Krisen kradser i kunst - verdenen

Tema: Krisen kradser i kunst - verdenen N R. 1, M A R T S 0 0 9 - men markedets nedtur har også positive effekter for billedkunsten Læs også: 40, fed og færdig? Overhovedet ikke! Stor jubilæums artikel om Billedkunstnernes Forbunds 40-årige historie Milepæl: Sveriges billedkunstnere har indgået udstillingsaftale med den svenske stat Masser af aktuelle fondsopslag og tilskudsmuligheder for billedkunstnere F A G B L A D F O R B I L L E D K U N S T N E R N E S F O R B U N D

F o t o : T y S t a n g e Værdifri friværdi A f N a n n a G r o H e n n i n g s e n, f o r m a n d, B i l l e d k u n s t n e r n e s F o r b u n d ( B k f ) For bare et år siden kunne man, ved synet af endnu en HTHkøkken leveringskonvoj, i sit stille sind fristes til at tænke: Et ord mere om friværdi og jeg skriger! Og vupti, væk var den friværdien. Huse og lejligheder står usælgelige tilbage, overmodige banker krakker og arbejdsløshed er ikke længere utænkelig. Mens arbejdsløsheden var minimal og politisk uinteressant, lykkedes det arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen at stramme dagpengereglerne, så kunstnere med tilknytning til arbejdsmarkedet nærmest blev retsløse i a-kasse systemet. Billedkunstnere bliver som alle andre påvirket af finanskrisen. Kunstmarkedet stagnerer, auktionshusene holder vejret, mens priserne falder, og en del gallerier vil få svært ved at overleve. Billedkunstnernes Forbund begynder at få henvendelser fra medlemmer, der har problemer med at få tilgodehavender fra salg udbetalt, og som spørger til, hvordan de skal forholde sig, hvis deres galleri lukker. Mens kunstmarkedet var på sit højeste og flere kunstnere end nogensinde kunne leve af deres kunst, var der stemmer, der advarede mod faren ved at indgå kritikløst i kommercielle strukturer. Fristelsen til at give markedet hvad det vil have, er ikke den bedste grobund for den mere eksperimenterende kunst. Det er der en vis sandhed i, men modsat så giver det økonomiske råderum - der betyder, at man kan koncentrere sig om det kunstneriske arbejde uden at skulle sortere post på natholdet - bedre arbejdsbetingelser og mulighed for en fokuseret udvikling af den kunstneriske praksis. En af kunstnerens vigtigste ressourcer er tid, og tid er som bekendt penge. Nu hvor kunstmarkedet afmattes, er det dobbelt aktuelt at rette blikket mod de dele af kunstscenen, hvor man forventer, at billedkunstnere stiller deres arbejdskraft gratis til rådighed. De danske museer og kunsthaller har en usædvanlig dårlig betalingskultur. Billedkunstnere har ofte underskud på at producere udstillinger til offentlige kunstinstitutioner og forventes at være taknemmelige oveni. Det er en kultur, vi skal have gjort op med en gang for alle, og eftersom det kommer til at tage nogle år, skal vi i gang med arbejdet med det samme. Det svenske billedkunst forbund KRO har netop i samarbejde med den svenske stat, fået gennemtrumfet standardkontakter for en række større svenske kunstinstitutioner. Kontrakten definerer produktionstid, arbejdstimer ved ophængning, møder og udgifter ved transport mm. Der er dog ingen garanti for, at institutionerne dækker alle de relevante omkostninger, men det er første skridt i en synliggørelse af kunstnernes reelle arbejdsindsats. Hvis vi kan udvikle denne idé i en form, der passer til danske forhold, vil det være vejen til et opgør med en diskriminerende økonomisk kultur. Men det kræver også, at den enkelte billedkunstner selv holder op med passivt at acceptere de utilstrækkelige økonomiske vilkår på kunstinstitutionerne og begynder at fremsætte krav om et professionelt honorar for professionelt udført kunstnerisk arbejde. Billedkunstneren udgives af: Billedkunstnernes Forbund (Bkf), Vingårdstræde 1, 1070 Kbh. K. Tlf. 33 1 81 70 bkf@bkf.dk www.bkf.dk Redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 1 81 7 mk@bkf.dk Ansvarshavende: Nanna Gro Henningsen, formand Design og layout: Bo Sørensen, grafisk designer Tryk: Prinfo, Hobro Deadlines: Billedkunstneren# 009: mandag den 4.maj 009 Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem MediaSpace, hos: Allan Wiberg, tlf. 47 74 7 4 info@mediaspace.dk www.mediaspace.dk Abonnement på Billedkunstneren tegnes hos Bkfs sekretariat på ovenstående adresse. Billedkunstneren er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser. ISSN: 190-3618. ISSN, elektronisk publikation: t1901-7596 Artikelforslag, debatindlæg og lign. kan sendes til redaktøren på ovenstående adresse. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfordret, og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.

Tema: Krisen kradser i kunstverdenen men markedets nedtur har også positive effekter for billedkunsten Indhold Værdifri friværdi Leder af Nanna Gro Henningsen PLUS KORT NYT F o t o : K u n s t h a l l e n N i k o l a j 4 Krisen kradser i kunstverdenen I første omgang er det gallerierne, de nye kreative miljøer og unge malere, der mærker finanskrisen. 8 Tæt på kunstnerøkonomien Hvordan får Danmarks fattigste kunstnergruppe deres økonomi til at løbe rundt, så de fortsat kan skabe kunst? 8 af Bkfs medlemmer fortæller om deres personlige budgetter. 13 Få udstillingssteder betaler kunstnere honorar Det er helt almindeligt, at billedkunstnere ikke får honorar, når de udstiller på offentlige museer og kunsthaller. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Bkf har foretaget. T e g n i n g : O l e S P o r r i n g 16 Til kamp for standens bedste! I år er det 100 år siden, den største af Bkfs moderorganisationer, Malende Kunstneres Sammenslutning, blev stiftet. 0 På vej ud i kunstens verden Interview med Ditte Knus Tønnesen. 1 En kunstner går aldrig på pension Interview med Gerda Lobedanz. Et stærkt fællesskab for stærke individualister Bkf fylder 40 år - og har udviklet sig fra et forbund af kunstneriske ildsjæle til professionel brancheorganisation. 6 Nyheder fra www.bkf.dk 7 Nyt fra Bkfs sekretariat 7 Opslagstavle 8 Debat 8 Aktuelt på kunstscenen 8 Nyt om navne 8 Aktuelle ansøgningsfrister til fonde og legater F o t o : M o d e r n a M u s e e t 14 Ny aftale giver svenske kunstnere et løft En milepæl, lyder det fra Bkfs søsterorganisation i Sverige om den udstillingsaftale, som det er lykkedes svenske kunstnerorganisationer at indgå med den svenske stat. 15 Islandske kunstnere mister formue i finanskrisen Komponisternes ophavsretsmidler var investeret i aktier, billedkunstneres i sikre værdipapirer. F o t o : H e i n e P e d e r s e n, S c a n p i x Kunstnerhistorie og mærkedage Maleriet på forsiden af denne udgave af Billedkunstneren er malet i 195 af Gerda Lobedanz, der interviewes på side 1. Hun har været medlem af Billedkunstnernes Forbund fra forbundet blev stiftet, 4. september 1969. Inden da var hun medlem af den største af Bkfs moderorganisationer, Malende Kunstneres Sammenslutning (MKS). I år kan begge organisationer fejre mærkedage: Bkf har 40 års jubilæum, og MKS blev stiftet for 100 år siden. Det vil vi markere i alle årets fire udgaver af Billedkunstneren. I dette nummer fortæller vi om Bkfs nære og fjerne fortid på siderne 16-6. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 3

TEMAKRISENKRADSER Krisen kradser i kunstverdenen I første omgang er det gallerierne, de nye kreative miljøer og unge malere, der mærker finanskrisen. Men meget tyder på, at krisen i løbet af 009 vil slå bredt igennem i kunstverdenen a f M a l e n e W i c h m a n n Udviklingen i den københavnske Kødby er sat på standby, og gallerierne satser benhårdt på værker med salgspotentiale for at få budgetterne til at hænge sammen. Finanskrisen har ramt samtidskunsten, og i første omgang er det de unge gallerier, malere og kreative miljøer, der kan mærke krisen. Det er den kommercielle kunstverden af ungt maleri der bliver ramt på kort sigt. Performative eksperimenter har alligevel aldrig solgt så meget, siger Nina Poulsen, der forsker i samtidskunst og værdi på Copenhagen Business School. Men i løbet af 009 vil krisen slå igennem hos museer og fonde, og det kan få infrastrukturen i hele den danske kunstverden til at smuldre, forudser hun. Kødby på standby På Karriere Bar i den københavnske Kødby har personalet i årets første måneder serveret maden imens de gik baglæns. Det er den tyskengelske kunstner Tino Sehgal der har sat tjenerstaben i bakgear, og projektleder og kurator Peter Kirkhoff Eriksen fortæller stolt om værket. Men imens han er glad for at tjenerne går baglæns, ønsker han mere fremdrift i Kødbyen og Karrieren. Vi kan mærke, at folk ikke fyrer så mange penge af som før, så vi har gjort det, man gør i en enhver forretning at reducere udgifterne. Samtidig har vi lavet om på køkkenkonceptet, og ført det i retning af langborde og lavere priser, fortæller han. Da Karriere Bar åbnede i efteråret 007, kunne gæsterne være i selskab med værker af blandt andre Jeppe Hein og Olafur Eliasson fra syv morgen til langt ud på natten. Men der var langt mellem gæsterne i morgentimerne, så i 008 blev åbningstiderne skåret ned. Der er simpelthen ikke nok gang i området endnu, siger projektlederen, der ønsker sig mere liv i det nye kreative kvarter. Men i finanskrisetider har det lange udsigter, mener Rasmus S. Hansen, der er specialkonsulent i Københavns Kommune og står for udlejningen af området. Siden september 008 er interessen fra de kreative brancher dalet. Hvor Københavns Ejendomme før fik omkring 50 ansøgninger om måneden, er tallet dykket til 10 styk efter den økonomiske krise gjorde sin entré. Samtidig er det sværere at få en endelig aftale i hus, selvom lokalerne er blevet billigere. Prisen afhænger af markedet, og vi har derfor nedjusteret priserne for nyudlejninger. Men et af problemerne er, at de potentielle lejere har svært ved at få lån i banken. Hovedparten af dem, vi forhandler med, har måttet trække på deres netværk for at skaffe kapital. Og flere interesserede lejere er bakket ud undervejs, forklarer Rasmus S. Hansen. Maleriet mærker krisen Det er ikke kun i Kødbyen, at krisetiderne har sat tempoet ned. Kunstsalget går heller ikke så tjept som før, og det er mellemlaget af kunstnere der bliver berørt, mener kunsthistoriker Rune Gade, der især beskæftiger sig med samtidskunsten og dens forhold. Hver by skal have en mastodont af Olafur Eliasson, og superkunstnerne i hans division vil ikke blive ramt. Og det vil den store gruppe af minimums -kunstnere, der akkurat kan leve af det, heller ikke, siger han. Det er mellemlaget af kunstnere, der mærker forskellen: De unge malere, der er blevet headhuntet af gallerierne og hypet op i pris, og de kendte navne, der især har solgt til samlere og museer, men også har været inden for rækkevidde for private. På gallerisiden er det især de mindre steder, der sælger ungt dansk maleri til sofahjørnet, der får krisen at føle, siger Nina Poulsen fra CBS. Unge kunstnere, der kun er prissat af én gallerist, har svært ved at holde værdien. Jo flere forskellige instanser der underbygger værkets pris, jo bedre, forklarer hun, men tilføjer at også de større og internationalt orienterede gallerier kan mærke krisen. Fejltagelser kan være fatale I den gamle papirfabrik i Valby hvor en række gallerier er rykket ind i de senere år, begyndte ændringerne i markedet at kunne mærkes i efteråret 008, fortæller Louise Rahbek, der ejer LARMGalleri. Vi har holdt vores budgetter, men kunderne er mere tilbageholdende. Der er langt mellem impulskøbene, og de dyre værker har længere liggetider. fortæller hun. På LARMGalleri, der blandt andre har yngre kunstnere som Julie Sass og Christian Achenbach i stald, har Louise Rahbek nu taget sine forholdsregler. Det er helt essentielt at være knivskarp i vores valg af udstillinger. Fejltagelser kan være fatale, sådan som markedet er nu. Nervøsiteten omkring finanskrisen har gjort os mere selektive i valget af kunstnere, siger hun. LARMGalleri har tidligere haft gruppeudstillinger med kuratorer udefra. Men i 009 står programmet på soloudstillinger som galleriet og kunstnerne selv styrer og som Louise Rahbek ved, at kunderne vil være interesserede i. 4 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

