BM. B.b.nr. 1005 U D S K R I F T A F D O M B O G E N F O R K Ø B E N H A V N S B Y R E T S A F D E L I N G A. Den 14. september 1995 blev i sag nr. A 194/1994 mod afsagt sålydende D 0 M : Under denne sag, hvor dommen i henhold til retsplejelovens 5 366 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøger,, påstået sagsøgte, dømt til at anerkende, at renten på sagsøgers billån, konto nr. 70-9 med virkning fra den 11. maj 1992 nedsættes med 0,5%, at renten på billån konto nr. 78-5 med virkning fra den 11. maj 1992 nedsættes med 0,75%, og at renten på sagsøgers økonomikonto konto nr. 65-4 med virkning fra den 11. maj 1992 nedsættes med 0,5% samt at regulere lånenes restgæld i overensstemmelse hermed. Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte har været berettiget til med virkning fra den 11. maj 1992 at forhøje renten på sagsøgers to billån og på dennes økonomikonto.
- 2 - De to billån blev ydet sagsøger i maj 1987 og februar 1989. I lånedokumenternes almindelige bestemmelser er i pkt. 1 anført følgende : "Rente af lånets restgæld beregnes efter bankens til en hver tid gældende sats for lån af denne art og debiteres lånekontoen hvert kalenderkvartal." Kreditkontakt vedrørende økonomikontoen blev underskrevet af sagsøger den 5. februar 1991. Af kontrakten fremgår bl.a. : "For gæld til banken betaler låntager en variabel pålydende rente ( debetrente ) på for tiden 16% pr. år". Vedrørende rentevilkår anføres endvidere : " Banken kan ændre rente, provision og øvrige kreditomkostninger, der fastsættes af banken, når som helst uden først at give meddelelse herom. Ændringer annonceres i diverse dagblade, således at der tilstræbes en landsdækkende annoncering, og ændringen vil fremgå af den herefter ekspeditionsmæssigt mulige første udsendelse af kontoudskrift." Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgte har været uberettiget til at forhøje renten ud fra en konkret vurdering af sagsøgers økonomi, at sagsøgtes adfærd er i strid med almindelige forbrugerbeskyttelsesgrundsætninger, at sagsøger ikke ved sine egne forhold har givet sagsøgte anledning til at hæve renten, at sagsøgte ikke er berettiget til ved indførelse af rentespænd vilkårligt at ændre sagsøgers status fra " god" til "dårlig" kunde, og at sagsøgtes begrundelse for renteforhøjelsen ikke er tilstrækkelig legitim. Sagsøgte har gjort gældende, at der i lånedokumenterne er hjemmel til at foretage renteregulering over for sagsøger, at der er tale om en omfattende rentejustering over for et større antal kunder, at sagsøgte som led i denne rentejustering er berettiget til at foretage en konkret vurdering af den enkelte kundes forhold og at rentejusteringen, der udsprang af en bankfusion i 1990, og som endvidere havde sammenhæng med indførelsen af et nyt rentesystem for billån, er saglig og legitim. Sagsøgte har endeligt bestridt, at sagsøger har haft tilsagn om en " favørrente."
- 3 - Der er afgivet forklaring af sagsøger og af underdirektør i Sagsøger har forklaret, at han er uddannet ingeniør og har taget HD-eksamen. Han er selvstændig erhvervsdrivende med et edb-firma i Skanderborg. Hans forældre var kunder hos, og det var derfor naturligt, at han ligeledes blev kunde i denne bank først med et studielån, senere med et lån til bolig og bil. Da han optog det første billån i 1987 gjorde han sig ingen nærmere overvejelser vedrørende rentesatsen, og han henvendte sig sig uden videre til sin sædvanlige bank. Da han ca. 2 år senere skulle skifte bil, undersøgte han renteforholdene flere steder, men valgte sin sædvanlige bank, hvor han fandt forholdene udmærkede. Når han i tiden forud for renteændringerne i foråret 1992 opdagede, at han overtrak sin kassekredit, rettede han straks henvendelse til banken, hvorefter der blev fundet en løsning. Banken har aldrig givet udtryk for utilfredshed med hans forhold. I marts 1993 havde han et større overtræk på omkring 10.000 kr. Da han fik brev fra banken herom, henvendte han sig i banken, og den nye kreditkontrakt blev lavet. Banken har aldrig lidt tab på grund af hans forhold. Han blev irriteret over rentestigningen, der fandt sted i foråret 1992. Specielt vedrørende det nyeste billån mente han at have indgået en aftale med banken efter først at have undersøgt markedet, og han kunne derfor ikke acceptere en rentestigning, der ikke var af generel karakter. Han husker ikke, hvorvidt der ved det første billån var en friværdi. Ved det andet billån var der ingen friværdi. Det kan
