal, som udover de ovennævnte forhold mener at kunne se lignende sammenhænge mellem den generelle

uro, der præger den vestlige kultur, ekstremisering af sporten og den stigende aggression, der præger vores relationer. Vi burde derfor se på opdragelsens ændrede karakter, skolens rolle og en generel mistro til nutidens demokrati, som har afløst det, vi kendte i perioden fra 1950 erne til 1970 erne. Der er sket noget med legen? Der er sket noget med legen, idrætten, sporten, motionen og relationerne. Grænseoverskridelse er hot! De vilde kroppe imploderer, eksploderer og ødelægger sig selv. Men som den norske psykiater Finn Skårderud skriver: Et faldskærmsudspring er strengt taget ingen særlig risiko. Det er bare en efterligning af livets virkelige risiko. Kærlighed, intimitet og de andre er virkelig risiko! Hvad er rafting eller bjergbestigning i forhold til en afvisning? Hvad er elastikspring i forhold til den elskedes telefon, som aldrig ringer? Og hvad er din materielle velstands prangende trofæer værd, hvis du ikke undervejs har haft tiden til at mærke din datters lille varme hånd i din? Men de vilde kroppe har oprindeligt været legende kroppe. Huizinga hævder at den allerførste legs formål var at skabe en betydning og menings-

udveksling i en kultur en betydning mellem mennesker, som rakte udover det rent fysiologiske behov for at opretholde liv. Rammelege, som indkorporerede de sociale grænser for udfoldelse gennem fysisk aktivitet de socialiserede. Men leg har også et immaterielt element. Den er en dramatisering, som løfter udover og erstatter det hverdagslige liv med sin egen begejstring og æstetisering. Hysteri og banalisering ligger dog snublende nær på disse to begreber. Kan denne æstetisering fx undskylde alt, hvad kroppen iscenesætter? Den megen brug af stimulerende midler? Den stigende forråelse, vold og skader? Den fortsatte infiltration af penge og reklame i den idrætslige leg? Ganske almindelige menneskers besættelse af at skulle sprænge grænser, konkurrere og ekstremisere kroppens ydelse og udseende gennem motion med sundhed for øje? At hylde sportsheltene og idolerne i arenaerne og acceptere deres skader og invaliditet i 30-års alderen som normale? Ultimativt måske at udløse den grænseløse Fight-Night s voldelige excesser i drabets mulighed ved evt. at gå i krig? Den vilde krops handlen drejer sig ikke om heltegerninger til efterfølgelse, men derimod om individuel angstbeherskelse. Bjergklatrerens møde

med væggen giver en direkte tilbagemelding om præstationen, om forskellen mellem liv og død. Man erfarer en umiddelbar selvbekræftelse, som hverdagen sjældent kan tilbyde. Det styrker måske selvtilliden for en stund, og man får udover runner s high mere mod til at præstere flere og synlige resultater af samme slags. Sammenhængen med øget selvværd og kreativitet og modet til at gå nye og anderledes veje er straks sværere at få øje på. Et spændende eksempel: Den norske kvinde, Kjærsti Floden, var den første kvinde i Europa, som fuldførte Ultraman på Hawaii: 10 km. Havsvømning, 420 km. cykling og 84 km. løb (1995; 34 timer, 18 minutter). Tidligere havde hun lidt af anoreksi, men som hun sagde: Nu har jeg fundet en anden og sundere kanal. En sundere kanal??... eller blot mere af samme slags? At lukke sig inde i nogle få sekunders intense oplevelse, fx i elastikspringet, kan betragtes som en indskrænkning og en regression til det konkrete. For den dovne kan det også give mulighed for en nem og letkøbt moraliseren. Men på den anden side så svarer de vilde kroppe også til kulturens forventninger om at fremstå med en egenrådighed og en eksotisk anderledeshed. De skaber et

