HORISONTER OG FORMATIONER. Åbningstale, Nordkraft, 24.5.2013 Af kunsthistoriker Anne Lie Stokbro I den norske forfatter Jan Kjærstads seneste roman Normans område følger læseren en forlagsredaktør i krise. Han er en ordets mand, han er feteret, har godt greb om sit arbejde, er nærmest lidt af en ener på sit felt. Hans hele liv er litteratur, men efter en alvorlig trafikulykke kan han ikke tåle at læse, han får simpelthen kvalme af samtidslitteratur, og derfor har han trukket sig tilbage til en afsidesliggende ø i den sydnorske skærgård. Her får han ved siden af en stormende forelskelse, et intenst kærlighedsforhold og forsøgsvise tilbagevendener til litteraturen tiden til at gå med at se på naturen, opleve de små forskydninger i grøde og forfald, i lys og farve i takt med vejrligets og årstidernes skiften. Der sker ikke meget i naturen omkring ham, men fordi han for en stund har tømt sit liv og kan tillade sig at lave ingenting, så har han tiden til at lægge mærke til disse små forskydninger, og det at opdage sommerens sidste varme i en lille, stillestående pyt mellem klipperne eller fange den rest af kaprifoliens duft, som hænger i luften en efterårsmorgen, fylder ham med rent, eksistentielt nærvær. Norman oplever naturen som en vederkvægelse, han oplever den som sit sted og ser sig selv som den eneste tilskuer til naturens mirakel. Og så går det naturligvis galt, når kvinden kommer ind i historien. Når jeg har valgt at indlede denne åbningstale med Jan Kjærstads roman, så er det, fordi bogen rummer passager af stor landskabelig skønhed, men den rummer også en indsigt i naturen og naturoplevelsen, som vi ofte ellers ikke skænker en tanke, fordi naturen altid bare er der. Kjærstad beskriver nemlig naturen som på den ene side en underordnet scene for det menneskelige liv på godt og ondt, og på den anden side som afsæt for dybe,
eksistentielle oplevelser og overvejelser. Eller sagt med andre ord, som et givent vilkår og som en abstraktion. Udstillingen Horisonter og formationer kredser om lige netop de samme temaer, naturen som både noget, der er fællesmenneskeligt, og som noget, vi hver især har for os selv. Og naturen som noget, vi, ligesom Norman, kan tage fysisk del i, alene eller sammen med andre, og som noget, der peger ud over det fysiske og bliver til det, der i en billedkunstnerisk kontekst ikke længere er natur, men er transformeret til den motiviske arketype landskab, en billedlig abstraktion af naturen, ikke kun i todimensionel form, men også med hvad dertil knyttes af sidebegreber som land art, environments, interventioner, installationer m.m.m. I det billedkunstneriske landskab fortolkes naturen, de forskellige roller, naturen spiller, og de påvirkninger, den øver på os som henholdsvis kunstnere og beskuere. Det er derfor naturligt nok, at Aalborg Kunstpavillon har valgt netop landskabet som fælles afsæt for en udstilling, der bringer danske og færøske kunstnere sammen, idet landskabstraditionen er meget stærk både her i landet, hvor den går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, og på Færøerne, hvis knap 100 år lange kunsthistorie har været præget af mange store landskabsskildrere. For gennem skildringer og fortolkninger af naturen træder ligheder og forskelle frem, gennem naturen perspektiveres egenarten og fællesgodset, både kunstnerisk og på det almenmenneskelige plan. For naturen og dermed landskabet er en ligeså stor del af vores identitet, som kulturen er det. Naturen afspejler vore holdninger og værdier, akkurat som kulturen gør det: Måden vi bruger naturen på, rekreativt eller produktivt, måden vi behandler naturen på, beskyttende eller udnyttende, måden kunstnerne skildrer naturen på, dokumenterende, idealiserende, kritisk, symbolsk alt sammen er med til at tegne os som enkeltindivider, som befolkninger og som mennesker.
