1. maj tale 2006, morgen v. LO s næstformand Tine Aurvig-Huggenberger Godmorgen Kære venner I mere end hundrede år har vi Socialdemokraterne og fagbevægelsen - kæmpet for større retfærdighed, større frihed, mere lighed og bedre tryghed. - Og vi er nået langt, i hvert fald for de fleste. Almindelige lønmodtagerne har det godt og er glade for deres tilværelse. Hovedparten af os har i dag både penge, parcelhus og pensionsordning. Og alle, der er i arbejde i Danmark, får en løn, de kan leve af. Men der er også mennesker i Danmark, som ikke har fået deres del af den stigende velstand, og der er mennesker, som i de senere år har fået det værre. Det skyldes jo ikke mindst, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti lystigt har svunget pisken over de mest udsatte. Smidt flygtninge og indvandrere på starthjælp, indført et kontanthjælpsloft og skåret i boligsikringen.
Hvem er det så der kan sige, at der ikke er forskel på regeringen og oppositionen i dansk politik. Så meget mere absurd bliver det jo, når man i Venstre forsøger sig med at fremstille sig som det store brede velfærdsparti. Men selvom statsministeren har pokerfjæs og med hård hånd holder sine egne liberalister i skak, så kan han ikke styre alle - altid. Vi så det tydeligt demonstreret med socialministers Eva Kjær Hansens fortalelse om, at stigende ulighed absolut ikke er noget problem, men tværtimod er med til at styrke dynamikken i samfundet, som et godt eksempel. Her var det tydeligt, at det var hendes indre stemme, der talte og ikke de sætninger, hun har lært på et smart spindoctor-kursus i Venstres hovedkvarter. De fleste psykologer vil sige, at det er godt at være i god kontakt med sin indre stemme. Men det gælder ikke, når man er socialminister under Fogh Rasmussen. Derfor måtte Eva Kjær Hansen også trække sin udtalelse tilbage, hurtigere end vi andre kunne nå at sige Freud. ******************** Og uligheden i Danmark er et stigende problem. Men det er ikke kun væksten i boligpriserne og nedskæringerne i de sociale ydelser, der er vores udfordring. 2
Globalisering og den teknologiske udvikling, sætter hele det danske velfærdssamfund og sammenholdet under pres. Derfor skal vi gøre noget nu. Hvis ikke vi tør handle i tide, så er der risiko for, at vores samfund knækker over. Knækker over, så vi får en gruppe, der har de rigtig gode job, høje lønninger og masser af velfærd, og det er betalt via private forsikringer. En gruppe mennesker der vil have masser af valgmuligheder. Også en gruppe, der permanent er uden for arbejdsmarkedet, der må leve af lave sociale ydelser og tage til takke med en udsultet offentlig sektor. En gruppe mennesker der ingen valgmuligheder vil have. Med andre ord en gruppe, der kan klare sig i den globale konkurrence og en gruppe, der ikke kan konkurrere med ekstremt lave lønninger i lavtlønslandene. Det vil være et samfund præget af en ekstrem ulighed, og det er heller ikke det samfund, jeg drømmer om. Tværtimod vil det være et mareridt, der svigter alt det, som vi i arbejderbevægelsen har kæmpet for og bygget op gennem de seneste mere end 100 år. Men det er heldigvis heller ikke et samfund eller en udvikling, vi bliver nødt til at acceptere, og i særdeleshed skal vi ikke acceptere det. Indtil nu har vi vist, at vi med et fleksibelt arbejdsmarked, en god social sikkerhed og en kreativ og effektiv arbejdsstyrke kan holde fast i en høj beskæftigelse. 3
Og så længe vi kan se ud i fremtiden, vil det stigende antal ældre og de færre unge betyde, at der fortsat vil være brug for arbejdskraft. Meget arbejdskraft. Men de mennesker, der særligt vil blive brug for, er lønmodtagere med en god og solid grunduddannelse. Mennesker, som hele tiden er parate til at fortsætte med at udvikle deres kvalifikationer og skifte arbejde, når muligheden for nye og bedre job opstår. Selvfølgelig vil der fortsat være brug for ufaglært arbejdskraft. Men der vil være brug for langt færre end i dag. Derfor er vi pisket til at satse på uddannelse og sikre, at det store massive flertal af danskere får mere og bedre uddannelse, og at vi får det gennem hele livet. Hvis vi fortsat vil skabe velstand, retfærdighed og tryghed, så er det her vi skal satse, så er der her vi skal investere hele butikken. Vigtigst af alt er det måske, at uddannelse giver frihed til selv at vælge, lighed er nemlig også, at vi selv kan vælge den vej, vi vil gå. Men desværre går det ikke så godt i dag. Næsten hver femte elev forlader folkeskolen uden at kunne læse, stave og regne. Mere end 20 procent af de unge får aldrig en ungdomsuddannelse. Og omkring halvdelen af LO s medlemmer kommer meget sjældent på efteruddannelse, og en del af dem kommer aldrig nogensinde i 4
