Corbyns ledelse udfordret

En artikel fra KRITISK DEBAT Corbyns ledelse udfordret Skrevet af: Murray Smith Offentliggjort: 15. august 2016 Kampen om magten i Labour spidser til. Jeremy Corbyn står godt til at blive genvalgt til partiformand. Men han står også over for store udfordringer. Uanset hvad der sker, har det sidste år vist, at en af afdøde Margaret Thatchers foretrukne sætninger: "Der er intet alternativ" nok ikke længere er gældende. Det ville være en poetisk retfærdighed, hvis et alternativ netop dukkede op i Storbritannien. Hvem ville have forestillet sig det for blot halvandet år siden? For elleve måneder siden, i en af de største overraskelser i nyere britisk politik, blev Jeremy Corbyn valgt til leder af Labour. Corbyn fik 250.000 stemmer fra Labours medlemmer og tilhængere, hvoraf mange havde tilsluttet sig partiet efter nederlaget i maj 2015; desuden fik også betydelig støtte fra fagforeningerne. Hans valg mødte kraftig modstand fra et stort flertal af Labours parlamentsgruppe og fra partiapparatet (1). Så fra dag ét af sit lederskab blev Corbyn udsat for konstant modstand fra Labours højrefløj - med genlyd og aktiv opbakning fra de fleste af medierne herunder BBC. Nogle gange har de grundlæggende politiske forskelle fremstået meget tydeligt. For eksempel den 18. juli hvor 140 af Labours parlamentsmedlemmer stemte sammen med De Konservative (Tories) for at forny Trident atomubådsflåden - med blot 47 stemmer imod, herunder Corbyn selv; en stemte blankt og 40 undlod helt at stemme. Men meget af kampagnen mod Corbyn koncentreres om hans påståede svage ledelse og hans manglende egnethed mv. Der har også været direkte utilbørlige anklager - især mod en angivelig antisemitisme i Labour, desuden beskyldninger om intimidering, mobning etc. Fordelen ved en sådan negativ kampagne er, at anklagerne straks bliver taget op og blæst ud over alle avisforsider, bragt i tv-nyhederne og nogle gange også rejst i Parlamentet. På det tidspunkt hvor Corbyn-tilhængerne får tilbagevist påstandene, er der så allerede sket en masse skade. I tilfældet antisemitisme viste de fleste anklager at være en forsætlig sammenblanding af antizionisme og anti-semitisme. I enkelte undtagelser herfra blev der truffet modforanstaltninger af partiet. Den højt respekterede borgerlige rettighedsaktivist og journalist Shami Chakrabarty udarbejdede en rapport, der satte tingene i perspektiv, og som naturligvis ikke behagede den proisraelske lobby i hverken Labour eller andre steder. Alt dette kunne betragtes som en løbende guerilla -kampagne mod Corbyn. Men han står i dag over for en fuldskala offensiv, en direkte udfordring af hans lederskab. Den udvalgte modkandidat er Owen Smith (ham vender vi tilbage til). Man kan spørge, hvorfor nu? Svaret er temmelig indlysende - Brexit. Corbyns vej til ledelsen af Labour-partiet skete ikke i et tomrum. Det skete i forbindelse med en krise for både britisk politik, den britiske stat og Den Europæiske Union. Disse kriseelementer konvergerede ved folkeafstemningen den 23. juni. David Cameron, som i dag har sluttet sig til rækken af tidligere premierministre, udskrev folkeafstemningen i den hensigt én gang for alle at afslutte debatten om Europa i sit eget parti; han følte sig sikker på at vinde. Som vi ved, gik det anderledes; han tabte folkeafstemningen. Og frem for endegyldigt at besvare spørgsmålet blev effekten af afstemningen, at debatten blev udbredt til 50 millioner vælgere frem for som hidtil at være forbeholdt partipolitikkens og parlamentets relativt lukkede cirkler. 1 / 6

