Siegfred Neuhaus Optegnelser om mit levnedsløb.

Siegfred Neuhaus Optegnelser om mit levnedsløb.

Kapitel 1: Barndom og opvækst i Vejle. Forældrene og familien. Harald Kidde og dennes familie. Hos kæmner Birch. Hos Kiddes i København. Kunstakademiet. Fredrik Vermehren. Harald Giersing / familien Giersing. Sigurd Swane / familien Swane. Louise Bechmann / familien Bechmann. Frants Henningsen. August Jerndorff. Med Harald Giersing og Sigurd Swane i Paris. Med Harald Giersing i Mogenstrup. Side 1 Jeg tænker på, at min afdøde datter, Isa, undertiden spurgte om familien og på, at min moder ofte i min barndom fortalte mig om, hvordan hun selv sammen med kusiner og fætre havde tumlet sig frit i den gård i Ørskov ved Horsens, hvor hendes bedsteforældre boede. De blev meget gamle, som også flere af deres 12 børn blev det. Jeg husker, at jeg undredes meget over denne høje alder 94 år. Min moder så altid hen til den tid som en lykkelig barndomstid, og mærkeligt nok, når min moder her i huset talte med min svigermoder de var kusiner om den tid, kunne min svigermoder aldrig huske videre derom, mens det for min moder stod så levende. Min svigermoder havde dog været et af de mange børn i Ørskov. Måske kom det af, at min moder blev der ikke så megen egentlig lykke beskåret her i livet, mens min svigermoder nok har levet et rigere åndeligt liv gennem sit ægteskab og hele sin intelligens. Til gengæld gjorde min moder gennem 32 års opofrende gerning i børneasylet i Vejle meget godt for andre; børnene hang ved hende til hendes død ved et ulykkestilfælde i efteråret 1928. Selv havde jeg også en lykkelig barndom trods den ruin, der truede hjemmet i de år, da jeg endnu var lille og skoledreng. Det var ikke sådan, at det blev skjult for mig, og jeg led meget derunder, men fantasi og leg og bøger var store adspredelsesfaktorer for mig. Det første jeg egentlig husker ret intenst, var min lillesøster, Erikas død, jeg må have været 2 eller 2½ år den gang. Jeg husker, at jeg så min moder flette sit den gang store hår grædende foran toiletspejlet i soveværelset og det lille barnelig ligge i den store seng ovenpå dynen eller hovedpuden. Og så husker jeg begravelsen, at vi kørte i en kalechevogn, at det var iskold vinter og høj sne, og at min faster, fru Sophie Cohn, var kommen ned til os fra Stockholm i den anledning. Som helt lille boede jeg ellers mest hos min farfader, der havde trukket sig tilbage fra forretningen og nu med en husholderske min bedstemoder var død flere år, før jeg blev født boede på Iste sal i nordenden af huset på Nørregade i Vejle, mens mine forældre mere beskedent beboede lejligheden nedenunder. Min bedstefader, Jens Christian Neuhaus, der sikkert har været en bedre forretningsmand end min fader, Søren Peter Neuhaus, holdt meget på, at når jeg spadserede tur med ham, skulle jeg have handsker på, og han var også selv meget sirlig klædt, høj og skulderbred var han. Han ejede den store købmandsgård, der strakte sig mellem Nørregade og dæmningen i Vejle, og som så helt anderledes ud

den gang, idet den ikke som nu var en gade, men halvdelen af den var den gamle Vejle å og halvdelen gade. Senere i livet har denne gård syntes mig lille, men i virkeligheden var det en stor grund, som senere ejere driftigere end min stakkels fader fik store penge ud af at udnytte bedre. Min bedstefader havde to brødre, der også drev rebslageri i Vejle, men han var den eneste af brødrene, der fabrikerede tovværk til skibene, det var jo i sejlskibenes tid. Han var den yngste af dem og blev kun nogle og tres år, han døde i 1884 eller 85. At han var en anset mand i byen ses af, at han i mange år var formand for håndværker og industriforeningen, i de tider spillede disse foreninger en vis rolle i vore byer. Han var også byrådsmedlem og blev i 1864 efter Tyskernes besættelse af Vejle som gidsel sendt til Rendsburg fæstning sammen med andre. Han var vistnok ret velstillet efter tidens forhold. Jeg antager, at ved hans død blev min fader ved arveskiftet noget forfordelt til fordel for sin søster, den ovennævnte Sophie Cohn, som min fader holdt overordentlig meget af, på den måde, at hun fik obligationer og penge, mens min fader beholdt gården, som han måtte prioritere for at svare hende hendes arvepart. Jeg har tænkt mig det sådan, for efter min bedstefaders død, gik alting tilbage for mine forældre. I årene derefter har jeg aldrig haft noget rigtig sikkert indtryk af min fader. Stakkels kalder jeg ham på grund af hans kamp med sin skæbne, sin stedse dårligere økonomi, sin sygdom, der kom til udbrud i tuberkulose. Han var en fanatisk højremand i Estrupiatets dage midt i en kreds af venstrebønder, der naturligvis unddrog ham deres søgning. Det sidste 3/4 år af sit liv var han sindssyg og døde på Middelfart sindssygehospital 2. marts af tuberkulose. Han blev 38 år gammel. Jeg skal ikke her komme ind på de pinsler, der kan opstå i et følsomt barns sind, når man hører efter de voksnes samtale og opfatter, at den økonomiske grundvold for ens hjem er forrykket i den gale retning. Jeg mindes godt, at jeg i de sidste år af min faders liv var helt klar over, at det var galt fat. Men dette er jo ikke andet end en brøkdel af, hvad der fylder et fantasifuldt barns daglige tilværelse. Der er skolen, og alt, hvad der sker, der er kammeraterne og bøgerne. Det var ikke nogen stor bogskat, der rummedes i mit hjem, Side 2 vistnok mest bøger, der var kommen der med min moder. Jeg husker, at hun forbød mig at læse f.eks. Ingemanns romaner, før jeg var bleven 8 år, men jeg ved bestemt, at forbuddet ikke kunne opretholdes. I ethvert fald husker jeg, at jeg var overordentlig betaget af skildringen af mordet i Finderup lade i "Erik Menveds Barndom, og at jeg ikke kunne holde min betagelse indenfor mit eget sind, men at jeg i den pogeskole, hvor jeg gik, før jeg kom i latinskolen, vakte megen opsigt den morgen, jeg kom der efter at have læst den nævnte scene. Jeg var vel begavet, tegnede også tidligt, men formentlig helt uselvstændigt, min moder har siden fortalt mig, at en af mine første tegninger var efter et billede, der gengav Wiedewelts

