HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 13. oktober 2010 Sag 94/2007 (2. afdeling) A (advokat Birthe Valentin) mod Advokatfirmaet Olesen & Lyager (advokat Joan Colding) I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 12. afdeling den 2. januar 2007. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Sørensen, Per Walsøe, Poul Søgaard, Niels Grubbe og Lars Hjortnæs. Påstande Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Advokatfirmaet Olesen & Lyager, skal betale 750.000 kr. med procesrente fra den 27. januar 1995, subsidiært fra sagens anlæg den 17. august 2001. Advokatfirmaet Olesen & Lyager har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling Det fremgår af ulykkesrapporten ( Florida Traffic Crash Report ) vedrørende færdselsuheldet den 27. januar 1995 bl.a., at ejeren af den skadevoldende bil var Broward County Board of Commissioners med adressen 115 S. Andrews Avenue, Ft. Lauderdale, Florida. Det fremgår endvidere, at ejeren var selvforsikret.
- 2 - I brev af 27. oktober 1997 fra advokat Jette Hoeg til Europæiske Rejseforsikring A/S (Europæiske) hedder det bl.a.: Som De formentlig ved, har min klient fået udbetalt erstatning her i Danmark. Imidlertid må min klient også have krav på erstatning fra skadevolderen i USA og eventuelt fra det forsikringsselskab, der har forsikret den bil, min klient var passager i. Jeg beder Dem venligst meddele mig, om Europæiske Rejseforsikring A/S har foretaget sig noget i så henseende og hvis ikke beder jeg Dem venligst bekræfte, at der vil være retshjælpsdækning til en retssag i USA. I Europæiskes brev af 17. november 1997 til advokat Hoeg hedder det bl.a.: Vi beder Dem venligst bemærke, at retshjælpsforsikringen kun dækker i forbindelse med tvister jvf. forsikringsbetingelsernes 2, stk. 1 og stk. 2. Med henvisning til, at der skal foreligge en konkret aktuel konflikt, bedes De indsende dokumentation for, at Deres klient forgæves har fremsat sit erstatningskrav overfor skadevolderen eller dennes forsikringsselskab. Europæiske kan ikke give noget endeligt tilsagn om dækning af sagsomkostninger før sådan dokumentation foreligger. Med skyldig hensyntagen til forsikringsbetingelsernes 2, stk. 3 kan vi bekræfte, at fremlæggelse af dokumentation som nævnt herover vil udløse vort tilsagn om dækning af retshjælp, med forbehold for at sagsomkostningerne står i rimeligt forhold til sagens genstand. Endelig kan vi oplyse, at Europæiske ikke har fremsat krav overfor skadevolderen eller dennes forsikringsselskab på egne eller Deres klients vegne. Som bilag til brevet af 17. november 1997 var bl.a. vedlagt et brev af 21. december 1995 fra INTERCONTINENTAL CORPORATION til EURO DENMARK. I brevet hedder det bl.a.: We are writing in response to your fax of 12/1/95 regarding the above insured. The driver at fault has insurance thru Broward County Board of Commissioners. Their address is 115 SO. Andrew Avenue. FT. Lauderdale, FL 33302.
