Etniske minoritetsbørn idanmark det første leveår

Etniske minoritetsbørn idanmark det første leveår Rapport nr. 2 fra forløbsundersøgelsen af børn født i1995 Kirsten Just Jeppesen &Anne Nielsen København 1998 Socialforskningsinstituttet 98:5

Etniske minoritetsbørn i Danmark det første leveår Rapport nr. 2 fra forløbsundersøgelsen af børn født i 1995 Forskningsleder: cand.jur. Vita Bering Pruzan Forskningsgruppen om børn, familie og minoriteter Sekretærarbejdet er udført af forskningssekretær Jette Buntzen Undersøgelsens følgegruppe: Docent Lars Dencik, Roskilde Universitetscenter Lektor Dion Sommer, Aarhus Universitet Lektor Lars Jacob Muschinsky, Københavns Universitet Docent Jill Mehlbye, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut Seniorforsker Else Christensen, Socialforskningsinstituttet Seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen, Socialforskningsinstituttet Forsker Anne-Dorthe Hestbæk, Socialforskningsinstituttet Lektor Bjarne Hjorth Andersen, Københavns Universitet Fhv. direktør Jacob Vedel-Petersen Professor Per Schultz Jørgensen, Danmarks Lærerhøjskole Forskningsleder, cand.stat. Mette Madsen, Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi Fuldmægtig Lotte Mac, Socialministeriet Fuldmægtig Ellinor Colmorten, Socialministeriet ISSN 1396-1810 ISBN 87-7487-588-4 Sats og tilrettelæggelse: Socialforskningsinstituttet efter principlayout af Bysted A/S Omslag: Berno Hjälmrud og Björn Myrman/Billedhuset Oplag: 1.000 Trykkeri: Holbæk Center-Tryk A/S Oversættelse: Steven Sampson, Ph.D., Social Anthropologist Socialforskningsinstituttet Herluf Trolles Gade 11 1052 København K Tlf. 33 48 08 00 Fax 33 48 08 33 Socialforskningsinstituttets publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden. Skrifter, der omtaler, anmelder, henviser til eller gengiver Socialforskningsinstituttets publikationer, bedes sendt til instituttet.

Forord Denne rapport handler om det første leveår blandt ca. 500 etniske minoritetsbørn, der er født i Danmark i en vis periode af 1995. Deres mødre er statsborgere i Tyrkiet, Eksjugoslavien eller Pakistan (de tre største indvandrernationaliteter her i landet) eller i Somalia, Sri Lanka eller Irak tre store flygtningenationaliteter, som der stadig kommer flygtninge fra. Desuden skal mødrene have haft fast opholdstilladelse i Danmark mindst tre år, fordi flygtninge, som har boet her i landet i tre år, som regel bliver her. Denne forbliven er vigtig, idet børnene skal følges, fra de er helt små, til de bliver voksne med henblik på at belyse, hvordan deres barndom forløber, og hvilken betydning opvækstvilkårene har for deres ungdoms- og voksenliv. Undersøgelsen er en parallel til Socialforskningsinstituttets forløbsundersøgelse af ca. 5.400 danske børn, dvs. børn, hvis mødre er danske statsborgere. Første fase af undersøgelsen om danske børn er publiceret i 1998 i rapporten Spædbarnsfamilien, som er skrevet af seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen. På tilsvarende måde præsenteres resultaterne fra første fase af undersøgelsen om etniske minoritetsbørn i denne rapport. Undersøgelsen er landsdækkende, og dens data er først og fremmest indsamlet ved besøgsinterview med etniske minoritetsfamilier. En stor tak til alle, som har ladet sig interviewe til undersøgelsen. Også tak til sundhedsplejerske Saida Sonne og forskningsleder, cand.stat. Mette Madsen, der har kommenteret manuskriptet. Derudover har forhenværende direktør, cand. psych. Jacob Vedel-Petersen kommenteret manuskriptet som referee. Speciallæge og forskningsmedarbejder Anne Nielsen, Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE) har skrevet afsnit 3.2 om børnenes sundhed og velbefindende i samarbejde med seniorforsker Kirsten Just Jeppesen ved Socialforskningsinstituttet (SFI). De øvrige afsnit er skrevet af Kirsten Just Jeppesen i samarbejde med Anne Nielsen. Kirsten Just Jeppesen har tillige redigeret rapporten. Ved undersøgelsen har desuden medvirket stud.polit. Mikkel Dam ved SFI og cand.scient. Søren Rasmussen ved DIKE, som begge har udført de statistiske analyser i undersøgelsen. 3

Undersøgelsen er finansieret af Sygekassernes Helsefond, Socialministeriet, Socialforskningsinstituttet og Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi. København, april 1998 Jørgen Søndergaard 4