Finanskrisen har også positive effekter for kunsten: Boomet har styrket den diskurs, der hedder vil jeg have det, eller vil jeg ikke have det?. Hvis den tilgang falder bort, kan det måske åbne op for diskussion af, hvad kunsten gør ved os og hvordan den kan være en del af en social situation, siger projektleder og kurator Peter Kirkhoff Eriksen på den københavnske kunstbar Karriere Bar. Foto: Anders Sune Berg Én af forårets udstillinger er med Cristian Andersen, som vi havde med på en gruppeudstilling sidste år, og som både solgte til samlerne og til Statens Kunstfond. Generelt er det min opfattelse, at hvis det, vi præsenterer, er godt, så kommer kunderne uanset krisetider. Gallerikrise rammer kunstnere At gallerierne er mærket af krisen smitter af på kunsterne. Det har Nanna Gro Henningsen som formand for Billedkunstnernes Forbund oplevet på nært hold. Det er helt uden fortilfælde, siger formanden om antallet af henvendelser fra kunstnere, der siden sommeren 008 har haft brug for rådgivning om, hvordan de står, hvis deres galleri går konkurs eller ikke kan betale dem de penge, de har til gode. For Nanna Gro Henningsen er den største bekymring, at finanskrisen vil tvinge kunstnerne til at søge arbejde i andre erhverv end kunsten. Det er klart, at jo bedre arbejds- og produktionsforhold, jo bedre værker, siger hun. Billedkunstner Lise Blomberg oplevede at stå uden galleri i efteråret 008. Først et stykke inde i 009 er hun blevet tilbudt nyt gallerisamarbejde, og tiden på egen hånd satte tankerne i gang. Jeg tænkte over, at det kunne blive svært at finde et nyt galleri nu, siger hun. Uden galleri må man selv gøre arbejdet. Men der er ingen tvivl om, at det er godt at have en gallerist i ryggen. Det er svært at opbygge et netværk selv, og det er meget arbejdskrævende, hvis man selv skal formidle sine værker. Lise Blomberg har ikke solgt det store, siden hun stoppede på galleriet, men arbejder på nye værker til en udstilling og regner med Hele den markedskontekst, der har været fremherskende, er uinteressant. Jeg vil meget hellere høre om værket i en kunstkontekst. Jeg håber, at finanskrisen medfører, at der kommer mere fokus på kunst som kunst i stedet for kunst som vare B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 5

TEMAKRISENKRADSER Hvis erhvervslivet bliver mere tilbageholdende, og staten ikke træder til, må vi drosle ned. Sponsorpengene er ikke bare flødeskum man kan skrabe af, siger Arkens direktør Christian Gether, der vurderer, at private sponsorer har dobbelt så stor betydning i dag som for ti år siden. Maleriet her, Louis Valtat: Nøgen Kvinde, 1904, kan ses på Arkens aktuelle udstilling af impressionister og postimpressionister. Foto: Kunstmuseet Arken. For mange kunstnere har det været sådan Wow! Jeg kan få en almindelig løn. Nu må vi leve lidt mere usselt og kunstneragtigt igen at få en udsmykningsopgave, hun kan leve af. Salg af malerier er ikke altafgørende for min indtægt, men det gør en forskel, siger hun. Lise Blomberg har mærket de gyldne tider. Men samtidig er hun træt af, at hun som maler er blevet opfattet som en del af et boom. Jeg er ked af, at jeg er blevet stemplet som kommerciel, fordi maleri har solgt bedst. Gu er jeg da ej kommerciel. Jeg maler det, jeg maler og tænker ikke på penge, siger hun. Og så gyldne har tiderne altså heller ikke været. For mange kunstnere har det været sådan Wow! Jeg kan få en almindelig løn, mener Lise Blomberg. Nu må vi leve lidt mere usselt og kunstneragtigt igen. Heldigvis har det materielle mindre betydning for de fleste kunstnere, men det er ærgerligt, hvis det blokerer for ens kunstneriske projekter at man må tage andet arbejde, siger Lise Blomberg, der med finanskrisen i tankerne selv netop har takket ja til et job som kunstlærer på AOF. Farvel til markedshysteri For Bkf-formand Nanna Gro Henningsen er der dog også positive aspekter ved den økonomiske krise. Gallerier giver en udvikling hen i mod det salgbare. Selvom det er negativt, hvis gallerier må lukke, kan krisen give en positivt afsmittende effekt på den kunstneriske frihed, mener hun. På det kunstnerdrevne galleri DUNK!, der hverken har mærket til kunstboom eller finanskrise, synes de to kunstnere og initiativtagere Rasmus Danø og Thorgej Steen Hansen, at hysteriet omkring markedets op- og nedture er fuldstændig irrelevant for kunsten. På DUNK! handler det om at udforske, hvad gallerirummet kan bruges til, siger Rasmus Danø. Vi inviterer kunstnere, vi synes er interessante. De bestemmer selv, hvad de vil lave, og om de vil lave noget der kan sælges eller ej. Det er sådan en cigarkasse-økonomi; hvis det kan køre rundt, er det fint for os, supplerer Thorgej Steen Hansen. Jeg mener faktisk ikke, at markedet burde have noget med kunst at gøre, fortsætter han. Man skal ikke tænke i penge, når man arbejder med kunst, for så forsvinder kunsten ud af det. De to mener, at økonomiske overvejelser længe har fyldt for meget i kunstverdenen. Man skal ikke klage over, at det er gået lidt bedre. Men der har været meget fokus på kunst som markedsvare, siger Rasmus Danø, og Thorgej Steen Hansen fortsætter: Kunsten har været rykket ind i en Bo Bedre-verden med fokus på hvor får jeg det bedste tilbud på et stykke kunst til stuen?. Sofastykker kan godt være god kunst. Men hele den markedskontekst, der har været fremherskende, er uinteressant. Jeg vil meget hellere høre om værket i en kunstkontekst. Jeg håber, at finanskrisen medfører, at der kommer mere fokus på kunst som kunst i stedet for kunst som vare. Nyt fokus på sociale værdier Nanna Gro Henningsen mener også, at markedstænkning har fyldt for meget. Imens galleriernes salg er steget, har det politiske fokus rettet sig mod, at det var den kunst, der kunne betale sig, der blev kvalitetsmærket, mener Bkf-formanden. Nu hvor museer og gallerier melder krise, har forestillingen om, at kulturlivet skal leve på markedskræfter og sponsoreres af erhvervslivet, vist sig kulturpolitisk uholdbar, lyder hendes udlægning. Hun håber, at opmærksomheden nu vil flyttes fra markedet til kerneværdierne i kunstproduktion. På et idealistisk plan håber jeg, at fokus vil flytte sig fra materielle til kulturelle og sociale værdier. Og alt kunst arbejder på et eller andet plan med æstetiske og sociale værdier og refererer til, hvad det vil sige at være menneske i verden i dag, siger Nanna Gro Henningsen. På Karriere Bar håber projektleder og kurator Peter Kirkhoff Eriksen at krisen vil være til fordel for stedets sociale mission, selvom der bliver langet færre drinks over disken end tidligere. Vi har nydt godt af den positive side af det såkaldte kunstboom, der har givet en øget interesse og nysgerrighed overfor kunst. Men vi sælger ikke værkerne, vi er ikke et galleri, men et sted hvor man kan interagere med kunsten. Vores agenda handler i høj grad om det sociale, siger han. Boomet har styrket den diskurs, der hedder vil jeg have det, eller vil jeg ikke have det?. Hvis den tilgang falder bort, kan det måske åbne op for diskussion af, hvad kunsten gør ved os og hvordan den kan være en del af en social situation. 6 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