nærheden af hverken et kursus eller noget, der bare lugter en lille smule af jobudvikling. Det er simpelthen ikke godt nok. Og hvis ikke vi gør noget ved den udfordring, så vil den ulighed, som er skabt med boligprisernes himmelflugt og regeringens skattestop, blot være en krusning på overfladen i forhold til den flodbølge af ulighed, vi vil se i fremtiden. Det er derfor, vi i fagbevægelsen stiller krav om en bedre folkeskole, der sikrer, at også de svageste elever får en solid grunduddannelse, de kan bygge videre på. Det er derfor, vi i fagbevægelsen stiller krav om en uddannelsesgaranti, der sikrer, at alle unge får ret til en treårig erhvervsuddannelse og en praktikplads. Det er derfor, vi i fagbevægelsen stiller krav om mere voksen- og efteruddannelse og det er derfor, at vi er parate til at gøre den udfordring til en del af de kommende overenskomstforhandlinger. ******************** Der er sikkert en del, der er overrasket over, at vi på mange af de her områder langt hen ad vejen er enig med den borgerlige regering. Men uanset, hvordan vi udtrykker det, så er det tæller bundlinien, og der er der fortsat er forskel på holdning og på handling. 5
Det kan godt være, at regeringen siger alt det rigtige. Men problemet er, at de indtil nu har gjort alt det forkerte. Sidste år lukkede regeringen skolepraktikken på 8 erhvervsuddannelser og smed flere tusinde unge ud af deres uddannelse, fordi de ikke kunne få en praktikplads. I dag er der omkring 7000 unge, der mangler en praktikplads. Det er altså de unge, der skal betale prisen for den millionbesparelse, som regeringen skal bruge til at betale for deres skattestop. Nu siger regeringen, at de har en målsætning om, at 95 procent af alle unge skal have en uddannelse. Men indtil videre har de ikke villet give en uddannelsesgaranti eller tvinge arbejdsgiverne til at oprette det nødvendige antal praktikpladser. Det viser blot med al tydelighed, at regeringen med stor præcision skærer ned i de sociale ydelser og de unges rettigheder, men at de ryster gevaldigt på hånden, når de skal skære igennem over arbejdsgiverne eller opfylde deres egne målsætninger. Og det samme gør sig gældende, når vi snakker dagpenge. Man kan simpelthen ikke på den ene side rejse rundt i verden og blære sig af den danske model, som både stats- og beskæftigelsesministeren gør, og så med den anden hånd halvere dagpengene, og sætte den tryghed over styr, som er så væsentlig en del af den danske model. Der er heller ikke sammenhæng i regeringens handlinger og holdninger, når det drejer sig om voksen- og efteruddannelse. 6
Siden 2001 har vi kun set forringelser og nedskæringer og resultatet er ikke udeblevet. Antallet af lønmodtagere, der deltager i kurser, er raslet ned. Nu siger Anders Fogh Rasmussen, at vi skal have mere voksenuddannelse. Det er vi enige i. Men vi har også skåret det ud i pap. Vi deltager ikke i en spareøvelse, og vi betaler ikke en krone ved overenskomstforhandlingerne for at lukke hullet efter regeringens besparelser. Tværtimod mener vi, at indsatsen i forhold til voksen- og efteruddannelses skal stige mærkbart i de kommende år. En stigning på 50 procent inden for de næste fem til ti år bør være et realistisk mål. En mærkbar øget indsats for de mange hundrede tusinde voksne, der har problemer med at læse, stave og regne er et ultimativt krav. Og det er regeringen, der skal betale regningen for det. Det er også regeringen, der skal betale de ekstra omkostninger til flere undervisere og det øgede antal kurser. Det, som vi har sagt, at vi gerne vil se på, det er hvordan vi kan sikre lønmodtagerne flere rettigheder til uddannelse og sikre, at lønmodtagerne kan få løn, når de deltager i uddannelse. 7
