Beskrivelse af Små Skridt Indledning De sidste 1½ år har Hanne Folsø og Ditte Østenkær, to specialuddannede jordemødre ved Aalborg Jordemodercenter, kørt et projekt for overvægtige gravide. De har haft stor succes med gruppeforløb og pointerer, at især tværsektorielt og fagligt samarbejde, gruppedynamik og fælles fysisk aktivitet er nøgleordene, når en stor vægtøgning skal undgås under graviditeten. Arbejdet er sket i ånden af små skridt metoden, som Sundhedsstyrelsen og Komiteen for sundhedsoplysning står bag. Rekrutteringen Som en del af projektet blev vi begge uddannet som vægtstoprådgivere i 2009. Projektet blev indledt af møder mellem kommune og region angående proces og udformning. Forløbet var delvist planlagt fra starten af NUMO med hensyn til et minimum af kontakter mellem vægtstoprådgiveren og vægtstopperen,, men dog med mulighed for at individualisere m.h.t. hvor mange møder, der skulle være. Jordemoderdelen i Aalborg og Aars var ens, hvorimod tilbuddet efter fødslen varierede en smule. Kvinderne til projektet blev rekrutteret ud af svangrepapirerne, hvor egen læge noterer højde, vægt og BMI. Gravide med BMI > 30 blev inkluderet. Brevet med tid til første jordemoderbesøg blev ledsaget af en pjece med information om projektet. Den gravide skulle herefter aktivt melde fra, hvis de ikke ønskede tilbuddet. Vi erfarede det at italsætte overvægt er et ømtåleligt emne. Trods uddannelse og erfaring i den motiverende og svære samtale var det nyt for os at henvende os så direkte til de overvægtige med et tilbud, derfor blev pjecen ledsaget af en telefonsamtale, besværligt ja! Men nødvendigt. Samtalen skulle da også klarlægge, om den gravide virkelig var interesseret, idet det både er et individuelt og et gruppebaseret forløb, følte vi, at der nødvendigvis måtte herske en vis ægte motivation hos den gravide. Tilbuddet i graviditeten Første møde med den overvægtige gravide fandt sted i forbindelse med 1. jordemoderbesøg. Her havde vi afsat i alt 80 minutter til udover de vanlige samtaleemner at komme grundigt omkring den gravides overvægt, hvor det primære formål har været at afdække den gravides nuværende vaner indenfor hvad hun spiser og drikker og hvordan hun er fysisk aktiv. Arbejdet for den overvægtige
gravide består herefter i at identificere vaner, som hun tror, hun vil være i stand til at fastholde på lang sigt. Vægtstoprådgiveren er her tovholder, som fastholder konceptet små skridt, det vil sige støtter den gravide i hendes valg af vaner, hun vil ændre, men også holder fast på ikke at lave for store forandringer. Desuden var der fra NUMO s side udarbejdet et spørgeskema, som skulle udfyldes og efterfølgende indrapporteres til statistik. Vi fandt, at et spørgeskema som udgangspunkt var et fint redskab til at bryde isen og få sat ord på overvægtsproblematikken for den enkelte gravide, men det var problematisk, at spørgeskemaet ikke var specielt udviklet til gravide. Vort fokus har været, at hun har begrænset sin vægtøgning i graviditeten mest muligt og ikke arbejdet på et reelt vægttab. Efter den første samtale følger gruppeforløbet, som har bestået af et informationsmøde med introduktion til små skridt ved jordemoder, diætist, fysioterapeut og sundhedsplejerske alle faggrupper ligeledes uddannet vægtstoprådgivere. Herefter 3 gruppemøder med et overordnet tema hver gang mad og fysisk aktivitet som de gennemgående temaer og i slutningen i graviditeten et overlapsmøde med introduktion til barselsperioden, hvor tilbuddet fortsætter i kommunalt regi, nu med mulighed med at fokusere på vægttab. Ved alle møder har vi som jordemødre fungeret som tovholdere det vil sige vi