ii o Digitized by the Internet Archive in 2009 with funding from Ontario Council of University Libraries http://www.archive.org/details/danmarkshistorie03barf
DANMARKS HISTORIE FRA 1625 TIL 1660.
Tredelt er Nordons stamme, men roden er kun én. og kronens løvtag samler tilsidst hvær stammens gren. Sdeu (lin il 1S41. Fvcd, Hurfod. Da skal det frie, mægtige Norden føre til sejer folkenes sag! fehr. ls4-i. P. C. Ploug.
DANMARKS HISTORIE FRA 1536 TIL 1670 VED FREDERIK BARFOD. TREDIE BIND: FRA 1625 TIL 1660. Hellere. den bageste ad vejen til Kalmar end den forreste ad vejen til Hamburg (Berlin)! ««^ ^ 'i> }1 ", ^ ^ KØBENHAVN 1892, KARL SCHONBERGS FORLAG, TRYKT HOS NIELSEN OG LYDICHE.
^SITY OF TO?.^ Ingen glemsel! mindes skal fædres sejre, fædres fald, Brunkebera; med Fredrikshald! St. St. Blicher. X>L. 125- ÅtL. 3
5. Kristian den fjærde. 2det afsnit (162o-48l. 59. Kejserkrigen, indledning; forholdene i Tyskland (kong Kristians lyst og rigsrådets ulyst til at blande sig i dem); forholdet til Sverrig; Kristian IV. vælges til krigsflverste i den nedersachsiske kreds. Vi havde haft tolv forholdsvis lykkelige fredsår, men»fra denne tid begynder en fatal periode i den danske historie«, siger Holberg, ja en så»fatal«, at alle vore senere ulykker vel egentlig have sin rette rod i den. Forst må vi kaste et blik på de ydre forholdes udvikling, hvilket vi bede sammenholdt med vort oode stykke (s. 719-25). Johan Hus var brændt (se»danm.s hist. fra 1319 til 1536«, s. 406), men det kirkelige røre blandt hans landsmænd, bohmerne, var ikke dermed kvalt. Striden i selve folket var stående i et par hundredår. De bohmiske protestanter havde dog storre eller mindre trosfrihed under de skiftende regeringer, og efter megen kamp havde de 13. juli 1609 i det såkaldte majestætsbrev atter fået den stadfæstet af kejser Rudolf. Kejser Malias, som 1612 fulgte sin broder på tronen, holdt dog ikke altfor samvittighedsfuldt over dette Danm.s hist. 1536-1670. nn
850 Kristian IV. brev, og, da han 1617 fik sin fætter Ferdinand kendt for Bohmens konge, vare udsigterne for trosfriheden alt andet end lovende; ti den morke og indesluttede Ferdinand var opvåkset blandt jesuitterne i Ingolstadt og hadede med et grundigt had alt, hvad der stred imod disses lærdomme. Ærkebispen lod nu en luthersk kirke nedrive; bohmerne klagede forgæves til kejseren; altså rustede de (maj 1618) og udjoge alle jesuitterne. Endnu samme år udbrød også borgerkrigen, der snart bredte sig til hele det tyske rige, som den i treti år hærgede {^treti år skrigen^). D. 10/20. marts 1619 døde kejser Matias, og d. 18/28. avg. valgtes Ferdinand på rigsdagen i Regensburg til Tysklands kejser. Allerede elleve dage tidligere havde dog stænderne i Prag erklæret ham for afsat som Bohmens konge og valgt kurfyrst Frederik af Pfalz i hans sted. Herved Var det, at kampen fik et storre område, og snart blev den fra en bohmisk til en tysk borgerkrig. Ti i maj 1608 havde Tysklands protestantiske fyrster, opskræmmede af den våldshandling, som havde overgået den lutherske rigsstad Donauworth, under den nævnte kurfyrst Frederik sluttet sig sammen i en»union«til fælles forsvar, og i juli næste år havde i Wiirzburg papisterne indgået den såkaldte»hga«mod protestanterne. Deres hoved var hertug Maksimilian af Baiern. Pfalzeren havde efter nogen betænkelighed, på sin kones ord, med kyshånd modtaget kongevalget; han fandt også understøttelse hos enkelte tyske småfyrster, men hans kongedomme varede kun lidt over et år, da hans hær ^^^^ 1620 led et fuldstændigt nederlag på»hvidebjærget«ved Prag, og han selv flygtede til Hofland, erklæret i rigets akt og fratagen sit kurfyrstendomme. Kejseren og den med ham forbundne liga havde nu fået blod på tand, og ikke alene i