afsindigt rum, som er nemt at forveksle med u- fornuft. Men denne udfordring af den sunde fornuft kan også ses som en mod-fornuft: en udfordring af det hyperkapitalistiske samfunds målrationalitet, nyttetænkning og værdiakkumulering. Det afsindige rum tilbyder rus, nær-død, fortabelse og nogle sekunders aktualisering af selvet i et fortættet nærvær under flugten fra det hverdagslige, det kedelige eller besværlige. Men et sådant rum er forførende at blive i De vilde kroppe er kulturkroppen par excellence. Dels spejler de kulturen, og dels udpeger de en vej gennem denne kompleksitet.hvor god eller dårlig denne vej er bør selvsagt diskuteres. Elementer på denne vej er angstlysten, legen, kulten, rusen og ekstasen. At opsøge det ubehag, som man i andre sammenhænge ville give meget for at slippe for, kaldes angstlyst. Den er et dobbelt begær. Vi begærer noget for at blive fri for det selvsamme. En kulturel double-bind af skizoid karakter. Legen med døden er en spidsformulering af det liv, som man ikke synes at kunne tackle eller udholde. Langt henad vejen kan jeg forstå de vilde kroppes praksisser, som eksempler på det ekstremes magi, som Nietszche beskrev. Men hvad sker der, når de ekstreme praksissers vederkvægende virk-

ning ikke længere opnås så nemt som før, og udøverne efterhånden har påtaget sig ansvar som ægtefæller, fædre og mødre og mange andre roller, som det voksne liv indeholder? Overgår man da til oplevelser by proxy (stedfortræder) i fanmassernes brølende begejstring eller kræver man mere grænseoverskridende underholdning? Åh, hvor jeg dog savner voksendommen! Hvad nyt, du? Set på baggrund af mine tidligere skolefortællinger er det væsentligt at forholde sig til de nye modeord indenfor det pædagogiske: ekstremisering af konkurrencen, coaching, pace, pushe osv. samt de dannelsesmæssige konsekvenser heraf. Efter min mening er det i dag en selvfølgelighed at opfordre børn og unge til at dygtiggøre sig, at stræbe efter mestring på alle niveauer. Men selv om det er væsentligt både at kunne iagttage og at gøre en forskel, så er dette ikke ensbetydende med at det er hensigtsmæssigt at ekstremisere disse forskelle. Heri ligger samtidig en generel opfordring til voksne om modigt og selvkritisk at diskutere ekstremisering af konkurrence- og elitebegrebet og monomane tendenser i tiden, og som modvægt til disse at tage fat på kampen for diversitet også i pædagogiske og psykologiske forhold. Sportslige eksempler De få, som har en sund og afbalanceret livsstil, støder ofte på ordet fanatisk fra folk, som ikke

selv går op i at leve sundt. Det samme gør folk, som har ekstremiseret deres jagt på sundhed! En gradsforskel, som nok er værd at lægge mærke til. Det er en klassiker at pege fingre ad andre, når der sker noget, som vi ikke selv er dygtige til. I min verden hedder det at fastholde sig selv i destruktive mønstre. Når det er sagt, så oplever jeg i stigende grad, at sundhed for flere og flere tager overhånd, og dermed fylder så meget i hverdagen, at det bliver en begrænsning. Når nogle siger, at moden er med til at diktere et forskruet forhold til krop, motion og mad så er jeg overbevist om, at den alene ikke kan udløse et usundt forhold til sig selv og ens egen sundhed. Det går meget dybere end dette. Derfor går det også meget dybere, når sundhed tager overhånd. Sundhed er ligeså meget en mental ting som et fysisk forhold. Og samtidig er sundhed påvirkelig af kulturen, så det er et begreb, som trænger til evindelig afklaring og definition. Mange mærkelige eksempler Er der fx udelukkende tale om en ønskværdig og positiv barndom og ungdom, når man skaber en vinder og et idol som Caroline Wozniacki? Mistes der noget ved en sådan elitær monomani? Og hvis idoldyrkelsen kræver, at alle skal være

