Intra monasterium. hans krongaard kristensen. de danske herreklostres totalanlæg

hans krongaard kristensen Intra monasterium de danske herreklostres totalanlæg Udtrykket intra monasterium er hentet fra benediktinerregelen og kan oversættes til: inden for klostret. I artiklen her skal udtrykket bruges til at indkredse en problematik om de danske middelalderklostres fysiske størrelse. Det er desværre et emne, som ikke hidtil har haft den store interesse blandt klosterforskere. I det middelalderlige Danmark har der eksisteret omkring 138 klosterstiftelser, lidt afhængig af hvordan man opgør det. Ikke alle har dog fungeret samtidigt; men ved reformationen, hvor der var flest, var der 116. Heraf var halvdelen byklostre tilhørende tiggerordenerne: franciskanere, dominikanere og karmelitere, eller hørende til Helligåndsordenen med dens hospitalsvirksomhed. Selv om mange af disse konventer endte med at besidde store og prægtige anlæg, var klostrene dog hæmmet i arealmæssig udvidelse af den bymæssige placering. Tiggerklostrene var også af deres forskrifter indrettet på at leve lidt fra dag til dag af almisser, således at de i princippet ikke burde have behov for en mængde økonomibygninger. Dette var til gengæld nødvendigt for den anden halvdel af klostrene, dem man på reformationstiden begyndte at kalde herreklostre. Enkelte af disse var ganske vist placeret i udkanten af en by, men hovedparten lå dog ude på landet, hvor der var plads nok. Her levede man på den ene eller anden måde af driften af et stort jordtilliggende, i nogle tilfælde et endog meget stort tilliggende. Endvidere var omfattende godsmængder knyttet til klostrene, hvilket betød store landgildeafgifter, for en stor dels vedkommende betalt i naturalier. Alt dette har krævet ganske store økonomibygninger med stalde og lader, og hvad der nu hørte sig til. Det har fyldt ganske meget, men er i grunden et fænomen, som i høj grad har været overset af danske arkæologer. Her har man været fokuseret på kirken og de dermed sammenbyggede længer, hvad man kunne kalde hovedanlægget eller klausurområdet. Det svarer stort set til byklostrenes anlæg, hvorved man måske lidt ubevidst har kunnet parallelisere de to typer klostre, selv om det på mange måder er misvisende. Tiggerbrødrene kaldte eksempelvis også deres anlæg for domus, hus, i modsætning til munkenes monasterium, kloster. De rigtige munke, benediktinerne og cistercienserne, fulgte benediktinerregelen, som naturligvis mest handler om gudstjenester og levevis, mens der er betydeligt mindre om de fysiske rammer. Dog er der i kapitel 66, som egentlig handler om klostrets portner, et kort afsnit, som angiver Benedikts opfattelse af, hvad et kloster omfatter: Klosteret bør så vidt muligt anlægges således, at alle fornødenheder som vand, møllehus og have findes, og de forskellige håndværk kan udøves inden for klosteret (intra monasterium); dermed behøver munkene ikke strejfe om uden for klosteret, for det er i det hele taget ikke gavnligt for deres sjæle. (Møller Jensen 1998 s. 155) Benedikts tanker om et klosters omfang er givetvis mere omfattende end ofte fremstillet; men skal forsøges eksemplificeret her. Vigtigt er, at Benedikt opfatter økonomibygningerne som en del af klostret. Materialet skal altså ikke opdeles, så der var et lukket klosterkompleks, og et eller andet sted udenfor var stald- og ladegårde, underforstået at sådanne dele ikke hørte med til selve klostret. Ud over at give et misvisende billede af et kloster, kunne det også i n t r a m o n a s t e r i u m 243 1.0 MiddelalderVerden.indd 243 02/09/10 17.03

let føre til en mindre interesse for disse elementer, når det gælder antikvarisk omsorg for mulige spor af arkæologisk interesse. Et markant eksempel herpå finder vi i augustinerklostret i Æbelholt. Æbelholt Tomten af Æbelholt Kloster blev endelig lokaliseret præcist i 1935 og hovedanlægget derefter udgravet og frilagt i løbet af få år. Udgravningen gav på den ene side store resultater med afdækningen af et helt klausuranlæg på et tidspunkt, hvor kendskabet til sådanne stadigvæk var beskedent. På den anden side efterlod undersøgelsen et utal af usikkerheder og ubesvarede spørgsmål, hvis løsning formentlig for altid er gået tabt ved udgravningen. Tomten blev lokaliseret af en læge i Hillerød, Vilhelm Møller-Christensen (1903-1988), og klosteranlægget udgravet under ledelse af Carl Georg Schultz (1905-1958) fra Nationalmuseet i årene 1935-1942. Møller-Christensen udgravede efterfølgende de mange grave i årene 1941-1952 med mere sporadiske udgravninger frem til 1965. Ret hurtigt opstod der uenighed mellem udgraverne om tolkningen af anlægget, hvilket medførte, at Nationalmuseet lod arkitekt Elna Møller (1913-1994) udarbejde en autoriseret opmåling af hele anlægget 1942-1943 (Danmarks Kirker. Frederiksborg Amt s. 1434, note 42). Uenigheden 244 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 244 02/09/10 17.03