Folkeafstemningskampagnen åbnede faktisk op for en generaldebat ikke kun om Europa men om alt det, folk følte var forkert med Storbritannien. Desuden tvang den alle politiske partier og ledere til at tage stilling. De Konservative var delt. Et flertal af parlamentsmedlemmerne stod bag Cameron over for et formentlig flertal af de konservative vælgere og partimedlemmer. Den nuværende premierminister Theresa May var meget lavmælt i sin støtte til et ja (2). Hendes støtte til Cameron var så diskret og lunken, at det gjorde hende acceptabel for begge fløje af partiet, da først tiden var inde. De liberale og det Skotske Nationale Parti støttede Remain -synspunktet, hvilket også Labour gjorde. Men som også det er tilfældet på andre spørgsmål, manifesterede de grundlæggende brudlinjer i partiet sig også på dette. Labours højre, blairisterne, var pro-remain af nøjagtig de samme grunde som Cameron: fordi de var overbeviste om, at det var i den bedste interesse for britisk kapitalisme i almindelighed og for det finansielle centrum, City of London i særdeleshed. De havde derfor ikke noget problem med at dele platform med konservative politikere, erhvervsfolk og andre repræsentanter for den officielle Remain-kampagne. Der var også en Lexit ( Left exit ) kampagne, støttet af det lille kommunistiske parti, de vigtigste trotskistiske organisationer og nogle fagforeningsfolk, herunder det meget aktive RMT, transportarbejdernes fagforening. Meget af kritikken mod EU, som blev udviklet af Lexitkampagnen, var berettiget. Men dens virkning var ubetydelig. Leave -kampagnen var domineret af nogle konservative og af UKIP; og da resultatet blev et Brexit, var det ikke et venstreorienteret af slagsen. Og så var der Jeremy Corbyn. Der har været megen spekulation om, hvad Corbyn virkelig mener om EU, og hvilken stilling han ville have taget, hvis han ikke havde været leder af Labour. Ganske få mennesker, nogle tæt på ham og nogle meget langt fra ham politisk, har været af den opfattelse, at Corbyn er en skabs-brexitt. Hvilket ingen vil kunne bekræfte, bortset fra manden selv. Så det er vel bedre at holde sig til det, vi ved. Tilbage i 1975 ved Storbritanniens folkeafstemning om medlemskab af EF - stemte han imod. Fra da af, ligesom hans mentor Tony Benn, har han været en konsekvent kritiker af EU. Efter at have været ulden under sin formandskampagne forpligtede han sig meget hurtigt efterfølgende til at sige nej til at forlade EU. Uanset hans egen holdning blev han helt sikkert underlagt et stort pres fra parlamentsgruppen, og havde han taget en anden position, ville der have opstået en øjeblikkelig krise. Men ligesom argumentationen for at forlade EU var - og vil være - forskellig ud fra diametralt modsatte politiske holdninger, sådan var også argumentationen imod at forlade EU forskellig. Corbyns kampagne var helt anderledes end den fra Labours højrefløj. Han byggede den på en stærk kritik af EU (omend han overdrev det sociale aspekt lidt). Han nægtede pure at være en del af den officielle Remain -kampagne og således dele platform med de konservative. Da han i et interview blev spurgt, hvilken karakter han ville give EU med ti som den bedste, gav han det nu berømte svar "syv eller syv og en halv". Han kritiserede også den officielle Remain -kampagnes dommedagsforudsigelser, hvis Storbritannien skulle forlade EU (af kritikerne døbt "Projekt Fear"). Efter resultatet, som gjorde lederne af Remain -kampagnen helt ødelagte - nogle opfordrede straks til en ny folkeafstemning, syntes Corbyn ganske afslappet og sagde, at folkeafstemningens resultat skulle respekteres, EU-traktatens artikel 50 (som omhandler frivillig udtræden af Unionen ) igangsættes (han sagde senere, at han havde været lidt forhastet på dette sidste punkt), og at der skulle forhandles om den bedst mulige aftale med EU. Det var sådan tingene skete. Hvis Corbyn havde valgt - hvis han kunne have valgt - at gennemføre en kampagne for et brud med Den Europæiske Union på et venstre-program, ville det have ændret dynamikken i folkeafstemningen. Der ville stadig have været kampagnen til højre - men i så fald 2 / 6