Indledning til kejserkrigen (Bohmen osv.). 851 Bohmen og Pfalz fore de fræm med stor grusomhed. Det var klart, at det gjaldt alle de protestantiske herrer, ja, at det gjaldt trosfriheden i hele Tyskland. De små protestantiske fyrster vare nær ved at bukke under, skont Ernst af Mansfeld og Kristian (den yngre) af Braunschweig stadig holdt krigen gående, i hvor tit de end bleve slagne. Fra England kunde de ingen hjælp få : dertil var kong Jakob altfor fredsommelig, skdnt det var hans svigerson, der var jaget bort både fra sin nye krone og sit gamle kurfyrstendomme. Fra Nederlandene heller ingen, ti her måtte man endnu for sin uafhængighed kæmpe på liv og død mod det stolte, mægtige Spanien. Sverrig var endnu stadig i krig med Polen og vidste kun lidt, hvor længe freden med Rusland kunde vare. Af de protestantiske lande var det da kun Danmark, som man mulig kunde vænte nogen virksom hjælp fra. Kristian IV. havde modtaget en mængde forbundsforslag både fra kejseren og fra de protestantiske fyrster. 1617 havde han gennem kurfyrst Johan Sigismund af Brandenburg fået en opfordring til at træde ind i»den protestantiske union«, men havde afslået den. Ligeledes ethvært følgende forslag, således 1619 indbydelsen til at mødes med de evangeliske herrer og stænder i Miihlhoim. Han havde hidtil ikke villet binde sig ; han havde hidtil fulgt en varsom, selvstændig politik. Han havde også grunde nok til ikke at tage nogen altfor rask beslutning. Men 1621 fik han ulykkeligvis sin son Frederik valgt til koadjutor i Bremen og 1622 til koadjutor i Verden; 1622 fik han ligeledes sin son Ulrik valgt til koadjutor i Schwerin; og 1623 og 1624 rykkede de endog op til biskopper, hvær i sit stift. Nu bleve mådehold og varsomhed ham stedse vanskeligere og modbydeli«(u'o. Rentrykt 3o,j iggi. 55*
852 Kristian IV. Han var protestant, og som sådan måtte protestanternes sag ligge ham på hjærte: den simpleste selvopholdelsesdrift måtte sige ham, at, var lutherdommen forst kuet og knust i Tyskland, vilde dens dage i Danmark (Norden) snart være talte. Han var desuden, desværre! hertug i det nedersachsiske Holstein,, altså tysk rigsfyrste; to af sine sonner, bægge endnu drenge, havde han, som sagt, fået valgte til bisper i tyske stifter, der tilsammen vare storre og rigere end Holstein, altså afgave en klækkelig århg indtægt: og her var drengenes fader selvfølgelig den, der styrede og rådede i deres sted. Og muligt kunde disse besiddelser yderligere udvides. Ja, i slutningen af 1624 blev jo sonnen Frederik valgt til koadjutor i Halberstadt. Selv når man bortså fra hans lutherske stade og han var virkelig en ivrig lutheraner- kunde han altså som sine sonners fader have opfordring nok til at stille sig på protestanternes side. Han havde i januar 1621 i Segeberg samlet om sig alle de nedersachsiske og en del andre fyrster (iblandt hvilke den udjagede kurfyrste af Pfalz), og her enedes man om, at enhvær af fyrsterne burde hværve og ruste. Og denne beslutning stadfæstedes i april på kredsdagen i Liineburg, hvor man dog tillige enedes om ved bededage at afvende faren. Det gjaldt selvfølgelig kejseren og hans liga. Om de bevillinger til rustning, rigsrådet samme år gav ham. samt om dets opfordring til forbund med adskillige magter, henvise vi til s. 723-24. På mødet i Horsens vedtog rådet 7/17. jan. 1623 at støtte ærkebispen af Bremen, Johan Frederik af Gottorp, med to tusinde fodfolk, når»fyrstendommerne«, som det kommer mest og næst ved, gore»ligeså stor assistens i det ringeste«. Ligeledes havde de syv rigsråder (Kristian Friis, Oluf Rosensparre til
Iiidledn. til kejserkdgeii (kongens og rigsrådets stemning. 853 Skarhult, Æske Brock til Gammelestrup, Kristen Holck til Hojgård, Jakob Ulfeld til Kogsbølle, Albert Skeel til Fusingø og Holger Rosenkrantz), med hvem han fra 10/20. til 15/25. marts holdt møde i Odense, ifølge Slange været enige med ham om, at man burde yde Nederlandene et rentefrit lån af syvti tusinde rdl. under deres fortsatte kamp for trosfriheden; &t man skulde komme den nedersachsiske kreds til hjælp med tre hundrede ryttere og et par kompagnier fodfolk; at kongen skulde slutte forbund med Liibeck, Hamburg, Bremen, Wismar, Rostock og Stralsund: og at flåden skulde holdes i god stand, vel forsynet med alt, hvad som krævedes til rigets forsvar. Men, i hvor hojt det end havde talt om at»komme den sande kristen menigheds velstand til hjælp«, så rigsrådet dog grumme nødig, at kongen kastede sig i >den hojeste fare«ved en krig med kejseren. Der siges endog, at det på herredagen i Odense (septb. 