Indhold Kapitel 1 Hovedresultater... 7 1.1. Konklusion... 7 1.2. Om undersøgelsen... 9 1.3. Børnene og deres familier... 12 1.4. Familiernes levekår... 16 1.5. Dagligliv i hjemmet... 20 1.6. Sundhed og sygelighed... 23 1.7. Afsluttende bemærkninger... 27 Kapitel 2 Indledning... 29 2.1. Undersøgelsens baggrund og problemstilling... 29 2.2. Hvem er med i undersøgelsen?... 32 2.3. Undersøgelsens metoder og data... 35 2.3.1. Metoder... 35 2.3.2. Den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse.. 37 2.3.3. Stikprøve og bortfald... 39 2.3.4. Fremtidige dataindsamlinger... 42 2.3.5. Analyser og tabeller i undersøgelsen... 42 Kapitel 3 Om børnene... 45 3.1. Børnenes køn og alder... 45 3.2. Børnenes sundhed og velbefindende... 46 3.2.1. Fødslen... 46 3.2.2. Svangerskabslængde og fødselsvægt... 48 3.2.3. Fødested og komplikationer... 53 3.2.4. Amning, vægtstigning og trivsel... 56 3.2.5. Helbred og sygdomme... 61 3.2.6. Lægevagtbesøg, skadestue og indlæggelse... 67 3.2.7. Sundhedsplejerske og mødregruppe... 72 3.3. Forældre-barn forhold... 75 5

3.3.1. Ønsker og realiteter... 75 3.3.2. Børneopdragelse... 83 3.3.3. Hvem plejer og passer barnet?... 86 Kapitel 4 Børnenes familier/hjem... 91 4.1. Husstandens størrelse... 91 4.2. Husstandens sammensætning... 93 4.3. Forældrenes baggrund og situation... 97 4.3.1. Alder... 97 4.3.2. Opholdslængde og sprog...100 4.3.3. Opvækst og uddannelse...112 4.3.4. Arbejdsforhold...117 4.3.5. Mors velbefindende...124 4.4. Arbejdsdeling i hjemmet...129 Kapitel 5 Netværk uden om familierne... 133 5.1. Hjælp til børnepasning og husarbejde...133 5.2. Kontakt med familie og venner...136 Kapitel 6 Familiernes bolig og økonomi...139 6.1. Boligforhold...139 6.1.1. Hvor bor de?...139 6.1.2. Tæthed og ulemper i boligen...142 6.1.3. Rygning i boligen...144 6.2. Økonomiske forhold...147 English Summary... 155 Litteratur... 173 Socialforskningsinstituttets udgivelser om indvandrere og flygtninge...181 Socialforskningsinstituttets udgivelser siden 1.1.1997... 185 6

Kapitel 1 Hovedresultater 1.1. Konklusion Vores undersøgelse belyser mange træk ved det første leveår blandt 6 store grupper af etniske minoritetsbørn, der bor fast i Danmark, og som er født her i landet i 1995. Det viser sig, at på nogle punkter, der er vigtige for børns trivsel i det første leveår, er etniske minoritetsbørn bedre stillet end jævnaldrende danske børn - fx bliver færre etniske minoritetsbørn passet i institution eller af dagplejemor, idet flere etniske minoritetsmødre end danske mødre er hjemme hos barnet hele det første leveår. Desuden er etniske minoritetsfamilier mere harmoniske end danske familier, idet etniske minoritetsforældre oplyser, at de meget sjældent skændes om huslige pligter og er enige om børneopdragelsen formentlig som følge af et traditionelt kønsrollemønster. På andre punkter er de lige så godt stillet som danske børn således er etniske minoritetsbørn og danske børn stort set lige sunde og lige syge, og desuden er andelen af ønskebørn og andelen af eneforsørgere nogenlunde ens. Men på nogle punkter er etniske minoritetsbørn dårligere stillet end danske børn. Flere minoritetsmødre har fx nervøse symptomer eller fødselsdepression end danske mødre, ligesom minoritetsmødre lidt hyppigere synes, det er anstrengende at passe barnet og er usikre på, om de giver barnet den rigtige omsorg. Dernæst må etniske minoritetsbørn meget hyppigere end danske børn undvære den kontakt, støtte og omsorg, som bedsteforældre kan give, fordi de ikke bor her i landet. Men til gengæld bor flere sammen med bedsteforældre (11%). Der er også nogle afgørende forskelle på de materielle levevilkår, som børnene lever under i etniske minoritetsfamilier og i danske familier. Minoritetsfamilierne bor således kun sjældent i ejerbolig, og de har gennemgående meget mindre boliger end danske børnefamilier. Desuden er minoritetsfamiliernes indkomst betydelig lavere end danske børnefamiliers, ligesom de oftere føler, 7