- 3 - I brev af 31. oktober 2000 fra advokat David Sampedro til As advokat hedder det i oversættelse bl.a.: Faktiske omstændigheder Jeg har forstået, at Deres klient, A, var involveret i et færdselsuheld den 27. januar 1995 i Broward County, Florida. Der vil typisk være en fire (4)-årig forældelsesfrist hvad angår færdselssager om uagtsomhed. Jeg vedlægger kopi af Florida Statutes 95.11(3), der bekræfter dette. Jeg har imidlertid også forstået, at Deres klient var involveret i en ulykke med et køretøj ejet af Broward County, en statslig enhed, som beskrevet i staten Floridas love. I overensstemmelse hermed, og ifølge Florida Statutes 768.28(6)(a), som er vedlagt i kopi, skal Deres klient inden tre (3) år fra ulykkesdatoen have sendt en skriftlig meddelelse om, at hun har til hensigt at anlægge sag mod staten. Dette er en særskilt betingelse udover den 4-årige forældelsesfrist, som jeg har nævnt ovenfor. Ifølge Dangerous Instrumentality-doktrinen ville ejeren af køretøjet, Broward County, have hæftet indirekte for enhver skade, som hr. Herbert Raymond Snyder måtte have forårsaget, hvis vi antager, at hr. Snyder kørte bilen med Broward Countys tilladelse og samtykke. Den samme 4-årige forældelsesfrist ville have været gældende for begge parter. Konklusion Langt de fleste færdselssager om uagtsomhed, der involverer forskellige slags bløddelslæsioner, resulterer normalt i, at en jury afsiger en ikke varig -dom. Juryer i Broward County er meget konservative og tilkender normalt ikke svie og smerte -erstatning for denne slags skader. Ikke desto mindre betyder dette ikke, at kravet ikke er nogen penge værd. Denne slags krav kan normalt fremsættes overfor en skadestaksator i Broward County og afklares uden sagsanlæg. Det er svært at afgøre, hvor meget et krav præcist er værd. Jeg kan imidlertid give Dem en række muligheder. Min vurdering er, at dette krav ville være et sted mellem USD 3.500,00 og USD 8.000,00 værd. Efter at have haft med disse statslige enheder at gøre tidligere, vil beløbet med rimelighed kunne indskrænkes til mellem USD 4.500,00 og USD 6.000,00. De skal være opmærksom på, at advokater, der repræsenterer personer i færdselsuheld i Florida, normalt repræsenterer klienter på basis af et salær, hvis udbetaling og evt. størrelse er afhængig af sagens udfald. Dvs. at de beregner sig en procentdel af den erstatning, de opnår til deres klient. Denne erstatning er typisk 33 %, hvis der ikke anlægges retssag, og 40 %, hvis der anlægges retssag. Imidlertid begrænser Floridas lov om im-
- 4 - munitet, 768.28(8) i Florida Statutes, salæret, som en advokat kan beregne sig, når denne repræsenterer en klient i en sag mod en statslig myndighed, til 25 %. I overensstemmelse hermed vil Deres klient skulle betale 25 % i advokatsalær med tillæg af de med sagen forbundne omkostninger, som kan variere fra USD 150,00, hvis der ikke anlægges sag, til USD 1.500,00, hvis der anlægges sag. Dette omfatter ikke de enorme udgifter, der er forbundet med denne konkrete sag. Jeg henviser særligt til den omstændighed, at frk. A, hvis hun anlagde sag, ville være nødt til at rejse til Broward County for egen regning for at afgive forklaring. I brev af 8. februar 2007 fra Broward County, Risk Management Division, til As advokat hedder det bl.a.: Broward County Board of Commissioners, Risk Management Division, has paid compensation to Heidi Burks in the amount of $ 13,000.00, for personal injury claimed. This settlement includes out of pocket medical bills, lost wages and pain & suffering. I et supplerende responsum af 24. marts 2008 fra advokat Mark A. Avera hedder det i oversættelse bl.a.: For så vidt angår spørgsmål 6 er der i Florida ikke noget krav om, at beløbet fra skadevolders ansvarsforsikring skal nedsættes med det beløb, skadelidte måtte få fra en forsikring tegnet i staten Florida eller i nogen anden stat. For så vidt angår spørgsmål 8 skal søgsmål i relation til motorkøretøjsulykker i Florida være anlagt mod skadevolder indenfor 4 år og indenfor 5 år såfremt der er tale om en uforsikret motorfører. Jeg tvivler på, at man på nuværende tidspunkt vil få medhold i et søgsmål mod skadevolder baseret på, at forsikringsselskabet [claims adjuster] fejlagtigt 3 år og 102 dage efter uheldet har gjort gældende, at kravet var forældet. I betragtning af den tid, der er gået siden ulykken, er der efter min opfattelse stor sandsynlighed for, at man ikke vil få medhold i et søgsmål mod skadevolderen på dette tidspunkt. Såfremt skadelidte anmodede vort firma om at føre sagen på grundlag af de for mig foreliggende oplysninger, ville vi høfligt afvise dette. Det bemærkes, at den méngrad, som Arbejdsskadestyrelsen ved udtalelsen af 23. maj 2002 fastsatte vedrørende følgerne af færdselsuheldet den 27. januar 1995, var 55 %. Samtidig fastsatte Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 15 %.
