3. juli 27 af Martin Madsen direkte tlf. 33557718 Resumé: CEPOS VIL SKÆRE OFFENTLIG BESKÆFTIGELSE MED 55. Cepos foreslår at finansiere de 3 mia. kr. af Ny Alliances skatteforslag, der koster 52 mia. kr., ved nulvækst i det offentlige forbrug i syv år. Der er en grov fortegnelse af de økonomiske realiteter, når Cepos siger, at det er realistisk uden at forringe servicen på sygehuse, plejehjem og i institutioner. Man kan naturligvis ikke skaffe 3 mia. kr. til at lette skatterne for på bekostning af den offentlige service, uden at det kan mærkes. AErådet vurderer, det svarer til at skære den offentlige beskæftigelse med over 55. personer. Serviceforringelserne øger samtidigt uligheden mellem rig og fattigt. Cepos forslag om nulvækst i det offentlige forbrug forringer servicen I Jyllands-Posten tirsdag den 3. juli 27 fremgår det, at Cepos mener, det er realistisk at finansiere Ny Alliances skatteforslag om en marginalskat på 4 procent uden at skære i servicen. Skatteforslaget fra Ny Alliance vil koste over 52 mia. kr. Hovedparten af de 52 mia. kr. gives til de ti procent rigeste, der i gennemsnit får en gevinst på over 64. kr. De ti procent fattigste får en gennemsnitlig gevinst på godt AErådet mener at skatteforslaget fra Ny Alliance er uansvarligt og asocialt. Det er imidlertid prisværdigt, at Cepos modsat Ny Alliance forholder sig til, hvor pengene til Ny Alliances skatteforslag kan komme fra. Cepos foreslår, at 3 mia. kr. ud af de 52 mia. kr. skal komme fra nulvækst i det offentlige forbrug i syv år. Det er imidlertid en grov fortegnelse af virkeligheden, når Cepos siger, at det er realistisk at sænke marginalskatten uden at forringe servicen på sygehuse, institutioner og plejehjem. Man kan naturligvis ikke skaffe 3 mia. kr. til at lette skatterne for på bekostning af den offentlige service, uden at det kan mærkes. Nulvækst i syv år bevirker, at det offentlige forbrug falder fra 25,2 pct. af BNP til 23,8 pct. af BNP det svarer til, at serviceniveauet i 214 er tilbage på niveauet i 1974. P:\GS\MM\Cepos og NyAlliance.doc
2 Hovedparten af den offentlige service består af løn til offentligt ansatte. Nulvækst i det offentlige forbrug i syv år vil derfor betyde nulvækst i de offentlige lønninger på trods af, de private lønninger stiger med den generelle velstandsudvikling. Det svarer reelt til at reducere den offentlige beskæftigelse med over 55. personer og bevirker dermed en forringet velfærdsservice, givet vare- og tjenestekøbet udgør samme andel af det offentlige forbrug som i dag. Reguleringen af de offentlige lønninger skal naturligvis ikke adskille sig fra reguleringen af de offentlige indkomstoverførsler. Indkomstoverførelserne reguleres med udgangspunkt i lønudviklingen i den private sektor (velstandsreguleres). Hvis det ikke var tilfældet, vil overførselsmodtageres indkomst forringes i forhold til de beskæftigedes. Nul-vækst i den offentlige service er IKKE lig med uændret service. En længere periode, hvor den offentlige service ikke følger med befolkningsog velstandsudviklingen, vil føles som serviceforringelser. For at sikre uændret service de næste syv år, dvs. at det offentlige forbrug følger befolknings- og velstandsudviklingen, kræves 36 mia. kr. de næste syv år, når globaliseringspulje og trepartsaftale medregnes 1. Det skyldes for det første, at flere ældre koster. Befolkningsforskydninger vil alene kræve 7 mia. kr. de kommende syv år, hvis udgifterne pr. bruger ikke skal reduceres. For det andet skal det offentlige forbrug udgøre en fast andel af samfundskagen (BNP) for at følge med velstandsudviklingen (i tilfældet uden ændret befolkningssammensætning). Velstandsudviklingen vil alene kræve 17 mia. kr. de kommende syv år 2. Alternativet er en utidssvarende service indenfor pasning og pleje, sundhed samt undervisning. 1 Regeringens målsætning om at øge det offentlige forbrug med knap 3 mia. er således ikke engang nok til at sikre uændret service, som kræver 36 mia. kr. i perioden 28-14. 2 Det er endda et minimumsskøn, da det ikke tager højde for, at nationalregnskabet korrigerer kvaliteten af de ressourcer, der medgår til at producere offentlige ydelser. Korrektionen skævvrider forholdet mellem pris og mængde, da korrektionen reducerer prisstigningstakten og tilsvarende puster mængdestigningstakten (realvæksten) op. Indregnes korrektionen på ½ pct. årligt fra 28-14 svarer det til, velstandsreguleringen kræver 27 mia. 27- kr. frem mod 214.