Holbergrelief på hans sarkofag her i Sorø Kirke. Jeg blev meldt ind i latinskolen og gennemgik de to underklasser, der var der den gang, og da så en gang efter sommerferien den dag kom, da der skulle vælges, om man ville være realist eller latinlæsende, valgte jeg den gang 11 år gammel uden tøven det første ikke af lyst, men fordi jeg så ofte havde hørt mine forældres tale om, at der ikke kunne blive råd til at deres søn læste videre. Det var mit første selvstændige fejlgreb. I den retning så min fader og moder ikke så langt, som nutidens forældre gør det. Jeg blev altså en ubestridt og flot duks i de fire realklasser i 4 år til 1894, da jeg tog en fin præliminæreksamen med de tre sprog, af hvilke jeg havde lært meget lidt, da vi havde ret dårlige sproglærere, og fonetik var et ukendt begreb. Jeg antager, at jeg altid har haft svært ved sprog. Jeg husker endnu vor rektor, professor H.A. Krarups forbavselse den morgen, jeg gjorde mig selv til realist, men han greb ikke ind og mine forældre heller ikke. Disse skoleår, som faldt sammen med min faders sygdom og død, var af stor betydning for mig og min senere udvikling. Jeg traf her i Vejle skole min barndomsven og ven gennem mange år, Harald Kidde, vi stod begge to splejser, som vi var og afskyende al gymnastik og sport og krøb sammen i skolegården eller porten, når de andre sloges med sne eller fløj hen ad de selvlavede glidebaner. Bøger var vort emne, og under min faders sygdom og død begyndte jeg at komme i Kiddes hjem. Hans fader var amtsvejinspektør og en stovt gammel mand, hele tredive år ældre end sin hustru. Der var fuldt op af bøger bl.a. Dickens, som gjorde et stærkt indtryk på mig. Den gamle Kidde havde fået den ide, at jeg skulle flytte med familien til København, når Harald Kidde var bleven student. Selv om amtsvejinspektøren, virksom til det sidste, døde i november 1894, blev dette løfte holdt. Min stakkels moder må have været meget ene, fordi jeg altid var hos Kiddes, og ene var hun også om at tage imod min faders sygdom og død, dog havde hun jo støtte af sin slægt, særlig af sin moder, Anniken, Johanne Erichsen f. Secher og af sin søster og dennes mand. De boede alle i Horsens i det samme hus, hvor min moder var født. Jeg husker godt, at jeg var ingen eksemplarisk dreng og ingen pletfri heller jeg kunne godt finde på at stjæle en 25 øre ud af sparegrisen eller rapse lidt af æggesøben ovenpå den kakao, der hver eftermiddag blev sat ind til min syge fader, inden han selv kom ind fra arbejdet. Da så min fader pludselig begyndte at se alt i strålende lys og begyndte at disponere helt forkert, måtte han jo uskadeliggøres, og det var meget pinagtigt, ja sikkert frygteligt for moder. Men der var jo krummer i hende, og endnu i nogle år førte hun forretningen videre. Da dette efterhånden viste sig ikke at kunne gå for hende, måtte den afvikles, og hun overtog så den stilling som asylbestyrerinde i Vejle, som hun ovenfor nævnt i 32 år passede, et strengt arbejde for hende selv men til glæde for mange og også for hende selv. Min slægt var gammel i Vejle, i hvert fald 1742 angives en af mine forfædre i lige linje at være død der, og fra hans tid kan slægtled efter slægtled følges. Man har fortalt mig, at slægten kom fra Østrig, drevet op i Jylland foran Wallensteins hære.

Efter min præliminæreksamen skulle jeg have plads, og min moder fik mig anbragt på kæmnerkontoret indtil videre. Kæmneren hed Birch, og min moder har åbenbart syntes godt om ham i modsætning til hendes [skrevet: sin] søn, der fra det mere frie skoleliv så sig indespærret fra 9 om morgenen til 7 om aftenen med en middagspause på en time. For denne arbejdsydelse fik jeg en betaling af 10 kr. om måneden. Det kan næppe undre nogen, at jeg benyttede nogle af disse timer til at tegne i, men det synes mig nu uforsvarligt, at jeg, når den dame, der ellers passede ind og udbetalinger for Vejle kommune, blev syg, fik overdraget hele pengekassen, der jo ofte indeholdt store beløb. Jeg var jo den gang kun 16 år. Kæmner Birch må have været tilfreds med så billig en arbejdskraft. Jeg husker, at jeg, mens jeg var hos ham, fik en langvarig lungebetændelse, og at jeg tilbragte min rekonvalescenstid hos Kiddes, der var flyttet ud til Fakkegrav Badehotel. Side 3 Jeg fik da underretning fra min moder om at kæmneren havde averteret efter en ny kontorist i mit sted, og da min moder forfærdet ilede over til Birch, sagde denne til hende, at jeg jo nok kunne få pladsen igen, hvis jeg kom straks, men at det var tvivlsomt, om han herefter kunne betale mig mere end 5 kr. om måneden. Dette blev dog aldrig nogen realitet men bidrog ikke til at forhøje min kærlighed til ham. Kæmner Birch var i de tider en meget anset mand i Vejle. Han var dansk jurist, sagfører, byrådsmedlem, landstingsmand og ridder af Dannebrog. Til sidst slap han mig dog af sine kløer, og jeg blev så kontorist på Nørvang Tørrild Herreders kontor under den elskelige herredsfoged Lange. Her virkede jeg i to år stadig ventende på, at Harald Kidde skulle blive student. Mine kår var nu betydelig forbedrede, og min arbejdstid ikke nær så lang. Hver aften styrtede jeg ud til Kiddes, hvor jeg altid traf Harald beskæftiget med litterære arbejder, der ingenlunde kom skolen ved. Selve skolearbejdet gjorde han ikke meget ved undtagen dansk, som havde hans udelte interesse, og i hvilket fag han havde den lykke at have gode lærere, der også interesserede sig for ham selv. Når hans ensomme grublerier var til ende, kom han ind til os andre i dagligstuen, og tiden gik så med litterære samtaler, højtlæsning og almindelig tale. Jeg selv tegnede i disse år en række højromantiske tegninger, som alle blev foræret Kidde eller hans moder, og som nu er i min besiddelse. Tegningerne er der oprigtigt talt ikke noget ved, men Kidde skrev ofte vers bag på dem, som i hvert fald var bedre. Disse tegninger blev alle sendt mig af Christmas Møller umiddelbart før hans flugt til England under sidste krig. Han må være kommen i besiddelse af dem gennem sit venskab med Åge Kidde, Harald Kiddes 10 år yngre broder, der ligesom denne døde ved juletid 1918 af spansk syge. Åge Kidde deltog ikke i diskussionerne i dagligstuen i Skyttehusgade, men derimod ofte Harald Kiddes ven og klassekammerat den afdøde journalist, Niels Tingberg Thomsen, og desuden Valdemar Jørgensen, en yngre broder til digteren, Johannes Jørgensen. Denne Valdemar Jørgensen havde Harald Kidde selv fundet frem

fra hans beskedne stilling som malerlærling i Vejle. Han var et noget ekcentrisk gemyt, egentlig så han vist ned på os andre, idet han som broder til digteren følte sig højt hævet over os. Jeg har en enkelt gang senere truffet ham på gaden i Svendborg, han var da blevet maler og opholdt sig i udlandet. Om hans senere skæbne er mig intet bekendt ud over at han er død. Vi fulgte stærkt med i den ny litteratur, som kom i disse år, slugte den med begejstring, mange af bøgerne købte vi også, og selv jeg, der var mindst beslået med penge, købte også bøger, digtsamlinger af Sophus Clausen, Johannes Jørgensen og Stuckenberg. Det er klart, at dette lille åndscentrum midt i den dengang lille by måtte få en uhyre betydning for mig, således at jeg helt kunne glemme det daglige slid på kontorerne. Sommeren 1898 blev Harald Kidde endelig student, og om efteråret flyttede hans moder med sine to sønner til København, hvor de bosatte sig på Fredriksvej bag Frederiksberg Have. Jeg selv fulgte med som nissen på flyttelæsset men rigtignok med bange følelser for, hvordan fremtiden ville forme sig for mig. Det følgende år gik med de nødvendige studier til at komme ind på Kunstakademiet, men det gik ikke hurtigt for mig på grund af, at jeg led af en skjult tuberkulose, som ikke den gang blev erkendt trods stadige besøg hos lægen. Først med århundredskiftet var jeg kommen så vidt, at jeg kunne lægge op til Kunstakademiet, hvor mine tegninger straks blev antaget. Så begyndte for mig de lange vandringer fra Fredriksvej til Kongens Nytorv to gange om dagen, til sporvogn havde jeg ingen penge. Kidde selv arbejdede videre med sin digtning og kom i forbindelse med Valdemar Vedel, der efterhånden i den sære og sært udseende unge mand fra provinsen fandt et talent, som han af al evne støttede. Selv hjalp jeg Kidde med korrekturlæsning på den første bog, han udgav Sindbilleder, og på hans store roman Åge og Else. Da familien et par år senere flyttede ind på Henrik Ibsensvej blev kredsen om Kidde atter større, foruden mig, der jo altid var der, kom Christian Rimestad, Caj Hoffmann, Mattison Hansen og Andersen Nexø i huset foruden folk fra andre lejre som f.eks. Vinding Kruse og O.K. Magnussen. Straks jeg kom ind på akademiet fik jeg som lærer den allerede den gang meget gamle men aldeles åndsfriske professor Fredrik Vermehren, der var sine elevers sande ven, og som med usvigelig sikkerhed kunne påpege enhver fejl i tegningen, selv om den kun var mindre end en millimeter. Trofast mødte den gamle mand morgen efter morgen og gik sin rundgang fra staffeli til staffeli og talte indgående med hver enkelt elev, roste eller dadlede. Også ham skylder jeg meget. Af helt afgørende betydning blev for mig mødet med de to mænd, der blev mine venner for livet, Harald Giersing og lidt senere Sigurd Swane. Jeg begyndte straks at komme i det Giersingske hjem på Linde Side 4 vej, et københavnsk patricierhjem, der for mig fik den største betydning. Familien Giersing modtog mig med hjertelig gæstfrihed. Den bestod af den undertiden lidt gnavne grosserer Giersing, i virkeligheden en

