Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 1 Betragtninger og indtryk fra et foredrag Mandag den 26. marts 2012 kl. 19 fællesmøde/foredrag på Hotel Skibelund Krat ved Vejen. 3 lokale foreninger under SE (Trekanten, Sønderjylland og Esbjerg SE) har i fællesskab hyret Gert Rune til fælles foredragsaften med det underliggende tema at bevare motivationen i en svær tid. Birgitte fra ESE kunne som foregangsmand/-kvinde for arrangementet byde alle fremmødte velkommen omkring 40 personer, hvoraf 11 kom fra ESE. Endvidere rettes en speciel velkomst til Gert Rune, 41 somre ung, tidl. kræftpatient, der efter operation / amputation har præsteret en helt ekstraordinær indsats ved bl.a. at gennemføre en maraton og senere en hel ironman. Gert Rune overtager herefter ordet og dette med en fin gestus nemlig markeringen af Victory med armene hævet til hyldest og en dybfølt udtrykken: YES - DET LYKKEDES. Her i dag bør der derfor kun lyde en særlig TAK for/til livets udfordringer. Ja - og her vi kan jo trods alt alligevel ikke takke nej. Livets udfordringer kommer jo efter eget sikre programmering nemlig at tingene oftest kommer/sker uanmeldt. Ironman med et ben - kun 16 år gammel mister Gert grundet kræftsygdom det ene ben - en ny og anderledes lang rejse med uventede udfordringer begynder, og dermed håbet om erhvervelsen af et bedre kendskab til sig selv. Selvsagt ville han helst have været denne proces foruden - altså helst have beholdt benet - men sådan er hans livshistorie altså ikke skrevet.
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 2 En pludselig manglende evne til bøjning i knæet var det første diffuse symptom på, at noget var galt. Undersøgelse på sygehuset fortalte en historie om en svulst. Dette skulle undersøges nærmere. Herefter fulgte en hurtig henvisning til et større hospital. Så lå det ligesom i kortene, at det kunne være noget alvorligere, når nu andre specialister skulle ind i billedet. Og jo desværre - der var en tumor ved knæet og den var ondartet. Gert fortæller her lige lidt få memoirer om oplevelsen af lægerne fra den gang: Den ene var en meget hvid og bleg mandsperson og den anden i udseende som Einstein. Sidstnævnte fortalte om konsekvenserne af kemobehandlinger og behovet herfor. Han gennemgik desuden procedurerne herfor. Dette omkring 4 måneder efter scanning. Einstein mente/lovede næsten, at der var gode muligheder for et normalt liv. Ulykkeligvis viste det sig, at svulsten havde vokset sig alt for stor (som en mindre bold) til at denne kunne fjernes separat, og en amputation af benet over knæet var derfor en nødvendighed. Dette rejste efterfølgende et væld af tanker omkring livets store spørgsmål for egne fremtidige muligheder. Masser af tænkte og kendte begrænsninger gør det netop så svært at se de muligheder, der trods alt også gives selv i en så vanskelig situation. Dette at vågne med kun en fod og stadig mene/føle, at man har to, er en hurdle, der er svær at overvinde. Tankerne skal have tid til at falde på plads overfor det uafvendelige. Nogle gode tanker var dog: jeg lever, uden amputation intet liv - og senere - nu kan jeg da tage benene på nakken ingen snak om sure tæer etc. Altså at få vendt det negative til noget forholdsvist positivt ved at se mulighederne i den nu givne situation. Gert har efterfølgende arbejdet med sit livs udvikling i en for ham ønsket retning, men selvfølgelig er dette også påvirket af ydre forhold. Til perspektivering har han udarbejdet et PowerPoint show over hans mange gode resultater i tiden efter diagnosen og den efterfølgende amputation. Heri indgår bl.a. beskrivelse af deltagelse i maraton ved Hamburg, deltagelse i Ironman, bestræbelserne med at skaffe sponsorer til hjælpemidler, forberedelser og livet som sådan. Omgivelsernes reaktion på handicappet var, som vi desværre ofte ser, en tilbagetrækken fra fællesskabet, tab af venskaber og mere isolation i forhold til det tidligere sociale liv. Noget der nok uafvendeligt kommer uden at være bevidst valgt fra nogen af siderne, men alligevel er trist. Tabet af benet og begrænsningerne i det fysiske medførte andre mønstre, mere stillesiddende virke indendørs som fx computerrelationer (noget som vel egentlig er ganske normalt for andre, men her er det ikke helt eget valg) og den hermed egentlig ufrivillige valgte isolation. Forældrenes reaktion