1623) bebrejdede ham, at han på den kredsdag, som afvigte ^ var trådt sammen i Braunschweig, havde lovet sine trosfæller at komme dem til hjælp med segs hundrede ryttere og tre tusinde fodfolk (hvilke også bleve sendte), da han ved egenmægtig at give et sådant løfte havde handlet imod håndfæstningen. Kongen skal da have ment, at i så fald burde håndfæstningen hæves, men den nysnævnte Albert Skeel, lensmand i Ribe (f. 1572, 1 1639), skal dertil have udbrudt: > Sådant skal aldrig ske, om så hestene skulle gå i blod til knæerne!«da, fortæller man videre, skal kongen have draget sit.sværd, men Skeel ligeledes have draget sit med de ord:»her er et andet, og det er lige så godt!«hvorpå Skeel fik sin afsked som rigsadmiral. (Erslev godtgor dog, at han allerede fik den på mødet i Horsens, så, hvis det skarpe ordskifte virkelig har fundet sted, må
854 Kristian IV. det sagtens have været her. Holberg mener, at det var på herredagen i København 1623. at Skeel»stillede sig trodsig an imod kongen«.) Vist er det kun, at rigsrådet fra forst til sidst var meget imod krigen. Kristian havde i de sidste segs år rustet, mæglet og atter rustet. Der var udskrevet skat på skat både af land og by for at holde flåden ret i stand og hværve fremmede tropper. 1623 truede den hårde Tilly med at tage vinterkvarter i Nedersachsen,»da kejserens soldater ikke ere paradisfugle, som kunne leve af luften <. Da forhojedes unionshjælpen mellem Danmark og» hertugdommerne <; til det dobbelte. Selv frygtede Kristian dog mindre for kejseren end for Sverrig, og hans frygt for et angreb fra denne side var langtfra ugrundet. Men endnu mere ængstede ham dog den tanke, at, hvis han selv sad stille under den tyske kamp, kunde måske Gustaf Adolf kaste sig ind i den og foruden ros og ære høste alle sejrens frugter : magt og indflydelse. Ti der var virkelig mange i Tyskland, der foretrak Gustaf Adolf fræmfor Kristian som fører og frelser, og han selv var ingenlunde utilbojelig til at overtage et sådant hværv. Man havde både 1614 og 1620 søgt ham om hjælp, og det var egentlig kun krigene med Rusland og Polen, der havde afholdt ham fra at efterkomme bonnen. Nye opfordringer fik han 1623 og 1624. og bægge gange var han villig, men han krævede, at Holland, England og de tyske fyrster skulde støtte ham, og herom kunde de ikke blive enige. England så helst, at Kristian påtog sig hværvet, eller, hvis han ikke vilde gore det ene. at da han og Gustaf Adolf gik i fællig. Men forholdet mellem de to naboer var langtfra det bedste. Det havde været godt, ja tilsyneladende
Indledning til kejserkrigen (forholdet til Sverrig). 855 helt venskabeligt, skont ret tillid havde den ene aldrig haft til den anden, og Gustaf Adolf havde jævnlig advaret sine mænd for»vor gamle avindsmand jydekongen«. Han havde desuagtet flere gange foreslået Kristian et forbund, som denne dog ikke kunde gå ind på, da han så samtidig vilde komme i krig med Polen og måske tilhge med Spanien. Derimod havde han tilbudt sin mægling. Og at denne var ærlig ment, synes iblandt andet at fræmgå deraf, at han 1617 tillod en hollandsk flåde at gå igennem Øresund, Sverrig til hjælp, mens han (se s. 722) vilde have modsat sig, at en spansk flåde gik samme vej for at hjælpe Polen. På grænsemødet i Ulfsbæk enedes Kristian Friis og Aksel Oxenstjerna (12/22. febr. 1619) om, at»intet af rigerne vilde indgå i noget eller se igennem fingre med noget, som i nogen måde kunde komme det andet til skade«; men Gustaf Adolfs egentlige tanke gik man ikke ind på: enten et forbund alene mod kong Sigismund af Polen for at hindre»det påfviska afguderiets