Det talte ord gælder Den danske indsats mod terrorisme Danmark og den øvrige vestlige verden har oplevet en stigende terrortrussel i de seneste år, og der vurderes i dag at være en generel terrortrussel mod Danmark. Terrortruslen mod Danmark stammer hovedsagelig fra netværk, grupper og enkeltpersoner, der bekender sig til forskellige former for militant islamistisk ideologi. Terrorangreb kan finde sted, uden at der på forhånd foreligger efterretningsmæssige indikationer, det vil sige uden varsel. Det viser erfaringen fra ikke mindst angrebene i Madrid 2004 og London 2005, som også illustrerer, at man med let tilgængelige materialer kan forårsage ganske alvorlig skade. Komplekse og spektakulære angreb forudsætter betydelige ressourcer og netværk i forhold til bl.a. logistik, og de vil derfor ofte være vanskelige at gennemføre. Mere enkle angreb med simplere midler kan derimod gennemføres med mindre forberedelse, ressourcer og netværk og kræver derfor særlig opmærksomhed fra myndighedernes side. Det er PET s vurdering, at Danmarks deltagelse i de militære aktioner i Afghanistan og Irak samt tegningesagen i et vist omfang har medvirket til at øge opmærksomheden om Danmark i militante ekstremistiske kredse som et potentielt terrormål. Der findes ingen entydig profil på personer, der radikaliseres og efterfølgende rekrutteres til terrorisme. De seneste års erfaring fra både Danmark og andre europæiske lande viser dog, at en betydelig og stigende andel af de militante ekstremister tilhører den gruppe af yngre eller meget unge mænd, der er født og opvokset i Vesten. Disse såkaldte hjemmedyrkede ekstremister har ofte gennemgået en hurtig radikaliseringsproces, hvor internettet, etablerede ekstremistiske ideologer og karismatiske personer i kombination med venner og personlige netværk typisk har spillet en betydelig rolle. Disse personer er ikke nødvendigvis forankret i et bestemt konfliktområde, men ser nærmere sig selv som en del af et verdensomspændende muslimsk fællesskab, som i deres øjne er under angreb. Myndighedernes øgede indsats mod terror har betydet, at det i de seneste år er blevet vanskeligere at ramme højt profilerede, beskyttede mål. Samtidig er angreb udført på ubeskyttede steder mod større menneskemængder for dermed at opnå så store tab som muligt fortsat et af de foretrukne midler for terrorister. Der er også eksempler på angreb mod mål med et klart symbolsk eller politisk sigte, som det var tilfældet med mordet på Theo Van Gogh i Holland. Angreb på offentlige transportmidler foretrækkes ofte af terrorister. Det skyldes ikke mindst, at de er lettilgængelige mål, hvor mange mennesker er tæt samlet, og hvor et angreb vil have stor psykologisk effekt i offentligheden.
Der er i Vesten forholdsvis få eksempler på, at terrorister ser kritisk national infrastruktur som et mål i sig selv. Terrorister anvender typisk improviserede eller ikke-fabriksfremstillede bomber, der kan fremstilles relativt enkelt under anvendelse af lettilgængelige materialer. Samtidig er det imidlertid tydeligt, at terrorgrupper konstant søger at udvikle nye, overraskende og dermed svært forudsigelige angrebsformer. Danske rejsende i udlandet vurderes generelt ikke at være mere udsatte for terror end andre. Den primære risiko for, at danskere bliver udsat for terroraktioner i udlandet hænger sammen med, at danskere typisk opholder sig på steder, hvor andre vesterlændinge færdes, og at visse steder kan være i terroristers søgelys som mulige mål. Danmarks eksponering i forbindelse med deltagelsen i de militære aktioner i Afghanistan og Irak samt tegningesagen kan imidlertid betyde, at åbenlyse danske mål i højere grad kan være truet af terrorhandlinger, end det gælder for en række andre lande. Al Qaida spiller en central rolle i den internationale terrorisme. Invasionen af Afghanistan efter den 11. september 2001 betød, at Al-Qaidas centrale ledelse og organisation blev flyttet til Pakistan og grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. Herfra har Al-Qaida været i stand til at genvinde sin rolle som bannerfører for den militante sunniekstremisme og gradvist genopbygget sin evne til at udpege og planlægge mål for terrorhandlinger i udlandet. Man kan således i dag tale om tre typer af Al-Qaida. For det første ledelsen og kerneorganisationen i Pakistan, dernæst det globale netværk af Al-Qaida relaterede terrorgrupper, og som