koordinerede og sørgede for at aftale mødedatoer. Vi har holdt fokus på konceptet og ved hvert møde ladet de gravide fortælle om hver deres små skridt, dette har givet anledning til at de enkelte i gruppen kunne lade sig inspirere af hinanden. I mellem gruppemøderne fik de gravide de almindelige jordemoderkontroller, hvor alt det vanlige blev drøftet, og samtidig kunne vi tage snakken om Små skridt op. Ved uge 28/30 kontrollen (nu 29) var der afsat ekstra tid til en individuel samtale med den gravide om små skridt. Med tiden kunne vi dog se, at det ikke nødvendigvis var optimalt tit lå dette besøg tæt på et af gruppemøderne og vi oplevede ofte, at der var behov for at snakke om små skridt ved andre kontroller. Det optimale ville nok være lidt ekstra tid ved hvert jordemoderbesøg, så der var tid til at runde, hvordan vægtforløbet gik. Deltagere i vægtstopprojektet har desuden haft en gratis mulighed for at gå til vandgymnastik eller almindelig gymnastik for gravide. Undervisningen blev varetaget af jordemødrene i projektet i
samarbejde med fysioterapeuten og holdene var kun for overvægtige gravide. Der var mulighed for at deltage gennem hele graviditeten og efter fødslen, hvilket har medført kontakt mellem de gravide på tværs af de vægtstophold, vi havde i gang på samme tid. At fysioterapeuten var med, var virkelig en bonus dels lærte vi meget om træning for gravide, og dels var det rigtig godt, at vi i samarbejde kunne give specifik og kompetent vejledning til dem, der havde bækkenproblemer noget vi oftere så end ellers, da det udelukkende var overvægtige gravide. Tværfaglighed styrke og glæde Vi har oplevet det som en klar styrke ved projektet, at arbejdet har foregået i et tæt samarbejde med andre faggrupper. Det at hente diætist og fysioterapeut ind til møderne til at lave oplæg, informere og svare på konkrete spørgsmål, bringer kvaliteten i tilbuddet op på et helt andet niveau. Arbejdet med overvægtige gravide er meget komplekst og vi har erfaret, at der brug for langt mere end en jordemoderuddannelse og en vægtstoprådgiveruddannelse for at kunne tilrettelægge et brugbart forløb for overvægtige gravide. Kvinderne i har haft meget brug for at få at vide, om deres nye livsstil med ændrede spise-drikke og motionsvaner har været OK, når de er gravide. Vi har her brugt vores jordemoderfaglige baggrund til at være garanter for dette. Vi har haft brug hinanden til at sparre med og af og til konsulteret vores læger for yderligere viden. Undervejs har vi glædet os over at opleve, hvordan vi fællesskab har kunnet lykkes med at lave et sammenhængende og indholdsmæssigt bredt forløb for de overvægtige gravide. Evaluering Vi har oplevet at der har været mange synlige effekter af vægtstopprojektet. Vægtøgningen i graviditeten har været lav hos mange gravide enkelte har næsten ikke taget på andre har haft en vægtøgning som gennemsnittet. De fleste kvinder har ændret deres livsstil med Små skridt og været i stand til at fastholde de nye vaner gennem hele graviditeten. Deres egenoplevelse af dette har været synlig for os på den måde, at de har virket/været stolte af sig selv og det, de har været i stand til at gennemføre. Det at være overvægtig et blevet italesat samtidig med, at der har været et reelt tilbud om at starte på at gøre noget ved det flere gravide har givet udtryk for, at det faktisk var første gang, at der var