utspridning och dessa norrlændiska rikens okkupation«, eller et forbund»emot alla den evangeliska kristenhets fiender«, i hvilket >alle evangeliske potentater, princer, furster och repubhker, begripas måtte«. Fjorten dage senere modtog Kristian i Halmstad et besøg af Gustaf Adolf og hans moder, som varede i fem dage (s. 723), og man omgiks fra bægge sider hinanden med stor og vistnok oprigtig hjærtelighed ; men man kom dog ikke videre, og lidt efter lidt svandt hjærteligheden. Kristian blev mere og mere ængstlig og ærgerlig over ethvært fræmskridt, som Gustaf Adolf gjorde hinsides Østersøen, og, da denne 1621 belejrede Riga, udbrød han:»gud forbyde, at han skulde tage den!«ligefuldt lod han 1621 og 1622 Holmens sjef Sten Willumsen (Rosenvinge)
856 Kristian IV. lægge sig i Øresund med fem skibe for at hindre nogle engelske skibe, som skulde bringe hværvede tropper til Polen, i at landsætte dem, og et sådant skib, som virkelig kom. blev ikke alene afvist, men ført femti mile vesten for Lindesnæs, inden det fik lov at slippe sin vagter. Men enhvær tilvækst i Sverrigs magt gjorde det jo altid vanskeligere for Danmark-Norge at holde det stangen. Hans frygt for Sverrig var så stor, at han lod ise i gravene om København for at sikre sig mod en overrumpling. Ligefuldt blev 1622 Gustaf Adolfs svigermoder modtagen med stor gæstvenlighed af kong Kristian, og han ledsagede hende selv fra Antvorskov til Kronborg. Men siden var der kommet adskillige kurrer på tråden. Bægge gjorde de jo krav på herredommet over Østersøen, og der var flere vilkår i knærødfreden, om hvis rette mening man ikke kunde enes. Det var lutter småting, tildels endog latterlig små, men de havde dog den virkning, at man fra bægge sider vedblev at smådrille hinanden og på bægge sider trak tropper sammen på grænsen. Mere end én gang kunde det derfor se ud til alt muligt. Den ene nabo så skæft til den anden, og den ene mistænkte stadig den anden for at holde med hans fjender. 1624 trak det fra bægge sider svært op til krig, og fra dansk side var det et hovedsporgsmål, om ikke Gustaf Adolfs påtænkte angreb på Danzig var et indgreb i Danmarks herreret over Østersøen. Sluttelig blev dog uenigheden slettet ved et nyt møde, som deres sendemænd (Kristian Friis, Æske Brock, Kristen Holck og Jakob Ulfeld: Aksel Oxenstjerna, Bo Ribbing, Gabriel Oxenstjerna og Lindorm Ribbing) holdt i Knærød og Ulfsbæk fra 20/30. maj til f^' 1624. Af hvad art klagerne og de gensidige drillerier vare, kan skonnes deraf, at svenskernes vigtigste (i øv-
Indleduing til kejserkrigeu (forholdet til Sverrig). 857 rigt fuldt grundede) klage på mødet var noget nær den, at man undertiden på den danske grænse stansede, undertiden tilbageviste, de svenske poster og brevdragere under påskud af frygt for pesten, som dog hværken fandtes i Småland eller Vestergøtland, hvorimod man i Øresund gennemrodede alt godset på de svenske skibe, som kom fra Stokholm og Norrkøping, hvor dog pesten»starka pestilentien«(se s. 843) netop rasede med stor våldsomhed. Fra dansk side klagede man derimod over, at Gustaf Adolf krævede udførselstold af sine undersåtter for alt, hvad dé udførte til Danmark og Norge, og således krænkede den gamle handelsfrihed mellem landene, der var hævdet i stettinfreden. Desuden kævledes man i flere dage om, hvorvidt det ene rigsråd skulde kalde det andet»velbyrdigt«eller»velbårent«! Det vigtigste udbytte af mødet var da dette, at Kristian fik fuld sikkerhed for, at han vilde have ryggen fri, hvis han vendte sig mod kejseren. Men, hvad der efter langvarige underhandlinger med England og Holland i slutningen af 1624 foresloges ham fra svensk side: et forbund med Sverrig, så krigen førtes med to hære, en dansk på vestsiden og en svensk på østsiden, hvær på tyvefem tusinde mand, kunde der slet ikke være tale om: Kristian var helst fri for et sådant stalbroderskab. Havde han kunnet enes med Gustaf Adolf om et fælles optræde, vilde dog alt have stillet sig helt anderledes og langt bedre; men han havde hværken polittisk klarsyn eller fordomsfrit hojsind nok til at modtage Gustaf Adolfs fræmrakte hånd. Hertug Kristian den ældre af Liineburg havde på grund af sin alder frasagt sig posten som kredsøverste