at familiens økonomi er dårlig. Endvidere har etniske minoritetsfamilier meget hyppigere end danske familier undladt at købe fodtøj, klæder og dagligvarer på grund af pengemangel samt har undladt at gå til tandlæge, invitere gæster mv., fordi de ikke havde råd til det. Men de ringere materielle levevilkår har ikke ført til, at etniske minoritetsbørn er mere syge end danske børn, og har måske ikke den store betydning for så små børns velbefindende i det hele taget. Derimod må de beskedne økonomiske kår formodes at få større betydning senere i barndommen og ungdommen, hvor barnet får behov for børnehave, eget værelse, fritidsaktiviteter, lommepenge og smart tøj, ligesom danske børn og unge har. Sundhed, tryghed og stabile voksenkontakter i den tidligste barndom anser mange psykologer for grundlæggende for børns evne til at klare sig godt senere i livet, og disse er således gode for etniske minoritetsbørn under 1 år og mindst lige så gode som for danske børn. Det kunne udlægges sådan, at de skulle blive i stand til at klare sig på lige fod med danske børn, når de bliver voksne. Men selv om sundhed, tryghed og stabile voksenkontakter i det første leveår har stor betydning, er disse forhold dog ikke tilstrækkelige til at sætte børnene i stand til at klare sig i det danske samfund. Andre forhold vil også være nødvendige for børnenes integration, fx danske sprogkundskaber, uddannelse og kontakt med det danske samfund gennem naboer, børnehaver og skoler med danske børn. Desuden kan forhold hos forældrene tænkes at være afgørende, fx deres sprog, uddannelse, arbejde, holdning til danskere og deres evne til at klare sig her i landet. Den høje arbejdsløshed blandt etniske minoritetsforældre samt mangelfulde danske sprogkundskaber hos mange etniske minoritetsmødre medfører risiko for, at deres børn isoleres fra det danske samfund og dermed ikke får lært de danske "spilleregler" og det danske sprog tilstrækkelig godt til at kunne udfolde sig på lige fod med danske børn i skolen og i andre sammenhænge. Desuden kan børn af langvarigt arbejdsløse fædre især søn- 8

nerne mangle en model for en far som forsørger, ligesom den lange arbejdsløshed må forringe faderens selvtillid og livskvalitet. Hvad angår sundhedsvæsenets indsats viser undersøgelsen, at sundhedsplejerske-ordningen fungerer fint over for etniske minoritetsbørn i deres første leveår, idet minoritetsfamilierne hyppigere end danske familier får besøg af sundhedsplejerske, og disse besøg får minoritetsmødrene til at føle sig mere sikre på, at de giver børnene den rigtige pleje og omsorg. Derimod vil etniske minoritetsmødres brug og udbytte af fødselsforbedelseskurser og mødregrupper kunne øges betydeligt ved hyppigere anvendelse af tolk, ligesom mere brug af tolk på fødeafdelingerne kunne fremme amningens etablering hos minoritetsmødre. Med hensyn til den øvrige indsats fra det danske samfunds side kan vi blot konstatere, at den officielle integrationspolitik om etniske minoriteters ligestilling med den danske befolkning ikke er lykkedes i tilstrækkelig grad, især fordi mange minoritetsforældre er arbejdsløse og dermed også er økonomisk dårligere stillet end den øvrige befolkning. 1.2. Om undersøgelsen Undersøgelsens formål er at fremskaffe landsdækkende og grundlæggende viden om knap 500 etniske minoritetsbørns opvækstvilkår og udvikling her i landet. En sådan viden har ikke eksisteret tidligere, og undersøgelsen er således den første af sin art i Danmark. Vores undersøgelse er en parallel til Socialforskningsinstituttets forløbsundersøgelse af ca. 5.400 danske børn, dvs. børnenes mødre er danske statsborgere. At det er en forløbsundersøgelse vil sige, at børnenes opvækst og udvikling følges med nogle års mellemrum fra de er helt små til de bliver voksne med henblik på at belyse, hvordan deres barndom er, og hvilken betydning opvækstvilkårene har for deres ungdoms- og voksenliv, jf. afsnit 2.1. Undersøgelsens baggrund og problemstillinger. Undersøgelsen er planlagt og udformet i samarbejde mellem forskere fra Socialforskningsinstituttet og forskere fra andre forskningsmiljøer. Den database, som er etableret ved hjælp af undersøgelsen, kan anvendes af andre børneforskere i Danmark. 9

