Kapitel 19 Ligheder Min plan om at kontakte Rådet med det samme, røg i vasken. Hvad mekanikeren havde fået pillet ved var ikke til at sige, men det var ikke bare en ledning der skulle sættes rigtigt sammen. Den unge mekaniker vidste ikke nok. Det viste sig at han ikke engang havde færdiggjort sin træning, han var bare med som lærling. Han var dog parat til at tage udfordringen op, så han og Lydia forsvandt ned i maskinrummet med manualen til Skibet, og så kunne vi andre kun vente og håbe på det bedste. Tristan og jeg tog i stedet ind for at se til Kevin og Michelle. Denne gang sad Michelle op i sengen, hun havde fået farve i kinderne og selvom der kun var gået kort tid så hun sundere ud. Det lader til at det går fremad. Smilede Tristan og tog hendes hånd. Takket være Natalie. Jeg blev overrasket da Kevin rejste sig og slog armene om mig og trykkede mig ind til ham. Det var en ny fornemmelse og jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle reagere. Det er en anden måde at sige tak på. Forklarede Tristan da han så mit ansigtsudtryk. Han sendte mig et smil og rakte hånden frem mod mig. Taknemmeligt lod jeg mine fingre flette ind i hans og trak mig selv tættere på ham. Hans berøring var jeg tryg ved. Min hud kilder stadig. Betroede Michelle mig. Men jeg kan mærke min krop på en helt anden måde. Som om jeg forstår den anderledes. Så længe den stadig bearbejder cellerne vil du kunne mærke den kilde. Smilede jeg til hende. Og sådan som du mærker din krop, mærker jeg min hele tiden. Alle smerter er væk. Det eneste der er begyndt at gøre ondt er min hånd. Hun løftede den hånd hvor plastiktingen sad. Den de puttede medicin ind igennem. Fingrene havde en blålig farve. Det er plastikken. Jeg så op på Tristan. Mit blod har ikke kun givet hende min styrke, det har også givet hende min svaghed. Hvad skal det sige? Kevins stemme var skarp. Er hun mere som dig end som os nu? Hun er stadig Michelle. Svarede Tristan forsvarende. Og hun er i live, det var hvad du ønskede. Vi må bare fjerne plastikken fra hende. Påpegede jeg. Det vil kræve at vi fortæller sygeplejerskerne hvad vi gjorde og hvad der helbreder hende. Kevin så på Tristan. Vi bliver nødt til at fortælle hvad hendes blod kan gøre.
De vil jage hende for at få en kur. Tristan trykkede mig lidt tættere ind til sig. Måske ikke hvis der er bivirkninger ved det. Svarede Kevin. Hvis de efterfølgende ikke kan tåle plastik? Tror du ikke dem der er syge vil gøre hvad som helst for at blive raske? Også hvis det indebærer at de ikke kan tåle plastik? Tristans stemme var skarp. Stop nu drenge. Michelles stemme var stadig svag og træt. I skal ikke skændes, og selvfølgelig skal Natalie ikke afsløre sin hemmelighed. Jeg kan godt leve med at min hånd gør ondt. Det der undrer mig, er at din krop kan hele på trods af plastikken. Jeg så undrende på hende. Plastikken stopper normalt vores evne til at hele. Hvorfor slog det mig først nu? Hele forsøget kunne være gået i vasken på grund af noget så simpelt som et lille stykke plastik. Måske er det slet ikke på grund af plastikken min hånd gør ondt. Svarede Michelle og trak på skulderne. Den gjorde også ondt før fordi jeg hele tiden skal have denne her i. De kan snart ikke finde mine blodårer mere. Lad os se tiden an. Bad Tristan. Måske kan hendes krop godt tåle plastik. Han trykkede sine læber mod siden af mit hoved og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvor er jeg glad for at Tristan fandt dig. Smilede Michelle. Du virker også mere menneskelig denne gang. Lydia underviser hende. Svarede Tristan. Jeg kunne forestille mig at Lydia er den bedste til det. Michelle lænede sig tilbage mod puden. Det er ikke for at være uhøflig, men jeg er stadig træt hele tiden. Sørg for at få væske. Mindede jeg hende op. Det gør det lettere for mit blod at bevæge sig rundt i din krop. Vi kunne ikke gøre meget andet end at håbe på at Skibet snart ville fungere igen. I stedet for at tage direkte dertil, tog vi forbi det andet Skib, hvor Generalen stadig befandt sig. På en eller anden måde var det lykkedes dem at få rejst det op så det nu stod rigtigt, og dermed var til at bevæge sig rundt i. Så der er altså fire af din art der vil hjælpe med at forhindre angrebet. Konstaterede Generalen. Hvad kan vi gøre?