som frk. Wozniacki hvem skal så betale Team- Danmark, når de alle sammen flytter til skattelyet Monaco? Heldigvis for det samlede nationale regnskab kan de jo ikke alle sammen ende på toppen. Hvis der endvidere i vindermentaliteten ligger det, at man i samme grad ikke tåler at tabe hvilke sociale relationer evner man da at etablere i privatlivet? Hvilket samfund mon der kommer ud af det? Typer som tidligere borgmester i Farum, nuværende tyrkisk ejendomshandler, Peter Brixtofte, vil helt sikkert synes, at mine spørgsmål er vanvittige og taler offentligt varmt for Carolines fars umistelige værdier som opdrager. Endda i en grad så vi alle burde tage ved lære af ham og indføre hans principper i skolen. Men når jeg i modsætning hertil læser tennisspilleren Andre Agassis bog, Open, om hans smertefulde og reflekterede erfaringer med pinefuldt at tvinges til at smadre millionvis af bolde op ad en væg, dag efter dag, time efter time mens ens barndom og ungdom midt i al denne forældrekontrol langsomt rinder en af hænde, så mener jeg, at spørgsmål som mine i det mindste bør stilles. De er legitime. Endnu. Svenskerne Annika Ahlberg og Sofia Sebelius deltog i en konference, som SVEBI, Svensk Förening för Beteende- och Samhälls-

vetenskaplig Forskning, havde arrangeret ved Umeå universitet i november 2012. En af konklusionerne var her, at der ikke findes helt tydelige kriterier for om en person vil ende som eliteidrætsudøver eller ej. Der findes visse mekanismer, som kan pege i en bestemt retning, men der vil altid findes undtagelser. Det er altså udtryk for et valg, om man vil ekstremisere en persons givne anlæg mere end der er tale om gudgivne genier, hvis gener blot skal nurses, og som nærmest er født til en bestemt sportsgrens toppræstationer. Valget er i første instans forældrenes og dermed altså også forældrenes ansvar. Samtidig udtrykte mange på konferencen en bekymring over det generelt stigende antal idrætsskader og det forhold, at mange elitemotionister og eliteidrætsudøvere udvikler overtrænings- og udmattelsessyndromer. Motion for det stillesiddende individ er tilsyneladende et gode, mens at øge et allerede højt aktivitetsniveau giver negative helbredseffekter. Ahlberg og Sebelius peger i den forbindelse på den vigtige skelnen mellem skolevirksomhed og foreningsidrætten. Skolevirksomheden styres af en læreplan, som er et politisk dokument og dermed et politisk redskab til at påvirke en hel befolkningens helbredstilstand. Der er altså tale om helt forskellige forud-

sætninger med hensyn til politisk indflydelse og styring. De reflekterede derfor over det vigtige arbejde med at nuancere læreres forsøg på at motivere eleverne til træning og motion. Både fordele og bagsider bør fremhæves og synliggøres ved aktiviteterne. Men i foreningerne og hjemmene lægges grunden ofte til idoldyrkelse og ensidig optagethed af enkeltgrene af sport, som således undskylder eller bevidst overser denne dobbelthed. Her må de professionelle tage ansvar. Forældrene gør ikke. De mange (efter)skoler, som nu i stigende grad profilerer sig med idrætsspecifikke profiler, gavner tilsyneladende for det meste kun de elever, som i forvejen træner meget. Begge forskere peger på det indlysende i, at flere skoler i stedet burde satse på breddeidrætten og skrue ned for konkurrencehysteriet for at nå flere elever både ud fra et alment helbredssyn og et integrationsperspektiv. I hvert fald dersom de modtager statslige eller kommunale tilskud. Østerbroundersøgelsen har fulgt og undersøgt 1900 motionsløbere igennem de sidste 35 år. Undersøgelsen har som den første i verden vist, at motionsløbere lever længere end andre, og det gælder både for mænd og for kvinder, siger hjertelæge Peter Schnohr fra Østerbrounder-