Fig. 1 Luftfoto af ruinparken Æbelholt Kloster. Udformningen er baseret på C.G. Schultz tolk ning af de arkæologiske spor, og den er i visse til fælde fejlagtig. Til gengæld er usikkerhederne så store, at man ikke bare kan ændre formen. Langt mere problematisk er dog, at fredningsgrænsen er trukket meget tæt på hovedanlægget. Herved er meget store dele af den oprindelige klostergrund overladt til dyrkning. Fig. 2 Klosterporten i Sorø, set fra klostersiden. I sin nuværende skikkelse er portbygningen præget af en kraftig restaurering omkring 1890, hvor den ene sidefløj mod øst (til højre) forsvandt. I sidefløjen til venstre findes et romansk rum, den såkaldte Saxos Celle. om tolkningen synes kun at være accelereret med tiden, og ved en offentlig fremlæggelse på skrift af de divergerende synspunkter i 1948 var den gensidige foragt kun slet skjult (Møller-Christensen 1948; Schultz 1948). Schultz og Møller-Christensen har hver for sig fremlagt egne tolkninger af klostret, der indebærer store afvigelser i bygningskompleksets udformning og med hensyn til anvendelse af visse bygninger (Schultz 1945; Møller-Christensen 1958). Desværre er der kun tale om tolkninger. Schultz hævdede i 1948, at en dokumenteret fremlæggelse var på vej; men den kom aldrig. Vi kan i dag se, at der er store problemer i begge tolkninger. En afgørende fejl hos begge er forestillingen om, at anlægget stort set blev færdigbygget i nærmest en enkelt byggegang i de første par generationer efter grundlæggelsen i 1175. En lige så fatal fejl var forestillingen om, at her havde man udgravet et helt klosteranlæg. Denne sidste opfattelse har desværre været udbredt gennem årtier, og det er først i de senere år, at der er opstået tvivl herom. I forbindelse med udgravningen blev ca. en halv hektar, hvor det centrale anlæg havde ligget, købt op. Dette er så fredet i dag, mens de omkringliggende marker dyrkes ret intensivt (Fig. 1). Teglovnen og klostrets vandmølle er fundet begge i god afstand fra det centrale anlæg og måske placeret uden for klostermuren; men hvor meget den har omfattet, og hvor den har forløbet, vides ikke. I dag er fadæsen tydelig: Vi har fået fredet det kendte, mens det ukendte bliver pløjet væk. Sorø Kun et enkelt sted i Danmark, nemlig i Sorø, kender vi den fulde udstrækning af et middelalderligt klosteranlæg. Klosterporten, der er vores eneste bevarede, markerer stadig indkørslen til Akademigrunden i Sorø (Fig. 2). Selve porten er en bygning i to stokværk med en gennemkørselsport dækket af fire fag krydshvælv. Portbygningen som sådan regnes for ældre end denne overhvælvning og er nok fra 1100-tallet. Til begge sider har der været tilbygninger, hvoraf den vestre er bevaret i stærkt restaureret skikkelse (Mackeprang 1924 s. 277-279). Her findes et rum, kaldet Saxos celle, med fire hvælv hvilende på en romansk teglstenssøjle. I den nu forsvundne sidebygning mod øst skal der have været et kapel for kvinder og andre fremmede, der ikke måtte komme ind på klosterområdet. Klostermuren er i reduceret form synlig på en strækning mod vest og mod nordøst langs kirkegården (Fig. 3). I øvrigt kendes den fra mange udgravninger, således at den kan rekonstrueres hele vejen rundt. Den har omfattet et område på ca. 7 hektar. I dag er muren ca. 1,5 til 2 meter høj, men har tidligere været ca. 3-3,5 meter. Muren er med jævne mellemrum forsynet med kun lidt fremspringende stræbepiller, og uden for muren har der været en grav, i n t r a m o n a s t e r i u m 245 1.0 MiddelalderVerden.indd 245 02/09/10 17.03

som nok væsentligst skulle afvande området. Af det muromgivne område fylder det centrale anlæg med kirken ikke ret meget mere end en enkelt hektar. Nu hørte Sorø Kloster bestemt til landets rigeste; men også mange andre steder, som f.eks. i Æbelholt, bør vi forvente store grunde, og de steder, hvor vi blot har kendskab til det centrale anlæg, mangler der temmelig meget af hele klostergrunden. Klostret i Sorø brændte 13. maj 1247 ved en ganske omfattende og ødelæggende brand. I forbindelse med en abbedliste fra senmiddelalderen redegøres for brandens omfang: Ilden fortærede alle klostrets huse og værksteder nemlig kirken, begge søvnhusene, munkenes såvel som konversernes, diversoriet, det større og det mindre gæstehus, klosteromgangen, munkenes og konversernes sygehus, bagers, bryggers, klædekammeret, underkældermesterens hus, bispens kapel, sakristiet, kældermesterens kammer og alle materiel- og havehuse tillige med væverhuset, hestestalden, porten, laden og et hus til vandøsning med kunstigt byggede hjul. Ved samme brand gik også møllen med fire hjul og en hestemølle ganske til grunde. (Mackeprang 1924 s. 272) Oplysningerne omfatter kun den del af klostret, som brændte, hvilket også er ganske omfattende. Desværre synes redegørelsen ikke at være systematisk i sin opremsning. Til det centrale anlæg hørte kirken, de to søvnhuse, på latin kaldet dormitorier efter sovesalen i andet stokværk, for henholdsvis munke og lægbrødre, der har udgjort øst- og vestfløjene samt omgangen og sakristiet (Fig. 4). De to gæstehuse (vel for forskellige standsklasser) har ikke hørt til klausurområdet, men kan vanskeligt placeres. Nordligst på grunden har vi porten, der er bevaret, sammen med hestestalden og laden, hvis placering kendes fra 1600-talsoplysninger. Møllen og vandøsningshuset må have ligget mod syd ved kanalen, der førte ind fra Sorø Sø. Der har åbenbart været to sygehuse, så munke og lægbrødre blev holdt adskilt, hvilket nok betyder, at bygningerne også har ligget adskilt. Oversigten giver således ikke oplysninger om strukturen, men derimod en fornemmelse af den store mængde bygninger, der allerede i 1247 var blevet opført i Sorø. Ikke alle bygninger blev totalskadet ved branden. Kirken er i store træk bevaret, som murværket så ud før, blot er der indsat hvælv i midterskibet. Og med tiden blev de resterende bygninger istandsat eller genopført. Prospekter fra 1600-tallet og lidt spredte arkæologiske undersøgelser på klostergrunden, hvor der i dag ligger en lang række skolebygninger tilhørende Sorø Akademi, an- 246 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 246 02/09/10 17.03