Selvom det er negativt, hvis gallerier må lukke, kan krisen give en positivt afsmittende effekt på den kunstneriske frihed Welcome to the garage. Gruppeudstilling. Foto: DUNK! Peter Kirkhoff Eriksen glæder sig til at se hvordan de mennesker, der har gjort førstegangserfaringer med kunst under boomet, enten på Karriere Bar eller på gallerierne, vil videreudvikle deres interesse. Og hvis interessen holder, er det ikke usandsynligt, at de private, der i de senere år har omsat friværdi i samtidskunst, kan fortsætte deres kunstkøb, mener Bent Meier Sørensen, der forsker i kultur- og oplevelsesøkonomi på Copenhagen Business School. Den lille køber vil stadig have en disponibel indtægt, selvom formuen måske er mindsket. De vil stadig kunne investere i kunst, siger han. Museer skærer på indkøb og formidling Men selv om de private købere vender tilbage, er der fare for, at den økonomiske krise rammer bredden af kunstlivet i løbet af 009, når den for alvor sætter ind hos virksomheder, fonde og museer. Kunsthistoriker Rune Gade frygter, at der kan opstå huller i museernes samlinger, hvor hele perioder ikke er dækket. De museale niveauer har ændret sig i de senere år og er blevet centraliseret i supermuseer som ARoS og Arken. Men supermuseerne har vist sig at være super konjunkturfølsomme de er afhængige af meget store donationer. Konsekvensen kan blive, at de skruer ned for opkøbet af samtidskunst, og det slår hårdt igennem i et land, hvor der ikke er så stor tradition for samlere, mener han. Christian Gether, direktør for Arken, fortæller, at alle er blevet mere forsigtige efter finanskrisens indtog. Arken har sponsoraftalerne for 009 på plads men dyre udstillinger i udsigt fremover. Derfor har direktøren kigget alle budgetter igennem og fokuseret økonomien på museets kerneaktiviteter: Der er blevet skåret på formidling, og fra 008 til 009 er indkøbskontoen reduceret fra 1 mio. kr. til 00.000 kr. I dag fylder sponsorpenge 8 mio. kroner i Arkens budget, der i alt ligger på 50 mio. kr. årligt, og Christian Gether vurderer, at private sponsorer i dag har dobbelt så stor betydning for Arken som for ti år siden. Hvis erhvervslivet bliver mere tilbageholdende, og staten ikke træder til, må vi drosle ned, siger han. Sponsorpengene er ikke bare flødeskum man kan skrabe af. F.eks. er det sponsorer, der betaler transporten, så museet kan vise værker, der er på lån langvejs fra. Udstillingerne vil blive ringere, hvis de penge falder fra. Kort sagt. Elisabeth Delin Hansen, leder af Kunsthallen Nikolaj i København, fortæller, at finanskrisen allerede har sat sit præg på den seneste udstilling med kunstnergruppen A Kassen. Kunsthallen fik ikke de forventede materialesponsorater, og derfor måtte andre dele af budgettet skæres ned. Det gik ud over selve kunstværket. Det var planlagt, at der skulle optræde en statist som en del af værket det skulle være et levende kunstværk. Men den del måtte undværes, forklarer hun. Vi kan mærke, at det er andre tider. Vi har ikke råd til at hente vigtige udenlandske kunstnere til landet eller til at lave kataloger, og det er svært at finde økonomisk opbakning til de nye initiativer og idéer, som er så vigtige for samtidskunsten, siger Elisabeth Delin Hansen. Fonde er også pressede Når sponsorerne melder hus forbi, bliver der større konkurrence om fondsmidler. Museerne er pressede, og vi kan se, at der er mange flere, der har brug for fondets penge, siger Maria Fabricius Hansen, der er direktionsmedlem i Ny Carlsbergfondet. At også de store fonde er påvirkede af situationen, vil for alvor kunne mærkes i 009 og fremover, mener Bent Meier Sørensen fra CBS. I 008 har der været fastlagte budgetter der skulle afvikles, men nu vil forskellen sætte igennem. Fondene har oplevet, at også de kan rystes, og har derfor lagt forsigtige budgetter. De vil bruge færre penge, og gå efter det sikre og det, der giver god PR, mener han. Michael Metz Mørch, direktør for Bikubenfonden, der bl.a. støtter Gl. Strand, fortæller, at 008 har været et af de helt store år på uddelingssiden men et dårligere år på indtjeningssiden. Han tør ikke spå om 009, men forudser, at færre indtægter fremover kan få konsekvenser. På den korte bane er der ingen sammenhæng mellem hvad vi tjener, og hvad vi deler ud. Men på den lange bane er vores økonomi som alle andre husholdningers: Vi kan ikke bruge flere penge, end vi har, siger han. Malene Wichmann er freelancejournalist og skriver jævnligt i Billedkunstneren. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 7

Spørgsmålene: 1 Hvordan kom du i gang med at leve som kunstner: via værksalg, kunststøtteordninger, andet billedkunstnerisk arbejde, f.eks. undervisning, eller andet lønarbejde? Cirka hvor meget udgør ovennævnte indtægtskilder i din økonomi i dag i forhold til hinanden? Altså, er det f.eks. værksalg eller lønarbejde, der sikrer dig hovedparten af din indkomst? 3 Hvor meget fylder udgifterne til kunstneriske arbejde i dit budget, altså f.eks. husleje i værkstedet samt materialeomkostninger. Angiv cirka procentdel af udgifterne i det samlede budget: Altså hvor meget af det, du tjener, skal du bruge på at sikre selve din kunstneriske produktion, og hvor meget har du tilbage at leve for? 4 Hvilke, om nogle, kunststøtteordninger har især været vigtige for dig? 5 Er det blevet nemmere eller vanskeligere at klare sig økonomisk som billedkunstner i løbet af din tid som kunstner? 6 Hvilke politiske/økonomiske tiltag kunne efter din mening forbedre billedkunstneres levevilkår? 7 Kan du give et eller flere eksemper på, hvordan din økonomi har påvirket de livsvalg, du har truffet? Har du f.eks. måttet opgive dit kunstneriske virke i perioder for at tage lønarbejde? Eller har du måttet skære diverse hverdagsudgifter væk og levet på en sten? Hvordan har det påvirket din kunstneriske løbebane? Se flere Bkf eres svar på de 7 spørgsmål på www.bkf.dk Niels Bonde maler (f. 1961) 1 Da jeg kom ind på Kunstakademiet, begyndte jeg at modtage SU; det var første gang, at jeg - så at sige - kunne leve af at lave kunst. Derefter er der sket en række gradvise skift, indtil sådan som det er nu. Endnu mens jeg gik Tæt på billedku 7 13 spørgsmål til Finanskrise eller ej billedkunstnere har den laveste gennemsnitlige årsindkomst blandt de forskellige kunstnergrupper herhjemme. 179.000 kr. lyder beløbet på, ifølge den seneste opgørelse fra rektorerne på Kulturministeriets Uddannelser. på Kunstakademiet flyttede jeg til Tyskland for at gå på Städelschule i Frankfurt, ved den lejlighed fik jeg nogle stipendier, men jeg mødte også en kunsthandler i Frankfurt, som jeg begyndte at sælge mine værker igennem. I 1999 skete der endnu et skift, da jeg blev ansat som underviser på Konsthögskolan i Malmø, som så blev hovedindtægtskilden seks år frem. Efter jeg holdt op med arbejde på Malmø Konsthögskole fik jeg det tre-årige arbejdslegat, men det er også udløbet for nogle år siden. Nu lever jeg af værksalg, men ikke udelukkende, på den måde at jeg har modtaget produktionsstøtte til at lave værker for. Jeg tror, at i min økonomi, så udgør 80 procent værksalg og 0 procent produktionsstøtte. 3 Jeg tror, at omkostninger udgør 40 procent af det samlede budget, men det er virkelig et slag på tasken, måske er det 60 procent. Af og til har jeg meget store udgifter til materialer, som jeg bare ikke kan komme udenom. Nogen pensionopsparing bliver det i hvert fald ikke til. 4 De statslige støtteordninger har været vigtige for mig. Dengang jeg startede, var der en ganske lille to-årig støtteordning, der fungerede som en slags indtægtsbestemt iværksætterstøtte, man kunne komme igang på, den fik jeg i 98/99. Derudover vil jeg sige, at den statslige produktionsstøtte fungerer fantastisk, den hjælper een over et punkt i et givent kunstnerisk projekt, som ellers kan være meget vanskeligt at komme forbi. Det synes jeg virker godt, også når jeg sammenligner Bkf At Bkfs egne opgørelser tidligere er nået frem til et væsentligt lavere beløb, kan skyldes, at de officielle statistikker ikke tager højde for billedkunstneres produktionsomkostninger. Men under alle omstændigheder viser tallene, at myten om den fattige kunstner er virkelighed for mange. Men hvordan får Danmarks fattigste kunstnergruppe økonomien til at hænge sammen og samtidig skabe kunst? Det fortæller de forskelligartede svar på disse sider om. A f N i e l s H e n r i k s e n 8 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