hjertensgod mand, men hvis sind let lod sig irritere, når han stod overfor sønnens med en vis arrogance fremsatte meninger. Senere i livet blev han hans afgjorte beundrer, da han så hvor langt Harald Giersings talent førte ham. Moderen, den elskelige fru Ida f. Wilde, som ikke vidste, hvor godt hun ville gøre det for mig, men som døde i november 1904, sønnen, Harald, som var den ældste af børnene og 3 søstre. Mangen eftermiddag og aften har jeg tilbragt derovre i de hyggelige stuer, der var smykket med billeder af gammel dansk kunst. Fru Ida Giersings død gjorde et voldsomt indtryk på mig, men jeg vedblev naturligvis at komme i hjemmet, så længe jeg var i København, og da jeg var rejst derfra i sommeren 1905, glemte jeg aldrig at besøge dem, særlig i de to vintre, da jeg arbejdede på Zahrtmanns skole. Tiden gik hurtigt for os med diskussioner om kunst og rekreation ved at spille kroket på den helt usandsynligt lille kroketplæne bag villaen. Det lykkedes mig aldrig at skabe nogen personlig kontakt mellem Giersing og Kidde, dertil var Harald Kidde alt for germansk påvirket, han beundrede f.eks. Böcklin over al måde, mens han var temmelig uberørt af fransk ånd og kunst. Så vidt jeg ved bevarede han denne opfattelse sit korte liv igennem. Et andet kært tilholdssted havde jeg i det Swaneske hjem, hvor familien bestod af fader og moder og de fire børn, Sigurd, Hjalmar, Julie og Leo. Også her kom jeg i et hjem, der regnedes blandt danske patriciske slægter, men som i modsætning til det Giersingske hjem var økonomisk usikkert. Om faderen, Leo Swane kan jeg ikke her fortælle noget ud over, at han om aftenen kom meget træt hjem fra en stilling, han havde i Bikuben. For mig var moderen og børnene det afgørende. Sigurd Swane har desuden sat sin fader et æresminde i den bog, han senere skrev om ham. Fru Sophie Swane var et udmærket menneske, og hun forstod nok, hvor skoen trykkede hos den fattige malerstuderende fra provinsen. Jeg har senere i livet efter fattig lejlighed vist hende min taknemlighed. Sigurd Swane var gjort af blødere metal end Harald Giersing dog ikke således at forstå, at han jo ikke nok vidste, hvad han ville. Allerede tidligt skrev han vers, og det var jo naturligt at vise dem til Harald Kidde, som på mange måder hjalp ham til rette og blev hans gode ven. Indenfor en snæver kreds var der i det hele taget mange, der søgte råd hos Kidde. En dag i foråret 1904 ringede det på Kiddes dør jeg lukkede selv op, og udenfor stod en ung pige, frk. Louise Bechmann, min senere hustru også med en pakke vers under armen, som hun ville vise Harald Kidde. Hun blev hjerteligt modtaget, og Kidde interesserede sig for hendes digtning, uden at der dog den gang blev gjort noget forsøg på at få digtene frem. Kidde stod på dette tidspunkt parat til at rejse til udlandet ejendommeligt nok på Carl Møllers humoristlegat. For mig selv fik dette møde en alt overvældende betydning. Jeg erindrer, at jeg samme forår mødte Louise Bechmann og hendes moder i Charlottenborgs port, hvor fru Marie Bechmann inviterede mig til at tilbringe sommeren i Værslev præstegård ved Kalundborg. Dette var mig yderst velkomment, da jeg ingen steder havde til et sommerophold. Da jeg ankom til Værslev, blev jeg yderst venligt modtaget af pastor Bechmann og hans kone, men frøken Bechmann selv opholdt sig hele sommeren i Oxford. Jeg lærte i mine senere

svigerforældre to ædle og meget intelligente mennesker at kende og blev revet ud af den vildfarelse, at man ikke på en gang kunne være kristen og intelligent. Jeg lærte også den sommer min tilkommende svoger, Hans Gram Bechmann at kende, han blev senere retspræsident i Cairo for tribunal mixte og derefter højesteretsdommer ved cour d appel i Alexandria. Domstolen blev nedlagt i efteråret 1949. I sommeren 1904 og også senere forekom han mig at være en noget arrogant herre, men senere har der været det bedste forhold mellem os. Jeg malede en del i Værslev den sommer, men ellers var emnet for vor samtale som regel Harald Kidde, om hvem præsten i særdeleshed gerne ville vide noget, da han jo nok har mærket på sin datter, at der var mere mellem dem end blot det litterære det var der også som det siden viste sig fra Harald Kiddes side. Året 1904 blev i det hele taget et skelsættende år for mig, idet jeg dels holdt op på akademiet dels flyttede fra Kiddes og dels sidst i november omtrent samtidig med fru Ida Giersings død blev forlovet med Louise Bechmann. Om de to første punkter må jeg forklare mig noget nærmere. Sigurd Swane, der vistnok havde gået på akademiets skoler lidt længere end Giersing og jeg, færdedes hjemmevant og i bedste forståelse med de toneangivende i klassen Urban Gad o.a.. I det forhold til disse kom nu hverken Giersing eller jeg [tilskrevet med blæk af SN: i vor Akademitid, og Swane fjernede sig også] Side 5 fra denne udpræget københavnske hob og kom os andre nærmere, foreløbig særlig mig senere også Giersing, som optog ham i kredsen i sit hjem. Swane gled i det hele let igennem skolens uhyrlighed, mens både Giersing og jeg stødte hårdt sammen med den tyranniske bourgeois professor Frants Henningsen. Efter dennes afgang mødtes Giersing, Swane og jeg i malerskolen, hvor vor ny lærer blev den højt dannede og fine August Jerndorff en ven af fru Ida Giersing, som gjorde sig særlig umage for at forstå hendes søn. Han talte altid længe med Giersing om hans opfattelse af motiver og modeller, men de kom ikke hinanden nærmere. Man skulle dog tro, at Jerndorff havde sans for den smukke farveholdning hos Giersing, men det var ikke sådan; når han gik ned langs rækken af malende elever kunne han rose de mest rå blandt disse malersvende, der murede deres billeder op med kødfarver. Vor lærer kunne ikke se den indre evne hos Giersing. Det er synd, at denne sikkert ædle mand kunne tage så grundigt fejl i bedømmelsen af os unge. Intet under da at lysten til at bryde ud og komme ind på Zahrtmanns skole modnedes hos os tre i foråret 1904. Ved semestrets udgang gik vi vor vej, men Giersing skrev nogle år efter til mig, at for ham havde det været "gyldne år. Jeg kan ikke her uden at brede mig for vidt komme ind på mit nære samliv med Harald Giersing til året 1908, da jeg blev gift, og vore veje tidvis skiltes. Giersing og Swane arbejdede hos Zahrtmann, jeg kom der først i 1906, da jeg havde samlet lidt penge. Hvordan jeg bar mig ad dermed skal

