EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget for Andragender 10.6.2011 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 0752/2008 af Anneli Manner, finsk statsborger, og 1 medunderskriver, om hendes problemer med "Kela" (den finske socialforsikringsinstitution) i forbindelse med hendes ansøgning om en E121- sygesikringsblanket 1. Sammendrag Andrageren og hendes ægtefælle har boet i Tyskland i mange år og siden 2004 som pensionister. I forbindelse med pensioneringen gjorde andragerens tyske sygesikringsinstitution (Techniker Krankenkasse) under henvisning til artikel 18 (sammenlægning af forsikringsperioder) i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, opmærksom på, at andrageren og hendes ægtefælle ikke længere var omfattet af dennes forsikringsbeskyttelse, og at hun burde henvende sig til den finske socialforsikringsinstitution med henblik på udstedelse af en E 121-sygesikringsblanket, der anvendes til sociale pensionister, f.eks. pensionister, der tager bopæl i en anden EØS-stat, og som dokumenterer, at pensionisten har ret til sygehjælp på lige fod med borgerne i den stat, hvor den pågældende er bosat, men for den pensionsudbetalende stats regning. "Kela" har imidlertid uden plausibel forklaring til andrageren og "Techniker Krankenkasse", der også har været i kontakt med "Kela", afvist ansøgningen. Da andrageren og hendes ægtefælle mener, at de ansvarlige finske socialmyndigheder gør sig skyldige i krænkelse af EU's på området gældende bestemmelser, anmoder hun Europa-Parlamentet om at tage sagen op. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 22. oktober 2008). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 192, stk. 4). CM\870219.doc PE421.160v04-00 Forenet i mangfoldighed
3. Kommissionens svar, modtaget den 20. februar 2009. "Artikel 27 i forordning (EØF) nr. 1408/71 omhandler situationer, hvor pensioner udbetales i henhold til flere medlemsstaters lovgivning, og pensionisten har ret til at modtage ydelser i bopælslandet. I tilfælde, hvor en pensionist har ret til pension efter lovgivningen i bopælslandet og en anden medlemsstat, har pensionisten og dennes familiemedlemmer ret til at modtage sygesikringsydelser fra bopælslandets institution og for denne institutions regning, som om den pågældende alene var berettiget til pension efter den sidstnævnte medlemsstats lovgivning. Andragerne oplyser, at den finske institution Kela er af den opfattelse, at andragerne har ret til at modtage sygesikringsydelser fra Tyskland, mens den tyske institution, Techniker Krankenkasse, indtager det modsatte synspunkt og afviser at optage andragerne. Med henblik på at opklare situationen vil Kommissionen skrive til de tyske og finske myndigheder og anmode om, at sagen undersøges. Kommissionen vil holde Parlamentet underrettet, så snart der modtages et svar." 4. Kommissionens supplerende svar, modtaget den 22. januar 2010. "På baggrund af en anmodning oplyste de tyske myndigheder Kommissionen om, at Techniker Krankenkasse har accepteret at yde andragerne dækning med en obligatorisk sygesikring med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2007. Det synes at fremgå, at andragernes situationen er blevet regulariseret, hvorfor der ikke er behov for, at Kommissionen træffer yderligere foranstaltninger." 