Anden pinsedag, 20.5.2013. Friluftsgudstjeneste i Eventyrhaven. Salmer: 725 Det dufter lysegrønt, 291 Du som går ud, 305 Kom Gud Helligånd, 290 I al sin glans I dag har vi bevæget os udenfor murene. Vi er kommet fra de kirkehuse, hvor vi normalt samles. Vi er kommet fra hvert vores sted: fra Thomas Kingos Kirke, fra Ansgar Kirke, Fra Hans Tausens Kirke, fra Munkebjerg kirke, fra Fredens kirke, fra Gråbrødre og domkirken. Og vi har samlet os her, under åben himmel, midt i byen, i parken, med grønne træer og blomstrende buske, mellem hundeluftere, stavgængere, cykelister, turister, morgenjoggere og rundstykkehentere. Vores kirkerum er udvidet. Og det er vores menighed også. Og det er der en rigtig god mening i. For det budskab vi samles om, det vil ud. Langt ud. For det vil høres af mange. Så mange som muligt. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, læste vi lige før. At Gud elskede verden, at verden vi lever i, er et af Gud elsket sted, og at han derfor vil det allerbedste med den og med os, det skal siges så højt og tydeligt, at verden kan høre det. At vores verden, hvor så meget ondt kan ske og hele tiden sker, i Guds øjne, først og fremmester
et elsket og elskeligt sted, et kærlighedens sted, og ikke et møgsted, det er nemlig ikke noget, vi sådan bare kan sige os selv. Det skal siges os. Og det skal siges af os. Vi kan ikke gå og putte med det. Vi kan ikke blive hjemme med det og holde det pænt og artigt indenfor hjemmets fire vægge. Som vi jo ellers nok kan være tilbøjelige til. Vi har det bedst derhjemme, på vores sted, i vores huse, sommerhuse, kirker og sogne, og hvor vi nu ellers hører til. Vi har alle steder, vi hører til, og som vi hæger om og holder af. For det er godt at have hjemme og vide sig hjemme. Det er ligefrem livsnødvendigt at have sine steder og lokalområder og dyrke sine steder, hvor du kender og er kendt af dine egne, og færre overraskelser truer, og alle kender dit navn, som det lød i titelsangen til tv-serien Sams Bar dengang i 80erne. Men stederne, de fortrolige steder, de elskede steder, binder nogle gange med så stærke bånd, at det er svært at komme ud af fordøren. Vi gider ikke rigtig bakse med noget nyt og ukendt. Når vi skal ud og rejse, tager vi de samme steder hen. Når vi vælger is på iskortet står valget som regel mellem de samme tre. Og til selskab kæmper vi indædt for at sidde til bords med dem, vi allerede
kender. Det ligger i vores natur. Det er mest i princippet, vi går ind for overraskelser og at møde nye mennesker og opleve noget nyt. og evner til at bevæge sig ud, ud fra deres steder og hjem og ud i alverden og få fremmede folk i tale. Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart var disciplene også mest til at holde sig inden døre. De samledes i huse og hjem og holdt sig til hinanden og til lokalområdet. Jesus havde sagt til dem: gå ud og gør alle folkesalgene til mine disciple. Men det var måske ikke, hvad de havde mest lyst til. Ikke underligt når man tænker på, hvad de risikerede. Og så var det altså og det var, hvad vi hørte i går, pinsedag at de pludselig fik styrke og mod Det var hvad Guds Ånd gjorde ved dem: bevægede dem, skubbede til dem, ud af døren, ud i det åbne, ud og fortælle det afgørende nye, der er kommet til os mennesker med Jesus fra Nazareth. Det samme vil Guds Ånd gøre ved os: bevæge os, skubbe til os, ud af døren, ud i det åbne, ud og lytte til og fortælle om og tage imod det afgørende nye, der er kommet til os med Jesus fra Nazareth.