TEMAKRISENKRADSER nstneres økonomi ere med Sverige og Tyskland, hvor der - såvidt jeg ved - ikke findes lignende ordninger. 5 At leve og fungere som kunstner er som en rutsjebane, det er meget konjunkturbestemt. Da jeg kom ind på akademiet, havde jeg ingen ambition om at blive rig og berømt, og en af underviserne fortalte os, at kun 10 procent af os ville komme til at leve af vores kunst. Det var måske lidt pessimistisk. De sidste 5-6 år er alting blevet federe og federe. Man kan se det på antallet af gallerier, der har været en stigende kunstinteresse, som også kommer de unge kunstnere til gode. Måske kommer der nu nogle år med tilbagegang for nogle, men for andre, hvis økonomi i forvejen er lavt gearet betyder det måske ikke så meget. Du ved, man kan ikke plukke hårene af en skaldet. Det eneste som bestemt ikke er så fantastisk er, at der samtidig er blevet skrevet mindre og mindre i aviserne om kunst, antallet af linjer er simpelthen gået tilbage, og der er også blevet færre kunstpublikationer. Det kan undre mig, og jeg synes at medierne underprioriterer kunst også i forhold til den interesse, der åbenlyst er for det. 6 Jeg har svært ved at se hvordan kunst og kunstinstitutionerne skulle kunne klare sig alene på markedsvilkår ligesom offentlige funktioner som sundheds- og uddannelsevæsenet. Et kunstnervenligt skattevæsen ville helt sikkert betyde meget. Derfor er eksempelvis loven om, at man kan trække køb af kunstværker fra i skat principielt en god ide, men alligevel ender den som en halvbagt løsning, idet det kun er de første 10.000 kroner, der kan trækkes fra. Det nytter jo som en skrædder i helvede. På den anden side ville det være en fordel for alle, hvis jeg som kunstner kunne sælge til en virksomhed, og de så kunne trække det fra, ligesom de trækker kontormøbler og øvrigt interiør fra. Og hvis man så kunne lave bedre støtteordninger for tidsskrifter og lignende, ligesom man har i Sverige og Tyskland. De er en del miljøet, som skal næres, og det vil helt sikkert gavne billedkunsten. 7 På et tidspunkt stod jeg i den situation, at jeg var kommet ind på ISCP Whitney Independent Study Program i New York, og jeg ikke kunne nå at søge penge. Så tog jeg et lønarbejde og sparede sammen. Men bortset fra det har jeg ikke taget andet lønarbejde. Undervisningsarbejde er en del af det livsvalg, det er at blive kunstner, og derudover synes jeg også at det er skidesjovt. Jeg lever ikke på en sten, men jeg træffer nogle valg som gør, at det hele hænger sammen, som for eksempel at flytte på landet hvor jeg kan bo billigt. Hussein Tai maler (f. 1966) 1 Jeg startede som kunstner for snart mange år siden i Bagdad. Fra 1985 til 199 læste jeg på kunstakademiet, og da jeg havde færdiggjort min uddannelse blev jeg lektor det samme sted, og levede derudover af at sælge mine malerier og min grafik. I dag lever jeg udelukkende af værksalg, men der er også sket meget andet i mellemtiden. I december 000 kom jeg til Danmark. Jeg boede på Bornholm, mens jeg ventede på min opholdstilladelse, men det lykkedes mig at få adgang til et rum, som jeg kunne bruge som atelier i kulturhuset i Rønne. I 00 fik jeg min opholdstilladelse og flyttede til Sjælland, jeg fik flere udstillinger i Slagelse og fik også kontakt til Bredgade Kunsthandel, som begyndte at sælge mine værker. I 004 blev jeg registreret som selvstændig. 3 Mine udgifter var lavere, dengang jeg havde atelier i Slagelse, end nu hvor jeg har atelier i København. Materialer er også en stor udgift og transport. Både transport af billederne, når de skal på udstilling, og transport for mig selv ind og ud af byen. Jeg vil sige 1/3 og opefter. 4 Jeg har kun modtaget et legat, som er et rejselegat fra Nationalbanken. Det gør, at jeg kan foretage en hel række små rejser til Tyskland og til Irland over de næste tre år, og det er jeg meget glad for. 5 Jeg vil sige, at det har været jævnt godt at være kunstner indtil for nylig. De sidste seks måneder har der været en mærkbar tilbagegang. Salget er gået ned, og det presser selvfølgelig mig, også fordi jeg har en familie, som jeg skal forsørge. 6 Det er vigtigt, at økonomi ikke er for stort et pres på kunstnere, kunstnere kan ikke arbejde, hvis de kun tænker på penge. I den forbindelse synes jeg også at det er et problem, at kunstnere skal være erhvervsdrivende på lige vilkår som alle andre i forhold til systemet. Det er ikke det samme at være kunstner og at have et autoværksted. Og når man er et en-mands-firma, som kunstnere ofte er, så er mængden af administration i for eksempel et skatteregnskab en byrde. Derudover er a-kasse-systemet langt fra ideelt for kunstnere. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 9

Spørgsmålene: 1 Hvordan kom du i gang med at leve som kunstner: via værksalg, kunststøtteordninger, andet billedkunstnerisk arbejde, f.eks. undervisning, eller andet lønarbejde? Cirka hvor meget udgør ovennævnte indtægtskilder i din økonomi i dag i forhold til hinanden? Altså, er det f.eks. værksalg eller lønarbejde, der sikrer dig hovedparten af din indkomst? 3 Hvor meget fylder udgifterne til kunstneriske arbejde i dit budget, altså f.eks. husleje i værkstedet samt materialeomkostninger. Angiv cirka procentdel af udgifterne i det samlede budget: Altså hvor meget af det, du tjener, skal du bruge på at sikre selve din kunstneriske produktion, og hvor meget har du tilbage at leve for? 4 Hvilke, om nogle, kunststøtteordninger har især været vigtige for dig? 5 Er det blevet nemmere eller vanskeligere at klare sig økonomisk som billedkunstner i løbet af din tid som kunstner? 6 Hvilke politiske/økonomiske tiltag kunne efter din mening forbedre billedkunstneres levevilkår? 7 Kan du give et eller flere eksemper på, hvordan din økonomi har påvirket de livsvalg, du har truffet? Har du f.eks. måttet opgive dit kunstneriske virke i perioder for at tage lønarbejde? Eller har du måttet skære diverse hverdagsudgifter væk og levet på en sten? Hvordan har det påvirket din kunstneriske løbebane? Se flere Bkf eres svar på de 7 spørgsmål på www.bkf.dk 7 Jeg lever ikke fattigt, men jeg har heller ikke meget luksus i mit liv. Jeg bor i Stenlille i et lille rækkehus, og jeg ville ikke have råd til at bo tættere på København. Jeg har aldrig taget lønarbejde og har aldrig lavet andet end kunst, så jeg kender ikke andet. Men hvem ved hvad fremtiden bringer... Mette Kit Jensen billedkunstner (f. 196) 1 Lige da jeg var færdiguddannet fra Hamborg og kom tilbage til København stod jeg i en vanskelig situation, fordi det tog lang tid at få min uddannelse fra Tyskland anerkendt i Danmark. Der måtte jeg tage nogle kedelige jobs for at klare mig. Sidste år udgjorde undervisningsarbejde måske 60 procent, og forskellige ansættelser som huskunstner udgjorde ca. 0 procent. De sidste 0 procent fordeler sig så mellem supplerende dagpenge og legater og kunststøtte. Det har alt sammen været relevant arbejde, en periode lavede jeg f.eks. en slags kunstnerisk iscenesættelse på Kunstindustrimuseet sammen med en anden kunstner, og en periode arbejdede jeg på en skole på Vesterbro i forbindelse med et projekt Nikolaj Kunsthal havde sat op. 3 Jeg prøver virkelig at reducere mine udgifter, f.eks. ved at jeg ikke har noget atelier. Måske 0 procent. Min økonomi er meget stram og jeg bliver nødt til at indrette mig derefter; så er jeg til gengæld rigtig god til at få sponsoreret materialer. 4 Talentudviklingspuljen, som jeg modtog i 005 og som var midler til at udvikle et projekt over et halvt år. Det var en kortlivet ordning, men det betød meget for mig. Så har jeg haft et godt residency i Tyskland, har modtaget forskellige former for støtte i forbindelse med udstillinger og et par legater fra akademirådet. 5 Jeg synes, at det er blevet sværere. Men det er også ud fra min oplevelse af at skifte kontekst som helt nyuddannet. Der kan København godt være et barskt sted at komme tilbage til, og så er diskussionen omkring skulptur bare en helt anden her. 6 Man kunne gøre noget for at skaffe flere rum og mere plads til ikke-kommercielle praksisser; det er særlig nødvendigt fordi boligpriserne er så høje i København. Så synes jeg, at nogle af kriterierne for uddeling af støtte burde revideres: der er nogle tværfaglige praksisser, som falder gennem maskerne i systemet. Jeg havde f.eks. en oplevelse sidste år, hvor sagsbehandlerne i Statens Kunstfond ikke vidste hvilket udvalg, der skulle bedømme min ansøgning og det endte med, at den blev behandlet alt for sent og kun fordi jeg insisterede; ellers var den nok forsvundet. Så skulle man selvfølgelig gøre noget ved dagpengesystemet. Det er spild af alles tid, at der sidder en masse kunstnere og skriver virtuelle ansøgninger. Sidst men ikke mindst er det et problem, at kunststøtten i den grad følger det kommercielle marked. Der må jeg sige, at jeg i Tyskland åbenbart har vænnet mig til at selve den kunstneriske diskussion tages mere alvorligt. Jeg synes man kan se en tendens her i DK, hvor kunstnere begynder at lede deres praksis i retning af hvor pengene er. 7 Jeg kan genkende det hele. Jeg synes, at jeg har måttet tage unødigt meget erhvervsarbejde, og det, at jeg ikke har råd til et atelier, påvirker selvfølgelig min produktion, fordi der er ting jeg ikke kan lave. 1 0 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

TEMAKRISENKRADSER Kirsten Klein fotograf (f. 1945) 1 Det at blive kunstner var for mig en indre trang, som startede meget tidligt og udviklede sig derfra. Med hensyn til at overleve økonomisk som kunstner, så har det kunnet lade sig gøre ved, at jeg har skåret på mine nødvendigheder og mine omkostninger. Jeg har boet på landet og dyrket mine egne grøntsager f. eks. Lige nu må jeg sige, at værksalget ikke er det største, men det hænger sammen med, at jeg har påtaget mig nogle større projekter såsom udsmykningsopgaver og bogprojekter. Så må jeg skære ned på antallet af udstillinger, og så sælger jeg mindre. 3 70 procent af det, jeg tjener, går til omkostninger og de sidste 30 procent er der tilbage at leve for. 4 Kunststøtte har absolut været vigtig for mig, i aller højeste grad. Kunstfondens arbejdslegater har været en kæmpe støtte, og ikke kun økonomisk - for jeg havde nok klaret den på en eller anden måde - men også som opmuntring. Sådan er det stadigvæk nu, efter at jeg er blevet tildelt den livsvarige ydelse. Det er en basis, som giver ro og plads til at jeg kan koncentrere mig om mit kunstneriske udtryk. 5 Det er vanskeligt at svare på, for én ting er udviklingen indtil nu, men fremtiden ser usikker ud. Med de ændringer, der sker i samfundet lige nu, er det ikke til at vide, hvordan det vil fungere. Men ser man bort fra fremtiden så er det blevet bedre i min tid som kunstner, også fordi der er kommet mere opmærksomhed på kunst generelt og på fotografi specifikt. Jeg er bare ikke sikker på, at den udvikling holder. Derudover påvirker krisen helt klart billedsalget mærkbart. 6 Nu er jeg ikke kunstpolitisk aktiv, da det ligger mig tungt at formulere mig mundtligt i de sammenhænge. Men jeg er stærkt utilfreds og urolig over den omsiggribende magt kuratorvældet har tilranet sig. Som de aktuelle begrænsninger af kunstnersammenslutningernes udstillingsmuligheder til dels er udtryk for. Alt skal være smarte kunsthaller, hvor lejen til kunstnersammenslutningerne mangedobles, samtidig med at støtten fjernes. Synliggørelsen af det, man arbejder med, er utroligt vigtig for en kunstner, og her er netop kunstnersammenslutningerne da en af mulighederne og jo flere muligheder jo bedre, vil jeg sige. Det er væsentligt at gøde udstillingsmulighederne herhjemme og om muligt i udlandet. 7 Jeg har sjældent påtaget mig fast arbejde. Jeg har skåret ned hvor det var nødvendigt, for at jeg kunne blive ved med at arbejde som kunstner. - Altså levet på en sten. På den måde er det ikke så meget min økonomi, der har påvirket min kunstneriske løbebane. Men det har været hårdt indimellem især i de første år, hvor nød kan lokke èn til at skifte spor. Ida Kvetny billedkunstner (f. 1980) 1 Jeg blev færdig for et år siden, og det var en glidende overgang. Jeg har uddannet mig i Edinburgh og i London, hvor jeg fik SU, og jeg solgte også, men til gengæld havde jeg også høje udgifter til min uddannelse i form af undervisningsafgifter. Nu er jeg færdig med min uddannelse og får ikke SU længere, så nu lever jeg udelukkende af værksalg. 3 Min økonomi består udelukkende af værksalg. Jeg har ret mange omkostninger omkring at opretholde min produktion, det er omkring 75 procent af min økonomi, der går til leje af atelier, transporter, materialer, rejser og lignende. Men det er specielt atelieret, der er en stor post. 4 Jeg fik nogle legater da jeg tog til Skotland og England for at uddanne mig. Jeg har ikke modtaget noget efter endt uddannelse, og har faktisk heller ikke haft lejlighed til at søge. Men nu har jeg lige fået tilsagn om et residency i Los Angeles, så i den forbindelse vil jeg nok søge Statens Kunstfond. 5 Det 6 er lidt tidligt for mig at sige noget om. Jeg synes, at der er en række ting man kunne gøre, som for eksempel at sænke beskatningen på værksalg, at oprette flere atelier-fællesskaber i stil med Statens værksteder - for det med at skaffe atelier kan godt være rigtig vanskeligt, specielt hvis man kommer lidt udefra og ikke har gået på akademiet. Så synes jeg, at det er vigtigt at opretholde de residency muligheder vi har, og at man generelt kunne gøre mere specifikt for de yngre kunstnere i form af flere udsmykningsopgaver og bedre udstillingsmuligheder indenfor institutionerne. 7 Det er også lidt tidligt for mig at udtale mig om, B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 11