5. Kommissionens svar, modtaget den 11. februar 2011. "I de yderligere oplysninger, der er sendt til Europa-Parlamentet den 12. januar 2010, klager andragerne (der bor i Tyskland) over, at den finske socialforsikringsinstitution (Kela) afgav endnu en negativ afgørelse (af 19. november 2009) vedrørende blanket E-121. Andragerne mener, at Finland burde have udstedt blanket E-121 på grundlag af deres tidligere ansøgning i 2007. De klager over, at de i henhold til den nye tyske sundhedsforsikringslov, der trådte i kraft den 1. april 2007, var tvunget til at ansøge om tysk sundhedsforsikring, der blev ydet med tilbagevirkende kraft pr. 1. april 2007. Beløbet på de fratrukne sygesikringsbidrag overstiger beløbet på den af Tyskland udbetalte pension. Andragerne klager endvidere over, at de ikke havde sundhedsforsikringsdækning fra 2004 til 2007. I de år modtog andragerne en pension fra Tyskland, men ifølge den tyske institution havde de ikke ret til den lovbestemte sundhedsforsikring. De afviste at tegne tysk frivillig forsikring. EU-reglerne om koordinering af de sociale sikringsordninger giver ikke folk mulighed for at melde sig ud af socialsikringsordningen i deres bopælsmedlemsstat, hvis de modtager en pension fra denne stat, og hvis der findes en ret til naturalydelser i en medlemsstat, der har kompetence med hensyn til pensioner. Hvis andragerne er berettiget til naturalydelser i deres bopælsmedlemsstat, er denne PE421.160v04-00 2/7 CM\870219.doc
medlemsstat derfor i overensstemmelse med artikel 27 i forordning 1408/71 (erstattet af artikel 23 i forordning 883/2004 pr. 1. maj 2010) kompetent til at bære andragernes sundhedsomkostninger. Der ville opstå en anden situation, hvis andragerne ikke modtog pension fra deres bopælsland. Hvor pensionisten ikke har ret til ydelser i bopælslandet, bestemmes det i artikel 28 i forordning 1408/71 (erstattet af artikel 24 i forordning 883/2004), at pensionisten ikke desto mindre skal modtage sådanne ydelser i den udstrækning, han/hun ville være berettiget til disse i henhold til lovgivningen i mindst én medlemsstat, der har kompetence med hensyn til pensioner, hvis han/hun boede inden for en sådan stats territorium. Med andre ord ville Finland være kompetent med hensyn til sundhedsomkostningerne og med hensyn til at opkræve socialsikringsydelser, hvis pensionisten ikke er berettiget til naturalydelser i henhold til tysk lovgivning, men han/hun ville være berettiget til dem i henhold til finsk lovgivning. Med hensyn til størrelsen af bidragene kunne de samlede bidrag, indtil forordning (EF) nr. 883/2004 trådte i kraft den 1. maj 2010, ikke overstige det pensionsbeløb, der blev betalt af den kompetente medlemsstat. Pr. 1. maj 2010 er tilbageholdelsen af bidrag ikke længere begrænset til den pension, der skal betales af den kompetente institution. Den kompetente institution kan derfor også tage pensioner modtaget fra andre medlemsstater i betragtning i den udstrækning staten bærer sundhedsomkostningerne. Artikel 30 i forordning 987/2009 angiver, at tilbageholdelser i alle pensioner under alle omstændigheder ikke må være højere end det beløb, der tilbageholdes for en person, der modtager det samme beløb i pension fra den kompetente medlemsstat. Konklusioner Ud fra de leverede oplysninger lader det til, at andragerne ikke er forsikret i henhold til tysk ret som pensionister, men som en kategori af personer, der er ikkeerhvervsaktive. Kommissionen vil kontakte de nationale myndigheder for at konstatere, at principperne om koordinering af de sociale sikringsordninger, navnlig princippet om ligebehandling, er blevet respekteret. Når Kommissionen har modtaget et svar fra de nationale myndigheder, vil den foretage en yderligere vurdering. Andragerne oplyses imidlertid om, at det kun er nationale domstole, der har beføjelse til om fornødent at pålægge en medlemsstat at rette op på det tab, som personer har lidt som følge af den ukorrekte anvendelse af EU-retten, der tilskrives en sådan medlemsstat. Andragerne rådes derfor til at gøre brug af nationale klagemuligheder, hvis de søger kompensation og til at efterkomme eventuelle relevante tidsfrister for at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med de nationale procedurer." 6. Kommissionens svar (REV III), modtaget den 10. juni 2011. Andragendet CM\870219.doc 3/7 PE421.160v04-00