Fig. 3 Rest af klostermuren i Sorø mod nordøst, hvor den i dag fungerer som kirkegårdsmur. Tidligere har den været omtrent dobbelt så høj. Fig. 4 Plan af hovedanlægget i Sorø i 1749. Kloster fløjene er moderniseret i barokstil; men både korsgangen og den sydligste sal i østfløjen er stadig over hvælvet. Fig. 5 Plan af klostergrunden i Sorø med markering af klostermuren, middelalderlige bygninger og vandløb. tyder, at den store grund i Sorø har været opdelt i flere afsnit med lidt forskellig karakter (Fig. 5). Rester af møllen, der angiveligt brændte i 1247, er påvist ved udgravninger i 1963, og som Benedikts regel siger, var den placereret intra monasterium. Klostergrunden var dog ikke uproblematisk i forhold til anlæggelsen af en vandmølle. Stedet var givet, da ideen var, at cistercienserne skulle efterfølge Hvideslægtens oprindelige benediktinerkloster på den lille ø i Sorø Sø. Men hvordan etableres en mølle på en lille ø? Løsningen blev kostbar (Christiansen 1981). Søen blev ved dæmninger delt i to: et tilløbsområde (nu Sorø Sø), der var stemmet op og fungerede som mølledam, og et afløbsområde (nu Tuel Sø) med uændret vandstand. Ved hjælp af kanaler blev vandet så ledt ind til en mølle inde i klosterområdet og ledt væk igen i en dybtliggende kanal. Denne sidste, kaldet Møllediget, har krævet et enormt arbejde og en meget omhyggelig nivellering. Beregninger har vist, at der blev opgravet ca. 30.000 kubikmeter jord, og at faldet over en strækning på 1800 meter ikke var mere end 54 centimeter (Christiansen 1981 s. 155-156). Arbejdet blev bekostet af Sune Ebbesøns (død 1186) sønner som kompensation for en del af jordegodset i deres fars testamentariske gave til klostret, hvilket de ikke ønskede at afstå. Kanalen kan i reduceret form følges på et langt stykke langs stien, Filosofgangen, øst for Sorø by. Kanalarbejdet blev vel hovedsageligt udført for at kunne etablere en mølle; men det strømmende vand blev sikkert også brugt til skyl af toiletterne. Møllen lå tæt ved søen, så måske var opstemningen til møllen ikke tilstrækkelig til at levere vand til de højere liggende bygninger. I hvert fald var der som omtalt før branden i 1247 et hus til vandøsning med kunstigt byggede hjul. Her tænkes vel på et vandhjul, der drives af strømmen, og som har påmonteret spande, der henter vand op til en højtliggende rende. Opdeling af klostergrunden Desværre har der ikke i Danmark været nogen større interesse for studiet af de store klostergrunde. I England derimod har man i de senere årtier undersøgt en del klostergrunde i deres helhed og har kunnet opdele området i en række elementer (Coppack 1997 s. 100-128; Greene 1992 s. 6-11 og 157-159; Aston 1993 s. 89-110). For bygningernes vedkommende vil de ofte være grupperet omkring tre gårde opbygget i en hierarkisk struktur. Den ydre gård ( outer court ) husede blandt andet økonomibygninger og stod med klosterporten i forbindelse med verden udenfor. Fra den ydre gård kom man til den indre ( inner court ), hvor der eksempelvis har været gæstehus og abbedbolig og måske indgang til kirken for gæster. Den inderste del af klostret var grupperet omkring fratergården med korsgang ( cloister ). Dette er det såkaldte klausurområde, forbeholdt munke eller nonner, og det bestod normalt af tre sammenbyggede fløje knyttet til kirken. Hertil kommer så infirmeriet et stilfærdigt sted bag det centrale klosteranlæg og haven. Modellen er baseret på munkeklostre i n t r a m o n a s t e r i u m 247 1.0 MiddelalderVerden.indd 247 02/09/10 17.03

Fig. 6 Herlufsholm (Skovkloster) i 1804, med øst opad. På dette tidspunkt var den middelalderlige struktur med den ydre og indre gård samt klausuranlægget endnu bevaret. Fig. 7 Bevaret bygning ved Esrum Kloster, set fra syd. Skønt huset er ganske stort, er det ikke en af de centrale bygninger, men blot en udløberfløj på østfløjen. Til venstre anes den (nu tilmurede) spidsbuede åbning, hvorunder en kanaliseret gren af åen har skyllet necessariet. (nonneklostre er ofte ret dårligt undersøgte), hvor østfløjen er munkenes mest private del med dormitorium, sovesal, foroven og væsentlige rum som kapitelsal og den opvarmelige munkesal til forskelligt indendørs arbejde nederst. Området øst for med munkenes have og infirmeri var også et meget privat område. Det vil derfor være helt forkert med adgang for udefrakommende til denne del af klostret. Disse folk skal naturligvis ind gennem klosterporten til den ydre gård. Skovkloster Det bedste eksempel i Danmark på en sådan opdelt klostergrund finder vi utvivlsomt i Skovkloster (nu Herlufsholm). I dag er de middelalderlige levn ud over kirken ret beskedne; men langt op i tiden var strukturen velbevaret. På en grundplan af Herlufsholm visende situationen i 1804 er den middelalderlige form ganske tydelig (Fig. 6). Der er en stor ydre gård, en indre gård (kaldet Skolegården) og hovedanlægget med kirken samt fiskedamme og haver. Adgangen til den ydre gård skete fra vest gennem en portbygning (V). Det var en hvælvet port i forvalterbygningen, som muligvis ikke var middelalderlig, men utvivlsomt afspejler klostertidens forhold. Den ydre gård domineredes af to store grundmurede bygninger: laden (P) mod syd og kostalden (N) mod øst. De havde begge meget kraftige mure og ansås ud fra deres form og struktur som middelalderlige (Melchior 1865 s. 50 og 202). Fra den ydre gård var der mod nord en port, som førte ind til den indre gård. Denne var til alle sider, hvor der ikke var bygninger, omgivet af en 3 meter høj mur (K). Blandt bygningerne i den indre gård var rektorboligen (E), der også opfattedes som middelalderlig (Melchior 1865 s. 50). For så vidt synes det nærliggende at forestille sig en art kontinuitet, således at også i senmiddelalderen boede stedets leder, altså abbeden, i dette hus. De øvrige bygninger på planen fra 1804 er eftermiddelalderlige; men ved forskellige lejligheder har man fundet rester af ældre bygninger (ved eksempelvis H og d) (Helms 1940 s. 638). Nord for den indre gård skulle et par forsvundne mure (markeret med a og b) sammen med en tvær- 248 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 248 02/09/10 17.03

