vide verden per dalgård Født 1955 og har siden introduktionen til det russiske sprog på gymnasiet i Skive været optaget af udviklingen i Sovjetunionen og Rusland. Besøgte Leningrad (nu Skt. Petersborg) og Moskva første gang i 1974 og har været der talrige gange siden. Cand.phil. i russisk ved Aarhus Universitet i 1981, ph.d. i sammenlignende litteratur (russisk og amerikansk) ved University of Alberta, Canada, i 1986. Jeg har undervist og forsket i russiske forhold på flere danske og udenlandske universiteter og i ti år været leder af Esbjerg Mediehøjskole. Forfatter til en række bøger om Sovjet og Rusland, bl.a. Jeltsins Rusland og Turen går til Moskva, Skt. Petersborg og Den Transsibiriske Jernbane. Siden 1989 korrespondent med speciale i russiske og postsovjetiske forhold for henholdsvis Aktuelt, Jydske Vestkysten, Politiken og nu dagbladet Information. Er til tider rejseleder i Skt Petersborg ved Akademisk Rejsebureau. Har sammen med min kone Inger Thorup Lauridsen oversat en række russiske romaner til dansk, bl.a. Andrej Bitovs Pusjkinhuset, der handler om Petersborg og Leningrad, og Vasilij Aksjonovs Moskva Sagaen. 4
intro ruslands unge herskerinde Rusland er et spørgsmål pakket ind i et mysterium og svøbt i en gåde, sagde den engelske statsmand Winston Churchill engang. Og han vidste, hvad han talte om, for han havde besøgt den værste tyran, Josef Stalin, i russisk historie, ja, måske endda i hele verdenshistorien. Mødet mellem dem havde fundet sted på det mest gådefulde sted i Rusland regeringssædet i Moskvas gamle borg, Kreml. Ligesom moder Rusland for os udenforstående er svært at afkode, er forholdet mellem Ruslands to hovedstæder Moskva og Skt. Petersborg også både gådefuldt og mystisk og har været det lige siden Petersborgs grundlæggelse i 1703. For at løse disse to byers gåder må man søge til den sagnomspundne russiske folkesjæl, til kulturen, og forsigtigt skrælle bladene af løgkuplerne i håb om at finde ind til essensen af Rusland og russisk mentalitet bag de gyldne og blå blade, bag facaden. Jeg selv har brugt snart 40 år som journalist, oversætter, turist og forfatter på at komme ind under overfladen og ind til de to byers sjæl. Det er ikke lykkedes at komme helt derind endnu, men jeg har lært, at man aldrig skal tage overfladen for gode varer, ligesom man aldrig skal acceptere et njet fra en russer fordi det snarere betyder måske, hvis du presser på end et rent og skært nej. Hermed advarer jeg læseren, det er farligt at give sig i kast med pilleriet i løgkuplerne. Er man først begyndt på det, så er man uundgåeligt fanget i fascinationens edderkoppespind det risikerer at blive en livslang undersøgelse, for Ruslands mystik og gåder drager og slipper aldrig sit tag i sine ofre. Moskva og Skt. Petersborg er som regel begyndelsen på fascinationen, og 5
intro pragtfulde Petersborg er måske endda det bedste sted at starte med at pille bladene af, for byen er i hvert fald på den bedrageriske overflade langt nemmere at forstå end Moskva og resten af Rusland. Skt. Petersborg er en stor by. En europæisk storby i Rusland. Men ikke en hvilken som helst storby i Rusland. Vi taler om tsaren Peter den Stores pragtværk, byernes by, som i tre hundrede år har været centrum for det gigantiske riges kultur, politik og udvikling. Skt. Petersborg, Petrograd, Leningrad, Piter, Ruslands anden hovedstad, Nordens Venedig, Ruslands kulturhovedstad, Ruslands kriminelle hovedstad. Skt. Petersborg kært barn har mange navne, lyder ordsproget. Og det kære barn har både en forside fuld af rigdom og pragt, smukke slotte, paladser og facader, og en bagside fuld af fattigdom, vildskab, vanvid, drukkenskab og febervildelse. Russernes med god grund forgudede nationaldigter Alexander Pusjkin skrev i 1833 en hyldest til byen og Peter