er jo oftest bekymring og alligevel med håb om udvikling på forskelligartet niveau. Moderen presser på Gert til mentalt at tænke/reagere udadvendt. Hun peger bl.a. på muligheden for svømning som en god udfordring og mulighed for netop at komme ud blandt andre mennesker igen. Her spiller blufærdigheden hos den enkelte dog ofte ind som en begrænsende faktor den kender nemlig ingen grænser. Følelsen af at ALLE KIGGER OG STIRRER JO. Det er jo noget anderledes, der kommer der. Hvis vi her lige tænker nærmere efter, er dette selvfølgelig sandt; men vi glemmer i den forbindelse at huske på, at uanset hvad der sker, ja så kigger folk jo normalt altid. Med og uden handicap - ja så kigger/stirrer folk når der sker en ændring i synsbilledet/af synsindtrykkene, for vi mennesker er jo normalt født ret nysgerrige sociale dyr. Efter den første svære fase viste det sig hurtigt at netop på dette område havde Gert særlig talenter bl.a. evnen til at kunne koncentrere sig og gøre noget ud af træningen vi ved jo øvelse gør
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 3 mester jo der var absolut muligheder her. Han husker med glæde sit første stævne, hvor han blev den bedste i sin klasse JUHU JUHU han var dog også eneste deltager her. Men dette at være god til noget er jo en succesoplevelse i sig selv. Konkurrencemenneskets opium, motivationen til at blive endnu bedre fremmes. Mere træning gør ham også bedre landsholdet venter. Faderens stoiske ro, udtrykt ved en bemærkning om hvad skal det være godt for, viser os her et tegn på, vigtigheden af at bevare fødderne på jorden, forholde sig mere rationel og tage fremskridtene med det in mente. Altså lidt jysk snusfornuft, som dog desværre kan virke lidt demotiverende, men det er sandsynligvis nok ikke er ment som sådan. Følelser er jo en svær tingat kapere især som mand. Gert bliver undervejs tilkoblet en fysioterapeut - en to meter høj mandsperson - som på ham virker meget motiverende. Denne træner fungerer desuden også som mental træner, og ved meget om dette at bygge en person op. På landsholdet for handicappede udviklede det sig også til venskaber atleterne imellem trods mange forskelligartede handicaps. Der var her en noget brutal men alligevel ret kærlig tone dem imellem. Gert kunne her fortælle om en blind kammerat, som via hjælp til primært selvhjælp havde evnet at tilegne sig hurtig intuitiv viden om bl.a. dette at dække bord korrekt. Faktisk kunne han næsten skjule sit handicap i sit daglige virke. Det var blandt dem helt normalt at bruge lidt rabiate øgenavne (kælenavne), som ofte havde relation til netop deres handicap. Fx den etbenede (normalt nok), det blinde spektakel (fordi han talte meget). En anden anekdote lød om Kim, der ingen brugbare armmuskler besidder, som så i stedet bruger sine fødder ret effektivt bl.a. til dette at rede sit eget hår. Han kaldtes blandt venner for ArmeKim, andre var Kiksene, 2+4 etc. Jo - humoren kender ingen grænser. Jo selv med små ressourcer kan enhver udnytte disse mere optimalt og komme ret så langt i tilværelsen så giv lige tid for eftertanke. Ifølge træneren var Gert på dette tidspunkt ikke det store talent, men hans træningsindsats havde gjort ham mægtig god. Derfor var Gert udset til at komme med til OL (paraolympiske lege) - endnu mere JUHU. Medaljer venter!!!??? En engelsk deltager, John, der manglede såvel arme som ben - han havde blot en benstump tilbage - svømmede 50 meter distancen på omkring 3 minutter, bare fint! Nogle af de andre drillede ham og sagde han snød. De mente, han jo brugte ørerne som ekstra hjælp under svømningen. Jo kreative hjerner er ofte hurtige i replikken. Han var desuden den, der hurtigst kunne drikke en øl, idet han var vant til at drikke gennem et sugerør. Gert husker med myrekryb indmarchen som noget af det største, han har oplevet. Dette at komme ind på et fyldt stadion under overvågning af omkring 60.000 begejstrede tilskuere virker jo opildnende på selv den bedste. Vi stilles nu her overfor den opgave at bruge et minut på eftertanke omkring en af de livsudfordringer, som vi selv har oplevet på egen krop. Herefter erfaringsudveksling med en af dem vi her sidder ved siden af. Et spørgsmål ind til Gerts arbejdsmæssige baggrund vil blive besvaret lidt senere. Herefter var der en generel snak - to og to - om livsoplevelser på godt og ondt.
