HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 19. februar 2016 Sag 248/2015 A kærer landsrettens afvisning af at behandle en kæresag om afslag på fri proces i en sag om forældremyndighed mv. (advokat Henrik Ehlers) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Kolding den 24. august 2015 og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 12. oktober 2015. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, A, har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten, subsidiært at hun tilkendes fri proces. Sagsfremstilling A havde ved brev af 12. juni 2015 ansøgt Civilstyrelsen om fri proces til en sag om bopæl for sin søn født den xxxx 1997 og sin datter født den xxxx 1999. Civilstyrelsen henviste sagen til byretten med bemærkning om, at det efter retsplejelovens 327, stk. 5, jf. stk. 2, er retten, der skal tage stilling til, om betingelserne for fri proces er opfyldt. Vestre Landsret havde ved tidligere afgørelser, senest den 16. april 2015, stadfæstet byrettens afgørelser om, at Statsforvaltningens afvisning af tidligere sager i medfør af forældreansvarslovens 39 var berettiget. A anførte i byretten, at der ikke havde været en realitetsbehandling af sagen siden 2011, hvorfor der var anledning til at foretage en ny materiel prøvelse med respekt for ændrede forhold
- 2 - eller i hvert fald muligheden herfor, og at der således som det mindste ville være behov for at forhøre sig om forholdene hos børnene og børnenes far. Retten i Kolding afsagde den 24. august 2015 kendelse om, at As anmodning om fri proces ikke kunne tages til følge. Byretten begrundede afgørelsen således: Retten finder det åbenbart, at A ikke vil få medhold i sagen. Hun kan derfor ikke få fri proces, jf. retsplejelovens 327, stk. 4. Retten har for så vidt angår B1 lagt vægt på, at han er fyldt 18 år. Retten har for så vidt angår B2 lagt vægt på, at A ikke har sandsynliggjort, at der er sket væsentlige ændringer i B2s forhold siden Vestre Landsrets kendelse af 16. april 2015. Advokat Henrik Ehlers indbragte på vegne af A byrettens afslag på fri proces for Vestre Landsret ved kæreskrift af 3. september 2015. Advokat Henrik Ehlers gjorde gældende, at det ikke var åbenbart, at A ikke ville få medhold i sagen. Vestre Landsret afviste kæremålet ved kendelse af 12. oktober 2015 med følgende begrundelse: Byrettens afgørelse om at nægte at meddele fri proces er truffet under forberedelsen af sagen. Afgørelsen kan derfor kun kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens 389 a. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet. Procesbevillingsnævnet meddelte ved brev af 5. november 2015 A tilladelse til at kære landsrettens afvisning af kæremålet til Højesteret. Anbringender A har navnlig anført, at appelbegrænsningen i retsplejelovens 389 a må anses som en undtagelse fra toinstansprincippet og derfor fortolkes og anvendes indskrænkende. Der er med bestemmelsen sigtet mod en konkret vurdering, hvor der som eksempler er nævnt afgørelser om, at sagen afvises eller hæves, stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Der er med eksemplerne og lovens forarbejder tænkt på forhold, der direkte kan afslutte sagen eller direkte kan påvirke selve sagen og dens udfald. Spørgsmål om fri proces vedrører reelt alene parten, men ikke sagen eller sagens udfald, idet sagen kan fortsætte, uan-
- 3 - set om der meddeles fri proces eller ej. Retspraksis viser også, at langt de fleste afgørelser om retsplejelovens 389 a er orienteret mod forhold, der direkte påvirker sagen, sagens gang eller sagens udfald. Højesteret fokuserede i afgørelsen gengivet i U 2015.2540 H på et tidsmæssigt kriterium således, at bestemmelsen orienteres mod at afskære fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller sagens hovedforhandling som sådan. Der kan dog stadig være grund til at sondre i forhold til afgørelser, der reelt ikke er orienteret mod sagen, men parten. Det indgår i den sammenhæng, at der efter forarbejderne er lagt op til et konkret skøn, der ikke ses underlagt en generel regel. Spørgsmål om fri proces bør i mangel af sikre holdepunkter for andet i forarbejderne til 389 a ikke omfattes af en undtagelsesbestemmelse om kærebegrænsning, herunder også henset til, at spørgsmålet alene vedrører den ene part og således ikke har betydning for almindelige betragtninger om hensynet til modparten og fremme af sagens behandling. Spørgsmål om fri proces er mere orienteret mod den ene parts muligheder for rimelig proces trods manglende økonomisk formåen end mod sagens forløb. Retsgrundlag Efter retsplejelovens 389 kan kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger, medmindre andet er bestemt i loven. Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 blev der indført en kærebegrænsningsregel i retsplejelovens 389 a. Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. juli 2014 og finder anvendelse på afgørelser truffet efter denne dato, har følgende ordlyd: 389 a. Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.