den Store i digtet Bronzerytteren: Granitklædt ligger Neva strakt, og broer spænder over vandet; hen over øerne i sandet er mørkegrønne haver lagt; den gamle hovedstad derinde, Moskva, er nu en skyggemagt mod landets unge herskerinde: en enke klædt i purpurdragt. (Oversat af Casper Linvad) Landets unge herskerinde er egentlig stadig et fortræffeligt billede på Skt. Petersborg den dag i dag, om end byen har mistet sin officielle status som hovedstad i verdens største land. Og mens Skt. Petersborg på nogle punkter kan virke som en ældre by end Moskva, så fremtræder den på andre måder stadig som en ung by i forhold til skyggemagten dernede i det purpurbeklædte Moskva til trods for at Ruslands nuværende hektiske hovedstad er blevet peppet op med sølvglinsende og spejlblanke skyskrabere samt anden både elegant og mindre elegant, moderne og dyr arkitektur. Moskva er stadig den rigtige gamle russiske by, det 6
gamle Ruslands centrum, nu blot lakeret med en fernis af vesteuropæiske eller globale storbytræk, moderne hyperaktivitet, butikker med alverdens mærkevarer, smarte biler, penge (masser af penge), finanscentre, regerings- og administrationscentre samt natklubber og restauranter, som man kun finder dem i andre hovedstæder. Ja, mange af dem så dyre, eksotiske og specielle, at deres lige ikke findes andre steder i verden. Det kan imidlertid ikke skjule, at Moskva fortsat er løgkuplernes snirklede, asiatiske, purpurklædte by. Moskva og Skt. Petersborg repræsenterer på den måde hver sin side af den mytiske og mystiske russiske folkesjæl: Asien og Europa. Skt. Petersborg var som nævnt Peter den Stores værk, og den var hans forsøg på at trække, skubbe, tvinge det store og tunge Rusland i retning af Vesten. Peter var dybt fascineret af Vesteuropa, han elskede Hollands driftighed, arbejdsomhed og især evnen til at handle, bygge skibe og sejle, han beundrede og misundte de franske kongers storhed og oplysthed, han foragtede englændernes snobberi og hang til overflødig tant og fjas, men havde dyb respekt for deres magt, deres imperium og især deres flåde. Han ville have oplysning, arbejdsomhed og fremskridt i sit eget på mange måder tilbagestående rige, som var gået glip af oplysningstid og rationalitet og sad fast i en særegen udgave af asiatisk mysticisme og tung ortodoksi. Han kastede sig derfor med brutal styrke og heftighed ud i at bygge den nye stad, som på alle måder skulle overgå Amsterdam, Venedig, Paris og London. Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det lykkedes da også på nærmest overnaturlig vis denne på en gang fremsynede, grusomme og effektive, vaskeægte russiske tyran på forbløffende kort tid at opbygge en pragtby, Ruslands nye hovedstad. Og byen blev en succes: Petersborg er Europa. Den udstråler oplysning, rationalitet, logik, kultur. Lange geometrisk lige gader, matematisk udtænkte arkitektoniske konstruktioner over de mange kanaler, floder og ud til havet ved Den Finske Bugt. Peters storhed og stræben mod Europa er på enestående vis symboliseret i rytterstatuen Bronzerytteren ved den pragtfulde Isa- 7
ak-katedral i byens centrum. Statuen afbilder Peter på en stejlende hest på vej mod vest. Med hestens bagben fast placeret på en kæmpe sokkel af karelisk granit. Moskva, hin purpurklædte enke i Pusjkins digt, er derimod symbolet på den anden side af den russiske mentalitet (den irrationelle side med byzantinske løgkupler og snirklede gader), om end det kommunistiske regime forsøgte at udradere sporene efter mystik, religion og tvivl i Lenins og Stalins eneste ene og videnskabeligt beviste sandheds navn. Det lykkedes heldigvis ikke de kommunistiske bosser at udradere Moskvas fortid, skønt mange kirker og hele kvarterer blev jævnet med jorden til fordel for grimme sovjetiske betonbygninger, som skulle