gående mur have indrammet munkenes have (Melchior 1865 s. 389-390). På planen ses endvidere en lang række fiskedamme, kaldet parker, og resterne af en kanal, der har ført vand til dammene. Hovedanlægget kan trods den store ombygning i midten af 1800-tallet stadig genfindes i nutidens Herlufsholm. Det er af ganske traditionel form med kirken i nord og tre sammenbyggede fløje, der har omgivet en lukket gård, fratergården. Langs de tre fløje har der været korsgange med åbne arkader ud mod gården. Derimod er fornemmelsen af den ydre og indre gård gået helt tabt. Strukturen med de tre gårde i en hierarkisk opbygning kan utvivlsomt findes mange steder, hvorimod den faktuelle realisering nok kan variere en del. Sorø har haft noget lignende, men her er der sket en del ændringer på et tidligt tidspunkt, således at eksempelvis afgrænsningen mellem ydre og indre gård ikke fremgår i dagens akademigrund. Esrum Esrum var moderkloster til Sorø og gennem det meste af middelalderen cisterciensernes vigtigste kloster i Danmark. Hovedanlægget i Esrum har været meget stort, og hvis kirken havde fået den tiltænkte længde (hvilket ikke vides), var den blevet Danmarks største. Nu er der desværre anlagt en villaby oven på klostertomten, hvorfor det er svært at få styr på kirkens længde og mange andre forhold vedrørende cisterciensernes hovedkloster. Af klosterbygningerne er endnu bevaret en tilbygning til østfløjen, som set fra syd er et ganske imponerende hus i tre stokværk (Fig. 7). I den vestre ende ses et tilmuret spidsbuet bueslag, hvor i sin tid en kanal blev ført under bygningen. Formålet har helt sikkert været at skylle klostrets necessarium, toilet. En tilmuret dør i bygningens vestgavl viser, at her har været adgang fra østfløjens andet stokværk, hvor munkenes dormitorium på traditionel vis må have været. Det er lidt uklart, hvordan den østlige del af bygningen har været anvendt, men man har naturligvis også kunnet benytte det vandskyllende necessarium herfra. Bygningen kunne derfor være oplagt som infirmeri (klostrets interne sygehus); men der er også peget på en mulighed som abbedbolig. Forslaget er blandt andet fremsat ud fra formodningen om en fornem sal i mellemetagen, hvor man har haft opvarmning ved hjælp af en hypocaust. Det er en varmluftsovn, placeret i understokværket/kælderen under det pågældende rum, som skulle varmes op. Her har man først fyret kraftigt for at varme et stenmagasin placeret på murede buer over fyrrummet. Derefter kunne man, når ilden og røgen var væk, åbne nogle ventiler i salens gulv, hvorpå luft opvarmet af stenmagasinet stille er steget op. Funktionsbestemmelsen af huset bliver dog ikke lettere af, at der knyttet til bygningens østgavl i en i n t r a m o n a s t e r i u m 249 1.0 MiddelalderVerden.indd 249 02/09/10 17.03

Fig. 8 Plan af Esrum Kloster indtegnet på mo derne byplan. Som det ses, er store dele af kloster tomten i dag bebygget med parcelhuse. Mod syd er indtegnet det nutidige løb for Esrum Å, der blev etableret i 1600-tallet. Fig. 9 Kort over Øm Klosters nærområde med de tre kanaler mellem Mossø og Gudensø. De to klosterkanaler, der flankerer klostertomten, løber givetvis sammen før udløbet i Gudensø, men ikke nødvendigvis som vist. Fig. 10 Nærbillede af bolværket i østkanalen i Øm. Én af de lodrette egestolper er tippet, så en af bøgeplankerne er skredet ned i kanalen. Fig. 11 Sidekanal, der er ført gennem den store fløj øst for østfløjen i Øm under udgravning. Den ca. 2 meter brede kanal er kantet af kløvede bøgestammer fastholdt af firkantede egestolper. Bolværket skulle blandt andet hindre, at kampestensfundamenterne undermineredes. ret vinkel mod nord var endnu et hus, således at der sammen med den egentlige østfløj dannedes en gård østligt i klostret. Også under dette hus har den omtalte kanal løbet. Kanalen menes at udgå fra en i middelalderen opstemmet dam mod sydøst, idet Esrum Å dengang løb meget tættere på klostret end i dag (Fig. 8). Opstemningen har dels givet mulighed for etablering af en vandmølle og dels muliggjort vand i kanalen til skylning af det omtalte necessarium eller flere. Man kunne overveje, om bygningskomplekset her mod øst skal betragtes som den indre gård; men terrænmæssigt og adgangsmæssigt med de lave engarealer udenfor virker det dog mest som den fjerneste del af grunden. Heller ikke mod nord er der tegn på den store aktivitet. Undersøgelser har vist en stor kirkegård, der mod nord afgrænses af en mur, og så synes der igen at komme oprindeligt lavtliggende områder frem (Hertz 1997 s. 53). Den mest rimelige placering af den indre og ydre gård må være vest for hovedanlægget. Den indre gård vil så skulle findes mellem den kendte klostertomt og åen, hvor villabebyggelsen findes, og den ydre gård kunne have ligget vest for åen, hvor ingen har tænkt på at lede. Skitseret på denne måde ville åen komme til at ligge mellem de to gårde. Herved kommer åløbet i vest stærkt i fokus. Er det i virkeligheden et naturligt løb, eller har munkene ændret på forholdene og gravet en kanal her? Øm Kloster For den gruppe cisterciensere, der i 1165 forlod Vitskøl Kloster og efter flere flytninger i 1172 slog sig ned i Øm, var muligheden for rindende vand afgørende. Om starten herpå beretter Øm Klosters Krønike, at munkene... kom så til en grund, som hedder Øm, omgivet til alle sider af vand og moser, og fandt der nær ved skoven mellem to søer, Gudensø og Mossø, et sted, der var tæt overgroet med mange buske, og som tyktes dem at egne sig vel, hvis der blot ikke havde manglet vand til klostrets brug og nytte. En kunstfærdig munk, hr. Martin, målte da med et blylod vandstanden i begge søer og højden af det land, der skulle gennemgraves mellem dem, og derved fandt de, at vandstanden i den søndre sø var en alen højere end i den nørre. Deraf skønnede de, at 250 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 250 02/09/10 17.03