konfronteret med en langt mere troværdig venstre-kampagne. Corbyns modstandere inden for Labour gik ikke på noget tidspunkt i offensiven efter Brexitresultatet; motiveret af en generel modstand mod Corbyn men også af frygten for et parlamentsvalg. De ønsker at tilbageerobre kontrollen over partiet inden et sådant. Da Corbyn hørte, at Hilary Benn, skyggeudenrigsministeren, var begyndt at organisere en massiv tilbagetræden af skyggekabinettets medlemmer, fyrede Corbyn hende straks telefonisk (26. juni). Følgelig trådte 23 af skyggekabinettets 31 medlemmer tilbage. Så den 28. juni stemte 172 medlemmer af Labours parlamentsgruppe for et mistillidsvotum til Corbyn, mens 40 stemte imod. Corbyn, som baserer sig på støtte fra Labours menige medlemmer og tilhængere, og som støttes af de fleste fagforeninger, nægtede resolut at træde tilbage. Den 4. juli meddelte Angela Eagle, der havde været medlem af skyggekabinettet, at hun agtede at udfordre Corbyn og stille op imod ham. Ifølge partiets love skal en kandidat til en ledig formandspost have opbakning fra 20 procent af Labours parlaments- og europaparlamentsmedlemmer, svarende til 51. Det var måske ikke helt umuligt for Corbyn at opnå dette men ikke via en generel aftale. Spørgsmålet var, om han behøvede dette? Corbyn og hans tilhængere hævdede, at han ikke gjorde, da der ikke var nogen ledig stilling: han var jo ikke trådt tilbage. Spørgsmålet blev behandlet på et møde i partiets forretningsudvalg (12. juli). Efter et heftigt fem og en halv times møde blev beslutningen truffet med 18 stemmer mod 14: Corbyn behøvede i modsætning til hans udfordrere ikke tilkendegivelser fra parlamentsmedlemmer for at stille op. Men der var endnu en sten i skoen. Ved slutningen af forretningsudvalgets møde - efter at Corbyn og nogle af hans tilhængere havde forladt det blev der taget yderligere beslutninger. Først og fremmest at fastsætte den 12. januar i år som skæringsdato for optagelse i partiet for at kunne stemme i formandsvalget. Med andre ord ville de 130.000 medlemmer, der havde tilsluttet sig siden da, blive frataget retten til at stemme. Dernæst blev gebyret for registrerede tilhængere hævet fra 3 til 25. I de følgende uger registrerede mere end 180.000 sig som tilhængere og betalte 25 i gebyr. Mange var partimedlemmer, som havde sluttet sig til efter den 12. januar og som nu så dette som eneste mulighed for at kunne stemme. Det forlyder, at omkring 40.000 af disse ansøgninger blev afvist af forskellige (reelle eller påståede) tekniske grunde eller af eksplicit politiske grunde af partiapparatet. Den følgende dag (13. juli) meddelte en anden Labour MP, Owen Smith, at han også var kandidat. I løbet af den følgende uge blev Corbyns modstandere enige om, at to kandidater var én for mange. Derfor meddelte Angela Eagle den 19. juli, at hun trak sig til fordel for Smith. Hvorfor hende og ikke ham? Eagle har været i Parlamentet siden 1992. Hun er derfor forbundet med hele New Labour - perioden og partiets tid i regering 1997-2010, hvor hun varetog flere regeringsopgaver. Hun stemte for invasionen af Irak i 2003 og har sidenhen tre gange stemt imod enhver undersøgelse af denne. Selv om hun nu nægter at være en Blairite, antyder hendes stemmeafgivning i gennem tiden noget andet. Så hun havde altså en hel del bagagen. Smith derimod trådte først ind i Parlamentet i 2010 og har for nylig forsøgt at positionere sig på venstre side af partiet. Hans politiske cv er dog mere end usikkert. Før hans indtræden i Parlamentet var han chef for afdelingen for politik og regeringsrelationer (med andre ord cheflobbyist) i det farmaceutiske multinationale selskab Pfizer. I sin første - mislykkede opstilling til Parlamentet i 2006 sagde han, at Pfizer havde været "meget støttende" over for ham. I 2008 gik han videre til en anden farmaceutisk multinational virksomhed, Amgen. På det tidspunkt blev han anset for tilhænger af større privat engagement i National Health Survive. Han har siden skiftet standpunkt. I juli 2016 stemte han for at forny Trident-programmet. På trods af denne temmelig brogede karriere har Smith forsøgt at positionere sig selv til venstre og tæt på Corbyn - i hvert fald når det handler om indenrigspolitiske spørgsmål og samtidig som en mere kompetent leder end 3 / 6