858 Kristian IV. for den nedersachsiske kreds. Altså skulde der vælges en ny kredsøverste i hans sted. På rådsmødet i København slog kongen på, at man skulde komme protestanterne i Tyskland til hjælp, men rådet svarede ham (11/21. febr. 1625):»Vi befinde så vigtige prægnantes rationes og fast evident højeste fare, dersom kgl. maj. sig udi noget forbund eller offentlig krig imod kejseren og hans majestæts liga og adhærenter sig skulde indlade, at vi os ikke kunne understande dertil at råde, efter at vi det ikke vide for Gud, hans kgl. maj. og voris fæderneland at forsvare.«derimod var rådet villigt til at yde den engelske konge et hundred tusinde rdl. (ja strags etter to hundred tusinde), som han kunde lonne folk med, når han vilde krige mod kejseren. Desuden rådede det (!^-^^), at man af alle kræfter skulde styrke både hæren, flåden og fæstningerne, for om nogen fare fra hvilken som helst side skulde true fædrelandet. Men Kristian vilde selv have krig, og han vilde være kredsøverste i hertug Kristians sted. På kredsdagen i Braunschweig fik han ved hvær af de to afstemninger ikkun segs stemmer af tolv, og valget måtte altså udsættes. Men så forestod kredsdagen i Lauenburg. Kristian vilde selv deltage i den og vilde gore rejsen did over småøerne, men måtte for storm og uvejr vende om. At han dog havde vendt helt om! Men tillands nåede han desværre kredsdagen, og den valgte ham d. 25te marts til kredsøverste. Dermed var loddet kastet, det skæbnesvangre lod! Kejseren gjorde selvfølgelig indsigelse imod, at man til en sådan post havde valgt en fremmed fyrste, om han end samtidig som Holsteins hertug var et stemmeberettiget medlem af kredsen; men til disse indsigelser tog man intet hensyn; lignende valg havde jo tidligere fundet sted uden indvending; også
Kristian IV". bliver nedersachsisk kredsøverste. 859 Kristian III. havde været kredsøverste, ligesom senere hertug Adolf af Gottorp. Hvad enten han stillede sig på et religiøst eller et polittisk stade, måtte det åbenbart være kong Kristian af vigtighed, at det protestantiske Nordtyskland ikke blev lænkebundet, og for så vidt gjorde han ret i at attrå og modtage valget og krigen, hvis han havde rimelig udsigt til ene at kunne gennemføre den; men det havde han ikke, og derfor var hans beslutning forvoven, for ikke at sige letsindig og dumdristig. Han havde rigtignok løfter både fra den ene og anden fremmede magt. men intet af dem blev holdt. Det eneste forbund, han trygt havde kunnet stole på, havde han jo selv skudt fra sig. Han vilde ikke kæmpe sammen med Gustaf Adolf, og, da der meddeltes ham, at denne mulig kunde optage kampen alene, udbrød han med hæflighed:»det skal djævelen forbyde ham at gorel«og»dermed gik han så ene på«. Tyskerne vare altid indbyrdes skinsyge, og hværanden af hans tyske»venner«faldt troløst fra i farens stund. Holland, Frankrig, England og Brandenburg havde lovet ham pengehjælp, men de fleste udebleve så godt som helt med den. Jakob Ulfeld og Kristen Sehested afsluttede ~~^" 1625 i Haag et nyt forbund med England og Nederlandene. I dette lovede hans engelske systerson, kong Karl, ham tre hundrede tusinde gylden månedlig, når han førte tyveåtte tusinde fodfolk og åtte tusinde ryttere i marken; men der kom strags vanskeligheder ved betalingen, og af løftet»blev lidet eller snart intet efterkommet«. Nederlænderne derimod, som havde forphgtet sig til tyve tusinde kroner månedlig, betalte dem næsten»stedse til rette tid og sted«. Værst var det dog, at han ikke havde sit folk med sig. Adelen her hjemme var uvillig og vran-