Efter at have modtaget yderligere oplysninger fra andragerne den 12. januar 2010 kontaktede Kommissionen de tyske myndigheder med henblik på at modtage de nødvendige oplysninger for at sikre, at principperne om koordineringen af de sociale sikringsordninger, navnlig princippet om ligebehandling, er blevet respekteret. I deres svar af 9. marts 2011 leverede de tyske myndigheder en detaljeret oversigt over deres nationale bestemmelser og de afgørelser, der er truffet af myndighederne i andragernes sag. Kommissionens bemærkninger a) EU-lovgivning I henhold til artikel 23 i grundforordningen er en person, der modtager flere pensioner, berettiget til ydelser fra institutionen i bopælsstaten, som har det endelige ansvar for betaling af disse ydelser på to betingelser: Pensionisten skal være berettiget til pension i henhold til pensionslovgivningen i bopælslandet, og han eller hun skal i medfør af lovgivningen i den pågældende medlemsstat have ret til sådanne ydelser i tilfælde af sygdom under en lovbestemt sygesikringsordning. Hvis disse betingelser er opfyldt, skal pensionisten behandles som en "almindelig pensionist" i bopælslandet. b) National lovgivning Personer bosiddende i Tyskland, som modtager en pension fra den tyske lovbestemte pensionsforsikringsordning, er underlagt obligatorisk forsikring i medfør af den tyske lovbestemte forsikringsordning for pensionister (KVdR), såfremt de opfylder betingelserne i 5, stk. 1, stk. 11 i SGB V (bind 5 i den tyske lov om socialforsikring). I henhold til 5, stk.1, nr. 11, i SGB V er personer, der opfylder kravene til at få pension fra en lovbestemt pensionsforsikringsordning, og som har ansøgt om en sådan pension, generelt underlagt obligatorisk forsikring under KVdR, hvis de fra det tidspunkt, de påtager sig arbejde, til når de ansøger om pension, var medlemmer eller forsikret i henhold til i 10 SGB V (familieforsikring) i mindst 9/10 af den anden halvdel af perioden ("optjeningsperioden"). Hvad angår optjeningsperioden, var det mellem den 1. januar 1993 og den 31. marts 2002 på baggrund af 5, stk. 1, nr. 11, i SGB V, ændret ved den tyske sundhedsstrukturlov (Gesundheitsstrukturgesetz), kun perioder med obligatorisk forsikring eller perioder med familieforsikring baseret på obligatorisk forsikring, der blev taget i betragtning. For at opfylde optjeningsperioden blev (ved sygdom) forsikringsperioder tilbagelagt i andre EU-medlemsstater, i andre EØS-lande eller i Schweiz ligeledes medtaget i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 883/2004 (grundforordning) og i henhold til artikel 18 i forordning (EØF) nr. 1408/71. Alle forsikringsperioder, beskæftigelse, selvstændig virksomhed og ophold i andre lande, der giver ret til pension, medregnes. Hvis en pensionist ikke opfylder optjeningsperioden for forsikringsforpligtelsen under KVdR, PE421.160v04-00 4/7 CM\870219.doc
når forsikringsperioder tilbagelagt i medlemsstater medtages, kan han eller hun evt. opnå frivillig forsikring under den lovbestemte sygesikringsordning. I henhold til supranational lovgivning og ved kontrol under KVdR vil alle forsikringsperioder tilbagelagt med en sygesikringsordning i et andet EU/EØS-land eller i Schweiz blive medtaget i forbindelse med optjeningsperioden for den frivillige forsikring. Dog kan frivillig forsikring under den tyske sygesikringsordning kun begrundes, hvis medlemskab af den tyske sygesikringsordning skriftligt meddeles inden for tre måneder efter ophør af forsikringsforpligtelsen ( 9, stk. 