Det afgørende for os er, at lønmodtagerne ikke skal stå med hatten i hånden eller skal ned på deres bedende knæ for at få arbejdsgivernes tilladelse til at kvalificere sig til fremtidens arbejdsmarked. Vi ved godt, at arbejdsgiverne tænker mere på deres egen virksomhed end på lønmodtagernes fremtid. Derfor er det afgørende, at arbejdsgiverne ikke står i vejen eller bremser folks muligheder for at få et andet job, selvom det er hos konkurrenten. Men selvom vi skulle lykkes med at skabe flere rettigheder og løn under uddannelse, så eksploderer uddannelsesaktiviteten ikke af sig selv. Vi ved godt, at der er mange af vores medlemmer, der hellere vil have en rodbehandling uden bedøvelse end at blive slæbt tilbage til den skolebænk, de hadede, da de var børn. Derfor er det en kæmpe opgave for fagbevægelsen og helt afgørende, at vi også arbejder benhårdt med at vejlede vores medlemmer om og motivere dem til at gå i gang med at uddanne sig, også selv om de er kommet op i alderen. Og det er helt afgørende at uddannelsessystemet tager ordentligt imod voksne mennesker. Og heldigvis kan vi se, at selv de lønmodtagere, der aldrig har haft gode oplevelser i skolen, de kan blive bidt af uddannelse, når de har været igennem det første kursus. ********************** Så der er stadig masser at kæmpe for hver dag. Så derfor bekymrer det mig selvfølgelig, at folk i disse år ikke står i kø for at melde sig ind i fagbevægelsen. Tværtimod har vi i de seneste ti år mistet medlemmer. 8
Desværre tror jeg, der er mange - ikke mindst blandt de unge - der ikke længere tydeligt kan se værdien af at være medlem af en fagbevægelse. De har måske en opfattelse af, at fagbevægelsens resultater blev skabt i det forrige århundrede, og at vi ikke længere bidrager til at forbedre lønmodtagernes vilkår. Men det er helt forkert. Bare i de sidste 10 år har fagbevægelsen skabt mærkbare resultater. Vi har sikret gennemsnitlige lønstigninger på ca. 7.500 kr. om året. Vi har opbygget pensionsordninger, så lønmodtagerne nu typisk - udover deres løn - får mere end 10% af deres indkomst sat ind på en arbejdsmarkedspension. Vi har sikret løn og pension under barsel i næsten et halvt år. Det giver en familie med et nyfødt barn ca. 80.000 kr. i ekstra indtægt. Vi har fået en barselsfond, der sikrer mere ligestilling på arbejdsmarkedet. Og vi har skaffet 6 ugers ferie. Det synes jeg - sagt på jysk - faktisk ikke er så ringe endda. Og et faktum er, at de medlemmer vi repræsenterer, ikke kunne have skaffet de goder ved individuelle aftaler med arbejdsgiverne. 9
Vi kan kun få del i samfundskagen, hvis vi står sammen og løfter i fællesskab. Det var også den virkelighed, vi så i vores frihedsundersøgelse. Her var det klare budskab, at folk med de bedste uddannelser, de kan nærmest gøre som det passer dem. Mens vores medlemmer kun kan gøre det, der passer arbejdsgiverne. Det er budskabet om, at sammenhold og fællesskab giver individuelle rettigheder og kontante fordele, og det budskab skal vi have ud til de lønmodtagere, der i dag ikke er medlem af en fagforening. Det er det, vi skal ud på arbejdspladserne og erhvervsskolerne og tale om. Vi har ingen grund til at krybe langs panelerne. Tværtimod kan vi med stolthed fortælle om vores arbejde og de resultater, vi skaber. Og den gode nyhed er, at lønmodtagerne og de unge hellere end gerne vil høre om fagbevægelsen og have vores hjælp. Og bare for at nævne et eksempel, så var der sidste år 1 million besøgende på vores Jobpatruljes hjemmeside, og de unge fritidsjobbere tager imod vores fagligt aktive med åbne arme, når de er rundt på arbejdspladserne i sommerlandet. *************************** Jeg tror på at der er grobund for politisk forandring. 10
Med en stærk arbejderbevægelse, der hele tiden holder blikket stift rettet mod fremtiden og ikke mindst retfærdigheden, skal vi holde uligheden fra døren og sikre, at vores drømme bliver til virkelighed. Det er den kamp, vi skal kæmpe hver dag i de næste mange år. 11