den tredje gruppe de uformelle netværk af ekstremister i bl.a. Europa, som identificerer sig med Al- Qaidas ideologi og som i større eller mindre udtrækning har forbindelse til Al-Qaida eller Al-Qaida relaterede grupper. Som nævnt er en betydelig og stigende andel af de militante ekstremister unge mænd, der er født og opvokset i Vesten, og som gennemgår et radikaliseringsforløb. Ved radikalisering forstås i denne sammenhæng en proces, hvori i en person i stigende grad accepterer anvendelsen af udemokratiske eller voldelige midler i bestræbelserne på at opnå et bestemt ideologisk mål. Radikalisering er imidlertid ikke udelukkende et islamistisk fænomen. Det foregår også i andre ekstremistiske miljøer, herunder i visse politiske miljøer. De såkaldte hjemmedyrkede ekstremister indgår ofte i netværk, som har en social funktion for den enkelte, og radikaliseringsprocesserne finder ofte sted inden for sådanne netværk. Netværk af hjemmedyrkede ekstremister er ofte karakteriseret ved at være løst strukturerede, bestående af unge typisk mellem 16 og 25 år, som er født eller vokset op i Danmark. De unge ser ofte sig selv som en del af et globalt islamistisk netværk i mange tilfælde med en dagsorden, hvor vold spiller en central rolle.
Det er tit både lokale og globale problemstillinger, som disse netværk relaterer sig til. Det indebærer, at internationale hændelser kan have betydning for disse gruppers ageren og ideologiske overbevisning, og at netværkene lader sig inspirere af kendte islamistiske ideologer, hvis budskaber gengives på islamistiske hjemmesider. Netværkene kan på den ene side være meget lukkede i organiseringen af deres aktiviteter og mødes i det skjulte i privat regi. På den anden side kan netværkene også ofte være udadvendte med hensyn til at udbrede deres budskaber og kan være moraliserende om religiøs adfærd overfor deres øvrige omgangskreds. Motivationsfaktorer for at tilslutte sig radikale islamistiske budskaber er ofte mange og komplekse. Det kan være sociale og kulturelle problemstillinger så som identitetsproblemer, afstandtagen til forældrenes liv og religiøsitet. Det kan også være konflikter med de etablerede religiøse ledere, som traditionelt primært har prædiket om forhold i Mellemøsten, Asien eller Afrika og dermed efter nogles opfattelse ikke har været i stand til at forholde sig til det omgivende vestlige samfund, som de unge befinder sig i. Netværkene kan være sammensat enten af personer med samme etniske tilhørsforhold eller på tværs af etniske skel og med forskellige baggrunde, herunder også unge, der konverterer til islam. Der er ofte ikke nogen udpræget hierarkisk struktur, men der kan ofte være én i gruppen, som har en højere status, f.eks. på grund af viden om islam, og de enkelte medlemmer vil ofte have forskellige roller, uden at de nødvendigvis er veldefinerede. I et netværk drives radikaliseringsprocessen ofte fremad af en såkaldt radikalisator, som giver vejledning i religiøse og politiske spørgsmål. Radikalisatoren er oftest en person, der har direkte kontakt med personer, som gennemgår radikaliseringen. Der kan dog også være tale om mere indirekte kontakter, f.eks. via internettet. Der er eksempler på, at en radikalisator udser sig en person, som kan indoktrineres til at indgå i eller støtte et terrornetværk eller en -gruppe. En radikalisator kan udvælge en person med særlige kompetencer, alt efter om målpersonen planlægges at skulle deltage aktivt i et terrorangreb eller anvendes til støttefunktioner. Der er også eksempler på, at personer, der er modtagelige over for radikale synspunkter selv spiller en aktiv rolle og opsøger radikalisatoren. For internetbrugere kan det f.eks. komme til udtryk i besøg på bestemte hjemmesider, hvor spørgsmål og henvendelser om religiøse og politiske emner besvares af mere eller mindre selvudråbte religiøse autoriteter. Radikaliseringen vil typisk være faseopdelt, hvor der indledningsvis skabes kontakt med en radikalisator, mens man i de efterfølgende faser hos den radikaliserede vil kunne se ændrede handlingsmønstre, stigende isolering og hærdning med henblik på gennemførelse af egentlige terrorhandlinger. Et radikaliseringsforløb vil ofte være præget af en stærk gruppedynamik, men der er også set enkelte eksempler på det man kan beskrive som selvradikalisering, der typisk foregår under anvendelse af hjemmesider og chat-fora på internettet.