Corbyn. Han slipper dog ikke overbevisende fra nogen af delene. Forretningsudvalgets beslutninger fra den 12. juli førte til to retssager. I den første udfordrede Michael Foster, en velhavende Blairite og tidligere Labour-kandidat, udvalgets beslutning om, at Corbyn ikke behøvede tilkendegivelser fra parlamentsmedlemmer. Foster tabte sagen - og var derefter lidt mindre velhavende, da han blev dømt til at betale sagsomkostningerne for både Labour og Corbyn. Resultatet af den anden retssag var endnu vigtigere. Fem partimedlemmer, som havde sluttet sig til partiet efter den 12. januar, udfordrede - efter at have rejst penge til at hyre en advokat ved crowdfunding - forretningsudvalgets beslutning om at fratage dem deres stemmeret til formandsvalget. Den 8. august faldt den ganske entydige dom: Forretningsudvalget havde ikke ret til at pålægge en sådan begrænsning og blev derfor dømt til at ophæve den. Desuden blev Labour dømt til at tilbagebetale de 25 til partimedlemmer, der som tidligere nævnt - havde registreret sig som tilhængere for at kunne stemme. Dette kunne have gjort et stort indhug i de 4,6 mill., som betalingen af gebyrerne havde givet partiet. Forretningsudvalget fik derfor tilladelse til at appellere, selv om chancerne var spinkle. Imidlertid omstødte appelretten den 12. august dommen til de flestes overraskelse. Den følgende dag bød på flere dårlige nyheder for Corbyns modstandere. Ved et direkte medlemsvalg til forretningsudvalget vandt en pro-corbyn liste - støttet af Momentum (en græsrodskampagne lanceret i kølvandet på Corbyns sejr sidste år) - alle seks ledige pladser. Hver af disse kandidater fik mellem 80.000 og 100.000 stemmer, en afspejling af den spektakulære vækst af partiet i det seneste år. Til sammenligning, toppede Ken Livingstone, tidligere borgmester i London, afstemningen i 2014 med 39.000 stemmer. Med dette stemmetal ville han i år være blevet nummer 14. Forretningsudvalget er et sammensat organ med repræsentanter for fagforeningerne, parlamentsgruppen og MEP'ere, repræsentanter for tilknyttede socialistiske organisationer osv. Resultatet af det direkte medlemsvalg betyder, at fra næste partikonference i september vil Corbyn have et lille men klart flertal i forretningsudvalget. En anden afgørelse truffet af udvalget den 12. juli var det helt usædvanlige skridt at suspendere lokalafdelingernes almindelige funktion frem til formandsvalget. De eneste undtagelser var forberedelsen af eventuelle andre valg samt møder for at afgøre støtte til en af formandskandidaterne. Hidtil har Corbyn vundet støtte fra 166 afdelinger, Smith 24 mens 25 har valgt at forblive neutrale. Det fik en kommentator til at bemærke, at Smith lod til at blive nummer tre ud af to. Det er væsentligt, at blandt de afdelinger, som støtter Corbyn, er der flere som sidst støttede hans rivaler (Yvette Cooper eller Andy Burnham). Så som tingene ser ud i dag, synes Corbyn næsten sikker på at blive genvalgt til formand. Selv det faktum, at forretningsudvalget vandt sin appel mod de nye medlemmer, vil næppe ændre herpå. Især fordi mange af disse også har registreret sig som supporters og således alligevel vil kunne stemme. Selvfølgelig er der sket så mange usandsynlige og uforudsigelige ting i britisk politik i løbet af de sidste par år, at det virker farligt at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men arbejdshypotesen må være, at Corbyn vinder igen. Owen Smiths kampagne synes at have meget lidt dynamik over sig. Hans forsøg på at placere sig til venstre i partiet er ikke overbevisende og de fleste af dem, der stemmer, vil nok foretrække originalen (Corbyn) frem for kopien. Det eneste punkt, hvor Smith har en chance, er på spørgsmålet om folkeafstemningen. En del af hans platform er at kæmpe for en ny folkeafstemning, mens Corbyn har udelukket det. Smith håber sikkert at drive en kile ind mellem Corbyn og de af hans tilhængere, der eventuelt er mere begejstrede for EU, end Corbyn er. Smith kan hente nogle points dér, men det synes ikke sandsynligt at være nok til at ændre resultatet. 4 / 6