jeg fortælle senere. Giersing, Swane og jeg mødtes igen under vort for os alle så frugtbringende studieophold i Paris i vinteren 1906 7, jeg rejste hjem i juli I907; da var de andre rejst. Giersing lod sig stærkt påvirke af fransk impressionisme, der indgik en lykkelig forbindelse med hans egen stærke malerbegavelse. Stadig holdt han mig for øje, mens jeg boede på Broholm, at over Zahrtmann gik vejen, og den skulle ende i Paris. Harald Giersing besøgte mig på Broholm i efteråret 1906, og det var ham sikkert et offer at skulle optræde i kjole til middag til hverdagsbrug. Besøget affødte den række såre elskværdige karikaturer af mig og mit liv derovre, som jeg ejer. Han var bl.a. en udpræget karikaturtegner der må findes andre end disse. I årene 1908 14 sås vi sjældnere, men jeg fik hans breve. I den herlige sommer 1914 fik Harald Giersing og jeg realiseret en plan om at bo sammen, som han allerede 8 år forud havde hentydet til. Vi slog os ned og malede ved Mogenstrup kro nær Næstved. Også i de følgende somre var vi sammen her i Sorø, i 1915 var tillige Swane her, og fra skovene her omkring stammer nogle af Giersings smukkeste billeder. Men hin sommer i Mogenstrup står alligevel i min bevidsthed som den skønneste tid, jeg har levet sammen med Giersing. Jeg kan ikke sige, hvad der skete, for det var vist ingen ting, ja vi malede om dagen og cyklede om aftenen ned til Dybsø Fjord ved Vester Egesborg, hvor vi sad på det gamle rettersted og så på åleblussene i den stille aften, mens vi røg en cigar, tav og talte. Dag efter dag var det det samme vidunderlige sommervejr, men med den første krigs optrækkende uvejr i det fjerne. Harald Giersing var meget musikalsk, han elskede at læse Mozartske partiturer, kunne så høre musikken, og han var meget interesseret i litteratur, uden aktiv deltagelse en kender af fodbold, et motiv, han flere gange har malet. Hans ansigt var fra naturens hånd så særpræget, at jeg tror, at ingen, der blot har talt nærmere med ham, endsige nogen, der har stået ham nær, nogensinde vil kunne glemme det. Og kunne det lyse i smil, blev det aldeles indtagende smukt. Hans væsen var af en ejendommelig rolig værdighed, han var stærk, man vidste, hvor man havde ham, der var ingen svig i ham. Han giftede sig senere med Besse Syberg, de boede dels på Gl. Kongevej og dels i deres sommerhus i Svanninge ved Fåborg. Min kone og jeg har besøgt dem begge steder, ligesom de har besøgt os her i Sorø. Alt for tidligt døde han i sit nye hjem i Valby Valdal 1927 af spansk syge.

Kapitel 2: Det Kiddeske hjem og forholdet til fru Kidde. Aage Kidde. Privatundervisning. Sygdom. Harald Kidde og hans forfatterskab. På Broholm hos Hannibal Sehested. Livet på Broholm og den Sehestedske familie. Borgmester van Wülich fra Kerteminde. Vanskeligere vil det være for mig at skildre forløbet af mit forhold til det Kiddeske hjem. Mens mit forhold til Harald Giersing og Sigurd Swane nu synes mig kun at frembyde lyspunkter, ligger sagen lidt anderledes med hensyn til Kidde og hans hjem. Jeg har fortalt om det løfte, der førte mig til København sammen med dem, og jeg har også fortalt om min betænkelighed ved at bryde op. Grundene hertil var flere, dels vidste jeg jo, at fru Kiddes økonomiske forhold ikke var særlig strålende hun havde en formue på. ca. 50000 kr. og en pension efter sin mand på 600 kr. om året; denne pension blev vistnok senere betydelig forhøjet og dette var jo ikke store sager, men naturligvis betød det langt mere den gang end nu. Den anden bekymring, som plagede mig, var, at jeg jo nok havde mærket, at Aage Kidde, den senere folketingsmand, ikke med sympati så på, at jeg flyttede med, han var jo så helt anderledes indstillet overfor livet end sin ti år ældre broder, selvom han på Side 6 det tidspunkt, da Harald blev student, kun var en dreng på ti år. Endelig var der noget i fru Kiddes indstilling, der foruroligede mig. Denne højt begavede dame havde modtaget mig med den største venlighed og vedblev i hele Vejletiden at være min trofaste ven. Men i det sidste år i Vejle var hendes følelse for mig desuden af erotisk art, jeg mærkede det en aften, da jeg forlod huset og hun pludselig, da hun fulgte mig ud, lagde armene om min hals og kyssede mig flere gange. Det kom for mig aldeles overraskende, og jeg burde dog have lagt mærke til, at hun i længere tid havde set med mishag på, at jeg omgikkes unge piger. Dette var dog i al uskyldighed fra min side. Da vi var kommen til København, følte sikkert også hun, hvor trangt livet var blevet for os alle, og jeg tror, at hendes følelser for mig atter var noget på retur, dog ikke anderledes end at hun med mishag så på at jeg her omgikkes Giersings unge søstre eller min senere kæreste. På Harald Kidde var intet at mærke, han arbejdede på sit eget og var sikkert ganske uvidende om, at i de fire år, jeg boede hos dem, langsomt groede et ubehag imod mig op hos hans moder. Jeg kunne ikke bryde ud at kredsen, fordi jeg ikke ejede en øre. Ja, så langt var jeg nede økonomisk set, at jeg en sommer måtte låne en 5kroneseddel for at komme hjem til mit hjem i Vejle. De første to år i København gik det dog nogenlunde, hvilket man kan se af, at jeg tilbragte sommerferien, ja to sommerferier sammen med dem i Hørby i Østskåne, men de sidste år var, når jeg nu tænker på det, en usigelig kval for mig, skønt jeg gjorde mig nyttig på mange måder f.eks. ved den ovennævnte renskrivning og korrekturlæsning. Misfornøjelsen med min nødtvungne tilstedeværelse i hjemmet blev efterhånden