Hvis en person pludselig ændrer adfærd og i løbet af kort tid begynder at opfatte sig selv som stærkt troende og begynder at udtrykke ekstremistiske synspunkter, kan det imidlertid være tegn på, at vedkommende gennemgår en radikaliseringproces. Opmærksomheden bør derfor i særlig grad være rettet mod sådanne hurtige ændringer i en persons fremtoning og adfærd. Religiøsitet er et centralt træk hos islamistiske ekstremister, der generelt opfatter sig selv som stærkt troende. Men stærk religiøsitet er ikke i sig selv en tilstrækkelig indikator på radikalisering, da det store flertal af meget religiøse muslimer ikke sympatiserer med militant ekstremisme. Tilsvarende har en række af de islamistiske ekstremister ofte kun et overfladisk forhold til islam og fokuserer ofte i højere på de politiske frem for de religiøse aspekter. En indikator på et radikaliseringsforløb kan være en kraftigt stigende eller hurtigt forandret religiøsitet. En anden indikator kan være, at personen pludselig bliver fordømmende over for andres manglende eller fejlagtige religiøsitet. Kjortel og skæg bruges ofte af troende muslimske mænd og har i de fleste tilfælde intet med radikalisering at gøre. Men ændringer i tøjstil og fysisk fremtoning har i flere tilfælde været udtryk for ændret og radikal adfærd. Det er dermed forandringen i tøjstilen, der er interessant som indikator på begyndende radikalisering ikke tøjstilen i sig selv. Modsat er der også eksempler på, at ekstremister for ikke at vække opsigt umiddelbart op til en terrorhandling bevidst har søgt at fremstå som vestlige og sekulære. Det var eksempelvis tilfældet med gerningsmændene ved angrebene i USA den 11. september 2001. Andre ændringer i en persons fremtoning og adfærd, der kan være indikatorer på en radikaliseringsproces, er en stigende og selvvalgt isolation fra den sædvanlige omgangskreds, navneændringer, ændret rejseaktivitet og fysisk aktivitet, ændret holdning til kvinder, sex og alkohol samt ikke mindst ændrede læse- og medievaner. Terrorangrebene i London i juli 2005 og ikke mindst de terrorrelaterede anholdelser i Glostrup, Vollsmose og senest i Københavnsområdet understreger, at det også i Danmark er nødvendigt med en tidlig forebyggende indsats for at forhindre, at unge bliver tiltrukket af ekstreme og voldelige miljøer. For at medvirke til at løse denne opgave har PET etableret et særligt Forebyggelsescenter i PET s afdeling for forebyggende sikkerhed. Centret er ansvarlig for iværksættelsen og gennemførelsen at en række konkrete projekter, der tager sigte på at forebygge radikalisering og terrorisme, og som søger at inddrage alle relevante aktører i det danske samfund i forebyggelsen af radikalisering på et så tidligt tidspunkt som muligt. Efter PET s opfattelse bør forebyggelsen af radikalisering indgå som en integreret del af det kriminalpræventive arbejde, der lokalt udføres indenfor rammerne af SSP-samarbejdet mellem skoler, sociale myndigheder og politiet. PET har derfor indledt et samarbejde med Århus Kommune og Østjyllands Politi, der tager sigte på at modvirke radikalisering ved at inddrage emnet i det lokale kriminalpræventive arbejde som et relevant indsatsområde på samme vis som f. eks.