de ville kunne få vand til alt, hvorved de havde brug derfor, og at de aldrig for fremtiden ville mangle det. De glædede sig da over deres fund, solgte deres ejendomme, som lå spredte vidt og bredt og flyttede hen til bemeldte grund. (Øm Klosters Krønike kap. 19, s. 17) Med tiden fik man gravet to hovedkanaler henholdsvis vest og øst for klostrets hovedanlæg (kaldet Klosterkanalerne), hvilke muligvis helt i nord forenedes før udløbet i Gudensø. Endvidere gravede man endnu en hovedkanal mellem søerne ca. 1 km øst for klostret (kaldet Munkekanalen) (Fig. 9). Som det vil fremgå nedenfor, har der i hvert fald været yderligere en kanalforgrening inde ved klostrets hovedanlæg. Den ca. 1 km lange Munkekanal er med undtagelse af et kort stykke nord for vejen mod Boes stadig markant synlig i landskabet mellem de to søer. Med sin placering langt fra klostret har den nok haft en speciel funktion måske beregnet til pramfart. Af de to klosterkanaler kan den vestre i dag tydeligt følges fra Mossø nordpå til klosterruinen. Ud for denne er terrænforholdene for tiden sådan, at kanalforløbet nærmest ligger højere end klostertomten. Nord for ruinområdet kan kanalen følges som en sænkning, der krydser vejen til Gl. Rye. Videre nordpå mod Gudensø er kanalen over store træk ikke til at få øje på; derimod er kanalens udløb i søen ganske tydeligt. Denne kanal har været kendt siden de tidligste undersøgelser i Øm. Den østre kanal blev først erkendt ved en udgravning af Carl Martin Smidt (1872-1947) i 1921. For ham var den derfor den yngste. Kanalforløbet kan dog godt fornemmes i terrænet ned mod Mossø, når man ved, det er der. Derimod er kanalen ikke til at se omkring gårdene i landsbyen Emborg, der afløste klostret, mens den længere mod nord igen fornemmes og kan følges til et sumpområde med gamle tørvegrave. Lidt nordøst for klosterkirken blev kanalen undersøgt arkæologisk i 2006, hvor man kunne konstatere, at siderne var befæstet med et bolværk af store vandretliggende bøgeplanker (55 centimeter brede og 10-12 centimeter tykke), der var fastholdt af firkantede egestolper (Fig. 10). Der manglede splintved (de yderste bløde årringe), så man kan ikke lave en helt præcis datering; men vurderingen er, at træet i n t r a m o n a s t e r i u m 251 1.0 MiddelalderVerden.indd 251 02/09/10 17.03

Fig. 12 Rekonstruktion af Øm Kloster på reformationstiden, set fra nordøst. Kirkens østparti og østfløjen blev taget i brug i 1257, hvorefter byggeriet gik i stå, og kirken blev aldrig gjort færdig, men endte som en centralbygning. De øvrige bygninger på tegningen tilhører tiden op mod år 1500. I tilknytning til den gamle østfløj udbyggedes klausurområdet med syd- og vestfløj og de tilhørende korsgange omkring fratergården. Syd for opførtes blandt andet den såkaldte Lange vestfløj og en salsbygning i sydvesthjørnet dannende en indre gård. Den har via en bro og en port i den lange vestfløj været tilgængelig fra området vest for Vestre Klosterkanal, hvor udgravninger i 2006 tydede på bygninger i en ydre gård. Øst for østfløjen ses en større bygning (med stræbepiller), der forsøgsvis er tolket som hospitalsbygning, blandt andet fordi en sidekanal har været ført under bygningen og skyllet et necessarium. Sidekanalen løb lidt længere mod nord ud for kirkens østgavl sammen med Østre Klosterkanal. tidligst kan være fældet i 1173 og nok kun et begrænset antal år senere. Alt taler således for, at den østre kanal er broder Martins fra Øm Klosters tidligste år. Inde på klosterområdet har man yderligere haft en kanal med et skråt forløb mod nordøst (Krongaard Kristensen 1999 s. 280-284). En ældre udgave kantet af planker og firkantede egestolper blev ændret i forbindelse med opførelsen af et stort hus øst for østfløjen. Ved ombygningen flyttedes kanalen godt en meter mod øst, hvorfor nogle af de nedrammede stolper kom til at stå midt i det nye kanalforløb. Åbenbart var det umuligt at trække disse stolper op igen, hvorfor de alle var hugget over med en økse i højde med den nye kanalbund eller måske lidt højere. Den ældste kanal er dendrokronologisk dateret til 1313. Ved byggeriet blev kanalen som nævnt rettet lidt for at kunne løbe vinkelret gennem huset. Også her var siderne kantet af et bolværk. Kløvede bøgestammer var anbragt med den flade side ud mod vandet. Stammerne var ikke stødt sammen ende mod ende, men var anbragt med en lille overlapning og holdt på plads med nedrammede egestolper. Disse kunne dateres til 1495, hvilket således også angiver husets datering (Fig. 11). Fig. 13 Sankt Knuds Kloster i Odense i 1593. Selv om illustrationen først er lavet mange år efter reformationen, er nogle af de middelalderlige strukturer stadig synlige. Hovedporten er gennem en portbygning i vest, hvorfra der er adgang til flere gårde, før man kommer til klausurdelen. De senere års undersøgelser har alt i alt givet betydelig viden om hovedanlægget og kanalerne i Øm; men der er stor uklarhed om det totale anlæg (Fig. 12). Inden de store udgravninger i 1970 erne herskede der en opfattelse af, at der havde gået en offentlig vej tværs gennem klostret svarende til en senere landsbygade (Smidt 1942 s. 35). Dette kan dog i dag afvises som umuligt; men den lange vestfløj har haft et portrum ud mod kanalen, og utvivlsomt var der også en bro på dette sted. Det har været fremført, at den ydre gård skulle have bestået af det mere end 100 hektar store område mellem Østre Klosterkanal og Munkekanalen (France 1998 s. 20). Placeringen virker dog lidt bagvendt med tanke på, at østfløjen og området øst for skulle være den roligste del af klostret. I 2006 blev der så fundet rester af en bindingsværksbygning med teglgulv og et ovnanlæg få meter vest for vestkanalen, hvor der aldrig tidligere har været udført arkæologiske undersøgelser. Fundet vender nu interessen mod det ret store flade areal 252 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 252 02/09/10 17.03