mere udpræget hos Aage Kidde, der gik i Frederiksberg gymnasium, han var ikke meget i sit hjem, drev udenfor sin skoletid målbevidste studier af statistik o.a. og deltog aldrig i de før omtalte litterære diskussioner; jeg selv malede den gang og siden en række studier fra Kongens Enghave, der den gang var et sandt paradis. 1902 malede jeg det smukke lille portræt af Harald Kidde, som nu hænger i Vejle museum. Da denne hen på foråret 1904 rejste til Schweiz, blev forholdet i hjemmet naturligvis utåleligt for mig, og jeg bestemte mig for hellere at gå en uvis fremtid i møde udenfor det Kiddeske hus. Da jeg var rejst, sendte fru Kidde mig et brev, som i sine uforbeholdne bebrejdelser, sin hån og sit had er helt enestående. Det kunne ikke besvares, og fra 1904 til 18 så jeg ikke fru Kidde, men efter sønnernes død har jeg ofte besøgt hende. I efteråret 1904 flyttede jeg ind i et værelse på Jerichausgade, hvorfra der jo ikke var så langt at gå til mine yndlingsmotiver i Kongens Enghave. Jeg prøvede at opretholde livet ved at undervise privat, og det lykkedes mig også at finde nogle godlidende ofre, som jeg prøvede at lære at tegne. Disse seancer foregik altid på Swanes atelier på Mynstersvej, og jeg kan huske, at jeg derovre for 5 kr. satte resten af et stakit op på et maleri, der var ufuldendt. Det var en mand på Trekronersvej, der havde bedt mig derom. Jeg måtte jo se at få pengene til at slå til, jeg tjente alt i alt næppe 50 kr. om måneden. Men dels var min værtinde et rart menneske, der ikke tog det så nøje med, om lejen blev betalt den dag, den var forfalden, og dels levede jeg i den begejstringsrus over kunst og litteratur, som havde båret mig henover alle de fortrædeligheder, jeg hidtil havde mødt i livet. Hertil kom jo i disse måneder også den spirende forelskelse i Louise Bechmann, som jeg havde truffet nogle gange i København. Vi blev forlovet 4/12 1904. Jeg husker, at jeg tilbragte juledagene hos min moder i Vejle for at fortælle hende nyheden, mens jeg nytårsaften var i Værslev præstegård. At vi i nogen tid holdt forbindelsen hemmelig, husker jeg nu men ikke hvorfor, hvis det da ikke skulle være af hensyn til Harald Kidde, som jeg jo vidste var meget indtaget i min kæreste. Endelig fik jeg skrevet til ham og modtog som svar et resigneret brev men meget venligt, det lettede en sten fra mit hjerte. I februar 1905 blev jeg meget syg. Efter at være bleven båret ind fra gaden lod jeg en læge tilkalde, der erklærede, at jeg var underernæret, hvilket i og for sig var sandsynligt. Jeg kan takke min værtinde, fru Hansen for udmærket pleje og af og til en god kotelet. Da jeg atter var rask, fortsatte jeg med eleverne indtil hen mod sommeren, da der pludselig indtrådte en helt ny fase i mit liv, idet jeg sidst i juni måned flyttede til herregården, Broholm i Sydfyen. Mens jeg boede i Jerichaus gade, havde jeg naturligvis af og til besøg af mine venner, der fandt min installation interessant; jeg havde der en lille stue og et bitte lille soveværelse, hvori der var indbygget et køkkenskab. Også Harald Kidde besøgte mig. Forholdet til Kidde var stadig venskabeligt, selv om vi sås sjældent på grund af min bortrejse fra København. For øvrigt trøstede han sig jo snart i sit ægteskab med Astrid Ehrencron Müller.

Side 7 Forbindelsen med Kidde blev for mit vedkommende ikke afbrudt, men vore veje skiltes på den måde, at jeg opholdt mig på Broholm, i Randers og senere i Sorø, mens han, når han ikke boede i Sverige, havde bopæl i omegnen af København. Sommeren 1911 var han på besøg i Værslev præstegård, hvor han stod fadder til vor næstældste dreng, der var opkaldt efter ham, men som senere døde. Både min kone og jeg har besøgt Kidde og hans hustru i deres forskellige hjem, i Charlottenlund og Jægersborg jeg ejer en mængde breve fra hans hånd, særlig naturligvis fra den tid, jeg boede i hans hjem, nogle enkelte af disse har været udlånt til udgivelse af højskoleforstander Jens Marinus Jensen i 1928, men de fleste og mest værdifulde har jeg liggende her. Da Harald Kidde døde 23/11 1918 sad mange af hans venner endnu fordybede i hans roman Jernet, der efter 6 års slid endelig var bleven færdig. Han havde i denne bog nedlagt et uhyre arbejde, og man føler, hvor betaget han har været af den svenske natur, ensomheden, sagnene, mens han skrev den. For dem, der stod Harald Kidde nær, betød hans død tabet af en ven, hvis natur var troskab. For dem syntes alt, hvad der skreves i øjeblikket ringe. Hans adelsmærke som menneske var, at han var kendt af få men elsket at dem, der kendte ham. Han holdt sig fjernt fra tumlen, han var intet navn den gang. 22 år gammel debuterede han med den skønne lille bog Sindbilleder", så fulgte de to store bøger om "Aage og Else, hvori han skildrer sin tidlige ungdoms hjertenskvaler og fantaserer over dødens indgriben i hans familiekreds, derefter fulgte bog på bog, hvoraf den betydeligste er Helten". Kidde stod ganske fjernt fra det, hvormed man gerne karakteriserer vort århundrede, maskinerne, teknikken og friluftslivet. Var han romantiker? Ja, han elskede den grublende romantik i Hauchs lyrik, den kæmpende religiøsitet hos Paludan Møller og Johannes Fibiger, der for Kidde var et stort navn, hans sind tonede af den gamle tyske poesi, Novalis, Heine, Eichendorff og Goethe. Og nu til sidst de svenske salmers enfold. Vi lærte tidligt at elske Fröding og Almquist. Kidde var romantiker og drømmer. Døden og glemslen og længslen stiger frem fra hver side, han har skrevet. Men han elskede livet, ville gennem stemningernes brus finde frem til forklaringen og forståelsen, det lille format frygtede han. Hans bøger handler om det tunge ansvar, det er at leve, alle hans personer lever tungt, overskygget af fortid, kæmpende mod sanserne, i åndelig nød og i længsel efter styrken. Aldrig gik Kidde en genvej til publikum. Han kendte det ikke. Han var let at angribe, hans tungsind og hans uendelige tålmodighed, hans sprog, der bristede under vægten af tankerne eller slog i ekstase mod stjernerne, det var alt sammen så let at angribe for den overfladiske, så nemt at blive træt af. En roman som Helten vil ligeså lidt blive glemt af tiden, som af de få, der læste den da den udkom. Men det blev Kiddes skæbne at dø midt i kampen, slippe sit arbejde, længe før hans tid syntes omme. Den gang var han en digter for de få, jeg ved nok, at han senere er blevet dyrket meget herhjemme,