gøre hovedstaden til et pragteksemplarisk udstillingsvindue for det kommunistiske paradis på jord. Begge storbyer er imidlertid meget mere end det stereotype ydre. Der ligger en helt anden sandhed gemt inde bag deres potemkinkulisser. Ikke nødvendigvis en negativ og ubehagelig sandhed, som dengang tsarina Katarina den Stores general og elsker Grigorij Potjomkin fik opbygget kulisser af nymalede landsbyer med glade beboere i Ukraine, da Katarina skulle på besøg, for at skjule den trøstesløse virkelighed. Siden har begrebet været brugt om Rusland talrige gange. Det gjaldt i tsartiden, det gjaldt i sovjettiden, hvor Sovjetunionen jo gerne skulle vises frem som de lykkelige arbejderes land, og det gælder også i det nye Rusland under Boris Jeltsin, Vladimir Putin og Dmitrij Medvedev. Potemkinkulisserne har altid været tydelige i Skt. Petersborg for enhver, som gør sig den ulejlighed at dykke ind bag de elegante, nymalede og prangende facader, ind i baggårdene, om bag søjlerne og ind i den almindelige petersborgers hverdag og mentalitet. Men ingen har været bedre til at afsløre bagsiden end forfatterne Nikolaj Gogol og hans store efterfølger Fjodor Dostojevskij. Senere kom også symbolisten Andrej Belyj til med sin roman, der bærer titlen Petersborg, og endnu senere tilføjede nobelpristageren og digteren Josef Brodskij sine Erindringer fra Leningrad (da. 1988). Og listen af værker, som kradser i Petersborgs og Leninintro 8
grads prangende overflade, er foreløbigt afsluttet med Andrej Bitovs store roman Pusjkinhuset (da. 1988). For mange er den prangende og lange hovedgade Nevskij Prospekt lig med Petersborg. Selv Gogol skrev: Der findes ikke noget bedre end Nevskij Prospekt, i det mindste ikke i Skt. Petersborg, for den er det alt. Det er da også rigtigt nok. I den ene ende ved floden finder man Vinterpaladset, slotspladsen og Admiralitetets gyldne spir, undervejs ad prospektet passerer man talrige vidunderlige bygninger, teatre, palæer, broer og kanaler, mens man møder Alexander Nevskij-klostret i den anden ende. Men det lader Gogol og Dostojevskij sig ikke narre af. For Gogol, om nogen, listede alligevel ind i baggårdene, ind i knejperne og de trange og fattige lejligheder. Her fandt han ud af, at han og folk var blevet taget ved næsen. En næse bliver således levende hos Gogol i novellen af samme navn og afslører de elendige vilkår, som borgerne levede og stadig lever under bag Nevskij Prospekts glamourøse overflade. Sådan er livet også i dagens Petersborg. Byen er aldrig helt kommet sig over det 20. århundredes rædsler revolution, borgerkrig, Lenins og Stalins terror, og især Anden Verdenskrig, hvor den var udsat for nazitroppernes 900 dage lange belejring og endeløse bombardementer. Halvanden millioner mennesker omkom, næsten lige så mange var blevet evakueret, resten kæmpede en heroisk kamp imod tyskernes tilsyneladende totale overmagt. Men Skt. Petersborg (alias Leningrad) overgav sig aldrig trods evige bombardementer, total hungersnød, kannibalisme og endeløse lidelser, som sætter sine spor den dag i dag. Byens gamle indbyggere, som oplevede krigens rædsler, fortjener al den hæder og de pensioner, de bliver tildelt ved hvert jubilæum for Den Store Fædrelandskrig, som Anden Verdenskrig kaldes, men de bliver hurtigt glemt igen, når hverdagen indtræder. Så er de igen tilbage i baggårdenes fattigdom og det indestængte liv i de ydmygende værelser og knejper, hvor den vildskab, djævelskab, drukkenskab, febervildelse og vanvid, som Gogol og Dostojevskij beskriver så brillant, stadig hersker. Men ude på de store gader, stræder og prospekter 9