- 5 - Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af advokat Lars Bentsen og A. Lars Bentsen har forklaret bl.a., at han ikke har set landsretsdommens gengivelse af hans forklaring. Han blev ansat som advokatfuldmægtig under advokat Henrik Kleis straks efter eksamen i efteråret 1997. Meget kort tid efter ansættelsen blev advokat Jette Hoeg syg, og As sag blev derefter først behandlet af advokat Erik Hollensen, senere af advokat Inger Bjerrum Jørgensen og til sidst af ham. Han havde ikke i den forbindelse et møde med A. Sagen, som han fik overdraget, bestod af tre dele. A havde klaget over det salær, som hendes tidligere advokat, Peter Axel Nielsen, havde opkrævet for sin behandling af sagen, der skulle eventuelt ske henvendelse til As danske ulykkesforsikringsselskaber, og det skulle undersøges, om den amerikanske skadevolders forsikringsselskab ville betale. Det sidste spørgsmål havde advokat Peter Axel Nielsen enten ikke set eller ikke gjort noget ved. Han husker ikke, hvad det sidstnævnte punkt gav anledning til fra hans side. Han gik ud fra, at der var en 1-års frist for anmeldelse af kravet i USA, hvilket han, så vidt han husker, havde set nævnt i et såkaldt "claim", som svarer til en politirapport. Han talte ikke med A om eventuel forældelse af kravet i USA. På det tidspunkt vidste han ikke rigtig, hvem modparten var. Den foreliggende rapport fra selve færdselsuheldet var ulæselig, idet der var tale om en dårlig kopi af et gennemslag. Han undersøgte ikke forældelsesproblematikken nærmere. På et tidspunkt fik han opsnuset navnet på et amerikansk forsikringsselskab, som han foretog en anmeldelse overfor. Han fik navnet på forsikringsselskabet via ambassaden eller via nogle advokater. Han foretog anmeldelse, uanset at han på det tidspunkt var ret sikker på, at der var indtrådt forældelse. Han skrev flere gange til forsikringsselskabet uden at opnå kontakt, og først i april 1998 fik han et brev fra forsikringsselskabet, der bemærkede, at kravet var forældet. Samtidig fik han oplysning om, at forældelsesfristen var 3 år, som på det tidspunkt var gået. Han husker ikke drøftelser med A om dette spørgsmål. Derimod husker han, at konsulatets advokat havde foretaget forskellige beregninger vedrørende sagens omkostninger i forhold til et eventuelt erstatningsbeløb, og disse beregninger holdt han sig til, fordi de kom fra konsulatets advokat, Annelise Gustavsen, og ikke fra en tilfældig advokat. Både advokat Annelise Gustavsen og en anden advokat havde udarbejdet redegørelser, der
- 6 - indicerede, at omkostningerne ikke stod mål med udgifterne. Der var tilsyneladende et maksimum på den erstatning, som kunne opnås. Ham bekendt kendte A udmærket brevet fra advokat Annelise Gustavson, og på det grundlag traf de i fællesskab beslutning om ikke at gøre mere ved sagen. Efter at have modtaget brev fra forsikringsselskabet og de ovennævnte breve valgte han at slutte sagen for så vidt angik anmeldelsen over for forsikringsselskabet i USA. Der var ikke på noget tidspunkt tale om, at der skulle indhentes et juridisk responsum eller lignende. I forbindelse med korrespondancen med Europæiske Rejseforsikring A/S i oktober-november 1997 havde han kontakt med det amerikanske forsikringsselskab. Årsagen til, at der først skete egentlig anmeldelse den 26. marts 1998, var, at han havde skrevet til forsikringsselskabet uden at få svar, idet han dog ikke kan afvise, at han forveksler skadevolders forsikringsselskab med bilejerens forsikringsselskab. Han kunne på sagen se, at sagsøgeren havde en ulykkesforsikring og dermed også en retshjælpsforsikring hos Europæiske. Europæiske havde svaret advokat Jette Hoeg, at forsikringsselskabet ønskede at få bekræftet, at der var en tvist. På den baggrund var han klar over, at det var afgørende at få afklaret, hvorvidt det amerikanske selskab ville afvise at yde erstatning. Han kunne derfor først gå videre i forhold til Europæiske og det danske ulykkesforsikringsselskab, når spørgsmålet om den amerikanske forsikringsdækning var afklaret. Han havde set brevet af 3. november 1997 og antog, at der alene kunne blive tale om en kulancemæssig forlængelse af forældelsesfristen, hvilket han ikke forventede i den pågældende sag. Han har ikke bedt forsikringsselskabet om at suspendere forældelsesfristen. Da han fik brevet fra forsikringsselskabet i april 1998 kunne han se, at den 3- årige forældelse udløb den 27. januar 1998. På et senere tidspunkt, vist nok da A var gået til advokat Claus Olsen, og denne varslede et eventuelt erstatningskrav, skrev han internt til sin chef, advokat Søren Lyager. Han husker ikke, at han har drøftet forsikringsselskabets afslag med A, men han kan ikke forestille sig, at han ikke har gjort det. Han går ud fra, at han har sendt hende en kopi, selv om han ikke har en fast erindring om det. Fra april 1998 til april 1999 verserede sagen stadig på kontoret, men han husker ikke præcist, hvad der skete.