Undersøgelsen omfatter 482 børn, der er født i Danmark i tidsrummet 1. april 1995-31. december 1995 af udenlandske mødre. Disse mødre er statsborgere i Tyrkiet, Eksjugoslavien eller Pakistan (de tre største indvandrernationaliteter her i landet) eller i Somalia, Sri Lanka eller Irak tre store flygtningenationaliteter fra forskellige geografiske områder (Afrika, Asien og Mellemøsten), som der stadig kommer flygtninge fra. For det andet skal mødrene have haft fast opholdstilladelse i Danmark i mindst 3 år, fordi flygtninge, som har boet her i landet i 3 år, som regel bliver her. Denne forbliven er vigtig, fordi det drejer sig om en forløbsundersøgelse, hvor børnenes udvikling skal følges de næste mange år, og de skal derfor fortsat bo i Danmark. Af lighedsgrunde og for bedre at kunne sammenligne børn, der vokser op i henholdsvis flygtningefamilier og indvandrerfamilier, stilles der samme krav til, hvor længe indvandrermødrene skal have boet i Danmark, se afsnit 2.2. Hvem er med i undersøgelsen? For overblikkets skyld skal det nævnes, at i hele 1995 blev der født ca. 70.000 børn i Danmark, heraf ca. 5.000 med udenlandske mødre fra et 3. land, hvilket svarer til ca. 7% af samtlige nyfødte. Børn fra de 6 nationaliteter, som vores undersøgelse omfatter, udgjorde omkring 2.500, dvs. ca. 3½% af alle børn født i 1995. Men det må bemærkes, at kun 610 af disse børn er udvalgt til stikprøven i vores undersøgelse, og at de er født i de sidste tre kvartaler af 1995. Blandt de 610 børn blev der opnået interview med 482, se nærmere afsnit 2.3.3. Stikprøve og bortfald. Oprindelig blev der udvalgt 610 børn, hvis navne vi har fået fra CPR-registret. Blandt børn, der har en mor med statsborgerskab i Tyrkiet, er kun medtaget en fjerdedel af de børn, som opfylder ovennævnte kriterier disse børn er udvalgt ved lodtrækning, mens alle børn med en mor, der har statsborgerskab i de fem andre udvalgte lande, er med i undersøgelsen, dvs. totaltællinger. Ved kun at medtage en fjerdedel af børnene fra Tyrkiet, opnåede vi, at de antalsmæssigt blev mindre dominerende, end de ellers ville have været i forhold til de meget færre børn, som fødes 10

i de fem andre grupper. Alligevel er antallet af børn, der stammer fra Irak og Somalia beskedent, jf. afsnit 2.3.3. Stikprøve og bortfald. For at få tilstrækkelig mange børn fra de små nationaliteter udvidede vi desuden fødselsperioden for de etniske minoritetsbørn til de tre sidste kvartaler af 1995, dvs. de er født her i landet i perioden 1/4-31/12 1995, mens de danske børn er født i tidsrummet 15/9-31/10 1995. Det betyder, at de etniske minoritetsbørns alder varierer mellem 3 og 12 måneder på interviewtidspunktet, mens de danske børn er 3-6 måneder. Ved alle analyser, hvor barnets alder kan tænkes at spille en rolle, er der taget højde for dette forhold, se afsnit 2.3.5. Analyser og tabeller i undersøgelsen. En forløbsundersøgelse forudsætter, at der indsamles oplysninger om de samme børn i løbet af deres barndom, ungdom og senere tilværelse. Data blev indsamlet første gang i foråret 1996, og det er resultaterne fra denne fase, som omtales i nærværende rapport. Den første dataindsamling blev forberedt, ved at forskerne gennemførte litteraturstudier og dybtgående samtaler (semistrukturerede kvalitative interview) med 6 nøglepersoner med indgående kendskab til indvandrer- og flygtningespørgsmål samt med 9 børnefamilier fra de udvalgte nationaliteter. Interviewene varede i gennemsnit 2-2½ time. De har haft betydning for udformningen af det standardiserede spørgeskema, der blev anvendt i den landsdækkende interviewundersøgelse, og som først og fremmest er datagrundlaget i undersøgelsens første fase, se afsnit 2.3. Undersøgelsens metoder og data. Den landsdækkende dataindsamling foregik i hele landet i martsmaj 1996, hvor Socialforskningsinstituttets faste interviewere opsøgte mødrene til de 610 udvalgte børn i deres hjem for at stille spørgsmål efter et spørgeskema med faste svarkategorier. Spørgsmålene i spørgeskemaet var stort set de samme som i den tilsvarende undersøgelse af danske børns opvækstvilkår, og varigheden af interviewene var ca. 1 time. Familierne fik tilsendt en skrivelse, der kort fortalte om undersøgelsen, inden interviewerne opsøgte dem. Denne skrivelse blev oversat til 9 fremmed- 11

