Prædiken 9. søn. e. påske 28. juli 2013 i Skibet Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Menighedssvar Jesus sagde også til disciplene:»der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.»jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«luk 16,1-9
I vor herres Jesu Kristi navn. Amen Prædiken Det fortælles, at Storm P. havde en hund, som han kaldte for Svindler. Det gjorde han, fordi det morede ham at se, hvem der vendte sig om på gaden, når han kaldte på den! De fleste af os føler os nok provokerede af dagens lignelse men i anden omgang sikkert også lidt sårede og ramte, ligesom vi ville gøre, hvis Storm P uden forvarsel havde råbt svindler mod os på gaden. Åh, nu er jeg blevet taget på fersk gerning igen i min egen uformåenhed. Og det gør vi jo, fordi vi er vante til at se evangeliet som en eksempelfortælling... som et spejl: det er os selv, vi ser og ikke de andre! Og når hovedpersonen i lignelsen så er en svindler, hvad gør vi så? Men så kommer reaktionen: Det her kan ikke passe! Det holder jo ikke, at vi skal opfordres til at storsvindle med andres penge og ejendom! Overhovedet ikke! Det er jo ikke småbeløb, der er tale om. Skyldnerne får nedskrevet deres gæld med henholdsvis 50% og 20%. Og værdien af nedskrivningerne af olien og hveden er nogenlunde den samme, nemlig omkring 500 denarer, og da én denar var en dagløn på Jesu tid, er der tale om et dokumentfalskneri, som beløbsmæssigt svarer til knap to årslønninger til hver af de to skyldnere! Foruden det forvalteren tidligere havde ødslet væk! Og så roser Jesus ham! Det virker dybt forargende og skandaløst! Men lignelsen er ikke en eksempelfortælling, som vi kender dem, og svindleren er ikke de andre. Lignelsen er en fortælling om vores forhold til Gud og til de gaver, som vi får af ham. Om, hvordan vi bruger de rigdomme, der i bund og grund tilhører Gud.
For det inderste og vigtigste, Ja, alt det, vi sætter pris på, men som er uvurderligt det kommer til os ganske gratis fra Gud: Det gælder glæden, kærligheden, hinanden, naturen, vores evner og muligheder, forundring, tillid, omsorg, tryghed, ja livet selv! Alt det har vi fået givet af Livets giver, Gud selv, som ødselt giver os lov til at bruge løs af det alt sammen. Gud sammenlignes flere steder i NT med en ødsel og glad giver. I Markusevangeliet hører vi, at Gud er ligesom en ødsel sædemand, der strør det dyrebare sædekorn ud uden tanke for, hvordan jorden er. Eller et sted i Lukasevangeliet hører vi, at Gud sammenlignes med en mand, der ville holde et stort festmåltid, men alle de indbudte gav fine undskyldninger og kom ikke. Men manden inviterede så andre gæster, fattige, syge, handicappede; mennesker, som det i datidens samfund ikke var nogen som helst prestige i at omgås. Vi mærker det også i vores eget liv, hvordan Gud øser ud af sin rigdom. Vi kan se det nu i naturen: Blomster. Frugter. Og på markerne høster vi her på vore breddegrader med så stort et udbytte, at vi har overskudslagre og EU tilskud til ikke at dyrke jorden. Gud har også givet mennesker evner til at gøre brug af hans skaberværk. Vi kan analysere og udforske det skabte. Det har givet lægemidler til sygdomme, som for blot få årtier siden medførte døden. Men det har også betydet at vi nogle gange har forvaltet vores viden forkert, så det er blevet til død og ødelæggelse: Tænk bare på Atombomben og omfattende naturødelæggelser og vores udviklingstrang har også haft store konsekvenser for klimaet. Og det er med vilje, er jeg sikker på. Gud Vil ikke ind i en tankegang, hvor man skal gøre sig fortjent til alt det gode. Gud vil ikke sikre sig på