- 7-1-års fristen var nævnt i de breve, som blev sendt til As oprindelige advokat, Peter Axel Nielsen, i forbindelse med salærklagen, idet advokat Jette Hoeg havde forbeholdt sig at gøre det gældende. Der fremkom en lægeerklæring den 19. maj 1998, der indicerede, at As skade var betydeligt mere alvorlig end først antaget. Af papirerne kunne han se, at det drejede sig om en whiplash skade, som dengang blev anset som en mindre alvorlig skade, hvorfor lægeerklæringen ikke gav anledning til at foretage sig mere. Det var dengang normalt, at skadelidte maksimalt kunne blive tilkendt en ménerstatning svarende til 15 % i méngrad. Den efterfølgende korrespondance mellem ham og A havde alene til hensigt at forklare hende om hendes mulighed for at opnå erstatning via de danske ulykkesforsikringsselskaber i form af en opgradering af méngraden. A havde ulykkesforsikringer både hos Europæiske og Alka. Der var vist nok i efteråret 1997 en kontakt til bilejerens forsikringsselskab, fordi der var fremkommet oplysning om, at føreren af bilen havde opnået forsikringsdækning ad den vej. Imidlertid ville dette forsikringsselskab ikke oplyse navnet på skadevolders forsikringsselskab, hvilket komplicerede sagen yderligere. A har forklaret bl.a., at hun fik kontakt til Advokatfirmaet Olesen & Lyager via sin bror. I første omgang fik advokat Inger Bjerrum Jørgensen tildelt sagen, men senere, allerede i september, blev hun kontaktet af advokat Jette Hoeg, der havde overtaget sagen. Igen i november blev hun kontaktet af kontoret, der fortalte hende, at sagen nu var overtaget af advokat Lars Bentsen, fordi Jette Hoeg var sygemeldt. Det var hun ikke tilfreds med, idet hun hver gang måtte starte forfra med at redegøre for sagsforløbet. Som hun husker det, bad hun direkte advokat Lars Bentsen om at anmelde sagen over for forsikringsselskabet i USA. Hun havde selv foretaget anmeldelsen i forhold til de danske forsikringsselskaber, hvorfor det var unødvendigt, at han gjorde noget ved det. Hun bad ikke advokaten om at gå ind i klagen vedrørende hendes tidligere advokat, idet hun selv havde sørget for dette. Da hun fik oplyst, at advokat Lars Bentsen havde overtaget sagen, var hun ikke klar over, at han var ny og ikke havde særlig forstand på personskadesager. Hun opfordrede ham til at anmelde sagen i USA og eventuelt gå via ambassaden, hvis han var usikker på, hvor sagen skulle anmeldes.