860 Kristian IV. ten over krigen og de mangehånde byrder, som den nødvendig medførte. Den vedblev til det sidste at påstå, at det var hertugen af Holstein (stundmn lagde den»slesvig«til), som førte krig, men ikke kongen af Danmark. Når man lægger alt dette sammen, har man let ved at fatte, at det gik, som det kunde, men ikke som det skulde; og det er kun en dårlig trøst, at den ulykkelige krig på ethvært af sine blade bringer os hæderlige vidnesbyrd om kongens personlige mod. 60. Kejserkrigen, 1ste afsnit; ulykken ved Hameln; Mansfelds nederlag; Lertugen af Liinebnrgs forræderi; slaget ved Lutter am Barenberge; de tyske fyrsters frafald; rådsmøder i Kolding, Eøbenhavn osv.; landdag i Kiel; rigsdag i Odense; stemningen i Holstein og i Danmark. Kristian IV. indsatte sin ældste, tyveårige son, prins Kristian, der for længe siden var valgt og hyldet som tronfølger både i Danmark og Norge, til regent under sin fraværelse, men stillede ham dog (3/13. maj) kansler Kristian Friis, rigsadmiral Klavs Då og rigsråd Kristen Tomesen (Sehested) som rådgivere ved siden. Endvidere bød han Anders Bille, Tage Thott og Kristoffer Ulfeld, hvis noget fjendtligt skulde foretages mod landet, da at have flittigt tilsyn sådant at afværge og hindre. Og d. 9/19. maj 1625 brød han op fra Frederiksborg. Med femten tusinde fodfolk og ti tusinde ryttere, mest hværvede tyskere og skotter, rykkede han derpå ind i Tyskland, hvor syv tusinde kredstropper stødte til ham, da han d. 7/17. juni gik
Kejserkrigen; ulykken ved Hameln. 861 over Elben, så hans hær udgjorde nu i det hele tretito tusinde mand. Uden sønderlig modstand drog han fræm, men en måned efter indrykningen havde han et uheld, som blev skæbnesvangert for hele felttåget. D. 20/30. juli ved solsæt styrtede hans hest med ham ned af Hamelns våldbakke, i en dybde af tyveni fod. Hesten brækkede halsen, og kongen lå i to dage målløs, svævende mellem liv og død. Livet sejrede dog, men endnu et par dage måtte han ligge, og i fjorten dage var han ude af stand til at føre sin hær. Denne stund nyttede ligisternes overgeneral, flæmingen grev t'serclaes Tilly, til at rykke fræm med sine treti tusinde vilde krigere, der vare lige så gamle i håndværket, som de vare rovlystne og blodtorstige. Kristians generalitet, hvis hoved var kredsgeneralen hertug Frederik Ulrik af Braunschweig, havde derimod tabt både sans og samling: det bad Tilly om en våbenstilstand, og, da denne selvfølgelig blev nægtet, slæbte det den syge konge med sig og gjorde et tilbagetag fra den af kongen valgte fordelagtige stilling, et tilbagetag, der nærmest lignede en ilsom flugt. Uden at der løsnedes et skud imod ham, satte da Tilly sig strags i besiddelse af alt, hvad der var rommet, men, da Kristian d. 7/17. avg. atter selv overtog befalingen, tilfojede han sin modstander så følelige tab, at Tilly fem uger senere, 14/24. septb., i huj og hast måtte trække sig tilbage fra det Nienburg, som han i tre uger med så stor kraft havde belejret. Den belejlige tid for et virksomt angreb var imidlertid gleden kongen af hænderne, ti nu nærmede sig også kejserens egen overgeneral, fyrst Albrekt v. Walleiisteiii, med en mægtig hær. Ligefuldt kæmpedes der i efterhøsten mangen en blodig kamp med vækslende held, inden
862 Kristian IV. man i novb. sluttede en våbenstilstand på tre måneder. Under denne var det, som vi alt have set, at Kristian i Haag fornyede forsvarsforbundet med England og Nederlandene. Næste år, 1626, bragte kun nye sorger og skuffelser. Den æventyrlige grev Peter Erust af 3Iaiisfeld, der havde kæmpet med ære for pfalzgreven på Hvidebjærget, var en af Kristians troeste og tapreste forbundsfæller: men han vilde altid helst gå på egen hånd og led derfor d. 15/25. april et fuldstændigt nederlag ved Dessau, hvor tre tusinde af hans atten tusinde mand bleve liggende på valpladsen, og femten hundrede bleve Wallensteins fanger. Af de tyske fyrster, som havde sluttet sig til kongen, blev den ene forræder efter den anden, da de lige så meget ængstedes for, at lian skulde sætte sig for fast i Nordtyskland, som for kejserens overmagt. Men den, der viste de andre vejen, var kongens egen kødelige fætter og hans kampfælle fra kalmarkrigen, hertug (jeorg af Liiiiebiirg. Derfor skrev Kristian også 7/17. marts 1626 til ham:»djævelen turde vise vor frelser hele verden og love ham den, hvis han vilde tilbede ham ; hvorfor skulde han da ikke også kunne vise et menneske den? Hermed befalendes dig til alles retfærdige dommer.