Spørgsmålene: 1 Hvordan kom du i gang med at leve som kunstner: via værksalg, kunststøtteordninger, andet billedkunstnerisk arbejde, f.eks. undervisning, eller andet lønarbejde? Cirka hvor meget udgør ovennævnte indtægtskilder i din økonomi i dag i forhold til hinanden? Altså, er det f.eks. værksalg eller lønarbejde, der sikrer dig hovedparten af din indkomst? 3 Hvor meget fylder udgifterne til kunstneriske arbejde i dit budget, altså f.eks. husleje i værkstedet samt materialeomkostninger. Angiv cirka procentdel af udgifterne i det samlede budget: Altså hvor meget af det, du tjener, skal du bruge på at sikre selve din kunstneriske produktion, og hvor meget har du tilbage at leve for? 4 Hvilke, om nogle, kunststøtteordninger har især været vigtige for dig? 5 Er det blevet nemmere eller vanskeligere at klare sig økonomisk som billedkunstner i løbet af din tid som kunstner? 6 Hvilke politiske/økonomiske tiltag kunne efter din mening forbedre billedkunstneres levevilkår? 7 Kan du give et eller flere eksemper på, hvordan din økonomi har påvirket de livsvalg, du har truffet? Har du f.eks. måttet opgive dit kunstneriske virke i perioder for at tage lønarbejde? Eller har du måttet skære diverse hverdagsudgifter væk og levet på en sten? Hvordan har det påvirket din kunstneriske løbebane? Se flere Bkf eres svar på de 7 spørgsmål på www.bkf.dk TEMAKRISENKRADSER men indtil videre kan man sige at de fleste af de penge, jeg har tjent, er gået først til at finansiere min uddannelse og siden til at finansiere min produktion. Det løber lige rundt, jeg bor i en lille lejlighed på ydre Nørrebro, som koster mindre i husleje end mit atelier, og det er også fint nok. Det er det værd. Frithioff Johansen maler (f. 1939) 1 Jeg kom til at leve af at være kunstner, fordi jeg fik en engageret jysk kunsthandler, som satte mig på månedsløn. Jeg var den gang ca. 35 år. Indtil da havde jeg et deltids arbejde. 3 Jeg har intet lønarbejde og lever af min kunst. Jeg bruger virkelig megen af min indkomst - lidt over halvdelen - til at investere i mit arbejde. 4 Bortset fra den omtale galleristøtte har det 3-årige stipendium, som tillod mig at fokusere på bestemte områder - og naturligvis den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond - betydet alt. 5 Det er nok blevet lettere for mig selv, for jeg har været heldig. Men mit indtryk er, at det klart er blevet lettere for unge at klare sig og sværere for de ældre. Der er kommet et mantra, der hedder støt kun de unge, fordi man ikke tillægger modenhed megen værdi. Det betyder, det er næsten umuligt for den ældre generation at få en udstilling på etablerede gallerier. Generationen, der blev født ca. mellem 1940 og 1950 fik således en økonomisk hård start - og får en økonomisk hård slutning (undtaget naturligvis den lille procentdel, der klarer sig godt - og de fleste af dem er kommet sent til det) 6 At den nuværende regering kun har ansat historieløse personer som kulturministre, hjælper naturligvis ikke. Det er vigtigt, at man igen fra politisk side igen begynder at hylde armslængdeprincippet: støtte - ikke styre. Den sportsinteresserede Brian Mikkelsen glemte det konstant, selv om han påstod, han gjorde det. Hvorfor pokker blev Per Stig Møller ikke kulturminister. Han var den eneste i regeringen, der ville have kunnet klare det. Men der er ingen prestige i kultur. Det er vigtigt, at der er flere kunstnerstyrede institutioner. Charlottenborgskandalen kender alle. Her spurgte Brian Mikkelsen faktisk bl.a. nogle kunstnere til råds, men da svaret ikke passede ham, ignorerede han det. Det er paradoksalt, at når politikere og presse spørger eksperter, så spørger de kunsthistorikere eller professorer fra Copenhagen Business School. De spørger for sjældent dem, der har skoene på - kun dem der lever godt af at svare. Det gamle paradoks om ægget og hønen er højst aktuelt: Hvem kom først - kunstneren eller kunsthistorikeren? Nutidens sygdom handler om formidling af kunst: alt skal forklares - alt skal iscenesættes. Og man skal være meget stærk for ikke at lade sig iscenesætte, hvis det indebærer lidt succes. Der er for meget kunstsnak og for lidt autenticitet. 7 Jeg har bestemt prøvet at leve på en sten. Jeg har dog aldrig opgivet mit kunstneriske virke af hensyn til lønarbejde. Jeg har heller aldrig prøvet at være på overførselsindkomst. Jeg har jo heller aldrig været arbejdsløs - og socialbedrager har jeg ikke haft lyst til at være. Til gengæld har jeg en lang erfaring med både fornuftige og komplet idiotiske pantefogeder. Det er også vigtigt at være gift med én, der udjævner de store uregelmæssige udsving i en kunstners indkomst. Men jeg tror, det er vigtigt at have prøvet at leve som kunstner uden for meget sikkerhedsnet: Man skal satse meget for at komme igennem. Men det er forfærdeligt ikke at komme det. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

Jesper Fabricius maler/grafiker (f. 1957) arbejder hårdere. Jeg tror, at det er blevet lidt nemmere, men jeg kan jo kun tale ud fra min egen oplevelse. 6 Honorarer. At kunstnere fik penge for at udstille flere af de steder, hvor de udstiller, og at kunstnere fik flere penge for at udstille. Det gælder især for museer og andre offentlige institutioner. Og så større budgetter til Statens Kunstfond og Kunststyrelsens Billedkunstudvalg, men det er næsten for banalt at sige. Julie Nord maler (f. 1970) til 50 procent, hvis man medregner min gæld. 4 Jeg begyndte at modtage produktionsstøtte, da jeg fik mine første galleriudstillinger. Det var små beløb, som dog betød meget. I senere år har jeg også modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond, og de har betydet utrolig meget for mig. 5 Ja, for mig er det jo gået bedre og bedre, men generelt er det svært at sige, og fremtiden...? 1 Ingen af delene. Jeg fik helt almindelig iværksætterydelse til erhvervsdrivende. Jeg får jo ikke længere iværksætterydelse, men i forhold til fordelingen af indtægtskilder så var det sidste år usædvanligt nok værksalg, der udgjorde størsteparten. I år bliver det måske mere i retning af 50/50 mellem værksalg og andre indtægter fra legater, undervisning og forlaget (Jesper Fabricius driver forlaget Space Poetry, red.) 3 4 De sidste to år har det ligget på 75 procent. Kunststyrelsens produktionsstøtte, og især kunstfondens arbejdslegat og kunstfondens præmiering har været rigtig vigtige for mig. 5 Man kan sige, at hvis man stiger i indtægt er det så fordi det er nemmere, eller fordi man 7 Jeg synes egentlig ikke, at det er økonomien, der har bestemt, for jeg har klaret mig og jeg synes ikke, at jeg lever på en sten. Omvendt kan man sige, at det at være kunstner også er et bindende valg, jo længere tid man har været det og efterhånden som man bliver ældre, så falder de andre muligheder fra. 1 De første år efter akademiet havde jeg lønarbejde kombineret med noget undervisning. Så fik jeg en udstilling på et museum, en del omtale og en gallerist, hvilket betød at jeg så småt begyndte at sælge. Jeg kunne se, at nu blev jeg nødt til at satse. Mine værker tager meget lang tid at lave og det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis man også har et vlønarbejde; så jeg levede af min kassekredit og udsatte afbetalingen af studiegæld mm. Det betaler jeg så for i dag. Hovedparten er gennem salg. Jeg bruger lang tid på at producere værker, f.eks. til en soloudstilling og kan ikke sælge værkerne undervejs, udbetalingerne fra salg kan også trække ud, så det kunne ikke lade sig gøre uden de legater jeg modtager. 3 Ca. 1/3 af min indkomst går til firmaet, måske næsten op 6 Det er svært at sige, på mange måder har vi det jo godt i Danmark, når man ser på vilkårene andre steder. Jeg synes dog, at det er et problem, at produktionsstøtte i så høj grad er rettet mod produktion af værker: hvad med arbejdstid og tid til at forske? Det kan godt gøre det svært, specielt for de ikke-kommercielle og for dem, der har ikke-værkbaserede praksisser. Det er meget vigtigt, at de også kan eksistere i vores kunstsystem, deres praksisser er vigtige for helheden og derudover er det er vigtigt, at vi alle sammen, også dem der laver værker, får tid til at forske og udvikle os. 7 Det er svært at sige, for jeg har jo aldrig lavet andet. Jeg ejer ikke noget udover min cykel. Jeg holder mine personlige udgifter nede. Jeg har ingen pensionsopsparing. Det er første prioritet for mig, at der altid er penge nok til at firmaet kan køre rundt, og så må privatøkonomien rette sig derefter. Jeg skal blive ved med at have råd til at arbejde. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