forhånd, om mennesker vil anvende rigdommen: i dødens eller livets tjeneste; nej, Gud giver for at give, deler for at dele, og glæder for at glæde. Alt sammen af kærlighed. Det kan vi bestemt ikke altid sige om os selv. Tværtimod giver vi tit for at få, deler for selv at få igen, og glæder andre, fordi vi så også regner med selv at få noget til gengæld. Det var måske også svindlerens situation i teksten, da han blev afsløret som svindler: altså at han svindlede med sin herres ejendom for selv at få fordel af det. Men da han var afsløret som svindler, svindlede han videre, bare på en anden måde. Nu svindlede han således, at hans medmennesker fik fordel af det. Og da var det, at han fik ros af sin herre. Vores forhold til Gud kan sammenlignes med svindlerens forhold til sin herre. For vi ødsler væk, hvad der ikke er vores. Den situation kan vi ikke lave om på, for det er selve vores livsvilkår. Det vi har, har vi fået givet, og det vi ødsler med, er ikke vort eget. Det fortælles, at Luther havde to ord skrevet på sin loftsbjælke. Ordene var: Domini sumus. Disse latinske ord kan betyde to ting: Enten Vi er herrer (i betydningen ejere, herskere); eller: Vi er Herrens. Vi lever altså i spændingen mellem disse to udsagn, hvor vi på den ene side tit tiltager os herre- og herskerret, men hvor vi på den anden side slet ikke er hverken egne herrer eller sat til at herske over andre, men vi er Herrens, skabte af ham og døbte til at tilhøre ham. Det er af afgørende betydning for vore medmennesker, hvordan vi lever i forhold til det. Er vi: Vores egne herrer eller Vi er Herrens. Er vores udgangspunkt: Vi er herrer, da bliver andre mennesker til vore tjenere og undersåtter. Og jeg selv bliver sat i herresædet med magt over andre. Den erfaring har vi alle sammen gjort og gør til stadighed, måske med end-
og meget dyrekøbte erfaringer til følge for os selv eller vores medmennesker. Men under udsagnet Vi er Herrens får vores liv et helt andet orienteringspunkt end os selv, nemlig Gud, og da er vi tjenere og medmennesker, da er vi medarbejdere på det gode skaberværk, som Gud hver dag giver os mulighed for at realisere. Og da er vore handlinger sat under det samme fortegn som Guds handlinger til os: nemlig kærlighedens fortegn. Og når vi gør det skal vi bare bruge løs af Guds gave. Ja, Han vil at vi skal sprede dem af al vor kraft. At vi skal være ødsle, som aldrig før. Vi har valget! Og selvom vores situation kan ligne svindlerens i dagens lignelse: vi er forvaltere af Guds ejendom, og alligevel er vi tit utro forvaltere, Ja så er der er i hvert fald én stor forskel i forhold til svindleren i evangeliet, en forskel, som er af livsvigtig betydning. Svindleren blev kaldt ind til sin herre for at aflægge regnskab, og han fik at vide, at han ikke længere kunne være forvalter. Vores regnskab derimod er nemlig aflagt og afsluttet. Det begyndte med, at Gud sendte Jesus til verden, og det fortsatte med anklager mod ham, med lidelse, tortur og død for vores skyld. Men det blev påskemorgen, med opstandelse, med livets og kærlighedens sejr. Det var regnskabsresultatet for menneskeheden som sådan. Det hørte vi også i epistlen: Jesus Kristus, den retfærdige, han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Hver enkelte af os har del i denne livsgave i vores dåb. Korset, der blev tegnet for vores ansigt og bryst er ligesom et frimærke. Altså et mærke, der viser, at der er betalt! Det fortæller, at regnskabet for vort livs skyld og svindleri er aflagt og afsluttet. Gælden er betalt, og den enkel-
te af os er kendt og anerkendt, set og gennemskuet OG elsket! Så derfor kan vi roligt gå glade og trygge ud i livet med vor Herres ros i ørerne og vide, at det, du ødsler med tilhører Gud. Og ødsl med det og giv dine medmennesker del i alt det, du selv har fået givet af livets Skaber. Livets Skaber, som i sin kærlighed er den mest ødsle og glade giver overhovedet. Og derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 13. KIRKEBØN Himmelske far, Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor, dronning Margrethe og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og
velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed Fadervor. Amen! Meddelelser Næste søndag den 4. august er der højmesse igen kl. 10.30 og det er ved mig. Efter gudstjenesten er der i dag som sædvanligt kirkekaffe i våbenhuset. Jeg håber, at så mange af jer som muligt har lyst til at få en tår med. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.