endog i kredse, der synes at stå ham fjernt som højskolens. Hans liv er blevet kommenteret, og Kidde var selv en mand, der digtede stærkt om på sin ungdoms begivenheder. Man har et par gange først Christian Rimestad lige efter Kiddes død, senere andre opfordret mig til at skrive om Kidde på baggrund af min viden om, hvad der lå til baggrund for hans digtning, jeg har ikke gjort det. Der er flere grunde. Hvis Kidde vil dølge sit liv for os, da skal han have lov dertil. Min optagethed af eget arbejde og egne sorger, og endelig det er så svært for mig. En ting skulle jeg dog gerne have sagt til sidst om Harald Kidde. Den, der læser hans tunge digtning, tror, at han var en alvorsmand, som ingen af hans generation. Sandheden er, at denne blide drømmer var en elsker af skæmt og glæde i det daglige, han var i stand til at fortælle med lysende talent de muntreste historier og anekdoter. Havde han levet udover de 40 år, han blev, tror jeg, hans lune var kommen til gennembrud i hans bøger, nu må vi savne det, kun få husker det endnu. Men han ejede et hjerte, der var fuldt af ømhed, en sanddruhed, som intet skyede, en ensom stille røst, der altid vil være kær for dem, der vil lytte. Det har for mig været en bitter skæbne, at to af de mennesker, der stod mig nær i livet, Harald Kidde og Harald Giersing, begge skulle dø af spansk syge, som man den gang kaldte den. Kidde i november 1918, Giersing i januar 1927. Jeg nævnte før, at min studietid blev afbrudt et par år på grund af økonomiske vanskeligheder, og at jeg i efteråret 1904 og foråret 1905 ernærede mig kummerligt som lærer, mens Giersing og Swane kom ind på Zahrtmanns skole. Så en dag i maj 1905 kom en slægtning af Giersing, nuværende overkirurg Svend Müller op på Swanes atelier og foreslog mig, der endnu var svag efter min sygdom, at tage på landet, d.v.s. til Broholm for at være til selskab og nytte for stamhusets besidder Side 8 kammerherre, hofjægermester Hannibal Sehested, der et par år i forvejen var gået af som konseilspræsident, men endnu var medlem af landstinget. Hannibal Sehested, der kort forinden havde mistet sin kone, følte sig meget ensom og havde et par år haft sin skovrider, Hofman Bang boende hos sig på gården. Men denne ønskede på dette tidspunkt at danne sin egen husholdning. Efter nogen betænkning slog jeg til, men dermed var sagen endnu ikke i orden. Det skulle først undersøges, om jeg var stueren nok til at komme på så fint et sted. Først blev jeg inviteret til etatsråd Just Holten, der var gift med Hannibal Sehesteds ældre søster, Ida til middag og koncert. Da prøven synes at være falden gunstigt ud, og Holten havde sat mig ind i forholdene på Broholm bl.a. i, at jeg efter behag kunne ordne det store bibliotek, der henlå i kaos samt i, at man spiste i kjole til hverdagsbrug, fik jeg en indbydelse til Hannibal Sehested selv han havde den gang en lejlighed på Sortedamsdosseringen. Også

han må jo have fundet mig acceptabel, for det blev aftalt, at jeg en dag i juni 1905 skulle holde mit indtog på Broholm Det var med en følelse, som jeg tænker mig, man kan have, når man første gang tiltræder en plads, at jeg hørte toget fløjte skarpt i kurven foran Gudme station, hvor der holdt en ekvipage med kusk i lyseblåt liberi og med Sehestedernes våben, den røde rose i sølv på hans knapper. Ankomsten til slottet midt i sommerferien gav mig imidlertid intet indtryk af ensomhed lige straks. Til stede var nemlig nogle og tyve gæster, dels Sehesteds ungdomsvenner, dels en stor og sulten familie, der flokkedes om Hannibal Sehested, der tit havde ondt nok ved at værge sig for deres griskhed. Men i denne mand, der blev latterliggjort af pressen, og som blot loyalt havde fulgt sin konges kald som den sidste statsminister af højre i en politisk vanskelig tid, mødte jeg en ven for resten af hans liv. Efter aftalen skulle jeg have et mindre vederlag for mit ophold på Broholm, kjole havde jeg naturligvis ikke, men grosserer Giersing kautionerede for mig hos en af Københavns bedste skræddere, så jeg var i det ydre udstyret comme il faut. Den første ting, som Kherre [= kammerherre] Sehested overrakte mig, jeg tror samme eftermiddag, jeg kom, var nøglen til vinkælderen, idet han bad mig sørge for, at der hver dag blev taget vin frem og særlig da til hverdag rødvin. Vinkælderen på Broholm var et fra husets ældste tid stammende overhvælvet rum, hvor tusinder af flasker havde fundet ly i de reolagtige hylder. Om vinteren husker jeg, at væggene var tæt besat med myg. Jeg fik et ret indgående kendskab til vin i de to år, jeg boede på Broholm, og der er ingen tvivl om, at min kærlighed til rødvin stammer derfra. En anden ting, som Hannibal Sehested gerne ville have ordnet, var biblioteket, som lå i en nybygget sidefløj i borggården, men dette skulle først ske efter min egen tid og lejlighed. Så længe sommeren varede, var det for mig kun som en ferie under de bedste vilkår, og jeg lagde med indre munterhed mærke til de små intriger, der spandtes for at erhverve et og andet fra kammerherrens hånd, samt til den indre splid mellem familiens kvindelige medlemmer. Da alle var fløjne af gårde, begyndte jo hverdagen også for mig, jeg beboede to værelser i loftsetagen i det store hus lige overfor tårntrappen. Til daglig var jeg her om aftenen ganske ene og fik tid til megen læsning og brevskrivning. Efter middag, som jeg indtog ganske ene i spisestuen i stueetagen hjulpet til rette af tjeneren, og som mest bestod af vildt og en eller anden dessert plus rødvin og sherry, gik jeg ofte op på billardstuen for at øve mig på det store billard, idet jeg vidste, at kammerherren med stor iver dyrkede dette spil. Eller jeg gik op i mine stuer, hvor kaffen serveredes. Mange stille aftner har jeg tilbragt her, hvor kun tårnurets dybe åndedræt hørtes eller en af de tre hunde nede ved tårntrappen gav hals. Sjældent fik jeg et besøg der, dog kunne det hænde, at sognepræsten i Gudme, pastor Bastrup kom på besøg. Om formiddagen beskæftigede jeg mig i reglen med biblioteket, som jeg ret hurtigt bragte i en forholdsvis god orden, eller jeg malede og gik ture gennem skovene ned til Lundeborg. Helt anderledes blev min tilværelse hver week end, når kammerherren kom hjem med det sene aftentog

han var jo endnu i nogle år medlem af landstinget han blev da altid afhentet på Gudme station med kusk og tjener på bukken, og efter en hurtig kop te gik vi til sengs. Næste morgen var han meget ivrig efter at erfare, hvad der var hændet på godset i hans fraværelse, interesseret også i mit arbejde, både i biblioteksarbejdet og i arbejdet med de kopier af hans aner og andre slægtninge, som jeg udførte for ham efter originalerne, som ikke tilhørte ham mere. Vi gik lange ture sammen, trofast fulgt af de tre hunde, eller vi kørte ud på fisketur fiskeri var meget yndet på Broholm, og der var dejlige gedder i kanalerne, som omgav de 7 holme eller hvis der var ærinde i Svendborg da dertil. Efter middagen, som altid var god men aldrig overdådig, lavede jeg kaffen i havesalen til ham og mig selv, og jeg tør nok sige, at der aldrig er blevet lavet bedre kaffe. Dette vigtige Side 9 hverv blev dog, når der var damer til stede, overtaget af disse. Jeg husker godt, at jeg følte mig sensibel som jeg var i de nye omgivelser noget pikeret af at skulle lave denne kaffe, når dog både tjeneren og oldfruen kunne have gjort det. Efter kaffen gik kammerherre Sehested og jeg op i billardstuen, hvor vi til kl. 9 spillede billard, et spil, som jeg kom til at sætte stor pris på. Efter teen trak jeg mig ofte tilbage til mine egne enemærker eller satte mig ind i kammerherrens arbejdsværelse for at læse. Jeg husker, at jeg en gang læste op for ham af en gammel fransk bog, det må have været en sand lidelse for ham at høre på, men han gjorde ingen indvendinger. Jeg traf mange ejendommelige mennesker i de to år, jeg var på Broholm, jeg skal nævne nogle af dem. Der var kammerherrens ældste broder Valdemar, der var stamherre, men som døde længe før Sehested selv, hans tre søstre, fru Ida Holten og stiftsdamerne Thyra og Hilda, baron Juul Rysensten og kammerherre Vind, der begge havde været medlemmer af ministeriet Sehested, jægermester Einar Sehested fra Farumgård, der var Hannibal Sehesteds broder og hans højt begavede hustru, en søster til afdøde provst Fenger og deres datter Helga, der var landbrugskandidat, og som netop den gang overtog Bjergeskov gård som fæste, senere blev hun forpagter af hovedgården, Broholm, og endelig den fornøjelige borgmester van Wülich fra Kerteminde, Hannibal Sehesteds ungdomsven. Der var naturligvis mange flere. Van Wülich fik den ide, at jeg skulle male nogle kopier af hans forfædre, som havde været bosat i Rhinegnene. Han have fremskaffet nogle kabinetsfotografier af disse herrer og damer, så man kan egentlig ikke kalde de billeder, jeg lavede, kopier, da de blev udført efter fotografier, men til gengæld kunne jeg slå mig løs med mine egne farver og frembragte også i tidens løb 4 5 stykker af disse såkaldte aner. Det var egentlig et fornøjeligere arbejde end det, jeg havde med de Sehestedske kopier, fordi disses originaler var malede af omstrejfende malere, der i det 18de århundrede gik fra herregård til herregård og malede herskabet efter fattig evne, mens van Wülichs fotografier tydeligt nedstammede fra god hollandsk