- 4 - godt passe, at han og hustruens samlede engagement med banken i november 1991 var på ca. 200.000 kr. De ønskede at sælge huset, og ønskede at låne 100.000 kr. med henblik på istandsættelse. Banken regnede på det og konstaterede, at de ikke havde råd til at tilbagebetale et sådant lån. De opgav at sælge huset og blev boende. Det er rigtigt, at der i forbindelse med et jobskifte har været uregelmæssigheder i hans likviditet. Underdirektør, har forklaret, at han har ansvaret for den overordnede rentestyring i banken. Han har således ikke oprindeligt været inde i den konkrete sag. Baggrunden for den foretagne rentestigning på sagsøgers konti i foråret 1992 var den fusion, der med virknincx fra den 6. april 1990 fandt sted mellem, og. Allerede forud for fusionsdatoen havde der været drøftelser bankerne imellem med det for øje hurtigst muligt at fremstå som een bank. Der skulle således ske harmonisering inden for mange områder herunder vedrørende bankens produkters indhold og pris. På den formelle fusionsdato var man klar med nye ensartede produkter, hvilket ikke i første omgang fik konsekvenser for de allerede eksisterende kunder. Dog foregik der lokalt ændringer af forholdene hos kunder, der hidtil havde været stillet ringere end de nye ensartede produkter tilsagde. Imidlertid var der ligeledes en kundegruppe, der ud fra en helhedsbetragtning rentemæssigt var bedre stillet, end tilfældet ville være efter den nye prissætning. Fra bankens side ventede man til efteråret 1991 med at tage fat på denne prisharmonisering. Projektet blev centralt styret, der blev udarbejdet centrale retningslinier, og der blev lavet nye edb-programmer. Fra central side blev der anvendt 8 mandeår på projektet. Den konkrete vurdering af den enkelte kundes forhold og afgørelsen af, om renten skulle justeres i det enkelte tilfælde lå imidlertid i de lokale afdelinger. Ved vurderingen heraf blev der især lagt vægt på kundens aktuelle rentesats,
- 5 - den nye prissætning, kundens samlede engagement med banken og den skønnede kreditrisiko. Omkring 300.000 konti vedrørende ca. 225.000 kunder blev faktisk berørt af denne prisharmonisering. Det vides ikke hvor mange af disse konti, der vedrører billån. Harmoniseringen var nødvendig for at banken kunne være troværdig i sin prissætning og sikre, at sammenlignelige kunder betalte sammenlignelige priser for sammenlignelige produkter. I 1991 etablerede banken differentierede billånsprodukter, hvor rentesatsen afhang af kundens udbetaling. Sagsøgers billån blev rubriceret under billån med en udbetalingsprocent 0-9%. Begrebet " favørrente ", der er brugt over for sagsøger, dækker den objektive kendsgerning, at rentesatsen ud fra en helhedsbetragtning ligger på et favorabelt niveau. Sagsøger har aldrig fået bevilget eller faktisk opnået en særlig favørrente. Sagsøgers 3 lån har alle ved oprettelsen haft en rentesats, der svarede til den "interne standardsats ", hvorved forstås den rentesats der anvendes, når der ikke er konkrete forhold, der taler for en højere eller lavere rente. Det " eksterne rentespænd" er den officielle pris, der fremgår af skiltning m.v. Efter gennemgang af sagsøgers kontoudskrifter og samtaler med kolleger er det han opfattelse, at sagsøger havde jævnlige overtræk på kassekreditten, og at der var tegn på en lidt anspændt økonomi. Rettens bemærkninger : Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at sagsøgte med baggrund i bankfusionen foretog en renteforhøjelse hos et større antal kunder med henblik på at opnå en ensartet prisstruktur for sammenlignelige låneforhold, samt at sagsøgte i 1991 indførte et nyt rentesystem for billån, hvorefter rentesatsen afhang af udbetalingen. Retten lægger endvidere til grund, at en renteforhøjelse dog kun fandt sted, såfremt en
- 6 - vurdering af den enkelte kundes forhold tilsagde dette. Retten finder ikke at kunne give sagsøgte medhold i, at der i lånedokumenterne er hjemmel til en renteforhøjelse, der således beror på en konkret vurdering af sagsøgers forhold. Herefter tages sagsøgers påstand til følge. T H I K E N D E S F O R RET : Sagsøgte,, tilpligtes at anerkende, at renten på sagsøgers, billån, konto nr. 70-9 med virkning fra den 11. maj 1992 nedsættes med 0,5%, at renten på billån konto nr. 78-5 med virkning fra den 11. maj 1992 nedsættes med 0,75%, og at renten på sagsøgers økonomikonto konto nr. 65-4 med virkning fra den 11. maj 1992 nedsættes med 0,5% samt at regulere lånenes restgæld i overensstemmelse hermed. Sagsøgte betaler 6.200 kr. i sagsomkostninger til sagsøger. Benedikte Tegldal beb~ ve K HAVli3 RYRM 7U MMO~ dm r. j.r. 4, _ 5 5