søgelsen i en pressemeddelelse. Undersøgelsen peger også på, at den gyldne løbemiddelvej nok er det, der kan anbefales, tilføjer han og påpeger, at løbeturen gerne skal foregå i et langsomt eller almindeligt tempo. Mere præcist viser undersøgelsen, at mandlige løbere lever 6,2 år længere end mænd, der ikke løber, mens kvindelige løbere når op på 5,6 års længere levetid. Østerbroundersøgelsen begyndte at undersøge, hvorvidt motionsløb er farligt, da der blev rapporteret om flere dødsfald under både konkurrenceløb og militærtræning i både USA og Europa i slutningen af 60'erne og starten af 70'- erne. Herhjemme har motionsbølgen imidlertid ekstremiseret sig og medfører nu 4-500.000 idræts- og motionsskader om året. Motionsløberne havde først og fremmest en betydelig lavere risiko for at dø af hjertesygdom. Risikoen var 68 procent lavere for mænd og 52 procent lavere for kvinder, Peter Schnohr og tilføjer: Desuden havde løberne en lavere risiko for at dø af lungesygdom, blodprop i hjernen, og kræft. Så jo, det er på med løbeskoene men helst kun tre gange om ugen, så man i alt får løbet i 2,5 time ugentligt, lyder anbefalingen fra kompetent hold. Og gerne med pauser.

En subkultur, der hylder det ekstreme Men er man en del af en subkultur, hvor træning er omdrejningspunktet, er der fare for, at det ekstreme bliver det rigtige, mens hvile og respekt for kroppen bliver nedtonet. Der kan også gå konkurrence i at træne mere, længere eller hårdere. Der findes i dag så mange forskellige af den slags subkulturer, at det snart er den normale samfundstilstand ikke kun en subkultur. Løbemiljøet er et eksempel på en subkultur, hvor mennesker udvikler fællesskab om passionen løb. Der udveksles indforståede erfaringer med træning, konkurrencer og udstyr. Der udvikles endvidere identitet på baggrund af præstationer og fællesskab med ligesindede løbenørder. Powers og Thompson problematiserer i deres forskning, at magasiner som fx Runner s World hylder den overdrevne løbeadfærd, fordi den herved normaliseres. Antallet af den slags magasiner er stærkt stigende. For et halvt hundrede år siden var maratonløb en meget usædvanlig og ekstrem præstation, som fostrede i ordets egentligste forstand enestående individualister, som P. Nuurmi og E. Zatopek. Begge på baggrund af umenneskelige træningsprogrammer, som på længere sigt gav væsentlige kropslige skader og som ingen normal

person dengang ville drømme om at indgå i. I dag er det en målsætning for helt almindelige motionister. For at adskille sig fra andre almindelige motionister må man sætte sig nye og mere ekstreme mål. Følgelig er det i dag blevet populært at træne til ironman. Det ekstreme er blevet mere ekstremt, og konkurrencerne bliver mere og mere spektakulære: bjergmaraton, junglemaraton, ørkenmaraton, 100 kilometerløb, 24 timerløb, 250 kilometerløb og endda 560 kilometerløb. Grænserne rykkes hele tiden. Og selv om en traditionel ironman stadig betragtes som en ekstrem aktivitet, blegner den i forhold til det nye fænomen ultraman, som består af 10 kilometers svømning, 276 kilometers cykling og dernæst et dobbeltmaraton (84 kilometer). Trenden er, at grænseoverskridelse er hot. Endda vores egen kronprins, som har lugtet lunten, har udnævnt sig selv til ambassadør for sundheden, og deltager ivrigt i disse offentlige løb. Han er uddannet som jægersoldat, så hvorfor er han ikke i spidsen for vores drenge i Irak, Afghanistan eller Syrien og Iran? Det hørte da tidligere til kongehusets opgaver? Der mangler nye idoler og helte! Men kun sjældent hvis nogensinde hyldes den atlet, der accepterer og respekterer, at kroppen