kunst. De Sehestedske originaler havde engang hængt på Broholm, men var bortsolgt derfra under statsbankerotten og ejedes nu af Hannibal Sehesteds brodersøn, Jørgen Sehested. Når jeg var færdig med et billede til van Wülich, drog jeg til Kerteminde med det, og den rare borgmester beundrede disse temmelig store billeder, men kunne ikke få sat guld nok på de gyldne kæder. En extra klat kadmium ofrede jeg ham gerne. Selv om alt det kan synes en letsindig måde at tjene penge på arbejdet blev dog kun betalt med 100 kr. pr styk vil jeg dog påstå, at dette arbejde har lært mig en hel del i retning af præcision. At jeg undertiden for spøg malede en næse lidt for rød på Rhingreverne, bragte dette mit arbejde til ophør, hvad van Wülich angår uden dog at forstyrre det gode forhold mellem os. En dag i foråret 1908, da jeg for længst havde forladt Broholm, skrev van Wülich til mig til København, at han havde haft besøg af prins Christian (Christian 10), der så billedet hænge på trappegangen og leende udbrød: Hvor det dog ligner Dem, borgmester, særlig næsen. Dette blev dog van Wülich for meget, selv om han havde en stor og fremspringende næse, og det var derfor han skrev til mig og frabad sig yderligere portrætter. Van Wülich var ungkarl og kom meget på de fynske herregårde, men han var ikke altid lige skånsom i omtale af deres beboere. Han ville således påstå, at Broholm linjen af slægten ikke var Sehesteder men Hastrupper, ud fra en gammel proces, som han havde læst om i retsprotokollerne i Odense. Processen førtes mellem Fraugdegårdlinjen og Broholmlinjen af slægten og drejede sig om besiddelsesretten til stamhuset, idet man mente, men naturligvis ikke kunne bevise, at Hannibal Sehesteds bedstemoder Edel Marie Kjær, en degnedatter fra Marslev, havde været sin mand løjtnant Anders Sehested til Broholm utro med en forpagter Hastrup. Van Wülich tilføjede: Hannibal ved det godt selv, de ligner jo også alle familien Hastrup. Hvordan dette forholdt sig, kan jeg naturligvis ingen mening have om, men da jeg havde kopieret billederne af både Anders og Edel Marie Sehested kunne jeg egentlig godt tænke mig, at det forholdt sig, som van Wülich havde udtalt sig, idet løjtnant Anders Sehested var en meget slap og degenereret type at se på, mens hans hustru så ud som en levelysten og højst energisk kvinde. Hun sad også som stamhusbesidderinde på Broholm i 20 år efter hans død og bragte godsets finanser fuldstændig på fode i en vanskelig tid. Van Wülich udtalte også senere om Thyra Sehested, Hannibals ældste søster, der var historiker og havde skrevet et par bindstærke bøger om fremragende medlemmer af familien: "Hun tror fanden gale mig, at hun er datter at Valdemar Side 10 Sejr. Mod mig var hun altid yderst elskværdig, og jeg mærkede intet til det hovmod eller adelsstolthed, som denne udtalelse giver udtryk for. Mit liv på Broholm står for mig som en lykkelig episode i min tilværelse, og jeg kunne, hvis pladsen tillod det, fortælle mangen munter historie derfra.

Hannibal Sehested var nok ingen lykkelig mand, han savnede sin kone overordentlig meget, han var en meget indesluttet mand, som hun alene havde kunnet sætte liv i. I de år, jeg var der, var stamhuset inde i en nedgangsperiode, hvilket nok i hovedsagen skyldtes mere eller mindre svigagtige godsforvaltere men også de store lister over gaver, der f. eks. ved juletid skulle gives til mangfoldige mennesker, der på en eller anden måde havde stået eller stod i afhængighedsforhold til stamhuset, samt det stadige rykind af gæster. Hannibal Sehested var en mand af den gamle skole, han ville intet forandre ved det en gang vedtagne program for en jorddrots tilværelse. Mod mig var han stedse den samme elskværdige og faderlige ven, og jeg fik mange gaver af ham. Under mit ophold på Broholm fik vi to gange besøg af hans yngre broder, kammerherre Knud Sehested og hans sønner Mogens og Jørgen. De to herrer afskyede egentlig hinanden, men en vis omgangsform blev opretholdt. Stridighederne dem imellem skyldtes arven efter deres moder, der ligesom den foran nævnte Edel Marie Kjær overlevede sin mand i 12 år og sad som stamhusbesidderinde i den tid. Blandt sine 12 børn foretrak hun så ubetinget Knud Sehested, og Hannibal Sehested følte sig meget forfordelt ved arveskiftet. Når derfor Knud Sehested og hans sønner kom på besøg, skulle der diskes op med det bedste, huset formåede. De to unge sønner gjorde på mig et meget forskelligt indtryk, den ældste, Mogens var så langt den mest tiltalende, han var desuden af sin onkel udset til at arve stamhuset men døde som legationssekretær i London få år efter ved selvmord. Hans broder, Jørgen var en mere problematisk, egoistisk og uigennemsigtig natur. Også han var jurist, en stor forretningsmand han ejede senere mægtige skovdistrikter i Rusland og arvede det omstridte Addithus, som havde været genstand for arvestridighederne mellem brødrene men ikke des mindre holdt hans onkel stædigt på, at han skulle være den næste stamhusbesidder på Broholm, hvad han jo også blev. Da jeg i december 1914 besøgte Broholm fortalte Hannibal Sehested mig, at Jørgen, der på dette tidspunkt var medlem af lenskontrollen, gjorde alt for at få sin onkel sat under administration, hvad denne var meget bedrøvet over. Alligevel fastholdt han sit ønske. Under den første krig kom godset på fode igen, og den gamle kammerherre fik lov til at slutte sine dage i fred. Jeg vedblev at komme der til hans død i september 1924, min kone og mine to børn var ligesom jeg ofte gæster på Broholm. Han var en bramfri mand, jeg har aldrig set ham bære en orden, og den første og sidste gang jeg så hans storkors og øvrige dekorationer var på hans kiste den aften i havesalen på Broholm, da hans båre under fakkelskin blev båret til Gudme kirke. Hen imod jul 1907 forlod jeg Broholm for at træde ind på Zahrtmanns skole. Jeg havde da samlet det fornødne mammon til at bo i København og i Paris, for der at fortsætte min uddannelse. Inden jeg forlader dette afsnit af min beretning, vil jeg dog gerne mindes min gode ånd på Broholm, den altid tjenstvillige oldfrue frk. Henriette Borgård, der efter kammerherreindens død så at sige fra kulisserne iagttog, hvad der skete omkring hende, og som var en hjælperske for mange. Hun var allerede dengang en ældre dame, og hendes arbejde var altomfattende. Når jeg af og til var syg, passede hun mig

med den mest rørende omsorg, og trods hun havde så travlt, var hun altid i godt humør. Efter at jeg var rejst fra Broholm, fik jeg tit brev fra hende, og selv efter at hun var fratrådt sin stilling på grund af alder, omfattede hun stedse både mig og hele familien og omgangskredsen på Broholm med den dybeste kærlighed og interesse.