3 Endelig lægger globaliseringspulje og trepartsaftalen beslag på 12 mia. kr. uden, at det direkte går til velfærdsservicen. Løftet i forbrugsrammen i forbindelse med globaliseringspuljen er primært reserveret til forskning og ungdoms- og videregående uddannelser. Disse investeringer i fremtiden bevirker således ikke til et løft i velfærdsservicen inden for ældrepleje, sundhedsvæsen og børnepasning. Figur 1 viser, at det offentlige forbrug har udgjort en forholdsvis konstant andel af BNP siden 1994, og at Cepos forslag om nulvækst hurtigt udhuler det offentlige forbrug. Figur 1. Offentlig service ved uændret befolkningssammensætning 27 27 26 26 Pct. af BNP 25 25 Pct. af BNP 24 24 23 23 1994 1996 1998 2 22 24 26 28 21 212 214 Uændret andel af samfundskagen Cepos' forslag om nulvækst Kilde: Danmarks Statistik og AErådet. Cepos serviceforringelser øger uligheden Der sker en betydelig omfordeling via forbruget af disse offentlige serviceydelser (dvs. børnepasning, uddannelse, sundhedsvæsen, ældrepleje). Offentlig service virker omfordelende, idet de laveste indkomstgrupper trækker relativt mest på serviceudgifterne. Det offentlige serviceforbrug er over dobbelt så stort i bunden af indkomstskalaen som i toppen, jf. figur 2. Forringes den offentlige service, rammer det derfor de fattigste hårdest.
4 Figur 2. Serviceforbrug fordelt efter indkomst og type, 27 12 12 1 1 8 Børnepasning 8 6 4 Ældrepleje Uddannelse 6 4 2 Sundhedsvæsen 2 1% 2 3 4 Median 5 6 7 8 9 1% fattigste indkomst rigeste Kilde: Finansministeriet, Fordeling og incitamenter 22, kapitel 3 og AErådet. Cepos forslag om at skære den offentlige service med 3 mia. kr. reducerer forbrugsmuligheden for de 2 procent fattigste med 8. kr. (27-niveau), mens forbrugsmuligheden for de 2 procent rigeste blot reduceres med knap 4.5 kr., når det forudsættes, at serviceforringelsen sker jævnt over alle serviceområder, jf. figur 3. At forringelsen er dobbelt så stor i bunden som i toppen af indkomstskalaen skyldes, at det offentlige serviceforbrug er knap dobbelt så stort i bunden af indkomstskalaen som i toppen. Målt som andel af den disponible indkomst reduceres forbrugsmuligheden i den laveste indkomstdecil med knap 8 pct. point, mens reduktionen blot er 1 pct. point i den højeste indkomstdecil.
5 Figur 3. Serviceforringelse fordelt på indkomst 9 8 7 6 5 4 3 2 1 1% 1 2 3 4 Median 5 6 7 8 9 1% fattigste Indkomstdeciler indkomst rigeste 9 8 7 6 5 4 3 2 1 Kilde: AErådet.