har begrænsninger. Det kan i virkeligheden være en større overvindelse og sværere beslutning at udgå af et løb eller konkurrence end at presse sig selv til at gennemføre trods smerter. Normalizers er blevet normalen. Det vælter frem med historier om ekstreme sportsudøvere med eller uden brug af forbudte stoffer sidst her i landet EPO for 14-årige og i politiets fitnessklubber. Derimod mangler historierne om idrætsudøvere, der lytter til kroppen, finder en sund balance og i øvrigt har en naturlig og balanceret tilgang til træning og konkurrence. Dette har ingen interesse for sportsjournalisterne. De ekstreme præstationer tiltrækker sig positiv opmærksomhed og anerkendelse fra omgivelserne, fordi resultaterne er præsteret under særlige forhold. Og det smitter af på de helt almindelige motionister voksne som børn. Eksempelvis kvinder, der løber hårde konkurrencer og stiller op i løb kort tid efter fødslen; børn, der stiller op i mange og lange voksenløb, fordi de også gerne vil være seje og ligne de voksne; løbere, der stiller op i seriøse konkurrencer, mens de er på penicillin, Voltaren eller har feber; motionister, der træner 180 kilometer om ugen eller løber flere maratondistancer på en uge. Men, med mindre man er en inte-

greret person, som mentalt hviler godt i sig selv og ikke er ydrestyret eller lader sig påvirke for meget af omgivelserne, så er der en høj risiko for at blive smittet af stemningen, passionen og at overhøre sund fornuft og kroppens signaler. Alt drukner i begejstringsbølgen. En sådan tonedøvhed passer alt for godt til tidens øvrige tendenser. Hvem skal sige stop? Hvor går grænsen for, hvornår nok er nok? Forsøg på at problematisere forholdet bliver ofte mødt med vrede, afvisning eller blot negligering både fra forældres og professionelles side. Regelmæssig, varieret træning med hele hviledage er sundhedsmæssigt den mest fornuftige balance. Og 30 minutter om dagen er nok samtidig med at det anbefales aldrig at træne mere end 60 minutter ad gangen. Yderpolerne er destruktive på hver deres måde. Forskeren Mia Beck Lichtenstein har i den forbindelse stillet spørgsmålet om, hvorledes træningsafhængige har bekæmpet deres afhængighed og hvad de udtrykker som tilstande, tænkninger og mål, der har hjulpet dem undervejs til en sund træningskultur: Der er andre ting, der er vigtigere i livet end træning

Jeg keder mig, hvis jeg træner mere end en halv time ad gangen Jeg kan ikke finde tid til mere end tre gange træning om ugen Jeg er amatørmusiker, og jeg er løber det giver en god balance Det er ikke sjovt at træne, hvis træningen fylder for meget Jeg har lært mig at være doven Jeg gider ikke træne, hvis det gør ondt træning skal være sjovt og ikke gøre ondt Jeg har ikke lyst til at pine mig selv. Tidligere trænede jeg 18-20 timer om ugen. Men jeg blev træt af mit eget ego-løb. Så fik jeg børn og bruger min energi og tid på dem nu. Sporten gav mig selvværd tidligere, og det har jeg ikke brug for længere. Jeg prioriterer mine børn og har ikke brug for endorfinkicket eller at dyrke mit eget ego længere. Statsdannelse og sporten Sociologen Norbert Elias rettede allerede i 1939 opmærksomheden mod de sammenvævede statsdannelses- og socialisationsprocesser i idrætten op gennem de vestlige samfunds historie. Dette inkluderer også ændrede adfærdskoder, kropsvaner, etikettedannelse og adfærdsmæssig selv-

tugt hvorfra der ikke er så langt til at se på kropskultur og sport. Han ser sammen med kollegaen Eric Dunning sport som en symbolsk og rituel frigørelse, hvor det indenfor visse rammer tillades at give følelserne frit spil. Følelsesudbrud løsnes i sportens kontrollerede arenaer. De mente, at de kropslige impulser i sporten til aggressiv adfærd transformeres til, hvad Elias kalder mimetiske (mimesis: efterligning) begivenheder. Elias ser i modsætning til idræt sport som en moderne foreteelse knyttet til industrikulturen. Sport er ifølge Elias en civiliseret modernitetskultur, der er baseret på formaliserede og stadig mere forfinede regler for sportsudøvelsen. Det er derfor det regulerede spil og de dermed forbundne relationsformer og mønstre, der er de sociologisk interessante. Han ser dog ikke modernitet som senmodernitet (Giddens, Luhmann m.fl.). Herved mistes blikket for de uregulerede brudflader, der åbenbares ved at anskue samfundet som senmoderne.