sprog, og alle familier fik sammen med den danske introduktionsskrivelse tillige samme skrivelse på et eller to sprog fra deres hjemland. Interviewerne havde mulighed for at rekvirere tolk, hvis det viste sig nødvendigt, og familien ønskede det. Der blev anvendt tolk ved 9% af interviewene. Om dataindsamlingen i øvrigt, se afsnit 2.3.2. Den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse. Den landsdækkende dataindsamling forløb meget fint. Alt i alt er 79% af de planlagte interview blevet gennemført, se afsnit 2.3.3. Stikprøve og bortfald. Dette er en høj svarprocent, især når man tager i betragtning, at mere end halvdelen af de etniske minoritetsfamilier bor i hovedstadsområdet, idet svarprocenten normalt er lavere i stærkt urbaniserede områder. Den høje svarprocent styrker troværdigheden af undersøgelsens resultater. Undersøgelsens næste dataindsamling tænkes gennemført, når barnet er ca. 3½ år. Senere ventes der gennemført en dataindsamling omkring det tidspunkt, hvor barnet skal begynde at gå i skole eller tidligt i barnets skoleforløb. Spørgsmålet om, hvornår der skal indsamles data om det senere skoleforløb og ungdomsårene, vil først blive afklaret senere. 1.3. Børnene og deres familier Der er stort set lige mange piger og drenge i vores undersøgelse, og de er 3-12 måneder. De fleste (61%) er 7-12 måneder, mens 39% er 3-6 måneder. Børnene bor gennemgående i større familier (husstande) end danske familier. Ca. 50% af minoritetsbørnene bor i en familie på 3-4 personer, inkl. barnet selv, omkring 25% bor i en familie på 5 personer og ca. 25% i en familie med 6-13 personer. De tilsvarende tal for danske børn er, at 80% bor i en familie på 3-4 personer, 15% i en familie på 5 personer og 5% i en familie med 6-7 personer. Den gennemsnitlige husstandsstørrelse i minoritetsfamilier er 4,9, og i danske familier 3,8, jf. afsnit 4.1. Husstandens størrelse. 12

At etniske minoritetsfamilier bor i så store familier hænger sammen med flere forhold. For det første har minoritetsfamilier gennemgående flere børn end danske familier. Der er således kun 20% enebørn blandt minoritetsbørnene, mens tilsvarende gælder 42% af danske børn, og i gennemsnit har minoritetsbørn 1,6 søskende, mens danske børn har 0,8 søskende, se afsnit 4.2. Husstandens sammensætning. For det andet stammer etniske minoriteter fra lande med andre boligtraditioner end i Danmark. Disse traditioner betyder, at unge ugifte ofte bliver boende hjemme hos forældrene, og at gifte par af og til bor sammen med forældre eller svigerforældre, også selv om de får børn. Som ventet bor næsten alle danske børn i kernefamilie eller hos eneforsørger, og det samme gør de fleste etniske minoritetsbørn (80-90%). Resten af minoritetsbørnene bor i en udvidet familie, dvs. sammen med bedsteforældre eller anden familie eller ikkebeslægtede. Indvandrerfamilier lever lidt hyppigere i udvidede familier end flygtningefamilier, bl.a. fordi de hyppigere har bedsteforældre og anden familie her i landet, og det hænger igen sammen med, at indvandrerne kom til Danmark på et tidligere tidspunkt og har dermed været i landet længere tid end flygtningene, se kapitel 5. Netværk uden om familierne og afsnit 2.2. Hvem er med i undersøgelsen? I alt bor 11% af minoritetsbørnene og 1% af danske børn sammen med bedsteforældre. Det er karakteristisk for de danske børn, som lever i en tregenerationsfamilie, at de forholdsvis ofte er enebørn og har en enlig mor, der har fået barnet i en ung alder. Ingen af disse forhold karakteriserer imidlertid tregenerationsfamilier, som etniske minoritetsbørn lever i. Den familietype, som nærmest ser ud som en nødløsning for danske familier, har således en anden karakter når det drejer sig om minoritetsfamilier her hænger den formentlig sammen med traditioner og familiefølelse. Næsten alle minoritetsbørn lever sammen med begge biologiske forældre og 7% kun med deres mor. Ingen minoritetsbørn bor 13

alene sammen med deres far, og ingen minoritetsbørn har en stedmor eller stedfar. Næsten alle danske børn lever også sammen med begge biologiske forældre, og kun 4% bor alene med enten deres mor eller far. Enkelte af de danske børn har en stedfar eller stedmor eller adoptivforældre. Omkring 90% af minoritetsbørnenes forældre er formelt gift, mens kun 55% af danske børns forældre har en vielsesattest. De etniske minoritetsbørns mødre var 16-44 år ved barnets fødsel flest (64%) var mellem 25 og 34 år, og kun 3% var under 20 år, dvs. teenagemødre. Hvis man kun ser på førstegangsfødende, er den etniske minoritetsmor i gennemsnit næsten 25 år (24,8), når hun får sit første barn, mens den førstegangsfødende danske mor er 27,2 år. Minoritetskvinder bliver således mødre i en yngre alder end danske kvinder, især mødre med tyrkisk statsborgerskab. Samtidig er det dog værd at lægge mærke til, at kun få procent af de etniske minoritetsmødre er teenagere og det gælder mødre i alle etniske grupper, jf. afsnit 4.3.1. Alder. Også de fleste fædre var mellem 25 og 34 år på fødselstidspunktet, og det samme gælder fædrene til danske børn. "Førstegangsfødende" fædre i etniske minoritetsfamilier er lidt yngre end danske fædre i gennemsnit er minoritetsfædre 28,5 år, når de får det første barn, mens danske fædre er 29,7 år. Samtidig skal det dog bemærkes, at faderen til 0,3% af de danske børn var teenager, da barnet blev født, mens ingen fædre til de etniske minoritetsbørn var teenagere. Det er også værd at bemærke, at kun nogle få fædre både til etniske minoritetsbørn og danske børn var 45 år eller mere på fødselstidspunktet. En eventuel myte om, at mange etniske minoritetsbørn har meget gamle fædre passer således ikke. Blandt de mødre, der stammer fra Eksjugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, er enkelte født i Danmark, og mange har boet her i 10 år eller længere tid, mens ingen mødre fra Irak og næsten ingen mødre fra Sri Lanka og Somalia har boet i Danmark mere 14