intro hersker Peter den Stores storhed, skønhed og ufattelig rigdom samtidig: på en måde nutidens potemkinkulisser. Der er uden tvivl kommet lys, liv og menneskelighed i Petersborg efter Leningrads mørke, tomhed og grå umenneskelighed. Selv besøgte jeg Leningrad kort før systemskiftet i 1991 sammen med en dansk konvoj af lastbiler med fødevarer, medicin og tøj til byens børnehjem. At tænke sig her kom danske lastbiler med hjælp til en by med næsten samme indbyggerantal som i Danmark, til en by i en af verdens to supermagter, som ikke magtede at brødføde sin egen befolkning, endsige sine mest udsatte børnene, pensionisterne, de hjemløse, de syge og de invalide. Lederen af bystyrets forsyningsafdeling sagde dengang til mig, at byen havde nok fødevarer til tre dage. Det var vilkårene i en by, hvor 60 % af produktionen var militært isenkram. Hungersnøden, som borgerne, især de ældre, kun kender alt for godt, var igen lige om hjørnet. Det var en skamplet på Sovjetunionen, og sådan opfattede borgerne i Leningrad det også. I dag er det anderledes. Byens facader er nyrestaurerede, husene nymalede, gaderne har fået ny asfalt i anledning af 300-års-jubilæet i 2003. Der er gang i erhvervsliv, handel og vandel, hvorfor flere og flere får det lidt bedre. Der bygges voldsomt, men samtidig bor millioner stadig tæt presset sammen i forstædernes højhuse eller inde i centrums baggårde i de såkaldte kommunalkaer, tidligere rummelige lejligheder beregnet på én familie, men som i sovjettiden blev dømt til at rumme adskillige familier i små etværelseslejligheder med fælles køkken og bad og et mylder af kakerlakker. Og det på trods af, at milliarder af rubler strømmede og fortsat strømmer til byen fra den rige hovedstad Moskva for at forskønne og modernisere den tidligere hovedstad. Hvorfor strømmer pengene til Skt. Petersborg fra rige Moskva? Fordi Ruslands unge herskerinde har taget magten i landet igen, men denne gang har placeret sine magtudøvere i den formelle hovedstad Moskva. 10
Magtovertagelsen skete ved årtusindskiftet, da den daværende præsident Jeltsin, der hverken var petersborger eller moskovit, men en stærk provinsmand fra Ural, som den første leder nogensinde i Ruslands historie frivilligt gik af. Jeltsin pegede på Putin fra Leningrad (alias Skt. Petersborg) som sin efterfølger, og han blev hurtigt og overbevisende valgt til Ruslands præsident med sæde i Moskvas Kreml. Med Putin fik Skt. Petersborg sin renæssance og sin revanche, efter at Lenin i 1918 flyttede hovedstaden fra Petrograd (som byen hed mellem 1914 og 1924) til Moskva og førte Rusland tilbage til sin indelukkede, verdensfjerne byzantinske fortid med hovedstad i skyggemagtens Moskva. Under 70 års sovjetdiktatur trak landet sig ind i sig selv, lukkede af for omverdenen, og lederne sad isoleret i den gamle purpurklædte asiatiske hovedstad Moskva. Det er slut nu. Skt. Petersborg, den unge herskerinde har igen magten. Putin føler sig nemlig mere som petersborger end moskovit og russer. Med Putin kom hundredvis af hans bysbørn til Moskva og overtog magten i Kreml, i regeringen, i parlamentet, i administrationen, i sikkerhedstjenesten, i hæren og som noget særligt vigtigt i dagens Rusland i erhvervslivet og olie- og gasbranchen. Meget kan man sige om Putin, men loyal over for sine venner og sin by, det er han. Han er en søn af sin by på godt og ondt. KGB-manden med stenansigtet og rødder i Leningrads KGB-bygning, hvorfra man efter sigende kan se meget langt, helt til Sibirien, en hentydning til de mange, der er blevet sendt til Sibiriens lejre via denne bygning. Putins gamle arbejdsplads ligger tæt på borgmesterbygningen Smolnij hvor Lenin holdt til i de første dage under Den Russiske Revolution. Det var også her i Smolnijs lange gange, at kommunistlederen Sergej Kirov i 1934 blev myrdet. Formentlig på Stalins ordre og som et påskud til, at de store masseudrensninger i kommunistpartiet kunne indledes. Men selv om Putin har været KGB-agent, kommer han stadig fra Ruslands mest liberale, kulturelle og reform- 11
venlige miljø omkring Skt. Petersborgs universitet. Hans mentor var en af lederne af den demokratiske reformbevægelse, juraprofessor Anatolij Sobtjak, som også var en af befrieren Jeltsins loyale støtter. Begge søgte, Sobtjak og Jeltsin, som Peter den Store at trække Rusland ud af isolationen og få det til at nærme sig Vesten igen. Sobtjak underviste sine poder i demokratiseringer, og han var forbillede for tusindvis af petersborgere. Både Putin og Medvedev var med og blev trukket ind i politik af Sobtjak. Sobtjak blev endda Petersborgs første demokratisk valgte borgmester (1991-1996) og fik byen omdøbt fra Leningrad til Skt. Petersborg via en folkeafstemning. Først kom Putin til Moskva i 1996, så kom vennerne, og så kom vennernes ven, Medvedev. Og de satte sig på magten. Men de kunne ikke, som der ellers ofte har været tale om, blot knipse med fingrene som Peter den Store, Lenin og Stalin og få hovedstaden flyttet til Skt. Petersborg. Peter den Store kunne let beordre adelsfamilierne, ministre, embedsmænd til at rykke teltpælene op og flytte mod nord til den nye hovedstad. Han kunne også beordre dem til at bruge deres formuer på at opbygge pragtpaladser i den nye hovedstad, så den kunne overgå Paris og London i storhed og skønhed, når de hvide sommernætter spejlede sig i Nevas dengang blå vand og i paladsernes pragtfulde facader. I dag er det anderledes, der er trods alt en form for demokrati i Rusland, og magten er ikke fuldkommen hos lederne i Kreml om lederne så kommer fra Skt Petersborg eller ej. Der har været forslag fremme fra Moskvas nye magtfulde tilflyttere om at flytte parlamentet, et af dets kamre, ja, sågar regeringen, tilbage til Petersborg. Men det er aldrig blevet til noget, modstanden fra det store og rige moskovitiske bureaukrati er for stor. Det er dog lykkedes Putin og Medvedev at flytte en række statslige institutioner til den anden hovedstad, bl.a. Forfatningsdomstolen. Og det er lykkedes dem dels at sende strømme af penge til investeringer i byen, dels at bevare og styrke magten over Rusland i petersborgernes hænder. Til stor ærgrelse og fortryintro 12
delse blandt mange moskovitter, der føler sig tilsidesat og kuppet af den tidligere hovedstad. Den moskovitiske elite betragter i virkeligheden Skt. Petersborg som i bedste fald en sølle provinsby, i værste fald en ikkeeksisterende by. Ikke helt som hos Belyj i romanen Petersborg fra 1928, hvor han som forbilledet Gogol tager udgangspunkt i Petersborgs ubestridte hovedgade, Nevskij Prospekt: Nevskij Prospekt er ikke et uvigtigt prospekt i denne ikkerussiske by eller hovedstad. De øvrige russiske byer udgør en bræddebunke af små huse. Og Petersborg adskiller sig slående fra dem alle. Men hvis De fortsat vil hævde den meningsløse skrøne, at der findes en befolkning på halvanden million i Moskva, så må det indrømmes, at Moskva må være hovedstaden, thi det er udelukkende i hovedstæder, der kan findes en befolkning på halvanden million Hvis Petersborg ikke er hovedstaden, er der imidlertid intet Petersborg. Det ser kun ud, som om den eksisterer. (Oversat af Niels Brunse) Skt. Petersborg eksisterer! I allerhøjeste grad. Men den er mindre højtråbende end Moskva. Og den er klogere, for den har ikke ladet sig terrorisere og spolere af det moderne, overfladisk glinsende storbyliv, som det er sket for skyggemagten Moskva. Petersborgerne er mindre hektiske end moskovitterne, livet er mindre stresset, befolkningen, mener den i det mindste selv, er mere venlig, afslappet, kultiveret og åben end de rapkæftede og travle moskovitter i deres jagt på magt og rigdom. Moskovitterne tror, de har magten, men det har de ikke. Det har petersborgerne. Tro igen ikke på facaden, overfladen, potemkinkulisserne. Under overfladen er Skt. Petersborg inde i en rivende udvikling, og byen er foran Moskva på mange områder: Den er godt integreret med Vesten, især Skandinavien, har et langt bedre og stærkere civilsamfund og et rigt kulturliv. Mariinskij-teatrets ballet er, kan jeg sige uden at fornærme Bolsjoj-teatret i Moskva, et af verdens bedste og bedre end Bolsjoj. Rækken af russiske kulturpersonligheder, politikere, 13