nogen, der snakkede rigtigt med dem om denne problematik. Flere har fremhævet gruppen som en forpligtende og motiverende faktor. Vi har undervejs erfaret at det var vigtigt, at der under gruppemøderne også blev åbnet op for snak om andet end vægtstop og små skridt Vi tror, det har været med til at styrke sammenholdet og netværksdannelsen - og selv om fokus blev bevaret tillod vi dem bare at være gravide ligesom alle andre, så vægten ikke blev det altoverskyggende i graviditeten. Det ugentlige motionstilbud, hvor vi har set de gravide meget oftere end ellers har givet en helt særlig kontakt, som formentlig har stor betydning for, at vi som jordemødre synes projektet er lykkedes på mange planer. At jordemoderen i konsultationen, til gruppemøderne og motionen var den samme, gav kontinuitet og genkendelighed i forløbet en måde at opnå større fortrolighed og rum for at åbne op. Helt sikkert en pointe, der er værd at understrege Egentlig obstetrisk evaluering er endnu ikke udarbejdet, men er ligesom en stor og samlet evaluering af hele projekt, på tegnebrættet. På bundlinjen er det selvfølgelig tabte kilo, der giver bonus og point hos landets politikere Anbefalinger I arbejdet med den overvægtige gravide er det vigtigt, at være åben og realistisk! Foreslå ikke at udskifte en plade Ritter Sport med 3 mandler! Anerkend at det er svært og ofte handler om alt andet end mad og hold dig for øje, at graviditeten er en proces, som man reagerer forskelligt på. For nogle vil det måske være et stort nok skridt bare at tage et meget lille skridt. Mød de overvægtige gravide i en ligeværdig samtale kom omkring deres tidligere vaner og uvaner, men kig fremad! Saml gerne dine hold til en fysisk aktivitet det hjælper mange i gang det skaber sammenhold og snak om andet end blot mad og vægt. Inddrag vægtstoprådgivere med forskellig faglig baggrund det giver dynamik og vægtstopperne ser det som et godt tilbud.
Faktaboks I løbet af en tiårig periode er antallet af overvægtige gravide mere end fordoblet, og tendensen tyder på en yderligere stigning. (DSOG). Ifølge Sundhedsstyrelsen er 1/3 af alle gravide overvægtige og ca. 12 % svært overvægtige (BMI >30). Disse tal er dog højere i Region Nordjylland. Der er flere velkende risici forbundet med overvægt og graviditet, blandt andet GDM, dystoci og postoperative komplikationer, hvorfor det er særdeles interessant at se på denne gruppe. Projektet er tilvejebragt på baggrund af satspuljemidler fra Sundhedsstyrelsen i et tværsektorielt samarbejde mellem Region Nordjylland, Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune. Omkring 150 gravide har været med i projektet. Cirka 2/3 i Aalborg jordemoderkonsultation og 1/3 i Aars jordemoderkonsultation. Holdene var blandede i størrelse og paritet typisk omkring 10 personer på hvert hold. I projektet har indgået flere forskellige faggrupper udover de to jordemødre som tovholdere, fysioterapeuter, sundhedsplejersker, diætist og psykolog alle uddannede vægtstoprådgivere. Vægtstoprådgiveruddannelsen er blevet til i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og NUMO (Nationalt Udviklingscenter Mod Overvægt). Der undervises i fysiske og psykiske faktorer hos den overvægtige, kommunikationstræning med den overvægtige i såvel individuelt som gruppebaseret forløb samt netværksdannelse. Vægtstoprådgivere arbejder ud fra konceptet Små skridt, som også er titlen på en bog udgivet af Sundhedsstyrelsen og komiteen for Sundhedsoplysning. Det er små ændringer i nuværende spise- og aktivitetsvaner, der ikke opleves uoverskuelige og uholdbare for den overvægtige, men som alligevel er store nok til, at de har en effekt på sundheden og vægten. Metoden er langtidsholdbar og medfører ikke prompte og drastiske ændringer, hvilket gør den særdeles velegnet til brug hos overvægtige gravide. Det er små ændringer, som den overvægtige selv definerer, hvor der arbejdes mod en sundere livsstil.