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 4 Et nyt konkret spørgsmål vækker os så op til fornyet debat: Kræver det mod at søge job? Ja - var her den overordnede betragtning/svar. Gert vil her gerne have at nogle stykker (3-4) fortæller netop deres historie for forsamlingen. Jan fra ESE meldte sig straks på banen, og fortæller om et nyt kapitel i hans liv fra dette at være en svært overvægtig gut, der gennem tiden har været gennem flere slankekure, som dog ikke virkede helt efter hensigten. Han har nu omsider fået lavet en gastrisk bypass. Dette har so far - indtil nu betydet et vægttab på 48 kg, mindre appetit, fornuftigere kostplanlægning etc. Alt sammen gode positive oplevelser. Men det bedste ved det hele var/er en sidegevinst af de helbredsmæssigt bedre - for tidligere havde han sukkersyge (diabetes 2) og nu efter operationen er denne sygdom så pist borte - væk. Og ja som sagt af Gert: JUHU! Desuden har han i perioden oplevet bedre tilknytning til arbejdsmarkedet igen, idet han nu i perioder har været nogle ture forbi Grønland som hovmestervikar. Denne mulighed ser nu ud til at udvikle sig og vil måske på sigt kunne føre til et fast job. Hvilket han selvfølgelig tror og håber på og vi med ham. En god og positiv faktuel historie. Birgitte - ligeledes fra ESE - fortæller efterfølgende en anekdote om netværket som et socialt opsamlingssted fra en deprimerende næsten håbløs jobsøgning, der - som tiden er gået - blot har ført/fører en person ud i et sort hul. Manglende tiltro til nytteværdien og troen på at jobmuligheden nu også er til stede/er reel.
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 5 Mere eksakt blev der talt om en person, som nu også er kommet i et vikariat. Også her håber vi og beder til, at det netop er jobåbningen! Vi har da heldigvis bemærket, at vedkommende atter har fået troen på mulighederne tilbage. Gert udtrykker her sin tilfredshed over de netop fortalte historier. Disse er netop inspirerende i deres cyklus og fortæller noget om livets udfordringer. Disse udfordringer kan jo også beskrives rent visuelt v.h.a. en sort affaldspose, som trækkes ned over hovedet og kroppen. Det nære, snævre og strammende problem. Et lille problem, der ikke løses straks, har det med at vokse sig større. Herved forvrænges proportionerne ofte og bliver overdimensionerede/uoverskuelige. Set for andre virker problemet måske som lille, men for nogle pustes det simpelt urimeligt op (posen pustes op, bliver større). Nogle mennesker bliver også alt for let SELV deres problem, og på sigt bliver det så også deres identitet i forhold til omverdenen. En navlebeskuende og trist indadvendt tilværelse præger dem. Men pludselig - og heldigvis for det kommer der et ganske lille hul i posen og de tør kigge ud hullet vokser sig større (vises visuelt med posen). Hovedet bliver ligesom fri og personen føler sig nu reelt fri, men rent kropsligt er vedkommende stadig fanget i de gamle mønstre. Ændringer er jo adfærdsbetingede og derfor skal der også ske flere vaneændringer, inden man med rette får etableret en ny identitet. Tidligere holdt Gert op til 2-3 foredrag pr. måned. Kunne han nu leve af det? Ja - men kun hvis betalingen så ellers var derefter, og vi ved jo alle, at ingen frivilligt vil betale for et foredrag, med mindre det også er givtigt. Så altså nye engagementer søges løbende.