Spørgsmålene: 1 Hvordan kom du i gang med at leve som kunstner: via værksalg, kunststøtteordninger, andet billedkunstnerisk arbejde, f.eks. undervisning, eller andet lønarbejde? Cirka hvor meget udgør ovennævnte indtægtskilder i din økonomi i dag i forhold til hinanden? Altså, er det f.eks. værksalg eller lønarbejde, der sikrer dig hovedparten af din indkomst? 3 Hvor meget fylder udgifterne til kunstneriske arbejde i dit budget, altså f.eks. husleje i værkstedet samt materialeomkostninger. Angiv cirka procentdel af udgifterne i det samlede budget: Altså hvor meget af det, du tjener, skal du bruge på at sikre selve din kunstneriske produktion, og hvor meget har du tilbage at leve for? 4 Hvilke, om nogle, kunststøtteordninger har især været vigtige for dig? 5 Er det blevet nemmere eller vanskeligere at klare sig økonomisk som billedkunstner i løbet af din tid som kunstner? 6 Hvilke politiske/økonomiske tiltag kunne efter din mening forbedre billedkunstneres levevilkår? 7 Kan du give et eller flere eksemper på, hvordan din økonomi har påvirket de livsvalg, du har truffet? Har du f.eks. måttet opgive dit kunstneriske virke i perioder for at tage lønarbejde? Eller har du måttet skære diverse hverdagsudgifter væk og levet på en sten? Hvordan har det påvirket din kunstneriske løbebane? Se flere Bkf eres svar på de 7 spørgsmål på www.bkf.dk TEMAKRISENKRADSER Hanne Skyum væver/maler (f. 1961) 1 Jeg kom meget tidligt på Kunstakademiet og var derfor også ung og uetableret, da jeg blev færdig og kom ud. Jeg kunne ikke leve af min kunstneriske praksis, og jeg fik et barn, så derfor gik jeg på socialhjælp, og når jeg så solgte noget, blev det modregnet i socialhjælpen. Jeg begyndte at undervise, og det kunne også modregnes. Sådan fungerede det et par år, indtil jeg solgte nok til at jeg kunne klare mig selv. På den måde var socialhjælpen overordentlig vigtig for at jeg kunne komme i gang som kunstner, og billigere for staten, da jeg selvfølgelig helst ville modregne så meget som muligt. I dag klarer jeg mig udelukkende på værksalg, men det har svinget frem og tilbage, sådan at der har været perioder, hvor jeg har måtte gå tilbage ud på arbejdsmarkedet. 3 Min stue er mit værksted og med det jeg laver er materialer ikke så stor en omkostning. Jeg vil sige 5 procent. 4 Jeg har modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat nogle gange, et stort legat fra Nationalbanken og legater fra forskellige mindre fonde. Det har været en stor hjælp, specielt arbejdslegaterne, som virkelig giver een frihed og plads til at udvikle sig som kunstner. 5 Det synes jeg er svært at svare på. Unge kunstnere i dag har måske lettere ved at sælge lige fra starten og på den måde hurtigt komme til at klare sig selv. På den anden side, og det er måske reaktionært, så synes jeg ikke at den udvikling er udelukkende positiv. Det var meget godt for mig at være lidt fredet i starten, før jeg begyndte at sælge. 6 Jeg synes i hvert fald ikke at der må skæres i statsstøtten til kunst. Den er utrolig vigtig for at kunstnere kan arbejde, eksperimentere og udvikle noget nyt uden at skulle tænke på om det nu kan sælges. 7 Jeg har truffet det valg at holde mine udgifter og mine leveomkostninger på et lavt niveau, fordi det betyder, at jeg i mindre grad har måttet gå på kompromis og tage et lønarbejde. For selvfølgelig påvirker det ens kunstneriske løbebane at man i perioder ikke har tid til at producere og udstille. Der ligger også en lille angst hele tiden for, om man kan blive ved med at få det til at hænge sammen. Det er selvfølgelig selvvalgt og ingen jammer, men jeg kan se på dem, jeg kender, der har fået det store 3-årige kunstfondlegat og på dem, der er kommet på finansloven, at der er virkelig sket store ting. Trine Rytter Andersen billedkunstner (f. 196) 1 Det var en blanding af det hele, alle fire. Det skifter meget, men generelt er det alt andet end værksalg. I perioder har jeg en projektansættelse og så vejer det tungest. Når jeg ikke har en projektansættelse så laver jeg en masse forskelligt freelance arbejde indenfor billedkunstsektoren og får det til at hænge sammen på den måde. 3 Pt. 0 procent - og det er fordi, at jeg kommet mere og mere over i det formidlende og organiserende. Men det er også fordi, jeg står i et vadested; den perfor- B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

mance-gruppe, som jeg var medlem af, blev nedlagt sidste år fordi det ikke var muligt at rejse økonomiske midler nok, så siden da har jeg skrevet og organiseret. Mine kompetencer er meget alsidige og derfor har jeg spredt mig, men det har også været en faktor at jeg har siddet i kunstrådet i Århus i fire år, hvilket har gjort mig inhabil i forhold til at søge penge, hvorfor jeg har måttet finde min løn andetsteds. 4 Kunststyrelsens toårige iværksætterstipendiat, som jeg modtog dengang, jeg startede, var rigtig vigtigt. 5 Indenfor det felt som jeg arbejder med, nemlig performance, synes jeg at det er blevet vanskeligere. Selvom det er arbejdsmæssigt fordelagtigt at operere kollektivt, så er det økonomisk vanskeligt, men det har måske i virkeligheden altid været sådan. 6 Det kunne være, at kunstnere kunne fratrække udgifter til atelier i egen bolig og bo i erhvervslejemål, sådan som de kan i USA. Det ville gøre, at kunstnerne ikke sad med dobbelt husleje. Derudover kunne man lave skattefrihed for kunstnere op til f.eks. 00.000 kr., det ville gøre en stor forskel og ville kunne hjælpe mange kunstnere til at fastholde deres kunstneriske praksis. 7 Ja, jeg har prøvet alle modellerne periodevis. Generelt kan man sige, at jeg aldrig har haft nogen stor økonomi. Til gengæld har jeg periodevis haft en stor frihed. Niels Witten, maler (f. 1944) 1 Sagen er, at jeg faktisk aldrig har kunnet leve af at være kunstner. Jeg har undervist som folkeskolelærer i fysik og kemi og al muligt andet, også i billedkunst, selvom det aldrig har været et af mine hovedfag. Jeg har været kunstner i 4 år, altså efter det som Bkf klassificerer som kunstner. Indenfor den periode er mit værksalg steget kraftigt de senere år. Sidste år var det oppe på 15.000 kr., men gennemsnittet ligger nok nærmere de 30.000 til 40.000 kr.. 3 Mine fradragsberettigede udgifter lå sidste år på 50.000-60.000 kr., men udgifterne er til en hvis grad proportionale med indtægterne, så de år hvor jeg har tjent mindre har jeg også brugt mindre. Men det er aldrig gået i minus. 4 Jeg fik engang et legat på 4000 kr. fra Ole Haslunds Fond ved min debut på KE, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det betød noget i min økonomi. Mine chancer for at få kunststøtte er bare små, for det er den kunst, som er rettet mod museerne, der får støtte. Jeg retter mig mere mod kunstforeninger i stat og kommune samt private virksomheder. 5 Jeg må sige, at for mit eget personlige vedkommende, så er det blevet nemmere. Men det kan jo ligeså godt afspejle min udvikling som kunstner, som det afspejler en generel udvikling. Der har dog været mærkbart bedre vilkår for salg i de sidste par år. 6 Jeg har et helt konkret forslag: det er, at der hvert år indbydes til censurerede udstillinger, hvor kunstfagligt kvalificerede personer sidder i juryen. De kunstnere, som udvælges til deltagelse modtager et point, og når man har et vist antal point, så garanteres man en livsvarig ydelse, på f.eks. 50.000 kr. Andre indtægter skal ikke modregnes, men modtageren skal forpligtes til at lave opgaver i mindre omfang for f.eks. kommune eller regioner. Hvor mange har vi råd til? Måske 1000 eller 1500. Det er et rent gæt, og det er jo også noget politikerne afgør ud fra deres motiver, men på langt sigt kunne det berige det offentlige rum og det kunne være meget tiltrængt. 7 Jeg har jo valgt at gå med både livrem og seler, men jeg synes også, at mit arbejde som lærer har givet mig utrolig meget, og så har det givet mig den frihed og uafhængighed, at jeg ikke har skullet tænke på penge og salg, når jeg lavede min kunst. Som for eksempel når jeg har lavet ting til Institut for Menneskerettigheder eller i skoleregi. Min familiære situation har krævet, at jeg leverede en fast lønindtægt, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at drømmen har været, at leve som fuldtidskunstner, den har bare ikke kunnet realiseres før jeg fyldte 60 år. Svend-Allan Sørensen billedkunstner (f. 1975) 1 De første par år efter akademiet levede af jeg af dagpenge suppleret med undervisning. Siden af undervisningsarbejde, værksalg og støtte af Statens Kunstfond. Løn fra undervisningsarbejde udgør velsagtens /3 af min årsindtægt. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