end højst 9 år. Fædrene har gennemgående boet her i landet længere tid end mødrene, ligesom flere er født i Danmark, og det gælder både indvandrer- og flygtningenationaliteterne. De fleste etniske minoritetsfamilier har hverken bedsteforældre eller anden familie her i landet. Det betyder, at minoritetsfamilier har færre muligheder end danske familier for at få deres lille barn passet. Især passes danske børn ofte af deres bedsteforældre, og denne pasningsressource må de fleste minoritetsfamilier undvære, fordi bedsteforældrene ikke bor her i landet eller er døde. En tidligere undersøgelse viser, at mangel på støtte fra bedsteforældre eller andre i netværket kan medføre, at moderen oplever det mere anstrengende at passe barnet, samt at børn gennemgående klarer sig dårligere, hvis forældrene mangler støtte fra netværket, se herom i kapitel 5 Netværk uden om familierne. Desuden har minoritetsmødre meget sjældnere kontakt med deres mor, end danske mødre har. I den forbindelse skal det bemærkes, at kontakt også omfatter telefonsamtaler, men ikke kontakt gennem breve. Omkring 33% af alle minoritetsmødre har daglig eller ugentlig kontakt med deres mor, mens tilsvarende gælder næsten 90% af danske mødre, heraf har 41% daglig kontakt, og 46% har kontakt med deres mor mindst en gang om ugen. Mormødrene har dermed mulighed for at rådgive og vejlede mødrene i danske familier om det lille barns pasning samt om eventuelle personlige spørgsmål i et helt andet omfang end mormødrene i minoritetsfamilier. De må i højere grad selv tage stilling til tvivlsspørgsmål eller spørge anden familie, venner eller professionelle som fx sundhedsplejerske og praktiserende læge til råds, og det kan være svært, især hvis der ikke er knyttet tolk til de professionelle. For en ordens skyld skal det bemærkes, at etniske minoritetsmødre ikke må betragtes som personer, der er isoleret fra alt og alle. Således har 25% af minoritetsmødrene daglig eller næsten daglig kontakt med venner og bekendte, og yderligere 40% har kontakt med venner og bekendte en eller to gange om ugen. I alt har 65% af mødrene kontakt med venner og bekendte mindst 15

en gang om ugen, hvilket er næsten lige så hyppigt som danske mødres kontakt med venner og bekendte, jf. kapitel 5 Netværk uden om familierne. 1.4. Familiernes levekår Lidt mere end halvdelen af børnene (58%) bor i hovedstadsområdet. På det øvrige Sjælland, Bornholm og Lolland-Falster bor 12%, på Fyn 7% og i Jylland bor 23%. De fleste indvandrerbørn bor øst for Storebælt, og de fleste flygtningebørn vest for Storebælt, se nærmere i afsnit 6.1.1. Hvor bor de? At indvandrerne især bor i hovedstadsområdet og i større sjællandske provinsbyer hænger sammen med, at disse steder kunne de udenlandske arbejdere, som indvandrede til Danmark i 1960-70 erne, få job og lejlighed. Flygtningene bestemte derimod ikke selv, hvor de ville bo, da de fik varig bolig første gang det gjorde Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med kommunerne. Ved denne fordeling tilstræbtes der bl.a. en nogenlunde ligelig fordeling på landsplan. Senere flytter en del flygtninge dog til områder med større koncentration af etniske minoriteter. Langt de fleste minoritetsbørn (ca. 90%) bor i lejebolig. Især bor flygtningefamilier ofte i lejlighed, hvilket hænger sammen med, at udenlandske statsborgere først må købe fast ejendom i Danmark, når de har haft fast opholdstilladelse her i landet i fem år i henhold til lov om erhvervelse af fast ejendom. Hertil kommer, at mange flygtninge og indvandrere har en forholdsvis beskeden indkomst, idet de er arbejdsløse, og en statistisk analyse viser netop, at jo højere indkomst minoritetsfamilier har, desto hyppigere bor de i ejerbolig. En sammenligning med danske børn viser, at 67% af de danske børn bor i ejerbolig, mens tilsvarende kun gælder 9% af minoritetsbørnene. Forskellen mellem danske børn og minoritetsbørn er således enormt stor på dette punkt. En anden afgørende forskel er, at etniske minoritetsfamilier bor tættere end danske familier. Langt de fleste minoritetsbørn bor meget tæt med mere end én person pr. værelse det gælder ca. 16