De 12 færøske og danske deltagere på Horisonter og formationer præsenterer en bred vifte af billedkunstneriske udtryk: maleri, grafik, skulptur, glas, gobelin, foto og installation, og de udfolder dermed naturinspirationens og naturfortolkningens mangfoldighed. Hver især har de oplevet naturen, gjort sig tanker om den og fundet indgangsvinkler, der omformer det sete og tænkte til personlige fortolkninger af begrebet natur. Det traditionelle landskabsmaleri, som i stigende grader af malerisk abstraktion har været et af hovedmotiverne i malerkunsten siden slutningen af 1700-tallet, præsenteres af Bardur Jakupsson, Torbjørn Olsen, Annette Brix, Felix Pedersen og Anita Houvenaghel. Med hver deres intentioner gør de naturens former, farver, lys og stemning til byggestene i ekspressive, episke abstraktioner, der spændes ud mellem det personligt sansede og det alment genkendelige. Ingi Joensen bruger fotografiet til at skabe tilsyneladende dokumentariske skildringer af naturen. Tilsyneladende, fordi ethvert landskabeligt motiv, også det fotografiske eller på anden vis mekanisk fastholdte, aldrig kan være ren dokumentation. Der søges motiv, der sættes en ramme, der iscenesættes, der redigeres, der vælges til og fra. Ole Tersløses computergenererede billeder kan til forveksling minde om fotografi. Detaljerigdom, stoflighed, lys- og skyggevirkninger synes fanget direkte i virkeligheden, men Tersløse benytter sig af natur- og dermed landskabselementernes genkendelighed til ad digital vej at synliggøre et irrationelt, absurd indhold, som snarere hører hjemme i en surrealitet end i naturens realitet. Computeren er også et vigtigt redskab for væveren Jenny Hansen, som bruger det digitale værktøj til at sample de billedfragmenter, der samles til gobelinernes motiver. Naturen i anden potens så at sige: materialer som uld, silke og bomuld omskabt til landskabsabstraktioner.
Landskabsmotivet knytter sig primært til de flade, todimensionelle udtryksformer, maleri, grafik, foto, billedtæpper m.v. Naturen, forstået som vore omgivelser i alle deres former, er imidlertid en mindst ligeså stor inspirationskilde og spejlingsobjekt for kunstnere, der arbejder tredimensionelt, med skulptur, installation, objekter, performances etc. Trondur Patturssons glasskulpturer, inspireret af fjelde, fugle og himmelvidder, af lys og mørke, forener kunstværk, rum og beskuer. Skulpturerne må i sagens natur opleves fysisk, man må rundt om dem, men glassets gennemskinnelighed ophæver samtidig skellet mellem værk og rum. Oplevelsen bliver mere end fysisk, den bliver også en mental proces. Hanni Bjartalids skulpturer forholder sig til den menneskeskabte natur, til de spor, mennesket sætter sig i naturen i form af bygningsværker. De små huse, der minder om barndommens huler i træer, er imidlertid skabt af genbrugsmaterialer og ville dermed, hvis de ikke var flyttet fra naturen ind i kunstens virkelighed, kunne gå tilbage i det evige kredsløb, noget, der desværre er umuligt for mange af de spor, mennesket har sat sig i naturen. Marianna Mørkøre og Pia Skogberg går i clinch med naturperceptionen i deres installatoriske iscenesættelser af hver sit udstillingsrum. I Marianna Mørkøres installation vil publikum opleve naturens former og linjer i komprimeret og fortegnet form. I Pia Skogbergs installation undersøges skoven som begreb med både fysiske og symbolske associationer. Horisonter og formationer viser 12 indgange til et kæmpemæssige og endeløse projekt, nemlig at forholde sig kunstnerisk til den natur, der omgiver os. Ikke for naturens skyld, nok for kunstens skyld, men mest for vores, publikums, skyld, vil jeg tillade mig at hævde. Ved at se kunstnernes fortolkninger af naturen, af dens storhed og skrøbelighed, af dens magt og kommen til kort, af dens uendelige inspirationsstrøm, bliver vi bevidste om det, der ellers altid bare er der.
Og som Norman i Jan Kjærstads roman vil vi måske opleve naturen som en uendelighed af former, farver, teksturer, dufte, smage og lyde næste gang vi bevæger os ud i den. Nu har vi oplevet alt det, den kan inspirere til i værkerne på udstillingen her, og et ønske for alle kunne være at tage sig tid til både at nyde kunsten og dens forudsætning, naturen. Den bliver aldrig mere relevant end lige nu, for den er altid relevant.