- 8 - Hun er sikker på, at hun aldrig har set en kopi af det brev, hvori forsikringsselskabet afviste sagen og i øvrigt oplyste, at der var en 3-årig forældelse. Hun har heller ikke drøftet den 3- årige forældelse med Lars Bentsen. Hun er nu i flexjob i egen virksomhed, idet hun arbejder 20-25 timer om ugen. Hendes helbred er forværret, og der er endnu ikke tale om en varig tilstand. Hun har således tiltagende smerter, og en MR-skanning har for nylig vist en forandring i kranie og hjerne. Tilsyneladende har hun haft en indre blødning i hjernen. Hun var udsat for et nyt færdselsuheld den 16. marts 2000. Anbringender A har for Højesteret yderligere gjort gældende, at advokatfirmaet også har handlet ansvarspådragende ved at undlade at dokumentere over for Europæiske Rejseforsikring A/S, at erstatningskravet var fremsat forgæves, og ved uden at inddrage hende at skønne, at det forventelige resultat ved et sagsanlæg i USA ikke ville stå mål med omkostningerne. Kravet til dokumentationen for det tab, der er lidt som følge af advokatfirmaets ansvarspådragende handlinger, må lempes under hensyn til karakteren af de begåede fejl. Advokatfirmaet Olesen & Lyager har anført, at der heller ikke i disse henseender er begået ansvarspådragende fejl, og at der i givet fald ikke er grundlag for at lempe beviskravene med hensyn til det påståede tab. Advokatfirmaet har ikke for Højesteret gjort gældende, at A har udvist retsfortabende passivitet. Højesterets begrundelse og resultat Højesteret lægger til grund, at Advokatfirmaet Olesen & Lyager efter at A havde valgt at skifte advokat bistod hende fra sommeren 1997 til april 1999 med nogle opgaver i forbindelse med den skade, hun havde pådraget sig ved færdselsuheldet i januar 1995. Efter bevisførelsen, herunder oplysningerne om baggrunden for advokatskiftet, advokat Jette Hoegs breve af 8. september og 27. oktober 1997 samt advokat Lars Bentsens forklaring for Højesteret, lægger Højesteret endvidere til grund, at advokatfirmaet påtog sig blandt andet at
- 9 - undersøge reglerne om forældelse og passivitet i henseende til et krav mod skadevolderens amerikanske ansvarsforsikrer samt at anmelde et sådant krav over for ansvarsforsikreren. Advokatfirmaet foretog imidlertid ikke denne undersøgelse og anmeldte først kravet den 26. marts 1998, uanset at det af ulykkesrapporten af 27. januar 1995 og af brevet af 21. december 1995 fra Intercontinental Corporation, som advokatfirmaet modtog med brevet af 17. november 1997 fra Europæiske, fremgik, at skadevolderens bil var ejet af Broward County, der var selvforsikret. Det fremgår af brevet af 7. april 1998 fra Broward County og af brevet af 31. oktober 2000 fra advokat David Sampedro, at anmeldelsen af kravet til Broward County, som er en statslig myndighed, skulle være sket senest tre år efter færdselsuheldet, det vil sige senest den 27. januar 1998. Advokat Mark A. Averas oplysning om en generel 4-årig forældelsesfrist, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, 3 og 8, er ikke i strid hermed. Højesteret finder herefter, at Broward County var berettiget til at afvise As krav med henvisning til, at det først var anmeldt den 26. marts 1998. På denne baggrund finder Højesteret, at advokatfirmaet har pådraget sig ansvar for det tab, A måtte have lidt ved, at hendes krav mod Broward County blev afskåret. Efter Mark A. Averas besvarelse af spørgsmål 1, 2 og 6 sammenholdt med de øvrige oplysninger, herunder udtalelserne fra de amerikanske advokater samt oplysningen fra Broward County om udbetaling af erstatning til Heidi Burks, finder Højesteret det sandsynliggjort, at A har lidt et tab som følge af advokatfirmaets fejl. Imidlertid er der en sådan usikkerhed om, hvilket beløb hun eventuelt kunne have fået efter amerikansk ret, at erstatningen må fastsættes skønsmæssigt. Højesteret fastsætter herefter erstatningen skønsmæssigt til 100.000 kr. Højesteret finder ikke grundlag for at tilkende renter fra et tidligere tidspunkt end sagens anlæg. Under hensyn til sagens karakter og udfald fastsættes sagsomkostninger for begge retter i forhold til det vundne beløb, således at advokatfirmaet til A skal betale advokatudgifter med
- 10-60.000 kr., retsafgift med 8.000 kr. og til fuld dækning af andre udgifter 25.078,80 kr., i alt 93.078,80 kr. Thi kendes for ret: Advokatfirmaet Olesen & Lyager skal til A betale 100.000 kr. med procesrente fra den 17. august 2001. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal advokatfirmaet betale 93.078,80 kr. til A. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens 8 a.