stofmisbrug, berigelseskriminalitet m.m. Projektet i Århus er et pilotprojekt, der vil kunne udbredes til alle relevante kommuner og politikredse. Som led i pilotprojektet understøtter PET det lokale SSP-samarbejde, bl.a. med rådgivning om, hvornår der er tale om radikalisering, hvilke forebyggende tiltag der er hensigtsmæssige at bringe i anvendelse, samt hvilke forhold der bør anmeldes til politiet. Herudover bidrager PET med informationer og udenlandske erfaringer, der kan målrette den forebyggende indsats og tjene som inspiration for nye forebyggende tiltag mod radikalisering. PET har gennem længere tid haft et tæt samarbejde med Kriminalforsorgen med henblik på at modvirke radikalisering i Kriminalforsorgens institutioner gennem en målrettet forebyggende indsats. Som led i dette samarbejde har PET og Kriminalforsorgen besluttet at iværksætte et systematisk uddannelsesprogram for personalet i Kriminalforsorgens institutioner, der skal sætte dem i stand til at identificere tegn på radikalisering og iværksætte præventive foranstaltninger. Herudover er PET i løbende dialog med en række uddannelsesinstitutioner med henblik på forebyggelse af terrorisme. Dialogen har bl.a. ført til iværksættelse af initiativer, der tager sigte på at modvirke misbrug af viden om kemikalier og andre stoffer samt at forebygge ulovlig udbredelse af viden, der kan anvendes til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. PET har til hensigt at udbygge denne dialog til også at omfatte problemstillinger vedrørende radikalisering af unge på danske uddannelsesinstitutioner. Som en del af PET s bredspektrede tilgang til forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme har PET etableret dialog- og kontaktfora med en række myndigheder, institutioner og organisationer i det danske samfund, herunder dialogfora med repræsentanter for etniske minoriteter og imamer. PET s dialogforum med deltagelse af en række imamer blev etableret i foråret 2004. På møder i dette dialogforum udveksles synspunkter om forhold og problemstillinger af fælles interesse, ligesom der iværksættes fælles tiltag, herunder vedrørende terrorfinansiering og radikalisering. Det er PET s mål at fastholde og udbygge de eksisterende dialog- og kontaktfora, da initiativerne ligger i naturlig forlængelse af PET s ønske om at inddrage alle relevante dele af det danske samfund i forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme. Dialogen udgør et vigtigt element i bestræbelserne på at forebygge og modvirke radikalisering. Men dialogen savner mening, hvis den ikke også udstrækkes til at omfatte dem, man ikke nødvendigvis er enig med, og dem, som kan have kontroversielle og ubehagelige synspunkter og holdninger. Formålet med dialogen er ikke at legitimere eller retfærdiggøre sådanne kontroversielle og ubehagelige synspunkter. Tværtimod. Men det er nødvendigt også at føre en dialog med bl.a. mere fundamentalistiske religiøse personer og kredse, og dem, som de unge potentielle terrorister lytter til, hvis vi for alvor ønsker en effektiv forebyggende indsats. Og det er vigtigt at forstå, at religion har betydning ikke blot i radikaliserings- men også afradikaliseringsøjemed. Der er næppe tvivl om, at en vigtig faktor i en radikaliseringsproces er oplevelsen med rette eller urette - blandt visse unge af marginalisering i forhold til det omgivende samfund. Det er derfor
vigtigt, at vi som samfund gør vores yderste for i endnu højere grad at give de unge, der kan være splittet mellem to kulturer, en oplevelse af at være inkluderet i samfundet og en del af fællesskabet. Og der er næppe heller tvivl om, at vi har brug for ressourcestærke og velfungerende etniske miljøer som led i denne proces. En effektiv indsats mod terrorisme må være baseret på ikke bare en omfattende forebyggelse, men også en robust imødegåelse af konkrete terrorhandlinger og en effektiv efterforskning og retsforfølgning af terrorister. Efterretningstjenesten spiller en central rolle i forebyggelsen, imødegåelsen samt ikke mindst efterforskning og retsforfølgningen af terrorisme, og det er nødvendigt, at vi har en efterretningstjeneste, som har den kapacitet og de ressourcer og kompetencer, som kræves for at kunne yde en effektiv indsats på disse områder. PET har gennemgået store forandringer siden terrorangrebene den 11. september 2001, og PET har løbende fået tilført yderligere kapaciteter, ressourcer og kompetencer. Indsatsen mod terrorisme kræver imidlertid løbende justeringer og tilpasninger, og det er også for PET en dynamisk proces, hvor vi på den ene side skal sikre, at vi får integreret og bruger de nye kapaciteter, ressourcer og kompetencer, og på den anden side hele tiden må være åbne for, at det kan vise sig nødvendigt med yderligere styrkelser. Det afgørende for PET er, at vi let og hurtigt har adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at vi kan identificere konkrete trusler og målrette vores efterretnings- og efterforskningsarbejde. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at vi har moderne og tidssvarende IT-systemer, som sikrer, at vi kan bearbejde og analysere disse oplysninger. En effektiv terrorbekæmpelse forudsætter ligeledes, at efterretningstjenesten kan gøre brug af de efterforskningstekniker og metoder, der er nødvendige, og at vi er i stand til at beskytte disse teknikker og metoder på en måde, der gør, at de fortsat kan anvendes med effekt. Erfaringen i forhold til de nye trusler siden den 11. september 2001 har været, at vi i langt større udstrækning må være indstillet på som efterretningstjeneste ikke blot at gribe ind overfor truslerne, men også at sikre, at der bliver gennemført en strafferetlig efterforskning og retsforfølgning i forhold til gerningsmændene. Det stiller os over for det klassiske dilemma, at vi i nogle tilfælde må vente med at gribe ind, til vi har et konkret og håndfast grundlag for at gøre det, mens vi samtidig må være opmærksomme på de sikkerhedsmæssige risici, når vi har at gøre med personer, der forbereder en terrorhandling. Det betyder også, at vi nu i endnu højere grad end tidligere, må gennemføre vores efterforskninger på en måde, der tager sigte på, at der senere kan rejses tiltale og gennemføres en straffesag ved domstolene. Terrortruslen er ikke et hovedstadsproblem eller et storbysfænomen. Den vedrører hele landet, og i erkendelse heraf har PET gennem den seneste tid fokuseret på at styrke PET s lokale og regionale tilstedeværelse. Det har vi gjort gennem oprettelsen af to regionale enheder henholdsvis øst og vest
for Lillebælt og ved at ansætte regionale PET-medarbejdere i politikredsene. Sammenholdt med politireformen og etableringen af de nye og større politikredse vil dette forhåbentlig kunne bidrage til en styrkelse af indsatsen mod terrorisme gennem et endnu tættere samarbejde mellem PET og politikredsene. PET s anvendelse af kilder, meddelere og i visse tilfælde civile agenter er helt centralt, hvis vi skal være i stand til at identificerede og imødegå konkrete terrortrusler, og det er et fokusområde for os, at vi bliver endnu bedre til at anvende det man kan beskrive som human intelligence. Et andet fokusområde for PET er, at vi ønsker at bidrage til en styrkelse og videreudvikling af det internationale samarbejde om bekæmpelse af terrorisme. Samarbejdet mellem efterretningstjenesterne foregår i dag i alt for høj grad som under den kolde krig, og der er behov for, at vi højere grad bliver i stand til at arbejde multilateralt og operativt på tværs af landegrænser og med inddragelse af andre retshåndhævende myndigheder. Samtidig er det nødvendigt, at vi udbygger vores samarbejde med en række lande, vi ikke tidligere har haft et tæt samarbejde med, men som har en særlig betydning for indsatsen mod terrorisme. Det gælder bl.a. men ikke udelukkende lande i Nordafrika og Mellemøsten. Dette udbyggede samarbejde rummer naturligvis både praktiske og juridiske problemer, men det er problemer, som vi må finde forsvarlige løsninger på. Såvel nationalt som internationalt gælder det, at vi også i PET har en klar interesse i, at terrorbekæmpelsen på den ene side er effektiv og på den anden side foregår på et retssikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag. Vi skal hele tiden være opmærksomme på at opretholde denne balance. Og ikke mindst er det vigtigt også for PET at der er en effektiv kontrol med, hvordan vi anvender, de beføjelser, vi er tildelt, og som ofte kan være ganske indgribende i forhold til den enkelte borger. Kontrollen har betydning for vores arbejde og ikke mindst for den tillid til PET, som er påkrævet. Denne tillid forudsætter også en vis åbenhed fra PET s side i forhold til offentligheden, og fra PET s side bestræber vi os hele tiden på, at være så åbne som muligt, uden at vi kompromitterer den fortrolighed, som nødvendigvis må gælde for PET s operative indsats. Åbenheden er også vigtig, hvis vi ønsker at realisere det, som vi i PET ser som en vigtig målsætning, nemlig at engagere hele det danske samfund i beskyttelsen af de værdier, vores samfund bygger på. Dette er en opgave, der er alt for vigtig til, at den blot kan overlades til PET.