2, nr. 1, i SGB V). Pensionsmodtagere, der er bosat i Tyskland, og som hverken er underlagt obligatorisk forsikring under KVdR eller har en frivillig forsikring eller optræder som familiemedlem i den lovbestemte sygeforsikringsordning og heller ikke har en sygesikring under supranational lovgivning, har siden den 1. april 2007 været underlagt forsikringsforpligtelsen i henhold til 5, stk.1, nr. 13, i SGB V. Denne forsikringsforpligtelse omfatter alle personer (herunder pensionister), som ikke har haft anden dækning mod sygdom siden den 1. april 2007, og som sidst var dækket af den lovbestemte sygeforsikring i Tyskland. I vurderingen af, om en person "sidst var dækket af en lovbestemt sygeforsikring i Tyskland", blev og bliver enhver nylig lovbestemt sygesikringsstatus i et andet EU/EØS-land eller Schweiz også medtaget både før anvendelse af grundforordningen i fortolkningskonteksten i tråd med europæisk lovgivning og nu ved anvendelse af bestemmelser for ligebehandling i grundforordningens artikel 5. c) Andragernes situation Andragerne, der har boet i Tyskland siden september 1992 og ud over en lovbestemt tysk pension også modtager en/flere finsk(e) pension(er), har været medlemmer af den lovbestemte tyske sygeforsikringsordning som forsikringsberettigede siden den 1. april 2007 i henhold til 5, stk.1, nr.13, i SGB V. Derfor har disse personer i henhold til artikel 23 i grundforordningen ret til naturalydelser ved sygdom fra den lovbestemte tyske sygeforsikringsordning på baggrund af deres medlemskab heraf. I andragernes tilfælde er Techniker Krankenkasse i henhold til supranational lovgivning ansvarlig for sygesikringsbeskyttelse i deres bopælsland (Tyskland). Under vurderingen af optjeningsperioden for forsikringsforpligtelsen under KVdR blev de finske sygeforsikringsperioder medtaget på samme måde som nationale (tyske) medlemsperioder for begge andragere, som har været bosat i Tyskland siden den 1. september 1992. Grunden til, at den nødvendige optjeningsperiode under KVdR ikke blev opfyldt i andragernes tilfælde, er, at de ikke havde nogen pensionsberettigende perioder (ingen sygeforsikring eller privattegnet sygeforsikring, se ovenstående) under deres respektive referenceperioder, og derfor opfylder de ikke kravet om 9/10 for medlemskabs- eller familieforsikringsperioderne under den lovbestemte sygeforsikringsordning. I andragernes tilfælde er der ingen begrundelse for medlemskab under KVdR i henhold til 5, stk.1, nr. 11, i SGB V. CM\870219.doc 5/7 PE421.160v04-00
Hvad angår perioden april 2004-2007, hvor andragerne ikke var dækket af nogen sygeforsikring i Tyskland og samtidig modtog både tyske og finske lovbestemte pensioner, ville Finland være kompetent med hensyn til sundhedsomkostningerne og opkrævning af socialsikringsydelser, forudsat at andragerne opfyldte de kriterier, der var fastsat af den nationale lovgivning vedrørende tilhørsforhold under det finske sundhedsforsikringssystem. Tyskland har dog siden 2007 været den kompetente medlemsstat vedrørende andragernes sundhedspleje. d) Beløbet på sygesikringsbidrag Hvad angår beløbet på sygesikringsbidrag for personer, der er berettiget til forsikring i henhold til 5, stk.1, nr. 13, i SGB V, skal deres indkomst, hvoraf der betales bidrag, medtages til sygeforsikring i henhold til 227 i SGB V sammen med 240 i SGB V og vedrørende langstidsplejeforsikring i henhold til 57, stk. 1, i SGB XI. Det betyder, at medlemmets samlede økonomiske situation tages med i betragtning ved beregning af bidrag. Sygeforsikringsbidrag fra lovbestemte pensioner, lignende ydelser og indtægter fra selvstændig virksomhed beregnes i overensstemmelse med tredje sætning i 240, stk. 2, i SGB V sammen med 247 og 248 i SGB