For bogen er ikke lukket, det der skete dengang for 2000 år siden er ikke historie. Det er sprællevende nutid. Det foregår her og nu. Det blomstrer som sommerren omkring os. Guds ånd vil have os til at se det og forstå det. Disciplene havde selvfølgelig der midt i kampzonen, i skyggen af trusler, død og forfølgelser, en mere akut erfaring, af lysets og livets sejr i Jesus, en mere akut erfaring af verden som et af Gud elsket sted, en mere akut erfaring af, hvad Jesu opstandelse påskemorgen betød, at død og fortabelse ikke længere var, ikke længere er, for dem, for os, der ved os selv som Guds børn. Vi ligger nok mere i læ. Åndens blæsevejr den dag i Jerusalem, er hos i vores trygge velfærd, mere som en blid sommerbrise. Men bevæger os, flytter os, rykker os ud, gør den stadigvæk. Når vi i vores evindelige selvkredsen og bekymring, pludselig indser, at vi er givet så uendelig meget mere, at den verden vi er sat i er et elsket sted fyldt med gode gaver. Når vores perspektiv, hvor vi kun har øje for os selv og vores eget, pludselig viger for Gudsrigets store vidder. Når vi kommer til gudstjeneste. Når vi kommer for at få vores
børn døbt og vores døde begravet på ordene om det levende håb i Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Når vores døre på dén måde åbnes, og vi ser meget længere end sædvanligt, og ikke bliver indenfor i vores eget halvmørke. Og har du ikke kræfter til at komme ud, kan du høre og tage til dig, at verden derude er elsket af Gud, og at han ved sin søn har givet dig plads i lyset. Dit mørke er ikke sandheden om verden. Det er hans kærlighed, og den hører du også til i. Vi er kommet ud i det fri i dag. Vi er kommet til fra hvert vores sted: fra Thomas Kingos Kirke, fra Ansgar Kirke, Fra Hans Tausens Kirke, fra Munkebjerg kirke, fra Fredens kirke, fra Gråbrødre og domkirken. Vi har udvidet menigheden med hundeluftere, stavgængere, cykelister, turister, morgenjoggere og rundstykkehentere. Og som sagt. Det er der en god pointe i. Ikke desto mindre er der mange, der mener, at vi hellere skulle blive inden døre, hjemme hos os selv, fordi, synes de, det er betænkeligt, når man sådan lufter sin tro i det offentlige rum. Nogle føler sig ligefrem forulempede over den slags. De føler, at nogen på dutter dem noget. Religionen skal holde sig ude af det offentlige rum, siger de.
Ligesom rygerne kan vi gå et andet sted hen med vores last og underlige tilbøjeligheder. Men det budskab vi kommer med er ikke et budskab, der skal trækkes ned over hovedet på folk eller proppes ned i halsen på dem. Budskabet om, at Gud elskede verden, er budskabet om en uforbeholden kærlighed. Og kærlighed, sand kærlighed, kan aldrig blive tvang. For den slags kan kun modtages frit af den, der vil. Sand kærlighed vil bevæge, men bevæges kan kun den, der bevæges i sit hjerte, den der ikke kan lade være. Den der ikke vil, er lige så fri til at gå videre. Men blive hjemme og holde vores kæft med det. Det kan vi ikke, og det skal vi ikke. Og derfor ringer klokkerne i vores kirker hver eneste søndag. De har noget de vil sige alverden. Noget om den her kærlighed, der vil rive os ud af mørket, der vil overstråle mørket, vores eget mørke ikke mindst. Rockgruppen Nephew bruger i en af deres sange omskrivningen kirkesirener om de her klokker: Kirkesirener hyl mig ud af min blanke dør hvor jeg bor, synger de. Kirketårn kom og brug dit horn, hyl mig ud af min blanke dør før jeg dør.
Hyl mig ud af min blanke dør. Det er en bøn, en lille kort bøn, men god som nogen. Lad ordet om Gud der således elskede verden gøre noget ved mig, lad det bevæge mig, lade det kalde mig ud af min fortabelse, ud af min fortvivlelse, ud af min blanke dør, ud i lyset. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Lær os i den Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. at se din verden som et elsket sted, hvor ikke fortabelsen og døden, men kærligheden og lyset, altid har det sidste ord at skulle have sagt. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Amen.
Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.. dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed, den store skærsommer. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen