b) kan tænkes, men ikke er sket: Hvis bare jeg læste på det hver dag, ville jeg nok få det lært

Præteritum (datid) Præteritum angiver det, der a) hører det forbigangne til: Jeg læste meget, da jeg var barn b) kan tænkes, men ikke er sket: Hvis bare jeg læste på det hver dag, ville jeg nok få det lært Det sidste eksempel kaldes for IRREALIS. Der tales om et ønske, som kan eller ikke kan opfyldes. Andre eksempler på irrealis: Gid krigen snart holdt op! (et ønske som antagelig ikke opfyldes). Hvis der, som i eksempel b), udtales et ønske som muligvis kan opfyldes, så tales der om potential irrealis. F.eks. også: Du kunne jo tage fejl (sandsynligheden for det er måske fifty-fifty, så det er en mulighed). Brugen af præterium Præteritum er den almindeligst brugte fortælleform. Den kaldes i den egenskab for episk præteritum. Den er med til at skabe en vis afstand mellem læseren og de begivenheder, der skildres. Begivenhederne kommer til at virke fortidige, hvad enten de er opdigtede eller sandfærdige, men ved læserens indlevelsesevne kan de blive mere nærværende. Man glemmer tid og sted, hedder det. Oftest bemærker man slet ikke præteritum, når man læser. Den er ikke påfaldende eller påtrængende, således som f.eks. den historiske præsens. Perfektum (før nutid) Perfektum dannes ved at et infinit hovedverbum sættes i forbindelse med finitte former af hjælpeverberne have, være, blive, få. Således dannes der sammensat tid: har læst. Brugen af før nutid Perfektum skildrer ligesom præteritum det fortidige, men betoner samtidig dets betydning for det nutidige. I digtningen møder man sjældent en længere passage holdt i perfektum. Det skyldes, at det kan virke uskønt med en bestandig gentagelse af hjælpeverbet (finittet) have eller være. Men dertil kommer også, at perfektumsformen bremser handlingsgangen, fordi den vurderer handlingen som afsluttet, mens præteritum skildrer handlingens forløb. 32

Plusquamperfektum (før datid) Før datid angiver a) det virkelige resultat af det, der ligger forud for datiden: Da far kom hjem, havde jeg læst 30 sider b) det tænkte, uvirkelige Hvis du havde havde læst bogen, ville du have forstået hvad der blev sagt. Brugen af før datid Før datid betegner ligeledes en fortidig handling, som har fundet sted forud for et tidspunkt, som også er fortidigt. Før datid bruges endnu sjældnere end perfektum i en længere passage. Vi kan dog finde et eksempel i Karen Blixens Den afrikanske farm: Denys, tænkte jeg, havde iagttaget og fulgt hele de afrikanske højlandes liv og færden, og bedre end nogen anden hvid mand havde han kendt deres jordbund og årstider, plantevækst og dyreliv, vinde og dufte. Han havde holdt øje med vejrforandringerne, og med folkene i højlandene, med skyerne, og med stjernerne om natten. Her i højene havde jeg for ganske nylig set ham stå barhovedet i eftermiddagssolen og stirre ud over landet, han tog sin kikkert op, for at finde ud af alt, hvad der foregik. Han havde tilegnet sig Afrika, og i hans øjne og hans sind var det blevet forandret, stemplet af hans egen personlighed og gjort til en del af ham selv. Nu tog Afrika imod ham og tilegnede sig ham. Det ville forandre ham og gøre ham til ét med sin egen natur Ved at bruge før datid formen får Karen Blixen gjort opmærksom på Denys' tidligere liv inden hun lærte ham at kende; et liv som blev levet før den tid hun sad på sin farm i Afrika. En tid før dengang jeg et lærte Denys at kende. Perfektum participium (datids tillægsform) Datids tillægsform er den bøjningsform af et udsagnsord, der ender på t eller et. Som navntet tillægsform antyder, minder den dog på nogle punkter mere om et tillægsord (adjektiv) end som et udsagnsord. Det viser sig først og fremmest ved at den har tre forskellige bøjningsformer, som kan bruges afhængigt af, hvad den lægger sig til: t-formen, dvs. den ubøjede form eller intetkønsformen. Den ender altid på t fx spist, pudset, strøget osv. Maden blev spist med stor lyst. e-formen, dvs. den form der bl.a. bruges i flertal. Den ender altid på e, fx spiste, pudsede, strøgne osv. Vinduerne var pudsede (se også senere). 33

n-formen, dvs. den specielle fælleskønsform. Den ender altid på n fx strøgen, indløben, undsluppen osv. Han lagde en nystrøgen dug på bordet. (se også senere) Af disse tre former er n-formen langt den sjældneste. De findes kun i forbindelse med en lille gruppe tillægsformer. Mange tillægsformer har slet ikke nogen n-form. Brugen af perfektum participium Betragt følgende sætningerne: a) Vinduerne er pudset. b) Vinduerne er pudsede. I sætning a) bruges t-form, mens der i sætning b) bruges e-form. Men hvad er forskellen på de to sætninger? Er de lige rigtige? I sætninger, hvor grundleddet står i flertal (her: vinduerne) og hvor perfektum participium står efter en form af hjælpeudsagnsordet at være(dvs. er, var, har været, er blevet), kan det være svært at afgøre, hvilken af de to former man skal bruge. I sådanne sætninger kan tillægsformen enten betegne en handling eller en tilstand. Hvis meningen er, at vinduerne er blevet pudste, at der altså er nogen der har udført den handling at pudse dem, eller at de har undergået den proces at være blevet pudset, så er det t-formen, der er den korrekte. Derimod vil det være mere korrekt at bruge e-formen, hvis meningen er, at vinduerne nu er pudsede, dvs. at de er i den tilstand at de er nypudsede, pæne og blanke. Noget andet, der er med til at gøre dette svært, er, at det kan være svært at se om pudset/pudsede står som et udsagnsord eller et tillægsord (adjektiv). Når det gælder adjektiver, så er reglen jo den, at man altid skal bruge e-form i forbindelsen med flertal. Det hedder f.eks. Stolen er flot men Stolene er flotte. Ifølge den logik, burde man jo altid bruge e-form, men det gælder altså ikke udsagnsord, der står som perfektum participium eller i datids tillægsform. Kigger vi lidt nærmere på sagen, så opdager vi, at problemet med om man skal bruge en t-form, en e-form eller en n-form ikke bare er et problem i forbindelse med datids tillægsform. Betragt følgende sætninger: 1) Han lagde en nystrøgen/nystrøget dug på bordet. 2) De fik nyopgravede/nyopgravet kartofler til middag. 3) Eleverne var fuldstændig uinteresserede/uinteresseret i lærerens forklaringer. De understregede ord i disse sætninger er ord, er ikke egentlige datids tillægsformer (altså udsagnsord), men adjektiver. Hvis der var tale om datids tillægsformer, skulle man kunne danne 34

en navnemåde til dem, men det kan man ikke. Der jo ikke noget der hedder at nystryge, at nyopgrave eller at uinteressere. Sådanne tillægsord behandles i princippet som andre tillægsord, og det vil altså for disse eksemplers vedkommende sige, at man roligt kan bruge flertalsformerne nyopgravede og uinteresserede. Hvad angår det første eksempel med nystrøgen/nystrøget, så fremgår det af Retskrivningsordbogen, at begge former er lige korrekte. Det skal dog tilføjes, at n-formen (nystrøgen) i dag virker ret gammeldag, og man nok i de fleste tilfælde ville bruge t-formen. Det kan være svært at finde nogen helt fast regel for, hvornår man bruger de forskellige former af datids tillægsform. I nogle tilfælde får man en vis hjælp af de ord, der står foran eller umiddelbart efter tillægsformen. Betragt følgende sætninger: 1) Vinduerne er lige pudset. 2) Vinduerne er blevet pudset. 3) Vinduerne er pudset af viceværten. I disse eksempler bliver det klart, at der er tale om en handling, ved at det enten angives hvornår (lige er blevet) eller af hvem (viceværten) vinduerne er blevet pudset. Omvendt er der også nogle tilfælde, hvor det tydeligt fremgår, at der er tale om en tilstand. Betragt følgende sætninger: 1) Vinduerne er blanke og pudsede. 2) Vinduerne var meget ridsede. 3) Vinduerne er upudsede. I den første sætning bliver pudsede sideordnet med et adjektiv, som tydeligt står i flertal (blanke). I den næste sætning er det brugen af gradsangivelsen meget, der viser os at ridsede angiver en tilstand (der kunne fx også have stået enormt, død- eller smadder- i stedet for meget). I den sidste sætning er det forstavelsen u der viser os at det drejer sig om en tilstand. Af ovenstående kan vi udlede følgende hovedregler: Hvis man fx kan indsætte et blevet i sin sætning uden at betydningen ændres, er det t-formen man skal bruge: Nu er bestemmelserne igen ændret (= Nu er bestemmelserne igen blevet ændret) Det samme gælder, hvis man ved hjæp af ordet af + fx et navn kan tilføje hvem det er der har udført handlingen: Bestemmelserne er ændret (= Bestemmelserne er ændret af folketinget) Kan man indsætte en gradsangivelse (fx meget, ret, totalt, smadder- eller død) så peger det i retning af, at man skal bruge e-formen: Fuglenes reder var ødelagte (= Fuglenes reder var totalt ødelagte) 35

Hovedreglen er endvidere, at en datids tillægsform, der tilhører et grundled i flertal, skal stå i e- form: Hendes dæk var temmelig nedslidte. Alle varerne var stjålne. Skaderne var heldigvis begrænsede til stuehuset. Om søndagen er butikkerne altid lukkede. osv. Det skal dog her til sidst nævnes, at disse regler ikke er helt faste. I den almindelige sprogbrug er der faktisk en stærk tendens til at bruge t-formen uanset om der er tale om en handling eller tilstand. Slår man op i en ordbog, så vil man derfor også finde ud af, at det også i mange tilfælde er korrekt at bruge t-form i nogle af det ovenstånede eksempler med e-form: fx Om søndagen er butikkerne altid lukket osv. 36

Præsens participium (nutids tillægsform) Præsens participium eller nutids tillægsform er den bøjningsform af et udsagnsord, der ender på ende fx gående, brændende. Den kaldes også for lang tillægsform. Brugen af nutids tillægsform Én af de ting man bør lægge mærke til i forbindelse med denne bøjningsform er, at d et i endelsen ende er stumt. Dvs. man ikke siger [gå-en-de] men snarere [gå-ne]. At man ikke kan høre d et kan i nogle tilfælde bevirke, at man kan komme til at blande nutids tillægsform sammen med datids tillægsform, i de tilfælde hvor sidstnævnte ender på ne fx i følgende eksempel: Lånet var nået op på 59.753 med påløbne / påløbende renter. Begge ord er korrekte, men de har hver sin betydning, og derfor er det vigtigt ikke at blande dem sammen. Taler man om påløbne renter, så menes der renter, der er løbet på lånet, men påløbende renter er de renter, der nu og i fremtiden vil løbe på lånet. Der gælder lidt det sammen, når man skelner mellem udkomne bøger, dvs. bøger der allerede er udkommet, og udkommende bøger, dvs. bøger der udkommer eller er lige ved at udkomme. På samme måde hedder det krigens faldne om dem der er faldet, men faldende priser om de priser der på vej nedad (er ved at falde). Det hedder ligeledes den forløbne uge om den uge der er forløbet, og det indtagne slot om det slot der er blevet indtaget eller erobret, hvorimod det indtagende slot har en helt anden betydning, nemlig at det er et charmerende slot. Således er der en række ord, hvor de to tillægsformer rent fonetisk og udtalemæssigt kan ligne hinanden, men hvor meningen faktisk er meget forskellig. I de fleste tilfælde er der dog en tydelig forskel mellem de to tillægsformer, og de er også lette at høre forskel på: datids tillægsform det brændte hus en indløbet nyhed nutids tillægsform det brændende hus en indløbende nyhed. Forskellen mellem datids og nutids tillægsform kan beskrives på denne måde: Datids tillægsform betgner noget der er (eller var) sket. I eksemplet med det brændte hus er der tale om et hus, der er (eller var) blevet brændt, og på samme måde med den indløbne nyhed, som jo er en nyhed der allerede er indløbet. Desuden kan datids tillægsform omskrives til en henførende sætning (dvs en der- eller som-sætning) med er (eller var) + en datidstillægsform, der ender på t. Det kan nutids tillægsform ikke. Eksempel: det brændte hus huset, som/der er brændt. 37

den indløbne nyhed nyheden, som/der er indløbet. Nutids tillægsform betegner noget, der sker (eller skete) eller noget der er ved at ske. Et brændende hus er et hus der brænder (eller brændte) eller som er ved at brænde, og på samme er den indløbende nyhed en nyhed der indløber eller er ved at indløbe. Sluttelig er det også værd at nævne, at der udover udsagnsord, der bøjes i nutids tillægsform, også er en del ord, der ikke (længere) er bøjningsformer, men nu står som helt selvstændige ord. Disse ord kan ikke veksle mellem ne og ende efter betydningen, men har enten den ene eller den anden endelse. De ord, der ender på ende er ens i alle bøjningsformer. Således hedder det fx en tilsyneladende modsigense, den tilsyneladende modsigelse og de tilsyndeladende modsigelser. Det samme gælder ikke for ord der ender på ne. Denne bøjningsform bruges kun i bestemt form ental og i flertal fx den fedladne vært, de fedladne værter, men i ubestemt form ental ender de på en (en fedladen vært). De fleste selvstændige ord på ende er adjektiver fx ansvarshavende, banebrydende, bedrevidende, hovedrystende, spændende, tilsyneladende, udearbejdende, utiltalende osv. Enkelte ord er da også substantiver fx et andragnde, et anliggende, et foretagende, en henseende, et ildebefindende osv. Endelig er der to almindelige ende-ord, som er forholdsord nemlig: Vedrørende og angående. 38

Modalverber Modalverberne udgør en særlig gruppe, i det de bøjes ureglemæssigt. at kunne kan kunne har kunnet at skulle skal skulle har skullet at ville vil ville har villet at måtte må måtte har måttet at burde bør burde har burdet at turde tør turde har turdet Det karakteristiske ved modalverbernes bøjning er at: a) de bøjes uregelmæssigt i nutid b) præterium og infinitiven er det samme. Brugen af modalverber Hovedreglen er at modalverber bruges sammen med infinitive uden at, hvilket er forskelligt fra islandsk. Hann kann að lesa Han kan læse ikke ** Han kan at læse Hvad angår betydning så er der ikke så stor forskel på dansk og islandsk. ville og skulle kan fungere som hjælpeverber ved dannelse af futurum (fremtid). F.eks. I morgen vil jeg være i Rom ved denne tid. Jeg skal rejse i aften. Som egentlig modalverbum udtrykker skulle befaling, trussel eller løfte. Du skal læse det her! Jeg skal nok komme i morgen. Som modalverbum udtrykker ville en vilje. Jeg vil tage til Hørsholm i morgen. I forbindelsen vil gerne udtrykkes der en høflig anmodning. Jeg vil gerne have bogen tilbage engang i næste uge. Ville kan desuden betegne noget hypotetisk, f.eks. Det ville jeg gøre i dit sted. måtte har på dansk flere betydninger: 1) en nødvendighed, f.eks. Jeg må desværre gå nu! 2) en tilladelse, f.eks. Du må godt være med. 39

3) en sikker formodning f.eks. Nu må toget snart være her. 4) et ønske (højtidelig stil) f.eks. Måtte dine planer lykkes. burde har på dansk kun betydningen at have pligt til f.eks. Du bør altid læse dine lektier. turde har på dansk to betydninger 1) at vove noget f.eks. Han tør ikke være alene om aftenen. 2) en formodning (højtideligt sprog) Det turde sjældent forekomme. At eller ikke at? I dette korte udrag af Politikens sprogbrugsleksikon: Håndbog i nudansk fra 1998, kan du læse lidt mere om brugen af ord at. 40

Diatese (aktiv passiv) I en sætning, der skildrer en handling, er den handlende person ofte subjekt, og verbet har da aktiv form. Det led, som handlingen er rettet mod kaldes patiens. Kig på følgende eksempler. a. manden rammer b. han rammes manden ramte han ramtes 41

I a. udgår handlingen fra subjektet (han). Vi siger at verbet står i aktiv, og at subjektet er agens. I b. rettes handlingen mod subjektet. Subjektet er genstand for en handling fra en anden person. Verbet står da i passiv og subjektet er patiens. Ved transitive verber kan patiens gøres til subjekt, verbet får da passiv form. Gartneren (agens) passer haven (patiens). Haven (patiens) passes af gartneren (agens). Passiv dannes ved 1) at der føjes -es eller -s til præsens og præteritum: spise-s / spist -es eller 2) ved omskrivning med blive: passer - bliver passet / passede - blev passet. Nogle verber er neutrale i forholdet aktiv:passiv, idet de kun har den ene af formerne. Det gælder modalverber, upersonlge verber (det sner, det dages), andre verber uden personlig agens (se, vare, spire/lykkes, grønnes, rygtes) og nogle refleksive verber ( forelske sig, skabe sig) Verber kaldes refleksive, hvis objektet er identisk med subjektet, f.eks. jeg vasker mig. Bøjningsskema over aktiv/passiv Eksempel med: at vaske AKTIV PASIV Navnmåde at vaske vaskes / blive vasket Nutid vasker vaskes / bliver vasket datid vaskede vaskedes / blev vasket før nutid har vasket er blevet vasket før datid havde vasket var blevet vasket Brugen af passiv Passiv benyttes, når man ønsker at fremhæve den person eller ting, som handlingen rettes imod. Det led, som er agens, vil i passiv stå længere tilbage i sætningen og derved gøre sig mindre gældende, eller det vil slet ikke blive nævnt. Forordninger, brusanvisninger, opskrifter og lignende brugse ofte passiv, fordi det er unødvendigt eller for omstændeligt at nævne agens: Gadelygten tændes kl. 18. Æsken åbnes i venstre side. Der indrømmes nedsættelse af indkomstskat i følgende tilfælde. Prøv at omskrive følgende madopskift til aktiv. Hvilket subjekt er det nødvendigt at indsætte. 42

Tomaterne vaskes, og et låg skæres af; de udhules og fyldes med en fars, der laves på følgende måde: smørret brues let, og løgene svitses heri. Flormelet, der er udrørt med rødvin og suppe, irøres, hvorefter de hakkede champignon, paprika, engelsk sauce, citron, salt og rasp tilsættes, og alt gennemkoges. Den tykke stuvning fyldes nu i tomaterne, der hver især belægges med et lille stykke smør og reven ost. De sættes på en smurt plade, der stilles i en varm ovn 10 minutter, hvorefter de udtages og garneres om kød- eller fiskeretter. Passiv benyttes sjældent over længere stræk i digterisk sprog. Den omskrevne form virker ubekvem, fordi der ikke er mulighed for variation af hjælpeverbet, og s-formen er for påfaldende til, at den kan bruges hyppigt. Fyndord, sentenser, ordsprog har ofte passiv form: Hvad udad tabes, skal indad vindes Der kræves både kraft og alvor til en synd., Og slukkes alle sole og stjerner engang. Den druker ej, som hænges skal. Nogle verber har -s endelse og ser derfor ud til at være verber i passiv-form, men er faktisk verber i aktiv form. Det drejer sig om følgende ord: at dages, at færdes, at grønnes, at længes, at lykkes, at mindes, at nøjes, at rygtes, at synes, at ældes. Bøjningen af disse s-verber er uregelmæssig: at synes synes syntes har syntes Bemærk at lykkes er et upersonligt verbum på dansk. Det lykkes mig, det lykkedes mig, det er altid lykkedes mig. Indikativ (fortællemåde) og imperativ (bydemåde) Præsens og præteritum dækker alle mulige former for udsagn og disse to former kaldes under et for idikativ. Indikativ skildre tingene, som de faktisk er. Imperativ eller bydemåde har mere appellens karakter, lige fra ønske opfordring, befaling til trussel. Imperativ er lig med ordets stamme. Ordet at komme bliver til Kom! at hjælpe bliver til hjælp! 43

Imperativformen virker meget dominerende, hvis den optræder hyppigt i en tekst. I lykrik og i lyrisk prosa kan man finde imperativen som et element i en retorisk stil. I sådanne tilfælde udtrykkes ikke en vilje, men der henpeges til noget. F.eks. i følgende strofe af Emil Aarestrup: Se, vort lille taffel spejler sig i floden. Se forellen Pynter fadet med sin sidste Stive, gratieuse sprællen! (Emil Aarestrup: En middag) Modalverber kan ikke forekomme i imperativ, men man kan sagtens meddele en vilje eller befaling uden at bruge imperativ. De kan ske ved hjælp af præsens indikativ eller modalverbum + infinitiv: Ti nu stille! (imperativ) Nu tier du stille! (indikativ) Nu skal du tie stille (modalverbum + infinitiv) Konjunktiv Konjunktiv udtrykker noget tænkt, hvad enten det er muligt eller uopnåeligt. Den kan fremstille enhver ytring som betinget, i modsætning til indikativen, der fremsætter den som en kendsgerning. I mange af de andre europæiske sprog er konjunktiv meget synlig. Også på islandsk, idet der findes en speciel konjunktivform af verberne. Det gør der ikke på dansk, men det konjunktiviske kommer dog til udtryk. Det karakteristiske er, at hvis et udsagn udtrykker noget konjunktivisk, dvs. noget tænkt, uvirkeligt, anvendes verbet uden tidsbetydning. Et udsagn, som er holdt i præteritum, henviser til noget som datidigt. Hvs man ændrer udsagnet til præsen, bliver udsagnet nutidit. Ændres et konjunktiv-udsagn til præsens, mister det sit præg af konjunktiv. I følgende uddrag af Agerhønen af Martin A. Hansen bruges der konjunktivudsagn i præterium: Jeg kan ikke gå derud, sagde han, hvad skulle jeg der? Jeg kunne ikke udrette så meget som vor ven Nielsen. Var jeg ham, så havde jeg allerede været der, var kommet hjem igen og sov sødt i sengen. Så var jeg kommet derind, havde trykket hænder, set dem i øjnene, talt trøstens ord, slået op i Testamentet, hvor et mærke lå for lejligheden Føj for pokker! Det er for svært, Marie. 44

Det konjunktiviske ved udsagn kommer oftest tydeligst til udtryk ved hjælp af modalverbum i Præterium + infinitiv: kunne komme, ville spise, måtte læse. Hvor mange af sådanne forbindelser kan du finde i ovenstående tekst af Martin A. Hansen? Skriftlig opgave: Beskriv et hus, en have, en lejlighed eller et værelse, som det faktisk er, og derpå som du kunne ønske, det var. Benyt indikativ i første del, konjunktiv i den følgende. Opsummering Man kan sige at verbet er»et kært barn med mange navne«. Verbet er hovedordet i en hver sætning, da en sætning slet ikke kan eksistere uden et verbum. Man kan opdele verberne i transitive, intransitive og modalverber. De finitte verbalformer; præsens, præteritum, konjunktiv og imperativ bøjes i tid, måde og diatese (aktiv-passiv). De infinitte verbalformer: infinitiv og paricipier bøjes ikke. I den pædagogiske formidling kan det være nyttigt at opdele verberne i 5 grupper, hvor de to første grupper udgøres af de svage verber og de tre sidste af stærke og uregelmæssige verber. GRUPPE NAVNEMÅDE NUTID DATID KORT TIL. FORM Gruppe I at snakke -r -ede har snakket Gruppe II at tale -r -te har talt Gruppe III at sidde -r sad har siddet Gruppe IV at skulle skal skulle har skullet Gruppe V at skændes skændes skændtes har skændtes Gruppe I og II er som sagt de svage verber. Gruppe III udgøres af de stærke og uregelmæssige verber, som er opgivet listen. Gruppe IV udgøres af modalverberne og gruppe V af de såkaldte s-verber. Denne gruppering er naturligvis forenklet, men kan være en god hjælp for eleverne til at lære sig bøjningsformerne. 45

Ved indlæring af stærke og uregelmæssige verber (Gruppe III) kan det lette indlæringsprocessen, hvis man præsenterer dem i forhold til vokalændringer, sådan som det også er gjort ovenover. 46