80%, men kun 25% af de danske børn. I gennemsnit bor der 1,5 person pr. værelse i minoritetsfamilier og 1 person pr. værelse i danske familier, dvs. boligtætheden er 50% højere i minoritetsfamilierne, jf. afsnit 6.1.2. Tæthed og ulemper i boligen. Kun et mindretal af minoritetsbørnene (3-18%) bor i boliger med træk, fugt, kulde, støj fra naboer, trafikstøj og støj fra fabrikker, luftforurening fra trafik eller virksomhed og andre ulemper. De forskellige ulemper forekommer nogenlunde lige hyppigt hos minoritetsfamilier og danske familier. Vi har forsøgt at få et billede af familiernes økonomi gennem tre forskellige mål på deres økonomiske situation, jf. afsnit 6.2. Økonomiske forhold. Det første mål vedrører familiens samlede personlige årsindkomst i 1995 netto, dvs. efter at skat og evt. fradrag er trukket fra i tilfælde af tregenerationsfamilier og andre udvidede familier vedrører spørgsmålet udelukkende kernefamiliens samlede indkomst. Som ventet har de danske familier gennemgående en langt højere årsindkomst end minoritetsfamilierne. Således er den gennemsnitlige årsindkomst blandt danske familier ca. 243.000 kr., mens den er ca. 143.000 kr. blandt minoritetsfamilierne. Det andet mål drejer sig om mødrenes opfattelse af familiens samlede økonomiske situation. Svarene viser, at de danske mødre dobbelt så ofte som minoritetsmødre oplever, at familiens økonomi er god eller særdeles god det gælder således 70% af de danske mødre, men kun 35% af minoritetsmødrene. Forældrepar i storfamilier føler oftere, at de er velstillede, end forældrepar i kernefamilier, også når deres indkomst er lige stor. Det tredje mål skal afdække, om familien oplever en række materielle og sociale afsavn på grund af pengemangel. Det viser sig, at de fleste etniske minoritetsbørn (ca. 2/3) lever i familier, der har undladt mindst en aktivitet på grund af pengemangel, mens tilsvarende kun gælder ca. 1/3 af de danske børn. Nogle eksempler er, at ca. 30% af minoritetsfamilierne ikke har haft råd til at købe tøj, og 25% har manglet penge til at købe fodtøj, mens det samme kun var tilfældet ved henholdsvis 15% og 7% af de 17

danske familier. Desuden har omkring 25% af minoritetsfamilierne måttet lade være med at gå til tandlæge, og næsten 50% har ikke haft råd til at holde ferie uden for hjemmet, mens det samme kun gælder henholdsvis 4% og 15% af de danske familier. Også mindre og mere dagligdags ting som fx madvarer, rengøringsmidler og tobak har ca. 10% af minoritetsfamilierne manglet penge til at købe og det er lidt hyppigere end danske familier. Derimod er der ingen forskel på opvarmning af bolig, som næsten ingen har undladt hverken blandt minoritetsfamilier eller danske familier. Desuden har danske familier hyppigere manglet penge til at reparere deres bolig, formentlig fordi danske familier bor mere i ejerbolig, som de selv skal betale reparationer af. En sammenligning af de forskellige minoritetsgrupper viser, at irakiske familier hyppigst og somaliske familier næsthyppigst lider materielle og sociale afsavn, hvilket stemmer med, at de oftere føler, at deres økonomi er dårlig end de andre minoritetsfamilier. Desuden har 90% af enlige mødre oplevet et eller flere afsavn, mens tilsvarende gælder ca. 70% af kernefamilierne og kun knap 30% af tregenerationsfamilierne. Det er bemærkelsesværdigt, at tregenerationsfamilier lider væsentlig færre afsavn end de øvrige familier, og det skyldes formentlig, at de er flere om at dele boligudgifter og andre faste udgifter. Alt i alt er der ingen tvivl om, at mange etniske minoritetsfamilier har en anstrengt økonomi og føler sig mere presset økonomisk end danske familier. Den dårlige økonomi hænger sammen med, at fædrene i minoritetsfamilier ofte har en marginal og underordnet placering på arbejdsmarkedet. Således er 42% af fædrene arbejdsløse, i jobtilbud eller får bistandshjælp på interviewtidspunktet, mens tilsvarende kun gælder 5% af de danske fædre. Desuden er minoritetsmødrene hyppigere hjemmearbejdende husmødre (ca. 30%) og arbejdsløse (ca. 20%) end danske mødre blandt dem er kun 1% hjemmearbejdende og 9% er arbejdsløse. Fædre i irakiske og somaliske familier er mest arbejdsløse det er næsten 2/3. Det skyldes bl.a., at de har væ- 18