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 6 Her ser vi netop vigtigheden af at have et eller flere netværk til at sælge sig og så ellers gøre god brug af den hårde rå canvas selvopsøgning af muligheder. Det kræver mod at gøre det udadvendte, men det åbner op for mulighederne, idet det er med til at åbne øjne og sparke døre ind. Da der jo skal skaffes penge til løbende udgifter, husleje etc. ja så må man nødvendigvis være om sig. Gert kalder sig i den forbindelse konsulent. Han konstaterer tørt, at nogle dage jo godt kan være grå og triste. Så er det netop godt at have venner/netværk, som kan være med til at sparke én i gang. Vi oplever jo alle ups and downs, men det sted hvor den reelle udvikling finder sted er i mellemfaserne for her er hjernen mest målrettet. PAUSE Herefter var der lige en indlagt pause frem til kl. 20:20 SE var her vært ved en bolle, kaffe og blødt brød. Gert s uddannelsesmæssige baggrund er egentlig bankmand,. Da der så var prikkerunder først i 90 erne tog han sit liv op til revision, stemte af og tog efterfølgende bl.a. et 7 års forløb hos Mærsk som trainee (shippingman?). Gert fortæller her en anekdote fra tiden lige før en julefrokost, hvor de skulle samles 250 mennesker. Opstarten foregik hjemme hos en anden af de tilmeldte, men netop den dag ville den glade stemning ikke rigtigt indfinde sig. Der skete ligesom ikke rigtigt noget. Så af sted med S-toget mod målet, lidt drikkevarer med, men stadig ingen stemning! 2 gamle mennesker stiger på toget, og de kigger selvfølgelig på de unge mennesker, der ikke ser specielt feststemte ud. Men pludselig svinger Gert sit ben helte vejen rundt,. De gamle virker herved let paniske så endnu et sving. Ved næste station skynder de sig i hvert fald af (de skulle måske have været af alligevel men hvad). Denne reaktion udløser en ret løssluppen stemning, som forplanter sig til hele vognen, og Gert snurrer gerne benet flere gange rundt. Jo nu har den rette julestemning indfundet sig. Mød verden med åbent og lyst sind! Glade mennesker kan ikke også være deprimerede på samme tid. Så derfor grin og smil til verden! dog uden at det virker tosseglad. Undervejs i livet hører Gert så om andres præstationer her og nu, bl.a. som deltagere i en Ironman. Gert tænker: AHA (kan dog i første omgang ikke lige se hvad der kræves) - her er der altså også muligheder. Han sætter derfor fokus på kravene og starter så i det små. Hvordan tænker hjernen? specielt ens egen. Tankemæssigt skal man jo ændre de negativt betonede mønstre, der i sig virker begrænsende. Gert vidste jo, han kunne svømme, men hvad med de andre discipliner?