Kapitel 3: På Kristian Zahrtmanns skole på Vester Voldgade i København. Zahrtmanns atelier i Amaliegade i København. På studietur i Paris med Sigurd Swane og Harald Giersing. Brylluppet med Louise Bechmann i 1908. Tegnelærer på Teknisk Skole i Randers. Udlandsrejser. Sommeren 1914 på Mogenstrup Kro. Da jeg havde talt med maleren Kr. Zahrtmann i Kbhvn. jeg havde i øvrigt forud korresponderet med ham kom jeg straks ind på hans skole, som i disse år holdt til huse i Vester Voldgade, der hvor nu Rådhusapoteket ligger. Zahrtmanns evner som lærer var ubestridelige, selvom de naturligvis ikke længere stod på deres højdepunkt. Når han ikke alt for ofte aflagde sine elever et besøg, talte han indgående med hver enkelt af os og fandt frem for vort undrende blik de mangler, der kunne være i vor opfattelse af modellen. Særlig ville han have skyggen i model og baggrund til, hvad han kaldte at gløde. Det kan nok være, han satte fart i os. Swane og Giersing var der ikke længere, og der var på dette tidspunkt ikke mange elever. Zahrtmann tænkte på at holde op med at være lærer. Blandt dem, der gik der på min tid, var Olaf Rude, William Scharff, Axel P. Jensen og en 3 4 andre, deriblandt en svensker og en islænding. Denne sidste, som siden blev en Side 11 fremragende maler, Stephansson hed han, var i besiddelse af en stærk islandsk nationalfølelse, og var i det hele taget en stor krakiler, som daglig satte stor splid imellem os, han så uden tvivl ned på os. Zahrtmann satte stor pris på, at en og anden af os besøgte ham på hans atelier, der dengang lå i Amaliegade. Det var ikke alle, der gjorde det, men jeg har i hvert tilfælde adskillige gange været der, og der var altid et lille traktement, samtidig med at man så, hvad han arbejdede med. På skolen brugte vi, i modsætning til hvad skik var på akademiet, altid kun mandlig model. Zahrtmann tog sig privat overordentlig meget af sine elever, og han var glad ved deres fortrolighed. Jeg husker, at der i de dage, jeg besøgte ham, stod et stort billede på hans staffeli forestillende Dronning Christine af Sverige, der varmede sin bagdel foran kaminen i ivrig diskussion med de lærde mænd ved hendes hof. Zahrtmann fortalte ofte om tidligere elever, som han havde haft, særlig Isakson, hvis mystiske afstamning fra det svenske kongehus han troede på, måske med rette. Jeg har selv haft den lykke at kende ham. Zahrtmann var i stilhed en velgører for mange af sine elever. Han bestyrede et lille legat, men jeg har en mistanke om, at pengene kom fra hans egen lomme. Han var også i stand til at tage en eller anden med ud at spise til middag for bagefter at ende i det Kgl. Teater, hvor han selv vistnok var en hyppig gæst. I foråret 1908 skiltes de elever, som dengang gik hos ham, og hver gik sine egne veje. Zahrtmann selv opgav omtrent på dette tidspunkt sin skole, byggede sit hus på Fuglebakken, hvor han stadig malede og puslede mellem sine stenhøjsplanter, som omgav hele huset. Også her modtog han gerne sine gamle elever. Jeg har selv besøgt ham der adskillige gange, medens andre, som

f.eks. Giersing, havde fået hans daværende violette manerer i sine billeder galt i halsen, så at han ikke længere havde nogen interesse for Zahrtmann, og ikke kom hos ham. Ikke desto mindre besøgte Zahrtmann i sine sidste leveår altid de unges udstillinger og viste stor interesse for den unge kunst, som stod hans egen så fjern, og for dens udøvere, bl.a. netop Giersing. Jeg blev i 1914 stærkt tilskyndet af ham til at søge tegnelærerstillingen ved Sorø Akademi. Han var selv student fra Sorø og havde haft den i 1866 afdøde professor Harder som lærer der. Han døde 1917 etter en blindtarmsoperation. Medens jeg gik hos Zahrtmann opstod hos mig lysten til at følge mine venner Giersings og Swanes eksempel med at tage til Paris og studere kunst der. Jeg husker, at Zahrtmann i høj grad misbilligede dette skridt. Han afskyede vist egentlig den moderne franske kunst, som vi andre elskede, særlig impressionisterne. Han fandt dem alt for løse i tegningen. Min rejse til Paris startede i februar 1907, idet min svigerfar hjalp mig med en efter forholdene større pengesum. Ved min ankomst til Gare du Nord blev jeg modtaget af mine venner og indlogeret i et værelse i Hotel de Seine, hvor Swane også havde sit logi. Giersing boede derimod højere oppe i Rue de Tournay. I begyndelsen overvældede Paris mig ganske, alene de daglige studier med at sætte sig ind i de talrige museers vidunderlighed trættede jo en betydeligt, men efterhånden, som man lærte f.eks. Louvre at kende, gik det bedre. Om eftermiddagene, som vi ofte tilbragte sammen, tegnede vi croquis i de talrige skoler, som sikkert ofte besøgtes af ikke malere, fordi modellen var kvindelig og entréen ganske lav. Ofte tog vi på studieophold i Paris' skønne omegn, men jeg mindes dog ikke, at vi nogensinde nåede længere end til Chantilly, Fontainebleau hvor vi opholdt os n nogle dage og strejfede rundt i den store skov samt til Chartres med den berømte domkirke. Vor ernæring var yderst beskeden. Ingen af os havde råd til at slå de store slag. Der fandtes ikke engang elektrisk lys i hotellet, så når man kom hjem om aftenen, fik man af portneren udleveret et stearinlys, vel at mærke mod betaling, som man havde så længe det holdt. Mange breve til hjemmet blev skrevet ved denne enkle belysning. Mit værelse lå øverst oppe, det havde stengulv og et lille aflukke, hvor man kunne vaske sig. Åbnede man vinduet i dette, så man ud over det nærliggende nabolags talrige skorstenspiber. Om morgenen lavede man sig en kop kaffe og spiste dertil en croissant eller en brioche, som man selv hentede hos den nærmeste bager. Nogen restaurant i hotellet var der ikke. Efter formiddagens museumsbesøg vendte man tilbage og købte på vejen, hvad man kunne spise af flutesbrød, schweizerost o.l. pålæg. Smør fik jeg ikke. Derimod nok en eller anden flaske vin, rød eller hvid. Om aftenen spiste vi så til middag alle tre i et formentlig tarveligt værtshus, hvor retternes mangfoldighed sikkert gjorde det ud for kvaliteten, og hvor vinen var compris. For os alle tre var målet at søge at finde billeder af impressionister, men dette var ingenlunde så let i 1907 som nu. På Louvre hang kun eet billede, nemlig Manets Olympia og i karantæne på Luxembourg yderligere et par billeder af Renoir. f. eks. "La balancoire. Ellers måtte man søge billederne i privateje, hvilket ikke altid var så let. Jeg husker, at vi foretog en udflugt til en af forstæderne, villabyen