- 4 - Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag nr. L 178, s. 35-36): 2.2.2.3. Kære af afgørelser om sagens forberedelse 2.2.2.3.2. Udvalgets overvejelser 2.2.2.3.2.1. Den ændring af instansordningen, som blev gennemført med domstolsreformen, og hvorefter byretterne er den almindelige førsteinstans i civile sager, har betydet bl.a., at landsretterne nu modtager et stort antal kæremål vedrørende byretternes afgørelser under sagernes forberedelse. Udover at der er tale om et stort antal sager, hvilket belaster landsretterne, betyder indbringelse af disse spørgsmål for landsretten typisk, at sagsbehandlingstiden i byretten forlænges, da der ofte er tale om kæremål, som skal afgøres, inden sagens behandling kan fortsætte ved byretten. Kæremålet tillægges således i praksis ofte reelt opsættende virkning. Udvalget finder på den baggrund, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen, både af hensyn til at aflaste landsretterne og for at nedbringe sagsbehandlingstiden ved byretten bør begrænses... 2.2.2.3.3. Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Af bemærkningerne i lovforslaget til 389 a fremgår bl.a. (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag nr. L 178, s. 122-123): Det foreslås, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen begrænses. Kendelser og beslutninger, der afsiges af byretten under en hovedforhandling eller under dennes forberedelse, vil således uanset den gældende bestemmelse i 389, stk. 1, som ikke foreslås ændret fremover ikke kunne kæres frit til landsretten. Der er dog mulighed for at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringes visse kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen for landsretten. Betingelserne for at få kæretilladelse er efter forslaget, at afgørelsen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten. Omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte.
- 5 - Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en afgørelse har en sådan karakter og betydning, at der er grund til, at kæresagen skal kunne afgøres af landsretten som 2. instans, og der derfor skal meddeles kæretilladelse. Det er desuden en betingelse, at der er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder resultatet. Forslaget tilsigter ingen ændringer af, hvilke afgørelser som er omfattet af 253 om delafgørelser. Bestemmelsen omfatter således ikke afgørelser om spørgsmål, der er afgørende for hele sagens behandling som f.eks. lovvalg, rettens kompetence og søgsmålsfrister og søgsmålskompetence, da der i overensstemmelse med gældende ret vil være tale om delafgørelser, der er omfattet af 253, hvorfor tilladelse til at kære afgørelsen ligesom i dag vil skulle meddeles efter denne bestemmelse (som ændret ved lovforslagets 1, nr. 28). Retsplejelovens 327 bestemmer bl.a.: 327. Fri proces kan, jf. 325, gives til en sag i 1. instans 1) i de i 139, stk. 1, 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i sager om ændring af en aftale eller dom efter forældreansvarslovens 14 eller 17, stk. 2, Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset 392, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse. Det bemærkes, at Justitsministeriet ved lovforslag nr. L 109 af 27. januar 2016 har foreslået en redaktionel ændring af 327, stk. 5, således at der henvises til 392, stk. 3, og 392 a, stk. 2, i stedet for til 392, stk. 2. Af forarbejderne til 327, stk. 5 (dengang stk. 4), fremgår bl.a. (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 132, s. 5562): Et afslag på fri proces kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler. Det foreslås dog, at et afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som første instans, skal kunne kæres uden særlig tilladelse, jf. 3. pkt. I modsætning til, hvad der gælder efter de almindelige regler i retsplejelovens 392, stk. 2, er tilladelse fra Procesbevillingsnævnet således ikke fornøden.
- 6 - Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår forståelsen og anvendelsen af bestemmelsen i retsplejelovens 389 a, stk. 1, hvorefter kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Nævnet kan efter bestemmelsen tillade kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller er af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det afviste kæremål vedrører byrettens afslag på en anmodning om fri proces under en sag om forældremyndighed mv. Som fastslået i Højesterets kendelse af 23. april 2015 (UfR 2015.2540) skal bestemmelsen i retsplejelovens 389 a som udgangspunkt afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium, således at den som udgangspunkt afskærer fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan. Den omtvistede afgørelse er truffet under forberedelsen af en civil sag og kan således som udgangspunkt ikke kæres frit. Der foreligger ikke holdepunkter for at fravige dette udgangspunkt. Det bemærkes herved, at det forhold, at afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som første instans, kan kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens 327, stk. 5, 3. pkt., ikke kan føre til et andet resultat. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at landsretten har afvist kæren af byrettens afslag på fri proces, da der ikke foreligger tilladelse til kære af dette spørgsmål fra Procesbevillingsnævnet. Højesteret stadfæster derfor kendelsen. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.