Generelt har Corbyn-modstanderne, dvs. blairisterne og den bløde venstrefløj tendens til at undgå en debat om, hvad det er, Corbyn faktisk foreslår, hvilket vi vil se på senere. Deres kampagne består i stedet primært af tre ting: bagvaskelse og beskyldninger mod Corbyns tilhængere; skræmme taktik og den konstante påstand om, at Corbyn er ude af stand til at appellere til almindelige mennesker, især de "traditionelle Labour vælgere". Kampagnen mod den formodede antisemitisme i Labour ser ud til at være faldet til jorden efter Chakrabartys rapport. Der har været beskyldninger om homofobi (Angela Eagle er lesbisk) og om intimidering, mobning og ligefrem vold fra Corbyns tilhængere. Skræmmetaktikken centreres om den ofte brugte kommunistforskrækkelse ( red-baiting ) - kommunister er i dette tilfælde det yderste venstre og især trotskisterne. De bliver anklaget for at manipulere Corbyn-tilhængere, vride armene om på unge medlemmer og så videre. For alle, der ved noget om den yderste venstrefløj og den trotskistiske bevægelse, er det faktisk ganske morsomt. Der er flere tusinde organiserede trotskister i Storbritannien. For det første er de fleste af dem ikke i Labour, enten fordi partiet ikke vil have dem eller - for det meste - fordi de selv ikke vil være medlemmer. Antallet af vælgere til formandsvalget vil sandsynligvis være omkring 700.000. Ideen om, at et par tusinde aktivister, såfremt de ønskede det, kunne manipulere valget, kan derfor ikke tages alvorligt. Endelig hvad angår Corbyns såkaldte uegnethed: For det første har de fleste af valgresultaterne efter hans eget valg til formand været positive for Labour: det gælder valget til Storlondons byråd, lokalvalgene i England samt en række suppleringsvalg. For det andet er det mest blairisterne, som taler om Corbyns uegnethed. Ingen af dem synes at have kastet et kritisk blik på deres egen rolle eller på deres eget ansvar for at drive folk væk fra Labour. Labour vandt valget i 1997 med 13,5 mill. stemmer; det tabte 2010-valget med 8,5 mill. Tre af de manglende fem millioner stemmer gik tabt mellem 1997 og 2001, dvs. før Irak-krigen. Om et Corbyn-ledet Labour parti kan få tilstrækkelig støtte til at vinde et parlamentsvalg er endnu ikke bevist. Det afhænger bl.a. af, hvornår valget afholdes. Men han kan ikke lære meget af sine modstandere på Labours højrefløj. Corbyn blev valgt sidste år på et program, der bestemt lå til venstre men også var lige lovlig generelt - og det er det stadig. Nu bruger han tydeligt kampagnen op til formandsvalget som anledning til at komme noget mere kød på. Han har fremlagt et ti-punkts program ikke sammensat af generelle temaer men af præcise indsatser. Disse omfatter bl.a. oprettelsen af en offentligt ejet investeringsbank og af regionale pengeinstitutter med en plan om at investere 500 mia i infrastruktur, produktion og nye industrier; skabelsen af en million nye arbejdspladser; en million nye boliger på fem år, halvdelen af dem sociale boliger; ophævelse af en række anti-fagforeningslove og genindførelse af obligatoriske kollektive overenskomstforhandlinger; en stop for privatisering af sundhedsvæsenet; mulighed for uddannelse livet igennem og en tilbagevenden til gratis uddannelse for alle; statsovertagelse af jernbanerne og en genopbygning af den offentlige service. Dette er naturligvis ikke et anti-kapitalistisk program men en tilbagevenden til den keynesianistiske politik, som Labourpartiet stod for i perioden efter 1945 men begyndte at opgive i 1980'erne. Det er et radikalt brud ikke kun med den nuværende regerings politik, men også med de seneste Labourregeringers og faktisk med den neoliberale politiks dominans i Europa. Det er dybt uacceptabelt for den britiske herskende klasse. Det er ikke åbenbart sandt, at Corbyn ikke vil kunne vinde et valg på et sådant program. Mange meningsmålinger og analyser viser, at der er flertal for offentligt ejerskab, for forsvaret af sundhedssektoren, af de offentlige ydelser og forsyninger, for gratis uddannelse og for et program for boligbyggeriet. Men hvis Theresa May ville udskrive valg til efteråret eller næste forår - med Labour i uorden og konfronteret med voldsom modstand fra medierne - ville hun næsten helt sikkert vinde. Hvis hun vil, kan hun gøre det. For Corbyn ville det være bedre, hvis valget kom som planlagt i 2020. Det ville give ham tid til at 5 / 6