Ikke noget. Det handler om at få Skibet til at fungere igen, inden det er for sent. Svarede jeg opgivende. Og når jeg kontakter Rådet så hold afstand til dette Skib. Det er meget muligt de sprænger det så snart jeg fortæller at skjoldende er nede. Hvad med det andet? Spurgte Generalen. Jeg så over skulderen, for at sikre mig at Tristan stadig var et stykke væk. Det springer de også. Problemer er at jeg er nødt til at befinde mig i Skibet for at kunne kontakte Rådet. Så de springer dig med. Konstaterede han. Hvilket du ikke har nævnt for din kæreste. Det var første gang jeg hørte Tristan omtalt med ordet kæreste. Jeg kunne godt lide det og det gjorde ondt, når jeg tænkte på hvad jeg måtte gøre. Han behøver ikke vide det. Hviskede jeg. To af de andre er unge. Den ene kun et barn set med jeres øjne. Vil I ikke nok give dem en chance og tage dem til jer? De kan nå at tilpasse dig. Vi er parate til at give jer alle en chance. Svarede han. Bare bed om hjælpen. Du er ikke alene og vi kan mere end du tror. Jeg sender nogle mekanikere og nogle teknikere til dig med det samme. Tak. Og vi får brug for vand. Meget vand. Mumlede jeg. Lydia og de tre andre af min art, befandt sig alle i maskinrummet da Tristan og jeg kom tilbage. Lydia var taknemmelig for at der ville komme nogle flere teknikkere, mens den unge mekaniker var mere begejstret for sit nye navn. Lydia havde besluttet sig for at kalde ham David, fordi hun altid havde forestillet sig at hun skulle have en søn med det navn. A7624 havde fået navnet Daniel. Han havde selv valgt det efter en liste på Lydias telefon. Tristan, kan du ikke tage Victoria og David med og finde noget mad til os? Lige nu havde jeg brug for at han kom væk herfra. Og hvad vi ellers kan få brug for. Så snart de var ude af døren, fik jeg A7624, eller Daniel som han nu hed, til at gå med mig ned i kommandorummet. Hvad er din plan at fortælle dem? Spurgte han. Altså Rådet? Han snakkede det menneskelige sprog, hvilket overraskede mig. De vil springe dig i luften øjeblikkeligt hvis du siger at du nægter på grund af en menneskedreng. Jeg har tænkt mig at fortælle dem at planeten er ubeboelig på sigt. At vi bliver syge af det. Forklarede jeg ham. Jeg vil fortælle at jeg kun akkurat er i live, fordi jeg har trukket på jeres andres sidste livsenergi i håb om at holde længe nok til at få tingene til at virke og få kontakt til dem
og standse angrebet, således at de ikke dræber hele vores art. Michelles sygdom havde givet mig ideen. De vil stadig fjerne alle spor og springe Skibet. Påpegede Daniel. Begge Skibe. Du vil befinde dig i Skibet imens, og eksplosionen betyder plastikspyd der skydes ud af panelerne. De slår dig ihjel. Men jeg redder dem. Svarede jeg med en klump i halsen. Og du kan passe på Tristan og de andre for mig. Du kan sikre mig at de har det godt. Og se Tristans ansigt når det går op for ham at du ofrede dig selv for ham? Glem det. Jeg kontakter dem, jeg ofrer mig. Jeg kunne dog høre på hans stemme at der var noget der fik ham til at tvivle. Det må være mig. Jeg lagde en hånd mod hans overarm. En venlig bevægelse der var naturlig her, den var blevet naturlig for mig. Der er dog en ting jeg er nysgerrig efter at vide. Hvordan foregår vores parring? Han havde selv sagt at han havde været det igennem. Overvejer du en kombination af arterne? Spurgte han med et løftet øjenbryn. Lydia fortalte mig bare hvordan det foregår her, og fortalte også at det ikke nødvendigvis behøver føre til en graviditet. Jeg blev nysgerrig. Lydia er meget direkte, er hun ikke? Daniel satte sig ned. Hun delte din nysgerrighed, så jeg måtte sende de unge ud for at besvare hendes spørgsmål. Jeg kan så fortælle at vi også på det punkt ligner hinanden. Lydia er fantastisk. Smilede jeg. Hun er den bedste til at lære en om det at være menneske. Og så ser hun os som ligesindet. Tilsluttede Daniel sig. Hun har tilbudt mig, Victoria og David at flytte ind hos hende når der er kommet styr på alt det her. Jeg overvejer at tage imod. Det ville være rart at vide at du var tæt på dem. Kaptajn, der er en ting du må vide. Han så på mig. I mange år håbede jeg at jeg ville blive kaldt tilbage til avlsprogrammet, og at du ville være mit match. Alle dine gerninger har altid fascineret mig. Denne her fascinerer mig mere end noget andet. Dine følelser for Tristan fascinerer mig. Det at du er parat til at ofre dig for en anden art.. Der er en anden ting.. Jeg fortalte ham om Michelle og hvad jeg havde gjort. Så vores blod kan kurere deres sygdomme. Daniel så spekulativt ud i luften. De tømmer os for blod hvis de finder ud af det. Michelle siger ikke noget. Det mærkeligste er at det virker selvom hun har plastik i kroppen. Jeg tænkte ikke over det før i dag.
Man skulle tro jeg var forsker, for jeg har bestemt lyst til at undersøge mere omkring det. Tænk hvis vi med deres blod, bliver i stand til at modstå plastik? Har du undersøgt om hendes krop heler sig selv hvis man skader hende? Giver det hende vores evner til at manipulere metal? Det tør jeg ikke spørge hende om. Hun er ikke stærk nok endnu. Jeg rettede mig op da jeg hørte bilerne nærme sig. Sørg nu bare for at få den hjelm til at virke så jeg kan få stoppet det angreb.