ret kortest tid i Danmark og har færrest slægtninge her i landet, som kan hjælpe med at skaffe dem et job, se nærmere herom i afsnit 4.3.4. Arbejdsforhold. At etniske minoritetsforældre ofte er arbejdsløse betyder, at de har mere tid til at være sammen med det lille barn end danske forældre, og det må umiddelbart opfattes som en fordel for barnet. Om det er det på længere sigt, er imidlertid tvivlsomt, idet fædrenes selvopfattelse må påvirkes i negativ retning, hvis de er uden arbejde i lang tid. En langvarigt arbejdsløs far kan jo føle, at han mister sin værdighed og betydning, især hvis hans unge sønner og døtre er i erhverv og eventuelt også hans kone. Desuden kan sønnerne mangle en rollemodel for en far som forsørger. I de fremtidige faser af vores undersøgelse vil vi søge at belyse dette spørgsmål nærmere. Den høje arbejdsløshed blandt etniske minoritetsforældre hænger bl.a. sammen med, at de oftere har en kort skoleuddannelse og ingen erhvervsuddannelse end danske forældre. Mange etniske minoritetsmødre har således en skolegang, der er væsentlig kortere end danske mødre. Især har mødre fra Tyrkiet gået i skole i få år halvdelen i mindre end 5 år, og tilsvarende gælder for ca. 1/3 af de somaliske mødre. Samtidig er det værd at bemærke, at de tamilske mødre fra Sri Lanka har en lige så langvarig skoleuddannelse som danske mødre, jf. afsnit 4.3.3. Opvækst og uddannelse. Fædrene i de etniske minoritetsfamilier har gået længere tid i skole end mødrene det gælder især somaliske fædre, som har gået i skole i lige så mange år som danske fædre. Også tamilske fædre har en lige så lang skoleuddannelse som danske fædre, og i de eksjugoslaviske og irakiske familier har en hel del af fædrene ligeledes gået i skole i 10-14 år. Men blandt fædre fra alle nationaliteter er der nogle, som har gået i skole mindre end 5 år det gælder hyppigst fædre fra Tyrkiet (23%) og næsthyppigst fædre fra Irak (15%). 19

Erhvervsuddannelse har vi defineret som enhver form for uddannelse, der giver adgang til job, dog er kurser og tillæring af få ugers varighed ikke medregnet. I alt har 23% af de etniske minoritetsmødre gennemført en erhvervsuddannelse, mens det samme gælder 75% af de danske mødre. Også minoritetsfædre har sjældnere gennemført en erhvervsuddannelse end danske fædre det har 35% mod 75% af de danske fædre. I ingen af de etniske minoritetsgrupper har fædre lige så hyppigt gennemført en erhvervsuddannelse som danske fædre. Hyppigst har fædre i eksjugoslaviske familier en erhvervsuddannelse det har 53%, jf. afsnit 4.3.3. Opvækst og uddannelse. Endnu en årsag til den høje arbejdsløshed i etniske minoritetsfamilier er, at de fleste mødre og en hel del fædre har vanskeligheder med at læse og skrive dansk. Desuden vurderer interviewerne, at kun de færreste mødre taler godt dansk. Fædrene har gennemgående bedre danske sprogkundskaber end mødrene, og det hænger sammen med, at fædrene har opholdt sig længere tid i Danmark og har en bedre uddannelse end mødrene, se afsnit 4.3.2. Opholdslængde og sprog. 1.5. Dagligliv i hjemmet Vi har spurgt om, hvilket sprog moderen og faderen mest taler til daglig hjemme, idet vi formoder, at det daglige sprog i hjemmet er en vigtig indikator på, hvor fordansket et miljø barnet vokser op i. Det at tale mest dansk i hverdagen betyder formentlig, at personen er velbevandret i dansk tænke- og væremåde, og muligvis også at personen har accepteret dansk levevis på mange væsentlige punkter. Et samlet indeks for forældrenes daglige sprog i hjemmet viser, at næsten halvdelen af både indvandrer- og flygtningebørn lever i et hjem, hvor en eller begge forældre taler dansk i kortere eller længere tid til daglig, herunder nogle få procent (3-4%) i hjem, hvor begge forældre udelukkende eller mest taler dansk. Men der er forskel på nationaliteterne, og næsten 2/3 af irakiske og somaliske børn lever i et hjem, hvor ingen af forældrene taler dansk til daglig, mens det samme gælder ca. halvdelen af børnene i de fire andre etniske 20