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 7 Opstarten kunne jo udmærket være et maraton løbselementet men en øget træningsindsats må der til. Også det mentale pres ved at have tilmeldt sig Hamborg maraton var et motiverende led til at gøre noget mere ved netop træningen. Vi får her en beskrivelse af turen. Gert havde in mente husket, hvad han havde lært under træningssessionerne - nemlig dette med ikke at lægge for hårdt ud. Hans løbstid blev omkring 2 timer og 43 minutter (?) og Gert fik her - for sin præstation - endnu en medalje af fineste karat til samlingen. Mere herom kan i øvrigt googles på nettet søg blot på www.gertrune.dk. Men gennemførelsen gav blot mere blod på tanden og han vil søge videre med drømmen om en hel ironman. Cykling vil her nok være en stor hurdle for ham at overvinde, for ved fugt/sved bliver benprotesen jo glat og vil ikke sidde fast. Desuden hvad med cyklen? Hvilken slags skulle det være? Hvordan skulle den drives frem? Den skal jo være tilpasset den enkeltes handicapforhold. Første gang meldte cykelkonstruktøren efter kort tid fra overfor problemstillingerne. Udfordringen var sandsynligvis for stor og/eller kompleks. Dette var altså lidt deprimerende. Gert fik så gang i egen tankevirksomhed omkring mulige løsninger man er vel en slags Storm-P. Denne har i hvert fald ikke levet forgæves. Cyklen bliver konstrueret og det påregnes at benstumpen skulle sørge for styringen, idet armene og det andet ben skulle sørge for fremdriften. Dette var dog ikke så ligetil en sag. Så træning og træning samt læren om at samarbejde enhederne imellem (kroppen også betragtet som del af enhederne) kan på sigt udløse mirakler. Men tiden er kort og han var tilmeldt. Først 14 dage før afholdelsen af arrangementet lykkedes det Gert at få skabt sig et sponsorat gennem Vendsyssel Sparekasse. Alle øvrige havde pænt takket nej. For selv om projektet var stort og vel egentlig ville kunne skabe en hel del mediebevågenhed, ja så ville mulige kvalificerede sponsorer hellere bakke om håndbolddamerne og deslige. De manglede visioner ud over det almene. Selve arrangementet fandt sted i en fantastisk kulisse, og her efterfølgende kan Gert ikke helt huske, hvordan han gennemførte sidste del - de 42 km løb - idet 100.000 engagerede tilskuere ligefrem bar deltagere frem mod målet. Vil man erfare lidt mere om dette store arrangement, ja så er der forbindelse til videoklip, som ligger tilgængelige på nettet. Vi ved vel alle, hvor svært det er at bede om hjælp medens man gerne vil/er klar til at yde hjælp, blot man spørges. HJÆLP til SELVHJÆLP er altid en brugbar vej at gå. Det kan således klart anbefales, at man stedse er åben omkring sine forhold dette dog uden nødvendigvis at skulle krænge hele sit muligvis håbløse liv ud for alverden. Vi ser en stadig gennemstrømning på arbejdsmarkedet ca. 850.000 stillinger skifter årligt besætning. Heraf er det kun de 16.000, der besættes via ansøgninger, ellers er det generelt netværk af forskellige afarter, der står som vigtige faktorer. Det er derfor yderst vigtigt selv at tænke ud af boksen og være god til at trække på hjælp fra andre. På PowerPoint showet kunne vi iagttage start på svømningen til ironman-arrangementet. For Gerts vedkommende hang det med cyklingen lidt. Han havde sandsynligvis også for få kilometer i
Ironman bevare motivationen i en svær tid - del af livsnovelle 8 benene, men så måtte det jo briste eller bære. Som nævnt tidligere bar tilskueropbakningen ham dog hele vejen igennem. De sidste mange kilometer var jo som en rus. Resultat nummer 1234 ud af 1700 startende jo atter JUHU! De der opnår succes, er jo primært også dem, der aldrig giver op. Gerts næste store mål i livet er at få kæreste/kone og børn. Så må træningen og de store ambitioner nok stilles lidt i skyggen, idet et seriøst forhold jo skal plejes for at være vedvarende. Men udfordringen til os alle: kom ud af sofaen, vær aktiv, dette giver energi, mere livslyst, kort sagt positivitet til tilværelsen. For Gert og vel også for os andre er det vigtigt at få det rigtige ben ud af sengen. Afrunding af foredraget skete med spørgsmål fra salen. Omkring 39 deltog ved mødet ud af 43 tilmeldte. Konklusion: Et digert og seriøst foredrag/oplæg, krydret med humor og engagement. Der kunne sagtens være beskrevet mere, men ingredienserne her er dem jeg har valgt som fokus. Mig bekendt var der ingen utilfredse og negative reaktioner på dette tiltag, men i stedet kun idel tilfredshed og bevidsthed om værdien af dette at kunne/ville netværke og skabe forbindelser/relationer i livet. Jeg kan så absolut anbefale arrangementet. Det er et solstrejf, som vi godt kan bruge nogle flere af i vor daglige trummerum med jobsøgning, afslag og nye tiltag. For hvad er en landevej uden kroer? Arly Runge