Elias ser også nationalstaten som en overlevelsesstat, der tildeler staten en afgørende betydning for relationen mellem staten og de frivillige organisationer. Staten vil i kritiske situationer eller konjunkturer reorganisere sig indadtil for at styrke sig udadtil med andre ord gøre brug af infrastrukturel eller despotisk magt. Den danske idrætsbevægelse formes i et samspil med staten og disse reorganiseringsbestræbelser i tre kritiske konjunkturer op gennem historien. Det gjaldt tiden før og efter krigen i 1864 og perioderne umiddelbart efter 1. og 2. Verdenskrig. I den første periode sker der en voldsom vækst af gymnastik- og idrætsforeninger støttet aktivt af staten og i et samarbejde med skytteforeningerne. Lederne her hed delingsførere blot for at angive det militaristiske element. Den anden reorganisering er på dagsordenen i 1930 erne med udviklingen af velfærdsstaten og er baseret på en yderligere udbygning af et formaliseret samarbejde mellem staten og interesseorganisationerne, som dengang var indstillet på at løfte samfundsmæssige velfærdsopgaver. Her ikke for mange ord om Ollerup og Niels Bukh, blot disse: Bukh skabte både et løft for landboungdommen og en ny kropsæstetik, specielt for mændene. Men samtidig skabte han kløfter mellem seksualitet og politik

hetero-seksualitet overfor homoseksualitet og fascisme (nazisme) overfor demokrati. Tiden efter 2. Verdenskrig er præget af yderligere infrastrukturel magtudøvelse og en styrket dialog med civilsamfundets institutioner, der nu også bliver direkte inddraget i lovgivningsarbejdet. Staten anvender her stadig til dels en interventionsstrategi, der understøtter frivillige og decentrale strukturer og selvorganiseringsprincippet. Et brud med breddeidrætten? Mit spørgsmål er nu, om vi er vidner til et brud med denne infrastrukturelle magttradition i Danmark? Etableringen af TeamDanmark (1984) og den hermed signalerede støtte til eliteidrætten med det formål at skaffe Guldmedaljer til Danmark synes at stå i skærende kontrast til breddeidrættens udtrykte mål og virke. Ser vi her samtidig en tendens til anvendelsen af despotisk magt fra statens side i et stort anlagt sundhedspolitisk program, som kobler konkurrence sammen med sundhed? Det interessante er, at det sker sideløbende med en nedtoning af den frivillige idræts demokratiske, dannelsesmæssige og kulturelle påvirkning ved at staten i stigende omfang omdirigerer midler hertil til fordel for eliten og etablerer sig i et samarbejde med privat kapital og

underholdningsindustri. Rammerne herfor kaldes oplevelsessamfundet. Nye uddannelser og titler som eventmager, sportsøkonom m.fl. antyder indholdet. I oplevelsessamfundet bliver dramaturgi rammerne for fascination, oplevelse, sanselighed og følelsesudlevelser. Aktørerne i de medieformidlede arenaer som fx De Olympiske Lege er stedfortrædere for den enkeltes drømme om anerkendelse, medaljer og hæder. Sportens særegne dramaturgi udfoldes i hver eneste konkurrence bragt sveddryppende tæt på via de elektroniske billedmedier. Filmet og analyseret, forfra og bagfra, oppefra og fra siden i slowmotion og super-slowmotion. Og værst af alt: Trods politisk betingede boykotter, terrorisme, korruption i verdensformat, dopingsyndere og snyderi, der klæber til fænomenerne, æder tilskuerne det råt og kræver mere! Kritik er ikke længere mulig, når sportens følelsesporno slår til. Romantik eller stenaldermænd? Rune Toftegaard Selsing skriver blogs i Jyllandsposten. Han har en fortid i politik blandt andet som ledende medlem af Venstres Ungdom, ghostwriter for en minister og privatansat assistent for Lars Seier Christensen (Saxo Bank) i forbindelse