Prædiken 5. søndag efter Trinitatis Salmer Indgangssalme: DDS 736: Den mørke nat forgangen er (mel.: Winding) Salme mellem læsninger: DDS 422: Hellig, hellig, hellig Salme før prædikenen: DDS 147: Der sad en fisker Salme efter prædikenen: DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige Nadversalme: DDS 464: Jeg kommer, Herre, på dit ord Udgangssalme: DDS 365: Guds kærlighed ej grænse ved Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon:»Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!«men Simon svarede:»mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.«det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde:»gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.«for han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon:»Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.«og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. (Luk 5,1-11) 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
Herre. Luk vores ører op, så vi hører dit evige ord. Lad os leve af det i det liv, som du dagligt skænker os. Man siger, at kristendommen henvender sig til alle. Det er på en måde rigtigt. Gud skal, hedder det jo, blive alt i alle. Så naturligvis må det være sådan. Kristendommen forstået som forholdet til Gud som vores skaber og forløser, må naturligvis angå os alle. Hver eneste af os. Ingen kan, eller rettere, ingen burde kunne knibe sig udenom. Alligevel er det i en anden forstand noget snak at kristendommen henvender sig til alle. For det forholder sig jo ikke sådan. Vi kan bare se på, hvordan det er med os selv. Vi har jo en tilbøjelighed til at blive fanget ind af så meget andet; alt det, vi har så travlt med. Der er så meget, der trænger sig på; så meget, der lige nu kan synes vigtigere end det med Gud os. Så nej, kristendommen henvender sig ikke til alle, som en anden foredragsholder eller interessant tv-vært gør til sit publikum eller sine seere. Jesus henvender sig derimod til hver enkelt for sig; tager hver enkelt afsides og siger så til hende eller ham: Nu er det så os to. Lad os glemme alle de andre. Lad os lige nu og hér lade som om, der ikke er andre i verden end os. Og lad så os to tale alvorligt sammen. Gud kender nemlig sin tid og véd, at ikke enhver tid er den rette. Han taler ikke uden videre til mennesket i alle mulige situationer. Han taler til mennesket, til hver enkelt af os, i en ganske bestemt situation. For han taler kun til mennesket, når det er kommet i en fortvivlet situation. Når alle veje lukker sig for os. Når alt slår sammen over hovedet på os. Når vi modstræbende må indse, at alt det, vi i os selv vil nå, opnå og bygge vores liv på i virkeligheden ikke er andet end jagen efter vind. Når det går op for os, at det vi vil gøre til det endelige og ultimative i vores liv, hverken rummer evighedens gyldighed eller livets grund. Kristendommen henvender sig ikke til alle mulige mennesker, men kun til det menneske, der er fortvivlet. Til Peter, der har fisket hele natten uden at fange noget. Kristendommen er for de syge, ikke for de raske. Jesus møder os som de fortabte, fortvivlede og mislykkede. 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
At være fortvivlet er ikke bare en tilfældig følelse eller flygtig sindsstemning. At fortvivle er, har Kierkegaard forvisset os om, at lide nederlag i selve den opgave at blive menneske. Det er at miste sig selv, at gå glip af sig selv. Og det er selve fortvivlelsen. For det er at fejle i den eneste opgave, der er givet ethvert menneske. Livet rummer sådan set så mange opgaver, store og små forehavender, og hver eneste af os har sine særlige opgaver. Men der er én opgave, der i lige grad er stillet enhver; den opgave at leve i selvforglemmende kærlighed til sit medmenneske, og at fejle i den opgave er selve fortabelsen. På samme tid fortabelsens grund, udtryk og udkomme. Kristendommen er for den fortvivlede. Nuvel, men det vil så igen sige enhver. Hver eneste af os. For stillet over for denne fordring om at blive et menneske ved at forglemme os selv i kærligheden til næsten, kommer vi til kort. Hver eneste af os. Intet menneske er i denne forstand nogensinde virkelig blevet et menneske. Vores medmenneske står overfor os som en uindløst fordring, som vi aldrig kan løbe fra. Vi lader naturligvis som om, at det ikke er sådan. Vi lever videre; har måske succes i livet; vi er glade og tilfredse. Men midt i det alt sammen er vi fortvivlede og fortabte. For vi får aldrig indløst medmenneskets fordring på os. Og dermed står vi blottede over for fordringens ophav den nådige Gud selv. Måske kan vi endda manøvrere uden at fordringen generer os. Uden at vi for alvor konfronteres med den. Men når livet er forbi; når dødens og evighedens tavshed omgiver os, da bliver alle vores gerninger, bedrifter og successer glemt. Og kun Guds fordring på, at vi skulle have levet vores liv anderledes ikke for vores skyld, men for næstens, står tilbage. Da afsløres det, at vi levede i fortvivlelse og fortabelse og aldrig fik virkeliggjort os selv som et menneske. Kristendommen er kun for den fortvivlede. For det menneske, der endnu i dette liv, når til at erkende, at hun eller han ikke selv kan leve livet. Og hvad, må vi så nok spørge, har Gud så at sige til denne fortvivlede? Han siger, til hver enkelt af os, at vi dog skal leve livet. Vi sendes tilbage til det liv, vi nu en gang har fået. Men vi skal ikke længere leve det ved egen hjælp eller egen formåen, men på Guds ord. Jeg formår ingenting, er Peters selvafslørende replik. Jeg har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord Således også med os; vi er fortvivlede som 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