konsolidere hans ledelse af Labour-partiet. For det første at omdanne partiet til en kampagneorganisation ikke alene til brug i valgkampen men også i den daglige kamp. Og det ville give ham og partiets venstrefløj tid til at tackle oppositionen primært i partiets egen parlamentsgruppe. Jo mere han befæster sin position, desto mere vil kløften uddybes. Nogle fra den bløde venstrefløj kan trækkes længere mod venstre som følge af den dynamiske udvikling i partiet. Men en meget stor del af partiets parlamentsgruppe er dybt engageret i New Labourism altså at Labour grundfæster sig som et pålideligt regeringsalternativ, der kan konkurrere med De Konservative inden for rammerne af en neoliberal politik. Dette er ikke kun et spørgsmål om ideer men også om de materielle belønninger, dette vil give dem. Disse mennesker vil ikke forblive passive. I det mindste vil de fortsætte deres sabotage og nedvurdering. Nogle af dem overvejer tilsyneladende at oprette en særskilt parlamentarisk gruppe, der ville have flere medlemmer end Corbyn-fløjen og således hævde at være den officielle opposition i parlamentet. Og så er der den spinkle mulighed - en egentlig splittelse, hvilket blandt andet vil indebære en kamp om partiets navn og aktiver. Der er megen tøven over for en sådan kurs: de to fortilfælde for en højrefløjs splittelse, i 1931 og i begyndelsen af 1980'erne, blev nemlig hurtigt glemt igen. For Corbyn og hans tilhængere vil det være bedst ikke at vente og se, hvad deres modstandere vil gøre. I 1980'erne var der obligatorisk bekræftelse af parlamentsmedlemmerne forud for hvert valg. Det er noget, de fleste af parlamentsmedlemmerne frygter som pesten. I det nuværende klima ville det være slutningen på manges politiske karriere. Hidtil har Corbyn søgt en sameksistens med det parlamentariske Labour. Efter sidse års oplevelse - og især efter de sidste par måneder - kan han have skiftet mening. Men selv uden sådanne obligatoriske bekræftelser, har det lokale Labour ret til at skifte deres kandidat. Mange af dem har formentlig lyst til at gøre det nu. Det ville også være nødvendigt med en udskiftning i partiapparatet, som helt åbent har kæmpet imod Corbyn. Britisk politik forbliver i en tilstand af krise, ekstrem volatil. I sidste ende er dette en afspejling af den sociale krise, som igen er resultatet af tredive års neoliberalisme. Afstemningen for Brexit var lige så meget et symptom på denne krise som en stemme imod EU. Konsolideringen af et Labour a la Corbyn ville være en ny faktor i denne krise, men også en faktor som potentielt kunne tilbyde en vej frem. Partiet ville dog blive nødt til at fortsætte med at udvikle sig politisk for at kunne matche den permanente og utrættelige modstand fra medierne og fra de politiske opponenter - en modstand som i høj grad overskrider de traditionelle grænser for politisk debat. Det ville betyde at skabe et parti, der går langt ud over de parlamentariske valgs rutiner. Det ville også betyde at erkende virkeligheden i de nationale spørgsmål i Skotland og Wales, ikke noget som Labours venstrefløj har vist sig i stand til tidligere. Uanset hvad der sker, har det sidste år vist, at en af afdøde Margaret Thatchers foretrukne sætninger: "Der er intet alternativ" nok ikke længere er gældende. Det ville være en poetisk retfærdighed, hvis et alternativ netop dukkede op i Storbritannien. Hvem ville have forestillet sig det for blot halvandet år siden? Noter 1) Se mine tidligere artikler i september 2015 og april i år. 2) De udtryk, der anvendes i folkeafstemningen var Remain og Leave. Oversættelse: Klaus Krogsbæk 6 / 6