Spørgsmålene: 1 Hvordan kom du i gang med at leve som kunstner: via værksalg, kunststøtteordninger, andet billedkunstnerisk arbejde, f.eks. undervisning, eller andet lønarbejde? Cirka hvor meget udgør ovennævnte indtægtskilder i din økonomi i dag i forhold til hinanden? Altså, er det f.eks. værksalg eller lønarbejde, der sikrer dig hovedparten af din indkomst? 3 Hvor meget fylder udgifterne til kunstneriske arbejde i dit budget, altså f.eks. husleje i værkstedet samt materialeomkostninger. Angiv cirka procentdel af udgifterne i det samlede budget: Altså hvor meget af det, du tjener, skal du bruge på at sikre selve din kunstneriske produktion, og hvor meget har du tilbage at leve for? 4 Hvilke, om nogle, kunststøtteordninger har især været vigtige for dig? 5 Er det blevet nemmere eller vanskeligere at klare sig økonomisk som billedkunstner i løbet af din tid som kunstner? 6 Hvilke politiske/økonomiske tiltag kunne efter din mening forbedre billedkunstneres levevilkår? 7 Kan du give et eller flere eksemper på, hvordan din økonomi har påvirket de livsvalg, du har truffet? Har du f.eks. måttet opgive dit kunstneriske virke i perioder for at tage lønarbejde? Eller har du måttet skære diverse hverdagsudgifter væk og levet på en sten? Hvordan har det påvirket din kunstneriske løbebane? Se flere Bkf eres svar på de 7 spørgsmål på www.bkf.dk TEMAKRISENKRADSER 3 Praktisk talt alt, jeg tjener, går til at leve for. De fleste udgifter de seneste par år har jeg været heldig at få dækket af Kunstrådet, omend det dog ikke er har været tilstrækkeligt. De faktiske udgifter ved produktion overstiger langt indtægterne ved salg. Det er vist meget almindeligt. 4 Kunstrådets produktionsstøtte og Statens Kunstfond. 5 Overvejende lettere. 6 Kunstnere har ret gode kår i Danmark. Ikke alle lande har ordninger a la Kunstrådet og Statens Kunstfond. Jeg tror ikke på, at kunstnere skal have skattefrihed, som nogen mener. Jeg tror på, at det er arbejde som så meget andet arbejde, og at kunstnerrollen skal ses på som så mange andre. Jeg synes, det er meget meget ærgerligt at igangsætningsstipendierne blev fjernet. Langt de fleste går ledige for at arbejde en karriere i gang. Og er da strengt taget optaget af arbejde (som de færreste tjener på). Det sætter den unge nyuddannde i en ubehagelig moralsk dobbeltrolle. Derfor kunne man afhjælpe en stor del af det problem ved at man kunne søge (og ikke blot modtage) særlige igangsætningsstiendier indenfor måske fem år efter endt uddannelse. 7 Jeg vil sige, at f.eks. Statens Kunstfond har gjort det muligt for mig at tage orlov fra mit undervisningsarbejde. Jeg har aldrig måttet opgive mit virke. Jeg har lært at arbejde hurtigt, således jeg kan fastholde både en produktion og en indkomst. Mette Agerbæk billedhugger (f. 1960): 1 Det har været en kombination af værksalg, undervisning og lønarbejde. I dag vil jeg sige, at det er 50/50 mellem det, jeg tjener på min kunstneriske praksis og det, jeg tjener på andet arbejde. Andet arbejder er stadig undervisning, og så laver jeg meget grafisk arbejde, som jo er relateret, men alligevel noget andet. 3 Materialer er en meget stor omkostning for billedhuggere, specielt når man som jeg, arbejder i bronze. Indenfor den del af min økonomi som er mit kunstneriske arbejde går næsten 50 procent til materialer, hvilket vil sige at når jeg sælger en skulptur så er en stor del af salgsprisen allerede gået til materialer. 4 Jeg har modtaget en del mindre legater og de kan udgøre en vigtig håndsrækning når man står midt i et projekt, men de er altså ikke til at leve af. 5 Det er klart blevet vanskeligere, på grund af stramningerne omkring de supplerende dagpenge. Som det er nu, kan man kun bruge dagpengesystemet hvis ens kunstneriske praksis er et fuldtidsarbejde. Før kunne det lade sig gøre, at have en delindtægt et andet sted, sin kunstneriske praksis og så de supplerende dagpenge, hvilket nok har været situationen for mange kunstnere. Men med de nye ændringer har jeg efterhånden opgivet at bruge dagpengesystemet. 6 Vi har jo Statens Kunstfond, men den giver kun til et lille antal kunstnere. Jeg synes, at man burde arbejde politisk for i højere grad at integrere kunstneres arbejde i samfundet. For eksempel, gennem flere udsmykningsopgaver og flere initiativer til samarbejder mellem kunst og erhvervsliv. Det vil kunne støtte et bredere spektrum af kunstnere og kunstnerisk produktion, og det vil gøre kunsten meget mindre diffus og mere forståelig for en masse almindelige mennesker. Jeg synes, at det er ekstremt vigtigt at have en kunstnerstand i et samfund som vores, og et eller andet sted ville jeg nok være tilhænger af en borgerløn til kunstnere. Det er dog meget usandsynligt at vi får det, og som sådan er førnævnte et forsøg på at komme med et konstruktivt forslag. 1 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

Kun få udstillingssteder betaler kunstnere honorar Det er helt almindeligt, at billedkunstnere ikke får honorar, når de udstiller på offentlige museer og kunsthaller. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Bkf har foretaget. A f C a t h r i n e l a C o u r o g M i r i a m K a t z 7 Jeg har jo løbende et andet arbejde, hvilket betyder, at jeg i perioder producerer og udstiller mindre end jeg ellers ville have gjort, og som sådan har økonomien en stor betydning. Jeg har også tre børn, og så er det altså begrænset hvor meget man kan skære på leveomkostningerne i hverdagen. To tredjedele af de danske udstillingssteder, der er omfattet i en ny undersøgelse, betaler ikke honorar til kunstnerne eller yder økonomisk støtte til produktion af kunstværker i forbindelse med udstillinger. Det oplyser udstillingsstederne selv i en stikprøveundersøgelse, Bkf har foretaget blandt 0 større danske museer og kunsthaller. Undersøgelsen viser også, at der ikke er nogen faste retningslinjer for honorarets størrelse blandt den tredjedel af udstillingsstederne, der rent faktisk betaler honorar til kunstnere. Desuden udbetaler mange af disse udstillingssteder kun honorar i sporadisk omfang, afhængig af økonomien i det konkrete udstillingsprojekt, herunder ekstern støtte fra fonde eller sponsorer. Det er en uacceptabel situation, mener Bkfs formand, Nanna Gro Henningsen: Det er udtryk for en uhørt disrespekt for det kunstneriske arbejde, der udgør hele Udstillingsvederlag og honorar hvad er forskellen? Regler for udstillingsvederlag er fastsat af Kulturministeriet, og er en betaling for kunstnerens udlån af værker til kunstudstillinger. Vederlagsordningen omfatter statslige og statsstøttede museer, kunsthaller og udstillingssteder. Kunstnernes får et engangsbeløb på 1.500 kr. plus 1 procent p.a. af værkernes katalogpris, max. 6.000 kr. pr. måned. Et honorar afspejler hele kunstnerens arbejdsindsats i forbindelse med en udstilling. Det kan være produktion af nye værker, planlægning, medvirken ved ophængning etc. Honorar forhandles individuelt, men Bkf arbejder for, at udstillingsstederne følger forbundets vejledende takster for billedkunstnerisk arbejde. Se de vejledende priser i Bkf-håndbogen og på www.bkf.dk grundlaget for kunstinstitutionernes og udstillingsstedernes eksistens, siger hun og peger på, at kunstinstitutionernes bør løfte deres ansvar for at honorere billedkunstnerne, også selvom udstillingsstederne kæmper med stramme budgetter og vigende bevillinger. Det har aldrig været meningen, at Kunstrådets tilskudsordninger eller den økonomisk set minimale vederlagsordning skulle ophæve kunstinstitutionernes eget ansvar for at honorere billedkunstnerne professionelt, siger hun og tilføjer: Ingen anden faggruppe ville acceptere at skulle stille deres arbejde til rådighed for offentligheden under så ringe økonomiske vilkår som billedkunstnerne. Mange arbejder gratis I forbindelse med stikprøveundersøgelsen har Bkf fremsendt et spørgeskema til 5 kunstnere, som har modtaget et større vederlag via den statslige udstillingsvederlagsordning i perioden 006 og 007. Vederlagsordningen sikrer kunstnerne et symbolsk udstillingsvederlag på max. 6.000 kr., som udstillingsstederne efterfølgende får refunderet af staten. Hovedparten af disse kunstnere 86 procent oplyser, at de ikke har modtaget honorar direkte fra udstillingsstedet. 3 procent af de adspurgte har modtaget støtte til kunstnerhonoraret fra andre instanser end udstillingsstedet. Det vil typisk være Kunstrådets Billedkunstudvalg, der yder denne støtte til kunstnerhonoraret, ligesom det også er her, kunstnere kan søge om produktionsstøtte til selve udstillingsprojektet. Ca. en tredjedel af kunstnerne oplyser, at de hverken har modtaget honorar, støtte til produktion eller lignende i forbindelse med udstillingsprojektet. Af de kunstnere, som fik honorar fra udstillingsstedet, fik kun to tredjedele honorar af en størrelse, som på rimelig vis afspejler den arbejdsindsats, som var forbundet med produktion af værkerne. B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 1 3