«den ved Dessau sprængte Mansfeld trak sig strags ind i Brandenburg, fik atter en hær bragt på benene, forenede sig med Johan Ernst af Sachsen- Weimar og rykkede ind i Schlesien. Her blev Johan Ernst stående, mens Mansfeld drog videre. Men Wallenstein, som ængstedes for kejserens arvelande, drog rask efter ham, fulgte ham også i hælene ind i ]\Iåhren og Ungern og trængte ham således, at han tilsidst opgav sin ødelagte hær for over Konstantinopel at gå til kong Karl i England, Kristian IV.s systerson og pfalzgrevens
Tyskernes frafald; slaget ved Lutter a. B. 863 svåger, og søge hjælp dér. Men han nåede ikke langt ind i Bosnien, inden døden i novb. indhentede ham. Under idelige fræm- og tilbagerykninger i en våldsom hede var Kristians hær udmattet. I det hårdt medtagne land savnede den tilstrækkehge levnedsmidler, men især brød og kød, og desuden drikkeligt vand ; den hjemsøgtes og udtyndedes af skrækkelige sygdomme; og ved det ene som det andet slappedes mandstugten. Skont han kun havde tyve tusinde fodfolk og åtte tusinde ryttere at sætte mod Tillys firti tusinde mand. måtte der altså voves en kamp. hvis man ikke foretrak en tilbagegang uden kamp, en halvvejs flugt gennem en farlig snævring mellem skovklædte hojdedrag. På bægge sider havde man flere gange stillet sig i slagorden, men kongens omgivelser havde stadig frarådet et slag; og Tilly havde endnu heller ikke ret haft mod derpå, ti, skont også han led meget ved savn og anstrængelser, indså han dog godt, at kongens hær måtte lide endnu meget mere. Et par gange var det dog kommet til mindre sammenstød, og i et af disse var kongens bagtrop sprængt. Endelig, det var torsdagen d. 17/27. avg., kom det til slaget ved Lutter am Barenberge. Det begyndte så småt kl. 8 om morgenen og holdt ved i ni timer, til kl. 5 om eftermiddagen. Fjendens overmagt var meget stor både i tal og i øvelse; såvel vinden som stillingen vare ham gunstige; han mente desuden, at han havde sejrens visse forjættelse, da han om natten havde på himmelen set et flammende sværd, der vendte det korsdannede hjalte mod Herrens egne stridsmænd, men spidsen mod de vantro. Der blev kæmpet tappert fra bægge sider, og Kristians modstander, den gråhærdede Tilly, skrev til sin kurfyrste, at»i alten hovedslag havde han endnu aldrig: mødt
864 Kristian IV. nogen feltherre, der bedre vidste at ordne sine folk, havde det mod i kampen og den åndsnærværelse under forvirringen, den gave til at sætte mod i de vigende, som kong Kristian udviste både under og efter slaget«. Desuagtet blev det tabt, skont i torstningen var sejren på kongens side. Tilly, der ikke hidtil syntes at ville kæmpe for alvår, lod kl. ] 1 et rytterregiment, fem rytterkompagnier og to fodregimenter sprænge over broen ved Hahausen, som hidtil havde skilt hærene fra hinanden. Her stod general Hans Filip Fiichs, der året i forvejen var trådt i kongens tjæneste. nu hans bedste støtte og hærens yndling, med tre fodregimenter og to rytterregimenter: kongens livregiment (hværvede danske og holsteinere) under oberst Lohausen, det danske regiment (tre tusinde udskrevne skåninger og jyder) under oberst Eiievåld Kruse, og et tredie regiment (rimeligvis nærmest udskrevet i Holstein) under Klavs Liustow: de to rytterregimenter vare hværvede tyskere under prinselige tyske førere. Tillys tropper bleve kastede, men i kampen faldt Kruse, og lensmanden på Mariager kloster, Mågeiis Kaas. trådte i hans sted. Tilly lod de samme regimenter atter bryde på efter at have forstærket dem med et nyt fodregiment, men de kastedes atter i vild uorden over broen, tildels fuldstændig oprevne. Lohausen, Kaas og Linstow forfulgte dem over broen og vendte sig nu mod det batteri på tolv kanoner, som Tilly havde anlagt syd for broen. Tilly var næsten ude af sig selv af, harme, men han sprang rask af hesten, styrtede sig ind imellem flygtningerne og bragte atter orden i de sammenklumpede fodfolk og ryttere. Han havde den foregående dag rejst et stærkt forhug foran batteriet, og dette stansede angriberne. Kongen sendte dem tusinde rvttere og et