V ved anvendelse af den almindelige bidragssats under 241 i SGB V. Den almindelige bidragssats er for tiden på 15,5 %. Ved de tyske lovbestemte pensioner betaler pensionskassen 7,3 procentpoint af bidragene ( 249, litra a), i SGB V), og resten (8,2 procentpoint) dækkes af den forsikrede person ( 250, stk. 3, i SGB V). Bidragssatsen for langtidsplejeforsikring er baseret på første sætning i 55, stk. 1, i SGB X1 og beløber sig for tiden til 1,95 %. Den forsikrede person dækker hele beløbet (første sætning i 59, stk. 1, i SGB XI sammen med 250, stk. 3, i SGB V). Det skal dog bemærkes, at der er taget højde for bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og 574/72 ved de indtil nu opkrævede bidrag i andragernes tilfælde. De syge- og plejeforsikringsbidrag, der skal betales af andragerne, blev begrænset af Techniker Krankenkasse til beløbet på deres tyske lovbestemte pension i henhold til artikel 33 i forordning (EØF) nr. 1408/71 og Domstolens dom i Nikulasagen (C-50/05). Fra den 1. maj 2010 gælder bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 (grundforordning) og nr. 987/2009 for opkrævning af bidrag. Disse bestemmelser adskiller sig i en vis grad fra de tidligere gældende forordninger (EØF) nr. 1408/71 og 574/72. I henhold til artikel 30 i grundforordningen er det den institution i en medlemsstat, som efter den lovgivning, der gælder for institutionen, der skal tilbageholde bidrag til dækning af ydelser ved sygdom eller barsel og dermed ligestillede ydelser ved barsel for mænd, og må kun opkræve og inddrive disse bidrag, beregnet efter den for denne institution gældende lovgivning, såfremt udgiften til ydelser, der skal udredes i medfør af artikel 23-26 i grundforordningen, skal afholdes af en institution i nævnte medlemsstat. I forbindelse med dette fastsætter artikel 30 i forordning (EF) nr. 987/2009, at hvis en person modtager pension fra én eller flere medlemsstat(er), må beløbet på de bidrag, der opkræves af den samlede pension, under ingen omstændigheder være højere end det beløb, der ville blive opkrævet hos en person, der modtager det samme pensionsbeløb fra den kompetente medlemsstat. Det tidligere fastsatte loft i artikel 33 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (pensionsbeløbet fra bopælslandet) er således ikke længere PE421.160v04-00 6/7 CM\870219.doc
gældende. I henhold til artikel 5, litra a), i grundforordningen svarer lovbestemte pensioner fra andre medlemsstater i EU til tyske lovbestemte pensioner og skal derfor medtages ved opkrævning af bidrag. Andragernes sygesikringsbidrag blev derfor beregnet på ny på baggrund af de ændrede EUregler. Konklusioner Set i lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen på baggrund af andragernes nuværende situation, at de nationale myndigheder ikke har overtrådt EU-lovgivningen. Hvad angår perioden 2004-2007, er Kommissionen ikke i stand til at vurdere gyldigheden af de finske myndigheders afslag på at udstede en E 121-blanket grundet den manglende forklaring på begrundelsen herfor (eksempelvis om de nationale betingelser for tilhørsforhold var fyldestgørende). Andragerne rådes til at udnytte klagemulighederne ved de nationale administrative eller juridiske myndigheder (herunder nationale eller regionale ombudsmænd) og/eller via tilgængelige voldgifts- og mæglingsprocedurer. Det er kun nationale domstole, der kan udstede kendelser til administrative organer og annullere en national afgørelse. Det er ligeledes kun de nationale domstole, der har beføjelse til om fornødent at pålægge en medlemsstat at rette op på det tab, som personer har lidt som følge af den ukorrekte anvendelse af national lovgivning eller EU-lovgivning. CM\870219.doc 7/7 PE421.160v04-00