vest for denne kanal. Det ville give en mere traditionelt organiseret klostergrund, hvis vi forestiller os den ydre gård med klosterporten liggende vest for Vestre Klosterkanal. Herfra ville man via en bro over kanalen og porten i den lange vestfløj kunne komme ind i den indre gård, der så har ligget syd for klausurområdet. Man vil dog samtidig tro, at der fra den ydre gård også har været forbindelse over kanalen lidt længere mod nord, således at besøgende har haft adgang til kirkens vestende og til kirkegården. Klostret fik i en art evangelisk form lov til at fungere videre efter reformationen; men med tiden blev overvejelserne om at lukke det mere og mere påtrængende. Derfor blev der i 1554 optegnet et inventarium for Øm Kloster, hvori der også er en oversigt over bestanden af husdyr i ladegården (Suhm 1794 s. 308-309). Der var da 27 køer, 16 kvier og kviekalve, 120 får, 120 staldøksne, 15 stude og studekalve, 1 tyr, 9 gæs, 34 arbejds-, køre- og rideheste, 100 svin og nogle plovøksne. Så mange husdyr har naturligvis krævet store stalde og lader. Til gengæld vil de efterladte spor af de store bygninger måske være beskedne, hvis de har været opført i bindingsværk på en stensyld. Odense Benediktinerklostret i Odense udgjorde et meget kompliceret og stort anlæg sydøst for Odense Domkirke. I dag eksisterer kun nogle ombyggede rester af hovedanlægget, der blev genopført efter en brand i 1913. Et prospekt fra 1593 af Braun og Hogenberg viser, ud over et forholdsvist sammensat klausurområde, et utal af bygninger organiseret omkring forskellige gårde (Fig. 13). Adgangen ser ud til at have været gennem et porthus i Munkemøllestræde til en gårdsplads, der sikkert har været omgivet af avls- og økonomibygninger. Gennem en nord-syd-orienteret bygning har man kunnet komme ind i en ny gård (på tegningen markeret Coenobium D. Cannici = kannikeklostret, en betegnelse, der dog dækker hele i n t r a m o n a s t e r i u m 253 1.0 MiddelalderVerden.indd 253 02/09/10 17.03

klosterkomplekset). Denne synes mod øst afgrænset af en speciel, endnu bevaret bygning, kaldet havehuset, med to store åbninger mod øst. Nord for denne gård synes der at have været endnu én, som har ligget ud for hovedanlæggets vestfløj. Det virker således her, som om den indre gård var delt i to af en bygning orienteret øst-vest. Klostergrunden har strakt sig ned til åen, hvor klostrets mølle, Munkemølle, lå på en lille ø for enden af Munkemøllestræde. På tegningen er angivet en port for enden af strædet, hvilket må hænge sammen med, at byens borgere var pålagt mølletvang ved munkenes mølle. Dette må have givet en omfattende trafik, hvorfor munkene har lavet en særskilt port for møllesøgende. Muligvis har klostret også ejet den langstrakte ø, der tidligere fandtes mellem to grene af Odense Å samt et område på den anden side af åen (Danmarks Kirker. Odense Amt s. 94). Ellers har hele komplekset været omgivet af en samlet afgrænsning mod resten af byen. Dog er der på tegningens tid allerede sket en udstykning af klostergrunden mod øst ved Albani Torv. Man kan vanskeligt helt beregne klostergrundens størrelse, som dog må have været noget mindre end i Sorø; men i forhold til det samlede areal har Sankt Knuds Kloster lagt beslag på en ganske stor andel af middelalderbyen Odense. Løgum Af cistercienserklostret i Løgum er stadig bevaret kirken og to tredjedele af østfløjen (Fig. 14). Denne fløj slutter i dag med et overhvælvet gennemgangsrum med en port mod øst. Ved siden af findes et lille overhvælvet rum, hvor der ved siden af vinduet er en smal slidse i østmuren. Indtil for ikke så mange år siden opfattede man portåbningen som klosterporten og det omtalte rum som en portnercelle med en talesprække, hvor fremmede kunne henvende sig. Det må dog efter nutidig forskning og udenlandske forbilleder stå klart, at portrummet er en gennemgang til haven for munkene. Så ud fra forestillingen om østfløjen og området øst for denne som værende det mest rolige sted i klostret, skal man tænke adgangsforholdene helt omvendt. Adgangen udefra må være sket fra vest. Ved udgravningerne lige før 1. Verdenskrig fandt man forskellige rester af bygninger i området vest for den egentlige vestfløj. Det er lidt omdiskuteret, i hvilken udstrækning de er knyttet til klostret eller til 1600-tallets hertugelige slot, som klostret blev ombygget til efter reformationen. Der er dog ingen tvivl om, at der også i klostertiden var forskellige bygninger i dette område. Mon ikke det er herom- 254 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 254 02/09/10 17.03