Slaget ved Lutter am Barenberge. 8(55 par fodregimenter til forstærkning, og det så ikke uligt ud til, at batteriet kunde blevet taget og slaget vundet; men de tyske ryttere joges på flugt af Tillys ryttere, hvorved ikke alene fodfolkets flanke blottedes, men de to sidste fodregimenter redes overende og fulgte rytterne i flugten. Og Tilly glemte ikke at nytte dette sit held: han gik over broen og stormede med lethed det store danske batteri på sejsten kanoner. Forinden var kongen reden til sit venstre floj for at lede angrebet her og iværksætte en omgåelse af fjendens hojre floj. Han vendte dog nu tilbage. Men, siger A. Larsen, >hvor forandret var ikke det syn, som nu viste sig for ham: han havde forladt sine tropper ifærd med at trænge sejrig fræm mod Tillys stillinger; nu så han dem i uorden og flygtende. Men han hørte ikke til dem. der let gave tabt. Hurtig sporede han sin hest ind iblandt de flygtende, og nu, da alt syntes briste, udfåldede han den storhed og det snifle, der trods ulykken erhværvede ham agtelse både hos ven og fjende«. Den dygtige men varsomme Fuchs, der ivrig havde rådet fra slaget og vilde haft, at man yderligere skulde trække sig tilbage, hvorfor han nær var bleven skyldt for fejghed af kongen, vflde i det mindste finde døden, når han ikke kunde vinde sejren, og styrtede sig atter ind i kampen. Han fandt døden, og flere af de bedste førere fandt den med ham.»kong Kristian havde nu ingen hojere befalingsmand ved sin side, men det lykkedes ham dog at få ordnet både den vigende skare og de bagved stående tropper, og derved stanse den fræmtrængende fjende. Da, netop som slaget igen begyndte at tage en gunstigere vending«, kom der et nyt jobsbud. * Tflly havde om morgenen givet tre af sine rytterregimenter ordre til en omgående bevægelse for Danm.s hist. 1530-1670. 56
Han 866 Kristian IV. at falde kongen i flanken. Under stor moje havde det virkelig lykkets dom. og det fodregiment, som de stødte på, samt Otto Ludvig, den bekendte >'\vild-und rheingraf. hvem kongen med to rytterregimenter sendte det til undsætning, bleve efter det tapreste modværge trængte tilbage. Folkene, som ikke kunde fatte, hvorfra disse friske fjender kom. bleve slagne med rædsel og råbte : >;Også WaUenstein og liineburgeren ere over os!«samtidig trængte Tilly rask fræm, så nu havde de den overlegne fjende både foran og i siden. De tyske ryttere nægtede at gå i ilden, da de endnu ikke havde fået sin sold: men denne havde de ikke fået. fordi den store engelske pengehjælp var udebleven. Rædslen havde fuldstændig grebet de påny ordnede tropper, og»trods alle kongens anstrængelser, trods det eksempel på glimrende tapperhed, han selv gav dem, opløstes alle lydighedsbånd. og i vild uorden flygtede hæren. Rytterne gik det bedst: de lode.stå til med løse tojler gennem skoven og videre over marker og enge, de fire mil ad Wolfenbiittel til; fodknægtene gik det værre, ti Tillys soldater fulgte nojagtig den ordre, han havde udstedt, ingen pardon at give.<; Lohausen og Linstow kastede sig med to tusinde knægte ind i slottet Lutter. De kæmpede tappert, men efter et mislykket udfald måtte de give sig og bleve fanger. Ved MlUlerberg fortsatte også kongen kampen.»omgiven af sin hoffane og sit livkompagni (tre hundrede danske adelsmænd ) under Jens Sehested tfl Holmegård, stred han endnu en stund for æren, uden sønderligt håb om at kunne vende lykken, og om ham samlede sig alle de, som endnu havde mod og mandshjærte. stred»som den sårede løve«med kården i hånd. Men skaren om ham blev tvn-