Peter, der en hel nat igennem intet havde fanget; ikke havde fået virkeliggjort det, som det egentlig drejer sig om. På præcis samme måde er det med os. Ligegyldigt, hvad vi så ellers er blevet til hér i livet; hvis vi ikke har honoreret Guds fordring på os, er vi, så vidt det står til os selv, fortabte og fanget i fortvivlelsen. Vi har, når vi indser det, ingen mulighed tilbage, men sidder tilbage uden noget at give af. Fanget i denne fortvivlelsens situation er en opfordring til at begynde forfra som sådan absurd. For hvad nytte skal det gøre? Ikke desto mindre er det, hvad Jesus gør: Peter du skal begynde igen. Du skal gøre det hele forfra. Men denne gang skal du ikke gøre det alene. Du skal gøre det på Guds ord. Og i det ord, i det guddommelige ord, i hvilket vi sendes tilbage til livet, bliver alting anderledes. Alt forandres og bliver nyt. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvad der i øvrigt sker med os. Om vi lykkes eller mislykkes med de konkrete opgaver. For i evangeliet møder vi forløsningen og oplever muligheden for at møde næstens fordring. Og dermed er vi i Guds fortællingen allerede og på forhånd lykkedes hér i livet. At leve på Guds ord er at overgive ham ansvaret, og så er det pludselig af mindre betydning, hvad der kommer ud af det; om det lykkes eller ej, giver, når vi holder os til Vorherres store guddommelige fortælling, ikke grund til fortvivlelse eller bekymring. Når vi sendes tilbage i vores liv og lever videre på hans evige ord, siger vi samtidig ja til vores egne muligheder hér i tilværelsen; ubekymret om det lykkes eller om det mislykkes, fordi vi har lov til at leve vores liv på hans ord. Misforstå mig ikke hvordan det går os, og hvad der hænder os betyder meget. Det kan have stor betydning for os selv, vores nærmeste, vores familie, mand, kone, børn eller hvad man nu sådan går og har. Det kan det da. Og derfor er der da også al mulig god grund til at gøre sig umage. Til virkelig at prøve at gøre de ting, der nu falder for, og som i situationen virker som det rigtige at gøre. Det skylder vi både os selv og i hvert fald vores næste. Men det er ikke det samme som, at det er afgørende. For i kristendommen er det afgørende allerede sket. Det skete for to årtusinder siden, da Gud selv blev menneske, og gik rundt iblandt os for til sidst på sine trætte fødder at bevæge sig ad støvede veje og uvejsomme stier til Jerusalem, hvor den almægtige Gud gik ind i døden som et afmægtigt menneske. 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
Dét, er det afgørende. Dét og alene det er sandheden om vores liv. For kristendommen sætter alt det andet i relief og gør det relativt til dette ene. Derfor er kristendommen også dommen over vores liv; over menneskelivet som sådan. Gå bort fra mig, sagde Peter, for jeg er en syndig mand. Peter er blevet afsløret, demaskeret, udstillet. Han havde ikke troet på, at han skulle få succes med at sejle ud igen. Han havde ikke taget Jesus på hans guddommelige ord. Han havde derfor ikke taget Gud på ordet. Det er, hvad kristendommen afslører for os; når Gud siger til os, at vi dog skal leve livet videre men at vi nu skal leve det på hans ord, og ikke som vi nu selv tror, at det skal være. Det betyder nemlig så meget som, at hele vores liv, som det er i sig selv, er tomhed og ligegyldighed. Fordi vi ikke i os selv magter andet. At alt det, som vi går og tror er det egentlige, afsløres som slet og ret ingenting. Og det er så dér, vi står, stillet overfor den samme afsløring som Peter oplevede. Du skal blive menneskefisker, sagde Jesus til Peter. Du skal ikke leve dit liv for din egen skyld, men for dit medmenneskes skyld. Det kan du ikke selv, for du vil aldrig kunne andet end at stå i gæld til dit medmenneske. Men jeg, fortsætter Jesus, men jeg vil give dig at leve dit liv for dit medmenneske. Således er det også med os andre. Når vi lever livet videre som det nu en gang er men ikke længere lever det alene, men på hans guddommelige ord. Da og kun da vil vi også kunne leve det på hans ord; ikke længere kun for vores egen, men også for vores medmenneskes skyld. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Og giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig. Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. Hold din hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Lær dem at bruge magten til at værne den svage. Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6
/SPV 5/7-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 7