Fig. 14 Klosterkirken og østfløjen i Løgum, set fra øst. I dag slutter den reducerede østfløj med en port, der fører ind til et overhvælvet gennemgangsrum. Dette er dog ikke klosterporten, men munkenes adgang til haven. Fig. 15 Skitsemæssig rekonstruktion af kloster grunden ved Løgum Kloster. Mod syd og øst var grunden væsentligst afgrænset af mindre vandløb og vådområder. Vi har ikke kendskab til murforløb på disse strækninger. Mod nord og vest var der en teglstensmur sat på sandfundament. kring, man skal finde den indre gård? Lige syd for disse rester udgravede arkæologer i 1990-1993 rester af en middelalderlig vandmølle, der var etableret i forbindelse med en opstemning af Slotsbækken (Rejnholt Kristensen 1996). Slotsbækken har sikkert afgrænset klostergrunden mod syd, ligesom en næsten forsvunden bæk, Klosterbækken, kunne have dannet skel mod øst (Fig. 15). I middelalderen må den dog antages delvist at have været kanaliseret, så den kunne skylle klostrets necessarium. Rester heraf er fundet ved undersøgelser i flere omgange, og det kan nu tolkes som en stor bygning anbragt på tværs af kanalen lidt sydøst for klausurområdet. Afgrænsningerne mod nord og vest er påvist et par steder i form af fundamenter til klostermuren og en foranliggende grøft (Sterum 1983 s. 6-8). Sidstnævnte, der sikkert har skullet fjerne vand ved store regnskyl, er på et tidspunkt flyttet lidt udad måske af hensyn til klostermurens fundament. Begge steder er dette fundament kun fundet på et kort stykke, men forbinder vi de to punkter med en flad bue, vil vi nogenlunde midtvejs passere et hus kaldet Porthus navngivet efter slotstidens porthus, der lå tæt ved, og hvor formentlig også den middelalderlige klosterport har ligget (Wissing 1989 s. 95-97). En afgrænsning som skitseret vil omfatte 5-6 hektar. Området nordvest for klosterkirken blev i slotstiden brugt til forskellige økonomibygninger som lade og stalde; men arkæologiske undersøgelser i 1970 erne og 1980 erne tyder på, at de først er etableret i slotstiden (Wistoft 1984 s. 151-152). Der optræder i ældre tid også et begreb som Gammel Laygaard for en mark mod vest, som måske kunne være klostrets ydre gård (Wissing 1989 s. 95-96). Der er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser her. Antvorskov Johaniterklostret i Antvorskov var ved siden af Sorø Kloster landets rigeste. Klostergrunden var ganske stor; men med blandt andet en nutidig motorvej tværs over anlægget er det i dag temmelig vanskeligt at overskue. Her er i tidens løb foretaget rigtig mange udgravninger; men bortset fra forskellige analyser af de spektakulære ruiner, udgravet i 1887-1892, foreligger der kun kortfattede oversigter over de væsentligste hovedresultater fra de mange undersøgelser og slet ikke en opdateret sammenfatning af hele klosterkompleksets udformning. Og for hver ny gravning bliver helheden kun mere uoverskuelig, når de ældre undersøgelser ikke er fremlagt på en sammenlignelig måde. Der har desværre heller ikke været nogen interesse for at afklare klostergrundens størrelse, så man kunne vide, hvor der måtte være antikvariske problemer. Forståelsen af klostrets form vanskeliggøres til dels også af Frederik II s (1534-1588) ombygning af Antvorskov til et slot i 1580 erne (Fig. 16). Forsøger vi at overskue klostrets enkelte elementer, har vi hovedanlægget med den store kirke (landets femtestørste) og tre meget lange klosterfløje liggende på en bakketop, der falder ret stejlt ned mod syd og øst. Mod syd eller sydvest findes de tidligere omtalte ruiner af forskellige bygninger bevaret i ret i n t r a m o n a s t e r i u m 255 1.0 MiddelalderVerden.indd 255 02/09/10 17.03

Fig. 16 Rekonstruktion af Antvorskov i slotstiden, set fra sydøst. Hovedparten af bygningsmassen må formodes at stamme fra klostertiden. Klausurområdet med tre lange fløje nord for kirken ligger sammen med denne oppe på bakken. Nedenfor på det flade område har vi den af Christian IV ombyggede ladegård, den ydre gård, mens bygningerne hørende til den indre gård ligger lidt spredt på grund af terrænforholdene. Fig. 17 Antvorskov Slot i luftperspektiv omkring 1700, set fra nord. Det er lidt uklart, om det omkransede område helt svarer til den middelalderlige klostergrund. Mod nord vil man tro, at muren også dækkede nordfløjen i hovedanlægget. I dag krydser motorvejen skråt gennem området, således at den store lade i øst nu ligger på den anden side af vejen, og en del af haveanlægget i syd dækkes af motorvejsudfletningen. stor højde tæt op mod skrænten. Syd for ruinområdet har vi dernæst et fladt areal, hvor forskellige avlsbygninger fra slotstiden er påvist arkæologisk. Mod sydøst ligger motorvejen med udfletning, og øst for kirketomten findes en dam let beskåret af motorvejen. Utvivlsomt blev den i middelalderen brugt som fiskedam, og den har derfor haft sin naturlige plads inde på klostergrunden. I slotstiden var der adgang gennem en port i nordfløjen til den oprindelige klostergård, nu borggården. Her i nordfløjen burde der efter traditionerne have været refektorium, spisesal, i klostertiden, så det har naturligvis ikke været den middelalderlige adgang. Ud fra modellen med opdelingen i en ydre og en indre gård samt klausurområde bør adgangen findes langt fra klostergården, vel i modsat retning, altså på det flade område mod syd. Her var der i slotstiden indkørsel til ladegårdsområdet fra øst. Formentlig svarer forholdene rimeligt til de middelalderlige med en klosterport til den ydre gård, om end avlsbygningerne formentlig blev nyetableret under Christian IV (1577-1648). Det tidligere nævnte bygningskompleks med de synlige ruiner hører vel til den indre gård, der synes placeret vest for kirken og vestfløjens sydende. Forbindelsen mellem ydre og indre gård er vist foregået via trapper eller en vej med skarpe sving op til bakken. Et prospekt fra ca. 1700 viser et irregulært muromkranset slotsområde set fra nord (Fig. 17). I dette verdenshjørne udgår murene fra begge ender af nordfløjen, hvilket kan virke lidt overraskende i en middelalderlig sammenhæng, hvor man ville forvente, at muren også ville omkranse nordfløjen. Til gengæld ses murforløbene forsynet med stræbepiller i middelalderlig facon, således at de afbildede partier formentlig er fra klostertiden. Muren er angivet noget mere skematisk i den fjerne ende mod syd. Her er så vist et stort areal angiveligt udlagt som have inden for muren, således at det ommurede område synes at være dobbelt så stort som den del, hvor hovedanlægget, den formodede indre gård og Christian IV s ladegårdsanlæg ligger. Det er naturligvis yderst vanskeligt at afgøre, hvor stort det middelalderlige klosteranlæg var, men hvis muren på det gamle stik nogenlunde repræsenterer klostermuren, og perspektivet ikke er helt forvrænget, ligger arealet af klostergrunden nok på omkring 9 hektar. Afslutning Som tidligere nævnt har der indtil den nyeste tid kun været meget begrænset opmærksomhed omkring klostrenes totalanlæg eller helheden i klosteranlæggene. Der er derfor ikke systematisk ledt ef- 256 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 256 02/09/10 17.03

ter klostermure eller tilsvarende afgrænsninger. Sam tidigt har de fleste arkæologer nok heller ikke forestillet sig, hvor langt fra hovedanlægget en sådan afgrænsning skulle findes. Måske kan vi heller ikke forvente solidt murværk som afgrænsning om meget store klostergrunde i alle tilfælde; men utvivlsomt er der rigtig mange herreklostre i Danmark, hvis omfang er undervurderet. En del burde der i det mindste kigges nærmere på. Alene blandt cistercienserklostrene burde Vitskøl, Tvis og Holme studeres nær mere, dels for at få et bedre kendskab til anlæggenes udformning og dels for at få beskyttet de rester, der endnu måtte findes i jorden. I Vitskøl er der lavet mange undersøgelser i kirketomten og klosterbygningerne, i Tvis har man med søgegrøfter påvist placeringen af hovedanlægget, og i Holme er betydelige dele af det middelalderlige kloster bevaret i herregården Brahetrolleborg. Klostrenes virkelige størrelser kendes dog slet ikke. Benediktinerklostret i Ringsted, augustinernes kloster i Vestervig og præmonstratensernes i Børglum for ikke at tale om de to birgittinerklostre i Maribo og Mariager har alle været meget velhavende klostre og fyldt godt i landskabet; men vi har ingen idé om hvor meget. En manglende viden om og forståelse af de danske herreklostres virkelige størrelse er på flere måder problematisk. Antikvarisk set, altså med henblik på i n t r a m o n a s t e r i u m 257 1.0 MiddelalderVerden.indd 257 02/09/10 17.03

beskyttelse af vore fortidsminder, er det uheldigt, hvis man som i Æbelholts tilfælde tror, at hovedanlægget (klausuren) er lig med hele klostret. I virkeligheden er det jo den robuste del af klostret med solide fundamenter og murrester. Bygningerne i den indre og ydre gård har nok ikke alle været grundmuret, og huse af træ eller bindingsværk efterlader sig ikke så markante spor og kan overses ved små anlægsarbejder. For forskningen i de danske klostre er det naturligvis en mangel, at man har så diffust et billede af, hvordan disse klostre fysisk har set ud. Formidlingsmæssigt kan det nok de fleste steder være vanskeligt at udlægge eller tydeligt markere de meget store klostergrunde; men første skridt overhovedet er en erkendelse af klostrenes virkelige størrelse. Givetvis ville dog en visualisering af klosterkomplekser, der har fyldt 5, 7 eller 9 hektar bedre end mange ord vise den enorme økonomiske magt, klostrene i middelalderen havde foruden den åndelige. Litteratur Aston, Michael 1993: Monasteries. London. Christiansen, Tage E. 1981: Sorø Klosters Krise Sunesønnernes Mølledige. I: Robert Egevang m.fl. (red.): Det skabende menneske. Kulturhistoriske skitser tilegnet P.V. Glob 20. februar 1981, s. 143-157. København. Coppack, Glyn 1997: Abbeyes and Priories. London. Danmarks Kirker. Frederiksborg Amt, København 1964-75; Odense Amt. København 1990. France, James 1998: The Cellarer s Domain Evidence from Denmark. Studies in Cisterecian Art and Architecture 5, s. 1-39. Greene, J.P. 1992: Medieval Monasteries. London og New York. Helms, Hans Jørgen 1940: Næstved St. Peders Kloster (Skovkloster). Næstved. Hertz, J. 1997: Esrum Kloster arkæologisk belyst. I: S. Frandsen, J.A. Jørgensen og C.G. Tortzen (red.): Bogen om Esrum kloster, s. 42-71. Frederiksborg Amt. Krongaard Kristensen, Hans 1999: Hospitalsbygningen ved Øm Kloster. Arkæologisk undersøgelse af en stor senmiddelalderlig bygning og en nyfunden kanal. Kuml, s. 269-295. Lorenzen, Vilh. 1941: De danske Cistercienserklostres Bygningshistorie. København. Mackeprang, M. 1924: Klostrets, Skolens og Akademiets Bygninger. I: Sorø. Klostret, Skolen, Akademiet gennem tiderne, bd. 1: Tiden før 1737, s. 272-320. København. Melchior, H.B. 1865: Historiske Efterretninger om Herlufsholms Stiftelse. Næstved. Møller-Christensen, Vilhelm 1948: Æbelholt-Studier. En kulturhistorisk og arkæologisk Redegørelse for Udgravningen og Restaureringen af Æbelholt Kloster. Fra Frederiksborg Amt, s. 5-112. Møller-Christensen, Vilhelm 1958: Bogen om Æbelholt kloster. København 1958. Møller Jensen, Brian 1998: Benedikts Regel. Udgivet med dansk oversættelse og kommentar. København. Rejnholdt Kristensen, Tenna 1996: En vandmølle ved cistercienserklostret i Løgumkloster. Hikuin 23, s. 183-190. Schultz C.G. 1945: Æbelholt Klosters Bygninger og Anlæg. I: C.G. Schultz, Vilh. Møller-Christensen og Paul J. Reiter (red.): Æbelholt Kloster, s. 9-38. København. Schultz C.G. 1948: Kloak eller helligt Vand paa Æbelholt Kloster? En kulturhistorisk og arkæologisk Vurdering. Fra Frederiksborg Amt, s. 113-144. Smidt, C.M. 1942: Øm Kloster og dets Grave. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark, s. 31-47. Sterum, Niels 1983: Fra klosterets periferi. Skalk 1983:3, s. 4-8. Suhm, P.F. 1794: Nye Samlinger til den Danske Historie, bd. III, s. 302-325 (Øm Klosters Inventarium 1554). København. Wissing, Jürgen A. 1989: Das Kloster Lögum im Rückblick. Løgumkloster. Wistoft, Birgitte 1984: På jagt efter en gammel ladegård. Foreløbig beretning om udgravningerne nord for Løgumkloster kirke. Løgumkloster-Studier 4, s. 144-153. Øm Klosters Krønike. Oversat af Jørgen Olrik. Århus 1964. 258 m i d d e l a l d e r e n s v e r d e n 1.0 MiddelalderVerden.indd 258 02/09/10 17.03