tænkere, forskere og videnskabsmænd, kunstnere er endeløs. Mange af disse navne har på grund af de russiske lederes traditionelle grusomhed og angst for modernitet og modstand, siddet i kasematterne i Peter- Paul-fæstningen lige ved siden af Peter Paul-katedralen, hvor de russiske tsarer fra Skt. Petersborgs storhedstid ligger begravet. En af disse er Julij Rybakov, og hans betydning for byen bliver i det lange løb måske større end Putins og Medvedevs. Han er ikke moskovit, men har boet i Moskva i mange år som medlem af Ruslands parlament Dumaen, hvor han blev kendt som en stærk kritiker af kommunismen, af krigen i Tjetjenien, af det nuværende kontrollerbare demokrati under Putin og af Medvedevs svaghed. Han var i 1980 erne og 1990 erne en aktiv og vigtig deltager i Ruslands demokratibevægelse med udgangspunkt i Skt. Petersborg. Han er ubestikkelig. Han er stolt af sin by, som han nu igen bor i. Han har intet at gøre med de nuværende potemkinkulisser af oligarker, rigdom, glans og glimmer, men er en beskeden og principfast mand i den by, han bor i, og som han elsker. Rybakov er billedkunstner, evig dissident og politiker. Og han har gennemskuet facaden, kulisserne og Churchills spørgsmål pakket ind i et mysterium og svøbt i en gåde. Rybakov er godt nok ikke født i Leningrad, men i en af sovjetsystemets GULAG-koncentrationslejre, hvor hans forældre sad og rådnede. Hans bedstefar var under Den Russiske Borgerkrig (1917-1922) med til at kæmpe imod Lenins bolsjevikker og blev brutalt henrettet ved drukning. Hans far skrev antisovjetiske bøger og blev sendt til den sibiriske fangelejr, hvor han ifølge Rybakov kun overlevede, fordi han deltog i lejrens pseudoteater og traf min mor. Rybakov havnede igen i GULAG 30 år efter efter sin fødsel, da han havde skrevet den første antisovjetiske graffitti på Peter-Paulfæstningens mur, hvor han og en kammerat fremførte kravet om frihed. Det kostede ham yderligere seks år i GULAG. Da han kom ud igen, blev han kunstner. Uofficiel kunstner uden rettigheder og uden støtte eller atelier. Han og en gruppe af ligesindede forhutintro 14
lede kunstnere sad for 20 år siden i Skt. Petersborg på Pusjkin-gaden, nærmere betegnet lige ved Pusjkin-monumentet og tæt på Moskvabanegården, og drak billig portvin. De sad og beklagede deres nød og diskuterede i deres fuldskab, hvordan de dog skulle finde et sted, hvor de kunne udøve deres kunst. I deres rus vendte Pusjkin sig om og henvendte sig til dem: Hvad sidder I der og har selvmedlidenhed for? Inde bagved står bygningen Pusjkinskaja 10 tom, tag den og gør den til Petersborgs kunstcenter, lød det ifølge Rybakov fra den store digter. De adlød, besatte bygningen, og efter mange tovtrækkerier fik de af en fremsynet borgmester lov til at beholde bygningen. I dag er Pusjkinskaja 10 centrum for Petersborgs nonkonformistiske kunst, en oase af undergrund, rock, kunst, civilsamfund, kamp for frihed. Men det er svært at finde derind, bag facaden og potemkinkulisserne, for du skal slet ikke ind fra Pusjkin-gaden, indgangen ligger på LigovskijProspekt. Og du skal først passere Pusjkin-monumenter, baggårde og gyder, ind bag forsiden af Skt. Petersborg, ind bag det officielle og kunstlede Petersborg og forbi skulpturer af de fire medlemmer af The Beatles, som står over indgangen. Men så er du også fremme ved Skt. Petersborgs sjæl. Den eksisterer. 15