TEMAKRISENKRADSER Ny aftale giver svenske kunstnere et løft En milepæl og en afgørende holdningsændring til billedkunstnernes arbejde. Sådan lyder den glade melding fra Bkfs svenske søsterorganisation, Konstnärernas Riksorganisation, nu hvor det er lykkedes kunstnerorganisationerne i Sverige at indgå en regulær udstillingsaftale med den svenske stat. A f K r i s t i n a O l s s o n Processen tog tre år, men var det hårde arbejde værd. For da den nye udstillingsaftale for statslige kunst- og kulturinstitutioner trådte i kraft den 1. Januar i år, havde den svenske kunstscene fået en aftale, der væsentligt forbedrer billedkunstnernes økonomiske vilkår. Og samtidig en aftale, der giver billedkunstneres arbejde et tiltrængt statusløft. Det er holdningsændringen, der er det vigtigste i vores aftale. At man flytter fokus fra de kunstneriske værker til kunstneren som professionel erhvervsudøver, siger Karin Willén, formand for Konstnärernas Riksorganisation (KRO). For ligesom i Danmark har de svenske kunstnere en bundplacering når det gælder indkomst i sammenligning med den øvrige befolkning. Kun kunsthåndværkerne tjener Svenske billedkunstneres udstillingsaftale mindre end billedkunstnerne, viser svenske undersøgelser. Samtidigt er kunstbranchen også i Sverige stadig fuld af tvivlsomme forretningsmetoder, der aldrig ville accepteres i andre brancher. Hvor udstilleren i de fleste tilfælde er den stærke part og den enkelte kunstner den svage part. F.eks. kan kunstneren få betalt ved, at udstilleren køber et værk eller ved at der blive lavet et flot katalog. Ofte er der kun indgået mundtlige aftaler mellem kunstneren og udstilleren, som ikke kan påberåbes, hvis noget går galt, siger Karin Willén. Den nye udstillingsaftale trådte i kraft 1. Januar i år og gælder for statslige kunst- og kulturinstitutioner. Den forventes at blive vejledende for hele Sveriges kunstliv. Aftalen er indgået mellem den svenske stat og Konstnärernas Riksorganisation (KRO), Foreningen Sveriges Industriformgivare og Konsthantverkare (KIF), Foreningen Svenska Tecknare, Svenska Fotografers Förbund (SFF) Rammeaftalen består af to dele: Den ene del indeholder en beregningsmodel, der angiver, hvad kunstneren skal have betalt for at udstille værket. Faktorer som publikumsantal og udstillingens længde spiller ind her. Den anden del indeholder en specificeret standardkontrakt, hvor udstilleren forpligter sig til at indgå en skriftlig aftale om honorering af kunstneren, og hvor alle dele af kunstnerens arbejdsproces med udstillingen bliver tydeliggjort. Sveriges regering har på dette års finanslov givet de to vigtigste statslige udstillingssteder, Moderna Museet och Riksutställningar i Stockholm hver en million svenske kroner, som er koblet direkte til den nye udstillingsaftale. Læs aftalen i sin helhed på www.kro.se Større gennemsigtighed Sådan skal det ikke være mere. Den nye aftale, der i første omgang omfatter 0 statslige institutioner og museer, består af to dele. Den ene del indeholder en beregningsmodel, der angiver, hvad der skal betales for at udstille værket. Faktorer som publikumsantal og udstillingens længde spiller ind her. Den anden del indeholder en specificeret standardkontrakt, hvor alle dele af kunstnerens arbejde med en udstilling bliver tydeliggjort. Der skal f.eks. være en specifikation af antallet af møder, af kunstnerens tilstedeværelse ved ferniseringen, ophængning af udstillingen, forsikring af værkerne og kunstnerens ophold under arbejdet. Resultatet bliver en større gennemsigtighed af alle momenter i processen, fortæller Karin Willén. Desuden skal det blive nemmere for kunstnere at forhandle deres egen pris, i stedet for bare at tage til takke med det beløb, udstilleren tilbyder. Det er svært for mange kunstnere at tale om penge. Man vil ikke lave ballade, for så er man bange for at miste udstillingen. Det er, som om der også forventes, at man som kunstner skal have andre, mere åndelige værdier og stå over materielle behov, siger Karin Willén. I den kommende tid vil KRO, i tæt samarbejde med udstillerne og andre relevante kulturaktører, arrangere debatter, seminarer og workshops for at sikre implementeringen af den nye aftale. Dette såkaldte MU-projekt, handler både om at styrke den enkelte kunstner, men også om at få gang i en diskussion om forholdene mellem kunstnerne og dem, der udstiller deres værker. For selv om den nye aftale vedrører udstillinger på de statslige institutioner, så vil det uden tvivl få betydning for hele den svenske kunstscene. Allerede nu har storbyregionerne Stock- 1 4 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9

For et par år siden kom Moderna Museet i klemme, da det kom frem, at museet havde undladt at skrive kontrakt med flertallet af de udstillende svenske kunstnere. Museets daværende direktør, Lars Nittve, henviste dengang til, at museet i stedet for honorar arrangerede fine ferniseringsfester med ekstra meget champagne. Foto: Moderna Museet Islandske kunstnere mister formue i finanskrisen holm, Gøteborg og Malmø forpligtet sig til at følge den nye aftale. Fremover håber vi, at det vil styrke billedkunstnerne generelt, så de kan vurdere sig selv og deres arbejde højere, siger Karin Willén. Udstillernes ansvar Men selvom Konstnärernas Riksorganistion har givet den nye aftale en varm modtagelse, er organisationen klar over, at aftalen også vil betyde, at nogle udstillingssteder får råd til færre udstillinger. Det argument bider dog ikke på Karin Willén, som understreger, at det er på høje tid, at udstillingsstederne tager ansvar for at honorere billedkunstnere professionelt for det arbejde, de udfører. I de seneste ti år har vi ligget fuldstændig stille lønmæssigt. Udstillerne må gøre ligesom andre virksomheder og prioritere deres økonomi, siger Karin Willén. Den svenske billedkunstnerorganisation håber i det hele taget, at Sveriges regering vil satse mere på billedkunstområdet. Et af KROs ønsker er, at de svenske politikere indfører en seks procents kulturmoms, i stil med den danske kunstnermoms. Et andet er at indføre et fradrag, der kunne gavne kulturlivet bredt. I dag kan man i Sverige få et såkaldt ROTfradrag til håndværkerudgifterne, hvis man bygger om derhjemme, og et RUT-fradrag, hvis man har rengøringshjælp. Hvorfor ikke indføre KUL-fradrag, som kan stimulere privatpersoners efterspørgsel på kultur? spørger Karin Willén. Kristina Olsson er freelancejournalist og Sveriges-korrespondent for dagbladet Politiken. Finanskrisen har ramt de islandske musikere hårdt de har mistet en stor del af deres opsparede ophavsretspenge, fordi midlerne var investeret i aktier. Ophavsretsmidlerne administreres af Stef, den islandske ophavsretsorganisation for komponister og sangskrivere, svarende til KODA. Billedkunstnerne er dog ikke berørt af den aktuelle sag, fortæller Knútur Bruun, formand for Myndstef, som er paraplyorganisation for rettighedshavere indenfor de visuelle medier, svarende til Copy-Dan Billedkunst. Vi har ført en forsigtig og måske lidt gammeldags økonomisk politik i organisationen. Det har kommet os til gode her i finanskrisen, at vi ikke har foretaget nogle risikable investeringer af medlemmernes penge, siger han til Billedkunstneren. Det islandske billedkunstnerforbund oplyser i øvrigt til Billedkunstneren, at selvom det islandske samfund er slået totalt ud af kurs af finanskrisen, så er billedkunstnerne ikke specielt udsatte - eftersom vores medlemmer aldrig har været velhavende, har de fleste af os ikke haft særlig meget at miste, lyder meldingen fra Islands billedkunstnerforbund. -mir B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9 1 5

BKF40ÅR F o t o : W e r m u n d B e n d t s e n F o t o g r a f i A p s. Anna Ancher var en af de kunstnerinder der søgte optagelse allerede ved stiftelsen af Malende Kunstneres Sammenslutning i 1909 og blev afvist. Læs mere om kvinderne og MKS på s. 18. Hendes maleri Ung pige i haven med orange parasol kan for øjeblikket ses på udstillingen Kromosom XX - Kvindelige kunstnere gennem tiderne, Fyns Kunstmuseum. Til kamp for kunstnerstandens bedste! I år kan Billedkunstnernes Forbund fejre to mærkedage. Dels 100 året for stiftelsen af Malende Kunstneres sammenslutning, som er en af Bkfs tre moderorganisationer, dels Bkfs eget 40 års jubilæum. Læs her om de to organisationers nære og fjerne fortid. A f M i r i a m K a t z At samle kunstnerstanden og forbedre dens vilkår. Det var formålet, da en kreds af fremtrædende kunstnere med J.F. Willumsen i spidsen i 1909 stiftede Malende Kunstneres Sammenslutning. I sin 60 år lange levetid blev foreningen med sine efterhånden ca. 700 medlemmer den største og toneangivende blandt billedkunstnernes organisationer og det på trods af, at sammenslutningen stort set konstant var præget af dybe identitetsproblemer og interne stridigheder, der i perioder svækkede foreningens virke. Alligevel lykkedes det Malende Kunstneres Sammenslutning (MKS) at være med til at hente politiske resultater hjem, som blev afgørende for kommende generationer af danske billedkunstnere, først og fremmest etableringen af Statens Kunstfond i 1956. Men mere om det senere. Willumsens projekt Malende Kunstneres Sammenslutning blev stiftet i vinteren 1909. Medstiftere var G. Clement, L. Find, J. Kragh, L. Tuxen, Rasmus Christiansen, Erik Henningsen, Axel M. Lassen, M. Therkildsen, N.V. Dorph, Sv. Hammershøi, Jul. Paulsen, S. Wandel, J. Wilhjelm og i spidsen - J. F. Willumsen. I den oprindelige stiftelseskreds var der 6 medlemmer. Bl.a. Vilhelm Hammershøi, Joakim Skovgaard og K. Zarthmann men inden stiftelsen steg antallet til 49 medlemmer, da bl.a. Michael Ancher, Rostrup Böyesen, Oluf Hartmann og Henrik Schouboe sluttede op om sammenslutningen. Foreningen stiftedes 15. April 1909, og 15. Maj afholdtes første mødeaften på Hotel Bristol i København. Sammenslutningens formålsparagraf lød: At varetage medlemmernes interesser på det kunstneriske som på det faglige område. Formand var professor L. Tuxen. Årskontingentet blev fastsat til 8 kr. At varetage de kunstneriske interesser tog man bogstaveligt: De første 5 år fungerede MKS som en særdeles aktiv udstillingsforening. Men den faglige kamp var dog den vigtigste: På MKS første generalforsamling i 1909 slog Willumsen til lyd for oprettelsen af et Kunstnerråd, hvor kunstnere skulle tage sig af deres egne anliggender. Det råd arbejdede man i flere år for at få virkeliggjort, men idéen blev ikke realiseret i MKS egen tid. I dag, 100 år senere har vi jo fået et statsligt Kunstnerråd, hvor kunstnere er repræsenteret. Det har dog en del tilbage at ønske mht. til den direkte kunstnerstyring, som Willumsen i sin tid forestillede sig, et Kunstnerråd skulle have. Ungt modspil MKS opstod som en modvægt til Akademiet, som stifterne opfattede som tilbageskuende og tungt. Akademiet på sin side følte sig nok anfægtet af den nye bevægelse, bl.a. fordi det i begyndelsen rygtedes, at Willumsen ville danne et nyt akademi. I løbet af sammenslutningens 1 6 B i l l e d k u n s t n e r e n 1 / 0 0 9